-- der synger Strauss. Online. Klik her og vælg "Tonträger".
Kunst handler om ting, som er ret uhåndgribelige og svære at tale præcist om -- og det, den slags, er i sig selv en smule angstprovokerende. Og intellektuelt provokerende. Selvfølgelig.
Kunstkritikere - inden for alle genrer - taler ofte meget om TEKNIK -- og det er både forståeligt og ok. For mig. Teknikken er nemlig en af de ting, vi - med hensyn til kunst - faktisk KAN tale om.
Min egen holdning til spørgsmålet om teknik er forholdsvis usofistikeret; Teknik er - for en kunstner - vigtig, for så vidt som teknisk kunnen øger ens muligheder for udtrykke sig. For at kunne gøre noget, er det nødvendigt at kunne gøre det -- og det er derfor (i det mindste) en god idé at øve sig i at kunne gøre forskellige ting. At skrive på forskellige måder, synge på forskellige måder, male, tegne, spille skuespil o.s.v. Man vil opdage, føler jeg mig overbevist om, at ens kunstneriske rum udvider sig.
Teknikken er ofte - måske altid - en nødvendig betingelse for frembringelsen eller opførelsen af et kunstværk. Men: Det er ikke teknikken, der gør kunstværket til kunst. Det er noget andet, som vi - som skrevet - ikke rigtig kan tale om. Ikke uden lynhurtigt at begynde at vrøvle.
Når nogle kunstkritikere, som det sker, gør spørgsmålet om teknik til et kriterium for, om der er tale om god eller dårlig kunst, så skyldes det, tror jeg, den dér angst. Som jeg nævnte. Plus en portion intellektuel forfængelighed.
Hvis man, som jeg har for vane (og det er derfor, jeg skriver dette indlæg), læser opera-CD-anmeldelser på nettet, vil man undervejs og igen og igen støde på en masse fag-udtryk og snak om DIKTION og "flutter" og den slags. Kan han/hun synge rent? Hvor stort er hans eller hendes register? Hvordan er den franske udtale? Eller den tyske? Eller den italienske?
Men det gælder om opera, fuldstændig som det gælder om alle andre kunstarter, at det ikke - ultimativt - er teknikken, der gør DET. Nogle kunstnere kan kun én ting, d.v.s. deres register er forsvindende lille, men den ene ting, som de kan, er RIGTIG. Tænk på Johnny Cash. Tænk på Nico. Det er bedre - polemisk sagt - at have (d.v.s. kunne) ét udtryk, som er RIGTIGT, end at have (d.v.s. kunne) utallige, hvoraf ingen er noget værd. Kunstnerisk betragtet. Men det er stadig en god idé at øve sig.
Sidder og gør mig slige tanker, fordi jeg - efter at have hørt CDen tre gange - ikke rigtig kan forlige mig med Dawn Upshaw, som hun lyder på "Voices of Light":
Rent TEKNISK er der vist ikke meget at komme efter. Alt er, som det skal være, og det er altsammen meget imponerende. Men hendes stemme er for ren. Hun er - havde jeg nær skrevet - FOR dygtig. For øvet. Måske er det bare mig, der endnu ikke er korrekt TUNET IND -- men det, altså, er mit umiddelbare indtryk. Jeg tror ikke, at Upshaw - apropos Lenores spørgsmål forleden - nogensinde har så meget som overvejet at få sig en tatovering. Sådan lyder hun ... Hvis det giver nogen mening. På denne CD.
Hvorimod Melanie Diener - for at komme FULL CIRCLE - har. Tror jeg.
Dagens musik er Debussys kolonormt berømte "Prélude à l'après-midi d'un faune", første gang opført i december 1894 -- og inspireret af et digt af Mallarmé. "Prélude" er en slags musikalsk ekvivalent til Manets "Frokost i det grønne" -- i hvert fald i dén forstand, at kompositionen, ligesom maleriet, nu om stunder nærmest er blevet et symbol på modernismen(s fødsel). Værket kan helt gratis og lovligt downloades i mp3-format fra denne side.
Ellers - indtil videre - ikke meget nyt. I dag. Vi har haft besøg af Jehovas Vidner, to meget unge piger, som læste højt fra Bibelen og gav mig et eksemplar af "Vågn Op".
Her er, hvad jeg engang blev belært om af en (dengang) stud. Ph.D. -- som efterfølgende, har jeg ladet mig fortælle, er blevet omvendt til Vorherre:
Når man skal analysere et eller andet, skal man starte med at overfortolke helt vildt. Så kan man altid DELETE de allermest vanvittige ind- og udfald bagefter. Sagde han. Eller man kan overlade det til andre at gøre det. Der er ingen grund til at sidde og fedte med tingene.
Og jeg er helt enig.
Anne-Marie Vedsø Olesen har NOGET med dirigenter. Fornemmer jeg. I sidste uge havde hun et læserbrev i Weekendavisen. Desangående. Og i hendes nyeste roman, "Gudernes tusmørke", er den egentlige hovedperson - har jeg besluttet mig for, at han er - en dirigent ved navn Martin Seeber.
Martin Seeber er - i seksuel henseende - en sadist. Men bestemt ikke hæmningsløs. Han er kontrollerende. Der brænder en ild -- og så videre -- men han kan holde den tilbage, og han kan kanalisere den, f.eks. ind i musikken. I romanen er det Wagners "Parsifal", som i Vedsø Olesens udlægning er det modsatte af et gang-bang på borgen. (Læs bogen hvis De vil vide mere.) I stedet for - og jeg undskylder min plathed - at bruge den nedre stav, svinger Seeber dirigent-stokken (i bogen en fallos med endog universel, forløsende kraft), og han skaber stor kunst. På den måde. Det er det, der på freudiansk hedder sublimering.
Sublimering er en mægtig kultur-generator. Hvilken digter er det, der indleder en af sine bøger med ordene "Jeg elskede en pige ... " -- som han ikke fik. Men til gengæld skrev han disse digte ... ? Hvorimod den ikke-kanaliserede, eksplosive drift - i romanen kaosguden Seth - er destruktiv. Eller i bedste fald: Stagnation. Gentagelser af det samme.
Dirigenten er en autoritet, og Vedsø Olesen beskriver Martin Seeber som en sand, kunstnerisk patriark. En faderskikkelse. Qua dette blog-indlæg kan jeg - nu - heller ikke lade være med at se ham, det vil sige læse ham, som en Jesus-skikkelse -- hvad han i en vis forstand også er. I romanen. Han er ham, der afviser og besejrer Djævelen, og som opfylder profetien og dermed bringer NY ORDEN -- og så videre og så videre.
Og hvorfor i alverden skriver jeg dette indlæg? Dels fordi jeg sidder og småkeder mig lidt -- men også og ikke mindst for at sige, at oppe i mit hovede (for hvordan skulle I ellers kunne vide det, hvis jeg bare holder mund) identificerede og identificerer jeg i nogen grad Seeber med ungarsk-fødte George Szell. Som er manden på billedet herover.
George Szell er en af mine absolutte yndlings-dirigenter -- uden at jeg i øvrigt ved voldsomt meget om ham. Men Szell - for mig - er indbegrebet af KONTROL. Szell havde styr på tingene. Hans indspilning af Beethovens 9. symfoni er formodentlig den bedste, der findes. Se om du kan finde en, der er lige så STRAM og præcis. I challenge you.
Szell er - var - den mindst kvindagtige dirigent, jeg kender. Og I ved, hvad jeg mener. Forhåbentlig. Han kunne godt lide god mad og dyre biler, og han holdt sig for det meste til DE TYSKE. Komponister, altså. Og langt væk fra de sødladne sydlændinge og andre perverse, unødigt udadvendte typer. Se en diskografi her.
I aften er Ane til julefrokost, og jeg er alene hjemme. Og jeg sidder og tænker, at i betragtning af, at der ikke rigtig er sket noget i dag, er der egentlig sket en del. Jeg har været på arbejde, og i eftermiddagstimerne måtte jeg vikariere for en af vores undervisere, som var til møde. Og jeg fik et nyt og kæmpestort hæve-sænke-bord og en bærbar PC. På hjemvejen var jeg et smut forbi posthuset for at hente en pakke med tre bøger, som budet ikke kunne klemme ind i postkassen -- og da jeg kom hjem, lå der endnu tre pakker og ventede. Samlet høst: Tre CDer, heraf den ene en dobbelt-CD, og fire bøger.
Og: Jeg har hørt min nye Dawn Upshaw-CD, "Voices of Light", tre gange. Og jeg har været i Irma og i vores Bog & Idé, som hedder Flensborg, og jeg har været i vores lokale SEXSHOP, som hedder Afrodite. For at købe julekort. Og tro det eller lad være: Jeg havde faktisk aldrig været der før. Og jeg har været i Hos Morfar for at købe en burger og nogle fritter - som jeg nu har spist og har fortrudt, at jeg har spist -- og lige nu, mens jeg skriver disse linier, er der fyrværkeri over Kildemarken. Og "MythBusters".
Har i dag modtaget min nye Dawn Upshaw-CD, "Voices of Light":
Bruce Hodges, MusicWeb: "Voices of Light certainly shows the singer in effortless form, and the sensitive keyboard contribution from Gilbert Kalish is a joy. Throughout the program, my listening notes are peppered with “wow.” The program is anchored by soft-hued French sets from Debussy and Fauré, and the latter’s La Chanson d’Ève might be the highlight of the entire recording. Upshaw’s creamy tone is perfectly suited to these songs, her feather-light touch capturing the essence of this composer, and again, I can’t praise Kalish enough. His support is the kind that makes the word “accompaniment” sound inadequate ... "
Anna Picard, Independent on Sunday: "As the first recital disc of 2005, American soprano Dawn Upshaw's ecstatic programme of songs by Messaien, Faure, Debussy and Osvaldo Golijov sets a very high standard for subsequent releases. Inspired by Upshaw's role as the Angel in Peter Sellars's 1992 Salzburg production of Messaien's Saint Francois d'Assise, Voices of Light is a remarkable collection of songs that blur the edges between sensual and religious transport."
Andrew Clements, Guardian: "Her slightly detached approach is perfectly suited to the Fauré cycle, which sets poems by Charles van Lerberghe giving views of the Garden of Eden as seen through Eve's eyes; it's a world of unsullied innocence, described before the appearance of the serpent, and Upshaw's chaste purity is exactly right. Yet she is just as convincing in the scarcely veiled eroticism of the Chansons de Bilitis, with their anticipations of Debussy's Pelléas et Mélisande, and Messiaen's strangely hybrid world that consistently blurs the boundaries between religious and sexual ecstasy."
Anmelder på Fagnits: "The otherworldly presentation by Dawn Upshaw and Gilbert Kalish of songs by the under appreciated spiritualist composer Olivier Messiaen in the company of other composers of luminosity songs such as Claude Debussy, Gabriel Faure and the contemporary Osvaldo Golijov is one of the most unique and successful recordings to appear in a long time."
Sjostakovich' 5. symfoni, dirigeret af Martin Elmquist. Enten er det bare mig, der - efter min forkølelse - nu igen er ved at have RENE KANALER (og værdsætter det mere end sædvanligt), eller også er denne indspilning virkelig god. En eller anden kunne nok finde noget at udsætte på den, men den er SKARP NOK for min smag, og den lyder - altså, LYDER - dejligt. Musikken kommer til lytteren. Det er ikke lytteren, der skal bevæge sin frem til musikken. Giver det nogen mening? Og det er en smuk musik.
Og: Endnu et udmærket eksempel på, at man ikke altid skal give folk, hvad de tror, de gerne vil have. En lidt lang historie: Jeg fandt et site med en CD, der lød spændende, og jeg skrev og spurgte -- og MANDEN BAG skrev tilbage, at han ville sende mig et eksemplar helt gratis -- men om jeg måske havde en CD med noget 1900-tals-musik at bytte med? Så jeg bestilte en CD (til ham) på nettet -- plus, for den var meget billig, nogle ekstra eksemplarer. For at have noget at dele ud af. Det er jo snart jul. Og jeg modtog dem alle i dag -- minus en. Men til gengæld vedlagt Sjostakovich. Forhandleren løb sikkert tør, og han har tænkt ... o.s.v. Og det var godt tænkt. Tak for det.
Jeg har været syg i 5 - fem - dage, men i morgen tager jeg på arbejde. Forkølelse sucks, og nu kan det være nok. Ved 18-tiden vovede jeg mig - for første gang siden torsdag - uden for døren. Jeg bliver skør, når alting sådan flyder og glider i ét, fordi jeg skiftevis bare sover og blogger og snuer næse og ser Ellen DeGeneres Show på TV o.s.v. Og i dag - og jeg hader, når det sker - fik vi overhovedet ingen post. Hvilket selvfølgelig kun bidrog til min følelse af uvirkelighed. Ingen post er ikke noget for mig. Så hellere regninger.
Vundet på nettet:
En CD med kammermusik af Carlos H. Veerhoff.
Og en CD med Solveig Lumholt. Som bl.a. - derpå - synger Webern.
Anne-Marie Vedsø Olesen spørger i sin blog - her - "Kan man komponere musik labyrintisk?"
Jeg ved ikke meget om labyrinter, og jeg ved endnu mindre om komposition, men spørgsmålet - ikke desto mindre - fascinerer mig. Er der nogen derude, der kan give et kvalificeret svar?
FØRST OG FREMMEST, tænker jeg, afhænger svaret - vel - i nogen grad af, hvad Anne-Marie egentlig mener. Om hun mener, altså, labyrintisk-labyrintisk? Eller indviklet-labyrintisk? Uden at ville lyde unødig sofistisk.
En labyrint - det, der på engelsk kaldes "a labyrinth" er sådan en. Her:
Man går ind ad indgangen og bevæger sig støt og problemfrit frem mod midten -- ad snoede stier. Så at sige. Frem og tilbage og frem og tilbage, men uden vildveje eller DEAD ENDS. En (labyrint-)labyrint er et åndelig redskab. At gå vejen -- o.s.v. Og sådan kan man vel godt komponere?
Hvorimod en indviklet-labyrintisk labyrint - det, der på engelsk hedder "a maze" - er noget andet. Det er sådan en, man kan gå vild i. Den indviklet-labyrintiske labyrints PRINCIP er (netop) THE DEAD END. Afslut, vend om og gå tilbage. Kan man komponere sådan?
Opdateret: Faldt over dette Stockhausen-citat: "Der moderne Begriff des Labyrinths im Kunstwerk ist sicher einer der erstaunlichsten Sprünge, die das abendländische Denken vollbracht hat"
Opdateret: Fra Wikipedia: "[Stockhausen's] Klavierstück XI is famous for its mobile, or polyvalent structure. It consists of 19 fragments spread over a single, large page. The performer may begin with any fragment, and continue to any other, proceeding through the labyrinth until a fragment has been reached for the third time, when the performance ends. Markings for tempo, dynamics, etc. at the end of each fragment are to be applied to the next fragment. Though composed with a complex serial plan, the pitches have nothing to do with twelve-tone technique but instead are derived from the proportions of the previously composed rhythms (Truelove 1984 and 1998)."
Og - og sig ikke, at vi ikke leverer FULL SERVICE - "Klavierstück XI" kan høres (endda i 2 forskellige udgaver) på denne CD, som kan erhverves for latterlige kr. 29,- (+ porto) fra CDklassisk.dk.
"Nothing in the many processes of Nature, whether she deals with men or with things, comes by chance or accident or is really at the mercy of external causes."
Dagens Stockhausen er uddrag af "Aus den Sieben Tagen" -- (u)komponeret 7.-13- maj 1968 i forbindelse med en åndelig krise SKRÅSTREG vækkelse, hvorunder - under vækkelsen - den indiske politiker, digter og filosof Sri Aurobindo spillede en ikke uvæsentlig rolle. Hele værket (7 CDer) er udgivet som Stockhausen Edition Vol. 14. Læs mere om værket her.
Det er søndag, og ih, hvor er jeg træt. På den dér forkølelses-AGTIGE måde. I min krop. Ane sidder nede i stuen og ser "Narnia". Overvejer kraftigt at gå i seng.
Signe, som i går var på besøg, var imponeret over min Marquis de Sade-samling. I hvert fald var den, samlingen, stor nok til, at hun fik - d.v.s. kunne få - øje på den og SPURGTE IND til den. Som det hedder. Jeg føler mig - bl.a. derfor og således bekræftet - nogenlunde overbevist om, at jeg allerede nu har nået mit første delmål: AT VÆRE INDEHAVER AF KILDEMARKENS STØRSTE MARQUIS DE SADE-SAMLING. Det går jo forrygende. Også selv om I - mine læsere - ikke i nævneværdig grad har bidraget til projektet. Tsk. Hvor er alle de GOODIES, som jeg regnede med, at I ville sende mig?
Men hvad jeg ville sige: Næste mål er Ringsted(s største samling) -- og derefter Midtsjælland(s). Og Sjælland(s). Og Danmark(s). Og Europa(s). Og verden(s). Og universet(s). Og så videre(s).
Bemærk i øvrigt (og uden sammenhæng), at Pelle Gudmundsen-Holmgreen i år fylder 75. Hør interview(s) med ham her.
Der er mange måder at fortælle historien om Karlheinz Stockhausen på. En meget kort version kunne f.eks. lyde sådan her: 1928-2007. Tysk komponist og Wunderkind, som allerede som 30-årig havde formået at placere sig i centrum af den moderne musik. Blev vakt af Messiaen. Inspirerede mange. I slutningen af 1970erne begyndte Stockhausen imidlertid at blive skør, og han endte sine dage som en marginaliseret og lidt pinlig guru-type, omgivet af nogle få, trofaste disciple. Skabte i perioden fra 1977 til 2002 musikhistoriens største opera-projekt, "Licht", der på alle måder var totalt langt ude og helt indlysende en gal mands værk.
Men her er (også) en anden version: En af det 20. århundredes mest visionære, mest markante og mest indflydelsesrige komponister. Skaberen - ene mand - af musikhistoriens største opera-projekt, "Licht", der består af hele 7 operaer, en for hver dag i ugen. Stockhausen nåede at komponere ca. 300 timers musik. Hør engang: Han udgav 139 - et-hundrede-og-ni-og-tredive - CDer. I forhold til Stochausen var Frank Zappa, som vi her i bloggen tidligere kort har berørt, en elendig, doven hund.
Stockhausen arbejdede ALTID. Og alligevel fik han - undervejs - tid til tre længevarende forhold og tid til at producere børn nok til et halvt fodboldhold. Og til - f.eks. - egenhændigt at specialdesigne sit eget hus. Og til at holde årlige kurser og give foredrag o.s.v. Det var - er - for sygt. Som Andreas, vi i går havde på besøg, ville have sagt. Sygt, manner.
Stockhausen blev - også i sit eget hovede - Tysklands største, nulevende komponist. Allerede som ganske ung. Efter et ophold i Japan blev han - i hvert fald i sit eget hovede - jordens - altså jordklodens - største komponist. Alle andre, som han selv udtrykte det, sad og fedtede med detaljer, men Stockhausen VAR over det hele. Og til sidst - i de sidste cirka 30 år af sit liv - blev han decideret KOSMISK. Han var (som) en budbringer derudefra - fra Sirius - som var sendt til jorden for som en anden Prometheus at bringe os ilden. LYS. LICHT. Stockhausen komponerede ikke bare musikken til den store opera-cyklus, han skrev også librettoen og gav anvisninger om scene-design, lyssætning og ALTING. "Licht" var hans kosmiske vision, som skulle realiseres, så vi alle kunne få ÅBENBARET ... o.s.v. Galloperende storhedsvanvid -- eller ... Altså. A BEAUTIFUL THING.
Karlheinz Stockhausen er død, 79 år gammel. Læs mere her.
Fyldig blog-nekrolog følger. Jeg har lige hørt det.
Opdateret: Læs den officielle pressemeddelelse her -- og download en "Memorial Booklet" fra stockhausen.org. Politiken skriver om Stockhausens død her. CNN skriver her.
2007 lakker mod enden, og det er tid til at gøre status. Her er - for mit vedkommende - årets 3 største CD-oplevelser:
Nummer 1:
Stravinskijs "Oedipus Rex", dirigeret af Colin Davis. Jeg lyver ikke (ret meget), når jeg nu skriver, at de små hår rejste sig i nakken på mig, da jeg første gang hørte CDen. Musikken - især i denne fantastiske indspilning - er så REN, og fremstillingen (også p.g.a. fortælleren) er så COOL, objektiv og konstaterende -- men indholdet, historien, der fremstilles, er frygtelig. Vi kender allesammen historien om Ødipus, for vi er opflasket med den -- og der er forlængst gået MONETS ÅKANDER i den. Allerede, næsten, før vi får begyndt, keder vi os. Sædvanligvis. Men -- som jeg dengang skrev i bloggen: For første gang, mens jeg sad og lyttede til Stravinskijs musik, forstod jeg RÆDSLEN. Sygdommen i samfundet omkring Ødipus, og sygdommen i Ødipus. Uafvendeligheden (som altid er det værste). Top dollars.
Nummer 2:
Góreckis 3. symfoni, dirigeret af David Zinman og sunget - dét, der skal synges - af Dawn Upshaw. Góreckis 3. symfoni er næsten FOR NEM, men den virker. I hvert fald på mig. Og Upshaw synger vidunderligt. Bør høres alene. En stor tak til Kurt, som insisterede på, at jeg skulle låne hans eksemplar -- da jeg kom til at afsløre, at jeg ikke kendte musikken.
Nummer 3:
Frank Zappa and Mothers: "Roxy & Elsewhere". Året har - her i bloggen - i høj grad stået IN THE SIGN OF Z. Jeg vælger "Roxy & Elsewhere", fordi det - kvantitativt - er en af de CDer, jeg har lyttet allermest til, og fordi - kvalitativt - CDen er en af Zappas bedste. Tror jeg, at jeg føler. At jeg synes.
Om ikke andet: Lidt inspiration til din egen ønskeseddel.
Dagens Per Nørgård er CDen "Frostsalme". Og modtaget med posten: "Foreign Studies", en bog af den japanske og - ! - katolske forfatter Shusaku Endo. "Foreign Studies" indeholder tre fortællinger, hvoraf den sidste, der på engelsk hedder "And You, Too", handler om en japansk forsker, Tanaka, der i 1960erne tager til Frankrig for at studere Marquis de Sade. Så derfor.
Vejret: Gråt og vådt. Og jeg er blevet syg. Som jeg i går anede, at jeg ville. Øv.
Og endnu et Sade-indlæg: Faldt i dag over dette link -- omtale af og reklame for en CD med "The Haunted Tower (La Tour Enchantée, un Opéra-comique), by Donatien Alphonse François, Marquis de Sade (1740-1814). The London adaptation by Storace and Cobb of Sade’s “La tour enchantée,” with Storace's entire original score and an added setting by Brian Holmes for a song from Sade's original which Storace/Cobb omitted. First performed: 24 Nov 1789. Produced by Frederick Burwick. Adapted by James Cobb, with musical score by Stephen Storace." Har mailet og spurgt, om jeg kan købe et eksemplar.
Det er, som man siger, rart for de elendige at have lidelsesfæller -- og der er - tilsyneladende - i hvert fald ét andet menneske derude, som er lige så usikker på sit sprog, som jeg er. På mit. Mig -- med alle mine bindestreger og paranteser. Skrevet inde i skuret, hvor jeg om eftermiddagen står og venter på bussen:
Dagens Per Nørgård er operaen "Nuit de Hommes" fra 1966.
Det var søreme ikke ret længe, VKO kunne holde sammen på de 90 mandater. Men 90 er jo selvfølgelig også ret mange. Egentlig. Når man tænker på, hvor svært det kan være at få bare en lille håndfuld ansatte eller familiemedlemmer eller slagterlærlinge til at gå i takt. Spændende.
Dagens musik er Strauss' "Ariadne", som lå og ventede i postkassen, da jeg kom hjem fra arbejde. Ariadne er - egentlig - hende her. Men mere om operaen følger.
Og dagens (hygge-)læsning er Niels Lillelunds "Bibendum", som handler om MORD BLANDT VIN-NØRDER. Jeg arbejder nemlig - nu - tæt sammen med en af slagsen, ham hér, så jeg vil godt lige vide ... Og så videre. Og hvad jeg eventuelt kan gøre for at gardere mig.
When it rains, it pours. Forleden var de(t) Sade, og i dag - og tak, min anonyme sufflør - er det Zappa. Det er i dag 14 år siden, Frank Zappa døde. Han døde af prostatakræft, kun 53 år gammel.
Jeg vil ikke - i anledningen - skrive ret meget om Zappa, for jeg har jo allerede ... o.s.v. Bortset fra følgende, fordi det er et FAKTUM, jeg selv holder af. At kontemplere.
Frank Zappa - gennem sit liv - havde ikke mange venner. Når han var på turné med sine skiftende bands, boede han ikke sammen med dem, men valgte andre - og finere - hoteller -- og han var ikke typen, der HANG UD. Han var typen, der arbejdede. Alene. Hele tiden. Albummet "Burnt Weeny Sandwich" er opkaldt efter de forbrændte pølseburgere, han plejede at lave og spise om natten, når han - nede i sin kælder, hvor han sad og var ZAPPA - blev sulten. Da Moon Zappa, datteren, som 14-årig besluttede sig for, at hun godt kunne tænke sig at få et lidt tættere forhold til sin far, introducerede hun sig for ham ved at stikke en seddel ind under døren til hans UTILITY RESEARCH KITCHEN -- der, sedlen, begyndte med ordene "My name is Moon Unit Zappa ... " Hvorefter hun - på skrift - bad om at få lov til at arbejde sammen med ham. Resultatet blev "Valley Girl", Zappas største hit.
Men min pointe: I løbet af sin sidste tid på jord indledte Zappa et venskab. Et rigtigt venskab. Med Paddy Moloney, den musikalske leder af The Chieftains. Et lidt umage par, skulle man måske synes, men ikke desto mindre. Og inde i mit hovede, når jeg hører efter, siger det noget meget smukt om begge mænd.
Ved Zappas begravelse - efter Zappas ønske - blev Chieftains udgave af "The Green Fields of America" afspillet. Nummeret findes på CDen "The Celtic Harp", som blev indspillet i Zappas hjem kort før hans død.
Væk og borte -- alt for tidligt. Men som manden selv sagde: "Broken hearts are for assholes". Let's move it, people.
Mest til migselv: Har lige overført følgende til min mp3-afspiller: "In the Mood of Spades", "Maya danser", "Solo Intimo", "Året" (en sang med tekst af Ole Sarvig), en klavertrio og "Strygekvartet nr. 9", 1. sats.
"So this," som Harry Wyckoff sagde i første afsnit af "Wild Palms", da han fik øje på næsehornet i swimmingpoolen, "so this is how it begins."
Nyt tag: pn for Per Nørgård. Peter Nielsen - også PN - er nielsen.
Der er mange glæder forbundet med at være sådan en, der lytter til klassisk musik -- og iblandt dem er (og det skal absolut ikke forklejnes), at man på det nærmeste kan få CDer kastet i nakken. Næsten gratis. Gode og spændende TING -- og ikke kun skrattende radio-optagelser fra 1940erne.
Den 20. november efterlyste jeg her i bloggen forslag til ny musik -- efter Zappa. Der kom flere gode bud - og tak for det - men Anton har ret. Selv om han overhovedet ikke har udtalt sig desangående. Det er for dårligt, at jeg aldrig har lyttet mere - end tilfældet er - til Per Nørgård.
En lynhurtig (og nok ikke helt præcis) status. Her er de Nørgård-CDer, jeg har husket at skrive på min oversigt over egne CDer:
***
- Contemporary Denmark 1992. Steen Pade, Bent Lorenzen, Per Nørgaard, Karl Aage Rasmussen, Ivar Frounberg, Mogens Winkel Holm, Ole Buck og Hans Abrahamsen.
- Larsen, Frederik Munk: Guitar. Med værker af bl.a. Simon Steen-Andersen og Per Nørgaard.
- Ny musik i Suså. Bent Sørensen, Tage Nielsen, Svend Nielsen, Hans Henrik Nordstrøm, Vagn Holmboe, Per Nørgård.
- Ny musik i Suså 2. Med værker af bl.a. Anders Nordentoft, Per Nørgaard og Pelle Gudmundsen-Holmgreen.
- Nørgaard, Per: Mangfoldighedsmusik. Festskrift til Nørgaard med tilhørende CD.
- Nørgaard, Per: Symfoni nr. 3, Twillight. Dacapo.
- Nørgaard, Per: Siddharta. Dacapo.
- Nørgaard, Per: I Ching. Darius Milhaud: Saudade de Brasil. Magnus Aadne. Classico.
***
Og en søgning på "Per Nørgård" giver 74 resultater. Altså: Jeg har indtil videre nævnt ham her i bloggen ca. 74 gange. Ikke medregnet dette indlæg.
Familie, jeg ønsker mig Per Nørgård-CDer (ikke de ovenstående) i julegave.
Man skal ikke forsøge at give folk det, de vil have. Man skal give dem det, de slet ikke vidste, at de kunne få.
For eksempel sad jeg for en times-tid siden og zappede gennem kanalerne på vores TV, da jeg på DK4 tilfældigt faldt over en koncert med den danske jazz-fusions-trio Saft -- som jeg aldrig nogensinde havde hørt om. Hvilket ikke siger nogetsomhelst om Saft, men kun om mig. Ligesom det - næsten helt sikkert - også siger noget om mig, at jeg i første omgang LOD MIG GRIBE på grund af - ikke på grund af musikken, nej, men på grund af - Mette Rasmussen, den kvindelige saxofonist. For hvor mange unge, kvindelige saxofonister er der i dansk fusions-jazz? Næppe mange. Men nu har jeg lyst til at høre mere. Er der nogen, der ved, om trioen har udgivet CDer? Der står ikke noget på websitet.
Og en tredjedel. Og en tyvendedel. Og en tusindedel. Og så videre.
Dagens musik er Per Nørgårds "Voyage into the Golden Screen" fra 1968 -- som er inkluderet på denne CD:
-- fra Dacapo. "Voyage" er, har jeg læst mig til, det første værk, hvori Nørgård for alvor demonstrerer anvendeligheden af sin UENDELIGHEDSRÆKKE -- som han er meget berømt for, og som ofte fremhæves ... o.s.v.
Jeg vil overhovedet ikke - hverken her i bloggen eller andetsteds - forsøge at gøre mig klog på, hvad en uendelighedsrække mon er for en tingest. Men jeg kunne godt tænke mig at vide det. Er der nogen - Anton? - der kan forklare mig det, så jeg kan forstå det?
Men: Heldigvis behøver man ikke VIDE MERE for at kunne nyde musikken.
Frank Zappa: "Penguin in Bondage". Vi fortsætter med ugens sadisme-tema. I et desperat forsøg på at leve op til Mørk Sjæls reklame -- det dér med "en meget mere intellektuel tilgang til sagerne": Her er et spørgsmål. Hvordan kan det være, at S/M-miljøet i ÆSTETISK HENSEENDE er så konservativt og bagstræberisk?
Jeg har i den forløbne tid lyttet meget til Zappa, og jeg har lyttet en hel del til Strauss. Og hvad har Zappa og Strauss til fælles? De har dét - bl.a. dét - til fælles, at 1) deres musik er krævende. Den er SVÆR. Teknisk svær at spille og synge -- og af og til en smule udfordrende for lytteren. Og 2) at CDerne skal SKAFFES, og at de koster. Penge.
Men nu: Et indlæg om noget STIK MODSAT -- nemlig (om) Arthur Durkees musik. Jeg ved absolut intet om manden, men jeg faldt på et tidspunkt tilfældigt over hans website. Fotografierne er forholdsvis hæslige, synes jeg, og det samme er malerierne. Collagerne er bedre.
Men: Min mp3-afspiller er i disse dage FYLDT UD med Durkees musik. Jeg har downloadet mere end 550 MB fra sitet -- og musikken (i modsætning til Zappa og Strauss) gør sig bemærket ved 1) at være - altså - fuldstændig gratis. Man kan bare tage, hvad man vil have, og man behøver ikke engang lette røven ud af sædet. Og 2) den er helt, helt enkel. Og nem.
Jeg ved dårligt nok, hvad jeg taler om -- men det skal ikke stoppe mig. Så jeg skriver: At Durkees musik er af den slags, som enhver bare nogenlunde behændig MUSIKER-TYPE ville kunne producere i timevis af. Uden at få sved på panden. Men hvem GØR DET? For det er jo dét, der tæller: At gøre det. Og ikke bare snakke om det. Det gør Durkee.
Musikken - i hvert fald den musik, jeg har downloadet - minder en hel del om Enos "Music For Films" -- som ikke er musik, der er lavet til bestemte film, men musik, der er LAVET som filmmusik. Til imaginære film.
Det, der karakteriserer filmmusik - med Enos ord - er, at alt det, der sædvanligvis er vigtigt, fordi det udgør 'kroppen' i musikken, helt mangler. Filmmusik er noget mærkeligt, flydende ornamentik. Med mine ord.
Og netop sådan lyder Durkee. Nu til aften gik jeg en tur -- hér:
I det grønne mørke. Mens jeg lyttede til Arthur Durkees "Transit II". Og det var en god oplevelse.
Jeg kan ikke komme i tanker om nogen-som-helst grund til, at du IKKE skulle gøre det -- så jeg synes, du skulle. Downloade noget af hans musik.
Åh, alle disse valg! Jeg har en Solti-(og-Nilsson)-"Salome"-udgave, men jeg har også en Böhm-udgave. Bør jeg så - også - have både Soltis og Böhms "Elektra"? For balancens skyld ... ?
Jeg tror, jeg vil starte med at bestille de tre udgaver på biblioteket. Så jeg kan TJEKKE DEM UD. Sinopoli-CDen er i øvrigt - af en eller anden grund - meget dyr. På engelske Amazon.
Anne-Marie er ganske snart på vej til Hamburg for at overvære denne opførelse af Richard Strauss' (vel nok) mest UDFORDRENDE opera, "Elektra".
Jeg har tidligere skrevet - her i bloggen - om mit eget, lidt anstrengte forhold til "Elektra". På det seneste har jeg lyttet en del til de to forskellige udgaver af "Salome", som jeg for et par måneder siden erhvervede mig -- og måske er tiden inde til at give "Elektra" endnu en chance. Tænker jeg. Har spurgt Mostly Opera hvilken indspilning, der er den bedste.
Aftenens film: "Nat på museet". Som var sjov nok. Til en torsdag.
"If something is boring after two minutes, try it for four. If still boring, then eight. Then sixteen. Then thirty-two. Eventually one discovers that it is not boring at all."
