The Jiggly Room

I dag har Mørk Sjæl lært mig et nyt ord, "subspace", "a metaphor for the state the submissive's minds and bodies are in during a deeply involving [BDSM] play scene. Many types of BDSM play invoke strong physical responses. The mental aspect of BDSM also causes many submissives to mentally separate themselves from their environment as they process the experience. Deep subspace is often characterized as a state of deep recession and incoherence."

Begrebet "subspace", tillader jeg mig at formode, er UDVIKLET - kvikt - af "sub", som i denne sammenhæng er en forkortelse for "submissive". Og "space" af "head space".

Det er, synes jeg, et meget spændende ord. Det nærmest ryster - lad mig i stedet skrive SKÆLVER - (bi-)betydninger af sig: Noget med rum, ydre og indre, at være SPACED OUT, at være LANGT UDE o.s.v.

Jeg, som har lært alt, hvad jeg ved, af Charles Olson (og som har læst - i hvert fald - forordet til Carl Sauer-udvalget "Land and Life"), kan ikke lade være med - nu, hvor jeg kender begrebet - at tænke det GEOLOGISK.

"Sub" er latin og betyder (neden-)under. En "submarine" er en båd, der kan sejle under - sub - vand. Og det, der er "subconscious", er det, der er nedenunder det bevidste.

Et "subspace" er et rum, der er nedenunder et rum. En kælder. Eller et rum nedenunder det almindelige "space", som vi bevæger os i til daglig. Det vil sige: Et rum nedenunder jorden.

Jeg tænkte straks, da jeg læste beskrivelsen af begrebet, (også) på et andet begreb, nemlig "chtonisk" (eller "chthonisk") -- som kommer af det græske "khthonios", "af jorden".

Wikipedia skriver, at "the term Chthonian generally refer to Greek deities from hot infernal underground."

Subspace. Chthonian. Hot infernal underground. Helvede. Her er jo nok til en hel ph.d.-afhandling.

--- according to Frank Zappa. Fra "The Real Frank Zappa Book":

***

JUST FOLLOW THESE SIMPLE INSTRUCTIONS:

[1] Declare your intention to create a 'composition'.

[2] Start a piece at some time.

[3] Cause something to happen over a period of time (it doesn't matter what happens in your 'time hole' - we have critics to tell us whether it's any good or not, so we won't worry about that part).

[4] End the piece at some time (or keep it going, telling the audience it is a 'work in progress').

[5] Get a part-time job so you can continue to do stuff like this.

*** 

A person with a feel for rhytm can walk into a factory and hear the machine noise as a composition. If we expand that concept to include light, behaviour, weather factors, moon phases, anything (whether it's a rhytm that can be heard or a rhytm that is perceived, i.e., a color change over time - or a season), it can be consumed as music.

If it can be conceived as music, it can be executed as music, and presented to an audience in such a way they will perceive it as music ...

*** 

Eller - altså - poesi. Som Charles Olson skrev: "Which is why the man said, he who possesses rhythm, possesses the universe." 

Jeg er som et siv i vinden -- helt uden rygrad. Efter at jeg i går aftes havde bestilt et eksemplar af Paz' "An Erotic Beyond: Sade" via engelske Amazon, klikkede jeg ind på Abebooks og bestilte - også - to andre Sade-relaterede bøger, hhv. Guy Endores roman "Satan's Saint" og Margaret Croslands biografi "Sade's Wife: The Woman Behind the Marquis". Og hvorfor? I'll tell you why: Fordi jeg - alene hjemme - lige havde siddet og set Polanskis filmatisering af "Dumas-klubben", "The Ninth Gate" -- som jo altså handler om bogsamlere. Og er fuld af flotte bøger.

Jeg skrev forleden om feticher -- og om min egen støvlefetich. Men jeg har også en bogfetich. Som Per Højholt engang forklarede mig, og jeg havde ingen problemer med at forstå, hvad han sagde: Man kan godt blive BOG-LIDERLIG. Man kan godt få det sådan, som han udtrykte det, at "NU VIL JEG FANDME SE BOG!"

Og sådan fik jeg det - altså - efter den dér film. Jeg har slet (slet slet) ikke råd til at være super-duper-bogsamler. Jeg mener: Førsteudgaver og/eller signerede eksemplarer og/eller sjældne manuskripter -- eller den slags. Men mindre kan også gøre det, synes jeg. Og pludselig kom jeg i tanker om, igen, at jeg faktisk er en bogsamler. Af en slags. Jeg samler på bøger om Charles Olson, f.eks., og jeg samler på bøger om Markis de Sade. Og nu ville jeg fandme se bog.

Det har været småt med Olson-indkøbene på det seneste -- men det er endnu længere siden, jeg har LAGT TIL Sade-samlingen. Og: Jeg har efterhånden erhvervet mig alle de 1) billige og 2) rimeligt billige Olson-bøger, så nu resterer de DYRE -- hvorimod der stadig er mange hyldemeter 1) billige og 2) rimeligt billige Sade-bøger. Derude.

Her er en side for bogsamlere.  

Hvilke bøger samler du på?

Jeg sidder og lytter til Frank Zappa: "Joe's Garage" -- som er den med "Catholic Girls", "Crew Slut", "Fembot in a Wet T-Shirt", "A Token of My Extreme", "Watermelon in Easter Hay" og - ikke at forglemme - "Why Does It Hurt When I Pee?" -- her udsat for hjemmevideo:

Stakkels pølse. Har jeg lyst til at skrive. Zappa, der selv havde gået på en katolsk skole, skrev "Catholic Girls", efter at han havde fået the Anti-Defamation League på nakken p.g.a. "Jewish Princess". Han, Zappa, var ikke specielt ude efter jøderne, men efter alle-og-enhver-uptight-stivstikker, som couldn't take a joke.  Endnu en hjemmevideo:

"Godt spillet," som Esteban ville ha sagt. 

For tiden er jeg optaget af Frank Zappa. Har I bemærket det? Jeg har lige siddet og læst Antons blog-indlæg om "At opdage rockmusik" -- and it got me thinking. Jeg mener: Folk er jo forskellige, og folk har forskellige MÅDER. Min måde, når jeg kaster mig over et eller andet, en forfatter eller en komponist, er at blive GLUBENDE. Som måske - i denne sammenhæng - bare er et andet ord for manisk. Jeg læser aldrig én bog af forfatter, jeg læser flere. Helst, hvis det er muligt, læser jeg dem alle -- og gerne i streg. Hvorefter jeg for en stund forlader mit måltid og kaster mig over noget andet -- for sidenhen at vende tilbage. Således f.eks. med Charles Olson.

Jeg ved ikke, om min facon er bedre end andre(s) -- men det er den næppe. I hvert fald er ulemperne jo ret indlysende: De koster mig en masse penge - alle bøgerne og CDerne o.s.v. - og jeg kommer (tit og ofte) til at fremstå som en noget énsporet person. Eller, altså: Det bliver lidt for tydeligt, at jeg er det. Ensporet. Tit og ofte.

