Her er, hvad jeg engang blev belært om af en (dengang) stud. Ph.D. -- som efterfølgende, har jeg ladet mig fortælle, er blevet omvendt til Vorherre:
Når man skal analysere et eller andet, skal man starte med at overfortolke helt vildt. Så kan man altid DELETE de allermest vanvittige ind- og udfald bagefter. Sagde han. Eller man kan overlade det til andre at gøre det. Der er ingen grund til at sidde og fedte med tingene.
Og jeg er helt enig.
Anne-Marie Vedsø Olesen har NOGET med dirigenter. Fornemmer jeg. I sidste uge havde hun et læserbrev i Weekendavisen. Desangående. Og i hendes nyeste roman, "Gudernes tusmørke", er den egentlige hovedperson - har jeg besluttet mig for, at han er - en dirigent ved navn Martin Seeber.
Martin Seeber er - i seksuel henseende - en sadist. Men bestemt ikke hæmningsløs. Han er kontrollerende. Der brænder en ild -- og så videre -- men han kan holde den tilbage, og han kan kanalisere den, f.eks. ind i musikken. I romanen er det Wagners "Parsifal", som i Vedsø Olesens udlægning er det modsatte af et gang-bang på borgen. (Læs bogen hvis De vil vide mere.) I stedet for - og jeg undskylder min plathed - at bruge den nedre stav, svinger Seeber dirigent-stokken (i bogen en fallos med endog universel, forløsende kraft), og han skaber stor kunst. På den måde. Det er det, der på freudiansk hedder sublimering.
Sublimering er en mægtig kultur-generator. Hvilken digter er det, der indleder en af sine bøger med ordene "Jeg elskede en pige ... " -- som han ikke fik. Men til gengæld skrev han disse digte ... ? Hvorimod den ikke-kanaliserede, eksplosive drift - i romanen kaosguden Seth - er destruktiv. Eller i bedste fald: Stagnation. Gentagelser af det samme.
Dirigenten er en autoritet, og Vedsø Olesen beskriver Martin Seeber som en sand, kunstnerisk patriark. En faderskikkelse. Qua dette blog-indlæg kan jeg - nu - heller ikke lade være med at se ham, det vil sige læse ham, som en Jesus-skikkelse -- hvad han i en vis forstand også er. I romanen. Han er ham, der afviser og besejrer Djævelen, og som opfylder profetien og dermed bringer NY ORDEN -- og så videre og så videre.
Og hvorfor i alverden skriver jeg dette indlæg? Dels fordi jeg sidder og småkeder mig lidt -- men også og ikke mindst for at sige, at oppe i mit hovede (for hvordan skulle I ellers kunne vide det, hvis jeg bare holder mund) identificerede og identificerer jeg i nogen grad Seeber med ungarsk-fødte George Szell. Som er manden på billedet herover.
George Szell er en af mine absolutte yndlings-dirigenter -- uden at jeg i øvrigt ved voldsomt meget om ham. Men Szell - for mig - er indbegrebet af KONTROL. Szell havde styr på tingene. Hans indspilning af Beethovens 9. symfoni er formodentlig den bedste, der findes. Se om du kan finde en, der er lige så STRAM og præcis. I challenge you.
Szell er - var - den mindst kvindagtige dirigent, jeg kender. Og I ved, hvad jeg mener. Forhåbentlig. Han kunne godt lide god mad og dyre biler, og han holdt sig for det meste til DE TYSKE. Komponister, altså. Og langt væk fra de sødladne sydlændinge og andre perverse, unødigt udadvendte typer. Se en diskografi her.
Lilian Munk Rösing anmelder den nye, danske Sade-udgivelse i Information: "De Sade er ingen pornografisk, men en filosofisk forfatter, der gennem sine pornografiske scenerier udforsker menneskets forhold til lysten og loven. [...] Det fascinerende ved de Sades univers er ikke mindst, at det fremtræder som et troldspejl for nogle af de store, glorværdige etiske og æstetiske idéer, der som de Sade er børn af det 18. århundrede. [...] De Sades værk er helt uomgængeligt, hvis man vil forske i forholdet mellem lysten og loven, og i det store frigørelsesprojekt, som stadig er drivkraften i vor kultur. En forskning, som i kraft af teksternes æstetiske kvaliteter, også bliver en forskning i læserens eget begær." Læs hele anmeldelsen her.
Ha. Jeg har lige siddet og set "Smagsdommerne" med bl.a Erling Jepsen. Og jeg har et mærkeligt spørgsmål. Indiskret. Jepsen var helt indlysende den skarpeste kniv i dén skuffe. Er han virkelig, virkelig - hvis der er nogle derude, der kender ham - så flink og imødekommende og selvudslettende? Eller er han bare den mest underspillende satan i dansk litteratur?
Og han er født i Gram. Så det er nok okay, at jeg skriver "satan". Ellers, Erling, undskyld. Jeg var meget imponeret.
Og nu har Berthelsen en-eller-anden model på besøg. Og hun er søreme ikke for knøw.
JP skriver i dag om Nobelprismodtager Doris Lessing, som mener, at "Internettet har lokket en hel generation ind i åndeligt armod." "Selv fornuftige mennesker indrømmer, at det er svært at løsrive sig fra nettet, når først de er fanget. De opdager pludselig, at en hel dag er gået med blogging eller lignende." Og kommentator Andrew Keen giver hende ret: "Millioner og atter millioner af skrivegale abekatte skaber en endeløs digital skov af middelmådighed".
Opdateret: Og en kommentar til ovenstående fra Fifty på forums.civfanatics.com: "Stupid boring crappy literature whining about Africa and identity poltics and gender relation all the other boring postcolonial feminist stupid crappy crap that she wrote about is what is making us not want to read new books. When good authors start writing for the aesthetic again I'll start reading new books again."
Arthur Maria Rabenalt: "Theatrum Sadicum - Der Marquis de Sade und das Theater". Nummer 84 af 2000 nummererede eksemplarer, udgivet i 1963.
Der er gået vel rigelig meget SADE i bloggen på det sidste -- og det var egentlig ikke meningen. Jeg er, mine læsere, bevidst om min tendens til at gå i selvsving. Og der sker jo - trods alt - også andet i verden. For eksempel fik jeg i går - DEN 11. DECEMBER - et myggestik på min venstre hånd. Et myggestik! I december!
Men eftersom jeg nu - igen - er landet i sporet: Marquis de Sade er bedst kendt for sine romaner, men ud over romanerne skrev han også en lang række teater-stykker -- og det var dét, han allerhelst ville. Være berømt for. Sade elskede teatret, og han brugte uhyre summer på at privatopføre forestillinger, ofte med familiemedlemmer o.lign. som skuespillere. Han havde ikke meget held med at få opført sine egne stykker, men de er - dog - nu-om-stunder udgivet. I bogform.
Og i det hele taget: Der er ét ord, der bedre end noget andet karakteriserer Marquis de Sade, nemlig dette: TEATRALSK. Sade OPFØRTE SIG -- og han OPFØRTE SIG (efter evne) forskelligt, alt efter hvad der tjente ham bedst. I en given situation. Den eneste lyst i ham - fristes jeg til at skrive - som var større end lysten til TEATRET, var hans seksuelle lyst. Og det var dén, den sidstnævnte, som undertiden fik ham til - så at sige - at bryde sammen på scenen og falde ud af rollen. For eksempel rollen som god ægtemand og (ikke mindst) svigersøn.
Det er, forekommer det mig, ret vigtigt at holde sig for øje - det dér med det teatralske - når man læser Sade. Han POSERER og deklamerer og regerer og gør véd, men det er lidt svært at gennemskue, om han - forfatteren - er enig med (eller i) det, han lader personerne gøre eller sige -- eller om han tværtimod gør nar. Det er - vil jeg stædigt fastholde - absolut muligt at læse hele Sade "perverse svineri" som én meget lang og meget grov vittighed. Af den sorteste art. Men ikke, selvfølgelig, hvis man ikke har sans for den slags sjov.
Nå. Jeg fortsætter med min status-opgørelse. Jeg har - desværre - i 2007 læst færre bøger, end jeg egentlig gerne ville -- ikke mindst fordi vi i vort nye hjem i Ringsted kan tage mere end 30 TV-kanaler. I Skanderborg kunne vi kun tage DR1. Og jeg skal jo helst se det hele.
Her er årets bedste bog-oplevelser:
Nummer 1:
Peter Nielsen: "I sommervinden". Når han ikke render rundt og spejder efter fugle eller sidder og oversætter eller andet, er Peter Nielsen Danmarks bedste digter. Og muligvis er det også imens (han spejder efter fugle o.s.v.), men det høres - da - ikke så tydeligt. Som det gør i bøgerne. Det meget smukke foto på samlingens omslag er i øvrigt taget af digterens hustru, Anni. Spind i det grønne.
Nummer 2:
Anne-Marie Vedsø Olesens Seth-trilogi -- som jo altså består af tre bøger. Og ikke kun en. For sidste gang i år, jeg lover det: Jeg læser normalt ikke romaner. Men Anne-Marie fik mig alligevel til det. Ved udsigten til udgivelsen af tredje og afsluttende bind i trilogien, "Gudernes tusmørke", fik jeg (også) lyst til at genlæse de to første, "Djævelens kvint" og "Tredje Ikaros" -- og før jeg vidste af det, var jeg hvirvlet (på min egen, stille og generelt ikke-hvirvlende måde) ind i en verden af egyptiske guder, stor mystik og musik. Herunder Mozart. Og nu går jeg rundt i Ringsted og har et lydklip fra "Tryllefløjten" lagt ind som ringetone på min mobil. Så galt gik det.
Nummer 3:
Nummer 3 på min liste burde egentlig være R.D. Richardson: "Emerson - The Mind on Fire". Synes jeg. Jeg har i år læst flere bøger om Emerson, og Richardsons er på alle måder imponerende. Også imponerende tyk. Men jeg vælger alligevel at snyde. Og det er vel ok, for det er min liste ... ? Det skulle jeg mene.
Tredjepladsen går (i stedet) til Peter Lund Madsen -- og ikke for en bog, men for sine Rosenkjær-foredrag fra 2006. Som jeg - og det er dét, der tæller - først hørte i 2007. Spændende, vedkommende og inspirerende formidling. Og gratis, endda. Hør foredragene her.
Johs. H. Christensen anmelder den nye, danske Marquis de Sade-udgivelse i JP: "de Sades skriverier er noget perverst svineri. Dermed burde alt være sagt, men er det ikke. For uhumskhederne betragtes minsandten af fortænkte folk som en seriøs litteratur." Og så videre. Læs hele anmeldelsen her -- og tak til Carsten, der gjorde mig opmærksom på den.
Min eget indtryk af præst Johs. H. Christensen er - som jeg ved flere lejligheder har givet udtryk for her i bloggen - at manden er næsten lige som filosofisk og sofistikeret som et punkteret grødomslag. He can run and jump.
Bemærk i øvrigt: Sades skriverier er "noget perverst svineri", hvorimod eksempelvis "Saw III", da Christensen i sin tid anmeldte filmen, blev beskrevet som "noget infamt svineri". Det gælder om at variere udtrykket ... som Marquis de Sade ville have sagt.
Jeg tillader mig - igen - at flytte et af Mørk Sjæls spørgsmål fra kommentarsporet her op i HOVEDFELTET -- bl.a. fordi det gør det nemmere for mig at indsætte links. I mit svar.
Mørk Sjæl spørger: "Hvis man ikke har læst noget af ham [de Sade] før, hvor vil du så sige at man bør starte?"
Med "Justine - eller dydens genvordigheder", fordi 1) bogen er forholdsvis kort, 2) den findes i en meget god, dansk oversættelse, som 3) kan lånes på biblioteket -- og 4) det er Sades mest berømte værk, og 5) bogen indeholder (vistnok) de fleste af de temaer, som Sade (også) udfolder i de andre.
Rhodos udgav for nogle år siden en dansk udgave af "Justine", oversat af Per Aage Brandt -- og forlaget lavede i den forbindelse nogle temasider om bogen på nettet. Som kan besøges her.
Bogguide.dk opsummerer udmærket "Justine" således: "Om nytteløsheden og farerne ved et dydigt liv med detaljerede beskrivelser af seksuelle perversioner og grusomheder." Omend man nok ikke skal glæde sig alt for meget til de dér beskrivelser. Det er - mest - dyden, det handler om. Og hvor lidt den er værd at satse på.
"Justine - eller dydens genvordigheder" er første INSTALLATION i - eller af - Sades tre bøger om de to søstre, Justine (den dydige) og Juliette (den absolut ikke dydige). Juliette har sin egen roman, "Juliette", som er monster-tyk og rabelaisk rablende i sin grusomhed, og Sade skrev senere en ny, udvidet udgave af "Justine". Men "Dydens genvordigheder" er - altså - i sig selv et afsluttet værk. Ikke nogen skitse eller et udkast.
Sades vel nok mest berygtede værk er "120 dage i Sodoma" -- som (efter nogle hundrede sider) stort set degenerer LITTERÆRT og mestendels fremstår som et katalog over mulige, seksuelle perversioner. Som Sade også havde tænkt det. Det er, synes jeg, på mange måder en meget spændende bog -- men også i lange stræk ret kedelig læsning. Ærligt talt.
Dagens Per Nørgård er CDen "Frostsalme". Og modtaget med posten: "Foreign Studies", en bog af den japanske og - ! - katolske forfatter Shusaku Endo. "Foreign Studies" indeholder tre fortællinger, hvoraf den sidste, der på engelsk hedder "And You, Too", handler om en japansk forsker, Tanaka, der i 1960erne tager til Frankrig for at studere Marquis de Sade. Så derfor.
Vejret: Gråt og vådt. Og jeg er blevet syg. Som jeg i går anede, at jeg ville. Øv.
Grove Press' "first American edition[s]" af hhv. "Justine" (m.m.) og "120 dage i Sodoma". Begge i HARDCOVER og med smudsomslag. Udgivet i 1960erne. MEGET UDMÆRKET! Så er det næsten - næsten - til at leve med, at jeg i går tabte auktionen om Maurice Heines tre-binds udgave af "Sodoma".
Marquis de Sade døde den 2. december 1814. Det var i går for 193 år siden. Eller: I går var det 193 år siden -- og jeg glemte fuldstændig at nævne det her i bloggen. En skandale af nærmest kommunale dimensioner.
Marquis de Sade døde som 74-årig, fattig, fed og indespærret. Og med dårlige øjne og en elskerinde på 17. De begyndte at DATE, da han var 70, og hun var 13. Sade havde bedt om - bogstaveligt - efter sin død at blive SLETTET, at få sin aske spredt og sit navn glemt, men sådan gik det ikke. Som bekendt. Han blev ikke kremeret, men begravet -- hvorefter hans kranium, senere, blev genopgravet m.h.p. frenologisk analyse. Viljen til viden. Efterfølgende forsvandt kraniet, og det findes - sikkert - i en eller anden samling et sted. Nu-om-stunder.
På Sades opfordring brændte sønnen alle de efterladte, ufuldendte manuskripter, herunder også kæmpeværket "Les Journées de Florbelle" -- som - fordi vi holder af at plage os selv - vi godt kan lide at forestille os, var Marquis de Sades definitive og altoverskyggende mesterværk. Nu for altid tabt. Hvis det da ikke - TA-DAM - alligevel overlevede ... ? "120 dage i Sodoma" var forsvundet - presumed missing - i mere end 100 år, før det pludselig en dag dukkede op. Er det værd at bemærke. Men måske Dan Brown allerede er på sagen.
Bibliopaten har for tiden gang i et større kimære-projekt. Enten er jeg - måske p.g.a. alt MØRKET - ikke korrekt humoristisk stemt -- eller også er projektet bare - i virkeligheden - ikke særligt skægt. Men LIDT skægt er det selvfølgelig. Se den foreløbige liste her.
"MythBusters"-fans: Husk at det er i aften kl. 21, at Discovery viser THE CHRISTMAS SPECIAL.
Opdateret: Ja, okay. H.C. Kafka: "Processen på ærten" er faktisk ret morsomt.
Nå. Det dér med æstetikken var der tilsyneladende ikke rigtig nogen, der var interesseret i at diskutere. Jeg tænkte ellers ... altså. "Æstetik," har jeg lært af Per Højholt, betyder bare "måde". Og TING er jo - "for fanden," som Højholt ville have sagt - nødt til at være på en måde. De kan ikke være på ingen-måde. Det vil (også) sige: De kan ikke være LAVET eller OPFØRT eller UDFØRT på ingen-måde.
Man kan være mere eller mindre bevidst om den måde, man vælger -- men man vælger altid en måde. Også når man ikke er bevidst om det. Og hvad sker der - som oftest - hvis man ikke er bevidst om måden -- eller hvis man (endnu værre) bilder sig selv ind, at man slet ikke HAR nogen måde, men at man bare er NATURLIG? At man bare maler FRIT FRA SJÆLEN, eller at man bare skriver, HVAD MAN FØLER -- eller andet i dén (dårlige) stil? Man ryger tilbage i æstetikken og ender med noget GAMMELDAGS-AGTIGT, afsyret-stue-møbels-agtigt, levende-lys-agtigt, solnedgangs-postkort-agtigt fims. Folk, der tror, at de skriver - når de skriver - uden æstetik, skriver aldeles ikke uden æstetik. De skriver bare GAMMELDAGS -- som man gjorde for (snart) 100 år siden. Og det samme gælder malerne og komponisterne o.s.v. Og bagstræb og nostalgi er - jvf. mit tidligere indlæg om Zappa - en dræber.
Sex er ikke kunst. Det er sandt. Men sex er afgjort ISCENESAT -- og S/M er i særdeleshed. S/M er noget, man gør PÅ EN MÅDE. Og hvis man giver sig til at surfe S/M-sider på nettet, se S/M-fotos og billeder, læse noveller, besøge S/M-klubber eller andet, vil man ret hurtigt opdage, at det hele - altsammen - ligner hinanden. Der er små variationer i UDTRYKKET, men ikke store. Og dét, der - for mig at se - karakteriserer udtrykket, er, at det er er GAMMELDAGS-AGTIGT. Brølende kronhjort.
Jeg siger ikke, at det er FORKERT eller FOR DÅRLIGT. Overhovedet. Men jeg spørger: Hvorfor er det sådan? Er det fordi, det SKAL være sådan? Fordi en-eller-anden form for indre logik dikterer det? Eller er det bare på grund af fantasiløshed?
Egentlig sidder jeg her - ved computeren - og burde have mægtig travlt med et projekt -- men så kom jeg til at klikke ind på Mørk Sjæls blog. Og jeg blev VOLDSOMT MEGET BEGEJSTRET for det dér billede af Månestråle (fra "Sølvpil"), og pludselig havde jeg gamle CDRer spredt ud over hele gulvet -- fordi jeg var kommet i tanke om den MÅNESTRÅLE IN BONDAGE-side, jeg selv - på et tidspunkt - havde på mit eget site. Og jeg vidste - VED - at jeg har den et-eller-andet sted. HTML-filen. Men indtil videre er det ikke lykkedes mig at finde den -- hvorimod det undervejs fint lykkedes mig at få min PC til at crashe.
Capac skriver om Loven -- som, Loven, er et begreb, lacanianere holder af at diskutere. Blandt andet. Ligesom Den Anden.
Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal tydeliggøre min egen pointe m.h.t. væsensforskellen på h.h.v. sadisme og "sadisme" -- men måske kan begrebet om Den Anden bruges ... ? Jeg er ikke - og undskyld udtrykket - stiv i Lacan.
Sadistens - den ondskabsfuldes - begær er udelukkende et begær efter selvtilfredsstillelse, og begæret INKLUDERER ikke Den Andens begær eller tilfredsstillelse. Kan man sige det sådan? Eller: Tager ikke hensyn til Den Andens begær.
(Det ville nok - i parantes bemærket - være forkert at sige, at sadisten opfatter Den Anden som (kun) objekt -- for Den Anden skal jo dog REAGERE og føle o.s.v. Man kan ikke gøre overgreb på en TING, men kun på et subjekt -- og sadisten begærer overgrebet.)
Hvorimod "sadistens" - den flinkes - begær (netop) inkluderer Den Andens -- og tager hensyn til etc.
"Sadisme" - er jeg helt enig med Lars m.fl. i - er et rollespil. Og dét, man leger, er sadisme. Uden anførselstegn.
Capac skriver i en kommentar, "at der er eksempler på, at sådanne socialt accepterede seancer er gået for vidt med døden til følge." Det er sandt.
Men er der - og jeg spørger, for jeg ved det ikke - flere S/M-relaterede dødsfald, end der f.eks. er dødsfald i forbindelse med de dér rollespil ude i vore skove, som Lars henviser til -- eller (jvf. "socialt accepterede seancer") polterabend-relaterede, hooligan-relaterede ... o.s.v.?
Men min pointe: Hvis sadisme ikke inkluderer Den Andens begær, hvorimod "sadisme" gør, er der så ikke - analytisk begavede læsere derude - tale om to forskellige BEGÆRSKONSTRUKTIONER -- altså to forskellige ting?
Og Capac erstatter - fornuftigt - min egen snak om Vorherre med snak om (det meget mere hippe begreb) Loven -- og om historisk betingede udvidelser af grænserne for det acceptable.
Uden allerede at ville føre diskussionen ud på et vildspor: To - måske - interessesante betragtninger i forlængelse af Capacs kommentar: 1) Marquis de Sade var faktisk comte, men valgte - ligesom sin farfar - i stedet at kalde sig marquis -- som kommer af det latinske marca, grænse, og er beslægtet med ordet markering. Marquis-titlen blev oprindelig tildelt de grever, som vogtede landets grænser, altså grænsevogtere. Det er - i det mindste - pudsigt, at Marquis de Sade, som var den største grænseoverløber af dem alle, havde titel af grænsevogter. Apropos Loven. Og 2) Sade tilbragte det meste af sit voksenliv i spjældet, og han blev - på et tidspunkt - dømt til døden p.g.a. forsøg på forgiftning og forbrydelse mod seksualmoralen. Men det var ikke - aldrig - Sades forkærlighed for piskning o. lign., som bragte ham i problemer. Det var derimod hans besættelse af analsex. Flagellation var en forholdsvis udbredt fornøjelse på Sades tid -- men analsex var en grov forbrydelse, som ifølge loven - Loven - kunne straffes med døden.
Føjet til Sade-samlingen. I øvrigt:
Meget mere følger. Og fortsæt endelig med at kommentere.
Mit nedenstående fredag-aftens-indlæg har afstedkommet nogle meget gode kommentarer - og tak for det - og jeg tillader mig (og det kan jeg sagtens) at flytte min egen - dernedefra - hérop:
***
Er sadistens begær væsensforskellig fra "sadistens" -- eller er der 'bare' tale om en forskel i intensitet? Er forskellen en forskel i KVALITET eller i KVANTITET?
Mine damer og herrer, jeg udnævner hermed dette til den kommende uges emne. Kommentér og filosofér.
***
Forvent MEGET MERE MØRKE. De næste dage.
Her er - til en begyndelse - hvad Krafft-Ebing skriver i "Psychopathia Sexualis":
***
Sadism, especially in its, rudimentary manifestations, seems to be of common occurrence in the domain of sexual perversion. Sadism is the experience of sexual pleasurable sensations (including orgasm) produced by acts of cruelty, bodily punishment afflicted on one's own person or when witnessed in others, be they animals or human beings. It may also consist of an innate desire to humiliate, hurt, wound or even destroy others in order thereby to create sexual pleasure in one's self.
Thus it will happen that one of the consorts in sexual heat will strike, bite or pinch the other, that kissing degenerates into biting.
[...]
The transition from these atavistic manifestations, which no doubt belong to the sphere of physiological sexuality, to the most monstrous acts of destruction of the consort's life can be readily traced.
[...]
In an attempt to explain the association of lust cruelty, it is necessary to return to a consideration of the quasi-physiological cases, in which, at the moment of most intense lust, very excitable individuals, who are otherwise normal, commit such acts as biting and scratching, which are usually due to anger. It must further be remembered that love and anger are not only the most intense emotions, but also the only two forms of robust (sthenic) emotion. Both seek their object, try to possess themselves of it, and naturally exhaust themselves in a physical effect on it; both throw the psycho-motor sphere into the most intense excitement, and thus, by means of this excitation, reach their normal expression.
From this standpoint it is clear how lust impels to acts that otherwise are expressive of anger. 1 The one, like the other, is a state of exaltation, an intense excitation of the entire psycho-motor sphere. Thus there arises an impulse to react on the object that induces the stimulus, in every possible way, and with the greatest intensity. Just as maniacal exaltation easily passes to raging destructiveness, so exaltation of the sexual emotion often induces an impulse to spend itself in senseless and apparently harmful acts. To a certain extent these are psychical accompaniments; but it is not simply an unconscious excitation of innervation of muscles (which also sometimes occurs as blind violence); it is a true hyperbole, a desire to exert the utmost possible effect upon the individual giving rise to the stimulus. The most intense means, however, is the infliction of pain.
[...]
Sadism is thus nothing else than an excessive and monstrous pathological intensification of phenomena, possible, too, in normal conditions in rudimental forms, which accompany the psychical vita sexualis, particularly in males. It is of course not at all necessary, and not even the rule, that the sadistic individual should be conscious of his instinct. What he feels is, as a rule, only the impulse to cruel arid violent treatment of the opposite sex, and the colouring of the idea of such acts with lustful feelings. Thus arises a powerful impulse to commit the imagined deeds. In as far as the actual motives of this instinct are not comprehended by the individual, the sadistic acts have the character of impulsive deeds.
When the association of lust and cruelty is present, not only does the lustful emotion awaken the impulse to cruelty, but vice versa; cruel ideas and acts of cruelty cause sexual excitement, and in this way are used by perverse individuals.
[...]
Sadistic acts vary in monstrousness according to the power exercised by the perverse instinct over the individual thus afflicted, and in accordance with the strength of opposing ideas that may be present, which nearly always are more or less weakened by original ethical defects, hereditary degeneracy, or moral insanity. Thus there arises a long series of forms which begins with capital crime and ends with paltry acts affording merely symbolic satisfaction to the perverse desires of the sadistic individual.
Sadistic acts may be further differentiated according to their nature; either taking place after consummated coitus which leaves the libido nimia unsatisfied; or, with diminished virility, being undertaken to merely stimulate the diminished power; or, finally, where virility is absolutely wanting, as becoming simply an equivalent for impossible coitus, and for the induction of ejaculation. In the last two cases, notwithstanding impotence, there is still intense libido; or there was, at least, intense libido in the individual at the time when the sadistic acts became a habit. Sexual hypenesthesia must always be regarded as the basis of sadistic inclinations.
***
Og så videre. Hele værket kan downloades fra The Internet Archive. Eventuelle, besynderlige stavefejl i citatet skyldes indscanningen -- og min dovenskab. Jeg gider ikke rette dem.
Det er fredag aften. Ane er småsyg og er gået tidlig i seng -- og jeg har, synes jeg da selv, været ret effektiv i dag. Og jeg gider ikke andet - mere - end at hænge her i min stol. Og pludre.
Har lige læst Greys nyeste blog-indlæg, "Fangekælder søges". Tillad mig - foranlediget af indlægget - at filosofere lidt. Sådan, altså, fredag-aften-usammenhængende. Så lad være med at hænge mig op - sic - på noget af det.
Ordet "sadisme" kommer af "de Sade". Der findes RIGTIGE sadister derude - den slags mennesker, som holder af at sparke til hunde og øve vold mod andre mennesker -- men mennesker, som ... Hvad skal vi kalde dem? Folk, som ikke er sadister, men "sadister" - folk som Grey - er ikke onde. Jeg har kendt flere af slagsen. De er helt almindelige.
Der er en gammel og ikke særlig vittig vittighed, der lyder sådan:
Masokisten siger til sadisten: "Slå mig!" Hvortil sadisten svarer nej.
Den RIGTIGE sadist, altså -- hvorimod "sadisten" selvfølgelig efterkommer ønsket. S/M er en leg, der handler om fælles nydelse og om kærlighed, ikke om VOLD.
Og her er en anden slags vittighed, som er endnu mindre morsom. Det er den, Søren Krarup altid - gennem hele sit forfatterskab - fortæller:
Når vi mennesker ikke tror på Gud, så gør vi noget andet til Gud, f.eks. MENNESKET eller DEN STORE IDÉ eller MORALEN -- for vi kan ikke leve uden en Gud.
Mange "sadister", har jeg bemærket, dyrker Marquis de Sade som et slags ikon eller DEN STORE MESTER -- men "sadister", som forsøger at læse de Sade, tror jeg, bliver skuffede. Sades bøger er ikke særlig sexede. Ærligt talt. Og der er meget langt fra Greys fantasier - og Grey, du må undskylde, at jeg bruger dig som eksempel - til Sades.
Sades bøger, skrev en eller anden, og jeg er fuldstændig enig, handler mere end om noget andet om Gud. De handler - selv om "handler" ikke er det rigtige ord - om spørgsmålet: Hvis der ikke er nogen Gud ... ? Hvis der ikke er nogen Gud, og heller ikke - Krarup - nogen erstatningsguder, hverken en absolut moral, et ukrænkeligt MENNESKE, LIVET, KÆRLIGHEDEN eller en hellig idé ... ? Hvis der ikke er andet end lysten?
Sades PROJEKT er (mildest talt) ikke entydigt, for jo mere han forsøger at lægge afstand til Gud, des mere tydeligt fremkalder han ham -- og Sade var ikke ikke-troende. Selv om han selv mente det. Han var en oprører mod Gud.
Men hvad jeg ville skrive: Sades sadisme er ikke af den pæne slags, men af den grimme. I bøgerne. Sades sadister er grusomme mennesker.
Purisme er en form for sjælelig sygdom, nok. Eller perversion. Jeg kan godt lide forestillingen om, at jeg - personligt - er en purist, men at jeg - bare - er en purist uden rygrad eller selvkontrol. Så jeg strejfer.
Jeg kendte engang en fyr, en litterat, som dårligt nok kunne sove om natten, fordi han kun - KUN - ville have UBESTRIDELIGE MESTERVÆRKER stående i sin bogsamling, og han kom hele tiden i tvivl: Var dén eller dén bog I VIRKELIGHEDEN fin nok -- eller trak den samlingen ned?
Jeg nævner ham bare.
Da jeg i sin tid - og jeg kom i tanker om det p.g.a. "Psycho" - købte min første DVD-afspiller, havde jeg i forvejen lavet en liste med dé 10 film, som jeg ville købe på DVD. Det var dengang, anfører jeg til mit forsvar, DVD-film var forholdsvis dyre. Jeg købte maskinen, sagde jeg til mig selv, fordi jeg ville eje de dér 10 film, så jeg kunne se dem igen og igen. Og ikke andre. Keep the best and fuck the rest.
På listen stod bl.a. "Psycho", Bergmans "Persona", Tarkovskijs "Nostalghia" og Godards "Pierrot le Fou" (som er min alletiders favoritfilm).
Nu er det år og dag siden, og jeg ejer jeg-ved-ikke-hvor-mange DVD-film. Flere hundrede.
Men: Ikke før forleden fik jeg taget mig sammen til at købe et eksemplar af "Persona". "Nostalghia" købte jeg for cirka et år siden, fordi jeg fandt den billigt på nettet -- men (eller og) jeg har hverken fået erhvervet mig "Psycho" eller "Pierrot le Fou". Og jeg kan ikke engang huske de andre film på listen. "Den tredje generation" var sikkert inkluderet -- og dén ejer jeg heller ikke. Men jeg HAR købt "En dødsdømt flygter".
Hvilke 10 film ville du have skrevet på din liste?
Det er næsten ligegyldigt, hvor man vælger at begynde - hvad man vælger at beskæftige sig med - for man ender også et andet sted -- og lige meget, hvor man ender, så er man på et sted, som også har noget at gøre med andre steder, og der går stier i græsset eller gennem mørket ... Og så videre. Man skal holde sine metaforer i kort snor.
I dag har jeg erhvervet mig denne bog:
"Matyrbilleder". Som indeholder udvalgte tryk af Antonio Tempesta -- og med Markis de Sades "Mod kristendommen" (fra "Juliette") indsat som forord. En lille smule besynderligt. Men måske er der - fra udgiverens side - tale om et form for STATEMENT ... ?
Og sammenhængen-med-noget: Tempestas VIEW over Rom:
DR sendte i aftes et afsnit af "Trial and Retribution" -- og jeg benytter lejligheden til at bringe et foto af Victoria Smurfit (smølf-det):
Med push-up-BH og recently airborn. Det manglede bare.
Er der i øvrigt nogen, der ved, hvad der er sket med Esteban? Forhåbentlig er han ok ... ? Det er flere måneder siden, han sidst har opdateret sin hjemmeside.
Ellers ikke meget nyt. Brugte det meste af gårsdagen på at arbejde - hjemme - og tabte en auktion på eBay. Sades samlede værker -- i alt 25 bind. Der blev - til oplysning for de meget nysgerrige - afgivet i alt 27 bud, og den endelige salgspris blev 127,65 euro, ca. kr. 951,50. Plus porto. Mit eget max-bud var 10 euro :-)
Maurice Nadeau: "Sade - L'insurrection permanente".
Og det er - helt bevidst, for jeg ville skåne jer - ved at være et stykke tid siden, jeg sidst har nævnt FRANK ZAPPA. Men ganske kort: Nye CDer på min hylde: "Bongo Fury", "We're Only In it For the Money", "Francesco Zappa" og "Sleep Dirt". Og i går - f.eks. - hørte jeg 7 timers Zappa, cirka: Hele vejen fra Ringsted til Herning -- og hele vejen fra Horsens til Ringsted. Har tabt endnu to eksemplarer af "Civilization Phase III". På eBay. Jeg er for nærig.
Dagens lektion: Hvis man er så dum at have to potteplanter stående øverst på sin bogreol, er der gode chancer for, at man på et eller andet tidspunkt - som jeg i dag gjorde - vil komme til at hælde vand ud over bøgerne. Når man forsøger at vande planterne. Så - tænker jeg - det er en dårlig idé.
Dagens musik: Jens Hørsvings "Walk With Strangers" ("Gå med fremmede"). Læs mere om Hørsving her og/eller her.
Og dagens lekture: Octavio Paz' "An Erotic Beyond: Sade", en samling - på kun 96 sider - af Paz' tre (som han vistnok selv skriver) "forsøg på at forstå" de Sade, et digt og to essays.
Octavio Paz er - var - en fantastisk begavet og velskrivende digter og essayist, og jeg anbefaler ham varmt og uden forbehold. Han har skrevet - bl.a. - vel nok den bedste bog om Marcel Duchamp, "Marcel Duchamp or the Castle of Purity" -- og Sade-bogen er også - som jeg forventede - helt fremragende. Paz har - havde - en evne til (som Søren Ulrik Thomsen har sagt om Pessoa) med få og enkle ord at få ENORMT STORE TING sat i spil. Og perspektiverne (og afgrundene) bliver ved med at åbne sig.
Tomas Tranströmer & Robert Bly Airmail. Breve 1964-1990.
En bog sammenstillet af Torbjörn Schmidt På dansk ved Karsten Sand Iversen og Peter Nielsen 426 sider, 275 kroner
Airmail består af de levende og intense breve, som i årene fra 1964 og frem til 1990 er udvekslet over Atlanten mellem den svenske digter Tomas Tranströmer og hans amerikanske oversætter og gode ven, digteren Robert Bly. Vi bliver vidne til det voksende venskab mellem to digtere, der er stærkt engagerede i både deres litterære og politiske samtid. Med sin stadige dialog om digtoversættelserne bliver Airmail en vigtig kilde til forståelsen af specielt Tranströmers poesi. Når Bly introducerer Tranströmers digte for et amerikansk publikum tilbage i 60erne og 70erne, er han med til at skabe muligheden for den skandinaviske poets voksende verdenslitterære ry. Brevsamlingen er som sådan et litteraturhistorisk dokument, der fortæller historien om en poesi, der overskrider landegrænser. Men Airmail er også historien om livet set fra Västerås og fra et lille sted i det amerikanske Midtvesten. Livshistorier udvekslet gennem breve fyldt med humor og tillid.
Airmail blev udgivet på svensk i 2001. I den danske udgave er der kommet yderligere femogtyve breve til.
Invitation til reception med Tomas Tranströmer
I anledning af udgivelsen inviterer Arena & Forfatterskolen til reception den 21. nov. kl.16.00 på Forfatterskolen. Peder Skrams Gade 2A, 1, Kbh. Vi har den glæde, at Tomas og Monica Tranströmer sammen med Torbjörn Schmidt har lovet at være til stede ved markeringen af udgivelsen. Vi byder på et glas, samt på oplæsning v. Monica Tranströmer og Torbjörn Schmidt - og endelig vil der være oplæg om Tranströmers poesi ved Erik Skyum-Nielsen.
Og forresten: Iblandt valgets store vindere, vil jeg mene, må vi også regne alle de seere (som forstår at værdsætte sligt), der i går aftes havde fornøjelsen af at se TV-babe Cecilie Beck:
-- iført et nydeligt, gråt og meget kropsnært outfit. Det var ikke dårligt.
To franske paperbacks føjet til Sade-samlingen:
Ane har netop forladt mig - igen - og jeg er alene hjemme til lørdag.
Jeg fik sat mit kryds -- og selv om jeg (som trofaste blog-læsere vil vide) undervejs har været EN TVIVLER, så var jeg - trods alt - ikke en af dem, der først besluttede sig inde i boksen. Føler jeg trang til at pointere. Jeg vidste, før jeg gik derind, hvem jeg ville stemme på. Så det tog kun et øjeblik. Mit bidrag til demokratiet.
I skrivende stund ser det ud til, at Fogh fortsætter med støtte fra Ny Alliance.
To bøger føjet til Sade-samlingen:
Til gengæld har jeg tabt - på eBay - en bog med titlen "The Pleasures of Cruelty".
"1001 nats eventyr". Med blå læderrygge. Fordi intet hjem burde være foruden.
Tilføjet: Og når du nu går ud og køber værket - og det bør du gøre, såfremt du ikke allerede har det stående på hylden - så LAD DIG IKKE NØJES med en af de dér disneyficerede, usexede og moralske, CENSUREREDE udgaver. "1001 nats eventyr" er en af denne verdens helt store, erotiske værker, og der er - så at sige - masser af knald på. På muslimsk. Og det hører med.
Og Lisette Ashton: "Forbidden Reading". "Librarian Justine is given a chance to acquire "La Coste": an unpublished story that is supposedly the most disturbing work written by the Marquis de Sade. Alleged to contain details of his most twisted indulgences, "La Coste" is being put up for sale to anyone who can prove themselves worthy of owning this long lost catalogue of excess and depravity. Justine's quest will bring her face to face with extremes of punishment and pleasure. Certain to face sacrilege, sadism and subversion, she knows there are no limits in the pursuit of forbidden reading."
Geoff Nicholson: "Sex Collectors: The Secret World of Consumers, Connoisseurs, Curators, Creators, Dealers, Bibliographers, and Accumulators of Erotica".
"Though you might not encounter the subject in Artforum or stumble across it at Sotheby's, the thriving business of erotica is a mixture of sophistication and seduction, an underground world of eccentric artists and serious collectors.
In Sex Collectors, Geoff Nicholson hunts down an assortment of these obsessives around the world. From the Florida grandma with five million dollars' worth of sexual collectibles to Third Eye Blind's manager, who owns more than eighty thousand men's magazines, Nicholson celebrates these collectors and the occasionally beautiful, frequently bizarre, and always fascinating objects they have amassed.
He accompanies Linda Lovelace, the star of Deep Throat, as she is taken on a tour of a collection devoted to her. Days spent in the Kinsey archives reveal the cultural artifacts resulting from the sexual awakening of public America, as well as boxes with labels such as "Phallus with Agricultural Tools" and "Scarf Trick when Folded."
Nicholson journeys to Germany to visit with the legendary Karl-Ludwig Leonhardt, sex collector extraordinaire of first edition volumes such as Flagellation pour couples pervertis and Tender Bottoms, erotic Picassos, and notes handwritten by the Marquis de Sade.
Throughout his exploration of some of the wildest collections in the world, Nicholson's discussion of collecting as an expression of self and psychology goes hand in hand with his gleeful discovery of the seventh giant phallus used in Stanley Kubrick's A Clockwork Orange, Hitler's creepily erotic personalized bookplate, and a woman who has a plaster cast of Jimi Hendrix's penis.
Sex Collectors is a winning story of one man's attempt to collect collectors, to reveal the neuroses that drive some people to collect, and to have good, dirty, high-minded fun while doing it."
--- according to Frank Zappa. Fra "The Real Frank Zappa Book":
***
JUST FOLLOW THESE SIMPLE INSTRUCTIONS:
[1] Declare your intention to create a 'composition'.
[2] Start a piece at some time.
[3] Cause something to happen over a period of time (it doesn't matter what happens in your 'time hole' - we have critics to tell us whether it's any good or not, so we won't worry about that part).
[4] End the piece at some time (or keep it going, telling the audience it is a 'work in progress').
[5] Get a part-time job so you can continue to do stuff like this.
***
A person with a feel for rhytm can walk into a factory and hear the machine noise as a composition. If we expand that concept to include light, behaviour, weather factors, moon phases, anything (whether it's a rhytm that can be heard or a rhytm that is perceived, i.e., a color change over time - or a season), it can be consumed as music.
If it can be conceived as music, it can be executed as music, and presented to an audience in such a way they will perceive it as music ...
***
Eller - altså - poesi. Som Charles Olson skrev: "Which is why the man said, he who possesses rhythm, possesses the universe."
Og i forlængelse af mit foregående indlæg: Lidt om nogle film, jeg hverken ejer eller kender.
I går aftes faldt jeg tilfældigt over denne DVD-udgivelse:
-- med tre film af "Cult 70s Porno Director" Zebedy Colt. Som jeg - og jeg bekender det - aldrig havde hørt om. Udgivelsen lød lidt spændende, syntes jeg, så jeg googlede instruktøren -- og fandt bl.a. (også) Alpha Blue Archives DVD nummer 1:
Er der nogen derude, der har set nogle af filmene? Og - eller - er der nogen derude, som a) har set nogle af filmene, og som b) er villig til at indrømme det?
Undervejs i googleriet kom jeg i tanker om en anden film, som jeg på et tidspunkt havde noteret mig -- men som jeg nu - i går aftes - havde glemt titlen på. Efter at have pløjet mig gennem diverse film-sites lykkedes det mig omsider - i eftermiddags - at finde den:
"Thundercrack" -- som er meget kendt af dem, der kender den. Men jeg har aldrig set den.
Er der nogen, der har den på lager?
Dagens Sade-erhvervelse - for lad os ikke overse de gratis glæder - er en artikel, som Ringsted Bibliotek har sendt mig, "Rewriting the History of Sade". Af Gert Hekma.
Det er privat - men nok ikke FORTROLIGT - og det blev ikke til noget, så det er for så vidt ligegyldigt. Og det rager ikke nogen. Kan man sige. Men blot for at ingen - efterfølgende - skal opdage det og beskylde mig for at have forsøgt at HOLDE NOGET HEMMELIGT eller at være en FORDÆKT PERSON: Jeg vidste faktisk godt - allerede for længe siden - at der var en komplet Adam Hart-udgivelse undervejs. Altså denne:
For: Frank Brahe, værkets producer, spurgte mig nemlig, om jeg eventuelt ville være interesseret i at optræde som Adam. I bogen. På fotografierne. Jeg spillede cool, og jeg tror, at jeg - altså - også virkede sådan. På Frank. Cirka. Da jeg svarede, at det ville jeg gerne. Såmænd. Men desværre syntes Erwin ikke, at mit udseende passede -- hvilket han selvfølgelig havde ret i. Men det var alligevel, som man siger, NOGET AF EN NEDTUR.
For: Det, jeg ville have svaret Frank, hvis jeg ikke havde været så tilbagelænet og kølig en person, var, at DET VILLE JEG MEGET, MEGET, MEGET gerne. Helt enormt gerne. Vildt gerne.
For: Få personer - virkelige eller fiktive - har betydet så meget for mig som Erwin Neutzsky-Wulffs Adam Hart. Det er næppe voldsomt overdrevet at skrive, som jeg nu gør, at jeg - i mange henseender - er OPDRAGET af Neutzsky-Wulff -- og Hart-bøgerne gjorde, da jeg første gang læste dem, et kolosalt indtryk på mig. Især "Adam Hart og sjælemaskinen":
Og "Ouifael":
-- som jeg stadig i dag kan citere fra. Frit fra leveren. Det er en af de bedste, danske bøger nogensinde.
De to andre bøger i serien hedder h.h.v. "Adam Harts opdagelser":
Og "Victor Janis og søn":
Erwin Neutzsky-Wulff - og det, forekommer det mig, er en betydelig ros at komme med - har aldrig skrevet en bog, der ikke var - og er - værd at læse. Og genlæse. Han er en kværulant, han har et ego på størrelse med Lake Michigan (som er stor), og han har - i det senere forfatterskab - gevaldige problemer med at begrænse sig. Men han er også - og først og fremmest - en fremragende og visionær forfatter. Som man bør unde sigselv at læse.
Hart-bøgerne er - i hvert fald i Wulff-sammenhæng - relativ korte. De er WULFF-KONCENTRAT -- og jeg kan dårligt forestille mig noget mere appetitligt. Nærende, fedt og juicy.
Den nye, samlede udgave indeholder - ovenikøbet - en helt ny Hart-fortælling, "Adam Hart vender tilbage". Som jeg endnu ikke har læst (men vil vende tilbage til, når jeg har). Der er ingen undskyldning for ikke at købe bogen. Helt ærligt. Den er lidt dyr, kr. 399,- -- men du vil hellere have bogen. End pengene. Tro mig.
Jeg tror, Mette og Brian har ret i, at det dér Facebook er en tidsrøver. Potentielt. Jeg har stadig kun en vag fornemmelse af, hvordan skidtet fungerer -- men synes selvfølgelig, det er ret skægt at sidde og browse de andre, danske medlemmer. Hvoraf der er mere end 110.000. I sin tid - i meget gamle dage - lavede jeg mig også en MySpace-side, men jeg har aldrig - sidenhen - brugt den til noget. Det er en plat betragtning, jeg ved det, men det er ikke desto mindre sandt: At alting - jo - tager tid. Og at tiden - i hvert fald ens egen - trods alt er begrænset. I længden. Måske ikke i bredden. Whatever.
Jeg har lavet en oversigt over min (fortsat ikke enorme, men støt voksende) Marquis de Sade-samling. Kan studeres her.
Og "Alucarda". 1.99 euro. Som - filmen - ved nærmere eftersyn viser sig ikke at have ret meget med Sade at gøre. Den er baseret på Sheridan Le Fanus "Carmilla".
Og en plakat -- helt uden for kategori:
"Fantasie erotiche di Gerard Damiano". Den er lyserød. 2.99 euro.
Nå. Men. Jeg håber, at I alle overlevede natten. Til alle dem, der ikke helt fangede galoppen med hensyn til mit lille Halloween-rollespil: Undskyld. Til alle dem, der syntes, det var for ulækkert: Undskyld. I kan trøste jer - nu bagefter - ved tanken om, at blodet - på billederne - var snyd. Og sårene. Faktisk, ærligt talt, var jeg en lille smule stolt over det sidste billede -- som jeg lavede v.h.a. to ark papir, en klat ketchup og et digitalkamera. Og til alle dem, der nu sidder og er lidt rystede over, at jeg - indeni - har en så (som min mormor ville have sagt) GRIM fantasi: Ingen undskyldning. For så, altså, kan jeg jo - herefter - ikke lave andet end at undskylde. 'Cause you ain't seen nothing yet.
Men imens ude i virkeligheden:
Erwin Neutzsky-Wulffs fabelagtige Adam Hart-historier er blevet genudgivet. I ét bind, "Adam Hart". Tak til Frank Brahe -- og til Erwin. Selvfølgelig. Bogen, der også - endda - indeholder en helt ny historie, udkom i forgårs. Hvis jeg læser Henrik rigtigt, er der kun trykt 500 eksemplarer. Jeg hentede mit på udgivelsesdagen. Meget mere om Adam og Victor følger. Med garanti.
Politiken har bragt et fint interview med Anne-Marie Vedsø Olesen. Om Wagner.
Hvad mere? Jeg er oprigtig ked af, at Tine Aurvig-Huggenberger ikke blev ny formand for LO. Jeg havde - i min førnævnte fantasi - ellers allerede set det for mig: Thorning og Vestager som nye regeringsledere, Ritt som borgmester i København -- og Aurvig-Huggenberger som LO-formand. Kvinder hele vejen rundt. Men ak.
Og Henrik Qvortrup, tror jeg, har pisset i sine egen bukser. Historien om Khaders "sorte arbejde" er så tynd, at man næsten ikke kan fatte, hvad den overhovedet drejer sig om -- hvorimod Qvortrups motiv til at bringe den kun er alt for kedelig klar. Hans efterfølgende kommentarer om Khaders temperament var decideret ubehagelige. Syntes jeg. At høre på.
I dag udkommer Sven-Ole Thorsens selvbiografi Stærk mand i Hollywood, som jeg er medforfatter af.
Bogen fortæller hele historien om den prisbelønnede danske bodybuilder, styrkeløfter, karatemester, skuespiller og stuntman, der har medvirket i omkring 100 film og tv-afsnit og hører blandt de 100 største boxoffice stjerner i både 1980erne og 1990erne ingen dansk skuespiller, end ikke Viggo Mortensen, har nået så stort et biografpublikum som Sven-Ole Thorsen!
Sven-Ole Thorsen medvirker bl.a. i Conan the Barbarian, Lethal Weapon, Predator, The Hunt for Red October, Bram Stokers Dracula, Dragon: The Bruce Lee Story, On Deadly Ground, Mallrats, The Quick and the Dead, George of the Jungle, The 13th Warrior, Gladiator, The Sum of All Fears, Charlies Angels: Full Throttle og Hidalgo.
Bogen er på 256 sider, illustreret, og koster 299 kroner. Forlaget er Aschehoug.
Har modtaget nedenstående fra komponist Jexper Holmen:
***
Ensemblet Voz Nueva uropfører 'Berenice' på PLEX Musikteater tirsdag d. 30/10 kl. 20. Forestillingen gentages 11/11 kl. 21 og 12/11 kl. ca. 22 på Archauz (NB: nyt spillested i forhold til tidligere annonceret) i Århus, samt 24-25/2-2008 på Literaturhaus i København.
'Berenice' er en mini-opera over Edgar Allan Poes novelle af samme navn. Forestillingen forholder sig først og fremmest til det faktum, at fortælleren er så upålidelig og utroværdig, at det ikke er til at sige, hvad der egentlig foregår. Man ser intet, og er i stedet henvist til dette menneskes slørede og ufuldstændige beretning. Han modsiger sig selv i ét væk, påstår at lide af en mærkelig psykisk sygdom, får blackouts og snakker udenom i det uendelige. Musikken dykker ned i denne ustabile, uvisse tilstand; dramtiserer den og fortaber sig i den.
Der er stor forskel på at overvære forestillingen, alt efter om man har læst Poes novelle eller ej.. Har man ikke det, anbefales det varmt at vente med at læse den til bagefter.