John Cage. En slags fortsættelse af mit indlæg om Weill: Jeg har - som trofaste blog-læsere vil være bekendt med - de sidste par måneder lyttet UTROLIG MEGET til Frank Zappa, læst flere bøger om Zappa og skrevet om ham og hans musik. Meget.
Jeg kastede mig over Zappa, fordi han - forekom det mig, og jeg havde ret, og det har jeg tit - var og er et godt middel mod forstoppelse. Barf barf barf. Åndelig og musikalsk. Men på et eller andet tidspunkt, som nok nærmer sig, må jeg - jo - også videre -- og bruge mine nu rensede ører til noget andet. Også. Og jeg overvejer, hvad det skal være.
Det er ikke HELT ligegyldigt, hvad jeg vælger. Jeg tænker - blandt andet - på det rent ØKONOMISKE ASPEKT. Jeg investerer gerne i min PERSONLIGE UDVIKLING og DANNELSE -- men helst ikke (alt for meget) i anlæggelse af VILDVEJE. Og det er, når man er mig, decideret useriøst bare at købe én CD med værker af en eller anden komponist. Eller én bog af en eller anden forfatter. Allerhelst vil jeg INDTAGE det hele -- som med Frank Zappa.
Jeg har - indtil videre - tre (meget forskellige) navne på min måske-liste: Puccini, Stravinskij og Sibelius. Jeg har aldrig brudt mig voldsomt meget om Puccini, og jeg er ikke så bekendt med hans berømte operaer, som jeg burde være. Så: Det ville være en udfordring for min - jvf. Cage-citatet - tålmodighed, samtidig med at jeg ville blive klogere på noget, jeg burde være klogere på. Synes jeg. Stravinskij behøver jeg nok ikke forklare -- men Sibelius: Lige siden jeg læste Jurij Moskvitins fuldstændig fremragende selvbiografi, "Den døve øgle", har jeg haft lyst til at DYRKE Sibelius. Som jeg i øvrigt - Sibelius - ikke ved ret meget om. Og det er næsten helt sikkert en fejl.
Hvis du har alternative forslag - og/eller argumenter for eller imod de nævnte - så skriv endelig en kommentar.
Dyr dag. Filmentusiaster, bemærk venligst: TP Musik Marked har netop nu tilbud på en række Bergman-film. Kr. 50,- pr. stk. eller tre film for kr. 130,- Købte selv - i dag - "Stilheden", "Persona" og "Det syvende segl". Og bagefter kom jeg til at gå i Blockbuster, hvor jeg også købte tre DVDer: "Kaptajn Alatriste", "Nat på museet" og Brd. Lund Madsens "Enden er nær". Som - den sidste - Ane og jeg lige har set. Showet var slet ikke på højde med forgængeren, "Mr. Nice Guy", men var stadig meget morsomt. Selvfølgelig.
Og THE KILL: Efterfølgende mødtes jeg med Ane, og vi gik i El-Salg og købte 1) en dims, 2) en anden dims, som (påstår producenten) kan holde edderkopper væk, og 3) en Le Klint-lampe. Nemlig denne her. Bare en anden af slagsen.
Dagens billigste indkøb - også i TP - var denne CD:
-- med musik af Josef Matthias Hauer. Kr. 10,- Elisabeth Klein indrømmer selv i cover-noterne, at hun - før ... o.s.v. - aldrig havde hørt om komponisten, og jeg føler derfor ingen skam ved også selv at bekende det samme. Men han lyder meget spændende -- både, altså, LYDER - musikken - og lyder. Hvad jeg indtil videre har nået at læse om ham.
Jeg kan se, at jeg - d.v.s. The Jiggly Room - nu er kommet på Mostly Operas link-liste. Det er jeg da - ærligt talt - gevaldig beæret over, for Mostly Opera er en virkelig fremragende og informativ blog. Og dét - den slags - forpligter selvfølgelig. Så jeg bliver nok nødt til at skrive lidt mere om opera. Fremover.
Og mænd derude: Bemærk at Linda søger en mand. (Og Linda, hvis du scorer en af mine læsere - p.g.a. denne omtale - forventer jeg 10% i kommision. 10% er fair.)
Maurice Nadeau: "Sade - L'insurrection permanente".
Og det er - helt bevidst, for jeg ville skåne jer - ved at være et stykke tid siden, jeg sidst har nævnt FRANK ZAPPA. Men ganske kort: Nye CDer på min hylde: "Bongo Fury", "We're Only In it For the Money", "Francesco Zappa" og "Sleep Dirt". Og i går - f.eks. - hørte jeg 7 timers Zappa, cirka: Hele vejen fra Ringsted til Herning -- og hele vejen fra Horsens til Ringsted. Har tabt endnu to eksemplarer af "Civilization Phase III". På eBay. Jeg er for nærig.
Dagens lektion: Hvis man er så dum at have to potteplanter stående øverst på sin bogreol, er der gode chancer for, at man på et eller andet tidspunkt - som jeg i dag gjorde - vil komme til at hælde vand ud over bøgerne. Når man forsøger at vande planterne. Så - tænker jeg - det er en dårlig idé.
Dagens musik: Jens Hørsvings "Walk With Strangers" ("Gå med fremmede"). Læs mere om Hørsving her og/eller her.
Og dagens lekture: Octavio Paz' "An Erotic Beyond: Sade", en samling - på kun 96 sider - af Paz' tre (som han vistnok selv skriver) "forsøg på at forstå" de Sade, et digt og to essays.
Octavio Paz er - var - en fantastisk begavet og velskrivende digter og essayist, og jeg anbefaler ham varmt og uden forbehold. Han har skrevet - bl.a. - vel nok den bedste bog om Marcel Duchamp, "Marcel Duchamp or the Castle of Purity" -- og Sade-bogen er også - som jeg forventede - helt fremragende. Paz har - havde - en evne til (som Søren Ulrik Thomsen har sagt om Pessoa) med få og enkle ord at få ENORMT STORE TING sat i spil. Og perspektiverne (og afgrundene) bliver ved med at åbne sig.
Iblandt kommentarerne til Sangild: "Pointen er igen at [...] kalder den musik han godt kan lide for følelsesmæssig og den musik han ikke kan ikke kan lide for intellektuel."
Lytter - personligt - til Steve Reichs "Tehillim". Mens Ane ikke er hjemme. Hun får hovedpine af Steve Reich.
Vejret: Det er så koldt derude, at posten - som er en nydelig, ung kvinde - i går måtte en tur indenfor for at pudse sin næse. Som var i løb.
--- according to Frank Zappa. Fra "The Real Frank Zappa Book":
***
JUST FOLLOW THESE SIMPLE INSTRUCTIONS:
[1] Declare your intention to create a 'composition'.
[2] Start a piece at some time.
[3] Cause something to happen over a period of time (it doesn't matter what happens in your 'time hole' - we have critics to tell us whether it's any good or not, so we won't worry about that part).
[4] End the piece at some time (or keep it going, telling the audience it is a 'work in progress').
[5] Get a part-time job so you can continue to do stuff like this.
***
A person with a feel for rhytm can walk into a factory and hear the machine noise as a composition. If we expand that concept to include light, behaviour, weather factors, moon phases, anything (whether it's a rhytm that can be heard or a rhytm that is perceived, i.e., a color change over time - or a season), it can be consumed as music.
If it can be conceived as music, it can be executed as music, and presented to an audience in such a way they will perceive it as music ...
***
Eller - altså - poesi. Som Charles Olson skrev: "Which is why the man said, he who possesses rhythm, possesses the universe."
Der er - især i løbet af de seneste måneder - gået ret meget SHOPPING i min blog. Jeg skriver, har jeg besluttet, for meget om ting, jeg køber -- og jeg køber for meget. Det er indlysende for enhver. Hvilket - at jeg gør det - ikke er noget økonomisk problem, for jeg erhverver mig tingene billigt -- men det FYLDER. Og det er - måske - lidt kedeligt at læse om. I længden. Trods alt.
Så derfor: Et helt nyt og spændende initiativ:
I denne måned vil jeg - i stedet for at blogge om de ting, jeg løbende erhverver mig - blogge om nogle af de ting, jeg allerede HAR på lager -- og jeg vil forsøge at forklare, hvorfor jeg har dem. Også - altså - over for migselv. Og hvis jeg ikke kan finde (på) en forklaring, vil jeg overveje at smide det/dem ud.
Første SAGER - efter al den dér Halloween-uhygge - er følgende to albums:
-- som vistnok er de hyggeligste i min samling, og som jeg - i begge tilfælde - har Peter Bak at takke for. At jeg ejer. Øverst: Dan Hicks & His Hot Licks: "Last Train to Hicksville" -- og nederst: Martin Mulls debut-LP fra 1973.
Track-liste:
"Ventriloquist Love" "Eggs" "Miami" "Livin' Above My Station" "Loser's Samba" "Dancing in the Nude" "Partly Marion" "(I Made Love to You in a) Former Life" "Margie the Midget" "Hors D'Oeuvre" "Songwriter's Blues (Duet for piano and janitor)"
1. You shall respect all music in the world, as music is the universal language, but you will value Zappa's music above all others.
2. Respect the Zappath day, the first Thursday of July, the anniversary of the release of our savior's first album, Freak Out!. You shall celebrate this with all-day listening sessions of his albums, protesting the FCC, taking your clothes off when you dance, and a feast of burnt weeny sandwiches and mud shark garnished with lumpy gravy. For snacks you may have utility muffins.
3. At least once a year you shall purchase one of His albums in the original vinyl format. You cannot purchase the same album twice.
4. You shall always title your original works, be it musical compositions, term papers, documentaries, or 3rd-grade construction paper mobiles, with highly creative and baffling titles in the spirit of His titles.
5. Whenever possible, you should attempt to spread His music. It is your task to get as many people as you can interested in Zappa's work.
6. You shall learn to play at least one musical instrument in your life. What that instrument is will be up to you, although electric guitars and marimbas are favorable to the FBOZ.
7. Aid the children of the world. Always guide them to the correct education and to their own free thinking.
8. Always protest censorship. Any obstruction of the flow of information and art by any person or group is a sin against our Lord and against humanity.
9. Recognize Edgar Varèse, the Influence, Don Van Vleit (Captain Beefheart), the Apostle, and Dweezil Zappa, the Inheritor, as well as all musicians who were worthy enough to perform with Zappa. They have aided the Lord in his work and are part of the divine.
10. Remember to get a little.
11. If someone claims that his music is better than Zappa’s music, you not only have full right to do so, but are obligated to use his music against him.
12. There is a Zappa quote for everyone. Find yours, and hold it true to yourself.
13. After accepting Zappa as your savior, if you get a dog, name it Patricia. Give it a high chair.
14. Never write off a piece of music because you do not understand it. Always give it repeated hearings and only judge it once you understand its meanings.
15. Always get the rights to your master tapes, no matter how long you have to be in court to do so.
16. Once in your life you should make a Zajj, or pilgrimage, to Baltimore, His birthplace.
17. Never, under no circumstances, use drugs or alcohol to improve your creativity. You are always more creative than you think.
18. Always be proud of your facial hair.
19. Trust in the Yellow Shark, because it is a symbol of progress, and trust in the son of Monster Magnet, for he will return to aid Zappa in the final battle.
20. Information is not knowledge. Knowledge is not wisdom. Wisdom is not truth. Truth is not beauty. Beauty is not love. Love is not music. Music is the best.
En tredje eller fjerde eller femte - whatever - absolut ikke uvæsentlig ting, som jeg ikke fik nævnt her i bloggen -- fordi jeg gik i kælderen:
Jeg har købt endnu en Zoogz Rift-CD, "Water III Fan Black Da Da":
Hvilket - og det er derfor, jeg finder det værd at fremføre - gør mig, tror jeg, til medlem af en (endda globalt betragtet) meget eksklusiv klub. Der er formodentlig ikke ret mange, der har en - én - Zoogz Rift-CD stående på hylden. Antallet af folk, der har to, må være forsvindende lille. For når man først har hørt den første ... o.s.v. Medmindre man er som mig.
Men derudover: Jeg har i den forløbne uge mestendels lyttet til min nye Webern-boks:
At lytte til Webern, sagde Frank Zappa engang, er som at befinde sig i "some Viennese mathematical space". Jeg er vistnok ikke FULDSTÆNDIG enig, men jeg forstår godt, hvad han mente. Weberns værker er ikke svære at lytte til - hvorimod matematiske ligninger kan være svære at forstå - men skønheden ... Altså: Hvis man ikke kan fatte, at en ligning kan være skøn. Etc. Der er almindelig lørdags-slaphed i min hjerne, så man må have mig tilgivet, at argumentet flagrer. Hvilket i øvrigt også er en pointe, selvfølgelig: Weberns værker går ikke OP. De går ind. Og de egner sig fortringligt til nattefrost.
Har modtaget nedenstående fra komponist Jexper Holmen:
***
Ensemblet Voz Nueva uropfører 'Berenice' på PLEX Musikteater tirsdag d. 30/10 kl. 20. Forestillingen gentages 11/11 kl. 21 og 12/11 kl. ca. 22 på Archauz (NB: nyt spillested i forhold til tidligere annonceret) i Århus, samt 24-25/2-2008 på Literaturhaus i København.
'Berenice' er en mini-opera over Edgar Allan Poes novelle af samme navn. Forestillingen forholder sig først og fremmest til det faktum, at fortælleren er så upålidelig og utroværdig, at det ikke er til at sige, hvad der egentlig foregår. Man ser intet, og er i stedet henvist til dette menneskes slørede og ufuldstændige beretning. Han modsiger sig selv i ét væk, påstår at lide af en mærkelig psykisk sygdom, får blackouts og snakker udenom i det uendelige. Musikken dykker ned i denne ustabile, uvisse tilstand; dramtiserer den og fortaber sig i den.
Der er stor forskel på at overvære forestillingen, alt efter om man har læst Poes novelle eller ej.. Har man ikke det, anbefales det varmt at vente med at læse den til bagefter.
Modtaget med posten i dag: "Jazz From Hell", "Chunga's Revenge" og "Weasels Ripped My Flesh / Orchestral Favorites". Min Frank Zappa-CD-samling fylder nu så meget:
Men jeg mangler stadig - bl.a. - "Civilization Phase III".
Dagens Zappa - for vi er stadig i Halloween-mode - er "Cheepnis" fra "Roxy & Elsewhere".
Zappa says:
***
I love monster movies, I simply adore monster movies, And the cheaper they are, the better they are. And cheepnis in the case of a monster movie has nothing to do with the budget of the film, although it helps. But true cheepnis is exemplified by visible nylon strings attached to the jaw of a giant spider. I'll tell you, a good one that I saw one time, I think the name of the film was It conquered the world. And the ... Did you ever see that one? The monster looks sort of like an inverted ice-cream corn with teeth around the bottom. It looks like a, like a teepee or a sort of a rounded off pup-tent affair. And ah, it's got fangs on the base of it, I don't know why but it's a very threatening sight. And then he's got a frown and, you know, ugly mouth and everything, And there's this one scene where the ah monster is coming out of a cave. See? There's always a scene where they come out of a cave, at least once. And the rest of the cast ... it musta been made around the 1950's. The lapels are about like that wide, The ties are about that wide and about this short, And they always have a little revolver that they're gonna shoot the monster with. And there is always a girl who falls down and twists her ankle. Hey hey! Of course there is! You know how they are, the weaker sex and everything, Twisting their ankle on behalf of a little ice-cream corn. Well in this particular scene, In this scene folks, they ah, they didn't wanna re-take it 'cause it musta been so good they wanted to keep it, but they... When the monster came out of the cave, just over on the left hand side of the screen you can see about this much two-by-four attached to the bottom of the Thing as the guy is pushing it out, And then obviously off-camera somebody's goin': No! Get it back! ...and they drag it back just a little bit as the guy is goin': KCH! KCH! Now that's cheepnis.
Right. And this is cheepnis here: One two three four ...
Ane har forladt mig. Læs mere om årsagen her. Og jeg er - derfor - alene hjemme. Frem til søndag aften.
Anne-Marie har meget venligt sendt mig en signeret mini-plakat:
-- en reklame for hendes nye roman, "Gudernes tusmørke". Tak til Anne-Marie. Den er jeg meget glad for, og jeg vil straks ramme den ind og hænge den op.
I morgen formiddag skal jeg en tur til lægen, og i morgen eftermiddag skal jeg arbejde -- men derudover har jeg ingen planer for de næste dage. Måske, hvis jeg ikke kan finde på andet, vil jeg overveje at aflægge nabokonen et besøg:
Ups. Som man siger.
Ellers ikke meget nyt. Har købt et eksemplar af Zappa: "You Can't Do That On Stage Anymore Vol. 2" -- for jeg blev nødt til det. Det gjorde jeg altså. Jeg faldt over et meget billigt eksemplar.
Og på vej hjem fra arbejde - i bussen - læste jeg i dag et ganske kort essay om termodynamik, evighedsmaskiner og Markis de Sades forfatterskab.
Og således lykkedes det mig at få skrevet et indlæg, som jeg ikke bare - nu - kan tagge "amvo", men søreme også både "zappa" og "sade". De er alle kommet i udmærket selskab. Synes jeg.
Det er, er jeg stolt over at kunne meddele, nu mere end 24 timer siden, jeg sidst har købt en Frank Zappa-CD.
Da jeg kastede mig ud i det hér Zappa-projekt, var det med en HEMMELIG AGENDA -- ud over lysten til at høre og genhøre og fordybe mig i Zappas egen musik. Jeg tænkte og håbede, at Zappa ville være en god medicin mod den musikalske forstoppelse, som jeg - åbenbart - havde oparbejdet. I ørerne eller i hovedet eller i hjertet -- eller hvor den nu sad. Og stadig - men i mindre grad - sidder.
For Zappa HAR hjulpet. Varèse, som jeg på det sidste (også) har lyttet en del til, hørte jeg også før. Eller hvad jeg nu skal sige. Så han tæller ikke rigtig. Men Zappa har blandt andet give mig lyst til at lytte til Webern, og han har givet mig ny lyst til at lytte til Stravinskij -- og måske allermest signifikant: I dag har jeg hørt hele denne dobbelt-CD:
-- med uddrag, bl.a., af "Laser og pjalter". Udgivelsen kan købes for kun kr. 29,- + porto via CDklassisk.dk. Weill og Brecht er sædvanligvis ikke - eller plejede ikke at være - min kop te, men i dag - med Zappa i baghovedet - lød det hele ligesom anderledes. Og mere mig-vedkommende.
Den ultimative test, tror jeg, må være Gershwin. Blot en strøtanke. Jeg kan ikke udstå Gershwin, og jeg ejer ikke en eneste Gershwin-CD. Fordi jeg ikke kan udstå ham.
Men her er et billede af mig -- inspireret af et foto, søster Gitte havde postet i sin blog. Men nu er det tilsyneladende forsvundet.
Halloween is a-coming. Billedet stammer fra dengang, jeg blev brugt som madding i Helvede.
-- forlader Ane mig torsdag morgen. I denne uge. Og kommer ikke tilbage før søndag. Jeg skal arbejde torsdag og fredag til kl. 15, cirka, men har derudover ikke nogle planer. Stort inspireret af Linda: Hvis en eller anden - kendt eller ukendt - skulle have lyst til at kigge forbi og drikke en kop kaffe, så er han/hun velkommen. I vestjysk ro og fodragelighed. Eller - alternativt - som vil hjælpe mig med at pynte op til Halloween ... ?
Modtaget med posten i dag: "Justine" (men en hollandsk udgave) og "De Sade".
Lytter - igen - til Cowboy Mouth:
***
She had all the tattoos and the piercings Hates everything, says everybody's wrong She dressed like she slept with Guns and Roses But I busted her singing all the boy band songs
Vundet på eBay i nat: En Frank Zappa-dobbelt-CD med "Orchestral Favorites":
-- og "Weasels Ripped My Flesh":
Her er - fra sidstnævnte - the "Eric Dolphy Memorial Barbecue" i en udgave "from Rob Cohen's senior thesis concert at Wesleyan University".
Og apropos weasels: "Ukendte gerningsmænd har i nat lukket op mod 2000 mink ud fra en minkfarm i Asp mellem Struer og Holstebro - både bure og hegn er åbnet, og minkene kan ses i stimer omkring farmen og i Asp by. Det oplyser P4 Midt og Vest. Vagtcentralleder Knud Lauridsen fra Midt- og Vestjyllands politi frygter, at det er dyreværnsaktivister, der har været på spil ... " Mere her.
L:Ron Harald, som er en meget venlig mand, og som flinkt engang forsøgte at overbevise mig om, at David Lynch var en meget stor filmkunstner - ved at arrangere en privat forevisning af "Lost Highway" på storskærm hjemme i hans lejlighed - er undervejs med en ny CD.
Læs mere her. Og se videoen til det første single-udspil, "Connie", her.
Folk, der er ældre, end jeg er, må føle et stik af nostalgi, når de i disse dage - og dagligt - i medierne kan følge, hvorledes Enhedslisten, som i de gode, gamle, beton-marxistiske år, celledeler, og medlemmerne indbyrdes kriges. Læs f.eks. her og her.
Men: Her i bloggen, som læserne vil vide, står vi med ryggen til verden - i hvert fald den virkelige - og vi har vore egne agendaer. I den forløbne uge har vi således været ret optaget af peniser -- og Capacs seneste indlæg om Captain Beefheart får mig endnu en gang til at vende tilbage til emnet. Som er et godt emne.
Captain Beefhearts virkelige navn er Don Van Vliet. Og her er - planket fra Wikipedia, som har planket infoen fra Frank Zappas "The Real Frank Zappa Book" - hvordan Van Vliet fik navnet Beefheart:
***
Van Vliet's stage name came from a term used by his Uncle Alan. Alan had a habit of exposing himself to Don's girlfriend, Laurie. Alan would urinate with the bathroom door open and, if she was walking by, mumble about his penis, saying "Ahh, what a beauty! It looks just like a big, fine beef heart."
***
Captain Beefheart er - altså - opkaldt efter sin onkel Alans penis.
Og mens vi er i gang: Zappa - vistnok - betyder prostitueret.
Vi lever i en iPod-mp3-og-4-PC-tid. Jeg ved det godt. Men i dag har jeg - altså - købt en lille og meget billig ghettoblaster:
-- så jeg kan sidde oppe i mit studerekammer og høre alle mine Zappa-CDer. Første skive i maskinen: "Lumpy Gravy". Som betyder noget i retning af "klumpet sovs". Jo. Lytter til den lige nu.
Under ghettoblasteren - på billedet og i virkeligheden i Ringsted - kan man se den kasse, Mr. X på et tidspunkt sendte mig. Med en Duracell-bunny. Og apropos Mr. X: Er det mærkeligt, hvis jeg går og bliver en anelse paranoid? Jeg spørger bare.
Og Bruce Seven, som døde i januar 2000, var en meget berømt porno-instruktør -- som bl.a. lavede serien "Loose Ends" (1-6). Som gjorde for analsex, hvad Anne Larsen sidenhen har gjort for stegepincetten. For eksempel. Uden sammenhæng i øvrigt. The Internet Adult Film Database har registreret 204 Bruce Seven-film. Jeg føler trang til især at fremhæve "Takin' It To The Limit 3" fra 1995 -- udelukkende p.g.a. SEX-FÆNOMENET Careena Collins.
Har vundet et eksemplar af den Górecki-CD, jeg lånte af Kurt:
På eBay. $0.99.
Og "Loose Ends" er forresten også titlen på en Jimi Hendrix-CD:
Anne-Marie Vedsø Olesen har været en tur på Det Kongelige for at se og høre Stravinskij, bl.a. "Sacre" -- og skælder nu ud i sin blog: "Hvor var aggressionen, orgasmen og døden? Hvor var den rå dyriskhed? [...] Nej, nej, det er tidernes forfald, når kunsten på den måde går op i lutter pænhed. Jeg holder det ikke ud!" Læs hele blog-indlægget her.
Tidligere i dag skrev jeg i en kommentar til Anne-Maries indlæg, at "Nogle gange forestiller jeg mig, at det er noget, der er opfundet i et eller andet underjordisk, super-hemmeligt, kemisk laboratorium. Det dér PÆNHED. Som en slags altødelæggende (mod-)gift, der går os i blodet. Ved første-opførelsen af "Sacre", udvandrede folk, og Stravinskij var en SKANDALE. Nu om stunder har vi PÆNHEDEN, som vi kan injicere ham med. Så kan vi lege med ham og lade ham bide os i røven, uden at vi lader os påvirke."
Men altså ... "Nogle gange forestiller jeg mig ... " Det var en smule lamt, det indrømmer jeg. Ikke stort bedre end "Jeg har en ven, som har et problem."
Men altså ... Jeg har skrevet det før -- og jeg gentager: Vi - i The Jiggly Room - garanterer fuld diskretion. Vi løber ikke med sladder, og vi viderebringer ikke fortrolige oplysninger. Stort set aldrig. Så selv om det omtalte, underjordiske, super-hemmelige, kemiske laboratorium skulle vise sig RENT FAKTISK at have eksisteret, så har I ikke hørt det fra os. Eller fra mig. Chefen. For vi siger ingenting.
Men altså ... Jeg kan da vise jer nogle enkelte fotos, som jeg tilfældigvis er i besiddelse af. F.eks. dette:
-- som viser en fuldstændig uskyldig mark. Og dette:
-- som viser en fuldstændig uskyldig bygning med et fuldstændig uskyldigt pigtråds-hegn rundt om. Lige ved siden af den uskyldige mark.
Og et uskyldigt laboratorium:
Og denne chef-læge, som overhovedet ikke har noget med PÆNHED at gøre:
Ligesom denne patient slet ikke tog del i de oprindelige eksperiementer:
Super-god postdag. Har modtager hele 4 CDer - heraf de 3 fra den samme sælger, men i i 3 forskellige pakker - plus "Bloody Pit of Horror".
Dagens musik er Varères "Deserts", som er inkluderet på denne CD:
Som var en af de I-DAG-POSTOMBRAGTE. Læg mærke til at "PIERRE BOULEZ" på omslaget står skrevet med cirka dobbelt så høje typer som hhv. "CARTER" og "VARÈSE" -- og tænk over hvad det mon betyder. Hvis du keder dig. Meget.
Men ellers: I går aftes løb vi tør for kaffe, og klokken blev 13 - i dag - før jeg fik min første kop. Jeg er stadig ikke helt back to my cute and cuddly self:
De øvrige, modtagne CDer - hvis nogen derude sidder og krydser af - var Zappa: "Ahead of the Time", "Lumpy Gravy" og "Apostrophe".
Vi fortsætter i penis-afdelingen -- til glæde for Frække Rikke og alle andre penis-entusiaster. Jeg har tidligere - nemlig her - kort omtalt The Plaster Casters:
Cynthia Plaster Caster (døbt Albritton) og "Queen of Groupies" Pamela Des Barres. Planket fra altpenis.com: "For those who don’t know, Cynthia Plaster Caster (nee Albritton) makes plaster casts of rock stars’ dicks. Using a technique she’s perfected over the years, Cynthia has done more to preserve the penises of famous men than anyone in history. Cynthia’s story begins in the swinging sixties (naturally), when she was given an art assignment to make a plaster cast of something solid that would hold its shape. In a stroke of genius, Cynthia hit upon the notion of casting a guy’s dick, and surprise, surprise, the idea was an immediate hit. Word spread, and soon Cynthia and her able assistant, the fellating femme fatale Pamela Des Barres, were ushered to the front of every groupie line."
Cynthia Plaster Caster tager stadig afstøbninger, og hun er - stadig - meget berømt for at gøre det. Besøg hendes morsomme website her.
Pamela Des Barres - og bemærk venligst hvorledes min verden fuldstændig hænger sammen - var som ung en bekendt af Captain Beefheart og blev - derigennem - del af gruppen omkring Frank Zappa. Hun var medlem af Zappa-groupie-bandet The GTOs, "Girls Together Outrageously". Og hun har sidenhen bl.a. udgivet bogen "I'm With the Band - Confessions of a Groupie". Du kan besøge hendes website her.
I Plaster Caster-samlingen finder man bl.a. Jimi Hendrix repræsenteret, Noel Redding, Aynsley Dunbar og Eddie Brigati.
Det måtte jo ske -- når man er, som jeg er. And you are what you is. Vandt i dag - på eBay - en Frank Zappa-CD, som jeg allerede havde - d.v.s. har - købt (men ikke modtaget) via engelske Amazon. Nemlig "Apostrophe":
eBay-udgaven er en "Japanese Limited Edition" -- men den slags betyder meget lidt for mig. Sædvanligvis. Heldigvis kostede den kun ca. kr. 25,-
Udelukkende af hensyn til migselv: Her, Bo, er, hvad du har købt og betalt, men endnu ikke modtaget:
"Jazz From Hell". Så dén behøver du ikke købe flere af.
"Chunga's Revenge". Så dén behøver du ikke købe flere af.
"Baby Snakes". Så dén behøver du ikke købe flere af.
"Lumpy Gravy". Så dén behøver du ikke købe flere af.
Og "Ahead of Their Time". Så dén behøver du heller ikke købe flere af.
Fuldstændig fantastisk! Udråbstegn. Her er Górecki-CDen, som Kurt i går lånte mig:
Symfoni nr. 3 -- og jeg vil aldrig lytte til andet. Herefter. Ud over Zappa. Og andre ting, måske.
Men i hvert fald: DET ER EN VOLDSOM GOD CD, meget sørgelig og hjerteknusende og umulig at ryste af sig og alt det dér elendige -- men også - og først og fremmest - meget, meget smuk. Tarkovskij som LYD. Og Dawn Upshaw, som ser således ud:
Lørdag var Ane og jeg på tur med Bodil og Kurt. Først kørte vi til Farendløse, hvor vi besøgte det, der engang var Farendløse Æblemost:
Nu om stunder laves selve mosten af Langkjær, men æblerne er stadig fra Farendløse. Vi købte 6 flasker. Og fortsatte derefter til Farendløse Kirke:
Som er gul. Usædvanlig meget protestantisk - selv for (i) en protestantisk kirke - lå alterbrødene smidt i et hjørne:
Og nej, den var ikke tom. Den var næsten fuld. Vi tjekkede.
Efterfølgende kørte vi til Sneslev for at besigtige Sneslev Kirke:
Som er ukalket og ligger utrolig flot i landskabet. Mere om Sneslev Kirke senere.
Og efter en kort kaffepause tog vi i skoven for at se to voldsteder. Her er et foto fra det voldsted, der kaldes Ridebanen. Den lille figur til højre er Kurt. De andre er ikke Kurt, men får:
Og til sidst kørte vi ud til Knud Lavards Kapel:
Da mørket var faldet på, spiste vi fisk og artiskokker hjemme hos Bodil og Kurt -- og pærer med chokoladesovs, mens vi så Morse. En super-hyggelig dag.
Kurt lånte mig en CD med musik af Górecki, som jeg på forhånd ikke kender meget til -- og hjemme i postkassen ventede Zappas "200 Motels". Min Zappa-samling er nu 38 cm.
Musikfestivalen MUSIKHØST 2007 finder sted i Odense i dagene 31. oktober – 3. november, fire tætpakkede dage, som stiller skarpt på NY POLSK MUSIK og NY DANSK MUSIK. Under overskriften "Unge fokuskomponister" præsenteres fire unge polske og danske komponister: Agata Zubel, Wojciech Ziemowit Zych, Martin Stig Andersen og Niels Rønsholdt. Læs mere om festivalen her.
"Unge fokuskomponister" er vel nok ikke den umiddelbart mest appetitvækkende overskrift, man kunne tænke sig -- men hvis du bor i Odense eller omegn; Tag og tjek det. Det lyder - overskriften til trods - ret spændende, synes jeg. Ud over af de nævnte byder festivalen på musik af bl.a. Poul Ruders, Per Nørgård, Hans Hansen og Niels Rosing-Schow.
Frank Zappas forskellige grupper, herunder Mothers of Invention i alle deres forskellige konstellationer, var alle højt respekterede for deres tekniske dygtighed. Zappa krævede meget, og han tvang alle sine musikere til at øve og øve og øve -- også langt ud over det sædvanlige. Og alle, når de forlod Zappa - nogle af dem i vrede - var bedre, end da de begyndte. Mange af Zappas regular sidekicks er fortsat i dag bedst kendt for deres samarbejde med Zappa. Zappa made them -- men det var også dem, der made Zappa.
Her er nogle af de (mere) faste sidemænd m/k:
Ike Willis, som sluttede sig til Zappa i 1978, og som medvirkede på bl.a. "Joe's Garage", "Thing-Fish" og "You Are What You Is". Besøg Willis' website her.
Trommeslager Terry Bozzio, som medvirkede på bl.a. "Bongo Fury", "Zappa in New York" (hvor han har rollen som Djævelen i "Titties and Beer"), "Sheik Yerbouti" og "Sleep Dirt". Efter Zappa dannede Bozzio gruppen Missing Persons -- i øvrigt sammen med sin hustru, Dale Bozzio, som han mødte i forbindelse med samarbejdet med Zappa, og som - Dale - har rollen som Mary på "Joe's Garage". Terry Bozzio har også medvirket på en Korn-CD. Besøg Bozzios website her.
Napoleon Murphy Brock, som bl.a. medvirkede på "Apostrophe", "Roxy & Elsewhere" og "One Size Fits All". Besøg Brocks website her.
Ian Underwood, som medvirkede på bl.a. "We're Only In It For The Money", "Hot Rats" og "Over-Nite Sensation" -- men som også, efterfølgende, har samarbejdet med bl.a. Barbara Streisand og Barry Manilow.
Og Ian Underwoods hustru, Ruth Underwood (f. Komanoff), en klassisk uddannet percussionist "of staggering virtuosity", som medvirkede på en lang række af Zappas udgivelser -- fra "Uncle Meat" til "Sleep Dirt".
Og guitarist Steve Vai, som medvirkede på bl.a. "Tinsel Town Rebellion", "Ship Arriving Too Late", "Man From Utopia", "Jazz From Hell" o.m.fl. Besøg Steve Vais website her.
Nå. Men kan I så huske dengang, jeg sagde, at jeg ville forsøge at holde igen med CD-indkøbene i resten af denne måned? Hvornår var det nu, det var?
Men så skete der det, at ... At jeg skulle hjem fra arbejde, og på vej fra Tolstrup til stationen blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville gå resten af vejen -- i stedet for at tage endnu en bus. Så jeg gik. Og undervejs kom jeg forbi den dér video- og DVD-biks, som hedder Videotossen, og som jeg tidligere har nævnt her i bloggen. Og jeg gik derind.