Der er et trick, man kan gøre -- eller foretage. Eller udføre. Eller hvad-det-nu-hedder. Når man maler. Jeg mener: Hvis man er kunstmaler eller hobbymaler, og man er kørt fast, evt. fordi man er blevet ramt af en slags frygt for det hvide lærred: Man kan skifte til papir. Ikke fint, håndlavet papir, men helt almindeligt papir, som ingenting koster -- som f.eks. kopipapir. Det virker meget mindre intimiderende at sidde og krussedulle eller klatte på et ark A4-papir, end det gør at sidde med et lærred. Man føler sig og bevæger sig friere, giver sigselv lov til mere, og nye ting kan opstå.

Og der er et helt tilsvarende trick for folk, som skriver digte eller kortprosa: Man kan skrive breve. Man tænker anderledes - har en anden indstilling til processen, kan man måske sige - når man skriver breve, end når man, synes man, skal være edder-poetisk. Og mange - også store - digtere har gjort det, skrevet i brevform. For det er en god form. Jeg - fordi jeg er mig - kommer allerførst til at tænke på Charles Olson. Olsons "Maximus Poems" er skrevet som breve -- ligesom i øvrigt også mange andre af hans digte. Men også (på) nogle af Tua Forsströms digte til Andrej Arsenjevitj i "Efter at have tilbragt en nat blandt heste". Og så videre. Der er utallige eksempler.

Cecilie Lolk Hjorts "Små eksplosioner - breve fra Josef" indeholder 37 (tror jeg, det er) breve, alle skrevet af Cecilie -- men fra Josef til Cecilie. Hvis I forstår. Brevene er alle forholdsvis korte, ingen over en side, og der sker sådan set ikke ret meget -- men der reflekteres. Abstrakt, men i et sanseligt sprog, og med udgangspunkt - ofte - i kroppen eller i naturobservationer. Der er - undervejs - både østers, dinosaurer, myggestik, katte, fugle, sommerfuglepupper, insektben, en "dromedarisk ørken", pindsvin og "et hvidt edderkoppespøgelse", bikuber, snegle og kamæleoner -- foruden træer og æbler og pakis og magma. Og meget andet. Blod og skeletter.

Bogen er i sig selv en lille ting - på 44 sider i lille format - og brevene er, som titlen siger, små (sprog-)eksplosioner. Og de er gode, brevene. Det er den slags breve, man gerne vil have -- som ikke bare er fyrværkeri, som blusser og forsvinder, men mere som krydderier, man (også) kan smage bagefter. De er - plat sagt, men ikke usandt - eksempler på, at selv den mindste ting eller den mindste tildragelse, straks vi begynder at tale om den, bliver indviklet -- ikke fordi f.eks. pindsvin eller æbler er indviklede, men fordi vi, der taler, er dybe. Fulde af sprog. Som Josef skriver til Cecilie i et af brevene: "Jeg siger værsgo en buket og peger på skoven". Bogen er en sådan buket.

God postdag. Har modtaget både "A Nation of Nothing but Poetry" - mit eksemplar nr. 2, dette i perfekt stand - og "Boundary 2". Venter stadig på Gary Snyder: "Mountains and Rivers Without End".

På spørgsmålet "Hvad er den uhyggeligste film, du har set?" har bror Lars - her - svaret "Session 9" -- som jeg faktisk også selv overvejede at fremhæve i mit indlæg. Jeg har (vistnok) tidligere nævnt det: Første gang, jeg så filmen, fattede jeg ikke en meter, og jeg måtte have Lars til at forklare mig ... o.s.v. Men efterfølgende: For hver gang, jeg har set filmen, er den blevet mere og mere spooky. Her er traileren:

Og her er Lars' review på uncut.dk.

Har sat opvaskemaskinen i arbejde, lagt vasketøjet på plads og er i gang med at rydde op. Mens jeg ser Tour de France.

Har læst de første ca. 50 sider i Olson: "A Nation of Nothing but Poetry". Desværre er digtene i bogen ikke dateret, men jeg går ud fra, at de er placeret (i bogen) kronologisk -- og de første (i hvert fald de første) er jammerlige. "A Nation ... " er "Supplementary poems", redigeret af Olson-kenderen over dem alle, digteren og litteraten George F. Butterick. Butterick (inden han døde) redigerede både "The Maximus Poems" og "Collected Poems (excluding Maximus)" og udgav en voldsom tyk guide til "Maximus" + en bog om arbejdet med redigeringen. Og meget andet. "A Nation ... " indeholder nogle af de digte, som Butterick sorterede fra i forbindelse med "Collected", enten fordi der var tale om alternative udgaver af allerede kendte digte, eller fordi kvaliteten var for ringe. I forordet til "A Nation ... " fortæller han, altså Butterick, at han også denne gang har udeladt digte --- fordi de, digtene, ikke ville gøre Olson ære. Som han udtrykker det. Og straks, da jeg læste det, følte jeg BEHOV - nærmest - for at få dem i hænde.

Det er mine mindreværdskomplekser, der taler, givetvis, men: Jeg har altid fundet stor trøst i tanken om, at selv de største er startet som små -- og at de også som store fortsat (ind-i-mellem) var det. Eller er det. Blandt andet derfor - ud ad en tanke-tangent - holder jeg meget af kunst-auktions-kataloger: De bedste værker af de største, de døde, hænger på museer og i private samlinger, og de HANDLES ikke. Som oftest ikke. Det, der ryger på auktion, er det tvivlsomme, anden- og tredjerangs-værkerne -- og jeg kan godt lide at se (på) de afbillede værker i katalogerne og vide, at - altså - ingen (ud over Picasso) er født som en Picasso. Eller i denne sammenhæng: Som Charles Olson. Ikke engang Charles Olson.

Jeg har læst "The Maximus Poems" til ende, i alt 650 sider, og i dag var jeg en tur i Hvidovre. Hvor jeg fik foræret en institutions-lænestol -- som rigtig meget ligner en institutions-lænestol. Men jeg har tænkt mig at påstå, at det er en Poul Kjærholm. Den er af metal. Med blå hynder.

I morgen rejser Ane til Leeds for at deltage i årets International Medieval Congress -- og den næste uges-tid er jeg alene hjemme.

Senere samme dag: Jeg har allerede bestilt et nyt eksemplar af "A Nation of Nothing but Poetry" -- denne gang fra en anden sælger, som forhåbentlig indpakker sine forsendelser lidt bedre. Anden gang er lykkens gang. Som man ikke siger.

Vi har fået en opvaskemaskine, vores første nogensinde, og den kører lige nu. Hurra.

Jeg har brugt en del af eftermiddagen på at læse Lonni Krauses to digtsamlinger, "Du får et nyt sted trykket til kroppen" (2005) og "Nødvendige ruter" (2006). Og jeg var - og er - begejstret. Lonni skriver fint og følsomt, herunder også om ting, som er svære at skrive fint og følsomt om, bl.a. om døden og om sex, og de to samlinger indeholder adskillige helt overbevisende digte. Her er f.eks. en liguster-idyls-gyser på 8 korte linier:

***

SET UDEFRA

Da alle spor var væk
faldt frygten ud af huset
Den blandede sig
med regnen på trappen

Hækken tav
om filmen bag ruderne
Men den røde farve
skreg hele natten

***

I det hele taget: Lonni (som jeg håber vil tilgive mig, at jeg således har gengivet et af hendes digte uden tilladelse) skriver med en rolig hånd, men der er uro i mange af digtene. I digtet med den gode titel, "Hvinevalsen" (fra "Nødvendige ruter"), står der til allersidst: "Min forelskelse skal fodres hele tiden / Det hér ender ikke poetisk". Hvilket, synes jeg, faktisk er ret poetisk. Det vakler -- sådan som det skal.

