The Jiggly Room

Det er blevet nat, det fryser udenfor, og TV2 Norge sender en romatisk jule-røver-historie med Jami Gertz fra "Still Standing". Med pirathår med røde striber.

Og nattens musik er Melanie Diener:

-- der synger Strauss. Online. Klik her og vælg "Tonträger".

Kunst handler om ting, som er ret uhåndgribelige og svære at tale præcist om -- og det, den slags, er i sig selv en smule angstprovokerende. Og intellektuelt provokerende. Selvfølgelig.

Kunstkritikere - inden for alle genrer - taler ofte meget om TEKNIK -- og det er både forståeligt og ok. For mig. Teknikken er nemlig en af de ting, vi - med hensyn til kunst - faktisk KAN tale om.

Min egen holdning til spørgsmålet om teknik er forholdsvis usofistikeret; Teknik er - for en kunstner - vigtig, for så vidt som teknisk kunnen øger ens muligheder for udtrykke sig. For at kunne gøre noget, er det nødvendigt at kunne gøre det -- og det er derfor (i det mindste) en god idé at øve sig i at kunne gøre forskellige ting. At skrive på forskellige måder, synge på forskellige måder, male, tegne, spille skuespil o.s.v. Man vil opdage, føler jeg mig overbevist om, at ens kunstneriske rum udvider sig.

Teknikken er ofte - måske altid - en nødvendig betingelse for frembringelsen eller opførelsen af et kunstværk. Men: Det er ikke teknikken, der gør kunstværket til kunst. Det er noget andet, som vi - som skrevet - ikke rigtig kan tale om. Ikke uden lynhurtigt at begynde at vrøvle.

Når nogle kunstkritikere, som det sker, gør spørgsmålet om teknik til et kriterium for, om der er tale om god eller dårlig kunst, så skyldes det, tror jeg, den dér angst. Som jeg nævnte. Plus en portion intellektuel forfængelighed.

Hvis man, som jeg har for vane (og det er derfor, jeg skriver dette indlæg), læser opera-CD-anmeldelser på nettet, vil man undervejs og igen og igen støde på en masse fag-udtryk og snak om DIKTION og "flutter" og den slags. Kan han/hun synge rent? Hvor stort er hans eller hendes register? Hvordan er den franske udtale? Eller den tyske? Eller den italienske?

Men det gælder om opera, fuldstændig som det gælder om alle andre kunstarter, at det ikke - ultimativt - er teknikken, der gør DET. Nogle kunstnere kan kun én ting, d.v.s. deres register er forsvindende lille, men den ene ting, som de kan, er RIGTIG. Tænk på Johnny Cash. Tænk på Nico. Det er bedre - polemisk sagt - at have (d.v.s. kunne) ét udtryk, som er RIGTIGT, end at have (d.v.s. kunne) utallige, hvoraf ingen er noget værd. Kunstnerisk betragtet. Men det er stadig en god idé at øve sig.

Sidder og gør mig slige tanker, fordi jeg - efter at have hørt CDen tre gange - ikke rigtig kan forlige mig med Dawn Upshaw, som hun lyder på "Voices of Light":

Rent TEKNISK er der vist ikke meget at komme efter. Alt er, som det skal være, og det er altsammen meget imponerende. Men hendes stemme er for ren. Hun er - havde jeg nær skrevet - FOR dygtig. For øvet. Måske er det bare mig, der endnu ikke er korrekt TUNET IND -- men det, altså, er mit umiddelbare indtryk. Jeg tror ikke, at Upshaw - apropos Lenores spørgsmål forleden - nogensinde har så meget som overvejet at få sig en tatovering. Sådan lyder hun ... Hvis det giver nogen mening. På denne CD.

Hvorimod Melanie Diener - for at komme FULL CIRCLE - har. Tror jeg.

Det var søreme ikke ret længe, VKO kunne holde sammen på de 90 mandater. Men 90 er jo selvfølgelig også ret mange. Egentlig. Når man tænker på, hvor svært det kan være at få bare en lille håndfuld ansatte eller familiemedlemmer eller slagterlærlinge til at gå i takt. Spændende.

Dagens musik er Strauss' "Ariadne", som lå og ventede i postkassen, da jeg kom hjem fra arbejde. Ariadne er - egentlig - hende her. Men mere om operaen følger. 

Og dagens (hygge-)læsning er Niels Lillelunds "Bibendum", som handler om MORD BLANDT VIN-NØRDER. Jeg arbejder nemlig - nu - tæt sammen med en af slagsen, ham hér, så jeg vil godt lige vide ... Og så videre. Og hvad jeg eventuelt kan gøre for at gardere mig. 