På hylden fandt jeg et pænt eksemplar af Fulcis "The New York Ripper" (Anchor Bay) til kun kr. 30,- -- og dén blev jeg jo nødt til at købe. Ikke? Hvorefter jeg også fandt et meget billigt eksemplar af "Mr. & Mrs. Smith", som hverken Ane eller jeg har set.
Og så skete der det, at ... Altså. Mens jeg gik og rodede, begyndte ejeren at snakke, og han snakkede og han snakkede, og jeg blev - jo - nødt til ligesom at foretage mig et eller andet imens. Så jeg gav mig til at gennemgå rækkerne med CDer -- og kom hjem - I kid you not - med følgende:
En CD med Cartoons, en CD med Spice Girls, en CD med Aqua og en CD med Me & My -- plus filmene og en CD med Clannad og denne udgave af Leoncavallos opera "Pagliacci". Som betyder "Klovne".
Til mit forsvar - hvis det altså overhovedet nytter noget - vil jeg gerne have lov til at fremføre følgende, at:
1. CDerne, også opera-dobbelt-CD-boksen, kostede kun kr. 5,- pr. stk.
2. Og mens jeg stod og overvejede, om der var noget, der var værd at slæbe med hjem, gav ejeren - som sidste gang, jeg var der, var faldet døddrukken om i sin stol - sig pludselig til at recitere Kierkegaard for mig. Og hør engang: Ikke frit fra hukommelsen, men fra en Kierkegaard-tekst, som han havde kopieret og havde liggende - kopien - under disken. Det forvirrede mig. Det indrømmer jeg. Og slørede - måske - min dømmekraft.
Og lad os nu ikke glemme, selvfølgelig, at jeg også selv er en af de helt store inden for det dér LYD. "Music for Graveyards" 1 og 2 kan downloades - helt og aldeles gratis og uforpligtende - i mp3-format fra The Archive. Klik her. Og "Stjernerne over Ulfborg" kan downloades - på samme betingelser - fra Lyt til Nyts website. Klik her. Og scroll ned.
Jeg har i løbet af de sidste par måneder købt flere CDer, end jeg har købt i de foregående 2-3-4-5 år. Det er nok HELT VILDT OVERDREVET -- men i øvrigt ikke meget forkert. I resten af denne måned, har jeg derfor besluttet mig for, vil jeg forsøge at holde igen. Jeg venter stadig på en god håndfuld af de CDer, jeg bestilte via Amazon i sidste måned, og selv om jeg - ret præcist - lytter til Zappa to timer om dagen, hver dag, så vil det alligevel tage mig nogen tid ... o.s.v.
Men når jeg engang igen synes, at jeg har fortjent det, vil jeg investere i denne boks:
"Works of Igor Stravinsky" - apropos Stravinskij - som består af hele 22 CDer -- og til en fuldstændig latterlig lav pris. Og at jeg ikke synes, jeg på nuværende tidspunkt kan tillade mig at købe den, skal jo - naturligvis - ikke afholde dig fra at gøre det. Som J. Gibbons afslutter sin anmeldelse på Amazons side: "An essential collection at a stupid price. Buy it before Sony BMG realise their mistake." Amazon tager £22.98, men det er muligt, boksen kan findes endnu billigere andetsteds. £22.98 er ca. kr. 250,00 -- eller ca. kr. 11,50 per CD. Plus porto.
Capac har i en kommentar henvist mig til denne side, jennifer-walcott.info. På siden kan man læse, at Ms. Walcott "was born on May 8, 1977, in Youngstown, Ohio" -- hvilket selvfølgelig straks fik mig til at tænke på Springsteen. Som - jo - har skrevet en sang om byen:
"Youngstown" -- fremført i Youngstown, 12. januar 1996.
Det rager jer jo sådan set ikke, kan man sige -- men her er, HVORDAN DET HÆNGER SAMMEN: Vi har alt for mange CDer (eller alt for få CD-reoler -- og alt for lidt plads til CD-reoler), så på et tidspunkt røg en hel kassefuld CDer ind bagerst i et skab i stuen. Hvorefter de blev gemt bag DVDer og fis. Men nu har jeg - forleden - fundet dem igen, og iblandt dem var min lille Messiaen-samling. Så derfor.
Ane og jeg har i øvrigt engang hørt uddrag af Messiaens fuglekatalog opført i Skanderborg Kirkecenter. Hvor mange kan prale af det? Ikke mange. Globalt betragtet.
I de bøger, jeg indtil videre har læst om Frank Zappa, omtales dobbelt-CDen (som oprindelig var tre LPer) "Thing-Fish" fra 1984 som et af Zappas mest kiksede eller - efter overbevisning - AVANCEREDE projekter. Zappa skrev værket som et Broadway-show, men det lykkedes ikke at finde nogen, der havde mod på at lave en opsætning. Og det kan jeg sådan set godt forstå.
Her er historien kort -- planket fra Wikipedia:
***
The government has experimented on inmates, turning them into hideous creatures known as "Mammy-Nuns," thanks to a substance known as "Galoot Cologne" which was invented by an Evil Prince (and part-time theater critic) to get rid of selected "highly-rhythmic individj'lls an' sissy-boys." Being unable to return to their original jobs, the Mutant Mammy-Nuns are forced to perform in a Broadway musical about their plight.
During a stage show of the Mammy-Nuns, Harry and Rhonda (your average white, middle-class couple) are kidnapped by Mammy-Nuns and are forced to witness and perform many twisted things. In "flashback" segments, we learn that as a boy, Harry briefly became homosexual after he lost all desire for intercourse with females because of the women's liberation movement, before falling in love with a rubber sex doll called "Artificial Rhonda."
***
"Thing-Fish", the album, indeholder en del numre fra andre Zappa-udgivelser, og temaerne er kendte. Harry, der blev homo p.g.a. kvindebevægelsen, er Bobby (fra "Bobby Brown Goes Down") i ny forklædning. For eksempel. Men "Thing-Fish" har også sit eget, overordnede tema, nemlig RACE. Ike Willies, som har hovedrollen som speakeren, Thing-Fish, taler et forstyrret pseudo-sort. Altså: "Sort" som i "negroid". Hvilket - dengang og igen - bragte Zappa beskyldninger om chauvinisme på halsen. Men urimeligt.
Forestillingen om at regeringen forsøger at kontrollere og/eller bekæmpe særlige grupper i samfundet går igen i flere af Zappas værker, herunder bl.a. i "Joe's Garage", hvor det er The Central Scrutinizers opgave, siges det, at "enforce the laws that haven't yet been passed". Zappa tog forestillingen ret alvorlig og læste bøger om udviklingen af race-bestemte sygdomme o.s.v. Han var overbevist om, at AIDS stammede fra et laboratorium et eller andet sted.
Men hvad jeg egentlig bare ville sige: Jeg synes - hvad der end står i bøgerne - at "Thing-Fish" er et vældig godt værk. Og at det er forholdsvis tilgængeligt -- sammenlignet med andre af Zappas udgivelser.
"I know there are a lot of talented people out there who are getting buried in all the bullshit, and I think that's a real crime. There's only so much room in the CD racks at the record stores. The more worthless CRAP they stock on those shelves, the less likely one is to find something of unique quality or substance."
***
Og om internettet:
***
"The net sucks. There are 10 people on the net, and 8 of them are retards. Nothing has changed. The net is NOT this great "information superhighway" nonsense they try to sell you---it's a bunch of anal-retentive lunkheads blabbering about the most inane nonsense imaginable."
Jeg har for tiden nogle ret mærkelige drømme. Forrige nat drømte jeg om "Elverhøj", som jeg i øvrigt aldrig tænker på eller lytter til, og sidste nat drømte jeg et ord. Eller om et ord. Som jeg overhovedet ikke kendte -- eller kender. Jeg googlede det, så snart jeg havde fået øjne, og et kort øjeblik - men kun fordi jeg havde stavet ordet forkert - troede jeg, at jeg i søvne havde opfundet et helt nyt begreb -- og jeg forudså, at jeg - af den grund - ville blive rig og berømt. Og så videre. Men ak. Ordet var "genspecier", som stavet sådan kun giver 1 hit på Google. Men hvis man prøver på engelsk, "genspecies", får man 83. Og et spørgsmål om, om man i virkeligheden mente "genospecies".
Men: Specier er jo også en slags småkager, nemlig den slags som Nuser godt kan lide. Gen-småkager? Igen-småkager? Som i "Jeg vil gerne igen have en småkage?" Eller geno-arter?
Har vi en god drømmetyder iblandt os?
Modtaget med posten i dag: Zoogz Rift: "Torment". Det må helt klart være et af de flotteste CD-omslag i min samling -- så I får det lige i fuld størrelse:
Dagens musik er Olivier Messiaens meget fremragende "Quatuor pour la Fin du Temps". Værket findes i adskillige forskellige indspilninger, og jeg har (i hvert fald) to eller tre. For jeg er meget glad for Messiaen. Men jeg lytter i dag til denne:
Jeg har en mistanke. Jeg skriver om den hér - blandt venner - i tiltro til, at det bliver mellem os. Jeg tror ikke, at Frank Zappas valg af Edgard Varèse som sit store, musikalske forbillede, udelukkende handlede om musik. Eller: At Zappas store fascination af Varèse kun handlede om Varèses musikalske kvaliteter. Jeg tror - og dette er min bekendelse - også, at det handlede om snobberi -- og snobberi af dén helt utålelige slags, som kun unge mennesker (og barnagtige voksne) hengiver sig til.
Zappa havde aldrig hørt om Varèse - for det var der stort set ingen, der havde - før han tilfældigvis læste om ham i et blad. Artiklen handlede ikke om komponisten, men om en pladebutik, og Varèse blev kun nævnt som et eksempel. Manden bag disken i butikken, stod der i artiklen, var så god til at sælge, at han endda kunne sælge en LP med musik af Varèse. Eller måske stod der, at det var det eneste, han ikke kunne sælge. Jeg har glemt det -- men det er også ligemeget. Pointen er, at Varèse blev fremhævet som noget MEGET EKSKLUSIVT, mærkeligt og elitært -- og Zappa, as the story goes, besluttede sig straks for, at den dér LP måtte han eje. Det lykkedes ham til sidst at finde den og købe den - den første LP, han nogensinde købte - og han spillede den for alle, der gad lytte. Eller som ikke kunne slippe væk.
Varèse kom for Zappa til at repræsentere - tror jeg - det dybt seriøse, musikalske selskab, som han, Zappa, gennem hele livet ønskede at blive en del af, men som han - af frygt for afvisning - i stedet skubbede fra sig. Bevidst eller ubevidst. Som Barry Miles ganske rigtigt bemærker i sin biografi om Zappa: Hvis man gerne vil høre et af sine klassiske værker opført af et respekteret orkester, skal man nok lade være med at navngive det "I Promise Not To Come In Your Mouth". Som Zappa i ét tilfælde gjorde. Rock-udgaven kan høres på CDen "Zappa in New York".
I nat, mens jeg sov, drømte jeg om "Elverhøj". Jeg kan ikke huske ret meget af drømmen, ud over at der blev sunget en del. Sange, altså, fra Heibergs og Kuhlaus værk.
Og det er - eller var - faktisk lidt mærkeligt, synes jeg, for jeg har overhovedet ikke noget nært forhold til "Elverhøj". I hvert fald næppe mere end de fleste andre, nationalromantiske danskere. I min alder eller ældre.
Men: Musikken sad - nu - i kroppen, og jeg måtte en tur på biblioteket for at låne et eksemplar. Hvor mange af jer, helt ærligt, har "Elverhøj" stående i CD-reolen? Og hvis du har: Har du selv købt den?
Men men: Jeg lod mig gribe af ÅNDEN og hjemlånte også et eksemplar af Heises opera "Drot og marsk", som handler om Marsk Stig og mordet på Erik Klipping. De dé historikere, jeg var sammen med i weekenden, har nok gjort et vist indtryk. Måske.
Og desuden -- for fuldstændighedens skyld: Lånte også et par kriminalromaner, hvoraf den ene - vistnok - har Dante som hovedperson.
Købt billigt via eBay: Frank Zappas "200 Motels", dobbelt-CDen:
"200 Motels" er - ellers - en film. Som jeg aldrig har set, og som jeg formodentlig, hvis jeg så den, ikke ville bryde mig ret meget om. Sideløbende med alle sine plade-projekter arbejdede Zappa på flere film, hvoraf kun ganske få - måske heldigvis - blev til noget.
Men før jeg poster flere lister: Jeg er ikke sikker på, at jeg fik forklaret mig godt nok i det oprindelige, introducerende indlæg -- så lad mig gøre det helt klart:
Jeg er interesseret i alt de Sade-relateret, som jeg ikke allerede har. Herunder også:
- Alternative udgaver af bøger, jeg allerede har i samlingen. - Bøger på andre, eventuelt helt uforståelige sprog.
Og bemærk venligst: Du har - faktisk - muligheden for at gøre en god handel. Det er jo det, altså, der er MIN STORE PLAN. Det er deri, pointen består: Jeg håber at få jer allesammen til at holde øjnene åbne, hvorend i kommer -- og købe bøgerne eller CDerne eller DVDerne, når I finder dem. Men billigt! Køb dem, hvis de ingenting koster -- f.eks. på det russiske bogmarked i Krakow. Eller hvor I nu skal hen i efterårsferien. Køb dem, så I har noget at bytte med -- og vent, til der kommer noget godt i EXCHANGEN. Og slå til. Så.
Dagens dyr er Stærke, Kurts og Bodils og Jens' kanin:
Vi var i går til Kurts 50-års fødselsdag, og det var gevaldig hyggeligt. Maden var - som altid - fantastisk, især grønkålen -- og jeg sad først ved siden af en lektor i arabisk og derefter - under osten - mellem en lektor i 20. århundredes historie og en klassisk filolog og boghistoriker. Og jeg fik snakket lidt med Lars, som jeg ikke har set - blev vi enige om, selv om det ved nærmere eftertanke vist ikke er fuldstændig korrekt - i 6 år. Og jeg fik hilst på ham, der har skrevet denne bog -- og aftenens tale blev holdt af ham, der har skrevet denne bog.
Nu er klokken 2:17, og jeg burde ligge i min seng. Men: Kurt, fødselsdagsbarnet, og jeg fik snakket lidt musik. Ret tilfældigt. Og han fortalte mig, at han ejede hele 7 forskellige indspilninger af Max Bruchs "Kol Nidrei" -- som jeg, indrømmet, ikke kendte. Og jeg gik straks hjem og googlede -- og nu er jeg nødt til at høre stykket, førend jeg kan falde i søvn. Du kan downloade og høre det her.
I dag skal Ane og jeg til Kurts 50-års-fødselsdag. Han og konen, som hedder Bodil, bor i - eller på - Ringsted Mark -- i udkanten af Ringsted. Sammen med sønnen og en hel masse bøger. De er begge gevaldig lærde, og de kender en frygtelig masse lærde mennesker. Heriblandt Ane. Og så er der - kan man sige - mig. Men jeg har tænkt mig at tage min nye uld-sweater på -- for ligesom at signalere, at jeg trods alt har en ANELSE om ... o.s.v. Og nikke indforstået, når nogen taler. Heldigvis er de allesammen vældig flinke, så de vil sikkert lade mig slippe afsted med det.
En fri association. Igen. Jeg hørte engang - for ikke så forfærdelig længe siden - et foredrag af den amerikanske digter Kenneth Koch, hvori han blandt andet talte om William Butler Yeats. Han, altså Koch, havde diskuteret Yeats med nogle af sine studerende, og han, stadig Koch, havde spurgt dem, hvad de godt kunne lide ved hans digte. Altså Yeats' digte. Og en studerende havde svaret - meget begavet - at han godt kunne lide den fornemmelse af "urgency", som digtene kommunikerede. Det var, sagde Koch, det helt rigtige svar. William Butler Yeats digte er meget ofte - indholdsmæssigt - det rene, okkulte vrøvl, som intet fornuftigt menneske kan forholde sig til eller føle noget for. Det fantastiske ved Yeats - og grunden til, at man bør læse ham - er ikke indholdet. Det fantastiske ved Yeats er, at han altid - i digtene - lyder som om, det han fortæller, er vanvittigt vigtigt. Urgent. Af ham kan man lære - hvis man altså kan det - en hel del om autoritet.
Og associationen: Det er fuldstændig ligesom med Springsteen. Springsteen er - også i min verden - The Boss. Der er ingen, der er større end ham -- omend der måske er en lille håndfuld, som er lige så store. Eller næsten. Men hvad er det, der gør Springsteen så helt igennem AWESOME? Det er ikke musikken, som alt andet lige er - og misforstå mig ikke - forholdsvis ordinær og lige-ud-ad-landevejen-rockmusik. Og det er heller ikke teksterne, selv om de for det meste er gode. Det er - i hvert fald for mit vedkommende - den dér følelse af autoritet. Han lyder altid, som om han ved, hvad han taler om. Som om han - som man siger - kan STÅ INDE FOR DET. Og at det er urgent.
Jeg gider ikke - for jeg ville føle mig fjollet - at anbefale jer at købe den nye CD. Springsteen goes without saying. Når der kommer en ny Springsteen-CD, så køber man den bare. Ligesom med Dylan. Hvis man er et ordentligt, seriøst menneske.
Vild ting-dag. Var på shopping med Ane og købte - ud over nogle fødselsdagsgaver - hhv. tre par bukser, tre par underbukser, en trøje, en lyserød "Støt brysterne"-kuglepen og Bruce Springsteens nye CD. Og modtaget med posten -- også i dag: Zappa: "Thing-Fish":
"Collected" betyder ikke "samlede" - som i "allesammen" - men "udvalgte". Som i - f.eks. - "Collected Stories by Sir Arthur Conan Doyle". Men "complete" betyder "komplet". Men hvor komplet er komplet? Som Anton i en kommentar har gjort opmærksom på: Den udgave af Weberns "Complete Works", jeg lige har købt, er ikke komplet. Den er - faktisk - kun cirka halvvejs komplet, for den består af 3 CDer -- og der findes en nyere boks, også "Complete" og også Boulez, som består af hele 6. Den første - min - udgave indeholder alle de værker, som Webern selv gav opus-numre. Den anden indeholder også ANDRE TING. Webern skrev i løbet af sin karriere rundt regnet 6 timers musik. Som altså kan være på 6 CDer. Hvis det lyder dejligt nemt og overskueligt, så er det - så kan det kun være - fordi man aldrig har lyttet til Webern.
Det er blevet fredag, og det betyder, at jeg må blogge igen. Og at jeg igen må skrive om Frank Zappa. Jeg skal nok forsøge at holde det - zappariet - en smule under kontrol, men jeg lover ikke noget. I løbet af relativ kort tid har jeg nu fået indkøbt så mange af Zappas CDer, at det ville - for sådan er jeg - være helt utåleligt for mig, hvis jeg ikke også fik erhvervet mig resten. Og som en eller anden på et tidspunkt bemærkede: Jeg kan - jo - tilsyneladende ikke købe en éngangslighter til kr. 3,- i Netto uden at det partout skal nævnes herinde. I bloggen. Så I slipper nok ikke for at høre om Zappa-CDerne -- efterhånden som ... o.s.v.
En hurtig status: Min Zappa-CD-samling er nu 31 centimeter lang. Den fylder så meget:
Og følgende er bestilt, betalt og på vej - forhåbentlig - til Ringsted: "Lumpy Gravy", "Ahead of Their Time", "Apostrophe", "Thing Fish" og "Tinseltown Rebellion". Og "Trance-Fusion", som jeg tidligere har omtalt, men endnu ikke modtaget. De mere visuelt orienterede kan (måske) danne sig et overblik her, her og her. Har - yderligere - bestilt to bøger på biblioteket: "Electric Don Quixote" og "The Real Frank Zappa Book".
Og i den virkelige verden: Anne-Marie Vedsø Olesens nye roman, "Gudernes tusmørke", har fået en kanon-anmeldelse i JP. Læs den her.
En 58-årig kvinde har - i Chicago - skudt og dræbt sin 54-årige, mandlige samlever, efter at hun sidste weekend - efter 15 års bekendtskab - opdagede, at han kunne lide porno. Mere her.
Dagens CD er Zoogz Rift: "Torment", som jeg lige har købt via eBay. Det vil sige: Jeg har den ikke endnu, så jeg kan ikke lytte til den -- men jeg har på fornemmelsen, at den nok også er sjovere at tale om, end den er at lytte til. Måske. Zoogz Rift er en amerikansk dadaist, musiker, forfatter og pro-wrestling-kommentator. Hans to store forbilleder er - hhv. - Salvador Dali og Ayn Rand. Og dét lyder jo - om ikke andet - forvirrende. Og forvirret. Og det er det vist også. "Torment" byder bl.a. på numrene "Secret Marnies Sex Kitten Beach Party", "Defecation Rainbow" og "Let a Man Come in and Eat the Popcorn, Pt. 47 & 93". Rift-kataloget inkluderer - ud over "Torment" - så umiddelbart interessevækkende og appetitlige titler som "Idiots on the Miniature Golf Course", "Amputees in Limbo" og "Island of Living Puke". Hans band hedder The Amazing Shitheads.
-- som, gruppen, var et (til tider meget larmende) John Zorn-projekt. Med bl.a. Bill Frisell. CDen består af hele 26 numre, de fleste af dem meget korte ("Fuck the Facts" varer f.eks. kun ca. 12 sekunder) -- og den er ærligt talt lidt svær at holde af. Men nu prøver jeg. Efter i så lang tid at have lyttet til ham dér, I ved nok, som i denne uge ikke skal nævnes, lyder det meste andet - bagefter - lidt tyndt. Læs mere om John Zorn her. "Naked City" kan downloades aldeles gratis fra Bibliotekernes Netmusik.
På opfordring fra Mostly Opera har jeg netop bestilt et eksemplar af Kertész indspilning af "Hertug Blåskægs borg":
-- jvf. mine tidligere overvejelser. Det er min udgave nummer to, for jeg har allerede denne BBC-indspilning -- men nu - især nu - har jeg BEHOV for en, der er bedre. Så jeg kan være på forkant med Anne-Maries næste bog. Hvori jeg - jo - er med. Er jeg sikker på. For Osiris er stor, hil Osiris.
- who Joe Strummer was. Apropos mit spørgsmål (fra) i går: Hvor mange hits skal man have på Google, før man er så kendt, at folk rimeligvis bør kende en? Dagens CD er Cowboy Mouth: "Voodoo Shoppe", som jeg købte på bib-udsalg for en femmer. Første nummer på CDen er en hyldest til Joe Strummer -- og fortæller, nummeret, om en fyr, der blev nødt til at dumpe kæresten. Fordi, altså, at hun ikke kendte The Clash.
Det er fredag, og hele næste uge, har jeg besluttet, er Zappa-fri. For der er jo trods alt grænser for, hvad man i længden kan byde sine blog-læsere. Så altså: Ikke mere Zappa før - tidligst - næste fredag. I promise.
Indtil da: "Keep It Greasy (So It'll Go Down Easy)" -- hvilket, forekommer det mig, er et (og i så mange af livets forhold) udmærket råd. Her i en live-udgave fra New York, 1984:
Sangen, der - som Zappa på "Roxy & Elsewhere" forklarer om "Penguin in Bondage" - "suggests to the suggestionable listener", at heteroseksuel analsex er loads of fun, blev inkluderet på "Joe's Garage" og kom hér til - lidt - at ændre karaktér, fordi den i konteksten i stedet - "to the suggestionable" o.s.v. - kom til at handle om Joe's homoseksuelle oplevelser i fængslet. A fitting end ... som man siger.
Af ren og skær, stolt national-følelse: Her er en optagelse fra Zappanalen, en årligt tilbagevendende Zappa-festival, fra 2003. Det er The Industrial Fake Jazz Band Octafish, der sammen med Zappa-guitaristen Mike Keneally spiller deres helt egen udgave af Aquas megahit "Barbie Girl":
Nogle stills fra Frank Zappa-DVDen "Does Humor Belong In Music?":
Frank Zappa - som alle anstændige kunstnere - var en snylter. Han var - som (også) alle kunstnere - helt afhængig af at få tilført MATERIALE. Og Zappas materiale bestod af input og optagelser han fik, når han var på tour med band og groupies. Der er masser af groupies i Zappas sange, og han elskede at fortælle om de forskellige musikeres vilde sexliv -- hvorimod han kun sjældent talte om sit eget.
Og: Zappa havde økonomisk sans, og han brød sig ikke om at betale overpris for studie-optage-tid. Og han var perfektionist. Live-optagelser, mente han, var ofte at foretrække frem for studie-optagelser -- fordi man, altså, ganske enkelt spiller bedre foran et publikum.
De fleste af Zappas officielle udgivelser består af live-optagelser, optaget under diverse tours, som er klippet og klistret sammen. Med masser af over-dubs. Guitarsoloen stammer måske fra én koncert, og trommer fra en anden -- og måske er guitar-introen fra en helt tredje. Og keyboards er lagt på i et studie bagefter. Og den sjove dialog er optaget ombord på tour-bussen på vej til Helsinki. Og så videre. "The Illinois Enema Bandit" (som jeg efterhånden har omtalt flere gange) blev ganske vist fremført under koncerten i New York -- men nummeret lød ikke, som det gør på CDen, "Zappa in New York". En mere "ren" (men også lidt mere kedelig) udgave kan høres på "Läther".
Stort set alle, der indspiller musik, bruger over-dubs. For Zappa var det ikke bare en lappe-løsning - eller hvad man nu kalder det - men selve måden at arbejde på. Æstetikken. Han var på tour seks måneder om året for at samle optagelser -- og de andre seks måneder sad han nede i sin kælder og var The Mad Scientist, Dr. Zurkon, travlt beskæftiget med at lave lydcollager ud af optagelserne.
Men på enkelte udgivelser - f.eks. "Does Humor Belong" og "Guitar" - er der ingen over-dubs.
Der findes også pop-art-film. For eksempel ville jeg, hvis jeg blev betalt nok for det, eller hvis det bare - som det hedder - KOM OVER MIG, godt tale for den idé, at mange pornofilm hører til arten. Og herhjemme har vi jo - f.eks. - Jørgen Leth:
Andy Warhol, der spiser en burger i "66 scener fra Amerika".
Det bedste eksempel på en pop-art-film, jeg selv - umiddelbart - kan komme i tanker om, er vel nok "Sausage Factory Workers Do Diamond Amin", der på brilliant manér indskriver frit flydende, kulturelt habengut - herunder eksempelvis Goethes sorte puddel fra "Faust" - i en moderne, poppet kontekst -- i beskrivelsen af en verden, der (i alt) består af modsætninger. Rødt, grønt, indtagelse, udskilning, pølser, bananer. Og meloner. Og modsætningerne personificeret af - eller i - filmens to hovedpersoner, djævelen (glaspusteren) Diamond Amin og pølse-fabriks-arbejderen og fritids-bokseren Cherri Amon-Ra. Han og hun. Glas og punch. Breaking it.
"Trance-Fusion". Jeg havde egentlig besluttet mig for i første omgang at holde mig til det officielle katalog -- men jeg fandt de to nævnte CDer meget billigt. Så dér kan man bare se. Hvordan jeg er.
Dagen tema - inspireret af mit eget indlæg fra forleden - er pop-art. Som jeg holder meget af. Ting som f.eks. Ed Ruschas berømte "Standard Station":
-- som, synes jeg, er et helt forrygende maleri. Andy Warhol er efter min ydmyge mening - for at bruge Hannes udtryk - vildt overvurderet, og jeg har aldrig brudt mig om Roy Lichtenstein. Jeg synes, hans tegneserie-malerier er grimme. Men her er nogle af dem, jeg virkelig godt kan lide: Jasper Johns, Robert Rauschenberg og Jim Dine:
Johns og Rauschenberg har jeg i perioder dyrket forholdsvis intensivt - ligesom jeg lige for tiden dyrker Frank Zappa - men Dine ved jeg ikke meget om. Bortset fra dette: At det ofte er netop (nogle af) hans værker, jeg husker allerbedst, når jeg (en sjælden gang) vover mig ind på et museum eller et galleri. Således også da familien og jeg for nylig var på Louisiana. De havde et enkelt af hans malerier (med værktøj) hængende.
"This Goofy Life of Constant Mourning" er et "long visual poem by Jim Dine [...] the result of years of photographing poems after he has written them on walls and objects. The book is a marriage of his photographs, his handwriting and his words". Bogen kan købes her.
Jeg bruger Firefox, og når jeg forsøger at rette i eller opdatere blog-indlæg, hvori jeg har indsat Youtube-klip, forsvinder klippene -- og jeg er nødt til at finde og indsætte dem igen. Så det er nemmere bare at poste et nyt, opfølgende indlæg. Som dette.
Læs mere om Laibach her og/eller besøg gruppens website her.
Anne-Marie Vedsø Olesen har i sin blog - i kommentarsporet - erklæret sig som STOR (med STORT) Rammstein-fan. Jeg kan skrive uden at lyve, at jeg ikke har noget som helst forhold til Rammstein, ud over at jeg et par gange er faldet over - eller ind i - "Rosenrot"-videoen på MTV. Eller The Voice -- eller hva-nu. Hvorefter jeg - hver gang - lynhurtigt har zappet videre. Vedsø Olesens UDMELDING gav mig lyst til at høre nummeret, hun omtaler, "Reise Reise". Jeg fandt en video på Youtube - her - som viste sig, videoen, at være - sådan - lidt småfascistisk i sit udtryk. Eller: Flirtende med ... eller hvordan jeg nu skal udtrykke det. Hvilket, da jeg så den, fik mig til at huske, at en af de dér højrebloggere - jeg har glemt hvilken - forleden skrev noget om Laibach. Og at jeg engang ejede nogle af deres plader.
Her er deres iskolde udgave af Beatles' "Across the Universe":
Jeg er blevet færdig med at læse Barry Miles biografi om Frank Zappa. I er grundigt trætte af at høre om Zappa, jeg ved det godt -- men jeg bliver jo nødt til at fortsætte, til jeg kommer ud på den anden side. Altså.
Barry Miles bruger i løbet af bogen uforholdsmæssig meget krudt på at udpege alle Zappas personlige dårligdomme, og han - for han føler sig ganske indlysende højt hævet over Zappa i moralsk henseende - gør undervejs - hver gang - et nummer ud af at forklare, hvori DET ANSTØDELIGE i Zappas tekster består -- og at Zappa tilsyneladende ikke selv kunne eller ville se problemet. For han var en kold, siciliansk egotripper. Noget i den retning.
Iblandt de tekster, Miles udpeger som ganske særlig forskrækkelige, er blandt andet:
- Teksten til "The Illinois Enema Bandit", som - som tidligere nævnt her i bloggen - er baseret på en sand historie om en tyveknægt, der ikke nøjedes med at stjæle. I Zappas udgave hyldes han som en, der giver alle disse "college educated women" nøjagtig, hvad de har brug for, og under retssagen - i sangen - bønfalder de fremmødte kvinder dommeren om at "set the Bandit free". Hvad enten man bifalder teksten eller ej: Versionen af "The Illinois Enema Bandit" på CDen "Zappa in New York" er noget af det (musikalsk) fedeste, Zappa nogensinde udgav. Luk vinduerne, skru meget højt op for lyden og freak out.
- Teksten til "The Jazz Dicharge Party Hats" fra "Man From Utopia". Miles citerer Neil Slavin for at have udråbt den til "probably the most tasteless song in Frank's whole catalogue".
- Teksten til "Teenage Prostitute" fra "Ship Arriving Too Late To Save A Drowning Witch", som handler om en 17-årig pige, som er løbet hjemmefra, og bliver skudt fuld af kokain og tæsket af sin alfons.
- Teksten til "Dirty Love" fra "Overnite Sensation" -- med backing, i øvrigt, af Tina Turner. Adspurgt om hun kunne, svarede stjernen: "Ssshit man, I could do that blindfolded with a broomstick up my ass." "Dirty Love" slutter med en omtale af en mor (så vidt jeg husker), der har sex med en puddelhund. Det er også - for evt. interesserede - Tina Turner, der synger backing på "Montana".
- Og fra samme album: Teksten til "Dina-Moe Humm", hvori Zappa vædder $40 med en kvinde om, at han kan få hende til at komme, hvorefter det viser sig, at det eneste, der tænder hende, er, at - eller når - Zappa har sex med hendes søster.
- Og teksten til "We're Turning Again" fra "FZ Meets the Mothers of Prevention". Ikke fordi sangen er sjofel, men fordi den er et - uforståeligt, mener Miles - FUCK YOU til alle vennerne fra 1960erne: Jim Morrison, Janis Joplin, Jimi Hendrix, Keith Moon o.a.
Og hvor jeg kommer fra: BT skriver, at "Landsbyen Ølby ved Struer hærges af en bestialsk hønsemorder". Mere her.
Her er nogle dyr, som er opkaldt efter Frank Zappa:
Phialella zappa, en lillebitte gople, opdaget og navngivet af den italienske gople-ekspert og Zappa-fan Fernando Boero.
Zappa confluentus, en lille fisk, navngivet af biolog og Zappa-fan Ed Murphy.
Der er også en nu uddød art af bløddyr, amauratoma zappa, og der er en edderkop, pachygnatha zappa, opdaget og navngivet af Robert Bosmans og Jan Bosselaers.
Og andet: Der er et gén, der er opkaldt efter Zappa, ZapA Proteus mirabilis, og en planet, Zappafrank, som er "in a 4.08-year elliptical orbit around the sun ranging in distance from 309.2 million km (at perihelion, closest point to the sun) to 454.9 million km (at aphelion, furthest point from the sun)."
Dagens Zappa er country-klassikeren "Harder Than Your Husband" fra "You Are What You Is":
Græskarret, man kan se på pladen i filmen, er (del af) Barking Pumpkin Records logo -- et pladeselskab, Zappa oprettede i 1981. Og opkaldte efter sin kone, Gail (Pumpkin), som altid gik og hostede.
Sally Potter, som bl.a. instruerede "Orlando" (med den androgyne Tilda Swinton i hovedrollen) har på det seneste været travlt beskæftiget med en opsætning af Bizets opera "Carmen". Opera, troede hun på forhånd, var "a world of pointless epics played out for the rich. A big space for narrow minds. A dusty antique of a form. A dinosaur. And so on." Men arbejdet med "Carmen" har nu fået hende til at ændre holdning. Læs her: "I have been moved to tears". Sally Potter blogger om opsætningen både her og her.
Politiken skriver: "I USA og England gør pladeselskaber og radiostationer alt for at sikre, at der kun kommer pæne versioner af frække sange ud i æteren. Censuren rammer også P3." Læs mere her.
-- som jeg bevidst valgte, d.v.s. plukkede ud af CD-reolen og smed i maskinen, med henblik på at få renset lidt af ALT DET DÉR ZAPPA ud af ørerne.