I en lille håndfuld af de medtagne digte har hun, fornemmer jeg, i nogen grad ladet sig forføre af ord-gejl, bogstavrim (tror jeg det hedder) o.s.v., som jeg personligt ikke bryder mig om -- og en lille håndfuld digte, synes jeg, er for svage og burde have været udeladt. Men det kan hun jo kigge lidt på, når hun engang skal redigere sine "Samlede digte".

"Nødvendige ruter" er - lidt mere end "Du får et nyt sted ... " - i øvrigt en flot bog, illustreret med malerier af Astrid H. Bjerg. Begge anbefales.

Besøg Lonni Krause her. 

Olsoniana: Faldt over denne side på William Burroughs Cyber-Library -- hvor en dedikeret Burroughs-samler gør sig overvejelser om dengang, han næsten glemte sit "focus" og købte Charles Olson. I stedet for Burroughs. Han skriver: "The works of Charles Olson were the first temptation to my faith, my life's work in collecting. "Condition, Condition, Condition" are the key words in book collecting, but close behind are "focus, focus, focus." I admire those artists that keep their work open, yet as a collector I must keep my focus closed." Mere her.

Modtog i dag - meget tidligt - mit eksemplar af Charles Olson: "A Nation of Nothing but Poetry". Hurtig ekspedition -- men desværre har bogen fået et ordentligt gok i posten, så ryggen er blevet ødelagt. Jeg orker ikke at klage over det, for bogen kostede næsten ingenting. Men på den anden side: Det kan jeg nok ikke leve med. Jeg er for anal. Så jeg ender (no pun) sikkert - hvis jeg kender mig ret, og det gør jeg - med at købe endnu et eksemplar. Og håbe på det bedste. Det sker i øvrigt, heldigvis, meget sjældent, at jeg oplever, at bøger (el. andet) bliver ødelagt i posten. Eller forsvinder. Heller ikke CDer eller DVDer -- selvom folk ude i samfundet påstår, har jeg hørt, at meget af den slags går tabt. 

Og: Om alt går vel, har vi i dag - når jeg kommer hjem fra job - fået installeret en opvaskemaskine. Fagre, nye verden.

Og kulturforbruget: Var (igen) på biblioteket og lånte et par CDer, Lucinda Williams: "West" og Andreas Vollenweider: "Storyteller". Mine to Lonni Krause-bøger er ankommet, og jeg glæder mig meget til at læse dem. Jeg lod mig - som tidligere nævnt - lokke af mit ny-indkøbte eksemplar af de samlede "Maximus Poems" -- og da jeg, ligesom, var kommet i gang, formåede jeg ikke at stoppe igen. I løbet af de seneste dage har jeg læst de første, cirka, 300 sider, alt imens bibliotekshjemlån og andet hober sig op omkring mig. Og en lillebitte smule film: Sent i går aftes, da jeg forlængst burde have ligget i min seng, så jeg den første halve time af "The Holcroft Covenant". Jeg kunne huske mange af scenerne -- men ikke hvordan plottet udviklede sig. Udvikler. Så det sidder jeg nu og ærgrer mig over.

Og i øvrigt -- blot som en slags opfølgning til glæde for de enormt meget nysgerrige: Vi var i går aftes til spisning og havemøbel-afbrænding hos Bodil og Kurt. Vi var i alt 15 inviterede. Tror jeg. Heriblandt en pæn håndfuld lærere fra Næstved Gymnasium. Og det var gevaldig hyggeligt.  

Ny tilføjelse til min Charles Olson-samling: Et særnummer af tidsskriftet "Boundary 2", udgivet i 1974. Det billigste eksemplar, jeg kunne finde via Abebooks, kostede $20 + porto $12. Altså i alt $32 -- eller ca. kr. 175,- Hvilket i min verden er RET MEGET at betale for en bog. Jeg mener: Kr. 175,- er selvfølgelig ikke alverdens -- men i denne globaliserede tid, hvor hele verden (nærmest) er ét stort shopping-center. O.s.v. Jeg plejer at kunne finde de bøger, jeg mangler, til små penge. Men nogle gange må man vel bare give sig. Jeg forudsiger, at mit Olson-samleri herefter vil aftage en smule i intensitet. Nu - efterhånden - har jeg foretaget alle de indkøb, jeg ikke behøver - behøvede - at tænke så længe over -- og de bøger o.s.v., jeg endnu mangler, er dem, der er dyre at skaffe. Et eksempel: Jeg vil meget gerne have et eksemplar af brev-bogen "Maximus to Gloucester - The Letters & Poems of Charles Olson to the Editor of the Gloucester Daily Times, 1962-1969", men Abebooks (faktisk Arundel Books i Los Angeles) vil have $80 for den. Det er kr. 440,- Plus porto. Øv.

Ron Silliman blogger om Charles Olson her.

Ja -- og som om jeg ikke havde nok læsestof allerede: Et nyt bogkøb. Gary Snyders digtsamling med den smukke titel "Mountains and Rivers Without End". Det tog Snyder (som jeg forleden bemærkede her i bloggen, at jeg har det lidt svært med -- og det har jeg) 40 år at færdiggøre samlingen. Da bogen - længe ventet med spænding - endelig udkom, blev digteren fejret med et lille hav af priser, inkl. den meget fornemme Bollingen Prize, der nu-om-stunder uddeles hvert andet år. Det var i 1997. I 1995 blev prisen givet til Kenneth Koch. I 1999 til Robert Creeley. Ezra Pound fik den i 1949.

Olsoniana: Faldt i går over dette website -- som handler om Jonathan Bayliss, forfatter til "the Gloucesterman series" og ven med Charles Olson. Som optræder i den første bog i serien, "Gloucesterbook". Som Ipsissimus Charlemagne. Det er ikke noget dårligt navn.

Føjet til min Olson-samling i dag:

"A Nation of Nothing but Poetry - Supplementary Poems". Måske har jeg faktisk alle digtene (i bogen) i forvejen. Men måske ikke. Men måske. Men i hvert fald: Kun $2.89 via Abebooks. Plus porto. 

Det lader til, at Youtube virker fint -- også for mig. Her er en teaser for Ferrini Productions nye dokumentarfilm om Charles Olson, "Polis Is This". Venter (lidt utålmodig) på DVD-udgaven.

Jeg er halvvejs gennem "Towards a New American Poetics", d.v.s. Olson, Duncan og Snyder (er nået til Creeley), men har nu - fordi jeg modtog den med posten i dag - kastet mig over "The Secret of the Golden Flower - A Chinese Book of Life". Oversat til tysk af Richard Wilhelm og derefter oversat til engelsk af Cary F. Baynes -- og med et introducerende essay af C.G. Jung.