Uartika -- en update. Den 4. april sidste år efterlyste jeg her i bloggen en "grøn bog udgivet i en serie af grønne bøger", som Capac - ret fantastisk - identificerede som Akbar Del Piombo: "Paula".
I dag faldt jeg over bogen på QXL -- og jeg købte den straks:
For kun kr. 10,- Helt vildt. Det er - som det fremgår af billedet - en anden udgave end den, jeg oprindeligt ledte efter. Men det betyder mindre.
Romanens originaltitel, har jeg i mellemtiden fundet ud af, er "Paula the Piquose". Akbar Del Piombo - som jeg også nævnte forleden - er et pseudonym for multikunstneren Norman Rubington (og ikke William Burroughs, som Nansensgades Antikvariat påstår i deres katalog).
Note til migselv: Husk at læse disse to bøger, som handler om Olympia Press:
***
"Venus Bound: The Erotic Voyage Of The Olympia Press And Its Writers" by John de St. Jorre New York: Random House, 1996
"The Good Ship Venus" by John de St. Jorre London Edition: Random House, 1996
***
Hvis en eller anden skulle falde over den danske, grønne Obelisk-udgivelse af "Paula", er jeg stadig interesseret. Hvis prisen er ok.
Og en uartig DVD er blevet føjet til Sade-samlingen:
"Villa de Sade".
Hr. Rasmussen, hvis du falder over andre film -- o.s.v. Er du meget velkommen til at smide en henvisning.
Det er fredag, og Ny Alliance - på mit TV - er i fuld gang med at præsentere partiets kandidater til det kommende valg. I formiddags var jeg hos lægen, Allan, som SKAR MIG I NAKKEN MED EN KNIV:
-- hvorefter jeg tog på arbejde. Og trak et spor af BLOD tværs over byen.
Og til sidst - før det blev nu - kørte Brian mig hjem, og vi drak en kop kaffe og snakkede lidt om kunst. Tak til Brian.
Er blevet færdig med at læse "Dødens kemi" og overvejer, om jeg gider at gå på biblioteket for at låne nogle flere krimier.
Nå. Jeg kan stadig ikke logge ind via min arbejds-PC -- SMARTLOG-SUPPORT, SÅ TAG JER DOG SAMMEN! -- men kan - da - bare skrive i kommentarsporet. I stedet for. Philip (http://subrosa.smartlog.dk) bliver ved med at snakke om "Dumas-klubben", og hver gang, han nævner bogen, trækker det lidt i mit bibliofile væv. Og min samler-kirtel bliver stimuleret.
I dag - således - har jeg købt (endnu) en Sade-bog, som jeg faldt over på eBay. Sælgeren vidste ikke rigtig, hvad det var for en bog, så det var sparsomt med oplysninger -- og JEG ved (derfor) sådan set heller ikke, hvad det er, jeg har købt. Men jeg TROR, at det er en facsimile-udgave af (uddrag af) dette værk: Marquis de Sade: "Histoire de Juliette. Ou les Prospérités du Vice. Illustrée de soixante Gravures sur Acier. Tome premier [- Tome sixième]. 6 vols. En Hollande, 1797 [this is Bruxelles, around 1876 or Amsterdam, Brancart, around 1885]. 12vo. Each volume with 2 pp. and: 371 pp.; 360 pp.; 357 pp.; 371 pp.; 369 pp.; 352 pp. and 60 copper engravings. Half maroquin with title on spine, top edge gilt. Spines decorated with an erotic illustration in guilt; it depicts a flying, ejaculating penis. Rare and beautiful edition with very explicit engravings after the original edition. Following Dutel, it was published around 1876 in Bruxelles or 10 years later by Brancart. Pia assumes a date around 1865 and Duprilot dates around 1880 with Gay & Doucé as publishers. It seems, that in each case it is always the same edition, because both Duprilot and Dutel refer to the editon described by Pia. Dutel has the engravings on Vélin, Pia and Duprilot have the plates on China, like in our copy. It can be assumed that the plates were simply printed on two different papers." Det citerede er fra beskrivelsen af en udgave, som kan købes - hvis man har KAPITAL - via abebooks.com. Salgsprisen er kr. 16.046, 81. Plus porto.
Ane har forladt mig. Læs mere om årsagen her. Og jeg er - derfor - alene hjemme. Frem til søndag aften.
Anne-Marie har meget venligt sendt mig en signeret mini-plakat:
-- en reklame for hendes nye roman, "Gudernes tusmørke". Tak til Anne-Marie. Den er jeg meget glad for, og jeg vil straks ramme den ind og hænge den op.
I morgen formiddag skal jeg en tur til lægen, og i morgen eftermiddag skal jeg arbejde -- men derudover har jeg ingen planer for de næste dage. Måske, hvis jeg ikke kan finde på andet, vil jeg overveje at aflægge nabokonen et besøg:
Ups. Som man siger.
Ellers ikke meget nyt. Har købt et eksemplar af Zappa: "You Can't Do That On Stage Anymore Vol. 2" -- for jeg blev nødt til det. Det gjorde jeg altså. Jeg faldt over et meget billigt eksemplar.
Og på vej hjem fra arbejde - i bussen - læste jeg i dag et ganske kort essay om termodynamik, evighedsmaskiner og Markis de Sades forfatterskab.
Og således lykkedes det mig at få skrevet et indlæg, som jeg ikke bare - nu - kan tagge "amvo", men søreme også både "zappa" og "sade". De er alle kommet i udmærket selskab. Synes jeg.
Ny bog om Markis de Sade. Har modtaget nedenstående pressemeddelelse fra Maurice Schuhmann, Otto-Suhr-Institut, Freie Universität, Berlin:
***
Maurice Schuhmann: Lust and Freedom. Marquis de Sade and Max Stirner. A Comparison of Their Ideas of Freedom
In the works of the infamous writer, the Marquis de Sade (1740-1814), and those of the German Young Hegelian Max Stirner (1806-1856), the idea of individual freedom has been thought through radically to its last consequences. Their similarity in a existentialist conception of individuality which continues to provoke today has been thematised frequently during the last one hundred years by philosophers, writers as well as psychologists without, however, undergoing thorough investigation. The work in hand depicts that often postulated congruence systematically for the first time, providing critical analysis and confrontation of their thought by means of six select categories. Its results therefore yield a fresh approach to the work of both thinkers which today seems more relevant than ever before the backdrop of increasing individualisation. Hence, the study also points out the potential of the experiments in thought undertaken by those two writers in the context of an analysis of current societal changes during the course of which individualisation is increasingly felt to be a threat.
Diplom-Politologe Maurice Schuhmann, born in 1978, is currently writing his doctoral thesis at the Otto-Suhr-Institut of Freie Universität, Berlin, about the concept of indivuduality in the Marquis de Sade, Max Stirner and Friedrich Nietzsche. He is co-founder and chair of the Max Stirner society. His study is based on the results of his 2005 dissertation which has been altered and supplemented extensively fort he purpose of this publication.
Maurice Schuhmann: Die Lust und die Freiheit. Marquis de Sade und Max Stirner Ihr Freiheitsbegriff im Vergleich, Karin Kramer Verlag Berlin 2007, 144 Seiten mit 8 Abbildungen, Personen-und Schlagwortregister sowie Kurzbiographien von Max Stirner und Marquis de Sade, 12,80 , ISBN: 987-3-87956-398-X.
Dagens slags damer er de virkelige freaks: De, der ser ud, som ingen ser ud. Altså: Som stort set ingen - statistisk - normale mennesker går rundt og ser ud, så skinnende højglanspolerede og uden en plet eller rynke. Eller en bums. Og med hvide, hvide tænder.
Her er en af slagsen:
Frank Zappa: "I have an important message to deliver ... To all of you cute people all over the world: Hey, if you are out there and you're cute ... maybe you are beautiful. I just wanna tell you this. There are more of us ugly mother fuckers than you ... so watch out ... "
Kvinden på billedet er vel nok verdens - næst efter Jenna Jameson - mest berømte, nulevende pornostjerne, Jesse Jane.
Har netop modtaget følgende pressemeddelelse fra Digital Playground:
***
Digital Playground's Jesse Jane® was named 'Best U.S. Actress' at the Venus Award Show in Berlin, Germany. Jesse was very excited to receive the honor for the 2nd time. Amidst a mostly German speaking audience, Jesse said, "I'm very honored to receive this award again. I didn't expect it. I'm so thankful to Samantha Lewis, Joone, Robby D., Digital Playground and to all my fans for your support. I love y'all." The award reflects Jesse's body of work in the last year, which includes starring roles in Hush, Jesse Jane: Image, Jesse's Juice, Jesse in Pink, Naked Aces 2, Jesse Jane: Sexual Freak HD, Island Fever 4 HD and Babysitters.
All titles are produced and distributed by Digital Playground and are available online or at a retail outlet near you.
Her er Thomas de Quinceys tekst -- til glæde for argentologer, litterater, fantaster og alle andre:
***
Levana and Our Ladies of Sorrow
Oftentimes at Oxford I saw Levana in my dreams. I knew her by her Roman symbols. Who is Levana? Reader, that do not pretend to have much leisure for very much scholarship, you will not be angry with me for telling you. Levana was the Roman goddess that performed for the new - born infant the earliest office of ennobling kindness, - typical, by its mode, of that grandeur which belongs to man everywhere, and of that benignity in powers invisible which even in pagan worlds sometimes descends to sustain it. At the very moment of birth, just as the infant tasted for the first time the atmosphere of our troubled planet, it was laid on the ground. But immediately, lest so grand a creature should grovel there for more than one instant, either the paternal hand, as proxy for the goddess Levana, or some near kinsman, as proxy for the father, raised it upright, bade it look erect as the king of all this world, and presented its forehead to the stars, saying, perhaps, in his heart, "Behold what is greater than yourselves!" This symbolic act represented the function of Levana. And that mysterious lady, who never revealed her face (except to me in dreams), but always acted by delegation, had her name from the Latin verb (as still it is the Italian verb) levare, to raise aloft.
This is the explanation of Levana, and hence it has arisen that some people have understood by Levana the tutelary power that controls the education of the nursery. She, that would not suffer at his birth even a prefigurative or mimic degradation for her awful ward, far less could be supposed to suffer the real degradation attaching to the non - development of his powers. She therefore watches over human education. Now the word educo, with the penultimate short, was derived (by a process often exemplified in the crystallisation of languages) from the word educo, with the penultimate long. Whatever educes, or develops, educates. By the education of Levana, therefore, is meant, - not the poor machinery that moves by spelling - books and grammars, but by that mighty system of central forces hidden in the deep bosom of human life, which by passion, by strife, by temptation, by the energies of resistance, works for ever upon children, - resting not night or day, any more than the mighty wheel of day and night themselves, whose moments, like restless spokes, are glimmering for ever as they revolve.
If, then, these are the ministries by which Levana works, how profoundly must she reverence the agencies of grief. But you, reader! think, - that children are not liable to such grief as mine. There are two senses in the word generally - the sense of Euclid, where it means universally (or in the whole extent of the genus), and in a foolish sense of this word, where it means usually. Now, I am far from saying that children universally are capable of grief like mine. But there are more than you ever heard of who die of grief in this island of ours. I will tell you a common case. The rules of Eton require that a boy on the foundation should be there twelve years: he is superannuated at eighteen, consequently he must come at six. Children torn away from mothers and sisters at that age not unfrequently die. I speak of what I know. The complaint is not entered by the registrar as grief; but that it is. Grief of that sort, and at that age, has killed more than have ever been counted amongst its martyrs.
Therefore it is that Levana often communes with the powers that shake a man's heart: therefore it is that she dotes on grief. "These ladies," said I softly to myself, on seeing the ministers with whom Levana was conversing, "these are the Sorrows; and they are three in number, as the Graces are three, who dress man's life with beauty; the Parcoe are three, who weave the dark arras of man's life in their mysterious loom, always with colours sad in part, sometimes angry with tragic crimson and black; the Furies are three, who visit with retribution called from the other side of the grave offences that walk upon this; and once even the Muses were but three, who fit the harp, the trumpet, or the lute, to the great burdens of man's impassioned creations. These are the Sorrows, all three of whom I know."
The last words I say now; but in Oxford I said, "One of whom I know, and the others too surely I shall know." For already, in my fervent youth, I saw (dimly relieved upon the dark background of my dreams) the imperfect lineaments of the awful sisters. These sisters - by what name shall we call them? If I say simply, "The Sorrows," there will be a chance of mistaking the term; it might be understood of individual sorrow, - separate cases of sorrow, - whereas I want a term expressing the mighty abstractions that incarnate themselves in all individual sufferings of man's heart; and I wish to have these abstractions presented as impersonations, that is, as clothed with human attributes of life, and with functions pointing to flesh. Let us call them, therefore, Our Ladies of Sorrow. I know them thoroughly, and have walked in all their kingdoms. Three sisters they are, of one mysterious household; and their paths are wide apart; but of their dominion there is no end. Them I saw often conversing with Levana, and sometimes about myself. Do they talk, then? O, no! mighty phantoms like these disdain the infirmities of language. They may utter voices through the organs of man when they dwell in human hearts, but amongst themselves there is no voice nor sound; eternal silence reigns in their kingdoms. They spoke not, as they talked with Levana; they whispered not; they sang not; though oftentimes methought they might have sung, for I upon earth had heard their mysteries oftentimes deciphered by harp and timbrel, by dulcimer and organ. Like God, whose servants they are, they utter their pleasure, not by sounds that perish, or by words that go astray, but by signs in heaven, by changes on earth, by pulses in secret rivers, heraldries painted on darkness, and hieroglyphics written on the tablets of the brain. They wheeled in mazes; I spelled the steps. They telegraphed from afar; I read the signals. They conspired together; and on the mirrors of darkness my eye traced the plots. Theirs were the symbols; mine are the words.
What is it the sisters are? What is it that they do? Let me describe their form, and their presence: if form it were that still fluctuated in its outline, or presence it were that for ever advanced to the front, or for ever receded amongst shades.
The eldest of the three is named Mater Lachrymarum, Our Lady of Tears. She it is that night and day raves and moans, calling for vanished faces. She stood in Rama, where a voice was heard of lamentation, - Rachel weeping for her children, and refusing to be comforted. She it was that stood in Bethlehem on the night when Herod's sword swept its nurseries of Innocents, and the little feet were stiffened for ever, which,heard at times as they tottered along floors overhead, woke pulses of love in household hearts that were not unmarked in heaven.
Her eyes are sweet and subtle, wild and sleepy, by turns; oftentimes rising to the clouds, oftentimes challenging the heavens. She wears a diadem round her head. And I knew by childish memories that she could go abroad upon the winds, when she heard the sobbing of litanies or the thundering of organs, and when she beheld the mustering of summer clouds. This sister, the eldest, it is that carries keys more than papal at her girdle, which open every cottage and every palace. She, to my knowledge, sat all last summer by the bedside of the blind beggar, him that so often and so gladly I talked with, whose pious daughter, eight years old, with the sunny countenance, resisted the temptations of play and village mirth to travel all day long on dusty roads with her afflicted father. For this did God send her a great reward. In the spring - time of the year, and whilst yet her own Spring was budding, he recalled her to himself. But her blind father mourns for ever over her; still he dreams at midnight that the little guiding hand is locked within his own; and still he wakens to a darkness that is now within a second and a deeper darkness. This Mater Lachrymarum has also been sitting all this winter of 1844 - 5 within the bed - chamber of the Czar, bringing before his eyes a daughter (not less pious) that vanished to God not less suddenly, and left behind her a darkness not less profound. By the power of the keys it is that Our Lady of tears glides a ghostly intruder into the chambers of sleepless men, sleepless women, sleepless children, from Ganges to Nile, from Nile to Mississippi. And her, because she is the first - born of her house, and has the widest empire, let us honour with the title of "Madonna!"
The second sister is called Mater Suspiriorum - Our Lady of Sighs. She never scales the clouds, nor walks abroad upon the winds. She wears no diadem. And her eyes, if they were ever seen, leaps. She carries no key; for, though coming rarely amongst men, she storms all doors at which she is permitted to enter at all. And her name is Mater Tenebrarum - Our Lady of Darkness.
These were the Semnai Theai, or Sublime Goddesses, these were the Eumenides, or Gracious Ladies (so called by antiquity in shuddering propitiation), of my Oxford dreams. Madonna spoke. She spoke by her mysterious hand. Touching my head, she said to Our Lady of Sighs; and what she spoke, translated out of the signs which (except in dreams) no man reads, was this:
"Lo! here is he, whom in childhood I dedicated to my altars. This is he that once I made my darling. Him I led astray, him I beguiled, and from heaven I stole away his young heart to mine. Through me did he become idolatrous; and through me it was, by languishing desires, that he worshipped the worm, and prayed to the wormy grave. Holy was the grave to him; lovely was its darkness; saintly its corruption. Him, this young idolater, I have seasoned for thee, dear gentle Sister of Sighs! Do thou take him now to thy heart, and season him for our dreadful sister. And thou," - turning to the Mater Tenebrarum, she said, - "wicked sister, that temptest and hatest, do thou take him from her. See that thy sceptre lie heavy on his head. Suffer not woman and her tenderness to sit near him in his darkness. Banish the frailties of hope, wither the relenting of love, scorch the fountain of tears, curse him as only thou canst curse. So shall he be accomplished in the furnace, so shall he see the things that ought not to be seen, sights that are abominable, and secrets that are unutterable. So shall he read elder truths, sad truths, grand truths, fearful truths. So shall he rise again before he dies, and so shall our commission be accomplished which from God we had, - to plague his heart until we had unfolded the capacities of his spirit."
Bare et hurtigt tip til alle bog-kasse-rodere og antikvar-jægere derude: Hvis I falder over nogle af de dér grønne paperbacks fra Olympia Press (Traveller's Companion), så tag og køb dem. Hvis de er billige.
Her er tre af slagsen, som netop nu er sat til salg på eBay:
Winifred Drake: "Tender Was My Flesh". Startpris: £35,99, ca. kr. 384,50.
Akbar Del Piombo: "Skirts". Startpris: 35,99.
Akbar Del Piombo: "Who Pushed Paula?" Startpris: £25,99, ca. kr. 277,50.
Og William S. Burroughs: "The Soft Machine". Startpris: £150,00, ca. kr. 1600,00.
-- forlader Ane mig torsdag morgen. I denne uge. Og kommer ikke tilbage før søndag. Jeg skal arbejde torsdag og fredag til kl. 15, cirka, men har derudover ikke nogle planer. Stort inspireret af Linda: Hvis en eller anden - kendt eller ukendt - skulle have lyst til at kigge forbi og drikke en kop kaffe, så er han/hun velkommen. I vestjysk ro og fodragelighed. Eller - alternativt - som vil hjælpe mig med at pynte op til Halloween ... ?
Modtaget med posten i dag: "Justine" (men en hollandsk udgave) og "De Sade".
Lytter - igen - til Cowboy Mouth:
***
She had all the tattoos and the piercings Hates everything, says everybody's wrong She dressed like she slept with Guns and Roses But I busted her singing all the boy band songs
Jeg har vistnok nævnt det før, men jeg gør det gerne igen. Hvis en eller anden skulle sidde derude og føle trang til at forære mig en gave: Jeg ønsker mig denne bog:
Dian Hansen: "Vanessa del Rio - Fifty Years of Slightly Slutty Behavior". Netop udkommet på forlaget Taschen. Læs mere om udgivelsen her.
Er det ikke meget længe siden, synes I, at jeg har skrevet noget om digte?
Det synes jeg. Og det er det også -- i hvert fald om mine egne. Men altså. Jeg har en nogenlunde klar idé om, hvad jeg vil skrive om. Mine nye - næste - digtes motiv eller emne. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme i gang -- og måske, tænker jeg, har jeg nu helt glemt, hvordan jeg plejer at gøre. I så fald er det vistnok ok med mig, for jeg plejer ikke at være udelt begejstret for måden, hvorpå jeg plejer ... o.s.v. Hvis I forstår. Og jeg går og fedter med det, for jeg kan ikke beslutte mig for, om det ville hjælpe at blogge om MOTIVET -- eller om det omvendt ville få al luften til at fise ud af ballonen, hvis jeg (for tidligt) gav mig til offentligt at filosofere over, hvad digtene skulle handle om. Etc. Ville jeg så orke rent faktisk at skrive digtene bagefter? Jeg er ikke sikker. Og så er der jo - selvfølgelig - det helt platte: Digtene skulle helst blive gode. Og hvordan er det nu lige, man skriver noget, der er godt?
Hov! Ikke blot tog jeg fejl af dagene, for jeg troede, prisvinderen først ville blive offentliggjort fredag -- men det var heller ikke en af mine favoritter, der vandt. Faktisk slet-overhovedet-ikke. I stedet for at give Nobelprisen til Roth, Murray eller Tranströmer, som alle tre har (i hvert fald) dét til fælles, at de ikke er kedelige - eller at de er ikke-kedelige - har komiteen valgt at give årets pris til den internationale, litterære verdens måske aller-mest-kedelige forfatter, nemlig engelske Doris Lessing. Det må da siges at være et ukontroversielt valg. De eneste, der med nogen form for rimelighed kan brokke sig over det, er dem - de læsere - der har smag. For andet end en tynd kop te.
Fredag kl. 13 offentliggøres navnet på årets modtager af Nobel-prisen i litteratur. Philip Roth topper på bookmaker-firmaet Ladbrokes liste, og vi - her i bloggen - elsker Philip Roth. Men vi er også helt tossede med Tomas Tranströmer, en af nordens bedste digtere, som også er nomineret -- og vi har i årevis talt for, at australske Les Murray burde have prisen. Murray er nummer 7 på Ladbrokes liste, Tranströmer er nummer 4.
Jeg tror, jeg hepper på Les Murray. Eller Tranströmer. Eller Roth.
Jeg har læst ca. tre kapitler i Per Stig Møllers bog "Erotismen - Den romantiske bevægelse i Vesteuropa 1790-1860", udgivet af Munksgaard i 1973. Da jeg var 2 år gammel. Jeg købte bogen på biblioteks-udsalg i Ringsted -- og den er virkelig god. Vi har en meget lærd udenrigsminister. Have no doubt about it.
Jeg vil tillade mig at citere bogens allerførste linier fra bogens allerførste kapitel, "Som livsfarven er i hjertet". Som starter på side 1. For det er lige præcis SÅDAN, en bog skal starte: Koncist, med autoritet, med vingefang -- og appetitvækkende:
***
"Forholdet til det andet køn er menneskets mest basale og banale problem i et samfund, hvor sulten ikke længere eksisterer. Vi lærer os selv at kende gennem andre, eftersom mennesket er et væsen, som kun kendes i rapport til andre, og de eneste andre, vi kommer tæt ind på livet af, og dermed på os selv, er medlemmer af det andet køn. Ved at åbne sig for hinanden, åbner man sig for sig selv. Da man opfatter sig selv gennem den anden, opfatter man omverdenen, som man opfatter kærligheden.
Både psykologisk og åndshistorisk vil det derfor være interessant og væsentligt at følge denne kærlighedens bevidstgørelsesproces, der samtidig konstituerer en periodes fysiognomi. Det viser sig nemlig, at først med den romantiske gæring indtager kærligheden sin centrale plads i det menneskelige univers, den plads hvorudfra alt andet går. Det sker i en række vægtforskydninger, som fortsætter gennem 50-60 år i hele Vesteuropa, således at bevægelserne konstituerer perioderne indenfor det, man upræcist slår sammen som romantikken."
***
Respekt! Investerede i bogen p.g.a. kapitel 3, "Hvis de blot har Hjerte", som handler om "Den realistiske idealisme og frenetiske sentimentalisme" -- herunder om Markis de Sade. Som frenetisk.
I nat, mens jeg sov, drømte jeg om "Elverhøj". Jeg kan ikke huske ret meget af drømmen, ud over at der blev sunget en del. Sange, altså, fra Heibergs og Kuhlaus værk.
Og det er - eller var - faktisk lidt mærkeligt, synes jeg, for jeg har overhovedet ikke noget nært forhold til "Elverhøj". I hvert fald næppe mere end de fleste andre, nationalromantiske danskere. I min alder eller ældre.
Men: Musikken sad - nu - i kroppen, og jeg måtte en tur på biblioteket for at låne et eksemplar. Hvor mange af jer, helt ærligt, har "Elverhøj" stående i CD-reolen? Og hvis du har: Har du selv købt den?
Men men: Jeg lod mig gribe af ÅNDEN og hjemlånte også et eksemplar af Heises opera "Drot og marsk", som handler om Marsk Stig og mordet på Erik Klipping. De dé historikere, jeg var sammen med i weekenden, har nok gjort et vist indtryk. Måske.
Og desuden -- for fuldstændighedens skyld: Lånte også et par kriminalromaner, hvoraf den ene - vistnok - har Dante som hovedperson.
Men før jeg poster flere lister: Jeg er ikke sikker på, at jeg fik forklaret mig godt nok i det oprindelige, introducerende indlæg -- så lad mig gøre det helt klart:
Jeg er interesseret i alt de Sade-relateret, som jeg ikke allerede har. Herunder også:
- Alternative udgaver af bøger, jeg allerede har i samlingen. - Bøger på andre, eventuelt helt uforståelige sprog.
Og bemærk venligst: Du har - faktisk - muligheden for at gøre en god handel. Det er jo det, altså, der er MIN STORE PLAN. Det er deri, pointen består: Jeg håber at få jer allesammen til at holde øjnene åbne, hvorend i kommer -- og købe bøgerne eller CDerne eller DVDerne, når I finder dem. Men billigt! Køb dem, hvis de ingenting koster -- f.eks. på det russiske bogmarked i Krakow. Eller hvor I nu skal hen i efterårsferien. Køb dem, så I har noget at bytte med -- og vent, til der kommer noget godt i EXCHANGEN. Og slå til. Så.
Dagens dyr er Stærke, Kurts og Bodils og Jens' kanin:
Vi var i går til Kurts 50-års fødselsdag, og det var gevaldig hyggeligt. Maden var - som altid - fantastisk, især grønkålen -- og jeg sad først ved siden af en lektor i arabisk og derefter - under osten - mellem en lektor i 20. århundredes historie og en klassisk filolog og boghistoriker. Og jeg fik snakket lidt med Lars, som jeg ikke har set - blev vi enige om, selv om det ved nærmere eftertanke vist ikke er fuldstændig korrekt - i 6 år. Og jeg fik hilst på ham, der har skrevet denne bog -- og aftenens tale blev holdt af ham, der har skrevet denne bog.
Nu er klokken 2:17, og jeg burde ligge i min seng. Men: Kurt, fødselsdagsbarnet, og jeg fik snakket lidt musik. Ret tilfældigt. Og han fortalte mig, at han ejede hele 7 forskellige indspilninger af Max Bruchs "Kol Nidrei" -- som jeg, indrømmet, ikke kendte. Og jeg gik straks hjem og googlede -- og nu er jeg nødt til at høre stykket, førend jeg kan falde i søvn. Du kan downloade og høre det her.
En fri association. Igen. Jeg hørte engang - for ikke så forfærdelig længe siden - et foredrag af den amerikanske digter Kenneth Koch, hvori han blandt andet talte om William Butler Yeats. Han, altså Koch, havde diskuteret Yeats med nogle af sine studerende, og han, stadig Koch, havde spurgt dem, hvad de godt kunne lide ved hans digte. Altså Yeats' digte. Og en studerende havde svaret - meget begavet - at han godt kunne lide den fornemmelse af "urgency", som digtene kommunikerede. Det var, sagde Koch, det helt rigtige svar. William Butler Yeats digte er meget ofte - indholdsmæssigt - det rene, okkulte vrøvl, som intet fornuftigt menneske kan forholde sig til eller føle noget for. Det fantastiske ved Yeats - og grunden til, at man bør læse ham - er ikke indholdet. Det fantastiske ved Yeats er, at han altid - i digtene - lyder som om, det han fortæller, er vanvittigt vigtigt. Urgent. Af ham kan man lære - hvis man altså kan det - en hel del om autoritet.
Og associationen: Det er fuldstændig ligesom med Springsteen. Springsteen er - også i min verden - The Boss. Der er ingen, der er større end ham -- omend der måske er en lille håndfuld, som er lige så store. Eller næsten. Men hvad er det, der gør Springsteen så helt igennem AWESOME? Det er ikke musikken, som alt andet lige er - og misforstå mig ikke - forholdsvis ordinær og lige-ud-ad-landevejen-rockmusik. Og det er heller ikke teksterne, selv om de for det meste er gode. Det er - i hvert fald for mit vedkommende - den dér følelse af autoritet. Han lyder altid, som om han ved, hvad han taler om. Som om han - som man siger - kan STÅ INDE FOR DET. Og at det er urgent.
Jeg gider ikke - for jeg ville føle mig fjollet - at anbefale jer at købe den nye CD. Springsteen goes without saying. Når der kommer en ny Springsteen-CD, så køber man den bare. Ligesom med Dylan. Hvis man er et ordentligt, seriøst menneske.
Vild ting-dag. Var på shopping med Ane og købte - ud over nogle fødselsdagsgaver - hhv. tre par bukser, tre par underbukser, en trøje, en lyserød "Støt brysterne"-kuglepen og Bruce Springsteens nye CD. Og modtaget med posten -- også i dag: Zappa: "Thing-Fish":
Det er blevet fredag, og det betyder, at jeg må blogge igen. Og at jeg igen må skrive om Frank Zappa. Jeg skal nok forsøge at holde det - zappariet - en smule under kontrol, men jeg lover ikke noget. I løbet af relativ kort tid har jeg nu fået indkøbt så mange af Zappas CDer, at det ville - for sådan er jeg - være helt utåleligt for mig, hvis jeg ikke også fik erhvervet mig resten. Og som en eller anden på et tidspunkt bemærkede: Jeg kan - jo - tilsyneladende ikke købe en éngangslighter til kr. 3,- i Netto uden at det partout skal nævnes herinde. I bloggen. Så I slipper nok ikke for at høre om Zappa-CDerne -- efterhånden som ... o.s.v.
En hurtig status: Min Zappa-CD-samling er nu 31 centimeter lang. Den fylder så meget:
Og følgende er bestilt, betalt og på vej - forhåbentlig - til Ringsted: "Lumpy Gravy", "Ahead of Their Time", "Apostrophe", "Thing Fish" og "Tinseltown Rebellion". Og "Trance-Fusion", som jeg tidligere har omtalt, men endnu ikke modtaget. De mere visuelt orienterede kan (måske) danne sig et overblik her, her og her. Har - yderligere - bestilt to bøger på biblioteket: "Electric Don Quixote" og "The Real Frank Zappa Book".
Og i den virkelige verden: Anne-Marie Vedsø Olesens nye roman, "Gudernes tusmørke", har fået en kanon-anmeldelse i JP. Læs den her.
En 58-årig kvinde har - i Chicago - skudt og dræbt sin 54-årige, mandlige samlever, efter at hun sidste weekend - efter 15 års bekendtskab - opdagede, at han kunne lide porno. Mere her.
Jeg har nu 91 centimeter Markis de Sade-bøger. Det er 44 værker -- og jeg har lige vundet en bog mere på eBay. Plus Lely. Det er 46. Hvis du gerne vil vide, hvor meget 91 centimeter er, så tag et print af dette indlæg, klip alle de sorte streger ud:
En lynhurtig Sade-opdatering til glæde for dem - hvis de findes - der følger med i mine bogindkøb. Har modtaget mit eksemplar af "Vom Geist der Übertretung und Vernichtung - Der Ursprung der Gewalt im Denken des Marquis de Sade", som jeg bestilte den 21., og Guy Endore: "Satan's Saint", som jeg bestilte den 14. For at fejre det har jeg netop bestilt en indbundet udgave af Gilbert Lelys biografi.
Jeg har mødt Jens Jørgen Thorsen en enkelt gang -- hvor han fortalte mig, at han var undervejs med en opfølger til sin bog om "Modernisme i dansk malerkunst". "Så jeg kan udsprede flere løgne," sagde han. Men så døde han. Alt for tidligt.
Jeg har ikke meget at sige - herunder heller ikke meget pænt at sige - om Thorsens egen kunst. Men jeg havde meget stor respekt for ham. Hans viden om dansk, modernistisk kunst var encyklopædisk, og hans omtalte bog - "Modernisme" - var og er helt fremragende. Det er en af de (relativt få) bøger, der har gjort et varigt indtryk på mig. Jeg har indtil videre læst den fire gange. Og jeg vil helt sikkert læse den igen.
Jens Jørgen Thorsen kom fra Holstebro, og han gik på Struer Gymnasium. Ligesom jeg selv har gjort. Han var som dreng en glimrende svømmer -- med speciale i spring fra vippe. Han er med i den oplysnings-film, som nye elever på Struer Gymnasium (hvert år) forsamles i fællessalen for at se. Og han fik - senere - sit første knald i Skanderborg. Hvor Ane og jeg har boet. Der hænger et stort Jens Jørgen Thorsen-maleri på Skanderborg Bibliotek.
På opfordring fra Mostly Opera har jeg netop bestilt et eksemplar af Kertész indspilning af "Hertug Blåskægs borg":
-- jvf. mine tidligere overvejelser. Det er min udgave nummer to, for jeg har allerede denne BBC-indspilning -- men nu - især nu - har jeg BEHOV for en, der er bedre. Så jeg kan være på forkant med Anne-Maries næste bog. Hvori jeg - jo - er med. Er jeg sikker på. For Osiris er stor, hil Osiris.
Dette er mit trettende blog-indlæg i dag. Jeg er helt indlysende ude af kontrol. Modtaget med posten i går:
"Neue Forschungen über den Marquis de Sade". Og modtaget i dag:
En 3-DVD-boks med samtlige afsnit af "Stacked". Med Pamela Anderson.
Carsten har i en kommentar - faktisk to kommentarer - nævnt den slovenske filosof Slavoj Zizek. Som jeg aldrig før har hørt om, dels - sikkert - fordi jeg lever i min egen, lille boble her i det midt-sjællandske (som udtales mit-sjællandske), og dels - vistnok - fordi jeg ikke læser Information. Men: En Google-søgning på navnet giver hele 1.040.000 hits, så det lader til, at det er min egen fejl. At jeg ikke har hørt om ham, altså. Hvad det jo selvsagt ikke bliver morsommere af. På den anden side giver "Pamela Anderson" 6.860.000 hits på Google. Hvor mange hits skal en person have, før jeg bør føle mig forpligtet - på en måde - til at have hørt om ham eller hende? "Bo Gorzelak" giver i øvrigt 25.000 hits.
Men Lacan: Som meget entusiastiske blog-læsere måske vil erindre, forsøgte jeg mig tidligere på året med Lacan. Jeg gik på biblioteket og lånte nogle bøger, men jeg nåede - indrømmer jeg nu - ingen vegne. Jeg ved ikke, om Lacan er ulæselig -- men dét, lacanianere skriver som introduktion til Lacan, er i hvert fald. Når man - som jeg - ikke er en indviet. Det virker på mig, som om de - nærmest - har lavet deres helt eget sprog. Eller rettere: De har taget en masse kendte begreber og givet dem et nyt og mystisk indhold, som ikke er umiddelbar begribelig for meningmand -- og så holder de meget af at stave ord med stort. Den Anden. Det Symbolske. Det er en fæl uvane, som lacanianere har til fælles med f.eks. 1) meget dårlige digtere og 2) virkelig irriterende, såkaldt "spirituelle" mennesker, som har noget, de gerne vil sælge.
Men: Det generer mig, for jeg har på fornemmelsen, at jeg - potentielt - ville kunne få en hel del ud af at læse noget Lacan. Er der ikke en eller anden venlig sjæl, som kan anbefale mig en læselig introduktion?
Er der tilfældigvis nogen, der ved, om Walter Benjamins essay "Unpacking My Library" er tilgængelig som etext eller PDF -- et eller andet sted? Har fundet et udmærket essay om essayet på denne side.
Jeg er blevet færdig med at læse Barry Miles biografi om Frank Zappa. I er grundigt trætte af at høre om Zappa, jeg ved det godt -- men jeg bliver jo nødt til at fortsætte, til jeg kommer ud på den anden side. Altså.
Barry Miles bruger i løbet af bogen uforholdsmæssig meget krudt på at udpege alle Zappas personlige dårligdomme, og han - for han føler sig ganske indlysende højt hævet over Zappa i moralsk henseende - gør undervejs - hver gang - et nummer ud af at forklare, hvori DET ANSTØDELIGE i Zappas tekster består -- og at Zappa tilsyneladende ikke selv kunne eller ville se problemet. For han var en kold, siciliansk egotripper. Noget i den retning.
Iblandt de tekster, Miles udpeger som ganske særlig forskrækkelige, er blandt andet:
- Teksten til "The Illinois Enema Bandit", som - som tidligere nævnt her i bloggen - er baseret på en sand historie om en tyveknægt, der ikke nøjedes med at stjæle. I Zappas udgave hyldes han som en, der giver alle disse "college educated women" nøjagtig, hvad de har brug for, og under retssagen - i sangen - bønfalder de fremmødte kvinder dommeren om at "set the Bandit free". Hvad enten man bifalder teksten eller ej: Versionen af "The Illinois Enema Bandit" på CDen "Zappa in New York" er noget af det (musikalsk) fedeste, Zappa nogensinde udgav. Luk vinduerne, skru meget højt op for lyden og freak out.
- Teksten til "The Jazz Dicharge Party Hats" fra "Man From Utopia". Miles citerer Neil Slavin for at have udråbt den til "probably the most tasteless song in Frank's whole catalogue".
- Teksten til "Teenage Prostitute" fra "Ship Arriving Too Late To Save A Drowning Witch", som handler om en 17-årig pige, som er løbet hjemmefra, og bliver skudt fuld af kokain og tæsket af sin alfons.
- Teksten til "Dirty Love" fra "Overnite Sensation" -- med backing, i øvrigt, af Tina Turner. Adspurgt om hun kunne, svarede stjernen: "Ssshit man, I could do that blindfolded with a broomstick up my ass." "Dirty Love" slutter med en omtale af en mor (så vidt jeg husker), der har sex med en puddelhund. Det er også - for evt. interesserede - Tina Turner, der synger backing på "Montana".
- Og fra samme album: Teksten til "Dina-Moe Humm", hvori Zappa vædder $40 med en kvinde om, at han kan få hende til at komme, hvorefter det viser sig, at det eneste, der tænder hende, er, at - eller når - Zappa har sex med hendes søster.
- Og teksten til "We're Turning Again" fra "FZ Meets the Mothers of Prevention". Ikke fordi sangen er sjofel, men fordi den er et - uforståeligt, mener Miles - FUCK YOU til alle vennerne fra 1960erne: Jim Morrison, Janis Joplin, Jimi Hendrix, Keith Moon o.a.
Claude Lévi-Strauss: "Den vilde tanke" Samlerens Bogklub, 1994 Har mit navnestempel på første blad, men er i øvrigt i perfekt tilstand
***
Karl R. Popper: "Kritisk rationalisme - Udvalgte essays om videnskab og samfund" NNF, 1973 Tidligere ejers signatur nederst på første blad og enkelte (pæne) blyants-indstregninger, men i øvrigt et pænt eksemplar
***
Ida Roggen & Tonje Tornes: "Rosa Prosa - Om jenter og kåthet" Norsk Gyldendal, 2006 Som ny Læs min anmeldelse af bogen her
***
Anne Marie Dinesen: "Slutninger" (digtsamling) Borgen, 1999 Som ny
***
Knud Steffen Nielsen: "Ser sit snit" (digtsamling) Edition After Hand, 1997 Meget pænt eksemplar
***
Gunnar Ekelöf: "Tag og skriv - Digte og notater" Arena, 1977 Kasseret bibliotekseksemplar
Jeg har nu læst ca. 220 sider i Barry Miles' "Frank Zappa: A Biography" -- som ifølge Camille Paglia (ifølge Amazon) "indeed establish[es] that Zappa [...] deserves to be considered a central figure of late-20th-century American culture". Zappa blev gennem hele sin karriere ansét - af dem, der anså ham således - som et geni i Europa, hvorimod amerikanerne var mere forbeholdne.
Barry Miles' portræt af Zappa er ikke flatterende. Han beskriver ham som en kontrol-freak uden megen sans for andres følelser -- og med en pervers og infantil forkærlighed for det plat-vulgære. Hvad får, spørger han i bogen, en fuldvoksen mand til at skrive sange om bryster og oralsex? En katolsk opvækst, måske.
Efter at Zappa som ung mand havde etableret sit eget studie, Studio Z, blev han af en emsig, lokal politimand narret til at producere en sjofel lydoptagelse - ikke en film, men en lydoptagelse - som, havde politimanden under cover forklaret, skulle bruges i forbindelse med en polterabend. Da Zappa afleverede båndet, smækkede de håndjernene på ham, og han blev idømt en kortvarig fængselsstraf. Oplevelsen, mener Miles, mærkede ham for livet. Frank Zappas mistro til autoriteter og til det amerikanske samfund ... o.s.v.
Miles' bog er et portræt af Zappa, men også et portræt af en hel generation af musikere og (ikke mindst) hang-arounds, groupies og andre kunstnere. Et typisk eksempel: Han fortæller historien om dengang, Eric Clapton introducerede Zappa for The Plaster-Casters, to groupies, som havde gjort det til et projekt at tage afstøbninger af berømte (mandlige) musikeres erigerede lem(mer). Den ene sørgede for, at erektionen blev brugbar, mens den anden stod parat med geléen. (Det tog, får vi at vide, 15 minutter at klippe Jimi Hendrix' pubeshår fri bagefter.) Han fortæller om Zappas affære med en kun 16-årig musik-studerende (og han havde kone og børn) og om dengang, han mødte John og Yoko -- og Lou Reed og Salvador Dali og Zubin Mehta, om optagelserne til "Trout Mask Replica" og om "200 Motels". Etc.
Det indtryk, man får af Zappa i bogen, opsummeres meget godt i den påstand, som Miles refererer, at han var en mand, for hvem perfektion var vigtigere end følelser. Som Miles skriver: Han startede med et stort band, men endte med - på de sidste albums - at sidde alene med en computer. Som kun - men altid - gjorde præcist, som han ønskede det.
Dagens Zappa er "The Meek Shall Inherit Nothing":
Her er teksten:
***
Some take the bible For what it's worth When it says that the meek Shall inherit the Earth Well, I heard that some sheik Has bought New Jersey last week 'N you suckers ain't gettin' nothin' Is Hare Rama really wrong If you wander around With a napkin on With a bell on a stick An' your hair is all gone... (The geek shall inherit nothin')
You say yer life's a bum deal 'N yer up against the wall... Well, people, you ain't even got no Deal at all 'Cause what they do In Washington They just takes care of NUMBER ONE An' NUMBER ONE ain't YOU You ain't even NUMBER TWO
Those Jesus Freaks Well, they're friendly but The shit they believe Has got their minds all shut An' they don't even care When the church takes a cut Ain't it bleak when you got so much nothin' (So whaddya do) Eat that pork Eat that ham Laugh till ya choke On Billy Graham Moses, Aaron 'n Abraham ... They're all a waste of time 'N it's yer ass that's on the line (IT'S YER ASS THAT'S ON THE LINE)
Do what you wanna Do what you will Just don't mess up Your neighbor's thrill 'N when you pay the bill Kindly leave a little tip And help the next poor sucker On his one way trip ... SOME TAKE THE BIBLE ... (Aw gimme half a dozen for the hotel room!)
Nå. Jeg prøver igen -- og denne gang uden de (i øvrigt helt overflødige) indledende manøvrer.
1. Jeg har en hel del FORSKELLIGE TING, som jeg gerne vil af med. Først og fremmest bøger.
2. Og der er ÉN TING, jeg gerne vil have, nemlig Markis de Sade. Jeg drømmer om at få - d.v.s. anskaffe mig - Kildemarkens største privat-samling af Markis de Sade-relaterede bøger, film og musik. Og diverse.
Med henblik på imødekomme både 1 og 2 introducerer The Jiggly Room hermed
The Marquis de Sade Exchange. Som er en bytte-børs. Jeg vil poste nogle lister over bøger o.s.v., som - nb - ikke er til salg, men til bytte. Til de Sade. Hvis du sender mig et eller andet, som a) er Sade-relateret, og som b) jeg ikke allerede har, sender jeg dig den pågældende bog eller CD eller whatever. Er det forståeligt? Altså: Der er ingen penge involveret -- men der skal selvfølgelig helst være en form for økonomisk rimelighed i handlen. Og jeg forbeholder mig retten til at takke nej. Jeg er primært interesseret i bøger, DVD-film og musik.
Hvis du falder over noget, som du gerne vil have, og hvis du mener at have noget at bytte med, så kontakt mig via bloggen.
Den første liste følger ganske snart.
Opdateret: BEMÆRK VENLIGST! KONTAKT MIG VIA BLOGGEN. IKKE PER EMAIL.
Nogle mennesker, tænker jeg, kan få idéer helt af sig selv. Eller hvordan jeg nu skal udtrykke det. Picasso -- og den slags. Og nogle behøver meget lidt at arbejde med, f.eks. en morsom anekdote hørt på gaden eller en overskrift i en avis -- og så er der alle os, de åndeligt tunge, som nærmest skal skubbes i gang. For at få en idé.
Men: Først, da jeg nåede helt ind i hjørnet af en af mine bogreoler, faldt over jeg over det eksemplar af Julie Morgenstern: "Udryd dine bunker", som jeg købte for lang tid siden og skrev om i bloggen -- men aldrig fik læst færdig.
Og dernæst: Jeg læste Bibliopatens blog-indlæg om Benjamin som samler -- and it got me thinking.
Og derefter: Capac skrev i sin blog, at han var - er - begyndt at KATALOGISERE sine bøger. Og det gjorde mig død-misundelig.
Og: Jeg har lige vundet denne tre-binds-udgave af "The Complete Marquis de Sade" på eBay:
-- portoen alene ... Men lad os ikke tale om det.
Jeg får aldrig KATALOGISERET alle mine bøger. Men jeg har allerede så nogenlunde styr på mine samlinger. Herunder på min Markis de Sade-samling.
***
Og på dette tidspunkt i indlægget bad konen mig om at lave noget mad. Så fortsættelse følger. Senere i aften.
Og forresten -- i kølvandet på min foregående post: Jeg er et gement og fattigt menneske, og jeg har - da - overhovedet ikke råd til at give kr. 748,- for "Passageværket". Men hermed en opfordring til Politisk Revy / Rævens Sorte Bibliotek: Hvis I sender mig et gratis anmeldereksemplar, så lover jeg jer at give bogen god omtale her i bloggen. Jeg er til falds -- ikke for penge, men for bøger. Absolut. Og min blog er jo dog NUMMER 28! Jeg er en MENINGSDANNER! Hører I? Min indflydelse strækker sig ud i de fjerneste, skumleste afkroge ... Hvor folk, altså, sidder og læser Benjamin. Potentielt. Find min adresse her.
Vinkler er alt. Tænker jeg lige nu. Eller: Vinkler betyder alt ... eller meget. I det mindste. Vinkler betyder en hel del.
I går bekendte jeg her i bloggen, at jeg aldrig - med udbytte - havde læst Walter Benjamin. Men at jeg havde forsøgt. Jeg har forsøgt at læse ham som marxist og som kulturkritiker. Det første - den første vinkel - fik jeg ikke noget ud af, måske bl.a. fordi jeg ikke interesserer mig en dyt for marxisme -- og det andet, den anden vinkel, gav heller ikke meget, måske fordi jeg havde Horkheimer og Adorno (og den slags) i baghovedet. Vrisne mænd i tweed. Og Benjamin er mere diskret. Jeg mener: Man kan beskylde H/A for meget - herunder for at være gudsbenådede skribenter, i hvert fald i "Oplysningens dialektik" - men bestemt ikke for at gå stille med dørene. Mere stille.
Men: Bibliopaten foreslår noget helt tredje, en tredje indgangsvinkel, som tiltaler mig. Fordi jeg umiddelbart kan forholde mig til den. "For mig," skriver han i sin blog, "er han [Benjamin] først og fremmest samler. Han samler på både ting, ord, erindringer." Og jeg fik straks lyst til at prøve igen ... med Benjamin. Så det vil jeg nu gøre.
Bemærk i øvrigt: DR2s "Deadline 2. sektion" - med Bibliopaten - handler i aften om Walter Benjamin og "Passageværket". Gæster er oversætter Henning Goldbæk og Mette Sandbye -- og det er kl. 22.50.
Cubanske Nestor Diaz de Villegas' digtsamling "Sade's Way".
Og Wendy Swanscombe: "The Island of Dr Sade". Synopsis: "Fleeing the gathering storm-clouds of war in 1939, a party of British debutantes are shipwrecked on an uncharted tropical island, where they meet a distinguished French scientist claiming descent from the Marquis de Sade. But who is the Marquis de Sade? And what devil's brew is his great-grandson cooking far from the eyes of the world? Does he mean to use his beautiful and not wholly unexpected young guests as ingredients? In her ninth Nexus book, Wendy Swanscombe gets right to the bottom of all these darkly delicious mysteries."
- for mig. Dagens tema er undladelsessynder. Som Capac gør opmærksom på - her - er Walter Benjamins "Passageværket" udkommet på dansk, oversat af Henning Goldbæk. 1256 sider til kr. 748,-
Jeg har - endda flere gange - forsøgt at læse Benjamin, ligesom jeg har forsøgt at læse Ernst Bloch, men hidtil uden held. Det vil sige: Hidtil uden udbytte. Måske er jeg ikke klog nok - og det er absolut en mulighed - eller (og/eller) måske er der noget ved formen, som jeg ikke rigtig kan forlige mig med. Jeg holder meget af essays, men jeg kan ikke læse noveller -- og jeg har det svært med aforismer. Og den slags. I hvert fald: Jeg burde have læst Benjamin, altså mere end bare forsøgsvist, og det har jeg ikke. Bekender jeg nu.
Og her er to mere: Jeg ejer ikke et eksemplar af Hendrix: "Band of Gypsys", og jeg ejer ikke et eksemplar af "Aida". Kun på DVD. Og sig ikke, at det er ok -- for det er det ikke. Det er ikke ok. Det er for dårligt.
Mette Strømfeldt anmelder Anne-Marie Vedsø Olesens "Gudernes tusmørke" og kalder forfatteren "en eksotisk plante". Læs her. Jeg kom - da jeg læste det dér med planten - straks til at tænke på Hans W. Petersens forelskede bemærkning til Dirch Passer (i forklædning) i "Charles tante". Søster Gitte, hvordan er det, den helt præcis lyder? Noget i retning af: "De er som en jungle for mig" -- hvortil Dirch Passer helt rimeligt replicerer: "Spar mig for Deres uforskammetheder!"
Men hvad jeg ville sige: Og der er også et interview. Læs det her.
Ane og jeg har i dag været nødt til at melde afbud til Trines og Torbens kobberbryllup i Ikast. Vi - og navnlig jeg - er stadig sløje. Lige nu sidder jeg og overvejer, om det mon er værd at forsøge sig med et bad.
Har tabt endnu et eksemplar af Zappa: "Civilization Phase III" på eBay, eksemplar nummer 5 eller 6. Jeg nægter at betale mere end $20 -- men måske bliver jeg nødt til at give mig. Som det hedder.