Jimi Hendrix er, er jeg fristet til at skrive (og jeg giver efter), Frank Zappas diametrale modsætning. Hendrix var disorganized. Zappa var organized. Hendrix var sprut og stoffer. Zappa - der var en indædt modstander af stoffer - var Winston-cigaretter og sort kaffe. Hendrix knaldede ud. Zappa knoklede.
Steve Reich blev engang spurgt af en interviewer, om hans musik - som fans havde påstået - var "spirituel" -- hvortil Reich begavet svarede, at "spirituel" som oftest bare betyder "noget, jeg rigtig godt kan lide". Hvis jeg ikke havde læst dét interview, ville jeg nu - nok - skrive, at den væsentligste forskel på Hendrix og Zappa for os lyttere er, at Hendrix' musik er "spirituel" -- og det er Zappas ikke. I stedet vil jeg skrive, at Hendrix' musik er lyrisk. Og at det er Zappas kun sjældent. Zappa er pop art -- på samme måde som eksempelvis Warhols suppedåse-billeder er det. Men Hendrix er Jackson Pollock. Med en guitar.
Men også Zappa havde sine øjeblikke. Her er f.eks. "Blessed Relief" fra "The Grand Wazoo":
-- som lyder, synes jeg, som en efterårs-slendretur gennem byen.
Zappa elskede billige gyser-film, monsterfilm fra 1950erne og film med gale videnskabsmænd. Og han drømte - vistnok - om selv at blive en af slagsen. Og så blev han det. I sine allermest produktive år nærmest levede han nede i sin kælder, sit secret lab, hvor han komponerede og skrev tekster og redigerede film o.s.v. Han optog alting, også sniksnak ombord på tour-bussen, når han var on the road, telefon-samtaler, åndssvage vittigheder, råb og skrig -- og arkiverede det hele omhyggeligt. Og brugte lydstumperne i sine kompositioner. Brudstykker af den sjofle lydoptagelse - tidligere omtalt - som han som ung mand røg i spjældet for at have produceret, dukker op flere af hans albums. Koncertoptagelser blev blandet med studieoptagelser, og koncertoptagelser med koncertoptagelser. Film med musik. Det hele - for Zappa - var én stor ting, ét stort værk, en collage, som han til det sidste blev ved med at føje til og modificere. Derfor - inspireret af Antons spørgsmål i kommentarsporet - er det lidt svært at foreslå ét sted at begynde. Man kan (vel) begynde hvor-som-helst, men formodentlig er man nødt til at prøve sig lidt frem, før man finder den indgang, der passer. Til en.
Dagens Zappa er "Teenage Wind" -- som jeg desværre ikke har formået at finde på Youtube. Men det er åbningsnummeret på CDen "You Are What You Is".
Zappa involverede sig i sine sidste år i kampen for fri ytringsfrihed, herunder den frie porno, og han blev berømt og berygtet for sine musikalske angreb på THE MAN, corporate America, republikanerne, TV-evangelisterne og hattedamerne. Mange forbinder ham - stadig - med ungdomsoprøret, hippie-kulturen og MAKE LOVE o.s.v. Altså: De glade dage sidst i 1960erne. Og venstrefløjen.
Men det er meget forkert. Zappa var, som jeg et sted har læst ham omtalt, snarere en "konservativ intellektuel" eller - som Leonard Cohen holder af at se sigselv - en slags kunstnerisk aristokrat. Langt de fleste af Zappas spydigheder - i hvert fald i begyndelsen - var ikke rettet mod the powers that be, de slipseklædte og/eller højreorienterede, men (netop) mod modkulturernes og de alternatives hykleri, ikke mindst hippiernes (som Zappa havde det svært med). Senere måtte også de rabiate feminister stå for skud -- og efterhånden som feministernes retorik blev mere og mere skinger, kom Zappas sjofle tekster til at lyde mere og mere misogyne.
"Teenage Wind" er en parodi på alle de dér we-wanna-be-free-ungdoms-sange:
***
I got to be free Free as the wind Free is the way I got to be
[...]
And we will be free And people will see That when we are free That's the way we should be (we must be free!)
***
Men omkvædet lyder:
***
Free is when you don't have to Pay for nothing Or do nothing We want to be free Free as the wind
***
-- hvilket for Zappa må have forekommet at være topmålet af utopisk idioti. Hvis, altså, "utopisk idioti" overhovedet er et udtryk, der giver mening. Jeg har, mens jeg skriver, solen lige i øjnene ind gennem ruden, og det forvirrer min ånd. Så man må have mig tilgivet, hvis ... o.s.v.
Folk, der troede, at de kunne nøjes med at "do nothing" - og slippe afsted med at "pay nothing" - havde ikke Zappas sympati. Og de har heller ikke, tilføjer jeg, min.
Jeg har nu læst ca. 220 sider i Barry Miles' "Frank Zappa: A Biography" -- som ifølge Camille Paglia (ifølge Amazon) "indeed establish[es] that Zappa [...] deserves to be considered a central figure of late-20th-century American culture". Zappa blev gennem hele sin karriere ansét - af dem, der anså ham således - som et geni i Europa, hvorimod amerikanerne var mere forbeholdne.
Barry Miles' portræt af Zappa er ikke flatterende. Han beskriver ham som en kontrol-freak uden megen sans for andres følelser -- og med en pervers og infantil forkærlighed for det plat-vulgære. Hvad får, spørger han i bogen, en fuldvoksen mand til at skrive sange om bryster og oralsex? En katolsk opvækst, måske.
Efter at Zappa som ung mand havde etableret sit eget studie, Studio Z, blev han af en emsig, lokal politimand narret til at producere en sjofel lydoptagelse - ikke en film, men en lydoptagelse - som, havde politimanden under cover forklaret, skulle bruges i forbindelse med en polterabend. Da Zappa afleverede båndet, smækkede de håndjernene på ham, og han blev idømt en kortvarig fængselsstraf. Oplevelsen, mener Miles, mærkede ham for livet. Frank Zappas mistro til autoriteter og til det amerikanske samfund ... o.s.v.
Miles' bog er et portræt af Zappa, men også et portræt af en hel generation af musikere og (ikke mindst) hang-arounds, groupies og andre kunstnere. Et typisk eksempel: Han fortæller historien om dengang, Eric Clapton introducerede Zappa for The Plaster-Casters, to groupies, som havde gjort det til et projekt at tage afstøbninger af berømte (mandlige) musikeres erigerede lem(mer). Den ene sørgede for, at erektionen blev brugbar, mens den anden stod parat med geléen. (Det tog, får vi at vide, 15 minutter at klippe Jimi Hendrix' pubeshår fri bagefter.) Han fortæller om Zappas affære med en kun 16-årig musik-studerende (og han havde kone og børn) og om dengang, han mødte John og Yoko -- og Lou Reed og Salvador Dali og Zubin Mehta, om optagelserne til "Trout Mask Replica" og om "200 Motels". Etc.
Det indtryk, man får af Zappa i bogen, opsummeres meget godt i den påstand, som Miles refererer, at han var en mand, for hvem perfektion var vigtigere end følelser. Som Miles skriver: Han startede med et stort band, men endte med - på de sidste albums - at sidde alene med en computer. Som kun - men altid - gjorde præcist, som han ønskede det.
Dagens Zappa er "The Meek Shall Inherit Nothing":
Her er teksten:
***
Some take the bible For what it's worth When it says that the meek Shall inherit the Earth Well, I heard that some sheik Has bought New Jersey last week 'N you suckers ain't gettin' nothin' Is Hare Rama really wrong If you wander around With a napkin on With a bell on a stick An' your hair is all gone... (The geek shall inherit nothin')
You say yer life's a bum deal 'N yer up against the wall... Well, people, you ain't even got no Deal at all 'Cause what they do In Washington They just takes care of NUMBER ONE An' NUMBER ONE ain't YOU You ain't even NUMBER TWO
Those Jesus Freaks Well, they're friendly but The shit they believe Has got their minds all shut An' they don't even care When the church takes a cut Ain't it bleak when you got so much nothin' (So whaddya do) Eat that pork Eat that ham Laugh till ya choke On Billy Graham Moses, Aaron 'n Abraham ... They're all a waste of time 'N it's yer ass that's on the line (IT'S YER ASS THAT'S ON THE LINE)
Do what you wanna Do what you will Just don't mess up Your neighbor's thrill 'N when you pay the bill Kindly leave a little tip And help the next poor sucker On his one way trip ... SOME TAKE THE BIBLE ... (Aw gimme half a dozen for the hotel room!)
Nå. Jeg prøver igen -- og denne gang uden de (i øvrigt helt overflødige) indledende manøvrer.
1. Jeg har en hel del FORSKELLIGE TING, som jeg gerne vil af med. Først og fremmest bøger.
2. Og der er ÉN TING, jeg gerne vil have, nemlig Markis de Sade. Jeg drømmer om at få - d.v.s. anskaffe mig - Kildemarkens største privat-samling af Markis de Sade-relaterede bøger, film og musik. Og diverse.
Med henblik på imødekomme både 1 og 2 introducerer The Jiggly Room hermed
The Marquis de Sade Exchange. Som er en bytte-børs. Jeg vil poste nogle lister over bøger o.s.v., som - nb - ikke er til salg, men til bytte. Til de Sade. Hvis du sender mig et eller andet, som a) er Sade-relateret, og som b) jeg ikke allerede har, sender jeg dig den pågældende bog eller CD eller whatever. Er det forståeligt? Altså: Der er ingen penge involveret -- men der skal selvfølgelig helst være en form for økonomisk rimelighed i handlen. Og jeg forbeholder mig retten til at takke nej. Jeg er primært interesseret i bøger, DVD-film og musik.
Hvis du falder over noget, som du gerne vil have, og hvis du mener at have noget at bytte med, så kontakt mig via bloggen.
Den første liste følger ganske snart.
Opdateret: BEMÆRK VENLIGST! KONTAKT MIG VIA BLOGGEN. IKKE PER EMAIL.
- for mig. Dagens tema er undladelsessynder. Som Capac gør opmærksom på - her - er Walter Benjamins "Passageværket" udkommet på dansk, oversat af Henning Goldbæk. 1256 sider til kr. 748,-
Jeg har - endda flere gange - forsøgt at læse Benjamin, ligesom jeg har forsøgt at læse Ernst Bloch, men hidtil uden held. Det vil sige: Hidtil uden udbytte. Måske er jeg ikke klog nok - og det er absolut en mulighed - eller (og/eller) måske er der noget ved formen, som jeg ikke rigtig kan forlige mig med. Jeg holder meget af essays, men jeg kan ikke læse noveller -- og jeg har det svært med aforismer. Og den slags. I hvert fald: Jeg burde have læst Benjamin, altså mere end bare forsøgsvist, og det har jeg ikke. Bekender jeg nu.
Og her er to mere: Jeg ejer ikke et eksemplar af Hendrix: "Band of Gypsys", og jeg ejer ikke et eksemplar af "Aida". Kun på DVD. Og sig ikke, at det er ok -- for det er det ikke. Det er ikke ok. Det er for dårligt.
Ane og jeg har i dag været nødt til at melde afbud til Trines og Torbens kobberbryllup i Ikast. Vi - og navnlig jeg - er stadig sløje. Lige nu sidder jeg og overvejer, om det mon er værd at forsøge sig med et bad.
Har tabt endnu et eksemplar af Zappa: "Civilization Phase III" på eBay, eksemplar nummer 5 eller 6. Jeg nægter at betale mere end $20 -- men måske bliver jeg nødt til at give mig. Som det hedder.
Men til gengæld har jeg læst ca. 120 sider i min nye Zappa-biografi.
Report to: Dura Cella, HQ Re: "colonel" Bo Gorzelak Name "Bo Gorzelak" not found in military annals, Title "colonel" might be granted by the Salvation Army. Will investigate futher. Operative Anna Conda
Post Scriptum: Are brother #2 (cover name "Lars") the one who got arrested in Cambodia?
***
Lars, be on alert!
Og her er - næsten uden sammenhæng - teksten til Warren Zevon-hittet "Roland The Headless Thompson Gunner":
***
Roland was a warrior from the Land of the Midnight Sun With a Thompson gun for hire, fighting to be done The deal was made in Denmark on a dark and stormy day So he set out for Biafra to join the bloody fray
Through sixty-six and seven they fought the Congo war Fingers on their triggers, knee-deep in gore For days and nights they battled the Bantu to their knees They killed to earn their living and to help out the Congolese
Roland the Thompson gunner ...
His comrades fought beside him - Van Owen and the rest But of all the Thompson gunners Roland was the best So the CIA decided they wanted Roland dead That son-of-a-bitch Van Owen blew off Roland's head
Roland the headless Thompson gunner (Time, time, time For another peaceful war Norway's bravest son But time stands still for Roland 'Til he evens up the score) They can still see his headless body stalking through the night In the muzzle flash of Roland's Thompson gun In the muzzle flash of Roland's Thompson gun
Roland searched the continent for the man who'd done him in He found him in Mombassa in a barroom drinking gin Roland aimed his Thompson gun - he didn't say a word But he blew Van Owen's body from there to Johannesburg
Roland the headless Thompson gunner ...
The eternal Thompson gunner, still wandering through the night Now it's ten years later but he still keeps up the fight In Ireland, in Lebanon, in Palestine and Berkeley Patty Hearst heard the burst of Roland's Thompson gun And bought it
Dette er mit blog-indlæg nummer 11 i dag -- og det må vel siges at være helt pænt. "You never know what is enough unless you know what is more than enough." Som digteren skrev.
Har lige siddet og set dokumentar-udsendelsen om Paul Potts. Jeg har ikke fulgt med i historien om hans pludselige rise to stardom, og jeg havde ikke tidligere set klippet fra "Britain's Got Talent" -- dét show, der gjorde ham berømt. Og hvori han fik Amanda Holden til at græde, fordi han sang så smukt:
Hun var en af dommerne.
Amanda Holden er, synes jeg, lidt af et fænomen. Jeg ved ikke meget om hende -- men de engelske TV-selskaber (og den engelske sladderpresse) elsker hende, og det kan jeg godt forstå. Hun ser sød ud, hun er charmerende -- og hun græder, når hun hører opera. Sunget af telefonsælgere.
Og kameraet elsker hende. De fleste af de TV-serier, hun har medvirket i, har været noget værre lort - og undskyld sproget - men det er fuldstændig ligemeget. Har producenterne sikkert tænkt. Hvis man har Amanda Holden, behøver man ikke meget andet. Og de, producenterne, havde - har - ret. Det gør man ikke.
Her får hun fodbad og tørret fødder af Alec Baldwin:
Verden hænger bare så meget sammen, at man ind-i-mellem, næsten, kan føle sig helt (be)klemt. Mellem klodserne.
Anne-Marie Vedsø Olesen har i sin blog annonceret, at hendes næste roman får titlen "Bartóks låste døre" -- hvilket, tænker jeg, dårligt kan hentyde til andet end de 7 døre i operaen "Hertug Blåskægs borg". Som jeg skrev om tidligere på måneden.
Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid er nu - hjemvendt fra ferie i Libanon - blevet sendt i intensiv medietræning. Skriver Politiken. Og det var dog, tilføjer jeg for egen regning, heller ikke ét eneste sekund for tidligt. Det burde partiet, faktisk, nok have overvejet lidt tidligere. Meget tidligere. Faktisk. Faktisk allerede fra begyndelsen.
Men ikke mindre vigtigt -- i hvert fald ikke i min lille verden: Harmonia Mundi har udgivet en 2 DVD-boks med Det Kongelige Teaters opførelse af Händels "Julius Cæsar". Med Andreas Scholl og O, Inger! Dam-Jensen som "en forførende dejlig Cleopatra". Citat fra her.
Jeg bryder mig ikke meget om Händel, og hvem bryder sig om kontratenorer? Ret mange, faktisk. Men jeg er ikke iblandt dem. Men O, Inger! Og det er jo - faktisk - den dér opførelse, hvor hun bader. På scenen. Mens hun synger. Kan jeg mon undvære den?
Female First skriver: "A US mugger was caught after stopping to lick his victim's toes. The suspect, a 27-year-old man, approached a young woman as she was leaving work at around 1am, and demanded her keys and phone. Rather than making a quick getaway, he then removed the lady's shoes and began licking her toes." Ekstra Bladet her.
Og her er - igen - "The Illinois Enema Bandit", denne gang med Ike Willis og Napoleon Murphy Brock:
Den 7. september skrev jeg - højt helligt - her i bloggen, at "jeg har da - med Osiris som mit vidne - aldrig nogensinde lånt eller købt en bog eller en CD, fordi jeg syntes, at kunstneren var PÆN eller SØD." Og jeg har ikke glemt, at jeg skrev det -- og derfor føler jeg nu stor trang til at forsvare mig. Eller i det mindste: Forklare mig. Allerede på forhånd.
Jeg er, som I alle har bemærket, en trofast kunde hos engelske Amazon -- hvor jeg handler flere gange om ugen. Og Amazon har det dér system, hvor de indsamler oplysninger om mine lyster og min smag (eller mangel på samme) og kommer med forslag til andre bøger og CDer o.s.v., som måske kunne have min interesse. Jeg har købt en hel del operaer, så jeg får mange tilbud om opera-CDer stukket i hovedet -- og allerøverst på listen, hver gang, bliver jeg præsenteret for nogle CDer med Anna Netrebko. Som - åbenbart - er den helt store sællert lige nu. Hun ser sådan her ud:
-- og I sidder med garanti og tænker det samme, som jeg gør. Men lad os ikke sige det højt, for det vil få os til at virke små. Men nydelig er hun. Hun ligner - som én skrev på Amazon - en movie star.
Og nu har jeg - altså - lånt tre af hendes CDer på biblioteket. Jeg har indtil videre kun nået at høre den ene, og min umiddelbare vurdering - but who gives a fart - er, at hun synger fint, men at hendes stemme er lidt kedelig.
Følte trang til at REDEGØRE efter at jeg - for nogle minutter siden - faldt over denne afstemning på Boleros side:
-- som jeg besøgte, siden, for at høre interviewet med Anne-Marie Vedsø Olesen. Det er ca. 24-25 minutter inde i programmet -- og Anne-Marie lyder overhovedet ikke, som jeg havde forestillet mig. I mit lille hovede.
iiiiiiiiiiiiiieeeeeeeeeeeeeej! Dammit! Gik på biblioteket for at låne en bog, den dér af Jespersen og Pittelkow, og kom - igen - til at købe en hel posefuld kasserede bøger. FLERE BØGER! Jeg forsøgte - det gjorde jeg virkelig - at stå imod. Men knækkede. Her er, hvad jeg kom hjem med:
- Harald Langberg: "Gunhildkorset" (til Ane) - Tardi & Vautrin: "Folkets røst" , bd. 1-3 (tegneserie) - Francis X. King: "Witchcraft and Demonology" - Arleston & Mourier: "Vandets verden", bd. 2 og 3 (tegneserie) - Philippe Aries: "Dødens historie i vesten" - Pia Tafdrup: "Over vandet går jeg" - Dan Turèll: "Sort film" - Einar Tassing: "Moderne fransk poesi" - Gösta Friberg: "Den gnostiske tanke" - Karsten Sand Iversen: "Skyggebiblioteket" - Peter Lauridsen: "Personlighedspsykologi" - Charles Brenner: "Psykoanalysens grundbegreber" - Per Stig Møller: "Erotismen" (til Sade-samlingen) - Bo Green Jensen: "Andre stemmer"
og "Hinayana - den tidlige indiske buddhisme", udgivet af Christian Lindtner. Som vi jo alle holder så meget af. Samlet pris for hele posen kr. 50,-
Og: Var på posthuset for at hente min pakke -- og det var Zappa-biografien. Og da jeg kom hjem, slæbende, ventede to Zappa-CDer i postkassen, hhv. "Uncle Meat" og "The Yellow Shark".
Og jeg lånte også - på biblioteket - en lille håndfuld film og CDer.
Ingen begræder det, føler jeg mig overbevist om -- men nogle har måske bemærket, at det nu - faktisk - er et par dage siden, jeg sidst har blogget om ZAPPA. Jeg har modtaget en af de dér sedler - fra postbudet - om, at der ligger noget til mig på posthuset. Til afhentning. I afsender-feltet har posten bare skrevet "Tyskland" -- og jeg tror (derfor), at der må være tale om den Zappa-biografi, jeg bestilte i sidste uge. Venter stadig på min T-shirt og på "Ship Arriving Too Late To Save A Drowning Witch". Og jeg har tabt en hel del auktioner på eBay, heriblandt endnu et eksemplar af "Civilization Phase III". Byder nu på eksemplar nummer fire.
"Ship" blev - i øvrigt - Zappas bedst sælgende album. Hvilket er meget mærkeligt, for det er absolut ikke det mest tilgængelige eller lytter-venlige. Nærmest tværtimod. Men: Det indeholder super-hittet "Valley Girl", sunget af - og det hedder hun altså - Zappas datter, Moon Unit Zappa, 14 år gammel. Dengang. Moon Unit! Eller: Ikke sunget, men valspoken -- på den dialekt, som San Fernando Valley girls taler.
Og "San Fernando Valley Girls" er ... Mr. Rasmussen?
Der var, synes jeg, ret stille i blogosfæren i går -- i hvert fald i den del af den, som jeg har for vane at færdes i. Men årsagen var nok, at alle sad klistret til TVet, hele dagen, mens de - I - ventede på, at spændingen skulle blive udløst. Og det blev den. Så. Amalie vandt.
Gårsdagens Morse-afsnit var "Masonic Mysteries" -- med "Tryllefløjten" som Leitmotif. Og jeg fortsætter med min bogsortering. Indtil videre er det lykkedes mig - endda ret godt - at få lavet et vældigt rod. Nye bunker på gulvet: Diverse digtsamlinger, håndbøger, Sherlock Holmes, teologi og Suzanne Brøgger.
Jeg har længe været på udkig efter en CD med en udgave af komponist Sylvano Bussottis "La passion selon Sade". Den eneste, jeg (hidtil) har kunnet finde, er denne fra Ricordi. Og det vil sige: Jeg har ikke kunnet finde den, hverken på eBay eller Amazon. Et kort uddrag af værket kan høres på "Magnificathy - The Many Voices of Cathy Berberian" -- men jeg vil ikke nøjes med et uddrag. I hvert fald ikke hvis jeg skal betale for skidtet.
Men: I går aftes faldt jeg tilfældigvis over dette site, Avant Garde Project, som digitaliserer og lægger sjældne optagelser på nettet. Til gratis download. Og: Her er 8:55 min. fra "La passion", og her er 30:48 min. mere.
Såfremt en eller anden - ud over mig - skulle være interesseret: Filerne er i flac-format, men kan konverteres til wav -- f.eks. med CD Wave.
Dagens Zappa er - apropos min snak om piske (og der er, for absolut ingen har meldt sig, stadig få, ledige tider) - "Penguin in Bondage" fra CDen "Roxy & Elsewhere". Her fremført af et Frank Zappa tribute-band, The Central Scrutinizer Band, juli 2007:
"Penguin in Bondage" er en sang om glæden ved bondage. Selvfølgelig. Ben Watson sammenligner i sin "The Complete Guide To His Music" "Penguin" med Velvet Undergrounds "Venus In Furs" -- og skriver: "If Zappa fans are called upon to demonstrate his particular virtues, they can do no better than to compare his ode to sadomasochism, "Penguin in Bondage", to "Venus In Furs" by The Velvet Underground. Lou Reed's song is a list of arid clichés, while Zappa conjures up a hitherto-unattested scenario reeking with bizarre proclivities and still-more-bizarre phobias."
Var på biblioteket - igen - og købte en hel masse. Mest bemærkelsesværdigt, måske, fordi det sjældent sker: Jeg købte fem mig helt ubekendte CDer, hhv. Jimi Tenor: "Beyond The Stars", Cowboy Mouth: "Voodoo Shoppe", Earth: "Hex", Tim Bowness: "My Hotel Year", Clem Snide: "Soft Spot" og Wynton Marsalis: "All Rise", en dobbelt-CD. Kr. 5,- stykket. Og kr. 50,- for følgende posefuld: Jørgen Gustava Brandt: "Ting og sager" (som - har jeg lige opdaget - jeg havde i forvejen), C.G. Jung: "Psykologisk typologi", Anne-Marie Vedsø Olesen: "Salernos sol" (som jeg aldrig har læst), Leo Hjortsø: "Romerske guder og helte", Erik Zahle: "Erik Hoppe", Otto Gelsted: "Guder og helte", Per Kirkeby: "Vejret", Politikens "Danmarks skove", John Grant: "Vikingetidens guder og helte", en stor bog med fotografier af Eugène Atget og en lige så stor bog med fotografier af Arnold Newman, "Five Decades".
Dagens CD er med strygekvartetter af den danske komponist m.m. Louis Glass (1864-1936). Udgivet af Dacapo. Købte mit eksemplar for kr. 5,- på Ringsted Biblioteks udsalg.
Med hensyn til klassisk musik: Det har taget mig år at lære at værdsætte DET STORE FORMAT, det stort orkestrerede, symfonier og operaer o.s.v., men jeg har altid godt kunne lide det intime og umiddelbart mere overskuelige, herunder klaversonater og strygekvartetter. Ligesom jeg - m.h.t. film - holder meget af kammerspillet, men (stadig) ikke kan forlige mig med STORFILMEN. Læs f.eks. her.
Dengang jeg - på et tidspunkt - traf bevidst beslutning om at forsøge at gøre mig bekendt med nogle klassiske værker, kastede jeg mig i første omgang over Sjostakovitjs strygekvartetter. Lavpris-selskabet Naxos har udsendt nogle ganske udmærkede CDer. Her er Vol. 3.
Jeg er ikke fuldstændig klar over, hvor valget netop faldt på Sjostakovitj, men jeg har en mistanke om, at det formodentlig havde at gøre med teaterstykket "Mesterklasse", som jeg forinden havde set på TV, og som havde gjort et vist indtryk på mig.
Hvor usandsynligt det end lyder: Frank Zappa - ham med "Bobby Brown Goes Down" o.s.v. - var ikke musikhistoriens første Frank Zappa. Det var den italienske komponist og cellist Francesco Zappa, som levede i 1700-tallet. Læs mere om ham her. Frank Zappa (d. yngre) har indspillet nogle af hans værker:
To stills fra det eksemplar af "L'histoire du soldat", som Mr. X har sendt mig:
"I s'ppose you notice this litte contract here ... " Soldaten Josef sælger sin violin til djævelen for en bog.
Frank Zappa, der selv havde spillet djævelen i en opførelse af Stravinskijs værk, lavede sin egen udgave af "L'histoire du soldat", "Titties and Beer", som kan høres på CDen "Zappa in New York". Eller her.
Nej, jeg skal da overhovedet ikke se "Don Giovanni" i aften. Modtaget med posten i dag:
Hele fem DVDer, heriblandt de to på fotoet, Stravinskijs "L'histoire du soldat" og voksenfilmen "Bonnie & Clyde" med bl.a. Asia Carrera, Dyanna Lauren, Racquel Darrian, Isis Nile og Tara Monroe. Jvf. denne kommentar.
Og spørgsmålene - igen - nærmest snubler over hinanden: Hvordan kunne Mr. X vide, at jeg netop nu ville være alene hjemme -- og in need of entertainment? Hvordan kunne han vide, at jeg - siden i forgårs, vistnok - er blevet interesseret i Stravinskij? Jeg er - som skrevet - jo lige kommet hjem med to Stravinskij-CDer -- og det er kun ca. seks timer siden, at jeg postede dette indlæg, hvori jeg fortalte, at jeg havde bestilt en bog om Stravinskij. HOW DOES HE DO IT?
De tre andre DVDer var - ligesom "Bonnie & Clyde" - også alle for voksne. Og spørgsmålet, der optager jer læsere mest, jeg ved det, er dette: Hvilken DVD ryger først i maskinen? Gæt engang.
Var til møde på biblioteket -- og mens jeg var der, ringede chefen og spurgte, om jeg gad kigge ud på centret. Hvor jeg arbejder. Og det gad jeg selvfølgelig godt. Så det blev alt i alt kun til ca. en halv arbejdsdag hjemme. Biblioteksmødet - i øvrigt - handlede om en ny integrations-portal for borgere og virksomheder og foreninger i Ringsted -- som jeg har lovet at lave.
Men: Nu er kl. 16, og jeg sidder alene og sveder. For jeg tog cyklen, og der var modvind. Har modtaget noget med posten, men har endnu ikke åbnet pakkerne. Lånte to Stravinskij-CDer på bib -- og en DVD med en opførelse af Mozarts "Don Giovanni". Måske vil jeg se den i aften.
Fruen har - igen - forladt mig, denne gang for at deltage i et seminar i Aalborg. Og hun kommer ikke tilbage før fredag aften.
Jeg arbejder hjemme i dag, laver website for firmaet, og kl. 13 skal jeg til et møde med en repræsentant fra Dansk Flygtningehjælp. På Ringsted Bibliotek.
Dagens CD er Bent Sørensen: "Shadowland", som kan købes latterligt billigt via CDklassisk.dk. Fra Kunststyrelsens hjemmeside:
***
“Det minder mig om noget jeg aldrig har hørt” Sådan reagerede den norske komponist Arne Nordheim spontant på et værk af Bent Sørensen. Og det er svært at forestille sig et mere snurrigt rammende udtryk for det dobbeltbundede, ofte næsten paradoksale udtryksklima i musikken af denne egenartede komponist, der utvivlsomt er den betydeligste i sin danske generation.
***
Mere her. Og hør Lyt til Nyt om Sørensens nye værk, "Phantasmagoria".
DK4 sendte i eftermiddags en udmærket, lille dokumentarfilm om Suså Festivalen -- med bl.a. Axel Borup-Jørgensen, Hans-Henrik Nordstrøm og Jexper Holmen. Det lykkedes mig heller ikke i år - for jeg er tung i røven - at komme til festivalen. Til trods for at vi nu er flyttet til området. Men næste år ... ikke? Næste år!
Og også i eftermiddag: Hørte - for anden gang - min nye CD med Stravinskijs opera-oratorium "Oedipus Rex":
-- og hvis man vil have mig tilgivet et øjebliks højstemthed: For første gang nogensinde, mens jeg sad og lyttede, forstod jeg for alvor historiens gru. Historien om Ødipus, altså. Og mine nakkehår rejste sig. Det var - i det små - en rystende oplevelse. Værket - og indspilningen - anbefales helt uden forbehold. Librettoen er på latin, oprindelig skrevet af Jean Cocteau (på baggrund af Sofokles' tekst), men en guide træder med mellemrum frem og forklarer - på engelsk - hvad der sker. Meget stort!
Det er den 11. september, og det er nu 6 år siden -- men vi har ikke glemt noget. Og Josef Zawinul er død. Jeg har kun oplevet ham live en enkelt gang - i Musikhuset i Århus - men han har jo altid været der. Alligevel. På LPerne og på CDerne, "I Sing The Body Electric", "Heavy Weather" o.s.v. Hvem - på min alder eller ældre - kender ikke "Birdland"?
Nå. Jeg tabte begge eksemplarer af Zappa: "Civilization Phase III" på eBay. Bummer. Men til gengæld har jeg vundet to andre, hhv. "Yellow Shark" og "Läther":
-- som er en 3 CD-boks. Og jeg fik den for kun $6.10 + porto. Så det var ok. Har i øvrigt - for min egen skyld - lavet to gallerier med Frank Zappa-CD-covers. Her er alle de officielle udgivelser, og her er diverse.
Og her - for ligesom at samle trådene - er Britney Spears i läther.
Historien om Britney Spears' flop ved MTVs Video Music Awards optager sindene world wide. Den er et hit på CNN:
"Britney a letdown at VMAs". Læs også "Behind the VMAs: Britney ripped mercilessly". Og siden sladder-blogger Perez Hilton postede sit "An Open Letter To Britney Spears" - som indledes sådan: "Fuck you! FUCK YOU!!!!!!! We are insulted, offended and disgusted by your “performance” at the VMAs. Are you fucking serious??? What you did was disrespectful to your few remaining fans. And it was disrespectful to MTV! You didn’t even try!!!!! You should have just cancelled, bitch." - har blog-indlægget fået næsten 3800 kommentarer:
Det er ret mange. Jeg vil undlade at linke direkte til indlægget - 3800 kommentarer gør siden til et heavy load - men her er Hiltons blog.
Opdateret: Til Carina og andre interesserede: Her er det direkte link til "Open Letter To Britney Spears". Men bemærk: Siden tager lang tid om at loade -- afhængig, selvfølgelig, af din netforbindelse.
Modtaget med posten i dag: Zappa: "Sheik Yerbouti" og Stravinskij: "Oedipus Rex". Lige nu sidder jeg og lytter til "Flakes" -- som er den med Bob Dylan-parodien. Se en video her.
"Oedipus Rex" er baseret, selvfølgelig, på historien om Ødipus, som jeg ikke gider gengive. Tjek din indre harddisk. Men i øvrigt sker der ikke ret meget i Stravinskijs opera. Den består af musik og sang, sunget - sangen - af personer, som står ubevægelige på scenen. Som græske statuer.
Og to offentlige damer: NDR-værtinde Eva Hermann er blevet fyret, efter at hun for åben skærm roste nazi-Tysklands familieværdier: "Det var en grusom tid," sagde hun, "men selv dengang fandtes der noget, som var godt, og det var værdierne tilknyttet børn, moderskab, familier og sammenhold. Intet af dette har varet ved." Mere her. Og her er stakkels Britney, som tilsyneladende bare ikke kan get a break.
Bare en lynhurtig opfølger på en tidligere post: Mozart Edition-boksene kan nu også bestilles online via CDklassisk.dk -- iblandt dem boksen med "Idomeneo". Som jeg selv har købt. Prisen er højere end i TP, og du skal betale porto på kr. 30,- Men det er stadig (relativt) billigt. Og du behøver end ikke løfte din røv ud af sædet, men kan bare blive siddende og vente på, at posten kommer.
Dagens Zappa er "Porn Wars" fra CDen "Frank Zappa Meets The Mothers of Prevention":
Fra cover-noterne:
***
WARNING/GUARANTEE:
This album contains material which a truly free society would neither fear nor suppress.
In some socially retarded areas, religious fanatics and ultra-conservative political organizations violate your First Amendment Rights by attempting to censor rock & roll albums. We feel that this is un-Constitutional and un-American.
As an alternative to these government-supported programs (designed to keep you docile and ignorant), Barking Pumpkin is pleased to provide stimulating digital audio entertainment for those of you who have outgrown the ordinary.