Jeg har aldrig følt mig specielt tiltrukket af ØSTENS MYSTIK -- eller, altså, af Østen. Overhovedet. Det er én af grundene til, at jeg har det lidt svært med de for østen sværmende poeter, herunder bl.a. Allen Ginsberg og Gary Snyder. Og jeg nærer en - sund, tror jeg - mistro til alt jungiansk. "The Secret of the Golden Flower" er følgelig for mig en dobbelt udfordring -- men jeg forsøger at holde mig positiv og åben.

Den 4. juni skrev jeg her i bloggen om "The Secret of Black Chrysanthemum", at teksten var "Olsons testamente, 14 svært forståelige sider, som han nedfældede på sit dødsleje i et sidste forsøg på at redegøre for (løsningen på) en filosofisk og poetisk problemstilling, han havde brugt hele sit litterære liv på at forholde sig til -- men som jeg i øjeblikket er for træt til at redegøre nærmere for." Jeg er stadig for træt, vistnok. Eller mere ærligt: For uduelig. Men - alle mellemregninger sprunget over - det er derfor ... o.s.v.

Helt kort: Olson skriver i sit essay "Human Universe" om "demonstration, a separating out, an act of classification": "What it comes to is ourselves, that we do not find ways to hew to experience as it is, in our definition and expression of it, in other words, find ways to stay in the human universe, and not be led to partition reality at any point, in any way [...] It is the function, comparison, or, its bigger name, symbology. These are the false faces, too much seen, which hide and keep from use the active intellectual states, metaphor and performance. All that comparison ever does is set up a series of reference points: to compare is to take one thing and try and understand it by marking its similarities to or differences from another thing. Right here is the trouble, that each thing is not so much like or different from another thing [...] but that such an analysis only accomplishes a description, does not come to grips with what really matters: that a thing, any thing, impinges on us by a more important fact, its self-existence, without reference to any other thing, in short, the very character of it which calls our attention to it, which wants us to know more about it, its particularity." Min kursivering.

Jvf. også Williams i "Paterson": "To make a start, / out of particulars".

Vort sprog og vores opfattelse af mening eller betydning er gennemsyret af - som Olson kalder det - en græsk diskurs. Vi kategoriserer og henviser og bliver abstrakte og bliver fremmedgjorte (Olson skriver "estranged") over for den faktiske verden, som "impinges on us by a more important fact, its self-existence".

Jeg kan dårligt forestille mig et større eller dybere eller mere profound spørgsmål end dette -- og igen springer jeg en masse mellemregninger over: Hvordan kan vi navngive en ting uden at lægge afstand til tingen? Vi er (og jeg undskylder) på vej ud i det decideret okkulte. Olsons svar lyder, at "meaning is that which exists through itself" -- hvilket er en henvisning til den allerførste linie i "The Secret of the Golden Flower": "Master Lü-tsu said, That which exists through itself is called the Way (Tao)."

Så altså. Dette er muligvis mit dårligste indlæg nogensinde -- men nu har I i det mindste fået et indtryk af, hvad jeg for tiden får mine dage til at gå med. Indtil jeg - hvis det sker - ser LYSET, vil jeg tillade mig at tænke, at meget af det, jeg læser hos Olson (og afledt), er, filosofisk, noget vrøvl -- men konstruktivt vrøvl. I poetisk henseende. Og det er poesien, der interesserer mig.

Der har været lidt stille i bloggen den seneste uge. Lørdag var Ane og jeg på tur - arrangeret af Ringsted Museum - til Sorø Akademi og Sorø Klosterkirke, Hvidernes gravkirke, og vi så bl.a. Ludvig Holbergs og Absalons grav. Søndag var Dansk Mølledag, og vi besøgte Ringsted Mølle. Mens vi befandt os oppe i møllen, gav det sig pludselig til at regne tove, og det lynede og tordnede -- og det føltes som om, vi sad inde i en kæmpe trætønde. Hvad vi jo sådan set også gjorde. Da et lyn slog ned og fik alarmen til at gå i gang, valgte vi (sammen med alle andre) at kravle ned og søge sikkerhed.

Olsoniana: Jeg er færdig med Sherman Paul: "Olson's Push" og er gået i gang med Ekbert Faas: "Towards a New American Poetics", essays om og interviews med Olson, Gary Snyder, Robert Creeley, Robert Duncan og Allen Ginsberg. Den samlede udgave af "The Maximus Poems" (en kæmpe bog på over 650 sider) lå og ventede uden for hoveddøren - i regnen - da vi kom hjem fra Sorø i lørdags. Heldigvis havde bogen ikke taget skade.

Det er, tror jeg, mindst tre uger siden, jeg sidst har haft tændt for anlægget -- men i dag har jeg hørt hele 3 CDer, hhv. Steve Reich: "Music for 18 Musicians", Brian Eno: "Drawn From Life" og Hans-Henrik Nordstrøm: "4: In the Woods". Nordstrøm - og The Jiggly Room ønsker til lykke - fylder 60 i år, og i den anledning har selskabet Classico netop udsendt en dobbelt-CD med udvalgte værker, "Starting Points":

-- som jeg straks har tænkt mig at bestille. CDen indeholder bl.a. stykket "Anna Livia", som jeg tidligere - nemlig her - har omtalt i bloggen. Der afholdes fødselsdagskoncert i Rundetårn fredag d. 22. juni. Læs mere her. 

Olsoniana: Genlæser Sherman Paul: "Olson's Push - Origin, Black Mountain and Recent American Poetry".

Jeg har haft PCen slukket et par dage, og egentlig tændte jeg den kun - for lidt siden - for at finde et par adresser. Olsoniana: Er færdig med "Letters for Origin" og er gået i gang med Eniko Bollobas: "Charles Olson", som jeg forsøgte at læse for et års tid siden, men droppede, fordi den, bogen, nærmest er en hagiografi. Og den slags er ikke for mig. Har derudover endelig taget mig sammen til at bestille et eksemplar af den samlede udgave af "The Maximus Poems". Jeg har i forvejen de første to dele, men mangler - manglede - den tredje.

Kulturforbrug i øvrigt -- og et spørgsmål til bror Lars og alle: Det lykkedes mig nu til aften at få set den første time af "Døden kommer til middag" på Charlie, før vi blev nødt til at slå over på TV3 (for der kom "Men in Trees"). Jeg ved ikke, hvorfor jeg kom til at sidde og tænke på det, men det gjorde jeg altså: "Døden kommer til middag" byder (bl.a.) på en cigaretrygende (og som altid smuk) Helle Virkner. I hvilke andre film har vi set Helle Virkner ryge? Anyone? Jeg fik som sagt ikke set den sidste halve time, så jeg gik glip af afsløringen af morderen.     

Jeg er blevet færdig med "The Secret of Black Chrysanthemum" og er straks gået i gang med Charles Olson: "Letters for Origin 1950-1956", Olsons breve til digteren Cid Corman, som redigerede tidsskriftet "Origin". Det første nummer af "Origin" (1951) var et Charles Olson-temanummer. Nummer 2 bragte tekster af Robert Creeley (Olsons partner in crime) -- og senere fulgte også andre af vennerne, heriblandt Robert Duncan, Denise Levertov og Paul Blackburn.

I dag er grundlovsdag (og fars dag), og jeg burde vel nok skrive noget om regeringens annoncerede demokratikanon -- eller om nogle af de andre ting, der foregår derude. I samfundet. Men jeg gider ikke. Jeg er lidt ugidelig i det udvortes lige for tiden ... eller hvordan jeg nu skal udtrykke det.

