The Jiggly Room

Det er blevet nat, det fryser udenfor, og TV2 Norge sender en romatisk jule-røver-historie med Jami Gertz fra "Still Standing". Med pirathår med røde striber.

Og nattens musik er Melanie Diener:

-- der synger Strauss. Online. Klik her og vælg "Tonträger".

Kunst handler om ting, som er ret uhåndgribelige og svære at tale præcist om -- og det, den slags, er i sig selv en smule angstprovokerende. Og intellektuelt provokerende. Selvfølgelig.

Kunstkritikere - inden for alle genrer - taler ofte meget om TEKNIK -- og det er både forståeligt og ok. For mig. Teknikken er nemlig en af de ting, vi - med hensyn til kunst - faktisk KAN tale om.

Min egen holdning til spørgsmålet om teknik er forholdsvis usofistikeret; Teknik er - for en kunstner - vigtig, for så vidt som teknisk kunnen øger ens muligheder for udtrykke sig. For at kunne gøre noget, er det nødvendigt at kunne gøre det -- og det er derfor (i det mindste) en god idé at øve sig i at kunne gøre forskellige ting. At skrive på forskellige måder, synge på forskellige måder, male, tegne, spille skuespil o.s.v. Man vil opdage, føler jeg mig overbevist om, at ens kunstneriske rum udvider sig.

Teknikken er ofte - måske altid - en nødvendig betingelse for frembringelsen eller opførelsen af et kunstværk. Men: Det er ikke teknikken, der gør kunstværket til kunst. Det er noget andet, som vi - som skrevet - ikke rigtig kan tale om. Ikke uden lynhurtigt at begynde at vrøvle.

Når nogle kunstkritikere, som det sker, gør spørgsmålet om teknik til et kriterium for, om der er tale om god eller dårlig kunst, så skyldes det, tror jeg, den dér angst. Som jeg nævnte. Plus en portion intellektuel forfængelighed.

Hvis man, som jeg har for vane (og det er derfor, jeg skriver dette indlæg), læser opera-CD-anmeldelser på nettet, vil man undervejs og igen og igen støde på en masse fag-udtryk og snak om DIKTION og "flutter" og den slags. Kan han/hun synge rent? Hvor stort er hans eller hendes register? Hvordan er den franske udtale? Eller den tyske? Eller den italienske?

Men det gælder om opera, fuldstændig som det gælder om alle andre kunstarter, at det ikke - ultimativt - er teknikken, der gør DET. Nogle kunstnere kan kun én ting, d.v.s. deres register er forsvindende lille, men den ene ting, som de kan, er RIGTIG. Tænk på Johnny Cash. Tænk på Nico. Det er bedre - polemisk sagt - at have (d.v.s. kunne) ét udtryk, som er RIGTIGT, end at have (d.v.s. kunne) utallige, hvoraf ingen er noget værd. Kunstnerisk betragtet. Men det er stadig en god idé at øve sig.

Sidder og gør mig slige tanker, fordi jeg - efter at have hørt CDen tre gange - ikke rigtig kan forlige mig med Dawn Upshaw, som hun lyder på "Voices of Light":

Rent TEKNISK er der vist ikke meget at komme efter. Alt er, som det skal være, og det er altsammen meget imponerende. Men hendes stemme er for ren. Hun er - havde jeg nær skrevet - FOR dygtig. For øvet. Måske er det bare mig, der endnu ikke er korrekt TUNET IND -- men det, altså, er mit umiddelbare indtryk. Jeg tror ikke, at Upshaw - apropos Lenores spørgsmål forleden - nogensinde har så meget som overvejet at få sig en tatovering. Sådan lyder hun ... Hvis det giver nogen mening. På denne CD.

Hvorimod Melanie Diener - for at komme FULL CIRCLE - har. Tror jeg.

Har i dag modtaget min nye Dawn Upshaw-CD, "Voices of Light":

Bruce Hodges, MusicWeb: "Voices of Light certainly shows the singer in effortless form, and the sensitive keyboard contribution from Gilbert Kalish is a joy. Throughout the program, my listening notes are peppered with “wow.” The program is anchored by soft-hued French sets from Debussy and Fauré, and the latter’s La Chanson d’Ève might be the highlight of the entire recording. Upshaw’s creamy tone is perfectly suited to these songs, her feather-light touch capturing the essence of this composer, and again, I can’t praise Kalish enough. His support is the kind that makes the word “accompaniment” sound inadequate ... "

Anna Picard, Independent on Sunday: "As the first recital disc of 2005, American soprano Dawn Upshaw's ecstatic programme of songs by Messaien, Faure, Debussy and Osvaldo Golijov sets a very high standard for subsequent releases. Inspired by Upshaw's role as the Angel in Peter Sellars's 1992 Salzburg production of Messaien's Saint Francois d'Assise, Voices of Light is a remarkable collection of songs that blur the edges between sensual and religious transport."

Andrew Clements, Guardian: "Her slightly detached approach is perfectly suited to the Fauré cycle, which sets poems by Charles van Lerberghe giving views of the Garden of Eden as seen through Eve's eyes; it's a world of unsullied innocence, described before the appearance of the serpent, and Upshaw's chaste purity is exactly right. Yet she is just as convincing in the scarcely veiled eroticism of the Chansons de Bilitis, with their anticipations of Debussy's Pelléas et Mélisande, and Messiaen's strangely hybrid world that consistently blurs the boundaries between religious and sexual ecstasy."