The language and concepts contained herein are GUARANTEED NOT TO CAUSE ETERNAL TORMENT IN THE PLACE WHERE THE GUY WITH THE HORNS AND POINTED STICK CONDUCTS HIS BUSINESS.
This guarantee is as real as the threats of the video fundamentalists who use attacks on rock music in their attempt to transform America into a nation of check-mailing nincompoops (in the name of Jesus Christ). If there is a hell, it's fires wait for them, not us.
Det er søndag morgen, og klokken er ti minutter i ni. Sidder og venter på, at familien skal dukke op -- men i mellemtiden: Mere Zappa. Selvfølgelig. Selvfølgelig Zappa.
Fandt et billigt eksemplar af "Uncle Meat" og købte det. Tabte - i nat - "As An Am" (fra "Beat the Bootlegs") på eBay. Og modtog i går "The Man From Utopia", som var det første Zappa-album, jeg ejede. Da jeg var teenager. Her er - derfra - "Cocaine Decision":
I en slags forlængelse af min brors indlæg om AC/DC og (især) kommentarerne om Led Zeppelin: 3 ting om Zappa og andre.
Hele Zappas "Läther"-projekt, som i første omgang blev opgivet, derefter udgivet i dele, broadcastet via radio for at irritere pladeselskabet - Zappa opfordrede lytterne til at optage hele skidtet på bånd - og endelig, omsider, i 1996 udgivet på CD -- hele dette projekt var - er - ifølge nogle, heriblandt komponist David Aldrige, baseret på Led Zeppelins "A Whole Lotta Love".
"Them Or Us" afsluttes med "Whipping Post". Der er ikke mange ikke-Zappa-kompositioner på Zappas CDer -- men "Whipping Post" er Allman Brothers. "Live At The Fillmore" indeholder en meget berømt, 23 minutter lang udgave af sangen. Peter fortalte mig engang, at Zappa besluttede sig for at indspille den, efter at han og band under en koncert var blevet opfordret til at spille den, men ikke kunne. Zappa-udgaven på "Them Or Us" er da også meget præcis. Men jeg ved ikke, om historien er sand.
Sting medvirker på live-albummet "Broadway The Hard Way". Han kigger forbi og synger "Murder By Numbers". Stings pladeselskab sagde ja til at han måtte medvirke på et Zappa-album -- under forudsætning af at han ikke blev krediteret.
Bror Lars gjorde mig opmærksom på endnu et eksemplar af Zappa: "Civilization Phase III", sat til salg på eBay, og jeg - så - byder nu på to. Jeg har som tidligere nævnt aldrig hørt dobbelt-CDen. Ben Watson kalder den i "Frank Zappa - The Complete Guide To His Music" for "a towering, substantial masterpiece", og han bruger betydelig mere krudt på "CP III", end han gør på nogle af de andre CDer i oeuvret. Undervejs i gennemgangen, som trods alt kun er på 3 korte sider, får han nævnt både Schoenberg, Alban Berg, Webern, Stockhausen, Boulez og Milton Babbitt -- og han får sammenlignet Zappa med Giordano Bruno og Josef Dietzgen. Og Thomas Mann. Spørgsmålstegn. Håber jeg vinder - i det mindste - den ene. På eBay.
" - Nogle kan synge opera. Luciano Pavarotti var en opera. Han levede sangene, hans opera var en blanding af glæde og bedrøvelse; surrealistisk og jordbunden på samme tid. En fantastisk vulkan der sang som en ild og gik i udbrud med glæde over livet og alt dets kompleksiteter. En stor og generøs ven." Udtaler Bono fra U2. Mere her.
CNN skriver i deres nekrolog, at Pavarotti var "widely considered the greatest tenor of his time ... "
Jeg har tidligere her i bloggen udråbt "Them Or Us" til at være en af de mest let-tilgængelige Zappa-CDer -- og det vil jeg efter dagens gennemlytning - på vej hjem fra arbejde - godt have lov til at æde i mig igen. Det er ikke tilfældet.
Nå. Men jeg skal jo heller ikke glemme at skrive noget om Frank Zappa. Mit daglige musikprogram er for tiden som følger: Jeg tager bussen fra Kildemarken til Tolstrup, hvor jeg arbejder, kl. 8.20 -- og ankommer ca. 9.05. Det er ca. 45 minutter, og i løbet af den tid kan jeg nå at høre ca. et Frank Zappa-album. I dag var det "Roxy & Elsewhere", og jeg ankom en tredjedel inde i "Be Bop Tango", som er det sidste nummer på albummet. Hjemturen går en lille smule hurtigere, men jeg kan alligevel nå at høre endnu et album, i dag "Them or Us". På min mp3-afspiller, altså. I går var det "You Are What You Is" og "Hot Rats". Og når jeg kommer hjem, hører jeg opera -- indtil Ane kommer hjem. Og om aftenen ser vi TV. Vi lytter ikke - ret tit - til musik.
En fyr har sat et eksemplar af Zappa: "Civilization Phase III" billigt til salg på eBay, og jeg har budt på CDen -- men er allerede blevet overbudt. Nu overvejer jeg, hvor meget jeg er villig til at GÅ OP. Nok ikke nok. Nok.
Venter stadig på 1) min T-shirt og 2) "Sheik Yerbouti". Som - hvis en eller anden ikke har fanget pointen - udtales "Shake Your Booty". Og 3) forresten: "Ship Arriving Too Late To Save A Drowning Witch".
Jeg vil gerne - igen - gøre lidt reklame for Mozart Edition-serien, som kan købes (i hvert fald i Ringsted) meget billigt i TP. Serien er vistnok udgivet som box set - Mozart complete - men sælges også stykkevis og delt. Vores lokale TP tager kun kr. 40,- for enkelte volumes. Jeg købte forleden vol. 26, som består af 6 CDer -- og kvaliteten er helt i top. Planket fra engelske Amazon: "Wolfgang Amadeus Mozart Volume 26, the last volume and completion of the MOZART EDITION, contains Mozart's greatest opera, Idomeneo in a superb cast (a license of EMI), a vigorous and sprightly recording of Thamos, and as ever so many curiosities the Canons, some of them based on rather naughty texts (Mozart was notorious on matters related to bed pleasures!). A worhty and distinguished last issue in the Mozart Edition, a series which received much critical and public acclaim, due to its high artistic and technical quality." Kr. 40,- er latterligt billigt. Betænk dig ej.
Og dagens indkøb, også til meget små penge (som er den eneste slags penge, jeg har):
Stravinskijs "Oedipus Rex" i en - har jeg læst mig til - meget god indspilning. Mor er den bedste i verden.
Bartóks opera "Hertug Blåskægs borg" er ganske kort -- og det er ok, for så kan vi jo også nå ud og spille noget EXTREME STREET BADMINTON. Og - eller men - den er på ungarsk, og dét er selvfølgelig lidt mindre fedt, for ungarsk er helt uforståeligt. Medmindre man altså er ungarer eller lignende. Men: Faktisk, synes jeg i hvert fald, passer det ungarske fint. Det forlener værket - hvis man overhovedet kan skrive sådan i disse PC-tider uden at blive anklaget for at være fordomsfuld - med en aura af gotisk mystik, transylvansk tåge og fare. Sproget skal dechifreres -- ligesom operaens handling. Som er grum.
Operaen er i kun én akt, og der er kun fem medvirkende, hvoraf de tre, Blåskægs tidligere koner, kun optræder til allersidst. Så altså: Kun én akt og kun to medvirkende, Blåskæg og hans nye kone, Judith. Og orkestret, som fungerer som en slags tredje, kommenterende person. Og syv døre.
Dén tager vi lige én gang til: Én akt, to personer, en mand og en kvinde, og syv døre.
Hertug Blåskæg har bragt sin nye kone hjem til sit slot, som ikke er noget rart sted. Der er koldt og mørkt, og kondensvandet driver ned ad væggene. Judith, konen, siger, at hun vil bringe lys og varme til stedet -- hvortil Blåskæg replicerer, at it ain't gonna happen. Men på ungarsk.
Judith ser de syv døre, som alle er låste, og hun insisterer på at åbne dem. Bag den første dør finder hun et torturkammer med væggene sølet i blod. Bag dør nummer to finder hun slottets våbenkammer med blodige våben. Bag nummer tre finder hun skatkammeret, og guldet er plettet af blod. Bag dør nummer fire finder hun en smuk have, men ved nærmere eftersyn er også de hvide roser blodplettede, og jorden er opløst i blod.
For hver dør, Judith har åbnet, er lyset i slottet blevet stærkere. Da hun åbner dør nummer fem, bades både hun og Blåskæg i et smukt skær, og Blåskæg advarer om, at hvis hun åbner de sidste to døre, vil mørket vende tilbage. Men Judith fortsætter.
Da hun åbner dør nummer seks, afsløres en flod af Blåskægs tårer, og lyset begynder at svinde. Blåskæg beder hende - igen - om ikke at åbne den sidste dør, men forgæves. Alt blodet har nu overbevist Judith om, at Blåskæg - som rygtet går - har myrdet sine tidligere hustruer. Hun åbner dør nummer syv -- og ud træder (ganske rigtigt) Blåskægs tre koner, alle smukt be-smykkede. Blåskæg forklarer, at de (nu) er udødelige, og at han skylder dem al sin rigdom og magt. Den første hustru, siger han, fandt han ved morgengry, den anden ved middagstid, og den tredje ved solnedgang. Judith er midnat. Hun protesterer, men Blåskæg iklæder hende en kappe, en krone og andet tingeltangel -- hvorefter de tre hustruer fører hende ind gennem den syvende dør.
Døren lukker. Herefter, proklamerer Blåskæg, vil alt være mørke.
Operaen er baseret på fortællingen om Blåskæg, selvfølgelig, som måske (og måske ikke) - figuren - er baseret på seriemorderen Gilles de Rais. En seriemorder-opera.
Jeg købte denne BBC-udgave af operaen for et par uger siden. Jeg gav - faktisk - kun nogle få kroner for den, så jeg kan dårligt tillade mig at brokke mig. Men alligevel: Orkestret er lidt slapt, synes jeg, og Judith virker noget udfordret. Hvad hun selvfølgelig også er ... på en måde. Kan man sige. Jeg vil forsøge at finde en bedre indspilning, som jeg kan hygge mig med -- når de hvide vinternætter kommer.
Og vi iler med at bringe en rettelse: "Thamos" er slet ikke nogen opera, ikke rigtig, men et oratorium -- og er i øvrigt forholdsvis kedelig. Men kort. Tilbage til Bartók.
Endnu en sygedag -- og som om dét ikke kunne være nok: PET har i nat været i aktion. Og Lonni skælder ud. Mit hovede er fuld af snot og Mozart - "Thamos", som er min dagens opera - så jeg har hidtil ikke helt været i stand til at fatte, hvad det hele drejer sig om, bortset fra at det er noget med anmeldere og mænd og kvinder. Og at det hele startede med dette blog-indlæg af Leonora Christine Skov. Vistnok. Min egen - nemme og måske lidt øretæve-indbydende - holdning til det dér med mandlige og kvindelige forfattere og anmeldere er, at det har jeg ikke nogen holdning til. Og at jeg heller ikke har nogen holdning til, at jeg ikke har en holdning. Til det. Jeg læser mest mandlige forfattere, statistisk, og jeg lytter stort set kun til mandlige (rock-)musikere og komponister o.s.v. Og det har jeg heller ikke nogen holdning til. Til gengæld, hvis det kan pynte på mit omdømme, er der jo alle de dersens kvindelige opera-sopraner, som jeg holder meget af. Jeg har, bilder jeg mig i hvert fald ind, ikke - aldrig - på forhånd fravalgt nogen eller noget, heller ikke på grund af køn. I det hele taget: Kunstnernes køn interesserer mig voldsomt lidt. Eller deres udseende -- hvormed naturligvis ikke er sagt, at jeg ikke forstår at værdsætte det, hvis der er noget, der - så at sige - stikker ud. Og i øjnene. På dén konto. Men det gør jo, altså, hverken deres bøger eller CDer (eller hvad-nu) hverken værre eller bedre. Og jeg har da - med Osiris som mit vidne - aldrig nogensinde lånt eller købt en bog eller en CD, fordi jeg syntes, at kunstneren var PÆN eller SØD. Men en film. Indrømmet. Det er sket, endda ofte. Men jeg tager det ikke så alvorligt.
Dagens dame er - i øvrigt - Ruth Underwood, "a percussionist of staggering virtuosity", som i mange år spillede sammen med Zappa og bl.a. medvirker på "Roxy & Elsewhere". Total respekt for hende.
Og forresten: Frank Zappa døde af prostatakræft den 4. december 1993. Hvad bad han - forinden - om at få spillet til sin begravelse? Ikke Varèse, nej, og heller ikke Stravinskij eller Webern -- eller et af sine egne numre. Han bad såmænd om at få spillet The Chieftains udgave af "The Green Fields of America". Fra albummet "The Celtic Harp". Jeg kunne ikke finde udgaven på Youtube -- men her er en yndig pige. Endda i jeans.
Jeg sidder og lytter til Frank Zappa: "Joe's Garage" -- som er den med "Catholic Girls", "Crew Slut", "Fembot in a Wet T-Shirt", "A Token of My Extreme", "Watermelon in Easter Hay" og - ikke at forglemme - "Why Does It Hurt When I Pee?" -- her udsat for hjemmevideo:
Stakkels pølse. Har jeg lyst til at skrive. Zappa, der selv havde gået på en katolsk skole, skrev "Catholic Girls", efter at han havde fået the Anti-Defamation League på nakken p.g.a. "Jewish Princess". Han, Zappa, var ikke specielt ude efter jøderne, men efter alle-og-enhver-uptight-stivstikker, som couldn't take a joke. Endnu en hjemmevideo:
For tiden er jeg optaget af Frank Zappa. Har I bemærket det? Jeg har lige siddet og læst Antons blog-indlæg om "At opdage rockmusik" -- and it got me thinking. Jeg mener: Folk er jo forskellige, og folk har forskellige MÅDER. Min måde, når jeg kaster mig over et eller andet, en forfatter eller en komponist, er at blive GLUBENDE. Som måske - i denne sammenhæng - bare er et andet ord for manisk. Jeg læser aldrig én bog af forfatter, jeg læser flere. Helst, hvis det er muligt, læser jeg dem alle -- og gerne i streg. Hvorefter jeg for en stund forlader mit måltid og kaster mig over noget andet -- for sidenhen at vende tilbage. Således f.eks. med Charles Olson.
Jeg ved ikke, om min facon er bedre end andre(s) -- men det er den næppe. I hvert fald er ulemperne jo ret indlysende: De koster mig en masse penge - alle bøgerne og CDerne o.s.v. - og jeg kommer (tit og ofte) til at fremstå som en noget énsporet person. Eller, altså: Det bliver lidt for tydeligt, at jeg er det. Ensporet. Tit og ofte.
Det er - helt ærligt - bare en undskyldning for at bringe ovenstående foto af Katharina Wagner. Indrømmet. Men altså: Magasinet "Klassisk" skrev for en måned siden - men jeg så det først i dag - at "Richard Wagners oldebarn, den 29-årige Katharina Wagner, debuterede i sidste uge som operainstruktør i oldefaderens højborg, Bayreuth. Hun åbnede de årlige Wagner Festspil med en dristig nyopsætning af 'Mestersangerne fra Nürnberg', som blev taget ilde imod af en stor del af publikum, der gav deres mening til kende med højlydte buh-råb efter alle tre akter." Mere her. Scroll ned på siden.
En eller anden avis - måske "Weekendavisen" - kunne i sidste uge oplyse, at ventetiden på billetter til Bayreuth nu er oppe på 10 år. Det plejede 'kun' at være 7.
Så har jeg fået læst min nye Zappa-guide -- som var ok. Men heller ikke mere. Ben Watson, forfatteren, gennemgår alle CDerne, leverer lidt trivia og bedømmer udgivelserne (de fleste favorabelt), men det hele er noget skøjtende, og man føler sig ikke VILDT MEGET KLOGERE bagefter. Men det var måske også vel rigelig meget at forvente -- af en pocket size guide. Ben Watson har skrevet flere bøger om Zappa og hans musik, heriblandt en med den gode titel "Frank Zappa: The Negative Dialectics of Poodle Play".
Og Watson - Capac - skriver pænt om "Cruising With Ruben". Ja. Men mesterværket, siger han, er "Civilization Phase III" -- som jeg aldrig har hørt. Så dén bliver jeg jo nødt til at eje. Men kr. 300,- er for meget. Som Edmond ville sige: "It's too much!"
Min fysiske elendighed til trods måtte jeg i eftermiddags en tur på apoteket, og eftersom jeg nu alligevel var UDE I DET - og fordi jeg havde lidt ondt af migselv - lagde jeg også turen forbi Blockbuster, først, og derefter TP Musik. Og købte ting. I Blockbuster: "Købmanden i Venedig" med bl.a. Al Pacino, "Me, Myself & Stanley", en komedie med John Malkovich i rollen som en fup-Stanley Kubrick, "American Splendor" og "Ninth Gate". Den sidste - for det bør undskyldes - fordi jeg troede, at Ane ikke havde set den. Og vi kunne begge to vældig godt lide bogen. Men det havde hun. Og i TP: "Joe's Garage" og en 6-CD-box med to operaer + diverse af Mozart, hhv. - operaerne - "Idomeneo" og "Thamos". Boxen kostede kun kr. 40,- Tag et tjek i din lokale butik. Og i øvrigt: Er De til Wagner, så bemærk at TP Musik lige nu har hele "Ringen" på super-tilbud til kun kr. 100,- For 14 CDer! Jeg har udgaven i en anden udgave - så at sige - og den er aldeles ok. Køb trygt.
"Idomeneo" var - er - den dér opera ... I ved nok. Som blev taget af plakaten p.g.a. dem dér. Som tror på ham dér. Som mistede hovedet. I operaen. Så derfor ...
Endnu et lille projekt for de læsere, der sidder - f.eks. på jobbet - og keder sig meget: Find lige ud af hvor jeg kan købe Frank Zappa: "Civilization Phaze III" billigst. Har fundet den på eBay til $34.95 (ca. kr. 191,- + porto). Engelske Amazon (se her) vil have £27.76 (ca. kr. 306,- + porto).
Igen i nat var der tumulter på Nørrebro. I dag lød det fra aktivisternes - altså bøllernes - pressegruppe, at "vi oplever en stigende opbakning til vores kamp for et nyt ungdomshus. Vi fornemmer, at opbakningen aldrig har været større, end den er nu ... " Imponerende. Læs mere om manglende realitetssans her.
Og endnu et Frank Zappa-indkøb -- men nu er det (igen) ok. For nu er det september. Og før var det august ... right? "You Can't Do That on Stage Anymore Vol. 1". Der er i alt 8 dobbelt-CDer. I serien.
Det er en plathed, jeg ved det -- men der er et klart misforhold mellem den tid, det tager at skrive en roman, og den tid, det tager at læse den. Klokken er 20.20, og for en kaffekop-tids siden blev jeg færdig med at læse "Gudernes tusmørke". De første cirka 70 sider indtog jeg til tonerne af Bartóks "Hertug Blåskægs borg", hvorefter jeg - mere apropos - skiftede til "Parsifal".
Jeg ser ingen grund til at sidde og fedte med det -- så allerførst og helt uden forbehold: Det er en gevaldig god roman. Den bedste i serien, men man skal have læst de to foregående for rigtig at fatte ... o.s.v. Bøgerne hænger sammen, og det føles ikke rigtigt at sammenligne dem. "Gudernes tusmørke" - lad mig i stedet sige det sådan - er et brag af en slutning. Som i en opera.
Vedsø Olesens Seth-trilogi handler om meget store ting, om kunst og kærlighed, begær og opofrelse, fristelser og forløsning. Om forholdet mellem kunst og liv og om forholdet mellem kunst og religion. Om æstetik og etik. Det samme - vel nok - kunne man sige om mange andre roman-værker, som jeg (alligevel) ikke ville orke at læse. Som jeg tidligere (og gentagne gange) har gjort opmærksom på her i bloggen: Jeg læser ikke ret mange romaner. Jeg læser digte. Normalt.
Men -- og med stor risiko for at blive misforstået: Seth-bøgerne er ligesom en opera. Som er - for det er operaer, i hvert fald hvis de er gode - eventyrlig og utroværdig og dybt fjollet og patetisk. (Det var givetvis derfor - i parantes bemærket - at den Kant-læsende alvorsmand, Beethoven, ikke kunne forlige sig med SLAGSEN.) Men formår - for det gør operaer, hvis de er gode - at tale om vigtige ting. Og sager. Samtidig med at de - den - taler følelsesmæssigt til os.
Seth-trilogien er fuld af larm og halløj, guder og mord og sex, et mystisk selskab med en borg ude i ørkenen. Der er folk, der gror vinger og flyver. Bøgerne er det, der på biblioteket - vistnok - hedder fantasy. Altså: Gang i gaden. Og de kan - nok - 'bare' læses sådan -- ligesom Wagners "Ringen" 'bare' kan høres som en fed fortælling om en ring og en dværg og nogle guder. Med valkyrie-ridtet som det fedeste.
Vedsø Olesens store bedrift - og det var egentlig bare det, jeg ville sige - er, at hun har formået på én gang at skrive en medrivende ramasjang-historie, som selv en ikke-normalt-roman-læsende læser - som mig - kan gribes af, samtidig med at hun - for det gør hun - meget overbevisende og med stor autoritet jonglerer rundt - og undskyld udtrykket - med de dér STORE TING. Som gør indtryk. Også i mellemgulvet.
Jeg var - ærligt talt - ret berørt, da jeg nåede slutningen -- og selv om det, altså, ikke tog mig lang tid at læse bogen, så vil det helt sikkert tage mig en god rum tid at få den, bogen, bearbejdet. I mit indre system. Mere om romanen følger. Med garanti.
Og ganske særlig rystet var jeg, da - på side 114 - "litteraten Bo" trådte ind på scenen. Osiris er stor!
I dag skulle Ane og jeg have været til niece Johannes fødselsdag i Sejs ved Silkeborg -- men desværre måtte jeg blive hjemme. Fordi jeg stadig er sløj. Og Ane er taget alene afsted. Planlægger - hvis hovedet ikke bliver for tungt - at ligge på sofaen og læse "Gudernes tusmørke". Med et tæppe over mig og "Hertug Blåskæg" i CD-afspilleren.
Ingen har indtil videre fundet mig værdig til at blive tagget. Jeg taler om det dér "Otte ting om mig"-meme -- men det er ok. Som chef-bibliotekaren i Skanderborg engang sagde til mig: "Bo, du lever et kedeligt liv". Så jeg har ærligt talt heller ikke meget at bekende.
Bortset fra dette, som jeg nu helt uopfordret, som det hedder, KOMMER FREM MED: Jeg kender ikke betegnelsen for denne specifikke, psykiske lidelse eller fobi (eller-hvad-det-nu-er), men jeg finder skulpturer, der forestiller mennesker, og plastik-tøj-modeller og den slags angstprovokerende. Hvilket bl.a. er en af grundene til, at jeg synes, at "Westworld" er en meget uhyggelig film. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, at de - skulpturerne eller modellerne - er levende. Og at de er farlige. Der er - Henrik, help me out, please - et "Dr. Who"-afsnit, hvor plastikmodellerne i butikkernes ruder pludselig går til angreb -- så måske er jeg ikke den eneste, der nærer mistro til dem. Plastik-menneskene. Og deres marmor-fætre og -kusiner. Den eneste gang, jeg har været på Glyptoteket, fik jeg koldsved p.g.a. skulpturerne - alle de knuste kroppe - og flygtede bort fra selskabet, ud i den rene luft. Det var voldsomt ubehageligt.
Og hvorfor føler jeg trang til at fortælle om det? Fordi Ane og jeg i går aftes - min sløjhed til trods - vovede os ud i Ringsted Natten -- og vi kom bl.a. forbi en lokal undertøjsbutik, Pandora, som i vinduet ud til gaden havde placeret en levende model:
Hun var nydelig, bestemt -- men jeg syntes (også - og først og fremmest), hun var SKRÆMMENDE. Tog to billeder og hastede videre.
Kanon-god postdag. Anne-Marie Vedsø Olesen har meget venligt sendt mig et signeret eksemplar af hende nye roman, "Gudernes tusmørke", som udkommer d. 11. september. Tusind tak, Anne-Marie! Det var gevaldig pænt af dig -- og jeg vil straks gå i gang med at læse den. Og det havde du - men det ved du jo godt - altså, helt seriøst, ikke behøvet.
Og derudover: Har modtaget både "Broadway The Hard Way" og "Hertug Blåskæg".
I aften er der Ringsted Natten i Ringsted -- som er dét, der alle andre steder hedder Sort Nat eller Open By Night. Eller hvad-nu. I hvert fald: Butikkerne holder åben til kl. 23.
Ja, altså. Okay. Så. Okay. Jeg kom til at købe endnu en Zappa-CD, "Sheik Yerbouti", fordi den bare er for fed. Min plan - for jeg havde en plan - var ellers at vente med de CDer, som trak allermest, herunder "Sheik" og "Zappa In NY" --- for ligesom at give projektet lidt momentum. Hvis I forstår? At lade de allerfedeste ligesom slæbe de (måske) lidt mindre fede i mål ... eller hvordan jeg nu skal udtrykke det.
"Sheik Yerbouti" er en af de CDer, jeg husker allerbedst fra min ungdom i Struer -- og som, CDen, jeg altid vil forbinde med min ven, murerlærlingen Dan. Fra tracklisten: "I Have Been In You", "Broken Hearts Are For Assholes", "Bobby Brown Goes Down", "Jewish Princess", "Dancin' Fool" og "Yo Mama". A must have.
København er i disse dage vært for den internationale computermusik-konference, ICMC 2007. Det er en blanding af kunst, musik og forskning, og konferencen er den største begivenhed i verden af sin art. Besøg ICMCs website her - og hør mere i Lyt til Nyt.
Den 1. august havde jeg kun én Frank Zappa-CD. Nu har jeg en pæn, lille håndfuld. Venter stadig på guiden, jeg bestilte, men har vistnok modtaget alle de CDer, jeg i månedens løb har købt via nettet. Senest:
"Roxy & Elsewhere", en live-CD fra 1974. Som bl.a. byder på hittet "Penguin in Bondage".
"You Are What You Is" fra 1981 -- som (ligesom "Them Or Us") er et af Zappas mest umiddelbart tilgængelige albums. Tracklisten inkluderer bl.a. "Harder Than Your Husband", "You Are What You Is", "The Meek Shall Inherit Nothing" og "Dumb All Over".
"Them Or Us" fra 1984. Hit på hit: "The Closer You Are", "In France", "Sharleena", "Stevie's Spanking", "Be In My Video", "Whipping Post" m.fl.
"FZ Meets The Mothers of Prevention" fra 1985. Reagan-årene -- og Zappa involverede sig i den politiske kamp. CDen indeholder bl.a. nummeret "Porn Wars".
Og i øvrigt tog jeg fejl. Lige før. Har endnu ikke modtaget "Broadway The Hard Way".
1) Peter Nielsen har meget venligt sendt mig et eksemplar af Stig Sæterbakkens roman "Selvbeherskelse" -- som netop er udkommet. Og som Peter har oversat til dansk. Tak for det! Ankom i dag. Mere om bogen følger, så snart jeg har fået den læst.
2) Jeg har modtaget endnu to Zappa-CDer, hhv. "You Are What You Is" og "FZ Meets the Mothers of Prevention".
3) Ringsted Bibliotek sælger ud:
-- og også af CD-samlingen:
Jeg tænkte på Capac, mens jeg sad og rodede i kasserne. Der var mange CDer - og til kun kr. 5,- pr. stk. - men jeg kendte ingen af dem. Eller stort set ingen. Købte (til Ane) en CD med William Shatner -- og gjorde et kup. Synes jeg da selv, også selvom jeg lige (som omtalt her i bloggen) har investeret i en anden udgave af samme. Fandt denne version af Strauss' "Salome". Dirigeret af Böhm. En dobbelt-CD. Til kr. 5,-
Satanisk latter -- dels fordi søster Gitte i denne uge (ligesom Discovery Channel) holder onde-uge. Læs her. Og dels fordi min HELLIGE SKARABÆ virker over al forventning. Hør engang: I dag gik jeg på posthuset for at sende en forsinket fødselsdagsgave til forfatteren, Vedsø Olesen. Og pigen bag disken havde - jeg sværger - en halskæde med egyptiske tegn om halsen. Jeg kunne ikke få migselv til at spørge, om jeg måtte tage et billede - til dokumentationsafdelingen - men jeg spurgte til kæden, og hun - pigen - sagde, at der stod "Katrine". På egyptisk. EGYPTISK!
Og der er mere: Jeg var på biblioteket -- og mens jeg var derinde, stødte jeg på hele fire eksemplarer af "Djævelens kvint". Fire forskellige steder. FIRE!
Og der er mere: Ane er stadig syg, men har flyttet sig fra sengen (ovenpå) ned i sofaen. I stuen. Hun ville gerne se en film, sagde hun (da jeg var kommet hjem), og jeg gav mig til at rode lidt i nogle kasser for at se, om jeg eventuelt kunne finde et eller andet. Og hvad fandt jeg? Og hvad ligger hun (med et tæppe over sig) og ser, mens jeg skriver disse linier? "De 10 bud" ... som jo altså (behøver jeg forhåbentlig ikke at skrive) foregår i Egypten. Eksemplaret, da jeg samlede det op fra kassen, var spritnyt og stadig i folie. Jeg købte DVDen for nogle måneder siden, fordi Ane kom til at røbe, at hun aldrig havde set den. Filmen. Men derefter glemte vi begge alting om den -- indtil i dag. Et tilfælde? Næppe. Magien er stærk.
Og her er - i anledning af Ondeuge - teksten til Frank Zappas "The Torture Never Stops":
***
Flies all green and buzzin', in this dungeon of despair. Prisoners grumble and piss their clothes, and scratch their matted hair. A tiny light, from a window hole, a hundred yards away, is all they ever gets to know about the regular light in the day.
And it stinks so bad, the stones been chokin', and weepin' greenish drops. In the room where the giant fire puffer works, and the torture never stops.
The torture never stops.
Slime and rot, rats and snot, and vomit on the floor. Fifty yoogly soldiers, man, holdin' spears by the iron door. Knives and spikes, and guns and the likes of every tool of pain. And a sinister midget, with a bucket and a mop, where the blood goes down the drain.
And it stinks so bad, the stones been chokin', and weepin' greenish drops. In the room where the giant fire puffer works, and the torture never stops.
The torture never stops. The torture.. the torture.. The torture never stops.
Flies all green and buzzin', in this dungeon of despair. An evil prince eats a steaming pig, in a chamber right near there. He eats the snouts and the trotters first. The loins and the groins is soon dispersed. His carvin' style is well rehearsed. He stands and shouts:
All men be cursed! All men be cursed! All men be cursed! All men be cursed!
And disagree? Well, no one durst.
He's the best, of course, of all the worst. Some wrong been done, he done it first.
And it stinks so bad, his bones been chokin', and weepin' greenish drops. In the night of the iron sausage, where the torture never stops.
The torture never stops. The torture.. the torture.. The torture never stops.
Flies all green and buzzin', in this dungeon of despair. Who are all those people, that he's locked away down there? Are they crazy? Are they sainted? Are they zeroes, someone painted?
And it's never been explained, since it first it was created. But a dungeon, like a sin, requires naught but lockin' in, of everything that's ever been. Look at her. Look at him.
That's what's the deal we're dealin' in. That's what's the deal we're dealin' in. That's what's the deal we're dealin' in. That's what's the deal we're dealin' in.
Ny CD-indkøb. Hvor mange CDer er det i denne måned? Afgjort for mange -- men de var billige. Honestly. I dag: Bartóks "Hertug Blåskægs borg", som jeg faldt over på Amazon til kun - read this - kr. 25,- Inklusiv porto. Det kunne jeg selvfølgelig ikke stå for -- heller ikke selvom jeg egentlig sad og ledte efter noget andet. Nemlig Stravinskijs "Agon". Som jeg også fandt, men ikke købte.
Og til alle jer vantro hunde, der tvivlede på SKARABÆENS MAGT: Hvad dukkede op som nummer et - NUMMER ET - på listen, da jeg (for lidt siden) googlede "bartok blåskæg"? Dette indlæg i Anne-Marie Vedsø Olesens blog.
Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen: TA-DAM! Osiris er stor.
Dagens musik-anbefaling: Arthur Durkee. Jeg faldt forleden, tilfældigt, over hans website, og siden har jeg downloadet mere end 400 MB mp3-filer fra sitet. Hvilket - faktisk - er ret mange. Helt lovligt, helt gratis og helt kanon. Tjek siden med downloads her.
Lige nu, mens jeg sidder og skriver dette indlæg, er Durkees site utilgængeligt -- men forhåbentlig er det snart tilbage.
I betragtning af at jeg flere gange her i bloggen har bedyret, at musik ikke interesserer mig synderlig, har jeg i den forløbne måned skrevet forbavsende meget om slagsen. Slår det mig pludselig. Mens jeg sidder her og sveder. Holdt mig oprejst til kl. 14, hvorefter jeg sov en time, stod op og gik i seng, stod op og gik i seng og stod op -- og nu har jeg spist noget suppe. Og set et afsnit af "Venner".
Kommer der noget godt i TV i aften?
Opdateret: Der kommer Barnaby på TV2 Norge kl. 21.40.
"If you want to learn to play guitar, listen to Wes Montgomery. You also should go out and see if you can get a record by Cecil Taylor if you want to learn how to play the piano.
You ought to look into the complete works of Anton Webern on Columbia, conducted by Robert Craft. That's four records. [...]
Also, Pierre Boulez conducts his own composition. "Le Marteau Sans Maître". I don't know what label that's on, but it's the one with Boulez conducting. The one by Robert Craft has too many mistakes.
Also, you ought to get Bartok's first, second and third piano concertos, which are all very groovy and good to dance to. I have the version on Westminster by Edith Farnadi with the Vienna State Opera Orchestra. [...]
Also, buy anything that you can by Igor Stravinsky and dance to it - especially "L'Historie Du Soldat" [...] and the "Agon" ballet, which is a beautiful thing.
There's a record by Karlheinz Stockhausen on the Deutsche Grammophon label called "Gesang der Jünglinge". [...] Buy that."