Men: Jeg føler stor trang til at gøre opmærksom på, at jeg nu - på en måde - er kommet på Kongehusets website. Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond har venligt tildelt en bekendt og mig kr. 20.000,- som bidrag til en filmproduktion. Find Prime View ApS på listen. Vi siger tak.

Lørdag var Ane og jeg en smut forbi Tivoli-Land, som besøgte Ringsted i forbindelse med byfesten:

Olsoniana: Er gået i gang med at læse Charles Stein: "The Secret of Black Chrysanthemum - The Poetic Cosmology of Charles Olson and His Use of the Writings of C.G. Jung" og har bestilt et eksemplar af "The Secret of the Golden Flower":

-- som spiller en væsentlig rolle i Olsons forfatterskab, men som jeg aldrig har læst. "The Secret of Black Chrysanthemum" er Olsons testamente, 14 svært forståelige sider, som han nedfældede på sit dødsleje i et sidste forsøg på at redegøre for (løsningen på) en filosofisk og poetisk problemstilling, han havde brugt hele sit litterære liv på at forholde sig til -- men som jeg i øjeblikket er for træt til at redegøre nærmere for. For det er indviklet. Indflydelsen fra C.G. Jungs værker, herunder bl.a. "Psychology and Alchemy" (som er næste bog på min indkøbsliste), er tydelig i Olsons senere værker, "Maximus Poems IV, V, VI" og "Maximus Poems, Volume Three". Også på min Olson-liste: Erich Neumann: "The Great Mother".

Årets første sommerdag. Nyt bogindkøb. Robert Duncan: "The Opening of the Field". Bestilt via Amazon. Sidst læst: Stephen Fredman: "The Grounding of American Poetry - Charles Olson and the Emersonian Tradition". Vejret er smukt, og der er byfest i Ringsted.

Sidst læst: Warren Tallman: "Proprioception in Charles Olson's Poetry" og Matthew Corrigan: "Charles Olson: Materials for a Nexus". Proprioception er et vigtigt begreb i den olsonske (Olson-inspirerede) poetik, afledt af det latinske "proprius", "ens eget". (Jvf. "appropriate", at gøre til ens eget eller tilegne sig). Proprioception er vores sjette sans, kropssansen eller krops-fornemmelsen. De første fem sanser gør os i stand til at opfange indtryk fra verden omkring os. Proprioception opfanger indtryk fra vore egne, respektive, kroppe, herunder feedback fra musklerne, og giver os information om (som mattbw helt olsonsk udtrykker det på Everything2.com ) "our body's orientation in space". Det er denne sjette sans, politiet tjekker, når de stopper trafikanter og beder dem udpege deres egne - altså trafikanternes - næser. Læs evt. mere i David Browns artikel "Den glemte sans - proprioception" i denne PDF fra Videnscenter for Døvblindfødte.

Her er Charles Olsons "Proprioception", udgivet i 1965:

Den er brun.

So much for Second Life. Al den dér hype gav mig lyst til at -- o.s.v. Så jeg brugte tid på at registrere mig på sitet, fandt mig et navn, ventede på aktiverings-emailen og downloadede og installerede klienten -- blot for at få at vide, da jeg endelig var færdig og skulle til at begynde, at programmet ikke fungerer sammen med mit video-kort. Second Life, kan man læse på sitet - men det opdager man (som jeg) først bagefter - kan nemlig kun køre på særligt udvalgte kort. De sku ha et løg i nakken.

Men: Det er jo næsten med garanti Vorherres måde at fortælle mig på, at jeg skal lade være med at bruge min tid på den slags. I dag - d.v.s. i går - i øvrigt: Jeg har lappet en cykel, set et afsnit af "Stacked" (som - blot for at pointere, at jeg har forstået det - er tvetydigt) og læst en tegneserie om Lovecraft. Denne her. Og set "Rosemary & Thyme", forresten. Var på biblioteket for at hente to bøger og en artikel om Charles Olson, h.h.v. Thomas F. Merrill: "The Poetry of Charles Olson - A Primer", William McPheron: "Charles Olson - The Critical Reception, 1941-1983 - A Bibliographic Guide" og Anne Borup: "Ugjort gerning - om Charles Olsons poetik".

Vores internet virkede ikke i går -- og det var sådan set udmærket, osse selvom det irriterede mig. Jeg fik ordnet Andre Ting (AT), og jeg fik læst. Blev færdig med min Ezra Pound-biografi:



-- og læste derefter Catherine Seelye: "Charles Olson & Ezra Pound - An Encounter at S. Elizabeths". Og nu er jeg halvvejs i Henrik Lists nye bog, "Sidste nat i kødbyen".

Om sidstnævnte først: Du er et fjols, hvis du ikke læser den. Den igangværende kultur- og værdikamp handler ikke mindst om sædelighed, om ytringsfrihed på det seksuelle område, om retten til egen seksualitet (og til at udforske og udtrykke den), om mangfoldighed og ensretning, om frihed og forskrækkelse, om puritanisme, prostitution og porno o.s.v. Lists bog bør ikke kun læses af folk, der interesserer sig for seksualpolitiske emner, men af alle, der interesserer sig for - og det bør alle gøre - den kulturkamp, vi befinder os midt i. Læs den!

John Tytell giver i "Ezra Pound - The Solitary Volcano" et portræt af Pound som en tragisk figur. Det er (vistnok) almindelig anerkendt, at Pound var en af den litterære modernismes store og vigtige dyr, ikke mindst p.g.a. hans utrættelige arbejde for at hjælpe og promovere andre, heriblandt T.S. Eliot, James Joyce, Ernest Hemmingway, W.B. Yeats og William Carlos Williams. Pound var amerikaner, men boede i en årrække i London, hvorefter han flyttede til Paris -- og derefter til Italien.

Pound var alle dage en irritende kværulantisk og provokerende person, men han var også en fremragende digter. I Tytells udlægning: Han var - så at sige - spændt efter sin egen ambition om at blive "the greatest poet" -- og efter at have kæmpet bravt for vennerne blev han pludselig bevidst om, at de - ikke mindst Joyce og Eliot - ville blive meget mere berømte ... og så videre. Og så blev han kulret. Det er ikke en meget overbevisende forklaring, og Tytell formulerer det heller ikke så forenklet. Men han antyder en sammenhæng.

I hvert fald: Efter i en periode nærmest at have konverteret sin glødende interesse for litteratur med en lige så glødende interesse for økonomisk teori blev Ezra Pound fascist -- og han blev en stor beundrer af Mussolini. Som han han sammenlignede med Konfutse. Han skrev hundredevis af artikler, hvori han rasede over England og USA, priste Mussolini og fascismen og anklagede jøder for alverdens ulykker, herunder Anden Verdenskrig. Han holdt forvirrede radio-taler, som blev transmitteret fra Rom -- og FBI begyndte at tage noter. Efter krigen blev Pound arresteret og anklaget - ikke urimeligt - for forræderi. Han blev i første omgang interneret i et bur i en lejr ved Pisa -- og derefter overført til Washington, hvor han gennemgik en psykologisk evaluering. Overlægen konkluderede, at Pound var sindssyg, og at han derfor ikke burde retsforfølges. Mange, heriblandt også læger, var uenige i diagnosen -- men Pound slap for retssalen. I stedet blev han anbragt på anstalten S. Elizabeths -- hvor Charles Olson aflagde ham adskillige visitter. Først mange år senere blev Pound igen løsladt. Han var, da han kom ud, en knækket mand, og han tilbragte de sidste år af sit liv i tavshed.

