The Jiggly Room

I aften er Ane til julefrokost, og jeg er alene hjemme. Og jeg sidder og tænker, at i betragtning af, at der ikke rigtig er sket noget i dag, er der egentlig sket en del. Jeg har været på arbejde, og i eftermiddagstimerne måtte jeg vikariere for en af vores undervisere, som var til møde. Og jeg fik et nyt og kæmpestort hæve-sænke-bord og en bærbar PC. På hjemvejen var jeg et smut forbi posthuset for at hente en pakke med tre bøger, som budet ikke kunne klemme ind i postkassen -- og da jeg kom hjem, lå der endnu tre pakker og ventede. Samlet høst: Tre CDer, heraf den ene en dobbelt-CD, og fire bøger.

Og: Jeg har hørt min nye Dawn Upshaw-CD, "Voices of Light", tre gange. Og jeg har været i Irma og i vores Bog & Idé, som hedder Flensborg, og jeg har været i vores lokale SEXSHOP, som hedder Afrodite. For at købe julekort. Og tro det eller lad være: Jeg havde faktisk aldrig været der før. Og jeg har været i Hos Morfar for at købe en burger og nogle fritter - som jeg nu har spist og har fortrudt, at jeg har spist -- og lige nu, mens jeg skriver disse linier, er der fyrværkeri over Kildemarken. Og "MythBusters". 

Jeg har været syg i 5 - fem - dage, men i morgen tager jeg på arbejde. Forkølelse sucks, og nu kan det være nok. Ved 18-tiden vovede jeg mig - for første gang siden torsdag - uden for døren. Jeg bliver skør, når alting sådan flyder og glider i ét, fordi jeg skiftevis bare sover og blogger og snuer næse og ser Ellen DeGeneres Show på TV o.s.v. Og i dag - og jeg hader, når det sker - fik vi overhovedet ingen post. Hvilket selvfølgelig kun bidrog til min følelse af uvirkelighed. Ingen post er ikke noget for mig. Så hellere regninger.

Vundet på nettet:

En CD med kammermusik af Carlos H. Veerhoff.

Og en CD med Solveig Lumholt. Som bl.a. - derpå - synger Webern. 

Mørk Sjæl spørger i en kommentar: "Hvad er det ved de Sade, der gør at det lige er ham du samler på?" Og det er et meget godt og enkelt spørgsmål, synes jeg, som fortjener et godt og enkelt svar -- som jeg imidlertid nok ikke vil være i stand til at levere. For det er indviklet. Og ret personligt, også. Og selv om jeg her i bloggen ævler løs om alt muligt - og som oftest skriver adskillige indlæg om dagen - så plejer jeg ikke ... Altså. At hænge alvorlige, private ting til tørre. Som trofaste læsere nok har bemærket.

Det helt platte svar lyder selvfølgelig: Fordi jeg synes, Marquis de Sade er spændende -- men det bliver man nok ikke meget klogere af. Her er - i sandhedens tjeneste - derfor (i det mindste) en håndfuld medvirkende årsager. De løber, når de løber, sammen og danner DEN STORE OG MEDRIVENDE STRØM:

1) Jeg samler på Marquis de Sade, fordi jeg har dette sorte hjerte:

-- som skal tilfredsstilles.

2) Jeg samler på Marquis de Sade, fordi jeg gennem en årrække har interesseret mig for de tanker og ideologier om kærlighed, parforhold og seksualitet, som opstår i Europa i tiden omkring den franske revolution. Marquis de Sade er interessant, fordi han ved at (forsøge at) bryde alle tabuer og regler desangående - lidt unuanceret sagt - netop kommer til at HIGHLIGHTE disse, så de bliver tydelige. Desuden har jeg normalt lidt svært ved at interessere mig - abstrakt - for HISTORIE, hvorimod mennesker - konkrete - fascinerer mig. Så jeg har valgt (at vælge) Marquis de Sade som en slags indgang til perioden.

3) Jeg samler på Marquis de Sade, fordi Sade har inspireret mange af de filosoffer og kunstnere, som jeg i øvrigt sætter højt -- og historien om Sades indflydelse er spændende. Man kommer - potentielt - mange spændende steder hen. Også genremæssigt.

4) Jeg begyndte at samle på Marquis de Sade - for alvor - i forbindelse med en personlig åndskrise. Hvilket givetvis også er én af forklaringerne på, hvorfor jeg er villig til at spilde så megen tid og energi på mit samleri. Jeg har ting og sager - på et dybere plan - investeret .

Mørk Sjæl, var det et slags svar?

Lidt om fortrængninger. Vi har tidligere - endda flere gange - her i bloggen diskuteret skræmmende film: Film, der gav os dårlige drømme -- og så videre.

For cirka 5 minutter siden, mens jeg sad og TV-zappede, dukkede en film - det vil sige mindet om film - pludselig op fra mit eget, indre, grødede mørke. For TV Charlie sender den i aften. Lige nu:

Jens Ravns "Ulvetid" fra 1981, baseret på Helle Stangerups roman. Jeg har aldrig set den, og jeg ser den heller ikke. Mens jeg sidder og skriver dette, altså. Det er en film, jeg aldrig har set.

Men: Da jeg var barn - på et tidspunkt - blev den sendt på DR1. Det var dengang, der ikke var andre kanaler. Og min mor så den, og hun gav mig - dagen derpå - et ganske kort referat. Bare nogle henkastede bemærkninger.

Men: Hun fortalte bl.a., at ægteparret i filmen, spillet af Ghita Nørby og Frits Helmuth, stak øjnene ud på pigen, Jannie Faurschou. Jeg var som ungt menneske en lille smule forelsket i Faurschou, og måske har det bidraget til mine følelser desangående. Jeg ved det ikke. Men tanken om det frygtelige overgreb sad i kroppen på mig i lang tid bagefter -- og selv i aften, lige før, mærkede jeg kulden. Så jeg skyndte mig at zappe videre.

Jeg ved ikke, om det er rigtigt -- det dér med øjnene. Og jeg er heller ikke sikker på, at jeg har lyst til at vide det.

Men: Er det ikke mærkeligt? Jeg mener: Alt det skidt, der sejler rundt nede i os. Og at det - sådan - pludselig kan poppe op? En helt almindelig søndag aften?  

Dagens dyr er den forstenede - eller fortroldede - monster-flagermus, som jeg drømte om for et par nætter siden, og som jeg siden ikke har været i stand til at glemme. Den stod nede i en krypt, på et bord midt i rummet, på en fod, udstillet som statue eller FIGUR. Og det VAR - altså - en figur. Men jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at den på et tidspunkt havde været levende -- og jeg følte mig ydermere ret overbevist om, at den hurtigt kunne blive det igen. Den så uhyggelig ud.

Er bange for at jeg er ved at blive forkølet.

Det er den 29. november, og i morgen er det den 30. -- og den 30. holder vi seminar. På min arbejdsplads. Og så er det den 1. december.

Og fra og med den 1. december er jeg fastansat. De sidste 6 måneder har jeg været LØS(-AGTIG), men nu - snart - er det alvor. Med firmamobil og bærbar og det hele. Min jobtitel, er vi blevet enige om, er KOMMUNIKATIONSKONSULENT -- for stort set alle andre - her - render rundt og er KONSULENTER. Og jeg vil så nødig stå tilbage for nogen. Selvfølgelig. Og informationsmedarbejder lyder lidt vattet.

Vi er - for de nysgerrige - i alt ca. 30 ansatte fordelt på 3 afdelinger: Ringsted, Næstved og Hvidovre. Og vi - og nu siger jeg vi - laver afklarings-, opkvalificerings- og aktiveringskurser for kontanthjælpsmodtagere, folk på sygedagpenge, ansatte i private firmaer og andre. Og jeg er kontoret for ALT, DER SKAL SKRIVES.

Jeg er super-glad for jobbet. Så til lykke til mig.

I dag har jeg deltaget i et møde i Vejle sammen med min chef, Erik, og en af mine arbejdskollegaer, Allan. Her er vi på tur:

-- og her er vi på retur:

På vej over Storebæltsbroen.

Og her er en pløjemark:

-- som jeg forleden stod og faldt i staver over.

Der skal ikke så meget til at begejstre mig. 

Stills fra en anden film - med mig i - som du sandsynligvis heller ikke har set:

Niels-Arne filmede og redigerede og ALTING -- og mit bidrag til filmen bestod i at ligge meget stille. Men på grus. 

Og fire stills fra en film, du helt sikkert ikke har set -- for den er stadig i POST-PRODUCTION:

-- nemlig filmen om tilblivelsen af det første, rigtige danmarkskort. Med mig i rollen som 1700-tals-videnskabsmanden Thomas Bugge. Som ses på de to nederste billeder.

På Brians opfordring har jeg i dag registreret mig på Facebook. Søg efter Bo Gorzelak Pedersen.

Det er fredag, og Ny Alliance - på mit TV - er i fuld gang med at præsentere partiets kandidater til det kommende valg. I formiddags var jeg hos lægen, Allan, som SKAR MIG I NAKKEN MED EN KNIV:

-- hvorefter jeg tog på arbejde. Og trak et spor af BLOD tværs over byen.

Og til sidst - før det blev nu - kørte Brian mig hjem, og vi drak en kop kaffe og snakkede lidt om kunst. Tak til Brian.

Er blevet færdig med at læse "Dødens kemi" og overvejer, om jeg gider at gå på biblioteket for at låne nogle flere krimier.

På grund af denne bog:

-- forlader Ane mig torsdag morgen. I denne uge. Og kommer ikke tilbage før søndag. Jeg skal arbejde torsdag og fredag til kl. 15, cirka, men har derudover ikke nogle planer. Stort inspireret af Linda: Hvis en eller anden - kendt eller ukendt - skulle have lyst til at kigge forbi og drikke en kop kaffe, så er han/hun velkommen. I vestjysk ro og fodragelighed. Eller - alternativt - som vil hjælpe mig med at pynte op til Halloween ... ?

Modtaget med posten i dag: "Justine" (men en hollandsk udgave) og "De Sade".

Lytter - igen - til Cowboy Mouth:

***

She had all the tattoos and the piercings
Hates everything, says everybody's wrong
She dressed like she slept with Guns and Roses
But I busted her singing all the boy band songs

***

Og endnu et emne, jeg forholdsvis nemt kan udtømme: Den eneste berømthed, jeg nogensinde er blevet sammenlignet med - bortset fra Bart Simpson og SMØLFEN - er Jean Reno. Jeg ligner ham en (meget) lille smule.

Var til møde på biblioteket -- og mens jeg var der, ringede chefen og spurgte, om jeg gad kigge ud på centret. Hvor jeg arbejder. Og det gad jeg selvfølgelig godt. Så det blev alt i alt kun til ca. en halv arbejdsdag hjemme. Biblioteksmødet - i øvrigt - handlede om en ny integrations-portal for borgere og virksomheder og foreninger i Ringsted -- som jeg har lovet at lave.

Men: Nu er kl. 16, og jeg sidder alene og sveder. For jeg tog cyklen, og der var modvind. Har modtaget noget med posten, men har endnu ikke åbnet pakkerne. Lånte to Stravinskij-CDer på bib -- og en DVD med en opførelse af Mozarts "Don Giovanni". Måske vil jeg se den i aften. 

Jeg ser ikke ret mange kunstudstillinger, i hvert fald ikke i betragtning af at jeg interesserer mig for kunst. En smule. Og jeg ved godt hvorfor: Det er fordi, jeg interesserer mig - når jeg interesserer mig for kunst - for kunstnere, d.v.s. for enkelte kunstnere og deres værker, respektivt -- og ikke for Kunst (med stort K) i al almindelighed. Eller bare-det-er-Kunst. Eller hvordan jeg nu skal udtrykke det.

Der findes to slags besøgende på kunstudstillinger: Dem, der løser billet og derefter går til værk nummer 1, som de besér, hvorefter de rykker to skridt til højre og beundrer værk nummer 2 -- og derefter nummer 3 og nummer 4 og 5 o.s.v., indtil de rammer shoppen. Og dem, som på forhånd ved hvilke værker, de gerne vil se, og som ignorerer alle de andre.

Jeg tilhører den sidste kategori. Mit hovede kan ikke rumme så meget, og når jeg har set de værker, jeg personligt kom for at se, begynder jeg at blive utålmodig og vil ud i dagslyset. Hvis jeg, fordi jeg er i selskab (og uanset om selskabet er godt, og det er det), skal trækkes forbi yderligere 100 eller 200 eller 500 malerier eller skulpturer eller fotografier, bliver jeg ramt af en slags kunst-klaustrofobi. Overmæthed og træthed. Og videoer og installationer og plancher. Og det er - for mig - faktisk lidt ærgeligt, for det betyder, at (for at bibeholde ballon-metaforen fra mit tidligere indlæg) luften når at fise ud. Altså: Fra det PUST jeg fik af de værker, der for alvor interesserede mig. Hvis I forstår. Opblæst og åndelig ensporet og ensrettet.

Men hvad jeg egentlig bare ville skrive: Lakmus-testen for en udstilling er for mit vedkommende, om jeg - når jeg har set den - har fået HELT VILDT MEGET LYST til at lave noget lignende, til at male eller lave skulptur eller fotografere. Og Richard Avedon - som i øvrigt ikke interesserer mig en dyt, ikke for nuværende - har for alvor givet mig lyst til at tage nogle portræt-fotos. Igen. Se nogle af mine tidligere fotografier her.

Der blev lavet lidt om på weekendens program, og lørdag - i stedet for at tage på Louisiana - kørte vi, d.v.s. svigermor, svigerfar, Ane og jeg, først til Tåstrup for at besøge Ikea:

- som var ren kødrand:

- i svensk indpakning. For mit eget vedkommende: Jeg vil hellere bides hårdt i storetåen af en arrig dværg end tilbringe mere tid i Ikea end allerhøjest nødvendigt -- så efter (uden brok) at have fulgt med familien rundt på anden sal, forlod jeg selskabet og gik i stedet på McDonalds:

- som lå lige overfor. Men heldigvis, kan man sige, skulle Ane og forældre kun bruge tre - 3 - timer, førend de havde fået nok -- hvorefter vi allesammen kørte til Hillerød for at bese Frederiksborg Slot:

- som er meget flot og rummer en kolonorm samling af historiske portrætter.

Her er et foto af svigerfar, der peger og fortæller:

Efterfølgende drak vi kaffe og spiste æblekage på Slotskroen -- og var tilbage i Ringsted ca. 19.30.

Søndag - så - går turen til Louisiana.

Kom for sent op, men nåede toget 9.07 til Slagelse station, hvorfra jeg tog en taxi til Slagelse Sygehus, indgang 51, Radiologisk afdeling. Hvor jeg fik mine lunger røntgenfotograferet. Nede ad den hér gang:

Derefter brugte jeg ca. 20 minutter på at forsøge at finde B1, Medicinsk afdeling -

- indtil jeg til sidst gav op og gik tilbage til 51 og spurgte i informationen. Og fik besked. Jeg gik ned til B1, ind ad indgang 35 og ud af bagdøren, hvorefter jeg befandt mig lige foran indgang 27, den rigtige. Lungemedicinsk ambulatorium. Venteværelset lignede noget fra - eller i - et missionshus:

- med salmebøger i stakke. Inspireret af stemningen nåede jeg, cirka, at få sagt farvel til (i hvert fald) de allernærmeste. I ånden. Før den meget søde sygeplejerske kaldte mig ind og målte min lungefunktion. Derefter kom jeg i audiens hos en - også gevaldig flink - lungelæge, og jeg fik lov til at se røntgenbilledet af mine lunger.

Resultat: Mine lunger fungerer fuldstændig normalt, og røntgenbilledet afslørede intet, som var værd at bekymre sig over. Jeg har - stadig - nogle forstørrede kirtler ved lungerne, men de vil formodentlig, sagde doktoren, svinde ind i løbet af nogle år. Hvorefter jeg igen vil være en helt almindelig, jævn og uspændende, rask person. Uden at være kommet i "Medicinsk Årbog". Men jeg bør undgå, sagde han, at "dyrke" D-vitamin og kalk. Så det vil jeg gøre. Ingen kalk-piller, ingen solarium og ingen rejser til Mallorca. Lad os se, om jeg klarer mig uden.

I dag blev det sidste, afgørende håndslag givet -- og per 1. december er jeg fastansat på Midtsjællands Kursuscenter. Og indtil 1. december er jeg også ansat, men som hidtil, d.v.s. ikke fastansat ... før, altså, den 1. december. Hvor jeg bliver fastansat. Som marketings - skråstreg - informations-medarbejder. Type. Jeg tror, jeg - når tiden kommer - vil kæmpe for at få en lidt finere betegnelse. Informationschef, måske. Eller OBERST. "Nej, det må obersten tage sig af ... " Det lyder ok, synes jeg. Måske. Måske ikke.

Men hvad jeg ville sige: Jeg fejrede nyheden ved straks at forlange fri i morgen, fredag -- hvor jeg skal til lungetjek på Slagelse Sygehus. På grund af

Den havde I nok glemt, hva?

Nå. I dag er jeg - forsøgsvist - taget på arbejde. Lad os se om det er noget for mig. Lige nu sidder jeg bare og sveder. Og er træt.

Sker der noget ude i verden?

Jeg har - på fruens ordre - meldt mig syg i dag. Igen. Har jeg nævnt, at jeg hader at være syg? Spørgsmålet er - efterhånden - om man ikke burde overveje ganske enkelt bare at slå mig ned? En gang for alle. Det er jo ikke alt, der partout skal reddes -- og denne forkølelse synes at have bidt sig ret godt fast.

Men når det nu ikke kan være anderledes: Der er nascar på TV, og min nye Zappa-guide er kommet. Så dén vil jeg nu læse. 

Og forresten -- to andre tanker: DR sendte i går aftes en fin dokumentarudsendelse om Kongernes Dal. Osiris er stor! Og: Er det egentlig ikke bemærkelsesværdigt, at min nuværende, svækkede tilstand fulgte umiddelbart efter min hengivelse til SKARABÆENS STORE MAGI ... hin aften?

I dag har indtil videre været lidt af en minus-dag. Stod tidligt op, men gik i seng igen. Stod op - var alene hjemme - og gik i seng ved 14-tiden. Og sov til 17.15. Og drømte helt vildt om humlebier. Jeg burde forlængst have rystet denne hersens forkølelse af mig, men jeg er dårlig til at være syg. Jeg vil ikke finde mig i det -- og også denne gang var jeg up and about alt for tidligt. Og nu - tilsyneladende - må jeg betale prisen. Sådan er verden, kan man vel sige, så retfærdigt indrettet.

Men: Nu er Ane hjemvendt, og hun er i skrivende stund i færd med at lave suppe. 

Gik i seng kl. 23.30. Vågnede kl. 3, stod op, gik i seng og vågnede kl. 5.30. Stod op og gik i seng. Vågnede kl. 8.45. Stod op og gik i seng. Vågnede kl. 10. Stod op og gik i seng. Vågnede kl. 11.45 og stod op. Og nu overvejer jeg igen at gå i seng. Med min forkølelse -- for det er (det står nu klart), hvad det er. Bare. Og det bringer mig jo næppe i "Medicinsk Årbog". Men til gengæld: For lidt siden hostede jeg tre gange og nøs -- i ét stræk og uden at tage luft ind undervejs. Det var en smule ulækkert, ganske vist, men hvis jeg raffinerer tricket lidt - tænker jeg - var det måske noget, jeg kunne optræde med ... ? Nu, hvor alle mine sommerfugle har forladt mig.

Har ligget i sengen hele dagen. Øv. Men har modtaget mit eksemplar af "Them Or Us".

- kommet så meget til skade så hurtigt. På en kolonihave-grusvej en aften i august. I Ringsted. I 2007. Var ude at cykle en aftentur -- og styrtede. Jeg røg lige på hovedet over styret, og mine briller fløj 500 meter videre op ad stien. Eller, altså, måske ikke 500 meter. Men en halv meter, i hvert fald. Og jeg slog min højre pegefinger:

Vågnede op med en fæl forkølelse lurende inde bag næsen -- og på et tidspunkt i nat faldt jeg - helt bogstaveligt - ud af sengen. Jeg havde mareridt, og pludselig, i drømmen, sprang en stor rotte op i hovedet på mig. Min krop flitsbuede (som burde være et udsagnsord), og jeg landede - altså - på gulvet. Lettere rystet stod jeg op og drak noget mælk. Rotten i mit mareridt - og jeg tror i øvrigt, at der var to - boede nede i et jordhul i gulvet, og den var klædt i et fikst, lille Robin Hood-kostume: Grøn vest og hat med fjer.

Det er anden drømme-nat i træk -- med den dér slags drømme, som bliver siddende, murrende, i lang tid bagefter. Åh, dette ubevidste! 

Jan spørger i en kommentar:

***

....and now to something completly different.....:

Har nu fulgt din blog noget tid (også spottet til din brors). Stiller nu følgende undrende spørgsmål:

Hvad er du egentlig for en ?

Jeg synes altid du er "på" dømt ud fra klokkeslettene på din skriblerier. Du skriver stort set ....eller snarere kommentere...stort set alt i dette Univers.

Er du arbejdsfri oder ??

Så hvad er du egentlig for en ?

mvh
Jan

***

Jan, jeg håber du vil tilgive mig, at jeg - således - har tilladt mig at poste dine spørgsmål i et indlæg. I stedet for bare at holde mig i rabatten ... eller hvordan jeg nu skal udtrykke det.

Men tak for dem, spørgsmålene. De er ikke dårlige -- omend, i hvert fald m.h.t. det første og det sidste, ret svære at besvare. For mig.

De to letteste først: Jeg lever i en form for symbiose med min weblog, som jeg som oftest opdaterer flere gange om dagen. Det er det sidste, jeg gør, inden jeg går i seng: At tjekke bloggen -- og det er det første, jeg gør, når jeg om morgenen er mødt på arbejde. For nej, jeg er ikke arbejdsfri. Jeg blogger (også) i arbejdstiden.

Jeg skriver om de ting, der af den ene eller anden grund interesserer mig, eller som jeg er optaget af -- og derudover bruger jeg bloggen til at holde familie og venner o.s.v. orienteret. Jeg blogger en hel del om litteratur, men som du selv har bemærket: Jeg kommenterer stort set alting. Næsten. Eller, altså: Der er selvfølgelig mange ting, jeg (endnu) ikke har skrevet om -- men bloggen har ikke noget tema eller nogen rød tråd. Eller andet i dén (hen)retning. Jeg har været - og er - involveret i en del forskellige projekt-websites og interesse-fora o.s.v., og jeg kan godt lide - også derfor - at have dette ene sted, hvor anything goes. Jeg bestræber mig på at få tag'et mine indlæg, så de besøgende, der kun gider læse om dyr, f.eks., hurtigt kan finde de relevante tekster.

Og hvad er jeg for en? Jeg tror, jeg i første omgang vil vælge den nemme løsning og bare henvise dig til mit website -- hvor du bl.a. kan se mit CV. Hvis du (derefter) har flere, gerne lidt mere specifikke spørgsmål, er du hjertelig velkommen. Her - i The Jiggly Room - har vi ingen hemmeligheder. I hvert fald ingen, der er værd at nævne. Hardly any.

Og tilføjet: Sædvanligvis tager det mig ikke ret lang tid at skrive og poste et indlæg. Det gør det ikke. Chef.  

Taget i dag. Hvordan jeg egentlig ser ud -- med et blåt haveskur i baggrunden:

Det er vistnok første gang i bloggens historie - altså i min egen blogs historie - at jeg poster billeder af migselv. 

Ih, hvor er det noget møgvejr. Stadigvæk. Jeg havde ellers tænkt mig at tage en cykeltur, når regnen var stoppet, og vinden havde lagt sig -- men jeg tror, jeg dropper det. Det var en lillebitte smule ubegavet, jeg ved det godt, men det var en drengedrøm: For et par år siden ønskede jeg mig en ny cykel, og Ane forærede mig en, en mountainbike. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Måske - altså - at jeg ville drøne rundt på skovstier og ad grusveje. Det ville selvsagt have været mere fornuftigt med en helt almindelig cykel med bagagebærer og - ikke mindst i vejr som dette - med skærme. Som en eller anden sagde: Vi mennesker er ikke rationelle. Vi efterrationaliserer -- og det er så afgjort noget andet.

Og apropos ting, jeg (vistnok) ikke tidligere har nævnt: Sidste gang, jeg besøgte mine forældre, forærede min far mig et lille TV. Vort nye hjem er i to etager. TVet - det store - står nede i stuen, men PCen står ovenpå. Nu har jeg placeret det nye, lille TV ved siden af computer-skærmen, så jeg kan se "Simpsons" og "MythBusters" og "Stacked" o.s.v., mens jeg sidder og tjekker blogs. Det har forøget min livskvalitet betragteligt. Jeg vil jo så nødig gå glip af noget.

Som trofaste læsere givetvis har bemærket: Det har på det seneste været så som så med SAMFUNDSSINDET. Herinde. Jeg følger med - så nogenlunde - i, hvad der sker, men jeg har ikke kommenteret noget af det. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ved hvorfor (ikke) -- men måske. Et rodsammen af forskelligt. Men jeg lover, at jeg - efter bedste evne - vil forsøge at tage mig sammen. Ganske snart.

Herover: To fotos af Midtsjællands Kursuscenter, som fra næste uge (og sikkert frem til november) er min nye arbejdsplads. Centret ligger idyllisk placeret på Tolstrupvej lidt uden for Ringsted -- med marker til alle sider og en ko med kalv som nabo. Forleden, da jeg var derude, stod et dådyr og græssede i vejrkanten. Jeg skal lave hjemmeside, skrive info-materiale om stedet o.s.v. Den slags.

Det er ikke blevet til meget med bloggeriet - ud over tjatterier og teknisk halløj - de seneste dage. Jeg har haft Andre Ting (AT) at se til, heriblandt eksempelvis et kabel, der skulle sømmes fast, og noget ukrudt, der skulle fjernes. MetrOrd har taget en lille smule af min tid, og et andet projekt, som præsenteres for pressen på næste fredag, har taget betydelig mere. Jeg er blevet færdig med Lists nye bog, som jeg i løbet af den kommende uge vil anmelde på DPS-sitet.

Musik For Tiden (MFT): Githa Ben-David: "Sound of Light".

I dag var Ane og jeg inviteret til frokost hos Bodil og Kurt -- og efter frokost kørte vi alle til Humleore for at bese voldstedet.

Her forsøger Bodil, Ane og Kurt at danne sig et indtryk af stedets størrelse (og der er stort):



Stensætning i skovbunden:



Og her - i den jord, et væltet træ har blotlagt - finder Bodil og Ane brokker af middelalderligt tegl:



Efter en kort kaffepause fortsatte turen derefter til Hagbards Høj. Hagbard er ham fra "Hagbard og skøn Signe":

"Saa gik fra Kong Sigvard til Hagbards Fængsel Bud:
"I rejser nu en Galge og føre Hagbard ud;
Der skal han miste Livet, ej Naade skal han naa,"
Saa førte de ham ud der, hvor Galgen monne staa."

"Ud der, hvor Galgen monne staa" var ifølge Saxo på Hagbards Høj -- derfor navnet.

Her er højen:



Og her er udsigten fra højen:

En lille lektion i godt, politisk håndværk: Det er usmart at lyve, hvis der er chancer for, at det bliver opdaget -- og en udeladelse kan også nemt blive opfattet som en løgn. Eller som et forsøg på at skjule noget. Ja, det er sandt, som bror Lars var lynhurtig til at påpege (her): Jeg har faktisk også engang haft en alge. Som hed Sauron. Jeg havde store forventninger til den - derfor navnet - men den døde. Her er nogle billeder af den:
 




Alger tilhører - uden at ville virke lang i spyttet eller unødig sofistisk - planteriget, og ikke dyreriget -- men jeg burde nok alligevel have nævnt det. Og ikke bare mine 5 plastik-dinosaurer:





Dinosaur-billederne (og det er mine dinosaurer, ikke nogle andre) blev taget af Lars A.

"Theosophists have guessed at the awesome grandeur of the cosmic cycle wherein our world and human race form transient incidents. They have hinted at strange survivals in terms which would freeze the blood if not masked by a bland optimism. But it is not from them that there came the single glimpse of forbidden eons which chills me when I think of it and maddens me when I dream of it. That glimpse, like all dread glimpses of truth, flashed out from an accidental piecing together of separated things" - i dette tilfælde to masker af ukendt oprindelse - og det faktum, at jeg den selvsamme dag, hvor jeg modtog maskerne med posten, under et besøg på byens bibliotek faldt over og hjemlånte et eksemplar af Silver RavenWolfs frygtede "To Ride a Silver Broomstick - New Generation Witchcraft":
 


-- som siges at have inspireret Abdul Alhazred (ved profetens skæg i postkassen). "The most merciful thing in the world, I think, is the inability of the human mind to correlate all its contents" -- men for mig er det nu for sent. Allerede aner jeg sammenhænge, som jeg af barmhjertighed ikke vil nævne. Blot kan jeg sige, at det - Ane - er helt nødvendigt, at jeg får lov til at hænge mine nye masker op på væggen, osse selvom du synes, de er grimme. Meget afhænger deraf. Jeg kan ikke sige mere.

I går var Ane og jeg i hovedstaden for at besøge nogle gode venner. Forinden var der tid til lidt shopping. Det vil sige: Ane gik i tøjbutikker, og jeg stod uden for og ventede. Trofast og uden brok. Heldigvis er der én ting, man på strøget i København - men f.eks. ikke i Skanderborg eller i Ringsted - kan fornøje sig med, når det kniber: Man kan kendis-spotte. Det er ikke just nogen givende hobby, men bare en mere kulturel form for tomgang -- men den er fredelig, og man gør ikke nogen fortræd. Og ventetiden går. Sidste gang, vi var i København, så vi Suzanne Brøgger på stationen, og vi havde fornøjelsen af - på hjemturen - at dele togvogn med Kaj Ikast. I går spottede jeg, bilder jeg mig ind, Anne Lindfjeld på cykel, og (helt sikkert) Ole Michelsen og Hans Skov Christensen. Ham fra Dansk Industri. Jeg har overvejet, for legen er allerede begyndt at kede mig, at indføre et slags point-system: Forfattere og litteraturfolk giver mest, 10 point, for de kommer så sjældent ud i dagslyset, politikere og industrifolk giver 5, skuespillere og TV-folk 2, og musikere 1 -- og hvis vedkommende har medvirket i en TV-reklame, tæller han/hun -25. Stand-up'ere, rappere og jammere tæller -10. På den anden side: Jeg kunne selvfølgelig også bare læse lidt i nogle af de mange gratis-aviser, som på det nærmeste flyder i gaderne.

Lars Bukdahl anmelder i denne uge - i WA - "Dansk litteraturs historie", bind 5, og brokker sig i den forbindelse over Erik Svendsens gennemgang af 70'er-litteraturen, "hvor Rifbjergs og Benny Andersens uspændende 70'er-poesi tildeles selvstændige (del)afsnit, men hvor stærke digtere som Per Aage Brandt, Rolf Gjedsted, Henrik Have, Viggo Madsen, Ekske K. Mathiesen, Peter Nielsen, Laus Strandberg Nielsen og Niels Simonsen end ikke nævnes" -- og skriver: " ... og så er det man bliver decideret forbandet på den side og en halv om Vita Andersens debut: der er mere poesi i én af Peter Nielsens ornitologiske net-meldinger end i hele Tryghedsnarkomaner."

Erik Svendsen har - apropos - anmeldt Nielsens nye digtsamling, "I sommervinden", i JP. "I Sommervinden, " skriver han, "er et puslespil, som man skal have meget god tid til at ville lægge." Og det er helt tydeligt, at Svendsen end ikke har gidet forsøge. Gab.     

I torsdags lykkedes det omsider Ane og mig at få fat i en betonboremaskine. Væggene og lofterne i huset her i Ringsted er hårde som granit -- men i den forløbne weekend lykkedes det os at få både en gardinstang og et spejl sat op, begge i soveværelset, medsamt en loftslampe og to hylder i stuen. I dag har vi haft besøg af vores vicevært - eller hvad-han-nu-er - som var så venlig at bese og udbedre enkelte småskader, herunder et stoppet afløb på badeværelset. På et tidspunkt havde han armen helt ned i den sjællandske undergrund, cirka.

I dag lykkedes det Ane og mig at finde en lille, lokal skov at gå rundt i -- og vejret var fantastisk. Her er nogle fotos:

Der har været lidt stille i bloggen de seneste dage, for Ane og jeg har været til børnefødselsdag i Sejs og på familiebesøg i Struer. Moderen, faderen, søsteren og svigerforældrene forærede mig en masse forsinkede fødselsdagsgaver -- og nevø Ilias havde lavet mig dette voldsomt flotte fly:



-- "96 Lightyear Final Flying Sportsfly". Med flag på vingerne.

Læst i toget på udturen: Jørgen Gustava Brandt: "Hvad angår poesi". Læst på hjemvejen: Eileen Myles: "Maxfield Parrish - Early & New Poems", købt - af Lars - i Kronings Antikvariat i Søndervig. Hør Myles læse op her.

Tak for hilsenerne i min blog -- og tak for fødselsdagskort og SMSer. Ane forærede mig hele to 4-CD-bokse, den ene med Otto Brandenburgs greatest hits og den anden med Four Jacks' -- foruden et par joggingbukser, en fancy whiteboard-tavle og en USB drink warmer (næsten magen til denne). Bror Lars havde sendt mig en pakke med Bob Dylans "Royal Albert Hall Concert" og en CD med Elisabeth Schwarzkopf. Med bl.a. Strauss' "Vier letzte Lieder". Top dollars.

Vi besluttede os for at udsætte turen til København og nøjedes i stedet med at aflægge Ringstedet en visit. Vejret var smukt og sommerligt.

Mystikken fortsætter. I går modtog jeg et postkort fra Grønland. Diskobugten. Også uden afsender. "Det er alt for laang tid siden," står der på kortet -- og "kasu[u]tta", som betyder skål. Kortet var adresseret til Bo Gorzelak, "Isla Diablo". Jeg ved ikke, hvem afsenderen er, omend håndskriften ligner en, jeg kender -- men som jeg imidlertid ikke har set i mange, mange år. Hvis jeg burde kunne gennemskue det, så undskylder jeg. Min hjerne kører lidt langsom lige for tiden.

Jeg tror ikke, at kortet er fra Mr. X. I forlængelse af forgårsdagens post - og på baggrund af de spor, som jeg mener, vi rimeligvis kan fæste lid til - har jeg fremstillet følgende illustration:



A magus' rite? Men hvorfor 9 og 9? Og hvilke former for magi bedrives under påkaldelse af Ra? Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske slet ikke var et tilfælde, at jeg i tirsdags - under mit besøg på Nationalmuseet - faldt over og købte en skarabæ.

I går var jeg i Skanderborg for at overdrage nøglen til vores gamle lejlighed. Nu er det slut med dén og os. En stor tak til Michael for hjælp med transport o.s.v.

Har læst ca. 445 sider i min Emerson-biografi -- og 100 sider i W.C. Williams: "In The American Grain". Jeg havde den med i toget.

Og i dag er det min fødselsdag.

I morgen skal jeg til Skanderborg for at tage endelig afsked med vores gamle lejlighed. Husværtinde Lene skal have overdraget nøglerne. Og i overmorgen er det min fødselsdag. Sidste år - kan jeg læse i min blog - tilbragte jeg dagen syg i sengen. Vi får - i år - ingen gæster, og Ane skal arbejde til først på eftermiddagen, men vi har talt om bagefter at tage på strøgtur i København. Måske. Hvis vejret holder.

Det bliver vemodigt at skulle sige helt farvel til lejligheden i Adelgade. Jeg var meget glad for at bo i Skanderborg -- og for menneskene dér.

Fotografiet: Udsyn over Adelgade.

Har læst 425 sider i min Emerson-biografi.

Jeg har i dag oprettet et ny tag: Mr. X -- som er min mystiske mæcen. Jeg har vistnok endnu ikke fået tagget alle de relevante blog-indlæg, men jeg vil arbejde på sagen.

Den nyeste pakke, som jeg modtog forleden - men ikke fik skrevet om, fordi der gik familie i farsen, så at sige - indeholdt endnu en cap, denne gang med teksten "Support DPS". Awesome! Og en hel stak film, hvoraf jeg indtil videre kun har nået at få at se den ene, den nye James Bond.

Jeg takker - igen - mange gange. Billeder af pakken og cap'en følger senere i dag.

"Begynd dog at være lidt skabende," skriver Fuhlendorff i en kommentar, "i stedet for at sidde og læse alle de skide bøger." Godt sagt -- men jeg er åndeligt talt i pitstop (og har efterhånden været det længe). Jeg sidder oppe i mit hovede på en af de dér motorvejs-restauranter, hvor man ikke kan foretage sig meget andet end at æde fiskefileter med remoulade, mens man læser Ekstra Bladet og overvejer, om man måske skulle investere kr. 19,75 i en af de sjove bumper stickers. Eller, altså, ikke Ekstra Bladet, men biografier om Emerson. Og ikke bumper stickers -- og heller ikke fiskefileter. Men ellers.

Da vi flyttede fra Skanderborg, smed jeg alt mit maler-grej ud, alle mine ufærdige malerier og al maling. Her er det - nede i bunken - på vej på forbrændingen:
 


På et tidspunkt, håber jeg, får jeg igen lyst til at male -- men ikke nu. Nu vil jeg skrive, og skriven tager tid. Som Peter Nielsen engang skrev til Martin Glaz Serup: " Hvis det skal handle om poesi, tror jeg egl. nok at jeg vil sige, så skal det på en eller anden måde handle om noget andet først." Og "Længe betragter man ikke sine tilnærmelser til processen som rigtigt gældende, men på et eller andet tidspunkt glider holdningen over i noget andet." Mere her. Alt det andet, som ligner dovenskab - at sidde og hugge i sine fiskefileter - hører med til processen, og der er - i hvert fald for mit vedkommende - ingen vej uden om. Andre og mere talentfulde mennesker har det givetvis nemmere. Det er undertiden ret frustrerende, synes jeg, men med tiden har jeg udviklet en form for overlevelsesstrategi -- som bl.a. inkluderer at læse en masse faglitteratur om emner, jeg som udgangspunkt ikke ved meget om, og som jeg ikke føler mig forpligtet på. Og biografier. På den måde, mens jeg venter, fodrer jeg hjernen og holder den åben -- samtidig med at jeg slapper af.

