2007 lakker mod enden, og det er tid til at gøre status. Her er - for mit vedkommende - årets 3 største CD-oplevelser:
Nummer 1:
Stravinskijs "Oedipus Rex", dirigeret af Colin Davis. Jeg lyver ikke (ret meget), når jeg nu skriver, at de små hår rejste sig i nakken på mig, da jeg første gang hørte CDen. Musikken - især i denne fantastiske indspilning - er så REN, og fremstillingen (også p.g.a. fortælleren) er så COOL, objektiv og konstaterende -- men indholdet, historien, der fremstilles, er frygtelig. Vi kender allesammen historien om Ødipus, for vi er opflasket med den -- og der er forlængst gået MONETS ÅKANDER i den. Allerede, næsten, før vi får begyndt, keder vi os. Sædvanligvis. Men -- som jeg dengang skrev i bloggen: For første gang, mens jeg sad og lyttede til Stravinskijs musik, forstod jeg RÆDSLEN. Sygdommen i samfundet omkring Ødipus, og sygdommen i Ødipus. Uafvendeligheden (som altid er det værste). Top dollars.
Nummer 2:
Góreckis 3. symfoni, dirigeret af David Zinman og sunget - dét, der skal synges - af Dawn Upshaw. Góreckis 3. symfoni er næsten FOR NEM, men den virker. I hvert fald på mig. Og Upshaw synger vidunderligt. Bør høres alene. En stor tak til Kurt, som insisterede på, at jeg skulle låne hans eksemplar -- da jeg kom til at afsløre, at jeg ikke kendte musikken.
Nummer 3:
Frank Zappa and Mothers: "Roxy & Elsewhere". Året har - her i bloggen - i høj grad stået IN THE SIGN OF Z. Jeg vælger "Roxy & Elsewhere", fordi det - kvantitativt - er en af de CDer, jeg har lyttet allermest til, og fordi - kvalitativt - CDen er en af Zappas bedste. Tror jeg, at jeg føler. At jeg synes.
Om ikke andet: Lidt inspiration til din egen ønskeseddel.
When it rains, it pours. Forleden var de(t) Sade, og i dag - og tak, min anonyme sufflør - er det Zappa. Det er i dag 14 år siden, Frank Zappa døde. Han døde af prostatakræft, kun 53 år gammel.
Jeg vil ikke - i anledningen - skrive ret meget om Zappa, for jeg har jo allerede ... o.s.v. Bortset fra følgende, fordi det er et FAKTUM, jeg selv holder af. At kontemplere.
Frank Zappa - gennem sit liv - havde ikke mange venner. Når han var på turné med sine skiftende bands, boede han ikke sammen med dem, men valgte andre - og finere - hoteller -- og han var ikke typen, der HANG UD. Han var typen, der arbejdede. Alene. Hele tiden. Albummet "Burnt Weeny Sandwich" er opkaldt efter de forbrændte pølseburgere, han plejede at lave og spise om natten, når han - nede i sin kælder, hvor han sad og var ZAPPA - blev sulten. Da Moon Zappa, datteren, som 14-årig besluttede sig for, at hun godt kunne tænke sig at få et lidt tættere forhold til sin far, introducerede hun sig for ham ved at stikke en seddel ind under døren til hans UTILITY RESEARCH KITCHEN -- der, sedlen, begyndte med ordene "My name is Moon Unit Zappa ... " Hvorefter hun - på skrift - bad om at få lov til at arbejde sammen med ham. Resultatet blev "Valley Girl", Zappas største hit.
Men min pointe: I løbet af sin sidste tid på jord indledte Zappa et venskab. Et rigtigt venskab. Med Paddy Moloney, den musikalske leder af The Chieftains. Et lidt umage par, skulle man måske synes, men ikke desto mindre. Og inde i mit hovede, når jeg hører efter, siger det noget meget smukt om begge mænd.
Ved Zappas begravelse - efter Zappas ønske - blev Chieftains udgave af "The Green Fields of America" afspillet. Nummeret findes på CDen "The Celtic Harp", som blev indspillet i Zappas hjem kort før hans død.
Væk og borte -- alt for tidligt. Men som manden selv sagde: "Broken hearts are for assholes". Let's move it, people.
Frank Zappa: "Penguin in Bondage". Vi fortsætter med ugens sadisme-tema. I et desperat forsøg på at leve op til Mørk Sjæls reklame -- det dér med "en meget mere intellektuel tilgang til sagerne": Her er et spørgsmål. Hvordan kan det være, at S/M-miljøet i ÆSTETISK HENSEENDE er så konservativt og bagstræberisk?
Jeg har i den forløbne tid lyttet meget til Zappa, og jeg har lyttet en hel del til Strauss. Og hvad har Zappa og Strauss til fælles? De har dét - bl.a. dét - til fælles, at 1) deres musik er krævende. Den er SVÆR. Teknisk svær at spille og synge -- og af og til en smule udfordrende for lytteren. Og 2) at CDerne skal SKAFFES, og at de koster. Penge.
Men nu: Et indlæg om noget STIK MODSAT -- nemlig (om) Arthur Durkees musik. Jeg ved absolut intet om manden, men jeg faldt på et tidspunkt tilfældigt over hans website. Fotografierne er forholdsvis hæslige, synes jeg, og det samme er malerierne. Collagerne er bedre.
Men: Min mp3-afspiller er i disse dage FYLDT UD med Durkees musik. Jeg har downloadet mere end 550 MB fra sitet -- og musikken (i modsætning til Zappa og Strauss) gør sig bemærket ved 1) at være - altså - fuldstændig gratis. Man kan bare tage, hvad man vil have, og man behøver ikke engang lette røven ud af sædet. Og 2) den er helt, helt enkel. Og nem.
Jeg ved dårligt nok, hvad jeg taler om -- men det skal ikke stoppe mig. Så jeg skriver: At Durkees musik er af den slags, som enhver bare nogenlunde behændig MUSIKER-TYPE ville kunne producere i timevis af. Uden at få sved på panden. Men hvem GØR DET? For det er jo dét, der tæller: At gøre det. Og ikke bare snakke om det. Det gør Durkee.
Musikken - i hvert fald den musik, jeg har downloadet - minder en hel del om Enos "Music For Films" -- som ikke er musik, der er lavet til bestemte film, men musik, der er LAVET som filmmusik. Til imaginære film.
Det, der karakteriserer filmmusik - med Enos ord - er, at alt det, der sædvanligvis er vigtigt, fordi det udgør 'kroppen' i musikken, helt mangler. Filmmusik er noget mærkeligt, flydende ornamentik. Med mine ord.
Og netop sådan lyder Durkee. Nu til aften gik jeg en tur -- hér:
I det grønne mørke. Mens jeg lyttede til Arthur Durkees "Transit II". Og det var en god oplevelse.
Jeg kan ikke komme i tanker om nogen-som-helst grund til, at du IKKE skulle gøre det -- så jeg synes, du skulle. Downloade noget af hans musik.
"If something is boring after two minutes, try it for four. If still boring, then eight. Then sixteen. Then thirty-two. Eventually one discovers that it is not boring at all."
John Cage. En slags fortsættelse af mit indlæg om Weill: Jeg har - som trofaste blog-læsere vil være bekendt med - de sidste par måneder lyttet UTROLIG MEGET til Frank Zappa, læst flere bøger om Zappa og skrevet om ham og hans musik. Meget.
Jeg kastede mig over Zappa, fordi han - forekom det mig, og jeg havde ret, og det har jeg tit - var og er et godt middel mod forstoppelse. Barf barf barf. Åndelig og musikalsk. Men på et eller andet tidspunkt, som nok nærmer sig, må jeg - jo - også videre -- og bruge mine nu rensede ører til noget andet. Også. Og jeg overvejer, hvad det skal være.
Det er ikke HELT ligegyldigt, hvad jeg vælger. Jeg tænker - blandt andet - på det rent ØKONOMISKE ASPEKT. Jeg investerer gerne i min PERSONLIGE UDVIKLING og DANNELSE -- men helst ikke (alt for meget) i anlæggelse af VILDVEJE. Og det er, når man er mig, decideret useriøst bare at købe én CD med værker af en eller anden komponist. Eller én bog af en eller anden forfatter. Allerhelst vil jeg INDTAGE det hele -- som med Frank Zappa.
Jeg har - indtil videre - tre (meget forskellige) navne på min måske-liste: Puccini, Stravinskij og Sibelius. Jeg har aldrig brudt mig voldsomt meget om Puccini, og jeg er ikke så bekendt med hans berømte operaer, som jeg burde være. Så: Det ville være en udfordring for min - jvf. Cage-citatet - tålmodighed, samtidig med at jeg ville blive klogere på noget, jeg burde være klogere på. Synes jeg. Stravinskij behøver jeg nok ikke forklare -- men Sibelius: Lige siden jeg læste Jurij Moskvitins fuldstændig fremragende selvbiografi, "Den døve øgle", har jeg haft lyst til at DYRKE Sibelius. Som jeg i øvrigt - Sibelius - ikke ved ret meget om. Og det er næsten helt sikkert en fejl.
Hvis du har alternative forslag - og/eller argumenter for eller imod de nævnte - så skriv endelig en kommentar.
Maurice Nadeau: "Sade - L'insurrection permanente".
Og det er - helt bevidst, for jeg ville skåne jer - ved at være et stykke tid siden, jeg sidst har nævnt FRANK ZAPPA. Men ganske kort: Nye CDer på min hylde: "Bongo Fury", "We're Only In it For the Money", "Francesco Zappa" og "Sleep Dirt". Og i går - f.eks. - hørte jeg 7 timers Zappa, cirka: Hele vejen fra Ringsted til Herning -- og hele vejen fra Horsens til Ringsted. Har tabt endnu to eksemplarer af "Civilization Phase III". På eBay. Jeg er for nærig.
--- according to Frank Zappa. Fra "The Real Frank Zappa Book":
***
JUST FOLLOW THESE SIMPLE INSTRUCTIONS:
[1] Declare your intention to create a 'composition'.
[2] Start a piece at some time.
[3] Cause something to happen over a period of time (it doesn't matter what happens in your 'time hole' - we have critics to tell us whether it's any good or not, so we won't worry about that part).
[4] End the piece at some time (or keep it going, telling the audience it is a 'work in progress').
[5] Get a part-time job so you can continue to do stuff like this.
***
A person with a feel for rhytm can walk into a factory and hear the machine noise as a composition. If we expand that concept to include light, behaviour, weather factors, moon phases, anything (whether it's a rhytm that can be heard or a rhytm that is perceived, i.e., a color change over time - or a season), it can be consumed as music.
If it can be conceived as music, it can be executed as music, and presented to an audience in such a way they will perceive it as music ...
***
Eller - altså - poesi. Som Charles Olson skrev: "Which is why the man said, he who possesses rhythm, possesses the universe."
1. You shall respect all music in the world, as music is the universal language, but you will value Zappa's music above all others.
2. Respect the Zappath day, the first Thursday of July, the anniversary of the release of our savior's first album, Freak Out!. You shall celebrate this with all-day listening sessions of his albums, protesting the FCC, taking your clothes off when you dance, and a feast of burnt weeny sandwiches and mud shark garnished with lumpy gravy. For snacks you may have utility muffins.
3. At least once a year you shall purchase one of His albums in the original vinyl format. You cannot purchase the same album twice.
4. You shall always title your original works, be it musical compositions, term papers, documentaries, or 3rd-grade construction paper mobiles, with highly creative and baffling titles in the spirit of His titles.
5. Whenever possible, you should attempt to spread His music. It is your task to get as many people as you can interested in Zappa's work.
6. You shall learn to play at least one musical instrument in your life. What that instrument is will be up to you, although electric guitars and marimbas are favorable to the FBOZ.
7. Aid the children of the world. Always guide them to the correct education and to their own free thinking.
8. Always protest censorship. Any obstruction of the flow of information and art by any person or group is a sin against our Lord and against humanity.
9. Recognize Edgar Varèse, the Influence, Don Van Vleit (Captain Beefheart), the Apostle, and Dweezil Zappa, the Inheritor, as well as all musicians who were worthy enough to perform with Zappa. They have aided the Lord in his work and are part of the divine.
10. Remember to get a little.
11. If someone claims that his music is better than Zappa’s music, you not only have full right to do so, but are obligated to use his music against him.
12. There is a Zappa quote for everyone. Find yours, and hold it true to yourself.
13. After accepting Zappa as your savior, if you get a dog, name it Patricia. Give it a high chair.
14. Never write off a piece of music because you do not understand it. Always give it repeated hearings and only judge it once you understand its meanings.
15. Always get the rights to your master tapes, no matter how long you have to be in court to do so.
16. Once in your life you should make a Zajj, or pilgrimage, to Baltimore, His birthplace.
17. Never, under no circumstances, use drugs or alcohol to improve your creativity. You are always more creative than you think.
18. Always be proud of your facial hair.
19. Trust in the Yellow Shark, because it is a symbol of progress, and trust in the son of Monster Magnet, for he will return to aid Zappa in the final battle.
20. Information is not knowledge. Knowledge is not wisdom. Wisdom is not truth. Truth is not beauty. Beauty is not love. Love is not music. Music is the best.
Modtaget med posten i dag: "Jazz From Hell", "Chunga's Revenge" og "Weasels Ripped My Flesh / Orchestral Favorites". Min Frank Zappa-CD-samling fylder nu så meget:
Men jeg mangler stadig - bl.a. - "Civilization Phase III".
Dagens Zappa - for vi er stadig i Halloween-mode - er "Cheepnis" fra "Roxy & Elsewhere".
Zappa says:
***
I love monster movies, I simply adore monster movies, And the cheaper they are, the better they are. And cheepnis in the case of a monster movie has nothing to do with the budget of the film, although it helps. But true cheepnis is exemplified by visible nylon strings attached to the jaw of a giant spider. I'll tell you, a good one that I saw one time, I think the name of the film was It conquered the world. And the ... Did you ever see that one? The monster looks sort of like an inverted ice-cream corn with teeth around the bottom. It looks like a, like a teepee or a sort of a rounded off pup-tent affair. And ah, it's got fangs on the base of it, I don't know why but it's a very threatening sight. And then he's got a frown and, you know, ugly mouth and everything, And there's this one scene where the ah monster is coming out of a cave. See? There's always a scene where they come out of a cave, at least once. And the rest of the cast ... it musta been made around the 1950's. The lapels are about like that wide, The ties are about that wide and about this short, And they always have a little revolver that they're gonna shoot the monster with. And there is always a girl who falls down and twists her ankle. Hey hey! Of course there is! You know how they are, the weaker sex and everything, Twisting their ankle on behalf of a little ice-cream corn. Well in this particular scene, In this scene folks, they ah, they didn't wanna re-take it 'cause it musta been so good they wanted to keep it, but they... When the monster came out of the cave, just over on the left hand side of the screen you can see about this much two-by-four attached to the bottom of the Thing as the guy is pushing it out, And then obviously off-camera somebody's goin': No! Get it back! ...and they drag it back just a little bit as the guy is goin': KCH! KCH! Now that's cheepnis.