Pounds magnum opus er "Cantos", som han arbejdede på cirka halvdelen af sit liv -- også mens han sad indespærret. "Cantos" består af en lang række "sange", hvori Pound behandler historisk-kulturelle, økonomiske og poetiske emner m.m. Værket er meget svært tilgængeligt; enkelte afsnit er stort set uforståelige, og lange passager (herunder især om økonomi) er gevaldig kedelige. Men værket indeholder også fantastisk poesi. Det gælder ikke mindst de afsnit, som Pound skrev, mens han sad indespærret i lejren ved Pisa -- og som er udgivet separat under titlen "Pisan Cantos".

Meget god postdag. Har modtaget et anmelder-eksemplar af Henrik Lists nye bog, "Sidste nat i kødbyen" -- og en venlig amerikaner har sendt mig et eksemplar af den plakat, der blev produceret i forbindelse med litteratur-symposiet OlsonNow 3: Charles Olson @ Buffalo, afholdt midt i april. Awesome. Plakaten kan ses her. Flere billeder fra eventen her. Og: Mr. X har sendt mig endnu en pakke. Mere derom senere.

Dagens (og det vil sige nattens) bog-indkøb: En biografi om Ezra Pound.

Jeg køber en del bøger for tiden -- og læser endnu flere. Senest har jeg læst to biografier om Emerson og en biografi om T.S. Lawrence -- foruden en bog om Karl Rahner, uddrag af en biografi om Nelly Sachs + diverse småting. Og jeg venter nu på at modtage yderligere to biografier, en om MacDiarmid og en - altså - om Pound. Der gik koks i transaktionen i forbindelse med bogen om Lovecraft, tidligere omtalt. Og parallelt læser jeg William Carlos Williams og amerikansk historie.

Emersons læsning, som det referes i "Mind on Fire", var absolut spredt fægtning, og han endt med at mene - vistnok - at det i grunden var ret ligegyldigt, hvad man læste, når bare man fik noget ud af det. Men det kunne han jo osse sagtens tillade sig at mene, for han var en endog meget god læser. Jeg ville nok have svært ved at formulere præcist, hvad det er, jeg - i øvrigt uden sammenligning - er på udkig efter, men jeg fornemmer klart i mit eget hovede, at der er en vis sammenhæng i mit valg af læsestof. For tiden, altså. Det handler om Charles Olson, min besættelse -- og det handler om dét, som Olson for mig handler om, om grounding. Olson var indlysende emersonian, og hans åndelige fader - på godt og på ondt - var Ezra Pound. W.C. Williams' "Paterson" var iblandt forbillederne, da Olson besluttede sig for at skrive "The Maximus Poems". Jeg er ikke nær så interesseret i at lære noget om amerikansk historie, om byen Paterson eller om byen Gloucester, som jeg er i at studere - hvis studere er det korrekte ord - hvordan Pound, Williams og Olson forsøgte at tilegne sig og grounde sig i historien. Noget i den retning. Og MacDiarmid i den skotske. Tiden, stedet og skriften i tiden om stedet. Dét er ikke så svært at forstå, så længe det bare er ord. Men det handler osse om liv og identitet. Og så videre.

Jeg er gået i gang med at læse Robert von Hallbergs bog om Charles Olson, "The Scholar's Art" fra 1978 -- og den er endnu mere fremragende, end jeg på forhånd havde forventet. Bogen har i flere år stået øverst på min læs-liste, men først nu har jeg fået den købt. Via abebooks.com. Min amerikanske pap-tante, Laura, lovede at sende mig et signeret eksemplar, og jeg har ventet og ventet - og med længsel. Hun er gode venner med von Hallberg, og de har (endda) på et tidspunkt været naboer. Men altså. Titlen henviser til et citat af Wallace Stevens: "Poetry is the scholar's art." Og bogen (tør jeg skrive, omend jeg indtil videre kun er nået til side 47) anbefales uden forbehold alle med seriøs interesse for digteri.

Her er nogle smagsprøver: 

Om at digte efter historiens afslutning -- og/eller før den igen begynder: "The poetic advantages of [...] posthistorical language are clear, especially in American poetry: the poet can go outside his tradition, without apologies, to get what he wants [...] he can speak with the authority of closed books [... ] [that] are now complete and can be summed up from a bird's-eye view. The cost is no less high, however. [...] No man can speak for his times who stands at the end of history; he speaks for himself, asking for amens, hoping for consensus, but still for himself, until history begins again."

Om at vide noget for at kunne skrive om noget: "Without a broad background of knowledge, poetry may narrow its reference: it may concern itself with either a limited range of experience or with itself, or both. Lyric poetry that is more engaged by its own language than by its ostensible subject, in Olson's stringent terms, derives from aestheticism, a blight on modern poetry. [...] His [Olson's] is first of all a referential poetics: hence subject matter is primary for him ... "

Om digteri som kommunikation: "A rhetorical poetics was inevitable, for Olson never believed art to be primary; poetry itself is not the first term of his poetics. Poetry is first of all language, a means to an end: communication, the establishment of common knowledge."

Om sandhed og originalitet: "Because there is little agreement about metaphysical order, we have only quantitative terms for describing fullnes: the fullest life is the most diverse; hence novelty becomes an evaluating principle. [...] Even now [...] most people ought to agree that it is more important to speak the truth than it is to say something new; but poetry, most critics have come to believe, had better not be confused with truth. Poets have been known to disagree. For Olson, as for Pound, truth - or what he believed to be true - took precedence over novelty. [...] Pound's injunction was never "Be original!" but rather "Make it new!" He assumes that the poet begins with something to communicate, "it." Olson assumes the same."

Mere Charles Olson. Henry Ferrinis film om Charles Olson, "This Is Polis - Charles Olson and the Persistence of Place", er færdig -- og jeg har netop sendt instruktøren en email for at spørge, hvornår den bliver tilgængelig på DVD. Ifølge websitet medvirker bl.a. John Malkovich (som læser Olsons digt "Scream to the Editor").

Mest for min egen skyld -- for at jeg ikke skal glemme det. Planket fra OlsonNow:

The End of the Maximus and the Late Prose

American Literature Association, Boston, May 24-27, 2007

The Charles Olson Society invites proposals that focus on any aspect of the end of "The Maximus Poems" or Olson's late prose (published or unpublished).

250-word proposals should be sent to Don Byrd at dbyrd@nycap.rr.com by December 15, 2006. Please include your name, institutional affiliation (if any), e-mail address, and AV needs (if any).

CNET har kåret verdenshistorien 10 største nørder. Se listen her.