Desuden - har jeg bemærket - begynder jeg ubevidst at udnivellere -- apropos min tidligere blog-post, hvori jeg udtrykte min begejstring for diverse tv-programmer. Jeg mister interessen for mine egne holdninger m.h.t. tings æstetiske værdi og lader dem være, som de er -- billedligt talt: Som forskellige, men ligeværdige ord på samme side. Nogle mennesker tror, tror jeg, at det er vigtigt at have holdninger til alting for at kunne skrive. Jeg tror - både bevidst og ubevidst - på det modsatte. Ens holdninger skal under alle omstændigheder nok gøre sig gældende. Det kunstneriske arbejde - forud for den faktiske, kunstneriske produktion - består ikke i at dyrke eller kultivere dem, holdningerne, men derimod i i en vis forstand at gøre sig holdningsløs. Som når man sidder på en motorvejs-restaurant -- som er et fantastisk sted, som jeg holder meget af, fordi det er åndeligt fladt.

Har læst 282 sider i min Emerson-biografi.  

Nicolas spørger i en kommentar - her - til mine emails. Jeg er p.g.a. flytning og andet kommet meget bagefter med besvarelse af mine emails -- og det beklager jeg meget. Der sker (i det skjulte) ting og sager, som jeg har måttet bruge tid på, men jeg vil forsøge hurtigst muligt at få bragt mit hus i orden. Så at sige.

Jeg har - igen-igen - modtaget en pakke fra min anonyme mæcen, denne gang adresseret til BGP "Esq." -- "Devil's Island":
 


Pakken indeholdt to film, heraf den ene "Saw III" (som jeg glæder mig - som et blodtrængende barn - til at se). Og denne super-fantastiske cap:





Er den ikke flot? Jeg takker mange gange. Bemærk i øvrigt at pakken er forsynet med frimærker fra "Pilipinas". Min mystiske mæcen er helt åbenbart a man of the world. På bagsiden stod der "Horizon Hill Hotel, Malabania Str".

Ane og jeg brugte lørdagen på at gøre rent i lejligheden i Skanderborg. Vi overnattede natten mellem fredag og lørdag hos min svigerinde og svoger + børn i Sejs (ved Silkeborg), og lørdag morgen blev vi samlet op af mine forældre, som meget venligt havde indvilliget i at bistå med rengøringen. Min far havde taget sin trailer med, så vi kunne få diverse affald kørt væk. Her er et paparazzi-foto af ham -- ifærd med at slå de sidste knuder:



Hen på eftermiddag troppede osse Lars op. Og i dag, søndag, kommer svigermor og svigerfar på besøg.

Vort nye hjem begynder så småt at virke beboet -- og beboeligt. Vi har fået tømt de fleste kasser og samlet og fyldt reolerne. I dag blev stereoanlægget (3 uger efter indflytningen) sat til, og Ane fejrede det ved at lytte til Van Morrison. Vi mangler at få ophængt og placeret diverse lamper, ligesom vi mangler at få hængt malerier og billeder på væggene -- og når vi får det gjort, vil det sikkert hjælpe en del på hyggen. Hvide vægge er ikke noget for mig. Jeg er så afgjort ikke en hvide-vægge-slags person.

Der sker ting og sager ude i samfundet, men jeg har ikke tid eller overskud til at følge med i ret meget af det -- for jeg ser fjernsyn. Efter 7-8 år med kun DR1 er det som om, vort TV nu igen er kommet i blomst, og jeg er som et barn - eller, for ligesom at fastholde metaforen, som en botanik-nørd - der slet ikke kan få nok. Jeg er nødt til at se det hele, alle komedieserierne og krimierne og dokumentarprogrammerne om vilde dyr og rumekspeditioner o.s.v. Jeg har set "Monk" (på to forskellige kanaler), "Inspector Lynley", "Two Pints" på BBC, "Myth Busters" på Discovery, "King of Queens", "Desperate Housewives", en paneldiskussion - på fransk kanal 5 - om romanens status, "Gilmore Girls", "Møllehave Møder" på DK4, lokal-TV, Cartoon Network og meget - masser af - andet. Og jeg synes stort set, at det hele er fantastisk. Men måske går det over.                

Der har været lidt stille i bloggen de seneste dage, og jeg har modtaget adskillige bekymrede emails. Tak for dem. Jeg blev ved med at snuble over kablerne til PCen, hver gang jeg skulle forbi med en kasse, og til sidst pakkede jeg maskinen sammen og satte den i en krog. Men nu har den fået et bord.

Vi er godt undervejs med indflytningen, men mangler stadig meget. Jeg har - i løbet af de sidste 14 dage - lært at værdsætte, fordi jeg savner den, den dér lethed, hvormed man sædvanligvis bebor. Alting er lige nu, fortsat, latterligt indviklet: At finde et par rene sokker, at finde en kuglepen o.s.v. Det tærer på psyken og gør mig træt og stresset i maven. Og dertil: Det hjælper ikke, at jeg ikke behøver at skynde mig -- fordi jeg for nuværende ikke skal andet.

Tak - osse - til familien for den pakke med hyggeslik og andet, som jeg i går hentede på posthuset. Jeg får, hver gang jeg går død og må sætte mig ned, set en hel del TV, mest Animal Planet og sit coms. Min nye favorit er BBCs "Kiss Me Kate", mest fordi jeg vældig godt kan li Caroline Quentin (kendt fra bl.a. "Men Behaving Badly").

Er gået i gang med at læse nogle bøger om Ringsteds historie og er næsten - ved siden af - færdig med Hans Küngs "Theology for the Third Millenium". Her er to idéhistorikere i aktion: Hans-Jørgen Schanz og Malene Busk i DR2s Deadline 2. sektion: "Hvad ska' vi med Gud?" 

Så har vi (meget næsten) fået alle vore ting til Ringsted. I fredags kørte mine svigerforældre et stort trailer-læs med 40 bogkasser + malerier og diverse:
 




-- og i går hjalp Flemming og Emma os med at få pakket og kørt de sidste 22 kubikmeter:





Nu står der kasser og poser og skabslåger og lamper overalt, og det er ret svært at overskue, hvordan det nogensinde skal lykkes at få det hele på plads.

Kurt og Bodil og Inger kom forbi i går og hjalp os med at slæbe -- og bagefter inviterede de os på aftensmad.

En meget stor tak til alle!

Ane er startet i sit nye job, og jeg går alene rundt i vort nye hjem, ser sit coms på TV, vasker nogle skabe og støvsuger lidt rundt i hjørnerne. Vi måtte prioritere, hvad vi ville - skulle - have med i første flyttelæs, og stort set ingen af mine ting kom med. Det er nok en tanke værd. Bortset, selvfølgelig, fra tøj og en tandbørste. Stereoanlægget kom med, og to kasser med CDer, men ikke reolen, anlægget skal stå i. DVD-maskinen kom med, men ingen DVDer -- og mine bog-reoler, men kun en enkelt, lille kasse bøger. Til gengæld kom mange af Anes fagbøger med -- men ikke reolen, de skal stå i. Men reolerne til skønlitteraturen, men ikke skønlitteraturen. Og så videre. Der er reelt ikke meget, jeg kan foretage mig, før vi har fået hentet resten af vores ting, ud over at gå og blive lidt små-panisk ved tanken om, at vi nu pludselig befinder os HEROVRE, og at jeg indtil videre ikke har nogen anelse om, hvad jeg skal lave. Her.

Den ene, forkølede bogkasse, jeg fik med, indeholdt bl.a. en essaysamling af Henrik Stangerup. Jeg har læst nogle uddrag -- og er nu ca. en tredjedel gennem Ethelbert Stauffer: "Jesus - hans liv og samtid i historisk belysning". Som osse var i kassen. Jeg har haft den stående i reolen i årevis. I formiddags så jeg en episode af "Xena" -- dén, hvori Sisyfos tager døden til fange.

Tak for de mange, venlige hilsener. Flere fotografier her. Vi er stadig langt fra på plads, og jeg ved ikke, hvor spændende det er at glo på billeder af næsten ingenting -- men måske. I hvert fald kan familien få et første, svagt indtryk af, hvad det er, vi har rodet os ud i. Som det fremgår af det sidste foto på siden har vi i dag fået vore navne på postkassen -- og ja, Gitte (og alle), nu kan man sende post til os på denne adresse:

Kildemarken 75
4100 Ringsted

Jeg skrev i mit Rahner-indlæg om sidste- og første-gange. Indtil videre har vi - for eksempel - for første gang modtaget et Irma-katalog, for første og anden gang været i SuperBest på Køgevej, været i bad i vores nye badeværelse, hilst på en lokal og meget nysgerrig kat -- og meget andet. Vort TV (og det er selvsagt ikke det mindst vigtige) har pludselig fået et helt nyt liv. Mere end 30 kanaler. I Skanderborg - i 7-8 år - ku vi kun ta DR1.  

Og så er vi i Ringsted. Første flytte-omgang gik let -- takket være Lars og Peter, der kom og hjalp, og (ikke mindst) Anes forældre, Jørgen og Gertrid, og Niels, chaufføren. En stor og varm tak til dem alle. Vi bar den første kasse ud af lejligheden lørdag ved 14-tiden, og kl. 20 (da Matador begyndte) satte vi os til bordet - i Ringsted - for at spise Gertrids medbragte mad. Vi fik (ifølge Anes skøn) ca. 40% af vores ting med herover. Tøj, køkkengrej, reoler, en sofa og vores seng. De næste 10-15% klarer vi (forhåbentlig) på onsdag, hvor Jørgen og Gertid har tilbudt at tage endnu en tur frem-og-tilbage tværs over landet, og resten flytter vi førstkommende weekend. Og så er det slut. Næsten. Bortset fra rengøring af den gamle lejlighed + diverse.

Jeg har oploadet nye billeder til denne adresse. Måske er nogle af dem lidt mørke. Jeg sidder (hvor jeg sidder) med solen lige ind i øjnene, og jeg kan ikke rigtig se, hvad jeg foretager mig.

Meget mere følger.

Det er fredag, og klokken er lidt over 23. I morgen ved 13-tiden kommer Niels med flyttebilen, og om ca. 10 minutter pakker jeg denne computer. Dette bliver altså mit sidste indlæg fra Skanderborg. Ha det godt til vi ses på den anden side. Af broerne. Ifølge TDC burde vi være online i Ringsted allerede på mandag -- men lad os nu se.

- I needed the money! Det er sære dage i Skanderborg. I går aftes, f.eks., håndvaskede jeg tre par seler:



-- hvilket jeg, såvidt jeg husker, aldrig før har gjort. Overvejer, når vi kommer til Ringsted, at blive en sele-person. Alle mennesker elsker seler, og jeg tror, det ville gøre et positivt indtryk på de sjællandske.

Og jeg fandt en mappe med gamle data-CDer. Jeg gav mig ikke til at tjekke dem allesammen, selvfølgelig, men jeg stak en enkelt i maskinen. Den indeholdt nogle ret incriminating photos fra min fortid som yngre. Her er f.eks. nogle stills fra en kortfilm, jeg engang medvirkede i. Jeg spillede en alvorlig, vestjysk præst:
 


- som bl.a. p.g.a. sin smukke sekretær:



- var martret af erotiske fantasier og drømme:



- og derfor måtte ta kolde bade:



Hvilket er for intet at regne sammenlignet med dengang, jeg lod mig overtale til at medvirke - i øvrigt af samme person, som her skal være unavngiven, men han hedder Peter - i en film med et manus, der lød: "To fyre spiller stripskak, og når den ene har vundet, går de ovenpå."  Her er et overblik over min daværende situation:

I dag, har jeg bestemt, er tal-som-Hercule-Poirot-dag. Jeg fik ingen søvn i nat. Hvad var det, der nagede Bo Gorzelak Pedersen? Lad os ikke, mon ami, søge efter indviklede svar, når forklaringen er enkel: Søvnløshed! Han kunne ikke sove.

Så burde det være ganske vist. Vi har modtaget, underskrevet og returneret lejekontrakten -- men kan (som udgangspunkt) først få nøglen d. 1. februar. Vores nye adresse bliver: Kildemarken 75, 4100 Ringsted. De iblandt jer, der brænder for at få lov til at hjælpe med flytningen, bedes indsende ansøgning til formanden for bloggens bestyrelse, gorzelak@hotpop.com. Skriv gerne (i prioriteret rækkefølge) hvilke ting, I gerne vil bære. "Salmonsens" og "1001 nat" udløser en bonus på tre løg og et dunk i ryggen.

Ane ringede i formiddags til boligselskabet og bekræftede, at vi gerne vil overtage Kildemarken 75 -- og nu kan vi bare vente på kontrakten. Kristeligt Dagblad oplyser, at Kirkeministeriet har reddet "Danmarks Kirker" fra en truende fallit. Mere her. Faktisk forærede jeg Ane den nyeste bog i serien i julegave -- og altså har osse jeg givet mit bidrag. Men jeg er ikke nævnt i artiklen. Berlingske skriver om en ny hamster-pille, der skal give os sexlysten tilbage. Læs her. Og ifølge Post Danmark er der 48810 butikker i Danmark. Her. Dagens læsning er Ezra Pounds "Pisan Cantos".   

Nå. Men. Vi skulle egentlig - efter planen - være på vej til Bryrup for at fejre nytår sammen med min svigerinde og svoger og børn og svogers bror og hustru og børn -- men i dag er det altså Anes tur til at være influenza-ramt. Hun ligger og snøvler. Jeg gik en tur i Kvickly for at skaffe forsyninger til i aften -- og stod i køen (som var lang) og fik øje på det nye nummer af "M!", som - hvis man skal tro Jubii-siden - på det nærmeste er et tema-nummer om Marianne G. Download wallpaper og Marianne-mobil-halløj her.     

Med frygt for at forhekse projektet: Ane har sagt god for boligen i Ringsted, og medmindre et-eller-andet går galt - bank bank - bor vi snart her. Se billeder. Det er et lille rækkehus i to planer - med blåt redskabsskur og sommerfuglebusk.

Skulle som nævnt (nedenfor) ha været til Ringsted i dag, men Ane måtte ta turen alene. Vågnede op med koldsved og hovedpine og hoste. Som min moster Anette siger: Der findes to slags influenza: Den type, som kvinder får, og som er uskadelig og plejer at være overstået i løbet af et par dage -- og den type, som mænd får, og som er meget værre, måske endda dødelig. Har indtil videre forsøgt mig med kamillete, varm mælk med honning, whiskey-toddy, suppe, Bentazil, søvn og ca. 25 afsnit af "Huset på Christianshavn". (Og meanwhile back at the ranch: Saddam er blevet henrettet, og de danske, sexologiske klinikker har kronede dage.) Ane sku bese boligen i Ringsted kl. 13, og nu sidder jeg og venter på at høre vurderingen -- inden jeg igen går i seng.

Sidder lige så stille på min pind og bliver vanvittig. Linda henviste i går - i sin blog - til dette helt fjollede spil -- og nu kan jeg ikke rive mig løs fra det. Klik klik klik. Jeg bryder mig i al almindelighed ikke meget om spil, og jeg spiller ikke, hverken kort eller ludo, Trivial, lotto eller computerspil. Jeg bilder mig ind, at det er noget (måske endda genetisk), jeg har arvet fra mit missionske ophav: At der er noget moralsk anstødeligt ved spil af alle slags; at det er noget, MAN ikke gør. Her i lejligheden (Ane er - i parantes bemærket - netop gået i byen for at poste vores opsigelse) ejer vi ikke ét eneste spil (bortset, vistnok, fra nogle enkelte PC-spil, som jeg imidlertid tidligere højtideligt har sværget aldrig igen at nævne i denne blog). Og se nu, Linda, hvad der sker, når en i øvrigt spil-afholdende falder i synd: Han hænger fast. Det er sørgeligt.

To andre ting: 1) I morgen drager vi til Ringsted for at bese en bolig, vi har fået tilbudt. Vi meldte os i boligforening for lidt over en uge siden, og siden har vi fået tilbudt hele 3 forskellige adresser. Så meget for bolignøden. Egentlig skulle vi ha været afsted i dag, men jeg er stadig lidt halv-sløj -- og nu ser det ud til, at jeg vistnok har smittet Ane. Forhåbentlig kommer vi afsted. Vi skal give endelig besked, om vi vil ha boligen, den 2. januar, og vi vil selvsagt gerne se den forinden.

Og 2) På grund af jul og anden dårligdom er jeg kommet lidt bagefter m.h.t. besvarelse af emails. Jeg beder alle berørte udvise, venligst, lidt langmodighed.

Billedet: Min mors flæskesteg. Det lykkedes os i går aftes at nå tilbage til Skanderborg. Ligesom udrejsen, der gik i ged, fordi et DSB-tog på vej fra Århus ikke ville køre, tog hjemrejsen ca. tre-og-en-halv time -- hjemrejsen fordi en togfører (i Struer) ikke mødte på jobbet, som han skulle. Så både frem og tilbage måtte vi vente 40-50 minutter på en hård bænk i Herning. Og da vi kom til Skanderborg, ku vi ikke få en taxa. Har hostet og prustet og snottet hele natten.

Er der nogen, der kender et godt freeware eller open source-DVD-brænder-program, som kan brænde mpeg-filer til DVD?

Tilbragte juleaften sammen med Ane og mine svigerforældre. Sidste år fik jeg ikke en eneste CD i julegave. I år fik jeg hverken CDer eller bøger -- og det er med garanti aldrig sket før, i hvert fald ikke siden jeg var spæd. Til gengæld fik jeg en kæmpe stak TV-serier på DVD: Alle afsnit - vistnok 84! - af "Huset på Christianshavn", 3. sæson af "Seinfeld" og 5. sæson af "Married With Children". Plus to Morse-afsnit. Og derudover fik jeg dimser: En trådløs Kirk-telefon til fastnet, et BlueTooth-headset og en dongle til mobilen, hele to USB hubs. Ingen undertøj, ingen sokker, ingen bløde pakker overhovedet.

Og i dag, 2. juledag - fuldstændig ligesom sidste år - vågnede jeg op og var - er - syg. Måtte melde afbud til DEN STORE FAMILIEKOMSAMMEN og tilbringer nu dagen i sengen -- hvor jeg ligger og læser min lille nevøs "Lucky Luke"-albums. Jeg hader at være syg.   

Det har for mit vedkommende været en lidt doven dag i dag. Måtte melde mig syg p.g.a. problemerne med min - bogstaveligt talt - venstre halvdel -- hvorefter jeg faktisk begyndte at føle mig lidt sløj. Og sov hele eftermiddagen væk. Var ved lægen ved 10-tiden, og i morgen skal jeg til tjek på sygehuset i Århus -- ikke p.g.a. hånden, men p.g.a.

Sarkoidosen. Hvilket gør mig en lille smule nervøs.

Har modtaget og er straks gået i gang med at læse mit eksemplar af Schopenhauers "Verden som vilje og forestilling". Og er så småt begyndt at smide diverse til genbrug. Det er noget af det trælseste, der findes: Når man har sagt ja til at hjælpe nogen med at flytte og står med den 47nde kasse, og sveden pibler -- og ejeren med et skævt smil siger: "Ja, på et tidspunkt skal vi nok osse ha ryddet op i noget af det her." Der er no way, jeg gider pakke og slæbe ting, jeg alligevel ikke har (eller får) brug for.

Got myself a gun. Det vil sige, faktisk, en tøset seneskedehindebetændelse i min venstre hånd. Øv. Dagens link: Berlingske skriver om the Minimum intrusion Grid Project: Hjælp videnskaben.

Var i weekenden til hyggelig familiekomsammen i Struer, og bror Lars gav mig en DVD med den engelske komedieserie "Believe Nothing" -- hvori Rik Mayall spiller quadruple professor Adonis Cnut. A Cnut. Cnut. Knud. Besøg The Rik Mayall Website.

Det er d. 10. december, og hvis jeg ikke tager meget fejl, vil Cecilie og Hubert i aften drage til Skt. Bendts Kirke i Ringsted for at bese kong Valdemars grav -- og jeg kan i den forbindelse oplyse, at Ane i begyndelsen af det nye år, om alt går vel, starter i nyt job i Ringsted. Og at vi derfor flytter -- om ikke til Ringsted, så (til) i nærheden af Ringsted. Som altså ligger ca. midt på Sjælland.

I øvrigt -- apropos "Absalons hemmelighed": Ifølge Ane havde Absalon (så vidt vides) ingen børn -- men det er da en kanon-god plot-idé. Næsten ligesom i "Da Vinci Mysteriet". Og desuden: "Sions priorat" (i "Da Vinci Mysteriet) var og er et fup-nummer -- hvorimod der faktisk findes et slags hemmeligt, dansk Hvideslægts-selskab. Læs mere om Hvideslægten her.

Jeg har den sidste måneds tid fornøjet mig med at følge diverse diskussioner i litteratur-blogs -- om litteraturens, navnlig lyrikkens, samfundsmæssige betydning, om litteraturkritikerens rolle og betydning, om forfatteres pligt eller ikke-pligt til at skrive og/eller agere politisk, tage parti for samfundets svageste, kæmpe imod "globalisering" eller - senest - for Ungdomshuset. Og så videre. Jeg har i det store og hele klogeligt undladt at blande mig, dels fordi 1) jeg føler mig som en udenforstående, og 2) fordi jeg er intellektuelt ukorent bemøblet. Eller som amerikanerne siger: Spirituelt. Jeg elsker den borgerlighed, som så mange andre elsker at hade, og jeg føler mig fuldstændig overbevist om, at vi danske lever i den bedste af alle verdener. Jeg holder af brun sovs og borgerlige neuroser og dybe hemmeligheder og demokratiet. Jeg er opdraget til at overholde lov og orden, og jeg føler ingen sympati for mennesker, der - hvadenten det er på grund af religiøs eller politisk selvfedhed - mener, at de har ret til at bryde de spilleregler, der gælder i vort samfund. Jeg mener, at den slags mennesker er farlige.

Jeg nærer dyb foragt for al snak om "falsk bevidsthed", og jeg føler lede ved selvbekræftende forsamlinger af folk med "bedre" eller "højere" eller "mere oplyst" bevidsthed. Jeg kommer (min ene halvdel kommer) ud af et missionsk miljø, stærkt præget af forestillingen om at være en kreds (med blødt d -- som Højholt engang skrev til mig i et brev: Llivet og ddøden) hævet op over den jævne, forførte pøbel -- og det er altid dét, der først stikker mig i øjnene, når jeg støder på sådanne oplyste folk, der véd bedre end alle os andre: Det degneagtige. Det er et velkendt, sociologisk fænomen, at såkaldt "alternative" samfund stort set altid udvikler strengere og mere rigide normer end dem, der hersker i det omgivende samfund. Intetsteds - det tror jeg på - har vi mere personlig frihed og rum til personlig udvikling, kreativitet og forskellighed end i det bedsteborgerlige parcelhus-Danmark. Og intetsteds er det - litterært betragtet - mere spændende at være.     

Mine litterære forbilleder og helte var og er - mange af dem - nogle revolutionære sataner -- men, altså, i sproget. Litteratur handler jo om sprog -- ikke om at korrekse, men om at udvide bevidstheden. For den skrivende: Først og fremmest hans eller hendes egen. Man starter dér, hvor man er, og så begynder man at bevæge sig. Herom har jeg kun to ting at sige, nemlig 1) At det aldrig er nogen skam at være dér, hvor man er, og 2) At bevægelsen altid uundgåeligt osse - i bredeste forstand - er politisk. Og det er ikke finere eller mere rigtigt - trods alle myter om kunstnere - at udvikle sit sprog, d.v.s. sin bevidsthed, på Christiania, end det er at gøre det hjemme ved kakkelbordet. 

Dette er min blog-indlæg nr. 1400.

Bag disken (i lørdags) i Skanderborg Boghandel. Fotoet er taget af min chef, den yndige Helle.

Til familien: Jeg ønsker mig

- 200 kondomer til unge afrikanere. kr. 120,- Køb dem her. (Læs mere om Giv en ged her.)

- En USB-fordeler-dåse (eller hvad sådan en nu hedder) med ca. 1 m. kabel.

- En BlueTooth-dims (som vistnok hedder en dongle), så jeg kan få min PC til at snakke med min mobiltelefon.

- Iggy Pop: Lust for Life og Brick by Brick.

Mere følger.

Ane og jeg besøgte lørdag Lars S, som har gjort det til en god vane hver vinter at invitere en flok særligt udvalgte på suppe. Lars har en gigantisk film- og musik-samling, og vi blev bl.a. beværtet med et National Geographic-program om tempelriddere og udvalgte highlights fra "The Sea Hawk" og "The Adventures of Robin Hood". Og Svend, der osse deltog, fik lejlighed til at prale lidt med den gang, han mødte en bjørn. Søndag stod den på rengøring.

"Det er en mærk'lig, lille duppedit,
og bruges kan den altså - for så vidt."

Måske til at skræmme de indfødte med? Har vundet denne ting på QXL.

Og apropos indfødte: Helle fra Skanderborg Boghandel spurgte mig for nogle uger siden, om jeg ville være hende behjælpelig m.h.t. et større lagersalg -- og fredag, mandag og tirsdag har jeg stået i Byskovs tidligere slagterbutik midt på Adelgade. Og solgt bøger og kuglepenne og penalhuse. Vi har fyldt hele butikken. Det gamle interiør - frysebokse og slagterbænke - står der stadig. Vi tog forud for åbningen en tur i Jem & Fix og købte en enkelt træ-reol -- og i Jysk for at investere i 20 meter postkasserød, nervøs velour, som vi efterfølgende lagde ud, hvor der tidligere lå udskårne grise og køer. Resultatet, som jeg den næste måned skal gå rundt i hver dag, er blevet et slags surrealistisk bogslagteri. Som - som jeg sagde til Helle i dag - ydermere føles lidt som et bordel. Hver formiddag åbner jeg biksen, og sidst på eftermiddagen samler jeg dagens indtjening i en lille rød (osse den) pengekasse, som jeg derefter går ned i boghandlen og pænt afleverer til min bagmand. Som altså er en kvinde.

Der har indtil videre været pænt mange kunder. Jeg fordriver de ledige stunder med at bladre og smålæse lidt i nogle af de mange bøger. I dag læste jeg bl.a. en kort novelle af Peter Laugesen, et interview med Ray Bradbury og enkelte af Peter Adolphsens "Små historier".

For et par timer siden fik jeg min debut som skytte. Riffel på 15 meters-bane. Min score var 90/82/1 -- hvilket skal udlægges som følger: Ud af 90 mulige point (9 skud) fik jeg 82, og jeg havde 1 fuldtræffer. Hvis et skud berører en af cirklerne på skiven, f.eks. mellem 8 og 9, er det laveste point, der gælder, altså - i eksemplet - 8. En fuldtræffer er kun en fuldtræffer, hvis skuddet rammer i centrum uden at berøre den inderste, mindste cirkel. Normalt skyder man 25 skud, hvoraf de første 5 er prøveskud, som ikke tæller i ens regnskab. De næste 20 skud er fordelt med 2 skud mod hver skive. Som nybegynder fik jeg lov at skyde 15 skud og hhv. 2 og 3 skud mod hver skive. Cirklen (på billedet) yderst til venstre er 2 af mine prøveskud -- og de 2 næste er mine gældende skud.        

Jeg har lige siddet og læst min søsters indlæg om Gavin de Becker og om faresignaler i hverdagen. Navnlig én sætning - nemlig denne: "Hvis han ikke ville noget, så ville han ikke tale til dig" - fik mig til at sidde og småsnakke lidt med migselv. Jeg har et gén, som jeg næsten helt sikkert har arvet fra min mor, som gør, at jeg i al almindelighed er ude af stand til at være i nærheden af andre mennesker, uden at jeg partout skal (som det hedder) "slå en sladder". Det gælder ekspedienterne i Løvbjerg, og det gælder folk, jeg møder ved stoppestedet, i elevatorer o.s.v. For mig føles det det decideret unaturligt at stå ved siden af et andet menneske - f.eks. mens vi venter på bussen - uden i det mindste at hilse på hinanden -- og dermed (på et lidt dybere plan) anerkende hinandens eksistens. Og folk er jo flinke. Folk vil gerne snakke. Det sker stort set aldrig, at jeg bliver mødt med tavshed eller kølige blikke. En helt særlig kategori, som en slags sygdom, er (og jeg vælger at skrive det med stort) DE BEKYMREDE FORÆLDRE: Jeg hilser på bankdirektøren og bumsen og frisøren og den hjemmegående, og jeg hilser osse på børnene -- men i de senere år stadig mere varsomt. Hvis DE BEKYMREDE FORÆLDRE er i nærheden, kommer de straks farende og slæber barnet væk. Men jeg er aldrig "ude på noget", hverken m.h.t. bankdirektøren eller barnet -- og hvor ville det dog være en hæslig verden at leve i, hvis vi alle tænkte sådan, at "Hvis han ikke ville noget, så ville han ikke tale til dig." I hvert fald for mig, som jo altså har det dér gén. Snakkesaligheds-génet.    

I dag har indtil videre været en minus-dag -- eller som gode ven Peter sikkert ville sige: En udånder-dag, en af den slags dage, hvor man udånder mere end man indånder. Gik i seng og sov et par timer i eftermiddags, igen med den dér influenza-følelse i kroppen. Gik i Kvickly for at købe en ny scanner, men de havde ikke nogen. Jeg skal bruge en scanner til alle familiebillederne. Vi har ganske vist allerede én scanner, men den er alt for langsom -- og der er mange, mange, mange billeder.

Satte mig i går aftes (men ikke helhjertet, for det midt under Miss Marple) til at bladre lidt i den udklipsbog, jeg fik med hjem. Den er fyldt med familie-memorabilia, herunder bl.a. billeder af min bedstefar og hans brødre og søstre fra et gammelt nummer af Se & Hør, fra Jyllands-posten o.m.a.

Og mere positivt: Modtog i dag det eksemplar af Long Beach Dub Stars' "Wonders of the World", som jeg bestilte i USA for et par uger siden. Og i stedet for en scanner købte jeg kærnemælkshorn -- som jeg planlægger at indtage, mens DR i aften sender Jericho. 

I dag har Ane og jeg været til familie-kom-sammen i min fars familie. Mere specifikt: N.P. Pedersens efterkommere. Ham på billedet, min oldefar. Det var første gang nogensinde, vi var samlet, og ud af de ca. 45 fremmødte kendte jeg på forhånd kun en håndfuld. Nu sidder jeg her - bagefter - og er pludselig blevet udstyret med en hel, lille hær af granfætre og grankusiner, granonkler o.s.v. -- medsamt en næsten uoverskuelig opgave: Alle var blevet bedt om at medbringe gamle fotos og andet, og jeg var kvik nok til at foreslå, at vi samlede alt materialet på et website -- i stedet for at begynde at sende billeder og avisudklip på kryds og tværs mellem hinanden. Alle syntes, det var en glimrende idé, selvfølgelig (for det var det) -- og jeg meldte mig  som webmaster. Fik 2 fotoalbums, en cd med scannede fotos og - den hellige gral - et helt album med avis-annoncer, interviews og foto-reportager fra min oldefars tivoli, Aarhus Tivoli, med hjem. Det vil nok sætte mit organisations-talent på prøve, at forsøge at finde et system til kategorisering af alt materialet. I første omgang: Jeg skal bruge et webhotel med god plads. Gerne billigt, meget gerne stabilt og troværdigt. Hvis du kender en udbyder, som kan anbefales, så skriv gerne en kommentar.    

René udtrykker beklagelse over, at jeg spilder min tid. Bortset fra at det selvfølgelig er pænt af ham at tro, at verden af den grund går glip af ret meget -- : Han har en pointe. Lad mig derfor ile med at fortælle, at jeg i dag - osse - har været på vandretur i byen. Og at mit nye maleri er færdigt. Har jeg besluttet. På fotoet herover er det blevet mere rødt, end det i virkeligheden er. Next in line: Indkøb.

I dag lykkedes det mig endelig at blive scannet. Og lad os så ikke snakke mere om dét. Jeg spugte klinik-assistenten (for jeg fik ikke lov til selv at se billederne), om det havde været en æstetisk tilfredsstillende oplevelse -- og det mente hun. "Smukt indrammet," sagde hun. Sådan - tænkte jeg bagefter, på gåtur ned mod midtbyen - er det med megen stor kunst: Først korrekt indrammet kommer det for alvor til sin ret.

Jeg tilbragte en halvtimes-tid på en café og  besøgte derefter Accords marked. Manden, der skulle lukke op kl. 10, havde åbenbart sovet over sig, og da de endelig fik åbnet, stod vi en pæn flok og ventede. Igen - synes jeg, man må sige - udviste jeg en beundringsværdig coolness: Kom hjem med kun 3 CDer og 7 bøger, de fleste af bøgerne endda i småtingsafdelingen. Købte et spritnyt eksemplar af Den Blå Port 68/69, fordi det indeholder 2 digte af Peter Nielsen. Havde egentlig tænkt mig at bestille det hos min lokale boghandler. 2 bøger til Sarvig-samlingen: "Museum midt på dagen" og "Det Danske Akademi 1967-1974". Charles Baudelaire: "Dagbøger", en uglebog, og et meget flot, privatindbundet eksemplar af Suzanne Brøggers "Creme fraiche". Den er ikke sjælden, men jeg har alligevel været på jagt efter den længe. Jeg ville ikke ha bogklubs-udgaven, og jeg har droppet nogle stykker, fordi prisen var for høj. Nu fik jeg den i rødt halvlæder for en tyver. Og vel nok dagens - i mere end én forstand - mest ophidsende fund: Aurum Sex 1 og 2 (som ses foroven). CDerne var h.h.v. Per Nørgaards 3. symfoni, en ECM-udgivelse med Kancheli og Schnittke og Hans-Henrik Nordstrøm: "In The Woods". Og iblandt de ting, jeg samlede op, men derefter igen lagde fra mig: Vagn Steens "Digte for en daler", to Sartre-bøger, to Jevtusjenko-bøger, Jules Verne, en masse Torben Brostrøm, Robert Corydon o.m.a. Blir nok nødt til at ta derind igen, når priserne er faldet yderligere.     

.. 11th of September. Det er femårsdagen for terrorangrebet på WTC. Der er en kinesisk forbandelse, der lyder "Gid du må leve i interessante tider" -- og vi i min generation har været vidner til meget. Murens fald, Den himmelske freds plads, udforskningen af Mars, udbredelsen af AIDS og etniske udrensninger i Kosovo. Bare for at nævne nogle få. Men ingen enkeltbegivenhed har vel påvirket os så meget som 11. september. Murens fald kom som en overraskelse for mange, herunder osse for CIA, men understregede for så vidt blot, hvad vi alle allerede vidste: At de kommunistiske regimer i Østeuropa var færdige. Angrebet på tvillingetårnene var anderledes. Vi havde ikke troet, at det kunne ske. Det føltes som - og det var - et angreb på alle vestlige, åbne og demokratiske samfund, og vi var, tror jeg, alle meget berørte. Jeg var i hvert fald. 11. september gjorde et stort indtryk på mig, osse politisk. Min holdning i det efterfølgende kan vistnok opsummeres ganske kort: Jeg er revnende ligeglad med, hvad diverse arabiske fanatikere synes om vore, vestlige værdier eller om vor måde at leve på. Vi lever i den bedste af alle verdener. Hvis andre, andetsteds, har lyst til at indrette sig anderledes, så fred være med dem. Live long and prosper. Men hvis vi bliver angrebet, så bør vi selvfølgelig forsvare os -- ligesom vi, dersom vi har fornuft i kroppen - må stå vagt om vore interesser, både hjemme og ude. Hvis der er kommet noget som helst godt ud af 11. september, er det måske, at vi - håber og tror jeg - er blevet mere bevidste om egne værdier og idealer -- og at vi i løbet af vores bevidstgørelsesproces er kommet nærmere de andre lande, som vi deler skæbnefællesskab med. Således eksempelvis England og USA.          

I morgen tidlig kl. 8.15 skal jeg CT-scannes i Århus. Opdagede jeg i morges. Faktisk havde jeg sat mig i hovedet, at det først var d. 20., og kun fordi jeg skulle finde et telefonnummer, kom jeg til at rode i papirerne -- og opdagede, at jeg havde taget fejl af datoerne. Scanning i morgen. Samtale om resultatet d. 20. Og faktisk er dette anden gang, jeg er indkaldt, for første gang brændte jeg dem af. Det vil sige: Jeg glemte på forhånd at få taget den blodprøve, der sku vise, om jeg ku tåle at få indsprøjtet kontraststoffet i kroppen.

Når FOLK skal på sygehuset, osse selvom det bare er til undersøgelse, så plejer de at huske det -- og selvfølgelig glemmer man ikke 'bare' to på hinanden følgende indkaldelser til scanning. Hvis man - jeg - gør, kan vi nok tillade os at formode, at der må være tale om en form for ubevidst fortrængning. Og hvorfor fortrænger man?

Studér venligst ovenstående billede og giv dit bud på, hvorfor jeg - en slags mand - ubevidst skulle føle behov for at 'glemme' min tid.    

Vi har været småskrantende de sidste par dage. Ane måtte tilbringe gårsdagen i sengen, og jeg går rundt med min (nu igen) deforme pupil og ser lidt sløret ud. Af hensyn til potentielt øje-interesserede blog-læsere har jeg fremstillet følgende:



- som, sku jeg mener, taler for sigselv. Min pupil, som pupiller har for vane, udvider sig, når lyset er svagt, og trækker sig sammen, når lyset forstærkes. P.g.a. min næsten ubegribeligt interessante sygdom i kroppen hænger min pupil imidlertid fast nogle steder -- og trækkes derfor skæv.  Og jeg får for meget lys ind i systemet. Min øjenlæge har givet mig et stof ved navn Cyklogyl, som jeg skal dryppe i øjet hver dag. Cyklogyl tvinger pupillen til at udvide sig -- og, altså, bevæge sig. Idéen er, at den således skal rykke sig fri.