Men til gengæld har jeg læst ca. 120 sider i min nye Zappa-biografi.
"Vom Geist der Übertretung und Vernichtung - Der Ursprung der Gewalt im Denken des Marquis de Sade" af den katolske teologi-professor Heinz-Günter Stobbe.
Hov! Breaking news: Palle Vibe har gen-skrevet "Oiufaels Bog", en af mine gamle favoritbøger. Nu hedder den ikke længere "Oiufaels Bog" - exit Neutzsky-Wulff - men "Oriuagors profeti". Og, mine damer og herrer, bogen er udkommet i dag. Læs mere på forlagets hjemmeside.
Nikolaj Frobenius: "De Sade's Valet" modtaget med posten i dag. Og købt i dag: Dr. Eugen Dührer (alias Iwan Bloch): "Neue Forschungen über den Marquis de Sade und seine Zeit":
-- en forholdsvis dyr bog, som jeg fandt på eBay til kun 2.90 euro. Og straks erhvervede mig.
Verden hænger bare så meget sammen, at man ind-i-mellem, næsten, kan føle sig helt (be)klemt. Mellem klodserne.
Anne-Marie Vedsø Olesen har i sin blog annonceret, at hendes næste roman får titlen "Bartóks låste døre" -- hvilket, tænker jeg, dårligt kan hentyde til andet end de 7 døre i operaen "Hertug Blåskægs borg". Som jeg skrev om tidligere på måneden.
Helt enormt meget bibliofilt. Sat til salg på eBay:
***
Memoires pour la Vie de Francois Petrarque Tires de ses Oevres et des Auteurs Contemporains, Avec des Notes ou Dissertations, & les Pieces justificatives L'abbé de Sade 1764
Amsterdam: Arskee & Mercus
***
Tre gamle bøger - eller rettere: Én gammel bog i tre bind - som jeg efterhånden har læst ganske meget om, men aldrig set. Så jeg hoppede lidt i sædet, da jeg (næsten) tilfældigt faldt over auktionen.
Det er - værket - Markis de Sades onkels store biografi om Petrarca -- som han først og fremmest skrev for at promovere den forestilling, at (som Sade-familien fortsat hævder) Petrarcas muse, Laura, var en Sade. Hvilket måske er sandt.
Den 7. september skrev jeg - højt helligt - her i bloggen, at "jeg har da - med Osiris som mit vidne - aldrig nogensinde lånt eller købt en bog eller en CD, fordi jeg syntes, at kunstneren var PÆN eller SØD." Og jeg har ikke glemt, at jeg skrev det -- og derfor føler jeg nu stor trang til at forsvare mig. Eller i det mindste: Forklare mig. Allerede på forhånd.
Jeg er, som I alle har bemærket, en trofast kunde hos engelske Amazon -- hvor jeg handler flere gange om ugen. Og Amazon har det dér system, hvor de indsamler oplysninger om mine lyster og min smag (eller mangel på samme) og kommer med forslag til andre bøger og CDer o.s.v., som måske kunne have min interesse. Jeg har købt en hel del operaer, så jeg får mange tilbud om opera-CDer stukket i hovedet -- og allerøverst på listen, hver gang, bliver jeg præsenteret for nogle CDer med Anna Netrebko. Som - åbenbart - er den helt store sællert lige nu. Hun ser sådan her ud:
-- og I sidder med garanti og tænker det samme, som jeg gør. Men lad os ikke sige det højt, for det vil få os til at virke små. Men nydelig er hun. Hun ligner - som én skrev på Amazon - en movie star.
Og nu har jeg - altså - lånt tre af hendes CDer på biblioteket. Jeg har indtil videre kun nået at høre den ene, og min umiddelbare vurdering - but who gives a fart - er, at hun synger fint, men at hendes stemme er lidt kedelig.
Følte trang til at REDEGØRE efter at jeg - for nogle minutter siden - faldt over denne afstemning på Boleros side:
-- som jeg besøgte, siden, for at høre interviewet med Anne-Marie Vedsø Olesen. Det er ca. 24-25 minutter inde i programmet -- og Anne-Marie lyder overhovedet ikke, som jeg havde forestillet mig. I mit lille hovede.
Lise Garsdal havde i går, den 16. september, en længere kronik i Politiken -- om forfattere og anmeldere, kvindelige det ene og det andet og mandlige det samme. Læs den her: "Kritik - med og uden nosser".
I begyndelsen af måneden var der en ret ophedet debat - bl.a. hos Beologen - om (vistnok) noget i samme retning. Det lykkedes mig aldrig helt at gennemskue, hvorfor diskussionen pludselig flammede op (men jeg gjorde mig heller ikke stor umage) -- og her i bloggen nøjedes jeg med at bemærke, at jeg ikke havde noget at bemærke. For jeg havde ingen holdning til snakken. Skrev jeg. Det var ikke fuldstændig løgn - ved nærmere eftertanke - men det var heller ikke fuldstændig sandt.
Tillad mig - for det er dog dét, jeg er - at skrive som en mand, og tillad mig at skrive personligt. Altså: For mit vedkommende. Og lad os holde os til litteratur, selv om vi lige så godt kunne snakke om musik eller malerkunst eller hvad-nu. Jeg er - og here goes - som udgangspunkt fuldstændig ligeglad med, om en bog er skrevet af en mand eller en kvinde. Det er den litterære kvalitet, der tæller.
Men det er ikke al form - eller alle former - for litterær kvalitet, der tæller hos mig. Eller som jeg gider beskæftige mig med. Jeg ved ikke, hvordan jeg bedre kan udtrykke det. Det er - plat sagt - ikke alle gode bøger, jeg gider læse, for nogle af dem - måske endda de fleste - er gode på måder, som ikke interesserer mig, eller som jeg ikke kan forholde mig til. Fordi jeg er mig. To helt forskellige eksempler: Karen Marie Edelfeldts meget roste digtsamling, "Til Babylon", som udkom i 1995. Er det virkelig så længe siden? Det var bestemt ikke nogen dårlig digtsamling, men det eneste, jeg fik ud af at læse den, var en voldsom lyst til at se EuroSport. For jeg syntes, det var en lummer omgang, den bog. Den var ikke for mig -- eller jeg var ikke for den. Og i den anden ende af skalaen: Jeg har det meget svært med Nelly Sachs, fordi det altsammen - hos hende - er så FINT og lille-pige-stille. Dér kan jeg ikke være. Besynderligt nok - blot for at nævne den - havde jeg ingen problemer med at forholde mig til Ellen Einans "Søster nat" -- som ellers (også) er en værre tøsebog.
Men hvad jeg ville sige: En dårlig bog bliver ikke bedre af at være skrevet af en kvinde, ligesom den heller ikke bliver ringere -- men en god bog kan godt blive bedre. For mig. Man læser jo bøger, hvis man læser dem rigtigt - og jeg er villig til at lade mig lynche for at bruge udtrykket - med hele sit liv, herunder også sit underliv. Og dén form for litterær kvalitet, der optager mig, er den, der handler om (formidling eller formulering af) passion. Hvis en eller anden kvindelig digter har skrevet et digt, som brænder, og som jeg kan forholde mig til, så bliver jeg - da - betaget af hende. Digterinden. Og nok også mere betaget end jeg ville være blevet, hvis digteren havde været en mand. Ikke fordi jeg på forhånd ville have lavere forventninger til kvinden, men fordi jeg (også) i al almindelighed er mere betaget af kvinder. Som mænd er. Det betyder ikke, at hun, digterinden, får en ekstra stjerne i forbindelse med min anmeldelse - hvis jeg altså var anmelder - eller at jeg giver mig til at drømme om hende om natten. Men det betyder noget.
Og det er det, der er spørgsmålet. Mit spørgsmål: Er det ikke ok at give udtryk for, at det betyder noget? Ville det ikke være en slags løgn at forsøge at fortrænge eller fortie det, at lade som ingenting? I hvert fald om det passionerede: Er det ikke ok at være passioneret?
Det er midnat, og jeg skal i seng. Her er et kort digt fra Einans "Søster nat", udgivet på Husets Forlag/SOL i 1991. Håber at Peter Nielsen vil tilgive mig og undlade - please - at anlægge sag. Det er ham, der har oversat.
***
ELSKE. Hvad skal vi ellers? Her fødes ingen. Høj og mørk er sørgetræets port. Var det ånder, sagde du, de blege i efterårshuset? Nej, det var farvefolket. Men er de her? Ja, de lever.
Thomas Harder anmelder Anne-Marie Vedsø Olesens nye roman, "Gudernes tusmørke", i Politiken -- og skriver bl.a., at "Anne-Marie Vedsø Olesen præsterer endnu en gang det anselige kunststykke at få det hele til at give mening, at gøre det interessant og underholdende og at få sine personer til at leve ... " Men ikke et ord om litteraten Bo! Læs anmeldelsen her.
iiiiiiiiiiiiiieeeeeeeeeeeeeej! Dammit! Gik på biblioteket for at låne en bog, den dér af Jespersen og Pittelkow, og kom - igen - til at købe en hel posefuld kasserede bøger. FLERE BØGER! Jeg forsøgte - det gjorde jeg virkelig - at stå imod. Men knækkede. Her er, hvad jeg kom hjem med:
- Harald Langberg: "Gunhildkorset" (til Ane) - Tardi & Vautrin: "Folkets røst" , bd. 1-3 (tegneserie) - Francis X. King: "Witchcraft and Demonology" - Arleston & Mourier: "Vandets verden", bd. 2 og 3 (tegneserie) - Philippe Aries: "Dødens historie i vesten" - Pia Tafdrup: "Over vandet går jeg" - Dan Turèll: "Sort film" - Einar Tassing: "Moderne fransk poesi" - Gösta Friberg: "Den gnostiske tanke" - Karsten Sand Iversen: "Skyggebiblioteket" - Peter Lauridsen: "Personlighedspsykologi" - Charles Brenner: "Psykoanalysens grundbegreber" - Per Stig Møller: "Erotismen" (til Sade-samlingen) - Bo Green Jensen: "Andre stemmer"
og "Hinayana - den tidlige indiske buddhisme", udgivet af Christian Lindtner. Som vi jo alle holder så meget af. Samlet pris for hele posen kr. 50,-
Og: Var på posthuset for at hente min pakke -- og det var Zappa-biografien. Og da jeg kom hjem, slæbende, ventede to Zappa-CDer i postkassen, hhv. "Uncle Meat" og "The Yellow Shark".
Og jeg lånte også - på biblioteket - en lille håndfuld film og CDer.
Hvis jeg var en meget rig mand - og det er desværre ikke tilfældet - ville jeg bibliofilt investere i dette bind, som er sat til salg på eBay:
Iwan Bloch: "Strange Sexual Practices In All Races Of The World". Køb-nu-prisen er $500, og porto til Danmark er $48. Jeg spurgte sælgeren :-) I alt ca. kr. 3000,- Lidt mere om Bloch her.
Opdateret: Men eBay er heller ikke noget godt sted at købe bøger. På Abebooks sælges samme bind for (fra) $75 -- og dét er jo en hel anden snak. Selv om det stadig er (for) mange penge. Men: Iwan Blochs "Etiology of Strange Sexual Practices" kan købes som paperback - som ny - fra ca. $12, og "Anthropological Studies in the Strange Sexual Practices of All Races in All Ages" fra ca. $23. Også som paperback. Note to self.
Ok. Enten er jeg en dum klyde, der ikke kan finde ud af at rydde op og ud i mine bøger, eller også - og det er dét, jeg nu har besluttet mig for - er mine bunker på gulve og borde, ligesom Lars Vilks "Nimis" og "Arx" (læs her) - et organisk kunstværk i fortsat forandring. Litterær permutation! I går kunne jeg f.eks. ikke lukke døren ind til mit lille studerekammer, fordi der lå en bogstak i vejen. Det gør der stadig, men nu til aften - kun 24 timer senere - er der heller ikke længere plads til mine ben under skrivebordet, og en hel stabel håndbøger er groet ude i gangen -- hvor de bestemt ikke hører hjemme. Har - inspireret af Vilks - besluttet mig for at kalde mit værk "Librix". Bøger, bøger, bøger.
Men mine Charles Olson-samling er kommet på plads -- ved siden af D.H. Lawrence, Melville, Chesterton, Kipling, Thoreau og et enkelt bind af G.B. Shaw.
Og her er et noget grøn-grynet foto af et bogbjerg. Som jeg endnu ikke har regnet ud, hvad jeg skal stille op med. Bogen, der ligger øverst i den højeste stabel, er Rilkes "Malte Laurids Brigges optegnelser", en paperback, som jeg aldrig får læst. Men skal den smides ud? Og hvad med Robert Walser: "Jakob von Gunten"? Jeg begyndte på den, men ... Og mit paperback-eksemplar af "Doktor Glas"? Det er en virkelig god roman, men jeg har læst den. Og hvad med alle dubletterne? Har - har jeg opdaget - to eksemplarer af Neutzsky-Wulff: "Abattoir" og to eksemplarer af "For længe siden", to eksemplarer af Olson: "A Nation of Nothing", hele fire eksemplarer af Højholt: "Gittes monologer", to eksemplarer af Freud: "Drømmetydning", to eksemplarer af Tamms bog om Borges, to eksemplarer af Ekelöf: "Tag og skriv" -- og så videre. Hvad gør man? Jeg orker ikke rigtig at skulle til at sælge og sende dem enkeltvis.
I dag, den 16. september, er det Anes og min bryllupsdag. Vi har været gift i 7 år -- og om en lille måneds tid har vi været SAMMEN i 18 år. Halvdelen af vore liv, respektivt. Det er jo helt vildt.
Og i øvrigt: Chefkonsulent Anita Lange fra Danmarks Statistik udtaler: "Selv om man i folkemunde taler om syvårskrisen, så kan vi se på tallene, at den krise i hvert fald ikke giver stigning i skilsmisserne. Den største risiko for skilsmisse er derimod fire år efter bryllupsklokkerne har lydt."
Der var, synes jeg, ret stille i blogosfæren i går -- i hvert fald i den del af den, som jeg har for vane at færdes i. Men årsagen var nok, at alle sad klistret til TVet, hele dagen, mens de - I - ventede på, at spændingen skulle blive udløst. Og det blev den. Så. Amalie vandt.
Gårsdagens Morse-afsnit var "Masonic Mysteries" -- med "Tryllefløjten" som Leitmotif. Og jeg fortsætter med min bogsortering. Indtil videre er det lykkedes mig - endda ret godt - at få lavet et vældigt rod. Nye bunker på gulvet: Diverse digtsamlinger, håndbøger, Sherlock Holmes, teologi og Suzanne Brøgger.
Ikke kunstfotos, nej -- men bare en mobiltelefon, der ikke kan tage fotografier i halvmørke. Er gået i gang med at (forsøge at) sortere nogle af mine bøger:
I reolen: Markis de Sade, James Joyce, W.C. Williams, T.S. Eliot, Ezra Pound, J.L. Borges, Gunnar Björling, Hölderlin, Ole Sarvig, Erwin Neutzsky-Wulff, Sigmund Freud, C.G. Jung, Gunnar Ekelöf og Jørgen Gustava Brandt.
På gulvet: Peter Nielsen, Per Højholt og John Ashbery.
Og en stort bjerg ind-i-mellem. Hvem hulan har brug for så mange bøger? Ikke jeg. Men hvordan smider man ud? Jeg får nok brug for nogle PRINCIPPER.
Distraktion. Bestilte et engelsk eksemplar af Nikolaj Frobenius' roman "Latours Katalog" -- hvorefter jeg opdagede, at 1) forfatteren var (og er) norsk, og at 2) romanen også er udgivet på dansk. Søreme. Men heldigvis gav jeg kun £0.01 for den engelske.
Hvis du falder over et billigt eksemplar af den danske oversættelse, så giv mig lige et praj. Til Sade-samlingen.
Jeg er som et siv i vinden -- helt uden rygrad. Efter at jeg i går aftes havde bestilt et eksemplar af Paz' "An Erotic Beyond: Sade" via engelske Amazon, klikkede jeg ind på Abebooks og bestilte - også - to andre Sade-relaterede bøger, hhv. Guy Endores roman "Satan's Saint" og Margaret Croslands biografi "Sade's Wife: The Woman Behind the Marquis". Og hvorfor? I'll tell you why: Fordi jeg - alene hjemme - lige havde siddet og set Polanskis filmatisering af "Dumas-klubben", "The Ninth Gate" -- som jo altså handler om bogsamlere. Og er fuld af flotte bøger.
Jeg skrev forleden om feticher -- og om min egen støvlefetich. Men jeg har også en bogfetich. Som Per Højholt engang forklarede mig, og jeg havde ingen problemer med at forstå, hvad han sagde: Man kan godt blive BOG-LIDERLIG. Man kan godt få det sådan, som han udtrykte det, at "NU VIL JEG FANDME SE BOG!"
Og sådan fik jeg det - altså - efter den dér film. Jeg har slet (slet slet) ikke råd til at være super-duper-bogsamler. Jeg mener: Førsteudgaver og/eller signerede eksemplarer og/eller sjældne manuskripter -- eller den slags. Men mindre kan også gøre det, synes jeg. Og pludselig kom jeg i tanker om, igen, at jeg faktisk er en bogsamler. Af en slags. Jeg samler på bøger om Charles Olson, f.eks., og jeg samler på bøger om Markis de Sade. Og nu ville jeg fandme se bog.
Det har været småt med Olson-indkøbene på det seneste -- men det er endnu længere siden, jeg har LAGT TIL Sade-samlingen. Og: Jeg har efterhånden erhvervet mig alle de 1) billige og 2) rimeligt billige Olson-bøger, så nu resterer de DYRE -- hvorimod der stadig er mange hyldemeter 1) billige og 2) rimeligt billige Sade-bøger. Derude.
Og lidt mere i samme boldgade. Nyt bogindkøb: Octavio Paz' "An Erotic Beyond: Sade". som består af en række digte + to essays om Sade.
Lige siden vi flyttede til Ringsted, har alle mine bøger - og også mine små samlinger - stået hulter til bulter i reolerne -- men nu er jeg forsøgsvist gået i gang med at sortere. En smule. Her er to stabler fra min Markis de Sade-samling:
I reolen bagved ses bl.a. et gammelt nummer af "Slagmark" (dét om Borges), "Alverdens fugle", "Freuds psykoanalyse", flere bøger om dansk kunst -- og Foucault.
I dag har jeg læst Stig Sæterbakkens roman "Selvbeherskelse", som Peter Nielsen har oversat til dansk -- og som han, Peter, var så flink at sende mig et eksemplar. Af.
Det begynder at klinge lidt hult, jeg kan godt selv høre det, men jeg skriver det alligevel én gang til: Jeg læser normalt ikke romaner -- og jeg læser normalt slet ikke den slags romaner. Altså. Psykologiske skildringer af midaldrende, norske maskinarbejdere. Jeg ved ikke, om det er en genre - som sådan - men I ved, hvad jeg mener.
Man får først bogens pointe - eller hvad man nu kalder det - i de allersidste linier, helt forneden på den allersidste side -- den pointe, som henviser læseren til at starte forfra oppe i hovedet og re-vurdere alt det fortalte. Og det er lidt svært at skrive noget begavet om bogen uden at komme til at røbe for meget. Så jeg vil undlade at forsøge og i stedet bare nøjes med at bekende, at jeg følte mig berørt, følelsesmæssigt, og at jeg ikke kunne lade være med at sidde og komme i tanker om et genbo-par, vi havde, da jeg boede hjemme hos mine forældre, som ligesom hovedpersonen og hans hustru ... o.s.v. Og at bogen er godt skrevet, og at jeg er ikke så lidt imponeret over Sæterbakkens - med et ord, der lyder helt forkert, sikkert - modenhed. En god bog. Og tak - igen - til Peter.
Var på biblioteket - igen - og købte en hel masse. Mest bemærkelsesværdigt, måske, fordi det sjældent sker: Jeg købte fem mig helt ubekendte CDer, hhv. Jimi Tenor: "Beyond The Stars", Cowboy Mouth: "Voodoo Shoppe", Earth: "Hex", Tim Bowness: "My Hotel Year", Clem Snide: "Soft Spot" og Wynton Marsalis: "All Rise", en dobbelt-CD. Kr. 5,- stykket. Og kr. 50,- for følgende posefuld: Jørgen Gustava Brandt: "Ting og sager" (som - har jeg lige opdaget - jeg havde i forvejen), C.G. Jung: "Psykologisk typologi", Anne-Marie Vedsø Olesen: "Salernos sol" (som jeg aldrig har læst), Leo Hjortsø: "Romerske guder og helte", Erik Zahle: "Erik Hoppe", Otto Gelsted: "Guder og helte", Per Kirkeby: "Vejret", Politikens "Danmarks skove", John Grant: "Vikingetidens guder og helte", en stor bog med fotografier af Eugène Atget og en lige så stor bog med fotografier af Arnold Newman, "Five Decades".
Fruen har - igen - forladt mig, denne gang for at deltage i et seminar i Aalborg. Og hun kommer ikke tilbage før fredag aften.
Jeg arbejder hjemme i dag, laver website for firmaet, og kl. 13 skal jeg til et møde med en repræsentant fra Dansk Flygtningehjælp. På Ringsted Bibliotek.
Jeg læser hos Vedsø Olesen, at Jørgen Ilkjær er blevet tildelt en medalje for sit utrættelige (og undertiden givetvis også ret utaknemmelige) arbejde med Illerup Ådal. The Jiggly Room ønsker til lykke. Jeg har - jo - selv boet i Skanderborg, tæt ved ådalen. Og følt historiens sus. Ikke mindst takket være Ilkjær. Han har bl.a. skrevet denne meget flotte bog, som Ane for nogle år siden forærede mig.
Endnu en sygedag -- og som om dét ikke kunne være nok: PET har i nat været i aktion. Og Lonni skælder ud. Mit hovede er fuld af snot og Mozart - "Thamos", som er min dagens opera - så jeg har hidtil ikke helt været i stand til at fatte, hvad det hele drejer sig om, bortset fra at det er noget med anmeldere og mænd og kvinder. Og at det hele startede med dette blog-indlæg af Leonora Christine Skov. Vistnok. Min egen - nemme og måske lidt øretæve-indbydende - holdning til det dér med mandlige og kvindelige forfattere og anmeldere er, at det har jeg ikke nogen holdning til. Og at jeg heller ikke har nogen holdning til, at jeg ikke har en holdning. Til det. Jeg læser mest mandlige forfattere, statistisk, og jeg lytter stort set kun til mandlige (rock-)musikere og komponister o.s.v. Og det har jeg heller ikke nogen holdning til. Til gengæld, hvis det kan pynte på mit omdømme, er der jo alle de dersens kvindelige opera-sopraner, som jeg holder meget af. Jeg har, bilder jeg mig i hvert fald ind, ikke - aldrig - på forhånd fravalgt nogen eller noget, heller ikke på grund af køn. I det hele taget: Kunstnernes køn interesserer mig voldsomt lidt. Eller deres udseende -- hvormed naturligvis ikke er sagt, at jeg ikke forstår at værdsætte det, hvis der er noget, der - så at sige - stikker ud. Og i øjnene. På dén konto. Men det gør jo, altså, hverken deres bøger eller CDer (eller hvad-nu) hverken værre eller bedre. Og jeg har da - med Osiris som mit vidne - aldrig nogensinde lånt eller købt en bog eller en CD, fordi jeg syntes, at kunstneren var PÆN eller SØD. Men en film. Indrømmet. Det er sket, endda ofte. Men jeg tager det ikke så alvorligt.
Dagens dame er - i øvrigt - Ruth Underwood, "a percussionist of staggering virtuosity", som i mange år spillede sammen med Zappa og bl.a. medvirker på "Roxy & Elsewhere". Total respekt for hende.
Jeg sidder og lytter til Frank Zappa: "Joe's Garage" -- som er den med "Catholic Girls", "Crew Slut", "Fembot in a Wet T-Shirt", "A Token of My Extreme", "Watermelon in Easter Hay" og - ikke at forglemme - "Why Does It Hurt When I Pee?" -- her udsat for hjemmevideo:
Stakkels pølse. Har jeg lyst til at skrive. Zappa, der selv havde gået på en katolsk skole, skrev "Catholic Girls", efter at han havde fået the Anti-Defamation League på nakken p.g.a. "Jewish Princess". Han, Zappa, var ikke specielt ude efter jøderne, men efter alle-og-enhver-uptight-stivstikker, som couldn't take a joke. Endnu en hjemmevideo:
For tiden er jeg optaget af Frank Zappa. Har I bemærket det? Jeg har lige siddet og læst Antons blog-indlæg om "At opdage rockmusik" -- and it got me thinking. Jeg mener: Folk er jo forskellige, og folk har forskellige MÅDER. Min måde, når jeg kaster mig over et eller andet, en forfatter eller en komponist, er at blive GLUBENDE. Som måske - i denne sammenhæng - bare er et andet ord for manisk. Jeg læser aldrig én bog af forfatter, jeg læser flere. Helst, hvis det er muligt, læser jeg dem alle -- og gerne i streg. Hvorefter jeg for en stund forlader mit måltid og kaster mig over noget andet -- for sidenhen at vende tilbage. Således f.eks. med Charles Olson.
Jeg ved ikke, om min facon er bedre end andre(s) -- men det er den næppe. I hvert fald er ulemperne jo ret indlysende: De koster mig en masse penge - alle bøgerne og CDerne o.s.v. - og jeg kommer (tit og ofte) til at fremstå som en noget énsporet person. Eller, altså: Det bliver lidt for tydeligt, at jeg er det. Ensporet. Tit og ofte.
Så har jeg fået læst min nye Zappa-guide -- som var ok. Men heller ikke mere. Ben Watson, forfatteren, gennemgår alle CDerne, leverer lidt trivia og bedømmer udgivelserne (de fleste favorabelt), men det hele er noget skøjtende, og man føler sig ikke VILDT MEGET KLOGERE bagefter. Men det var måske også vel rigelig meget at forvente -- af en pocket size guide. Ben Watson har skrevet flere bøger om Zappa og hans musik, heriblandt en med den gode titel "Frank Zappa: The Negative Dialectics of Poodle Play".
Og Watson - Capac - skriver pænt om "Cruising With Ruben". Ja. Men mesterværket, siger han, er "Civilization Phase III" -- som jeg aldrig har hørt. Så dén bliver jeg jo nødt til at eje. Men kr. 300,- er for meget. Som Edmond ville sige: "It's too much!"
Min fysiske elendighed til trods måtte jeg i eftermiddags en tur på apoteket, og eftersom jeg nu alligevel var UDE I DET - og fordi jeg havde lidt ondt af migselv - lagde jeg også turen forbi Blockbuster, først, og derefter TP Musik. Og købte ting. I Blockbuster: "Købmanden i Venedig" med bl.a. Al Pacino, "Me, Myself & Stanley", en komedie med John Malkovich i rollen som en fup-Stanley Kubrick, "American Splendor" og "Ninth Gate". Den sidste - for det bør undskyldes - fordi jeg troede, at Ane ikke havde set den. Og vi kunne begge to vældig godt lide bogen. Men det havde hun. Og i TP: "Joe's Garage" og en 6-CD-box med to operaer + diverse af Mozart, hhv. - operaerne - "Idomeneo" og "Thamos". Boxen kostede kun kr. 40,- Tag et tjek i din lokale butik. Og i øvrigt: Er De til Wagner, så bemærk at TP Musik lige nu har hele "Ringen" på super-tilbud til kun kr. 100,- For 14 CDer! Jeg har udgaven i en anden udgave - så at sige - og den er aldeles ok. Køb trygt.
"Idomeneo" var - er - den dér opera ... I ved nok. Som blev taget af plakaten p.g.a. dem dér. Som tror på ham dér. Som mistede hovedet. I operaen. Så derfor ...
Jeg har - på fruens ordre - meldt mig syg i dag. Igen. Har jeg nævnt, at jeg hader at være syg? Spørgsmålet er - efterhånden - om man ikke burde overveje ganske enkelt bare at slå mig ned? En gang for alle. Det er jo ikke alt, der partout skal reddes -- og denne forkølelse synes at have bidt sig ret godt fast.
Men når det nu ikke kan være anderledes: Der er nascar på TV, og min nye Zappa-guide er kommet. Så dén vil jeg nu læse.
Og forresten -- to andre tanker: DR sendte i går aftes en fin dokumentarudsendelse om Kongernes Dal. Osiris er stor! Og: Er det egentlig ikke bemærkelsesværdigt, at min nuværende, svækkede tilstand fulgte umiddelbart efter min hengivelse til SKARABÆENS STORE MAGI ... hin aften?
Statens Kunstfond har præmieret Peter Nielsen med kr. 75.000 for digtsamlingen "I sommervinden", "en paradoksal poesi, der giver genlyd i læserens egen erfaring. Teksterne lægger »et puslespil af ufuldendte, / cirkulerende øjeblikke.« På mærkelig vis er man lettere om hjertet, når man har set hvordan digteren bærer sig ad." Læs mere her. The Jiggly Room ønsker til lykke. Det var en velfortjent præmie.
Og forresten ... Det glemte jeg. Jeg sad - og jeg lyver ikke - med røde kinder, da jeg var færdig med bogen -- og ikke kun p.g.a. min forkølelse. Jeg var virkelig tændt. Som er et udtryk - tændt - jeg aldrig før har brugt. Så dér kan man bare se.
Men hvad jeg ville skrive: Jeg navngav mit indlæg "Skæbnespyddet" - og nu også dette - fordi Longinus' spyd spiller er væsentlig rolle i "Gudernes tusmørke". Læs mere om spyddet her.
Det er en plathed, jeg ved det -- men der er et klart misforhold mellem den tid, det tager at skrive en roman, og den tid, det tager at læse den. Klokken er 20.20, og for en kaffekop-tids siden blev jeg færdig med at læse "Gudernes tusmørke". De første cirka 70 sider indtog jeg til tonerne af Bartóks "Hertug Blåskægs borg", hvorefter jeg - mere apropos - skiftede til "Parsifal".
Jeg ser ingen grund til at sidde og fedte med det -- så allerførst og helt uden forbehold: Det er en gevaldig god roman. Den bedste i serien, men man skal have læst de to foregående for rigtig at fatte ... o.s.v. Bøgerne hænger sammen, og det føles ikke rigtigt at sammenligne dem. "Gudernes tusmørke" - lad mig i stedet sige det sådan - er et brag af en slutning. Som i en opera.
Vedsø Olesens Seth-trilogi handler om meget store ting, om kunst og kærlighed, begær og opofrelse, fristelser og forløsning. Om forholdet mellem kunst og liv og om forholdet mellem kunst og religion. Om æstetik og etik. Det samme - vel nok - kunne man sige om mange andre roman-værker, som jeg (alligevel) ikke ville orke at læse. Som jeg tidligere (og gentagne gange) har gjort opmærksom på her i bloggen: Jeg læser ikke ret mange romaner. Jeg læser digte. Normalt.
Men -- og med stor risiko for at blive misforstået: Seth-bøgerne er ligesom en opera. Som er - for det er operaer, i hvert fald hvis de er gode - eventyrlig og utroværdig og dybt fjollet og patetisk. (Det var givetvis derfor - i parantes bemærket - at den Kant-læsende alvorsmand, Beethoven, ikke kunne forlige sig med SLAGSEN.) Men formår - for det gør operaer, hvis de er gode - at tale om vigtige ting. Og sager. Samtidig med at de - den - taler følelsesmæssigt til os.
Seth-trilogien er fuld af larm og halløj, guder og mord og sex, et mystisk selskab med en borg ude i ørkenen. Der er folk, der gror vinger og flyver. Bøgerne er det, der på biblioteket - vistnok - hedder fantasy. Altså: Gang i gaden. Og de kan - nok - 'bare' læses sådan -- ligesom Wagners "Ringen" 'bare' kan høres som en fed fortælling om en ring og en dværg og nogle guder. Med valkyrie-ridtet som det fedeste.
Vedsø Olesens store bedrift - og det var egentlig bare det, jeg ville sige - er, at hun har formået på én gang at skrive en medrivende ramasjang-historie, som selv en ikke-normalt-roman-læsende læser - som mig - kan gribes af, samtidig med at hun - for det gør hun - meget overbevisende og med stor autoritet jonglerer rundt - og undskyld udtrykket - med de dér STORE TING. Som gør indtryk. Også i mellemgulvet.
Jeg var - ærligt talt - ret berørt, da jeg nåede slutningen -- og selv om det, altså, ikke tog mig lang tid at læse bogen, så vil det helt sikkert tage mig en god rum tid at få den, bogen, bearbejdet. I mit indre system. Mere om romanen følger. Med garanti.
Og ganske særlig rystet var jeg, da - på side 114 - "litteraten Bo" trådte ind på scenen. Osiris er stor!
Har nu læst de første 66 sider af - eller i - "Gudernes tusmørke". Og hør engang: Der er en borg opkaldt efter Sades Ch. de Silling ("120 dage i Sodoma"), og der er en dirigent, som planlægger en opførelse af Wagners "Parsifal", og som drømmer - men hemmeligt - om en god omgang S/M. Der er en tjenende ånd med klap for det ene øje og monokel for det andet -- og der er en delegation fra Temple of Set på vej. Og en gud med hang til sukker. Hvem kunne nogensinde - overhovedet - ønske sig mere? Af et plot, mener jeg. Bortset fra, måske, en piberygende ekspert i Chesterton, ramt af Weltschmertz ... o.s.v. Anne-Marie, kig lige her:
Temple of Set, som Vedsø Olesen (for så passer pengene) kalder Temple of Seth, er en virkelig organisation. Eller et virkeligt, okkult-religiøst samfund. Det blev grundlagt i 1975 af militærmanden Michael Aquino som en udbrydergruppe fra Anton LaVeys Church of Satan. Læs mere om Temple of Set her.
I dag skulle Ane og jeg have været til niece Johannes fødselsdag i Sejs ved Silkeborg -- men desværre måtte jeg blive hjemme. Fordi jeg stadig er sløj. Og Ane er taget alene afsted. Planlægger - hvis hovedet ikke bliver for tungt - at ligge på sofaen og læse "Gudernes tusmørke". Med et tæppe over mig og "Hertug Blåskæg" i CD-afspilleren.
Ingen har indtil videre fundet mig værdig til at blive tagget. Jeg taler om det dér "Otte ting om mig"-meme -- men det er ok. Som chef-bibliotekaren i Skanderborg engang sagde til mig: "Bo, du lever et kedeligt liv". Så jeg har ærligt talt heller ikke meget at bekende.
Bortset fra dette, som jeg nu helt uopfordret, som det hedder, KOMMER FREM MED: Jeg kender ikke betegnelsen for denne specifikke, psykiske lidelse eller fobi (eller-hvad-det-nu-er), men jeg finder skulpturer, der forestiller mennesker, og plastik-tøj-modeller og den slags angstprovokerende. Hvilket bl.a. er en af grundene til, at jeg synes, at "Westworld" er en meget uhyggelig film. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, at de - skulpturerne eller modellerne - er levende. Og at de er farlige. Der er - Henrik, help me out, please - et "Dr. Who"-afsnit, hvor plastikmodellerne i butikkernes ruder pludselig går til angreb -- så måske er jeg ikke den eneste, der nærer mistro til dem. Plastik-menneskene. Og deres marmor-fætre og -kusiner. Den eneste gang, jeg har været på Glyptoteket, fik jeg koldsved p.g.a. skulpturerne - alle de knuste kroppe - og flygtede bort fra selskabet, ud i den rene luft. Det var voldsomt ubehageligt.
Og hvorfor føler jeg trang til at fortælle om det? Fordi Ane og jeg i går aftes - min sløjhed til trods - vovede os ud i Ringsted Natten -- og vi kom bl.a. forbi en lokal undertøjsbutik, Pandora, som i vinduet ud til gaden havde placeret en levende model:
Hun var nydelig, bestemt -- men jeg syntes (også - og først og fremmest), hun var SKRÆMMENDE. Tog to billeder og hastede videre.
Kanon-god postdag. Anne-Marie Vedsø Olesen har meget venligt sendt mig et signeret eksemplar af hende nye roman, "Gudernes tusmørke", som udkommer d. 11. september. Tusind tak, Anne-Marie! Det var gevaldig pænt af dig -- og jeg vil straks gå i gang med at læse den. Og det havde du - men det ved du jo godt - altså, helt seriøst, ikke behøvet.
Og derudover: Har modtaget både "Broadway The Hard Way" og "Hertug Blåskæg".
I aften er der Ringsted Natten i Ringsted -- som er dét, der alle andre steder hedder Sort Nat eller Open By Night. Eller hvad-nu. I hvert fald: Butikkerne holder åben til kl. 23.
Ane sidder nede i stuen og ser "Frankie & Johnny". TV2 Zulu holder (vistnok) Al Pacino-uge. I går (vistnok) var der et eller andet tribute-show. Som jeg heller ikke så. Det virker lidt åndssvagt at skrive det, stating the bloody obvious -- men på den anden side er det jo (netop derfor) helt gratis. Og ufarligt. Elefanter har snabler, myg er smadder-irriterende, Matthew McConaughey er helt utrolig sexet, og Al Pacino er den bedste, nulevende, mandlige skuespiller. I galaxen. Som niece Johanne ville sige: "Sådan er dét bare!" Men det er selvsagt ikke ensbetydende med, at jeg - personligt - orker at se alle de film, han har medvirket i. Eller -- o.s.v.
Ellers ikke meget nyt. Vi er stadig sløje, og jeg måtte sidst på eftermiddagen tage en længere lur. Inspireret af successen med "Sprængfarlig bombe" har jeg lånt - og jeg kommer såmænd nok til at fortryde det - endnu to, nyere, danske film på biblioteket, hhv. "Adams æbler" og "Store planer".
Og selv om jeg i denne måned stort set ikke har skrevet om andet end Zappa: Lad os endelig ikke glemme, at jeg (også) er ganske gevaldig LITTERÆR -- på den dér ret uforpligtende måde, som blot kræver, at jeg husker at betale det årlige giro-kort. Og så kører det, for så er jeg INDE. Uden at jeg behøver at foretage mig yderligere. I går modtog jeg (således) et nyhedsbrev fra det danske Jules Verne Selskab, og i dag har jeg modtaget et fra James Joyce Selskabet. Og medlemskab af Verne Selskabet er i øvrigt gratis. Så det bliver ikke meget nemmere.
1) Peter Nielsen har meget venligt sendt mig et eksemplar af Stig Sæterbakkens roman "Selvbeherskelse" -- som netop er udkommet. Og som Peter har oversat til dansk. Tak for det! Ankom i dag. Mere om bogen følger, så snart jeg har fået den læst.
2) Jeg har modtaget endnu to Zappa-CDer, hhv. "You Are What You Is" og "FZ Meets the Mothers of Prevention".
3) Ringsted Bibliotek sælger ud:
-- og også af CD-samlingen:
Jeg tænkte på Capac, mens jeg sad og rodede i kasserne. Der var mange CDer - og til kun kr. 5,- pr. stk. - men jeg kendte ingen af dem. Eller stort set ingen. Købte (til Ane) en CD med William Shatner -- og gjorde et kup. Synes jeg da selv, også selvom jeg lige (som omtalt her i bloggen) har investeret i en anden udgave af samme. Fandt denne version af Strauss' "Salome". Dirigeret af Böhm. En dobbelt-CD. Til kr. 5,-
Satanisk latter -- dels fordi søster Gitte i denne uge (ligesom Discovery Channel) holder onde-uge. Læs her. Og dels fordi min HELLIGE SKARABÆ virker over al forventning. Hør engang: I dag gik jeg på posthuset for at sende en forsinket fødselsdagsgave til forfatteren, Vedsø Olesen. Og pigen bag disken havde - jeg sværger - en halskæde med egyptiske tegn om halsen. Jeg kunne ikke få migselv til at spørge, om jeg måtte tage et billede - til dokumentationsafdelingen - men jeg spurgte til kæden, og hun - pigen - sagde, at der stod "Katrine". På egyptisk. EGYPTISK!
Og der er mere: Jeg var på biblioteket -- og mens jeg var derinde, stødte jeg på hele fire eksemplarer af "Djævelens kvint". Fire forskellige steder. FIRE!
Og der er mere: Ane er stadig syg, men har flyttet sig fra sengen (ovenpå) ned i sofaen. I stuen. Hun ville gerne se en film, sagde hun (da jeg var kommet hjem), og jeg gav mig til at rode lidt i nogle kasser for at se, om jeg eventuelt kunne finde et eller andet. Og hvad fandt jeg? Og hvad ligger hun (med et tæppe over sig) og ser, mens jeg skriver disse linier? "De 10 bud" ... som jo altså (behøver jeg forhåbentlig ikke at skrive) foregår i Egypten. Eksemplaret, da jeg samlede det op fra kassen, var spritnyt og stadig i folie. Jeg købte DVDen for nogle måneder siden, fordi Ane kom til at røbe, at hun aldrig havde set den. Filmen. Men derefter glemte vi begge alting om den -- indtil i dag. Et tilfælde? Næppe. Magien er stærk.
Og her er - i anledning af Ondeuge - teksten til Frank Zappas "The Torture Never Stops":
***
Flies all green and buzzin', in this dungeon of despair. Prisoners grumble and piss their clothes, and scratch their matted hair. A tiny light, from a window hole, a hundred yards away, is all they ever gets to know about the regular light in the day.
And it stinks so bad, the stones been chokin', and weepin' greenish drops. In the room where the giant fire puffer works, and the torture never stops.
The torture never stops.
Slime and rot, rats and snot, and vomit on the floor. Fifty yoogly soldiers, man, holdin' spears by the iron door. Knives and spikes, and guns and the likes of every tool of pain. And a sinister midget, with a bucket and a mop, where the blood goes down the drain.
And it stinks so bad, the stones been chokin', and weepin' greenish drops. In the room where the giant fire puffer works, and the torture never stops.
The torture never stops. The torture.. the torture.. The torture never stops.
Flies all green and buzzin', in this dungeon of despair. An evil prince eats a steaming pig, in a chamber right near there. He eats the snouts and the trotters first. The loins and the groins is soon dispersed. His carvin' style is well rehearsed. He stands and shouts:
All men be cursed! All men be cursed! All men be cursed! All men be cursed!
And disagree? Well, no one durst.
He's the best, of course, of all the worst. Some wrong been done, he done it first.
And it stinks so bad, his bones been chokin', and weepin' greenish drops. In the night of the iron sausage, where the torture never stops.
The torture never stops. The torture.. the torture.. The torture never stops.
Flies all green and buzzin', in this dungeon of despair. Who are all those people, that he's locked away down there? Are they crazy? Are they sainted? Are they zeroes, someone painted?
And it's never been explained, since it first it was created. But a dungeon, like a sin, requires naught but lockin' in, of everything that's ever been. Look at her. Look at him.
That's what's the deal we're dealin' in. That's what's the deal we're dealin' in. That's what's the deal we're dealin' in. That's what's the deal we're dealin' in.
- thou who hast many names, thou disposer of created things, thou who hast hidden forms in the temples, thou sacred one, thou KA who dwellest in Tattu ... Hokus pokus. Abraxa! Hullubulu! O-SI-RIS!
Nå. Men så må Anne-Marie og Gyldendal sådan set godt skynde sig at få "Gudernes tusmørke" på gaden -- for nu er jeg færdig med at genlæse både "Djævelens kvint" og "Tredje Ikaros". Og jeg er helt parat til mere.
Og dertil: Bøgerne om Seth er (jo) fulde magi -- og mens jeg sad og lyttede til Christopher Simpson og læste de sidste kapitler i "Tredje Ikaros" ... Altså: Pludselig, da Victoria satte det sidste penselstrøg og begyndte at forvandle sig, skete der også noget med mig. Jeg blev, kan man vel sige, illumineret. Med ét stod det mig klart, at jeg - vestjyden Bo - måtte ind i dette univers. Jeg måtte være med. Jeg måtte - ZAP! - blive en af Vedsø Olesens romanfigurer. Bare en biperson. Selv en lille biperson ville være ok -- for når først jeg var inde, tænkte, ville jeg tage røven på dem alle, påkalde guderne, vokse mig stærk og gå min egen vej. Eller flyve. Som Victoria. Det var - er - en mesterlig plan. I'm sure you'll all agree.
Og allerede har jeg mit cover på plads: Jeg vil være en piberygende litterat, en fanatisk Chesterton-fan, som dårligt kan tale om andet, og som martres - og af den grund har ladet sig overvælde af Weltschmertz - af tanken om, just hvor meget bedre Chesterton ville have været som forfatter, hvis han, altså Chesterton, havde undladt at lade sig omvende til katolicismen. Og i stedet, f.eks., havde vendt sig mod Egyptens mysterier.
Kun to ting - så vidt jeg kan bedømme - står i vejen for min succes: "Gudernes tusmørke", titlen på Vedsø Olesens nye bog, nummer tre i serien, lugter, titlen, bekymrende meget af AFSLUTNING. Og dét går ikke. Bogen er skrevet, så jeg kan næppe klemme mig derind -- og følgelig er det helt nødvendigt, at hun også vælger at skrive en fjerde.
Og: Hun skal inspireres til at lade mig medvirke. I nummer fire.
Ingen af delene står det i min egen magt at gøre noget ved, desværre -- men jeg har straks taget SKRIDT ... Eller hvad det hedder. Efter at have læst "Tredje Ikaros" til ende, klædte jeg mig nøgen og gik ud i måneskinnet --
-- medbringende denne hellige skarabæ, som jeg tidligere på året købte for kr. 40,- i Nationalmuseets shop. Og dansede en lille boogie, mens jeg påkaldte Osiris. Det var ikke super-godt for min tilstand, for jeg er stadig halvsløj -- men Anne-Marie will never know what hit her. Som E.T. sagde: "I WILL BE THERE!" Ved den grønne guds hjælp.
Modtaget med posten i dag: "Roxy & Elsewhere". Og jeg har bestilt "The Complete Guide to His Music" via engelske Amazon. Bogen kostede kun GBP 0.91 + porto. Det var ok.
Enkelte hurtige updates: Jeg har været på lynvisit i det vestjyske for at deltage i nogle filmoptagelser. Besøg Hjerl Hedes website her.
Jeg har modtaget min nye Zappa-dobbelt-CD, "Burnt Weeny Sandwich / The Grand Wazoo". Jeg vil - men tilbagelænet - bestræbe mig på kort at omtale Zappa-CDerne, efterhånden som jeg får dem (gen-)hørt -- og jeg er allerede kommet bagefter. Men altså.
Og: I toget på vej mod Jylland læste jeg "Djævelens kvint" til ende -- og begyndte straks derpå - for jeg havde også taget dén med i tasken - på bog nummer 2, "Tredje Ikaros". Den tredje Ikaros er (bogstaveligt) en tredje udgave af Brueghels berømte maleri, "Ikaros' fald" -- som også er originaltitlen, "De val van Icarus". Men faktisk, synes jeg, er den engelske titel bedre, "Landscape with the Fall of Icarus". Hvis man ikke på forhånd kender maleriet, tager det lidt tid, før man overhovedet får øje på Ikaros. Intet i maleriet peger i hans retning. Han får - i Brueghels vision - ingen opmærksomhed. Bonden i forgrunden er i færd med at pløje sin mark -- og han er fuldstændig ligeglad med anti-helten, der - spoiler - er ved at drukne (lige ud for skibet). Og det er selvfølgelig Brueghels moralske pointe: Ikaros stræbte for højt, for ved jorden at blive ... o.s.v. Og der er ikke noget heltemodigt eller beundringsværdigt ved mennesker, der stræber for højt. De vil falde pladask, for sådan er naturens orden -- og vi andre bør ikke belønne dem ved at ofre dem opmærksomhed, købe "Se & Hør" for at læse om dem, ønske at se dem optræde i underlødige talkshows. Eller lignende, Vi bør - burde - pløje vore respektive marker.
I Anne-Marie Vedsø Olesens roman har Seth, den egyptiske kaos-gud, en ganske anden indstilling til tilværelsen end Brueghel (havde) -- men han, Seth, beslutter sig alligevel for at erhverve sig maleriet. For det er, hvadenten man værdsætter Brueghels moralisme eller ej, et absolut mesterværk. Eller som det hedder på nu-dansk: Det er top dollars. Og Seth har tænkt sig at forære det væk som en gave. Mere om romanen her.
Flere billeder af stikkelsbærsmålere - og en stor tak til Peter, som tilsyneladende er bekendt med alting bevinget - her. Du kan se et af Peters egne fotografier her -- og her er et (meget flot) af Annis. Og her kan du læse om Peter. Og her kan du købe hans nyeste digtsamling. Og samlingens forsidefoto er også taget af Anni. Og der er ingen undskyldning for ikke at gøre det. Købe bogen, altså.
Jeg er kommet lidt videre i "Djævelens kvint" -- ind gennem porten til Trismegistoens borg ude i ørkenen og op til egyptologen. Borgen er en slags stationær Nautilus midt ude i havet af sand, og Trismegistoen er - lidt ligesom Markis de Sade Selskabet og/eller den kongelige efterretningstjeneste, REX - en super-hemmelig organisation, som vogter over - selvfølgelig - super-hemmelig viden. Og oldgamle ting og sager. Organisationen har navn efter Hermes Trismegistos, "den trefoldigt store Hermes", som i det hellenistiske Egypten blev identificeret med guden Thoth. Begge - både Hermes og Thoth - var guder for visdom, skriveri og magi, og de var psykopomper eller sjæle-guider, d.v.s. anvarlige for at bringe afdødes sjæle videre i efterlivet. De såkaldte hermetiske skrifter, "Corpus Hermeticum", er tilskrevet Hermes Trismegistos. Læs mere om skrifterne her. Det danske ord "hermetisk" kommer af Hermes. Som i sætningen: "Min mund er hermetisk lukket." Så bare do your worst ...
Har brugt en del af aftenen på at konvertere hele Mozarts "Tryllefløjten" - denne udgave - til mp3-filer. Og på at overføre dem til min afspiller. Det tog ca. en the-daily-shows-tid.
Og hvorfor? Man behøver vel næppe nogen undskyldning eller forklaring for at (have lyst til at) lytte til "Tryllefløjten" -- men i mit tilfælde, og siden du spørger så direkte: Fordi jeg stadig er i gang med at læse Vedsø Olesens "Djævelens kvint". Det går lidt langsomt, men det er ikke bogens skyld. Men min egen. Jeg er kommet - i handlingen - ud af den danske sne og ind i den egyptiske, brændende ørken. Og frem til den mystiske borg, der står og genkaster solen.
Egentlig skulle jeg blot indlevere min cykel hos cykelsmeden - for den led skade, da jeg styrtede - og på apoteket -- men så kom jeg også til at gå i TP Musik. Og jeg gik straks hen til hylden med Frank Zappa-CDer ... bekender jeg. Det gjorde jeg. Men jeg styrede mig. Faktisk tror jeg, at I ville have været stolte af mig -- som jeg sådan stod dér og beherskede mig. Og hvordan lykkedes det mig at komme ud af butikken? Jeg købte bare en hel masse andet:
En dokumentarfilm om Dario Argento, en CD med Prokofievs klaversonater, "The Bare Wench Project" (med bl.a. Julie Strain) - bror Lars, har jeg allerede set den? - og en stor boks med 10 CDer. Med opera. Når man åbner den, ser den således ud:
Den sidste DVD på billedet, det øverste, er "The Prairie Home Companion", som jeg købte i Blockbuster. Ane og jeg plejede at lytte til radio-showet, da vi boede i Chicago.
