På tredjedagen lykkedes det Ane og mig at komme igennem (osse) tredje og sidste akt af "Valkyrien", anden del af "Ringen". "Valkyrien" er lidt vanskeligere at genfortælle end "Rhinguldet", dels fordi man er nødt til at forstå konteksten eller baggrunden for at kunne forstå, hvad der rent faktisk sker - og det vises ikke, men synges - og dels fordi meget af handlingen foregår (eller hvad man nu siger) på det rent psykologiske plan.
Idet jeg minder om, at der er folk, der bruger hele deres liv på at filosofere over handlingen i Wagners ring-cyklus: Her følger et kort referat.
"Valkyrien" har fire hovedpersoner: Siegmund og Sieglinde, som er søskende, og Odin og valkyrien Brünnhilde.
"Rhinguldet" sluttede med, at den ene af kæmperne - Fafner - stak af med dværgens ring, og Odin og de andre guder flyttede ind i Valhalla, den himmelske borg. Fafner (der ikke medvirker i "Valkyrien") har nu forskanset sig ude i en skov, hvor han har forvandlet sig til en drage og sidder og ruger over sin skat. Ringen.
Dværgen (medvirker heller ikke i "Valkyrien"), som Odin og Loke ydmygede så groft og stjal ringen fra, er gået i gang med at samle sig en hær, så han kan gøre gengæld og angribe Valhalla. Han har ikke en chance mod Odins styrker -- men Odin lever i evig frygt for, at dværgen skal genvinde ringen, altså tage den fra Fafner, for så vil dværgen vinde. Den, der besidder ringen ... o.s.v. Lissom i "Ringenes Herre".
Problemet - Odins problem - er, at han er en gud, og en gud kan ikke så godt løbe fra sit ord. Og Odin lavede jo en deal med Fafner: Fafner fik ringen, og Odin fik Freja tilbage. Derfor kan Odin ikke selv bare gen-stjæle ringen -- og det kan de andre guder heller ikke, for de er alle del af den guddommelige orden, ligesom ethvert menneske er det, såfremt det har respekt for guderne. Faktisk er der kun én, der eventuelt ville være i stand til at stjæle ringen fra Fafner, nemlig et menneske fuldstændig uden respekt for Odin og al hans væsen. En helt fri mand.
Tæppe op. Første akt. Siegmund, der er en forfærdelig rebel, og som altid roder sig ud problemer, er på flugt efter sit seneste eventyr, og han jagtes af forfølgere. Helt kørt ned skvatter han om ved hr. Hundings hus, og Sieglinde, som er fru Hunding, finder ham og bringer ham til live. De to fatter straks sympati for hinanden. Det står hurtigt klart, at Sieglinde er ulykkelig i sit ægteskab med Hunding.
Da Hunding kommer hjem, viser det sig, at han - Hunding - har brugt hele dagen på at lede efter Siegmund. Han var en af forfølgerne. Gæstebuddet tvinger ham til at lade Siegmund overnatte -- men straks næste morgen, siger han, vil han duellere. Og han er ret sikker på at vinde, for Siegmund har ikke noget våben.
Da natten er faldet på, lister Sieglinde tilbage til Siegmund. Fire vigtige ting sker:
- De forelsker sig vildt i hinanden.
- Sieglinde fortæller, at en skummel vandringsmand (det var Odin) engang satte et sværd i det træ, der står ved huset -- og at ingen har kunnet tvinge det fri. Siegmund gør det og navngiver sværdet "Nothung". Nu har han et våben, og altså er duellens udfald ikke længere givet på forhånd.
- Det går op for Sieglinde og Siegmund, at de er søskende.
Tæppe ned
- De har sex med hinanden.
Tæppe op. Odin har skjult sig for konen, Frigg, men hun finder ham alligevel. Hun har hørt om den forestående duel, og hun forlanger af Odin, at han ikke hjælper Siegmund. Frigg er nemlig ægteskabets gudinde, og hun kan ikke acceptere, at Siegmund og Sieglinde - der ovenikøbet er søskende - får lov til at bryde den guddommelige orden. Sieglinde er jo gift. Odin forsøger at forklare Frigg, at han - ikke hun - kan se ud i fremtiden, og at han derfor ved, hvad der er nødvendigt (nemlig at Siegmund overlever) -- men Frigg er rystende ligeglad. Og til sidst må Odin modstridende give hende ret: Guderne kan ikke acceptere, at den guddommelige orden ikke overholdes. Siegmund er nødt til at dø.
Valkyrien Brünnhilde er ankommet, og Odin fortæller hende først, at hun skal hjælpe Siegmund -- men derefter at hun skal hjælpe Hunding. Det kan jo ikke nytte noget. Da Frigg igen er gået, indvier Odin Brünnhilde i sine kvaler, fortæller om frygten for dværgen o.s.v. Brünnhilde forstår, hvor meget Odin holder af den ugudelige Siegmund, og hvor meget han behøver ham.
Og derfor vælger hun helt på egen hånd at trodse Odins bud. Hun opsøger Siegmund (og Sieglinde, der af udmattelse er faldet i søvn -- de er på flugt) og advarer ham om duellens udfald; at han skal dø. Men da hun erfarer, hvor meget han elsker Sieglinde - så meget at han er villig til at give afkald på et efterliv i Valhalla for hendes skyld - beslutter Brünnhilde alligevel at hjælpe Siegmund.
Odin må ha anet uråd, for da Hunding endelig når frem til de to søskende, og duellen går i gang, dukker Odin op i tide til at overvære Brünnhildes forræderi. Han splintrer Siegmunds sværd, Hunding dræber Siegmund -- og Odin dræber Hunding. Brünnhilde flygter bort. Og hun tar Sieglinde med sig. Tæppe ned.
Tæppe op. Brünnhilde søger tilflugt hos de andre valkyrier -- men den rasende Odin er lige i hælene på hende. Inden han ankommer, når Brünnhilde at fortælle Sieglinde, at hun - Sieglinde - er gravid med Siegmunds barn. Hun overrækker hende resterne af det splintrede sværd, "Nothung", og siger til hende, at hun skal løbe bort og skjule sig i den skov, hvor Fafner regerer. Dér tør Odin ikke komme. Hun ber osse om, at Sieglinde navngir barnet Siegfried. Exit Sieglinde.
Odin ankommer. Scenen, der følger, er en af de mest rørende i hele fortællingen om ringen. I virkeligheden gjorde Brünnhilde jo blot, hvad Odin faktisk ønskede -- og det ved Odin godt. Men hun forbrød sig mod hans guddommelige vilje - den guddommelige orden igen-igen - og derfor er han nødt til at straffe hende. Han forbander hende, og forbandelsen lyder sådan: Hun skal falde i søvn og sove, og hun kan kun vækkes af en mand -- og den mand, der vækker hende, skal hun elske og ære som dødelig. Ligemeget hvem han er. Osse selvom han har vorter og lugter af tis. Brünnhilde appellerer til Odins gode hjerte, og til sidst går han med til trods alt at opsætte en forhindring: Klippen, hvorpå Brünnhilde skal hvile, vil blive omgærdet af frygtelige flammer -- så kun en virkelig helt tør gå igennem. På den måde holdes de værste skvat ude. Brünnhilde falder i søvn, Odin påkalder Loke - ild-guden - og flammerne rejser sig. Fortsættelse følger i den næste opera, "Siegfried".