Der er mange glæder forbundet med at være sådan en, der lytter til klassisk musik -- og iblandt dem er (og det skal absolut ikke forklejnes), at man på det nærmeste kan få CDer kastet i nakken. Næsten gratis. Gode og spændende TING -- og ikke kun skrattende radio-optagelser fra 1940erne.

Vundet på nettet i dag:

Strauss: "Ariadne auf Naxos", dirigeret af Levine.

Og Dawn Upshaw: "Voices of Light". And she ain't kidding. Dawn Upshaw synger, som om hun var (blevet) berørt af en engel.

Jeg læser hos Mostly Opera, at Gudrun Wagner er død. Næste leder af Bayreuth bliver formodentlig Katharina Wagner:

-- som da også - i hvert fald på ovenstående foto - ser meget wagnersk ud. På den blonde, sortklædte måde. Og med kløer.

Læs Mostly Operas doku-soap om "The Bayreuth Succession" her. 

Jeg har i den forløbne tid lyttet meget til Zappa, og jeg har lyttet en hel del til Strauss. Og hvad har Zappa og Strauss til fælles? De har dét - bl.a. dét - til fælles, at 1) deres musik er krævende. Den er SVÆR. Teknisk svær at spille og synge -- og af og til en smule udfordrende for lytteren. Og 2) at CDerne skal SKAFFES, og at de koster. Penge.

Men nu: Et indlæg om noget STIK MODSAT -- nemlig (om) Arthur Durkees musik. Jeg ved absolut intet om manden, men jeg faldt på et tidspunkt tilfældigt over hans website. Fotografierne er forholdsvis hæslige, synes jeg, og det samme er malerierne. Collagerne er bedre.

Men: Min mp3-afspiller er i disse dage FYLDT UD med Durkees musik. Jeg har downloadet mere end 550 MB fra sitet -- og musikken (i modsætning til Zappa og Strauss) gør sig bemærket ved 1) at være - altså - fuldstændig gratis. Man kan bare tage, hvad man vil have, og man behøver ikke engang lette røven ud af sædet. Og 2) den er helt, helt enkel. Og nem.

Jeg ved dårligt nok, hvad jeg taler om -- men det skal ikke stoppe mig. Så jeg skriver: At Durkees musik er af den slags, som enhver bare nogenlunde behændig MUSIKER-TYPE ville kunne producere i timevis af. Uden at få sved på panden. Men hvem GØR DET? For det er jo dét, der tæller: At gøre det. Og ikke bare snakke om det. Det gør Durkee.

Musikken - i hvert fald den musik, jeg har downloadet - minder en hel del om Enos "Music For Films" -- som ikke er musik, der er lavet til bestemte film, men musik, der er LAVET som filmmusik. Til imaginære film.

Det, der karakteriserer filmmusik - med Enos ord - er, at alt det, der sædvanligvis er vigtigt, fordi det udgør 'kroppen' i musikken, helt mangler. Filmmusik er noget mærkeligt, flydende ornamentik. Med mine ord.

Og netop sådan lyder Durkee. Nu til aften gik jeg en tur -- hér:

I det grønne mørke. Mens jeg lyttede til Arthur Durkees "Transit II". Og det var en god oplevelse.

Jeg kan ikke komme i tanker om nogen-som-helst grund til, at du IKKE skulle gøre det -- så jeg synes, du skulle. Downloade noget af hans musik.

Her er en liste over de bedste operaer, der nogensinde er skrevet -- ifølge Jakob Levinsen:

*** 

Louis Andriessen: "De Materie" ("Materien")

Bela Bartók: "Hertug Blåskægs borg"

Alban Berg: "Wozzeck"

Alban Berg: "Lulu"

Georges Bizet: "Carmen"

Philip Glass: "Einstein on the Beach"

W. A. Mozart: "Don Juan"

W. A. Mozart: "Cosí Fan Tutte"

W. A. Mozart: "Tryllefløjten"

Giacomo Puccini: "Madame Butterfly"

Poul Ruders: "Tjenerindens fortælling"

Richard Strauss: "Die Frau ohne Schatten" ("Kvinden uden skygge")

Igor Stravinskij: "The Rake's Progress" ("Lastens vej")

Giuseppe Verdi: "La Traviata"

Giuseppe Verdi: "Aida"

Giuseppe Verdi: "Falstaff"

Richard Wagner: "Tristand og Isolde"

Richard Wagner: "Valkyrien"

Richard Wagner: "Siegfried"

*** 

Til inspiration i forbindelse med ønskesedlen. 