Og mere Charles Olson: Da jeg i går aftes sad og opdaterede min Olson-side, blev jeg opmærksom på, at jeg endnu ikke havde modtaget det eksemplar af Ann Charter: "Olson/Melville - A Study in Affinity", som jeg bestilte via Abebooks midt i september. Jeg havde fuldstændig glemt det -- og nu til morgen ankom bogen med posten. Ret pudsigt. Og: Efter i nogen tid at have været på udkig efter Mark Shackleton: "Moving Outward - The Development of Charles Olson's Use of Myth", sendte jeg i lørdag en mail til forfatteren og spurgte, om han evt. vidste, hvor jeg kunne skaffe et eksemplar. Han svarede søndag, at han straks ville sende mig et. Shackleton er ansat ved universitetet i Helsinki -- og folk i Finland er flinke. Åbenbart. Har osse bestilt Robert von Hallberg: "Charles Olson - The Scholar's Art". Min amerikanske pap-tante, Laura, købte for nogle år siden bogen til mig -- og lovede at få den signeret. Von Hallberg er en af hendes bekendte (og hendes tidligere nabo). Men sidenhen hørte jeg ikke yderligere til sagen. Mere om von Hallberg her. 

Ny tilføjelse til min Charles Olson-samling: Libbie Rifkin: "Career Moves: Olson, Creeley, Zukofsky, Berrigan and the American Avant-garde".

Min veninde Lisbeth har leveret dette bidrag til det nye nummer af 16:9, "Danmarks," skriver de, "klogeste filmtidsskrift".

Har i dag været til dobbelt-fødselsdags-komsammen hos Anes bedstemor.

Både i Martin Glaz Serups blog og i Rasmus Graffs blev der i går diskuteret Peter Laugesen. Om hvem jeg kun har godt at meddele. Laugesen - og det føles latterligt overhovedet at gøre opmærksom på det - er en meget fremragende digter, en af de bedste vi har. Jeg købte mine første Laugesen-digtsamlinger i 1991, cirka, og han har øvet en betydelig indflydelse på mig, ikke mindst som en slags guide til andre forfattere, musikere, malere o.s.v.

For en lille uges tid siden oplyste bror Lars i sin blog, at han havde lånt festskriftet - "Ugh!" - til Peter Laugesen -- og jeg sad og blev bevidst om (og nu igen), at det efterhånden må være et par år siden, jeg sidst har haft en af mine Laugesen-bøger ude af reolen. Med "Kunsthistorier" som en mulig undtagelse. Og at jeg ikke har købt noget af ham, altså skrevet af ham, siden "Helt alene i verden ... ", som udkom i 2001. En eller anden har sidenhen venligt foræret mig et eksemplar af CDen, han lavede sammen med Singvogel -- og som jeg synes var forholdsvis rædderlig. I hvert fald: Ikke noget for mig.

Og jeg ved godt hvorfor. På et tidspunkt - hvor meget jeg end beundrede og stadig beundrer Laugesens poesi - blev jeg træt af ham. Mere præcist - for Laugesen er over det hele, og dét kan man jo dårligt blive træt af - : Jeg blev træt af tonen. Jeg blev træt af det dér jazzede og beatede, som jeg i øvrigt ikke kan finde noget belæg for i min egen verden, og jeg blev træt af det surf-agtige, som (især) kendetegner hans prosa. Laugesen er hip - ugh! - og det er jeg ikke. Og det har jeg aldrig været.

I stedet - da jeg holdt op med at læse Laugesen - kastede jeg mig for alvor over Charles Olson, Laugesens store forbillede, som (Laugesens hippe omtaler af manden til trods) heller ikke var hip. Selvom han i sine sidste år desperat forsøgte at være det.

Ny Ole Sarvig-bog-omtale på mit website: "Midtvejs i det tyvende Aarhundrede". Scroll ned på siden. Ud over (om) Sarvig har jeg lavet websider om Peter Nielsen og Charles Olson -- og det interesserer mig selvfølgelig, fordi jeg selv er migselv, hvad der kendetegner netop disse tre.  Altså: Hvor - i mig - de mødes. Jeg ved, at Dan Turèll engang skrev det dér digt om, hvad dén og dén og dén forfatter havde til fælles -- og nåede frem til, at de havde Turèll som læser. Noget i den retning. Men jeg er ærligt talt ikke nogen særlig bredt-favnende person. Jeg er ikke optaget af mange ting, men af få ting -- og følgelig, tænker jeg, er der grund til at formode, at de forfattere, jeg læser og holder af, alle på én eller anden måde prikker til den samme nerve. Et sted i mit indre system.

Der er på nogle måder meget langt fra Sarvig til Charles Olson, f.eks. -- men osse ikke. Deres respektive - med et vildt ord - modernitetsanalyser fører dem begge til en insistering på stedets og tidens betydning, på legemligheden som udgangspunkt -- og selvom Sarvig (der var vidt berejst) var hjemmehørende i det lille, indadvendte Danmark, og Olson i det ekspansivt-orienterede USA, var deres verdener alligevel ikke aldeles uens: Verden før TV -- dengang man stadig kunne huske (og nogle steder endda finde) arbejdere, håndværkere og fiskere, der rent faktisk gjorde hele arbejdet selv, og som håndgribeligt kunne se og værdsætte resultatet. Før arbejde blev abstrakt og uigennemskueligt. Sarvig beklager i "Midtvejs", at vi har mistet billedet af os selv som mennesker. Olson skrev: "The only interesting thing / is if one can be / an image / of man." Og Sarvigs beskrivelser i bogen af det moderne menneske som fremmedgjort genlyder klart i Olsons ord om mennesket, der står "estranged / from that which was most familiar."

Modtog allerede i dag mit eksemplar af Edward Dorns "Gunslinger", købt via engelske Amazon i tirsdags. Det må da siges at være hurtig ekspedition. På plussiden: Samlingen er komplet, som jeg havde håbet. Pil nedad: Enkelte sider er 'rynkede' efter en vandskade. Men jeg lever nok med det.

Ed Dorn studerede under Charles Olson, min store helt, på Black Mountain College, men han var - apropos min post om "The Prisoner" - så udpræget en autonom, der insisterede på at gå sine egne veje. Bl.a. som følge heraf forblev han gennem hele sin forfatter-karriere en outsider; læst og beundret, men ikke rigtig del af det amerikanske, litterære establishment, der (ligesom alle andre steder) i høj grad bestod og består af akademikere. Dorn skrev her.

Hovedværket "Gunslinger", der udkom i 4 dele - første del i kun 600, håndkopierede eksemplarer - er et slags pop-art survey over USAs kulturelle landskab, som det så ud i 60erne. Som udgangspunkt er det en fortælling om, hvorledes Gunslinger (eller Slinger, Zlinger) rejser ud for at finde super-kapitalisten Howard Hughes:

"they say he moved to Vegas
or bought Vegas and
moved it.
I can't remember which."

Men undervejs dropper han projektet. Vi bliver præsenteret for talende heste, samtaler om Heidegger, en blaffer ved navn Kool Everything, og meget andet -- og hvert afsnit er sat i et stofs tegn, hhv. marijuana (1), LSD (2) og kokain (3 og 4).