Anmelder på Fagnits: "The otherworldly presentation by Dawn Upshaw and Gilbert Kalish of songs by the under appreciated spiritualist composer Olivier Messiaen in the company of other composers of luminosity songs such as Claude Debussy, Gabriel Faure and the contemporary Osvaldo Golijov is one of the most unique and successful recordings to appear in a long time."

Sirius set gennem Hubble-teleskopet:

Der er mange måder at fortælle historien om Karlheinz Stockhausen på. En meget kort version kunne f.eks. lyde sådan her: 1928-2007. Tysk komponist og Wunderkind, som allerede som 30-årig havde formået at placere sig i centrum af den moderne musik. Blev vakt af Messiaen. Inspirerede mange. I slutningen af 1970erne begyndte Stockhausen imidlertid at blive skør, og han endte sine dage som en marginaliseret og lidt pinlig guru-type, omgivet af nogle få, trofaste disciple. Skabte i perioden fra 1977 til 2002 musikhistoriens største opera-projekt, "Licht", der på alle måder var totalt langt ude og helt indlysende en gal mands værk.

Men her er (også) en anden version: En af det 20. århundredes mest visionære, mest markante og mest indflydelsesrige komponister. Skaberen - ene mand - af musikhistoriens største opera-projekt, "Licht", der består af hele 7 operaer, en for hver dag i ugen. Stockhausen nåede at komponere ca. 300 timers musik. Hør engang: Han udgav 139 - et-hundrede-og-ni-og-tredive - CDer. I forhold til Stochausen var Frank Zappa, som vi her i bloggen tidligere kort har berørt, en elendig, doven hund.

Stockhausen arbejdede ALTID. Og alligevel fik han - undervejs - tid til tre længevarende forhold og tid til at producere børn nok til et halvt fodboldhold. Og til - f.eks. - egenhændigt at specialdesigne sit eget hus. Og til at holde årlige kurser og give foredrag o.s.v. Det var - er - for sygt. Som Andreas, vi i går havde på besøg, ville have sagt. Sygt, manner.

Stockhausen blev - også i sit eget hovede - Tysklands største, nulevende komponist. Allerede som ganske ung. Efter et ophold i Japan blev han - i hvert fald i sit eget hovede - jordens - altså jordklodens - største komponist. Alle andre, som han selv udtrykte det, sad og fedtede med detaljer, men Stockhausen VAR over det hele. Og til sidst - i de sidste cirka 30 år af sit liv - blev han decideret KOSMISK. Han var (som) en budbringer derudefra - fra Sirius - som var sendt til jorden for som en anden Prometheus at bringe os ilden. LYS. LICHT. Stockhausen komponerede ikke bare musikken til den store opera-cyklus, han skrev også librettoen og gav anvisninger om scene-design, lyssætning og ALTING. "Licht" var hans kosmiske vision, som skulle realiseres, så vi alle kunne få ÅBENBARET ... o.s.v. Galloperende storhedsvanvid -- eller ... Altså. A BEAUTIFUL THING.

Mere om Stockhausen i ugen, der kommer.

Opdateret: Læs Ralf Christensens nekrolog her. 

Der er mange glæder forbundet med at være sådan en, der lytter til klassisk musik -- og iblandt dem er (og det skal absolut ikke forklejnes), at man på det nærmeste kan få CDer kastet i nakken. Næsten gratis. Gode og spændende TING -- og ikke kun skrattende radio-optagelser fra 1940erne.

Vundet på nettet i dag:

Strauss: "Ariadne auf Naxos", dirigeret af Levine.

Og Dawn Upshaw: "Voices of Light". And she ain't kidding. Dawn Upshaw synger, som om hun var (blevet) berørt af en engel.

Jeg læser hos Mostly Opera, at Gudrun Wagner er død. Næste leder af Bayreuth bliver formodentlig Katharina Wagner:

-- som da også - i hvert fald på ovenstående foto - ser meget wagnersk ud. På den blonde, sortklædte måde. Og med kløer.

Læs Mostly Operas doku-soap om "The Bayreuth Succession" her. 

Dagens musik er Messiaens "Vingt regards sur l'enfant Jesus" i denne (meget gode) udgave fra Naxos.

Det rager jer jo sådan set ikke, kan man sige -- men her er, HVORDAN DET HÆNGER SAMMEN: Vi har alt for mange CDer (eller alt for få CD-reoler -- og alt for lidt plads til CD-reoler), så på et tidspunkt røg en hel kassefuld CDer ind bagerst i et skab i stuen. Hvorefter de blev gemt bag DVDer og fis. Men nu har jeg - forleden - fundet dem igen, og iblandt dem var min lille Messiaen-samling. Så derfor.

Ane og jeg har i øvrigt engang hørt uddrag af Messiaens fuglekatalog opført i Skanderborg Kirkecenter. Hvor mange kan prale af det? Ikke mange. Globalt betragtet.

Dagens musik er Olivier Messiaens meget fremragende "Quatuor pour la Fin du Temps". Værket findes i adskillige forskellige indspilninger, og jeg har (i hvert fald) to eller tre. For jeg er meget glad for Messiaen. Men jeg lytter i dag til denne:

-- som er dansk.