Mostly Opera - og tak for det - har givet tre bud på gode indspilninger af "Elektra":

Solti / Nilsson:

Böhm / Borkh:

Og Sinopoli / Marc:

Åh, alle disse valg! Jeg har en Solti-(og-Nilsson)-"Salome"-udgave, men jeg har også en Böhm-udgave. Bør jeg så - også - have både Soltis og Böhms "Elektra"? For balancens skyld ... ?

Jeg tror, jeg vil starte med at bestille de tre udgaver på biblioteket. Så jeg kan TJEKKE DEM UD. Sinopoli-CDen er i øvrigt - af en eller anden grund - meget dyr. På engelske Amazon. 

Anne-Marie er ganske snart på vej til Hamburg for at overvære denne opførelse af Richard Strauss' (vel nok) mest UDFORDRENDE opera, "Elektra".

Jeg har tidligere skrevet - her i bloggen - om mit eget, lidt anstrengte forhold til "Elektra". På det seneste har jeg lyttet en del til de to forskellige udgaver af "Salome", som jeg for et par måneder siden erhvervede mig -- og måske er tiden inde til at give "Elektra" endnu en chance. Tænker jeg. Har spurgt Mostly Opera hvilken indspilning, der er den bedste.

Aftenens film: "Nat på museet". Som var sjov nok. Til en torsdag. 

Dagens kulturberigelser:

1) Peter Nielsen har meget venligt sendt mig et eksemplar af Stig Sæterbakkens roman "Selvbeherskelse" -- som netop er udkommet. Og som Peter har oversat til dansk. Tak for det! Ankom i dag. Mere om bogen følger, så snart jeg har fået den læst.

2) Jeg har modtaget endnu to Zappa-CDer, hhv. "You Are What You Is" og "FZ Meets the Mothers of Prevention".

3) Ringsted Bibliotek sælger ud:

-- og også af CD-samlingen:

Jeg tænkte på Capac, mens jeg sad og rodede i kasserne. Der var mange CDer - og til kun kr. 5,- pr. stk. - men jeg kendte ingen af dem. Eller stort set ingen. Købte (til Ane) en CD med William Shatner -- og gjorde et kup. Synes jeg da selv, også selvom jeg lige (som omtalt her i bloggen) har investeret i en anden udgave af samme. Fandt denne version af Strauss' "Salome". Dirigeret af Böhm. En dobbelt-CD. Til kr. 5,-

-- träumte ich lang. I forlængelse af to tidligere indlæg, dels mit foregående om Nina Stemme og dels dette, hvori jeg henviste til Classical CD Guides forslag til de ti operaer, man bør starte med at købe:

Hvis man gerne vil have et forholdsvis hurtigt og relativt smertefrit indtryk af, hvordan de mest berømte, kvindelige sopraner lyder, og hvor forskellige de er, og/eller af, hvor meget klassiske indspilninger kan variere -- og at det ikke bare er flueknepperi, når folk (som mig, når jeg lader mig gribe af en større ånd) bruger tid på at diskutere - helt seriøst - hvilken indspilning, der er den bedste. Jimi Hendrix' forskellige indspilninger af "Purple Haze" lyder heller ikke ens. Der er forskel på den udgave, man kan høre på "Jimi Plays Berkeley", og den, man kan høre på "Live at Woodstock". Det samme - fuldstændig det samme - gælder m.h.t. indspilninger af klassisk musik.

Men hvad jeg ville sige: Hvis man ... o.s.v. Så foreslår jeg, at man - du - går på biblioteket og låner en stak forskellige indspilninger af Richard Strauss: "Vier letzte Lieder" ("Four Last Songs"). De fire sange er hhv. "Im Abendrot" ("I aftenrøde") med tekst af Joseph Eichendorff og "Frühling" ("Forår"), "September" og "Beim Schlafengehen" ("Ved sengetid"), alle tre med tekst af Herman Hesse. Ham med "Steppeulven".

Strauss komponerede de fire sange i 1848, da han var 84 år gammel. Han døde i 1849. Sangene hænger tematisk sammen - de handler alle om døden - men de er komponeret uafhængig af hinanden, og hvis man har virkelig dovne ører, kan man udmærket nøjes med at lytte til en enkelt eller to.

Der er mange indspilninger af vælge iblandt. Her er nogle af dem:

Bror Lars forærede mig engang denne:

-- en meget berømt indspilning med Elisabeth Schwarzkopf. Som er fantastisk.