Lyder det dyrt? Det var det ikke. Under kr. 100,- for alt det nævnte -- og den billigste Zappa-CD kostede kr. 149,95. Så jeg har sparet - kan man sige - en halvtredser.
Og: Bagefter gik jeg på biblioteket og lånte følgende:
To guider til Wagners "Parsifal", "Sprængfarlig bombe" og "Man on Fire" -- og tre Zappa-CDer, "Jazz From Hell", "Hot Rats" og "Zoot Allures". Men det var ikke noget tilbagefald, tværtimod. Det var helt bevidst. Jeg tænkte, at det nok ville gavne, hvis jeg mindede migselv om - hands on - at jeg jo bare kunne nøjes med at låne.
Men altså: Andre ting! Jeg ved, at bl.a. Lars bekymrer sig, når jeg begynder - og det sker - at blive lidt ensporet.
Modtog i dag mit eksemplar af Bishops sidste digtsamling, "Geography III". Men jeg har stort set ikke - endnu - kigget på den. Jeg har hele dagen været så træt -- uden egentlig at have haft grund til at være det. Kom hjem fra arbejde og lagde mig på sofaen for at lytte til "Aus den sieben Tagen". Og faldt i søvn. Da Ane kom hjem - efter at have været på jagt efter en hæfteklammemaskine - var det på en eller anden måde lykkedes mig at få mig slæbt op i sengen. Nu er klokken 22.40, og jeg overvejer seriøst at sige godnat.
Carsten og CVA: Tak for kommentarerne og indlægget, både om det ene og det andet. Jeg tygger drøv og vender tilbage. Men her er et interview med Noam Chomsky:
Jeg er stadig i gang med at læse "Djævelens kvint". Djævelens kvint, tritonus, er, skriver danske Wikipedia, en musikalsk term inden for harmonilære, som "Betegner en forstørret kvart eller formindsket kvint. Et meget dissonerende interval, der derfor også bliver kaldt "diabolus in musica" (djævlen i musik), eller på dansk djævleintervallet." På engelsk kaldes sådanne intervaller tritones -- og den engelske udgave af Wikipedia har en vældig lang forklaring. Her. Du kan høre, hvordan en tritone lyder på denne side. Scroll ned til "Tritone".
Man finder eksempler på tritonus i - f.eks. - titelmelodien til "The Simpsons", i "West Side Story", hos Wagner -- og i meget heavy metal. Læs - derom - denne artikel fra BBC. Artiklen henviser til dokumentarfilmen "Metal: A Headbanger's Journey" -- og her er klippet, hvori tritonus omtales. Der er efter ca. 4:20 min.
Dagens dame er den engelske dominatrix Sidonia von Bork -- på fotografiet iklædt SS-uniform. Navnet Sidonia von Bork stammer fra Wilhelm Meinholds roman "Sidonia von Bork, die Klosterhexe", som første gang udkom i 1849, og som inspirerede Edward Burne-Jones til at male dette berømte maleri. Chris Willis skriver på siden: "Sidonia was the anti-heroine of Johannes Wilhelm Meinhold's 1849 novel "Sidonia von Bork, die Klosterhexe", translated into English by Speranza Wilde (Oscar Wilde's mother) as "Sidonia the Sorceress". Sidonia is a beautiful sorceress, who commits a series of murders at the court of Pomerania. She uses her stunning beauty as a weapon to make men fall in love with her, and is particularly cruel to her lovers. Her crimes include betraying a female cousin, who is then buried alive. The book was a favourite of the Pre-Raphaelites." Den engelske oversættelse af Meinholds bog er tilgængelig online her. Læs mere om Mistress Sidonia her. Hendes website, The English Mansion, kan besøges her -- men er absolut kun for voksne. If in doubt, do not.
SS-uniformen vil blive kommenteret i et efterfølgende indlæg.
Fantastisk! En eller anden - som er Gammelfar, føler jeg mig ret sikker på - har anonymt (og flot pakket ind i gennemsigtig film) sendt mig en bog om Frank Zappa -- vedlagt et eksemplar af CDen "The Perfect Stranger". Som jeg lige nu sidder og lytter til. Tusind tak! Det var meget pænt af dig.
Bogen, Dominique Chevalier: "Viva Zappa", har en vældig fin gennemgang af diskografien -- og nu er jeg selvsagt nødt til at købe nogle af CDerne. Jeg mener: Pakken - i dag - kom jo som et tegn fra Vorherre. Hér kaldet Gammelfar.
Efter at have spekuleret lidt over sagen: Hvor er det i grunden forunderligt, synes jeg, at Ole Hans Jensens og Britt Bartenbachs "Den Sidste Aktion" er - som Kirsten Larsen fra Dansk BiblioteksCenter skriver i sin kommentar - "trukket tilbage fra forlaget". Jeg mener: På deres radiokanal, Radio Frederiksberg-Journalen, har Jensen og Bartenbach tidligere - og adskillige gange - givet udtryk for, at bogen var så godt som udsolgt. Her er - til dokumentation - nogle enkelte citater:
Britt Bartenbach: "På trods af alle odds fortsætter vi med at kæmpe for ytringsfriheden og retten til at bringe sandheden frem, som vi har gjort det i vor bog, "Den Sidste Aktion", der går strygende, da første oplag blev revet væk, og andet oplag er i produktion."
Britt Bartenbach: "Jeg synes, vi skal afslutte nu ved lige at fortælle lidt om bogen, "Den Sidste Aktion". Jeg tør næsten ikke love, at folk kan nå at få et eksemplar af første oplag. Det kan være, at der er enkelte stykker tilbage, men ellers vil man blive skrevet op til en bog fra andet oplag. [...] Den [anden udgave] er allerede i produktion, kan jeg sige, så det skulle ikke vare så længe, før vi har den."
Filnavn: 070407_0910_injurier_om_pw:
Britt Bartenbach: "En ting fik komplottet dog ikke held med, nemlig at stoppe vores salg af bogen. Første oplag er revet væk, og andet oplag af bogen, "Den Sidste Aktion", er i produktion".
Filnavnene henviser til filer, der kan downloades via pufedorf.dk og/eller dkdebat.dk.
Dagens dame er dronning Hatshepsut. Apropos min Vedsø Olesen-læsning. Hatshepsut betyder "Den fremmeste iblandt noble kvinder". Hun var det 18. egyptiske dynastis 5. farao -- og døde i 1458 eller 1457 f.Kr. Hendes mumie blev fundet i Kongernes Dal for lidt over en måned siden. Mere her.
Søndagens musik er Mozarts "Tryllefløjten", dirigeret af Karl Böhm og med Roberta Peters i partiet som Nattens dronning. Som jeg hører, operaen, af tre grunde: Dels 1) fordi jeg håber, at det vil gøre et positivt indtryk på mine sommerfugle. Dels 2) fordi Jan forleden i en kommentar efterlyste mere Mozart - nemlig "Requiem" - og dels (og ikke mindst) fordi jeg netop er gået i gang med at genlæse Vedsø Olesens roman "Djævelens kvint". Igen selvom, altså, at jeg normalt ikke læser romaner. Men: Sidste og trejde bind i Seth-serien, "Gudernes tusmørke", udkommer til september -- og godt og grundig skuffet over anden halvdel af "Den sidste tempelridder" følte jeg behov for en sikker succes, og det slog mig, at det måske ville være en ok idé at tage et opsamlingsheat - og forny bekendtskabet med de to første bind i trilogien - inden "Gudernes tusmørke" ... o.s.v. Vedsø Olesens Seth-serie - og Seth er den ægyptiske gud, som hedder Seth - er (meget groft sagt) et krydret mix af ægyptologi og musik. Og billedkunst. Og meget andet. Og der er hele tiden farver alle vegne, og det hele er - ladet - meget erotisk. Det midterste bind, bind 2, hedder "Tredje Ikaros". Og "Tryllefløjten" - for dét var pointen - spiller en væsentlig rolle i "Djævelens kvint". Så (også) derfor.
Dagens dame er den amerikanske digter Elizabeth Bishop, født 1911. Død 1979. Har lige bestilt - via Amazon - et eksemplar af Bishops sidste digtsamling, "Geography III". Læs mere om hende på Modern American Poetry.
Jeg er nået cirka halvvejs i "Den sidste tempelridder" -- faktisk lige nøjagtig dértil, hvor den spirituelle, mandlige FBI-agent og den veldrejede, rødhårede heltinde (som har fregner) har slået teltet op langt ude på landet - under Tyrkiets funklende nattehimmel - og har lagt sig ved bålet, og hun ser på ham, og han ser på hende, de rykker tættere på hinanden, betragter hinandens øjne og læber, og der går en skælven gennem deres kroppe ... o.s.v. Lige dértil er jeg kommet. Som man måske kan fornemme, er der tale om et værk af en vis, litterær kaliber. Det hele handler - altså plottet - om et mystisk tempelridder-brev, som er skrevet i en mystisk tempelridder-kode, som kun kan brydes ved hjælp af en mystisk tempelridder-kode-maskine -- som bliver stjålet i forbindelse med en kunstudstilling. På en mystisk måde. Og der er også en mystisk katolik involveret -- udsendt af Vatikanet. Selvfølgelig.
Keder du dig? Tag et kig på denne side med "Famous Unsolved Codes and Ciphers". Det kan - vel - være lige så skægt som suduko -- og der er hæder og ære. Og den slags. Hvis det lykkes dig.
Jeg er gået i gang med at læse Raymond Khoury: "Den sidste tempelridder" -- også selv om jeg normalt slet ikke læser romaner. Men altså: Fra bagsideteksten: "Fire ryttere klædt som tempelriddere stormer en udstilling af Vatikanets skatte på Metropolitan Museum of Art. Mens de tre af ridderne skovler kostbarheder ned i deres sække, er den fjerde kun interesseret i en gammel krypteringsmaskine [...] Arkæologen Tess Chaykin og FBI-agent Sean Riley hvirvles ind i jagten på et kodet dokument, som én mand vil gøre alt for at få ud til offentligheden ... " O.s.v. Ren Dan Brown -- og dén kunne jeg (da) ikke lade ligge. På biblioteket.
Jeg vil - derfor dette indlæg - ikke holde mig for fin til at citere følgende -- til glæde for alle mine middelalder-historiker-venner:
Side 56: Ældre arkæolog Edmondson giver råd til den rødhårede, velskabte heltinde (som har fregner):
***
"Du er nødt til at finde en tempelriddernørd. Dem jeg kender, der kan deres historie på fingrene, er Marty Falkner, William Vance og Jeb Simmons [...]"
"Bill Vance?"
"Ja. Kender du ham?"
[...]
"Jeg har mødt ham en enkelt gang, sammen med min far. [...] Men jeg troede at han var specialist i fønikisk historie?"
"Det er han også, men du ved hvordan det er med tempelridderne. Det er arkæologisk porno, så godt som akademisk selvmord at være interesseret i dem. Vi er så langt ude at ingen vil være ved at de tager emnet alvorligt. Alt for mange tosser er besat af alle mulige konspirationsteorier vedrørende deres historie. Du ved godt, hvad Umberto Eco sagde, ikke?"
"Nej."
"Et sikkert tegn på vanvid hos en person er at han på et eller andet tidspunkt bringer tempelridderne ind i en samtale."
Musik-overload. Jeg har hverken nået at få gennemlyttet Larsen eller Stockhausen -- og nu har Ringsted Bibliotek skaffet mig de 3 Steve Reich-CDer, som jeg bestilte den 24. Lige nu sidder jeg og lytter til "Tehillim" -- som er det hebræiske ord for "salmer", i.e. "Salmernes Bog". Reich skrev "Tehillim" i 1981 som en slags hyldest - eller hvad-nu - til hans egen, jødiske baggrund. Værket er i fire dele, baseret på - respektivt - "Salmernes Bog", kap. 19, 1-4:
Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk; dag forkynder det til dag, nat kundgør det til nat. Der lyder ingen ord, ingen tale, uden at deres røst høres
34, 12-14:
Kom og hør mig, børn, jeg vil lære jer at frygte Herren. Du, som er glad for livet og elsker at se lykkelige dage, du skal vogte din tunge for ondskab og dine læber for at tale svig
18, 25-26:
Herren gengældte mig min retfærdighed, mine hænders renhed har han for øje. Du er trofast mod den trofaste, retsindig mod den retsindige mand.
Og 150, 4-6:
lovpris ham med pauker og dans, lovpris ham med strengespil og fløjter, lovpris ham med klingende cymbler, lovpris ham med rungende cymbler! Alt, hvad der ånder, skal lovprise Herren.
Computerworld skriver: "Nok må være nok, lyder det fra den amerikanske Computer and Communications Industry Association, der repræsenterer firmaer som Microsoft og Google samt andre teknologimastodonter. Industriorganisationen er træt af, at indholdsudbydere såsom filmselskaber og bogforlag konstant advarer om brud på copyright-lovgivningen, hvilket organisationen mener, træder på forbrugernes ret til at benytte sig af indhold med copyright. [...] Den amerikanske handelskommision glæder sig til at modtage klagen fra industriorganisationen, der slår på termen "fair brug" (fair use), hvis tolkning er blevet noget af et mysterium for jurister i den digitale tidsalder." Spændende udvikling. Læs mere her.
Jeg tillader mig - endnu en gang - at gribe ned i kommentarsporet. Kl. 00:02 i nat har en eller anden sendt mig denne, lille hilsen:
***
siunnersuuteqarpit 1. aug 2007 00:02
RE: Identity of MrX You have to go on and on and on and on and on and on and on and on
Bre'r Rabbit
***
-- som, I'm sure you'll agree, forekommer en anelse suspekt. Bør jeg tillægge den nogen betydning? Og i så fald: Hvilken?
"Siunnersuuteqarpit" er grønlandsk og betyder "Har De et forslag". Jeg har tidligere modtaget dette postkort fra Grønland -- men tænkte dengang, at det måtte stamme fra en anden person. Altså: Ikke fra Mr. X. Tog jeg fejl?
Otte gange "go on". Betyder det noget?
Og hvad med "Bre'r Rabbit"? Wikipedia: "Br'er Rabbit (also spelled Bre'r Rabbit or Brer Rabbit) is a central figure in the Uncle Remus stories derived from African American folktales of the Southern United States. The stories can be traced back to trickster figures in Africa, particularly the hare that figures prominently in the storytelling traditions in Central and Southern Africa. These tales continue to be part of the traditional folklore of Bantu-speaking peoples throughout that region. In West Africa, the trickster is usually the spider (see Anansi), though the plots of spider tales are often identical to those of rabbit stories." Og selvfølgelig: "Alice in Wonderland".
Mens vi går og venter - og forfatten selv (som er helt identisk med selve forfatteren) er på randen af et nervøst sammenbrud: Klik ind på Anne-Marie Vedsø Olesens website og læs om hendes nye, kommende roman, "Gudernes tusmørke". Og tjek i øvrigt også hendes pressefotos. En forfatter-sild. Er hun.
Tilføjet: Og her er - apropos - et af mine blog-indlæg om Wagners "Parsifal".
Et - i denne omgang - sidste indlæg om Stockhausen. Eller: Netop ikke om Stockhausen. Jeg modtog i dag - med posten - både mit nye eksemplar af "Aus den sieben Tagen" og Henrik Larsens "Motel Melankoli". Og det var den sidste, der røg først i maskinen. Jeg sidder og lytter til ham, Henrik, lige nu. Mere udførlig omtale følger.
Dagens dame er den irske digter Eiléan Ní Chuilleanáin (som jeg - og det er jeg da sådan set lidt stolt over - engang har fået en email fra). Da hun i 1992 blev tildelt the O'Shaughnessy Award, skete det med begrundelsen: "Eiléan Ní Chuilleanáin employs a poetic point of view that is displaced, unspecified, and often enigmatic; her poetry resonates with ancient rites and presences from a spiritual otherworld. She is a unique poet who has influenced younger writers, broadened the scope of Irish poetry, and earned her place among the very best poets of her generation." På dansk findes "Natrejser - udvalgte digte", oversat af Martin Larsen og udgivet af Husets Forlag i 1996. Chuilleanáin er - ud over at være poet - underviser i middelalder- og renæssance-engelsk ved Trinity College i Dublin.
Kulturforbrug: Var i går på biblioteket for at hente Britt Bartenbachs og Ole Hans Jensens bog om Jane Horney og Gitte Broengs digtsamling "Interiør". Jeg lånte også nogle CDer, deriblandt Allman Brothers: "Live at Atlanta International Pop Festival" -- og jeg købte tre kasserede bøger, hhv. Erwin Neutzsky-Wulff: "Faust", Arthur Rimbaud: "En sæson i Helvede" og Pagels "Satans oprindelse". Ikke dårligt.
Men det er nu - ellers - ikke meget, jeg får læst lige for tiden. Tour de France tager tid -- og kommentarer til Tour de France, og kommentarer til kommentarer o.s.v. Øverst i bunken ligger Gary Snyder: "Mountains and Rivers Without End".
Jeg kan slet ikke slippe den dér historie om Ole Hans Jensens og Britt Bartenbachs bog, "Den Sidste Aktion". Jeg har - som tidligere nævnt - downloadet adskillige lydklip med de to, og jeg har efterhånden hørt dem så mange gange, at det begynder at virke - på mig - lidt manisk. Faktisk.
Her er - til glæde for de uindviede - lidt info: Ole Hans Jensen og Britt Bartenbach driver en lokalradio, Radio Frederiksberg-Journalen, og de har skrevet en håndfuld "afslørende" bøger, bl.a. en om Jane Horney og - senest - en om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej. De gennemgående figurer i det jensen'ske og bartenbach'ske univers er h.h.v.
- Svenskeren Jane Horney, som blev likvideret af den danske modstandsbevægelse i 1945, men som ifølge Jensen og Bartenbach levede videre og fejrede store triumfer som efterretningsagent.
- Frode Bay Madsen, som ifølge Jensen og Bartenbach var en af verdenshistoriens største modstandsfolk og agenter (og far til et af Horneys børn), under 2. Verdenskrig kaldet "Birken" -- men som af alle andre regnes for en fupmager og derfor kaldes "Frode Fup". "Pufedorf" er Frode Fup stavet bagfra.
- Kontorchef Vilhelm Jacobsen og hustru Inger Margrethe Jacobsen, som den 19. februar 1948 blev myrdet i deres lejlighed, Peter Bangs Vej 74 på Frederiksberg -- men som ifølge Jensen og Bartenbach slet ikke døde. Jacobsen-parret var, siger de to forfattere, super-duper-hemmelige agenter, top of the pops, og efter attentatforsøget i 1948 blev de hjulpet til Sydamerika.
- Helle Scheel Jacobsen. Som er deres - slags - gral. Jacobsen-parret havde ingen børn -- men det havde de alligevel. Ifølge Jensen og Bartenbach. Helle Scheel Jacobsen er deres datter -- som nu om stunder arbejder som chef for det amerikanske Secret Service. Hun er en ren fiktiv person.
Omkring disse centrale personer roterer andre, heriblandt Helle Scheel Jacobsens mand, kongelige og kendte (f.eks. Buster Larsen) -- og tråde knyttes til to (også gennemgående) institutioner, hhv. "den kongelige efterretningstjeneste" REX, som ingen andre nogensinde har hørt om, og til Radziwill-familien. Som ifølge Jensen og Bartenbach har forbindelse til merovingerne -- hvilket bringer forfatterparret ind på Dan Brown-territorium.
Historien, som blev afsløret i "Den 11. time", er denne: Kunstneren Peter Wendelboe blev på et tidspunkt så forarget over Jensens og Bartenbachs "historieforfalskning", at han besluttede sig for - og undskyld sproget - at tage røven på dem. Han begyndte - idet han udgav sig for at være en række forskellige personer, herunder Helle Scheel Jacobsen - at fodre parret med fup-dokumenter, digitalt redigerede billeder o.s.v. -- og Jensen og Bartenbach tog imod med begejstring. Materialet kan ses på pufedorf.dk.
Billedet foroven: Ole Hans Jensen og Britt Bartenbach fortæller om deres bog i "Den 11. time".
Dette indlæg fortsættes -- lige om lidt.
***
Og fortsættelsen:
Der er gennem tiden skrevet et utal af forvrøvlede bøger, fulde af fejl og nonsens -- og dét er ikke i sig selv særlig interessant. Det er også - helt sikkert - sket før, at en eller anden (som Wendelboe) har formået at gøre andre (som Jensen og Bartenbach) til grin. Historien om tilblivelsen af "Den Sidste Aktion" er tragi-komisk: Jensen og Bartenbach godtog - naive og fuldstændig ukritiske - Wendelboes sludder, og parret indarbejdede sludderet i deres (efterhånden ret omfattende) konspirationsteori. Hvorefter Wendelboe gik til medierne. Det var skægt, og det var sørgeligt -- men det er ikke dét, der - for mig - gør sagen interessant. Altså: Som gør, at jeg har svært ved at slippe den.
Det, der optager mig, er Jensens og Bartenbachs - efterfølgende - reaktion. Den psykologiske dynamik ... eller hvordan jeg nu skal udtrykke det. I stedet for at acceptere, at de er blevet fuppet, fastholder forfatterparret, at deres oplysninger, fotos o.s.v. er korrekte. Det vil sige: De anerkender, at Wendelboe muligvis har haft lejlighed til at fifle med noget af materialet -- men i så fald udelukkende fordi han på en eller anden måde har hacket sig ind på deres website eller skaffes sig adgang til deres emails.
Dette indlæg fortsættes -- lige om lidt.
***
Og fortsættelsen:
Jensens og Bartenbachs fornægtelses-strategi er ganske simpel: Det forholder sig omvendt. Hele tiden. Wendelboe har eksempelvis forsynet parret med et fup-billede af Vilhelm og Inger Margrethe Jacobsens gravstene. I virkeligheden viser billedet et gravsted på en kirkegård i Nordjylland -- som har været en tur gennem Photoshop. Men ifølge Jensen og Bartenbach er det redigerede billede det ægte, og det oprindelige billede en manipulation. Og helt derude på overdrevet, hvor min hjerne næsten ikke kan følge med: Wendelboe sendte - som Helle Scheel Jacobsen - parret dette selvportræt:
-- som de siden har offentliggjort flere steder som et bevis på, at Helle Scheel Jacobsen er en virkelig person. Og selv konfronteret med det faktum, at Wendelboe faktisk har lånt billedet fra en reklame for et tysk alderdomshjem:
-- fastholder parret, at der er tale om et portræt af Helle Scheel. Det har "vidner" bekræftet.
Hans Ole Jensen og Britt Bartenbach taler - helt generelt - meget om vidner, og de har vidner, der kan bekræfte alting. Desværre for alle os andre, kan man sige, må vidnerne ofte forblive anonyme -- for der er tale om efterretningsfolk, hemmelige agenter o.s.v. Men altså: Vidner har bekræftet, at billedet af Helle Scheel Jacobsen virkelig er et billede af Helle Scheel Jacobsen -- ligesom vidner har bekræftet alle de andre billeder, som Peter Wendelboe har fabrikeret hjemme på sin computer.
Og hér er årsagen til, at jeg synes, sagen er så fascinerende: De lyder - Jensen og Bartenbach, når jeg lytter til dem - virkelig som om, de mener det. De tror på det. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvordan det overhovedet - rent psykologisk - kan lade sig gøre, at to mennesker i fællesskab kan gejle hinanden så vidt -- og at det er skræmmende.
Og afslutningsvis -- for dette indlæg er allerede blevet alt for langt: Enkelte andre ting, man kan lære af at lytte til Radio Frederiksberg-Journalen: Den kvinde, der i virkeligheden blev myrdet i lejligheden på Peter Bangs Vej, var Buster Larsens mor. Ud over REX findes der også en anden, dansk og super-hemmelig organisation, "Kongens Mænd", som John Hahn-Petersen (Stein fra "Matador") i en periode var chef for. James Bond er baseret på en virkelig person. Hitler begik ikke selvmord. Og politidirektør Hanne Bech Hansen er i familie med Inger Margrethe Jacobsen.
Avisen.dk skriver: "På blot 24 timer blev "Harry Potter and the Deathly Hallows"solgt i 11 millioner eksemplarer verden over. Det er dermed den hurtigst sælgende bog i historien. [...] I USA solgte "Harry Potter and the Deathly Hallows" alene i den første time 560.000 eksemplarer, hvilket svarer til, at der blev langet mere end 150 eksemplarer over disken hvert sekund rundt omkring i landets boghandlere." Mere her.
I øvrigt: En porno-guide for kvinder: Violet Blue: "The Smart Girl's Guide to Porn": "This book provides hip, friendly, knowledgeable advice on bringing porn into women's sex life. The secret is out: women watch porn. A recent study by "Glamour" magazine found that 87 percent of women ages 25 to 39 enjoy porn as part of their self-defined healthy sexual lifestyles - even more than use sex toys. In "The Smart Girl's Guide to Porn", acclaimed sex educator Violet Blue tells women how to find porn they'll like, from favorite turn-ons and women-friendly DVDs to podcasts and porn groups on the web. She shows how to reconcile fantasy with real-life desires, and how smart girls can maintain their own beauty standards when the people on screen seem impossibly buff, smooth, and surgically enhanced. Looking for authentic sex scenes? Thinking of sharing porn with a lover? Wonder which browser is safest for Internet porn surfing? "The Smart Girl's Guide to Porn" has the answers." Bogen kan købes for (ned til) GBP 3.61 (+ porto) via engelske Amazon.
Capac har skrevet et par indlæg om Erik Haaest og bogen om Anna Lund Lorentzen. Læs her og her. Blot et par tilføjelser til disse: 180grader bringer i dag en artikel om sagen - læs her - hvori avisen henviser til Henrik Føhns blog. Henrik Føhns er søn af Alf Børge Føhns. Besøg bloggen her.
-- skriver BB i en kommentar til et af Cecilies indlæg (her) -- og igen var jeg den sidste, der fik det at vide. Og nu bor jeg endda, som Flemming siger, på København. Men altså. Jeg har selvfølgelig straks - nu, hvor jeg er blevet informeret om udviklingen - taget konsekvensen. Jeg har pillet mit lille Freud-portræt ned fra væggen. Her er det -- på vej i skraldebøtten:
Og her er et Freud-indlæg, jeg tidligere har skrevet. Før jeg fik at vide ... etc.
Dagens ferieudflugtsmål: Skoringen -- og derefter en sportsforretning. Jeg har i dag - i alt - købt 3 par nye sko, et par Rieker, et par Ambré og et par Reebok. Ted Hughes: "Crow" (som jeg købte for GBP 0.01 via Amazon) er ankommet.
Klokken er 15.48, og Vinokourov har netop sat bedste mellemtid på 18 km.
Jeg ved ikke, om denne historie, som Berlingske i dag bringer, kan virke til trøst for en eller anden: David Lassman, som er leder af The Jane Austen Festival, sendte udvalgte kapitler af nogle af Austens verdensberømte værker - heriblandt indledningen af "Stolthed og fordom" - til 18 engelske forlæggere -- idet han ændrede forfatternavnet og navnene på udvalgte personer. Og præsenterede dem som nye originalmanuskripter. Og fik afslag fra alle forlag -- og kun en af de litterære agenter genkendte teksterne. Berlingske skriver: "Pointen i historien er, ifølge David Lassman, at de store britiske forlag og de indflydelsesrige agenter enten slet ikke læser de manuskripter, de får tilsendt, eller også læser dem ekstremt overfladisk. Flere af dem der fik tilsendt manuskripter, havde da også travlt i denne uge med at forklare, hvad der var gået galt." Læs mere her.
Opdateret: Times Online skriver: "Mr Lassman, 43, had spent months trying without success to find a publisher for his own novel "Freedoms Temple". Out of frustration and to test whether todays publishers could spot great literature he retyped the opening chapters of three Austen classics: "Pride and Prejudice", "Northanger Abbey" and "Persuasion". He changed only the titles, the names of the characters and his own name calling himself Alison Laydee, after Austens early pseudonym "A Lady" then waited for the offers to roll in. Instead he received yet another sheaf of rejection letters, including one from Penguin, which republished "Pride and Prejudice" last year, describing his plagarised chapters as "a really original and interesting read" but not right for Penguin." Læs mere her.
Jeg har nu i flere dage haft svært ved at slippe den dér historie om Britt Bartenbach, Ole Hans Jensen og bogen om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej. Jeg har læst på diverse websites, set "Den 11. time" og downloadet masser af lydklip, senest fra dkdebat.dk. Og det er altså ikke fordi, jeg sidder og griner, mens jeg læser, lytter og ser -- men jeg synes, hele affæren er meget fascinerende. Desværre kommer jeg næppe til at læse selve bogen, som det hele drejer sig om, "Den Sidste Aktion", for intet dansk bibliotek har indkøbt den. Tilsyneladende. I hvert fald kan den ikke findes på bibliotek.dk. Og jeg er nok ikke - trods alt - parat til at betale kr. 298,- + porto for den. Burde Statsbiblioteket og/eller Det Kgl. ikke have bogen på lager?
Vi - og d.v.s. jeg - havde fejllæst bustiderne, og Ane og jeg fik derfor i dag en ekstra time i Slagelse -- som vi bl.a. brugte på at bese Sct. Mikkels Kirke. Jeg forelskede mig lidt i hende hér:
-- som står uden for. Er der nogen, der ved, hvem der har lavet hende?
Men det lykkedes os at komme til Trelleborg:
-- hvor vi overværede et drabeligt slag mellem - på den ene side - en bande fæle vikinge-banditter og - på den anden - en hær af børne-vikinger under ledelse af museumsinspektør Mads Thernøe. Iklædt nålebundne sokker og brynje. Nogle fotos:
De faldne - alle voksne - blev efterfølgende kildet til live.
Og (nu) hjemvendt: Min Gary Snyder-digtsamling er ankommet.
Bemærk i øvrigt: I morgen opføres - eller hvad-det-nu-hedder - slaget ved Trelleborg. Hvis du har mulighed for det, så kig derud. Det skal nok blive underholdende.
Dagens ferieudflugtsmål: Biva -- og derefter var vi i Redoffice, i XL Byg og hos Scheibel Tæpper. Vi købte ingenting, men det var - faktisk - mit første besøg i en Biva-butik. Nogensinde. Inspireret af Lonnis megen snak om samme har jeg bestilt et eksemplar af Gitte Broengs digtsamling "Interiør". Ellers ikke meget nyt. MythBusters i dag: Kan man lave mundskyllevand ud af vodka? Ja. Kan vodka fjerne lugten af sure tæer --- altså: Hjælper det at vaske fødder i vodka? Ja.
Jeg har netop tjekket min blog-statistik -- og det er faktisk første gang, jeg gør det, siden Smartlog skiftede system. Besøgstallene er nu, fornemmer jeg, lidt mere troværdige. Og her er et aldeles overraskende resultat: De to blog-indlæg, der trækker flest herind, er hhv. dette om Anne Lindfjeld og dette om Nadine Jansen. Vi dømmer ingen, for sådan er vi (ikke) -- men giver (tværtimod) gerne en hånd: Anne Lindfjelds website kan besøges her. Nadine Jansens er her. Bemærk: Sidstnævnte er kun for voksne. Uartige billeder o.s.v.
Med på listen over de mest besøgte indlæg er også dette om Lonni Krauses bøger.
Jeg lod mig gribe af den fantastiske historie om Britt Bartenbachs og Ole Hans Jensens bog. Efter at have læst på de to websites - og efter Carstens omtale af "Den 11. time" - var jeg nødt til at se programmerne -- og Peter Wendelboe har (dertil) lagt nogle meget lange optagelser med de to forfattere (der afviser alle hans anklager om fup) på pufedorf.dk. I mp3-format. Her.
Og lidt mere konspirationsteori: Jeg er - efter at Ane nu er færdig med bogen - gået i gang med at læse Dan Browns "Tankados Kode", der handler om en kryperingsmetode, som ikke kan brydes. Den engelske originaltitel er "Digital Fortress". Læs Mathematical Fictions vurdering af bogen her. (Min gode ven Jesper er i øvrigt - i parantes bemærket - ekspert i kryptering.)
Endnu et lille digt fra "Kinesisk Poesi fra Tang-Tiden", dette af Wang Wei:
***
EFTERÅRS-SANG
Oktobermånen skinner på dråber af dug, hendes kjole er klam, hun ænser det ikke. Længe spiller hun på lutten af sølv, hun frygter for natten alene i gemakket.
***
Wang Wei levede 699-759 og var både digter, maler og læge. Kejser Hsüan Tsung, som beundrede digteren højt, gjorde ham endog på et tidspunkt til minister -- men efter at Wang Wei som 31-årig mistede sin kone, valgte han at tilbringe resten af sit liv som eneboer, stærkt optaget af buddhistisk filosofi.
Efter at have læst "Kinesisk Poesi ... " læste jeg - også i dag - Ove Abilgaards digtsamling "Hvirvler", udgivet i 1948. Abildgaard har aldrig - sandt at sige - sagt mig ret meget, men han har alligevel betydet en hel del for mig, og jeg har en lille håndfuld af hans bøger stående på hylden. Som Lou Reed synger på "Songs for Drella": "When you're growing up in a small town, you say / No-one famous ever came from here" -- men da jeg boede i Struer og var begyndt at interessere mig for digte, og selv var begyndt at skrive, opdagede jeg, at Ove Abildgaard kom fra Lemvig. Som ligger lige i nærheden af Struer. Og det betød noget. Ikke fordi jeg - som i sangen - drømte om at blive berømt, men fordi jeg blev bekræftet i, at digteriet var noget, man kunne -- at det var ok. At der også var andre -- o.s.v. Så jeg har, også selvom jeg vistnok ikke har meget til fælles med manden, altid tænkt pænt om Abildgaard. Han hjalp mig.
"Hvirvler" er - når alt dette er sagt - en ret slap omgang. Men jeg kan godt lide disse fire linier fra digtet "De elsker":
***
De elsker som man leger med Dukker deler baade Sengen og Maden, men kaster dem hen i Krogen hvis der høres en Brandbil i Gaden.
***
Opdateret: I øvrigt har jeg lige opdaget, at jeg i dag har modtaget et postkort fra Kina -- fra en veninde. Hvoraf man kan forstå, at verden hænger sammen.
Dagens læsning: "Kinesisk Poesi fra Tang-Tiden" -- udvalgt og oversat af Nina Fønss. Gyldendals Spættebøger, 1968. Udvalget indeholder bl.a. digte af Li Po og Tu Fu, de to mest berømte digtere fra perioden, foruden Wang Wei, Chang Hu o.m.a. Thomas har på rabarber.dk citeret Chi-wu Ch'iens "En forårstur på Jo-yeh-søen". Læs digtet her.
Opdateret: Og til glæde for dem, der kan forstå digtene på originalsproget: Tjek The Archives "Three Hundred Tang Poems". Hvert digt kan - respektivt - downloades i mp3-format.
En opfølgning på min tidligere post: Har lige opdaget, at Ted Hughes: "Crow" kan købes - på engelsk - via engelske Amazon for kun GBP 0.01. Det vil sige, hvis vi runder ned: Du (og jeg - men jeg har allerede bestilt et eksemplar) kan få bogen gratis, hvis bare du vil betale portoen. Som er GBP 3.97. Klik her.
Og lidt flere fugle: De seneste dage har jeg moret mig med at fodre småfugle ude i vores gårdhave -- og forsøgt at lokke dem nær mig. Fuglelokker. Og her er en - måske - interessant observation: Gråspurve er meget modigere end skovspurve. I wonder why that is ... ?
Midt i al Michael Rasmussen: Lad os ikke overse, at det danske speedway-landshold (også) var helt på toppen i Vojens. Speedwayworld.tv: "It was a near-perfect all-round display from the Danes with not a single last place, 14 heat winners and each of their riders in double figures." Mere her.
Ane havde en gave med hjem til mig: "The Mammoth Book of Pirates": "Awash with skulduggery, malice, terror and opportunism, here are 28 first-hand memoirs and contemporary reports of the most famous pirates to sail the seven seas, including Blackbeard, Captain Kidd, 'Calico Jack' Rackham, Alexander Exquemelin, Frances Drake, Anne Bonney, Jean Lafitte and the Joassamee Pirates. The accounts range from the Golden Age of piracy, beginning in the mid 16th century with the birth of the 'buccaneers' in the Caribbean, to more recent times - such as: Francis 'Scourge of Spain' Drake's audacious night treasure raid on Nombre de Dios; the capture of Panama by Henry Morgan, greatest and cruellest of the 'Brethren of the Coast'; Alexander Exquemelin's fly-on-the-wall account of the 'wicked order of pirates, or robbers of the sea'; the apostasy of John Ward and Simon Danser - Christians who served as privateers for the Muslim states of the North African coast; Louis 'Half-Arse' Le Golif, whose buttock was shot away by cannon; "Journal of William Dampier", found stashed in a hollow bamboo tube, having fled life as a Somerset farmer to piracy on the Pacific; Henry Avery's seizure of the Moghul of India's staggering treasure ship Gang-I-sawai. Plus, this work includes the Pirate's Code of Honour (article 4: lights out at eight o'clock, 'if after that hour any still remained inclined to drinking, to do it on open deck'...); a listing of pirate songs; pirate flags; and a full pirate chronology ... "
Dagens genlæsning var Steen Thorborgs danske oversættelse af (uddrag af) Ted Hughes' (helt bogstaveligt) fabelagtige digtsamling "Crow - From the Life and Songs of the Crow", "Krage", udgivet på Husets Forlag i 1977. Som alle burde unde sigselv at læse. Ted Hughes oplevede megen smerte og modgang i løbet af sit liv -- ikke bare én, men to af hans hustruer begik selvmord, og nummer to tog ydermere deres fælles, 4-årige datter med sig i døden. Mange bebrejdede Hughes for den første hustrus død, den berømte digter Sylvia Plath. Digtene i "Krage" er sorte, mange af dem - som det hedder på engelsk - mocking, vrængende og deprime. Men de er ikke deprimerende, tværtimod. Det synes jeg i hvert fald ikke. Ud over digte skrev Hughes også børnebøger -- og mange af digtene i "Krage" er skrevet i en bevidst barnlig stil, som står i stærk kontrast til digtenes indhold. Og det virker. Her er f.eks.
***
EKSAMEN VED LIVMODERENS PORT
Hvem ejer disse ranglede små fødder? Døden. Hvem ejer dette stikkende og forbrændte ansigt? Døden. Hvem ejer disse stadig fungerende lunger? Døden. Hvem ejer denne nyttige frakke af muskler? Døden. Hvem ejer disse ubeskrivelige tarme? Døden. Hvem ejer denne tvivlsomme hjerne? Døden. Alt dette smudsige blod? Døden. Disse minimalt virkende øjne? Døden. Denne onde lille tunge? Døden. Denne lejlighedsvise årvågenhed? Døden.
Givet, stjålet, eller holdt hen i det uvisse? Holdt hen.
Hvem ejer den hele regnfulde, stenede jord? Døden. Hvem ejer hele rummet? Døden.
Hvem er stærkere end håb? Døden. Hvem er stærkere end vilje? Døden. Stærkere end kærlighed? Døden. Stærkere end liv? Døden.
Viggo Mortensen er i Ringsted. Læs her. Og jeg har været på posthuset for at hente min pakke -- som ikke, som jeg troede, var Snyder, men derimod Jung: "Psychological Types".
Der er et trick, man kan gøre -- eller foretage. Eller udføre. Eller hvad-det-nu-hedder. Når man maler. Jeg mener: Hvis man er kunstmaler eller hobbymaler, og man er kørt fast, evt. fordi man er blevet ramt af en slags frygt for det hvide lærred: Man kan skifte til papir. Ikke fint, håndlavet papir, men helt almindeligt papir, som ingenting koster -- som f.eks. kopipapir. Det virker meget mindre intimiderende at sidde og krussedulle eller klatte på et ark A4-papir, end det gør at sidde med et lærred. Man føler sig og bevæger sig friere, giver sigselv lov til mere, og nye ting kan opstå.
Og der er et helt tilsvarende trick for folk, som skriver digte eller kortprosa: Man kan skrive breve. Man tænker anderledes - har en anden indstilling til processen, kan man måske sige - når man skriver breve, end når man, synes man, skal være edder-poetisk. Og mange - også store - digtere har gjort det, skrevet i brevform. For det er en god form. Jeg - fordi jeg er mig - kommer allerførst til at tænke på Charles Olson. Olsons "Maximus Poems" er skrevet som breve -- ligesom i øvrigt også mange andre af hans digte. Men også (på) nogle af Tua Forsströms digte til Andrej Arsenjevitj i "Efter at have tilbragt en nat blandt heste". Og så videre. Der er utallige eksempler.
Cecilie Lolk Hjorts "Små eksplosioner - breve fra Josef" indeholder 37 (tror jeg, det er) breve, alle skrevet af Cecilie -- men fra Josef til Cecilie. Hvis I forstår. Brevene er alle forholdsvis korte, ingen over en side, og der sker sådan set ikke ret meget -- men der reflekteres. Abstrakt, men i et sanseligt sprog, og med udgangspunkt - ofte - i kroppen eller i naturobservationer. Der er - undervejs - både østers, dinosaurer, myggestik, katte, fugle, sommerfuglepupper, insektben, en "dromedarisk ørken", pindsvin og "et hvidt edderkoppespøgelse", bikuber, snegle og kamæleoner -- foruden træer og æbler og pakis og magma. Og meget andet. Blod og skeletter.
Bogen er i sig selv en lille ting - på 44 sider i lille format - og brevene er, som titlen siger, små (sprog-)eksplosioner. Og de er gode, brevene. Det er den slags breve, man gerne vil have -- som ikke bare er fyrværkeri, som blusser og forsvinder, men mere som krydderier, man (også) kan smage bagefter. De er - plat sagt, men ikke usandt - eksempler på, at selv den mindste ting eller den mindste tildragelse, straks vi begynder at tale om den, bliver indviklet -- ikke fordi f.eks. pindsvin eller æbler er indviklede, men fordi vi, der taler, er dybe. Fulde af sprog. Som Josef skriver til Cecilie i et af brevene: "Jeg siger værsgo en buket og peger på skoven". Bogen er en sådan buket.
- man ikke kan drikke en halv cola uden straks derefter at føle trang til at børste tænder? Som jeg lige har gjort. Jeg tænkte, at eftersom jeg var - er - alene hjemme, burde jeg velsagtens i det mindste én gang købe mig en omgang burger og pomfritter -- med tilhørende cola. Endte med at hælde den sidste halvdel i vasken.
Min Gary Snyder-digtsamling er ankommet, tror jeg. I hvert fald havde posten i dag smidt en seddel i kassen -- om at han/hun havde forsøgt at aflevere o.s.v. Må en tur på posthuset i morgen. Og ellers ikke meget nyt. Går på arbejde, ser Tour de France og småsnakker med skovspurvene ude i haven. I dag reddede jeg en regnorm, som var kommet på afveje. Hvad spiser regnorme? Er der nogen, der ved det?
God postdag. Har modtaget både "A Nation of Nothing but Poetry" - mit eksemplar nr. 2, dette i perfekt stand - og "Boundary 2". Venter stadig på Gary Snyder: "Mountains and Rivers Without End".
På spørgsmålet "Hvad er den uhyggeligste film, du har set?" har bror Lars - her - svaret "Session 9" -- som jeg faktisk også selv overvejede at fremhæve i mit indlæg. Jeg har (vistnok) tidligere nævnt det: Første gang, jeg så filmen, fattede jeg ikke en meter, og jeg måtte have Lars til at forklare mig ... o.s.v. Men efterfølgende: For hver gang, jeg har set filmen, er den blevet mere og mere spooky. Her er traileren:
Har sat opvaskemaskinen i arbejde, lagt vasketøjet på plads og er i gang med at rydde op. Mens jeg ser Tour de France.
Har læst de første ca. 50 sider i Olson: "A Nation of Nothing but Poetry". Desværre er digtene i bogen ikke dateret, men jeg går ud fra, at de er placeret (i bogen) kronologisk -- og de første (i hvert fald de første) er jammerlige. "A Nation ... " er "Supplementary poems", redigeret af Olson-kenderen over dem alle, digteren og litteraten George F. Butterick. Butterick (inden han døde) redigerede både "The Maximus Poems" og "Collected Poems (excluding Maximus)" og udgav en voldsom tyk guide til "Maximus" + en bog om arbejdet med redigeringen. Og meget andet. "A Nation ... " indeholder nogle af de digte, som Butterick sorterede fra i forbindelse med "Collected", enten fordi der var tale om alternative udgaver af allerede kendte digte, eller fordi kvaliteten var for ringe. I forordet til "A Nation ... " fortæller han, altså Butterick, at han også denne gang har udeladt digte --- fordi de, digtene, ikke ville gøre Olson ære. Som han udtrykker det. Og straks, da jeg læste det, følte jeg BEHOV - nærmest - for at få dem i hænde.
Det er mine mindreværdskomplekser, der taler, givetvis, men: Jeg har altid fundet stor trøst i tanken om, at selv de største er startet som små -- og at de også som store fortsat (ind-i-mellem) var det. Eller er det. Blandt andet derfor - ud ad en tanke-tangent - holder jeg meget af kunst-auktions-kataloger: De bedste værker af de største, de døde, hænger på museer og i private samlinger, og de HANDLES ikke. Som oftest ikke. Det, der ryger på auktion, er det tvivlsomme, anden- og tredjerangs-værkerne -- og jeg kan godt lide at se (på) de afbillede værker i katalogerne og vide, at - altså - ingen (ud over Picasso) er født som en Picasso. Eller i denne sammenhæng: Som Charles Olson. Ikke engang Charles Olson.
Det er mandag d. 9. juli og dagen i dag er kommaløs. Alle de kommaer der ikke bruges i dag vil blive indsamlet af alfer og fordelt blandt børn af Tour de France-ramte fædre.
Efter at have læst "Græsk Mytologi" til ende har jeg nu kastet mig over "Romerske guder og helte" (også skrevet af Hjortsø). Måske men jeg er ikke sikker har jeg fundet et emne som måske ku-ka generere (eller hvordan jeg nu skal udtrykke det) nogle digte. Jeg overvejer det. Det er ved at være et stykke tid siden jeg sidst har forsøgt mig.
Vågnede kl. 8.30, stod op -- og gik i seng igen. Og nu ser jeg Tour de France. Har læst ca. halvdelen af Leo Hjortsøs bog om "Græsk mytologi" -- som var del af pensum i oldtidskundskab, da jeg i sin tid gik i gymnasiet.
Vejret: Tørt, men blæsende. Vores stokroser er i blomst, endelig, og genboens børn leger ude på legepladsen. Uden for havelågen. Overvejer at rydde lidt op -- men gider nok ikke.
Og hvad laver en mand, når konen er ude? Indtil videre har jeg: Sovet lidt på sofaen, set Tour de France (men uden stor interesse), læst 1) et interview med Ezra Pound, 2) et interview med T.S. Eliot og 3) et essay af Thorkild Bjørnvig -- og købt en kage. I vores lokale kiosk.
Ane forlod mig ca. halv tolv - for at tage til Leeds - og den næste uge er jeg helt-og-aldeles-alene. Hjemme.
Færdiglæst: Cecilie Lolk Hjort: "Små eksplosioner" og Robert Duncan: "The Opening of the Field" -- som, den sidste, jeg ærligt talt ikke fik meget ud af. For jeg forstod ikke ret meget af den. Mere om "Små eksplosioner" senere.
Jeg har læst "The Maximus Poems" til ende, i alt 650 sider, og i dag var jeg en tur i Hvidovre. Hvor jeg fik foræret en institutions-lænestol -- som rigtig meget ligner en institutions-lænestol. Men jeg har tænkt mig at påstå, at det er en Poul Kjærholm. Den er af metal. Med blå hynder.
I morgen rejser Ane til Leeds for at deltage i årets International Medieval Congress -- og den næste uges-tid er jeg alene hjemme.
Senere samme dag: Jeg har allerede bestilt et nyt eksemplar af "A Nation of Nothing but Poetry" -- denne gang fra en anden sælger, som forhåbentlig indpakker sine forsendelser lidt bedre. Anden gang er lykkens gang. Som man ikke siger.
Vi har fået en opvaskemaskine, vores første nogensinde, og den kører lige nu. Hurra.
Jeg har brugt en del af eftermiddagen på at læse Lonni Krauses to digtsamlinger, "Du får et nyt sted trykket til kroppen" (2005) og "Nødvendige ruter" (2006). Og jeg var - og er - begejstret. Lonni skriver fint og følsomt, herunder også om ting, som er svære at skrive fint og følsomt om, bl.a. om døden og om sex, og de to samlinger indeholder adskillige helt overbevisende digte. Her er f.eks. en liguster-idyls-gyser på 8 korte linier:
***
SET UDEFRA
Da alle spor var væk faldt frygten ud af huset Den blandede sig med regnen på trappen
Hækken tav om filmen bag ruderne Men den røde farve skreg hele natten
***
I det hele taget: Lonni (som jeg håber vil tilgive mig, at jeg således har gengivet et af hendes digte uden tilladelse) skriver med en rolig hånd, men der er uro i mange af digtene. I digtet med den gode titel, "Hvinevalsen" (fra "Nødvendige ruter"), står der til allersidst: "Min forelskelse skal fodres hele tiden / Det hér ender ikke poetisk". Hvilket, synes jeg, faktisk er ret poetisk. Det vakler -- sådan som det skal.
I en lille håndfuld af de medtagne digte har hun, fornemmer jeg, i nogen grad ladet sig forføre af ord-gejl, bogstavrim (tror jeg det hedder) o.s.v., som jeg personligt ikke bryder mig om -- og en lille håndfuld digte, synes jeg, er for svage og burde have været udeladt. Men det kan hun jo kigge lidt på, når hun engang skal redigere sine "Samlede digte".
"Nødvendige ruter" er - lidt mere end "Du får et nyt sted ... " - i øvrigt en flot bog, illustreret med malerier af Astrid H. Bjerg. Begge anbefales.
Olsoniana: Faldt over denne side på William Burroughs Cyber-Library -- hvor en dedikeret Burroughs-samler gør sig overvejelser om dengang, han næsten glemte sit "focus" og købte Charles Olson. I stedet for Burroughs. Han skriver: "The works of Charles Olson were the first temptation to my faith, my life's work in collecting. "Condition, Condition, Condition" are the key words in book collecting, but close behind are "focus, focus, focus." I admire those artists that keep their work open, yet as a collector I must keep my focus closed." Mere her.
Modtog i dag - meget tidligt - mit eksemplar af Charles Olson: "A Nation of Nothing but Poetry". Hurtig ekspedition -- men desværre har bogen fået et ordentligt gok i posten, så ryggen er blevet ødelagt. Jeg orker ikke at klage over det, for bogen kostede næsten ingenting. Men på den anden side: Det kan jeg nok ikke leve med. Jeg er for anal. Så jeg ender (no pun) sikkert - hvis jeg kender mig ret, og det gør jeg - med at købe endnu et eksemplar. Og håbe på det bedste. Det sker i øvrigt, heldigvis, meget sjældent, at jeg oplever, at bøger (el. andet) bliver ødelagt i posten. Eller forsvinder. Heller ikke CDer eller DVDer -- selvom folk ude i samfundet påstår, har jeg hørt, at meget af den slags går tabt.