Right. And this is cheepnis here: One two three four ...
Ane har forladt mig. Læs mere om årsagen her. Og jeg er - derfor - alene hjemme. Frem til søndag aften.
Anne-Marie har meget venligt sendt mig en signeret mini-plakat:
-- en reklame for hendes nye roman, "Gudernes tusmørke". Tak til Anne-Marie. Den er jeg meget glad for, og jeg vil straks ramme den ind og hænge den op.
I morgen formiddag skal jeg en tur til lægen, og i morgen eftermiddag skal jeg arbejde -- men derudover har jeg ingen planer for de næste dage. Måske, hvis jeg ikke kan finde på andet, vil jeg overveje at aflægge nabokonen et besøg:
Ups. Som man siger.
Ellers ikke meget nyt. Har købt et eksemplar af Zappa: "You Can't Do That On Stage Anymore Vol. 2" -- for jeg blev nødt til det. Det gjorde jeg altså. Jeg faldt over et meget billigt eksemplar.
Og på vej hjem fra arbejde - i bussen - læste jeg i dag et ganske kort essay om termodynamik, evighedsmaskiner og Markis de Sades forfatterskab.
Og således lykkedes det mig at få skrevet et indlæg, som jeg ikke bare - nu - kan tagge "amvo", men søreme også både "zappa" og "sade". De er alle kommet i udmærket selskab. Synes jeg.
Det er, er jeg stolt over at kunne meddele, nu mere end 24 timer siden, jeg sidst har købt en Frank Zappa-CD.
Da jeg kastede mig ud i det hér Zappa-projekt, var det med en HEMMELIG AGENDA -- ud over lysten til at høre og genhøre og fordybe mig i Zappas egen musik. Jeg tænkte og håbede, at Zappa ville være en god medicin mod den musikalske forstoppelse, som jeg - åbenbart - havde oparbejdet. I ørerne eller i hovedet eller i hjertet -- eller hvor den nu sad. Og stadig - men i mindre grad - sidder.
For Zappa HAR hjulpet. Varèse, som jeg på det sidste (også) har lyttet en del til, hørte jeg også før. Eller hvad jeg nu skal sige. Så han tæller ikke rigtig. Men Zappa har blandt andet give mig lyst til at lytte til Webern, og han har givet mig ny lyst til at lytte til Stravinskij -- og måske allermest signifikant: I dag har jeg hørt hele denne dobbelt-CD:
-- med uddrag, bl.a., af "Laser og pjalter". Udgivelsen kan købes for kun kr. 29,- + porto via CDklassisk.dk. Weill og Brecht er sædvanligvis ikke - eller plejede ikke at være - min kop te, men i dag - med Zappa i baghovedet - lød det hele ligesom anderledes. Og mere mig-vedkommende.
Den ultimative test, tror jeg, må være Gershwin. Blot en strøtanke. Jeg kan ikke udstå Gershwin, og jeg ejer ikke en eneste Gershwin-CD. Fordi jeg ikke kan udstå ham.
Men her er et billede af mig -- inspireret af et foto, søster Gitte havde postet i sin blog. Men nu er det tilsyneladende forsvundet.
Halloween is a-coming. Billedet stammer fra dengang, jeg blev brugt som madding i Helvede.
Dagens slags damer er de virkelige freaks: De, der ser ud, som ingen ser ud. Altså: Som stort set ingen - statistisk - normale mennesker går rundt og ser ud, så skinnende højglanspolerede og uden en plet eller rynke. Eller en bums. Og med hvide, hvide tænder.
Her er en af slagsen:
Frank Zappa: "I have an important message to deliver ... To all of you cute people all over the world: Hey, if you are out there and you're cute ... maybe you are beautiful. I just wanna tell you this. There are more of us ugly mother fuckers than you ... so watch out ... "
Kvinden på billedet er vel nok verdens - næst efter Jenna Jameson - mest berømte, nulevende pornostjerne, Jesse Jane.
Har netop modtaget følgende pressemeddelelse fra Digital Playground:
***
Digital Playground's Jesse Jane® was named 'Best U.S. Actress' at the Venus Award Show in Berlin, Germany. Jesse was very excited to receive the honor for the 2nd time. Amidst a mostly German speaking audience, Jesse said, "I'm very honored to receive this award again. I didn't expect it. I'm so thankful to Samantha Lewis, Joone, Robby D., Digital Playground and to all my fans for your support. I love y'all." The award reflects Jesse's body of work in the last year, which includes starring roles in Hush, Jesse Jane: Image, Jesse's Juice, Jesse in Pink, Naked Aces 2, Jesse Jane: Sexual Freak HD, Island Fever 4 HD and Babysitters.
All titles are produced and distributed by Digital Playground and are available online or at a retail outlet near you.
Vundet på eBay i nat: En Frank Zappa-dobbelt-CD med "Orchestral Favorites":
-- og "Weasels Ripped My Flesh":
Her er - fra sidstnævnte - the "Eric Dolphy Memorial Barbecue" i en udgave "from Rob Cohen's senior thesis concert at Wesleyan University".
Og apropos weasels: "Ukendte gerningsmænd har i nat lukket op mod 2000 mink ud fra en minkfarm i Asp mellem Struer og Holstebro - både bure og hegn er åbnet, og minkene kan ses i stimer omkring farmen og i Asp by. Det oplyser P4 Midt og Vest. Vagtcentralleder Knud Lauridsen fra Midt- og Vestjyllands politi frygter, at det er dyreværnsaktivister, der har været på spil ... " Mere her.
Folk, der er ældre, end jeg er, må føle et stik af nostalgi, når de i disse dage - og dagligt - i medierne kan følge, hvorledes Enhedslisten, som i de gode, gamle, beton-marxistiske år, celledeler, og medlemmerne indbyrdes kriges. Læs f.eks. her og her.
Men: Her i bloggen, som læserne vil vide, står vi med ryggen til verden - i hvert fald den virkelige - og vi har vore egne agendaer. I den forløbne uge har vi således været ret optaget af peniser -- og Capacs seneste indlæg om Captain Beefheart får mig endnu en gang til at vende tilbage til emnet. Som er et godt emne.
Captain Beefhearts virkelige navn er Don Van Vliet. Og her er - planket fra Wikipedia, som har planket infoen fra Frank Zappas "The Real Frank Zappa Book" - hvordan Van Vliet fik navnet Beefheart:
***
Van Vliet's stage name came from a term used by his Uncle Alan. Alan had a habit of exposing himself to Don's girlfriend, Laurie. Alan would urinate with the bathroom door open and, if she was walking by, mumble about his penis, saying "Ahh, what a beauty! It looks just like a big, fine beef heart."
***
Captain Beefheart er - altså - opkaldt efter sin onkel Alans penis.
Og mens vi er i gang: Zappa - vistnok - betyder prostitueret.
Vi lever i en iPod-mp3-og-4-PC-tid. Jeg ved det godt. Men i dag har jeg - altså - købt en lille og meget billig ghettoblaster:
-- så jeg kan sidde oppe i mit studerekammer og høre alle mine Zappa-CDer. Første skive i maskinen: "Lumpy Gravy". Som betyder noget i retning af "klumpet sovs". Jo. Lytter til den lige nu.
Under ghettoblasteren - på billedet og i virkeligheden i Ringsted - kan man se den kasse, Mr. X på et tidspunkt sendte mig. Med en Duracell-bunny. Og apropos Mr. X: Er det mærkeligt, hvis jeg går og bliver en anelse paranoid? Jeg spørger bare.
Og Bruce Seven, som døde i januar 2000, var en meget berømt porno-instruktør -- som bl.a. lavede serien "Loose Ends" (1-6). Som gjorde for analsex, hvad Anne Larsen sidenhen har gjort for stegepincetten. For eksempel. Uden sammenhæng i øvrigt. The Internet Adult Film Database har registreret 204 Bruce Seven-film. Jeg føler trang til især at fremhæve "Takin' It To The Limit 3" fra 1995 -- udelukkende p.g.a. SEX-FÆNOMENET Careena Collins.
Har vundet et eksemplar af den Górecki-CD, jeg lånte af Kurt:
På eBay. $0.99.
Og "Loose Ends" er forresten også titlen på en Jimi Hendrix-CD:
Super-god postdag. Har modtager hele 4 CDer - heraf de 3 fra den samme sælger, men i i 3 forskellige pakker - plus "Bloody Pit of Horror".
Dagens musik er Varères "Deserts", som er inkluderet på denne CD:
Som var en af de I-DAG-POSTOMBRAGTE. Læg mærke til at "PIERRE BOULEZ" på omslaget står skrevet med cirka dobbelt så høje typer som hhv. "CARTER" og "VARÈSE" -- og tænk over hvad det mon betyder. Hvis du keder dig. Meget.
Men ellers: I går aftes løb vi tør for kaffe, og klokken blev 13 - i dag - før jeg fik min første kop. Jeg er stadig ikke helt back to my cute and cuddly self:
De øvrige, modtagne CDer - hvis nogen derude sidder og krydser af - var Zappa: "Ahead of the Time", "Lumpy Gravy" og "Apostrophe".
Vi fortsætter i penis-afdelingen -- til glæde for Frække Rikke og alle andre penis-entusiaster. Jeg har tidligere - nemlig her - kort omtalt The Plaster Casters:
Cynthia Plaster Caster (døbt Albritton) og "Queen of Groupies" Pamela Des Barres. Planket fra altpenis.com: "For those who don’t know, Cynthia Plaster Caster (nee Albritton) makes plaster casts of rock stars’ dicks. Using a technique she’s perfected over the years, Cynthia has done more to preserve the penises of famous men than anyone in history. Cynthia’s story begins in the swinging sixties (naturally), when she was given an art assignment to make a plaster cast of something solid that would hold its shape. In a stroke of genius, Cynthia hit upon the notion of casting a guy’s dick, and surprise, surprise, the idea was an immediate hit. Word spread, and soon Cynthia and her able assistant, the fellating femme fatale Pamela Des Barres, were ushered to the front of every groupie line."
Cynthia Plaster Caster tager stadig afstøbninger, og hun er - stadig - meget berømt for at gøre det. Besøg hendes morsomme website her.
Pamela Des Barres - og bemærk venligst hvorledes min verden fuldstændig hænger sammen - var som ung en bekendt af Captain Beefheart og blev - derigennem - del af gruppen omkring Frank Zappa. Hun var medlem af Zappa-groupie-bandet The GTOs, "Girls Together Outrageously". Og hun har sidenhen bl.a. udgivet bogen "I'm With the Band - Confessions of a Groupie". Du kan besøge hendes website her.
I Plaster Caster-samlingen finder man bl.a. Jimi Hendrix repræsenteret, Noel Redding, Aynsley Dunbar og Eddie Brigati.
Det måtte jo ske -- når man er, som jeg er. And you are what you is. Vandt i dag - på eBay - en Frank Zappa-CD, som jeg allerede havde - d.v.s. har - købt (men ikke modtaget) via engelske Amazon. Nemlig "Apostrophe":
eBay-udgaven er en "Japanese Limited Edition" -- men den slags betyder meget lidt for mig. Sædvanligvis. Heldigvis kostede den kun ca. kr. 25,-
Udelukkende af hensyn til migselv: Her, Bo, er, hvad du har købt og betalt, men endnu ikke modtaget:
"Jazz From Hell". Så dén behøver du ikke købe flere af.
"Chunga's Revenge". Så dén behøver du ikke købe flere af.
"Baby Snakes". Så dén behøver du ikke købe flere af.
"Lumpy Gravy". Så dén behøver du ikke købe flere af.
Og "Ahead of Their Time". Så dén behøver du heller ikke købe flere af.
Lørdag var Ane og jeg på tur med Bodil og Kurt. Først kørte vi til Farendløse, hvor vi besøgte det, der engang var Farendløse Æblemost:
Nu om stunder laves selve mosten af Langkjær, men æblerne er stadig fra Farendløse. Vi købte 6 flasker. Og fortsatte derefter til Farendløse Kirke:
Som er gul. Usædvanlig meget protestantisk - selv for (i) en protestantisk kirke - lå alterbrødene smidt i et hjørne:
Og nej, den var ikke tom. Den var næsten fuld. Vi tjekkede.
Efterfølgende kørte vi til Sneslev for at besigtige Sneslev Kirke:
Som er ukalket og ligger utrolig flot i landskabet. Mere om Sneslev Kirke senere.
Og efter en kort kaffepause tog vi i skoven for at se to voldsteder. Her er et foto fra det voldsted, der kaldes Ridebanen. Den lille figur til højre er Kurt. De andre er ikke Kurt, men får:
Og til sidst kørte vi ud til Knud Lavards Kapel:
Da mørket var faldet på, spiste vi fisk og artiskokker hjemme hos Bodil og Kurt -- og pærer med chokoladesovs, mens vi så Morse. En super-hyggelig dag.
Kurt lånte mig en CD med musik af Górecki, som jeg på forhånd ikke kender meget til -- og hjemme i postkassen ventede Zappas "200 Motels". Min Zappa-samling er nu 38 cm.
Frank Zappas forskellige grupper, herunder Mothers of Invention i alle deres forskellige konstellationer, var alle højt respekterede for deres tekniske dygtighed. Zappa krævede meget, og han tvang alle sine musikere til at øve og øve og øve -- også langt ud over det sædvanlige. Og alle, når de forlod Zappa - nogle af dem i vrede - var bedre, end da de begyndte. Mange af Zappas regular sidekicks er fortsat i dag bedst kendt for deres samarbejde med Zappa. Zappa made them -- men det var også dem, der made Zappa.
Her er nogle af de (mere) faste sidemænd m/k:
Ike Willis, som sluttede sig til Zappa i 1978, og som medvirkede på bl.a. "Joe's Garage", "Thing-Fish" og "You Are What You Is". Besøg Willis' website her.
Trommeslager Terry Bozzio, som medvirkede på bl.a. "Bongo Fury", "Zappa in New York" (hvor han har rollen som Djævelen i "Titties and Beer"), "Sheik Yerbouti" og "Sleep Dirt". Efter Zappa dannede Bozzio gruppen Missing Persons -- i øvrigt sammen med sin hustru, Dale Bozzio, som han mødte i forbindelse med samarbejdet med Zappa, og som - Dale - har rollen som Mary på "Joe's Garage". Terry Bozzio har også medvirket på en Korn-CD. Besøg Bozzios website her.