På det helt banale plan: Fis og ballade. På det mere abstrakte: Ligesom pop-art-kunstnere som Warhol, Lichentenstein og Dine i 1960erne forsøgte af afskaffe eller omgå den traditionelle, vesterlandske idé om den skabende kunstner ved at lave upersonlige værker, forsøgte Dorn i "Gunslinger" at slippe fri af det, vi her i Danmark - vistnok - plejer at kalde centrallyrikken. Der er ikke noget "jeg" i "Gunslinger" (d.v.s. det er der, fortælleren, men fortælleren dør i anden del), og digtet er ikke 'et jeg, der krænger sin sjæl ud på papir'. Not that kind of thang.

Det er helt korrekt, når Charles Potts - her - bemærker, at Dorn i langt højere grad end forgængerne og forbillederne Ezra Pound og Charles Olson formår at disperse "the "ego" function [...] into many other characters." Men arven efter Olson er ikke desto mindre tydelig. Marjorie Perloff skriver i sit udmærkede forord til "Gunslinger": "Dorn is concerned with the archaeology of mass-produced myths, specifically, in the case of Slinger, the Western myth of the frontier, with its sharpshooters and ranchers, its saloons and small towns, its ballads and brothels." Denne arkæologiske ambition er helt olson'sk -- med den forskel, at Olsons verden bestod af fiskere, puritanske nybyggere og udsigten over bugten fra huset i Gloucester. Hvorimod Dorns bestod af TV, pop-sange, atomvåben, reklamer og penge. 

Som Kenneth Koch skrev i et af sine digte: "Et tog kan skjule et andet" -- ligesom én forelskelse kan skjule en anden forelskelse, eller én ulykke kan skjule en anden. Men - tænker jeg nu - de kan jo altså osse trække hinanden, i hvert fald togene, eller skubbe. For eksempel foranledigede mit Ole Sarvig-bog-forside-scanneri mig i aftes til omsider - tilsvarende - at få scannet de af mine Charles Olson-bøger, som manglede på denne side.

Jeg har vistnok skrevet det før, men jeg gør det gerne igen: "San Fransisco Renaissancen", den lille antologi fra forlaget Sirius, der herover ses til venstre, har til dato været en af de vigtigste bøger i mit liv. Jeg fandt mit første eksemplar i en byttebiks, så vidt jeg husker, men sidenhen forsvandt det. Det næste - mit nuværende, som jeg vogter over - fandt jeg i en bogkasse, der var stillet ud på gaden på Trøjborg i Århus.  Antologien indeholder to digte af Olson, begge oversat af Erik Thygesen -- og i mange år måtte jeg lade mig nøjes med dem.

I 1993 lavede jeg et interview med Peter Laugesen (hvoraf et mindre uddrag kan læses her), og han var i den forbindelse så venlig at forære mig et udvalg af egne oversættelser af Olson, "Digte", udgivet på After Hand i 1984. Bogen til højre. Men det var først små 10 år senere, da jeg fik tid og råd, at jeg for alvor kastede mig ud i et større Olson-studium -- og jeg føler stadig, trods omfattende læsning, at jeg kun lige er begyndt.

Potentielt interesserede: Læs mere om Olson her.     

Endnu en udmærket bogdag. Mit eksemplar af Niels Franks "Første person, anden person" var kommet - da jeg gik i boghandlen - og jeg har modtaget hele to bøger med posten, hhv. "Marquis de Sade - The Genius of Passion" og Charles Olson: "Letters for Origin". Førstnævnte bestilte jeg via abebooks d. 24. februar, så det tog altså ca. en uge. Sidstnævnte bestilte jeg d. 28. december 2005. Sløve padder. "Origin" (hvis du er nysgerrig) er - d.v.s. var - i øvrigt et lille litteratur-tidsskrift, grundlagt i 1951 af digteren Cid Corman. Og mens vi er ved det: I går modtog jeg to Robyn Hitchcock-CDer, vundet på eBay d. 20. februar. Sælgeren boede i Camarillo, viste det sig, og jeg kom straks til at tænke på Frank Zappa. "Is that a real poncho? I mean, is that a Mexican poncho or is that a Sears poncho?" Min bror er månedens link på humanisme.dk - og sørme, Niels-Arne har igen skrevet i sin blog. Niels-Arne, pas nu på at du ikke får skrivekrampe.    

En Charles Olson-blog, sørme: OlsonNow. Awesome.

Tilbage til virkeligheden - og vigtigere ting. Faldt over dette site, som bl.a. har nogle ganske fine sider med lyrik-anbefalinger. Her er f.eks. American Poets (A-M). Det viser - viste - sig, at Edward Dorns hovedværk, "Gunslinger", faktisk kan hjemlånes via bibliotek.dk. Jeg har straks bestilt bogen - medsamt en samling af Theodore Enslin. Har endvidere købt Charles Olson: "Letters for Origin" til min Olson-samling. Via abebooks.com.

"When I was dead I wore a strong perfume / When I was dead I never left the room." Det er helt vildt, så mørkt det er hele tiden - og jeg har svært ved at ta mig sammen til andet end at ligge på sofaen eller sidde i min stol og hænge. Er gået i gang med at læse Sherman Pauls "Olson's Push - Origin, Black Mountain and Recent American Poetry". Mit dårlige øje hjælper ikke, selvfølgelig - men på den anden side: Her er en tanke. Hvis Markis de Sade ku skrive "120 dage i Sodoma" halvblind i en dunkel celle og med bittelille skrift på en rulle lokumspapir, så ka jeg vel osse klare at læse et par kapitler. Om Charles Olson. Modtog i dag Robyn Hitchcocks "Respect" med posten.     

Det er efterhånden en del tid siden, jeg har nævnt Charles Olson. Midt i musik-forskrækkelsen kom jeg vist lidt ud af kurs (nyeste indkøb: Black Grape: It's Great When You're Straight ... Yeah!) - og så gik der B-film i bundkortet. Desuden tillod bror Lars sig på et tidspunkt at antyde, at jeg måske - måske - var på vej til at blive lidt ensporet. Point taken. Egentlig ville jeg osse bare sige, d.v.s. skrive - inspireret af dette indlæg på skrigekassen.dk - at jeg i går modtog mit eksemplar af Towards a New American Poetics - Essays and Interviews (med bl.a. Charles Olson, Allen Ginsberg o.a.). Jeg bestilte bogen via abebooks d. 27.9. og betalte for at få den sendt som luftpost - men de sendte den altså alligevel som surface mail. Det er nu anden gang i træk, det er sket. Og derudover: Ifølge abebooks var der tale om en hardcover edition, men eksemplaret, jeg har fået, er hæftet.           

Stod op, og posten kom på det nærmeste væltende ind af døren med pakker, bøger, dvder og knive. Modtog bl.a. bogen Olson's Push, som jeg bestilte via abebooks.com d. 10/9. 2 måneders leveringstid kan vel næppe siges at være imponerende, men til gengæld er eksemplaret meget pænt. Min Olson-samling vokser støt. Arbejdede, besvarede emails o.s.v. - og gjorde mig klar til at ta til et møde i Århus. Slukkede computeren og hældte en hel kop kaffe ud over en stak indrammede tryk og plakater. Iværksatte redningsaktion, vistnok succesfuld. Tog farver på mit liv og gik ud i verden. Punktum, begynd.

Nu er osse bror Lars kommet på smartlog. Se her.