***
I 1989 medvirkede Zappa i et radioprogram, Castaway's Choice, hvori han, Zappa, spillede uddrag af de 10 plader - eller, altså, CDer - som han ville tage med sig ud på den øde ø. Hvis han en dag skulle blive sendt ud på en øde ø. Han valgte:
***
Edgard Varèse: "Octandre"
Igor Stravinsky: "The Royal March" fra "L'Histoire du Soldat"
Igor Stravinsky: "The Rite of Spring"
Bela Bartok: "Third Piano Concerto", first movement
Oliver Nelson: "Stolen Moments"
Johnny Guitar Watson: "Three Hours Past Midnight"
The Velours: "Can I Come Over Tonight"
Anton Webern: "Bagatelles for String Quartet"
Anton Webern: "The Anton Webern Symphony", Opus 21
Jeg er stadig syg -- og det er stadig lige træls, omend jeg i dag - i det mindste - ikke behøver ligge i sengen hele tiden. Håber jeg. I hvert fald er jeg forsøgsvist stået op.
Ane er taget til Middelalderfestival i Horsens - læs her - og jeg er alene hjemme. Indtil i morgen.
Jeg er konsekvent - og nu taler jeg om noget andet - 2-3 år efter alle andre m.h.t. DIMSER, især digitale, og TING SOM DIMSER KAN. Jeg er ikke fortrolig med iTunes, og jeg har ikke nogen iPod. Jeg har heller ikke (engang) en memory stick til min PC. Og selvom jeg har både trådløst tastatur og en mus (som jeg har fået foræret af min far), så bruger jeg ingen af delene. Og så videre.
Bare for at sige at: Resten af verden har forlængst overstået dét sjov, det ved jeg godt -- men for mig var det (for lidt siden) første gang: Jeg har klippet denne mini-bid ud af Mozarts "Tryllefløjten" (som Anne-Marie har fået mig til at lytte til), overført bidden til min nye mobil og lagt den ind som ringetone. Så - nu - når folk ringer til mig, klinger (eller klanger) Mozart ud i æteren. Så yndigt.
Og et tilbagefald: Kom til at bestille endnu en Zappa-CD, "Broadway The Hard Way". Som er den med "Jesus Thinks You're A Jerk":
Modtaget med posten i dag: "Roxy & Elsewhere". Og jeg har bestilt "The Complete Guide to His Music" via engelske Amazon. Bogen kostede kun GBP 0.91 + porto. Det var ok.
Den Jyske Opera opfører Beethovens opera, "Fidelio", i Musikhuset, Århus, d. 23., 25., 27. og 29. august. Og der er gratis introduktion til værket 1 time før hver forestilling. Læs mere her. Billetpriser fra kr. 240,- til kr. 595,-
Har købt et eksemplar af "Cruising With Ruben & The Jets", som er fra 1968. Og som jeg ærligt talt sagtens, tror jeg, kunne have levet foruden. CDen er - som titlen siger - et slags cruise gennem det sang-univers, som Zappa voksede op med i 1950erne. Men zappask. Jeg var slet ikke født, da CDen udkom, og jeg føler ingen - med et fint ord - affinitet med ånden fra dengang, ungdomsoprøret eller hippie-bevægelsen -- eller Zappas gøren-grin med samme. Det siger mig ikke ret meget. Og CDen er i musikalsk henseende ikke særlig spændende. Skriver jeg efter (kun) tre gennemlytninger -- og på en onsdag. Det er - for sådan er det med Zappa - meget vel muligt, at jeg på en torsdag engang i fremtiden vil synes, at "Cruising ... " er et fantastisk album. I så fald - hvis det sker - skal jeg nok lade jer det vide.
Har biblioteks-lånt og lyttet til "Hot Rats" fra 1969, en virkelig god CD, som jeg afgjort bliver nødt til at eje. Første track er "Peaches En Regalia", som - men kun oppe i mit hovede - er Zappas kendingsmelodi. Hittet på CDen er "Willie the Pimp" med bl.a. Captain Beefheart og Jean-Luc Ponty.
Har købt "Burnt Weeny Sandwich", også fra 1969, men har endnu ikke fået lyttet til den.
Fordi jeg i stedet har lyttet til "The Grand Wazoo" (på samme dobbelt-CD) fra 1972. Som er den dér type rock-jazz-fusions-musik, som ingen normale mennesker lytter til -- men som, når den er god, kan gøre musikere helt vilde i varmen. Og i dette tilfælde (nok) især trommeslagere. Har kun hørt CDen et par gange, men planlægger ... o.s.v.
Har bib-lånt "Zoot Allures" fra 1976 -- som vistnok normalt ikke regnes for en af Zappas bedste. Måske. Men det kan jeg selvsagt være ligeglad med -- og faktisk er det hit på hit. På CDen. Hvoraf "Disco Boy" er det mest kendte, og min egen favorit er "The Torture Never Stops". Dén må jeg købe.
Og jeg har bib-lånt "Jazz From Hell" fra 1986. Som er den slags musik, kun zappafile særlinge lytter til. Hvis man hader jazz, vil man ultra-hade CDen -- og hvis man elsker jazz, vil man nok også hade den. For den lyder helt forkert. Og man bliver stresset af den. "Jazz From Hell" er - kan jeg ikke lade være med at tænke - quintessential Zappa, for CDen er et godt eksempel på det, der på én og samme tid er Zappas store styrke og hans (tilsvarende) svaghed. Eller -- lidt pænere: På det udfordrende ved Zappas musik. Nemlig det, jeg i mangel på bedre vil vælge at kalde hans - i musikalsk henseende - horror vacui, hans frygt for "tomme rum". Eller, altså: Hans frygt for stilhed. Der skal, tilsyneladende, hele tiden ske et eller andet, og hvis der er alt for langt mellem to toner, vil han straks (og på begavet manér) fylde noget ind-i-mellem. Med det resultat at hans arrangementer nogle gange kommer til at lyde som noget fra et Spike Jones-album. Lydmassiver. Man kan - som zappafile gør - beundre Zappas evne til at få tingene strikket sammen, hans kompositoriske geni o.s.v. -- men for alle os andre er det ikke altid lige nemt at holde af. Eller bare ud. I hvert fald kræver det et vist psykisk overskud.
Enkelte hurtige updates: Jeg har været på lynvisit i det vestjyske for at deltage i nogle filmoptagelser. Besøg Hjerl Hedes website her.
Jeg har modtaget min nye Zappa-dobbelt-CD, "Burnt Weeny Sandwich / The Grand Wazoo". Jeg vil - men tilbagelænet - bestræbe mig på kort at omtale Zappa-CDerne, efterhånden som jeg får dem (gen-)hørt -- og jeg er allerede kommet bagefter. Men altså.
Og: I toget på vej mod Jylland læste jeg "Djævelens kvint" til ende -- og begyndte straks derpå - for jeg havde også taget dén med i tasken - på bog nummer 2, "Tredje Ikaros". Den tredje Ikaros er (bogstaveligt) en tredje udgave af Brueghels berømte maleri, "Ikaros' fald" -- som også er originaltitlen, "De val van Icarus". Men faktisk, synes jeg, er den engelske titel bedre, "Landscape with the Fall of Icarus". Hvis man ikke på forhånd kender maleriet, tager det lidt tid, før man overhovedet får øje på Ikaros. Intet i maleriet peger i hans retning. Han får - i Brueghels vision - ingen opmærksomhed. Bonden i forgrunden er i færd med at pløje sin mark -- og han er fuldstændig ligeglad med anti-helten, der - spoiler - er ved at drukne (lige ud for skibet). Og det er selvfølgelig Brueghels moralske pointe: Ikaros stræbte for højt, for ved jorden at blive ... o.s.v. Og der er ikke noget heltemodigt eller beundringsværdigt ved mennesker, der stræber for højt. De vil falde pladask, for sådan er naturens orden -- og vi andre bør ikke belønne dem ved at ofre dem opmærksomhed, købe "Se & Hør" for at læse om dem, ønske at se dem optræde i underlødige talkshows. Eller lignende, Vi bør - burde - pløje vore respektive marker.
I Anne-Marie Vedsø Olesens roman har Seth, den egyptiske kaos-gud, en ganske anden indstilling til tilværelsen end Brueghel (havde) -- men han, Seth, beslutter sig alligevel for at erhverve sig maleriet. For det er, hvadenten man værdsætter Brueghels moralisme eller ej, et absolut mesterværk. Eller som det hedder på nu-dansk: Det er top dollars. Og Seth har tænkt sig at forære det væk som en gave. Mere om romanen her.
Posten var forsinket, men da hun endelig kom, havde hun mit ny-indkøbte eksemplar af "Crusing with Ruben & The Jets" med i tasken. Som er en af de Zappa-CDer, jeg slet ikke kender -- men bestilte, fordi Capac sagde, at jeg skulle. Eller, altså, foreslog.
Og derefter: Derefter tog Ane og jeg på shoppingtur. Ane købte noget tøj, og vi købte en ny kaffemaskine, en Moccamaster CD.
Og jeg købte en ny mobil-telefon, en Nokia 6131. Som overhovedet ikke var (eller er) den telefon, jeg egentlig havde tænkt mig at købe, bl.a. fordi den ikke har noget særlig godt kamera -- men da jeg stod med de forskellige modeller og sammenlignede, var det (alligevel) den, jeg bedst kunne lide. Nokia N73, som jeg på forhånd havde forelsket mig lidt i, havde (ude i virkeligheden) nogle meget irriterende, små taster.
Men altså: Ny Zappa-CD, ny kaffemaskine og ny mobil. Mit mobil-nummer forbliver det samme.
Hvis man gerne vil have et forholdsvis hurtigt og relativt smertefrit indtryk af, hvordan de mest berømte, kvindelige sopraner lyder, og hvor forskellige de er, og/eller af, hvor meget klassiske indspilninger kan variere -- og at det ikke bare er flueknepperi, når folk (som mig, når jeg lader mig gribe af en større ånd) bruger tid på at diskutere - helt seriøst - hvilken indspilning, der er den bedste. Jimi Hendrix' forskellige indspilninger af "Purple Haze" lyder heller ikke ens. Der er forskel på den udgave, man kan høre på "Jimi Plays Berkeley", og den, man kan høre på "Live at Woodstock". Det samme - fuldstændig det samme - gælder m.h.t. indspilninger af klassisk musik.
Men hvad jeg ville sige: Hvis man ... o.s.v. Så foreslår jeg, at man - du - går på biblioteket og låner en stak forskellige indspilninger af Richard Strauss: "Vier letzte Lieder" ("Four Last Songs"). De fire sange er hhv. "Im Abendrot" ("I aftenrøde") med tekst af Joseph Eichendorff og "Frühling" ("Forår"), "September" og "Beim Schlafengehen" ("Ved sengetid"), alle tre med tekst af Herman Hesse. Ham med "Steppeulven".
Strauss komponerede de fire sange i 1848, da han var 84 år gammel. Han døde i 1849. Sangene hænger tematisk sammen - de handler alle om døden - men de er komponeret uafhængig af hinanden, og hvis man har virkelig dovne ører, kan man udmærket nøjes med at lytte til en enkelt eller to.
Der er mange indspilninger af vælge iblandt. Her er nogle af dem:
Har brugt en del af aftenen på at konvertere hele Mozarts "Tryllefløjten" - denne udgave - til mp3-filer. Og på at overføre dem til min afspiller. Det tog ca. en the-daily-shows-tid.
Og hvorfor? Man behøver vel næppe nogen undskyldning eller forklaring for at (have lyst til at) lytte til "Tryllefløjten" -- men i mit tilfælde, og siden du spørger så direkte: Fordi jeg stadig er i gang med at læse Vedsø Olesens "Djævelens kvint". Det går lidt langsomt, men det er ikke bogens skyld. Men min egen. Jeg er kommet - i handlingen - ud af den danske sne og ind i den egyptiske, brændende ørken. Og frem til den mystiske borg, der står og genkaster solen.
Og nej, jeg kunne aldrig drømme om at sætte CDen med "West Side Story" i maskinen -- så det er sådan set flintrende ligegyldigt, hvem dirigenten er, eller sangerne. Med hensyn til dén. Man skal mindst være amerikaner - eller tilsvarende - for at mene, at "West Side Story" er noget, man kan forsvare at lytte til. Når man - som jeg - er et fint og dannet menneske. Med udsøgt god smag.
Nå. Efter lidt yderligere surferi er jeg nået frem til, at optagelserne - jeg taler stadig om min nye opera-boks - nok stammer fra denne serie -- og at kor og orkester altså er Chorus And Orchestra Of The Romanian Opera Bucharest. På de enkelte CDer i boksen står det anført, at de er "Distributed by Selected Sound Carrier AG, Switzerland", og at de er fremstillet i Tjekkiet, copyright 1996. Det vil sige: Det står der på de 9 af CDerne. Den 10ende, "West Side Story", ser ud til at stamme fra et helt andet kuld. Det er altsammen meget mærkeligt. Og jeg kan heller ikke google CD-katalog-numrene.
Men -- for selvom det er Pissesureuge er det stadigvæk tilladt at have øje for det, der er vigtigst. Eller vigtigere. Og altså: CDerne lyder godt. I dag har jeg lyttet til "La Boheme". Og jeg falder selvfølgelig straks i tanker om det dér Bundy-afsnit, "The Undergraduate":
***
Kelly: Stalkers don't invite you to the opera. Look, "L.A. Boom"! Bud: That's "La Boheme", you pin cushion!
Å, jeg føler mig efterhånden som Marve Fleksnes i "Morderen som forsvant", afsnittet med krimien (fra biblioteket), der mangler sidste side. Jeg kan INTET finde om den dér opera-boks. På nettet. Jeg kan ikke google den, jeg kan ikke finde den på Amazon, og jeg kan heller ikke finde den på eBay. Den findes tilsyneladende slet ikke. Kun på et par østeuropæiske websider -- og eksemplaret, der står hjemme på stuebordet. I Ringsted. Og nu er jeg - forlængst - blevet stædig. Og sur. Hvad er det for nogle mennesker, der udsender en boks med hele 10 CDer -- og som plastik-skuffedarium. Endda. Men uden at anføre noget om indspilningerne? I'll tell you: Slavere! Folk, der hedder Gorzelak -- og dén slags. Typer. Som man skal vride alting ud af.
I dag - i bussen på vej til arbejde - lyttede jeg til "Willie the Pimp" fra "Hot Rats". Med bl.a. Jean-Luc Ponty -- som jeg næsten helt havde glemt. Da jeg var yngre, lyttede jeg en del til Ponty, "Civilized Evil", "Mystical Adventures" og "Cosmic Messenger". Besøg Pontys website her.
Jeg købte tidligere i dag - se her - en 10-CD-boks med titlen "World of the Opera". For en halvtredser. Jeg frygtede (for der stod ingenting på pap-omslaget, og det hele var pakket ind i plastik), at der ville være tale om nogle gamle, skrattede radio-optagelser -- men jeg har indtil videre lyttet til tre af CDerne, hhv. "Madame Butterfly", "La Traviata" og "Rigoletto", og de lød alle meget fine. Altså: Absolut acceptable. Det var et godt køb.
Men: Der medfulgte ikke noget info-indlæg. Intet. Der står - som nævnt - ikke noget på æsken, og der står heller ikke noget på CDerne. Jeg ved følgelig ingenting om de enkelte indspilninger, dirigenter, orkestre eller sangere -- og det er, synes jeg, en smule frustrerende.
Jeg har prøvet at google boksen, men det eneste, jeg umiddelbart kunne finde, var denne side, som er på tjekkisk.
Hvis du kommer til at kede dig enormt: Se om du kan finde nogle oplysninger til mig. Om den.
Og her - i øvrigt - er Classical CD Guides liste over de 10 operaer, de synes, du bør starte med.
Egentlig skulle jeg blot indlevere min cykel hos cykelsmeden - for den led skade, da jeg styrtede - og på apoteket -- men så kom jeg også til at gå i TP Musik. Og jeg gik straks hen til hylden med Frank Zappa-CDer ... bekender jeg. Det gjorde jeg. Men jeg styrede mig. Faktisk tror jeg, at I ville have været stolte af mig -- som jeg sådan stod dér og beherskede mig. Og hvordan lykkedes det mig at komme ud af butikken? Jeg købte bare en hel masse andet:
En dokumentarfilm om Dario Argento, en CD med Prokofievs klaversonater, "The Bare Wench Project" (med bl.a. Julie Strain) - bror Lars, har jeg allerede set den? - og en stor boks med 10 CDer. Med opera. Når man åbner den, ser den således ud:
Den sidste DVD på billedet, det øverste, er "The Prairie Home Companion", som jeg købte i Blockbuster. Ane og jeg plejede at lytte til radio-showet, da vi boede i Chicago.
Lyder det dyrt? Det var det ikke. Under kr. 100,- for alt det nævnte -- og den billigste Zappa-CD kostede kr. 149,95. Så jeg har sparet - kan man sige - en halvtredser.
Og: Bagefter gik jeg på biblioteket og lånte følgende:
To guider til Wagners "Parsifal", "Sprængfarlig bombe" og "Man on Fire" -- og tre Zappa-CDer, "Jazz From Hell", "Hot Rats" og "Zoot Allures". Men det var ikke noget tilbagefald, tværtimod. Det var helt bevidst. Jeg tænkte, at det nok ville gavne, hvis jeg mindede migselv om - hands on - at jeg jo bare kunne nøjes med at låne.
Men altså: Andre ting! Jeg ved, at bl.a. Lars bekymrer sig, når jeg begynder - og det sker - at blive lidt ensporet.
Jeg er - åbenbart - helt ude af kontrol. M.h.t. Zappa. Og det er nu, fornemmer jeg, blevet pinligt, og jeg bør afholde mig fra at blogge mere om det. Og bare lade som ingenting. På den anden side: Selverkendelse, åbenhed og ærlighed er jo, siger man, første skridt på vejen mod helbredelse -- så derfor: Mit navn er Bo, og jeg er afhængig af at købe Frank Zappa-CDer. Tilsyneladende. Har netop bestilt endnu to, "Meets the Mothers of Prevention" og "You Are What You Is".
Frank Zappa er mest kendt for sine sjofle sange, "Bobby Brown Goes Down", "Titties & Beer" o.s.v. Cirka halvdelen af Zappa-kataologet, however, er ren instrumentalmusik, et mix af jazz og funk og klassisk. Og andet. Zappas forbilleder var folk som Varèse, Webern, Stravinskij og Ravel, og han ville, tror jeg, Zappa, gerne have været taget seriøs som moderne komponist. I højere grad end tilfældet var -- i hvert fald i USA, hvor man (som bl.a. Brian Eno har pointeret) helst kun må være én ting eller kun lave én slags ting, hvis man vil tages alvorlig.
Den fulde titel på CDen "The Perfect Stranger", som Gammelfar var så flink at sende mig, er "Boulez conducts Zappa - The Perfect Stranger". Titlen er en lille smule misvisende, for ud af CDens 7 tracks er kun de 3, nemlig "The Perfect Stranger", "Naval Aviation in Art?" og "Duprée's Paradise" orkesterværker, dirigeret af Boulez og fremført af Ensemble InterContemporain. De sidste 4 er værker for synclavier. "All material contained herein," skriver Zappa lidt dumt i noterne, "is for entertainment purposes only, and should not be confused with any other form of artistic expression." Dumt -- for som kunstner kan man trygt overlade det til andre at tale nedsættende om ens værk. Det bør man - altid - selv afholde sig fra, også selvom man (tror man) 'bare' er syrlig.
Men CDen hedder "Boulez conducts ... " -- for hvor må det have været en stjernestund for Zappa: At en decideret hotshot som Pierre Boulez ... o.s.v. Personligt - efter nu at have hørt CDen nogle gange - er jeg lidt skuffet over resultatet. Synclavier-værkerne er udmærkede, synes jeg, men orkesterværkerne - som mange musikskribenter på nettet også har fremført - hænger ikke rigtig sammen, og de lyder mest af alt som en slags øvelser. Prøv dét og prøv dét. Endvidere - men kun fordi dette er Pissesureuge, så jeg kan tillade mig at lufte mine egne idiosynkrasier - bryder jeg mig ganske enkelt ikke om det klangbillede (eller hvad-det-nu-hedder), som Zappa (ofte) dyrker i sine orkesterværker -- og som jeg (sikkert helt ude i hampen) associerer med Gershwin. Og den slags. Amerikanske. Som jeg ikke kan lide.
Men jeg vil lytte til CDen igen -- og med et åbent, vestjysk sind. For sådan er jeg heller ikke. Som man siger.
Modtog i dag mit eksemplar af Bishops sidste digtsamling, "Geography III". Men jeg har stort set ikke - endnu - kigget på den. Jeg har hele dagen været så træt -- uden egentlig at have haft grund til at være det. Kom hjem fra arbejde og lagde mig på sofaen for at lytte til "Aus den sieben Tagen". Og faldt i søvn. Da Ane kom hjem - efter at have været på jagt efter en hæfteklammemaskine - var det på en eller anden måde lykkedes mig at få mig slæbt op i sengen. Nu er klokken 22.40, og jeg overvejer seriøst at sige godnat.
Carsten og CVA: Tak for kommentarerne og indlægget, både om det ene og det andet. Jeg tygger drøv og vender tilbage. Men her er et interview med Noam Chomsky:
Hør engang: Karlheinz Stockhausen har komponeret mere end 300 individuelle værker. Hans karriere - som har været glorværdig - har indtil videre strukket sig over (snart) 60 år. Wikipedia betegner ham som "one of the most important and controversial composers of the 20th century". Stochausen har komponeret musikhistoriens største - det vil i denne sammenhæng bare sige længste - operaværk, "Licht". 29 timer! Hele skidtet skal vistnok opføres i Dresden i 2008. Læs her. Wagners "Ringen" er - ved sammenligning - det rene barnemad.
Og hvorfor hulan er det så - når man betænker alt dette - at folk, når de skriver om Stockhausen, altid som noget ganske særligt (og ofte som det første) vælger at fremhæve det relativt ligegyldige faktum, at der var et billede af manden på coveret til "Sgt. Pepper" ... ? Hvad er det første, folk siger, når de taler om John Lennon? At han har - havde - fødselsdag samme dag som Jackson Browne? Det er vel ikke dét, Lennon først og fremmest er kendt for -- eller rimeligvis bør fremhæves for? Det er sjofelt, synes jeg. En sjofling af Stockhausen.
Min nevø, Ilias, har en blog -- og tag line lyder "Skrid voksne ingen adgang men morfar ok og mormor!!!" Hvilket, fordi jeg er kringlet, nu til aften fik mig til at tænke på noget, min svigerfar, Jørgen, engang sagde til mig. Da jeg var yngre. Jeg var på besøg, og vi var kommet til at snakke om opera -- og jeg havde (og sikkert ikke for første gang) givet udtryk for min mangel på interesse for genren. "Nej," har jeg sikkert sagt, "det er ikke noget for mig". Det dér opera. Hvortil Jørgen svarede: "Du vil forstå det, når du bliver ældre" -- som selvfølgelig er noget af det allerværste, man kan sige til et ungt menneske, som tror - som alle unge mennesker tror - at han eller hun véd bedre. Så jeg tænkte mit.
Men: Jørgen havde ret. Da jeg blev ældre, begyndte jeg at forstå det -- og da jeg rent faktisk gav mig til at lytte til opera, forstod jeg det endnu bedre. Og nu sidder jeg her og overvejer, hvad forskellen er ... eller hvordan det kan være?
Jeg tror, men jeg ved det ikke, at det ikke mindst har noget med følelsesmæssig modenhed at gøre. Når man er ung, er man i sine følelsers vold, men man leger også med sine følelser, man indgår i sociale sammenhænge, hvori leg med følelsesmæssige udtryk o.s.v. spiller en vigtig rolle, og man får - i en eller anden grad - et lidt udvortes forhold til sine egne følelser. Man er behersket af dem, men ens sindstilstand kan hurtig skifte, og man kan jonglere med sine følelser, skifte ansigt eller rolle -- og alting har foreløbighedens karaktér.
Efterhånden som man bliver ældre, begynder man at indgå i nye sammenhænge, hvori følelsesmæssige udtryk - måske - er mindre vigtige, og man lærer - forhåbentlig - at beherske sig. Man føler ikke længere noget stort behov for at gå rundt og skrive på skurene - som der står på mit bus-skur - "Mariza, jeg elsker dig, glem mig ALDRIG, din bedste veninde". Og allervigtigst: Man opdager, at nogle følelser - de store følelser - ikke bare er noget, vi kan lege med, men at de er en slags eksistentialer, grundvilkår, som vi er underkastet. Og som også gælder i morgen. Som gælder både på skoledage og fredag aften, når vi står og kaster op efter festen. Som vi ikke kan shoppe os væk fra eller pjatte eller pjække eller køre gaderæs fra.
I dag - måske (også) derfor dette indlæg - har jeg siddet og set musikvideoer på The Voice. Og jeg har lyttet til "Tosca" -- som i den udgave, jeg har, varer præcis 113 minutter og 35 sekunder. Man kan nå at se en hel del musikvideoer i løbet af 113:35, og der vil givetvis, tror jeg, undervejs være ret mange tekster, der handler om kærlighed. Det gør "Tosca" også. Læs et handlingsreferat her.
Jeg har ikke nogen pointe -- men: Når man er blevet så moden, d.v.s. så gammel og kedelig, at man har fået en vis forståelse for følelserne som - som jeg har kaldt dem - grundvilkår, begynder man måske at kunne værdsætte den enorme respekt, som opera - så at sige - viser disse følelser. Helt plat: Det koster hundredetusindvis af kroner, nogle gange millioner, og det kræver massevis af mennesker, årevis af slid og slæb, øvelse efter øvelse. Et helt kæmpestort cirkus -- blot for at en primadonna kan stå déroppe på scenen og synge "Liebe!" meget højt. For opera er bare følelser. Banale, store følelser -- men store følelser er aldrig banale. Dét forstår man, når man bliver ældre.
Måske var det bare det, jeg egentlig mente ... ?
Og straks opdateret: Der er ikke nogen, der synger "Liebe!" i "Tosca". Bl.a. fordi "Tosca" er en italiensk opera -- og ikke en tysk. Det ved jeg godt, og du behøver ikke at kommentere det.
Jeg er stadig i gang med at læse "Djævelens kvint". Djævelens kvint, tritonus, er, skriver danske Wikipedia, en musikalsk term inden for harmonilære, som "Betegner en forstørret kvart eller formindsket kvint. Et meget dissonerende interval, der derfor også bliver kaldt "diabolus in musica" (djævlen i musik), eller på dansk djævleintervallet." På engelsk kaldes sådanne intervaller tritones -- og den engelske udgave af Wikipedia har en vældig lang forklaring. Her. Du kan høre, hvordan en tritone lyder på denne side. Scroll ned til "Tritone".
Man finder eksempler på tritonus i - f.eks. - titelmelodien til "The Simpsons", i "West Side Story", hos Wagner -- og i meget heavy metal. Læs - derom - denne artikel fra BBC. Artiklen henviser til dokumentarfilmen "Metal: A Headbanger's Journey" -- og her er klippet, hvori tritonus omtales. Der er efter ca. 4:20 min.
Hov. Og så kom jeg til at købe endnu en Zappa-CD, det vistnok - nu - femte album i denne måned. Bortset fra "The Perfect Stranger", som jeg jo helt ufortjent bare fik tilsendt. Nemlig "Cruising with Ruben & the Jets", som Capac - her - foreslog mig at lytte til. Jeg fandt den, et helt nyt eksemplar, meget billigt på eBay. For de matematisk begavede: Hvis jeg erhverver mig fem Zappa-albums om måneden, hvor lang tid vil det så tage mig at samle dem alle? Se diskografien her. Og et mindst lige så interessant spørgsmål: Hvor ofte vil jeg lytte til dem?
Det bør nævnes -- også selv om jeg ikke selv har tænkt mig at deltage. I denne weekend er der (så vidt jeg har forstået) Skanderborg Festival, og vi, Ane og jeg, kan sidde og vemodigt tænke tilbage på gamle dage ... o.s.v. Men: Der er også - også i denne weekend - Ringsted Festival. Og Toto er i byen. Hvilket - om ikke andet - fik mig til at huske, pludselig, at Toto: "Isolation" vistnok var den fjerde LP-plade, jeg nogensinde købte. Dengang jeg begyndte at købe plader. Den første var Spandau Ballet: "Parade". Kan I huske dem? Og et andet LP-minde -- apropos: Frank Zappa: "Guitar" fik jeg af min mor, fordi jeg havde fået 11 i historie. På gymnasiet. Jeg kom op i Cuba-krisen. Hun har altid været en progressiv rocker, min mor. "Guitar" indeholder bl.a. hittet "Sexual Harassment In The Workplace", som stadig er en af mine Zappa-favoritter. Det er denne her, her spillet på alto stick, som også Tony Levin spiller, som - hold fast - lige nu er på Skanderborg Festival. Sammen med Peter Gabriel. Det er helt vildt, som verden bare hænger sammen.
Helt for min egen skyld -- så jeg (måske) kan bevare overblikket:
***
DISKOGRAFI
Freak Out! (July 1966) (*) Absolutely Free (April 1967) (*) Lumpy Gravy (December 1967) We're Only In It For The Money (February 1968) (*) Cruising With Ruben & The Jets (November 1968) Uncle Meat (March 1969) Mothermania (April 1969) Hot Rats (15 October 1969) (*) Burnt Weeny Sandwich (December 1969) Weasels Ripped My Flesh (August 1970) Chunga's Revenge (23 October 1970) Fillmore East - June 1971 (August 1971) 200 Motels (October 1971) Just Another Band From L.A. (March 1972) Waka/Jawaka (5 July 1972) The Grand Wazoo (November 1972) Over-Nite Sensation (7 September 1973) Apostrophe(') (22 March 1974) Roxy & Elsewhere (10 September 1974) One Size Fits All (25 June 1975) Bongo Fury (2 October 1975) Zoot Allures (29 October 1976) (*) Zappa In New York (13 March 1978) Studio Tan (15 September 1978) Sleep Dirt (12 January 1979) Sheik Yerbouti (March 3, 1979) Orchestral Favorites (4 May 1979) Joe's Garage (19 November 1979) Tinseltown Rebellion (11 May 1981) Shut Up 'N' Play Yer Guitar (11 May 1981) You Are What You Is (September 1981) Ship Arriving Too Late To Save A Drowning Witch (May 1982) The Man From Utopia (March 1983) Baby Snakes (March 1983) London Symphony Orchestra vol 1 (9 June 1983) The Perfect Stranger (23 August 1984) Them Or Us (18 October 1984) Thing-Fish (21 November 1984) Francesco Zappa (21 November 1984) FZ Meets The Mothers Of Prevention (21 November 1985) Does Humor Belong In Music? (27 January 1986) Jazz From Hell (15 November 1986) (*) London Symphony Orchestra vol 2 (17 September 1987) Guitar (April 1988) You Can't Do That On Stage Anymore vol 1 (May 1988) You Can't Do That On Stage Anymore vol 2 (September 1988) Broadway The Hard Way (November 1988) You Can't Do That On Stage Anymore vol 3 (October 1989) The Best Band You Never Heard In Your Life (April 1991) You Can't Do That On Stage Anymore vol 4 (June 1991) Make A Jazz Noise Here (June 1991) You Can't Do That On Stage Anymore vol 5 (July 1992) You Can't Do That On Stage Anymore vol 6 (July 1992) Playground Psychotics (27 October 1992) Ahead Of Their Time (April 1993) The Yellow Shark (December 1993) Civilization, Phaze III (December 1994) Strictly Commercial (August 1995) The Lost Episodes (February 1996) Läther (September 1996)
Kom til at tage et kig på eBay -- og kom til at købe endnu en Frank Zappa-CD. Som faktisk er to CDer. Remastered.
"Burnt Weeny Sandwich" er fra 1969, og "The Grand Wazoo" fra 1972. Dominique Chevalier skriver om sidstnævnte, at den er "one of the most essential LPs in the whole Zappa catalogue [...] one of the pinnacles in Zappa's career".
Nå. Jeg har lovet - endda flere gange - at holde lidt inde med al min snak om opera. Men jeg løj. Åbenbart. Jeg er en løgner.
For: Det er fredag, og det regner. I hvert fald i Ringsted. Alting føles lidt tungt -- og hvad er da mere opkvikkende end et godt mix af religion, liderlighed, jalouisi, sårede egoer, selvmord, incest, smattet blod og en halshugning? Og en knust kvindekrop. Ikke en Fulci-film, nej, men "Salome". Her følger et kort handlingsreferat:
Herodes, ham fra "Bibelen", holder kom-sammen. Fru Herodes, Herodias, er med, og Herodias unge, smækre datter, Salome, er med. Hun er Herodes sted-datter. Og en flok jøder. De er også med.
Udenfor står to soldater vagt. Den ene, Narraboth, er forliebt i Salome -- og han har fået til opgave at holde øje med Johannes Døberen, også ham fra "Bibelen", som i operaen hedder Jokanaan. Men han, Narraboth, står bare og glor på Salome, som han kan se inde i paladset.
Salome er - derinde - blevet så træt af stedfaderens, Herodes', sjofle blikke, at hun beslutter sig for at gå ud -- og hun kommer netop i tide til at høre Johannes Døberen, der sidder i sin celle og synger om Kristi komme. Hun bliver med det samme betaget af Johannes, og hun overtaler Narraboth - der er et for let offer, for han er jo varm på hende - til at lukke ham ud, så hun kan få ham at se og tale med ham. Altså Johannes.
Da Johannes er kommet ud, forsøger Salome at forføre ham -- men Johannes er helt kold. Narraboth, til gengæld, bliver så syg af jalouisi og alskens dårligdom, at han begår selvmord med sit eget sværd.
Herodes, Herodias og følge kommer ud, og Herodes - helt bogstaveligt - glider i Narraboths blod. Johannes Døberen bliver igen spærret inde, og Herodes gør igen tilnærmelser til Salome. Han byder hende - incestuøst - en bid af en frugt, fordi han, som han siger, bagefter selv vil sætte læberne, hvor hendes har været -- og Herodias, måske forståeligt, er godt muggen.
Situationen tilspidses: Johannes har sagt grimme ting om Herodias, og hun forlanger af Herodes at få at vide, hvorfor han ikke har overgivet fangen til jøderne. De andre gæster, jøderne, begynder at argumentere -- til Herodes til sidst - for at få alle til at tænke på noget andet - beder Salome om at danse for dem. Et uvejr er på vej, kan han mærke, og Salomes dans vil afværge det.
Men Salome vil ikke danse, heller ikke selvom Herodes lover hende forskellige former for belønninger -- indtil hun får Herodes til at indvillige i, at han efterfølgende vil opfylde et hvilket som helst ønske, hun måtte fremsætte.
Og så danser hun de syv slørs dans.
Hendes ønske, da dansen er færdig, er at få Johannes Døberens hoved på et sølvfad. Herodes er rædselsslagen ved tanken, men Herodias synes, det er en kanon idé. Efter lidt ophedet debat giver Herodes til sidst efter og sender en bøddel ned for at halshugge Johannes.