Og: Om alt går vel, har vi i dag - når jeg kommer hjem fra job - fået installeret en opvaskemaskine. Fagre, nye verden.
Og kulturforbruget: Var (igen) på biblioteket og lånte et par CDer, Lucinda Williams: "West" og Andreas Vollenweider: "Storyteller". Mine to Lonni Krause-bøger er ankommet, og jeg glæder mig meget til at læse dem. Jeg lod mig - som tidligere nævnt - lokke af mit ny-indkøbte eksemplar af de samlede "Maximus Poems" -- og da jeg, ligesom, var kommet i gang, formåede jeg ikke at stoppe igen. I løbet af de seneste dage har jeg læst de første, cirka, 300 sider, alt imens bibliotekshjemlån og andet hober sig op omkring mig. Og en lillebitte smule film: Sent i går aftes, da jeg forlængst burde have ligget i min seng, så jeg den første halve time af "The Holcroft Covenant". Jeg kunne huske mange af scenerne -- men ikke hvordan plottet udviklede sig. Udvikler. Så det sidder jeg nu og ærgrer mig over.
Og i øvrigt -- blot som en slags opfølgning til glæde for de enormt meget nysgerrige: Vi var i går aftes til spisning og havemøbel-afbrænding hos Bodil og Kurt. Vi var i alt 15 inviterede. Tror jeg. Heriblandt en pæn håndfuld lærere fra Næstved Gymnasium. Og det var gevaldig hyggeligt.
Ny tilføjelse til min Charles Olson-samling: Et særnummer af tidsskriftet "Boundary 2", udgivet i 1974. Det billigste eksemplar, jeg kunne finde via Abebooks, kostede $20 + porto $12. Altså i alt $32 -- eller ca. kr. 175,- Hvilket i min verden er RET MEGET at betale for en bog. Jeg mener: Kr. 175,- er selvfølgelig ikke alverdens -- men i denne globaliserede tid, hvor hele verden (nærmest) er ét stort shopping-center. O.s.v. Jeg plejer at kunne finde de bøger, jeg mangler, til små penge. Men nogle gange må man vel bare give sig. Jeg forudsiger, at mit Olson-samleri herefter vil aftage en smule i intensitet. Nu - efterhånden - har jeg foretaget alle de indkøb, jeg ikke behøver - behøvede - at tænke så længe over -- og de bøger o.s.v., jeg endnu mangler, er dem, der er dyre at skaffe. Et eksempel: Jeg vil meget gerne have et eksemplar af brev-bogen "Maximus to Gloucester - The Letters & Poems of Charles Olson to the Editor of the Gloucester Daily Times, 1962-1969", men Abebooks (faktisk Arundel Books i Los Angeles) vil have $80 for den. Det er kr. 440,- Plus porto. Øv.
I aften er vi inviteret til forsinket Skt. Hans-komsammen hos Bodil og Kurt, som bor i - på - Ringsted Mark. Danmarks nyeste prinsesse er blevet døbt, og England er i alarmberedskab p.g.a. bombefund og angrebet på Glasgow lufthavn. PET overvejer, om vi også i Danmark skal ændre "trusselsvurderingen". Mere derom her.
Ja -- og som om jeg ikke havde nok læsestof allerede: Et nyt bogkøb. Gary Snyders digtsamling med den smukke titel "Mountains and Rivers Without End". Det tog Snyder (som jeg forleden bemærkede her i bloggen, at jeg har det lidt svært med -- og det har jeg) 40 år at færdiggøre samlingen. Da bogen - længe ventet med spænding - endelig udkom, blev digteren fejret med et lille hav af priser, inkl. den meget fornemme Bollingen Prize, der nu-om-stunder uddeles hvert andet år. Det var i 1997. I 1995 blev prisen givet til Kenneth Koch. I 1999 til Robert Creeley. Ezra Pound fik den i 1949.
Olsoniana: Faldt i går over dette website -- som handler om Jonathan Bayliss, forfatter til "the Gloucesterman series" og ven med Charles Olson. Som optræder i den første bog i serien, "Gloucesterbook". Som Ipsissimus Charlemagne. Det er ikke noget dårligt navn.
Der er gået lidt grød i mine læsninger. Jeg er stadig ikke færdig med Jung-teksten -- og har i mellemtiden også kastet mig over "Små eksplosioner" og "Tre skridt tilbage". Jeg mangler stadig cirka halvdelen af William Carlos Williams' selvbiografi og halvdelen af Duncan: "The Opening of the Field". Min flotte, nye udgave af "The Maximus Poems" står på hylden og lokker, og jeg gav i dag efter og læste de første 6 sektioner -- og om et øjeblik vil jeg tage på biblioteket for at hente de bøger, de har skaffet til mig, hhv. Erich Neumann, Carl Sauer og (endnu en) Jung. Jeg har også bestilt Lonni Krauses to bøger, "Du får et nyt sted trykket til kroppen" og "Nødvendige ruter". Enten må jeg læse lidt hurtigere (og det kan jeg ikke) -- eller evt. forsøge at lave en slags læseplan. Eller bare at begrænse mig.
Hvordan - Capac - får du tid til at lytte til al den musik? Er der et trick, jeg bør kende?
"A Nation of Nothing but Poetry - Supplementary Poems". Måske har jeg faktisk alle digtene (i bogen) i forvejen. Men måske ikke. Men måske. Men i hvert fald: Kun $2.89 via Abebooks. Plus porto.
Ih, hvor er det altså noget møgvejr. Og Tony Blair er gået af. I dag har jeg hørt en NLP-terapeut, en af mine nye arbejdskollegaer, fortælle om selvværd, bekræftelse og angst -- og da hun var færdig med det, gav hun mig et lift hjem.
Peter Nielsens nyeste digtsamling, "I sommervinden", er anmeldt på litlive.dk. Mai Misfeldt skriver: "Jeg tror faktisk, at Peter Nielsen har skabt sit eget sprog med sine digte. [...] Det er et rytmisk duvende sprog, der fører fra den ene sansning over i den anden, eller skifter mellem en sansning og en konklusion fra en helt anden konkret sfære, for igen at føre over i det abstrakte. [...] Peter Nielsens skrift er som en blæsebælg mellem sprog og verden. En lunge, der skiftevis trækker verden ind og blæser skriften ud. Og som med sin lyriske blæsebælg forsøger at etablere et udvekslingssted eller et mødested mellem sprog og verden."
"I sommervinden" er også (dobbelt-)anmeldt i det nye nummer af Standart.
Det lader til, at Youtube virker fint -- også for mig. Her er en teaser for Ferrini Productions nye dokumentarfilm om Charles Olson, "Polis Is This". Venter (lidt utålmodig) på DVD-udgaven.
Var i dag en tur på biblioteket -- og vendte hjem med Cecilie Lolk Hjorts "Små eksplosioner", Jens Christian Grøndahl: "Tre skridt tilbage" og hele fem Brian Eno-CDer, hhv. "Before And After Science", "Another Green World", "Taking Tiger Mountain", "Another Day On Earth" og "Here Come The Warm Jets".
Ellers ikke meget nyt. Har brugt en god del af aftenen på at forsøge at lappe Anes cykel. Først lappede jeg to huller og satte slange og dæk på plads -- men slangen kunne ikke pumpes. Efter at have taget den ud (igen), viste det sig, at der var endnu et hul, det tredje, som jeg lappede -- hvorefter der viste sig at være endnu et hul, det fjerde. Som jeg lappede. Hvorefter jeg satte slange og dæk på plads. Men slangen kunne stadig ikke pumpes, så jeg måtte tage den ud (igen igen) -- og opdagede, at gummiet ved ventilens fod var slidt igennem. Hvorefter jeg tog en saks, klippede slangen over og smed den i skraldebøtten -- og satte cyklen tilbage i skuret. Nu fladere end nogensinde før.
To nye indkøb: C.G. Jung: "Psychological Types" og Laurie Anderson: "Bright Red". Begge via eBay. Min gamle "Bright Red" - altså, den jeg plejede at eje og lytte til - forsvandt desværre. Og det er en virkelig god CD.
Som tidligere nævnt -- og jvf. Capacs kommentar: Jeg er fuld af mistro og anden dårligdom i forbindelse med Jung og snak om det kollektive ubevidste, arketyper o.s.v. Men indtil videre har det taget mig hvor-meget? 3-4 dage at læse de første 20 sider i Jungs introduktion til "The Secret of the Golden Flower" -- ikke fordi teksten er kedelig eller kantet skrevet, men omvendt: Fordi den forholdsvis let-fatteligt taler om endog meget store ting. Som det tager mig tid at fordøje. Og jeg er relativt begejstret. Jeg er især - lige nu - optaget af, hvad Jung skriver om "the greatest and most important problems of life", at de "are all in a certain sense insoluble. [...] They can never be solved, but only outgrown. [...] I examined the way of development of those persons who quietly and, as if unconsciously, grew beyond themselves, I saw that their fates had something in common. The new thing came to them out of obscure possibilities either outside or inside themselves; they accepted it and developed further by means of it."
I dag - d.v.s. i går, for klokken er nu 0:05 - var Ane og jeg i Jysk for at købe en gardinstang.
Det er Skt. Hans aften -- og Skt. Hans er jo altså Johannes Døberen. Johannes Døberens aften. Har i dag modtaget Robert Duncan: "The Opening of the Field" med posten. Læs mere om Duncan her. I eftermiddags var Ane og jeg i Botex for at bestille en gardin-mand og i Punkt 1 for at se på opvaskemaskiner. Men vi har besluttet os for i stedet at købe en hos El-Salg. Købte - på udturen - en eltandbørste, en fluesmækker og tre bakker jordbær. Har efterfølgende vasket op, støvsuget og vasket gulvene -- og hele dagen, mens vi således har været optaget af store og væsentlige ting, har en meget vred solsort siddet uden for køkkenvinduet og skældt ud. Uafbrudt. Det er utroligt, at den kan holde til det, den lille, sorte klump. Og at noget kan gøre en (fugl) så stjernetosset.
I øvrigt -- selvom det selvfølgelig ikke lyder epokegørende: Min nye fluesmækker er min første nogensinde. Altså: Det er den første fluesmækker, jeg nogensinde helt selv har ejet. Den er sort og grå og kostede kr. 9,75.
I dag har jeg vredet halsen om på en due. Jeg var ude at gå tur med tre tyrkiske kvinder og en ergoterapeut, da vi kom forbi en skadet due, som lå og baskede i vejkanten -- og de andre fire var lynhurtige til at udpege mig. Som medlidenhedsdræber. Bagefter fodrede vi nogle heste, beundrede tre svaner i flugt og snakkede lidt med nogle får. Til de iblandt mine jyske familiemedlemmer og venner o.s.v., som tror, at Ringsted er (ligesom) hovedstadens stenbro: It ain't so.
Er begyndt at læse Jungs kommentar til "The Secret of the Golden Flower", og indtil videre er det ok. Jeg har efterhånden en hel del titler på min shopping-liste, heriblandt enkelte som (vistnok) vil være ret dyre at anskaffe -- og jeg er nærig. Jeg kan godt lide at eje bøger, og jeg er kommet ud af vane med at låne på biblioteket -- men altså. Nu har jeg bestilt en pæn håndfuld, bl.a. Jungs "Psychology and Alchemy" og "Land and Life - A Selection of the Writings of Carl Ortwin Sauer". På listen står også Havelock Ellis: "Preface to Plato" og Jane Ellen Harrison: "Prolegomena to the Study of Greek Religion".
Stort inspireret af Lonnis interview med Cecilie Lolk Hjort har jeg endvidere bestilt et eksemplar af "Små eksplosioner". Jeg er forlængst holdt op med at undskylde, at der er så meget, jeg ikke får læst (set og/eller hørt) -- men det ærgrer mig. Lidt. Engang i mellem. Det er ikke godt at være énsporet, og jeg vil allerhelst se migselv som en både åben og nysgerrig person -- også i litterær henseende. Men jo ældre jeg bliver, jo mere bevidst bliver jeg om de ting, der interesserer mig, og som jeg vil forfølge -- og det bliver uundgåeligt på bekostning af andet. Sådan må det jo være.
Jeg er halvvejs gennem "Towards a New American Poetics", d.v.s. Olson, Duncan og Snyder (er nået til Creeley), men har nu - fordi jeg modtog den med posten i dag - kastet mig over "The Secret of the Golden Flower - A Chinese Book of Life". Oversat til tysk af Richard Wilhelm og derefter oversat til engelsk af Cary F. Baynes -- og med et introducerende essay af C.G. Jung.
Jeg har aldrig følt mig specielt tiltrukket af ØSTENS MYSTIK -- eller, altså, af Østen. Overhovedet. Det er én af grundene til, at jeg har det lidt svært med de for østen sværmende poeter, herunder bl.a. Allen Ginsberg og Gary Snyder. Og jeg nærer en - sund, tror jeg - mistro til alt jungiansk. "The Secret of the Golden Flower" er følgelig for mig en dobbelt udfordring -- men jeg forsøger at holde mig positiv og åben.
Den 4. juni skrev jeg her i bloggen om "The Secret of Black Chrysanthemum", at teksten var "Olsons testamente, 14 svært forståelige sider, som han nedfældede på sit dødsleje i et sidste forsøg på at redegøre for (løsningen på) en filosofisk og poetisk problemstilling, han havde brugt hele sit litterære liv på at forholde sig til -- men som jeg i øjeblikket er for træt til at redegøre nærmere for." Jeg er stadig for træt, vistnok. Eller mere ærligt: For uduelig. Men - alle mellemregninger sprunget over - det er derfor ... o.s.v.
Helt kort: Olson skriver i sit essay "Human Universe" om "demonstration, a separating out, an act of classification": "What it comes to is ourselves, that we do not find ways to hew to experience as it is, in our definition and expression of it, in other words, find ways to stay in the human universe, and not be led to partition reality at any point, in any way [...] It is the function, comparison, or, its bigger name, symbology. These are the false faces, too much seen, which hide and keep from use the active intellectual states, metaphor and performance. All that comparison ever does is set up a series of reference points: to compare is to take one thing and try and understand it by marking its similarities to or differences from another thing. Right here is the trouble, that each thing is not so much like or different from another thing [...] but that such an analysis only accomplishes a description, does not come to grips with what really matters: that a thing, any thing, impinges on us by a more important fact, its self-existence, without reference to any other thing, in short, the very character of it which calls our attention to it, which wants us to know more about it, its particularity." Min kursivering.
Jvf. også Williams i "Paterson": "To make a start, / out of particulars".
Vort sprog og vores opfattelse af mening eller betydning er gennemsyret af - som Olson kalder det - en græsk diskurs. Vi kategoriserer og henviser og bliver abstrakte og bliver fremmedgjorte (Olson skriver "estranged") over for den faktiske verden, som "impinges on us by a more important fact, its self-existence".
Jeg kan dårligt forestille mig et større eller dybere eller mere profound spørgsmål end dette -- og igen springer jeg en masse mellemregninger over: Hvordan kan vi navngive en ting uden at lægge afstand til tingen? Vi er (og jeg undskylder) på vej ud i det decideret okkulte. Olsons svar lyder, at "meaning is that which exists through itself" -- hvilket er en henvisning til den allerførste linie i "The Secret of the Golden Flower": "Master Lü-tsu said, That which exists through itself is called the Way (Tao)."
Så altså. Dette er muligvis mit dårligste indlæg nogensinde -- men nu har I i det mindste fået et indtryk af, hvad jeg for tiden får mine dage til at gå med. Indtil jeg - hvis det sker - ser LYSET, vil jeg tillade mig at tænke, at meget af det, jeg læser hos Olson (og afledt), er, filosofisk, noget vrøvl -- men konstruktivt vrøvl. I poetisk henseende. Og det er poesien, der interesserer mig.
Der har været lidt stille i bloggen den seneste uge. Lørdag var Ane og jeg på tur - arrangeret af Ringsted Museum - til Sorø Akademi og Sorø Klosterkirke, Hvidernes gravkirke, og vi så bl.a. Ludvig Holbergs og Absalons grav. Søndag var Dansk Mølledag, og vi besøgte Ringsted Mølle. Mens vi befandt os oppe i møllen, gav det sig pludselig til at regne tove, og det lynede og tordnede -- og det føltes som om, vi sad inde i en kæmpe trætønde. Hvad vi jo sådan set også gjorde. Da et lyn slog ned og fik alarmen til at gå i gang, valgte vi (sammen med alle andre) at kravle ned og søge sikkerhed.
Olsoniana: Jeg er færdig med Sherman Paul: "Olson's Push" og er gået i gang med Ekbert Faas: "Towards a New American Poetics", essays om og interviews med Olson, Gary Snyder, Robert Creeley, Robert Duncan og Allen Ginsberg. Den samlede udgave af "The Maximus Poems" (en kæmpe bog på over 650 sider) lå og ventede uden for hoveddøren - i regnen - da vi kom hjem fra Sorø i lørdags. Heldigvis havde bogen ikke taget skade.
Det er, tror jeg, mindst tre uger siden, jeg sidst har haft tændt for anlægget -- men i dag har jeg hørt hele 3 CDer, hhv. Steve Reich: "Music for 18 Musicians", Brian Eno: "Drawn From Life" og Hans-Henrik Nordstrøm: "4: In the Woods". Nordstrøm - og The Jiggly Room ønsker til lykke - fylder 60 i år, og i den anledning har selskabet Classico netop udsendt en dobbelt-CD med udvalgte værker, "Starting Points":
-- som jeg straks har tænkt mig at bestille. CDen indeholder bl.a. stykket "Anna Livia", som jeg tidligere - nemlig her - har omtalt i bloggen. Der afholdes fødselsdagskoncert i Rundetårn fredag d. 22. juni. Læs mere her.
Olsoniana: Genlæser Sherman Paul: "Olson's Push - Origin, Black Mountain and Recent American Poetry".
Jeg har haft PCen slukket et par dage, og egentlig tændte jeg den kun - for lidt siden - for at finde et par adresser. Olsoniana: Er færdig med "Letters for Origin" og er gået i gang med Eniko Bollobas: "Charles Olson", som jeg forsøgte at læse for et års tid siden, men droppede, fordi den, bogen, nærmest er en hagiografi. Og den slags er ikke for mig. Har derudover endelig taget mig sammen til at bestille et eksemplar af den samlede udgave af "The Maximus Poems". Jeg har i forvejen de første to dele, men mangler - manglede - den tredje.
Kulturforbrug i øvrigt -- og et spørgsmål til bror Lars og alle: Det lykkedes mig nu til aften at få set den første time af "Døden kommer til middag" på Charlie, før vi blev nødt til at slå over på TV3 (for der kom "Men in Trees"). Jeg ved ikke, hvorfor jeg kom til at sidde og tænke på det, men det gjorde jeg altså: "Døden kommer til middag" byder (bl.a.) på en cigaretrygende (og som altid smuk) Helle Virkner. I hvilke andre film har vi set Helle Virkner ryge? Anyone? Jeg fik som sagt ikke set den sidste halve time, så jeg gik glip af afsløringen af morderen.
Jeg er blevet færdig med "The Secret of Black Chrysanthemum" og er straks gået i gang med Charles Olson: "Letters for Origin 1950-1956", Olsons breve til digteren Cid Corman, som redigerede tidsskriftet "Origin". Det første nummer af "Origin" (1951) var et Charles Olson-temanummer. Nummer 2 bragte tekster af Robert Creeley (Olsons partner in crime) -- og senere fulgte også andre af vennerne, heriblandt Robert Duncan, Denise Levertov og Paul Blackburn.
I dag er grundlovsdag (og fars dag), og jeg burde vel nok skrive noget om regeringens annoncerede demokratikanon -- eller om nogle af de andre ting, der foregår derude. I samfundet. Men jeg gider ikke. Jeg er lidt ugidelig i det udvortes lige for tiden ... eller hvordan jeg nu skal udtrykke det.
Men: Jeg føler stor trang til at gøre opmærksom på, at jeg nu - på en måde - er kommet på Kongehusets website. Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond har venligt tildelt en bekendt og mig kr. 20.000,- som bidrag til en filmproduktion. Find Prime View ApS på listen. Vi siger tak.
Lørdag var Ane og jeg en smut forbi Tivoli-Land, som besøgte Ringsted i forbindelse med byfesten:
Olsoniana: Er gået i gang med at læse Charles Stein: "The Secret of Black Chrysanthemum - The Poetic Cosmology of Charles Olson and His Use of the Writings of C.G. Jung" og har bestilt et eksemplar af "The Secret of the Golden Flower":
-- som spiller en væsentlig rolle i Olsons forfatterskab, men som jeg aldrig har læst. "The Secret of Black Chrysanthemum" er Olsons testamente, 14 svært forståelige sider, som han nedfældede på sit dødsleje i et sidste forsøg på at redegøre for (løsningen på) en filosofisk og poetisk problemstilling, han havde brugt hele sit litterære liv på at forholde sig til -- men som jeg i øjeblikket er for træt til at redegøre nærmere for. For det er indviklet. Indflydelsen fra C.G. Jungs værker, herunder bl.a. "Psychology and Alchemy" (som er næste bog på min indkøbsliste), er tydelig i Olsons senere værker, "Maximus Poems IV, V, VI" og "Maximus Poems, Volume Three". Også på min Olson-liste: Erich Neumann: "The Great Mother".
Det er den 2. juni 2007, 40-års-dagen for ophævelsen af porno-censuren i Danmark i 1967. Eller mere præcist: 40-års-dagen for ophævelsen af den litterære censur. Billed-censuren blev først ophævet 2 år senere, i 1969.
Jeg burde selvfølgelig have forberedt et længere indlæg - og jeg havde også planlagt o.s.v. - men jeg har ærligt talt haft så travlt med alt muligt andet, praktisk såvel som (på min egen, lille måde) åndeligt, herunder Seksualpolitisk Forum. Så selvom det er lidt slapt: Her følger - i første omgang - et kort uddrag af mit uni-speciale:
***
Pornoen blev frigivet i Danmark, og det skete af to omgange. Efter megen debat havde Danmark i 1930 i forbindelse med straffelovens indførelse fået vedtaget §234, pornografi-vedtægten, hvori det hed, at
§234
Med Bøde, Hæfte eller under skærpende Omstændigheder med Fængsel indtil 6 Maaneder straffes den, som
1. Tilbyder eller overlader en Person under 18 Aar utugtige Skrifter, Billeder eller Genstande.
2. Offentliggør eller udbreder eller i en saadan Hensigt forfærdiger eller indfører utugtige Skrifter, Billeder eller Genstande.
3. Foranstalter offentlige Foredrag, Forestillinger eller Udstilling af utugtigt Indhold.
I 1939 havde justitministeren fået gennemtrumfet endnu en tilføjelse om "Skrifter eller Billeder, der, uden at de kan anses for egentlig utugtige, udelukkende maa antages at have forretningsmæssig Spekulation i Sanselighed til Formaal." Begrundelsen var ifølge ministeren, at "saadanne Skrifter [...] intet berettiget Formaal har". Så sent som i 1957 var det ved dansk ret blevet afgjort, at John Clelands "Memoires of a Woman of Pleasure" i overensstemmelse med denne lovgivning var at regne for et utugtigt skrift, og at det derfor ikke, end ikke i engelsk original, lovligt kunne sælges eller distribueres i Danmark. I 1965 havde retten imidlertid skiftet mening; nu kunne værket godt sælges, endog i dansk oversættelse, og foranlediget af dette holdningsskift nedsatte justitsministeren i 1966 et straffelovsråd til vurdering af ovenstående lov. Rådets betænkning kom samme år; man havde især koncentreret sig om spørgsmålet om pornografiens eventuelle skadevirkninger, og konklusionen lød (baseret på en skrivelse fra Retslægerådet), at "pornografisk litteratur, billeder eller film" ifølge rådets antagelse hverken syntes at forvirre brugeren m.h.t. seksuel orientering, standse brugerens personlige udvikling eller virke til skade for seksuallivet eller moralen.
I 1967 nogenlunde samtidig med kildeskattens indførelse besluttede Folketinget derfor med 159 stemmer mod 13 at fjerne ordet "skrifter" fra Straffelovens §234, stk. 1., således at denne herefter kun kunne gøres gældende i sager vedrørende utugtige billeder og/eller genstande. Politikerne tøvede i første omgang med at frigive billed-pornografien. Måske som en manifestation til mere politisk eftertanke, men i hvert fald som udtryk for sund økonomisk dømmekraft åbnede Århus Kunstmuseum den 7. oktober 1968 dørene for The First International Exhibition of Erotic Art, arrangeret af ægteparret Phyllis og Eberhard Kronhausen og under deltagelse af bl.a. Wilhelm Freddie. Omend, som der stod i kataloget, at man "uforbeholdent" måtte erkende, "at et fuldstændig abstrakt kunstværk kan skabe et stærkere erotisk helhedsindtryk end et billede med tydeligt erotisk motiv", så havde arrangørerne ikke desto mindre netop valgt som kataloget meddelte i kursiv kun at udstille sådanne værker, "der uafhængig af teknik eller stil på en eller anden måde har et tydeligt erotisk indhold." Således fik borgerskabet også her, som Preben Uglebjerg sang, rig mulighed for tjene ind på gyngerne, hvad de endnu manglede på karrusellen.
Situationen var mere komisk, end den var klar; politiet havde stort besvær med at administrere lovgivningen, illegale pornobutikker knopskød over det ganske land, og da den utugtige litteratur tilsyneladende ikke havde skadet nogen mærkbart, vedtog Folketinget den 30. maj 1969 med 125 stemmer mod 25 aldeles at ophæve forbudet mod pornografi. Straffelovens §234 som affattet ved lov nr. 224 af 1969 kom derefter til at lyde, som den i sin korthed fortsat lyder:
"§234
Den, som sælger utugtige billeder eller genstande til en person under 16 år, straffes med bøde."
Aldersgrænsen blev sat ned med 2 år, og var kunden over 16 år, kunne man herefter frit sælge ham eller hende hvad som helst utugtigt. Og det gjorde man så. Ved udgangen af 1969 var der ca. 60 pornobutikker alene i København. og tilsammen havde landets nye sex shops da solgt danskerne ca. 4 millioner pornografiske blade og magaziner. Året blev med Kirsten Aukens udtryk "en velsignet porno-tid" for de danske mænd og kvinder: En københavnsk interview-undersøgelse i december 1969 afslørede, at 88% af alle adspurgte mænd og 73% af adspurgte kvinder i tiden siden frigivelsen havde læst mindst et pornoblad, 39% af mændene og 23% af kvinderne indenfor den sidste måned. Fordelingen var ujævn, men tallene var alligevel forbløffende: Idet 12% svarede, at de slet ikke havde læst noget blad, og idet 15% berettede om et forbrug på mellem 150-170 blade, havde mændene i gennemsnit læst 40 blade hver. 27% af kvinderne svarede tilsvarende, at de ikke havde læst noget blad, hvorimod 10% angav, at de havde læst ca. 75. Verdens første deciderede sex-messe i KB-hallen i oktober 1969 havde 50.000 besøgende, heraf 80% mænd, og den tiltrak mere end 300 journalister fra hele verden. Køen udenfor var til tider næsten en kilometer lang, og arrangørerne så sig nødsaget til hver dag at afvise 1000 nysgerrige ved indgangen. Indenfor, som kunstneren Jens Jørgen Thorsen optegnede det i sin officielle åbningstale, så man ikke andet end
papkusser, gummipikke, sømandsbrude, bløde silkepiske, halvmasker, brummere, læderdragter, knaldebilleder, frynsetrusser mixet med litteratur og kunst i rædselsvækkende blandinger. Der er mange der kigger sig omkring ligesom jeg. Mange af dem vil sige: Der kan man bare se ... Er det alt hvad den fører til, den frihed? ... Vorherrebevares ... Til dem kan jeg ganske venligt sige: Ta det roligt. Det er jo bare begyndelsen, den første famlende åbenhed. Det blir meget, meget værre som tiden går.
Årets første sommerdag. Nyt bogindkøb. Robert Duncan: "The Opening of the Field". Bestilt via Amazon. Sidst læst: Stephen Fredman: "The Grounding of American Poetry - Charles Olson and the Emersonian Tradition". Vejret er smukt, og der er byfest i Ringsted.
I forlængelse af mit foregående indlæg: Jeg kom i tanker om denne episode, som William Carlos Williams refererer i sin selvbiografi:
Ezra Pound er på besøg hos Williams' forældre. "So one evening Ezra read several poems. Pop listened. I listened also and so did Mother, who said nothing. [...] one poem especially Pop struck on. Ezra had composed a short piece on the backs of certain books standing on the shelves of our bookcase [...] He spoke in the poem of certain jewels, red and blue and green. It wasn't a bad conceit and Ezra resolved it with considerable passion and ability. Pop couldn't get it. "What are the jewels you speak of?" he said. I don't think I myself was entirely clear on the subject. "You make a good story of it," went on Pop, "but I don't know what you are talking about." [...] "The jewels I speak of are the backs of the books in the bookcase." "Oh," said Pop. "Of course," he went on, "being books and being precious to you as a student and a poet you treasure them, therefore you call them jewels. That I understand. But if that's what you wish the reader to understand, to make an intelligent impression on him, if it's the books you're talking about, why don't you just say so then?" Ezra appears never to have forgotten the lesson."
DR-2 sendte nu til aften - midt mellem "Historien om konservesdåsen" og "Mission integration" - en tåkrummende "digtfilm" (i serien "Digte fra 2. sal") med digteren Mette Moestrup -- som storby-patetisk og styltet op gik rundt i Vesterbro-natten og reciterede små platheder. Jeg har aldrig læst nogle af Moestrups digte, men hvis teksterne i filmen er repræsentative for hendes værk, står det gevaldig meget værre til med poesiens tilstand i Danmark - når man tænker på al den ros, hun har fået - end jeg i min vestjyske fantasi havde forestillet mig. "Historien om konservesdåsen", programmet før, sluttede - med en ikke så venlig henvisning til "en anden slags dåse" - med et uddrag af Sabrina-videoen "Boys Boys Boys" -- og ved sammenligning med Moestrup-filmen virkede den pludselig ikke længere helt så fjollet. Videoen, altså. Her er et billede:
Og mere digteri: Jeg har de sidste par uger haft et foredrag - en gæsteforelæsning - med den amerikanske digter Kenneth Koch liggende på min mp3-afspiller -- og jeg har hørt det flere gange undervejs på vandreture o.s.v. Forelæsningen blev holdt på det "alternative" universitet Naropa. Koch giver gode råd om at skrive digte og forslag til måder, hvorpå man kan få løsnet håndledene, hvis det kniber. Listen kort: Læs en masse poesi, både ny og gammel, bliv inspireret og kopiér for at lære. Man kan ikke tabe sin egen stemme. Skriv meget. Lær et andet sprog. Sørg for at have venner, som er gode digtere. Konkurrence er frustrerende, men hjælper. Hvis du føler dig uinspireret, så lav oversættelser. I det hele taget: Lav oversættelser af gode digte. Du vil underbevidst komme til at opfatte digtene som dine egne. Hvis du er kørt fast, så sæt dig for at skrive det dårligste digt, du kan skrive. Og andet.
Koch taler også om, hvorfor "everybody hates poetry" -- og siger bl.a.:
"I think it's fairly simple. The way most people that I know were taught poetry in highschool and college is briefly this: A poem is something created by a very clever sadist who hides a symbol in a lot of onomonopeia and alliteration and all that stuff. So, the point of reading poems is, you pick up a poem and you're suppossed to find out what it really means. So if somebody says, "I'm going to take a walk today" ... Is it Christ? You know, it can't be a guy just taking a walk ... "
Sidst læst: Warren Tallman: "Proprioception in Charles Olson's Poetry" og Matthew Corrigan: "Charles Olson: Materials for a Nexus". Proprioception er et vigtigt begreb i den olsonske (Olson-inspirerede) poetik, afledt af det latinske "proprius", "ens eget". (Jvf. "appropriate", at gøre til ens eget eller tilegne sig). Proprioception er vores sjette sans, kropssansen eller krops-fornemmelsen. De første fem sanser gør os i stand til at opfange indtryk fra verden omkring os. Proprioception opfanger indtryk fra vore egne, respektive, kroppe, herunder feedback fra musklerne, og giver os information om (som mattbw helt olsonsk udtrykker det på Everything2.com ) "our body's orientation in space". Det er denne sjette sans, politiet tjekker, når de stopper trafikanter og beder dem udpege deres egne - altså trafikanternes - næser. Læs evt. mere i David Browns artikel "Den glemte sans - proprioception" i denne PDF fra Videnscenter for Døvblindfødte.
Her er Charles Olsons "Proprioception", udgivet i 1965:
Politiken skriver: "Forfatter og journalist Kristian Ditlev Jensen får en central rolle i udviklingen af Ny Alliances politik. Han indtræder i partiets udviklingsgruppe." Mere her.
So much for Second Life. Al den dér hype gav mig lyst til at -- o.s.v. Så jeg brugte tid på at registrere mig på sitet, fandt mig et navn, ventede på aktiverings-emailen og downloadede og installerede klienten -- blot for at få at vide, da jeg endelig var færdig og skulle til at begynde, at programmet ikke fungerer sammen med mit video-kort. Second Life, kan man læse på sitet - men det opdager man (som jeg) først bagefter - kan nemlig kun køre på særligt udvalgte kort. De sku ha et løg i nakken.
Men: Det er jo næsten med garanti Vorherres måde at fortælle mig på, at jeg skal lade være med at bruge min tid på den slags. I dag - d.v.s. i går - i øvrigt: Jeg har lappet en cykel, set et afsnit af "Stacked" (som - blot for at pointere, at jeg har forstået det - er tvetydigt) og læst en tegneserie om Lovecraft. Denne her. Og set "Rosemary & Thyme", forresten. Var på biblioteket for at hente to bøger og en artikel om Charles Olson, h.h.v. Thomas F. Merrill: "The Poetry of Charles Olson - A Primer", William McPheron: "Charles Olson - The Critical Reception, 1941-1983 - A Bibliographic Guide" og Anne Borup: "Ugjort gerning - om Charles Olsons poetik".
Eftersom det nu er lykkedes Capac at opspore DEN GRØNNE BOG, som jeg for lang tid siden efterlyste her i bloggen: Er der evt. en eller anden, som kan lede mig på sporet af en god og traditionel indspilning af Kiplings "A Tree Song"? Altså: Sangen, ikke en oplæsning af digtet. Også kendt som "Oak and Ash and Thorn". Anyone?
Update: Et kort uddrag af en jazzet udgave af sangen kan høres her. RealPlayer-format.
Det er ikke så meget, jeg får skrevet i min blog lige for tiden. Jeg synes ikke rigtig, jeg kan finde på noget interessant at skrive om. Som trofaste læsere vil vide: Det plejer ikke at stoppe mig -- men jeg har for en stund tabt energien. Tilsyneladende. Og det gælder ikke kun bloggeriet. Jeg gik i stå cirka 100 sider inde i min William Carlos Williams-biografi (som i øvrigt er virkelig god) og har siden ikke kunnet tage mig sammen til at læse noget -- undtagen de tegneserier, jeg lånte på biblioteket.
Franka, som tidligere nævnt, skuffede fælt, men Tardi-serien er endnu bedre, end jeg huskede den. Og så kan det jo gå lige op. Det er en skam, at albummerne er så sindsoprivende dyre. Ellers ville jeg købe dem.
Lytter til "Englabörn", som er ok. Fuhlendorff (i Skanderborg) maler træer. Se her. Det er ikke nogen dårlig idé. Har forsøgt at skrive nogle digte, men indtil videre er alting elendigt. Overvejer at genlæse Denise Levertov.
Ane og jeg gik i dag en tur igennem kolonihaverne og kom forbi en pige, som stod og solgte ud af sit gamle legetøj. Jeg købte et grønt monster med et rødt spyd. Set siden sidst: Første del af "Tales From the Neverending Story" og cirka halvdelen af "Planet of the Apes", the remake. Hvorefter jeg opgav og i stedet gav mig til at læse William Carlos Williams selvbiografi, som jeg forleden modtog med posten.
Jeg er alene hjemme i disse dage, for Ane er til konference og på museumstur i Jylland. I dag gik jeg på biblioteket og lånte 7 tegneseriealbums: To gange Franka, to gange Natascha og tre gange Adèle Blanc-Sec. Indtil videre har jeg fået læst de to, Franka nr. 18 og Natascha-albummet "Den sorte enke". Er det bare mig, der husker forkert, eller var de tidligere Franka-albums bedre? Jeg husker dem i hvert fald som bedre. Denne hersens, nr. 18, var rædderlig dårlig. Og derudover har jeg a) set "Men in Trees" (som i denne uge var et alle-har-sex-afsnit) og b) hørt Peter Lund Madsens seks Rosenkjær-foredrag -- som kan downloades fuldstændig gratis fra denne side.
Hvert foredrag varer ca. en halv time. De første tre handler om potentielle farer, som truer: Kæmpekometer, supervulkaner, global opvarmning og epidemier -- og det allerførste er stort set identisk med det foredrag, brødrene Lund Madsen gav i deres meget glimrende forestilling "Mr. Nice Guy". De sidste tre foredrag handler om de tre menneskelige kvaliteter, som skal bære os igennem, og som vi skal satse på og dyrke: Vores evne til at tilegne os viden, vores evne til at udvise mod og vores evne til at udvise gode manerer.
Som et eksempel på gode manerer fortæller Lund Madsen en historie om den engelske dronning Victoria, der sammen med sit følge var inviteret til suppe hos en guvernør i Indien. Guvernøren var lidt landlig, og i stedet for at bruge en ske gav han sig til at indtage suppen på den gammeldags måde: Han drak den direkte fra tallerkenen -- og hele dronningens følge gav sig til at fnise nervøst. Men dronningen havde gode manerer, så hun lod også sin ske ligge og fulgte guvernørens eksempel. Hvorefter resten af følget gjorde det samme.
At have gode manerer handler ikke om at vide, hvad der er rigtigt eller forkert ifølge Emma Gad, om altid at spise suppe med ske eller aldrig at drikke af det forkerte glas -- men om at have situationsfornemmelse og om at drage omsorg. Gode manerer, situationsfornemmelse og humoristisk sans, siger Lund Madsen, er ikke 'bare' mere eller mindre tilfældige, kulturelt determinerede størrelser: De er helt afgørende, sociale overlevelsesredskaber, som kun menneskearten besidder og kan betjene sig af. At dyrke dem og kultivere dem er at dyrke og kultivere det ypperligste, som naturen har frembragt.
Foredragene anbefales varmt. De egner sig fortrinligt til mp3-lytning på vej til og fra arbejde -- og foredraget om de gode manerer er foredrag nr. 6, "Gentleman-begrebet". "Hvad er der at være bange for?" handler om frygt og angst -- og om mod.
Ulla Nørtoft Thomsen har lagt hele historien om Jeppes sut i sin blog. Her. Og jeg takker. Jeg holder meget af tegningen med Jeppe, der bonker den dumme and oven i hovedet -- og i det hele taget: Af Jeppe. Min favorit-bog er den, hvori han er lige ved at spise en snegl. Se hele serien her.
Berlingske skriver: "DR kritiseres skarpt af forfatterorganisationer for at nedprioritere kulturprogrammer med fokus og dybde. DRs mediedirektør Lars Grarup afviser kritikken som elitær og unuanceret." Mere her.
DR skriver: "Avisen vil opbygge et anmelderkorps af helt almindelige mennesker med interesse for teater- og kunst. De skal anmelde landets mest interessante og væsentlige teaterforestillinger og kunstudstillinger. Enhver kan indsende en anmeldelse til avisens net-udgave ...
[...]
MetroXpress's chefredaktør, Jakob Høyer forklarer: - Anmelderiet er allerede ved at udvande sig selv. I og med at de traditionelle morgenaviser, hverken har den bredde eller læserskare, som de havde for 10-15 år siden, er det ikke dem, der sætter dagsordenen. Det er gratisaviser og netblogs, som folk læser. Hele denne her måde, at alle mener noget, tager vi konsekvensen af. Vi åbner sluserne mellem vores hjemmeside og vores avis - og giver plads til denne her demokratisering af anmelderiet, siger Jakob Høyer."
Jeg kan godt lide at forestille mig, at der ude omkring i det danske land findes masser af vidende, kulturelt engagerede og velformulerede mennesker, som vil benytte sig af "denne her demokratisering af anmelderiet" og bidrage positivt til kulturlivet. Jeg - for mit eget vedkommende - er villig til at lytte til hvem-som-helst, for så vidt som vedkommende har noget begavet at sige, og det gør ingen forskel for mig, om han eller hun har en uddannelse bag sig, er medlem af den rigtige københavner-klike eller kan opremse 30 ismer.
Men på den anden side: "Denne her demokratisering af anmelderiet" giver også - i dette tilfælde MetroXpress - medierne en undskyldning for at spare lidt på kultur-budgettet. Er der - reelt - tale om en nedprioritering? Og i så fald: Er det bekymrende?
-- et eksemplar af Anthony Burgess' "The Devil's Mode". Gammelfar har (samme dag) skrevet om bogen i en kommentar til min post om Mr. X og Mrs. Mack. Læs her. Og det kan næsten ikke være et tilfælde. Tak - Gammelfar - for informationerne. Det vidste jeg ikke. Og tak for bogen. Jeg garanterer, at jeg vil læse den. Faktisk vil jeg begynde på den allerede i dag. Det var gevaldig pænt af dig.
I går - også i går - havde Ane og jeg besøg af mine forældre, der havde taget toget fra Vestjylland. De forærede os en grensaks, så vi (straks) kunne få beskåret sommerfuglebusken:
Og en hel masse planter af egen avl -- til vores nye minihave:
Og to havelamper:
De medbragte også et fotoalbum med flotte fotos fra min hjemby. Tak for det -- og tak for besøget. Det var en god dag.
Det er ikke blevet til meget med bloggeriet - ud over tjatterier og teknisk halløj - de seneste dage. Jeg har haft Andre Ting (AT) at se til, heriblandt eksempelvis et kabel, der skulle sømmes fast, og noget ukrudt, der skulle fjernes. MetrOrd har taget en lille smule af min tid, og et andet projekt, som præsenteres for pressen på næste fredag, har taget betydelig mere. Jeg er blevet færdig med Lists nye bog, som jeg i løbet af den kommende uge vil anmelde på DPS-sitet.
"I really dislike the kind of post-modernist poetry, language poetry that's just a play with words on the page, the kind of thing that you get right now at Harvard. [...] I think it's pretentious, empty. I think it's a fraud. I think people with talent, poetic talent are being led down a wrong path. I think a poem should be a direct connection, an emotional connection of some kind. A spiritual connection between the reader and the poet."
Camille Paglia taler om poesi, feminisme m.m. her. Interviewet varer en halv time og kan downloades som mp3.
Nye indkøb: En bog, "The Autobiography of William Carlos Williams", købt via abebooks.com, og to CDer: Hans-Henrik Nordstrøm : "1" og Miles Davis: "Sketches of Spain". Og en DVD: "The Man Show's Household Hints from Adult Film Stars ". Var gået ind i byen for at købe a) en elektrisk tandbørste og b) en ny mus, men ad a) butikken havde ikke flere, og ad b) selv den billigste mus var for dyr. Syntes jeg. Så i stedet - som en skuffet mand - gik jeg i TP Musikmarked. Nordstrøm-CDen kostede kr. 10,- -- og det er faktisk den anden Nordstrøm-CD, jeg har fundet - til den pris - i TP. Hvis du selv er så heldig at falde over nogle af dem, altså CDerne, vil jeg meget anbefale dig at investere. Jeg fandt mine i den dér klassisk-musik-til-en-tier-reol, som de plejer at have stående. Og hvis du ikke selv er interesseret, så er jeg. Jeg har "Ny musik i Suså", både etteren og toeren, og Nordstrøm CD 1, 4 og 5. Og mangler fremdeles bl.a. CD 2 og 3.
-- med en lille håndfuld DVD-film, en CD med The Dubliners og denne meget lyserøde cap:
-- med teksten "Sue Nero 4 EVER". Sue Nero, som jeg bl.a. har skrevet om i mit lille erindringshæfte, "Akseldrejning", er en (nu tidligere) pornostjerne, som jeg nærer visse følelser for:
(Og jeg er i denne parantes bemærket ikke den eneste. Digter Mark Turpin (ikke i familie med Dick Turpin) har engang omtalt hende i et digt:
" ... and Susan Nero, "on-stage." Thirteen times he's seen her. Almost reverent, he says, "She is so beautiful" ... ")
Pakken er denne gang forsynet med afsender-adressen
"Joyce James c/o Mrs Mack Mecklenburgstreet"
-- og omend det ikke gør os voldsomt meget klogere på Mr. Xs identitet, så fortæller det os dog i det mindste, at han rent faktisk ved noget om James Joyce. Og altså (også) er litterært begavet.
Mrs. Macks er Eliza Mack, født 1851. I tiden omkring århundreskiftet - altså det forrige - drev hun to bordeller på Mecklenburg Street i Dublin, både i nr. 85 og i nr. 90. Og hendes navn optræder i "Ulysses":
Zoe: "Leder De efter nogen?" Bloom: "Er det hos Mrs. Mack?" Zoe: "Nej, det er enogfirs. Det er hos Mrs. Cohen ... "
Oversat af Mogens Boisen, Martins Forlag 1964, s. 474.
Kapitlet, hvori referencen til Mrs. Mack optræder, kaldes normalt for Kirké-kapitlet eller Kirké-afsnittet, fordi det er løst baseret på Homers fortælling om Odysseus' ophold på troldkvinden Kirkés ø. Bloom, hovedpersonen i "Ulysses", befinder sig ikke på en ø, men i Dublins red light district.
Takket være Lonnis store energi og gå-på-mod er det på kun få dage lykkedes at få samlet to hele håndfulde endog meget kvalificerede skribenter -- og at få bloggen skudt i gang. Metrord (de ord, der bevæger sig i undergrunden o.s.v) vil fremover anmelde selvudgivelser, POD-bøger, chapbooks, net-udgivelser o.a. Hvis du har udgivet et-eller-andet, du gerne vil have anmeldt i bloggen, så kontakt en af de tilknyttede anmeldere. Du kan se listen her. Læs mere om Metrord i Lonnis blog.
Vores internet virkede ikke i går -- og det var sådan set udmærket, osse selvom det irriterede mig. Jeg fik ordnet Andre Ting (AT), og jeg fik læst. Blev færdig med min Ezra Pound-biografi:
-- og læste derefter Catherine Seelye: "Charles Olson & Ezra Pound - An Encounter at S. Elizabeths". Og nu er jeg halvvejs i Henrik Lists nye bog, "Sidste nat i kødbyen".
Om sidstnævnte først: Du er et fjols, hvis du ikke læser den. Den igangværende kultur- og værdikamp handler ikke mindst om sædelighed, om ytringsfrihed på det seksuelle område, om retten til egen seksualitet (og til at udforske og udtrykke den), om mangfoldighed og ensretning, om frihed og forskrækkelse, om puritanisme, prostitution og porno o.s.v. Lists bog bør ikke kun læses af folk, der interesserer sig for seksualpolitiske emner, men af alle, der interesserer sig for - og det bør alle gøre - den kulturkamp, vi befinder os midt i. Læs den!
John Tytell giver i "Ezra Pound - The Solitary Volcano" et portræt af Pound som en tragisk figur. Det er (vistnok) almindelig anerkendt, at Pound var en af den litterære modernismes store og vigtige dyr, ikke mindst p.g.a. hans utrættelige arbejde for at hjælpe og promovere andre, heriblandt T.S. Eliot, James Joyce, Ernest Hemmingway, W.B. Yeats og William Carlos Williams. Pound var amerikaner, men boede i en årrække i London, hvorefter han flyttede til Paris -- og derefter til Italien.
Pound var alle dage en irritende kværulantisk og provokerende person, men han var også en fremragende digter. I Tytells udlægning: Han var - så at sige - spændt efter sin egen ambition om at blive "the greatest poet" -- og efter at have kæmpet bravt for vennerne blev han pludselig bevidst om, at de - ikke mindst Joyce og Eliot - ville blive meget mere berømte ... og så videre. Og så blev han kulret. Det er ikke en meget overbevisende forklaring, og Tytell formulerer det heller ikke så forenklet. Men han antyder en sammenhæng.
I hvert fald: Efter i en periode nærmest at have konverteret sin glødende interesse for litteratur med en lige så glødende interesse for økonomisk teori blev Ezra Pound fascist -- og han blev en stor beundrer af Mussolini. Som han han sammenlignede med Konfutse. Han skrev hundredevis af artikler, hvori han rasede over England og USA, priste Mussolini og fascismen og anklagede jøder for alverdens ulykker, herunder Anden Verdenskrig. Han holdt forvirrede radio-taler, som blev transmitteret fra Rom -- og FBI begyndte at tage noter. Efter krigen blev Pound arresteret og anklaget - ikke urimeligt - for forræderi. Han blev i første omgang interneret i et bur i en lejr ved Pisa -- og derefter overført til Washington, hvor han gennemgik en psykologisk evaluering. Overlægen konkluderede, at Pound var sindssyg, og at han derfor ikke burde retsforfølges. Mange, heriblandt også læger, var uenige i diagnosen -- men Pound slap for retssalen. I stedet blev han anbragt på anstalten S. Elizabeths -- hvor Charles Olson aflagde ham adskillige visitter. Først mange år senere blev Pound igen løsladt. Han var, da han kom ud, en knækket mand, og han tilbragte de sidste år af sit liv i tavshed.
Pounds magnum opus er "Cantos", som han arbejdede på cirka halvdelen af sit liv -- også mens han sad indespærret. "Cantos" består af en lang række "sange", hvori Pound behandler historisk-kulturelle, økonomiske og poetiske emner m.m. Værket er meget svært tilgængeligt; enkelte afsnit er stort set uforståelige, og lange passager (herunder især om økonomi) er gevaldig kedelige. Men værket indeholder også fantastisk poesi. Det gælder ikke mindst de afsnit, som Pound skrev, mens han sad indespærret i lejren ved Pisa -- og som er udgivet separat under titlen "Pisan Cantos".
Meget god postdag. Har modtaget et anmelder-eksemplar af Henrik Lists nye bog, "Sidste nat i kødbyen" -- og en venlig amerikaner har sendt mig et eksemplar af den plakat, der blev produceret i forbindelse med litteratur-symposiet OlsonNow 3: Charles Olson @ Buffalo, afholdt midt i april. Awesome. Plakaten kan ses her. Flere billeder fra eventen her. Og: Mr. X har sendt mig endnu en pakke. Mere derom senere.