Stort inspireret af min succes med Dennis Potter-TV-serierne klikkede jeg efterfølgende ind på play.com for at tjekke "The Prisoner". Jeg har aldrig fået købt hele serien, for jeg har været for nærig. Jeg ved, at den for nogle år siden pludselig kom på udsalg -- og en del af mine bekendte var kvikke nok til at slå til. Men ikke jeg. Engelske Amazon vil ha £41.99 + porto, ca. kr. 500,- for den samlede boks (den billigste udgave) -- men der er åbenbart ingen ende på mit held. I disse dage. Play.com sælger lige nu selvsamme for kun £17.99 inkl. porto. Se her. Jeg bestilte den straks -- og har allerede modtaget en email med besked om, at den er på vej. Det er jo - faktisk - helt vildt.

Og andet: Har vundet Freuds "Drømmetydning" på QXL, begge bind for en flad tier. Jeg har ganske vist allerede en anden udgave stående på hylden, men denne, den nye, er bedre. Og "I Ching". Osse en tier.

Henrik, fordi han i morgen skal på tur, bringer allerede i dag et længere blog-indlæg om Nine Eleven. Læs det her. 

En kort opfølger på gårsdagens snak om sixpences. Som jeg skrev her i bloggen den 6. maj i år: Det er min ærlige overbevisning, at vi mænd burde gå med sixpence. Kulturen blev fattigere, da sixpencen forsvandt. Min morfar gik med sixpence -- ligesom (aldeles uden sammenligning i øvrigt) James Joyce. Og Klaus Rifbjerg. Ude i det store udland benævnes sixpencen flat cap, tweed flat cap eller Donegal tweed cap. De kan herhjemme købes i velassorterede herre-ekviperings-forretninger -- medsamt i jagt- og lystfiskerbutikker. Se f.eks. tingle.dk.

Har i dag været hos øjenlæge Hoppe -- og efterfølgende på apoteket for at indkøbe diverse dråber. Uagtet at de osse er smarte at ha, f.eks. når man skal finde vej til apoteket , eller hvis man har downloadet et skummelt filmklip fra nettet, som man egentlig gerne vil se: Der er meget bøvl forbundet med at ha øjne. Synes jeg. Den næste uge skal jeg dryppe med Maxidex 5 gange i døgnet -- og med Cyklogyl hver aften, før jeg går i seng.

Ubarberet -- men umiskendeligt med sixpence.

Som det gamle, jødiske ordsprog siger: "Hvis ét menneske kalder dig et æsel, så ignorér det. Hvis to mennesker kalder dig et æsel, så køb en saddel." Allerede i december sidste år - læs her - bemærkede jeg, at der muligvis var en sammenhæng -- og nu er jeg ikke længere i tvivl. I går aftes forsøgte jeg at se filmen "Forest of the Damned" -- og i dag vågnede jeg op med et blodrødt, lysfølsomt øje. Måtte blive i sengen til langt hen på eftermiddagen. Jeg er - som min Kierkegaard-læsende søster sikkert ville udtrykke det, ergo - overfølsom over for dårlige film. Måske, hvis det altså ikke var så irriterende, og hvis det ikke gjorde så ondt, ku jeg få en karriere som test-person for et eller andet film-selskab. Rødt lys: Back to production! Ingen reaktion: Distribute!

Købte (endda) "Forest of the Damned" på super-tilbud -- sammen med Steve "I'm Alan Partridge" Coogans "The Parole Officer" og Don "Phantasm" Coscarellis TV-film "Incident on and off a Mountain Road" fra serien "Masters of Horror".

Og øjet i øvrigt: Skal CT-scannes den 20. i denne måned.

I dag modtog vi da omsider sidste weekends udgave af Weekendavisen -- og jeg har netop rejst mig fra min Wegner-lænestol, som Ane gerne vil ha smidt ud, hvori jeg har siddet og læst portrættet af Rune Engelbreth. Enhver er sigselv nærmest, det er klart -- og som Cohen synger i en af sine sange: "Everybody knows that the boat is leaking." Jeg iler derfor med (i forlængelse af denne blog-post) et forsvar, ikke for Rune, men for migselv. Jeg bekender, at jeg, ligesom Rune, men mindre begavet, har læst - endda mere end bare én gang - alle Neutzsky-Wulffs bøger, i hvert fald frem til "Døden". Jeg har endog ejet dem, flere gange, osse de sjældne og dyre, men solgte for nogle år siden den (foreløbigt) sidste samling til en bekendt, som hér af hensyn til hans sociale omdømme skal forblive unavngiven, men som i det private liv hedder Frank Brahe. En god del af betalingen blev givet mig i naturalier -- mere specifikt: Et tryk af Joakim Skovgaard, uddrivelsen fra Paradis. Siden da har jeg igen-igen generhvervet mig enkelte af Neutzsky-Wulffs bøger, herunder "Okkultisme" og "Magi". Det bekender jeg -- ligesom jeg bekender, at jeg faktisk flere gange har mødt og talt med Neutzsky-Wulff, og at han - og jeg aner af Poul Pilgaard Johnsens portræt, at dette måske er det værste - engang har skrevet et lille vers til min hustru. Jeg håber ikke, at denne afsløring på nogen måde vil så tvivl om hendes akademiske fortræffeligheder (som er betydelige). Ligesom Rune har jeg osse engang været i Bramming, vistnok for at besøge byens genbrugscenter -- og jeg bærer briller, der - ligesom Runes - er forholdsvis billige. Og ligesom Rune har jeg en Aage helt tæt inde på kroppen: I Runes tilfælde Erwins far, Aage Neutzsky-Wulff, som ganske vist døde i 1967, og som for så vidt ikke har en dyt med noget at gøre. I mit eget tilfælde: Et medlem af familien på min fars side. Jeg har aldrig mødt ham, Aage, og måske hedder han slet ikke Aage -- men i så fald kunne han lige så godt have heddet Aage. Det bekender jeg. Jeg er forholdsvis - men ikke fuldstændig, det bekender jeg - uenig i mange af Runes politiske synspunkter og idéer, men jeg abonnerede på tidsskriftet "Faklen", det bekender jeg, og jeg har osse købt Runes bøger. Og forresten: Jeg har altid, i hvert fra teenage-årene og frem, været meget fascineret af satanisme som religiøst fænomen, og jeg har læst om emnet og skrevet om det. Dét kan man - til gengæld og desværre, synes jeg - ikke rigtig sige om Rune. I dén henseende er han lidt jævn. Så vidt jeg husker, skrev jeg endda på et tidspunkt et referat af en Fakkel-fest, som jeg var blevet indbudt til, og hvori - i referatet - jeg beklagede mig over den dybt skuffende mangel på omvendte kors og blod. For mig at se var det bare en flok universitetsstuderende, der gik rundt og snakkede filosofi, politik og religion o.s.v. Der var en auktion, kan jeg huske, men ikke nogen ofring -- faktisk ikke engang snak om den manglende ofring. Så jeg kom ikke til flere af deres sammenkomster. Det bekender jeg. Der var ingen altre, ingen anråbelser, no nothing. Hvor meget Poul Pilgaard Johnsen end gerne vil dæmonisere Rune Engelbreth og pådutte ham skumle agendaer: Vi skal nok ikke gøre os alt for store forhåbninger i den retning. Han, Rune, har en (endda undertiden lidt overdreven) tendens til altid bare at sige, hvad han mener. Rigtige satanister - det véd vi fra film - forstår at tie, og de kommer kun frem fra deres skjul, når stjernerne er i alignment. 

Jeg kan forstå på diverse blog-indlæg, at den nye Dylan-CD er på gaden. Jeg er - som jeg vist allerede flere gange har bemærket i denne blog - ikke nogen særlig god fan. Jeg følger ikke med i, hvad mine idoler render og laver, besøger ikke deres hjemmesider, læser ikke deres biografier -- og ved (følgelig) kun sjældent på forhånd, hvornår noget nyt er på vej. Faktisk er min afholdenhed desangående så påfaldende - for jeg følger jo dog med i så meget andet, læser andres biografier o.s.v. - at det er svært (for mig) ikke at få den tanke, at der er tale om en slags ubevidst vægring. Jeg foretrækker (åbenbart) at holde en distance -- og forklaringen er formodentlig ligetil: At jeg på den måde ikke risikerer at falde igennem og komme ud på den anden side, i et opgør. Har lige - apropos - siddet og læst et interview med Søren Ulrik Thomsen, hvori han bl.a. udtaler om fans, at

"Så må jeg leve med, at jeg også kommer ud for mennesker, der har fået en forestilling om mig på hjernen og ladet mine tekster fylde alt for meget i deres hoved, og det er altid ildevarslende, for næste station er jo logisk nok, at de for at få luftet ud skal igennem et kæmpeopgør med alt, hvad de forbinder med mig, og nu skal til at pisse på de selv samme digte, de før var så overdrevent opslugt af. [...] For nylig fik jeg gudhjælpemig et langt, omhyggeligt håndskrevet brev fra en pige, der havde været til mine oplæsninger og kunne hele værket forfra og bagfra og nu lige ville fortælle hvilken rædsom person, jeg er."

Thomsen skriver i øvrigt selv i forordet til Ole Sarvig-udvalget, som jeg forleden købte, at

"Når jeg spørger migselv, hvorfor jeg aldrig har haft brug for at slagte Ole Sarvigs poesi i et blodigt faderopgør, er svaret, at skønt hans digte i sandhed har betydet meget for mig, fik de ikke lov at stå alene ret længe, for der dukkede hurtigt en anden patriark op, nemlig Per Højholt, der på mange måder er Sarvigs modsætning."

Jeg tror, at det er - osse selvom man ikke selv er kunstner, men bare er en jævnt reflekterende person - en forholdsvis almindelig, psykologisk mekanisme: Identifikation og opgør -- og at frygten for opgøret ofte medfører en vægring m.h.t. identifikation. Jeg har aldrig kunnet forstå eller dele trangen til at gå op i et idol -- og måske som et resultat heraf har jeg (vistnok) aldrig mistet nogle af mine, omend enkelte med tiden er gledet i baggrunden.

Og tilbage til virkeligheden: Ingen af vore lokale butikker har hjemkøbt Dylan-CDen, så jeg må pænt vente. Og det kan jeg. Men til gengæld har jeg lige vundet Klaus Rifbjergs "25 desperate digte" på QXL. 

Stod op, tændte computeren og klikkede ind på Lindas blog. Hendes indlæg om Ferlinghetti fik mig til at tænke på, at jeg faktisk for nogle år siden skrev og privatudgav to digthæfter med titlen "Pludselig i dag at komme i tanker om Ferlinghetti (1 og 2). En forholdsvis oplagt association -- og mens jeg forsøgte at finde teksterne på min PC (uden held - jeg har dem måske på en CD et sted), kom jeg osse pludselig i tanker om andre hæfter. Jeg fandt nogle af dem og har nu lagt dem på min hjemmeside, så de kan downloades som pdf. Jeg ved ikke, hvordan andre digtere har det med deres egne ting, respektivt, men jeg har en klar tendens til lægge afstand - i mit hovede - så snart jeg har fået noget på tryk. Sådan set er det én af de væsentligste årsager til, at jeg overhovedet laver mine hæfter, for jeg bilder mig ind, at det netop er sådan, jeg bedst kan bevæge mig fremad: Nærhed, afstand, nærhed, afstand ... o.s.v. Og for hver omgang, håber jeg, blir jeg lidt klogere. Og bedre. Jeg ville i dag ikke (kunne ville) skrive tilsvarende digte -- som dem i de følgende hæfter. Jeg huskede dem som dårligere, end jeg nu (hvor jeg har genlæst dem) synes, de er. I det mindste er der flere gode begyndelser eller ansatser. Som Peter Nielsen i en mail bemærkede m.h.t. mit nyeste hæfte, "Farao": Der er ikke mange overflødige ord. Det er sandt. Jeg er efterhånden blevet mere og mere nærig med mine ord -- men sådan har det ikke altid været. Og jeg håber, at det på et tidspunkt vender. Jeg går og venter på, at der skal gå hul.

Download som pdf-fil:

"15 digte" fra 1999. Jeg skrev, så vidt jeg husker, digtet "Afsnit P" til websitet -- som en julehilsen. Edwin Muir-digtet blev senere bragt (i oversættelse) i en amerikansk antologi.

"Selvtilfredsstillelser" fra 2001. Flere af digtene i hæftet stammer fra tiden umiddelbart efter min bedstefars død.

"Natarbejder" fra 2001. "Fiskene skriver ... " blev bragt i et eller andet blad (som jeg nu har glemt navnet på), og de fleste af "Hvordan man"-digtene blev trykt i antologien "Allegro" (Forlaget Lyrica), som Linda var co-redaktør på. Jeg kan godt li flere af de korte digte i hæftet, men titel-digtet er meget mislykket. Jeg har længe gerne villet skrive et langt digt, men jeg dúr ikke til det.

"Alle ved dette er ingensteder" fra 2002. Titlen er (selvfølgelig) tyvstålet fra Neil Young, "Everybody Knows This Is Nowhere". På dette tidspunkt begynder mit sprog, som man vil kunne læse, at bryde sammen -- og jeg er ikke rigtig kommet mig siden.

Ferlinghetti-hæfterne stammer fra 2000. Hvis det lykkes mig at finde teksterne, lægger jeg nogle af digtene i bloggen.

Jeg har på fornemmelsen, at jeg muligvis har misset et eller andet, mens jeg har været væk. I hvert synes der (i det mindste i blogosfæren) at ha rejst sig en folkestemning mod gratisaviser -- som, måske fordi jeg endnu ikke et helt tilbage i geled, forekommer mig en kende ude af proportioner. Find links til nogle af de mange indlæg her.

Jeg har ingen anelse om, hvad de nye gratis-aviser vil komme til at indeholde, men som udgangspunkt er jeg (for det er jeg) positiv stemt og nysgerrig. Ane og jeg har gennem tiden holdt flere forskellige aviser, men aldrig særligt længe. Danske aviser, synes jeg, er sjældent pengene værd -- og situationen er værre, når man bor i en lille provinsby. Hvad hulan rager det mig, om dén eller dén café i København er hot eller not? Det er jeg da rystende ligeglad med.  Men på den anden side er det rart i det mindste at få de vigtigste nyheder -- og det er rart at ku indta dem på en bænk, f.eks. Man kan jo under alle omstændigheder - så rigeligt, endda - få dækket sine nyhedsbehov via nettet. Bl.a. derfor har jeg været forholdsvis meget begejstret for MetroXpress og Urban. De opfylder fint de behov, jeg har m.h.t. avislæsning (lige nu, ifølge min feed reader, er der præcis 860 ulæste nyheder - hvis jeg skulle føle trang til at blive INFORMERET). Og jeg har faktisk flere gang overvejet ligefrem at tegne abonnement på MetroXpress (for vi får den ikke leveret). Hvis de nye aviser kommer til at ligne, så vil jeg ta pænt imod dem. Alle andre kan varme sig ved tanken om, at ligemeget hvad bladhusene tror eller håber, er der næppe et marked for så mange, nye aviser -- og de vil formodentlig hurtigt gå på røven, hele bundtet.

Og så er vi atter tilbage, faktisk næsten helt efter planen. Vi mellemlandede - både på udtur og retur - i Stansted, UK, og heldigvis blev ingen af vores afgange aflyst. Sikkerhedskontrollen tog en lille evighed (og jeg måtte afhænde min bedste pibe), men vi kom til Tirstrup med kun en halv times forsinkelse -- og nåede den sidste bus fra Århus til Skanderborg. 0.25. Dut. Og var hjemme ca. kl. 1. Mere om situationen i England her.

Et lyn-hurtigt resumé: Besøgte James Joyce Centre (billeder herunder) og beså det jesuitiske Belvedere College (osse billeder), hvor Joyce studerede. Var i Sandycove og besteg Martello Tower, tårnet hvori "Ulysses" begynder ("Stately, plump Buck Mulligan came from the stairhead, bearing a bowl of lather on which a mirror and a razor lay crossed. A yellow dressing gown, ungirdled, was sustained gently-behind him by the mild morning air ... ") -- og som nu er indrettet som museum. Spiste frokost på Fitzgerald's Pub, hvor Joyce plejede at hænge ud. Besøgte Dublin Writers Museum, Dublinia og Christ Church Cathedral, St. Patrick's Cathedral, National Museum, så en flot udstilling om Yeats på National Library (inkl. diverse notesbøger og halløj fra hans tid som medlem af Order of the Golden Dawn) og overværede en opførelse af hans sidste teaterstykke, "Purgatory", på Beckett Centre. Og så en udstilling om The Book of Kells. Med mere.

To billeder af indgangen til Belvedere College:





Og billeder fra The James Joyce Centre:

And from Galway to Dublin town. Læs om William Butler Yeats her, her og/eller her. Tre online-digtsamlinger her. Læs om The Chieftains. Besøg dem her. The Dubliners.

Og husk -- med Warren Zevons ord: If I leave you it doesn't mean I love you any less. Sidste mand husker at slukke lyset ude på lokummet.

Ifølge en ny Gallup-undersøgelser, oplyser DR, støtter et flertal af danskerne "Israel i den nu fire uger lange krig mod Hizbollah-militsen i Libanon [...] 57 procent mener, at det er Hizbollah, der bærer ansvaret for konflikten, mens 37 procent peger på Israel. Samtidig siger knap hver anden dansker, 48 procent, at de har mest sympati for Israel, mens den shiamuslimske milits kun bakkes op af syv procent, der især findes blandt vælgere på venstrefløjen."

Det lyder rimeligt nok, synes jeg, for jegselv, der er et dusinmenneske, har det fuldstændig ligesådan. Se billedet herover. Lagkagen er lavet v.h.a Create a Graph. Cirka halvdelen af mig har mest sympati for Israel. Som udgangspunkt - i det mindste - er det jo ikke så svært at ta parti, for israelerne er vores venner, og det er Hizbollah så helt og aldeles afgjort ikke. På den anden side: I min hjernes gule område, som er forvirringen, er jeg usikker på, om Israels taktik er fornuftig -- og i mange andre dele har jeg medfølelse med de uskyldige libanesere, der er blevet taget som gidsler og lider under konflikten.

Og undskyld damen i baggrunden. Det var det eneste foto, jeg ku finde.

Ane og jeg tog lørdag til vikingetræf ved Moesgård Museum i selskab med Susanne og Lars-Henrik. Her er nogle fotos:



Først så vi Moesgårds permanente udstillinger, heriblandt Fjendens ansigt om fundene fra Illerup Ådal -- og vi så særudstillingen Vikingernes Aros. Som var et planche-helvede.



Og så vandrede vi ...



.. og vandrede ...



... til vi nåede vikingernes lejr ...



... hvor børn beundrede langbuer ...



... mens trætte og varme krigere vendte hjem fra et større slag.



Nogle skjolde.



Forplejning.



Flere vikinger med våben.



Og set bagfra.



Hjemlig vikinge-hygge.



Udsigt over nogle af teltene.



Folk.



En arabisk krydderi-sælger.



Flere folk.



En dreng beundrer hjelme.



En vikinge-krops-kunstner, som optrådte.



Et vikingeskib.



Udsigt over stranden.

Og her er nogle bøger:

Blandt andet for at imødkomme René, Mette og Irene: Lidt flere ANDRE TING.

Her er hjertet, der hænger på skabet foran mig:
 


Jeg fik på et tidspunkt en hel posefuld af sådanne hjerter af min far, og jeg brugte de fleste - så vidt jeg husker - som invitationer i forbindelse med en fødselsdag. Men jeg beholdt denne ene -- og har den nu hængende til daglig påmindelse. For det er jo så sandt.

Her er nogle sten, jeg har liggende i vindueskarmen:



Stenen med hullet i midten tjener (for mig) to formål: Dels som et eksempel på arbejdsomhed -- og dels som en slags talisman, der skal afværge alle tanker om, at denne verden er regeret af sund fornuft. For det er den ikke -- og det må man aldrig tro. Universet er uendeligt stort. Mælkevejen alene har en diameter på ca. 100000 lysår, og den er ca. 2000 lysår tyk. Jorden har en diameter på 12756 km ved ækvator. Der er - i hele verden - masser og masser og masser af plads -- og alligevel har et eller andet tåbeligt dyr på et eller andet tidspunkt set sig omkring og tænkt, "Jeg tror, jeg vil bo midt inde i den dér sten."

Her er et signeret billede af Ginger Lynn:
 


som hænger på væggen bag mig. Rammen er købt hos den lokale marskandiser.

Og her er en lille dame, som står i vindueskarmen:



Da jeg købte hende - for kr. 10,- i Kvickly - var hun en mørkebrun afrikaner, men jeg malede hende, og nu er hun "med hudfarvet hud", har gult hår og er iklædt en blå kjole. Ifølge Flemming skal bemalingen ses som et udslag af min xenofobi ... siger han. Men jeg tror ikke, jeg er xenofob. Jeg syntes bare, hun så lidt kedelig ud. Jeg gav hende øjne, så hun kunne stå og skele til venstre.

Mere følger.

Årets sommerferietur - for Ane og mig - går til Dublin, Irland. Her er et par Irland-facts: Irland er (målt i landareal) ca. halvanden gang større end Danmark, men der er ca. halvanden million flere danskere, end der er irere. Landet er kendt for sin folkemusik og sin øl -- men mere end noget andet: For sin litteratur. Irland har (sammenlignet med f.eks. Danmark) fostret et næsten urimeligt stort antal gode forfattere. Hvis man sammenholder med indbyggertallene, er Irland formodentlig (men jeg har ikke tjekket, og jeg gider heller ikke gøre det) det land, der har fostret flest Nobelpris-modtagere. I litteratur. Iblandt de allermest kendte, irske forfattere er bl.a. James Joyce, William Butler Yeats og Seamus Heaney:

Som Fuhlendorff venligt gør opmærksom på i en kommentar: Livet består af andet og mere end bøger, film og indkøb (af bøger og film). Der er f.eks. osse hugorme:



og urinvejsinfektioner:



og den slags. Mens jeg sidder og skriver dette indlæg, er jeg iført en almindelig, sort t-shirt, jeg drikker Merrild kaffe og ryger Porter House Double Mixture (som fremstilles af Orlik):



og alle disse ting hører osse med til livet, i hvert fald til mit liv, men jeg nævner dem sjældent i min blog -- ligesom jeg vistnok aldrig har skrevet om det lille træ-hjerte, der hænger på bagsiden af skabet lige foran mig ("Hvo intet vover intet vinder"), eller omtalt de to flasker rød akrylmaling, der står oven på skabet. Eller Ole Sporring-trykket på væggen. Eller mit lille plastik-bæltedyr, som står oven på printeren, og som jeg (vistnok) har købt i zoo i København. 30 millioner afrikanere er i fuld gang med at dø af AIDS, og jeg nævner dem højst i forbifarten, og der er Darfur og (nu) Libanon, de MULTINATIONALE og den daglige opvask, støvsugningen o.s.v.

Men altså. Det aldrig været min ambition, at denne blog skulle handle om alt-i-hele-livet. Jeg beklager selvfølgelig, at jeg ikke tidligere og tydeligere har gjort opmærksom på det.

Mit Sade-essay-projekt, som ikke har nogen arbejdstitel (men jeg overvejer noget med "Atlas"), har midt i varmen taget sig en filosofisk dukkert. Har brugt de sidste par dage på 1) at hoppe rundt som en frø med min lille nevø, Andreas, på nakken, 2) at ligge i sengen med seriøst ondt i lænden (se nummer 1) og 3) at læse diverse tekster om Heidegger. Og som en konsekvens af 3: At bestille diverse Heidegger-tekster via bibliotek.dk. Det er ret imponerende, hvad der (siden min uni-tid) er udkommet på dansk -- og jeg lod mig vistnok gribe af min begejstring.

Heidegger er ikke ulæselig, men han er - som ehver, der har prøvet, vil vide - meget svær at læse. Og de høje temperaturer hjælper intet. Hvis du tilfældigvis kender en god introduktion eller guide, så skriv endelig en kommentar.

Og forresten: Den omvendte på den foregående. Lige så uheldigt, det er, at film-kritikere &c. ikke kan få øje på kvaliteter, hvor der ingen kvaliteter burde være, lige så håbløst er det, at de - når først en instruktør er blevet kanoniseret - føler sig forpligtede til med djævelens vold og magt at forsvare alle hans/hendes værker og sprogligt fremvride kvaliteter, hvor der ganske indlysende ingen kvaliteter er. Eksemplerne er legio.

Forsøg på et (slags) svar til Mette, der har skrevet et fint indlæg -- som et (slags) svar på min forrige post:

Når min uni-uddannelse lagde min film-entusiasme til hvile, så var det (og det er selvfølgelig vigtigt at slå fast) bestemt ikke, fordi jeg ikke syntes, film sku analyseres eller tænkes over -- men snarere fordi jeg blev så desillusioneret og skuffet over manglen på tænkning. Mere præcist: Manglen på selvstændig tænkning.

For det første: Film-kritikere og fortolkere, opdagede jeg, er flok-dyr. Som min film-historie-lærer (som jeg har nævnt tidligere, og han var min foretrukne) engang sagde: "Hvis der ikke er nogen, der har skrevet om en film, så eksisterer filmen ikke (i de akademiske hjerner)." Det er de færreste film-kritikere, der har modet til at se med egne øjne og til at danne sig en personlig, underbygget mening. De fleste nøjes med at referere, hvad andre har skrevet og ment -- og følgelig kommer kritikeriet til at fremstå som et lukket system, hvori de samme navne kører rundt og rundt. Først når en af menings-dannerne tillader det, kan noget nyt lukkes ind. Bedste eksempel er nok "Motorsavsmassakren", der i årtier blev anset for en latterlig dårlig film, som ingen anstændige mennesker kunne holde af -- indtil den indflydelsesrige menings-danner Robin Wood pludselig kom i tanker om, at filmen var et moderne mesterværk. Nu er det ok at sige det, osse højt -- og faktisk vil man nok blive anset for at være en smule reaktionær, hvis man mener noget andet.

Og for det andet -- i sammenhæng med nr. 1: Film-kritikere ser kun det, de har fået lov til at se, eller som de (lidt pænere) er opdraget til at se. De er helt ude af stand til at se kvaliteter, hvor der ifølge lærebogen ikke burde være nogen: I de "dårlige" film, de glemte film, genre-filmene o.s.v. De kan sagtens få øje på det nyskabende og revolutionære i Godards film, for de er ok, men det kniber gevaldigt med - eksempelvis - Russ Meyer -- til trods for at Meyers film var (og fortsat er) noget af det mest progressive, amerikansk film har præsteret. De kan falde i svime over et 180-graders-klip i en Lars von Trier film, til trods for at man - f.eks. i pornografien - vil kunne finde snesevis af sådanne, alle lavet lang tid før Lars von Trier. Bedste eksempel - men desværre har jeg glemt de væsentlige detaljer - er den dér effekt, hvor et skærmbillede skubber det foregående ud. Ifølge diverse kritikere var det en stor kanut (selvfølgelig), der fandt på det -- men faktisk lavede udskældte, danske Alice "Vagabonderne på Bakkegården" O'Fredericks det (så vidt jeg husker) allerede engang tilbage i 1930erne.

Jeg gider ikke se dårlige underholdningsfilm, for de er dårlige -- men jeg vil (endda meget) gerne se de gode, ligesom jeg gerne vil se gode, amerikanske sitcoms. For alle andre end dem, der har ladet sig opdrage til god smag og blindhed, burde kvaliteterne ved sådanne være indlysende: De (ofte fantastiske) fortællinger er godt skruet sammen, og replikkerne er skarpe og to the point. Jeg har vist citeret det før, men jeg gør det gerne igen: Som Per Højholt engang sagde: Hvis man vil vide, hvordan man får en historie skudt i gang, så skal man (sgu) ikke læse Paludan. Så skal man læse "Larry Kent". Paludan bruger 50 sider på at vrøvle løs om landskabet, før han endelig får taget et par skridt. "Larry Kent", derimod, behøver kun en halv side; så er vi i gang.  (Måske - i parantes bemærket - hænger min forkærlighed for underholdningsfilm og sitcoms sammen med min forkærlighed for lyrik. Get to it!)

Og: Når jeg engang i mellem giver efter for presset og ser en af de dér såkaldt "seriøse" film, blir jeg altid voldsomt skuffet. Mit svar til Mette er for så vidt det enkle, at: Jeg synes, at de film, der (som du skriver) "forpligter til hjerneaktivitet", er forholdsvis dårlige. De er ikke - filmisk - interessante nok til, at jeg gider beskæftige mig med dem, og som oftest føler jeg mig en kende frastødt over deres mangel på vingefang og/eller udsyn. Mange af dem, jeg har set (og det ikke mange, det indrømmer jeg) forekom mig utåleligt navlebeskuende og små. Og værst af alt: Langsomme -- som om det i sig selv var interessant at tilbringe halvanden time i selskab med en person, der har ondt i sin fod, sin lever eller i sit hjerte. Som Alexander Trocchi engang skrev (og vistnok i Peter Laugesens oversættelse): Hvad rager det mig, at Bella fik røven på komedie? Ikke meget.

Jeg har - som flere gange nævnt her i bloggen - sidefag i film- og tv-kundskab. Uddannelsen - som osse flere gange nævnt - var på den personlige FRONT en (fortsat) berigende oplevelse, som jeg er taknemmelig for, men m.h.t. mig og filmen, min film-entusiasme, var den en decideret dræber. Jeg bilder mig ind (fuldstændig ligesom alle andre), at jeg så ganske udmærket er i stand til at konstatere, hvornår og hvorfor en film er dårlig, og hvornår og hvorfor en film er god -- og jeg ved således, bare som et eksempel, at "Manden i månen" er den bedste film, der nogensinde er lavet. Og - fremdeles - at folk, der mener noget andet, tager fejl. Men efter min film-uddannelse besluttede jeg mig helt bevidst for at henleve resten af mit liv som en - med hensyn til film - lalleglad bonderøv. Altså: At være glad for det, der glæder mig, og at værdsætte det, jeg kan bruge -- og så i øvrigt være ligeglad med resten. Jeg får en lille smule fnat (som ifølge netdoktor.dk er "en smitsom infektion med fnatmiden og en meget kløende hudlidelse") af folk, når de tillader sig at antyde, at jeg burde ... et eller andet. Med hensyn til film. Gå mere i biografen eller se det nyeste mesterværk. Min overbevisning m.h.t. filmen som kunstart - for så vidt o.s.v. - er denne, tofold: At 1) filmen er den mest konservative og mest reaktionære af alle kunstarterne, og 2) at der ikke er sket noget nyt, siden Godard gik over til video. Det var cirka i 1975. Folk plejer at protestere vildt, når jeg siger det, men jeg har endnu ikke set noget, der ku få mig til at ændre mening. Nu om stunder ser jeg først og fremmest film for at blive underholdt -- og derfor, fordi det er underholdningsværdien, jeg går efter -- ser jeg næsten udelukkende underholdningsfilm. Og næsten kun amerikanske. Tju-bang.   

Tilføjet: Se stills fra "Manden i månen" her.

I dag har jeg været hos en lokal frisør. Det lyder ikke spændende -- og det er/var det måske heller ikke, men i hvert fald: En oplevelse. For mig. Jeg  plejer at blive maskin-klippet (6 mm) af Ane, og jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har været til frisør. Det er i hvert fald 5 eller 6 år siden, sikkert meget mere. Men nu er Ane - som skrevet - i England, og jeg trængte ... så jeg tænkte.

Ved gennemlæsning af nogle af mine poster her i bloggen slår det mig, hvor penge-fikseret og nærig jeg ofte lyder. Det er jeg vistnok (forhåbentlig) ikke, hverken det ene eller det andet. Jeg er bare vestjyde. Men med hensyn til mit hår, som sædvanligvis ikke optager mig det fjerneste: En fåreklipper koster (på tilbud) cirka en halvtredser, it gets the job done, og den kan holde i årevis. Et besøg hos frisøren koster ca. 5 gange så meget. Hver gang.

Men i dag - mens fruen var ude - gik det pludselig op for mig, hvorfor frisøren - i hvert fald denne frisør - alligevel så langt er at foretrække: Hun (for det var så udpræget en hun) var "af anden etnisk herkomst", brun og med langt, mørkt hår, var klædt i lyserødt og en kort, sort nederdel, som krøb op, hver gang hun satte sig på skamlen. Og hendes ben - med Niels Hausgaards ord - var "nydelige ... sådan ned-over". Før klipningen vaskede hun mit hår, og det var sådan cirka - tænkte jeg, mens hun gjorde det - det nærmeste, jeg nogensinde har været utroskab.

Og en anden ting: Da jeg lavede min aftale, sagde jeg, at jeg bare skulle ha en maskin-klip -- og da jeg satte mig i stolen sagde jeg, at jeg bare skulle ha en maskin-klip. Men det kunne ikke lade sig gøre. Hun insisterede på at klippe mig med en saks, og hun tilkaldte endda chefen, som gav hende gode råd o.s.v. Så det tænkte jeg på, mens jeg sad og blev sakset: At alle frisører (nu om stunder) er hår-kunstnere, ikke bare hår-klippere.  Fik at vide, at jeg burde komme igen om 3 uger -- hvis jeg ville holde håret.

Måtte gå tidligt i seng i går aftes på grund af mit øje, som (igen igen) pludselig blev rødt og lysfølsomt. Vågnede omkring midnat og nåede at se slutningen af "Doctor Who". Og gik derefter straks tilbage i seng.

Modtog i går "Uncle Fish & The Crypt Keepers", som jeg lytter til, mens jeg skriver disse linier -- og "Salò", som jeg  straks smed ind i reolen. Lad os se, om jeg får den set. Det er mange år siden, jeg sidst så den, en syvende-generations-kopi af en udgave sendt på israelsk TV. Nu kan man købe den på tilbud hos dvdoo.dk.  Det var dengang , osse, hvor Argento-film var guld, der på det nærmeste skulle hugges ud af DEN OFFENTLIGE BLOK. I går, da jeg var i kiosken, stod jeg og faldt i staver over deres salgs-tilbuds-stander -- med både "Crystal Plumage" og "Cat O Nine Tails" til kr. 59.50 pr. stk. I Skanderborg. The times they are a-changing.

Som tidligere nævnt er jeg i gang med en større oprydning. Jeg har placeret en stor papkasse midt på gulvet, hvori - i kassen - jeg dumper alt det, der skal ud. Jeg bliver lidt træt ved udsigten til at sku (forsøge at) sælge tingene enkeltvis -- men jeg synes på den anden side, at det ville være synd bare at smide det hele ud. Så jeg overvejer, om det mon var værd at forsøge at afsætte i pakker. Hvis du har en idé, så læg gerne en besked.

Én ulykke kommer sjældent alene -- og således heller ikke denne gang. Først brød min PC sammen (men den virker nu igen), og i går gik der koks i min udgave af Adobe GoLive (som jeg nu ikke kan bruge, og derfor kan jeg ikke opdatere mine websites &c.) -- og DVD-maskinen er vist færdig. Den sidste uges tid har den haft svært ved at håndtere menuer og tekster. I går aftes fik jeg pludselig en besynderlig firkant midt på skærmen. Jeg poster et billede som bevis ... for måske finder jeg på at gå i byen og købe en ny. Og måske vil hustruen, når hun igen er tilbage ... og så videre.

Og - positiv, positiv: Idet jeg således ikke kunne uploade billeder til mit website, blev jeg tvunget til at registrere mig hos Flickr. Lad os se, om det virker.

Ikke så snart var min yndige kone hjemvendt fra sit seneste eventyr, førend hun igen forlod mig. Nu er hun taget til Leeds for at deltage i årets International Medieval Congress og for at tale om "The True Year of the Jubilee". Se her.

Har i dag - fuldstændig uden sammenhæng med ovenstående - bestilt et eksemplar af denne udgave af "Salò". Er der nogen, der ved, om den er uklippet? Til glæde for de lykkeligt uvidende: "Salò", instrueret af Pier Paolo Pasolini og løst baseret på Marquis de Sades "120 dage i Sodoma", er en meget ubehagelig film, som i mange år var næsten uopdrivelig. Fra websitet:

"Salò blev den kontroversielle instruktør Pier Paolo Pasolinis (1922-1975) sidste film. Han blev myrdet under mystiske omstændigheder 3 uger efter filmens præmiere. Filmen blev total forbudt i hjemlandet og i mange andre lande verden over!

Her i Danmark kom "Salò" i biografen første gang i 1976, men blev taget af kort tid efter, da filmen var meget chokerende i forhold til tidens normer. I 1999 satte Lars Von Trier og Christian Braad Thomsen filmen op i biografen igen, men endnu engang kun i en kort periode, da biografpublikummet stadig ikke var modent til denne chokerende og voldsomme filmoplevelse!"

Udråbstegn, udråbstegn.

Hvad er den kliniske betegnelse for den sygdom, at lide af overdreven trang til brug af udråbstegn?

Spørgsmålstegn.

Har indtil videre brugt det meste af dagen på at installere Windows på min PC -- som jeg i dag fik tilbage fra TEKNIKKEN. Jeg købte - hører du, Gates? - både XP Home og Norman antivirus. Jeg ved ikke, om jeg evt. gjorde et eller andet forkert, da jeg installerede den nye udgave. Nu fungerer PCen, men undervejs har jeg stort set mistet alt: Min feedreeder har mistet sine feeds, mit FTP-program har mistet både adresser og koder, alle mine emails er væk, alle mine bogmærker -- og det lader til, at jeg må gen-installere hele Office-pakken. Min net-bank-ID er væk. Men jeg er rolig som en kongepanda (når den er allermest rolig). Således får jeg - sådan tænker jeg - en god mulighed for at tage mit liv-på-PCen op til en mindre revision: Hvad orker jeg at gen-installere ... o.s.v.

Det mest kritiske er vel nok det dér med mine emails -- og det er ærligt talt ikke voldsomt kritisk, for de ligger osse allesammen på Anes Mac. Men bare for at gøre livet lidt lettere for mig: Send mig venligst lige en email med subject header "Min emailadresse". Så ryger du automatisk tilbage i mit kartotek. Send til gorzelak@hotpop.com. Please.    