Napoleon Murphy Brock, som bl.a. medvirkede på "Apostrophe", "Roxy & Elsewhere" og "One Size Fits All". Besøg Brocks website her.
Ian Underwood, som medvirkede på bl.a. "We're Only In It For The Money", "Hot Rats" og "Over-Nite Sensation" -- men som også, efterfølgende, har samarbejdet med bl.a. Barbara Streisand og Barry Manilow.
Og Ian Underwoods hustru, Ruth Underwood (f. Komanoff), en klassisk uddannet percussionist "of staggering virtuosity", som medvirkede på en lang række af Zappas udgivelser -- fra "Uncle Meat" til "Sleep Dirt".
Og guitarist Steve Vai, som medvirkede på bl.a. "Tinsel Town Rebellion", "Ship Arriving Too Late", "Man From Utopia", "Jazz From Hell" o.m.fl. Besøg Steve Vais website her.
Det er velkendt, at Bibelen - blot for at starte indlægget et sted - indeholder to forskellige skabelsesberetninger. Man kan bare vælge den, man bedst kan lide, for selv om de to beretninger er hinanden modstridende, siger de alligevel det samme. Sådan cirka. Men hvordan - og nu springer vi helt vildt fra Mosebøgerne til Frank Zappa - slutter morskaben? Hvordan og hvorfor vil verden en dag gå under?
Zappa havde tre teorier:
1) Verden vil gå under p.g.a. alle de mange FLAKES. Håndværkere, der lover at fikse bilen til på fredag, men ikke gør det før søndag, hvor de kan tage dobbelt takst -- hvorefter lortet alligevel ikke virker. Løgnere og dovne hunde -- og dén slags.
2) Verden vil gå under i dynger at papir, formularer og skrivelser og indberetninger og rapporter.
Og det mest overbevisende forslag, synes jeg: 3) Verden vil gå under p.g.a. nostalgi.
Nostalgi er en slags lammelse eller bagvendthed i det indre system, som gør det svært at se fremad, gå fremad eller - bare - værdsætte udsigten. Til det nye og til det kommende. Nostalgi medfører stagnation. Zappas teori var, at den tidsmæssige afstand mellem nuet, hvori vi er nostalgiske, og det, vores nostalgi retter sig imod, bliver kortere og kortere -- og at den vil fortsætte med at forkortes, indtil vi en dag ikke længere kan tage et skridt hen ad fortovet uden straks at blive nostalgiske m.h.t. det foregående skridt. Når vi er nået så vidt, vil vi ikke kunne andet end at stå som saltstøtter og længes.
Her er start-sekvensen fra Tarkovskijs fremragende film, "Nostalghia".
Hvis du ikke har set filmen, så prøv om du kan finde den et eller andet sted.
Som Somerset siger i "Se7en": "It's impressive to see a man feeding off his emotions." Bror Lars - inspireret af hysteriet vedrørende JBS-reklamerne - holder nu BRAMFRI UGE. Klik her. Og jeg har tænkt mig at følge hans eksempel.
Det er helt utåleligt, så snerpede og forskrækkede vi er blevet. Og det bliver tilsyneladende bare værre og værre. Og jeg skriver VI -- for hvornår har jeg f.eks. selv ... ? Her i bloggen? Men det skal søreme være løgn, skal det.
Hermed en opfordring -- både til mig selv og til alle jer andre. Stort inspireret af de 6 fagforbund og Kvinderådet: RAUNCH IT UP!
Quoting Frank Zappa: "A prune isn't really a vegetable. CABBAGE is a vegetable." Don't be a prune. Be a cabbage.
Jeg har i løbet af de sidste par måneder købt flere CDer, end jeg har købt i de foregående 2-3-4-5 år. Det er nok HELT VILDT OVERDREVET -- men i øvrigt ikke meget forkert. I resten af denne måned, har jeg derfor besluttet mig for, vil jeg forsøge at holde igen. Jeg venter stadig på en god håndfuld af de CDer, jeg bestilte via Amazon i sidste måned, og selv om jeg - ret præcist - lytter til Zappa to timer om dagen, hver dag, så vil det alligevel tage mig nogen tid ... o.s.v.
Men når jeg engang igen synes, at jeg har fortjent det, vil jeg investere i denne boks:
"Works of Igor Stravinsky" - apropos Stravinskij - som består af hele 22 CDer -- og til en fuldstændig latterlig lav pris. Og at jeg ikke synes, jeg på nuværende tidspunkt kan tillade mig at købe den, skal jo - naturligvis - ikke afholde dig fra at gøre det. Som J. Gibbons afslutter sin anmeldelse på Amazons side: "An essential collection at a stupid price. Buy it before Sony BMG realise their mistake." Amazon tager £22.98, men det er muligt, boksen kan findes endnu billigere andetsteds. £22.98 er ca. kr. 250,00 -- eller ca. kr. 11,50 per CD. Plus porto.
I de bøger, jeg indtil videre har læst om Frank Zappa, omtales dobbelt-CDen (som oprindelig var tre LPer) "Thing-Fish" fra 1984 som et af Zappas mest kiksede eller - efter overbevisning - AVANCEREDE projekter. Zappa skrev værket som et Broadway-show, men det lykkedes ikke at finde nogen, der havde mod på at lave en opsætning. Og det kan jeg sådan set godt forstå.
Her er historien kort -- planket fra Wikipedia:
***
The government has experimented on inmates, turning them into hideous creatures known as "Mammy-Nuns," thanks to a substance known as "Galoot Cologne" which was invented by an Evil Prince (and part-time theater critic) to get rid of selected "highly-rhythmic individj'lls an' sissy-boys." Being unable to return to their original jobs, the Mutant Mammy-Nuns are forced to perform in a Broadway musical about their plight.
During a stage show of the Mammy-Nuns, Harry and Rhonda (your average white, middle-class couple) are kidnapped by Mammy-Nuns and are forced to witness and perform many twisted things. In "flashback" segments, we learn that as a boy, Harry briefly became homosexual after he lost all desire for intercourse with females because of the women's liberation movement, before falling in love with a rubber sex doll called "Artificial Rhonda."
***
"Thing-Fish", the album, indeholder en del numre fra andre Zappa-udgivelser, og temaerne er kendte. Harry, der blev homo p.g.a. kvindebevægelsen, er Bobby (fra "Bobby Brown Goes Down") i ny forklædning. For eksempel. Men "Thing-Fish" har også sit eget, overordnede tema, nemlig RACE. Ike Willies, som har hovedrollen som speakeren, Thing-Fish, taler et forstyrret pseudo-sort. Altså: "Sort" som i "negroid". Hvilket - dengang og igen - bragte Zappa beskyldninger om chauvinisme på halsen. Men urimeligt.
Forestillingen om at regeringen forsøger at kontrollere og/eller bekæmpe særlige grupper i samfundet går igen i flere af Zappas værker, herunder bl.a. i "Joe's Garage", hvor det er The Central Scrutinizers opgave, siges det, at "enforce the laws that haven't yet been passed". Zappa tog forestillingen ret alvorlig og læste bøger om udviklingen af race-bestemte sygdomme o.s.v. Han var overbevist om, at AIDS stammede fra et laboratorium et eller andet sted.
Men hvad jeg egentlig bare ville sige: Jeg synes - hvad der end står i bøgerne - at "Thing-Fish" er et vældig godt værk. Og at det er forholdsvis tilgængeligt -- sammenlignet med andre af Zappas udgivelser.
Jeg har en mistanke. Jeg skriver om den hér - blandt venner - i tiltro til, at det bliver mellem os. Jeg tror ikke, at Frank Zappas valg af Edgard Varèse som sit store, musikalske forbillede, udelukkende handlede om musik. Eller: At Zappas store fascination af Varèse kun handlede om Varèses musikalske kvaliteter. Jeg tror - og dette er min bekendelse - også, at det handlede om snobberi -- og snobberi af dén helt utålelige slags, som kun unge mennesker (og barnagtige voksne) hengiver sig til.
Zappa havde aldrig hørt om Varèse - for det var der stort set ingen, der havde - før han tilfældigvis læste om ham i et blad. Artiklen handlede ikke om komponisten, men om en pladebutik, og Varèse blev kun nævnt som et eksempel. Manden bag disken i butikken, stod der i artiklen, var så god til at sælge, at han endda kunne sælge en LP med musik af Varèse. Eller måske stod der, at det var det eneste, han ikke kunne sælge. Jeg har glemt det -- men det er også ligemeget. Pointen er, at Varèse blev fremhævet som noget MEGET EKSKLUSIVT, mærkeligt og elitært -- og Zappa, as the story goes, besluttede sig straks for, at den dér LP måtte han eje. Det lykkedes ham til sidst at finde den og købe den - den første LP, han nogensinde købte - og han spillede den for alle, der gad lytte. Eller som ikke kunne slippe væk.
Varèse kom for Zappa til at repræsentere - tror jeg - det dybt seriøse, musikalske selskab, som han, Zappa, gennem hele livet ønskede at blive en del af, men som han - af frygt for afvisning - i stedet skubbede fra sig. Bevidst eller ubevidst. Som Barry Miles ganske rigtigt bemærker i sin biografi om Zappa: Hvis man gerne vil høre et af sine klassiske værker opført af et respekteret orkester, skal man nok lade være med at navngive det "I Promise Not To Come In Your Mouth". Som Zappa i ét tilfælde gjorde. Rock-udgaven kan høres på CDen "Zappa in New York".
Købt billigt via eBay: Frank Zappas "200 Motels", dobbelt-CDen:
"200 Motels" er - ellers - en film. Som jeg aldrig har set, og som jeg formodentlig, hvis jeg så den, ikke ville bryde mig ret meget om. Sideløbende med alle sine plade-projekter arbejdede Zappa på flere film, hvoraf kun ganske få - måske heldigvis - blev til noget.
Dette indlæg skulle egentlig hedde "Scream queens, 3" -- men vi er - jo - tilbage i Zappa-mode. Og det gælder om Zappa, som det gælder om f.eks. Shakespeare og Yogi Berra og alle de dér andre, at der er et citat, der passer til alting. Næsten. "So long as the trash gets picked up" er fra sangen "Society Pages".
Og for at tale zappaesque: Dårlige gyserfilm, det ved vi, er vores allesammens psyko-sociale lokum. Eller lokummer. Det er hér - eller dér - vi kommer af med det, vi skal af med. Så vi ikke går rundt og bliver forstoppede af angst og overskuds-libido og al mulig anden elendighed.
Men hvem er det - for at blive i billedet - der trækker i snoren eller trykker på knappen -- som sørger for, at skidtet bliver FLUSHED? Det er skrigerne:
-- som, altså, er en slags sjælelige renovationsarbejdere. Ofte i meget lidt tøj. De udfører et stort og vigtigt arbejde, og vi skylder dem tak. For det.
Her er et lille indslag om, hvad det kræver at blive en scream queen.
I dag skal Ane og jeg til Kurts 50-års-fødselsdag. Han og konen, som hedder Bodil, bor i - eller på - Ringsted Mark -- i udkanten af Ringsted. Sammen med sønnen og en hel masse bøger. De er begge gevaldig lærde, og de kender en frygtelig masse lærde mennesker. Heriblandt Ane. Og så er der - kan man sige - mig. Men jeg har tænkt mig at tage min nye uld-sweater på -- for ligesom at signalere, at jeg trods alt har en ANELSE om ... o.s.v. Og nikke indforstået, når nogen taler. Heldigvis er de allesammen vældig flinke, så de vil sikkert lade mig slippe afsted med det.
Vild ting-dag. Var på shopping med Ane og købte - ud over nogle fødselsdagsgaver - hhv. tre par bukser, tre par underbukser, en trøje, en lyserød "Støt brysterne"-kuglepen og Bruce Springsteens nye CD. Og modtaget med posten -- også i dag: Zappa: "Thing-Fish":
Det er blevet fredag, og det betyder, at jeg må blogge igen. Og at jeg igen må skrive om Frank Zappa. Jeg skal nok forsøge at holde det - zappariet - en smule under kontrol, men jeg lover ikke noget. I løbet af relativ kort tid har jeg nu fået indkøbt så mange af Zappas CDer, at det ville - for sådan er jeg - være helt utåleligt for mig, hvis jeg ikke også fik erhvervet mig resten. Og som en eller anden på et tidspunkt bemærkede: Jeg kan - jo - tilsyneladende ikke købe en éngangslighter til kr. 3,- i Netto uden at det partout skal nævnes herinde. I bloggen. Så I slipper nok ikke for at høre om Zappa-CDerne -- efterhånden som ... o.s.v.
En hurtig status: Min Zappa-CD-samling er nu 31 centimeter lang. Den fylder så meget:
Og følgende er bestilt, betalt og på vej - forhåbentlig - til Ringsted: "Lumpy Gravy", "Ahead of Their Time", "Apostrophe", "Thing Fish" og "Tinseltown Rebellion". Og "Trance-Fusion", som jeg tidligere har omtalt, men endnu ikke modtaget. De mere visuelt orienterede kan (måske) danne sig et overblik her, her og her. Har - yderligere - bestilt to bøger på biblioteket: "Electric Don Quixote" og "The Real Frank Zappa Book".
Og i den virkelige verden: Anne-Marie Vedsø Olesens nye roman, "Gudernes tusmørke", har fået en kanon-anmeldelse i JP. Læs den her.
En 58-årig kvinde har - i Chicago - skudt og dræbt sin 54-årige, mandlige samlever, efter at hun sidste weekend - efter 15 års bekendtskab - opdagede, at han kunne lide porno. Mere her.
Det er fredag, og hele næste uge, har jeg besluttet, er Zappa-fri. For der er jo trods alt grænser for, hvad man i længden kan byde sine blog-læsere. Så altså: Ikke mere Zappa før - tidligst - næste fredag. I promise.
Indtil da: "Keep It Greasy (So It'll Go Down Easy)" -- hvilket, forekommer det mig, er et (og i så mange af livets forhold) udmærket råd. Her i en live-udgave fra New York, 1984:
Sangen, der - som Zappa på "Roxy & Elsewhere" forklarer om "Penguin in Bondage" - "suggests to the suggestionable listener", at heteroseksuel analsex er loads of fun, blev inkluderet på "Joe's Garage" og kom hér til - lidt - at ændre karaktér, fordi den i konteksten i stedet - "to the suggestionable" o.s.v. - kom til at handle om Joe's homoseksuelle oplevelser i fængslet. A fitting end ... som man siger.