Her er en udgave med Barbara Hendricks:

Og her er Kiri Te Kanawa:

Her er Jessye Norman:

Her er Cheryl Studer:

Her er Lisa Della Casa:

Her er Soile Isokoski:

Her er Barbara Bonney:

Og her er Michaela Kaune:

Og så er der altså også Nina Stemme.

To spørgsmål:

1. Hvor helt kanon er det at hedde Stemme, nemlig sopran Nina Stemme, når man er svensk, kongelig hofsanger? Ret kanon.

Og 2. Hvor meget sex er der i dét cover? Ret meget sex.

Den CD bliver jeg nok nødt til at eje.

Nå. Jeg har lovet - endda flere gange - at holde lidt inde med al min snak om opera. Men jeg løj. Åbenbart. Jeg er en løgner.

For: Det er fredag, og det regner. I hvert fald i Ringsted. Alting føles lidt tungt -- og hvad er da mere opkvikkende end et godt mix af religion, liderlighed, jalouisi, sårede egoer, selvmord, incest, smattet blod og en halshugning? Og en knust kvindekrop. Ikke en Fulci-film, nej, men "Salome". Her følger et kort handlingsreferat:

Herodes, ham fra "Bibelen", holder kom-sammen. Fru Herodes, Herodias, er med, og Herodias unge, smækre datter, Salome, er med. Hun er Herodes sted-datter. Og en flok jøder. De er også med.

Udenfor står to soldater vagt. Den ene, Narraboth, er forliebt i Salome -- og han har fået til opgave at holde øje med Johannes Døberen, også ham fra "Bibelen", som i operaen hedder Jokanaan. Men han, Narraboth, står bare og glor på Salome, som han kan se inde i paladset.

Salome er - derinde - blevet så træt af stedfaderens, Herodes', sjofle blikke, at hun beslutter sig for at gå ud -- og hun kommer netop i tide til at høre Johannes Døberen, der sidder i sin celle og synger om Kristi komme. Hun bliver med det samme betaget af Johannes, og hun overtaler Narraboth - der er et for let offer, for han er jo varm på hende - til at lukke ham ud, så hun kan få ham at se og tale med ham. Altså Johannes.

Da Johannes er kommet ud, forsøger Salome at forføre ham -- men Johannes er helt kold. Narraboth, til gengæld, bliver så syg af jalouisi og alskens dårligdom, at han begår selvmord med sit eget sværd.

Herodes, Herodias og følge kommer ud, og Herodes - helt bogstaveligt - glider i Narraboths blod. Johannes Døberen bliver igen spærret inde, og Herodes gør igen tilnærmelser til Salome. Han byder hende - incestuøst - en bid af en frugt, fordi han, som han siger, bagefter selv vil sætte læberne, hvor hendes har været -- og Herodias, måske forståeligt, er godt muggen.

Situationen tilspidses: Johannes har sagt grimme ting om Herodias, og hun forlanger af Herodes at få at vide, hvorfor han ikke har overgivet fangen til jøderne. De andre gæster, jøderne, begynder at argumentere -- til Herodes til sidst - for at få alle til at tænke på noget andet - beder Salome om at danse for dem. Et uvejr er på vej, kan han mærke, og Salomes dans vil afværge det.

Men Salome vil ikke danse, heller ikke selvom Herodes lover hende forskellige former for belønninger -- indtil hun får Herodes til at indvillige i, at han efterfølgende vil opfylde et hvilket som helst ønske, hun måtte fremsætte.

Og så danser hun de syv slørs dans.

Hendes ønske, da dansen er færdig, er at få Johannes Døberens hoved på et sølvfad. Herodes er rædselsslagen ved tanken, men Herodias synes, det er en kanon idé. Efter lidt ophedet debat giver Herodes til sidst efter og sender en bøddel ned for at halshugge Johannes.

Salome venter utålmodigt og eksploderer nærmest af triumf, da bøddelen vender tilbage. Med hovedet. Hun samler det op, flammende af betændt liderlighed - det var manden, der afviste hendes erotiske tilnærmelser - og kysser de døde læber.

Herodes, resignerende, indsér, at også Salome må dø. Han giver ordre til sine soldater, som knuser hendes krop med deres skjolde.

Læs mere om Johannes Døberens død her.