Eftersom min computer for tiden er brudt sammen, og eftersom Anes Mac (som jeg netop nu sidder ved) er for gammel til at ku håndtere net-bank, gik jeg i dag en tur i banken for at se, om PayPal havde trukket de $1.50 fra min konto. Og det havde de. Jeg kunne ikke se noget nummer nogetsteds, så jeg gik hen til den rare dame bag skranken (som sad og drak vand, damen) og bad hende tjekke. Hun tjekkede først på den ene måde, og så tjekkede hun på en anden måde, og til sidst gav hun mig et print med alle oplysninger om transaktionen. Jeg sagde tak -- og gik. På biblioteket. Der satte jeg mig ved en af PCerne, fandt PayPal og loggede ind. Der stod ikke nogen kode nogetsteds på mit print, men der stod i hvert fald et par fire-cifrede numre, og jeg tænkte - for hvad ellers skulle jeg gøre? - at jeg da kunne prøve. Så det gjorde jeg, først det ene nummmer og derefter det andet -- hvorefter jeg fik en besked om, at PayPal nu af sikkerhedshensyn havde spærret mit kort. Jeg blev henvist til en side, jeg kunne udfylde og printe og faxe. Jeg udfyldte og printede (det kostede en krone) og gik i Bog & Idé og fik dem til at faxe både bank-printet og biblioteks-printet. Det kostede kr. 30,- Senere på dagen modtog jeg en mail fra PayPal om, at de havde modtaget faxen -- og at der ville gå 3-4 dage, før de fik tid til at kigge på sagen. Jeg hader dem. Jeg hader ikke andre i hele universet, men jeg hader PayPal. Gid de må brænde i Helvede.

Hvis jeg en dag bliver vanvittig - sådan rigtig for alvor - vil det givetvis være p.g.a. PayPal. Henrik spørger begavet (her), hvorfor jeg ikke bare valgte at opgradere - d.v.s. verificere - min konto. Jeg har hele to gange tidligere forsøgt at gøre det. Begge gange lod jeg (som man skal) PayPal trække $1.50 fra min konto -- men jeg modtog aldrig noget verifikations-nummer, og jeg førte efterfølgende lange og hår-ud-rivende irriterende email-samtaler med diverse folk fra SUPPORTEN, inden jeg til sidst gav op. Men nu prøver jeg igen. Modtog svar fra PayPal sent i går: At mit VISA-kort nu er "released", så jeg igen kan bruge det -- men først når jeg har opgraderet min konto. Argh! Hvis det heller ikke virker denne gang, vil jeg seriøst overveje at oprette et website med adressen www.paypal-owes-me-three-fifty.com. 

DR: "Københavns konservative sundhedsborgmester Mogens Lønborg bliver nu angrebet voldsomt af venstrefløjen. Baggrunden er hans anbefaling af at standse advokat-undersøgelsen af skandalen omkring plejehjemmet Fælledgården." DRs Nyheder havde nu til aften et interview med Mogens Lønborg -- og sædvanligvis ville det nok ikke ha interesseret mig voldsomt meget. I hvert fald ikke nok til at blogge om det. Men - for sådan er verden - faktisk, netop i dag, var Ane og jeg til kaffe hjemme hos sundhedsborgmesterens fætter, Jørgen Lønborg (og frue). De bor i Stilling, som er en forstad til Skanderborg -- og Jørgen har engang læst jura sammen med Anes far. Og Jørgens far var politimester. Tænk engang.    

Det er ikke mere end et par dage siden, at jeg - inspireret af Henriks megen entusiastiske snak om Robyn Hitchcock - besluttede mig for at blive en fan. Valget faldt, for jeg ku ikke umiddelbart komme i tanker om andre, på den tidligere forsanger i bandet Marillion, Fish -- som siden bruddet med bandet (som Roger Waters med Pink Floyd) har forsøgt at overleve solo derude i the wilderness of mirrors. Og lige siden jeg således lod mig lokke, har jeg ikke haft andet end udgifter og bøvl. Det er - aner jeg allerede - bestemt ikke billigt at være en fan, i hvert fald ikke hvis man er en utålmodig. Jeg fandt CDen "Fugazi" (som nævnt tidligere) på eBay til kun $0.01. Havde jeg købt den hos cdon.dk, ville den ha kostet mig kr. 279,- + porto. De to plakater, der ses på billederne herover, er sat til salg på eBay for $99,- pr. stk. De reklamerer for hhv. "The Great Cucumber Massacre" og "He Knows You Know / Charting The Single".

Og bøvlet: Jeg har, for det hører vel med, tilmeldt mig diverse mailinglister, og jeg har registreret mig på Fish' officielle website, the-company.com. Den slags tager tid. Men endnu værre: Med tanke på alle mine kommende fan-indkøb besluttede jeg mig for at nedlægge min PayPal-konto. Som uverificeret kan man kun anvende PayPal op til et bestemt beløb, og jeg havde næsten reached my limit. Bror Lars havde imidlertid fortalt mig, at jeg blot - når det skete - kunne nedlægge kontoen og oprette en ny. Så det gjorde jeg -- og det gik fint, lige indtil jeg skulle registrere mit VISA-kort. Da jeg forsøgte, fik jeg en besked om, at jeg skulle kontakte supporten. Hvilket jeg nu har gjort. Forhåbentlig går det hurtigt i orden -- men jeg tvivler. Jeg har ikke de bedste erfaringer med PayPal. Og jeg er ikke den eneste. Besøg PayPalSucks.com.       

Inspireret af Irene: Lidt om lister. Det kan være skægt at lave lister og i nogle tilfælde er det endda osse gavnligt - f.eks. hvis man vil udveksle ting og/eller sager med ligesindede - eller ligefrem nødvendigt, dersom man ønsker at kunne overskue sin samling af diverse. Personligt har jeg i alt 4 hjemmelavede lister, som jeg løbende opdaterer: En liste over min Charles Olson-samling, en liste over min Marquis de Sade-samling, en liste over mine CDer og en liste over min film-samling. Hertil kommer diverse adresse-lister, som jeg af ydmyghed ikke medregner -- for jeg er ikke god til at holde dem ajour. Plus det løse.

Mit sidste forsøg som stor-liste-mager endte katastrofalt: Jeg satte numre på alle mine videobånd, idet jeg samtidig fjernede mærkaterne. Det forekom mig dengang fornuftigt, for jeg genbrugte ofte båndene, og jeg havde altid bøvl med at finde nye mærkater o.s.v. Så i stedet fik båndene Dymo-numre, og jeg oprettede en database på min computer. Det tog en farlig tid at tjekke båndene og skrive indholdet ind -- og netop som jeg var færdig, lykkedes det mig at delete databasen. Altså: Ingen mærkater, og databasen var væk. Hvorefter jeg smed de fleste af båndene ud med storskrald.    

Det kan næppe interessere ret mange -- men i anledning af Carstens lange indlæg om bl.a. Tim Ryan-bøgerne: Faktisk prøvede jeg på et tidspunkt at overtale en af mine chefer til at skrive mig en anbefaling baseret på præsentationen af Ryan i "Tim Ryan i krig mod Mars". Jeg gik så langt som til at kopiere det pågældende afsnit og strege ud og sætte ind, hvor rettelser var nødvendige -- hvorefter jeg afleverede kopien til chefen. Desværre hoppede han ikke på den ... omend han selvsagt ikke som sådan havde noget at indvende mod beskrivelsen af min, d.v.s. Ryans, person. Brav, modig og et virkeligt mandfolk.

Det forekommer mig i øvrigt, at jeg for ganske få dage siden så alle bøgerne sat til salg på QXL.   

Dagen i dag: Besøgte doktor Peter, som fortalte mig om sit husbyggeri, og var til møde i bibliotekets brugerbestyrelse. Vi diskuterede bl.a. et tilbud om gratis netfiltre til bibliotekets computere -- og blev enige om takke nej. Det er offentlige bibliotekers opgave at gøre informationer og viden tilgængelig. Det er ikke bibliotekers opgave at søge at forhindre eller vanskeliggøre adgang til viden, ligesom det ganske afgjort heller ikke er bibliotekers opgave at bestemme hvilke informationer eller hvilke former for viden, den almindelige borger bør (eller ikke bør) have mulighed for at tilegne sig. Det må være - om nogens - politikernes opgave. Ikke bibliotekernes.

Jeg tror, at jeg så nogenlunde er kommet igennem de fleste af mine CDer, og min liste er næsten færdig. Jeg mangler stadig alle mine operaer, enkelte musik-DVDer og diverse småting, som ligger og flyder rundt omkring.    

Vi tilbragte Skt. Hans i selskab med Flemming og Emma. Biskoppen holdt sin tale, heksen (der afgjort mere lignede en ged end en heks) brændte, som hun skulle, vejret var smukt, og da solen gik ned, lå søen og spejlede under et magisk lagen af dis. Det var næsten som noget på film.

Og apropos: Jeg kom i går til at købe 15 videofilm i Blockbuster, heriblandt "Creep", "Resident Evil", "Sahara", "Con Air", "Alien 3", "One Hour Photo" og "The Punisher". Nogle af dem har jeg allerede set -- men jeg tænkte ... Nok ikke ret meget. Jeg fandt et par stykker, jeg gerne ville ha -- og der var tilbud, hvis man tog 15. VHS is deader than jazz. Og lidt mere shopping: Modtog i dag mit eksemplar af Jackson Browne: "Running On Empty", som jeg forleden vandt på QXL.    

Og apropos jazz (which ain't dead, it just smells funny): Eventuelle jazz-elskere bør tjekke denne side på Steve Colemans website. Han har gjort alle sine tidligere CD-udgivelser tilgængelige i mp3-format -- til fri og gratis download.

Er netop hjemvendt fra mit halvårlige tandlæge-besøg. Tjekket tog kun ca. 10 min. -- og jeg fejrede det ved straks at bestille et eksemplar af ovenstående, "Complete Works" af Varèse, udsendt på Decca. Jeg kan ikke helt gennemskue hvorfor, men af en eller anden grund kan den købes meget billigt via engelske Amazon. Jeg har længe haft den liggende i min Amazon-indkøbsvogn. 5.50 engelske pund, når man er mig, er ikke noget, man bare uden videre giver ud. Men altså. Edgar Varèse - ud over at være en pionér inden for elektronisk musik og et spændende bekendtskab o.s.v. - var en af Frank Zappas helt store helte og forbilleder. Varèses mest berømte værk, "Ionisation", kan høres på denne side.   

Jeg har tidligere her i bloggen skrevet noget om pligtaflevering af egne værker. Der sker, men så sandelig ikke ofte, at jeg får ekstra-bestillinger fra andre biblioteker (i.e. ikke Det Kgl. eller Statsbiblioteket). Her følger en kort liste. Bare for sjov. Hæftet om Dario Argento er til udlån på følgende biblioteker: Århus Kommunes Biblioteker (i Mølleparken), Vejle Bibliotek, Det Nordjyske Landsbibliotek, Odense Centralbibliotek, Gentofte Bibliotekerne, Københavns Kommunes Biblioteker og Det Danske Filminstituts Bibliotek. "Det ene med det andet" er (meget mystisk) osse til udlån på Vejle Bibliotek, og "Selvtilfredsstiller" og "Natarbejder" på Skanderborg Bibliotek. 

... it's the hole. Hele dagen i dag har jeg gået rundt med den dér irriterende, lille orm i mit baghovede. Jeg ved ikke, hvad den hedder, eller om den overhovedet har et navn: Følelsen af at intet rigtigt vil lykkes, eller at det ikke vil føre til noget, at man ikke har de fornødne evner, at det er ligegyldige, åndssvage slag ud i luften. Og, altså, følelsen er ikke voldsom, men bare nagende -- hvad der sådan set kun gør den endnu mere irriterende, for man kan ikke rigtig gøre noget for at få ram på den eller komme den til livs. Man må bare fortsætte og håbe på, at den forsvinder. I mellemtiden gik jeg en dag en tur med min ny-indkøbte mp3-afspiller (det er forbavsende så godt en hip new yorker som Laurie Anderson går i spænd med det bakkede landskab omkring Skanderborg) -- og bagefter forsøgte jeg at male lidt, og det kom der selvfølgelig ikke noget godt ud af. Kun mere frustration. Det er hver gang det samme: Jeg glemmer, at maleriet kræver opvarmede håndled og tilbringer de første par dage - når jeg starter på ny - med at jamre og sukke dybt. Sissy.   

1. Jeg er fortsat bagud med besvarelse af emails -- og jeg skylder efterhånden en del. Jeg ved det.

2. Steen har publiceret endnu et podcast, denne gang bl.a. med et indslag om luft i maven. Han er meget kropslig, ham Jensen.

3. Og i morgen åbner officielt de første sløngeldage i Skanderborg. Tjek websitet her. Dagene hedder, som de hedder, på grund af en lille novelle, Ole Lund Kirkegaard engang skrev, "Di heslige slønglers klup", trykt i Politiken, juleaftensdag 1967. Novellen blir læst op, og en sær-udgivelse præsenteret, i forbindelse med en event i morgen aften i Kulturhuset, Skanderborg. Kl. 17 - osse i morgen - indvier borgmesteren Ole Lund Kirkegaards Stræde og afslører en flise og et gavlmaleri ved forfatterens barnsdomshjem -- som ligger to minutters gang fra vores lejlighed. 

"Lyt til Nyt" droppede i går aftes det planlagte program og sendte i stedet halvanden times Ligeti-special. Hør her. New York Times' nekrolog kan læses her. Ligeti blev en af det tyvende århundredes helt store komponister, der både biografisk og gennem sit værk kom til at repræsentere - eller hvordan jeg nu skal udtrykke det - det tyvende århundredes (som NY Times skriver) bleakness og groteske humor, Holocaust og det sovjettiske regime. Hans største, mellemfolkelige hit blev (måske) "Lux Aeterna", som Stanley Kubrick brugte i "2001".

Og så kom regnen endelig, i hvert fald til Skanderborg. Jeg er færdig med mit lille, 3-minutters-stykke -- og vil i dag lytte til "Technical Breakdown", som jeg i går modtog med posten.       

Jeg har brugt de sidste 7-8-10 timer på at sidde og sammenflikke noget, der gerne - eventually - sku-ska blive til (bare) et 3-minutters lydklip. Det er jo fuldstændig latterligt, så lang tid det tar. Det er næsten lige så uøkonomisk som at lave film. Overvejer kraftigt i stedet at gå i kælderen og male et eller andet. Med store, fede og dryppende penselstrøg.  

Og i dag er det endnu varmere. Min Morton Feldman-CD er kommet (og min boghandler, Helle, planlægger at købe en Suzuki 500-motorcykel, fortalte hun mig) -- og jeg benyttede lejligheden, da jeg var dernede, til straks at bestille endnu en Naxos-udgivelse, Milton Babbitt: "Soli e Duettini". Dagens interview er med cellisten Charlotte Moorman (download her). Det er meget morsomt. Charlotte Moorman er nok bedst kendt for sit samarbejde med Nam June Paik (billedet). Så vidt jeg husker, har de en video-opførelse på permanent display på Aros ... ? Det kan være, det er noget, jeg har drømt.

Om lidt vil jeg gå på biblioteket for at hente 4 bøger, jeg har bestilt: "Introduction to electroacoustics", "Musik og lyd", "Digital lyd" og "Complete guide to audio". Min bror, som er godt undervejs til at blive en velhaver p.g.a. Beatles, har ved en tidligere lejlighed udtrykt en vis bekymring for min tendens til mani eller én-strenget-hed: Når jeg kaster mig over et projekt - et-eller-andet - så er det dét, der gælder, hvadenten det er Olson, Sade eller (nu) lyd. For det er usundt kun at ha én ting i hovedet. Tænk bare på Mogens Glistrup -- og hvor galt det gik. Men: 1) jeg er opmærksom på det, og 2) hvor er det dog fantastisk, så meget nyt jeg lærer. Hvem sku ha troet, at jeg en dag - endda en meget varm dag - ville sidde og læse om elektro-akustik? Nej, vel. Heller ikke selvom min far, faktisk, er uddannet radio-tekniker.         

Det er ikke blevet til meget power-blogging denne søndag. Det har simpelthen været for varmt -- og først nu, lidt over midnat, er min hjerne ved at være kølet så meget af, at den kan samle (sig om) en tanke. Elller måske to. Planlægger at sætte mig i min lænestol og læse dette essay, "Cut and Paste: Collage and the Art of Sound". Steen er klar med podcast #2, denne gang om firmaets lokum. Jeg må snart få fikset min PC, så jeg osse ka komme i gang.  

Jeg har tilbragt lørdag aften på Vejle Idrætshøjskole -- indbudt i forbindelse med dette års Verdensbilledlegat-seminar. Jeg har de foregående 4 år været projektleder på Verdensbilledlegatet, men nu nøjes jeg med at følge det lidt på afstand. Møder op, når der er gratis mad o.s.v. Jeg tog toget frem-og-tilbage, og undervejs lyttede jeg - for jeg har omsider købt mig en mp3-afspiller - til et interview med John Cage. Faktisk var det grunden til, at jeg erhvervede mig afspilleren: Jeg har downloadet en masse interviews og radioprogrammer -- og jeg tænkte ... o.s.v. Og desuden var den på tilbud.

Interviewet med Cage, som kan downloades her, var -- er fra 1963, lavet af en dengang kun 19-årig Jonathan Cott. Cott forholder sig kritisk til Cages idéer, og han stiller begavede spørgsmål, som han - som unge akademikere har for vane - sylter ind i diverse citater, fra Norman Mailer til Stravinskij. Det er irriterende, men Cage lader sig ikke (tydeligt) anfægte. Det helt centrale spørgsmål, som Cott på forskellige måder forsøger at fremføre, angår kunstnerens - her: komponistens - rolle. John Cage har lavet tilfældighedsmusik, og han har lavet stykker, hvori det er musikerne selv, der bestemmer, hvad der skal ske -- men er det ikke at forflygtige eller frasige sig sit ansvar som komponist? Er det ikke netop komponistens ansvar at ordne og tilrettelægge, at lave værket, således at det udsiger et eller andet? Hvordan kan vi kvalitativt bedømme et værk, der ikke har nogen retning eller intention? Hvordan kan vi sammenligne det med andre værker? Cage smutter lidt for nemt omkring det sidste spørgsmål, synes jeg -- men han svarer: Jeg er ikke specielt interesseret i kvalitative bedømmelser, og jeg er overhovedet ikke interesseret i sammenligninger. Og mit ansvar som komponist er ikke at sige et eller andet, men "to quiet and sober the mind, thus making it susceptible to divine influences."

Der er meget på spil i dét interview -- store og vigtige ting. Hvis du får tid, så hør det endelig.          

Jeg har lige brugt ca. to timer på at sidde og fisle med et stykke musik -- hvorefter, da jeg ville save, programmet gik ned. Men jeg er rolig som en doven hund. Faktisk overvejede jeg forleden at skrive noget om dette forunderlige, at hvor digteriet og maleriet som oftest går mig på nerverne, så forholder det sig stik modsat med musikken -- måske osse fordi jeg helt bevidst har besluttet at forholde mig cage'sk og zen-agtig til projektet. Det er en øvelse i tålmodighed. Og desuden: Mit lille PC-sammenbrud gir mig et godt link til en omtale af "Technical Breakdown" fra AUX, netop udgivet -- og til at nævne, at jeg i går meldte mig ind i foreningen. 

Morten har skrevet en fin omtale af mit seneste hæfte. Tak for det.   

Efter at ha færdiggjort "Nothing" er jeg gået i gang med mit næste CD-projekt, "Music for Graveyards".

... er en krone tjent. Som man siger. Her er en liste over de absolut billigste udgaver sat til salg via abebooks:

Gunilla Florby US$ 19.91
Prairie Fire Vol.VIII, No.1 US$ 5.00
The Lovely Treachery of Words US$ 10.00
Transparence of November Snow US$ 9.95
Double Standards US$ 10.00
The New Divan US$ 4.83
Sexualizing Power in Naturalism US$ 17.95

Det er (bare) nogle af de bøger, jeg i dag fik foræret af Winther. Sammenlagt gir det $77.64 -- og hertil skal naturligvis lægges 7 gange porto fra USA, i alt $63, altså alt i alt $140.64. Ifølge dagens kurs svarer det til kr. 818.31 -- som jeg har sparet og derfor tjent, og som jeg nu har til overs og kan bruge på tant og fjas. Fantastisk! Jeg vil straks gå på online-shopping.

Hvis du mener at ku spotte en fejl i min ovenstående udregning, så giv lige besked. Matematik er ikke min stærkeste side.   

... da osse. The stars er i den grad aligned. Dette er min smartlog-post nr. 900. I dag er den 6.6.06. Og herover ses et par af de røntgen-fotos, jeg fik taget i forbindelse med min sarkoidose-undersøgelse. Something is a-coming ... A-ha.

Kære venner, bekendte, tidligere og kommende arbejdskollegaer, dødsfjender og/eller familiemedlemmer: Det er selvfølgelig lykkedes mig, fordi jeg er en klovn, at få slettet alle de lagrede numre på min nye mobiltelefon. Vær venlig, respektive, når du får en ledig stund, at æssemæsse mig dit mobil-visit-kort, så jeg kan få dit nummer tilbage i systemet. Mit nummer står ovenfor.  

Komplet triumf. Det lykkedes mig at få afleveret "Doom" uden at leje noget nyt -- bl.a. fordi jeg var så optaget af min nye mp3-afspiller, at jeg helt glemte ... o.s.v. Og jeg har fået de fleste af mine Richard Wagner-CDer sat på listen. Overvejer om jeg virkelig orker at udspecificere den dér "Wagner Mania"-10-CD-box. Det kommer i hvert fald nok til at vente. Babe Marianne har lige "completed a swimwear and commercial photoshoot in Southern Spain", og der er enkelte nye fotos på websitet. Har vundet en CD med Bamses Venner på QXL. Pris: Kr. 1,- Og jeg har fået ryddet lidt op.

Jeg er (igen igen) bagud med at besvare diverse emails, og jeg undskylder. I'll get to it, I promise.       

Mit nye mobilnummer er det samme som mit gamle mobilnummer. Hvis du i mellemtiden har slettet det - f.eks. fordi jeg bad dig om det - så opdatér venligst.

Hep! Min søster har sendt mig en super-flot Spiderman-t-shirt. Tak for det! Jeg vil bære den med stolthed. Og mere film: Da jeg forleden gik i Blockbuster for at leje "Saw II", regnede det ret kraftigt i Skanderborg. Det var en ny, ung pige, der havde vagten i butikken, og på grund af - sikkert - en uskøn blanding af uvidenhed og den form for arrogance, unge piger lider af, havde hun forsømt at stille en af kasserne med DVD x-rentals i sikkerhed. De står på gaden, udenfor, og filmene i den ene kasse sejlede i vand. Pigen har sikkert fået et fur af chefen, ikke mindst fordi mange af filmene var forholdsvis nye og dyre. Men altså. Da jeg vendte tilbage for at aflevere "Saw II", var mange af DVDerne (nu med ødelagte covers) mærket ned -- og jeg faldt selvfølgelig for fristelsen og købte en mindre posefuld: "Batman Begins", "Amityville Horror", "Skeleton Key", "Bob and Carol and Ted and Alice", "The Brown Bunny" og Argentos "Jenifer" -- foruden tre helt nye film film til kr. 10,- pr. stk., "Diva", "Henry V" og "Assault on Precinct 13". Har indtil videre set "Amityville Horror", som var udmærket, og ca. halvdelen af "Batman Begins", der - som Ane bemærkede - lader til at være seriens mest gennemførte. Jeg opgav "The Devil's Backbone", som jeg købte forleden, for den har en dreng i hovedrollen, og jeg gider ikke se film med børn (eller dyr) i hovedrollerne. Ligesom - i øvrigt - jeg heller ikke gider at se film lavet af Tim Burton ... medmindre der er mænd klædt ud i gummi.      

Sikken dejlig dag det er i dag. Solen skinner -- og jeg er, har jeg besluttet, færdig med min lille CD, "Nothing". I forbindelse med min altid igangværende Store Oprydning faldt jeg over en tegning, jeg lavde for et par år siden, og jeg besluttede mig for at bruge den på coveret -- i stedet for det billede, jeg ellers havde valgt. Når jeg har klikket "Post indlæg", vil jeg gå op til Lars, min dygtige trykker, og få coveret lavet. 

Og nu, hvor Capac har inspireret mig til at finde familie-albummet frem: To billeder af mit ophav på spindesiden: Min mormor og morfar som unge og som lidt ældre -- og min oldemor, mors mors mor, med lille mig:

Tre billeder af og fra Kruses Stue i Esbjerg. På det nederste foto: Min farfar og farmor.

Det gode ved at ha en blog -- d.v.s. bare én af de mange gode ting ved at ha en blog -- er, at selvom man evt. har læsere, så er den, bloggen, stadig ens helt egen. Man er ikke forpligtet på andet end sigselv, egne interesserer, egne ind- og udfald o.s.v. Man kan skrive om lige nøjagtig, hvad man har lyst til, osse om ligegyldigheder. Man kan skrive om kæmpestore, eksistentielle ting og sager, og man kan skrive om bittesmå detaljer. Man kan la bittesmå detaljer vokse sig store. For eksempel sad jeg for et øjeblik siden og læste i Mettes blog -- og snublede dér over udsagnet "Den elektriske guitar er vor tids største skrivemaskine". For et par dage siden læste jeg (nemlig) et uddrag af et interview med Stockhausen, hvori han bl.a. talte om vore ørers fine evner til hurtigt at vænne sig til nye lyde -- og i hvilken forbindelse han (netop) sammenlignede den elektriske guitar med trompeten. Vi har forlængst vænnet os til guitar-lyden, sagde han, så hvorfor skulle han vælge den fremfor trompeten? Underforstået: Guitar-lyden er ikke mere ny eller mere tidssvarende end trompet-lyden. Det er ikke dér, det sner. Han sagde: Det handler om at få lyden til at skinne.      

I øvrigt -- for verden er ikke så stor: Capac omtaler (her) en passant "noget, der hed Kruses Stue i Esbjerg". Det var min farfar og farmor, der ejede og drev Kruses Stue, før stedet blev revet ned, og (osse) jeg har derfor mange minder derfra. Pudsigt.    

Huskeliste til migselv (opdateret 16.50):

At huske at snakke med Irma - Tjek
At bytte al for dyr trøje, som jeg i øvrigt aldrig vil komme til at gå i - Tjek
At brokke mig over min nye urrem - Tjek
At ha besøg af Michael - Tjek
At købe frimærker - Tjek
At købe en vægkalender, så jeg kan få styr på mit liv - Tjek
At købe ""The Devil's Backbone" på tilbud, for måske er den ok - Tjek
At bestille 1 stk. Feldman-CD hos Helle - Tjek
At snakke med Sonofon - Tjek
At sende CD til Lejf - Tjek
At bestille tid til eftersyn hos tandlægen - Står sidst på listen

Jeg har forgæves forsøgt at finde et billede (på nettet) af mit nye legetøjs-keyboard -- men her er til gengæld min nye telefon, som jeg osse fik, d.v.s. købte, i Struer. Nu er jeg ikke længere 5-6, men kun 1-2 generationer bagud i forhold til alle andre. Jeg opsagde mit Sonofon-abonnement, fordi jeg ikke regnede med, det ville lykkes mig at finde en billig, abonnements-fri telefon. Nu kan jeg da pænt ringe til dem og spørge, om jeg kan få lov til at fortryde min opsigelse - for jeg er sådan set godt tilfreds med dem, og det ville være fint, hvis jeg ku beholde mit gamle nummer. Og slippe for yderligere besvær. Det vil jeg gøre i morgen -- hvor jeg tillige a) vil bytte den sindssygt dyre trøje, jeg købte i onsdags, men nok aldrig vil få brugt, og b) vil klage over min nye ur-rem, som allerede er gået i stykker.

Er netop hjemvendt fra det vestjyske -- med flere, nye dimser, som jeg kan lege med. En af dem er et børne-keybord med selvlysende taster og en virkelig fin børne-keyboard-med-selvlysende-taster-lyd. Her er f.eks. Beethovens "An die Freude" -- i en udgave, jeg er sikker på, han ville ha holdt af.  

Dagens CD er Francis Dhomont: "Les moirures du temp" og "Phonurgie". Det burde selvfølgelig ha været et-eller-andet med Dylan -- men altså. Dylan er der jo altid - hos mig - i baghovedet, og jeg lever med ham hver dag.

Jeg var forholdsvis gammel, før jeg for alvor begyndte at fatte bredden og dybderne i Dylans sang-univers -- og det gælder for Dylans værk, som det gælder for alle store poeters, at man ikke - næppe - kan begribe det hele. Jeg hørte engang Per Højholt sige, at der var to, måske tre digte af Mallarmé, som han virkelig forstod. Man er nødt til at leve med skidtet en rum tid (som er et fantastisk udtryk) -- og bl.a. derfor har jeg heller ikke haft meget travlt med at indkøbe Dylan-CDer. (Jeg har lige talt dem. Jeg har 26.) 

På den anden side: Dylan er hverken svær - ikke sværere end tilværelsen i al almindelighed - eller eksklusiv, og der burde være en indgang for enhver, for Dylan har lavet det hele: Folk, rock, country o.s.v. Han er blevet hyldet som "musikkens Picasso", og sammenligningen er ikke helt tåbelig. I hvert fald: Der er et citat, der lyder noget i retning af, at vi alle er henviste til at være efterlignere og kopister, for "kun Gud og Picasso skaber". Man kunne med lige så stor ret sige, "Kun Gud og Bob Dylan".     

Dagen i dag:

Woke up this morning and I looked at the same old page
Same ol' rat race
Life in the same ol' cage.

Strangers all give me the news. Det første, jeg gør hver morgen, er at tjekke nyhederne på DRs tekst-tv. Tilsyneladende har Sortesmølf Martin Henriksen besluttet sig for endegyldigt at sætte en stopper for sin politiske karriere. She says, "you must be jokin.'" I say, "I wish I was!" Læs her. Og endnu et Munch-maleri er blevet stjålet.

Then she says, "I know you're an artist, draw a picture of me!"
I say, "I would if I could, but,
I don't do sketches from memory."

Well, the rain beating down on my windowpane. Jeg tror, jeg vil forsøge at rydde lidt op. I morgen er det min svigermors fødselsdag, og Ane og jeg tar en tur til Struer. You made it there somehow. You're a big girl now. 

Glem ikke, at i dag er D-dag.

Dagens CD er (med) La Monte Youngs "42 for Henry Flint". Jeg har flere gange i fortiden (som er al tid siden universets skabelse frem til dette øjeblik, hvor du sidder og læser denne sætning) forsøgt at skrive noget om La Monte Young. Han interesserer mig, og han har haft en vis indflydelse på mine begreber om musik og lyd ... o.s.v. All that jazz. Men hidtil er det ikke lykkedes mig. Det er min erfaring, at det er forholdsvis svært at skrive om musik, især når man ikke ved noget om det. Man ender hurtigt ude blandt tillægsordene, hvor man bør bevæge sig langsomt og tænke sig om, før man plukker.

Det er en smule ulækkert på denne måde at blive ved med at gnide på sigselv, det ved jeg godt. Men alligevel: Jeg er så heldig at kende en hel del musikalsk begavede mennesker, en af dem endda underviser i musik, og en anden er musikproducer. Min roman-skrivende ven, Lars, har tidligere været trommeslager i et band, og han ved alting om Beethoven. Bjarne C ved alting om næsten alting, mener han, og ikke mindst om Joseph Zawinul. Og Stravinskij. Og Miles Davis.

I forhold til venner og bekendte har jeg altid rent musikalsk været den, der ingenting vidste og ingenting kunne. Og det har jeg altid haft det fint med. Selv ikke med en pistol for tindingen ville jeg kunne identificere de enkelte tangenter på et klaver. 

Når min CD-samling - som er den musik, jeg lytter til - er så relativ avanceret, som tilfældet er, skyldes det altså ikke - havde jeg nær skrevet - at jeg har gjort mig fortjent til den. Nærmest tværtimod. Men jeg opsøger musik, der er anderledes, fordi den slags musik (som overhovedet ikke er en slags) er god for mit åndelige helbred.

Første gang, jeg stødte på begrebet de-automatisering, var, da jeg som teenager læste noget om sovjettiske digtere. Lige siden har jeg været meget bevidst om den form for stille dumhed, der sætter ind, når man altid kun læser det samme, hører det samme og udsætter sigselv for de samme indtryk. Det er ganske enkelt sundt - og det er plat, men det er vigtigt - engang i mellem at cykle en anden vej, når man skal på arbejde, at købe en anden slags salat til aftensmaden, se en anden slags TV -- og lytte til en anden musik.            

Restskat at betale: Kr. 4300,- Det ville ha været sjovere, hvis SKAT havde sendt mig en check -- men på den anden side: Sidste år, så vidt jeg husker, sku jeg af med kr. 12000,- Så i år er det kun 1/3 så ringe. Positiv, positiv.

Jeg burde måske skrive et eller andet om Sortesmølf Henriksen og hans tåbelige udmeldinger. Men jeg orker det ikke rigtig. Vi vidste det jo på forhånd, hvad han egentlig mente -- og vi glemmer det ikke.   

Det er med udelt fornøjelse, jeg hermed kan præsentere mit første, egentlige musikalske score nogensinde: Sodom 1-13.

Det er ikke så længe siden, jeg her i bloggen beklagede mig over manglen på musik i min dagligdag. På det seneste har jeg fået det modsatte problem: CDerne hober sig op foran mig, og jeg vil gerne høre dét, og jeg vil gerne høre dét -- og hvad skal jeg vælge? Faktisk tror jeg, jeg bliver en smule tonedøv af alle de pludselige input. Dagens CD - i går - var Alvin Lucier: "Islands".

Ligesom Henrik, men selvfølgelig helt uden sammenhæng, har jeg for tiden gang i et hemmeligt projekt. Jeg kan ikke blogge om det -- men poster alligevel ovenstående, som er et af mine allervigtigste hemmeligt-projekt-arbejds-dokumenter. I disse Da Vinci-tider ... og så videre. En godt hemmeligt projekt bør selvsagt virke fordækt, for ellers er det kedeligt -- og der er ærligt talt ikke meget fis ved at ha en hemmelighed, ingen interesserer sig for.  

Tilsyneladende er det ikke kun mig, der i disse dage går i tomgang. Der sker ikke meget i blogosfæren, og jeg får ingen emails (ud over dem, jeg altid får) -- og heller ingen post. Jeg tænker, det nok skyldes et-eller-andet solart, særligt store og energirige udbrud. Eller måske omvendt: Slet ingen. Det sidste ville nok gi mest mening ... ved nærmere eftertanke. Vejret: Vådt og gråt.     

Der er sket forbavsende lidt i dag, i hvert fald i mit liv. Højdepunktet var vistnok, da jeg gik til urmageren for at købe en ny rem til mit ur -- og ikke engang dét er værd at skrive om, for jeg kom hjem med en rem i den forkerte længde. Som jeg i morgen vil bytte. På vej hjem kom jeg i tanker om, at jeg i et rør et-eller-andet sted har en meget flot plakat, som en fotograf-bekendt - en fjern bekendt - engang lavede i samarbejde med Per Højholt. "Armbåndsurbåndsarm" står der på den -- under et foto af Højholt. Jeg burde få den indrammet og hængt op. Derudover: Har brugt det meste af eftermiddagen på at sidde og lege med lyd. Det tar en farlig tid, og jeg snøvler mig frem. Grafisk afbilledet: "Ava Says She's Had A Very Long Day", de første ca. 50 sekunder.

Jeg har brugt lidt af aftenen på at udfylde skemaer i forbindelse med pligtafleveringen af mine ting og sager -- og i den forbindelse, Henrik: Jeg undrer mig over, hvorfor der ikke dukker noget op på bibliotek.dk, når jeg søger på "Obskuriøst" ... ? Efter aftale med min trykker sørger jeg selv for at indsende mine hæfter -- og det er altid med blandede følelser. På den ene side er det ganske rart således at blive arkiveret, bevaret for eftertiden, at lægge til vor kollektive, litterære bevidsthed. Men samtidig - og af de samme grunde - er det osse en smule angstprovokerende. Det, der er noget lort, når man sender det ind, vil for altid kunne vende tilbage og ramme én i nakken. Og det meste af det, man laver, er jo noget lort ... i hvert fald i mit tilfælde. Det er godt, der er en lov, der siger, at jeg skal aflevere. Så slipper jeg for at tænke for meget over det.     

Jeg kan huske, at der for nogle år siden var en konkurrence -- eller hvad den slags nu hedder, en afstemning - om litteraturhistoriens bedste åbningsreplik. Altså: Værkets første linie. "En soldat kom marcherende ... " "Kim, sagde hun, jeg har aldrig virkelig elsket dig ... " Vinderen blev ikke overraskende Dickens' "It was the best of times, it was the worst of times ... " Men "Jeg vågnede midt i en drøm" er heller ikke dårlig -- og den er sikkert brugt adskillige gange.

I morges kl. lort vågnede jeg midt i et mareridt, og selvom jeg ikke kan genkalde mig, hvad det handlede om, så sidder drømmen stadig i kroppen. "Jeg vågnede med en drøm i kroppen ... " "Jeg vågnede med en drøm i min krop ... " Den sidste er bedre. " ... og hele dagen forsøgte den at fortælle mig noget." Plat. " ... og hele dagen ... " " ... og hele dagen ... " Hvad?

Derudover: Min meget dygtige grafiker-ven har lavet et omslag til "Ulfborg", og jeg har sendt et eksemplar af CDen til Niels-Arne. Den er i hvert fald blevet flot -- hvordan musikken end lyder.   

Forleden skrev jeg et slags svar - og ikke noget særligt godt svar - til Paw, der via sin egen blog ... o.s.v. Jeg har en lille tilføjelse. Lyrik sælger i al almindelighed meget dårligt, og selv de bedste og mest anerkendte, danske lyrikere skal (og vil) formodentlig prise sig lykkelige, hvis der ryger mere end 400-500 eksemplarer over disken. Der er undtagelser, selvfølgelig, men - for at citere Dan Turèll - det kan jo ikke altsammen være Shu-bi-dua, d.v.s. Piet Hein -- og de fleste lyrikere forbliver "smalle", læst af få. Selv om man som bittelille selv-udgiver hverken bliver promoveret, som hvis man udkom på Borgen, eller anmeldt i dagbladene eller i lyrik-tidsskrifterne (som burde), finder man alligevel - tror jeg - ret nemt de læsere, der er. Eller rettere: Man bliver fundet. Af de tilpas nysgerrige. Og man får fornøjelsen af personligt at ekspedere -- og den skal man ikke undervurdere. Det er en god måde at få et netværk på, og det er - helt plat - tilfredsstillende at ku sende (som i mit tilfælde) et hæfte til en, som har mailet eller skrevet og bedt om et eksemplar. Det sker ikke ret tit, men når det sker, føles det godt. For eksempel - og derfor dette - modtog jeg i dag en ordre på et hæfte fra Bibliotekscentralen. Nu går jeg rundt og undrer mig over, hvem pokker der mon har bestilt det ...       