Af ren og skær, stolt national-følelse: Her er en optagelse fra Zappanalen, en årligt tilbagevendende Zappa-festival, fra 2003. Det er The Industrial Fake Jazz Band Octafish, der sammen med Zappa-guitaristen Mike Keneally spiller deres helt egen udgave af Aquas megahit "Barbie Girl":
Nogle stills fra Frank Zappa-DVDen "Does Humor Belong In Music?":
Frank Zappa - som alle anstændige kunstnere - var en snylter. Han var - som (også) alle kunstnere - helt afhængig af at få tilført MATERIALE. Og Zappas materiale bestod af input og optagelser han fik, når han var på tour med band og groupies. Der er masser af groupies i Zappas sange, og han elskede at fortælle om de forskellige musikeres vilde sexliv -- hvorimod han kun sjældent talte om sit eget.
Og: Zappa havde økonomisk sans, og han brød sig ikke om at betale overpris for studie-optage-tid. Og han var perfektionist. Live-optagelser, mente han, var ofte at foretrække frem for studie-optagelser -- fordi man, altså, ganske enkelt spiller bedre foran et publikum.
De fleste af Zappas officielle udgivelser består af live-optagelser, optaget under diverse tours, som er klippet og klistret sammen. Med masser af over-dubs. Guitarsoloen stammer måske fra én koncert, og trommer fra en anden -- og måske er guitar-introen fra en helt tredje. Og keyboards er lagt på i et studie bagefter. Og den sjove dialog er optaget ombord på tour-bussen på vej til Helsinki. Og så videre. "The Illinois Enema Bandit" (som jeg efterhånden har omtalt flere gange) blev ganske vist fremført under koncerten i New York -- men nummeret lød ikke, som det gør på CDen, "Zappa in New York". En mere "ren" (men også lidt mere kedelig) udgave kan høres på "Läther".
Stort set alle, der indspiller musik, bruger over-dubs. For Zappa var det ikke bare en lappe-løsning - eller hvad man nu kalder det - men selve måden at arbejde på. Æstetikken. Han var på tour seks måneder om året for at samle optagelser -- og de andre seks måneder sad han nede i sin kælder og var The Mad Scientist, Dr. Zurkon, travlt beskæftiget med at lave lydcollager ud af optagelserne.
Men på enkelte udgivelser - f.eks. "Does Humor Belong" og "Guitar" - er der ingen over-dubs.
"Trance-Fusion". Jeg havde egentlig besluttet mig for i første omgang at holde mig til det officielle katalog -- men jeg fandt de to nævnte CDer meget billigt. Så dér kan man bare se. Hvordan jeg er.
Dagen tema - inspireret af mit eget indlæg fra forleden - er pop-art. Som jeg holder meget af. Ting som f.eks. Ed Ruschas berømte "Standard Station":
-- som, synes jeg, er et helt forrygende maleri. Andy Warhol er efter min ydmyge mening - for at bruge Hannes udtryk - vildt overvurderet, og jeg har aldrig brudt mig om Roy Lichtenstein. Jeg synes, hans tegneserie-malerier er grimme. Men her er nogle af dem, jeg virkelig godt kan lide: Jasper Johns, Robert Rauschenberg og Jim Dine:
Johns og Rauschenberg har jeg i perioder dyrket forholdsvis intensivt - ligesom jeg lige for tiden dyrker Frank Zappa - men Dine ved jeg ikke meget om. Bortset fra dette: At det ofte er netop (nogle af) hans værker, jeg husker allerbedst, når jeg (en sjælden gang) vover mig ind på et museum eller et galleri. Således også da familien og jeg for nylig var på Louisiana. De havde et enkelt af hans malerier (med værktøj) hængende.
"This Goofy Life of Constant Mourning" er et "long visual poem by Jim Dine [...] the result of years of photographing poems after he has written them on walls and objects. The book is a marriage of his photographs, his handwriting and his words". Bogen kan købes her.
Jeg er blevet færdig med at læse Barry Miles biografi om Frank Zappa. I er grundigt trætte af at høre om Zappa, jeg ved det godt -- men jeg bliver jo nødt til at fortsætte, til jeg kommer ud på den anden side. Altså.
Barry Miles bruger i løbet af bogen uforholdsmæssig meget krudt på at udpege alle Zappas personlige dårligdomme, og han - for han føler sig ganske indlysende højt hævet over Zappa i moralsk henseende - gør undervejs - hver gang - et nummer ud af at forklare, hvori DET ANSTØDELIGE i Zappas tekster består -- og at Zappa tilsyneladende ikke selv kunne eller ville se problemet. For han var en kold, siciliansk egotripper. Noget i den retning.
Iblandt de tekster, Miles udpeger som ganske særlig forskrækkelige, er blandt andet:
- Teksten til "The Illinois Enema Bandit", som - som tidligere nævnt her i bloggen - er baseret på en sand historie om en tyveknægt, der ikke nøjedes med at stjæle. I Zappas udgave hyldes han som en, der giver alle disse "college educated women" nøjagtig, hvad de har brug for, og under retssagen - i sangen - bønfalder de fremmødte kvinder dommeren om at "set the Bandit free". Hvad enten man bifalder teksten eller ej: Versionen af "The Illinois Enema Bandit" på CDen "Zappa in New York" er noget af det (musikalsk) fedeste, Zappa nogensinde udgav. Luk vinduerne, skru meget højt op for lyden og freak out.
- Teksten til "The Jazz Dicharge Party Hats" fra "Man From Utopia". Miles citerer Neil Slavin for at have udråbt den til "probably the most tasteless song in Frank's whole catalogue".
- Teksten til "Teenage Prostitute" fra "Ship Arriving Too Late To Save A Drowning Witch", som handler om en 17-årig pige, som er løbet hjemmefra, og bliver skudt fuld af kokain og tæsket af sin alfons.
- Teksten til "Dirty Love" fra "Overnite Sensation" -- med backing, i øvrigt, af Tina Turner. Adspurgt om hun kunne, svarede stjernen: "Ssshit man, I could do that blindfolded with a broomstick up my ass." "Dirty Love" slutter med en omtale af en mor (så vidt jeg husker), der har sex med en puddelhund. Det er også - for evt. interesserede - Tina Turner, der synger backing på "Montana".
- Og fra samme album: Teksten til "Dina-Moe Humm", hvori Zappa vædder $40 med en kvinde om, at han kan få hende til at komme, hvorefter det viser sig, at det eneste, der tænder hende, er, at - eller når - Zappa har sex med hendes søster.
- Og teksten til "We're Turning Again" fra "FZ Meets the Mothers of Prevention". Ikke fordi sangen er sjofel, men fordi den er et - uforståeligt, mener Miles - FUCK YOU til alle vennerne fra 1960erne: Jim Morrison, Janis Joplin, Jimi Hendrix, Keith Moon o.a.
Og hvor jeg kommer fra: BT skriver, at "Landsbyen Ølby ved Struer hærges af en bestialsk hønsemorder". Mere her.
Her er nogle dyr, som er opkaldt efter Frank Zappa:
Phialella zappa, en lillebitte gople, opdaget og navngivet af den italienske gople-ekspert og Zappa-fan Fernando Boero.
Zappa confluentus, en lille fisk, navngivet af biolog og Zappa-fan Ed Murphy.
Der er også en nu uddød art af bløddyr, amauratoma zappa, og der er en edderkop, pachygnatha zappa, opdaget og navngivet af Robert Bosmans og Jan Bosselaers.
Og andet: Der er et gén, der er opkaldt efter Zappa, ZapA Proteus mirabilis, og en planet, Zappafrank, som er "in a 4.08-year elliptical orbit around the sun ranging in distance from 309.2 million km (at perihelion, closest point to the sun) to 454.9 million km (at aphelion, furthest point from the sun)."
Dagens Zappa er country-klassikeren "Harder Than Your Husband" fra "You Are What You Is":
Græskarret, man kan se på pladen i filmen, er (del af) Barking Pumpkin Records logo -- et pladeselskab, Zappa oprettede i 1981. Og opkaldte efter sin kone, Gail (Pumpkin), som altid gik og hostede.
-- som jeg bevidst valgte, d.v.s. plukkede ud af CD-reolen og smed i maskinen, med henblik på at få renset lidt af ALT DET DÉR ZAPPA ud af ørerne.
Jimi Hendrix er, er jeg fristet til at skrive (og jeg giver efter), Frank Zappas diametrale modsætning. Hendrix var disorganized. Zappa var organized. Hendrix var sprut og stoffer. Zappa - der var en indædt modstander af stoffer - var Winston-cigaretter og sort kaffe. Hendrix knaldede ud. Zappa knoklede.
Steve Reich blev engang spurgt af en interviewer, om hans musik - som fans havde påstået - var "spirituel" -- hvortil Reich begavet svarede, at "spirituel" som oftest bare betyder "noget, jeg rigtig godt kan lide". Hvis jeg ikke havde læst dét interview, ville jeg nu - nok - skrive, at den væsentligste forskel på Hendrix og Zappa for os lyttere er, at Hendrix' musik er "spirituel" -- og det er Zappas ikke. I stedet vil jeg skrive, at Hendrix' musik er lyrisk. Og at det er Zappas kun sjældent. Zappa er pop art -- på samme måde som eksempelvis Warhols suppedåse-billeder er det. Men Hendrix er Jackson Pollock. Med en guitar.
Men også Zappa havde sine øjeblikke. Her er f.eks. "Blessed Relief" fra "The Grand Wazoo":
-- som lyder, synes jeg, som en efterårs-slendretur gennem byen.
Zappa elskede billige gyser-film, monsterfilm fra 1950erne og film med gale videnskabsmænd. Og han drømte - vistnok - om selv at blive en af slagsen. Og så blev han det. I sine allermest produktive år nærmest levede han nede i sin kælder, sit secret lab, hvor han komponerede og skrev tekster og redigerede film o.s.v. Han optog alting, også sniksnak ombord på tour-bussen, når han var on the road, telefon-samtaler, åndssvage vittigheder, råb og skrig -- og arkiverede det hele omhyggeligt. Og brugte lydstumperne i sine kompositioner. Brudstykker af den sjofle lydoptagelse - tidligere omtalt - som han som ung mand røg i spjældet for at have produceret, dukker op flere af hans albums. Koncertoptagelser blev blandet med studieoptagelser, og koncertoptagelser med koncertoptagelser. Film med musik. Det hele - for Zappa - var én stor ting, ét stort værk, en collage, som han til det sidste blev ved med at føje til og modificere. Derfor - inspireret af Antons spørgsmål i kommentarsporet - er det lidt svært at foreslå ét sted at begynde. Man kan (vel) begynde hvor-som-helst, men formodentlig er man nødt til at prøve sig lidt frem, før man finder den indgang, der passer. Til en.
Dagens Zappa er "Teenage Wind" -- som jeg desværre ikke har formået at finde på Youtube. Men det er åbningsnummeret på CDen "You Are What You Is".
Zappa involverede sig i sine sidste år i kampen for fri ytringsfrihed, herunder den frie porno, og han blev berømt og berygtet for sine musikalske angreb på THE MAN, corporate America, republikanerne, TV-evangelisterne og hattedamerne. Mange forbinder ham - stadig - med ungdomsoprøret, hippie-kulturen og MAKE LOVE o.s.v. Altså: De glade dage sidst i 1960erne. Og venstrefløjen.
Men det er meget forkert. Zappa var, som jeg et sted har læst ham omtalt, snarere en "konservativ intellektuel" eller - som Leonard Cohen holder af at se sigselv - en slags kunstnerisk aristokrat. Langt de fleste af Zappas spydigheder - i hvert fald i begyndelsen - var ikke rettet mod the powers that be, de slipseklædte og/eller højreorienterede, men (netop) mod modkulturernes og de alternatives hykleri, ikke mindst hippiernes (som Zappa havde det svært med). Senere måtte også de rabiate feminister stå for skud -- og efterhånden som feministernes retorik blev mere og mere skinger, kom Zappas sjofle tekster til at lyde mere og mere misogyne.
"Teenage Wind" er en parodi på alle de dér we-wanna-be-free-ungdoms-sange:
***
I got to be free Free as the wind Free is the way I got to be
[...]
And we will be free And people will see That when we are free That's the way we should be (we must be free!)
***
Men omkvædet lyder:
***
Free is when you don't have to Pay for nothing Or do nothing We want to be free Free as the wind
***
-- hvilket for Zappa må have forekommet at være topmålet af utopisk idioti. Hvis, altså, "utopisk idioti" overhovedet er et udtryk, der giver mening. Jeg har, mens jeg skriver, solen lige i øjnene ind gennem ruden, og det forvirrer min ånd. Så man må have mig tilgivet, hvis ... o.s.v.
Folk, der troede, at de kunne nøjes med at "do nothing" - og slippe afsted med at "pay nothing" - havde ikke Zappas sympati. Og de har heller ikke, tilføjer jeg, min.
Jeg har nu læst ca. 220 sider i Barry Miles' "Frank Zappa: A Biography" -- som ifølge Camille Paglia (ifølge Amazon) "indeed establish[es] that Zappa [...] deserves to be considered a central figure of late-20th-century American culture". Zappa blev gennem hele sin karriere ansét - af dem, der anså ham således - som et geni i Europa, hvorimod amerikanerne var mere forbeholdne.
Barry Miles' portræt af Zappa er ikke flatterende. Han beskriver ham som en kontrol-freak uden megen sans for andres følelser -- og med en pervers og infantil forkærlighed for det plat-vulgære. Hvad får, spørger han i bogen, en fuldvoksen mand til at skrive sange om bryster og oralsex? En katolsk opvækst, måske.
Efter at Zappa som ung mand havde etableret sit eget studie, Studio Z, blev han af en emsig, lokal politimand narret til at producere en sjofel lydoptagelse - ikke en film, men en lydoptagelse - som, havde politimanden under cover forklaret, skulle bruges i forbindelse med en polterabend. Da Zappa afleverede båndet, smækkede de håndjernene på ham, og han blev idømt en kortvarig fængselsstraf. Oplevelsen, mener Miles, mærkede ham for livet. Frank Zappas mistro til autoriteter og til det amerikanske samfund ... o.s.v.
Miles' bog er et portræt af Zappa, men også et portræt af en hel generation af musikere og (ikke mindst) hang-arounds, groupies og andre kunstnere. Et typisk eksempel: Han fortæller historien om dengang, Eric Clapton introducerede Zappa for The Plaster-Casters, to groupies, som havde gjort det til et projekt at tage afstøbninger af berømte (mandlige) musikeres erigerede lem(mer). Den ene sørgede for, at erektionen blev brugbar, mens den anden stod parat med geléen. (Det tog, får vi at vide, 15 minutter at klippe Jimi Hendrix' pubeshår fri bagefter.) Han fortæller om Zappas affære med en kun 16-årig musik-studerende (og han havde kone og børn) og om dengang, han mødte John og Yoko -- og Lou Reed og Salvador Dali og Zubin Mehta, om optagelserne til "Trout Mask Replica" og om "200 Motels". Etc.