Migselv -- nu også som sociologisk case. Ph.d.-stipendiat Marie Heinskou stiller i Sociologisk Instituts blad "Position" (november 2006, men jeg har først set det nu) spørgsmålet "Hvad kan sociologien bruge kritiske studier af seksualitet til?" Som eksempler fremhæver hun bl.a. prof. Henning Bech, der i 2005 udgav bogen "Kvinder og mænd" -- og undertegnede. Jeg vil tillade mig at citere:
"I protest mod den folkestemning der rejste sig imod [Jørgen] Leth, og for retten til kunstnerisk frihed tilkendegav jeg min støtte til Leth med en underskrift på nettet, som jeg selvsagt sendte videre til min omgangskreds. Der gik dog ikke længe, før jeg fik mails tilbage om, at den mand, der havde iværksat underskriftsindsamlingen, var til dyresex og derfor skulle være inhabil i den til sagen virkende underskriftsindsamling! Utroligt, tænkte jeg og undersøgte sagen nærmere.
Bo Gorzelak Pedersen var nu den, der skulle sættes under lup, fordi han bakkede Leth op. Ikke nok med at han blev mistænkeliggjort, han blev også anklaget for at have en seksualitet der åbenbart ikke skulle gøre ham berettiget til en sober underskriftsindsamling. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at BGP tidligere i forbindelse med et forslag i Folketinget om forbud mod seksuelt misbrug af dyr havde skrevet følgende:
"Vores slagtekvæg og vores svin har det ikke godt, ligesom vores burhøns har kummerlige forhold. At vælge at gøre sex mellem mennesker og dyr ulovligt er set i forhold til, hvad vi ellers udsætter vores husdyr for, udtryk for en voldsom skævvridning. For os at se, er det et tydeligt eksempel på den seksualforskrækkelse, der breder sig i vort samfund, og som er drevet mere af ideologi end af saglige argumenter" (2005).
Det må nu stå læseren frit at tolke, hvorvidt BGP i det ovenstående har diskvalificeret sig til en underskriftsindsamling, og det er som sådan også sagen uvedkommende. Det som jeg ønsker at fremhæve er, at de, som på den ene eller anden måde, forsøger at bevæge sig videre i debatten vedrørende seksualiteten i senmoderniteten, står for at skulle kæmpe nogle hårde slag mod den ekstreme seksualforskrækkelse, som lurer lige under den smukke glatbarberede viagra-friserede overflade."
Sandelig så. Hvis man blander sig i den offentlige debat i Danmark, må man være beredt på lidt af hvert -- og det gælder i særdeleshed, hvis man beskæftiger sig med seksualpolitiske emner. Allerværst var det - for mit vedkommende - da jeg sammen med andre i juni 2005 protesterede til justitsminister Lene Espersen mod et lovforslag fremsat af Dansk Folkeparti om kriminalisering af dyresex. Vi protesterede ikke, fordi vi ønskede at forsvare dyresex, men fordi lovforslaget var fremsat uden nogen form for troværdig dokumentation, og fordi det for os at se udgjorde et principielt uantageligt og farligt forsøg på at ophæve seksualforskrækkelse til lov. Lovforslaget blev senere nedstemt. Jeg modtog breve med posten, heriblandt et fra en dame, som lovede at bede for mig og bad mig betænke nødvendigheden af at bevare de kristne værdier, ikke mindst p.g.a. truslen fra muhammedanerne - og så videre.
Det forekommer mig forholdsvis voldsomt - en vild tænkning - at mene, at man på baggrund af skrivelsen til justitsministeren kan konkludere, at jeg er - eller var - "til dyresex". (Jeg havde ganske vist, dengang, hele 5 små plastik-dinosaurer, som jeg havde stående rundt omkring, men alle kan ånde lettet op, når jeg nu bedyrer, at jeg ikke har dem længere; jeg forærede dem til mit tidligere firma -- og er fremdeles dyre-løs. Undtagen, selvfølgelig, Martin Bonde.) Men sådan er debat-klimaet lige nu. Og det er kedeligt -- men det bør selvsagt ikke afholde nogen fra at deltage i seksualpolitiske diskussioner. I det mindste kan man da altid trøste sig med, at man kunne have gjort noget, der var endnu værre. Man kunne f.eks. have skrevet et læserbrev om tørklæder.
"Position" (november 2006) kan downloades fra denne side. Citatet er fra side 33.
Danmark - nede mellem løvet - er fuld af selvudgivere; folk, der (som jeg selv) privatudgiver fotokopierede chapbooks, zines og smædeskrifter; folk, der selv betaler for bogudgivelser; blog-udgivere o.s.v. Der er megen fornøjelse forbundet med at være selvudgiver -- men man får sjældent megen omtale. De danske dagblade og litteraturmagasiner nøjes i hovedsagen med at beskæftige sig med de ting, de store forlag lader dem få.
Vi mangler et sted, hvor selvudgivelser bliver taget alvorligt -- ikke bare fordi, vi har brug for at få promoveret vores udgydelser, respektivt, men endnu vigtigere: Fordi alle forfattere, herunder også de allermest ukendte amatører, har brug for at blive taget alvorlig for at kunne udvikle sig.
Lonni Krause og jeg tillader os derfor at foreslå, at vi laver en litteraturblog udelukkende med anmeldelser af selvudgivelser. Altså: Ikke kammeratlige klap på ryggen eller lal, men rigtige anmeldelser -- som meget gerne må være forkerte. Hvis bare de tager sagen, d.v.s. udgivelsen, seriøst.
Hvis det skal blive til noget, skal vi som udgangspunkt være en lille håndfuld anmeldere. Har du lyst til at være med? Så skriv til Lonni eller mig. Se vores email-adresser her.
Bogindkøb: Ronald Hutton: "Triumph of the Moon", "a history of modern pagan witchcraft, examining not only its origins half a century ago but the many ideas and enthusiasms of the last few centuries that paved the way for it." Har læst ca. 110 sider i min Ezra Pound-biografi -- og den er god. Dagens musik er af Toru Takemitsu. Har modtaget alle mine nye masker.
"Over tre årtier efter at Danmark frigav pornoen, er stort set hele landet spændt op til lir, men samtidig vokser nypuritanismen fra feminister, muslimer og kristne højrenationalister, der sætter ytringsfriheden under pres og kræver lovindgreb imod pornografi og prostitution. Henrik List har igennem de sidste 15 år rapporteret fra det globale red light district - fx blandt gadeludere i Paris, strippere i KB Hallen, pornostjerner i Las Vegas, thaipiger på Vesterbro eller ladyboys i Bangkok - om mennesker og miljøer, der lever på tværs af fordomme og ofte stigmatiseres for det. En samling dybt personlige essays om en seksuel frigørelse, der har haft vidtrækkende konsekvenser for den enkeltes sex- og kærlighedsliv."
Udkommer den 8. maj. 416 sider. Jeg var så heldig at få lov til at læse korrektur på udvalgte kapitler -- og jeg glæder mig gevaldig meget til at læse de øvrige. Du kan roligt forudbestille.
I går var Ane og jeg i hovedstaden for at besøge nogle gode venner. Forinden var der tid til lidt shopping. Det vil sige: Ane gik i tøjbutikker, og jeg stod uden for og ventede. Trofast og uden brok. Heldigvis er der én ting, man på strøget i København - men f.eks. ikke i Skanderborg eller i Ringsted - kan fornøje sig med, når det kniber: Man kan kendis-spotte. Det er ikke just nogen givende hobby, men bare en mere kulturel form for tomgang -- men den er fredelig, og man gør ikke nogen fortræd. Og ventetiden går. Sidste gang, vi var i København, så vi Suzanne Brøgger på stationen, og vi havde fornøjelsen af - på hjemturen - at dele togvogn med Kaj Ikast. I går spottede jeg, bilder jeg mig ind, Anne Lindfjeld på cykel, og (helt sikkert) Ole Michelsen og Hans Skov Christensen. Ham fra Dansk Industri. Jeg har overvejet, for legen er allerede begyndt at kede mig, at indføre et slags point-system: Forfattere og litteraturfolk giver mest, 10 point, for de kommer så sjældent ud i dagslyset, politikere og industrifolk giver 5, skuespillere og TV-folk 2, og musikere 1 -- og hvis vedkommende har medvirket i en TV-reklame, tæller han/hun -25. Stand-up'ere, rappere og jammere tæller -10. På den anden side: Jeg kunne selvfølgelig også bare læse lidt i nogle af de mange gratis-aviser, som på det nærmeste flyder i gaderne.
Lars Bukdahl anmelder i denne uge - i WA - "Dansk litteraturs historie", bind 5, og brokker sig i den forbindelse over Erik Svendsens gennemgang af 70'er-litteraturen, "hvor Rifbjergs og Benny Andersens uspændende 70'er-poesi tildeles selvstændige (del)afsnit, men hvor stærke digtere som Per Aage Brandt, Rolf Gjedsted, Henrik Have, Viggo Madsen, Ekske K. Mathiesen, Peter Nielsen, Laus Strandberg Nielsen og Niels Simonsen end ikke nævnes" -- og skriver: " ... og så er det man bliver decideret forbandet på den side og en halv om Vita Andersens debut: der er mere poesi i én af Peter Nielsens ornitologiske net-meldinger end i hele Tryghedsnarkomaner."
Erik Svendsen har - apropos - anmeldt Nielsens nye digtsamling, "I sommervinden", i JP. "I Sommervinden, " skriver han, "er et puslespil, som man skal have meget god tid til at ville lægge." Og det er helt tydeligt, at Svendsen end ikke har gidet forsøge. Gab.
Jeg er i øvrigt også ved at skrive et digt om min morfar. Det går lidt trægt, men det begynder (nok) cirka sådan:
***
Min morfar var socialdemokrat med sixpence i Hørdum i Thy. Han boede sammen med min mormor i det hvide hus, der engang, før jeg overhovedet blev født, havde tilhørt min oldemor, som var fin og skrøbelig som et tyndt papir, i hvert fald til sidst, og kunne tale vorter væk.
Vi kaldte morfar for bedstefar, og huset hed Domicil, som er latin - et sprog, bedstefar helt sikkert slet ikke havde noget forhold til, ikke bare fordi det allerede var dødt, da han levede, men fordi det er erobrernes sprog, de internationales og de lærde bureaukraters.
Min bedstefar var ikke nogen erobrer, men Jens, naboen, lod ham ofte passe sin have, når han var på mission i Afrika, eller når han bag den slags gulnede stores, som man aldrig mere ser, var ved at drikke sig ihjel, fordi livet er så hårdt.
Det eneste, bedstefar administrerede - og uden at gøre det indviklet i sprog - var kartofler og æbler og kål og den lille samling af kassettebånd med kristne sange, som han optog på sin gamle båndoptager fra sin lige så gamle radio.
Det er fredag, og Martin Johs. Møllers litterære blognyheder vil blive offentliggjort senere i dag. Han har hidtil været så venlig at inkludere mig i oversigten -- og i denne uge, er jeg lige blevet bevidst om, har jeg mestendels skrevet om børneporno, drab og mordforsøg. Det vil absolut ikke se godt ud. Jeg har ikke noget omdømme, der er værd at forsvare, det er sandt -- men alligevel.
I et forsøg på at aflede hans opmærksomhed: Her er et altafslørende, selvbiografisk digt, jeg lige har skrevet. Jeg har forsynet det med enkelte links -- blot for at forvirre yderligere.
***
MIT TIVOLI
Min oldefar havde et meget stort tivoli og blev kaldt Kong Hans og gik med pistol, har jeg læst i en bog, selvom jeg ikke tror, det er rigtigt.
Min bedstefar havde et mindre tivoli. Efter at han havde solgt det, i alle årene derefter, insisterede han på at kalde sig "Tidl. tivoli-direktør". Da han var død, snakkede vi om, om der skulle stå "Tidl. tivoli-direktør" på hans gravsten, men vi endte med at være enige om, at nu var han under alle omstændigheder ligesom på et lidt højere plan blevet tidligere, og at det herefter måtte være op til folk selv at regne sig frem til resten.
Min far fik sin uddannelse i militæret og giftede sig med min mor. Allerede som forholdsvis ung, forestiller jeg mig, valgte han, at han ikke ville have noget tivoli. Han ville have privatlivets fred - ligesom den konservative politiker Poul Møller, Per Stig Møllers far, som var gift med Grethe Thordahl, hende med rynke på næsen - fra Fodboldpræsten, som jeg dumpede i på uni.
Jeg har heller ikke noget tivoli - bortset fra den ene pløk, jeg går rundt med i min brystkasse som en slags skrællet jern-tulipan, der gør mig magnetisk.
"The Simpsons" fylder 20, og TV3+ har fejret dagen ved at sende hele 1. sæson + "Inside the Actor's Studio" med Dan Castellaneta (Homer, Krusty m.fl.), Julie Kavner (Marge, Patty og Selma), Nancy Cartwright (Bart), Yeardley Smith (Lisa), Hank Azaria (Moe, Chief Wiggum og Apu m.fl.) og Harry Shearer (Mr. Burns, Smithers, Skinner, Flanders m.fl.). James Lipton, programmets vært, kaldte "The Simpsons" "the best scripted show in television history" -- og dét kan man vel dårligt være uenig i. The Jiggly Room ønsker til lykke.
Efter at have læst de første 100 sider i min MacDiarmid-biografi fandt jeg i dag - helt bogstaveligt - Ezra Pound-biografien, som jeg bestilte via Amazon, lige uden for hoveddøren, lænet op mod muren. I regnen. Postbudet havde åbenbart opgivet at få bogen ned i postkassen. Jeg kunne ikke modstå fristelsen og gav mig straks til at læse introduktionen -- hvorefter jeg lod mig friste yderligere. Så nu er jeg altså i færd med at læse begge biografier, begge indkøbte, imens de mange bøger fra biblioteket, som jeg tidligere har omtalt, ligger og samler støv.
Ezra Pound blev født i 1885 og døde i 1972. Hans mest berømte digt - ud over de ofte nævnte, men mere sjældent læste "Cantos" - er (nok) "Hugh Selwyn Mauberley" fra 1920. Hør Pound læse et uddrag af digtet her.
... forskånet for ... " Jakob Levinsen fortsætter sine små udfald må de tynde, denne gang de-tynde-i-1990erne. I dagens udgave af JP anmelder han femte bind af "Dansk litteraturs historie" og beklager sig bl.a. over den manglende omtale af genrelitteratur, krimi, sci-fi o.s.v., og drama, rocklyrik og journalistik. "Reelt," slutter han, "er det dermed dansk skøn- og finlitteraturs historie, det gælder [...] At man uden yderligere perspektivering afslutter bindet og dermed hele værket med 25 hårdkogte sider om 1990'ernes lyrik, taler i så henseende kun sit alt for tydelige sprog. Det bliver man i hvert fald forskånet for, når værket næste gang når frem til den fjernere fortid." Min kursivering.
Martin Glaz Serup har meget venligt sendt mig det nyeste nummer af "Hvedekorn", 2007/1. Tidsskriftets største hits - i hvert fald hos mig - er denne gang 4 meget fine digte af Hans Lucht, "Evander "The Real Deal" Holyfield", "Stenaldermennesket", "Nr. 6" og "Statens Museum for Kunst". Jeg, som er en bonderøv, kender ikke noget til Lucht. Jeg aner ikke, hvem han er -- men jeg har helt sikkert tænkt mig at forsøge at finde ud af det. Indtil videre ved vi, at a) han er født i 1971, og b) han skriver gode digte. Og dét, det sidste, indsnævrer feltet.
Lars har blog-udgivet "Til Gården og til Gaden" nr. 10. Hent her.
Jeg er blevet færdig med Robert Muchembleds "A History of the Devil" -- og er straks gået i gang med at læse Gerald Messadiés bog (se billedet), som faktisk hedder det samme. Og Messadiés udkom først. Og for at det ikke skal være løgn: Der er også en tredje, den første "History of the Devil" -- nemlig Daniel Defoes. Som er ham med "Robinson Crusoe".
Muchembleds bog var (d.v.s. er) 66,6% udmærket -- og derudover irriterede den mig. Den er inddelt i følgende afsnit:
1. Satan Makes his Entry: Twelfth to Fifteenth Centuries 2. The Night of the Sabbath 3. The Devil and the Body 4. Satanic Literature and Tragic Culture: 1550-1650 5. The Twilight of the Devil: From Classicism to Romanticism 6. The Demon Within: Nineteenth and Twentieth Centuries 7. Pleasure or Terror: The Devil at the End of the Second Millenium 8. Conclusion: Dancing with the Devil
Satan er meget gammel, men det er ikke før henimod slutningen på middelalderen - i det, der på fransk hedder l'Époque moderne, d.v.s. fra renæssancen frem til den franske revolution - at man begynder at tage ham alvorligt. Tidligere billeder af ham og beretninger om ham, folketro o.s.v., fremstiller ham som lidt af en sucker, og meget af den magt, han senere og solo tilraner sig, er så at sige spredt ud eller decentraliseret, for det vrimler med alskens små, overnaturlige væsener. The Rise of Satan er knyttet til og udtryk for nye, uniformerende og identitetsskabende tendenser i Europa. Siger Muchembled. Han skriver - meget spændende - om "the construction of a new culture of the body in the West" (afsnit 1), om hekseforfølgelserne (afsnit 2), om "the hell of sex", kvindekroppen, monstre og de forskellige sansers status (afsnit 3), om de tyske Teufelsbücher og franske histoires tragiques (afsnit 4), om den gotiske roman og Djævelen i oplysningstiden (afsnit 5), om Eliphas Lévi og Baudelaire, internalisering, "Dr. Jekyll og Mister Hyde" og det ubevidste (afsnit 6). Det sidste afsnit handler om Djævelen i det moderne, først og fremmest i Frankrig og Belgien -- og i USA. Forfatteren opremser en masse tegneserier og film, men virker - på mig - ikke særlig overbevisende. Frem for at opholde sig ved film, der handler om Satan eller satanisme, taler han om gangsterfilm og (nedsættende) om blockbustere som "Armaggedon" og "Godzilla" -- og undervejs får han bl.a. forklaret, at grunden til, at Woody Allen er mere populær i Frankrig, end han er i sit hjemland, er, at amerikanerne tror på Satan.
I det hele taget: Efter at have læst bogen til ende sidder man - d.v.s. jeg - med det indtryk, at Muchembleds egentlige ærinde ikke har været at skrive om Satan, ikke som sådan, men derimod at bruge Satan som en slags historisk løftestang for den forestilling, at franskmændene (og dem, der ligner dem) er kulturelt mere sofistikerede end amerikanerne -- og i hvert fald anderledes end tyskerne og skandinaverne. Franskmændene har gennemgået en lang udvikling, hvorunder Djævelen er blevet internaliseret og gjort harmløs, hvorimod amerikanerne p.g.a. deres puritanisme og "Salem complex" fortsat tror på Satan som en ydre fjende. Derfor kunne "Exorcisten" blive et mega-hit i USA, skriver Muchembled, hvorimod franskmændene ikke var imponerede. Med et godt, marxistisk udtryk: At tro på Satan er en form for "herretænkning", der tilbagefører - alt for forsimplet - alle mulige elendigheder til én og samme årsag. Nemlig Satan. Amerikanerne, mener Muchembled (vistnok) lider af en sådan herretænkning, hvorimod franskmændene anskuer tingene mere komplekst. Tænk på krigen mod terror, "the axis of evil" o.s.v. Det kunne ingen franskmand have fundet på. Al denne franske snak gjorde mig småsyrlig -- og jeg kunne i det hele taget godt have undværet bogens 7nde afsnit.
Robert Muchembled (f. 1944) er professor i historie ved l'Université Paris XIII.
Slap nekrolog af Henrik Vinther Olesen i dagens udgave af JP. I stedet for at fokusere på Vonneguts mange fortræffeligheder som forfatter er Olesen jyllandspostensk mere interesseret i, at Vonnegut var "erklæret socialist og humanist" og "tog afstand fra krig" -- men at han "paradoksalt" blev belønnet for sit mod under Anden Verdenskrig. Vonnegut "regnes," står der i overskriften, "for en af antikrigs-litteraturens største skikkelser gennem tiderne." Min kursivering. Intet i nekrologen antyder, at Olesen nogensinde har læst noget af manden -- og, altså, som Vonnegut ville sige, fred! (være med det). Men kunne JP da eventuelt ikke have fundet en anden til at skrive dén nekrolog? Kurt Vonnegut var ikke 'bare' en af antikrigs-litteraturens største (o.s.v.). Han var en de vigtigste, amerikanske, skønlitterære forfattere i det 20. århundrede. Punktum. Og han kunne godt have fortjent lidt mere.
-- med den altid tiltalende Anne Heche i hovedrollen som Marin, en thirty someting og jævnt forstyrret relationship coach, som under en foredragsturné strander i en lilleby i Alaska -- og beslutter sig for at blive. Jeg har helt sikkert tænkt mig at følge hende. Serien sendes fremover hver torsdag.
Og i går købte jeg hele 5 af de danske stjernetegnsfilm i vores lokale videobiks. Det vil sige: Måske stjal jeg dem. Jeg er ikke helt sikker. Manden bag disken var helt bogstaveligt faldet om af druk, og jeg kunne ikke vække ham -- så til sidst skrev jeg en lille seddel og smed den - sammen med pengene - på disken.
Spændende ting og sager i den litterære del af blogosfæren: "papirFLY #11/12" er udkommet som PDF og kan downloades fra Martin Johs. Møllers blog. Zangenberg anmelder Mikkel Bolts afhandling om situationisme, "Den sidste avantgarde", i Glaz Serups' blog, Kornkammeret. Og hos Lonni Krause diskuteres selv-udgivelser, books on demand o.s.v. Læs her.
Kulturforbrug: Har været på biblioteket for at afhente endnu en stak bestilte bøger -- og jeg lånte også 4 CDer, heriblandt en med Brooks & Dunn, Solomon Burke: "Nashville" og Emmylou Harris: "Stumble Into Grace". Modtog i går min MacDiarmid-biografi med posten -- og i dag modtog jeg Jevtusjenkos selvbiografi.
Og ud af huset: Har sendt eksemplarer af mit Markis de Sade-hæfte og af "Den gennemsigtige tid" - Linda - til Biblioteksmedier. For jeg havde modtaget nogle bestillinger. Det er (bare) en af fornøjelserne ved at være selvudgiver: Man får selv lov til at slikke alle frimærkerne. Og man gør det gerne.
Og noget helt andet: Ihukommende at det er godt for et menneske at have flere spor (at forfølge) har jeg besluttet mig for at få mig en ny hobby, nemlig Satan. Lige nu er jeg halvvejs gennem den franske historiker Robert Muchembleds meget glimrende "A History of the Devil":
-- hvorefter jeg påtænker at kaste mig over Jeffrey Burton Russells fire værker, "The Devil: Perceptions of Evil from Antiquity to Primitive Christianity", "Satan: The Early Christian Tradition", "Lucifer: The Devil in the Middle Ages" og "Mephistopheles: The Devil in the Modern World".
Ane og jeg besøgte engang den amerikanske historiker Bernard McGinn -- og jeg er aldrig rigtig kommet mig over det. McGinn er (blandt mange andre ting) ekspert i Antikrist, og vi fik lov til at bese hans Antikrist-bibliotek: Et helt lokale fyldt med bøger om Antikrist, skaffet via antikvarboghandlere fra hele kloden. Det var som taget ud af "Dumas-klubben". Da vi besøgte ham, havde han netop modtaget en CD-indspilning af Rued Langgaards opera "Antikrist". Jeg følte mig stort inspireret.
Min nye Satan-hobby, som nu er cirka 48 timer gammel, har at gøre med McGinn. Det tror jeg. Men den er også givtig. Jeg lærer - allerede - en masse om europæisk kulturhistorie, herunder ikke mindst om 1500- og 1600-tallet, som jeg ikke tidligere har beskæftiget mig ret meget med -- og Djævelens historie er fuld af sex og vold. Det er sjovere end at læse om folkevandringer. Og det er fandens meget sjovere, end det er at studere industrikultur.
Hvis du har et forslag til en god bog, som burde indgå i min læseplan, så læg endelig en kommentar.
Dagens officielle navn er Kilgore Trout. Vonnegut er død, 84 år gammel, og han ville - tror jeg, hvis han havde vidst det - have værdsat at dø på en så smuk dag i Ringsted. Vonneguts "Mestrenes morgenmad" har, siden jeg første gang læste den, da jeg gik i gymnasiet, været min hellige bog. Det er den ene bog, jeg ikke vil undvære.
Nu må vi altså undvære manden selv. Formodentlig er han blevet beamet hjem til den planet, som han kom fra -- og hvor han nu vil tilbringe tiden med at fortælle sindssyge skrøner om et sted kaldet Jorden. Måske. Og folk på den fremmede planet vil tro, at det bare er noget, han har fundet på. Og det er det måske osse.
Jeg gav mig i går til at rydde lidt op på min PC -- og faldt i den forbindelse over en mappe med diverse egne digte. Nogle af dem stammer fra samlingen "Gældsætninger" (2002), hvoraf cirka halvdelen senere blev bragt i "Hvedekorn". Et enkelt stammer fra "Koncentration i februar" (2004), og et andet fra "Akseldrejning" (2006). Andre har aldrig været offentliggjort -- og fortjener det måske heller ikke. Men altså. Som John Ashbery et sted skriver i et af sine digte: Ulven står for døren -- så hvem har tid eller råd til at sidde og tælle på fingrene? Download mine "Genfundne digte" her. PDF-format. Maleriet på første blad - eller hvad det nu hedder - er et af mine egne. Det er (for fuldstændighedens skyld) malet i 2005 eller 2006. I forget.
Jeg mangler et scan af forsiden på antologien "Dengang i 60'erne" og/eller af bladet "Hætsjj". Er der nogen, der kan hjælpe? Send til min Yahoo-adresse, gorzelak@yahoo.com.
Tilføjet: Det er antologien fra 1978, jeg mener -- ikke den fra 2003.
Snakken om Levinsens klumme fortsætter med (vistnok) uformindsket styrke -- eller måske rettere: Snakken foranlediget af ... o.s.v. For stort set ingen er endnu nået til at (forsøge at) forholde sig til dét, der (vistnok) var Levinsens pointe, nemlig at det - ifølge ham - er de "i negativ forstand" akademiske og "æstetisk enstrengede", der dikterer, hvad der er god litteratur. Altså: De helt, helt tynde forfattere, som kun læses af Ib fra Glumsø. Hvorimod de mageløst flerstrengede, fede og populære forfattere, som sælger tusind millioner bøger, ikke tages alvorligt.
For at tydeliggøre Levinsens egen, alt-for-simple holdning til sagen har jeg fremstillet følgende, alt-for-simple illustration:
Hvem er det, der ikke tager de fede forfattere alvorligt? Ikke de tusind millioner læsere, selvfølgelig, men de tynde forfattere, som kun kan lide det, vennerne, som osse er tynde, skriver -- og måske et par andre, eksotiske højpander, dead or alive, som ingen anstændige mennesker har hørt om.
Intet - og nu taler jeg for egen regning - er vel så klægt og degneagtigt som en flok tynde, der står og klapper hinanden på ryggen og bekræfter hinanden i, at det er useriøst, sjofelt eller måske ligefrem ulækkert at være fed. Og kun én ting er mere irriterende end akademikere, der snobber -- nemlig unge mennesker, herunder osse unge forfattere, der snobber for akademisk snobberi. De findes, den slags mennesker, helt afgjort, og de elsker at kæfte op. Men de vokser (forhåbentlig) fra det.
Litteratur er mange ting, og det er for vanvittigt at kræve af en enkelt bog eller af en enkelt forfatter, at den skal være det hele, eller at han eller hun partout skal bestræbe sig på at spille på alle tangenter. Den tynde, "æstetisk enstrengede" litteratur har ikke mange læsere, det er så sandt, men vi har brug for den. Respekt for dén -- og respekt for de tynde forfattere, der arbejder besindigt, velvidende at de er special-arbejdere inden for kunsten. Og som ikke i frustration over manglende forståelse (eller indtjening) føler trang til at lægge afstand til verdens fede. Eller til sul i al almindelighed.
Og omvendt: Respekt for de fede forfattere, som har respekt for det magre. I det hele taget: Respekt!
Kulturforbrug. Ny-indkøbte bøger: Allen Ginsberg: "Reality Sandwiches", "Egil Skallagrimssons saga", M. Kruse Hansen og J. Holmberg: "Bo - en bronzealderdreng", Tom Clark: "Junkets On a Sad Planet - Scenes From the Life of John Keats", David Bromige: "Desire - Selected Poems 1963-1987" og Jevtusjenkos erindringsbog, "Erindringer i utide". Mine forældre forærede mig "Jeg er her endnu - Per Kirkeby fortæller til Ninka" i fødselsdagsgave. Derudover har jeg lige vundet en CD på QXL, Inge-Marie Nielsen og Erik Grip: "Elvira - Sange om Elvira Madigan og Sixten Sparre". Pris: Kr. 1,-
Og netop nu hjemlånt fra biblioteket: Ezra Pound: "Digte og cantos" ved Jørgen Sonne, René Rasmussen: "Psykoanalyse og tekstanalyse - Essays om Lacan og litteratur", René Rasmussen: "Lacans psykoanalyse - En indføring", Kirsten Hyldgaard: "Fantasien til afmagten - Syv kapitler om Lacan og filosofien" og Jacques Derrida: "Differance". Og CDer: Joni Mitchell: "Songs of a Prairie Girl", Tom Petty: "Highway Companion" og Jerry Garcia: "Ladder To The Stars - Garcia Plays Dylan".
Jørgen Johansen anmelder Peter Nielsens nye digtsamling, "I sommervinden", I Berlingske Tidende -- og skriver blandt andet, at "Peter Nielsen er i al stilfærdighed en af Danmarks betydeligste lyrikere, og hans nye digtsamling, »I sommervinden« slår det yderligere fast. [...] »I sommervinden« bevæger sig til stadighed undrende i et univers, hvor fragmenterne fra meget forskellige lag af sprog, bevidsthed og omverden skrives sammen uden formidlende overgange og fortolkninger. Udsigterne til de nære omgivelser med natur og vejr, fragmenterne af dagligdagenes rutiner, filosoferende betragtninger, kortlægninger af uigennemskuelige mønstre og afskårne handlingsforløb, spring imellem absolut uegale sprogtoner er nogle af elementerne i den særlige uhåndgribelighedens poetik Peter Nielsen dyrker." Læs hele anmeldelsen her.
Der har været lidt stille i bloggen de seneste dage, for Ane og jeg har været til børnefødselsdag i Sejs og på familiebesøg i Struer. Moderen, faderen, søsteren og svigerforældrene forærede mig en masse forsinkede fødselsdagsgaver -- og nevø Ilias havde lavet mig dette voldsomt flotte fly:
-- "96 Lightyear Final Flying Sportsfly". Med flag på vingerne.
Læst i toget på udturen: Jørgen Gustava Brandt: "Hvad angår poesi". Læst på hjemvejen: Eileen Myles: "Maxfield Parrish - Early & New Poems", købt - af Lars - i Kronings Antikvariat i Søndervig. Hør Myles læse op her.
Dagens (og det vil sige nattens) bog-indkøb: En biografi om Ezra Pound.
Jeg køber en del bøger for tiden -- og læser endnu flere. Senest har jeg læst to biografier om Emerson og en biografi om T.S. Lawrence -- foruden en bog om Karl Rahner, uddrag af en biografi om Nelly Sachs + diverse småting. Og jeg venter nu på at modtage yderligere to biografier, en om MacDiarmid og en - altså - om Pound. Der gik koks i transaktionen i forbindelse med bogen om Lovecraft, tidligere omtalt. Og parallelt læser jeg William Carlos Williams og amerikansk historie.
Emersons læsning, som det referes i "Mind on Fire", var absolut spredt fægtning, og han endt med at mene - vistnok - at det i grunden var ret ligegyldigt, hvad man læste, når bare man fik noget ud af det. Men det kunne han jo osse sagtens tillade sig at mene, for han var en endog meget god læser. Jeg ville nok have svært ved at formulere præcist, hvad det er, jeg - i øvrigt uden sammenligning - er på udkig efter, men jeg fornemmer klart i mit eget hovede, at der er en vis sammenhæng i mit valg af læsestof. For tiden, altså. Det handler om Charles Olson, min besættelse -- og det handler om dét, som Olson for mig handler om, om grounding. Olson var indlysende emersonian, og hans åndelige fader - på godt og på ondt - var Ezra Pound. W.C. Williams' "Paterson" var iblandt forbillederne, da Olson besluttede sig for at skrive "The Maximus Poems". Jeg er ikke nær så interesseret i at lære noget om amerikansk historie, om byen Paterson eller om byen Gloucester, som jeg er i at studere - hvis studere er det korrekte ord - hvordan Pound, Williams og Olson forsøgte at tilegne sig og grounde sig i historien. Noget i den retning. Og MacDiarmid i den skotske. Tiden, stedet og skriften i tiden om stedet. Dét er ikke så svært at forstå, så længe det bare er ord. Men det handler osse om liv og identitet. Og så videre.
Jens Hjøllund skriver i en lektørudtalelse om Peter Nielsens nye digtsamling, "I sommervinden": "Med fænomenologisk omhu registrerer digtene tankens og sansningens bevægelser helt ind i de fineste sammenføjninger, hvor "verdens tilstande og sindets / tilstande rører hinanden i vore kroppe." [...] Dette gør dem alt andet end lettilgængelige, men til gengæld skaber de på en måde, som man ikke finder mage til hos andre danske lyrikere i øjeblikket deres helt eget univers: skrøbeligt og uafbrudt skiftende som skyformationer ... "
Fint interview med Georg Ursin i DR2 Deadline. Adspurgt om sine litterære forbilleder valgte han at fremhæve Friedrich Dürrenmatt og Virginia Woolf. Læs mere om Ursins nye bog, "Den navnløse bevægelse", her.
Vundet på nettet:
Den danske førsteudgave af Joyces "Portræt af kunstneren som ungt menneske".
Jeg er færdig med Emerson-biografien og har efterfølgende læst en artikel om Ezra Pound og en kort introduktion til W.B. Yeats. Nu er jeg gået i gang med Kenneth C. Davis: "Don't Know Much About History - Everything You Need to Know about American History But Never Learned". Har passeret Leif den Lykkelige, Columbus, Juan Ponce de León og Cortés, Raleigh og the Mayflower, the Boston Tea Party og the Boston Massacre -- og er nået frem til slutningen på uafhængighedskrigen.
Jakob Levinsen skriver i dag i JP om "dette underlige mindreværdskompleks hos en del folkelige forfattere og deres fans overfor den mere eksklusive del af den litterære verden":
"Og hvorfor er det så vigtigt for succesrige forfattere også at blive respekteret af nogle langt mere verdensfjerne, æstetisk enstrengede og - i negativ forstand - akademiske kolleger og kritikere? [...] Jeg mener: alene Sara Blædels pressebilleder er mere gennemslagskraftige end det meste, der nogensinde er kommet ud fra Forfatterskolen. Og hvem er det så lige, der har et problem?"
Lige ovenover Levinsens klumme, i øvrigt, men vistnok uden at ville antyde nogen sammenhæng, bringer JP - på s. 17 - dette udmærkede citat af Huxley: "En intellektuel er en person, som har opdaget noget, der er mere interessant end sex."
Mystikken fortsætter. I går modtog jeg et postkort fra Grønland. Diskobugten. Også uden afsender. "Det er alt for laang tid siden," står der på kortet -- og "kasu[u]tta", som betyder skål. Kortet var adresseret til Bo Gorzelak, "Isla Diablo". Jeg ved ikke, hvem afsenderen er, omend håndskriften ligner en, jeg kender -- men som jeg imidlertid ikke har set i mange, mange år. Hvis jeg burde kunne gennemskue det, så undskylder jeg. Min hjerne kører lidt langsom lige for tiden.
Jeg tror ikke, at kortet er fra Mr. X. I forlængelse af forgårsdagens post - og på baggrund af de spor, som jeg mener, vi rimeligvis kan fæste lid til - har jeg fremstillet følgende illustration:
A magus' rite? Men hvorfor 9 og 9? Og hvilke former for magi bedrives under påkaldelse af Ra? Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske slet ikke var et tilfælde, at jeg i tirsdags - under mit besøg på Nationalmuseet - faldt over og købte en skarabæ.
I går var jeg i Skanderborg for at overdrage nøglen til vores gamle lejlighed. Nu er det slut med dén og os. En stor tak til Michael for hjælp med transport o.s.v.
Har læst ca. 445 sider i min Emerson-biografi -- og 100 sider i W.C. Williams: "In The American Grain". Jeg havde den med i toget.
I morgen skal jeg til Skanderborg for at tage endelig afsked med vores gamle lejlighed. Husværtinde Lene skal have overdraget nøglerne. Og i overmorgen er det min fødselsdag. Sidste år - kan jeg læse i min blog - tilbragte jeg dagen syg i sengen. Vi får - i år - ingen gæster, og Ane skal arbejde til først på eftermiddagen, men vi har talt om bagefter at tage på strøgtur i København. Måske. Hvis vejret holder.
Det bliver vemodigt at skulle sige helt farvel til lejligheden i Adelgade. Jeg var meget glad for at bo i Skanderborg -- og for menneskene dér.
Jeg ejede engang Arkhams flotte, indbundne udgaver af Lovecrafts fortællinger. 4 bind -- som jeg imidlertid et år forærede Lars i fødselsdagsgave. Nu om stunder har jeg kun en Lovecraft-bog på hylden, nemlig "The Haunter of the Dark & Other Tales of Terror":
-- som jeg købte på et marked. Billedet viser et eksemplar, der er sat til salg via Abebooks. I går læste jeg de to første historier, "The Outsider" og "Pickman's Model". Og August Derleths introduktion, som gjorde mig nysgerrig. Bogen er, viser det sig, "The first book entirely by Lovecraft to be published in the U.K." -- og mit eksemplar er i meget fin stand. Et eksemplar med "Bottom 1/4-inch and top 1/8-inch of spine of dust jacket chipped away" koster på Abebooks.com $150,-. Det er næsten kr. 850,- Ikke dårligt.
Og endnu en bog: Har vundet Per Aage Brandt: "Sky og krystal" på QXL.
... grow & that's beautiful. Her er "Principia Discordia". Læs om "discordianism" her -- og mind mig om, at jeg skal huske at gen-anskaffe mig "Illuminatus!"-bøgerne.
På QXL har jeg vundet Finn Stein Larsens "Den magiske livskreds - Frank Jægers lyrik". Pris: Kr. 10,-
Og nattens musik er - i et forfængeligt håb om at have fundet et band og en CD, som Capac ikke allerede har præsenteret i sin blog - Far East Family Band: "Far Out". Fra 1973.
Vi er ved at samle tekster ind til et nyt tidsskrift som udkommer i festugen. I store træk går projektet ud på at kunne præsentere så meget lyrik for så mange læsere som muligt. Desværre kan vi ikke trykke alle de tekster vi modtager . men er din tekst lidt underfundig, mystisk, tankevækkende, grafisk eller legende så har den rigtig gode chancer. Din tekst må højest fylde 12 linier eller 500 anslag uden linieskift. Digtene bliver sorteret efter postnummer, så husk at opgive dette i din mail.
Faldt over sitet greylodge.org, som har masser af gode omtaler og links. Her er f.eks. en omtale af bandet Babalon (mp3-filer i "Media"), her er et interview om kaos-magi, her er Allen Ginsberg, her er "Roaratorio: An Irish Circus on Finnegans Wake By John Cage", her er "Odyseen" som lydbog, og her er Lovecrafts "The Call of Cthulhu".
Nyt og meget velkomment tiltag fra Martin Johs. Møller: "en ugentlig oversigt over, hvad der rykker sig, eller hvad der ikke rykker sig, i den nordiske litterære blogosfære." Tjek den første oversigt her. Han skriver om undertegnede, at jeg blogger "nærmest ekshibitionistisk" om mit kulturforbrug -- og det er jo ikke løgn. Og han henviser bl.a. til Rasmus Graffs blog-omtale af Peter Nielsens "I sommervinden". Nielsen, skriver Møller, "skal ikke være ked af den positive opmærksomhed han har fået i blogosfæren indtil videre."
I dag, hvis jeg har forstået det ret, er international poesidag. I den anledning bringer bloggen et shitty first draft til et ufærdigt digt, skrevet af bestyreren selv.
***
Et af mine største problemer med hensyn til at skrive digte er, at jeg ikke rigtig kan finde på noget at være utilfreds med. Det går jo forrygende godt - i betragtning af at vi engang har været slim med en 168-timers arbejdsuge i udviklingsafdelingen. Sammenlign med, for eksempel, den dér 5000 år gamle børstekoglefyr på den californiske side af White Mountains, som hverken har været på månen eller bygget pyramider eller overhovedet har opfundet noget, der rimeligvis tåler sammenligning med gratis porno på internettet.
Man er nødt til at ville et eller andet, når man skriver, at have et ærinde eller en sag, måske endda en vision, en poetisk, hvis man er god, og det er nu engang meget lettere at være negativ og kritisere, end det er at lovprise for eksempel lugten i bageriet. Måske er det bare mig, fordi jeg er vestjyde, der har det sådan, at jeg tænker, at det falder mig mere naturligt, dét med det negative - og måske er det omvendt også derfor ... Jeg mener, der er jo sandelig nok, jeg har lyst til at beklage mig over, faktisk hver eneste dag kommer jeg på noget, men det dur ikke til digte, for det er så privat, ligesom myggestik efter en tur langs Kilen eller en tæge efter sex i Klosterheden, og rager ikke samfundet som sådan. Og vi vestjyder er jo, selv om kun en mønsterbryder som jeg nogensinde kunne finde på at indrømme det, de mest tilfredse med det meste i Danmark, som ifølge autoriteterne er det mest mest-tilfredse-med-det-meste-land i verden, herunder også med osselv. Vores brok, som vi dyrker, handler mest om naboens hæk eller om hans sommerferie i Thailand (når han nu samtidig skylder sin første kone - og mere end bare penge) eller om københavnere - og den slags ser heller ikke godt ud på skrift. Det bliver for tydeligt, hvad vi egentlig mener, og det klæder os egentlig ikke.
I det hele taget: vi siger af frygt for at røbe os ikke ret meget - men et digt kan ikke bare være et ark papir uden ord. - Og ord kan ikke være uden indhold, undtagen hvis man lægger et dræn, hvis man vil dyrke lidt stilhed eller vil ingenting eller intet vil - eller hvordan jeg nu skal udtrykke det. Men det kan man under alle omstændigheder ikke gøre meget mere end én gang, og det er gjort, endda gjordt med d som i blødt brød til kaffen, ligesom Malevitj allerede har malet det hvide kvadrat, og Duchamp lavede sine readymades, og John Cage "4:33" og så videre i dén retning.
Selvfølgelig vil jeg da også gerne f.eks. have en ny regering uden Pia Kjærsgaard for anstændighedens skyld, men jeg vil ikke skrive et digt om hende, ikke på vilkår - og vi danskere er ikke sådan. Vi er bedre, så det kan jeg ikke blive negativ over. Ikke for alvor. Jeg tror ikke, at Dansk Folkepartis succes er tegn på noget som helst andet end lidt indgroede negle - sådan åndeligt talt. Og det er simpelthen for lidt at mene, hvis der skal stå et helt digt ovenpå og balancere. Ingen litteraturkritiker vil lade sig nøjes med det - undtagen måske Lars Bukdahl.
Det er synd for de fattige, men vi har aldrig været så rige, så vi har råd til at hjælpe. At få pengene kanaliseret er et politisk problem, ikke noget poetisk, selv om politiken og poesien selvfølgelig hænger sammen, som jeg ser det, fordi begge dele handler om, hvem vi er blevet, og hvem vi måske kan blive, i fællesskab, hvis vi tager os sammen og anstrenger os lidt, bl.a. for at være tilstede under mødet ...
Gik - igen - i går en tur i Videotossen, som altså hedder Videotossen, ikke Videotozzen. Som jeg vistnok skrev sidste gang. Jeg brugte en halvtimestid på at stå og småsnakke lidt med indehaveren (og hans hund, en bordercollier), hvorefter jeg investerede i to DVDer, h.h.v. "Forbrydelsens element" til kr. 35,- og "Et døgn uden løgn" til kr. 25,-
Min Emerson-læsning er gået lidt i stå, bl.a. fordi jeg osse er i færd med at læse et magasin, som jeg har tænkt mig at anmelde, og fordi jeg - inspireret af Fuhlendorffs spark i min røv - forsøgsvist er begyndt at tage notater til nogle digte.
Johannes H. Christensen anmelder nyudgivelsen af Bertrand Rusells bog "Hvorfor jeg ikke er kristen" -- og skriver bl.a. - lidt underligt, synes jeg - om titlen, at den er underlig, "for man kan jo skrive om alt muligt, man ikke er: Hvorfor jeg ikke er vegetar, nudist, socialdemokrat, ryger eller hvorfor jeg ikke er særlig interessant." Gad vide hvad sognepræsten skrev, da "Derfor er jeg ikke muslim" udkom.
Husk at der er Krimimesse i Horsens i weekenden 24.-25. marts. Besøg websitet -- hvor du bl.a. kan downloade programmet. Blandt de optrædende - eller medvirkende eller hvad det nu hedder - er skuespiller Mads Mikkelsen, Sara Blædel, Gunnar Staalesen, Nils Nordberg, Arne Dahl, Bo Tao Michaëlis, Niels Lillelund, drabschef for rejseholdet Bent Isager Nielsen, Elsebeth Egholm, Henning Mortensen og mange andre. Pris for voksne: Kr. 75,-
Lidt mere historie. DR-2 startede i går aftes en ny dokumentarserie om "1800-tallet på vrangen". Det første program handlede bl.a. om Adam Oehlenschäger og om Thorvaldsen -- og det var både informativt og underholdende. Følg endelig med. Og Emerson, kan jeg oplyse, besøgte faktisk Thorvaldsen i Rom -- hvilket fik mig, da jeg skrev denne linje, til at ihukomme de to danske malere, der en overgang boede sammen med (og skændtes med) D.H. Lawrence: Merrild og Gótzsche -- som omtales i biografien "Portrait of a Genius, But ... " Er der nogen, der ved noget om dem?
Har læst 360 sider i min Emerson-biografi -- og Geltings bog om (og med) "Roskildekrøniken". Som i øvrigt kan købes via Skalk (scroll ned på siden). Roskildekrøniken er den første, nedskrevne, danske danmarkshistorie. Den er tidligere end Saxo og beretter om tiden fra 826 til cirka 1140. En senere tilføjelse til krøniken opsummerer den videre udvikling frem til 1157, hvor Valdemar den Store blev enekonge. Valdemar - der var søn af Knud Lavard, der blev myrdet i Haraldsted skov, og som - altså Valdemar - voksede op hos Asser Rig, søn af Skjalm Hvide, forfader til den mægtige Hvideslægt og ejer af gården Fjenneslevlille ved Ringsted - er ham fra "Svend, Knud og Valdemar". Efter blodgildet i Roskilde, hvor Knud blev dræbt, og slaget på Grathe Hede, hvor Svend blev dræbt, samlede Valdemar riget. Han døde i 1182 og ligger nu begravet i Sct. Bendts Kirke i Ringsted -- og på pladsen foran kirken står i dag denne vældige statue:
Ane, jeg regner med, at du retter mig, hvis jeg tager fejl. Danmarkshistorie - specielt i denne periode - er decideret ufolkeligt indviklet.
"Begynd dog at være lidt skabende," skriver Fuhlendorff i en kommentar, "i stedet for at sidde og læse alle de skide bøger." Godt sagt -- men jeg er åndeligt talt i pitstop (og har efterhånden været det længe). Jeg sidder oppe i mit hovede på en af de dér motorvejs-restauranter, hvor man ikke kan foretage sig meget andet end at æde fiskefileter med remoulade, mens man læser Ekstra Bladet og overvejer, om man måske skulle investere kr. 19,75 i en af de sjove bumper stickers. Eller, altså, ikke Ekstra Bladet, men biografier om Emerson. Og ikke bumper stickers -- og heller ikke fiskefileter. Men ellers.
Da vi flyttede fra Skanderborg, smed jeg alt mit maler-grej ud, alle mine ufærdige malerier og al maling. Her er det - nede i bunken - på vej på forbrændingen:
På et tidspunkt, håber jeg, får jeg igen lyst til at male -- men ikke nu. Nu vil jeg skrive, og skriven tager tid. Som Peter Nielsen engang skrev til Martin Glaz Serup: " Hvis det skal handle om poesi, tror jeg egl. nok at jeg vil sige, så skal det på en eller anden måde handle om noget andet først." Og "Længe betragter man ikke sine tilnærmelser til processen som rigtigt gældende, men på et eller andet tidspunkt glider holdningen over i noget andet." Mere her. Alt det andet, som ligner dovenskab - at sidde og hugge i sine fiskefileter - hører med til processen, og der er - i hvert fald for mit vedkommende - ingen vej uden om. Andre og mere talentfulde mennesker har det givetvis nemmere. Det er undertiden ret frustrerende, synes jeg, men med tiden har jeg udviklet en form for overlevelsesstrategi -- som bl.a. inkluderer at læse en masse faglitteratur om emner, jeg som udgangspunkt ikke ved meget om, og som jeg ikke føler mig forpligtet på. Og biografier. På den måde, mens jeg venter, fodrer jeg hjernen og holder den åben -- samtidig med at jeg slapper af.
Desuden - har jeg bemærket - begynder jeg ubevidst at udnivellere -- apropos min tidligere blog-post, hvori jeg udtrykte min begejstring for diverse tv-programmer. Jeg mister interessen for mine egne holdninger m.h.t. tings æstetiske værdi og lader dem være, som de er -- billedligt talt: Som forskellige, men ligeværdige ord på samme side. Nogle mennesker tror, tror jeg, at det er vigtigt at have holdninger til alting for at kunne skrive. Jeg tror - både bevidst og ubevidst - på det modsatte. Ens holdninger skal under alle omstændigheder nok gøre sig gældende. Det kunstneriske arbejde - forud for den faktiske, kunstneriske produktion - består ikke i at dyrke eller kultivere dem, holdningerne, men derimod i i en vis forstand at gøre sig holdningsløs. Som når man sidder på en motorvejs-restaurant -- som er et fantastisk sted, som jeg holder meget af, fordi det er åndeligt fladt.
Har læst 245 sider af min Emerson-biografi. Bogen er sat med meget små typer, og jeg sidder hver nat - som Markis de Sade i sin celle ved stearinlysets skær - og forsøger at fokusere -- til linierne til sidst tværer ud, og jeg må opgive. Jeg mangler stadig ca. 400 sider, men tiden, tænkte jeg i dag, er nu inde, hvor jeg seriøst må overveje, hvad jeg bagefter skal kaste mig over. Og kl. 17.15, cirka, klikkede jeg ind på Amazon og bestilte et eksemplar af Alan Norman Bold: "MacDiarmid: Christopher Murray Grieve, a Critical Biography". Bogen skal hele vejen over Atlanten, for sælgeren var amerikansk -- så det kommer nok nogenlunde til at passe med timingen.