Salome venter utålmodigt og eksploderer nærmest af triumf, da bøddelen vender tilbage. Med hovedet. Hun samler det op, flammende af betændt liderlighed - det var manden, der afviste hendes erotiske tilnærmelser - og kysser de døde læber.
Herodes, resignerende, indsér, at også Salome må dø. Han giver ordre til sine soldater, som knuser hendes krop med deres skjolde.
Ikke et indlæg om opera, igen -- men om at jeg elsker Amazon. Det er nemt, det er billigt, det er sikkert, og det er hurtigt. Det var i forgårs, jeg bestilte et eksemplar af "Salome" -- og i dag ankom CD-boksen med posten. Forsvarligt pakket ind. Ingen bøvl. "Salome" var - så at sige - en af Amazons egne. Jeg købte CDen af Amazon, og derfor gik det så hurtigt. Normalt finder jeg mine ting og sager i "Used & new"-sektionen, hvor andre butikker og privatpersoner kan sætte bøger og CDer o.s.v. til salg -- og underbyde Amazon. Når jeg køber af tredjemand, går der som regel et par dage ekstra. Men jeg har til dato aldrig nået at blive utålmodig. Amazon rules.
Har nu bestilt to Zappa-CDer via engelske Amazon: "Roxy & Elsewhere" og "Them or Us", som begge var iblandt de albums, jeg havde på LP og lovede migselv - dengang - at genanskaffe på CD. Og "Roxy" er fra 1974 (da jeg var 3 år gammel), og "Them" er fra 1984 (da jeg var 13) -- og jeg tænkte ... Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg tænkte. Ud over at dét da trods alt var en form for sammenhæng. 1974 og 1984.
Bogen, jeg i dag modtog med posten, indeholder et godt essay af Zappa om komponisten Edgar Varèse, "Edgar Varèse, Idol Of My Youth. A Reminiscence And Appreciation". Jeg købte - vistnok sidste år - denne Gramophone-udgave af Varèses "Complete Works". Som hermed anbefales. Helt gratis.
En Frank Zappa-klassiker, "The Illinois Enema Bandit":
Optaget i Paris i 1980. Og blot for ligesom at lade min egen, sjælelige kompleksitets hastighed fornemme (fra arie til anus på under 5 sekunder): The Illinois Enema Bandit var en virkelig person. Zappa skrev sangen efter at have læst om ham i en avis -- og historien inspirerede også Gerard Damiano, manden bag "Deep Throat" til at lave denne film:
"Water Power" (1977), en ret bizar og sleazet film med Jamie Gillis i hovedrollen - og han spiller overbevisende - som "Enema Bandit". Det er, hvis man skal være meget venlig, Damianos "Taxi Driver". Læs mere om filmen her.
Fantastisk! En eller anden - som er Gammelfar, føler jeg mig ret sikker på - har anonymt (og flot pakket ind i gennemsigtig film) sendt mig en bog om Frank Zappa -- vedlagt et eksemplar af CDen "The Perfect Stranger". Som jeg lige nu sidder og lytter til. Tusind tak! Det var meget pænt af dig.
Bogen, Dominique Chevalier: "Viva Zappa", har en vældig fin gennemgang af diskografien -- og nu er jeg selvsagt nødt til at købe nogle af CDerne. Jeg mener: Pakken - i dag - kom jo som et tegn fra Vorherre. Hér kaldet Gammelfar.
Det i denne omgang allersidste indlæg om opera, det lover jeg. Det var ikke i denne blog, jeg skrev om Händels opera, men i min gamle -- som jeg lige har fundet via Wayback Machine. Intet forsvinder. Det er lidt uhyggeligt. Her er, hvad jeg skrev den 20. august 2005:
***
20/08/05: DR1, som er den eneste tv-kanal, vi kan ta her i huset, sender hele lørdag aften Händels Julius Cæsar med kontratenor Andreas Scholl i titelrollen. Rollen som Cleopatra synges og spilles af danske super-opera-babeInger Dam-Jensen, som jeg er forelsket i. Så jeg har tænkt mig at sidde foran skærmen, Händel til trods, en kontratenor til trods - og (ikke mindst) Line Baun Danielsen til trods (som gir mig udslæt). Læs mere om Inger Dam-Jensen her og/eller her.
Dagens dame er den skånske super-sanger Birgit Nilsson, født 1918. Død 2005. Nilsson var - efter at Kirsten Flagstad i begyndelsen af 1950erne havde trukket sig tilbage - vel nok verdens førende Wagner-sopran. Hendes fortolkninger af Elsa (i "Lohengrin""), Isolde (i "Tristan og Isolde") og ikke mindst Brünnhilde (i "Ringen") anses alle i dag for klassiske. Klassikere. Læs mere om Birgit Nilsson her.
I stedet for et billede får du, min bloglæser, dette: Nilsson, der synger "Liebestod" fra "Tristan og Isolde". Og hvis du ikke synes, det er hjerteskærende, så er alt håb ude. Med dig.
Ha! Og her er en kanon-god arkade-spils-udgave af Strauss' opera:
Opdateret: "Salome" er på flere måder en monster-opera. Opførelsen - i max-udgaven - kræver et monster-stort orkester, og (navnlig) Salomes parti er monster-svært og krævende at synge. Men netop fordi operaen er så svær at have med at gøre, egner den sig fortrinligt til at imponere vennerne med -- og det er måske en af forklaringerne på, at der faktisk findes en hel del indspilninger af værket. Alle de vigtigste er omtalt her.
"Salome" er fra 1905. I 1909 kom Strauss' næste opera, "Elektra", som var så (for at fastholde ordet) monstrøs og moderne, at også komponisten selv blev forskrækket -- hvorefter han søgte tilbage til mere sikker grund. Og skrev "Rosenkavaleren" (1910).
"Elektra" er "Salome" på syre. Plat sagt. Omend plottet selvfølgelig er et andet. Jeg har det - og jeg er ikke alene - lidt vanskeligt med "Elektra", ikke kun fordi operaen slider på nerverne (og det gør den), men i særdeleshed fordi mit eksemplar - altså den udgave af operaen, som jeg ejer på CD - er oven-i-købet-en-dræber. Jeg forsøgte at lytte til den i dag, men jeg kunne dårligt holde det ud -- og halvvejs igennem gav jeg op. Det er en live-optagelse fra 1950, dirigeret af Dimitri Mitropoulos -- og jeg gav (vistnok) kr. 30,- for boksen. Med hele operaen på 2 CDer. Elektra synges af Anny Konetzni, som forsøger, men uden held, og allerværst er Daniza Ilitsch i partiet som Chrysothemis. Synes jeg. I sine hæsligste øjeblikke lyder hun præcis som Vera Gebuhr (som fru Janzen) i "Et døgn uden løgn". Og det er ikke rart.
Straks efter at jeg havde skrevet indlægget om Frank Zappa, sad jeg og tænkte to ting. Først - nummer 1 - kom jeg i tanker om min gamle matematiklærer, ham fra gymnasiet -- og hvordan han en gang i en time fortalte os om sin hustru, som - helt dybt godnat, syntes han - insisterede på at købe plader. I stedet for bare at låne dem på biblioteket. For kunne man ikke mene ... Jeg mener: Når jeg, som jeg skrev, kun i perioder er til Zappa, kunne jeg så eventuelt ikke bare nøjes med at låne nogle CDer? Når lysten melder sig? Det er et meget kedeligt og alt-for-voksent argument, jeg ved det godt -- men i hvert fald: Jeg kunne jo starte med at låne nogle titler. For at se - d.v.s. høre - hvilke, der var værd at investere i. Måske?
Og derefter - nummer 2 - tænkte jeg, at a) dér sparede jeg lige nogle penge, og b) at jeg straks måtte bruge nogle af dem. Og c) at hvis man - jeg - skal hengive sig - mig - til det undergravende, så kan man lige så godt gøre det rigtigt. Tage skridtet fuldt ud. Og få musikstykker er i slig henseende bedre - eller værre, alt efter temperament - end Strauss' opera "Salome" -- som jeg aldrig har fået købt. Eller havde. Nu har jeg bestilt et eksemplar af denne udgave -- dirigeret af Solti og med en granvoksen Birgit Nilsson i partiet som den purunge Salome.
Mere om operaen følger, så snart jeg har modtaget den med posten.
Jeg har altid - d.v.s. siden jeg første gang o.s.v. - haft et lidt mærkeligt forhold til Frank Zappa. I perioder får jeg meget ud af at lytte til ham, altså til CDerne -- og lige pludselig har jeg fået nok. Og der kan gå lang tid, inden jeg - i gåseøjne - genopdager ham. Bagefter. Formodentlig har det at gøre med det faktum, at Zappa - ligesom Zappas store forbillede, Edgard Varese - kræver et vist mål af psykisk overskud. Zappa er ikke easy listening. Men endnu vigtigere, tror jeg -- selv om jeg nok ikke helt ved, hvordan jeg skal udtrykke det: Zappas musik er ikke for purister. Eller for mig, når jeg er i puritan mode. Når jeg vil have - eller har brug for - rene linier. Frank Zappa er noget rod. På - i mit hovede - samme måde som f.eks. Robert Crumb er noget rod.
Men verden er jo rodet. Og Robert Crumb, som kunstkritikeren Robert Hughes har udtrykt det, er vor tids Goya. Min gode ven Peter fortalte mig engang, at han havde haft en musiklærer, ifølge hvilken der i musikhistorien kun havde eksisteret tre virkelige genier, nemlig Bach, Beethoven og Frank Zappa. Hvis jeg husker navnene korrekt.
Og -- og det var egentlig bare det, jeg ville sige: I disse dage har jeg lyst til at høre noget Zappa. Igen. Jeg har udrenset alle mine LPer, og jeg har kun én Zappa-CD på lager, "Overnite Sensation". Jeg vil købe nogle flere. Men hvilke? Og i hvilken rækkefølge? Forslag modtages gerne. Blandt top-kandidaterne er - indtil videre - "Zappa in New York", "Them or Us" og "Man From Utopia". Sidstnævnte (mest) fordi det var den første Zappa-plade, jeg ejede. På vinyl. Med omslag af Tanino Liberatore.
Der er håb - endnu - for os alle: "Queen-guitaristen Brian May har med 30 års forsinkelse færdiggjort sin Ph.d i astronomi." Mere her.
Afhandlingens titel - for de meget interesserede - er "Radical Velocities in the Zodiacal Dust Cloud".Cool Cosmos forklarer, at " Zodiacal dust is the dust found in our solar system, primarily between the Sun and Jupiter. This dust originates from comets and from asteroid collisions, and can sometimes be seen with the naked eye as a triangular glow above the horizon just before sunrise or after sunset. This glow is called the zodiacal light and is caused by sunlight being scattered off of the various dust particles which travel around the Sun. Each time a comet passes near the Sun, it loses some of its material, contributing to the dust between the planets."
Søndagens musik er Mozarts "Tryllefløjten", dirigeret af Karl Böhm og med Roberta Peters i partiet som Nattens dronning. Som jeg hører, operaen, af tre grunde: Dels 1) fordi jeg håber, at det vil gøre et positivt indtryk på mine sommerfugle. Dels 2) fordi Jan forleden i en kommentar efterlyste mere Mozart - nemlig "Requiem" - og dels (og ikke mindst) fordi jeg netop er gået i gang med at genlæse Vedsø Olesens roman "Djævelens kvint". Igen selvom, altså, at jeg normalt ikke læser romaner. Men: Sidste og trejde bind i Seth-serien, "Gudernes tusmørke", udkommer til september -- og godt og grundig skuffet over anden halvdel af "Den sidste tempelridder" følte jeg behov for en sikker succes, og det slog mig, at det måske ville være en ok idé at tage et opsamlingsheat - og forny bekendtskabet med de to første bind i trilogien - inden "Gudernes tusmørke" ... o.s.v. Vedsø Olesens Seth-serie - og Seth er den ægyptiske gud, som hedder Seth - er (meget groft sagt) et krydret mix af ægyptologi og musik. Og billedkunst. Og meget andet. Og der er hele tiden farver alle vegne, og det hele er - ladet - meget erotisk. Det midterste bind, bind 2, hedder "Tredje Ikaros". Og "Tryllefløjten" - for dét var pointen - spiller en væsentlig rolle i "Djævelens kvint". Så (også) derfor.
DR skriver: "Venstre i Københavns Kommune vil modarbejde et forslag fra teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam om at omdøbe Pumpehusvej til Thomas Koppels Allé. De mener, at den nu afdøde musiker og komponist Thomas Koppels politiske tilhørsforhold gør ham uværdig til at lægge navn til en vej." Mere her. Besøg thomaskoppel.dk.
Dagens musik: Chip Taylor & Carrie Rodriguez: "Let's Leave This Town", som jeg forleden lånte på biblioteket -- og som egner sig fortrinligt til godnat-lytning. Eller godmorgen-lytning. Eller bare ind-i-mellem. Besøg Rodriguez' website her.
Richard Wagners opera "Parsifal" er, tror jeg, den smukkeste opera, jeg kender. Den er opført mange gange, og der findes en hel del forskellige CD-udgivelser. Her er nogle af de mest kendte:
Den legendariske dirigent Hans Knappertsbusch indspillede "Parsifal" (mindst) to gange (og Knappertsbusch er - apropos Lars' Barnaby-indlæg - Inspector Morses favorit, så vidt jeg husker). Den mest berømte indspilning er dén fra 1951, som jeg tidligere har skrevet lidt om her i bloggen. Den kan købes billigt på CD -- både i en plastik-boks-udgave fra Naxos:
og i en pap-boks-udgave:
-- som kan købes for kun kr. 69,- (+ porto) hos cdklassisk.dk. Optagelsen er i mono, men lyder godt.
-- bl.a. fordi lydkvaliteten er bedre. Og optagelsen er i stereo.
Den hurtigste "Parsifal" nogensinde blev - som Anne-Marie skriver - leveret af Pierre Boulez:
Hvis man gerne vil have skidtet overstået i en fart.
Og her er en italiensk udgave af operaen -- med Maria Callas:
Der findes - derudover - også udgaver dirigeret af Solti, Kubelik, Herbert von Karajan, James Levine, Barenboim o.m.a. Som skrevet. Anne-Marie har tidligere fremhævet denne -- dirigeret af Christian Thielemann og med bl.a. Placido Domingo. Som jeg ikke selv kender. Altså indspilningen, ikke Domingo.
Og: "Parsifal" er selvfølgelig også tilgængelig på DVD, og der er guider til operaen - som man kan låne via bibliotek.dk - og der er masser af websites o.s.v. Her er Wikipedias side. Og her er Monsalvat, et meget omfattende site om "Parsifal".
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har - tror jeg - et mindreværdskompleks m.h.t. musik. Det er ikke noget, der sædvanligvis plager mig voldsomt. Ikke i min dagligdag, mener jeg. Men: Hver gang - eller ofte - når jeg falder over en omtale af en gruppe eller en komponist, eller når folk - venligt - anbefaler mig en eller anden CD, så synes jeg, det er for dårligt, at jeg ikke - allerede - kender den. Eller dem. Eller det. Værket. Sådan har jeg det ikke med bøger -- og måske er forskellen den simple, at jeg m.h.t. litteratur føler mig nogenlunde på sikker grund. Hvorimod jeg m.h.t. musik så afgjort er, som Henrik i dag skrev i sin blog (omend i en helt anden sammenhæng), "ham som står med ryggen op af en væg, i et mørkt hjørne og nipper til sin kaffe". Jeg kan huske, da jeg i sin tid - for år tilbage - gik i en CD-butik for at købe et eksemplar af Van Morrisons "Moondance" -- og bad om at få lov til at lytte lidt til den. Først, altså. Manden bag disken, ejeren, kiggede på mig, som om jeg var det mest foragtelige menneske, han nogensinde havde været uheldig nok til at møde. "Kender du den ikke?" spurgte han -- og det var helt tydeligt, at han imens stod og overvejede, om han - så - overhovedet ville have mig som kunde. Hvem kender ikke "Moondance"? Hvad er det for et menneske, som ikke kender "Moondance"?
Og alt dette for blot at sige -- og nu kommer det til at lyde helt forkert. Jan, jeg undskylder. Jeg har en evne til at få mig indviklet -- og jeg tager meget gerne mod anbefalinger. Selvfølgelig. Jan - alle - har i en kommentar anbefalet mig at lytte til "Deja Vu" -- og jeg har straks investeret i et eksemplar. Via engelske Amazon. Kender Neil Young, men ikke de øvrige.
Og lille smule mere musik: Jeg har i dag lyttet til "Hotel Melankoli" -- hvorefter jeg - i et forsøg på at hævde min autonomi - bevidst fravalgte de tre Reich-CDer og Stockhausen-CDen, som alle stadig ligger og venter, og i stedet lyttede til en CD med værker af Bent Sørensen. Han, Sørensen, var i TV i går aftes.
Berlingske: "Fredag åbner Den Frie Udstillings Bygning i København en udstilling med værker af den danske billedkunstner og komponist, Henning Christiansen."
Du kan - lovligt og gratis - downloade en række af Christiansens musikalske værker i mp3-format fra Ubu.
Dagens dame er den lettiske komponist Indra Rise, f. 1961. Efter at have færddiggjort sin konservatorie-uddannelse (som pianist) modtog Rise i 1993 et legat fra Kulturministeriet, og hun kom til Danmark for at studere komposition hos h.h.v. Niels Rosing-Schow og Ivar Frounberg. Rises egen musik kan høres på CDerne "The Return" og "Music for Fun". Bemærk - i øvrigt - at du kan få lejlighed til at møde Rosing-Schow i forbindelse med dette års Suså Festival. Se mit indlæg om denne.
Musik-overload. Jeg har hverken nået at få gennemlyttet Larsen eller Stockhausen -- og nu har Ringsted Bibliotek skaffet mig de 3 Steve Reich-CDer, som jeg bestilte den 24. Lige nu sidder jeg og lytter til "Tehillim" -- som er det hebræiske ord for "salmer", i.e. "Salmernes Bog". Reich skrev "Tehillim" i 1981 som en slags hyldest - eller hvad-nu - til hans egen, jødiske baggrund. Værket er i fire dele, baseret på - respektivt - "Salmernes Bog", kap. 19, 1-4:
Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk; dag forkynder det til dag, nat kundgør det til nat. Der lyder ingen ord, ingen tale, uden at deres røst høres
34, 12-14:
Kom og hør mig, børn, jeg vil lære jer at frygte Herren. Du, som er glad for livet og elsker at se lykkelige dage, du skal vogte din tunge for ondskab og dine læber for at tale svig
18, 25-26:
Herren gengældte mig min retfærdighed, mine hænders renhed har han for øje. Du er trofast mod den trofaste, retsindig mod den retsindige mand.
Og 150, 4-6:
lovpris ham med pauker og dans, lovpris ham med strengespil og fløjter, lovpris ham med klingende cymbler, lovpris ham med rungende cymbler! Alt, hvad der ånder, skal lovprise Herren.
Den 15. Suså Festival banker på døren! Nu over 3 weekenddage og i nye og bedre lokaliteter: Grønnegades Kaserne KULTURCENTER i Næstved (5 min. fra Næstved Station) og i Sct. Mortens Kirke i Næstved (tæt ved Grønnegade).
Suså Festival afholdes den 31. august – 2. september og byder på tre sensommerdage med ny musik - et tilbud om musikalske oplevelser lidt ud over det sædvanlige.
Festivalen er et årligt tilbagevendende mødested for vor tids kompositionsmusik, og med en ny base får det gyldne møde mellem komponister, tilhørere og udøvere nye muligheder: Tre intense dage med 6 koncerter i 10 koncertafdelinger, 8 fremragende ensembler fra ind- og udland og et spændende ”Mød komponisten”-arrangement.
I år præsenterer festivalen Vindue mod Island, hvor vi direkte til denne koncert flyver elite-ensemblet Caput ind fra Reykjavik.
Suså Festival lader i år 27 nulevende komponister tegne et billede af musikken - i Island gennem 6 værker, heraf 2 uropførelser, og i Danmark gennem 26 værker, heraf adskillige uropførelser.
Computerworld skriver: "Nok må være nok, lyder det fra den amerikanske Computer and Communications Industry Association, der repræsenterer firmaer som Microsoft og Google samt andre teknologimastodonter. Industriorganisationen er træt af, at indholdsudbydere såsom filmselskaber og bogforlag konstant advarer om brud på copyright-lovgivningen, hvilket organisationen mener, træder på forbrugernes ret til at benytte sig af indhold med copyright. [...] Den amerikanske handelskommision glæder sig til at modtage klagen fra industriorganisationen, der slår på termen "fair brug" (fair use), hvis tolkning er blevet noget af et mysterium for jurister i den digitale tidsalder." Spændende udvikling. Læs mere her.
Mens vi går og venter - og forfatten selv (som er helt identisk med selve forfatteren) er på randen af et nervøst sammenbrud: Klik ind på Anne-Marie Vedsø Olesens website og læs om hendes nye, kommende roman, "Gudernes tusmørke". Og tjek i øvrigt også hendes pressefotos. En forfatter-sild. Er hun.
Tilføjet: Og her er - apropos - et af mine blog-indlæg om Wagners "Parsifal".
Et - i denne omgang - sidste indlæg om Stockhausen. Eller: Netop ikke om Stockhausen. Jeg modtog i dag - med posten - både mit nye eksemplar af "Aus den sieben Tagen" og Henrik Larsens "Motel Melankoli". Og det var den sidste, der røg først i maskinen. Jeg sidder og lytter til ham, Henrik, lige nu. Mere udførlig omtale følger.
Det er snart 2 måneder sider, jeg postede dette Mr. X-indlæg -- om det flotte Sue Nero-krus, jeg modtog med posten. Og skrev - nederst i indlægget - at "Mere følger".
Her - igen - er kruset:
-- og kassen, det kom i, adresseret til "MAGISTER GORZELAK".
Til glæde for nye seere -- som de siger på TV2 News (som jeg ser hver dag, mens jeg sidder og venter på, at Elin Gade fra Vejdirektoratet skal dukke op og smile sit uudgrundelige Mona Lisa-smil til mig): Mr. X er min mystiske, ukendte mæcen, som ind-i-mellem sender mig aldeles ufortjente gaver -- og som har sit helt eget tag: http://gorzelak.smartlog.dk/mrx. Han - for jeg har hele tiden, men måske fejlagtigt, tilladt mig at formode, at der er tale om en mand - er, er vi nået frem til, belæst og berejst, en verdensmand med stor viden ud i det okkulte. Se bl.a. dette indlæg og dette.
Min meget rationelle og helt igennem cool tilgang til spørgsmålet om Mr. Xs sande identitet - og ikke mindt: Hans agenda - har hidtil ikke bragt mig langt. Det indrømmer jeg blankt. Nu til aften - givetvis inspireret af alt-det-dér-Stockhausen - kom jeg pludselig på den idé, at en mere intuitiv approach måske ville tjene mig bedre ... ? Jeg tænker - her - især på Sir Thomas Beechams bemærkning, da han engang i et interview blev spurgt, om han nogensinde havde dirigeret noget af Stockhausen: "No," svarede han, "but I once trod in some." Ligger det, svaret, bare og venter på, at jeg skal træde i det? Er det, svaret - som Peter Laugesen engang skrev i et digt - noget, hundene pisser på?
Eller burde jeg mon snarere søge hjælp i det religiøse? Hvad er - f.eks. - fidusen ved at have The Sacred Chao på sin side, altså sin blog-side, hvis man ikke har til agt at søge - eller ære eller udnytte eller hvad-nu - discordianismens store skat af visdom? Om verdens sammenhæng og mangel på samme o.s.v.
Tentativt -- for der står jo at læse i "Principia Discordia", at "ALL THINGS HAPPEN IN FIVES, OR ARE DIVISIBLE BY OR ARE MULTIPLES OF FIVE, OR ARE SOMEHOW DIRECTLY OR INDIRECTLY APPROPRIATE TO 5": Jeg har lavet denne figur:
-- som, som det ses, er en slags mandala. Som jeg nu vil meditere lidt over.
-- det hér. Som Allan Olsen engang sagde, og jeg hørte det, da en radio-interviewer spurgte ham, altså Olsen, om hans melodier.
Kaare - og det var dét, jeg egentlig ville skrive - forsynede mig i går med et eksemplar af den nye Allan Olsen-CD, "Multo Importante". Tak for det.
Og -- og dét var det andet: Jeg faldt i formiddags over denne side med afbildninger af Deutsche Grammophons Stockhausen-udgivelser, og jeg lod mig gribe af en helt henrik-larsen'sk lyst til at gå på gen-opdagelse i min egen fortid. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg sad på Struer Bibliotek - som havde B&O-grammofoner - og lyttede til "Mikrophonie" og "Sirius". Med netop de covers, man kan se på websiden. Måske havde de, biblioteket, også "Der Jahreslauf", "Donnerstag aus Licht" og/eller "Sternklang" -- men de to førstnævnte står stærkest i min erindring. Jeg gen-hørte "Sirius" for et års tid siden. Nu, tror jeg, vil jeg lægge hele værket på min billige, i-Kvickly-indkøbte mp3-afspiller. Stockhausen ville givetvis få et føl, hvis han læste det -- men det gør han jo heldigvis ikke.
Efter at have kigget på siden med covers læste jeg først denne artikel -- og derefter denne.
Opdatering: Henrik er på banen med en ny CD-udgivelse, "Hotel Melankoli" -- og jeg glæder mig gevaldigt til at modtage mit eksemplar. Bror Lars ser Barnaby, og Cecilie har postet sit køn-og-seksualitets-interview nr. 2, denne gang om furry-kulturen. Som jeg absolut intet forhold har til. Linda har været til Týr-koncert, Zenia skriver om prostitution og bigami, Capac om film og musik ... o.s.v. Og så videre.
Dagens tre store samtaleemner: 1. Vejdirektoratet har konstateret budgetoverskridelser på ikke mindre end kr. 2,2 mia. i forbindelse med 11 større vejprojekter. Læs her. 2. Gårsdagens interview med Michael Rasmussen. Og 3) Brøndbys totale kollaps i kampen mod FC Midtjylland.
Dagens dame er cellisten Charlotte Moorman, allerbedst kendt for sin opførelse af Nam June Paiks "Opera Sextronique". Moorman-mp3-filer kan downloades gratis fra Ubu. Klik her.
Kulturforbrug: Var i går på biblioteket for at hente Britt Bartenbachs og Ole Hans Jensens bog om Jane Horney og Gitte Broengs digtsamling "Interiør". Jeg lånte også nogle CDer, deriblandt Allman Brothers: "Live at Atlanta International Pop Festival" -- og jeg købte tre kasserede bøger, hhv. Erwin Neutzsky-Wulff: "Faust", Arthur Rimbaud: "En sæson i Helvede" og Pagels "Satans oprindelse". Ikke dårligt.
Men det er nu - ellers - ikke meget, jeg får læst lige for tiden. Tour de France tager tid -- og kommentarer til Tour de France, og kommentarer til kommentarer o.s.v. Øverst i bunken ligger Gary Snyder: "Mountains and Rivers Without End".
Bestilt på biblioteket i dag: Steve Reich: "City Life", "Tehillim" og "The Desert Music". Faktisk var jeg kun et halvt klik - cirka - fra at købe CDerne, da jeg kom i tanker om, at det måske ville være en ok idé at høre dem først. For jeg har - altså - aldrig hørt dem -- og selvom det nok ikke går meget galt med Reich, så er nogle ting mere spændende end andre ... o.s.v. Og verden er jo fuld af musik og CDer, man - potentielt - kunne købe.
Hep. Vores gode ven Tony -- som er ansat på Bellarmine College of Liberal Arts, Loyola Marymount University. Loyola er ham hér.
Dagens Tour-etape: Kanon! For hver dag, der går, ligner Michael Rasmussen mere og mere en vinder. Men Frank Aaens forsvar - på TV2 News - for Asmaa Abdol-Hamids udtalelser: Knap så kanon. For hver dag, der går, ligner Enhedslisten ... o.s.v. Det omvendte af Michael Rasmussen.
Glemte i øvrigt - tidligere i dag - at henvise til Per Nørgårds hjemmeside. Den er her.
Komponist Per Nørgaard fylder denne sommer 75 -- og The Jiggly Room ønsker til lykke. P2s Lyt til Nyt fejrer fødselsdagen med hele 3 udsendelser om Nørgaard. Den første kan høres her, og den anden kan høres her.
Hvis du ikke tidligere har lyttet til Nørgaard: 75-års-fødselsdagen er en lejlighed - as good as any - til at give musikken en chance. Begynd eventuelt med "Symfoni nr. 3" fra 1976, som nu - endda - er kommet med i kultur-Brians kanon. Læs som symfonien her. Og/eller her -- hvor Karl Aage Rasmussen bl.a. skriver, at "Per Nørgård (f. 1932) er den betydeligste danske komponist siden Carl Nielsen, og hans musikalske produktion har i originalitet, tankedybde og omfang næppe noget sidestykke i nyere nordisk musik."
"Symfoni nr. 3" er tilgængelig på CD i en udgave fra Dacapo - her - som kan skaffes via bibliotek.dk. Hvis du i første omgang gerne vil nøjes med at låne den.
I starten, da vi var flyttet til Ringsted, havde jeg ikke nogen cykel - d.v.s. det havde jeg, men den var flad, og det var jeg også - så jeg gik. Ture. Og jeg opdagede, at jeg var mere villig til at gå ture, hvis jeg medbragte min mp3-afspiller. Jeg lyttede ikke til musik, men til foredrag og lydbøger. Nu har jeg fået lappet min cykel, og jeg cirkler rundt i landskabet. Stadig med mp3-afspilleren i ørerne -- men nu med musik. Man behøver ikke at køre mange ture - sådan - for at blive bevidstgjort om, at det faktisk er temmelig farligt. Man kan - pun - ikke høre en dyt, når man samtidig lytter til musik. Hvis det ikke allerede er ulovligt (og det er det måske), så burde det nok være det. Så: Personligt har jeg nu taget konsekvensen. Rationelt og gennemtænkt. Hvis jeg absolut skal komme til skade i trafikken, gælder det om - når det sker - at fremstå med værdighed. Jeg har derfor slettet alle numrene på min mp3-afspiller (Prodigy, Sugababes, Infernal o.s.v.) og erstattet dem med hele "Rhinguldet". Når jeg ligger dér og bløder, vil jeg have - for det har jeg lært af min mor - rent undertøj på -- og Wagner i hovedet. "Weia! Waga! Woge, du Welle!" Jeg vil gøre, tænker jeg, et super-godt indtryk.
En lille smule skægt -- omend nok mest for migselv. Zenia har skrevet nogle blog-indlæg om 80er-metal, bl.a. dette om Helloween og (især) "Keeper of the Seven Keys". Jeg lyttede til albummet, da jeg gik i folkeskolen, men jeg havde - til Zenia skrev om det - fuldstændig glemt det. Jeg lyttede også til Iron Maiden -- og til Ozzy Osbourne og Randy Rhoads: "Tribute - Live" og Joe Satriani: "Surfing With the Alien". Så ved I også dét.
Cyklede ud til kursuscentret i Tolstrup -- og tilbage igen. Det var hårdt. Udturen tog Alan Parsons Project: "Vulture Culture" og Joan Osborne: "St. Teresa" og ca. halvdelen af "Man In The Long Black Coat". Hjemturen tog lidt længere, Osborne: "Pensacola", "Dracula Moon", "One of Us" og "Ladder". Op ad bakke og i modvind.
Mens jeg skriver, kan jeg høre Bryan Adams synge -- for han giver koncert i Ringsted i aften, og stadion, hvor han optræder, ligger ikke langt herfra.
Ane oplyser: At det i dag er årsdagen for slaget ved Hattin, hvor den muslimske Saladin - fra Tikrit, nu Irak - udraderede de kristne styrker i Det Hellige Land.
Og kulturforbruget: Var (igen) på biblioteket og lånte et par CDer, Lucinda Williams: "West" og Andreas Vollenweider: "Storyteller". Mine to Lonni Krause-bøger er ankommet, og jeg glæder mig meget til at læse dem. Jeg lod mig - som tidligere nævnt - lokke af mit ny-indkøbte eksemplar af de samlede "Maximus Poems" -- og da jeg, ligesom, var kommet i gang, formåede jeg ikke at stoppe igen. I løbet af de seneste dage har jeg læst de første, cirka, 300 sider, alt imens bibliotekshjemlån og andet hober sig op omkring mig. Og en lillebitte smule film: Sent i går aftes, da jeg forlængst burde have ligget i min seng, så jeg den første halve time af "The Holcroft Covenant". Jeg kunne huske mange af scenerne -- men ikke hvordan plottet udviklede sig. Udvikler. Så det sidder jeg nu og ærgrer mig over.
Og i øvrigt -- blot som en slags opfølgning til glæde for de enormt meget nysgerrige: Vi var i går aftes til spisning og havemøbel-afbrænding hos Bodil og Kurt. Vi var i alt 15 inviterede. Tror jeg. Heriblandt en pæn håndfuld lærere fra Næstved Gymnasium. Og det var gevaldig hyggeligt.
Der gik pop i vores lørdag aften. Først faldt vi i - som det hedder - DR2s tema om dansk pop i 80erne. Derefter så vi et portræt-program om Burt Bacharach -- og til sidst så vi en Queen-koncert. Lidt pudsigt. Jeg lytter ikke til pop fra 80erne, i hvert fald ikke dansk pop, og jeg interesserer mig ikke en dyt for Bacharach. Og jeg lytter heller ikke til Queen, og jeg har aldrig gjort det. Og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set en koncert - en hel koncert - på TV. Men det var ok. Faktisk lidt skægt. Aftenens kæreste genhør - for mit vedkommende, fordi jeg dengang lyttede til dem - var hhv. Ultravox:
Og New Order:
Og ja. Helt korrekt. To stk. gardiner til stuen koster mere end både cykel og opvaskemaskine. Lagt sammen.
Har modtaget mit nye (erstatnings-)eksemplar af "Bright Red", som (gentager jeg gerne) er en virkelig god CD. Tag og hør den. Hvis dit lokale bibliotek ikke har den på lager, kan den (næsten helt sikkert) bestilles hjem via bibliotek.dk.
Ane har fået sin nye cykel, og vi har købt en opvaskemaskine. Den bliver leveret på tirsdag i næste uge. Og i dén forbindelse: Reality check. Hvad - tror du - koster mest? En ny cykel? En Raleigh, købt hos Cykel-Ole i Ringsted. En opvaskemaskine? En Bosch, købt hos El-Salg. Eller to - to - stk. nye gardiner til stuen? Sanderson, fra Botex. Vi lader spørgsmålet stå et par timer.