Det indtryk, man får af Zappa i bogen, opsummeres meget godt i den påstand, som Miles refererer, at han var en mand, for hvem perfektion var vigtigere end følelser. Som Miles skriver: Han startede med et stort band, men endte med - på de sidste albums - at sidde alene med en computer. Som kun - men altid - gjorde præcist, som han ønskede det.
Dagens Zappa er "The Meek Shall Inherit Nothing":
Her er teksten:
***
Some take the bible For what it's worth When it says that the meek Shall inherit the Earth Well, I heard that some sheik Has bought New Jersey last week 'N you suckers ain't gettin' nothin' Is Hare Rama really wrong If you wander around With a napkin on With a bell on a stick An' your hair is all gone... (The geek shall inherit nothin')
You say yer life's a bum deal 'N yer up against the wall... Well, people, you ain't even got no Deal at all 'Cause what they do In Washington They just takes care of NUMBER ONE An' NUMBER ONE ain't YOU You ain't even NUMBER TWO
Those Jesus Freaks Well, they're friendly but The shit they believe Has got their minds all shut An' they don't even care When the church takes a cut Ain't it bleak when you got so much nothin' (So whaddya do) Eat that pork Eat that ham Laugh till ya choke On Billy Graham Moses, Aaron 'n Abraham ... They're all a waste of time 'N it's yer ass that's on the line (IT'S YER ASS THAT'S ON THE LINE)
Do what you wanna Do what you will Just don't mess up Your neighbor's thrill 'N when you pay the bill Kindly leave a little tip And help the next poor sucker On his one way trip ... SOME TAKE THE BIBLE ... (Aw gimme half a dozen for the hotel room!)
Ane og jeg har i dag været nødt til at melde afbud til Trines og Torbens kobberbryllup i Ikast. Vi - og navnlig jeg - er stadig sløje. Lige nu sidder jeg og overvejer, om det mon er værd at forsøge sig med et bad.
Har tabt endnu et eksemplar af Zappa: "Civilization Phase III" på eBay, eksemplar nummer 5 eller 6. Jeg nægter at betale mere end $20 -- men måske bliver jeg nødt til at give mig. Som det hedder.
Men til gengæld har jeg læst ca. 120 sider i min nye Zappa-biografi.
Female First skriver: "A US mugger was caught after stopping to lick his victim's toes. The suspect, a 27-year-old man, approached a young woman as she was leaving work at around 1am, and demanded her keys and phone. Rather than making a quick getaway, he then removed the lady's shoes and began licking her toes." Ekstra Bladet her.
Og her er - igen - "The Illinois Enema Bandit", denne gang med Ike Willis og Napoleon Murphy Brock:
iiiiiiiiiiiiiieeeeeeeeeeeeeej! Dammit! Gik på biblioteket for at låne en bog, den dér af Jespersen og Pittelkow, og kom - igen - til at købe en hel posefuld kasserede bøger. FLERE BØGER! Jeg forsøgte - det gjorde jeg virkelig - at stå imod. Men knækkede. Her er, hvad jeg kom hjem med:
- Harald Langberg: "Gunhildkorset" (til Ane) - Tardi & Vautrin: "Folkets røst" , bd. 1-3 (tegneserie) - Francis X. King: "Witchcraft and Demonology" - Arleston & Mourier: "Vandets verden", bd. 2 og 3 (tegneserie) - Philippe Aries: "Dødens historie i vesten" - Pia Tafdrup: "Over vandet går jeg" - Dan Turèll: "Sort film" - Einar Tassing: "Moderne fransk poesi" - Gösta Friberg: "Den gnostiske tanke" - Karsten Sand Iversen: "Skyggebiblioteket" - Peter Lauridsen: "Personlighedspsykologi" - Charles Brenner: "Psykoanalysens grundbegreber" - Per Stig Møller: "Erotismen" (til Sade-samlingen) - Bo Green Jensen: "Andre stemmer"
og "Hinayana - den tidlige indiske buddhisme", udgivet af Christian Lindtner. Som vi jo alle holder så meget af. Samlet pris for hele posen kr. 50,-
Og: Var på posthuset for at hente min pakke -- og det var Zappa-biografien. Og da jeg kom hjem, slæbende, ventede to Zappa-CDer i postkassen, hhv. "Uncle Meat" og "The Yellow Shark".
Og jeg lånte også - på biblioteket - en lille håndfuld film og CDer.
Ingen begræder det, føler jeg mig overbevist om -- men nogle har måske bemærket, at det nu - faktisk - er et par dage siden, jeg sidst har blogget om ZAPPA. Jeg har modtaget en af de dér sedler - fra postbudet - om, at der ligger noget til mig på posthuset. Til afhentning. I afsender-feltet har posten bare skrevet "Tyskland" -- og jeg tror (derfor), at der må være tale om den Zappa-biografi, jeg bestilte i sidste uge. Venter stadig på min T-shirt og på "Ship Arriving Too Late To Save A Drowning Witch". Og jeg har tabt en hel del auktioner på eBay, heriblandt endnu et eksemplar af "Civilization Phase III". Byder nu på eksemplar nummer fire.
"Ship" blev - i øvrigt - Zappas bedst sælgende album. Hvilket er meget mærkeligt, for det er absolut ikke det mest tilgængelige eller lytter-venlige. Nærmest tværtimod. Men: Det indeholder super-hittet "Valley Girl", sunget af - og det hedder hun altså - Zappas datter, Moon Unit Zappa, 14 år gammel. Dengang. Moon Unit! Eller: Ikke sunget, men valspoken -- på den dialekt, som San Fernando Valley girls taler.
Og "San Fernando Valley Girls" er ... Mr. Rasmussen?
Dagens Zappa er - apropos min snak om piske (og der er, for absolut ingen har meldt sig, stadig få, ledige tider) - "Penguin in Bondage" fra CDen "Roxy & Elsewhere". Her fremført af et Frank Zappa tribute-band, The Central Scrutinizer Band, juli 2007:
"Penguin in Bondage" er en sang om glæden ved bondage. Selvfølgelig. Ben Watson sammenligner i sin "The Complete Guide To His Music" "Penguin" med Velvet Undergrounds "Venus In Furs" -- og skriver: "If Zappa fans are called upon to demonstrate his particular virtues, they can do no better than to compare his ode to sadomasochism, "Penguin in Bondage", to "Venus In Furs" by The Velvet Underground. Lou Reed's song is a list of arid clichés, while Zappa conjures up a hitherto-unattested scenario reeking with bizarre proclivities and still-more-bizarre phobias."
Hvor usandsynligt det end lyder: Frank Zappa - ham med "Bobby Brown Goes Down" o.s.v. - var ikke musikhistoriens første Frank Zappa. Det var den italienske komponist og cellist Francesco Zappa, som levede i 1700-tallet. Læs mere om ham her. Frank Zappa (d. yngre) har indspillet nogle af hans værker:
To stills fra det eksemplar af "L'histoire du soldat", som Mr. X har sendt mig:
"I s'ppose you notice this litte contract here ... " Soldaten Josef sælger sin violin til djævelen for en bog.
Frank Zappa, der selv havde spillet djævelen i en opførelse af Stravinskijs værk, lavede sin egen udgave af "L'histoire du soldat", "Titties and Beer", som kan høres på CDen "Zappa in New York". Eller her.
Fruen har - igen - forladt mig, denne gang for at deltage i et seminar i Aalborg. Og hun kommer ikke tilbage før fredag aften.
Jeg arbejder hjemme i dag, laver website for firmaet, og kl. 13 skal jeg til et møde med en repræsentant fra Dansk Flygtningehjælp. På Ringsted Bibliotek.
Nå. Jeg tabte begge eksemplarer af Zappa: "Civilization Phase III" på eBay. Bummer. Men til gengæld har jeg vundet to andre, hhv. "Yellow Shark" og "Läther":
-- som er en 3 CD-boks. Og jeg fik den for kun $6.10 + porto. Så det var ok. Har i øvrigt - for min egen skyld - lavet to gallerier med Frank Zappa-CD-covers. Her er alle de officielle udgivelser, og her er diverse.
Og her - for ligesom at samle trådene - er Britney Spears i läther.
Modtaget med posten i dag: Zappa: "Sheik Yerbouti" og Stravinskij: "Oedipus Rex". Lige nu sidder jeg og lytter til "Flakes" -- som er den med Bob Dylan-parodien. Se en video her.
"Oedipus Rex" er baseret, selvfølgelig, på historien om Ødipus, som jeg ikke gider gengive. Tjek din indre harddisk. Men i øvrigt sker der ikke ret meget i Stravinskijs opera. Den består af musik og sang, sunget - sangen - af personer, som står ubevægelige på scenen. Som græske statuer.
Og to offentlige damer: NDR-værtinde Eva Hermann er blevet fyret, efter at hun for åben skærm roste nazi-Tysklands familieværdier: "Det var en grusom tid," sagde hun, "men selv dengang fandtes der noget, som var godt, og det var værdierne tilknyttet børn, moderskab, familier og sammenhold. Intet af dette har varet ved." Mere her. Og her er stakkels Britney, som tilsyneladende bare ikke kan get a break.
Dagens Zappa er "Porn Wars" fra CDen "Frank Zappa Meets The Mothers of Prevention":
Fra cover-noterne:
***
WARNING/GUARANTEE:
This album contains material which a truly free society would neither fear nor suppress.
In some socially retarded areas, religious fanatics and ultra-conservative political organizations violate your First Amendment Rights by attempting to censor rock & roll albums. We feel that this is un-Constitutional and un-American.
As an alternative to these government-supported programs (designed to keep you docile and ignorant), Barking Pumpkin is pleased to provide stimulating digital audio entertainment for those of you who have outgrown the ordinary.
The language and concepts contained herein are GUARANTEED NOT TO CAUSE ETERNAL TORMENT IN THE PLACE WHERE THE GUY WITH THE HORNS AND POINTED STICK CONDUCTS HIS BUSINESS.
This guarantee is as real as the threats of the video fundamentalists who use attacks on rock music in their attempt to transform America into a nation of check-mailing nincompoops (in the name of Jesus Christ). If there is a hell, it's fires wait for them, not us.
Det er søndag morgen, og klokken er ti minutter i ni. Sidder og venter på, at familien skal dukke op -- men i mellemtiden: Mere Zappa. Selvfølgelig. Selvfølgelig Zappa.
Fandt et billigt eksemplar af "Uncle Meat" og købte det. Tabte - i nat - "As An Am" (fra "Beat the Bootlegs") på eBay. Og modtog i går "The Man From Utopia", som var det første Zappa-album, jeg ejede. Da jeg var teenager. Her er - derfra - "Cocaine Decision":
I en slags forlængelse af min brors indlæg om AC/DC og (især) kommentarerne om Led Zeppelin: 3 ting om Zappa og andre.
Hele Zappas "Läther"-projekt, som i første omgang blev opgivet, derefter udgivet i dele, broadcastet via radio for at irritere pladeselskabet - Zappa opfordrede lytterne til at optage hele skidtet på bånd - og endelig, omsider, i 1996 udgivet på CD -- hele dette projekt var - er - ifølge nogle, heriblandt komponist David Aldrige, baseret på Led Zeppelins "A Whole Lotta Love".
"Them Or Us" afsluttes med "Whipping Post". Der er ikke mange ikke-Zappa-kompositioner på Zappas CDer -- men "Whipping Post" er Allman Brothers. "Live At The Fillmore" indeholder en meget berømt, 23 minutter lang udgave af sangen. Peter fortalte mig engang, at Zappa besluttede sig for at indspille den, efter at han og band under en koncert var blevet opfordret til at spille den, men ikke kunne. Zappa-udgaven på "Them Or Us" er da også meget præcis. Men jeg ved ikke, om historien er sand.
Sting medvirker på live-albummet "Broadway The Hard Way". Han kigger forbi og synger "Murder By Numbers". Stings pladeselskab sagde ja til at han måtte medvirke på et Zappa-album -- under forudsætning af at han ikke blev krediteret.
Bror Lars gjorde mig opmærksom på endnu et eksemplar af Zappa: "Civilization Phase III", sat til salg på eBay, og jeg - så - byder nu på to. Jeg har som tidligere nævnt aldrig hørt dobbelt-CDen. Ben Watson kalder den i "Frank Zappa - The Complete Guide To His Music" for "a towering, substantial masterpiece", og han bruger betydelig mere krudt på "CP III", end han gør på nogle af de andre CDer i oeuvret. Undervejs i gennemgangen, som trods alt kun er på 3 korte sider, får han nævnt både Schoenberg, Alban Berg, Webern, Stockhausen, Boulez og Milton Babbitt -- og han får sammenlignet Zappa med Giordano Bruno og Josef Dietzgen. Og Thomas Mann. Spørgsmålstegn. Håber jeg vinder - i det mindste - den ene. På eBay.
Jeg har tidligere her i bloggen udråbt "Them Or Us" til at være en af de mest let-tilgængelige Zappa-CDer -- og det vil jeg efter dagens gennemlytning - på vej hjem fra arbejde - godt have lov til at æde i mig igen. Det er ikke tilfældet.
Nå. Men jeg skal jo heller ikke glemme at skrive noget om Frank Zappa. Mit daglige musikprogram er for tiden som følger: Jeg tager bussen fra Kildemarken til Tolstrup, hvor jeg arbejder, kl. 8.20 -- og ankommer ca. 9.05. Det er ca. 45 minutter, og i løbet af den tid kan jeg nå at høre ca. et Frank Zappa-album. I dag var det "Roxy & Elsewhere", og jeg ankom en tredjedel inde i "Be Bop Tango", som er det sidste nummer på albummet. Hjemturen går en lille smule hurtigere, men jeg kan alligevel nå at høre endnu et album, i dag "Them or Us". På min mp3-afspiller, altså. I går var det "You Are What You Is" og "Hot Rats". Og når jeg kommer hjem, hører jeg opera -- indtil Ane kommer hjem. Og om aftenen ser vi TV. Vi lytter ikke - ret tit - til musik.
En fyr har sat et eksemplar af Zappa: "Civilization Phase III" billigt til salg på eBay, og jeg har budt på CDen -- men er allerede blevet overbudt. Nu overvejer jeg, hvor meget jeg er villig til at GÅ OP. Nok ikke nok. Nok.
Venter stadig på 1) min T-shirt og 2) "Sheik Yerbouti". Som - hvis en eller anden ikke har fanget pointen - udtales "Shake Your Booty". Og 3) forresten: "Ship Arriving Too Late To Save A Drowning Witch".