I dag har jeg lavet et stykke musik til min gode ven, Niels-Arne, der bor i Ulfborg i Vestjylland. Han ringede - d.v.s. Gitte, Niels-Arnes hustru, ringede - og fortalte mig bl.a., gjorde Niels-Arne, om et stjernekikkert-projekt, som han har involveret sig i. Ude vestpå har de stjerner -- mange flere end alle os andre. Jeg mangler at få lavet et cover, så CDen (i det mindste) kan præsentere sig. Forsiden kommer ikke til at se ud som på billedet herover, men næsten. Derudover: Jeg er selv godt tilfreds med stykket, for jeg er jo en lalleglad amatør, og hvad kan man egentlig forvente? Men det mest interessante er nok, at det varer 10 minutter -- og (eller men) er lavet udelukkende på baggrund af en optagelse af et støn. Eller en latter. Et tiltag til latter, som blev et støn. Originaloptagelsen medtages på CDen.  

Tilføjet: I aften bringer P2s Lyt til Nyt, som jeg dyrker, en koncert-optagelse fra årets SPOR-festival.

Lidt om psykiske unoder. Hvad er det, der i første omgang får én til at give en bog, en film, et musikstykke eller (in short) en kunstner en chance -- der får én til at købe bogen eller låne CDen på biblioteket? Og tilsvarende: Hvad er det, der får én til at gå uden om visse ting? Da jeg gik i gymnasiet havde jeg en god ven, som plejede at vælge krimier - altid krimier - efter vægt. Han tog de tykke, men lette. Og jeg kan huske, at Lloyd Alexanders (i øvrigt glimrende) Taran-bøger blev trukket tilbage, fordi omslagene ikke 'talte' til målgruppen. Jeg har personligt adskillige blokeringer, der gør, at jeg undgår visse værker - film, bøger, musik o.s.v. - osse selv om det sådan set bare er noget fis. Jeg funderer over det, fordi jeg i løbet af de sidste par dage har læst et festskrift til Per Nørgaard, "Mangfoldighedsmusik" -- og Nørgaard er en af dem, jeg hidtil ikke har beskæftiget mig med. På grund af unoder. Dels fordi Nørgaard har lavet alt muligt, og det forstyrrer mig. Det er noget rod -- fuldstændig ligesom det forstyrrer mig, hvis en forfatter både har skrevet børnebøger og romaner for voksne og reklamer for Colgate til TV. Og dels fordi han, er jeg meget bevidst om, har navngivet nogle af sine værker totalt idiotisk. Et af dem hedder - I kid you not - "Bach To The Future". Det har min hjerne svært ved at acceptere -- men det er selvfølgelig pjat. Senere i dag - for at straffe migselv for min tåbelighed og for at udvide min horisont - vil jeg bestille et eksemplar af Nørgaards symfoni nr. 6, "a labyrinth of sounds and notes, unclear and hesistant in form, but offering a wealth of moods and is impressive in its demonstration of orchestral command." Skrev en eller anden.  

Henrik har skrevet om mit hæfte i sin blog. Tak for det. Det lader til, at alle i bekendtskabskredsen - både på nettet og irl - er gået i erindrings-mode. I går fik jeg en mail fra en god ven, der ku berette, at et forlag havde vist interesse for en af hans barndoms-minde-tekster -- og nu havde opfordret ham til at sende dem nogle flere. Ikke dårligt. Og Lars, der meget venligt sendte Ane og mig udkastet til sin nye roman, er allerede godt undervejs med en sequel.

I går satte jeg alle mine CDer i alfabetisk orden. I dag opsiger jeg mit Sonofon-mobil-abonnement -- og det vil sige, at det er definitivt slut med mit gamle tlf-nummer. Slet det venligst. CD du jour er Bdr. Olsen: "Wings of Love".  

Ane og jeg har nu været på vandretur, Eskebæk Mose tur/retur. Det var godt for meget, men jeg blev ikke mere klogere m.h.t. øen og filmene o.s.v. Overvejer ganske enkelt at nøjes med "Barb Wire", den eneste sci-fi-film, jeg virkelig føler noget for -- og jeg ville sådan set fint kunne nøjes med bare slutningen. Pamela Andersons udgangsreplik, "Get in line". Det er rent guld.

Da jeg gik på uni og havde timer i film-historie, blev jeg udsat for en hel del westerns. Filmelskere tillades et vist - men ikke et stort - spillerum m.h.t. egne forkærligheder, men de skal under alle omstændigheder holde af westerns, altså de gode, John Ford o.s.v. Mænd og heste. Bl.a. derfor - opdagede jeg dengang - blir jeg aldrig én af slagsen. Jeg gider ikke se westerns, ligesom jeg absolut heller ikke gider se krigsfilm, musicals eller film med børn eller dyr i hovedrollerne. Til gengæld, lærte jeg osse, var og er Bunuel noget billigt hø, fuldstændig ligesom Woody Allen (der "højst fortjener en fodnote i historien"), Andrej Tarkovskij, Peter Greenaway, David Lynch og Truffaut. Men ikke Nicholas Roeg. Åh, disse lærdommens år.         

Capac har kastet sig ud i at lave en liste over de sci-fi-film, han ville medbringe, dersom han en dag - The Jiggly Rooms personale håber naturligvis, det aldrig sker - skulle blive forvist til en øde ø. Og den slags er jo altid sjovt. Jeg vil overveje, hvilke film, jeg selv ville ta med. Det er ikke nemt. Kun fire titler - i første omgang - er jeg helt sikker på: Godards "Pierrot le Fou", "Persona", Greenaways "The Belly of an Architect" og Gabriel Axels danske folkekomedie "Oscar". Derudover skal Fassbinder med, afgjort, og Tarkovskij. Men ikke "Solaris" (som Capac har valgt). Jeg synes ikke, det er en af hans bedste. Jeg vil gå en tur og tænke.

Tilføjet: I øvrigt - for vi kan jo ikke være enige om alting altid - stiller jeg mig ret uforstående over for flere af filmene på Capacs sci-fi-liste. Et par af dem gad jeg knapt nok se én gang -- og en af dem cuttede jeg halvvejs, fordi den kedede mig noget så gudsjammerligt.

Det lader til, at der nu igen er hul i gennem m.h.t. emails. I hvert fald har jeg i dag modtaget en spam-mail med den yderst lovende subject header "Mon.promiscuity" -- medsamt diverse mails fra QXL-sælgere og nyhedsbreve, jeg abonnerer på. Brugte noget af natten på at sidde og fisle med et lille lydklip.

Osse Linda har nu skrevet om mit hæfte i sin blog. Al omtale (undtagen deciderede nedsablinger og forsøg på total, social tilintetgørelse af min person) er godt. For mig og mit. Tak. Jeg har overvejet, hvad jeg skal svare Paw -- eller om jeg evt. bare bør vælge at holde en distancens patos. Jeg har aldrig forsøgt at indsende digte eller tekster til "et af de større forlag", som han skriver -- og faktisk heller ikke til "Hvedekorn", hvori en god håndfuld af mine digte på et tidspunkt blev trykt. At jeg således pludselig poppede op i anerkendt offentlighed skyldtes (vistnok) udelukkende Simon Grotrian.

Jeg har visse ambitioner på mine teksters vegne, men ikke tilsvarende høje på mine egne. Det er en del af svaret, tror jeg. Og jeg er ikke god nok. Der udgives, som Paw gør opmærksom på, meget skidt, det er rigtigt, men jeg ser ingen grund til at forsøge at få udgivet noget, som jeg selv er bevidst om, i bedste fald kun er skrantende. For mig er hæfterne - og jeg har til dato lavet 13-15 stykker - først og fremmest arbejdsredskaber. Jeg 'udgiver' dem osse for min egen skyld, for at få en nødvendig distance til de ting, jeg har skrevet, så jeg bedre kan læse dem, tage ved lære -- og (forhåbentlig) blive bedre. Og det er skægt at lave dem.

Jesper spørger (her) til mine tidligere hæfter. Nogle har jeg kun ganske få eksemplarer tilbage af, andre - heriblandt det forrige, "Den ene med det andet" - kan jeg hulmurs-isolere med.    

De sidste to dage har jeg ikke modtaget nogle emails. Næsten ingen. Det bekymrer mig lidt -- ikke fordi jeg venter på en eller anden vigtig besked, i hvert fald ikke noget vigtigere end oplysninger fra et par QXL-sælgere, men fordi jeg allerede - efter kun ca. 48 timer - er begyndt at mærke den dér ude-af-sync-fornemmelse, som om jeg for en stund er blevet koblet af verden. Pludselig sidder jeg og længes efter spam. Bare en enkelt, lille reklame for Viagra?

Men til gengæld går min oprydning gevaldigt. Jeg har i skrivende stund fyldt halvanden sæk med papirer, kopier og diverse bank-halløj.  

Og Paw har skrevet en fin, lille omtale af mit hæfte. Tak for det. 

Idet jeg netop har passeret min smartlog-post nummer 800, introduceres hermed et nyt tag: Salg. Jeg har brugt eftermiddagen på at rydde op og smide ud, og det blev bl.a. til en hel pose videofilm (inklusiv, Lars, "Mystery Men") og en hel pose bøger til genbrug.

Hver gang jeg giver mig i kast med Den Store Oprydning, ender jeg med en bunke ting og sager, som er for gode til bare at kassere, men som jeg på den anden side ikke har brug for. Som oftest hælder jeg dem til slut tilbage i reolen eller skabet eller kassen, hvor de kom fra -- og dét, det forstår jeg godt, er jo nærmest opskriften på rod. Det er grunden til, at det aldrig lykkes mig at komme til bunds. Derfor, har jeg besluttet, vil nu faldbyde nogle af dem via bloggen.  

I første omgang er der tale om bøger, jeg har erhvervet mig, fordi jeg tænkte, at en eller anden nok ville være interesseret -- eller at en eller anden burde være interesseret. Men som jeg alligevel ikke er sluppet af med. Jeg fanger og smider titlerne her i bloggen, efterhånden som de dukker op til overfladen.

Vi kan passende starte med de to, der netop nu ligger på skrivebordet foran mig: Italo Calvinos "Ridderen der ikke eksisterede", vistnok en 1ste udgave, NNF 1961. Og Erwin Panofskys hovedværk, "Meaning in the Visual Arts", en gammel, men aldrig læst paperback. Prisen per bog er kr. nul komma nul dut, men du skal a) betale for porto + udgifter til indpakning og b) skrive i en kommentar, hvorfor netop du bør ha den pågældende bog.     

Sidste post om "Akseldrejning", det lover jeg -- medmindre, selvfølgelig, hæftet indbringer mig en Nobelpris. Og det gør det næppe.

P.g.a. gammel, men ikke glemt gæld, min trykkers venlighed, solens skin o.a. endte produktionsomkostningerne i forbindelse med hæftet helt dernede, hvor man kan spytte på dem. I god ånd har jeg derfor besluttet mig for at fremsende hæftet gratis. Det er noget fis at bede folk om at overføre kr. 8,- for porto, osse selvom x antal kr. 8,- løber op. Som man siger. Men lad dem da løbe.

I morgen, så vidt jeg har forstået, er en slags helligdag, og jeg formoder, det osse gælder inden for post-etaten. Men med lidt held burde de, der har bestilt, modtaget hæftet på lørdag. De ryger i kassen i dag.  

Min bedstefar (med hund) foran min oldefars tivoli.

Min bedstefars tivoli under opsætning.

Flere billeder fra mit private CD-helvede:

"Jomfrudåse til Wilhelm Freddie".

Et foto fra Hyde Park, Chicago.

Et foto fra Rom.

"Red Crow" fra en serie, jeg lavede i 2000.

"Wrong Portrait of Jackson Pollock".

I går aftes modtog jeg de sidste korrekturændringer til mit hæfte - tak, Lars - og jeg rettede, gennemrodede et par kasser for at finde arket med mine tildelte ISBN-numre, indsatte det korrekte nummer i credits og brændte dokumentet på en CD. Henrik har flere gange i og i forbindelse med sit blad, "Obskuriøst", skrevet om den særlige følelse, der sætter ind, når det sidste punktum er sat, en blanding af alt muligt, osse elendigheder -- men i hvert fald med tilfredsheden ved rent faktisk at ha færdiggjort skidtet. Glæden ved at ha skrevet, hvad der i omfang svarer til manualen til en lommelygte, kan nok ikke måle sig med den, man føler, hvis man lige helt selv har samlet en Ikea-reol, f.eks. -- men den er i hvert fald på niveau med plæneklipning. Eller endelig at ha taget sig sammen til at få smidt alle de gamle syltetøjsglas i containeren. Jeg tillader mig igen at gøre opmærksom på, at de, der ønsker et eksemplar af hæftet, bør skrive sig på listen. Klik her.    

Og et CD-indkøb:

Karlheinz Stockhausen: "Mantra". Via engelske Amazon.

Henrik sagde, at jeg ikke bare måtte smide mine gamle data-CDer ud -- uden at tjekke dem først. En flygtning krydser et par spor:

Et foto fra en fællesudstilling i Skanderborg Kulturhus. Jeg udstillede bl.a. - som det kan ses - 4 kvinde-foto-portrætter. I nederste, venstre hjørne ses Linda. Den lyserøde dims, som hænger øverst til højre, hedder "Jomfru", og den blev efterfølgende antaget på Kunstnernes Påskeudstilling i Århus.

Bare en skitse. Jeg har beholdt den - og endda på et tidspunkt scannet den - fordi jeg godt ka li hånden på bagdelen. Tror jeg.

"König", kopi på gennemsigtig plastik på hessian.

"Snefald", træ, glas, ståltråd, hessian og stearin. Jeg brugte en del tid på det -- og da jeg endelig var tilfreds, lykkedes det mig helt bogstaveligt at smadre værket. Så det findes ikke mere.

"Sejd", en lille tegning, jeg lavede engang i et sommerhus.

Det gik vist lige rigeligt hurtigt med min post om Tivoli-Pedersen. Det var ikke Otto, men Ottos søn, min fars fætter. Selvfølgelig.

Det er anden nat, jeg sidder og fisler med mit lille CD-projekt, og jeg er nu oppe på ca. 2.15 minutter.

På fotografiet herover: Tivoli-direktør Niels Peder Pedersen, grundlægger af Danmarks første omrejsende tivoli, som hed "Aarhus Tivoli" -- og min oldefar på faders fædrene side. Alle N.P. Pedersens sønner, cirka, rejste med tivolier, og enkelte fik deres egne. Min bedstefars tivoli hed - fordi han hed - Ejgild Pedersens tivoli. Jeg har en lille plakat hængende på væggen bag mig. I går ringede min mor for at fortælle, at de - mor og far - aldeles pludseligt og uventet havde fået besøg af min bedstefars brors, Ottos, søn, som jeg i hvert fald aldrig har mødt -- men som jeg nu håber meget at få mulighed for at snakke med. Hvis du føler trang til at snage, kan du læse mere om Pedersen-familien, som er min, i historiker Jon Vedels bog "Gøgler af Guds nåde - teltholdere og tivolifolk i Danmark". Der er bl.a. et kapitel om "Tivoli-Pedersen".

Tilføjet. Link til kulturhistorieonline.dk: Aarhus Tivoli. Og på denne side kan man finde en spillet-polet: "10 Øre, N. Pedersen Århus Tivoli, sjælden - (ES 323)". Jeg har flere gange budt på spillemønter fra Aarhus Tivoli på QXL, men indtil videre har jeg hver gang tabt. Hvis du falder over en, er jeg meget interesseret i at købe den.

Endnu et af mine Beuys-inspirerede værker: "Forplantningsapparat" fra engang i slutningen af 90erne.

Et af mine egne, stærkt Beuys-inspirerede værker: "Laura's Tree", en gren med to grene, metal og ledning. Træet blev plantet i Laura's baghave i Hyde Park, Chicago, i 2000 -- og da jeg vendte tilbage 2 år senere, havde det slået rod og sat ekstra grene.

Har netop siddet og lyttet til en CD - på mit rigtige anlæg - med nattens sammenklippede lyde -- og alt er, som jeg troede, det ville være. Blot for at understrege, at jeg ikke er fuldstændig tabt bag af en vogn: Jeg forudså og imødekom problemet med mine dårlige PC-højttalere ved allerede på forhånd at "normalisere" alle de udvalgte lydspor og tjekke dem. Faktisk gik jeg så langt som til først at lave en CD med alle sporene, tjekke -- og derefter genimportere lydene fra CDen, idet jeg samtidig slettede de "originale". I denne digitale verden er det som bekendt så som så med originaler.

Værelset omkring mig flyder med papirer og videobånd og CDer, men alle er de på vej et sted hen. Mao -- citeret efter hukommelsen, så måske er det forkert: "Verden er i kaos, og alt er under kontrol." Cirka.  

Jeg har besluttet mig for, at "Akseldrejning" er færdig. Slut! Jeg er begyndt at ævle og snakke udenom, og alting har en ende, og en regnorm ... o.s.v. Det blev altså kun til 28 sider, men jeg er alligevel "happy in my own suspicious way", quoting Costello, i hvert fald indtil videre -- ikke mindst fordi det endelig lykkedes mig at overkomme min blokering. Det er ved at være lang tid siden, jeg sidst har skrevet noget. Noget noget. Nu er teksterne sendt til korrekturlæsning -- og til (bare) læsning, osse, for indtil videre har ingen fået lov. Jeg tåler ikke, at folk kigger mig over skulderen, mens jeg skriver. Og det er ikke (kun) nykker. Jeg kan vældig godt li Anne Lamotts bog "Bird by Bird" (og anbefaler den hermed uden forbehold til alle), hvori hun bl.a. skriver om værdien af "shitty first drafts". Det er helt enormt vigtigt - for mig - at kunne tro på, at mine "shitty first drafts" er ufarlige og uforpligtende, at intet binder, og at jeg ikke skal stå til ansvar for noget af det, jeg skriver -- og derfor må ingen læse dem. Hvis jeg sidder med bevidstheden om, at andre undervejs læser med (og tænker sit), så går både jeg og min underbevidsthed i baglås. Det dur ikke. Folk må læse, hvad jeg har skrevet, når jeg har skrevet det. 

I nat begyndte jeg - efter endt hæfte - på mit nye CD-projekt. Ud over det helt indlysende problem - at jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad jeg laver - er det endvidere problematisk - for eksempel - at jeg kun har disse hersens elendige, små PC-højttalere tilsluttet, så jeg kan knapt nok høre, hvad der foregår. Måske jeg burde overveje i stedet at bruge mine hovedtelefoner. Men det er skægt.  

Jeg er virkelig meget taknemmelig for, at Klaus henviste mig til lydredigerings-programmet Audacity -- og jeg påtænker i det følgende at spilde en del af min tid på at sidde og pille og lytte. Idet jeg kender migselv godt nok til at vide, at jeg må ha et projekt for at ku holde mig fokuseret: Et projekt! "Images of That Plane", en lille CD. Udgangspunktet er - som så ofte før - at jeg intet ved om noget.  

I stedet for at rydde op i mit tøjskab, som er kedeligt, gav jeg mig til at rydde op i mine CDer -- ikke dem med musik, men dem med data. Nu ligger der en stor bunke på gulvet, og jeg har ingen anelse om, hvad de indeholder. Tak til Capac for det meget gode ord "kaot". Jeg er desværre næsten lige så uorganiseret - i hvert fald for tiden - indenfor, som jeg er udenfor. Et spørgsmål: Skal jeg bare smide alle CDerne ud og tænke good riddance -- eller bør jeg tjekke dem først, just in case?  

Henrik har købt sig en smart, ny jakke -- og jeg burde i løbet af weekenden forsøge at rydde op i mit tøjskab. Alt mit tøj - fra yderst til inderst - er sort, og det, der alligevel ikke er sort, bruger jeg meget sjældent. Det ligger bare og fylder. Jeg - som det hed, da jeg gik på universitetet - abonnerer på den påklædningsfilosofi, som Jeff Goldblum giver udtryk for i Cronenbergs "The Fly": Hvis alt mit tøj er ens, behøver jeg ikke at spilde tid på at overveje, hvad jeg i dag skal ta på. For én som mig, der ikke just er overbebyrdet med æstetisk sans, har filosofien endvidere den klare fordel, at alt mit tøj passer sammen -- for sort går altid med sort. Ulempen er, at folk tror, jeg altid går i det samme sæt tøj. Og lugter. Så de holder en vis distance -- undtagen landstrygerne og bumserne, som er vant til lidt af hvert. 

Billedet: Joseph Beuys iført den fisker-vest, som han altid gik med -- og ditto hat. Det fungerede fint, så hvorfor sku han skifte? Og en sixpence. Det er min ærlige overbevisning, at vi mænd burde gå med sixpence. Kulturen blev fattigere, da sixpence'en forsvandt.

I går aftes tog jeg et print af alle de tekster, jeg indtil nu har skrevet, satte mig i min Wegner-lænestol, sukkede dybt og læste. Jeg har overskredet det punkt, hvor jeg selv kan vurdere kvaliteten -- og det er selvfølgelig kritisk. Den eneste, fornuftige ting at gøre er - ville være - at smide bunken i skrivebordsskuffen, glemme alt om alt og vente en måned eller to, før jeg igen ... og så videre. Herimod taler imidlertid to ting: 1. For det første er jeg ikke så tålmodig og/eller jeg har ikke den nødvendige professionalisme. 2. Og for det andet ville hæftet, hvis jeg gjorde det, formodentlig aldrig blive til noget. Jeg ville ikke orke. Se nr. 1. Som Kenneth Koch skriver i sit digt "On Poetry": Man kan ha sympati, men det er svært at ha respekt for skribenter, der ikke kan redigere. Halvt udført arbejde er kun halvt udført arbejde, hvordan man end vender og drejer det.

Nyeste tekst, som jeg skriver på, har overskriften "Broken English", og den handler om musik. Og mig. Mig og musik.  

Mine to CDer fra CDklassisk.dk ankom i dag. Jeg har vistnok reklameret for dem før, men jeg gør det gerne igen (og igen): CDklassisk.dk er Danmarks billigste, hurtigste og mest venlige CD-online-butik. Jeg har købt kassevis af CDer hos dem - mestendels ny, dansk kompositionsmusik - og jeg er aldrig blevet skuffet. Intet andet sted, er jeg ret sikker på, kan du tilfældigt falde over Stockhausen på tilbud til kun kr. 29,-

Solen skinner, det lykkedes mig i nat at få noget søvn, og i dag vil jeg rydde op. Mit skrivebord flyder med videobånd, diverse prints, bøger og skrammel.

Jeg er nået til det stadie i mit selvudleverende og altafslørende hæfte-projekt, at jeg er begyndt at vende tilbage og klippe og redigere i de allerede - troede jeg - færdige tekster. Redigering er en god ting, selvfølgelig -- men jeg kender migselv godt nok til at vide, at det osse kan være et tegn på, at jeg nu er ved at gå i selvsving. Og at jeg ganske snart vil fucke det op. Det er sket så ofte før, nemlig.

Er i skrivende stund på 31 sider, og overskrifterne lyder som følger:

Gryderne
Stimorol
To citater
Spillemønter
Etik
Græs
Akseldrejning *
Sjette scene **
Linier
Sten
Ormene
Månestråle
Ørreder
Nico i Struer
Soldater
Spejle
Rum
Sønnen
Vand
Elektricitet
Tulipaner
Farvel
Mad
Emails
Kort
Hvorfor jeg læser Markis de Sade ***

* er under udarbejdelse.
** er under redigering og ender vistnok med at spalte sig i to.
*** er genbrug og ryger måske ud. Eller jeg vælger er skrive teksten om.

Meget bedre for mit image. Efter at jeg i begyndelse af april - næsten helt urimeligt - blev gjort til offer for denne søgning, foretog jeg en større oprydning på mit website. Det er mig en glæde at kunne meddele, at man dags dato iblandt de 20 sidste search queries, d.v.s. googlinger, både finder sætningen "metaphysic is hard to study" og - hvad jeg selvsagt er endnu mere stolt af - "Heideggerian poetic cosmology". Samtidig - imidlertid - er besøgstallet faldet til det halve. Det er nok prisen for min kyskhed.  

Hvis man ikke digte kan,
så skal lade være man

- men det vil jeg ikke! Jeg har forlængst indset, at jeg ikke er genetisk disponeret for at skrive digte. Det falder mig ikke naturligt. Det falder mig naturligt at skrive i denne blog, for eksempel, og at skrive essays og omtaler og den slags. Snak. Men digteriet er svært. På gode dage kan jeg så småt bilde mig ind, at mine besværligheder både er rimelige og gode, efterdi de afstedkommes af de høje krav, jeg stiller til migselv. I mere kølige og velafbalancerede stunder overvejer jeg bare at opgi. Det forholder sig jo ikke just sådan, at folket - FOLKET - står og venter på flere digte, og i hvert fald ikke på mine. Who cares? Men det gør jeg. Det irriterer mig, og det holder mig vågen om natten -- for det kan da ikke passe! Et så åndeligt velmøbleret hovede som mit ... o.s.v. Men o, ak. I nat lå jeg i timevis og funderede over tre snottede linier, som jeg skiftevis elskede og hadede - og elskede migselv og hadede migselv for at ha tilladt ophold i min hjerne - og jeg er stadig ikke tilfreds. "Dagens svære sætninger ... " Sådan begynder de. Øv.

Men dertil: For at imødegå mit søvnbesvær forsøger jeg mig i dag med en blændende ny strategi. Jeg har taget en hawaii-skjorte på. Med palmer.

Måske er det lettere noget søvn at få,
når man har haft en hawaii-skjorte på.

Tjuhej. 

På Irenes opfordring: Min besvarelse af Danas meme.

Hvilken bog har betydet mest for dig? Enten som læseoplevelse eller 'aha'oplevelse?
 
Det er et meget svært spørgsmål, synes jeg. Der er flere bøger, der har betydet meget for mig. T.S. Eliots "Collected Poems", fordi T.S. Eliot var grunden til, at jeg begyndte at læse og interessere mig for lyrik. Den lille antologi "San Fransisco Rennaisancen", der udkom på forlaget Sirius i 1964, fordi den åbnede mine øjne for, at der osse fandtes (og findes) en anden og mere tidssvarende måde at skrive på. Peter Laugesens "Kunsthistorier", som for mig i nogen udstrækning har fungeret som en slags guide til kunst. Jens Jørgen Thorsens fabelagtige "Modernisme i dansk malerkunst". Peter Nielsens digtsamling "Medfødte sekunder". John Ashbery. Der er mange.
 
Hvilken genre læser du mest? Romaner, krimi, biografier, digte, eller noget helt femte?
 
Jeg læser mest digte og faglitteratur. Lige for tiden er jeg ret optaget af Marquis de Sade, og jeg læser en del historiebøger, biografier og filosofiske værker. Romaner læser jeg sjældent, og når det sker, er det altid krimier.
 
Hvilken bog læste du sidst?
 
Den sidste bog, jeg læste - og det vil sige genlæste, for jeg har læst den flere gange før - var John Ashberys digtsamling "Can You Hear, Bird".
 
Hvilket køn er du?
 
Jeg er en slags mand.

Tilføjet: Danas meme opstod som svar på denne omtale i Politiken.

Det går - igen - ikke så godt med at sove. De sidste tre nætter har jeg stort set ikke fået nogen søvn, og mine dage blir derefter, med slappe knæ og hovedpine. Det er meget mærkeligt.

I formiddags kiggede vores husværtinde, Lene, forbi. En ny lejer er ved at flytte ind i det lille baghus, der ligger i haven, og Lene mente - ikke helt urimeligt - at det derfor ville være passende med en større oprydning og udmugning i kælderen. Jeg har lovet at ta en tørn, inden hun på onsdag vender tilbage med en ladvogn.

Har modtaget mit eksemplar af "The Marquis and the Chevalier", som jeg bestilte via abebooks den 10. april. Og jeg har sendt følgende email til Ørkenens Sønner:

***

Ærede Ørkenens Sønner

Modtag hermed mine varmeste og mest svedige hilsener. Mit navn er Bo Gorzelak Pedersen, og jeg skriver til jer for at tale Slikmutters sag. Hun spiller trods alt en ikke uvæsentlig rolle i jeres shows, og jeres agtelse og hengivenhed for hende burde være åbenlys for enhver. Alligevel - og det undrer mig - har I i forbindelse med tv-udgaverne af jeres shows ikke fundet hende værdig til at komme med på creditlisten ... ? Takket være jer er hun nu af udseende kendt af hovedparten af den voksne, danske befolkning. Burde I ikke forsøge at give hende oprejsning? Det synes jeg. Hendes navn er Lisa Lipps, og hendes hjemmeside har adressen http://www.lisalipps.com/.

Bo Gorzelak Pedersen
Det Danske Pornografi-Selskab
http://www.pornografiselskab.dk/  

På grund af alt hospitals-halløjet gik jeg glip af et møde i lokalbibliotekets brugerbestyrelse -- med det resultat, kan jeg forstå, at jeg nu er blevet valgt in absentia som formand. Nye koste! 

Ifølge telefonregningen fra TDC, som vi i dag modtog med posten, har Ane og jeg tilsammen i de forløbne 3 måneder foretaget præcis 47 opkald, d.v.s. ca. femten-og-en-halv om måneden. De 40, tænker jeg, må være mine forsøg på at få en aftale med lægen.

Og apropos telefoner: Min mobiltelefon er død. Send ikke SMSer, for jeg modtager dem ikke. Send en email i stedet. 

Stefan opfordrede mig - her - til i "Akseldrejning" at skrive noget om, hvordan jeg "gennem den mindste ting fik øjnene op for noget stort" -- så det har jeg gjort. Som svar til Stefan -- og til skræk og advarsel for jer få, hvis I findes, der har overvejet eventuelt at bestille et eksemplar, når det færdige hæfte engang foreligger:

***

ELEKTRICITET

Jeg sidder oppe om natten og skriver på computeren, besvarer emails eller surfer på Nettet, downloader billeder og filmklip. Jeg læser kun sjældent. Jeg foretrækker at læse om eftermiddagen. Med alt lys slukket i resten af lejligheden, men med arkitektlampen tændt, en grå, gammeldags institutionsmodel, som jeg fik foræret på min tidligere arbejdsplads, er mine nætter ikke sorte, men gule. Modernismen, som jeg nu er gammel nok til at forstå, at jeg hører hjemme i, begynder med opfindelsen af el-pæren, en af vore største sejre over naturen og siden syndefaldet et af vore væsentligste oprør. En læser af min weblog opfordrede mig til i dette hæfte at berette noget om, hvordan jeg "gennem den mindste ting fik øjnene op for noget stort". Som William Blake skriver: "Hør nu en simpel kendsgerning." Jeg kan ikke kilde migselv, men jeg kan skræmme migselv. Alle de dæmoner og hedenske skabninger, der førhen gik i mørket, flyttede, da elektriciteten oplyste deres landskaber, hjem i os, hvor de kom fra. Et helvedes perspektiv.

***

Ovenstående er version 1, og rettelser må forventes. Eller måske ryger det senere i dag i papirkurven.

Ane har købt en bakke vindruer af typen - det står på låget - Ruby Seedless. Det vil selvfølgelig aldrig ske, men hvis jeg nogensinde beslutter mig for at skrive en noir kriminalroman, skal der helt sikkert være en afdanket, blond jazz-sangerinde ved navn Ruby Seedless. Mind mig om det, dersom jeg alligevel ... o.s.v. Man ved jo aldrig, hvor man kan ende.

I morges tog jeg bussen - ikke toget - til Århus for at møde på LUNGEMEDICINSK AMBULATORIUM. Jeg stod af ved banegården, gik hen til stoppestedet og stod og ventede, til en venlig dame forbarmede sig over mig og bevidstgjorde mig om strejken. Hvorefter jeg tog en taxa. På vej mod Universitetshospitalet beklagede chaufføren, der lignede Iggy Pop (eller i hvert fald gerne ville ligne), sig over ensretningen i det danske samfund. Vi har brug for mangfoldighed, sagde han, og jeg gav ham ret -- og betalte kr. 68,- Undersøgelsen, alt inkl., tog et par timer, heraf ca. 80% rå ventetid blandt andre, hvæsende patienter. Jeg fik lov til at puste i et rør, fik taget røntgenbilleder, et hjertekardiogram og blodprøver. Røntgendamen var sød, og lægen, som hed Elisabeth, havde kobberrødt hår og en postkasserød læbestift på. Hun lyttede til min brystkasse og mente, at jeg lød helt normal. Det er der aldrig før nogen, der har sagt. Konklusionen: Alle undersøgelser viste nøjagtig det samme som de tidligere, nemlig at jeg har hævede kirtler ved lungerne, og at det - koblet med mit højre-øje-problem - formodentlig betyder, at jeg lider af sarkoidose. Jeg fik en folder. Næste etape: Jeg er nu indstillet til en CT-scanning -- og måske skal jeg derefter ha taget en vævsprøve. Under alle omstændigheder skal jeg løbende møde op til tjek de næste 2 år. Og lidt data: Ifølge folderen, jeg fik udleveret, påvises der i Danmark hvert år i gennemsnit 8 tilfælde af sarkoidose for hver 100.000 personer, og man regner med - står der - at ca. 50.000 danskere enten har eller har haft sygdommen.  

På vejen hjem kom jeg forbi Århus Bogcafés tilbudshylder og fandt dér en bog, som siden 1998 har stået højt på min ønskeseddel -- og som jeg siden 1998 har været for nærig (og været irriteret over at jeg har været for nærig) til at købe, nemlig "En helt almindelig regnbue", oversatte digte af Les Murray. Jeg havde - og har - allerede de collected poems på originalsproget, så det virkede (på mig) lidt (for) flot at spendere kr. 250,- på oversættelserne. I dag - i Bogcaféen - fik jeg dem for kr. 99,- Da jeg forlod butikken, stod der endnu to eksemplarer i reolen. Hvis du bor i Århus, er lyrik-læser og ikke kender Les Murray: Køb endelig. Du kan læse mere om digteren her.

Og eftersom jeg - således - nu pludselig var på indkøb, gik jeg osse i brugtbiksen på Nørre Allé og købte bl.a. "Salem's Lot" (som jeg med båndet i hånden fik lyst til at gense). Udelukkende for at cementere mit image som en kulturel og dannet person investerede jeg tillige kr. 20,- i en filmatisering af Dantes "Den guddommelige komedie". Se nogle screenshots her.        

Jeg har sovet hele dagen, og det ærgrer mig, osse p.g.a. vejret. Det går lidt bedre m.h.t. mig og søvn, men sidste nat faldt jeg tilbage. En blanding, sikkert, af spændingen ved den totale gede-hjorte-heste-oplevelse i går -- og visheden om, at jeg i morgen skal en tur på Århus Universitetshospitals LUNGEMEDICINSK AMBULATORIUM. Lyder det ikke hæsligt? Når jeg virkelig bliver grebet af Weltschmerz - Tandrup style - er der (bl.a.) én ting, der for alvor kan hidse mig op: Medicinske navne. Få steder viser den nordiske protestantisme sit grimme dødsmaske-fjæs sig tydeligere. For det meste betyder de jo slet ikke noget, de dér navne, men er bare helt tilfældige, fjollede påhit -- og hvad siger det da ikke om os, om vores mentalitet, at vi vælger at navngive så fantasiløst? Hvorfor hedder det Nasonex (mod høfeber)? Hvorfor ikke Dr. Mox' Afrikanske Vidundernæse? Hvorfor Skinoren (mod bumser)? Hvorfor ikke Ægyptisk Orme-Mikstur? Hvorfor skal det være så kedeligt? Hvis LUNGEMEDICINSK AMBULATORIUM ikke hed LUNGEMEDICINSK AMBULATORIUM, men f.eks. DET HEMMELIGHEDSFULDE ILDKAMMER, ville jeg ikke være nær så nervøs. Jeg ville nok - tværtimod- glæde mig.      

Ikke alene fik jeg i dag lov til og mulighed for at klappe en ged -- jeg klappede faktisk to, og jeg jeg fodrede dem, ligesom jeg osse fodrede to heste og to hjorte, heraf den ene veludrustet med et kæmpe gevir. Og så nogle får, som havde nattesorte lam - gederne havde hvide kid - og ænder og råger og gæs. Og bagefter spillede Andreas computerspil på min PC, mens Ane og Johanne lavede mad.

Som det fremgår af kommentarsporet: Jeg har haft besøg af Dangerous Femme og dominatrix Betka Schpitz -- eller i hvert fald af en fra staben. Ikke dårligt. Besøg hendes sexblog her, hvis du tør (og er gammel nok og må).

Sidder (om et øjeblik) og skriver på mit hæfte. Igen.   

I dag kommer svigerinde Signe og svoger Kåre og børnene, Andreas og Johanne, på besøg. Vi skal en tur på Skanderborg Museum -- og forhåbentlig bagefter klappe nogle geder. Jeg er en dedikeret tilhænger af at klappe dyr, i hvert fald hvis de er ufarlige og ikke lider af en eller anden virkelig ulækker sygdom, har væskende sår i panden eller mere end fire ben. Min hjerne fungerer (åbenbart) ikke så godt i dag. Hvorfor flager vi? Flagene er hejst langs Adelgade. 

Nattens tekst: "Tulipaner".

"Mit ubevidste" er nu blevet delt i to: "Vand" og "Kort". At tænke sig, så geografisk -- rent sjæleligt anskuet. Er oppe på 28 sider.   

Nattens tekst: "Mit ubevidste". Det er blevet en slap omgang, så der skal rettes og strammes o.s.v. Senere. 

Med hensyn til dette hersens hæfte, som jeg på det sidste har nævnt flere gange: Jeg skriver små erindrings- og/eller bekendelses-stykker, som jeg planlægger at samle og 'udgive' i hæfteform. Hvis man ikke kender mig, vil hæftet næsten med garanti være fuldstændig og komplet uinteressant -- hvorimod de, der kender mig, formodentlig kun vil finde det forholdsvis uinteressant. Andre ting, f.eks. Richard Ragnwald, vil være kedeligere. Tror jeg. Håber jeg.