Var på biblioteket for at hente mine bøger - og lånte også fire CDer, to kendte og to ukendte. Har hørt ca. 10-15 min. af de to sidstnævnte, respektivt, Jean-Michel Jarre: "Metamorphoses" og Tom Verlaine: "Song and Other Tings". Og det var nok for mig. De to kendte var hhv. The Cure: "Kiss Me" og Miles Davis: "Birth of the Cool". Fik pludselig lyst til at genhøre Davis-CDen -- efter at den forleden blev nævnt i et afsnit af "The Simpsons". Som Lisas yndlingsalbum. "Kiss Me" er den plade - dengang de hed plader - jeg har ejet flest gange i mit liv, men det er mindst 10 år siden, jeg sidst har lyttet til den. Og nu - d.v.s. lige før, men jeg stod og vaskede op - lyder den nøjagtig lige så nosseløs, som min gode ven Peter dengang rammende sagde, at den var. Musikken. Three strikes. Men Miles.
Var i dag en tur på biblioteket -- og vendte hjem med Cecilie Lolk Hjorts "Små eksplosioner", Jens Christian Grøndahl: "Tre skridt tilbage" og hele fem Brian Eno-CDer, hhv. "Before And After Science", "Another Green World", "Taking Tiger Mountain", "Another Day On Earth" og "Here Come The Warm Jets".
Ellers ikke meget nyt. Har brugt en god del af aftenen på at forsøge at lappe Anes cykel. Først lappede jeg to huller og satte slange og dæk på plads -- men slangen kunne ikke pumpes. Efter at have taget den ud (igen), viste det sig, at der var endnu et hul, det tredje, som jeg lappede -- hvorefter der viste sig at være endnu et hul, det fjerde. Som jeg lappede. Hvorefter jeg satte slange og dæk på plads. Men slangen kunne stadig ikke pumpes, så jeg måtte tage den ud (igen igen) -- og opdagede, at gummiet ved ventilens fod var slidt igennem. Hvorefter jeg tog en saks, klippede slangen over og smed den i skraldebøtten -- og satte cyklen tilbage i skuret. Nu fladere end nogensinde før.
To nye indkøb: C.G. Jung: "Psychological Types" og Laurie Anderson: "Bright Red". Begge via eBay. Min gamle "Bright Red" - altså, den jeg plejede at eje og lytte til - forsvandt desværre. Og det er en virkelig god CD.
Som tidligere nævnt -- og jvf. Capacs kommentar: Jeg er fuld af mistro og anden dårligdom i forbindelse med Jung og snak om det kollektive ubevidste, arketyper o.s.v. Men indtil videre har det taget mig hvor-meget? 3-4 dage at læse de første 20 sider i Jungs introduktion til "The Secret of the Golden Flower" -- ikke fordi teksten er kedelig eller kantet skrevet, men omvendt: Fordi den forholdsvis let-fatteligt taler om endog meget store ting. Som det tager mig tid at fordøje. Og jeg er relativt begejstret. Jeg er især - lige nu - optaget af, hvad Jung skriver om "the greatest and most important problems of life", at de "are all in a certain sense insoluble. [...] They can never be solved, but only outgrown. [...] I examined the way of development of those persons who quietly and, as if unconsciously, grew beyond themselves, I saw that their fates had something in common. The new thing came to them out of obscure possibilities either outside or inside themselves; they accepted it and developed further by means of it."
I dag - d.v.s. i går, for klokken er nu 0:05 - var Ane og jeg i Jysk for at købe en gardinstang.
Lånte forleden - på biblioteket - "Enjoy Every Sandwich", en tribute-CD til Warren Zevon. Som jeg holder meget af. Men "Enjoy ... " var en slem skuffelse. Bruce Springsteens live-udgave af "My Ride's Here", fremført et par dage efter Zevons alt for tidlige død, er rørende (og vinder ved genhør), Jordan Zevons version af "Studebaker" er ok, og jeg kan godt lide Jill Sobules teatralske "Don't Let Us Get Sick". Men derudover er det en noget tam omgang, synes jeg. Bob Dylan synger "Mutineer" -- og lyder nøjagtig som den ged, Dylan-kritikere altid anklager ham for at være. Det er ret slemt. Og det samme er Jorge Calderons og Jennifer Warnes' "Keep Me In Your Heart", som i den barberede originaludgave er heartbreaking -- men hér er en værre omgang flødesovs. Inkl. strygere. CDen byder også på to syngende skuespillere (og Zevon-fans), h.h.v. Adam Sandler og Billy Bob Thornton. Og dem kunne jeg sagtens have undværet. Thumbs down.
Ane og jeg har været en 24 timers-tur i det vestjyske. Min svigerfar fyldte halvrundt -- og vi, Ane og jeg, overnattede på et B&B cirka midtvejs mellem Struer og Handbjerg, ud til fjorden, omgivet af en fin, lille æblelund. Jeg er kørt forbi mange gange sammen med mine forældre, og da jeg var yngre, gik jeg nogle gange langs stranden og fiskede. Det føltes ærligt talt lidt forkert -- sådan, som voksen, at vende tilbage for at gøre, hvad jeg aldrig gjorde som barn: Gå ind i et af de fremmede huse ... Altså: Et af de huse, jeg fra barnsben har opfattet som fremmed. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forklare det. Alle karmene var malet lyserøde - derinde - og der lugtede, som der plejede at lugte hjemme hos min morfar og mormor. Ud til vejen stod der et skilt med "Zimmer Rooms". Som en-eller-anden engang sagde: Ham Zimmer må være rig.
Hjemme i postkassen ventede "Ringen". Jeg har hørt hele "Rhinguldet" og halvdelen af "Valkyrien" -- og der er virkelig intet at betænke sig på. Det er en ganske udmærket indspilning -- og til kun kr. 149! Hvis du ikke køber den, er du (da) en nød. 14 CDer + et lille hæfte på engelsk. Men uden librettoerne.
Dagens indkøb: "Ring des Nibelungen", en 14 CD-boks-udgave på supertilbud hos CDklassisk.dk. Kun kr. 149,- Det er kr. 10,50 per CD. Jeg går ud fra, at udgaven er identisk med denne, selvom selve boksen har en anden lyd.
"Fredag 15. september kl. 20 bliver der mulighed for en enstående musikoplevelse i Stavnsholtkirken i Farum, når den tyske komponist Karlheinz Stockhausens revolutionerende værk "Stimmung" fra 1968 er i hænderne på Paul Hilliers internationale vokalensemble Theatre of Voices." Mere her.
En ganske glimrende CD-udgave af værket kan købes for billige penge her.
I dag lykkedes det mig endelig at blive scannet. Og lad os så ikke snakke mere om dét. Jeg spugte klinik-assistenten (for jeg fik ikke lov til selv at se billederne), om det havde været en æstetisk tilfredsstillende oplevelse -- og det mente hun. "Smukt indrammet," sagde hun. Sådan - tænkte jeg bagefter, på gåtur ned mod midtbyen - er det med megen stor kunst: Først korrekt indrammet kommer det for alvor til sin ret.
Jeg tilbragte en halvtimes-tid på en café og besøgte derefter Accords marked. Manden, der skulle lukke op kl. 10, havde åbenbart sovet over sig, og da de endelig fik åbnet, stod vi en pæn flok og ventede. Igen - synes jeg, man må sige - udviste jeg en beundringsværdig coolness: Kom hjem med kun 3 CDer og 7 bøger, de fleste af bøgerne endda i småtingsafdelingen. Købte et spritnyt eksemplar af Den Blå Port 68/69, fordi det indeholder 2 digte af Peter Nielsen. Havde egentlig tænkt mig at bestille det hos min lokale boghandler. 2 bøger til Sarvig-samlingen: "Museum midt på dagen" og "Det Danske Akademi 1967-1974". Charles Baudelaire: "Dagbøger", en uglebog, og et meget flot, privatindbundet eksemplar af Suzanne Brøggers "Creme fraiche". Den er ikke sjælden, men jeg har alligevel været på jagt efter den længe. Jeg ville ikke ha bogklubs-udgaven, og jeg har droppet nogle stykker, fordi prisen var for høj. Nu fik jeg den i rødt halvlæder for en tyver. Og vel nok dagens - i mere end én forstand - mest ophidsende fund: Aurum Sex 1 og 2 (som ses foroven). CDerne var h.h.v. Per Nørgaards 3. symfoni, en ECM-udgivelse med Kancheli og Schnittke og Hans-Henrik Nordstrøm: "In The Woods". Og iblandt de ting, jeg samlede op, men derefter igen lagde fra mig: Vagn Steens "Digte for en daler", to Sartre-bøger, to Jevtusjenko-bøger, Jules Verne, en masse Torben Brostrøm, Robert Corydon o.m.a. Blir nok nødt til at ta derind igen, når priserne er faldet yderligere.
Det gode ved at ha en blog -- d.v.s. bare én af de mange gode ting ved at ha en blog -- er, at selvom man evt. har læsere, så er den, bloggen, stadig ens helt egen. Man er ikke forpligtet på andet end sigselv, egne interesserer, egne ind- og udfald o.s.v. Man kan skrive om lige nøjagtig, hvad man har lyst til, osse om ligegyldigheder. Man kan skrive om kæmpestore, eksistentielle ting og sager, og man kan skrive om bittesmå detaljer. Man kan la bittesmå detaljer vokse sig store. For eksempel sad jeg for et øjeblik siden og læste i Mettes blog -- og snublede dér over udsagnet "Den elektriske guitar er vor tids største skrivemaskine". For et par dage siden læste jeg (nemlig) et uddrag af et interview med Stockhausen, hvori han bl.a. talte om vore ørers fine evner til hurtigt at vænne sig til nye lyde -- og i hvilken forbindelse han (netop) sammenlignede den elektriske guitar med trompeten. Vi har forlængst vænnet os til guitar-lyden, sagde han, så hvorfor skulle han vælge den fremfor trompeten? Underforstået: Guitar-lyden er ikke mere ny eller mere tidssvarende end trompet-lyden. Det er ikke dér, det sner. Han sagde: Det handler om at få lyden til at skinne.
Paul Kelly: "Dumb Things" og Warren Zevon: "Frank & Jesse James". Van Morrison. Tom Waits -- noget fra "The Heart of Saturday Night". Frank Zappa: "Whipping Post". Elisabeth: "Hun danser en morgen" og "Ballerup Boulevard". Mary Chapin Carpenter: "The End of My Pirate Days".
De fleste af jer kender det sikkert allerede -- men lad mig alligevel slå et slag for The Archive, et fuldstændig mageløst, magisk og fantastisk sted med hundredetusinde gigabytes til gratis download og fornøjelse. Her er, hvad jeg indtil videre har hentet -- bare i aften:
John Cage, Jack Hirschman John Cage interviewed by Jack Hirschman in Los Angeles, 1963 (July1963) This interview conducted by poet and broadcaster at KPFK FM Jack Hirschman was recorded in conjunction with John Cage's visit to Los Angeles with the Merce Cunningham Dance Company, performing at Royce Hall. Cage was to perform "45' for a Speaker" at UCLA's Schoenberg Hall in July 1963—a kind of lecture performance. It was composed by chance operations related to the imperfections on the paper on which it was composed.
Author: John Cage, Jack Hirschman Date: 1963-07-00 00:00:00 Source: Other Minds Recorded by: KPFK Keywords: Avantgarde; 20th Century Classical
Brian Eno Interviewed on KPFA's Ode to Gravity, 1980 (February 2, 1980) Charles Amirkhanian and Brian Eno discuss Phonetic Poetry, how Brian writes his lyrics, and the spirit of inquisitiveness at KPFA Radio on Saturday February 2, 1980. Listen to some of Brian Eno's pieces; After the Heat, Everything Merges With the Night, Another Green World, Spirits Drifting and sections of other pieces. Brian Eno also discusses the artist Peter Schmidt and their work on the Oblique Strategies Cards, being a producer, Process vs Product and looping. Reel I ends with some thoughts on Steve Reich and his music.
Reel II starts with the history of the recording studio as a compositional tool;" and collaboration with David Byrne on album My Life in the Bush of Ghosts. Eno also talks about and listens to Elvis, The Supremes, Sly Stone, Lee Perry and Jimmy Hendrix. Then he offers some unfinished pieces from his upcoming album with David Byrne.
Author: Charles Amirkhanian & Brian Eno Date: 1980-02-02 00:00:00 Source: Other Minds Recorded by: KPFA
A Segment from Jonathan Cott's Interview with John Cage re Schoenberg vs Cage (0) Jonathan Cott, then just 19, interviews John Cage and challenges his worth as a composer in a series questions regarding his teacher Arnold Schoenberg.
See original program for the complete interview.
Author: Jonathan Cott & John Cage Date: 0000-00-00 00:00:00 Source: Other Minds
A Segment on John Cage from KPFA's Ode To Gravity Series (0) A segment from an interview with John Cage and Charles Amirkhanian at an Exploratorium Speaking of Music event. Cage discusses his Europeras in a hilarious segment that has the audience in stitches.
Author: John Cage Date: 0000-00-00 00:00:00 Source: Other Minds Recorded by: KPFA
Alvin Lucier: Islands (1998) performed at Other Minds 5, 1999 (March 25, 1999) The Other Minds Ensemble perform Alvin Lucier's composition Island (1998) at the Other Minds Music Festival in 1999 at Cowell Theater in San Francisco.
The Other Minds Ensemble
George Brooks, soprano saxophone Larry London, clarinet Robin May, English horn Susan Radcliff, trumpet Toyoji Tomita, trombone
The presentation of this work was made possible with the support of Stephen Weaver.
Islands, for wind instruments and amplified snare drums, is the latest in a series of works by Alvin Lucier that explore the spatial characteristics of sound waves in enclosed spaces. In Directions of Sounds from the Bridge (1978), flashlights deployed around a cello are activated by sounds which flow out of the instrument in different directions for different frequencies; in Self-Portrait (1989) air flow from the lip of a flute causes the blades of a wind anemometer to spin at various speeds. In Islands sound waves from five wind instruments cause a collection of snare drums, scattered throughout the room, to resonate and sound. As the sounds from the instruments flow out into the space, the drums react singly and in combinations, determined by pitch, loudness, directivity of the wave-flow and the architecture of the room.
Islands, completed in November of 1998, was written for the United Berlin Ensemble and is dedicated to Christian Wolff. It was first performed on February 2nd, 1999, at the Schauspielhaus, Berlin, on the "Woher-wohin? Komponieren heute" series. - Alvin Lucier
Author: Alvin Lucier Date: 1999-03-25 00:00:00 Source: Other Minds Recorded by: Other Minds Keywords: Avantgarde; 20th Century Classical
An Interview with Karlheinz Stockhausen, 1967 (January1967) An Interview with German composer Karlheinz Stockhausen conducted by members of the Society for the Performance of Contemporary Music. The interview took place in January 1967 at his apartment in Sausalito, California as a prelude to a performance by the Society at the San Francisco Museum of Art to be held on February 24, 1967. The performance included the San Francisco Premiere of KONTAKTE.
Author: Karlheinz Stockhausen, Society for the Performance of Contemporary Music Date: 1967-01-00 00:00:00 Source: Other Minds Recorded by: Society for the Performance of Contemporary Music Keywords: Avantgarde; 20th Century Classical
Dagens CD er ikke (kun) musik, men (osse) tale: Eric Salzmans interview med Stockhausen, som kan downloades aldeles gratis fra det officielle Stockhausen-site. Flere lydklip på denne side, bl.a. Stockhausen-foredrag fra UCLA og et interview med Jim Loudon -- foruden, selvfølgelig, uddrag fra Stockhausens enorme produktion.
Mine to CDer fra CDklassisk.dk ankom i dag. Jeg har vistnok reklameret for dem før, men jeg gør det gerne igen (og igen): CDklassisk.dk er Danmarks billigste, hurtigste og mest venlige CD-online-butik. Jeg har købt kassevis af CDer hos dem - mestendels ny, dansk kompositionsmusik - og jeg er aldrig blevet skuffet. Intet andet sted, er jeg ret sikker på, kan du tilfældigt falde over Stockhausen på tilbud til kun kr. 29,-
Solen skinner, det lykkedes mig i nat at få noget søvn, og i dag vil jeg rydde op. Mit skrivebord flyder med videobånd, diverse prints, bøger og skrammel.
Det Kongelige vil gerne udgive opsætningen af Wagners "Ringen" på DVD og er derfor på udkig efter et selskab. Velvidende at der ikke er penge i opera-udgivelser, har kunstnerne allerede på forhånd opgivet deres honorarkrav. DR skriver: "Hvis udgivelsen bliver en realitet vil det være én af blot fem-seks tilsvarende udgivelser i verden."
Trompetisten Palle Mikkelborg bliver årets modtager af brancheorganisationen Ifpis ærespris. Den får han for sin »enestående indsats for dansk jazz«. Læs mere her.
Opera. Ane forærede mig i dag - lidt forsinket p.g.a. sygdom o.s.v. - hele tre fødselsdagsgaver: DVD-udgaven af Boulez' opsætning af Wagners "Götterdämmerung", en DVD med en opsætning af "Aida" -- og et hæfte med "Biblia Pauperum - Billedbibelen fra Middelalderen". Denne 'fattigmands-bibel' er endnu ældre end Solis', som jeg skrev om her. Super.
P2: "På søndag kommer ragnarok! Der har Det Kongelige Teater nemlig premiere på den fjerde og sidste opera i Richard Wagners store epos 'Nibelungens Ring'. Operaen hedder 'Ragnarok', og her bliver alt det, vi kender gennem de tre foregående operaer brændt af. Det er Gudernes endeligt, og Valhalla går op i flammer [...] DR sender hele Den Kongelige Operas opsætning af 'Nibelungens Ring'. Bliv klogere på Wagner og hans familiesaga, se billeder og vær med i debatten." Her.
Har lige vundet Rossinis romantiske opera "Barbereren fra Sevilla" på QXL, en dobbelt-cd fra Decca. Til kr. 22,- Det var et ok køb -- men selvfølgelig noget langt fra Wagner. Ane sidder netop nu og ser "Ring of the Nibelungs": "Based on the Germanic myth "Das Nibelungenlied" and the Nordic "Volsunga Saga" which also inspired the four-opera cycle by Richard Wagner and J.R.R. Tolkien's epic "The Lord of the Rings", this is the story of the young blacksmith Siegfried, who, not knowing that he is heir to a conquered kingdom, becomes popular with the Burgunds by slaying their bane, the dragon Fafnir. When the reward seems to be a huge treasure, Siegfried ignores the curse that lies on the hoard - which now seems to endanger his love to beautiful Norse warrior queen Brunhild." Med bl.a. Kristanna Loken. Og jeg har imens lavet v1 af en Wagner-side til mit website.
JP: "Frøken Wagner klar til Bayreuth [...] Usædvanlig Puccini i Berlin i begavet opsætning af Richard Wagners 27-årige oldebarn Katharina Wagner [...] Katharina Wagner har hidtil prøvet meget af, men nu står hun sikkert på sine lange instruktørben. Utraditionel til det originale er hun stadig, men hendes Puccini er så klogt og spændende behersket, at man må glæde sig til Bayreuth, hvor hun en dag bliver festspilchef."
Jeg ved ikke hvordan, men tilsyneladende er det lykkedes Ane at hente min aldeles døde mobiltelefon tilbage fra Skyggernes Rige. I hvert fald virker den nu igen -- og jeg er irriteret på den som førhen. Er på udkig efter en ny, så hvis du falder over et godt tilbud: Læg en besked. Mine to nye Wagner-operaer, som jeg bestilte i går, ankom med posten i dag. Super-service fra Classico/CDklassisk.dk. Og i morgen skal vi i Skanderborg Kulturhus for at se denne opførelse af komedien "Svend, Knud og Valdemar". O, fromme bips!
CD-klubben Classico, som jeg er et lykkeligt medlem af, har i denne måned super-tilbud på Hans Knappertsbusch' 1951-indspilning af Richard Wagners "Parsifal". Medlemspris kun kr. 59,- Boksen (med 4 CDer) kan imidlertid osse købes her for kr. 69,- + porto. Jeg har den allerede -- men har alligevel bestilt et ekstra eksemplar. Der er ikke noget at betænke sig på. Classic CD Review: "The Knappertsbusch live recording of Parsifal, the first complete recording of the work, was made in 1951 at Bayreuth for Decca, produced by John Culshaw, engineered by the legendary Kenneth Wilkinson. Casting is perfect pairing some superb younger singers (Wolfgang Windgassen and George London) with established Wagnerians (Hermann Uhde, Ludwig Weber and Martha Mödl). The occasion was historic—the first post-war Bayreuth season which had opened with Beethoven's Symphony No. 9 with Wilhelm Furtwangler conducting, a performance that has never been out of the catalog since its first issue. It is suggested Wieland Wagner chose Parsifal, with its theme of purification and redemption, as an appropriate way to cleanse the Festspielhaus after the disgrace of the Third Reich when Hitler had been an honored guest in the House. Although Philips made a live stereo recording of Parsifal with Knappertsbusch at Bayreuth eleven years later, the earlier recording is considered to be the conductor's finest Wagnerian recording." New York Times: "Knappertsbusch is legendary today as one of the last Teutonic musical mystics, conductors who protracted Wagner's ruminations to extreme length but sustained a solemn ritual ity that brisker modern maestros miss [...] No opera was closer to him than "Parsifal." Although the facts are unclear, it was apparently the first work he ever conducted in public, and definitely the last. In between came a youthful apprenticeship with Hans Richter and Siegfried Wagner at Bayreuth, countless performances and, finally, under the most emotionally charged circumstances imaginable, the chance to lead it at Bayreuth." Bestilte osse et eksemplar af "Die Meistersinger von Nürnberg". Toscanini 1937. Det er denne her.
På tredjedagen lykkedes det Ane og mig at komme igennem (osse) tredje og sidste akt af "Valkyrien", anden del af "Ringen". "Valkyrien" er lidt vanskeligere at genfortælle end "Rhinguldet", dels fordi man er nødt til at forstå konteksten eller baggrunden for at kunne forstå, hvad der rent faktisk sker - og det vises ikke, men synges - og dels fordi meget af handlingen foregår (eller hvad man nu siger) på det rent psykologiske plan.
Idet jeg minder om, at der er folk, der bruger hele deres liv på at filosofere over handlingen i Wagners ring-cyklus: Her følger et kort referat.
"Valkyrien" har fire hovedpersoner: Siegmund og Sieglinde, som er søskende, og Odin og valkyrien Brünnhilde.
"Rhinguldet" sluttede med, at den ene af kæmperne - Fafner - stak af med dværgens ring, og Odin og de andre guder flyttede ind i Valhalla, den himmelske borg. Fafner (der ikke medvirker i "Valkyrien") har nu forskanset sig ude i en skov, hvor han har forvandlet sig til en drage og sidder og ruger over sin skat. Ringen.
Dværgen (medvirker heller ikke i "Valkyrien"), som Odin og Loke ydmygede så groft og stjal ringen fra, er gået i gang med at samle sig en hær, så han kan gøre gengæld og angribe Valhalla. Han har ikke en chance mod Odins styrker -- men Odin lever i evig frygt for, at dværgen skal genvinde ringen, altså tage den fra Fafner, for så vil dværgen vinde. Den, der besidder ringen ... o.s.v. Lissom i "Ringenes Herre".
Problemet - Odins problem - er, at han er en gud, og en gud kan ikke så godt løbe fra sit ord. Og Odin lavede jo en deal med Fafner: Fafner fik ringen, og Odin fik Freja tilbage. Derfor kan Odin ikke selv bare gen-stjæle ringen -- og det kan de andre guder heller ikke, for de er alle del af den guddommelige orden, ligesom ethvert menneske er det, såfremt det har respekt for guderne. Faktisk er der kun én, der eventuelt ville være i stand til at stjæle ringen fra Fafner, nemlig et menneske fuldstændig uden respekt for Odin og al hans væsen. En helt fri mand.
Tæppe op. Første akt. Siegmund, der er en forfærdelig rebel, og som altid roder sig ud problemer, er på flugt efter sit seneste eventyr, og han jagtes af forfølgere. Helt kørt ned skvatter han om ved hr. Hundings hus, og Sieglinde, som er fru Hunding, finder ham og bringer ham til live. De to fatter straks sympati for hinanden. Det står hurtigt klart, at Sieglinde er ulykkelig i sit ægteskab med Hunding.
Da Hunding kommer hjem, viser det sig, at han - Hunding - har brugt hele dagen på at lede efter Siegmund. Han var en af forfølgerne. Gæstebuddet tvinger ham til at lade Siegmund overnatte -- men straks næste morgen, siger han, vil han duellere. Og han er ret sikker på at vinde, for Siegmund har ikke noget våben.
Da natten er faldet på, lister Sieglinde tilbage til Siegmund. Fire vigtige ting sker:
- De forelsker sig vildt i hinanden. - Sieglinde fortæller, at en skummel vandringsmand (det var Odin) engang satte et sværd i det træ, der står ved huset -- og at ingen har kunnet tvinge det fri. Siegmund gør det og navngiver sværdet "Nothung". Nu har han et våben, og altså er duellens udfald ikke længere givet på forhånd. - Det går op for Sieglinde og Siegmund, at de er søskende.
Tæppe ned
- De har sex med hinanden.
Tæppe op. Odin har skjult sig for konen, Frigg, men hun finder ham alligevel. Hun har hørt om den forestående duel, og hun forlanger af Odin, at han ikke hjælper Siegmund. Frigg er nemlig ægteskabets gudinde, og hun kan ikke acceptere, at Siegmund og Sieglinde - der ovenikøbet er søskende - får lov til at bryde den guddommelige orden. Sieglinde er jo gift. Odin forsøger at forklare Frigg, at han - ikke hun - kan se ud i fremtiden, og at han derfor ved, hvad der er nødvendigt (nemlig at Siegmund overlever) -- men Frigg er rystende ligeglad. Og til sidst må Odin modstridende give hende ret: Guderne kan ikke acceptere, at den guddommelige orden ikke overholdes. Siegmund er nødt til at dø.
Valkyrien Brünnhilde er ankommet, og Odin fortæller hende først, at hun skal hjælpe Siegmund -- men derefter at hun skal hjælpe Hunding. Det kan jo ikke nytte noget. Da Frigg igen er gået, indvier Odin Brünnhilde i sine kvaler, fortæller om frygten for dværgen o.s.v. Brünnhilde forstår, hvor meget Odin holder af den ugudelige Siegmund, og hvor meget han behøver ham.
Og derfor vælger hun helt på egen hånd at trodse Odins bud. Hun opsøger Siegmund (og Sieglinde, der af udmattelse er faldet i søvn -- de er på flugt) og advarer ham om duellens udfald; at han skal dø. Men da hun erfarer, hvor meget han elsker Sieglinde - så meget at han er villig til at give afkald på et efterliv i Valhalla for hendes skyld - beslutter Brünnhilde alligevel at hjælpe Siegmund.
Odin må ha anet uråd, for da Hunding endelig når frem til de to søskende, og duellen går i gang, dukker Odin op i tide til at overvære Brünnhildes forræderi. Han splintrer Siegmunds sværd, Hunding dræber Siegmund -- og Odin dræber Hunding. Brünnhilde flygter bort. Og hun tar Sieglinde med sig. Tæppe ned.
Tæppe op. Brünnhilde søger tilflugt hos de andre valkyrier -- men den rasende Odin er lige i hælene på hende. Inden han ankommer, når Brünnhilde at fortælle Sieglinde, at hun - Sieglinde - er gravid med Siegmunds barn. Hun overrækker hende resterne af det splintrede sværd, "Nothung", og siger til hende, at hun skal løbe bort og skjule sig i den skov, hvor Fafner regerer. Dér tør Odin ikke komme. Hun ber osse om, at Sieglinde navngir barnet Siegfried. Exit Sieglinde.
Odin ankommer. Scenen, der følger, er en af de mest rørende i hele fortællingen om ringen. I virkeligheden gjorde Brünnhilde jo blot, hvad Odin faktisk ønskede -- og det ved Odin godt. Men hun forbrød sig mod hans guddommelige vilje - den guddommelige orden igen-igen - og derfor er han nødt til at straffe hende. Han forbander hende, og forbandelsen lyder sådan: Hun skal falde i søvn og sove, og hun kan kun vækkes af en mand -- og den mand, der vækker hende, skal hun elske og ære som dødelig. Ligemeget hvem han er. Osse selvom han har vorter og lugter af tis. Brünnhilde appellerer til Odins gode hjerte, og til sidst går han med til trods alt at opsætte en forhindring: Klippen, hvorpå Brünnhilde skal hvile, vil blive omgærdet af frygtelige flammer -- så kun en virkelig helt tør gå igennem. På den måde holdes de værste skvat ude. Brünnhilde falder i søvn, Odin påkalder Loke - ild-guden - og flammerne rejser sig. Fortsættelse følger i den næste opera, "Siegfried".
Nåede i går aftes (kun) at se første akt af "Valkyrien" -- som til gengæld er forholdsvis lang. Handlingsreferat følger snart. Billedet: Siegmund trækker triumferende sværdet ud af træet, mens Sieglinde (henført) ser på. Drama!
Har brugt noget af eftermiddagen på at se "Das Rheingold" på DVD (denne udgave), venligst udlånt af min bror. Jeg har læst en del referater af handlingerne i Wagners Ring-operaer, herunder osse af (eller i) "Rhinguldet" -- og af en eller anden grund (eller flere) ender det hele altid med at lyde sindssygt indviklet og ufremkommeligt. I virkeligheden er det ikke så galt.
"Rhinguldet", som er den første af de i alt fire operaer, har cirka 5 hovedpersoner: Dværgen (eller niebelungen) Alberich, Odin (som kaldes Wotan) og Loke og kæmperne Fasolt og Fafner.
Handlingen er som følger: Operaen starter med, at dværgen stjæler guldet fra 3 damer nede under vandet. Egentlig er han bare kommet for at få lidt kærlighed, men damerne gejler ham op og holder ham for nar. Han føler sig ydmyget og beslutter sig for i stedet at stjæle deres guld, der - er de kommet til at røbe - kan gøre dets ejer til hersker over hele verden. Ejeren skal afsværge sig kærligheden og lave en ring af guldet -- og dværgen er 1) jo dværg, og dværge er gode til at smede o.s.v., og 2) pissesur og lige netop parat til aldrig mere at erklære sin kærlighed til noget som helst fruentimmer. Så han noler guldet. Tæppe ned.
Tæppe op. Odin og frue vågner en morgen og kan konstatere, at Valhalla endelig er blevet bygget færdig, deres nye, fine borg. Borgen er bygget af kæmperne, og som betaling - er Odin kommet til at love dem - skal de ha gudinden Freja. Det er ikke så godt, dels fordi guderne faktisk ikke kan undvære Freja (for hun holder dem unge), og dels fordi fru Odin, Frigg, som er Frejas søster, blir ved med at brokke sig over det. Odin satser imidlertid på, at Loke kan hjælpe ham med at sno sig ud af aftalen. Og det kan han. Da kæmperne er ankommet og kræver deres betaling, fortæller Loke om dværgen og om guldet (som han har hørt om ude i byen) -- og kæmperne accepterer at bytte Freja for guldet, hvis altså Odin kan skaffe det. Og de tar stadigvæk Freja med som sikkerhed. "We will be back," siger de. Tæppe ned.
Tæppe op. Odin og Loke fiser afsted for at lokke guldet fra dværgen, der i mellemtiden ved ringens hjælp har gjort sig til konge over hele dværge-land og har samlet sig en frygtelig masse guld. Det lykkes dem at narre ham og ta ham til fange. Tæppe ned.
Tæppe op. Odin og Loke har slæbt dværgen op til jordoverfladen. Dværge bor jo i undergrunden, hvor de bygger miner og skakter o.s.v. Odin forlanger alt hans guld og ringen for at slippe ham fri -- og dværgen er nødt til at indvillige. Men ikke uden samtidig at kaste en forbandelse over ringen. Odin tar den ikke desto mindre på, og han bliver straks gevaldig glad for den. Aldrig, aldrig vil han slippe den igen.
Så da kæmperne igen kommer slæbende med Freja, er han nok villig til at la dem få alt guldet -- men han vil ikke af med ringen. Ikke før en norne dukker op og advarer ham om, hvor galt det vil gå, hvis han beholder den. Til sidst går han med til at gi den til kæmperne -- der øjeblikkeligt gir sig til at skændes om ringen, og den ene dræber den anden. Freja slippes fri og forenes med guderne.
En mørk og dyster tåge ligger over landskabet. Tor slår med sin hammer, og himlen lyser op. Guderne - med Odin og Frigg i spidsen - går til Valhalla -- men i baggrunden kan vi stadig høre de tre undervands-damer beklage sig over det tabte guld. Alt er ikke ok. Tæppe ned. Fortsættelse følger. I "Valkyrien".
Den svenske verdenssopran Birgit Nilsson er død, 87 år gammel. Nilsson var en af det forrige årtusindes største Wagner-sangerinder, især berømmet for sine fortolkninger af Brünnhilde og Isolde. I 1966 modtog hun Sonnings Musikpris. Hun trak sig tilbage i 1984. Læs mere om Birgit Nilsson her.
Det er blevet weekend, og udenfor: Efterår. Det småregner i Skanderborg, blade fra træerne ligger i gul-brune tæpper overalt - og jeg vil bruge i dag og i morgen på projekt Min Altomfattende Oprydning. Samtidig med at jeg kæmper en desperat kamp for at komme - i hvert fald i musikalsk henseende - bare så nogenlunde på højde med min samtid, har Henrik Larsen gjort det til sit projekt som barndoms-erindrings-fetichist (netop) at søge tilbage. Læs Fra Skrivebordsskuffen 1 og Fra Skrivebordsskuffen 2. Mens Henrik gik rundt og fandt plader på Roskilde Bibliotek, sad jeg på Struer Bibliotek og lyttede til de samme (som han fandt), John Cale-opsamlingen Music For A New Society (som jeg for nogle år siden købte på CD i en music joint i Hyde Park i Chicago), Philip Glass' Glassworks og Brian Enos Ambient-serie. Jeg lyttede osse en del til Steve Reich. Karlheinz Stockhausens Sirius var en af mine favoritter. Struer Biblioteks pladesamling var - i øvrigt ligesom samlingen af tegneserier - meget imponerende. De nævnte plader og kunstnere gjorde dengang et stort indtryk på mig, og de var i meget høj grad med til at forme og definere min musikforståelse - for så vidt som jeg overhovedet har en musikforståelse.