Hugh MacDiarmid var en både kantet og markant, skotsk digter. Kværulant, nationalist, James Joyce-fan og marxist. På dansk er udgivet "Den slags poesi jeg vil have", udvalgte digte oversat og med efterskrift af Poul Borum. Husets Forlag 1992. Borum kalder MacDiarmid en "galning, eremit, kætter, drømmer, oprører og skeptiker", "en Lukrets og Horats, en Whitman og en Pessoa, en Grundtvig og en Majakovskij, en Lawrence og en Aakjær - en altid helt sig selv, på sine personlige vilkår." Og han gentager, hvad han skrev i "Poetisk modernisme" (1966): "MacDiarmid er efter Eliots død Englands største nulevende digter." MacDiarmid døde i 1978. Jeg føler trang til at tilføje: I de senere år er yngre, danske digtere igen begyndt at efterlyse en politisk poesi -- eller former for poesi, d.v.s. æstetik, der kan rumme det politiske. Uden at henfalde. MacDiarmid er et godt bud, og han er værd at studere.
Fra "In memoriam James Joyce":
Lad den eneste konsekvens i min poesi være dens lighed med rødtjørn, som imens det er tidligt forår ses stå smaragdgrøn, og så mørkner, fordybes ved naturens lov for at få skær af rødbrunt, kraplak og strå.
Fra "Til de unge skotske forfattere":
Det er en forbandet løgn at påstå at menneskets natur ikke kan forandres. Det kan den, og den er i færd med det, fuldstændigt. Den tid er forlængst forbi, hvor tvivl om det accepterede system frigjorde store ånder uden at systemet selv dog var sunket så dybt i agtelse at det gjorde det umuligt for dem at virke inden for dets rammer. Det er længe siden man kunne gøre sig til af at være hævet over striden, at være social agnostiker, der så alle systemer som udsat for historisk forandring og store mænds vilje, hvorfor man ingen accepterede. [...] Vi lever i en verden, der er blevet uudholdelig som subjekt for passiv refleksion. Hvad er vores svar på den uundgåelige virkelighed? Er vi også som disse elendige små kliker, der på grund af teoretisk utilstrækkelighed vender sig bort fra social årsagsforklaring, fra rensende handlings poesi og prøver at finde form og betydning i selve den rene følelse, transplanteret og ny-opfundet, søger erfaringens mening i erfaringens fænomener, hvor ren sansning bliver den højeste værdi i et neurotisk og mystisk forsøg på at give det fysiske et intellektuelt indhold ved at sanseliggøre de allerede tyndslidte nerver, så meningsløs følelse fremkaldes automatisk uden tilfredsstillelse eller opdragende virkning, som i melodramaet? Mennesket kan kun genfinde sin værdighed i handlingen nu.
Fra "En hævet strandlinje":
Jeg er forelsket i ørknen omsider, den højeste alvors bolig må være en ørken. Jeg har en tilbøjelighed til åndelige emner, der gøres umenneskeligt klare; jeg vil ikke have noget mast ind mellem min følsomhed og den golde, men skønne virkelighed ...
"Den slags poesi jeg vil have" kan - 15 år efter udgivelsen - stadig købes. Klik her.
"Hvis man forestiller sig Paul la Cour jazzet op med John Ashbery, får man en fornemmelse af, hvad der er på færde." Lasse Horne Kjældgaard anmelder "I sommervinden" i Politiken.
Var i dag i Flensborg, byens boghandel, for at investere i Peter Øvig Knudsens nye og meget omtalte bog om "Blekingegadebanden". Men den var udsolgt -- som den er, så vidt jeg kan forstå, overalt. Læs her. Til gengæld havde Ane hjembragt - fra arbejde - et eksemplar af "Roskildekrøniken", så den vil jeg nu læse i stedet. Michael Geltings udgave.
Peter Nielsen har meget venligt sendt mig et eksemplar af "I sommervinden". Tak for det. Forside-fotoet er endnu flottere ude i virkeligheden, end det er på nettet. Det er - ligesom fotografiet på forsiden af "Livet foreslår" - taget af digterens hustru.
Lars har web-udgivet "Til Gården & Til Gaden" nr. 9. Download digtene (i pdf-format) her.
Anders Brødsgaard har omsat Klaus Høecks digt "Rollerball" til en radiokomposition i 16 dele. Læs om værket og download det gratis - ! - i mp3-format her.
Pia Tafdrups digte består ofte i en - med et ord, jeg selv lige har opfundet - patøs (patetisk tøs) jeg-følelse, som hun har dekoreret med glimtende tillægsord, heraf en hel del slidte. De, digtene, er som juletræer med svage grene -- der kun balancerer, cirka, fordi der hænger lige mange kugler, altså tillægsord, til alle sider. Jeg har aldrig forstået, hvorfor Pia Tafdrup er blevet så stort et navn, for hun - i sine digte - gør for mig at se (ofte) lige nøjagtig det, man ikke må gøre. Hun forsøger at pynte sig frem. Det er - botanisk talt - træet, man skal arbejde på, ikke glimmeret.
"Tarkovskijs heste", som jeg lånte og læste i går, handler om Tafdrups far, d.v.s. om Tafdrups forholden-sig til faderens alderdom, sygdom og død. Jeg følte mig rørt, men også irriteret, for der er - til trods for emnets alvor og til trods for Tafdrups, tror jeg, ærlige forsøg på oprigtigt at udtrykke sin følelse af tab - alt for meget, der klinger hult; alt for meget, der bare er - med Kenneth Kochs udtryk - "kiss-me-I'm-poetical-junk". Jeg kunne vældig godt lide, for eksempel, "Et Adgang forbudt for heste / findes ikke, / denne klode er et vidtåbent terræn." Og "Skal jeg adlyde dette kaos?" Et godt spørgsmål.
Har læst de første 125 sider af min Emerson-biografi.
Tue Andersen Nexø har anmeldt Peter Nielsens nye digtsamling, "I sommervinden", i Information. Han skriver blandt andet: "Der er en særlig blanding af selvfølgelighed og uforståelighed hos Peter Nielsen. Den genfindes på alle niveauer, fra digtenes opbygning til deres tonefald og stemning, deres måder at blande billeder og ræsonnement, koblingen mellem de fint modulerede sætninger og verslinjernes brud. Det er denne blanding, som giver dem deres særegenhed og styrke. Men så er vi tilbage, hvor vi startede, ved kombinationen af fredfyldt og svimlende. I sommervinden kan ikke anbefales stærkt nok - selvom man ikke altid ved hvorfor."
Tue Andersen Nexø gør sig i sin weblog yderligere overvejelser m.h.t. samlingen. Læs her.
Ole Møller skriver i Flensborg Avis: "I sine digte giver Peter Nielsen læseren et indblik i en fluktuerende bevidsthedsverden, som man mere aner end begriber. [...] Det er ikke nogen læse-let-bog, Peter Nielsen nu lægger frem. Der skal mobiliseres en del knofedt fra læserens side. Men sliddet lønner sig."
I går gik jeg - for første gang - en tur på Ringsted Bibliotek. Jeg fik ikke noget lånerkort, for den slags bruger man desværre ikke mere -- men jeg blev registreret som låner, så jeg nu kan udtage bøger. Ved hjælp af mit kedelige sygesikringsbevis. I meget gamle dage, da jeg var dreng, var lånerkort - sådan husker jeg dem - omhyggeligt courier-skrevne på firkantede (men med runde hjørner) stykker pap, som havde en ganske særlig, gul farve, som kun DET OFFENTLIGE vidste hvordan, man fremstillede -- og som kun DET OFFENTLIGE måtte bruge. Og kun til MEGET VIGTIGE PAPIRER -- som f.eks. lånerkort. Hvis man mistede det, måtte man stå skoleret for bibliotekaren, som var en MEGET VIGTIG PERSON, og man måtte undskylde. Og det var MEGET VIGTIGT, at man fik et nyt, så man gjorde sig umage for at virke angerfuld.
Ringsted Bibliotek har en imponerende stor lyrik-samling, selv om - forekom det mig - nye udgivelser ikke prioriteres. Men det er for mit vedkommende ok. Det er de færreste, nye udgivelser, der har min interesse. Tegneserie-samlingen - hvilket også gjorde indtryk på mig, selv om jeg sjældent læser tegneserier - var opdelt efter kunstnernavne, og CD-samlingen var gennem-alfabetiseret. Van Morrison stod efter Morrisey -- og så videre. Det har jeg vistnok aldrig oplevet før.
Jeg lånte to bøger, som jeg har tænkt mig at læse i dag: "Mit livs eventyr - Poul Henningsens erindringer" og Pia Tafdrup: "Tarkovskijs heste". Jeg bryder mig normalt ikke om Tafdrup, men "Tarkovskijs heste" - selve bogen - er simpelthen så lækker, at jeg ikke kunne lade den stå. Og jeg har i øvrigt selv på et tidspunkt skrevet noget om de dér heste -- selv om jeg i øjeblikket ikke kan huske sammenhængen. Men det var i et digt.
Så er forsiden på Peter Nielsens nye digtsamling, "I sommervinden", blevet gjort offentlig. Og den er flot. Bogen udkommer den 15. marts. Samlerens Forlag. Kr. 169,-
Alle, jeg kender, som hedder Lisbeth, er mere cool, end jeg er. I går fik jeg en SMS fra én Lisbeth, nemlig hende her, som kunne oplyse mig om, at hun netop havde trykket David Lynch i hånden -- alt imens en anden Lisbeth, hende her, også i går, var i "16:9" på DK4. Alt, hvad jeg personligt nåede i går, var at få hængt et maleri, et skab og en plakat op på en væg. Og at se "Matador", "Barnaby" og "I medgang og modgang" (med Kirstie Alley). Har - uden sammenhæng - modtaget min nye Emerson-biografi, en stor, fed bog på 650 sider, som jeg glæder mig til at få læst. Vejret: Flot.
En reklame. Forlaget Ecco har netop udgivet Zbigniew Herberts "Collected Poems 1956-1998". Læs omtale i Los Angeles Times Book Review her og/eller San Fransisco Chronicle her. Pris hos engelske Amazon: 16.06 GBP. På dansk findes bl.a. "Hr. Cogito" (Brøndum, 1980), "Rapport fra den belejrede by" (Brøndum, 1986) og "Stilleben med bidsel" (Brøndum, 1995).
Jeg er nu nået halvvejs i Suzanne Brøggers "Sølve" -- og det er en meget fremragende bog, klog, oplysende og inspirerende. Og endda osse hyggelig. Tag og læs den. Bogen består af en lang række essay-agtige tekster, alle forholdsvis korte, så den indbyder til at blive indtaget i bidder. Omdrejnings- og/eller fixpunktet - whatever - er landbyen Løve, som ligger cirka 15 km. nord for Slagelse, ikke ret langt fra Ringsted. Brøgger skriver om sit eget hjem, om naboerne og om mosen. Vor tids element, skriver hun, er luften -- så hun har valgt at skrive om jorden og om vandet; om de ting, som dukker op af jorden, og om de folk, der har levet af jorden, om tørv og terræn. 8000 års historie -- som omslaget praler med. Hun skriver om de gamle guder og om den nye, Kristus, blandet op med egne erindringer og finurlige madopskrifter, modernitetsdiagnostik og (som et grundvand) snak om identitet. En vitaminrig suppe på rodfrugter. Jeg er meget begejstret.
En nyhed for bibliofile: Kim N. Jensen fra forlaget eBibliotek 1800 har gjort et fund, der flytter årstallet for den første danske Jules Verne udgivelse 15 år tilbage i tiden. Den hidtil ældste, kendte oversættelse til dansk var Andr. Schous "En Verdensomsejling under Havet" fra 1872. Kim N. Jensen har fundet en årgang af "Illustreret Folkeblad" fra 1857, der indeholder to forkortede Verne-noveller, "Maître Zacharius" og "En overvintring i Isen" i form af føljetoner. Læs Kims N. Jensens egen beretning om fundet og den ene af novellerne her (pdf-format).
Peter Nielsens nye digtsamling, som har fået titlen "I sommervinden", udkommer den 15. marts. Forudbestil den hos din lokale boghandler. Jeg bliver aldrig træt af at gentage det: Peter Nielsen er Danmarks bedste, nulevende digter. Læs mere om ham her.
Arnold Busck har i år nogle gode udsalg, heriblandt flere bøger fra Roskilde Bogcafé: "Syner og fakta" af William Blake, "Den foreløbige James Joyce Encyclopædi" og Rimbauds "En årstid i helvede" -- foruden Rilke: "Breve til en ung digter", det store udvalg af Jørgen Gustava Brandts digte, Borges: "Borges og jeg", Jørgen Mejdahl: "Sagnet om Nibelungerne", "Aristoteles forelæsning over fysik" o.m.a. Bog og Idé, derimod, har ingenting -- bortset fra Gregers Dirckinck-Holmfelds Danmarks-historie i 3 bind.
Da jeg var yngre, var DET STORE BOGUDSALG et af årets højdepunkter. Nu om stunder køber jeg sjældent noget -- og det er ikke kun fordi, bogudsalgene er blevet ringere. Jeg er ikke så nysgerrig, som jeg har været, i hvert fald ikke så favnende. Jeg er mere bevidst om, hvad jeg leder efter, og jeg er blevet bedre til at lade de ting passere, som jeg alligevel ikke får læst. Og jeg er blevet nærigere. Jeg skaffer de fleste af mine bøger fra England eller USA, hvor jeg - selv medregnet porto - kan finde dem billigere, end jeg kan i Danmark.
Læste i går aftes Brodskys essay "Hvordan man læser en bog", hvori han bl.a. skriver: "Da vi alle er dødelige væsner, og da det er tidskrævende at læse bøger, må vi opfinde metoder, der tillader os at økonomisere bare en smule. Det lader sig naturligvis ikke afvise, at der kan være en vis fornøjelse ved at læse en tyk, langtrukken, halvdårlig roman; men vi ved jo også allesammen, at der er en grænse for, hvor meget vi kan give os hen til den slags. I den sidste ende læser man ikke for læsningens egen skyld, men for at lære noget. Deraf behovet for præcision, koncentrat, sammenfatning - for værker, som sætter de grundlæggende livsvilkår med alle deres aspekter i det skarpest mulige lys; med andre ord: behovet for at hitte en genvej." Oversat af Claes Johansen. Det er vigtigt - når man er læser - at ha en god fornemmelse for genveje -- og hvis man har det, kan man i nogen grad tillade sig at ignorere hovedvejene. Også de klassiske. Brodsky ender (selvfølgelig) med at foreslå, at man satser på poesien, "thi den er i sin natur økonomisk". Læs, skriver han, f.eks. Marianne Moore eller Elizabeth Bishop, Gottried Benn, Antonio Machado, Jules Supervielle, Zbigniew Herbert og/eller Wislawa Szymborska.
Her i Ringsted - som tidligere nævnt - har vi kun én boghandel, en Bog og Idé, så jeg tror, jeg i år vil vælge helt at holde mig væk fra udsalget. Måske kigger jeg forbi -- for hyggens skyld. I stedet vil jeg tage Brodsky på ordet og bruge min tid - fordi jeg er en dødelig - på Szymborska: "Lots hustru og andre kvinder", kasseret fra Skanderborg Bibliotek. Udgivet af Brøndum i 1982 og oversat af Janina Katz og Inger Christensen. På dansk findes osse "En kat i en tom lejlighed", Husets Forlag/SOL, 1996.
Fremragende dokumentar om Ellen Bentzen på DR1. Overvejer at få mig en butler. Jeg er blevet færdig med biografien om Lawrence -- endnu inden min nye Emerson-biografi, som jeg bestilte via Amazon, er ankommet, så nu spekulerer jeg på, hvad jeg i mellemtiden skal kaste mig over. Måske denne essay-samling af Joseph Brodsky, "Hvordan man læser en bog":
-- eller Suzanne Brøggers "Sølve". Brøgger bor i Løve, ikke særlig langt herfra.
I dag var Ane og jeg på shoppingtur i midtbyen. Her er et foto af Ringsteds Blockbuster:
Her er Ringsted Centret, hvor jeg købte mig en bacon-burger (og var i TP Musikmarked og i Bahne):
Vi har været uden internetforbindelse hele weekenden, måske p.g.a. vejret. Isslaget forvandlede hele nabolaget til et slags mini-midtsjællandsk Narnia, og det gav nogle vældige drøn, hver gang snedriver faldt af tagene. Nu er der kun tågen tilbage, cirka, som i parkeringspladsens gule lys - uden for om natten - ligner en slags sennepsgas. Eller, altså, som jeg forestiller mig ...
Jeg er nået halvvejs i min biografi om D.H. Lawrence -- som jeg læser ind-i-mellem to biografier om Emerson. Det ville (nok) være svært at finde to mere forskellige mennesker: Den besindige, eftertænksomme og biskoppelige amerikaner, Emerson, og den koleriske kværulant, engelske Lawrence, helt i sine følelsers vold. Jeg kan huske, at jeg - i gymnasietiden - i et opslagsværk læste om forfatteren Steinbeck, at han var (citat) "filosofisk som et kålhovede". Lawrence var vild hyben, tror jeg.
Husk at bogudsalget starter på torsdag. Bog & Idés katalog kan downloades fra denne side.
Nyt bogindkøb: Robert D. Richardson Jr.: "Emerson - The Mind on Fire". En biografi. Russell skriver et sted i "The Wisest American" fra 1929, at Emerson taler til unge - og til ungdommelige - mennesker. Nye mennesker. Nu om stunder er ungdommen blevet lidt ældre, som bekendt, og jeg vil mene, at 35-års-alderen (som jeg befinder mig i) egner sig udmærket til Emerson. Eller omvendt. Når man er blevet tilpas træt af alle attituderne og teenagernes (og de barnliges) krav om absolut konsistens i tilværelsen og i filosofien -- og bare gerne vil ha noget ærlig, dannet snak. I Ringsted. Mere om Emerson følger.
Snestormen raser -- osse her i Ringsted. Se mit cam. Jeg er færdig med biografien om Emerson og er straks gået i gang med en anden, Richard Aldington: "D.H. Lawrence - Portrait of a Genius, But ... "
Mere TV. DR-2 bragte i går aftes - under temaet "Skør med bøger" - 3 dokumentarprogrammer, som intet havde med hinanden at gøre -- ud over dette: At de bl.a. handlede om bøger. Eller mere specifikt: De havde det til fælles, at de kun sekundært handlede om bøger, men primært om noget andet, nemlig - respektivt - om Ebon Borg, om Hay-on-Wye og om biblioteker. Altså: De 3 programmer havde det til fælles, at de ikke - primært - handlede om aftenens tema, nemlig bøger ... kan man vel sige. Det kunne have været spændende at få præsenteret nogle danske bogsamlere, meget gerne forskellige typer, liebhavere med læderindbundne og jævne folk med paperbacks, specialister og særlinge, ligesom det kunne have været oplysende med et vue over bogens nyere historie. Eller så meget andet. Men det fik vi altså ikke. Den sidste af de 3 udsendelser, "Jagten på det fuldkomne bibliotek", var næsten ubegribelig ringe, helt uden sammenhæng eller pointe. Øv.
I går fik vi installeret IP-telefoni. To TDC-fyre, den ene under optræning, dukkede op ved 9-tiden, og det var - sådan tænker jeg nu - mit første, rigtige møde med den sjællandske light-udgave af jysk effektivitet. Selve jobbet kunne have været overstået i løbet af 5 minutter, men tog 15, fordi lærlingen hele tiden gjorde tingene forkert -- og 15 minutter ekstra, fordi der osse skulle være tid til en rygepause mellem inspektionen af stikket i væggen og opsætningen af diverse bokse.
Efter - efterfølgende - en tur i vores lokale Fona (som har til huse i Ringsteds gamle børs) for at købe et 20 meter langt internetkabel lykkedes det sidst på dagen af få genetableret netforbindelsen heroppe på første sal. Senere i dag vil vi forsøge osse af få Anes Mac hægtet på.
Der har været lidt stille i bloggen de seneste dage, og jeg har modtaget adskillige bekymrede emails. Tak for dem. Jeg blev ved med at snuble over kablerne til PCen, hver gang jeg skulle forbi med en kasse, og til sidst pakkede jeg maskinen sammen og satte den i en krog. Men nu har den fået et bord.
Vi er godt undervejs med indflytningen, men mangler stadig meget. Jeg har - i løbet af de sidste 14 dage - lært at værdsætte, fordi jeg savner den, den dér lethed, hvormed man sædvanligvis bebor. Alting er lige nu, fortsat, latterligt indviklet: At finde et par rene sokker, at finde en kuglepen o.s.v. Det tærer på psyken og gør mig træt og stresset i maven. Og dertil: Det hjælper ikke, at jeg ikke behøver at skynde mig -- fordi jeg for nuværende ikke skal andet.
Tak - osse - til familien for den pakke med hyggeslik og andet, som jeg i går hentede på posthuset. Jeg får, hver gang jeg går død og må sætte mig ned, set en hel del TV, mest Animal Planet og sit coms. Min nye favorit er BBCs "Kiss Me Kate", mest fordi jeg vældig godt kan li Caroline Quentin (kendt fra bl.a. "Men Behaving Badly").
Er gået i gang med at læse nogle bøger om Ringsteds historie og er næsten - ved siden af - færdig med Hans Küngs "Theology for the Third Millenium". Her er to idéhistorikere i aktion: Hans-Jørgen Schanz og Malene Busk i DR2s Deadline 2. sektion: "Hvad ska' vi med Gud?"
Jeg har i dag modtaget min Karl Rahner-bog, som jeg d. 1. februar bestilte via Amazon. Første bog i postkassen i Ringsted. Og jeg har straks bestilt to yderligere, gudelige bøger: William A. Barry, SJ: "Finding God in All Things - Companion to the Spiritual Exercises of St. Ignatius" og Andre Ravier, osse SJ: "A Do-It-At-Home Retreat - The Spiritual Exercises of St. Ignatius of Loyola". Bemærk at førstnævnte (som ses til højre) er spirituel lyseblå. Således genkender man meget åndelige skrifter: De er ofte blå, og næsten altid skrevet med svungen skrift. Nogle gange endda med blå, svungen skrift.
Sankt Ignatius var - er - jesuitter-ordenens grundlægger. Hans værk, "Spiritual Exercises", er udgivet på dansk under titlen "Ignatius af Loyolas Exercitiebog" (1938).
Ane er startet i sit nye job, og jeg går alene rundt i vort nye hjem, ser sit coms på TV, vasker nogle skabe og støvsuger lidt rundt i hjørnerne. Vi måtte prioritere, hvad vi ville - skulle - have med i første flyttelæs, og stort set ingen af mine ting kom med. Det er nok en tanke værd. Bortset, selvfølgelig, fra tøj og en tandbørste. Stereoanlægget kom med, og to kasser med CDer, men ikke reolen, anlægget skal stå i. DVD-maskinen kom med, men ingen DVDer -- og mine bog-reoler, men kun en enkelt, lille kasse bøger. Til gengæld kom mange af Anes fagbøger med -- men ikke reolen, de skal stå i. Men reolerne til skønlitteraturen, men ikke skønlitteraturen. Og så videre. Der er reelt ikke meget, jeg kan foretage mig, før vi har fået hentet resten af vores ting, ud over at gå og blive lidt små-panisk ved tanken om, at vi nu pludselig befinder os HEROVRE, og at jeg indtil videre ikke har nogen anelse om, hvad jeg skal lave. Her.
Den ene, forkølede bogkasse, jeg fik med, indeholdt bl.a. en essaysamling af Henrik Stangerup. Jeg har læst nogle uddrag -- og er nu ca. en tredjedel gennem Ethelbert Stauffer: "Jesus - hans liv og samtid i historisk belysning". Som osse var i kassen. Jeg har haft den stående i reolen i årevis. I formiddags så jeg en episode af "Xena" -- dén, hvori Sisyfos tager døden til fange.
Flytningen tager hårdere på mig, end jeg egentlig havde forventet. Jeg går rundt og tænker, at "Nu er det nok sidste gang, jeg handler i denne butik", og "Gad vide om jeg nogensinde kommer til at sidde på denne bænk igen". Og så videre. Men, som Ane sagde til mig: Nu bliver der - efter alle disse sidste-gange - en hel masse første-gange. F.eks. har jeg lige bestilt en bog via engelske Amazon og - for første gang - bedt om at få den fremsendt til vores nye adresse i Ringsted. Når jeg bliver - og nu bekender jeg - sentimental, har jeg en tendens til også at blive lidt små-teologisk oveni -- og teologi (for mig) handler en hel del om den tyske jesuit Karl Rahner. Her er min første bog-i-Ringsted:
Harvey D. Egan: "Karl Rahner - Mystic of Everyday Life", en introduktion til Rahners tænkning.
Karl Rahner var (og er fortsat, men han er død) en indflydelsesrig, katolsk teolog. Han skrev (for det gør den slags) en nærmest ufattelig mængde bøger og artikler, og han var en af top-teologerne i forbindelse med Vatikan II. Men det var Ratzinger, den nuværende pave, imidlertid osse, og i tiden efter koncilet lykkedes det i høj grad Johannes Paul II og Ratzinger at glemme, overse eller fortrænge de moderniserings-tendenser, som bl.a. Rahner repræsenterede. Det er tankevækkende, at Rahner og jesuitterne i dag nærmest er kommet til at fremstå som en slags liberal venstrefløj i kirken -- i hvert fald sammenlignet med Opus Dei, der nu har overtaget mange af jesuitternes tidligere bispesæder. Således - vistnok - osse her i Danmark.
Rahner fylder en del i mit hovede, for jeg lider af et Rahner-kompleks. Det er meget muligt, at Nyborg og andre render rundt og mener, at troende mennesker er dummere end andre. Fakta (som jeg er mig pinlig bevidst) er, at jeg flere gange har givet mig i kast med at læse Rahners "Foundations of Christian Faith - An Introduction to the Idea of Christianity":
-- hvoraf jeg allerede første gang forstod nok til at fatte, at den handler om STORE TING. Men det er hidtil ikke lykkedes mig at komme mere end halvvejs, for bogen er næsten for svær at forstå. For mig. Jeg skriver "næsten", for jeg nægter at opgivet håbet. Og desuden: Jeg har indtil videre ikke gjort meget for at indhente assistance. For et par år siden fandt og printede jeg Mark F. Fischers parafrase, men jeg har ikke studeret den nærmere. I mit nye liv vil jeg forsøge -- igen.
Rækken af Rahner-bøger inkluderer osse mere umiddelbart tilgængelige værker -- som f.eks. "Encounters with Silence":
-- der er udformet som en samtale.
Da jeg var yngre, ville jeg være præst, og jeg brugte de første år på universitetet til at fordybe mig i (især) Augustins teologi. Jeg har skrevet opgaver om - eksempelvis - græsk filosofis indflydelse på den tidlige, kristne tænkning, om Plotin og om Swedenborgs mystik. Jeg fik mit første eksemplar af "Det nye Testamente" i fødselsdagsgave, da jeg fyldte 6 -- og det var det eneste, jeg ønskede mig. Jeg har altid været besat af Vorherre -- men det er (som trofaste bloglæsere vil vide) ikke noget, jeg sædvanligvis holder af at nævne. Som Linus engang sagde i en "Peanuts"-stribe: "I love humanity. It's people I can't stand." Nogenlunde sådan har jeg det med mennesker, der synes, de skal bære deres tro til torvs. Skriftsted eller ej.
Og: Da jeg var 15, cirka, besluttede jeg mig for, at der var to ting i denne verden, som det var værd at tjekke ud, nemlig Gud og sex -- og ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Min erfaring - nu, 20 år senere - er, at folk i al almindelig gevaldig meget hellere vil læse, hvad jeg har at sige om "Deep Throat", end de vil læse, hvad jeg har at sige om Augustins kærlighedsbegreb. Augustins kærlighedsbegreb er ganske enkelt ikke good for business. Og skidtet skal jo løbe rundt. Og rundt.
iByen: "Torsdag har en ny dokumentarfilm om Jørgen Leth premiere. Den skildrer mennesket, der fra at være en respekteret filmskaber blev udråbt til at være en 'liderbasse'."
Fra CPH:DOX: "Sagen om den 69-årige Jørgen Leths kæresteforhold til unge sorte piger på Haiti blev én af de mest diskuterede ved middagsbordene i Danmark i efteråret 2005. Sagen fik den danske medieverden til at gå i selvsving, og der er siden offentliggjort mere end 2500 artikler i den danske dagspresse. 'Sanselighedens pris' følger Jørgen Leth i året efter udgivelsen af den kontroversielle selvbiografi 'Det uperfekte menneske': langt fra rampelyset i rolige stunder på Klitgården, til undersøgelse på Rigshospitalet i forbindelse med prostatakræften og på Christianshavns Vold med vennen og instruktøren Jørgen Flindt Pedersen. "Filmen er et portræt af en snart dagligdags menneskeofring i medierne og af en kunstner, der pludselig for alvor bliver dobbelt eksponeret og oplever, at virkelig kunst har virkelige omkostninger, når man bliver totalt usynkron med tidsånden," siger Jørgen Flindt Pedersen" Premiere i Grand Teatret i morgen kl. 17." Billetter kan købes her. Læs mere om filmen her.
Sidste, gode postdag i Skanderborg. Jeg nåede lige at små-fortryde, at jeg allerede havde tømt mine CD-reoler (billedet) og pakket alle CDerne i kasser (endda allernederst i kasser) -- men i dag modtog jeg en god håndfuld NYE TING fra Henrik, heriblandt 2 CDer med Alan Parsons Project og 3 (næsten 4) med Robyn Hitchcock. Awesome! Tak for det, Henrik. Mind mig om (men ikke for tit) at jeg skylder dig for dem. Og: Med posten kom osse mine to nye, uartige tegneserier og min nye dame. Som er af anden etnisk herkomst.
Det roder voldsomt i vores lejlighed, og det virker indtil videre ikke særlig sandsynligt, at vi bliver færdige med at pakke til på lørdag -- hvor bilen kommer. Især ikke i betragtning af at Ane faktisk tager til Ringsted i aften. Hun skal starte på sit nye job i morgen tidlig. Vi trøster os (lidt) ved tanken om, at vi - har vi besluttet - flytter af to omgange, og at vi følgelig kun behøver at pakke ca. halvdelen i denne uge. Men mere end halvdelen af den halvdel, vi ikke behøver pakke, står ovenpå den halvdel ... o.s.v. Og alle møblerne skal FRIGØRES.
Word du jour er MODKULTUR. Paw skriver i sin blog om muligheden - i hvert fald den teoretiske - for at etablere alternative (mod-)kulturer, og Lars Emil Woetmann gør sig i sin blog morsom over, at digteren Mette Moestrup netop har modtaget - godvilligt - en pris fra reol-firmaet Montana. Indlægget mindede mig om en linie fra et 70er-digt, jeg engang læste -- der lød cirka sådan: "Hvordan kan man være revolutionær, når man samtidig udkommer på Gyldendal?"
Min egen holdning, som næppe kan interessere ret mange (og faktisk næsten ikke engang migselv, ikke lige nu, for jeg sidder helt bogstaveligt midt mellem flyttekasser), er, at "modkultur" - i litterær henseende - er noget, Fanden har skabt. Omtrentligen. Eller ... altså: Modkulturer bør - også i litteraturen - behandles eller opfattes som sådanne, som alternativer og - nb - marginale fænomener. Og det er absolut begrænset hvor spændende, jeg synes det er, at læse digte om eller reportager fra mig-i-øvrigt-ligegyldige, alternative mod- eller subkulturer. Det er det, der gælder, der først og fremmest gælder, og som skal undersøges, beskrives og måske udfordres. Kulturen. Ikke modkulturerne. Og en pris fra et reol-firma gør i den sammenhæng - som er den eneste sammenhæng, der tæller - hverken fra eller til. Gå ind i din tid. Og så videre.
Jeg er ikke helt klar over, hvor denne digtere-skal-være-modkulturlige-idé stammer fra, men den blev under alle omstændigheder eksponeret world wide via de amerikanske beat-digtere - og via (ikke mindst) receptionen af dem, Burroughs o.s.v. De opfattede (ifølge opfattelsen) sigselv som marginaliserede, og de skrev for marginaliserede. Meget skidt er siden løbet i dén strøm. Helt anderledes forholdt det sig med de foregående generationer af store digtere -- fra Emerson over Whitman til Williams og Olson. Og fra efter-beat-tiden: John Ashbery. Ashbery sidder lige midt i kulturen, helt umodkulturel, og revolutionerer. Og en skønne dag, forudser jeg, udkommer han nok på Gyldendal.
Må hellere se at få læst den Moestrup-samling. Det må blive i Ringsted.
En mail-bekendt har netop nu en favnfuld digtsamlinger - til absolut fordelagtige priser - til salg på QXL, heriblandt Lene Henningsens "Jeg siger dig", "Kalender 2000" og Simon Grotrian: "Ossians puls". Tjek hele listen her. Og derudover: Jeg vil meget varmt og inderligt anbefale dig at købe "En helt almindelig regnbue" af den fremragende, australske digter Les Murray.
Shit shit shit. Gik på biblioteket - og var stolt af migselv - for at aflevere to store poser med bøger. Til bogbytte. Men kom til at købe 5 nye TING: Thorkild Bjørnvigs essaysamling "Den følende planet", en dokumentarfilm om Nam June Paik, en bog med malerier af Finn Have, "Dagligt liv hos etruskerne" og Gunnar Ekelöf: "Tag og skriv". Og den sidste havde jeg endda i forvejen. Arghh! Det er så urimeligt, det dér med kun kr. 5,- stykket. Hvordan i alverden skulle man kunne modstå det? Men selvfølgelig ... Hvis jeg nu havde haft en rygrad.
Dagens læsning er Hart Cranes "Broen", oversat og med OMTALE af Bo Green Jensen. In brief: "Digtsuite fra 1930, som med udgangspunkt i Brooklyn-broen i New York udfolder og kommenterer Amerikas historie og kultur i et panorama over tid og sted."
Crane var en af de tidlige, amerikanske modernister. For ligesom at PAY HOMAGE til amerikanskheden købte jeg, da jeg for nogle år siden var i Chicago, hans udvalgte værker i (vistnok) O'Gara & Wilson, byens ældste bogantikvariat. Som ligger i Hyde Park. En paperback -- og senere opdagede jeg, at udgaven faktisk var - er - identisk med den, der fandtes i Charles Olsons bibliotek. Mere om Hart Crane her. Og her kan du se to sider fra Black Sun Press' 1930-udgave af "The Bridge" -- med fotografier af den verdensberømte fotograf Walker Evans.
Har lavet mig endnu en lille stabel af bøger, jeg ikke gider slæbe med mig til Ringsted. Det er plat, jeg ved det, men alligevel: For en, der - som jeg - holder af bøger, er det et vanskeligt job at kassere. Altså bøger. Skal jeg beholde Gyserklubben-udgaven af "Dr. Jekyll og Mr. Hyde"? Jeg har læst den, og oversættelsen, kan jeg huske, irriterede mig lidt. Den ryger nok ud. Men hvad med "Den sidste mohikaner", som jeg egentlig lovede migselv at genlæse. Får jeg det gjort? Og hvad med de hyggelige, danske paperback-udgaver af fortællingerne om Sherlock Holmes? Jeg har dem også på engelsk. Hele tiden støder jeg på ting, som jeg egentlig - og det var derfor, jeg oprindeligt købte bøgerne - gerne ville læse, men som jeg indtil videre ... og så videre. Så vil det nogensinde ske? Nok næppe. Lige nu sidder jeg og blader lidt i to gamle numre af tidsskriftet "Perspectives". Det ene, nummer 15, indeholder en artikel om "Photography as Art in America". Spændende -- men får jeg den læst? Det andet, nummer 16, har bl.a. en artikel af Hayden Carruth om "The Poetry of Ezra Pound". Det beholder jeg, tror jeg. Men ikke John Irving, og ikke biblioteks-udgaverne af Philip Roth. Men resten. Og hvad med mit eksemplar nummer 2 af Sarvigs "De rejsende"? Og hvad skal jeg i øvrigt stille op med alle de bøger, jeg vælger at kassere? Give dem til genbrug? Eller til bogbytte på biblioteket? Der er no way, jeg kan overskue at skulle til at sælge dem enkeltvis. Jeg ku selvfølgelig bare lade dem stå i nogle kasser -- som en slags gave til den næste lejer. Jeg hørte engang om en fyr, der var blevet ekspert i (vistnok) den amerikanske borgerkrig, fordi han tilfældigvis havde købt et hus med masser af bøger om emnet, efterladt af den tidligere ejer.
Ny, fransk bog om Dario Argento: Bernard Joisten: "Crime Designer - Dario Argento et le cinéma", "un essai sur le cinéaste italien Dario Argento, maître incontesté de la pulsion criminelle. Derrière des films organisés comme des enchantements du drame, se profile une théorie de la mise en scène activée de forces excentriques, mais aussi de clichés tordus. Crime Designer interroge Argento le cinéaste manipulateur de visions ambivalentes, tendues d'érotisme et de tragédie." Kan købes her. 15 euro + porto.
Asia Argento er ikke rigtig min type (men jeg har ikke en type) -- men mens vi venter på "La Terza Madre": Her er et galleri.
Det er koldt, vådt, mørkt og blæsende, og ifølge meteorologerne får vi sne i morgen og/eller på mandag. Det er blevet tid, tænker jeg, til at se sig om efter noget at hyggevarme sig ved. Eller med. Nye indkøb: Suzanne Brøggers "Sølve", Ignacio Noes voldsomt uartige tegneserie "Doctor! I'm too Big!" og Kevin J. Taylors mindst lige så uartige "Jill - Part Time Lover". På billedet ses osse den nye Jenna Jameson-kalender, som kan bestilles her, og Noe & Barreiros meget berømte "The Convent of Hell":
Som allerede stod i min reol -- klemt inde mellem "Peters jul" og et gammelt nummer af "Gru". I modsætning til de fleste erotiske tegneserier (omend mit kendskab er begrænset) er Ignacio Noes værker både velskrevne og flotte. Men undertiden ret grumme. Ud over tegneserierne for voksne har Noe bl.a. illustreret adskillige børnebøger, og han maler og arrangerer workshops og meget andet. Besøg ham her. Hans mest kendte, erotiske værker er - efter "Convent" - "Ship of Fools" og "The Piano Tuner". Jeg ved ikke, om hans albummer sælges af nogen dansk butik -- men de kan under alle omstændigheder bestilles via engelske Amazon.
Jeg er - og nu til noget helt andet - gevaldig stolt over, at det lykkedes mig at få mit webcam på nettet. Jeg er sædvanligvis voldsomt udfordret m.h.t. den slags TEKNIK -- men ret skal være ret: Faktisk fulgte jeg bare anvisningerne på webtip.dk. Har fået feedback fra en Mac-bruger, som sagde, at det ikke virkede på hendes computer. Eller -- mere præcist: Hun kunne se still-billedet (når kameraet var slukket), men ikke følge live-billederne. Hvis andre har samme problem, så læg lige en kommentar. Vinden hyler!
Min brors månedlige digtudgivelse, "Til Gården & Til Gaden", kan nu downloades som pdf. Her. "Til Gården & Til Gaden" udkommer d. 15. i hver måned. Nyeste er nummer 7.
I går fejrede vi Anes fødselsdag (som er i morgen) og havde besøg af svigerfamilien. På billedet ses min lille nevø, som sidder ved computeren, grebet af spænding, og spiller Tractor Tippin'. Mens han ser hård ud -- med headset. Han havde filmen med på DVD. Min svigerfar havde medbragt de 3 dokumentarfilm om Ingmar Bergman, som DR2 sendte i december, og som jeg - fordi vi ikke kan ta DR2 - dengang gik glip af. Og som - Bergman - osse er en tough guy. Jeg har allerede set den første, om teatret, og den var aldeles glimrende. Modtog i dag mit eksemplar af "In the American Grain".
I går skrev jeg en ganske kort kommentar til et af Martin Johs. Møllers indlæg, nemlig dette, og i dag - både hos Glaz Serup og hos Andersen Nexø (foranlediget af denne kommentar i Information) - diskuteres "infantile kritikere", herunder (i særdeleshed) Lars Bukdahl. Eller ej.
Jeg ved ikke, om danske litteraturkritikere er plaget af barnlighed - for hvor skulle jeg vide det fra? Jeg læser dem ikke - men jeg ved (i det mindste), hvorfor jeg helt personligt ikke kan bruge Lars Bukdahls anmeldelser til meget, ud over morskab. For dem læser jeg nemlig, ikke altid, men ofte, fordi vi holder avisen. Han siger ikke noget. Eller -- mere præcist: Han siger, som Andersen Nexø bemærker, en frygtelig masse, men sjældent noget om, hvorfor dette eller hint værk partout burde rage mig. Jeg syntes ærligt talt selv - mest fordi det var sent om natten, og jeg var halvvejs i søvn - at min kommentar hos Møller var temmelig kvik. Den om kedsomheden. Alt for ofte, forekommer det mig, kan Bukdahls anmeldelser koges ned til, hhv., anbefalinger af værker, der (ifølge ham) vil gøre tilværelsen - herunder min - mindre kedelig -- og afvisning af værker, der er lige så kedelige, som livet i al almindelighed - herunder mit - i forvejen er, eller værre. Mit problem med den slags kritik (hvis det altså overhovedet er en slags) er, at jeg faktisk ikke keder mig. Det er ikke nok for mig, at en bog "bare" er bukdahlsk sprælsk og fuld af gang i gaden. Som Baldrick siger i et afsnit af "Blackadder": "I can't see the point in the theatre. All that sex and violence. I get enough of that at home. Apart from the sex, of course." En bog, hvis jeg skal gide læse den, skal (lidt plat) handle om noget -- og den skal handle om noget, der vedkommer mig. Så hvad handler bøgerne om? Overbevis mig om, at der er noget (for mig) væsentligt på spil. Så skal jeg nok læse bøgerne.
Nå. Men selvom vi skal flytte, og alting ligesom står stille, skal vi - d.v.s. jeg - jo ikke glemme at købe nogle bøger. Nyeste bestilling: William Carlos Williams' "In the American Grain" -- via engelske Amazon. Twentieth Century Classics-udgaven kan købes for ca. en tyver, men jeg valgte alligevel den fra New Directions (billedet), for den er flottere. Williams store værk (om byen) "Paterson" er (ved siden af bl.a. Pounds "Cantos") et af de væsentligste, lyriske værker fra det 20. århundrede (og på den anden side af hegnet: T.S. Eliot) --- og jeg glæder mig meget ... o.s.v.
Var i morges en tur hos tandlægen. Der er mange - og mange ting - jeg kommer til at savne, når vi er flyttet fra byen, heriblandt min tandlæge. Som hedder Karsten. Faktisk overvejer jeg at beholde ham -- osse selvom Ringsted-Skanderborg er forholdsvis langt at pendle blot for at få foretaget den halvårlige tandrensning. Jeg har altid, tidligere, været frygtelig bange for tandlæger, men Karsten kurerede mig. Ved sin person ... så at sige. Han havde - i dag, siden sidst - fået sig en ny terror-maskine, og alt skulle prøves, tilsyneladende, så klinikdamens handsker - I kid you not - var røde af blod. For kr. 270,- minder. Og nu med ny-renset smil.
Jeg er gået i gang med at læse Robert von Hallbergs bog om Charles Olson, "The Scholar's Art" fra 1978 -- og den er endnu mere fremragende, end jeg på forhånd havde forventet. Bogen har i flere år stået øverst på min læs-liste, men først nu har jeg fået den købt. Via abebooks.com. Min amerikanske pap-tante, Laura, lovede at sende mig et signeret eksemplar, og jeg har ventet og ventet - og med længsel. Hun er gode venner med von Hallberg, og de har (endda) på et tidspunkt været naboer. Men altså. Titlen henviser til et citat af Wallace Stevens: "Poetry is the scholar's art." Og bogen (tør jeg skrive, omend jeg indtil videre kun er nået til side 47) anbefales uden forbehold alle med seriøs interesse for digteri.
Her er nogle smagsprøver:
Om at digte efter historiens afslutning -- og/eller før den igen begynder: "The poetic advantages of [...] posthistorical language are clear, especially in American poetry: the poet can go outside his tradition, without apologies, to get what he wants [...] he can speak with the authority of closed books [... ] [that] are now complete and can be summed up from a bird's-eye view. The cost is no less high, however. [...] No man can speak for his times who stands at the end of history; he speaks for himself, asking for amens, hoping for consensus, but still for himself, until history begins again."
Om at vide noget for at kunne skrive om noget: "Without a broad background of knowledge, poetry may narrow its reference: it may concern itself with either a limited range of experience or with itself, or both. Lyric poetry that is more engaged by its own language than by its ostensible subject, in Olson's stringent terms, derives from aestheticism, a blight on modern poetry. [...] His [Olson's] is first of all a referential poetics: hence subject matter is primary for him ... "
Om digteri som kommunikation: "A rhetorical poetics was inevitable, for Olson never believed art to be primary; poetry itself is not the first term of his poetics. Poetry is first of all language, a means to an end: communication, the establishment of common knowledge."
Om sandhed og originalitet: "Because there is little agreement about metaphysical order, we have only quantitative terms for describing fullnes: the fullest life is the most diverse; hence novelty becomes an evaluating principle. [...] Even now [...] most people ought to agree that it is more important to speak the truth than it is to say something new; but poetry, most critics have come to believe, had better not be confused with truth. Poets have been known to disagree. For Olson, as for Pound, truth - or what he believed to be true - took precedence over novelty. [...] Pound's injunction was never "Be original!" but rather "Make it new!" He assumes that the poet begins with something to communicate, "it." Olson assumes the same."
I dag var der bogbyttedag på Skanderborg Bibliotek. Jeg afleverede 4 store poser bøger -- og kom hjem med kun to (bøger): Bogvennernes udgave af "En skærsommernatsdrøm" (med fine tegninger af Ludmilla Balfour) og et nummer af tidsskriftet "Historie", Ny række X, 1, 1972. Sidstnævnte tog jeg, fordi det indeholder en artikel om "Højskolen og den tidligste danske georgeisme", skrevet af Erling Høiberg. Som var en af mine yndlingslærere, da jeg var elev på Struer Gymnasium -- og min chef på skolens bibliotek. Høiberg (som i parantes bemærket er en særdeles habil skakspiller og bror til Nina Høiberg) er en af de få lærere, jeg har haft, som har gjort et varigt indtryk på min person. På bibliotek.dk står artiklen om georgeisme opført under "Emne: Jordrente". Som er et fantastisk ord -- og som sikkert bliver titlen på mit næste digthæfte.
Ane og jeg har de sidste par aftener fornøjet os med tv-udgaven af Ursula K. LeGuins "Troldmanden fra Jordhavet", "EarthSea" -- med bl.a. Shawn Ashmore i rollen som troldmanden Gæt/Ged og Isabella Rossellini som ypperstepræstinden i templet i Atuan. Jeg læste bøgerne, da jeg var teenager, og jeg holdt meget af dem (omend ikke helt så meget som af Taran). Filmatiseringen var imidlertid ikke særlig god. Historien var vel rigelig komprimeret, special effects second rate, og store dele af filmen lignede for meget noget, der var hugget -- herunder bl.a. scenerne på trolddomsskolen på øen Roke. Som var ren Harry Potter. Som CopyCat skriver her, er det Rowling, der har ladet sig inspirere af LeGuin, ikke omvendt -- men Potter-filmene kom altså først. Og dertil: Jeg husker bøgerne som mere grumme, end filmen var. Mere snak om filmatiseringen her. Bøgerne blev genudgivet på dansk (i ét bind) i 2002, og de kan lånes på biblioteket.
Paw skriver om idéernes indflydelse -- og om idéhistoriens nødvendighed. Her. Hvis en eller anden efter endt læsning skulle føle trang til at ansætte en idéhistoriker, kan jeg kontaktes per email gorzelak@hotpop.com.
Ane ringede i formiddags til boligselskabet og bekræftede, at vi gerne vil overtage Kildemarken 75 -- og nu kan vi bare vente på kontrakten. Kristeligt Dagblad oplyser, at Kirkeministeriet har reddet "Danmarks Kirker" fra en truende fallit. Mere her. Faktisk forærede jeg Ane den nyeste bog i serien i julegave -- og altså har osse jeg givet mit bidrag. Men jeg er ikke nævnt i artiklen. Berlingske skriver om en ny hamster-pille, der skal give os sexlysten tilbage. Læs her. Og ifølge Post Danmark er der 48810 butikker i Danmark. Her. Dagens læsning er Ezra Pounds "Pisan Cantos".
Har netop været nede og tømme postkassen. En anonym person - ingen afsender, intet følgebrev - har meget venligt sendt mig et eksemplar af Rolling Stone-journalist Neil Strauss' "Spillet", som er en bog om, hvordan man scorer damer. Jeg siger tak. Det er ikke første gang, denne anonyme mæcen (for jeg har grund til at formode, at det er den samme) sender mig gaver med posten -- uden at jeg på nogen indlysende måde har gjort mig fortjent til dem. Det er helt urimeligt, selvfølgelig, men jeg tillader mig ikke desto mindre at glæde mig uforbeholdent over dem -- og således osse over "Spillet", som jeg afgjort har tænkt mig at læse.
Her er - apropos - et billede af Dirch Passer i færd med at score Judy Gringer:
Årets første julegave. Min chef - indtil i går kl. 18 - har voldsomt venligt foræret mig et eksemplar af Lindhardt & Ringhofs nye 3-bindsværk (med guldtryk) om vestens idéhistorie, "Tankens magt". Af hjertet tak.
Jeg stod jo dér, bag disken i Skanderborg Boghandel, og kl. 16 var der masser af kunder. Så det blev for mit vedkommende ikke rigtig til noget. Hvis verdensfreden sænker sig i 2007, vil jeg da ikke kunne bryste mig af at ha bidraget -- hvilket selvfølgelig, såfremt, vil ærgre mig voldsomt. Men altså. Men til gengæld hørte jeg i dag to mandlige kunder stå og diskutere bogen på billedet herover, Jakob Skovs "Lyst & Lir" -- og den ene kunde sagde til den anden: "Den [bogen] begynder dér, hvor dit sexliv slutter." Med tryk på "dit".
Ane og jeg har i dag været på strøgtur i Århus, og vi besøgte og beså Steno Museets Ole Worm-udstilling "Refleksion - Ole Worms kabinet og renæssancen". Worm er gevaldig spændende - og hvem holder ikke af raritets-kabinetter? - men udstillingen var ærligt talt ikke særlig god. Alt for lille og med alt for mange plancher. Blandt de udstillede genstande var bl.a. en næsten vaskeægte enhjørning og et originalt kladdehæfte, venligt udlånt af Århus Katedralskole. Hjembragte en plakat.
I Århus Bogcafé, som vi osse nåede, købte jeg - på udsalg - et gulnet eksemplar af Ruth Dinesens Nelly Sachs-biografi, udgivet på After Hand i 1993. Den glæder jeg mig meget til at læse.
Og en bekendt har sendt mig et link til lir-guitaristen The Great Kats website. Det er hende hér:
Det har for mit vedkommende været en lidt doven dag i dag. Måtte melde mig syg p.g.a. problemerne med min - bogstaveligt talt - venstre halvdel -- hvorefter jeg faktisk begyndte at føle mig lidt sløj. Og sov hele eftermiddagen væk. Var ved lægen ved 10-tiden, og i morgen skal jeg til tjek på sygehuset i Århus -- ikke p.g.a. hånden, men p.g.a. Sarkoidosen. Hvilket gør mig en lille smule nervøs.