Jeg skriver om alt muligt, og der er ikke noget, der ikke kan bruges. Jeg sidder bare og husker. Hvis du - af ren nysgerrighed, eller fordi du håber senere at kunne bruge det imod mig - eventuelt har et forslag til et erindrings-emne, så foreslå endelig. "Jeg synes, du sku skrive noget om dig og ... " Og hvad?  

Jeg mangler et ord. Er der tilfældigvis nogen, der ved, hvad sådan en træ-dims, skomagere bruger til at udblokke sko med, hedder?

O, jeg er så glad. Endelig lykkedes det mig at få sat en ende - og endda den helt rigtige, tror jeg - på min nyeste tekst til "Akseldrejning", "Sønnen". Har osse skrevet om "Rum" og "Spejle". Hæftet er nu på i alt 25 sider. Kritisk masse er nok 32.  

Har sovet meget dårligt. Kom ikke i seng før lidt over tre, fordi jeg sad og baksede med en tekst, som ikke ville ha en slutning, og vågnede halv syv. Stod op. Gik i seng igen kvart over ni. Vågnede kl. elleve. Op -- og tilbage i seng. Og op. Og mit højre øje er rødt. Øv. Sku ha været på apoteket i dag, men orker det næsten ikke. En af den slags dage.

Andre klarer sig bedre. Læs her.

Vågnede op med tendens til rødhed i mit øje. Endnu to tekster føjet til mit hæfte: "Etik" og "Månestråle". Det går jo forrygende -- og jeg tænker derfor straks, at det hele sikkert er noget lort, og at jeg vil ende med at kassere alt og bare sidde i min stol og græmmes. Men altså. Lytter til Hitchcock, "Moss Elixir". 

Min lillebitte knivsamling, som bestemt hverken er imponerende eller udsøgt. I virkeligheden er der vist ikke meget andet at sige om den, end at den - altså - er min. Og at den hænger på væggen over TVet. Jeg har et par stykker mere, som ikke er med på billedet. Bortset fra den afrikanske (yderst til højre) er der i alle tilfælde kun tale om pynt, tourist-souvenirs. Men når jeg engang bliver rig, vil jeg ha mig en rigtig samling. 

Det er påske - og god påske til alle - og fruen og jeg er netop vendt hjem efter et par dage hos forældre og svigerforældre i det vestjyske. Både Ane og jeg fik nogle fine (lidt forsinkede) fødselsdagsgaver. Jeg fik bl.a. - som jeg havde ønsket mig - en dims, der forhåbentlig vil gøre det muligt for mig at konvertere mine VHS-bånd til DVD, den nye Kate Bush-CD, denne CD med Jørgen Leth, kuverter og papir (osse efter ønske) -- og helt uden for nummer og af min far: To flotte læderjakker, som jeg er meget glad for. Og et Minolta spejlreflekskamera med zoom-linse. Så det var jo helt gevaldigt. Derudover købte jeg lørdag selv en lille håndfuld bøger, inkl. to Jules Verne-romaner -- og hjemme i postkassen ventede "Writing The Orgy". Nu sidder jeg igen på min pind og er - således - mere begavet end før. Dette er i øvrigt mit blog-indlæg nr. 700.

Øv. Vågnede i dag op med et knaldrødt øje - igen - og måtte tilbringe eftermiddagen for nedrullede gardiner på min sofa. Med en pude over ansigtet. Jeg føler mig ærligt talt noget udfordret for tiden. Bortset fra Job, tænker jeg, hvem har da nogensinde måtte lide så meget? Nok en hel del -- og en hel del mere. Faktisk voldsomt meget mere. Men alligevel. Job og jeg.

Modtog to bøger med posten i dag: Bogen om Sacher-Masoch og "Græsk mystik", uddrag af diverse. Ved gennemlæsning af nattens tekst om "Ormene": Bræk! Den er jeg nødt til at skrive om. Så det gør jeg. En smule enøjet.   

Som både Irene og Klaus og andre har bemærket og venligt kommenteret: Jeg køber en hel del, bl.a. bøger. Det er sandt. Men - i det skjulte - jeg afskaffer osse. Har lavet ovenstående - og udmærkede, synes jeg - illustration, som viser, hvorledes jeg i teorien smider tre ting ud, hver gang jeg får en ny. Der røg en hel, sort sæk til genbrug i går, og for første gang i umindelige tider har jeg nu en halv, tom hylde allernederst i min ene reol. Det vil sige: Faktisk kun en kvart, for der står to rækker på hver ... Men alligevel.   

Da vi i sin tid boede i Mejlgade i Århus, var der i Borggade - der (stadigvæk) går parallelt med - en brugtbiks, som i virkeligheden var en pornobiks. Butikken levede af kælderen, som var fuld af gode ting og sager, men forsøgte at opretholde et skin af anstændighed ved at ha enkelte reoler med gamle tegneserier og billigbøger stående -- og på nogle hylder oppe under loftet: Ragelse. Jeg husker bl.a. en støvsuger. På vinduerne ud til gaden reklamerede de med "Tegneserier - Bøger - Reelle ting" -- og af en eller anden grund har jeg aldrig siden ku ryste dem af mig, de dér "reelle ting". De fascinerer mig. Og apropos - og hvad jeg egentlig ville skrive: Hvordan kan det være, at jeg - når jeg nu ved, at jeg skal bruge dem - ikke kan finde ud af bare at gå på nettet og bestille en kasse boble-kuverter + frimærker, så jeg er fri for hver eneste gang, jeg har solgt et-eller-andet (mere eller mindre reelt), at skulle farte ud og håndkøbe -- og være til gene for min lokale boghandler, damerne i Kvickly eller posthuset? Det er spild af deres liv, og af mit. Jeg fatter det ikke.   

Skriver fortsat på mit nye hæfte, små erindringer fra mit lille liv. Den sidste uges-tid er det ret præcist blevet til ét bidrag om dagen, d.v.s. om natten, og det går sådan cirka ok. Tror jeg. Måske. Jeg bestræber mig på at holde teksterne korte, ikke over en A5-side, dels for at tvinge migselv til at holde mig til sagen og undgå unødige digressioner (som jeg ellers er go til) -- og dels fordi materialet (som altså er mig og mit liv) næppe kan holde til mere. Nogle overskrifter: "Spillemønter", "Sten", "Ørreder" og "Soldater". Det blir man nok ikke meget klogere af.    

Forsiden - cirka - til mit næste, lille hæfte, "Akseldrejning". Håber på at ha det klar i løbet af april.

Jeg havde i forvejen så småt overvejet i løbet af weekenden at genoptage mit projekt Altomfattende Oprydning -- og efter at ha læst Klaus' seneste post føler jeg mig afgjort motiveret. Er allerede gået i gang med at tømme den første kasse. Det er ikke noget forsvar, men (dog) en slags forklaring, at jeg m.h.t. samleriet er arveligt belastet -- og at jeg i øvrigt er pinlig bevidst om, at min samlermani skyldes en defekt i min personlighed, og at den ikke er nogen dyd. Og skulle jeg nogensinde for en kort bemærkning glemme, at samleriet - ikke mindst pladsmæssigt - er problematisk, så står Ane altid beredvillig parat til at minde mig om det. Ud over alt det andet samler jeg på historier om folk, der klarer sig fint uden store samlinger, herunder osse uden bog-samlinger. Som f.eks. Klaus Høeck. Og Borges.  

Eftersom jeg nu er blevet udnævnt til natteblogger, må jeg velsagtens hellere gøre noget for at pleje min titel. Klokken er kvart i fire om natten - og jeg har siddet og skrevet på mit lille, nye hæfte. Arbejdstitlen er indtil videre "Akseldrejning". Eller, alternativt: "Cirka 20 ting du ikke vidste om mig." Det blir - stort inspireret af Henrik - små erindringsstykker. Ikke digte. 

Klaus har udnævnt mig til "natteblogger" -- og det er jo ikke lyv. Igen i nat, imidlertid, lykkedes det mig at få noget søvn, og denne gang endda i streg ... som man siger. Borges foreslår i et af de foredrag, jeg lige har læst, at vi - når vi sover - er i Helvede. Eller: Han foreslår, at mareridt måske er sprækker i Helvede. "Hvorfor ikke?" spørger han. Jeg burde nok afholde mig fra at læse den slags, sålænge jeg selv - i forvejen - lider af søvnproblemer. I øvrigt er der skrevet udmærkede bøger om livet om natten, om søvnløshed o.s.v. Det er - og nu rabler jeg bare - i bogstaveligste forstand ret underbelyst, i hvor høj grad modernismens fremkost hænger sammen med opfindelsen af det elektriske lys. El-pæren ændrede alt. Det burde en-eller-anden kvik person kigge lidt på.   

De sidste tre nætter har jeg ikke sovet, men bare ligget i sengen og vendt mig og bandet. Jeg har talt får, tænkt bittesmå tanker, jeg har gjort mig helt tung i hele kroppen, og jeg har forsøgt at forestille mig, at jeg svævede på en lyserød sky. Nu prøver jeg med disse hersens baldrian-piller, som jeg i går indkøbte - til overpris - i vores lokale helsekost-forretning.

Og mens jeg venter på, at de skal begynde at virke: Jeg ville egentlig gerne skrive noget om hende Abdul Hamid, og om Manniche & Co. Men jeg orker det næsten ikke -- for hvor er de dog trælse, dem alle. Jeg gir ikke en flyvende fis for Hamid og hendes pubertære trang til at lufte sin utilpassethed i fuld offentlighed, hendes lidt for hårdtpumpede ego o.s.v. Hver gang jeg konfronteres med eller hører om folk, der - hvadenten det er tørklæder eller (omvendte) kors - partout vil spankulere rundt med deres religiøse tingeltangel som hundetegn om halsen eller som full body contraceptive, kommer jeg til at tænke på en historie, min mor engang fortalte mig. Og undskyld, mor, at jeg på den måde bruger dig i min blog. Da hun - min mor - i sin tid startede i en manufaktur-forretning, plejede hun at gå med kors -- for hun kom ud af en missionsk familie. Men en dag trak chefen hende til side og spurgte hende, om det virkelig var nødvendigt. Og det var det selvfølgelig ikke. Så derefter lod hun være.

Historien har ingen pointe, udover denne: At hvis det ikke er nødvendigt for min mor, så er det - i min verden - heller ikke nødvendigt for andre. Det er ikke et meget overbevisende argument, det ved jeg godt -- men i det mindste har jeg da hermed gjort min personlige indstilling klar. At gå rundt som en korsridder og blære sig med sit tegn er, som vi siger i Vestjylland, noget forfærdeligt skaberi. Og det er så nogenlunde, hvad jeg har at sige om hende Hamid: Hun skaber sig. Jeg er fuldstændig ligeglad med, om hun er muslim eller vegetar eller ufo-observatør i sin fritid. Hun er under alle omstændigheder - med Niels Hausgaards ord - rasende træls.

Men - eller og - jeg har det nogenlunde tilsvarende med Vibeke Manniche -- og i endnu højere grad med Lone Nørgaard. Jeg opsagde i sin tid mit abonnement på Politiken, fordi avisen gav spalteplads til Nørgaards vrøvl.

Ingen baldrian-effekt. Endnu.        

Har netop modtaget et fint fødselsdags-postkort fra Mette Urth, som er over there. Tak, Mette! Det var sørme pænt af dig. Og til jer - hvis I læser i min blog - som har vundet en eller flere af mine QXL-auktioner: Jeg er netop i dette øjeblik på vej op til postkassen.

Right. That's it! Jeg har helt klart og meget seriøst brug for at ta mit online-liv (osse det) op til revision. Billedet: De fire seneste googlinger, der har fået folk til at klikke ind i min verden. 

En slags fortsættelse af min foregående post. Jeg har ret seriøse søvn-problemer lige for tiden -- og koblet med omgangssyge, for meget kaffe og for lidt motion, en god portion angst og en (vel kun rimelig) dosis almindelig Weltschmertz ... Og så videre. Og så besvimede jeg altså. Desuden vil jeg slet ikke afvise, at jeg måske har haft for lidt appelsin i blodet. Den sidste måneds-tid har jeg i gennemsnit spist halvanden kilo appelsiner om dagen, og det kan nok være farligt - som jeg gjorde - pludselig bare at stoppe. Så i dag har jeg (allerede) spist et par stykker.

Til yderligere belysning af min personlige elendighed, for at illustrere at den ikke er ny -- og i forbindelse med Henriks tekst om Dan Turèll: Da jeg var ung og endnu mere snobbet og utålelig, end jeg er i dag, brød jeg mig ikke meget om Dan Turèll. Han var for folkelig og for indlysende lun til at være vigtig på den dér vigtige måde, som vigtige forfattere er vigtige på. Jeg har glemt, hvad det betyder -- men jeg vidste det dengang. Og det gjorde en forskel. Min bedste ven op gennem folkeskole- og gymnasie-årene, Dan, var til gengæld meget begejstret for Turèll -- og jeg vil tro, at det var ham, Dan, der oprindeligt introducerede mig til forfatterskabet (næsten helt sikkert via "Alverdens vampyrer"), ligesom det var Dan, der introducerede mig til Per Højholt. Set i retrospekt: Hans dømmekraft var betydelig mere fuldvoksen end min.

På et tidspunkt - og dét er historien - satte jeg mig faktisk ned og skrev et frækt brev til Turèll: "Alle siger, at du er så go, men jeg forstår det ikke ... " Det var ikke ordret, hvad jeg skrev, men det var i hovedsagen indholdet. Ungdommeligt, skrydende, ubegavet og fjollet. Og Turèll, som - jeg har ikke grund til at tro andet - var et generøst og venligt menneske, sendte mig en signeret bog som tak, "by way of explaining". Om et øjeblik vil jeg klikke ind på bibliotek.dk, gennemgå bibliografien og forsøge at erindre mig titlen. For - og det er historiens næsten ubærlige udgang - jeg forærede nemlig senere bogen væk. Måske til Dan. Jeg har glemt det.       

Henrik har skrevet et fint, langt blog-indlæg om Dan Turèll -- og om hvordan Turèlls eksemplar af Ray Bradbury-romanen "Something Wicked This Way Comes" endte i hans egen samling. Henriks, altså. Samling. Billedet herover (for igen vil jeg så nødig stå helt udenfor): Min egen, australske filmplakat.

I går morges - d.v.s. lørdag morgen - besvimede jeg. Det var en nærmest surreel oplevelse. Sidste gang jeg besvimede - så vidt jeg husker - var da jeg i 7. eller 8. klasse var på skole-hyttetur på Venø og faldt ned fra en seng og bankede knolden i gulvet. Og ved nærmere eftertanke: Det var nok nærmere en knock out, og ikke besvimelse. Men i går morges var det the real deal. Jeg stod op og gik på toilettet -- og det næste, jeg husker, er, at Ane samlede mig op fra gulvet. Ifølge hendes vidnesbyrd væltede jeg ganske enkelt direkte bagover. Uden at sige en lyd. Det var et under, at jeg ikke kom voldsomt til skade. Jeg flækkede en negl, det var alt -- men sov derefter til kl. 19.        

Til bror Lars og søster Gitte: Bemærk venligst at vores familie-komsammen i Skanderborg, lørdag, er aflyst p.g.a. sygdom.

Til Niels-Arne: Tak for det. Har opdateret linket til din blog.

Til Lisbet F: Godt at høre fra dig - og undskyld jeg ikke har meldt tilbage. Som du måske kan forstå af bloggen, ligger vi lige nu underdrejede.

Til Henrik: Superflot kort. Tak for det. Fandt du virkelig Reich-bogen i bunkerne?

Til Frank: Sender noget til dig, så snart jeg igen er frisk.

Til ACU-folket: Mange tak for det fremsendte! Der er jo helt klart basis for et sagsanlæg -- og jeg er hård som engelsk lakrids. Hvis jeg var jer, ville jeg nok ret hurtigt invitere mig på en kop forsonings-kaffe. Og kage. Med flødeskum.

Herover: Publikation -- med et forside-billede, der til forveksling minder om mit hjemmesmurte maleri, "Selvportræt som Max Beckmann".

En stor tak til alle, der har skrevet venlige hilsener i min blog, sendt postkort, emails, ecards o.s.v. Det var pænt af jer. Jeg har ligget i koma det meste af dagen, men er nu omsider - for en kort bemærkning - opstået. Ane ligger på sofaen og ser "Tilbage til fremtiden". Min mor har sendt mig en hyggepakke med slik og chokolade.  

Tja-ah. 20 minutter over midnat -- og det betyder, at det på en måde nu er min fødselsdag. Ane er stadig ikke frisk, og jeg er osse selv inficeret. I bedste fald behøver jeg ikke tilbringe hele dagen i sengen, men kan sidde i min stol og se Sherlock Holmes. (I værste fald går verden under i en apokalypse af bibelske dimensioner. Sværme af græshopper, en regn af blod o.s.v.) Under alle omstændigheder: Der er hverken udsigt til gæster eller gaver. Tidligere på aftenen besluttede jeg derfor - d.v.s. med selvmedlidenheden som undskyldning - at jeg måtte købe et-eller-andet til migselv, men jeg ku ikke komme i tanker om en eneste ting. Det var sølle.     

Jamen, det er da bare super. Ane har smittet mig med sit skidt, så nu går jeg osse selv rundt og dingler. Har sovet hele eftermiddagen. Hoster. Men jeg gir mig ikke så let! Gode husråd mod omgangssyge modtages.

Det er den 29. marts, og det betyder, at hvis jeg skal nå at modtage dit fødselsdagskort i tide, så skal det sendes senest i dag. Du havde ikke glemt det, jeg ved det -- men alligevel. En lille, henkastet reminder. Fuldstændig ligesom sidste år truer min fødselsdag, som altså er i morgen, med at blive en ret trist omgang. Ane ligger stadig syg i sengen, og hvis hun ikke snart opper sig, ender jeg med at sidde alene hele dagen. Solo! Så et postkort ville gøre lykke. Omend du naturligvis ikke skal føle dig presset ...   

Det har været en mærkelig dag i dag. Jeg dryp-sov - et nyt ord, som jeg selv har opfundet, og jeg vil be jer om at ta venligt imod det - helt til kl. 17, faktisk, men fik ind-i-mellem læst en fjerdedel af en bog, set en film, ryddet lidt op og lavet det meste af et website. Ane er syg og sølle og ligger i sengen med feber. Absolut sump.

Med hensyn til mine server-plads-problemer: Det lykkedes mig at få reduceret mit halløj til 9.4 MB. Jeg har endnu ikke modtaget en mail fra b-one.net, men er allerede up and running på en dansk adult hosting service - ta-dam - som gir 50 MB aldeles gratis. Indtil videre flytter jeg Sade-sitet dertil -- og fedter for migselv med adressen, indtil jeg er færdig.

Havde lidt problemer med den dér news feed, jeg har lavet til DPS. Jeg troede selvfølgelig, at det var mig, der var en knold (med koder) -- men i virkeligheden var det helt simpelt. Den går i spunk, hvis jeg skriver æ, ø eller å i nogle af teksterne. Så det må jeg jo bare la være med.   

Faktisk både af Klaus og af Linda.

Fire jobs jeg har haft:

Natportier på Grand Hotel i Struer. Hotellet, som i en lang årrække havde for vane at gå fallit ca. hver attende måned, var et stor og stille hus midt i byen, og for det meste - sådan husker jeg det - havde jeg det i disse nætter helt for mig selv. Det første, jeg gjorde, når jeg om aftenen mødte på arbejde, var at tage flagene ned -- og det sidste, jeg gjorde om morgenen, inden jeg igen gik hjem, var at hænge dem op.

Mens jeg studerede, arbejde jeg ca. fem år som assistent i en boghandel på strøget i Århus. En dag, mens jeg stod ved kassen, kom en lille pige på 5-6 år ind i forretningen, og hun gav sig til at luske rundt i afdelingen med blyanter og linealer. Jeg kunne mærke, at hun holdt øje med mig. Mens hun sendte mig skæve blikke, sneg hun sig om bag en stander med tusch-penne og blokke -- og 30 sekunder efter dukkede hun pludselig op ved disken - hendes lille hånd op over kanten - hvor hun smed en seddel foran mig. Hvorpå hun styrtede ud af forretningen. "Hvor du Grim", stod der. Sedlen ligger under det gennemsigtige skriveunderlag på bordet foran mig -- hvor jeg sidder og skriver dette. Jeg har passet på den og gemt den lige siden.

Sammen med mine fire gode venner i film-kooperativet Groupe Ballon Rouge arbejdede jeg ca. et halvt år som film-producent. Alt gik galt, og jeg svor en hellig ed om aldrig - aldrig aldrig - igen at ha noget som helst med film at gøre.

Sammen med min mentor, Poul Tang, var jeg i 2002 på Amtscentret for Undervisning med til at søsætte og lede Danida-projektet Verdensbilledlegatet - og kom i den forbindelse i kontakt med en frygtelig masse spændende mennesker, både studerende, medlemmer af Danidas Oplysningsudvalg, medlemmer af juryen og (ikke mindst) mine senere arbejdsgivere, drengene fra Innovisio. Jeg var projektleder på legatet til og med 2005. 

Fire steder (ved vand) jeg har boet:

Hjemme hos mine forældre -- på Vinkelvej i Struer. Her voksede jeg op, ganske tæt på søen Kilen.

For enden af Brabrand-søen, hvor 17'eren har endestation. Jeg boede til leje i en kælder -- med udsigt til eng og til græssende køer.

Kollegiet, Mejlgade (i Århus). Ane og jeg havde 34 kvadrat-meter til deling, og vi boede der i fire-og-et-halvt år -- lige ved havnen.

Adelgade i Skanderborg -- med Skanderborg Sø i baghaven.    

Fire film jeg kan se igen og igen:

Jean-Luc Godards "Manden i månen", som er den bedste film, jeg nogensinde har set.

"Fra hjertet til hånden", Tómas Gislasons fremragende dokumentarfilm om Jørgen Leth. 

Filmatiseringen af Kurt Vonneguts roman "Breakfast of Champions" med bl.a. Bruce Willis og Albert Finney.

"Exorcist III" med George C. Scott.

Fire tv-serier jeg ser (hvis jeg kan komme til det):

"Inspector Morse"

"Midsommer Murders"

"Inspector Frost"

"Trial & Retribution"

Fire steder jeg har holdt ferie:

Rom.

Berlin.

Chicago.

København.

Fire websteder jeg dagligt frekventerer:

QXL.dk

Blogbot.dk

Politiken.dk

JP.dk

Fire favoritspiser:

Snickers.

Min mors frikadeller.

Digestives og kold mælk.

Pistacieis.

Fire steder jeg hellere ville være lige nu:

Jeg vil ikke hellere være andre steder -- men jeg kunne godt tænke mig at besøge:

Byen Gloucester, hvor den amerikanske digter Charles Olson sad og skrev sine digte.

Marquis de Sades slot, La Coste.

Irland.

Californien.

Fire bloggere jeg prikker:

Niels-Arne.

Ole.

Ulla.

Paw.

Fredag, og klokken er 13. Der er cirka en halv time, til fruen kommer hjem. Imens hun har været på kursus, har jeg - ud over at sove og spise flødeboller - nået at se både "Hellraiser" 3 og 4, to-tredje-dele af "Tomb Raider: Cradle of Life" og tre-fjerde-dele af "Lost Souls", jeg har læst en Jonathan Kellerman-krimi, ryddet op og tørret støv af, hørt halvdelen af Stockhausens "Stimmung", barberet mig, jeg har fået sendt nogle DVDer og bøger med posten -- og nu lytter jeg til Judas Priest, "Screaming For Vengeance". Og vasker noget tøj. Yip yip yip.

Min hustru har forladt mig -- i hvert fald for en kort bemærkning. De næste par dage er hun på kursus her. Og hvad laver en mand, når konen ikke er hjemme? Han sidder og ærgrer sig over, at "Doom" endnu ikke er udkommet på DVD. Den kommer først den 21. Øv.  

Endnu en gang - for det er sket før - lykkedes det mig i nat at få Tekst-TV i det gale øje (som er det højre). "Nå nå," tænkte jeg, da jeg læste denne overskrift: "Magister kaprer tog med 200" -- men det var ikke, hvad der stod. I hvert fald ikke, da jeg (igen) tjekkede nu til morgen. Og mere opsamling: Jeg skrev på et tidspunkt om min Moleskin-kalender, som jeg havde besvær med at finde - 2006-udgaven - men som det omsider lykkedes mig at få indkøbt. Tre-og-en-halv måned inde i det nye år kan jeg oplyse for eventuelt interesserede, at jeg endnu ikke har haft den åbnet. Det er sørgeligt -- med mig og kalendere. Læser i dag Michel Foucaults helt fremragende bog "Viljen til viden".   

Der er igen gået flere dage - vist endda noget i retning af en uge - siden jeg sidst har haft en CD i maskinen, og jeg sidder og kommer i tanker om noget, John Cage engang sagde -- noget med, at når han boede i New York, lyttede han aldrig til plader, for hans lejlighed lå lige ud til gaden. Så han nøjedes med at åbne vinduet i stedet. Vi bor osse lige ud til en gade (omend overhovedet ikke i New York), og i dagtimerne er der masser af lyde. Derudover har vi fået nye naboer i lejligheden ved siden af. Vores lejlighed er hestesko-formet, og naboens badeværelse - det er sandt - er faktisk placeret midt inde i vores, skudt ind mellem vores stue og vores køkken. Og vores nye naboer elsker at ta bad, gerne sammen -- så udover biler og snakkende mennesker på gaden er der vand-pjask og vandrør. Og forleden havde de en hund på besøg. Men ikke med i badet. Og computeren, der sjældent er slukket, står og summer. Har i dag læst Angela Carters "Sades kvinder", en udmærket, men (forekom det mig) ret hadefuld bog. Hvad er værre end intellektuelle, der forsøger at maskere deres personlige had til verden som teori eller analyse? Børnetandlæger, for eksempel. Børnetandlæger er værre, og folk der føler sig for hellige, for fine eller for ydmyge til overhovedet at sige noget, til at deltage i den offentlige debat o.s.v. Og mimere. Men derudover? Jeg tror, jeg vil forsøge at rydde lidt op.      

Jeg har brugt en del timer de sidste par dage på at læse Francine du Plessix Grays meget glimrende biografi "At Home With the Marquis de Sade". Af en eller anden grund, som jeg ikke umiddelbart kan gennemskue, kan bogen købes fuldstændig latterligt billigt via abebooks, ca. 500 sider, indb. Man kan få den for helt ned til omkring $1. Formodentlig har det noget med oplags-størrelsen at gøre, eller måske er den blevet udgivet i en bogklubs-udgave. Det kan i hvert fald ikke være fordi, bogen er dårlig. Den anbefales alle, der har lyst til at stifte bekendtskab med de Sade -- og som nb har mod på at tygge sig gennem 500 sider på engelsk. Og alt imens jeg sidder hjemme i min lænestol og er uproduktiv, færdiggør René F det ene maleri efter det andet. Se de nyeste her. Faldt over denne post, "En modig akademiker", i bloggen Frie ytringer på jævnt dansk.    

Foranlediget - og vist osse lidt provokeret - af gårsdagens post om mig og de religiøse o.s.v., sendte en god og nær ven mig i dag en mail, hvori han bl.a. skrev: "Fordi religion er jo ikke noget man sådan RIGTIG kan tage seriøst, vel!? Og dem der religiøse er jo enten livsfornægtende askegrå Indremissionærer (som Jens Rohde er så bange for) eller gale muslimske fundamentalister (som Pia K. og hendes kumpaner er bange for). Der kan man jo se hvad det fører til at være religiøs. Næh, så er der straks meget mere substans ved krystalhealing og boligindretning med Fengshui!"

Det er ikke nogen (god) undskyldning, men (så) dog en slags forklaring, at jeg var lidt træt, da jeg i går skrev mit indlæg -- og måske endda osse en smule knotten. Derfor denne sequel. Jeg svarede min ven som følger, at:

Det kan godt være, det bare er mig, der tænker anderledes -- men jeg er jo (så at sige) opflasket på PG Lindhardt og Sløk, "Religion og Evangelium", "Herre, giv mig mere vantro" o.s.v. For mig er der (måske lige nøjagtig) helvede til forskel på at være religiøs (religiøs-religiøs) og at leve i tillid til Gud. Hvis folk påstår at tale på Vorherres vegne, så mener jeg, at vi bør møde dem med vantro -- og for min skyld gerne med humor. Det er Gud, vi skal tage alvorligt - hver især - men ikke nødvendigvis alle dem, der render rundt og mener, at de (alene) VED, hvad Gud vil. Jeg har meget stor respekt for mennesker, der har (som Sløk ville sige) NOGET FOR med Vorherre. Det har jeg osse selv.

Citat slut. Faktisk er der få - måske ingen - bøger, der har betydet så meget for min åndelige udvikling som netop disse to nævnte, Lindhardts lillebitte værk om (forskellen på) "Religion og Evangelium" fra 1961 og Sløks "Herre, giv mig mere vantro" fra 1988. Jeg vil tillade mig at bringe et par citater.

Først Lindhardt:

"Religionen er et spejl, hvori mennesket spejler sig selv; den religiøse bevidsthed er det højeste udtryk for menneskets selvforståelse, for dets risikable tilværelse, dets forlegenhed i tilværelsen, dets bekymringer og forventninger. I religionen søger det bekymrede menneske at øge sin vækst med en alen, at vokse ud over sine givne omstændigheder. I religionen bliver troen et sæt anskuelser, formuleret som "dogmer", håbet bliver en forventning om en bedre fremtid, og kærligheden en tjeneste med fortjening som bihensigt. Religion er flugt for tilværelsen -- intet under, at tiden er så overvældende religiøs netop nu, hvor der er så meget at flygte fra -- men evangeliet forholder sig ikke til den drømmeverden, den flygtendes bevidsthed danner sig; det forholder sig til virkeligheden." Mine kursiveringer. 

Og derefter Sløk:

" ... menneskelivet er en gåde, der har mennesket selv til ophav, og som derfor egentlig ikke skal løses, men udfoldes. Det skyldes, at mennesket er fundamentalt uvidende, og at dets partielle viden derfor er omgivet af skepsis, og at der ikke findes nogen antagelse, der ikke lader sig betvivle, og at en principiel vantro forhindrer al normativitet og religiøsitet i at komme til orde i påstande, der udgiver sig for i normal forstand at være sande [...] At tro på Jesus er [...] ikke at tro på et eller andet, der lader sig formulere i en række påstande. Moralen er, at man aldrig skal forlade troens mystiske ankergrund, men løfte vantroens skjold mod alle anslag eller pileskud eller fristelser fra normativitetens eller religiøsitetens illusoriske universer."

Eller bare i kortform -- og med Søren Kierkegaards ord: Mod Gud har vi altid uret. Det gælder dig og mig, det gælder paven, og det gælder alverdens imamer. Og Søren Krarup.

Der er én god ting ved at være så kraftigt medicineret, som jeg på det sidste har været: Når man går på apoteket med en ny recept, f.eks. på 5 mg Maxidex (som jeg var løbet tør for), så koster det kun kr. 8,75. Er jeg den eneste, der synes, at Maxidex lyder som et kondom-mærke? På vej hjem besøgte jeg vores lokale Bog & Idé. Jeg handler stort set aldrig hos Bog & Idé, thi dertil er jeg for litterær -- og i øvrigt: Jeg køber meget sjældent nye bøger, og slet ikke danske. Til gengæld køber jeg en hel den brugte bøger, oftest amerikanske, via nettet. I dag havde Bog & Idé imidlertid sat flere hylder på ti-kroners-tilbud, og jeg endte med at købe en hel posefuld -- heriblandt to eksemplarer af Neutzsky-Wulffs "For længe siden" (som jeg vil sælge), et eksemplar af Levinsens "Den store sang" (som jeg vil forære til bror Lars), en fin, stor bog om cirkus-plakater, en bog om syndfloden, Philip Roths "Det døende dyr" o.a.       

Blot en lynhurtig opfølgning på posten om mig og de kendte: Her er de to eneste kendisser, jeg nogensinde (vistnok for alvor) er blevet sammenlignet med: Den franske skuespiller Jean Reno (billedet i midten) -- og en smølf. Det var Flemming, der engang sagde: "Hvis du blev malet helt blå, ville du ligne en smølf." Det er mig på billedet til venstre. 

Fandt dette link via Mette FM. Ifølge MyHeritage Face Recognition ser jeg på dette foto

59% ud som Karlheinz Stockhausen, 58% som Donald Rumsfeld eller Arthur Rimbaud og 48% som Wesley Snipes, mens jeg på dette

ser ud 71% som Bobby Charlton, 66% som Gong Li eller Cary Grant og 64% som Jean Gabin.

Det er den slags, man har brug for at vide. 

Tilføjet: Intet fornuftigt menneske har nogensinde sammlignet mig med Gene Hackman. Det er en sang af Robyn Hitchcock:

"He's in every film
Sometimes wearing a towel
And if it isn't him
You get Andie MacDowell
So don't talk to me about Gene Hackman" 

Læs hele teksten her.

Fik i går besøg af René F, der som sædvanlig gav sig til at brokke sig over min blog. Den handler kun om film, jeg har set -- sagde han. Det er ikke helt rigtigt, men det er heller ikke meget forkert. I hvert fald skriver jeg mere om film, end jeg burde. Måske. For ganske vidst ser jeg en hel del film - og køber og sælger o.s.v. - men de optager mig ikke ret meget. Jeg går ikke og tænker over dem bagefter, og jeg bruger dem ikke til noget. Åndeligt talt. Der er enkelte undtagelser, selvfølgelig, men de er ganske få -- og det er jo i øvrigt ikke dem, undtagelserne, jeg nævner. Helt anderledes forholder det sig med andre, f.eks. med Rune - som får en masse ud af de film, han ser. Og bror Lars.

Men til gengæld - René - lytter jeg da til, hvad du siger.  

Min bror har skrevet en fin kommentar i anledning af omtalen af Danmark i det amerikanske nyhedsprogram "60 Minutes". Er netop hjemvendt fra dr. Hoppe -- og jeg ser skæg ud, for han dryppede øjet (2 gange) med det pupil-udvidende (det hedder -dilaterende) stof Zyklogyl, og betændelsen har fået pupillen til at klæbe sig fast. Så nu er den stor og u-rund. Jeg har ganske rigtigt fået regnbuehindebetændelse, igen, men denne gang kun fortil, og jeg kan nøjes med at dryppe 4 gange om dagen - og undgår at skulle ta piller. Med hensyn til den eventuelle sarkoidose henviste han mig (min verden er for tiden fuld af henvisninger) tilbage til dr. Peter, idet han - Hoppe - sagde, at han - Peter - måtte henvise mig til en lungespecialist.

Til glæde for alle jer horror-freaks derude: Ordet "sarkoidose" kommer af ordet "sarkoid", af græsk: "sarx", "kød", d.s.v. "kød-lignende". Klassen af lignende ord omfatter bl.a. "sarkofag", "kød-æder". Og klassen af ord, der ender på "-fag" omfatter bl.a. antropofag, "menneske-ædende", på engelsk: anthropophagous -- som er titlen på denne film af Joe D'Amato. Således - kan man se - kan man komme fra hvor-som-helst til hvor-som-helst.  

Det lykkedes mig nu til morgen at få telefonisk kontakt med min (nye) almindelige læge, som hedder Peter. Han kiggede på røntgenbillederne af mine lunger og af mit hjerte. Den gode nyhed er, at de så - ser - helt regulære ud. Tak, Herre. Men den dårlige er, at jeg - som doktor Hoppe havde en mistanke om - har forstørrede kirtler ved lungerne, og at jeg måske (derfor) lider af sarkoidose, en mystisk bindevævs-sygdom som bl.a. kan gi regnbuehinde-betændelse. "Det vil de i hvert fald ikke udelukke," sagde Peter -- idet jeg går ud fra, at "de" betyder lægerne på røntgen-afdelingen. Sarkoidose er sjælden nok til, at min læge - sagde han - må tænke lidt over, om jeg evt. kan henvises til en-eller-anden, men den er omvendt almindelig nok til, at der findes et Danmarks Sarkoidosenetværk. Tilsyneladende ved ingen, hvorfor sygdommen opstår - og der findes ingen behandling. Læs mere om sarkoidose her. Nu vil jeg opsøge dr. Hoppe og be ham om at udlægge lektien -- og om at ordinere mig noget medicin.    

Der er næppe tvivl om, at der er et eller andet galt med mit hovede. Andre har vidst det i årevis, nogle har måske anet det eller haft mistanker -- men nu ser jeg det osse selv. Bortset fra, selvfølgelig, at det gør jeg ikke, i hvert fald ikke med mit højre øje. Det er nu (igen) så galt fat, at jeg ikke kan læse tekst på min computerskærm. Og dertil: Siden i går har jeg haft propper i ørerne, så det (indenfor) runger som i pigernes omklædningsrum. Altså: Halvvejs blind og døv. Men min lille Robin Hitchcock-samling vokser.   

Skulle ha været til Sløk-reception i går, men måtte blive hjemme p.g.a. mit øje. Lars, Morten og Paw, det beklager jeg. Jeg ville gerne ha været dér. En bog-udgivelse er jo trods alt en ret stor ting, synes jeg. Og presse-modtagelsen af bogen har været virkelig fornem. Her er en omtale mere, denne fra Fyens Stiftstidende. De fleste forfattere må vente i dage-, uge- eller månedsvis på eventuelt at få en omtale et eller andet sted -- så det er afgjort noget at få så meget publicity på (eller omkring) selve udgivelses-dagen. Det kan forlaget kun være tilfreds med. Og d'herrer redaktører og forfattere, selvfølgelig. 

Rødmen i mit øje har fortaget sig, og det gør ikke længere ondt. Til gengæld er synet igen markant nedsat, og jeg blir nødt til at opsøge dr. Hoppe på mandag. Øjet må ikke blive koldt, så det ligger lidt tungt med ud-ture. Kunne ellers godt trænge til lidt luft. Jeg kan huske, da Sløk røg i kørestol og ikke længere kunne farte omkring. Han udtalte til pressen, at det nok var Guds måde at fortælle ham på, at han skulle sætte sig ned og skrive nogle bøger - i stedet for alt det andet fis. Måske forholder det sig tilsvarende med mig og mit højre øje: Gud vil, at jeg bliver hjemme og rydder op i alle mine skuffer og kasser og skabe. Ydmyg - som altid, når Himlen befaler mig - er jeg allerede gået i gang med at fylde den første, sorte plastiksæk.        