Endnu en sygedag -- og som om dét ikke kunne være nok: PET har i nat været i aktion. Og Lonni skælder ud. Mit hovede er fuld af snot og Mozart - "Thamos", som er min dagens opera - så jeg har hidtil ikke helt været i stand til at fatte, hvad det hele drejer sig om, bortset fra at det er noget med anmeldere og mænd og kvinder. Og at det hele startede med dette blog-indlæg af Leonora Christine Skov. Vistnok. Min egen - nemme og måske lidt øretæve-indbydende - holdning til det dér med mandlige og kvindelige forfattere og anmeldere er, at det har jeg ikke nogen holdning til. Og at jeg heller ikke har nogen holdning til, at jeg ikke har en holdning. Til det. Jeg læser mest mandlige forfattere, statistisk, og jeg lytter stort set kun til mandlige (rock-)musikere og komponister o.s.v. Og det har jeg heller ikke nogen holdning til. Til gengæld, hvis det kan pynte på mit omdømme, er der jo alle de dersens kvindelige opera-sopraner, som jeg holder meget af. Jeg har, bilder jeg mig i hvert fald ind, ikke - aldrig - på forhånd fravalgt nogen eller noget, heller ikke på grund af køn. I det hele taget: Kunstnernes køn interesserer mig voldsomt lidt. Eller deres udseende -- hvormed naturligvis ikke er sagt, at jeg ikke forstår at værdsætte det, hvis der er noget, der - så at sige - stikker ud. Og i øjnene. På dén konto. Men det gør jo, altså, hverken deres bøger eller CDer (eller hvad-nu) hverken værre eller bedre. Og jeg har da - med Osiris som mit vidne - aldrig nogensinde lånt eller købt en bog eller en CD, fordi jeg syntes, at kunstneren var PÆN eller SØD. Men en film. Indrømmet. Det er sket, endda ofte. Men jeg tager det ikke så alvorligt.
Dagens dame er - i øvrigt - Ruth Underwood, "a percussionist of staggering virtuosity", som i mange år spillede sammen med Zappa og bl.a. medvirker på "Roxy & Elsewhere". Total respekt for hende.
Og forresten: Frank Zappa døde af prostatakræft den 4. december 1993. Hvad bad han - forinden - om at få spillet til sin begravelse? Ikke Varèse, nej, og heller ikke Stravinskij eller Webern -- eller et af sine egne numre. Han bad såmænd om at få spillet The Chieftains udgave af "The Green Fields of America". Fra albummet "The Celtic Harp". Jeg kunne ikke finde udgaven på Youtube -- men her er en yndig pige. Endda i jeans.
Jeg sidder og lytter til Frank Zappa: "Joe's Garage" -- som er den med "Catholic Girls", "Crew Slut", "Fembot in a Wet T-Shirt", "A Token of My Extreme", "Watermelon in Easter Hay" og - ikke at forglemme - "Why Does It Hurt When I Pee?" -- her udsat for hjemmevideo:
Stakkels pølse. Har jeg lyst til at skrive. Zappa, der selv havde gået på en katolsk skole, skrev "Catholic Girls", efter at han havde fået the Anti-Defamation League på nakken p.g.a. "Jewish Princess". Han, Zappa, var ikke specielt ude efter jøderne, men efter alle-og-enhver-uptight-stivstikker, som couldn't take a joke. Endnu en hjemmevideo:
For tiden er jeg optaget af Frank Zappa. Har I bemærket det? Jeg har lige siddet og læst Antons blog-indlæg om "At opdage rockmusik" -- and it got me thinking. Jeg mener: Folk er jo forskellige, og folk har forskellige MÅDER. Min måde, når jeg kaster mig over et eller andet, en forfatter eller en komponist, er at blive GLUBENDE. Som måske - i denne sammenhæng - bare er et andet ord for manisk. Jeg læser aldrig én bog af forfatter, jeg læser flere. Helst, hvis det er muligt, læser jeg dem alle -- og gerne i streg. Hvorefter jeg for en stund forlader mit måltid og kaster mig over noget andet -- for sidenhen at vende tilbage. Således f.eks. med Charles Olson.
Jeg ved ikke, om min facon er bedre end andre(s) -- men det er den næppe. I hvert fald er ulemperne jo ret indlysende: De koster mig en masse penge - alle bøgerne og CDerne o.s.v. - og jeg kommer (tit og ofte) til at fremstå som en noget énsporet person. Eller, altså: Det bliver lidt for tydeligt, at jeg er det. Ensporet. Tit og ofte.
Så har jeg fået læst min nye Zappa-guide -- som var ok. Men heller ikke mere. Ben Watson, forfatteren, gennemgår alle CDerne, leverer lidt trivia og bedømmer udgivelserne (de fleste favorabelt), men det hele er noget skøjtende, og man føler sig ikke VILDT MEGET KLOGERE bagefter. Men det var måske også vel rigelig meget at forvente -- af en pocket size guide. Ben Watson har skrevet flere bøger om Zappa og hans musik, heriblandt en med den gode titel "Frank Zappa: The Negative Dialectics of Poodle Play".
Og Watson - Capac - skriver pænt om "Cruising With Ruben". Ja. Men mesterværket, siger han, er "Civilization Phase III" -- som jeg aldrig har hørt. Så dén bliver jeg jo nødt til at eje. Men kr. 300,- er for meget. Som Edmond ville sige: "It's too much!"
Min fysiske elendighed til trods måtte jeg i eftermiddags en tur på apoteket, og eftersom jeg nu alligevel var UDE I DET - og fordi jeg havde lidt ondt af migselv - lagde jeg også turen forbi Blockbuster, først, og derefter TP Musik. Og købte ting. I Blockbuster: "Købmanden i Venedig" med bl.a. Al Pacino, "Me, Myself & Stanley", en komedie med John Malkovich i rollen som en fup-Stanley Kubrick, "American Splendor" og "Ninth Gate". Den sidste - for det bør undskyldes - fordi jeg troede, at Ane ikke havde set den. Og vi kunne begge to vældig godt lide bogen. Men det havde hun. Og i TP: "Joe's Garage" og en 6-CD-box med to operaer + diverse af Mozart, hhv. - operaerne - "Idomeneo" og "Thamos". Boxen kostede kun kr. 40,- Tag et tjek i din lokale butik. Og i øvrigt: Er De til Wagner, så bemærk at TP Musik lige nu har hele "Ringen" på super-tilbud til kun kr. 100,- For 14 CDer! Jeg har udgaven i en anden udgave - så at sige - og den er aldeles ok. Køb trygt.
"Idomeneo" var - er - den dér opera ... I ved nok. Som blev taget af plakaten p.g.a. dem dér. Som tror på ham dér. Som mistede hovedet. I operaen. Så derfor ...
Endnu et lille projekt for de læsere, der sidder - f.eks. på jobbet - og keder sig meget: Find lige ud af hvor jeg kan købe Frank Zappa: "Civilization Phaze III" billigst. Har fundet den på eBay til $34.95 (ca. kr. 191,- + porto). Engelske Amazon (se her) vil have £27.76 (ca. kr. 306,- + porto).
Jeg har - på fruens ordre - meldt mig syg i dag. Igen. Har jeg nævnt, at jeg hader at være syg? Spørgsmålet er - efterhånden - om man ikke burde overveje ganske enkelt bare at slå mig ned? En gang for alle. Det er jo ikke alt, der partout skal reddes -- og denne forkølelse synes at have bidt sig ret godt fast.
Men når det nu ikke kan være anderledes: Der er nascar på TV, og min nye Zappa-guide er kommet. Så dén vil jeg nu læse.
Og forresten -- to andre tanker: DR sendte i går aftes en fin dokumentarudsendelse om Kongernes Dal. Osiris er stor! Og: Er det egentlig ikke bemærkelsesværdigt, at min nuværende, svækkede tilstand fulgte umiddelbart efter min hengivelse til SKARABÆENS STORE MAGI ... hin aften?
Igen i nat var der tumulter på Nørrebro. I dag lød det fra aktivisternes - altså bøllernes - pressegruppe, at "vi oplever en stigende opbakning til vores kamp for et nyt ungdomshus. Vi fornemmer, at opbakningen aldrig har været større, end den er nu ... " Imponerende. Læs mere om manglende realitetssans her.
Og endnu et Frank Zappa-indkøb -- men nu er det (igen) ok. For nu er det september. Og før var det august ... right? "You Can't Do That on Stage Anymore Vol. 1". Der er i alt 8 dobbelt-CDer. I serien.
Kanon-god postdag. Anne-Marie Vedsø Olesen har meget venligt sendt mig et signeret eksemplar af hende nye roman, "Gudernes tusmørke", som udkommer d. 11. september. Tusind tak, Anne-Marie! Det var gevaldig pænt af dig -- og jeg vil straks gå i gang med at læse den. Og det havde du - men det ved du jo godt - altså, helt seriøst, ikke behøvet.
Og derudover: Har modtaget både "Broadway The Hard Way" og "Hertug Blåskæg".
I aften er der Ringsted Natten i Ringsted -- som er dét, der alle andre steder hedder Sort Nat eller Open By Night. Eller hvad-nu. I hvert fald: Butikkerne holder åben til kl. 23.
Ja, altså. Okay. Så. Okay. Jeg kom til at købe endnu en Zappa-CD, "Sheik Yerbouti", fordi den bare er for fed. Min plan - for jeg havde en plan - var ellers at vente med de CDer, som trak allermest, herunder "Sheik" og "Zappa In NY" --- for ligesom at give projektet lidt momentum. Hvis I forstår? At lade de allerfedeste ligesom slæbe de (måske) lidt mindre fede i mål ... eller hvordan jeg nu skal udtrykke det.
"Sheik Yerbouti" er en af de CDer, jeg husker allerbedst fra min ungdom i Struer -- og som, CDen, jeg altid vil forbinde med min ven, murerlærlingen Dan. Fra tracklisten: "I Have Been In You", "Broken Hearts Are For Assholes", "Bobby Brown Goes Down", "Jewish Princess", "Dancin' Fool" og "Yo Mama". A must have.
Den 1. august havde jeg kun én Frank Zappa-CD. Nu har jeg en pæn, lille håndfuld. Venter stadig på guiden, jeg bestilte, men har vistnok modtaget alle de CDer, jeg i månedens løb har købt via nettet. Senest:
"Roxy & Elsewhere", en live-CD fra 1974. Som bl.a. byder på hittet "Penguin in Bondage".
"You Are What You Is" fra 1981 -- som (ligesom "Them Or Us") er et af Zappas mest umiddelbart tilgængelige albums. Tracklisten inkluderer bl.a. "Harder Than Your Husband", "You Are What You Is", "The Meek Shall Inherit Nothing" og "Dumb All Over".
"Them Or Us" fra 1984. Hit på hit: "The Closer You Are", "In France", "Sharleena", "Stevie's Spanking", "Be In My Video", "Whipping Post" m.fl.
"FZ Meets The Mothers of Prevention" fra 1985. Reagan-årene -- og Zappa involverede sig i den politiske kamp. CDen indeholder bl.a. nummeret "Porn Wars".
Og i øvrigt tog jeg fejl. Lige før. Har endnu ikke modtaget "Broadway The Hard Way".
1) Peter Nielsen har meget venligt sendt mig et eksemplar af Stig Sæterbakkens roman "Selvbeherskelse" -- som netop er udkommet. Og som Peter har oversat til dansk. Tak for det! Ankom i dag. Mere om bogen følger, så snart jeg har fået den læst.
2) Jeg har modtaget endnu to Zappa-CDer, hhv. "You Are What You Is" og "FZ Meets the Mothers of Prevention".
3) Ringsted Bibliotek sælger ud:
-- og også af CD-samlingen:
Jeg tænkte på Capac, mens jeg sad og rodede i kasserne. Der var mange CDer - og til kun kr. 5,- pr. stk. - men jeg kendte ingen af dem. Eller stort set ingen. Købte (til Ane) en CD med William Shatner -- og gjorde et kup. Synes jeg da selv, også selvom jeg lige (som omtalt her i bloggen) har investeret i en anden udgave af samme. Fandt denne version af Strauss' "Salome". Dirigeret af Böhm. En dobbelt-CD. Til kr. 5,-
Satanisk latter -- dels fordi søster Gitte i denne uge (ligesom Discovery Channel) holder onde-uge. Læs her. Og dels fordi min HELLIGE SKARABÆ virker over al forventning. Hør engang: I dag gik jeg på posthuset for at sende en forsinket fødselsdagsgave til forfatteren, Vedsø Olesen. Og pigen bag disken havde - jeg sværger - en halskæde med egyptiske tegn om halsen. Jeg kunne ikke få migselv til at spørge, om jeg måtte tage et billede - til dokumentationsafdelingen - men jeg spurgte til kæden, og hun - pigen - sagde, at der stod "Katrine". På egyptisk. EGYPTISK!
Og der er mere: Jeg var på biblioteket -- og mens jeg var derinde, stødte jeg på hele fire eksemplarer af "Djævelens kvint". Fire forskellige steder. FIRE!
Og der er mere: Ane er stadig syg, men har flyttet sig fra sengen (ovenpå) ned i sofaen. I stuen. Hun ville gerne se en film, sagde hun (da jeg var kommet hjem), og jeg gav mig til at rode lidt i nogle kasser for at se, om jeg eventuelt kunne finde et eller andet. Og hvad fandt jeg? Og hvad ligger hun (med et tæppe over sig) og ser, mens jeg skriver disse linier? "De 10 bud" ... som jo altså (behøver jeg forhåbentlig ikke at skrive) foregår i Egypten. Eksemplaret, da jeg samlede det op fra kassen, var spritnyt og stadig i folie. Jeg købte DVDen for nogle måneder siden, fordi Ane kom til at røbe, at hun aldrig havde set den. Filmen. Men derefter glemte vi begge alting om den -- indtil i dag. Et tilfælde? Næppe. Magien er stærk.
Og her er - i anledning af Ondeuge - teksten til Frank Zappas "The Torture Never Stops":
***
Flies all green and buzzin', in this dungeon of despair. Prisoners grumble and piss their clothes, and scratch their matted hair. A tiny light, from a window hole, a hundred yards away, is all they ever gets to know about the regular light in the day.
And it stinks so bad, the stones been chokin', and weepin' greenish drops. In the room where the giant fire puffer works, and the torture never stops.
The torture never stops.
Slime and rot, rats and snot, and vomit on the floor. Fifty yoogly soldiers, man, holdin' spears by the iron door. Knives and spikes, and guns and the likes of every tool of pain. And a sinister midget, with a bucket and a mop, where the blood goes down the drain.
And it stinks so bad, the stones been chokin', and weepin' greenish drops. In the room where the giant fire puffer works, and the torture never stops.
The torture never stops. The torture.. the torture.. The torture never stops.
