Jeg er fortsat INDE på jobbet, så hér - som I kan se - har jeg ingen problemer. Men hjemme - på min private PC - er jeg UDE.

Jeg har skrevet til supporten og bedt dem udbedre problemet. Forhåbentlig vil de være i stand til at gøre noget ved det.

Indtil det sker, blogger jeg på min WordPress-blog, The Jiggly Room II, som har adressen http://gorzelak.wordpress.com/.

Vær venlig at bogmærke - også - WordPress-bloggen. Hvis du altså har lyst til at læse mine indlæg.

Feed-adressen er http://gorzelak.wordpress.com/feed.

-- og Bodils bror (som ikke bor dér) til Gyrstinge. For at vælge, fælde og hjembringe årets juletræer:

Her er det, vi valgte:

IN BONDAGE.

Der var mange mennesker, og de var allesammen glade -- og folk blev kørt rundt i hestevogne, og vi drak gløgg og så - bl.a. - et udstoppet vildsvin:

Og en sæl og en grævling og to rensdyr. Og levende, ikke-udstoppede høns.

Da vi havde fået træerne lastet, gik vi tur i Store Bøgeskov:

-- hvor vi fandt en nisse:

-- der sad i et hul.

Og efterfølgende tog vi tilbage og drak kaffe og spiste hjemmeavlede nødder, mens vi lyttede til Kathleen Ferrier. Denne CD.

Altsammen, som man kan se på fotografierne, i den smukkeste tåge. 

Opdateret: Læs om juletræs-stedet her.

Og nattens musik er Melanie Diener:

-- der synger Strauss. Online. Klik her og vælg "Tonträger".

Kunst handler om ting, som er ret uhåndgribelige og svære at tale præcist om -- og det, den slags, er i sig selv en smule angstprovokerende. Og intellektuelt provokerende. Selvfølgelig.

Kunstkritikere - inden for alle genrer - taler ofte meget om TEKNIK -- og det er både forståeligt og ok. For mig. Teknikken er nemlig en af de ting, vi - med hensyn til kunst - faktisk KAN tale om.

Min egen holdning til spørgsmålet om teknik er forholdsvis usofistikeret; Teknik er - for en kunstner - vigtig, for så vidt som teknisk kunnen øger ens muligheder for udtrykke sig. For at kunne gøre noget, er det nødvendigt at kunne gøre det -- og det er derfor (i det mindste) en god idé at øve sig i at kunne gøre forskellige ting. At skrive på forskellige måder, synge på forskellige måder, male, tegne, spille skuespil o.s.v. Man vil opdage, føler jeg mig overbevist om, at ens kunstneriske rum udvider sig.

Teknikken er ofte - måske altid - en nødvendig betingelse for frembringelsen eller opførelsen af et kunstværk. Men: Det er ikke teknikken, der gør kunstværket til kunst. Det er noget andet, som vi - som skrevet - ikke rigtig kan tale om. Ikke uden lynhurtigt at begynde at vrøvle.

Når nogle kunstkritikere, som det sker, gør spørgsmålet om teknik til et kriterium for, om der er tale om god eller dårlig kunst, så skyldes det, tror jeg, den dér angst. Som jeg nævnte. Plus en portion intellektuel forfængelighed.

Hvis man, som jeg har for vane (og det er derfor, jeg skriver dette indlæg), læser opera-CD-anmeldelser på nettet, vil man undervejs og igen og igen støde på en masse fag-udtryk og snak om DIKTION og "flutter" og den slags. Kan han/hun synge rent? Hvor stort er hans eller hendes register? Hvordan er den franske udtale? Eller den tyske? Eller den italienske?

Men det gælder om opera, fuldstændig som det gælder om alle andre kunstarter, at det ikke - ultimativt - er teknikken, der gør DET. Nogle kunstnere kan kun én ting, d.v.s. deres register er forsvindende lille, men den ene ting, som de kan, er RIGTIG. Tænk på Johnny Cash. Tænk på Nico. Det er bedre - polemisk sagt - at have (d.v.s. kunne) ét udtryk, som er RIGTIGT, end at have (d.v.s. kunne) utallige, hvoraf ingen er noget værd. Kunstnerisk betragtet. Men det er stadig en god idé at øve sig.

Sidder og gør mig slige tanker, fordi jeg - efter at have hørt CDen tre gange - ikke rigtig kan forlige mig med Dawn Upshaw, som hun lyder på "Voices of Light":

Rent TEKNISK er der vist ikke meget at komme efter. Alt er, som det skal være, og det er altsammen meget imponerende. Men hendes stemme er for ren. Hun er - havde jeg nær skrevet - FOR dygtig. For øvet. Måske er det bare mig, der endnu ikke er korrekt TUNET IND -- men det, altså, er mit umiddelbare indtryk. Jeg tror ikke, at Upshaw - apropos Lenores spørgsmål forleden - nogensinde har så meget som overvejet at få sig en tatovering. Sådan lyder hun ... Hvis det giver nogen mening. På denne CD.