Vågnede op i morges med et flammende rødt, super-lysfølsomt højre øje. Det gjorde sindssygt ondt, og til sidst - efter at ha siddet bag nedrullede gardiner og med lyset slukket - måtte jeg igen gå i seng. Tog først et par hovedpinepiller og dryppede øjet. Nu smerter det ikke længere, men øjet er forsat rødt, og det væsker. Jeg føler mig ærligt talt noget udfordret lige for tiden. Nu var det ellers lige faldet til ro. Der var no way, jeg kunne gå udenfor - for det ville ha sprængt mit hovede - men jeg forsøgte uden held at få fat i dr. Hoppe via telefonen. Jeg fik bare en maskine. Og min egen læge holder vinterferie-lukket.

Til alle, som jeg skylder noget: Jeg er for øjeblikket nede. Men jeg har vundet to dobbelt-CDer på QXL, operaer, hhv. Verdis "Un Ballo in Machera" og Rossinis "L'Occasione fa il Ladro". Samlet pris for dem begge: Kr. 12,- Det ku vist ikke ha været meget billigere. 

Min lille Jules Verne-samling vokser forsat, langsomt. Hvis jeg lever, til jeg blir 250 (og det gør jeg ikke, hvis jeg ikke snart løfter bagdelen ud af denne stol), vil det formodentlig lykkes mig at få samlet hovedparten af, hvad der findes på dansk. Alternativt - er planen - vil jeg forære samlingen til en eller anden, som herefter må fuldføre værket. Lejede og så (i kun 3 forsøg) "The Cave". Det blev jeg ikke lykkeligere af.

Det er ved at være længe siden, jeg sidst har skrevet noget om mit oprydnings-projekt. Vi har haft et mindre skralde-problem, og det satte mig en overgang i stå. Det er et helt reelt problem: At komme af med sit skidt -- når man altså bor i en etage-ejendom og ikke selv har bil. Hvad gør man? Der er selvfølgelig søen -- eventuelt om natten, når ingen kigger. Men nu er Reno Syd igen på banen, og jeg har allerede flere, små stakke liggende parat. Jeg planlægger osse at sætte diverse til salg på QXL. Er for øjeblikket løbet tør for boble-kuverter. Hvis man køber dem enkeltvis hos en boghandler, koster de 6-7-8 kroner stykket. Det er helt vildt. Men hvis man køber en hel kasse, koster de kun 1-2 kroner. Jeg kan selvfølgelig bare lægge den ekstra udgift til portoen -- men det generer min vestjyske natur at gi for meget for en vare. Osse for en boblekuvert.        

Er netop hjemvendt fra øjenlægen, dr. Hoppe. Mit øje er atter ok, lader det til, men han vil se mig igen om et halvt år. Jeg skal nok regne med - sagde han - at regnbuehindebetændelsen kommer igen -- og det er forsat uklart, hvad der forårsagede den. Lørdag var Ane og jeg i Sejs for at besøge Signe og Kåre og Andreas og Johanne. Andreas hoppede på mig og forærede mig en flot tegning, som forestiller "en trold der går nede i vandet og spiser en blomst med en krabbe". Sådan en har jeg altid ønsket mig. Søndag fik vi besøg af Lisbeth S, som (nu) bor i København -- og i mellemrummene, ind-i-mellem, har jeg siddet og læst i "Obskuriøst", Henrik Larsens blad. Henrik var så venlig at sende mig en håndfuld ældre numre -- efter at jeg (med skam) havde indrømmet over for ham, at jeg faktisk aldrig havde ... o.s.v. Men det har jeg nu. Det gav mig ustyrlig meget lyst til osse selv at forsøge at skrive et eller andet -- for hvor er det dog fantastisk, at man kan. I første omgang - om et øjeblik - vil jeg vælge bare at flade ud på min sofa. Dr. Hoppe dryppede mit øje med Cyclogyl, et pupil-udvidende middel -- og jeg bliver bims af alt det lys.

Igen denne morgen kom jeg til at sidde og kigge lidt på migselv -- og pludselig stod det mig klart, at der (som det er sket før) nu er gået i hvert fald en uge, siden jeg sidst havde en CD i maskinen. Ikke medregnet Wagner og Arol Zendik. Så nu lytter jeg til The Corrs. Det værste, man kan sige om dem, er, at de er en kommerciel omgang lunken vand på dåse(r). Det bedste er, at de ikke kan genere nogen, ikke engang mig.

Jeg kan se på Ekstra Bladets side, at deres mest læste historier lige nu er hhv. "Kamphund voldtog kvinde", "Onanerer på alle fire" (det er Frank Hvam) og "Hede sexscener i Basic Instinct 2" -- så mon ikke tegninge-sagen er ved at ha toppet? Jeg kan osse læse - i Berlingeren - at Louisiana nu udstiller Baselitz, og jeg har allerede lovet migselv, at den udstilling vil jeg se, inden den lukker d. 6. juni.

Og et nyt gravkammer er blevet opdaget i Kongernes Dal. Læs her.

Min døgn- og søvn-rytme er for tiden fuldstændig screwed up, endnu mere end sædvanligt. Som det bl.a. fremgår af denne blog sidder jeg oppe til sent om natten, men vågner alligevel forholdsvis tidlig. Til gengæld falder jeg i dyb søvn sidst på formiddagen -- og ødelægger alle mine dage. Jeg ved ikke, om der har været særlig mange solar flares de sidste 24 timer, eller om det bare er R'lyeh, der bryder overfladen. Min søster har haft en drøm, kan jeg se. Selv har jeg haft tre - tre helt forskellige, men alligevel tematisk forbundne, og alle jævnt ubehagelige - i løbet af tre søvn-perioder -- og nu sidder jeg her og er fuldstændig kvæstet. Det er min erfaring, at det er godt for min hjerne at drømme, for den virker friskere bagefter. På sigt. Men det er en mærkelig kur. Læs mere om drømme her.  

I dag har jeg fået røntgen-fotograferet mit hjerte og mine lunger. Jeg tror, jeg taler på vegne af alle rygere, når jeg siger, at lunge-røntgen er en decideret ubehagelig ting. Man når at tænke alverdens ubehagelige tanker, mens man står dér med brystkassen blottet foran kassen. "Jeg fik dog oplevet meget. Jeg har set Mississippi-floden, og jeg har kysset en pige ... Attack ships on fire off the shoulder of Orion. I watched C-beams glitter in the dark near the Tannhauser gate." Det hele tar kun ca. 5 minutter, men i mellemtiden har man stort set nået at sige hele verden farvel. Eller måske er det bare mig.

Billedet: En lungefisk. 

Min blog har på det seneste nærmest udviklet sig til en slags nyhedstjeneste -- og det undskylder jeg. Selvfølgelig. Men 1) dels er det jo altså vigtigt med de dér tegninger, og det optager mig, ligesom det vel optager stort set hele den øvrige, voksne befolkning -- og dels slipper jeg, sålænge jeg således bare klipper og kopierer fra aviser etc., behageligt for selv at sku mene noget. For det er så anstrengende indviklet. Jeg tror, at jeg - for nuværende - strategisk vil vælge at mene, at der er nok, der mener noget -- og jeg vil i stedet blot være, som jeg er, et fredsommeligt eksempel til efterfølgelse for alverdens, både for kristne, jøder og muslimer. Jeg generer da i hvert fald ikke nogen, så hvis bare alle var som mig. Lad os se, hvor meget det rykker.

Derudover: Udfyld skemaet. Og Peter Nielsen har venligt sendt mig to bøger, han har oversat, hhv. Stig Sætterbakken: "Siamesisk" og Halfdan W. Freihow: "Kære Gabriel". Tak til Peter. I dag røg endnu en sæk til genbrug, og for første gang i meget lang tid kan jeg åbne mit store, hvide metalskab uden helt bogstaveligt at måtte frygte for at lide bogdøden under udvæltende stakke. 

Ifølge smartlogs statistik har denne blog nu i gennemsnit mere end 500 besøgende om dagen. Gad vide hvor meget det ville være værd ude i den virkelige verden?       

Ane og jeg var i aftes i Skanderborg Kulturhus for at se en opførelse af "Svend, Knud og Valdemar".

Til oplysning:

Den rigtige historie lyder sådan her, citeret efter Wikipedia: Valdemar den Store, søn af Knud Lavard og Ingeborg, dansk medkonge fra 1154 og enekonge fra 1157-1182. Valdemar, som blev født blot 8 dage efter at faderen, Knud Lavard, var blevet myrdet, voksede op hos Asser Rig sammen med dennes sønner Absalon og Esbern Snare. Under stridighederne om retten til tronen mellem Svend 3. Grathe og Knud 5. sluttede han sig til Svend, som i 1147 gjorde ham til hertug af Slesvig. I 1154 skiftede Valdemar over på Knuds side og forlovede sig med hans halvsøster Sofie. Han blev konge i Jylland 1157 ved rigets deling mellem Svend, Knud og Valdemar og enekonge samme år, efter at Knud blev dræbt under det såkaldte "blodgildet i Roskilde". Det lykkedes Valdemar at undslippe, og efter at have samlet en hær slog han Svend på Grathe Hede og var nu enekonge. Se evt. osse dette Venderleksikon.

Lystspillet "Svend, Knud og Valdemar eller Kongemordet i Roskilde eller Slaget på Grathe Hede", "et historisk, romantisk Udstyrsstykke i 5 Changementer med indlagte Sange", er oprindeligt skrevet af Peter Fristrup og blev første gang opført på Nørrebros Teater i 1887. Fristrup var søn af en bogbinder og egentlig uddannet fotograf, men han slog sig i stedet tidligt på skriveriet og leverede mange stykker til de københavnske teatre.

Der findes en ret fantastisk tv-udgave af lystspillet, vistnok lavet i forbindelse med Jytte Abildstrøms opsætning i Riddersalen engang i 1970erne.   

Jeg ved ikke hvordan, men tilsyneladende er det lykkedes Ane at hente min aldeles døde mobiltelefon tilbage fra Skyggernes Rige. I hvert fald virker den nu igen -- og jeg er irriteret på den som førhen. Er på udkig efter en ny, så hvis du falder over et godt tilbud: Læg en besked. Mine to nye Wagner-operaer, som jeg bestilte i går, ankom med posten i dag. Super-service fra Classico/CDklassisk.dk. Og i morgen skal vi i Skanderborg Kulturhus for at se denne opførelse af komedien "Svend, Knud og Valdemar". O, fromme bips!   

Igen i dag var der noget, der lykkedes. I går morges havde vi pludselig ikke mere varmt vand på badeværelset -- og det kolde vand er lige for tiden meget koldt, ikke mindst når man lige er stået op. Jeg mailede kommunen, der henviste mig til vandforsyningen. Ane ringede til dem, og de henviste til fjernvarme -- som jeg ringede til, og de henviste til en VVS-installatør. Så ringede jeg til vores udlejer, Lene, og halvanden time efter bankede Aagaard på døren, vor lokale mand i Kansas. Han kiggede og kløede sig i håret, gik lidt rundt om sigselv og kløede sig lidt mere -- alt imens jeg hev støvsugere og potter og pander o.s.v. ud af skabene, så han ku komme til at tjekke rørene. Til sidst gik han (bogstaveligt) i kælderen -- og kom triumferende tilbage. En eller anden knold havde ganske enkelt slukket for hanen dernede. Nu er det varme vand vendt tilbage, heldigvis. Læs mere om vand her.    

Jamen, selvfølgelig da. Efter en forholdsvis røvtræls dag uden varmt vand o.s.v. så jeg frem - som det hedder - mod "Mistænkt" på DR1. Med start kl. 22.15.  Kl. ca. 22.14 lykkedes det mig imidlertid at spilde en hel kop kaffe ud over mit computerbord. Omfanget af skader er endnu ikke fuldstændig opgjort, men det synes klart, at (i hvert fald) min mobiltelefon må skrives på tabslisten. Jeg havde i forvejen planer om at købe en ny, så jeg er ikke knuget. Ikke just. Og det gælder vel osse for mobiltelefoner, som det gælder for os andre, at det er bedre dø hurtigt i kaffe, end det er at hensygne glemte og forladte? I hvert fald:

MIN MOBILTELEFON VIRKER FOR NUVÆRENDE IKKE

- så la vær med at blive knotten, hvis du sms'er eller ringer uden at få svar. Send hellere en mail.      

En lynhurtig opfølger til min nedenstående post. Har netop modtaget mine 3 nye "Gor"-bøger -- sikkert osse som en slags påmindelse fra De Højere Magter (herefter DHM) om, at så defensivt og negativt ville Tarl Cabot aldrig ha reageret. På noget som helst.

Så altså: Sikke noget pis at brokke sig over at være løbet tør for kaffe. Vi bor ca. 3 minutters gang fra Kvickly -- og jeg har allerede været dernede. Og kaffe var endda på tilbud. Affaldsbunken på fortovet er blevet fjernet, og en venlig sjæl fra kommunen har mailet mig telefon-nummeret på den person, jeg skal snakke med om det manglende, varme vand. Og sammen med "Gor" fik jeg osse "Moss Elixir". CDen lå i postkassen og ventede. Og her er et billede af Betka Schpitz som sygeplejerske.   

Who could ask for anything more?     

Når man køber VHS-bånd, køber man til skraldespanden -- og i den henseende er det en virkelig dårlig investering. Men på den anden side: 5 for kr. 50,- i Blockbuster, d.v.s. kr. 10,- stykket, gir jo osse en chancen for billigt at komme til at se nogle af de film, man (dengang) lod stå. Købte forleden - og det må være mit et af mine dårligste film-indkøb nogensinde - "The Wisher", "Kill Bill Vol. 1", "The Puppet Masters", "Switchback" og "Dark Water". Jeg har endnu ikke set sidstnævnte, men den skal sørme være god, hvis den skal veje op for de øvriges elendigheder. Faktisk er det eneste forsonende indtil videre Liane Balaban i hovedrollen i "The Wisher". Idet at hun er nuttet.

Og derudover: Af en eller anden grund har vi pludselig ikke varmt vand på badeværelset. Vores skrald er ikke blevet afhentet, men ligger i en stor og ulækker bunke på fortovet udenfor -- og jeg er løbet tør for både kaffe og tobak. Og jeg mangler at besvare nogle emails.      

Se selv. Jeg er et eksempel.

Det er lørdag, og jeg er lige blevet klippet -- eller mere præcist: Trimmet med en fåreklipper, så jeg nu (igen) ligner en nazi-læge. Som vi ka li det. Derudover: Jeg fortsætter ufortrødent med mit oprydnings-projekt. Lige nu står der (til Anes udelte irritation) to plastiksække på gulvet ved siden af mig, begge fyldt med papir. De ryger ud i dag, det lover jeg. Jeg har en forfædelig masse sorte arkivkasser, som jeg på et tidspunkt købte billigt, og de er alle proppet med jeg-ved-ikke-hvad, ragelse og rod -- men nu gennemgår jeg dem én efter én. Indtil videre har jeg bl.a. fundet en hel masse glaskugler (fra min barndom), en elefant og en dims til at udblokke sko. Se videoen til "Op med håret" her.        

Nye ting. Jeg kom til at købe 3 film på tilbud i Blockbuster, hhv, "The Last Shot" (med Toni Collette), "National Treasure" og "Identity". Stod længe og fedtede med et eksemplar af "Malevolent", men lagde den til sidst tilbage i kassen. Hvor meget jeg end gerne vil se endnu en film med Kari Wuhrer - som var god i "Hellraiser: Deader" - så orker jeg simpelthen ikke at sidde og glo på Lou Diamond Phillips. Først efter aftensmaden kom jeg i tanker om, at jeg havde glemt at tjekke postkassen, og det viste sig, at den var proppet. Min "Black Scorpion"-DVD er ankommet -- og endnu en Jules Verne-bog til samlingen. Og min signerede Ashbery.

Og som om dét ikke allerede var langt mere, end jeg har fortjent: Har netop vundet tre John Norman-bøger på QXL, "Raiders - ", "Outlaw - " og "Tarnsman of Gor". "Gor"-bøgerne er - let there be no doubt about it - meget, meget, meget dårlige. -- Men hvor fantastisk er ikke tanken om denne besynderlige mand, Norman, som først blev amerikansk Ph.d., altså doctor, på en afhandling med titlen "In Defence of Ethical Naturalism: An Examination of Certain Aspects of the Naturalistic Fallacy, With Particular Attention to the Logic of an Open Question Arguement" og derefter satte sig ned og skrev 25 (eller hvor mange der nu er) sci-fi-romaner om store muskuløse mænd, der holder kvinder som slaver? Find John Norman-links her.         

Apropos Carstens kommentar: Det er nu snart 12 timer siden, jeg sidst var inde og tjekke seneste ændringer. Faktisk har min PC været SLUKKET det meste af i dag. Til nu. Efter - forleden - indkøbet af 10 nye, sorte plastiksække (kr. 5.95 i Kvickly) er der atter så småt kommet gang i mit oprydnings-projekt. Jeg går hårdt til værks, og det glæder mig, at jeg kan. Ud med lortet. Har osse fået set "Phantasm" 3 og 4. Nu mangler jeg bare den femte dvd i boksen, bonus-materialet -- og så er jeg sådan set klar til igen at starte forfra. "It's never over." Boooyyyy. 

Jeg håber, at nogle af jer vil ha lyst til at klikke ind og deltage i jagten på DEN DANSKE SEX-KANON. Enkelte har allerede udfyldt skemaet. Tak. Det er aldeles ufarligt at give sine bud, og man forpligter sig hverken til at registrere sig som bruger, til at sige ja til nyhedsbreve eller til at købe en roterende dims. Så gør det endelig. 

Bror Lars har skrevet en glimrende replik i anledning af Søren Sortesmølf Krarup. Og han har sørme lavet et Vampyr Video-wallpaper.

Jeg har i løbet af de sidste ca. 48 timer udviklet en decideret afhængighed af Wikipedia -- eller mere præcist: Af denne side, hvorpå man kan følge de seneste ændringer. Jeg har ingen anelse om, hvorfor jeg synes, det er så skægt at følge med i -- men det gør jeg altså. Åbenbart. Og i dag har jeg f.eks. (således) lært noget om falske ormeslanger, om mongolske invasioner i Japan, at Diller er en by i Nebraska - og at Nickybutt mener, den bør slettes. Altså det. Opslaget. Læs her.

Og Ane har skrevet i sin blog om Prins John. Læs her.

Har i dag modtaget min nye "Phantasm"-box -- og den er superflot! Den skinner. Det er ikke til at fatte, at den kun kostede 8.99 pund inkl. porto fra England, når man f.eks. holder forrest i baghovedet, at jeg (osse i dag) måtte gi hele kr. 60,- for et nyt batteri til mit ur. Eller kr. 89,- for den månedens cd fra Classico, som jeg havde glemt at afmelde. Det er nu anden måned i træk -- men denne gang var det Morten Zeuthen og Amalie Malling, der spiller Beethoven. Så det er vel trods alt ok. Sidste gang var det Carl Nielsen.

Men hvad jeg ville sige: På vej hjem fra urmageren gik jeg ind i en lokal forretning for at kigge lidt på mobil-telefoner. Jeg er blevet grebet af den idé, at en ny mobil-telefon vil forøge min livskvalitet. En mandlig ekspedient kom straks farende, og jeg sagde (og jeg citerer): "Har du ikke en fantastisk mobil-telefon til ingen penge?" Han kiggede lidt tvivlende på mig og spurgte, "Hvad betyder fantastisk?" Og jeg sagde, "Jeg skal kunne snakke i den." "Skal der være kamera i den?" spurgte han. "Nej," svarede jeg. "Jamen, det har jeg da," sagde han -- hvorefter han forsøgte at sælge mig en Samsung til kr. 1100,- Elleve hundrede kroner! Hvad er der galt med disse ekspedienter? Er de (faktisk) torske-dumme, eller forsøger de bare at være smarte?

Scenen var en slags genopførelse af min visit hos den lokale fiskegrejs-forhandler (sidste år). Vi har (helt bogstaveligt) Skanderborg Sø i baghaven, og jeg forestillede mig, at det ku være godt at sidde dernede med en lille stang og en prop. Jeg gik ind i forretningen og sagde: "Har du ikke en super-billig fiskestang?" -- Hvorefter han straks fandt en, der kostede lidt over kr. 1000,- Og jeg gik min vej.

Og forresten: Jeg har osse forsøgt mig nedenunder -- for vi bor på første sal i en ejendom, lige ovenover en mobil-telefon-forretning. "Har I ikke en super-billig mobil-telefon?" "Nej," svarede damen bag disken.

Det må - tænker jeg nu - være noget østjysk. I Vestjylland, hvor jeg kommer fra, ville ingen fornuftig sælger da finde på at svare nej til det spørgsmål -- og han eller hun ville være helt klar over, hvad det betød. Og han eller hun ville sige, "Skal du ha en kvittering?"               

Den tidligere annoncerede mail-renshi er nu ca. 1 uge gammel, og alle de deltagende digtere har hver skrevet ét bidrag. Jeg har - med skam at melde - sovet det meste af i dag. Havde en dårlig nat og faldt først i søvn ved 7-tiden i morges. Denne weekend - what's left of it - står i oprydningens tegn, igen-igen. Jeg skal ha smidt nogle ting ud og omorganiseret andre -- og allervigtigst: Jeg skal ha ryddet op i mine personlige papirer. Måske var det derfor, jeg ikke ku sove sidste nat. Billedet: Jerusalems ødelæggelse.

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg sidst har skrevet noget om øjet. Var hos doktor Hoppe i går (måtte denne gang vente tre kvartér i receptionen) - og han påstod 1) at mit syn på det højre øje var oppe på 80%, og 2) at min gule plet var næsten normal -- men 3) at han nu osse ku se (citat) "noget dis" af den slags, der med tiden kan udvikle sig til stær.

Til fordel for de læsere, der ikke har formået at holde sig orienteret desangående, kan jeg oplyse, at stær er en fugle-familie bestående af cirka 120 forskellige arter, hvoraf kun få findes i Europa. Fjerdragten er glat og metalskinnende, vingerne spidse. Yngler i træhuller og redekasser.

Og DIS er en forkortelse for Databehandling i Slægtsforskning.  

"The laying bare of oneself is obscene." Ad Reinhardt. Det er - tænker jeg nogle gange - ikke til at holde ud med alle disse mennesker, der partout hele tiden vil belemre os andre, udenforstående med tilstandsrapporter om, hvordan de 'føler' lige nu med hensyn til dét eller dét, eller hvordan de 'har det' -- for det er jo, folkens, en skrue uden ende. Vi 'føler' allesammen altid noget, og vi 'har det' konstant. Vi blir aldrig færdige med den snak -- og så spændende er den jo altså heller ikke. Eller: Der er jo så mange andre ting, man osse ku interessere sig for -- udover sigselv. Og hvordan man føler, at man har det i dag. Politik og kunst og striptease og den slags. Eller danske padder og krybdyr. Eller man ku blive medlem af Dansk Amatør Raket Klub.

Og alligevel tillader jeg mig nu osse selv at gøre det -- dels fordi dette er min post nr. 300 på smartlog (og så må jeg ifølge reglerne gerne), dels fordi jeg lige har læst denne post, skrevet af min søster - og dels fordi det vistnok er påkrævet. Tror jeg.

Mange af mine venner og bekendte, herunder folk jeg har projekter sammen med, klikker regelmæssigt ind og læser i min blog. De vil næppe ha kunnet undgå at bemærke, at der er en markant uoverensstemmelse mellem - på den ene side - mit blog-aktivitets-niveau og - på den anden side - min langsomhed, når det gælder om at få andre ting gjort. Og det går ret langsomt, desværre. Det er nu snart en uge siden, jeg sku ha sendt min mor hendes fødselsdagsgave - som jeg havde glemt at ta med, da jeg besøgte hende. Jeg har emails, jeg ikke har fået besvaret. I går lykkedes det mig at få nogle 7-dages-lån afleveret på biblioteket, kun ca. 14 dage for sent. Og så videre.

Hvis man fraregner indkøb og diverse lægebesøg, har jeg ikke været ude af lejligheden siden sidste fredag. Det er en uge. Hvis man fraregner min hustru (og det gør man ikke), har jeg ikke været i (seriøs) kontakt med andre mennesker siden i lørdags. Denne blog er for øjeblikket i det store og hele min eneste linie ud af huset. Det vil sige migselv. Det er sørgeligt.

Jeg har siden slutningen af november 2005 været sygemeldt på grund af depression og angst. Et par facts fra netpsykiater.dk:

"Det skønnes at mellem 200.000 og 300.000 danskere har en depression, der er så alvorlig at den bør behandles. Og ca. hver femte dansker rammes på et eller andet tidspunkt i deres liv af sygdommen."

"Angst er en af de almindeligste psykiske lidelser. Det skønnes at ca. hver femte dansker på et tidspunkt i livet rammes af en eller anden form for angst." 

Der er ikke så meget fornuftigt at sige om det - om hvordan jeg 'har det' - udover at det er træls, og at min sygdom undertiden gør det svært for mig at få ting og sager gjort. Når det sker, får det mig til at fremstå som upålidelig og uberegnelig, og det beklager jeg dybt. Det er sådan set det, der bekymrer mig allermest: At jeg risikerer at miste folks tillid. Hvis jeg ikke passer på. Så jeg prøver.

Hvis du har på fornemmelsen, at jeg måske trænger til et spark, så spark mig. Venligst. Og derudover: Jeg kan ikke andet end at appellere til din tålmodighed. Jeg er lige nu et ret ringe bekendtskab -- og jeg ved det. Men jeg arbejder på version 2. Af Bo. Som blir bedre, det lover jeg.      

Modtog denne indianer-maske med posten i dag. Den ser endnu mere uhyggelig ud ude i virkeligheden -- og jeg vil blive slemt skuffet, hvis det viser sig, at den ikke på en eller anden måde er forbandet. Er der nogen, der har et godt forslag til et navn?

Linda skriver om mig. Og sig. Her.

Torsdag og fredag besøgte jeg mine forældre i Struer -- og med hjem til Skanderborg havde jeg bl.a. en stor, sort platiksæk, som min hustru ikke fik lov til at åbne, og som nu - sækken - står nede i vores kælder. Hvis - rent hypotetisk - sækken f.eks. havde indeholdt denne helt fantastiske lampe, så ville jeg i dag bruge ... ha brugt nogen tid på at gøre den ren og overveje, hvor den skal hænge. Sku hænge. Men det er jo ikke til at vide. Der kan være alt muligt i sådan en sæk. Derudover: Det er helt enormt meget søndag. Har Blockbuster fået noget spændende nyt på hylderne?     

På mandag er det Anes fødselsdag, og i dag får vi svigermor og svigerfar og bedstemor og søster og søsters mand og Johanne og Andreas på besøg. Henrik, v2 er modtaget. Tak. Alle I andre, læs her.

I dag er min mors fødselsdag. Hjertelig til lykke! Jeg overnattede - sidste nat - hos mine forældre i Struer og havde i formiddags fornøjelsen af sammen med min søster at spise smørrebrød med damerne. Hvert år på sin fødselsdag inviterer min mor damerne på smørrebrød, heriblandt min moster Ruth fra Humlum, som - tilsyneladende - nu har for vane at hænge ud på havnen i Struer. Det bekymrer mig en hel del. Hun er ellers sådan en pæn dame -- men i hvert fald hentede min far hende i dag på havnen. Og bagefter, da fadet var tomt, gik hun igen derned. Jeg må ved lejlighed ha mig en snak med min onkel. Sov i øvrigt dårligt, stod op og zappede lidt rundt på tv. Mine forældre har cirka 600 forskellige tv-kanaler. Og henfaldt over en rundbordssamtale på en eller anden fransk kanal: 5 fuldvoksne og velnærede franske mænd med slips og brylcreme - og én helt tynd, hvid og næsten gennemsigtig ung kvinde, den mest "jeg er en fransk, intellektuel kvinde"-agtige kvinde, jeg nogensinde har set. Jeg blev siddende ganske længe, for jeg ville vide, hvad hun hed. Cynthia Fleury. Docteur en philosophie. Det er hende på billedet herover.    

I går i bussen på vej til Århus læste jeg denne bog, "Hængebroer - Berliner renshi 1999". En renshi er et kæde-digt, der er skrevet af flere personer. Reglerne lyder, at personerne skal mødes et bestemt sted og tilbringe nogen tid sammen, helst et par dage - og undervejs skiftevis bidrage til værket. Alle forpligter sig til seriøst at læse, hvad der bliver skrevet og til at (i ordets bedste forstand) kritisere og tage del i en samtale. Hver deltager, når det bliver hans eller hendes tur, får et på forhånd aftalt tidsrum til at forfatte sit næste bidrag - og rækkefølgen varieres, så det ikke hele tiden er den samme, der kommer efter den samme. Eller hvad man nu siger. Deltagerne skal kun - respektivt - forholde sig til det umiddelbart foregående bidrag og ikke til alle de tidligere. Målet er at få en associativt fremadskridende tekst, ikke nødvendigvis en tematisk sammenhængende.

Renshien er en variation af rengaen, som du kan læse mere om på denne side. Man kan (selvfølgelig) bare opfinde sine egne regler - og f.eks. vælge at skrive prosa i stedet for lyrik - men selve grundidéen er spændende, synes jeg. Hvis der er nogen, der evt. har lyst til at være med, kunne det (sikkert) være både morsomt og udfordrende at prøve. Lad mig få nogle tilbagemeldinger. 

I går fik jeg endelig min Moleskin-kalender. Lad os se, om jeg får den brugt. Det første, der burde stå i den, var - eller er - at jeg i dag skal en tur til Vestjylland. Henrik, jeg læser fortsat og venter med feedback, til jeg igen er tilbage. Carsten D spurgte helt henkastet - osse i går - om der var noget galt med min mobiltelefon. Det er der ikke. Men der er noget galt med mig. Det vil sige: Med mit forhold til min mobil. Den for tiden absolut letteste og mest sikre måde at komme i kontakt med mig på er at maile mig på min privatadresse, gorzelak@hotpop.com. Tro mig venligst, når jeg bedyrer, at jeg ikke ønsker at være vanskelig. Jeg er det bare, i hvert fald lige nu. Forhåbentlig går det snart over.

Blandt andet p.g.a. det anspændte forhold til min nuværende overvejer jeg kraftigt at investere i en ny mobiltelefon. Den skal helst ikke være alt for dyr. Hvis du har et godt tip, så læg en besked. 

Nyt indkøb: En indianermaske af træ. Answers.com: "pl. personas. The role that one assumes or displays in public or society; one's public image or personality, as distinguished from the inner self."   

Er den ikke bare flot? Min far har fundet denne superlampe, som jeg MEGET kunne tænke mig at overtage og hænge op herhjemme i lejligheden -- for jeg har dog sjældent set noget lignende. Men så - altid - er der jo konen. Hun deler ikke min begejstring, desværre. Og jeg vil nok få svært ved at smugle lampen herind ... for slet ikke at tale om at få den op at hænge. I al hemmelighed. Hjælp mig med at overbevise hende, venligst. Skriv en kommentar.

Læs et kort essay fra mit næste hæfte: Hvorfor jeg læser Markis de Sade. Klik på tekstlinket på siden.

Min svigerinde og svoger var så flinke at forære mig en pc-lås i julegave, en lille og smart dims som automatisk låser min pc, hver gang jeg forlader den. Det er jo helt kanon fundet på -- men det ville faktisk være endnu bedre, hvis jeg havde noget at skjule. For min hustru. Faktisk, når man tænker efter: Jo mere snavs, jeg ka få proppet derned - på harddisken - des mere stiger låsen i værdi. Så det er vel bare om at komme i gang. Indtil videre har jeg overvejet eventuelt at 1) få mig en karriere som spion eller at 2) tilbyde at blive hemmelig, digital arkivar for The Flat Earth Society. Jeg ku selvfølgelig osse få mig et eller andet ulækkert, virtuelt kæledyr. Gode forslag vil blive modtaget med taknemmelighed. 

Dagens sang er Billy Joels "New York State of Mind":

Some folks like to get away, take a holiday from the neighborhood
Hop a flight to Miami Beach  or Hollywood.
I'm taking a Greyhound on the Hudson River line -
I'm in a New York state of mind.

I seen all the movie stars in their fancy cars and their limousines,
Been high in  the Rockies under the evergreens,
But I know what I'm needing and I don't want to waste more time -
I'm in a New York state of mind.

It was so easy living day by day
Out of touch with the rhythm and the blues,
But now I need a little give and take,
The New York Times, the Daily News ...

It comes down to reality-and it's fine with me 'cause I've let it slide,
Don't care if it's Chinatown or Riverside,
I  don't have any reasons, I've left them all behind -
I'm in a New York state of mind.

I'm just taking a Greyhound on the Hudson River line -
'Cause I'm in a New York state of mind.

Og Paw skriver i dagens JP om Foghs nytårstale: "Fogh Rasmussens tale kan på denne baggrund kun siges at være et skridt frem, fordi han nu anerkender, at der kan være eksempler på »utilladeligt krænkende ytringer« i det danske debatklima. Og samtidig to skridt tilbage, idet han til stadighed og stædigt nægter at tage det eksplicitte opgør med og fordømme Dansk Folkepartis helt overordnede retorik i forhold til muslimske medborgere generelt." Læs mere her.   

I dag har jeg - på min hustrus insisterende opfordring - indledt FASE 1 af projekt Vask Vinduer i Biblioteket -- samtidig med at jeg så (eller hørte) DRs genudsendelse af "Et Dukkehjem" med skjønne Trine Appel i rollen som Nora. Jeg har hendes autograf, meget (meget) venligt fremskaffet af Henrik, som plejede at være min net-ven, indtil jeg sveg ham, og han slog hånden af mig. Det er jeg ked af. Billedet til højre: Det er, hvad der sker, når man er møg-irriterende og venter med at komme til sidste sekund -- når blod-damen står og tripper og ærligt talt gerne vil hjem. I stedet for et pænt, lille stik får man et stort, blåt mærke. Så ka jeg lære det, ka jeg.  

Først sprang den ene el-pære, og så sprang den anden. Og vi har ikke flere på lager - så nu må vi klare os med stearinlys.

Jamen, selvfølgelig. Det manglede da bare. Ane tilbragte et par dage SLAP i sengen - og i dag var det min tur. Befandt mig i en koma-lignende tilstand til kl. 18, men er nu oppe og føler mig nogenlunde frisk. What a life. Billedet: Mig (med briller) og nogle af de lokale.   

Da jeg i november 2005 skiftede til smartlog.dk, var det prøvende. Dette skulle være, skrev jeg, mine house boat days - men jeg blev hængende. Smartlog fungerer glimrende og er meget lettere at opdatere end min gamle html-blog. Min eneste bekymring angår - som det hedder, når jeg er i job - fremtidssikringen af materialet. En blog er jo osse en slags dagbog, og jeg kan godt li tanken om at ha alle mine posteringer gemt (som html-sider) på min harddisk og på cd. Hvad hvis smartlog pludselig lukker eller bliver hacket? Mit liv og min blog - som RF var så venlig at gøre mig opmærksom på, da han i går kiggede forbi - består i hovedsagen af et sammenrend af ligegyldigheder; småting og små tanker -- men alligevel. Det er alt, hvad jeg har. Sådan cirka. I hvert fald: Jeg har på det sidste forsømt at dyrke mit website. Jules Verne-samlingen vokser støt i det skjulte, trods alt, og sitet får stadig en del besøgende. Her er nogle af seneste search engine queries: "ostelager bovbjerg", "tv midt vest set og sket udsalg hos malle" og "louise frevert+kone". 

Ifølge den allernyeste kvittering fra Skanderborg Apotek - netop hjemvendt derfra - har jeg i perioden fra 25. august 2005 til dags dato kostet jer danske statteydere præcis kr. 6615,35 i medicin-udgifter. Uden at ville lyde ulækker, men apropos en snak jeg havde med Niels-Arne: Det ville ha været gevaldig meget billigere bare med det samme at ha investeret kr. 714,- i en bolt-pistol. Ifølge doktor Hoppe går det imidlertid nu fremad med mit øje. Synet er - påstår han - oppe på 70% af det sædvanlige, men jeg skal fortsætte behandlingen endnu 14 dage. Mor, hvis du læser det her: Jeg skal alligevel bruge min salve. Øjet må ikke blive koldt, sagde lægen, så jeg bliver desværre nok nødt til at blive siddende i min varme stol - og se film. Den mystiske "RF", der i går skrev en kommentar her i bloggen, kiggede forbi og nåede lige at få en kop kaffe, inden jeg igen smed ham på porten. Undskyld. RF, du er altid velkommen.      

Haven i dag:

Rune, som er lærd ud i slige materier, har venligt gjort mig opmærksom på, at det ved Gud ikke var ærkeenglen Gabriel, men ærkeenglen Jophiel, der ifølge traditionen uddrev Adam og Eva af Edens have. Og det er altså ganske sandt. Eftersom jeg næppe - denne gang - kan bruge mit dårlige øje som undskyldning: Det var sent om natten, og det var tåget. Udenfor. Jeg beklager.    

Jeg kan i dag oplyse, at mit blodsukker-tal er 6.4. Jeg har desværre ikke rigtig nogen forestilling om, hvad det mon betyder - men damen, der stak mig i øret, sagde, at "det kan du ikke ønske dig bedre." Så det vil jeg lade være med. For at fejre mit nye tal købte jeg et glas Nutella på vej hjem fra AMBULATORIET. Det er mindst 10 år siden, jeg sidst har fået et stykke franskbrød med Nutella. Og jeg har modtaget "Hellraiser: Bloodline" med posten. Det nye år virker indtil videre ok.

Ja ja. I betragtning af, at 1) det er cirka et år siden, jeg sidst har malet eller tegnet noget som helst, 2) klokken er 2 om natten og 3) ovenstående er tegnet med enden af en tændstik (sort oliemaling på papir), så er det - med forlov - ikke fuldstændig elendigt. Ærkeenglen Gabriel uddriver Adam. Originalen er større og bedre.  