Flies all green and buzzin', in this dungeon of despair. An evil prince eats a steaming pig, in a chamber right near there. He eats the snouts and the trotters first. The loins and the groins is soon dispersed. His carvin' style is well rehearsed. He stands and shouts:
All men be cursed! All men be cursed! All men be cursed! All men be cursed!
And disagree? Well, no one durst.
He's the best, of course, of all the worst. Some wrong been done, he done it first.
And it stinks so bad, his bones been chokin', and weepin' greenish drops. In the night of the iron sausage, where the torture never stops.
The torture never stops. The torture.. the torture.. The torture never stops.
Flies all green and buzzin', in this dungeon of despair. Who are all those people, that he's locked away down there? Are they crazy? Are they sainted? Are they zeroes, someone painted?
And it's never been explained, since it first it was created. But a dungeon, like a sin, requires naught but lockin' in, of everything that's ever been. Look at her. Look at him.
That's what's the deal we're dealin' in. That's what's the deal we're dealin' in. That's what's the deal we're dealin' in. That's what's the deal we're dealin' in.
"If you want to learn to play guitar, listen to Wes Montgomery. You also should go out and see if you can get a record by Cecil Taylor if you want to learn how to play the piano.
You ought to look into the complete works of Anton Webern on Columbia, conducted by Robert Craft. That's four records. [...]
Also, Pierre Boulez conducts his own composition. "Le Marteau Sans Maître". I don't know what label that's on, but it's the one with Boulez conducting. The one by Robert Craft has too many mistakes.
Also, you ought to get Bartok's first, second and third piano concertos, which are all very groovy and good to dance to. I have the version on Westminster by Edith Farnadi with the Vienna State Opera Orchestra. [...]
Also, buy anything that you can by Igor Stravinsky and dance to it - especially "L'Historie Du Soldat" [...] and the "Agon" ballet, which is a beautiful thing.
There's a record by Karlheinz Stockhausen on the Deutsche Grammophon label called "Gesang der Jünglinge". [...] Buy that."
***
I 1989 medvirkede Zappa i et radioprogram, Castaway's Choice, hvori han, Zappa, spillede uddrag af de 10 plader - eller, altså, CDer - som han ville tage med sig ud på den øde ø. Hvis han en dag skulle blive sendt ud på en øde ø. Han valgte:
***
Edgard Varèse: "Octandre"
Igor Stravinsky: "The Royal March" fra "L'Histoire du Soldat"
Igor Stravinsky: "The Rite of Spring"
Bela Bartok: "Third Piano Concerto", first movement
Oliver Nelson: "Stolen Moments"
Johnny Guitar Watson: "Three Hours Past Midnight"
The Velours: "Can I Come Over Tonight"
Anton Webern: "Bagatelles for String Quartet"
Anton Webern: "The Anton Webern Symphony", Opus 21
Jeg er stadig syg -- og det er stadig lige træls, omend jeg i dag - i det mindste - ikke behøver ligge i sengen hele tiden. Håber jeg. I hvert fald er jeg forsøgsvist stået op.
Ane er taget til Middelalderfestival i Horsens - læs her - og jeg er alene hjemme. Indtil i morgen.
Jeg er konsekvent - og nu taler jeg om noget andet - 2-3 år efter alle andre m.h.t. DIMSER, især digitale, og TING SOM DIMSER KAN. Jeg er ikke fortrolig med iTunes, og jeg har ikke nogen iPod. Jeg har heller ikke (engang) en memory stick til min PC. Og selvom jeg har både trådløst tastatur og en mus (som jeg har fået foræret af min far), så bruger jeg ingen af delene. Og så videre.
Bare for at sige at: Resten af verden har forlængst overstået dét sjov, det ved jeg godt -- men for mig var det (for lidt siden) første gang: Jeg har klippet denne mini-bid ud af Mozarts "Tryllefløjten" (som Anne-Marie har fået mig til at lytte til), overført bidden til min nye mobil og lagt den ind som ringetone. Så - nu - når folk ringer til mig, klinger (eller klanger) Mozart ud i æteren. Så yndigt.
Og et tilbagefald: Kom til at bestille endnu en Zappa-CD, "Broadway The Hard Way". Som er den med "Jesus Thinks You're A Jerk":
Modtaget med posten i dag: "Roxy & Elsewhere". Og jeg har bestilt "The Complete Guide to His Music" via engelske Amazon. Bogen kostede kun GBP 0.91 + porto. Det var ok.
Har købt et eksemplar af "Cruising With Ruben & The Jets", som er fra 1968. Og som jeg ærligt talt sagtens, tror jeg, kunne have levet foruden. CDen er - som titlen siger - et slags cruise gennem det sang-univers, som Zappa voksede op med i 1950erne. Men zappask. Jeg var slet ikke født, da CDen udkom, og jeg føler ingen - med et fint ord - affinitet med ånden fra dengang, ungdomsoprøret eller hippie-bevægelsen -- eller Zappas gøren-grin med samme. Det siger mig ikke ret meget. Og CDen er i musikalsk henseende ikke særlig spændende. Skriver jeg efter (kun) tre gennemlytninger -- og på en onsdag. Det er - for sådan er det med Zappa - meget vel muligt, at jeg på en torsdag engang i fremtiden vil synes, at "Cruising ... " er et fantastisk album. I så fald - hvis det sker - skal jeg nok lade jer det vide.
Har biblioteks-lånt og lyttet til "Hot Rats" fra 1969, en virkelig god CD, som jeg afgjort bliver nødt til at eje. Første track er "Peaches En Regalia", som - men kun oppe i mit hovede - er Zappas kendingsmelodi. Hittet på CDen er "Willie the Pimp" med bl.a. Captain Beefheart og Jean-Luc Ponty.
Har købt "Burnt Weeny Sandwich", også fra 1969, men har endnu ikke fået lyttet til den.
Fordi jeg i stedet har lyttet til "The Grand Wazoo" (på samme dobbelt-CD) fra 1972. Som er den dér type rock-jazz-fusions-musik, som ingen normale mennesker lytter til -- men som, når den er god, kan gøre musikere helt vilde i varmen. Og i dette tilfælde (nok) især trommeslagere. Har kun hørt CDen et par gange, men planlægger ... o.s.v.
Har bib-lånt "Zoot Allures" fra 1976 -- som vistnok normalt ikke regnes for en af Zappas bedste. Måske. Men det kan jeg selvsagt være ligeglad med -- og faktisk er det hit på hit. På CDen. Hvoraf "Disco Boy" er det mest kendte, og min egen favorit er "The Torture Never Stops". Dén må jeg købe.
Og jeg har bib-lånt "Jazz From Hell" fra 1986. Som er den slags musik, kun zappafile særlinge lytter til. Hvis man hader jazz, vil man ultra-hade CDen -- og hvis man elsker jazz, vil man nok også hade den. For den lyder helt forkert. Og man bliver stresset af den. "Jazz From Hell" er - kan jeg ikke lade være med at tænke - quintessential Zappa, for CDen er et godt eksempel på det, der på én og samme tid er Zappas store styrke og hans (tilsvarende) svaghed. Eller -- lidt pænere: På det udfordrende ved Zappas musik. Nemlig det, jeg i mangel på bedre vil vælge at kalde hans - i musikalsk henseende - horror vacui, hans frygt for "tomme rum". Eller, altså: Hans frygt for stilhed. Der skal, tilsyneladende, hele tiden ske et eller andet, og hvis der er alt for langt mellem to toner, vil han straks (og på begavet manér) fylde noget ind-i-mellem. Med det resultat at hans arrangementer nogle gange kommer til at lyde som noget fra et Spike Jones-album. Lydmassiver. Man kan - som zappafile gør - beundre Zappas evne til at få tingene strikket sammen, hans kompositoriske geni o.s.v. -- men for alle os andre er det ikke altid lige nemt at holde af. Eller bare ud. I hvert fald kræver det et vist psykisk overskud.
Enkelte hurtige updates: Jeg har været på lynvisit i det vestjyske for at deltage i nogle filmoptagelser. Besøg Hjerl Hedes website her.
Jeg har modtaget min nye Zappa-dobbelt-CD, "Burnt Weeny Sandwich / The Grand Wazoo". Jeg vil - men tilbagelænet - bestræbe mig på kort at omtale Zappa-CDerne, efterhånden som jeg får dem (gen-)hørt -- og jeg er allerede kommet bagefter. Men altså.
Og: I toget på vej mod Jylland læste jeg "Djævelens kvint" til ende -- og begyndte straks derpå - for jeg havde også taget dén med i tasken - på bog nummer 2, "Tredje Ikaros". Den tredje Ikaros er (bogstaveligt) en tredje udgave af Brueghels berømte maleri, "Ikaros' fald" -- som også er originaltitlen, "De val van Icarus". Men faktisk, synes jeg, er den engelske titel bedre, "Landscape with the Fall of Icarus". Hvis man ikke på forhånd kender maleriet, tager det lidt tid, før man overhovedet får øje på Ikaros. Intet i maleriet peger i hans retning. Han får - i Brueghels vision - ingen opmærksomhed. Bonden i forgrunden er i færd med at pløje sin mark -- og han er fuldstændig ligeglad med anti-helten, der - spoiler - er ved at drukne (lige ud for skibet). Og det er selvfølgelig Brueghels moralske pointe: Ikaros stræbte for højt, for ved jorden at blive ... o.s.v. Og der er ikke noget heltemodigt eller beundringsværdigt ved mennesker, der stræber for højt. De vil falde pladask, for sådan er naturens orden -- og vi andre bør ikke belønne dem ved at ofre dem opmærksomhed, købe "Se & Hør" for at læse om dem, ønske at se dem optræde i underlødige talkshows. Eller lignende, Vi bør - burde - pløje vore respektive marker.
I Anne-Marie Vedsø Olesens roman har Seth, den egyptiske kaos-gud, en ganske anden indstilling til tilværelsen end Brueghel (havde) -- men han, Seth, beslutter sig alligevel for at erhverve sig maleriet. For det er, hvadenten man værdsætter Brueghels moralisme eller ej, et absolut mesterværk. Eller som det hedder på nu-dansk: Det er top dollars. Og Seth har tænkt sig at forære det væk som en gave. Mere om romanen her.
Pissesureugen er snart omme, og jeg har ikke fået skrevet ret mange pissesure indlæg. Hvilket - selvfølgelig - er pisseirriterende, bl.a. fordi jeg så må vente et helt år ... o.s.v.
Hvorfor skriver Chevalier i min nye Zappa-bog, som Gammelfar forærede mig, at Jean-Luc Ponty (frit citeret) "måske er det eneste menneske på jorden, som Zappa direkte hader" ... ? Uden at forklare sig yderligere. Er det rimeligt?
Anne-Marie havde fødselsdag i går - og The Jiggly Room ønsker til lykke -- og hvad fik hun? En mobiltelefon, der er næsten fuldstændig magen til min, som jeg lige har købt. Men hendes er flottere! Af guld ... du! Tjek ind og ønsk hende til lykke.
Barnaby blev aflyst på TV2 Norge - i fredags - p.g.a. en eller anden ligegyldig prisuddeling. Øv.
Vores sommerfuglebusk er ved at være afblomstret, og mit sommerfugle-tæmnings-projekt er i fare. Forbandede, foranderlige natur!
Posten var forsinket, men da hun endelig kom, havde hun mit ny-indkøbte eksemplar af "Crusing with Ruben & The Jets" med i tasken. Som er en af de Zappa-CDer, jeg slet ikke kender -- men bestilte, fordi Capac sagde, at jeg skulle. Eller, altså, foreslog.
Og derefter: Derefter tog Ane og jeg på shoppingtur. Ane købte noget tøj, og vi købte en ny kaffemaskine, en Moccamaster CD.
Og jeg købte en ny mobil-telefon, en Nokia 6131. Som overhovedet ikke var (eller er) den telefon, jeg egentlig havde tænkt mig at købe, bl.a. fordi den ikke har noget særlig godt kamera -- men da jeg stod med de forskellige modeller og sammenlignede, var det (alligevel) den, jeg bedst kunne lide. Nokia N73, som jeg på forhånd havde forelsket mig lidt i, havde (ude i virkeligheden) nogle meget irriterende, små taster.
Men altså: Ny Zappa-CD, ny kaffemaskine og ny mobil. Mit mobil-nummer forbliver det samme.
I dag - i bussen på vej til arbejde - lyttede jeg til "Willie the Pimp" fra "Hot Rats". Med bl.a. Jean-Luc Ponty -- som jeg næsten helt havde glemt. Da jeg var yngre, lyttede jeg en del til Ponty, "Civilized Evil", "Mystical Adventures" og "Cosmic Messenger". Besøg Pontys website her.
Egentlig skulle jeg blot indlevere min cykel hos cykelsmeden - for den led skade, da jeg styrtede - og på apoteket -- men så kom jeg også til at gå i TP Musik. Og jeg gik straks hen til hylden med Frank Zappa-CDer ... bekender jeg. Det gjorde jeg. Men jeg styrede mig. Faktisk tror jeg, at I ville have været stolte af mig -- som jeg sådan stod dér og beherskede mig. Og hvordan lykkedes det mig at komme ud af butikken? Jeg købte bare en hel masse andet:
En dokumentarfilm om Dario Argento, en CD med Prokofievs klaversonater, "The Bare Wench Project" (med bl.a. Julie Strain) - bror Lars, har jeg allerede set den? - og en stor boks med 10 CDer. Med opera. Når man åbner den, ser den således ud:
Den sidste DVD på billedet, det øverste, er "The Prairie Home Companion", som jeg købte i Blockbuster. Ane og jeg plejede at lytte til radio-showet, da vi boede i Chicago.
Lyder det dyrt? Det var det ikke. Under kr. 100,- for alt det nævnte -- og den billigste Zappa-CD kostede kr. 149,95. Så jeg har sparet - kan man sige - en halvtredser.
Og: Bagefter gik jeg på biblioteket og lånte følgende:
To guider til Wagners "Parsifal", "Sprængfarlig bombe" og "Man on Fire" -- og tre Zappa-CDer, "Jazz From Hell", "Hot Rats" og "Zoot Allures". Men det var ikke noget tilbagefald, tværtimod. Det var helt bevidst. Jeg tænkte, at det nok ville gavne, hvis jeg mindede migselv om - hands on - at jeg jo bare kunne nøjes med at låne.
Men altså: Andre ting! Jeg ved, at bl.a. Lars bekymrer sig, når jeg begynder - og det sker - at blive lidt ensporet.
Jeg er - åbenbart - helt ude af kontrol. M.h.t. Zappa. Og det er nu, fornemmer jeg, blevet pinligt, og jeg bør afholde mig fra at blogge mere om det. Og bare lade som ingenting. På den anden side: Selverkendelse, åbenhed og ærlighed er jo, siger man, første skridt på vejen mod helbredelse -- så derfor: Mit navn er Bo, og jeg er afhængig af at købe Frank Zappa-CDer. Tilsyneladende. Har netop bestilt endnu to, "Meets the Mothers of Prevention" og "You Are What You Is".