Hvorimod Melanie Diener - for at komme FULL CIRCLE - har. Tror jeg.

Ellers - indtil videre - ikke meget nyt. I dag. Vi har haft besøg af Jehovas Vidner, to meget unge piger, som læste højt fra Bibelen og gav mig et eksemplar af "Vågn Op".   

Når man skal analysere et eller andet, skal man starte med at overfortolke helt vildt. Så kan man altid DELETE de allermest vanvittige ind- og udfald bagefter. Sagde han. Eller man kan overlade det til andre at gøre det. Der er ingen grund til at sidde og fedte med tingene.

Og jeg er helt enig.

Anne-Marie Vedsø Olesen har NOGET med dirigenter. Fornemmer jeg. I sidste uge havde hun et læserbrev i Weekendavisen. Desangående. Og i hendes nyeste roman, "Gudernes tusmørke", er den egentlige hovedperson - har jeg besluttet mig for, at han er - en dirigent ved navn Martin Seeber.

Martin Seeber er - i seksuel henseende - en sadist. Men bestemt ikke hæmningsløs. Han er kontrollerende. Der brænder en ild -- og så videre -- men han kan holde den tilbage, og han kan kanalisere den, f.eks. ind i musikken. I romanen er det Wagners "Parsifal", som i Vedsø Olesens udlægning er det modsatte af et gang-bang på borgen. (Læs bogen hvis De vil vide mere.) I stedet for - og jeg undskylder min plathed - at bruge den nedre stav, svinger Seeber dirigent-stokken (i bogen en fallos med endog universel, forløsende kraft), og han skaber stor kunst. På den måde. Det er det, der på freudiansk hedder sublimering.

Sublimering er en mægtig kultur-generator. Hvilken digter er det, der indleder en af sine bøger med ordene "Jeg elskede en pige ... " -- som han ikke fik. Men til gengæld skrev han disse digte ... ? Hvorimod den ikke-kanaliserede, eksplosive drift - i romanen kaosguden Seth - er destruktiv. Eller i bedste fald: Stagnation. Gentagelser af det samme.

Dirigenten er en autoritet, og Vedsø Olesen beskriver Martin Seeber som en sand, kunstnerisk patriark. En faderskikkelse. Qua dette blog-indlæg kan jeg - nu - heller ikke lade være med at se ham, det vil sige læse ham, som en Jesus-skikkelse -- hvad han i en vis forstand også er. I romanen. Han er ham, der afviser og besejrer Djævelen, og som opfylder profetien og dermed bringer NY ORDEN -- og så videre og så videre.

Og hvorfor i alverden skriver jeg dette indlæg? Dels fordi jeg sidder og småkeder mig lidt -- men også og ikke mindst for at sige, at oppe i mit hovede (for hvordan skulle I ellers kunne vide det, hvis jeg bare holder mund) identificerede og identificerer jeg i nogen grad Seeber med ungarsk-fødte George Szell. Som er manden på billedet herover.

George Szell er en af mine absolutte yndlings-dirigenter -- uden at jeg i øvrigt ved voldsomt meget om ham. Men Szell - for mig - er indbegrebet af KONTROL. Szell havde styr på tingene. Hans indspilning af Beethovens 9. symfoni er formodentlig den bedste, der findes. Se om du kan finde en, der er lige så STRAM og præcis. I challenge you.

Szell er - var - den mindst kvindagtige dirigent, jeg kender. Og I ved, hvad jeg mener. Forhåbentlig. Han kunne godt lide god mad og dyre biler, og han holdt sig for det meste til DE TYSKE. Komponister, altså. Og langt væk fra de sødladne sydlændinge og andre perverse, unødigt udadvendte typer. Se en diskografi her.

Og: Jeg har hørt min nye Dawn Upshaw-CD, "Voices of Light", tre gange. Og jeg har været i Irma og i vores Bog & Idé, som hedder Flensborg, og jeg har været i vores lokale SEXSHOP, som hedder Afrodite. For at købe julekort. Og tro det eller lad være: Jeg havde faktisk aldrig været der før. Og jeg har været i Hos Morfar for at købe en burger og nogle fritter - som jeg nu har spist og har fortrudt, at jeg har spist -- og lige nu, mens jeg skriver disse linier, er der fyrværkeri over Kildemarken. Og "MythBusters". 

Og han er født i Gram. Så det er nok okay, at jeg skriver "satan". Ellers, Erling, undskyld. Jeg var meget imponeret.

Og nu har Berthelsen en-eller-anden model på besøg. Og hun er søreme ikke for knøw.