Jeg har en mistanke. Jeg skriver om den hér - blandt venner - i tiltro til, at det bliver mellem os. Jeg tror ikke, at Frank Zappas valg af Edgard Varèse som sit store, musikalske forbillede, udelukkende handlede om musik. Eller: At Zappas store fascination af Varèse kun handlede om Varèses musikalske kvaliteter. Jeg tror - og dette er min bekendelse - også, at det handlede om snobberi -- og snobberi af dén helt utålelige slags, som kun unge mennesker (og barnagtige voksne) hengiver sig til.
Zappa havde aldrig hørt om Varèse - for det var der stort set ingen, der havde - før han tilfældigvis læste om ham i et blad. Artiklen handlede ikke om komponisten, men om en pladebutik, og Varèse blev kun nævnt som et eksempel. Manden bag disken i butikken, stod der i artiklen, var så god til at sælge, at han endda kunne sælge en LP med musik af Varèse. Eller måske stod der, at det var det eneste, han ikke kunne sælge. Jeg har glemt det -- men det er også ligemeget. Pointen er, at Varèse blev fremhævet som noget MEGET EKSKLUSIVT, mærkeligt og elitært -- og Zappa, as the story goes, besluttede sig straks for, at den dér LP måtte han eje. Det lykkedes ham til sidst at finde den og købe den - den første LP, han nogensinde købte - og han spillede den for alle, der gad lytte. Eller som ikke kunne slippe væk.
Varèse kom for Zappa til at repræsentere - tror jeg - det dybt seriøse, musikalske selskab, som han, Zappa, gennem hele livet ønskede at blive en del af, men som han - af frygt for afvisning - i stedet skubbede fra sig. Bevidst eller ubevidst. Som Barry Miles ganske rigtigt bemærker i sin biografi om Zappa: Hvis man gerne vil høre et af sine klassiske værker opført af et respekteret orkester, skal man nok lade være med at navngive det "I Promise Not To Come In Your Mouth". Som Zappa i ét tilfælde gjorde. Rock-udgaven kan høres på CDen "Zappa in New York".
