The Jiggly Room

Føjet til Sade-samlingen:

Arthur Maria Rabenalt: "Theatrum Sadicum - Der Marquis de Sade und das Theater". Nummer 84 af 2000 nummererede eksemplarer, udgivet i 1963.

Der er gået vel rigelig meget SADE i bloggen på det sidste -- og det var egentlig ikke meningen. Jeg er, mine læsere, bevidst om min tendens til at gå i selvsving. Og der sker jo - trods alt - også andet i verden. For eksempel fik jeg i går - DEN 11. DECEMBER - et myggestik på min venstre hånd. Et myggestik! I december!

Men eftersom jeg nu - igen - er landet i sporet: Marquis de Sade er bedst kendt for sine romaner, men ud over romanerne skrev han også en lang række teater-stykker -- og det var dét, han allerhelst ville. Være berømt for. Sade elskede teatret, og han brugte uhyre summer på at privatopføre forestillinger, ofte med familiemedlemmer o.lign. som skuespillere. Han havde ikke meget held med at få opført sine egne stykker, men de er - dog - nu-om-stunder udgivet. I bogform.

Og i det hele taget: Der er ét ord, der bedre end noget andet karakteriserer Marquis de Sade, nemlig dette: TEATRALSK. Sade OPFØRTE SIG -- og han OPFØRTE SIG (efter evne) forskelligt, alt efter hvad der tjente ham bedst. I en given situation. Den eneste lyst i ham - fristes jeg til at skrive - som var større end lysten til TEATRET, var hans seksuelle lyst. Og det var dén, den sidstnævnte, som undertiden fik ham til - så at sige - at bryde sammen på scenen og falde ud af rollen. For eksempel rollen som god ægtemand og (ikke mindst) svigersøn. 

Det er, forekommer det mig, ret vigtigt at holde sig for øje - det dér med det teatralske - når man læser Sade. Han POSERER og deklamerer og regerer og gør véd, men det er lidt svært at gennemskue, om han - forfatteren - er enig med (eller i) det, han lader personerne gøre eller sige -- eller om han tværtimod gør nar. Det er - vil jeg stædigt fastholde - absolut muligt at læse hele Sade "perverse svineri" som én meget lang og meget grov vittighed. Af den sorteste art. Men ikke, selvfølgelig, hvis man ikke har sans for den slags sjov.

It's so elegant
So intelligent

Dagens dame er den helt uimodståelige, engelske skuespiller Cheryl Campbell:

-- som medvirkede (som Sandra McKillop) i forgårs-dagens (dagen forgår) afsnit af "Midsommer Murders", "Beyond the Grave". Campbell er, som det hedder på engelsk, an actress of considerable renown. Hun har været tilknyttet både The Royal Shakepeare Company og The Royal National Theatre, og hun har modtaget en Laurence Olivier Award for sin fortolkning af Nora i Ibsens "Et Dukkehjem". Hun har også - bl.a. - spillet Lady Macbeth og Blanche i "A Streetcar Named Desire".

Og hun har medvirket i en del engelske TV-krimier, heriblandt "Inspector Morse", "Miss Marple", "Foyle's War", "A Touch of Frost" m.fl.

I DRs nyhedsudsendelse kl. 21: "Danske sygeplejersker har fået blod på tanden" ... ?

Modtaget med posten i dag: Peter Brooks "Marat/Sade" fra 1967. På DVD. 

Dyr dag. Filmentusiaster, bemærk venligst: TP Musik Marked har netop nu tilbud på en række Bergman-film. Kr. 50,- pr. stk. eller tre film for kr. 130,- Købte selv - i dag - "Stilheden", "Persona" og "Det syvende segl". Og bagefter kom jeg til at gå i Blockbuster, hvor jeg også købte tre DVDer: "Kaptajn Alatriste", "Nat på museet" og Brd. Lund Madsens "Enden er nær". Som - den sidste - Ane og jeg lige har set. Showet var slet ikke på højde med forgængeren, "Mr. Nice Guy", men var stadig meget morsomt. Selvfølgelig.

Og THE KILL: Efterfølgende mødtes jeg med Ane, og vi gik i El-Salg og købte 1) en dims, 2) en anden dims, som (påstår producenten) kan holde edderkopper væk, og 3) en Le Klint-lampe. Nemlig denne her. Bare en anden af slagsen.

Dagens billigste indkøb - også i TP - var denne CD:

-- med musik af Josef Matthias Hauer. Kr. 10,- Elisabeth Klein indrømmer selv i cover-noterne, at hun - før ... o.s.v. - aldrig havde hørt om komponisten, og jeg føler derfor ingen skam ved også selv at bekende det samme. Men han lyder meget spændende -- både, altså, LYDER - musikken - og lyder. Hvad jeg indtil videre har nået at læse om ham.