Frank Zappa er mest kendt for sine sjofle sange, "Bobby Brown Goes Down", "Titties & Beer" o.s.v. Cirka halvdelen af Zappa-kataologet, however, er ren instrumentalmusik, et mix af jazz og funk og klassisk. Og andet. Zappas forbilleder var folk som Varèse, Webern, Stravinskij og Ravel, og han ville, tror jeg, Zappa, gerne have været taget seriøs som moderne komponist. I højere grad end tilfældet var -- i hvert fald i USA, hvor man (som bl.a. Brian Eno har pointeret) helst kun må være én ting eller kun lave én slags ting, hvis man vil tages alvorlig.
Den fulde titel på CDen "The Perfect Stranger", som Gammelfar var så flink at sende mig, er "Boulez conducts Zappa - The Perfect Stranger". Titlen er en lille smule misvisende, for ud af CDens 7 tracks er kun de 3, nemlig "The Perfect Stranger", "Naval Aviation in Art?" og "Duprée's Paradise" orkesterværker, dirigeret af Boulez og fremført af Ensemble InterContemporain. De sidste 4 er værker for synclavier. "All material contained herein," skriver Zappa lidt dumt i noterne, "is for entertainment purposes only, and should not be confused with any other form of artistic expression." Dumt -- for som kunstner kan man trygt overlade det til andre at tale nedsættende om ens værk. Det bør man - altid - selv afholde sig fra, også selvom man (tror man) 'bare' er syrlig.
Men CDen hedder "Boulez conducts ... " -- for hvor må det have været en stjernestund for Zappa: At en decideret hotshot som Pierre Boulez ... o.s.v. Personligt - efter nu at have hørt CDen nogle gange - er jeg lidt skuffet over resultatet. Synclavier-værkerne er udmærkede, synes jeg, men orkesterværkerne - som mange musikskribenter på nettet også har fremført - hænger ikke rigtig sammen, og de lyder mest af alt som en slags øvelser. Prøv dét og prøv dét. Endvidere - men kun fordi dette er Pissesureuge, så jeg kan tillade mig at lufte mine egne idiosynkrasier - bryder jeg mig ganske enkelt ikke om det klangbillede (eller hvad-det-nu-hedder), som Zappa (ofte) dyrker i sine orkesterværker -- og som jeg (sikkert helt ude i hampen) associerer med Gershwin. Og den slags. Amerikanske. Som jeg ikke kan lide.
Men jeg vil lytte til CDen igen -- og med et åbent, vestjysk sind. For sådan er jeg heller ikke. Som man siger.
Hov. Og så kom jeg til at købe endnu en Zappa-CD, det vistnok - nu - femte album i denne måned. Bortset fra "The Perfect Stranger", som jeg jo helt ufortjent bare fik tilsendt. Nemlig "Cruising with Ruben & the Jets", som Capac - her - foreslog mig at lytte til. Jeg fandt den, et helt nyt eksemplar, meget billigt på eBay. For de matematisk begavede: Hvis jeg erhverver mig fem Zappa-albums om måneden, hvor lang tid vil det så tage mig at samle dem alle? Se diskografien her. Og et mindst lige så interessant spørgsmål: Hvor ofte vil jeg lytte til dem?
Det bør nævnes -- også selv om jeg ikke selv har tænkt mig at deltage. I denne weekend er der (så vidt jeg har forstået) Skanderborg Festival, og vi, Ane og jeg, kan sidde og vemodigt tænke tilbage på gamle dage ... o.s.v. Men: Der er også - også i denne weekend - Ringsted Festival. Og Toto er i byen. Hvilket - om ikke andet - fik mig til at huske, pludselig, at Toto: "Isolation" vistnok var den fjerde LP-plade, jeg nogensinde købte. Dengang jeg begyndte at købe plader. Den første var Spandau Ballet: "Parade". Kan I huske dem? Og et andet LP-minde -- apropos: Frank Zappa: "Guitar" fik jeg af min mor, fordi jeg havde fået 11 i historie. På gymnasiet. Jeg kom op i Cuba-krisen. Hun har altid været en progressiv rocker, min mor. "Guitar" indeholder bl.a. hittet "Sexual Harassment In The Workplace", som stadig er en af mine Zappa-favoritter. Det er denne her, her spillet på alto stick, som også Tony Levin spiller, som - hold fast - lige nu er på Skanderborg Festival. Sammen med Peter Gabriel. Det er helt vildt, som verden bare hænger sammen.
Helt for min egen skyld -- så jeg (måske) kan bevare overblikket:
***
DISKOGRAFI
Freak Out! (July 1966) (*) Absolutely Free (April 1967) (*) Lumpy Gravy (December 1967) We're Only In It For The Money (February 1968) (*) Cruising With Ruben & The Jets (November 1968) Uncle Meat (March 1969) Mothermania (April 1969) Hot Rats (15 October 1969) (*) Burnt Weeny Sandwich (December 1969) Weasels Ripped My Flesh (August 1970) Chunga's Revenge (23 October 1970) Fillmore East - June 1971 (August 1971) 200 Motels (October 1971) Just Another Band From L.A. (March 1972) Waka/Jawaka (5 July 1972) The Grand Wazoo (November 1972) Over-Nite Sensation (7 September 1973) Apostrophe(') (22 March 1974) Roxy & Elsewhere (10 September 1974) One Size Fits All (25 June 1975) Bongo Fury (2 October 1975) Zoot Allures (29 October 1976) (*) Zappa In New York (13 March 1978) Studio Tan (15 September 1978) Sleep Dirt (12 January 1979) Sheik Yerbouti (March 3, 1979) Orchestral Favorites (4 May 1979) Joe's Garage (19 November 1979) Tinseltown Rebellion (11 May 1981) Shut Up 'N' Play Yer Guitar (11 May 1981) You Are What You Is (September 1981) Ship Arriving Too Late To Save A Drowning Witch (May 1982) The Man From Utopia (March 1983) Baby Snakes (March 1983) London Symphony Orchestra vol 1 (9 June 1983) The Perfect Stranger (23 August 1984) Them Or Us (18 October 1984) Thing-Fish (21 November 1984) Francesco Zappa (21 November 1984) FZ Meets The Mothers Of Prevention (21 November 1985) Does Humor Belong In Music? (27 January 1986) Jazz From Hell (15 November 1986) (*) London Symphony Orchestra vol 2 (17 September 1987) Guitar (April 1988) You Can't Do That On Stage Anymore vol 1 (May 1988) You Can't Do That On Stage Anymore vol 2 (September 1988) Broadway The Hard Way (November 1988) You Can't Do That On Stage Anymore vol 3 (October 1989) The Best Band You Never Heard In Your Life (April 1991) You Can't Do That On Stage Anymore vol 4 (June 1991) Make A Jazz Noise Here (June 1991) You Can't Do That On Stage Anymore vol 5 (July 1992) You Can't Do That On Stage Anymore vol 6 (July 1992) Playground Psychotics (27 October 1992) Ahead Of Their Time (April 1993) The Yellow Shark (December 1993) Civilization, Phaze III (December 1994) Strictly Commercial (August 1995) The Lost Episodes (February 1996) Läther (September 1996)
Kom til at tage et kig på eBay -- og kom til at købe endnu en Frank Zappa-CD. Som faktisk er to CDer. Remastered.
"Burnt Weeny Sandwich" er fra 1969, og "The Grand Wazoo" fra 1972. Dominique Chevalier skriver om sidstnævnte, at den er "one of the most essential LPs in the whole Zappa catalogue [...] one of the pinnacles in Zappa's career".
Har nu bestilt to Zappa-CDer via engelske Amazon: "Roxy & Elsewhere" og "Them or Us", som begge var iblandt de albums, jeg havde på LP og lovede migselv - dengang - at genanskaffe på CD. Og "Roxy" er fra 1974 (da jeg var 3 år gammel), og "Them" er fra 1984 (da jeg var 13) -- og jeg tænkte ... Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg tænkte. Ud over at dét da trods alt var en form for sammenhæng. 1974 og 1984.
Bogen, jeg i dag modtog med posten, indeholder et godt essay af Zappa om komponisten Edgar Varèse, "Edgar Varèse, Idol Of My Youth. A Reminiscence And Appreciation". Jeg købte - vistnok sidste år - denne Gramophone-udgave af Varèses "Complete Works". Som hermed anbefales. Helt gratis.
En Frank Zappa-klassiker, "The Illinois Enema Bandit":
Optaget i Paris i 1980. Og blot for ligesom at lade min egen, sjælelige kompleksitets hastighed fornemme (fra arie til anus på under 5 sekunder): The Illinois Enema Bandit var en virkelig person. Zappa skrev sangen efter at have læst om ham i en avis -- og historien inspirerede også Gerard Damiano, manden bag "Deep Throat" til at lave denne film:
"Water Power" (1977), en ret bizar og sleazet film med Jamie Gillis i hovedrollen - og han spiller overbevisende - som "Enema Bandit". Det er, hvis man skal være meget venlig, Damianos "Taxi Driver". Læs mere om filmen her.
Fantastisk! En eller anden - som er Gammelfar, føler jeg mig ret sikker på - har anonymt (og flot pakket ind i gennemsigtig film) sendt mig en bog om Frank Zappa -- vedlagt et eksemplar af CDen "The Perfect Stranger". Som jeg lige nu sidder og lytter til. Tusind tak! Det var meget pænt af dig.
Bogen, Dominique Chevalier: "Viva Zappa", har en vældig fin gennemgang af diskografien -- og nu er jeg selvsagt nødt til at købe nogle af CDerne. Jeg mener: Pakken - i dag - kom jo som et tegn fra Vorherre. Hér kaldet Gammelfar.
Straks efter at jeg havde skrevet indlægget om Frank Zappa, sad jeg og tænkte to ting. Først - nummer 1 - kom jeg i tanker om min gamle matematiklærer, ham fra gymnasiet -- og hvordan han en gang i en time fortalte os om sin hustru, som - helt dybt godnat, syntes han - insisterede på at købe plader. I stedet for bare at låne dem på biblioteket. For kunne man ikke mene ... Jeg mener: Når jeg, som jeg skrev, kun i perioder er til Zappa, kunne jeg så eventuelt ikke bare nøjes med at låne nogle CDer? Når lysten melder sig? Det er et meget kedeligt og alt-for-voksent argument, jeg ved det godt -- men i hvert fald: Jeg kunne jo starte med at låne nogle titler. For at se - d.v.s. høre - hvilke, der var værd at investere i. Måske?
Og derefter - nummer 2 - tænkte jeg, at a) dér sparede jeg lige nogle penge, og b) at jeg straks måtte bruge nogle af dem. Og c) at hvis man - jeg - skal hengive sig - mig - til det undergravende, så kan man lige så godt gøre det rigtigt. Tage skridtet fuldt ud. Og få musikstykker er i slig henseende bedre - eller værre, alt efter temperament - end Strauss' opera "Salome" -- som jeg aldrig har fået købt. Eller havde. Nu har jeg bestilt et eksemplar af denne udgave -- dirigeret af Solti og med en granvoksen Birgit Nilsson i partiet som den purunge Salome.
Mere om operaen følger, så snart jeg har modtaget den med posten.
Jeg har altid - d.v.s. siden jeg første gang o.s.v. - haft et lidt mærkeligt forhold til Frank Zappa. I perioder får jeg meget ud af at lytte til ham, altså til CDerne -- og lige pludselig har jeg fået nok. Og der kan gå lang tid, inden jeg - i gåseøjne - genopdager ham. Bagefter. Formodentlig har det at gøre med det faktum, at Zappa - ligesom Zappas store forbillede, Edgard Varese - kræver et vist mål af psykisk overskud. Zappa er ikke easy listening. Men endnu vigtigere, tror jeg -- selv om jeg nok ikke helt ved, hvordan jeg skal udtrykke det: Zappas musik er ikke for purister. Eller for mig, når jeg er i puritan mode. Når jeg vil have - eller har brug for - rene linier. Frank Zappa er noget rod. På - i mit hovede - samme måde som f.eks. Robert Crumb er noget rod.
Men verden er jo rodet. Og Robert Crumb, som kunstkritikeren Robert Hughes har udtrykt det, er vor tids Goya. Min gode ven Peter fortalte mig engang, at han havde haft en musiklærer, ifølge hvilken der i musikhistorien kun havde eksisteret tre virkelige genier, nemlig Bach, Beethoven og Frank Zappa. Hvis jeg husker navnene korrekt.
Og -- og det var egentlig bare det, jeg ville sige: I disse dage har jeg lyst til at høre noget Zappa. Igen. Jeg har udrenset alle mine LPer, og jeg har kun én Zappa-CD på lager, "Overnite Sensation". Jeg vil købe nogle flere. Men hvilke? Og i hvilken rækkefølge? Forslag modtages gerne. Blandt top-kandidaterne er - indtil videre - "Zappa in New York", "Them or Us" og "Man From Utopia". Sidstnævnte (mest) fordi det var den første Zappa-plade, jeg ejede. På vinyl. Med omslag af Tanino Liberatore.
Paul Kelly: "Dumb Things" og Warren Zevon: "Frank & Jesse James". Van Morrison. Tom Waits -- noget fra "The Heart of Saturday Night". Frank Zappa: "Whipping Post". Elisabeth: "Hun danser en morgen" og "Ballerup Boulevard". Mary Chapin Carpenter: "The End of My Pirate Days".
Endnu en udmærket bogdag. Mit eksemplar af Niels Franks "Første person, anden person" var kommet - da jeg gik i boghandlen - og jeg har modtaget hele to bøger med posten, hhv. "Marquis de Sade - The Genius of Passion" og Charles Olson: "Letters for Origin". Førstnævnte bestilte jeg via abebooks d. 24. februar, så det tog altså ca. en uge. Sidstnævnte bestilte jeg d. 28. december 2005. Sløve padder. "Origin" (hvis du er nysgerrig) er - d.v.s. var - i øvrigt et lille litteratur-tidsskrift, grundlagt i 1951 af digteren Cid Corman. Og mens vi er ved det: I går modtog jeg to Robyn Hitchcock-CDer, vundet på eBay d. 20. februar. Sælgeren boede i Camarillo, viste det sig, og jeg kom straks til at tænke på Frank Zappa. "Is that a real poncho? I mean, is that a Mexican poncho or is that a Sears poncho?" Min bror er månedens link på humanisme.dk - og sørme, Niels-Arne har igen skrevet i sin blog. Niels-Arne, pas nu på at du ikke får skrivekrampe.