Ikke et indlæg om opera, igen -- men om at jeg elsker Amazon. Det er nemt, det er billigt, det er sikkert, og det er hurtigt. Det var i forgårs, jeg bestilte et eksemplar af "Salome" -- og i dag ankom CD-boksen med posten. Forsvarligt pakket ind. Ingen bøvl. "Salome" var - så at sige - en af Amazons egne. Jeg købte CDen af Amazon, og derfor gik det så hurtigt. Normalt finder jeg mine ting og sager i "Used & new"-sektionen, hvor andre butikker og privatpersoner kan sætte bøger og CDer o.s.v. til salg -- og underbyde Amazon. Når jeg køber af tredjemand, går der som regel et par dage ekstra. Men jeg har til dato aldrig nået at blive utålmodig. Amazon rules.

Ha! Og her er en kanon-god arkade-spils-udgave af Strauss' opera:

Opdateret: "Salome" er på flere måder en monster-opera. Opførelsen - i max-udgaven - kræver et monster-stort orkester, og (navnlig) Salomes parti er monster-svært og krævende at synge. Men netop fordi operaen er så svær at have med at gøre, egner den sig fortrinligt til at imponere vennerne med -- og det er måske en af forklaringerne på, at der faktisk findes en hel del indspilninger af værket. Alle de vigtigste er omtalt her.

"Salome" er fra 1905. I 1909 kom Strauss' næste opera, "Elektra", som var så (for at fastholde ordet) monstrøs og moderne, at også komponisten selv blev forskrækket -- hvorefter han søgte tilbage til mere sikker grund. Og skrev "Rosenkavaleren" (1910).

"Elektra" er "Salome" på syre. Plat sagt. Omend plottet selvfølgelig er et andet. Jeg har det - og jeg er ikke alene - lidt vanskeligt med "Elektra", ikke kun fordi operaen slider på nerverne (og det gør den), men i særdeleshed fordi mit eksemplar - altså den udgave af operaen, som jeg ejer på CD - er oven-i-købet-en-dræber. Jeg forsøgte at lytte til den i dag, men jeg kunne dårligt holde det ud -- og halvvejs igennem gav jeg op. Det er en live-optagelse fra 1950, dirigeret af Dimitri Mitropoulos -- og jeg gav (vistnok) kr. 30,- for boksen. Med hele operaen på 2 CDer. Elektra synges af Anny Konetzni, som forsøger, men uden held, og allerværst er Daniza Ilitsch i partiet som Chrysothemis. Synes jeg. I sine hæsligste øjeblikke lyder hun præcis som Vera Gebuhr (som fru Janzen) i "Et døgn uden løgn". Og det er ikke rart.

Straks efter at jeg havde skrevet indlægget om Frank Zappa, sad jeg og tænkte to ting. Først - nummer 1 - kom jeg i tanker om min gamle matematiklærer, ham fra gymnasiet -- og hvordan han en gang i en time fortalte os om sin hustru, som - helt dybt godnat, syntes han - insisterede på at købe plader. I stedet for bare at låne dem på biblioteket. For kunne man ikke mene ... Jeg mener: Når jeg, som jeg skrev, kun i perioder er til Zappa, kunne jeg så eventuelt ikke bare nøjes med at låne nogle CDer? Når lysten melder sig? Det er et meget kedeligt og alt-for-voksent argument, jeg ved det godt -- men i hvert fald: Jeg kunne jo starte med at låne nogle titler. For at se - d.v.s. høre - hvilke, der var værd at investere i. Måske?

Og derefter - nummer 2 - tænkte jeg, at a) dér sparede jeg lige nogle penge, og b) at jeg straks måtte bruge nogle af dem. Og c) at hvis man - jeg - skal hengive sig - mig - til det undergravende, så kan man lige så godt gøre det rigtigt. Tage skridtet fuldt ud. Og få musikstykker er i slig henseende bedre - eller værre, alt efter temperament - end Strauss' opera "Salome" -- som jeg aldrig har fået købt. Eller havde. Nu har jeg bestilt et eksemplar af denne udgave -- dirigeret af Solti og med en granvoksen Birgit Nilsson i partiet som den purunge Salome.

Mere om operaen følger, så snart jeg har modtaget den med posten.

Har genoptaget mit ryd op i dit liv-projekt og koncentrerer mig for nuværende om papir. Gamle kvitteringer, bankudskrifter, postkort, kopier og notater - og bøger. Hvor mange bøger har et helt almindeligt menneske egentlig brug for? Nogle ryger (nu) til genbrug, og andre - de bedste - blir sat til salg på QXL. Tjek mine auktioner her. Modtog min Elektra-DVD med posten i dag. Vandt i går The Black Crowes: Lions. Som er fra 2001, altså klart post-1993.