Mens vi var i Ulfborg, var Gitte så meget venlig at spørge mig, om jeg evt. havde nogle malerier på lager - til deres mange, nye vægge. Opmuntret af det gode selskab, lidt lun på min forfængeligheds vegne og med et nytårsforsæt om at være mere produktiv: Jeg fik straks lyst til at male. Sådan har jeg ikke haft det længe. Af helt indlysende grunde gik mine tanker straks - og går stadig - i retning af bibelske motiver. Bibel-maleriet har den klare fordel, at det er motivisk fastlagt, og det er gjort eller lavet mange gange før. Det gør det meget anvendeligt med henblik at - så at sige - udtrykke den forskel, som er ens eget temperament eller ens egen tilstand. Helt plat og forkert: Maleriet bliver motivet udtrykt gennem ens eget temperament, som man "ser det". Det bibel-motiv, der i første omgang fascinerer eller interesserer mig mest, og som jeg - i min nuværende situation - er mest stemt for at kaste mig over, er uddrivelsen fra Paradis. Tror jeg. Her er Benjamin Wests uddrivelse fra 1791, og her er Dorés. Her er et træsnit af Holbein, her er Luzern, og her er Spreuerbrücke.     

Hjemvendt. Ane og jeg fejrede i år nytårsaften hos Gitte, Niels-Arne, Matilde, Signe og Lukas i deres nye hjem, præsteboligen i Ulfborg Kirkeby. Gitte er nemlig blevet præst i Ulfborg sogn. Og det var helt Nøddebo Præstegård'sk, hvidt, varmt og hyggeligt, og det var dejligt at se dem alle igen. Inviteret var osse Anne og Torben og deres to piger, Laura og Kristine (som alle fire bor lige i nærheden af denne butik). Uden at ville lægge pres: Jeg håber, Gitte og Niels-Arne i det mindste vil overveje at gøre det til en tilbagevendende tradition at invitere til sammenskuds-nytårskur derude på landet. Efterfølgende besøgte vi Susanne og Lars-Henrik i Struer, og på opfordring viste Susanne mig nogle af sine helt fantastiske indianer-ting, heriblandt en af hendes danse-dragter. Det er Susanne, der har lavet dette website. Jeg overnattede hos mine forældre, og i dag var vi bl.a. i Bilka i Holstebro - hvor jeg købte et par sko og en trøje. På tilbud. Min far forærede mig en printer - tak for det - som jeg nu vil forsøge at installere. Hvis jeg kender mig ret, og det gør jeg, så skal det nok gå galt. Åh ja. Og jeg har købt en klap til mit dårlige øje. Kr. 18.75.     

Et godt nytår til alle. Husk at opføre jer ordentligt, osse i aften, og pas på jeres øjne. Må 2006 ... og så videre. Lad os da endelig håbe det.

Inspireret af min brors års-evaluering: Der er sådan set ingen grund til at forsøge at pynte (på) det hængende træ. 2005 var for mig i hovedsagen et gennemført hæsligt år, et af de værste i min liv so far. Sygdom, medicin, isolation og ugidelighed, søvnløse nætter - og stort set intet, nu, der kan bevise, at jeg overhovedet var dér, at jeg osse eksisterede i år. Jeg fik ikke malet noget, og jeg fik ikke skrevet noget. Jeg fik i det hele taget ikke gjort ret meget, udover at se en masse film og at opdatere min blog. Det var en sørgelig omgang. Men ... Som Julie Morgenstern helt sikkert ville ha sagt: Fokusér på det positive. Positiv, positiv. Helt i top var min ansættelse hos Innovisio i Århus og i særdeleshed mine to chefer, Carsten og Christian, som ganske enkelt har været fantastiske. Min ansættelse stopper nu, og det er endnu uklart, om en ny-ansættelse kan falde på plads først i 2006. Jeg håber det -- men vil under alle omstændigheder tænke med taknemmelighed på min tid i firmaet. Carsten og Christian forærede mig i øvrigt en meget flot julegave. Tak for den. 2005 blev osse et meget godt kunst-år. Ved en række tilfælde fik jeg erhvervet mig små værker af nogle af mine absolutte favorit-kunstnere, herunder bl.a. hele tre tryk af Svend Wiig Hansen, fire Henrik Have-tryk og et af Anders Kierkegaard. Og en Hitler-statuette ... ikke at forglemme. Det lykkedes mig omsider - bl.a. ved søsters og brors hjælp - at få fat i ikke bare nummer 1, men sørme osse nummer 2 på min most wanted film-liste, "Oskar" og Brian Enos "Mistaken Memories of Medieval Manhattan". Sidste års vigtigste roman - og jeg læser altså ikke mange romaner - var John Irvings "Enke i et år", som jeg slugte hurtigt, men tog lang tid om at fordøje. Nu til aften har jeg set filmatiseringen (af første halvdel af bogen), "The Door In The Floor", og den blev - i sidste øjeblik - et af årets store filmoplevelser. Den anbefales varmt. Mere følger.            

I stedet for rent faktisk at give mig til at rydde op gik jeg ud og købte Julie Morgensterns bog "Udryd dine bunker". Den danske udgivelse ser ikke særlig corporate-agtig ud - og havde jeg vidst, at Morgenstern var hende her, havde jeg formodentlig slet ikke investeret de kr. 49.75. Imidlertid: Bogen er indtil videre vældig god og udmærker sig ikke mindst ved - hvad jeg sætter meget pris på - at anbefale, at man allerførst, før man overhovedet går i gang, sætter sig ned og filosoferer lidt over tingene. Så det vil jeg nu gøre, mens jeg ser Gabriel Axels "Oscar", som jeg modtog med posten i dag.

Det er helt vildt utjekket og dumt, jeg ved det godt, men jeg har aldrig fundet ud af, hvordan man bruger en kalender. Det vil sige: Jeg ved selvfølgelig godt ... o.s.v. - men jeg ved ikke, hvordan man får det gjort, får kalenderen ordentligt integreret i sit almindelige liv. Hvornår bør man f.eks. tjekke sin kalender? Om aftenen eller om morgenen? Flere gange om dagen? Hvert år ved denne tid køber jeg en kalender - og ofte køber jeg endda en ekstra, når de kommer på tilbud - men jeg får aldrig skrevet noget i dem. De ligger bare i skuffen eller på hylden. Det er trist. Og hvert år forsøger jeg at overgå migselv; kalenderne blir finere og finere og dyrere og dyrere, vel nok fordi jeg tænker, at jeg så vil føle mig forpligtet til at bruge dem -- men hidtil har det ikke virket. Efter (til grin) at ha investeret i diverse time managere i både sort skind og jersey-ko-farvet købte jeg sidste år, d.v.s. i år, en Moleskin-kalender -- mest fordi min lokale boghandlerske påstod, at jeg så ville komme i klub med både Hemmingway og Bruce Chatwin. Jeg fik den overhovedet ikke brugt, heller ikke den, men jeg ku alligevel godt li den. Den var lækker. Og i dag - derfor - trodsede jeg sne og mere sne for at købe 2006-udgaven. Min boghandlerske, viste det sig, har helt droppet Moleskin, og heller ikke Bog & Idé kunne hjælpe. Nu er jeg fremdeles nødt til at bestille kalenderen direkte fra firmaet. Om præcist et år vil jeg igen sidde, som jeg nu sidder, og beklage, at jeg ikke fik den brugt -- men det skal ikke hedde sig, at jeg ikke gjorde en indsats. Besøg Moleskin her.  

Det sner, og det sner. Er netop hjemvendt fra endnu et besøg hos øjenlæge Hoppe. Min regnbuehindebetændelse er i aftagende, vistnok, men mit syn er ikke blevet bedre. Jeg ser fortsat kun ca. 40% på mit højre øje. Hoppe tog et foto af min gule plet, og i morgen, hvis vort lokale sundhedscenter holder åbent, skal jeg ha taget diverse blodprøver. I dag vil jeg forsøge at rydde lidt op, så jeg kan gå til nytår med mindre dårlig samvittighed. Vi har osse nogle vinduer, der trænger gevaldig meget til at blive vasket. Altså. Og en nyhed: Berlingske skriver, at MetroXpress skriver, at ifølge "Rigspolitiet er kriminaliteten i Danmark i dag historisk lav." Læs mere her.

Er hjemvendt efter et par hyggelige dage i selskab med familien. Alt gik godt, og julegaverne - til mig - var helt i top, så jeg fik ingen grund til at té mig. På DVD-fronten blev jeg bl.a. begavet med første sæson af "Klovn" (som jeg aldrig har set), en boks med tre stjernetegnsfilm, BBC-komedie-serien "Human Remains", Wagners "Parsifal" og - ikke at forglemme - "Sugar Hill" (billedet), som jeg dårligt kan vente med at få i maskinen. Derudover fik jeg strømper (tiltrængt), halstørklæder og en hue, en PC-lås til min computer, arkivmapper, en bog, et Samantha Fox-kassettebånd og meget andet godt. Ingen byttere. Ret bemærkelsesværdigt fik jeg i år ikke en eneste CD. Måske er det alligevel rigtigt, at musikbranchen er i krise? Jeg plejer at få adskillige --- eller måske er det bare fordi, jeg efterhånden er blevet så gammel. Med hensyn til øjet: Ingen fremgang at spore. Dette er min post nummer 200, siden jeg flyttede min blog til smartlog.dk.

Har fået købt de sidste julegaver, tror jeg, og har været på apoteket for at hente alt mit øjen-halløj. Er allerede tre dryp inde i behandlingen. Der blir ikke så mange gaver per person i år - ikke fra mig - for det har knebet lidt med det psykiske overskud. Håber det går alligevel. Ellers kontakt venligst firmaet sekretær (se billedet), som tar sig af klager alle hverdage mellem kl. 18 og 24. I et anfald af overmod, nok, har Henrik Larsen bedt mig agere producer på et hæfte med "ikke-film relaterede essays og dagbogsnotater", som han planlægger at udgive i begyndelsen af det nye år. Det er jeg selvfølgelig meget beæret over.    

I dag fik jeg så endelig lov til at føle mig lidt speciel, lidt syg på en finere måde end fru Jensen. Efter ca 10 minutter hos min læge - som i øvrigt hedder Jette - sendte hun mig straks videre til en øjenlæge, doktor Hoppe, som dryppede og kiggede og dryppede og kiggede - først gennem det ene mærkelige apparat og derefter gennem det andet og det tredje - og derefter tilbage til det første o.s.v. Og derefter sendte han mig igen tilbage til Jette. Inkl. ventetider tog undersøgelsen to-og-en-halv time. Samlet udbytte: Hele 4 forskellige recepter på dråber og piller o.a. + en alenlang liste over ting, jeg skal ha tjekket via blodprøver. Og en henvisning til røntgen. Såfremt en eller anden derude undervejs har kedet sig nok til at orke at følge med i mine kvaler, her er den foreløbige diagnose: Jeg har fået regnbuehindebetændelse i øjet, og betændelsen har fået pupillen til at klistre sig fast. Begge dele skal behandles. Derudover (og værre) har jeg - og jeg citerer - "slør i min gule plet". Den gule plet, som på latin hedder macula, er den her. Slørret skyldes formodentlig en infektion, men kan osse være relateret til gigt. Det er det sidste problem, der forstyrrer mit syn, og synsevnen på mit højre øje er lige nu nedsat til 40% af det sædvanlige. Hvis det ikke behandles, vil det bare blive værre, og jeg vil - og det var doktor Hoppes venlige afskedssalut - ende med at blive helt blind på øjet. "Det er du vel ikke interesseret i?" sagde han. Jeg svarede, at det var jeg for nuværende ikke. Nu er jeg så træt i mit hovede, at jeg blir nødt til at lægge mig vandret en stund - og så må julegaver og vasketøj og oprydning vente.

Gode nyheder. Vågnede op i morges og var ikke blevet blind - og jeg har en aftale hos lægen i dag kl. 12.30. I dag er årets korteste dag, og fra nu af går det mod lysere tider. Har netop vundet to af Jespers Jules Verne-bøger på QXL, og sørme om han ikke derefter mailede mig og spurgte, om jeg ville ha en tredje oveni for en tier. Det var flinkt. Antallet af trafikdræbte er historisk lavt. Og mindre gode: Læge Søren Ventegodt "gav patienter slag". Et rohold fra New Zealand er blevet angrebet af en kæmpestor haj, og Sille har fået lus. Og jeg er håbløst bagefter m.h.t. indkøb af julegaver.  

Jamen, det er da bare super. Mit højre øje update. Igen igen. Pupillen i mit højre øje har nu - efter ca. 35 år - besluttet sig for ikke længere at være rund. Jeg undskylder, at jeg skriver så meget om øjne lige for tiden -- men det optar selvfølgelig mine tanker en del. Jeg har - masokistisk - brugt lidt tid i dag, d.v.s. i går, på at surfe rundt på nettet og læse om alle de hæslige ting, der kan gå galt med eller i et øje. Og det er ikke småting. Planlægger at forsøge at få en ny tid hos lægen allerede i morgen, d.v.s. i dag. Jeg vil meget nødig skulle gå til jul sådan hér. Jeg har fået nogle emails fra FOLK, og jeg havde planlagt at besvare dem -- men fik et øje i klemme. Så at sige. I'll get to it, I promise. Medmindre, naturligvis, at jeg vågner op i morgen tidlig og er blind. I så fald: Det var rart at se jer. Mens jeg ku.    

Mere øje: Har netop skrevet til min læge og brokket mig over mit højre øje -- og var derudover dum nok til at klikke ind på eyeatlas.com og glo på billeder. Med mit venstre. Yuk.

Fik skrevet julekort -- og er nu egentlig på vej ud i verden for at købe et par gaver, men sku først lige smøre mit øje. Og sidder nu til tørre. Den dér ulækre creme, jeg har fået, har taget rødmen, men jeg har fortsat store problemer med at se, ikke mindst med at læse tekst på min computerskærm. Som Asger Lesniak ville ha sagt: "Det er faktisk ret irriterende." Lissom det irriterer mig, at Mariannes kalender endnu ikke kan købes via hendes website, for så ku jeg ha brugt den som julegave. Til min svigerfar.   

Nå. Ét møde, én pariserbøf, en lille lur og 4 æbleskiver senere - og det lykkedes mig at få købt julekort + frimærker + diverse. Og jeg har set halvdelen af "Swamp Thing", som lå i postkassen og ventede s.m. "Zombie Lake" og "Severed Head Network". Næste fase er selve julekorts-skrivningen -- og ved nærmere eftertanke er det jo nok snotdumt overhovedet at nævne det hér, for nu risikerer jeg velsagtens, at en eller anden - der ikke fik et kort - bagefter sidder og føler sig slemt fornærmet. Bummer.

Hvis du mangler en idé til en julegave (ikke til mig, altså, men til nogen), så er her tre bøger, der burde interessere alle eftertænksomme mennesker: Rune Engelbreth Larsen: "Louise Frevert-sagen", Henry Thoreau: "Civil ulydighed" og Poul Pilgaard Johnsen: "Det fordømte menneske - Jørgen Leth og den nye sædelighedsfejde".      

Nå. Men. Om en time skal jeg til jule-møde og -spisning i bibliotekets brugerbestyrelse, og inden da skal jeg gerne i Skanderborg Boghandel og købe nogle julekort, frimærker og en pen. Jeg kan vel ikke blive ved med at lade som om, der stadig er længe til jul. Jeg mangler osse at købe nogle julegaver. Alle I andre - hørte jeg lige i DR Nyheder - har indtil videre købt for ti komma et-eller-andet milliarder. Mit højre øje er fortsat ved at drive mig til vanvid -- og jeg skal osse ha vasket noget tøj, og jeg har nogle emails, jeg endnu ikke har fået besvaret. Og andet. En computeranalyse har afsløret, at Mona Lisa var 6% ængstelig - og som om det ikke var nok:  Christina Aguilera har revet sin ene brystpiercing ud med en hårbørste. Det er ikke let at være nogen.

Jeg har gået og funderet lidt over, at mit navn nu optræder på listen over "Terrorsympatisører" på ondskabensakse.dk. Det er både humoristisk og venligt ment, det forstår jeg -- men jeg undrer mig over, hvorfor jeg overhovedet er blevet medtaget på listen. Så vidt jeg husker, har jeg aldrig offentligt blandet mig i debatten om interventionen i Irak - det, som ondskabensakse.dk kalder "aggressionskrig mod Irak" - og jeg har da vist heller aldrig nogensinde givet udtryk for, at jeg mener, at vor nuværende, borgerlige regering  har gjort - som der osse står på sitet - "nationalistiske og racistiske tiltag". Jeg er så ganske afgjort bekymret over den uforsonlighed, det had og den manglende vilje til at opnå fornuftige løsninger, som præger integrationsdebatten i Danmark lige nu -- og jeg mener, at der er al mulig grund til at mane til besindighed. Jeg mener, at der er grund til at insistere på, at vi lever i et retssamfund, hvor alle er lige for loven, uanset hudfarve eller trosretning, og jeg mener, der er grænser for, hvor dårligt vi kan tillade os at behandle gæster i landet, før vi osse selv - vor selvopfattelse - begynder at tage skade. Folk skal - som vi siger, dér hvor jeg kommer fra - opføre sig ordentligt. Det gælder flygtninge og indvandrere, og det gælder os indfødte danskere.

Hermed - håber jeg - har jeg givet udtryk for en slags holdning til debat-formen eller debat-niveauet, men jeg har ikke sagt ret meget om mine egne overbevisninger eller meninger i øvrigt. De - mine overbevisninger - er hverken voldsomt specielle eller spændende, og havde det ikke været for det dér link på ondskabensakse.dk, så havde jeg venligt holdt dem for migselv. Jeg skal osse nok lade være med at forsøge at forsvare mig -- men vil blot til almindelig orientering oplyse, at

- Jeg var ikke modstander af interventionen i Irak. Det er svært at være decideret for at sende bevæbnede tropper ind i et andet land - men jeg var i hvert fald ikke imod.

- Det er min overbevisning, at den amerikanske regering bevidst løj om eksistensen af masseødelæggelsesvåben, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der er foregået meget skidt i de amerikanske fangelejre. Jeg finder det dybt kritisabelt, at den amerikanske administration i mangt og meget føler sig hævet over international lov, og jeg finder det tilsvarende kritisabelt, at den danske regering ikke har gjort mere for klart at tage afstand fra eksempelvis længevarende tilbageholdelse af fanger sat udenfor det almindelige juridiske system. Missionen i Irak er blevet gennemført med - og har trukket i langdrag p.g.a. - en for mig uforståelig politisk inkompetence. Jeg kommer i tanker om dette citat fra et afsnit af "Blackadder": "A war hasn't been fought this badly since Olaf the Hairy, high chief of all the Vikings, accidentally ordered 80.000 battle helmets with the horns on the inside."

- Jeg mener, at Anders Fogh & Co. har ret, når de siger, at det i den nuværende situation ville være usmart at sætte en dato for hjemsendelse af tropperne i Irak.

- Jeg mener, at det er vores forbandede pligt som nation at gøre alt, hvad vi kan, for at støtte de udsendte, danske soldater - hvad end vi hver for sig mener om situationen i Irak. Jeg bryder mig ikke meget om begrebet ære, for det lugter, men det er i hvert fald æres-løst, hvis vi ikke værdsætter eller forstår at tage hånd om sådanne folk, der er villige til at sætte livet på spil, fordi vi ber dem om det. 

- Og om alt det Islam: Jeg synes - helt plat udtrykt - at Islam er en virkelig usmart religion, for den er svær at forene med et moderne, demokratisk samfund som (f.eks.) Danmark. Det handler om, at Islam er en lovreligion, om forskellen på positiv lov og naturlov og meget andet, herunder ikke mindst adskillelsen af tro og lovgivning. Og: Jeg er ikke tilhænger af den dér relativisme, der synes at ha slået rod i visse dele af det akademiske miljø, og ifølge hvilken den ene samfundsform kan være lige så god som den anden. I den henseende er min overbevisning helt neon-lysende klar: Vi - i de moderne, vestlige, demokratiske samfund - lever i den bedste af alle verdener. Andre folkeslag skal selvfølgelig være hjertelig velkommen til at vælge at indrette sig anderledes, til at leve på andre måder o.s.v. -- men de er ikke velkommen til at true eller angribe vores way of life, vores frihedsrettigheder eller vore demokratiske institutioner. Gør de det, bør vi forsvare os. Mener jeg. Ellers er vi da nogle mærkelige, masokistiske skvat.         

Har lige genset - med mit venstre øje - Cronenbergs "The Brood", som jeg købte (billigt) på DVD for et par måneder siden, men ikke tidligere har haft i maskinen. Det er ikke en af den slags film, man bare sætter sig ned og ser. Og efterfølgende har jeg læst - på Nettet - om R.D. Laing, som jeg med skam at melde aldrig for alvor har fået gjort noget ved -- men jeg har tænkt mig i dag at gå på biblioteket og låne nogle af hans bøger. Vagn. Og jeg har fået ryddet lidt op. Læseplanen for det kommende i øvrigt: Ezra Pounds "Pisan Cantos" og Edward Dorns "Gunslinger", hvis jeg altså kan finde et eksemplar. Af sidstnævnte. Det forholder sig jo ikke ligefrem sådan, at det flyder med udenlandsk lyrik i provinsen - i hvert fald ikke i Skanderborg - og jeg er derfor som oftest henvist til at måtte importere. "The Pisan Cantos" var jeg kvik nok til at investere i, da Ane og jeg sidst var i Chicago. Og apropos Ane: To ting. Hun har nu jule-pyntet sit website, se selv. Og hun har aktiveret vores webmail. P.g.a. vores mail-opsætning - to computere + webmail og reelt kun en mailadresse, hendes, for min adresse er sådan set bare et alias - betyder det, at alle mails sendt til mig osse bliver sendt til min hustru på webmail. Eventuelle hede kærlighedserklæringer, frække tilbud og deslige bør fremdeles sendes til min Yahoo-adresse, gorzelak@yahoo.com. Husk at vedhæfte foto.    

Skuffelse. Til trods for at min øjensygdom jo næsten med garanti er både utrolig spændende og eksotisk og sjælden, opførte min læge sig fuldstændig uimponeret. Hun brugte ikke mere end ca. et halvt minut på at lyse mig ind i bærret, hvorefter hun helt nonchalant - som om det var en dagligdags ting - udskrev en recept på noget ulækkert creme, som jeg nu skal smøre øjet med. Jeg havde vel nok satset på i det mindste at få en note i Medicinsk Årbog 2006 -- men ak. Altså. Ak. Og på den anden side (som osse hører med): Mens jeg sad i lægens venteværelse, læste jeg en kort artikel i Århus Stiftstidende om Regina Halmich. Godt.   

Storm P sagde engang, at dårlige tænder gør et menneske indadvendt. Det er sikkert rigtigt - men hvad med et dårligt øje? I dag er mit højre øje igen blevet rødt, og det er fortsat med slør -- og jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke: Har jeg set for mange dårlige B-film? Var det en fejl, at jeg i går købte et eksemplar af The Swamp Thing, osse selvom den kun kostede en halv Euro? Er mit dårlige øje et resultat af dårlig moral? Har det noget at gøre med min barndom? Er det Guds måde at fortælle mig på, at jeg har set for mange uartige billeder på Internettet? Bør jeg slette Furniture Porn fra min liste over bogmærker? Bør jeg holde op med at læse Sille? Eller er jeg måske bare blevet ramt af en eller anden frygtelig, hjerneædende sygdom, som vil ende med at forvandle mig til en zombie? Svar på disse spørgsmål - og mange flere - efter mit besøg hos lægen i dag kl. 14.45.     

Mit højre øje update. Øjet ser nu næsten normalt ud, når man ser på det, men når man ser med det, er alting voldsomt sløret. Var på jule-shopping-tur i Århus i dag og var lige ved at blive bims af ikke at kunne fokusere. Jeg må nok hellere ringe til lægen i morgen.

Det falder mig svært med almindelige ord at beskrive, just hvor dårlig The Curse of El Charro faktisk er. Selv på en mødding fuld af stinkere ville den stinke ekstra forfærdeligt. Har brugt det meste af eftermiddagen på at ligge på sofaen med en våd klud over mit højre øje. Da jeg vågnede i morges, var der gået betændelse i det, og det er fortsat helt rødt og gør ondt - sikkert p.g.a. af den dér lorte-film. Øv.  

I går blev jeg klippet, og jeg barberede mig, så nu ligner jeg igen en tysk nazi-læge. Har lige siddet og læst Henriks tegneserie-indkøbs-beretning. Jeg læste mange tegneserier, da jeg var dreng, men på et tidspunkt døde interessen, og jeg har ikke efterfølgende gjort noget for at genoplive den. Kun én eneste gang har jeg investeret - vistnok kr. 5,- - i et album fra min fortid, og måske fortjener det derfor at blive omtalt. Det var Benito Jacovittis "Coco Bill", som jeg fuldstændig havde glemt, indtil jeg en dag på et marked stod med et eksemplar i hånden. Her er et billede:

   

Jeg ved ikke, hvorfor netop dette album gjorde så stort et indtryk på mig, men formodentlig var det fordi, det var (og er) så surrealistisk og mærkeligt, "absurd, and [...] characterized [by] bizarre events," som der står på denne side. Og derudover: I aftes sagde de i DR Nyheder, at 152 millioner mænd lider af rejsningsproblemer. På verdensplan. Det er alligevel en hel del rejsningsproblemer. 

I går blev jeg kontaktet af MEDIERNE hele to gange - første gang af Søs Kjeldsen fra TV2 Østjylland og anden gang af en programmedarbejder fra (eller på) DRs Den lille forskel. I betragtning af hvor absolut tilbagetrukket, jeg lever mit lille liv, er jeg tilsyneladende helt godt EKSPONERET. Den slags må være penge værd, tænker jeg. Ude i den virkelige verden. Men på den anden side: Mine sager er altid så ukristelige og frække - og hvem har lyst til at blive associeret med den slags? Ikke mange. 

Henrik Larsen blir ved med at fremture med Robyn Hitchcock. Jeg kender intet til manden, altså Hitchcock, og jeg begynder at tro, at det måske er en fejl. Lytter lige nu til John Hiatt, "Thank God the Tiki Bar is open." 

Jeg skriver det lige igen: I denne lejlighed kan vi kun ta DR1. Og hvem bestemmer, hvad der skal sendes på DR1 - og altså hvad vi kan se? En flok storby-socialdemokrater, med garanti, te-drikkere, café-udhængere og 100% assholes. Helt personligt kan de jo være ligeglade, for de er alligevel på vej i teatret eller i operaen, eller de ka bare slå over på Sverige. Men hvad med os, herude hvor det er DR1 eller ko-væltning? Nu hvor køerne er kommet på stald? I aften sender de f.eks. først Showtime, som er en slags underholdning for det totalt debile segment, hvorefter de - arrgghh! - har hele to genudsendelser på programmet, først (for femtende gang) Han, hun, Dirch og Dario og derefter Pige over bord. Igen, igen, igen. De sku dø ved kølle, sku de. Dette er min entry nr. 80, siden jeg oprettede denne blog. Overvejer at gå i Blockbuster.      

Hvis jeg overhovedet ku finde ud af at ha ondt af migselv, så ville jeg ha det i dag. Netop nu er der stor, fin og dyr premiere på det projekt, jeg sådan set er projektleder for, i København - men uden mig. Jeg har arbejdet på projektet i snart et år, men har været nødt til at overlade det til mine to udmærkede chefer at stå for selve afviklingen af eventen. Det ærgrer mig helt grøn. Men altså. Herover: Dolph, som jeg i første omgang fandt ret anstrengende, men som efterhånden har formået at charmere mig. I aften tar han og Wulff på besøg hos sexolog Joan Ørting. Det er DR2 kl. 21.20 - lige efter Extras. Her i lejligheden kan vi kun ta DR1 (hvilket er en medvirkende årsag til, at jeg køber så mange film) - men det er osse ligemeget, for der er Sort Nat i Skanderborg, og jeg planlægger at tilbringe aftenen i detentionen. Efter at jeg har fået sild og snaps på museet.      

Billeder fra mit lille, private bibliotek.

Fra en Messenger-samtale med min veninde Lisbet.

Så har jeg stemt. Herover: Et billede af vores lokale stemmesedler - og fuldstændig uden sammenhæng: Nogle kålhoveder jeg kom forbi på vejen hjem.

At være bagefter. Mens min hustru har været væk - og det er hun stadig - har jeg fornøjet mig med at sidde og se Normalerweize på DRs site. Jeg havde ikke set programmerne før. Først irriterede de mig, men efterhånden blev jeg mere forsonlig stemt. De spiller da i hvert fald ok. Er det en kopi af en eller anden engelsk serie - som jeg heller ikke har set?

Nu vil jeg gå op på Morten Børup Skolen for at stemme. 

Kender du det? Man er alene hjemme, fordi ens kloge phd-kone er til seminar. Stod op kl. 7.15 for at sige farvel. Arbejdede. Sidst på eftermiddagen går det pludselig op for en, at den dér mærkelige fornemmelse man har i kroppen, formodentlig er sult - for man har forresten ikke fået noget at spise hele dagen. Kigger i køleskabet og finder et helt nyt glas sild. Finder tallerken og brød og en gaffel, åbner glasset - og hele universet imploderer, alle naturlove sættes ud af kraft, og der er KAOS. Det dér lorte-net, som sildeglas-folkene - 100% assholes - altid partout skal proppe ned i glasset, ville bare ikke ud. Jeg prøvede at fiske med én gaffel, og jeg prøvede at fiske med to gafler - og til sidst havde jeg næsten hele næven nede i glasset, der var sildesaft overalt i køkkenet, og jeg var helt Enhedsliste-rød i bærret af raseri. Endelig lykkedes det mig af få nettet op. Jeg smed det vredt i skraldespanden, som imidlertid - viste det sig - i forvejen havde top på; en brugt kaffepose faldt ned, og ulækkert kaffegrums klæbede sig fast til den ildelugtende saft. Hvis det ikke var fordi, posten i morges kom med mine nye knive - og de er superflotte - ville jeg nok være temmelig negativ.

Helt enormt meget søndag. Vejret er koldt, grumset og klamt, radiatorerne hvæser, og der er ingenting på TV. Vi er løbet tør for både mælk og kaffe, så vi må en tur i Rema. Skal osse huske at aflevere Be Cool, som vi lejede på vej hjem fra fødselsdag i går. Søndag, søndag. En indsamler fra Dansk Flygtningehjælp banker på. Burde vaske noget mere tøj.    

Drømmer fødder, når de er faldet i søvn? Og i så fald: Om hvad? Om prikker? Min svigerinde siger, jeg er mærkelig, fordi jeg altid sidder - når jeg sidder - på min ene fod, altså med det ene ben bøjet op under min bagdel, det højre. Helt indlysende er foden ligeglad. Den plejer ret hurtigt bare at falde i søvn. Det er min stakkels kontorstol, der må lide mest, for jeg husker ikke altid at ta skoene af. Weekenden truer med tøjvask og oprydning - altid oprydning - og en familiekomsammen i morgen. Modtog min Gunnar Björling-bog med posten i dag og pakkede den andægtigt ud, som havde det været en pakke med en splint af det hellige kors. Vejret: Efterårs-vådt.  

At blive vækket kl. lort om morgenen, fordi orange mænd i hårde hatte har besluttet sig for at lægge nye teglsten på husets tag. Øv.

Hermed en opfordring til Henrik: Hvad med et lille blad for samlere? Nu har osse Paw, sørme, fået sig en smartlog. Det er jo nærmest viralt. Har købt endnu tre bøger til min absolut spæde Jules Verne-samling. Fandt dem i kælderen hos vores lokale marskandiser - og det lykkedes mig endvidere, mens jeg var derinde, at stikke venstre hånd ned i en papkasse med glas og skære min ene finger. Måtte sidenhen gå ind til den søde jomfru bag disken i Kvickly og be om et stykke køkkenrulle. Klaus var på et tidspunkt fræk nok til at foreslå, at hvis jeg virkelig mente - mener - det dér med min Altomfattende Oprydning, så burde jeg måske overveje at holde op med at indkøbe så meget. Point taken. Men på den anden side: I den store bog om oprydning (omtalt i min gamle blog) stod der jo altså, at jeg for hver ny ting, jeg anskaffede mig, sku kassere tre gamle - og det bestræber jeg mig faktisk på at efterleve. I al sin sindrighed lyder planen som så: UD med mere eller mindre tilfældigt anskaffet ragelse. IND med helt bevidste samlinger. Resultat: Mere overskuelighed og mere direction. Forhåbentlig. Hvis du allerede nu kan gennemskue en fejl i planen, så giv venligst lige besked.  

Jeg bor i Skanderborg, men arbejder for dette firma i Århus. Når jeg skal frem og tilbage, tar jeg bussen. Bus nr. 107 - fra busstationen i Skanderborg til busstationen i Århus. Og omvendt. Et lille, små-poetisk indblik i min hverdag: Når jeg kommer hjem efter mørkets frembrud, ligger hele parkeringspladsen ved busstationen i Skanderborg badet i et æterisk og akvarie-agtigt grønt lys fra gadelamperne. Af en eller anden grund lyser de grønt, ikke gult. Formodentlig skyldes det mos eller lignende - og i så fald ber jeg til, at en eller anden kommunal ikke en dag finder på at komme forbi med en vaskeklud. Thi det er såre smukt.   

i dag startede Ane i jobtræning på Skanderborg Museum.

Stod op, og posten kom på det nærmeste væltende ind af døren med pakker, bøger, dvder og knive. Modtog bl.a. bogen Olson's Push, som jeg bestilte via abebooks.com d. 10/9. 2 måneders leveringstid kan vel næppe siges at være imponerende, men til gengæld er eksemplaret meget pænt. Min Olson-samling vokser støt. Arbejdede, besvarede emails o.s.v. - og gjorde mig klar til at ta til et møde i Århus. Slukkede computeren og hældte en hel kop kaffe ud over en stak indrammede tryk og plakater. Iværksatte redningsaktion, vistnok succesfuld. Tog farver på mit liv og gik ud i verden. Punktum, begynd.

Nu er osse bror Lars kommet på smartlog. Se her.

Lars Andersen har sat en hel gevaldig stor samling tegneserier til salg på QXL. Jeg kan forstå på diverse blogs, herunder Linda Nørgaards, at der er kommet en ny Rammstein-cd. Bortset fra et par enkelte numre kender jeg - fordi jeg er musikalsk udfordret - ikke ret meget til dem. Er det en fejl? Og i så fald: Er det en fejl, jeg bør gøre noget for at udbedre? Bemærk i øvrigt det absolut nydelige billede af Linda, henslængt. I aften: At huske at aflevere film i Blockbuster, inden de lukker om en halv time, og derefter mere oprydning. Sidder og skriver på en kort essay, som jeg påtænker at trykke i hæfteform, og indtil videre går det fint. Men det skal nok lykkes mig at fucke det op.  

Det lykkedes mig i går at blive færdig med den indledende overflade-behandling, således at jeg nu rent faktisk har et (næsten) tomt skrivebord foran mig, et pænt, støvsuget gulv og et overskueligt antal stakke. I dag: At slæbe ting til genbrug og gennemgå de bøger, der ligger og samler støv ovenpå mit hvide skab. Og indramme mit nye Ib Spang Olsen-tryk. Det burde være overkommeligt. Derudover vil jeg læse noget Gunnar Björling, og i aften vil jeg se Dodgeball. 

Har lige tilføjet disse to krumknive (billedet) til min blankvåben-samling. Wikipedia: "Shakespeare often incorporated phallic symbols into his plays. Swords and knives, for example, were phallic symbols representing the masculinity of their wielders." The Columbia Encyclopedia, Sixth Edition: "In Rome, the most important form of phallic worship was that of the cult of Cybele and Attis; prominent during the empire, this cult was notorious for its festive excesses and its yearly "Day of Blood," during which the frenzied participants wounded themselves with knives; self-inflicted castration, a prerequisite for admittance into the priest caste of this phallic cult, took place during the festival." Dr. C. George Boeree: "There are also two phallic personalities, although no-one has given them names. If the boy is harshly rejected by his mother, and rather threatened by his very masculine father, he is likely to have a poor sense of self-worth when it comes to his sexuality. He may deal with this by either withdrawing from heterosexual interaction, perhaps becoming a book-worm, or by putting on a rather macho act and playing the ladies' man." O ak.

Det er blevet weekend, og udenfor: Efterår. Det småregner i Skanderborg, blade fra træerne ligger i gul-brune tæpper overalt - og jeg vil bruge i dag og i morgen på projekt Min Altomfattende Oprydning. Samtidig med at jeg kæmper en desperat kamp for at komme - i hvert fald i musikalsk henseende - bare så nogenlunde på højde med min samtid, har Henrik Larsen gjort det til sit projekt som barndoms-erindrings-fetichist (netop) at søge tilbage. Læs Fra Skrivebordsskuffen 1 og Fra Skrivebordsskuffen 2. Mens Henrik gik rundt og fandt plader på Roskilde Bibliotek, sad jeg på Struer Bibliotek og lyttede til de samme (som han fandt), John Cale-opsamlingen Music For A New Society (som jeg for nogle år siden købte på CD i en music joint i Hyde Park i Chicago), Philip Glass' Glassworks og Brian Enos Ambient-serie. Jeg lyttede osse en del til Steve Reich. Karlheinz Stockhausens Sirius var en af mine favoritter. Struer Biblioteks pladesamling var - i øvrigt ligesom samlingen af tegneserier - meget imponerende. De nævnte plader og kunstnere gjorde dengang et stort indtryk på mig, og de var i meget høj grad med til at forme og definere min musikforståelse - for så vidt som jeg overhovedet har en musikforståelse.

Har genoptaget mit ryd op i dit liv-projekt og koncentrerer mig for nuværende om papir. Gamle kvitteringer, bankudskrifter, postkort, kopier og notater - og bøger. Hvor mange bøger har et helt almindeligt menneske egentlig brug for? Nogle ryger (nu) til genbrug, og andre - de bedste - blir sat til salg på QXL. Tjek mine auktioner her. Modtog min Elektra-DVD med posten i dag. Vandt i går The Black Crowes: Lions. Som er fra 2001, altså klart post-1993.