Apropos min post om kong Valdemar: Søholmscenen har onsdag d. 21. marts premiere på morskabsstykket "Han vog Den kullede Greve", som er en fortsættelse - en sequel - til "Svend, Knud og Valdemar", skrevet af Jens Jager. Sidstnævnte stykke - qua Valdemar - havde klare forbindelser til Ringsted. Det nye stykke har endnu mere indlysende forbindelser til Skanderborg (hvorfra, dengang vi drog afsted), for det handler om Niels Ebbesen. Læs mere om "Han vog Den kullede Greve" her.

DR1 sendte mandag aften Det Danske Teaters opførelse af P.O. Enquists "Fra regnormenes liv" -- med Karen-Lise Mynster i rollen som Johanne Louise Heiberg og Henrik Koefoed som H.C. Andersen. Jeg har - som vistnok tidligere nævnt - længe haft lyst til at læse Enquist. Jeg læser sjældent romaner, og jeg foretrækker generelt at læse forfatterskaber. Hvilket er givende, men tar tid. Men hermed - i fuld offentlighed - et løfte til migselv: Når vi er flyttet, vil jeg læse Enquist.

"Fra regnormenes liv" handler (bl.a.) om forholdet mellem Johanne Louise og Johan Ludvig Heiberg. Sidstnævnte, forfatteren til "Elverhøi", var i sin samtid - i en lang periode - en af det danske kulturlivs mest centrale personer. Fra midten af 1830erne begyndte hans stjerne imidlertid at dale, og han distancerede sig fra det publikum, han mere og mere kom til at betragte som en pøbel. I "Fra regnormenes liv" beskrives den konservative åndsfyrste som en ensom og desillusioneret mand, der tilbringer nætterne med at sidde og stirre på de evige, men kolde stjerner. Og Andersen som en overfølsom, men skarpsindig tøsedreng. Det Danske Teaters opførelse var god -- men det er svært, når man - d.v.s. jeg - hele tiden sidder og har Jørgen Reenberg, Ghita Nørby og Erik Mørk i tankerne. A hard act to follow.

Michaela har venligt gjort mig opmærksom på dette arrangement:

PaniK-iMpro

Teatersportsgruppen "De Pletvis(t) Skarpe" kaster sig ud i et helt nyt koncept. Med groteske og umulige bud fra et aktivt og til tider drillesygt publikum bringes historien konstant på afveje. Skuespillerne er ude på glat is og prøver forgæves at få historien til at give mening ... hvilket altid lykkedes i sidste ende ... måske!?

Onsdag d. 15. november 2006, kl. 20.00 (dørene åbner kl 19.30).
Kælderen under Restaurent Martins, Mejlgade 14, Århus C.

Mere her.

Ane og jeg var i aftes i Skanderborg Kulturhus for at se en opførelse af "Svend, Knud og Valdemar".

Til oplysning:

Den rigtige historie lyder sådan her, citeret efter Wikipedia: Valdemar den Store, søn af Knud Lavard og Ingeborg, dansk medkonge fra 1154 og enekonge fra 1157-1182. Valdemar, som blev født blot 8 dage efter at faderen, Knud Lavard, var blevet myrdet, voksede op hos Asser Rig sammen med dennes sønner Absalon og Esbern Snare. Under stridighederne om retten til tronen mellem Svend 3. Grathe og Knud 5. sluttede han sig til Svend, som i 1147 gjorde ham til hertug af Slesvig. I 1154 skiftede Valdemar over på Knuds side og forlovede sig med hans halvsøster Sofie. Han blev konge i Jylland 1157 ved rigets deling mellem Svend, Knud og Valdemar og enekonge samme år, efter at Knud blev dræbt under det såkaldte "blodgildet i Roskilde". Det lykkedes Valdemar at undslippe, og efter at have samlet en hær slog han Svend på Grathe Hede og var nu enekonge. Se evt. osse dette Venderleksikon.

Lystspillet "Svend, Knud og Valdemar eller Kongemordet i Roskilde eller Slaget på Grathe Hede", "et historisk, romantisk Udstyrsstykke i 5 Changementer med indlagte Sange", er oprindeligt skrevet af Peter Fristrup og blev første gang opført på Nørrebros Teater i 1887. Fristrup var søn af en bogbinder og egentlig uddannet fotograf, men han slog sig i stedet tidligt på skriveriet og leverede mange stykker til de københavnske teatre.

Der findes en ret fantastisk tv-udgave af lystspillet, vistnok lavet i forbindelse med Jytte Abildstrøms opsætning i Riddersalen engang i 1970erne.