Har modtaget og er straks gået i gang med at læse mit eksemplar af Schopenhauers "Verden som vilje og forestilling". Og er så småt begyndt at smide diverse til genbrug. Det er noget af det trælseste, der findes: Når man har sagt ja til at hjælpe nogen med at flytte og står med den 47nde kasse, og sveden pibler -- og ejeren med et skævt smil siger: "Ja, på et tidspunkt skal vi nok osse ha ryddet op i noget af det her." Der er no way, jeg gider pakke og slæbe ting, jeg alligevel ikke har (eller får) brug for.
DR1 sendte mandag aften Det Danske Teaters opførelse af P.O. Enquists "Fra regnormenes liv" -- med Karen-Lise Mynster i rollen som Johanne Louise Heiberg og Henrik Koefoed som H.C. Andersen. Jeg har - som vistnok tidligere nævnt - længe haft lyst til at læse Enquist. Jeg læser sjældent romaner, og jeg foretrækker generelt at læse forfatterskaber. Hvilket er givende, men tar tid. Men hermed - i fuld offentlighed - et løfte til migselv: Når vi er flyttet, vil jeg læse Enquist.
"Fra regnormenes liv" handler (bl.a.) om forholdet mellem Johanne Louise og Johan Ludvig Heiberg. Sidstnævnte, forfatteren til "Elverhøi", var i sin samtid - i en lang periode - en af det danske kulturlivs mest centrale personer. Fra midten af 1830erne begyndte hans stjerne imidlertid at dale, og han distancerede sig fra det publikum, han mere og mere kom til at betragte som en pøbel. I "Fra regnormenes liv" beskrives den konservative åndsfyrste som en ensom og desillusioneret mand, der tilbringer nætterne med at sidde og stirre på de evige, men kolde stjerner. Og Andersen som en overfølsom, men skarpsindig tøsedreng. Det Danske Teaters opførelse var god -- men det er svært, når man - d.v.s. jeg - hele tiden sidder og har Jørgen Reenberg, Ghita Nørby og Erik Mørk i tankerne. A hard act to follow.
JP: "Boghandlere over hele landet har travlt med at lange bøger over disken, og forudser endnu et rekordår. Jan Guillous "Madame Terror", Carsten Jensens "Vi, de druknede" og Dan Browns "Tankados kode" er blandt de mest populære." Plus - i hvert fald i Skanderborg (og for egen regning) - Jesper Theilgaards bog om vejret, Pia Fris Laneths "Lillys danmarkshistorie", biografien om Winston Churchill, Liza Marklunds "Nobels testamente" -- og Eva og Hans Vestergaard Jensen: "Gæve mennesker og gamle erhverv".
Jeg har gået og overvejet, hvad jeg sku svare Carsten (læs hans kommentar her), men er nået frem til, at jeg nok ikke når frem til noget. Han, Carsten, er filosof, og det er jeg ikke. Faktisk vil jeg - osse af hensyn citatet, der følger - vælge at mene, at jeg m.h.t. diskussioner som denne nærmest er at sammenligne med en marabou-stork:
Som maleren Barnett Newman engang sagde: "Æstetik(-teori) er for kunstnere, hvad ornitologi er for fugle". Og det gælder både små og store, pjuskede og grimme.
Mit svar - til Carsten - i kortform lyder: Nej. Sådan er det ikke. Men det er selvsagt ikke meget værd -- og jeg har (i mit hovede) forsøgt mig med forskellige formuleringer: Der er forskel på (f.eks.) faglitteratur, osse filosofisk, hvor man kan tage fejl og blive klogere, og (f.eks.) lyrik. Et nyt digt, osse selvom det er mere "bevidst", diskvalificerer eller overflødiggør ikke nødvendigvis et gammelt -- i hvert fald ikke på samme måde som et nyt og kildekritisk, historisk værk om Christian IV kan overflødiggøre et ældre. En digter kan "korrekse" sigselv (eller andres læsning af et tidligere digt), som da (f.eks.) Paul Celan skrev "Tætføring" som en slags kommentar til "Dødsfuga" -- men man kan ikke for alvor tage fejl i et digt. Man kan fejle i den forstand, at udtrykket ikke er adækvat eller tilfredsstillende. Derfor foretrækker jeg at tale om en udvidelse af sproget og bevidstheden -- og ikke om korrektioner.
Og andre (jeg kan vel dårligt tillade mig at kalde dem andet end) associationer: Bevidsthedsudvidelse (og jeg har forlængst fortrudt, at jeg overhovedet brugte ordet) er jo ikke noget, der (kun) foregår lineært -- hvor hvert nyt trin overfløddiggør de forrige. Og - osse selvom det vistnok ikke har meget med noget at gøre - jeg bliver ved med at komme i tanker om et interview med Brian Eno, hvori han bl.a. talte om diverse, vilde eksperimenter -- og sagde noget i retning af: "Det er jo meget givende at vide, at der er nogen, der har været derude [på overdrevet]. Men det er ikke nødvendigvis det mest spændende sted at opholde sig." Gunnar Björling (f.eks.) røg helt ud til Vorherre i sit hovede -- men selvom man har læst Björling, kan man godt få noget ud af at lytte til Shubidua. Eller læse Benny Andersen.
Men altså. Carsten, jeg ved ikke, hvad jeg skal svare dig. Men her er et billede af Sharon Wild, som er ved at skrive et digt om Kant. Og som er meget klog. Det fremgår af det, at hun har briller på:
Nyt digthæfte på gaden i dag: Linda Nørgaard og undertegnede: "Den gennemsigtige tid". 36 brev-digte fra august - december 2006. 36 sider. Edition Tiger 2006. ISBN 87-989294-1-0. Mere her.
Carsten har skrevet en god kommentar til mit nedenstående indlæg -- og jeg vil overveje, hvordan jeg skal få formuleret et svar. I første omgang nøjes jeg med - herunder - at bringe en illustration af den bevidstheds-model, vi her i bloggen (altid) tager udgangspunkt i, refererer til og (igen og igen) vender tilbage til. Et billede, som man siger, siger mere end 1000 ord -- f.eks. (i dette tilfælde) mere end ordet "banan". Eller "Anja Philip".
Jeg har den sidste måneds tid fornøjet mig med at følge diverse diskussioner i litteratur-blogs -- om litteraturens, navnlig lyrikkens, samfundsmæssige betydning, om litteraturkritikerens rolle og betydning, om forfatteres pligt eller ikke-pligt til at skrive og/eller agere politisk, tage parti for samfundets svageste, kæmpe imod "globalisering" eller - senest - for Ungdomshuset. Og så videre. Jeg har i det store og hele klogeligt undladt at blande mig, dels fordi 1) jeg føler mig som en udenforstående, og 2) fordi jeg er intellektuelt ukorent bemøblet. Eller som amerikanerne siger: Spirituelt. Jeg elsker den borgerlighed, som så mange andre elsker at hade, og jeg føler mig fuldstændig overbevist om, at vi danske lever i den bedste af alle verdener. Jeg holder af brun sovs og borgerlige neuroser og dybe hemmeligheder og demokratiet. Jeg er opdraget til at overholde lov og orden, og jeg føler ingen sympati for mennesker, der - hvadenten det er på grund af religiøs eller politisk selvfedhed - mener, at de har ret til at bryde de spilleregler, der gælder i vort samfund. Jeg mener, at den slags mennesker er farlige.
Jeg nærer dyb foragt for al snak om "falsk bevidsthed", og jeg føler lede ved selvbekræftende forsamlinger af folk med "bedre" eller "højere" eller "mere oplyst" bevidsthed. Jeg kommer (min ene halvdel kommer) ud af et missionsk miljø, stærkt præget af forestillingen om at være en kreds (med blødt d -- som Højholt engang skrev til mig i et brev: Llivet og ddøden) hævet op over den jævne, forførte pøbel -- og det er altid dét, der først stikker mig i øjnene, når jeg støder på sådanne oplyste folk, der véd bedre end alle os andre: Det degneagtige. Det er et velkendt, sociologisk fænomen, at såkaldt "alternative" samfund stort set altid udvikler strengere og mere rigide normer end dem, der hersker i det omgivende samfund. Intetsteds - det tror jeg på - har vi mere personlig frihed og rum til personlig udvikling, kreativitet og forskellighed end i det bedsteborgerlige parcelhus-Danmark. Og intetsteds er det - litterært betragtet - mere spændende at være.
Mine litterære forbilleder og helte var og er - mange af dem - nogle revolutionære sataner -- men, altså, i sproget. Litteratur handler jo om sprog -- ikke om at korrekse, men om at udvide bevidstheden. For den skrivende: Først og fremmest hans eller hendes egen. Man starter dér, hvor man er, og så begynder man at bevæge sig. Herom har jeg kun to ting at sige, nemlig 1) At det aldrig er nogen skam at være dér, hvor man er, og 2) At bevægelsen altid uundgåeligt osse - i bredeste forstand - er politisk. Og det er ikke finere eller mere rigtigt - trods alle myter om kunstnere - at udvikle sit sprog, d.v.s. sin bevidsthed, på Christiania, end det er at gøre det hjemme ved kakkelbordet.
En invitation til at deltage i et støtte-arrangement til fordel for Ungdomshuset har affødt livlige debatter i diverse litteratur-blogs. Kenneth Krabat skriver i en kommentar i Eslunds blog , at "Det er interessant, at Ungdomshuset IGEN er blevet en torn i øjet på D'herrer og damer bedsteborgere - hvilket ikke blot taler om stærkt manglende/savnede evner til at ønske sig variation og modstand mod egne værdier og frygt for at blive sagt imod, men også er endnu et eksempel på glemslens hastighed, ikke mindst i vores lille navlepillende land. Manglen på global bevidsthed, det stille tilsagn om udnyttelse af naturressourcer, despekt for forskelligheder, listen over undladelsessynder, accept af overgreb og tortur er ALENlang." Hvortil Eslund svarer: "jeg har, undskyld, meget svært ved at se denne sag i en global kontekst og forstår ikke, hvorfor f.eks. amnesty skal blandes ind i det. det er i mine øjne en slem sammenblanding af temaer, og præcis den type automat-venstrefløjsreaktion, som jeg er så træt af. det er en fordomsfuld eller programmeret måde at anskue problemer på." Toftegaard, der ligesom Eslund har valgt at takke nej, skriver i sin blog: "jeg må sige, så udtalt pacifiske de fleste Ungdomshusmennesker end er, så meget mere grotesk er det, at de åbenbart er ude af stand til at sige fra overfor de politiske psykopater i miljøet."
Henrik List: "Bangkok Ladyboys". En oplagt gave til svigerfar - og en af mine bedste læser-oplevelser i det forløbne år.
Laurence Sterne: "Tristram Shandys levned og meninger". Den skæggeste og mest finurlige bog, der nogensinde er skrevet. Nu (omsider) genudgivet. Kr. 299,-
Bill Bryson: "En kort historie om næsten alt". Underholdende gennemgang af nogle af naturvidenskabens store landvindinger. Kr. 249,- Er osse netop udkommet i en indbundet og illustreret udgave til kr. 299,-
René Jean Jensen anmelder Peter Waterhouses nyeste værk, "Krieg und Welt", på LitLive. Waterhouse er en fremragende digter, som anbefales varmt. På dansk findes bl.a. "Tvivl om sporvogne og andre digte", oversat og med forord af Henning Goldbæk.
Digteren Jørgen Gustava Brandt er død, 77 år gammel. Mere her.
Jørgen Gustava Brandt, f. 1929, var en af efterkrigstidens allerstørste, danske lyrikere. Han debutterede i "Heretica" i 1949 og nåede i årenes løb at udgive omkring 60-65 bøger, digtsamlinger, essays o.a. Læs min omtale af den sidste, "Begyndelser", her.
Jørgen Gustava Brandt blev tildelt en række af den danske, litterære verdens fineste priser og legater, heriblandt Kritikerprisen i 1967, Emil Aarestrup Medaillen i 1975, Holberg-Medaillen i 1985, Morten Nielsens Mindelegat i 1990 og Johannes Ewald Legat i 1997. Optaget i Kraks Blå Bog i 1965 og medlem af Det danske Akademi i 1970.
Årets julegave til migselv: Schopenhauers "Verden som vilje og forestilling". Bestilt i dag. I går købte jeg en ny kalender, og i forgårs modtog jeg med posten et eksemplar af Henrik Haves digtsamling "Når man ikke har boet i landene", vundet på QXL. Og osse i dag: Har købt en ny mus -- en helt almindelig, sort discount-mus med PS/2-stik og ledning og alting. Jeg stoler ikke rigtig på de trådløse -- de virker, apropos, lidt for autonome, synes jeg -- og jeg er udfordret m.h.t. USB. Måske skulle jeg overveje at ønske mig en USB-splitter (eller hvad de nu hedder). For en uges tid siden modtog jeg Emersons samlede essays, bestilt via abebooks.com, og et par dage før opdagede jeg, at jeg allerede havde dem stående i reolen, gemt bag smagsdommer Jakob Levinsens opera-guide, "Den store sang". En eller anden - og det vil sige bror Lars - kan nok regne med at få det ene eksemplar d. 24. Meget mere om Emerson senere.
Engelske "Literary Review" har offentliggjort årets kandidater til The Bad Sex in Fiction Awards -- som (som navnet siger) tildeles den forfatter, "who produces the worst description of a sex scene in a novel".
Iblandt de nominerede er bl.a. Tim Willock for "The Religion", en roman, der foregår under korstogene. I scenen, der sikrede Willock en plads iblandt de udvalgte, går vor helt i kødet på en kvinde "bent [...] across the cold steel face of the anvil [...] she called out to God and convulsed with each slow stroke, her head thrown back and her eyelids aflutter, and her cries filled the forge." Julia Glass er fremhævet for sin komplet uforståelige beskrivelse: "all the words this time not a crowding but a heavenly train, an ostrich fan, a vision as much as an orgasm, a release in something deep in the core of her altered brain" -- fra "The Whole World Over". Og Michael Cannon for "Lachlan's War", hvori en kvinde får orgasme "with surprise".
Forlaget Malling Beck har efter massiv kritik besluttet at trække skolebogen "Os og kristendom" tilbage. Mere her. Og Murdoch vil ikke længere udgive O.J. Simpsons kontrafaktiske - ? - hvad-nu-hvis-jeg-faktisk-havde-gjort-det-bog. Her. Tilbagetrækninger synes at være hotte -- og jeg er som bekendt en slags vindenes duks. Så derfor:
Jeg skal hermed gøre offentligt, at mit stort-anlagte og alt-afslørende værk, "Sandt at sige - Bonderøve på bonede gulve", alligevel ikke vil blive udgivet.
Mest for min egen skyld -- for at jeg ikke skal glemme det. Planket fra OlsonNow:
The End of the Maximus and the Late Prose
American Literature Association, Boston, May 24-27, 2007
The Charles Olson Society invites proposals that focus on any aspect of the end of "The Maximus Poems" or Olson's late prose (published or unpublished).
250-word proposals should be sent to Don Byrd at dbyrd@nycap.rr.com by December 15, 2006. Please include your name, institutional affiliation (if any), e-mail address, and AV needs (if any).
Mandag den 4. december kl. 19.00 i Århus Kunstbygning
Koncert med Art on Stage. Der medvirker Christina Dahl, sang, Anne-Mette Skovbjerg, guitar samt digteren Peter Laugesen og komponisten Hans-Henrik Nordstrøm.
Entré 40/20 kr.
Der er uropførelse af Hans-Henrik Nordstrøms Anna Livia, der er inspireret af James Joyce's epokegørende bog Finnegans Wake. Samt opførelser af Wayne Siegel: Sappho Fragments og Helle Solberg: Afsked.
En aften der er fyldt med sær litteratur og ny musik!
CNET har kåret verdenshistorien 10 største nørder. Se listen her.
Og mere Charles Olson: Da jeg i går aftes sad og opdaterede min Olson-side, blev jeg opmærksom på, at jeg endnu ikke havde modtaget det eksemplar af Ann Charter: "Olson/Melville - A Study in Affinity", som jeg bestilte via Abebooks midt i september. Jeg havde fuldstændig glemt det -- og nu til morgen ankom bogen med posten. Ret pudsigt. Og: Efter i nogen tid at have været på udkig efter Mark Shackleton: "Moving Outward - The Development of Charles Olson's Use of Myth", sendte jeg i lørdag en mail til forfatteren og spurgte, om han evt. vidste, hvor jeg kunne skaffe et eksemplar. Han svarede søndag, at han straks ville sende mig et. Shackleton er ansat ved universitetet i Helsinki -- og folk i Finland er flinke. Åbenbart. Har osse bestilt Robert von Hallberg: "Charles Olson - The Scholar's Art". Min amerikanske pap-tante, Laura, købte for nogle år siden bogen til mig -- og lovede at få den signeret. Von Hallberg er en af hendes bekendte (og hendes tidligere nabo). Men sidenhen hørte jeg ikke yderligere til sagen. Mere om von Hallberg her.
Så skete det igen: Har i dag modtaget ovenstånde, flotte fotobog med posten, et spritnyt eksemplar -- og uden afsender. Bogen indeholder 102 fotografier, taget af forskellige fotografer i løbet af torsdag den 18. august 2005. Portræt af en almindelig dag i Danmark -- arbejdspladser, begravelser, i toget, på golfbanen, på pubben, i børnehaven, i swingerklubben, hos frisøren, på plejehjemmet, på kollegieværelset, på militærøvelse, i haveforeningen, på havnen og så videre og så videre. Nogen - og hermed mener jeg selvfølgelig Klaus - burde tage initiativ til en lignende udgivelse, bare med weblogs. "En dag i den danske blogosfære".
Bogen er kanonflot og spændende, og jeg takker mange gange. Hvem har sendt mig den -- og hvorfor? Fordi den er god?
Sex i grænselandet Redigeret af Christian Groes-Green og Marianne Grums Tyllesen Tiderne Skifter Udkommer d. 24. november 2006
Sex i grænselandet er skrevet af 17 kvinder og mænd. Bogens fortællinger udforsker det minefelt af lyster, begær og magi som udgør erotikkens hus. Det er en bog der nok er på kant med det normale, men den peger også hen imod en ny seksuel frigørelse.
Sex i grænselandet fortæller bl.a.den autentiske historie om den 13-årige piges forbudte begær til en voksen mand, indvandrerkvindens kamp for et sexliv, et eksplosivt møde med thailandske ladyboys, ældre menneskers lyst og ulyst, 'luderen' som kæreste. Bogen behandler desuden emner som cybersex, biseksualitet, singleliv, politisk kussetryk, fetich, den metroseksuelle mand og ikke mindst sex på tværs og på trods af alder, køn, handicap, hudfarve, klasse og kultur.
Med bidrag af: Majse Aymo-Boot, Erik Bork, Helle Skram de Fries, Christian Graugaard, Christian Groes-Green, Mads Ted Drud-Jensen, Sune Prahl Knudsen, Sarah Glerup Kristensen, Henrik List, Maria Marcus, Morethanvanilla, Nahid Riazi, Steen Schapiro, Leonora Christina Skov, Niels Ulrik Sørensen, Gritt Uldall-Jessen og Marianne Grums Tyllesen.
God postdag. Modtog i morges min nye, lille dippedut og "The Paradoxes of Mr. Pond" -- og da jeg kom hjem fra arbejde stod mit nye maleri ude på trappen og ventede. Posten må - helt korrekt - ha tænkt, at jeg næppe var velhavende nok til at ha bestilt noget af ØKONOMISK VÆRDI. (Som ikke er den ringeste form for værdi, medgivet, men når man - som jeg - ikke er nogen velhaver, må man forsøge at støtte sig til nogle andre.)
Som de mere trofaste iblandt mine bloglæsere vil vide, er jeg gift med en middelalder-historiker. Det er hende her. Vi har en hel stue fyldt med historie-bøger, men jeg vover sjældent at åbne nogle af dem. En del er kildeskrifter på latin, og mange er på tysk eller fransk -- og jeg kan ikke (uden besvær) forstå andet end dansk. Og engelsk.
Jeg lider - i det hele taget - af en slags historie-bogs-fobi, som stammer fra min folkeskole- og gymnasietid. De historie-bøger, man dengang (og det har næppe ændret sig) udsatte eleverne for, heriblandt mig, var stort set ulæselige -- og ikke læseværdige. De var skrevet uden den mindste antydning af poesi eller entusiasme, og de gjorde sig ingen anstrengelser for at forklare hvorfor - eller underbygge den (for en folkeskoleelev ret utrolige) hypotese, at - den franske revolution, den amerikanske borgerkrig, Cubakrisen eller Roms fald burde rage os en høstblomst. Da jeg for nogle år siden stødte på dette citat af Paul v. Rubow, var jeg slet ikke i tvivl om, hvilken slags bøger, han hentydede til:
"Hvilke Bøger der findes i det, De kalder mit Bibliotek? Min Profession medfører, at der er alle Slags. Det er nemmere at sige, hvilke der ikke er. Der er navnlig ingen pædagogiske Værker. Overhovedet ingen Lærebøger. Saadanne Ting har den Onde selv inspireret. Disse slemme Tryksager er affattede i en "Stil" (man har jo intet andet Ord), som er egnet til at forgive Rotter med. Deres Forfattere synes simpelthen ikke at ane, hvad man bruger Pennen til. Straks i Fortalerne begynder de at fortælle om deres "Stof". Man kender ganske udannede Mennesker paa deres Tillid til Begrebet Stof. Kun ubetinget slette Skribenter har et Stof. Denne imaginære Bolledejg skærer de i en Masse vilkaarlige Stykker, forsynede med en Masse tykke Plakater af forskellig Størrelse. Ind imellem kommer saa deres egen ubehagelige Diskurs; den udmærker sig ved at tage ethvert Ord i dets mest fladtrykte Betydning, ved Fraseologiens uendelige Fattigdom og ved en fuldstændig Fraværelse af det, man kalder Bevægelse i Stilen. Tonen er autoritær og anmasende, eller bare dum. Maa jeg som et Eksempel nævne de Lærebøger i Historie, vi brugte i min Skoletid, og som uden Tvivl bruges endnu. Der var en, der hed Schmidt, for Mellemskolen, og en endnu græsseligere, der hed Munch. Den sidste var et Unikum af Flovhed; han havde ogsaa lavet en Samfundskundskab, en lang tynd Suppe med fortræffelige pragmatiske Sentenser, der flød ovenpaa som Boller; jeg husker især med Taknemmelighed den Sandhed, at "Krigene nutildags er blevet mindre blodige.""
Og allerførst i dem allesammen - sådan husker jeg det - havde forfatterne altid placeret en helt uigennemskuelig planche, der viste FOLKEVANDRINGER -- for ligesom allerede fra start at signalere foragt for læserne. Et eksempel:
Men der skrives selvfølgelig osse gode historiebøger - f.eks. denne - og begge de ovennævnte var ok. I "Fremmed og fordærvet" viser Jensen - med udgangspunkt i opfattelser af orientalismens betydning for Roms fald - hvordan begrebet "orientalisme" er blevet brugt og misbrugt op gennem historien -- frem til vor tid og konfrontationen med den islamiske verden. I "Det afgørende øjeblik" forsøger Dahlberg at bedrive en slags kaos-teori-historie: Store, historiske effekter, skriver han, har ikke altid store årsager. I nogle tilfælde afgøres historiens forløb af bittesmå tilfældigheder -- og bogen rummer en lang række eksempler. Hvis Harald ikke tilfældigvis havde fået en pil i øjet under slaget ved Hastings i 1066, var England sandsynligvis ikke blevet besejret af normannerne -- og hvis Rousseau ikke tilfældigvis var blevet smækket udenfor bymuren, fordi manden, der skulle lukke kl. 20, tilfældigvis gik lidt tidligere end sædvanligt, fordi han tilfældigvis havde en date, var Rousseau sandsynligvis endt som håndværker. Og hvis en tilfældig mand ikke tilfældigvis havde genkendt den franske konge, da han sammen med Marie-Antoinette forsøgte at flygte, ville den franske revolution måske aldrig ... Og så videre. Spændende og tankevækkende læsning.
Tilføjet: Endnu en tilfældighed. Osse Rachel har i dag skrevet et indlæg om (bl.a.) historiebøger. Læs det her.
Vær med til at støtte mit lille undergrunds-forlag Edition Tiger. Alle indtægter ved salg af disse bøger og film vil ubeskåret gå til at financiere kommende udgivelser. Flere gode ting er på vej. Klik her.
1) Er lige blevet færdig med at se - for første gang - filmatiseringen af "The Da Vinci Code". Købte DVDen (og 2 liter mælk o.a.) i Kvickly. Bogen, selvom den ikke var særlig elegant skrevet, var forrygende, syntes jeg, og filmen er i det store og hele trofast mod forlægget. Og helt ok. Jeg glæder mig allerede til fortsættelsen, "Angels & Demons", som (vistnok) kommer i 2007. Eller 2008.
2) Frank Brahe har meget venligt sendt mig to bøger, hhv. Brian Aldiss: "De mørke lysår" og Régis Messac: "Kretinerne". "To bøger," skriver han i følgebrevet, "med BÆ som hjørnesten." Af hjertet tak -- og jeg vil straks læse dem begge, det lover jeg.
4) Peter Nielsen har meget venligt sendt mig et eksemplar af "Bogens Verden" 2006/2, som er et særnummer om Tomas Tranströmer. Tranströmer er en af de få, nordiske forfattere, som man vel nok - osse selvom jeg normalt ikke bryder mig om den slags snak - kan tillade sig at forvente, at folk har læst -- i hvert fald hvis de, altså folkene, i øvrigt bryster sig af at være bare en lille smule litterært dannede. På dansk er bl.a. udkommet - i Peter Nielsens fremragende oversættelser - "Samlede digte", "Langsom musik" og "Haiku 1959-2001" m.fl.
5) Mit DVD-eksemplar af "Do You Like Hitchcock?" ankom med posten i dag.
6) Bdr. Lund Madsens show "Mr. Nice Guy", som DR1 sendte første del af fredag aften, imponerede mig så meget, at jeg nu overvejer at investere i DVDen. Faktisk er det længe siden, jeg har set så godt TV. Begge brødrene er oprigtigt morsomme, og de er begge voldsomt begavede -- men showet var ikke bare skægt og oplysende, det var osse poetisk. For én gangs skyld var sang-indslagene ikke bare en lejlighed (for mig) til at få tisset eller smurt mig et stykke med ost. Trine Dyrholm var helt på toppen, sangene var gode, osse teksterne, og alle de forskellige elementer var sat overbevisende sammen. Helt kanon.
"Det er en mærk'lig, lille duppedit, og bruges kan den altså - for så vidt."
Måske til at skræmme de indfødte med? Har vundet denne ting på QXL.
Og apropos indfødte: Helle fra Skanderborg Boghandel spurgte mig for nogle uger siden, om jeg ville være hende behjælpelig m.h.t. et større lagersalg -- og fredag, mandag og tirsdag har jeg stået i Byskovs tidligere slagterbutik midt på Adelgade. Og solgt bøger og kuglepenne og penalhuse. Vi har fyldt hele butikken. Det gamle interiør - frysebokse og slagterbænke - står der stadig. Vi tog forud for åbningen en tur i Jem & Fix og købte en enkelt træ-reol -- og i Jysk for at investere i 20 meter postkasserød, nervøs velour, som vi efterfølgende lagde ud, hvor der tidligere lå udskårne grise og køer. Resultatet, som jeg den næste måned skal gå rundt i hver dag, er blevet et slags surrealistisk bogslagteri. Som - som jeg sagde til Helle i dag - ydermere føles lidt som et bordel. Hver formiddag åbner jeg biksen, og sidst på eftermiddagen samler jeg dagens indtjening i en lille rød (osse den) pengekasse, som jeg derefter går ned i boghandlen og pænt afleverer til min bagmand. Som altså er en kvinde.
Der har indtil videre været pænt mange kunder. Jeg fordriver de ledige stunder med at bladre og smålæse lidt i nogle af de mange bøger. I dag læste jeg bl.a. en kort novelle af Peter Laugesen, et interview med Ray Bradbury og enkelte af Peter Adolphsens "Små historier".
Både i Martin Glaz Serups blog og i Rasmus Graffs blev der i går diskuteret Peter Laugesen. Om hvem jeg kun har godt at meddele. Laugesen - og det føles latterligt overhovedet at gøre opmærksom på det - er en meget fremragende digter, en af de bedste vi har. Jeg købte mine første Laugesen-digtsamlinger i 1991, cirka, og han har øvet en betydelig indflydelse på mig, ikke mindst som en slags guide til andre forfattere, musikere, malere o.s.v.
For en lille uges tid siden oplyste bror Lars i sin blog, at han havde lånt festskriftet - "Ugh!" - til Peter Laugesen -- og jeg sad og blev bevidst om (og nu igen), at det efterhånden må være et par år siden, jeg sidst har haft en af mine Laugesen-bøger ude af reolen. Med "Kunsthistorier" som en mulig undtagelse. Og at jeg ikke har købt noget af ham, altså skrevet af ham, siden "Helt alene i verden ... ", som udkom i 2001. En eller anden har sidenhen venligt foræret mig et eksemplar af CDen, han lavede sammen med Singvogel -- og som jeg synes var forholdsvis rædderlig. I hvert fald: Ikke noget for mig.
Og jeg ved godt hvorfor. På et tidspunkt - hvor meget jeg end beundrede og stadig beundrer Laugesens poesi - blev jeg træt af ham. Mere præcist - for Laugesen er over det hele, og dét kan man jo dårligt blive træt af - : Jeg blev træt af tonen. Jeg blev træt af det dér jazzede og beatede, som jeg i øvrigt ikke kan finde noget belæg for i min egen verden, og jeg blev træt af det surf-agtige, som (især) kendetegner hans prosa. Laugesen er hip - ugh! - og det er jeg ikke. Og det har jeg aldrig været.
I stedet - da jeg holdt op med at læse Laugesen - kastede jeg mig for alvor over Charles Olson, Laugesens store forbillede, som (Laugesens hippe omtaler af manden til trods) heller ikke var hip. Selvom han i sine sidste år desperat forsøgte at være det.
Det er meget mærkeligt, men en-eller-anden har tilsyneladende - og med held - kuppet vores TDC-telefon-nummer. I de forløbne 24-36 timer har man ikke kunnet ringe til vores fastnet-nummer (men har fået en besked om, om nummeret ikke eksisterede). Problemet vil (forhåbentlig) blive løst på onsdag, og i mellemtiden har vi venligt fået tildelt et andet nummer -- som man, hvis man ringer til os, automatisk bliver omstillet til. Desværre har vores internet-router vist sig mindre omstillingsparat, og vi kan i perioder (skiftevis) ikke komme på nettet.
Men: Så kan man jo altid læse nogle bøger. Skanderborgensere: Vær opmærksomme på, at der i morgen fra kl. 10 til kl. 13 er bogbytte på Skanderborg Bibliotek. Regner selv med at slæbe et par poser derhen.
Nye bogindkøb: G.K. Chesterton: "The Paradoxes of Mr. Pond" og Rudyard Kipling: "Strange Tales".
Jeg fulgte i går min egen opfordring og satte mig til at genlæse nogle af G.K. Chestertons Father Brown-noveller. Jeg læste dem i udvalg på dansk, da jeg var dreng, og har i årevis haft de samlede fortællinger - på engelsk - stående i reolen, en stor, rød bog, placeret mellem Chestertons selvbiografi og "Alice i eventyrland".
Det er sandt, som en-eller-anden engang skrev, at katolicismen gjorde Chesterton til en ringere forfatter, end han ellers ville ha været -- og mange af Brown-novellerne virker i plotmæssig henseende som en slags små og ikke synderligt motivisk velunderbyggede eksempler på forveksling, udbytning og vildledning.
Chestertons store force, forekommer det mig, er - banalt sagt - at han er så helt forrygende litterær. Han har en afstand til sit eget sprog, som gør ham i stand til at se og høre det -- og lege med det. Han er ustyrlig god til i ganske få sætninger både at få et miljø beskrevet - miljøer bedre end mennesker, som undertiden virker karrikerede - og få indskrevet en distance, som paradoksalt får det til at fremtræde endnu mere tydeligt. Som når - f.eks. - han beskriver et samfund som "almost gone mad on good manners."
Og dertil: Chesterton er - muliggjort af afstanden til sproget - en af litteraturhistoriens helt store humorister, finurlig og med et mægtigt drive. Omend han i Brown-novellerne forsøger at præsentere katolicismen som en religion, der let kan rumme forfatterens eget, høje humør, virker det ikke overbevisende -- og når-som-helst Father Brown bliver katolsk i hovedet (og han er jo altså katolsk præst), begynder teksten at knirke med en alvor, der midt i alt det sprudlende lyder ualvorlig.
Det er ikke spor svært at gennemskue, hvorfor (som tidligere nævnt) eksempelvis Borges var så glad for Chesterton. Borges litterære sprog - i de berømte fortællinger - er ikke nær så kulørt som Chestertons, men i øvrigt har de meget tilfælles -- ikke mindst, hvis man tillader sig (som jeg) at lade være med at tage Chestertons religiøse halløj seriøst som andet (men så osse seriøst) end litteratur. At læse Father Brown-historierne - hvor døde mænds hoveder forbyttes, og en tjener er en nobel herre, der er en tyv - er som at falde ned i et stort dyb -- men den katolske Brown træder altid ind til slut og giver os fodfæste. Borges - det er forskellen - har ikke nogen Brown. Hos Borges efterlades man i frit fald.
Endnu en god postdag. Ole Lindboe har meget venligt sendt mig et eksemplar af sin bog "Drømmepigen" -- fyldt med erotiske billeder fra (især) 1950erne og 1960erne. Omtale på DPS-sitet følger.
Jeg har fået mig et nyt profilbillede -- egentlig indsat (hvilket i parantes bemærket ikke er nogen dårlig gravskrift) i anledning af halloween. Men jeg tror, jeg beholder det. Med en lidt dyster omskrivning af Ekelöf (der skrev "julenat"): Hver nat er jo hemmeligt en halloween. Alligevel. På profilbilledet ses et skelet, der korresponderer fint med mit memento mori-agtige blog-motto, flankeret af en gnaver - som er det, der gnaver - og en ugle. Uglen som symbol for poesi og filosofi - jvf. boghandler-logoer, ugle-serier o.s.v. - stammer fra den romerske gudinde Minerva, der blev associeret med uglen. Et meget berømt citat af filosoffen Hegel lyder, at "Minervas ugle flyver kun i skumringen" -- hvormed han mente, at filosofien altid kommer (for) sent. Filosoffen er henvist til - og må besinde sig på - at filosofere over det, som dagen bragte, after the fact. Min filosofi-professor på universitetet holdt meget af at gentage citatet -- sikkert (osse) fordi han tidligere havde været marxist, og som sådan havde været gevaldig meget optaget af, hvordan tingene - dagene - burde være.
Har i løbet af de sidste par dage (gen)læst hhv. historiker Ditlev Tamms introduktion til Jorge Luis Borges -- og inspireret af denne: Stevensons "Dr. Jekyll og Mr. Hyde" og Kafkas "Forvandlingen". Med tanke på Borges' essay om Kafka og hans forløbere (som handler om hvorledes Kafka ikke blot influerede på senere, men også på tidligere litteratur): Det er lidt pudsigt, sad jeg i min Wegner-stol og tænkte, at selvom Borges forlængst er blevet akademisk guldrandet, har Borges' forgængere ikke for alvor nydt godt af nogen Borges-effekt: De læses og værdsættes af den gemene hob, men nævnes (mig bekendt) sjældent, når eksempelvis yngre forfattere bliver bedt om at opremse forbilleder ... o.s.v. R.L. Stevenson, G.K. Chesterton og Thomas de Quincey, alle højt værdsatte af Borges, er oplagte eksempler -- og det (måske) tydeligste: Rudyard Kipling. Bl.a. p.g.a. sine idéer om den hvide mands byrde, pligten til at civilisere de primitive sorte, er Kipling i dag fortrængt og på vej ud i glemslen. Hvornår er der sidst udkommet en dansk Kipling-oversættelse? Det var ham - til oplysning - der skrev "Junglebogen" (ikke Disney) -- og "(På den vej til) Mandalay" (ikke Frank Sinatra).
Har altid holdt meget af slutningen på kapitlet - i "Junglebogen"- om tigrene: "Saa gik Mowgli da bort i Junglen og jagede dér sammen med de fire Unger fra hin Dag og videre frem. Han fortsatte dog ikke med at være ene, thi nogle Aar efter blev han atter Mand og giftede sig. Men det er en Historie for Voksne."
Kom hjem fra Struer i går aftes, og først i dag - efter arbejde - tjekkede jeg den indkomne post. Oversigten over denne måneds PBS-betalinger gjorde mig lettere deprim - SU-lån og DR-licens, bl.a. - men til gengæld livede jeg gevaldig op, da jeg nåede frem til pakkerne. Et amerikansk forlag har sendt mig en spændende (håber jeg) bog til anmeldelse på DPS-sitet -- og endnu bedre: En-eller-anden har aldeles anonymt sendt mig en pakke guld: Hele 4 DVD-film, alle meget uartige -- og alle svære at opdrive, i hvert fald i Danmark. Jeg ved ikke, om filmene er til låns, eller om der er tale om en foræring (og jeg ved ikke, hvem jeg skal spørge, for jeg aner ikke, hvem der har sendt dem, og der var ingen følgeskrivelse vedlagt) -- men hvad-enten: Tusind tak! Den eneste af filmene, jeg på forhånd havde - har - set, er kult-klassikeren "Blue Ice" med bl.a. Helga Sven (billedet).
Tivoli-Pedersen.dk er opdateret med billeder af min bedstefar, Ejgild, og familie.
DR skriver: "Den 20. oktober blev et pengeskab, et par computere, nogle kontanter, nogle familiefotos og et pengeskab stjålet fra en villa i Vanløse, hvor den afdøde forfatters datter bor. I pengeskabet lå en række efterladte kapitler og notater til Per Højholts ufuldendte roman - "Hans Henrik Mattesen - En monografi"." Mere her.
Tillad mig endnu en gang at fremhæve Keld Zeruneiths bog "Træhesten" -- som jeg købte og nævnte (flere gange) i juli. Jeg er nu cirka halvvejs og sidder og læser om Hesiod.
Træhesten, som titlen henviser til, er den trojanske hest, Odysseus' geniale påfund, der - og det er Zeruneiths pointe - tydeligt illustrerer forskellen på Odysseus og Akilles, helten fra "Illiaden". Odysseus kan tøjle sig, tænke strategisk og bedrage. Den trojanske hest markerer (selv-)bevidsthedens morgengry: Odysseus bliver en "civilisationsgrundlægger", fordi han i løbet af sin eventyrlige rejse gennem det chtoniske udvikler sig til et menneske, der i nogen grad kan beherske sigselv -- og netop som selv-behersker kan beherske andre retfærdigt. Zeruneith udlægger (osse) udviklingen religions- eller kultur-psykologisk: Som den patriarkalske Olymps sejr over de frådende moder-kræfter. Læsningen kan anfægtes, selvfølgelig (for det kan alle læsninger), men den virker både ædruelig og troværdig.
"Træhesten" er en tyk bog, og den tager lang tid at læse, for det hele handler om noget. Der er - så at sige - ingen blanke sider. Det er en voldsomt imponerende bedrift: At kunne skrive så meget begavet om noget så vigtigt -- uden at begynde at ævle. Jeg er som sagt cirka halvvejs. Anden del følger bevidsthedens udvikling til og med Sokrates.
Lokalpatriotisme: DR2 sender d. 28. temaaften om Ole Lund Kirkegaard, bl.a. med indslag om Di hæslige slønglers klups arrangementer i Skanderborg, juni 2006. Mere her. Ole Lund Kirkegaard boede og skrev sine berømte børnebøger ca. ti skridt og et råddent æblekast fra, hvor jeg netop nu sidder og skriver dette indlæg.
Skanderborg er i disse dage et mørkt og regnvådt sted. Ane er i gang med at forberede et foredrag, hun skal holde i næste uge -- og jeg forsøger efter bedste evne at gøre mig uvedkommende ved at sidde lige så stille i min stol og læse. I går blev det til hele to bøger, hhv. Harold Blooms "A Map of Misreading" og Paul la Cours "Fragmenter af en Dagbog". Jeg havde ikke læst sidstnævnte siden min gymnasietid. Dengang - stærkt påvirket af Per Højholt - læste jeg bogen med den dér helt utålelige, arrogante overbærenhed , som ofte præger helt utålelige, arrogante unge. Blandt andet p.g.a. Højholt - som startede, ødipalt, med at idolisere la Cour for derefter at begå et slags fadermord på ham - nævnes han, la Cour, i dag forholdsvis sjældent -- men engang, dengang (at komme i) "Heretica" var alle sande digteres allervådeste drøm, havde han status som få. Højholt har flere gange levende beskrevet, hvor rystende nervøs han var, den første gang, han skulle i audiens hos den store mester.
Paul la Cour og kredsen omkring "Heretica" var inspirerede af T.S. Eliot, ødemarks-stemningen efter de to ødelæggende verdenskrige, og de bar hinanden (og sigselv) med stor patos -- undertiden på grænsen (hvis ikke over) til det kvalmende. De efterfølgende generationer af danske digtere gjorde oprør mod al føleriet og gav sig i stedet til at skrive systemdigte, politiske digte o.a. -- og først i 1980erne vendte patosen tilbage, repræsenteret ved bl.a. Michael Strunge, Bo Green Jensen, Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup.
Søren Urik Thomsens påstand m.h.t. (fraværet af) en politisk dimension i hans eget værk - at "at skrive et digt er altid en politisk handling" - lyder som et ekko fra la Cour: "Den [Poesien] kan forfladiges til Vers, men hvergang den virkelig er Poesi, taler den universelt om det levende Menneske, selv naar du tror, den taler om Træer, om Sten, om Morgengry. Den alene er dannet til aldrig at kunne glemme din frugtbare Dobbeltnatur af Aand og Smuds."
Paul la Cour skriver: "Forestiller du dig et Digt, der er som et Fugleskrig, ligesaa uforstaaeligt og gaadefuldt Liv, af Glæde og Musik, og ved siden af det et Digt, hvori din tanke genkendende og maaske begejstret, fordi den føler sig bekræftet i sine Standpunkters Retning, kan vandre om blandt Tingene og føle sig styrket ved Digtets Vurdering af dem, saa kan du vel erfare i det sidste Digt. En god og slaaende Linie kan blive dig en Forbundsfælle i din ydre Livskamp, men det kan aldrig tilføre dig nogen Oplevelse. Det har valgt den nemme Del: at argumentere."
I Højholt version: Digte skrives ikke med idéer (eller med politiske holdninger). Digte skrives med ord.
Denne blog nærmer sig hastigt sin 1-års fødselsdag. Jeg skrev mit indlæg nr. 1 d. 25 oktober sidste år -- og dette er nr. 1310. Det vil sige, at jeg i det forløbne år i gennemsnit har postet cirka 3,6 indlæg om dagen. Det må vel siges at være rimeligt pænt.
Nu - hvor årsdagen nærmer sig - overvejer jeg, om jeg skal fortsætte, eller om jeg evt. burde lukke min biks. Eller noget ind-i-mellem. På plussiden: Jeg er kommet til at holde af den, min blog, og den har med tiden fået mange besøgende. Det er rart at ha et sted, hvor man føler sig hjemme, og hvor man frit kan lufte sine interesser, sine aversioner o.s.v. Og dertil: Jeg ved, at en del af mine bekendte og medlemmer af min familie undertiden klikker ind for at læse seneste nyt. På den måde tjener bloggen altså osse til opretholdelse af mit sociale netværk -- og det skal bestemt ikke underkendes, for jeg er - desværre - ikke god til den slags. Og har i særdeleshed ikke været det det sidste års tid.
På minus-siden: 3,6 indlæg om dagen har taget en hel del af min tid. Det tager mig normalt ikke mange øjeblikke at få skrevet og postet et indlæg -- men oven-i kommer alt det andet: At følge med i, hvad andre skriver, at læse og skrive kommentarer, lave billeder og fis og ballade. (I parantes bemærket: Efter at flere af de blogs, jeg sædvanligvis læser, er flyttet fra smartlog til nye Wordpress-hjem, er mit liv blevet en lille smule mere overskueligt: De pågældende blogs, herunder eksempelvis Henriks, vil ganske enkelt ikke acceptere kommentarer fra min side -- og altså er jeg udelukket fra at deltage i debatter o.s.v.)
At bloggeriet tager meget af mine skrive-tid ville ikke være så galt, hvis jeg ikke havde andet, jeg osse gerne ville ha (som det hedder) gjort noget ved, herunder ikke mindst digteriet. Måske er det bare en løgn, jeg trøster mig med: At hvis jeg brugte mindre tid på at blogge, ville jeg bruge mere tid på - f.eks. - at skrive digte. Eller andet.
D.R. - ikke DR, men D.R. - har meget venligt sendt mig et eksemplar af Margaret Crossland: "The Passionate Philosopher - A Marquis de Sade Reader" + Sacher-Masochs "Venus i pels". Jeg takker mange gange. Sacher-Masoch - der har lagt navn til masochismen, ligesom Sade har lagt navn til sadismen - var en uhyre produktiv forfatter, der i dag stort set er glemt -- bortset, altså, fra det ene værk, "Venus i pels". Og navnet.
Og apropos erotik og skrappe damer: Bemærk at DR 1 i morgen aften, onsdag, kl. 22.15 sender "Swimming Pool" med bl.a. Charlotte Rampling -- aller-aller-mest kendt for sin rolle som Lucia i Liliana Cavanis berømte og kontroversielle film "The Night Porter". Men osse som Jean-Michel Jarrres hustru.
En sidste, ekstra note til hæftet. Efter flere gange - uden held - at ha forsøgt at skrive noget REGELRET om Sade, kom jeg på den dér rectarium-idé -- som jo da i hvert fald, mener jeg, er i Sades ånd. Egentlig er hæftet ikke ment som meget andet end en forholdsvis lang vittighed, men en vittighed, der er alvorligt ment (og omvendt: en forholdvis lang alvor, der er en vittighed, ligesom livet). Der gik desværre en lille smule koks i korrektur-læsnings-proceduren, så der er sikkert en hel masse fejl. Men det er ok. De, jeg selv - senere - har opdaget, er fjernet i web-udgaven (men ikke i det trykte hæfte).
Jeg var så gevaldig arbejdsom i går, syntes jeg da selv, og jeg besluttede mig for, at jeg derfor havde lov til at give migselv en belønning. Jeg besidder med hensyn til indkøb - som de mere opmærksomme iblandt mine trofaste læsere givetvis har bemærket - en aldeles stålfast karaktér -- og jeg giver kun migselv lov til at købe ting eller sager, når jeg har arbejdet hårdt, har ondt af migselv, keder mig, føler mig opløftet eller har lyst. Gårsdagens shopping: John Ashberys digtsamling "Where Shall I Wander" i hardcover til £0.75 og Russ Meyers "Up" til £2.98. Det er godt - kan man vel sige - at jeg er så nærig, for ellers ville jeg forlængst ha været ruineret. Men i alt £3.73 slår mig næppe af pinden.
Og apropos (både det ene og det andet): Pludselig i går aftes, mens jeg sad i min lænestol, faldt min store Buddha-figur på gulvet og smadredes. Jeg stjal den engang for mange år siden fra min gode ven Peter - han lå syg i sengen, og da jeg gik, tog jeg figuren med under armen - og til sit endeligt fungerede den som last line of defence helt oppe på toppen af min ene bogreol. Men til slut måtte den altså give op: Bøgerne - nogle af mine bøger om kunst, for at være helt præcis - overmandede den. Et fejt og uventet angreb.
Min trykker er lynhurtig. "Sades liv" foreligger nu også i hæfte-form og kan bestilles - som sådan og så længe lager haves - per email: gorzelak@hotpop.com. Pris pr. stk. er kr. 20,-
Efteråret er for alvor over os, og bladene ligger gule og orange. Dagens Blockbuster-indkøb: "Inside Deep Throat", den meget roste dokumentarfilm om Gerard Damianos nu legendariske porno-klassiker "Langt ned i halsen" fra 1972. Forvent en anmeldelse af filmen på DPS-sitet engang i den nærmeste fremtid. RadioTimes Magazine har i øvrigt lige - og ikke urimeligt - udnævnt "Deep Throat" til at være en af filmhistoriens 100 vigtigste film -- hvilket jo altså nb! ikke (nødvendigvis) gør den til en af filmhistoriens bedste. Bare vigtigste. Det var "Deep Throat", der gav startskuddet (så at sige) til porno-genrens opblomstring i USA, og nu om stunder - 35 år senere - er film stort set identisk med pornofilm. Kvantitativt betragtet. Og "Deep Throat" er formodentlig filmhistoriens største succés. En amerikansk biograf havde den på plakaten 12 år i stræk, og ingen anden film - tror jeg - har forholdsvist indtjent så meget. Og vigtigere end penge: Få film er i samme grad som "Deep Throat" blevet del af vores kollektive kulturarv, vores fælles referenceramme ... o.s.v. Alle - undtagen særlinge - har hørt om den og kan henvise til den, osse selv om de ikke har set den. Hvilket straks får mig til at tænke på John Guillermins genindspilning af "King Kong", hvori "Deep Throat" redder Jessica Lange fra døden -- fordi hun er den eneste, der bliver på bådsdækket og ikke går med de andre ned i kahytten for at se den ulækre film. (Hvilket - igen - får mig til at tænke, at havde hun valgt at se filmen, ville "King Kong" have været overstået på få minutter, og vi seere ville være sluppet nådigt. Genindspilningen fra 1976 er - som en anmelder skrev - "frankly one of the worst films ever made".) Og dertil: Dagens bog, som jeg nu har tænkt mig at læse, er Robert Pinskys digtsamling "An Explanation of America". Som jeg købte i Dublin for 99 p.
Forsøgte at skrive en kommentar i Capacs blog - til dette indlæg - men det lykkedes (igen igen) vist ikke. Men her er, hvad jeg skrev:
For at citere Niels Hausgaard: "Det trækker jeg så tilbage". For mit eget vedkommende - med hensyn til mit indlæg - er der en hel masse men'er: Men jeg interesserer mig heller ikke meget for romaner, f.eks., og men det optager mig heller ikke ret meget, hvad der udkommer af nye bøger. Jeg er for det meste altid midt i et-eller-andet andet, og det sker stort set aldrig, at jeg går i boghandlen for at købe en bog, der lige er udkommet. Du har nok ret i, at der en forskel på anmeldelse og kritik -- og det er kritikken, jeg gerne vil ha. Anmeldelserne kan jeg sagtens leve uden. Med hensyn til din kommentar om hvorfor der er så få digtere blandt anmelderne: Det er der vist heller ikke. Men helt generelt -- som jeg (vistnok) engang hørte Per Kirkeby sige: Der er kun én gruppe kunstnere, der hader hinanden, indbyrdes, mere end digterne, og det er malerne. Så de er næppe de bedst egnede til at anmelde andres værker.
Der pågår for øjeblikket en diskussion om litteratur-anmeldelser i diverse blogs. f.eks. her. Jeg har for så vidt intet at bidrage med -- men det skal (som sædvanlig) ikke holde mig tilbage. Min holdning til danske litteratur-anmeldere og deres udgydelser er ganske klar: Jeg læser dem ikke -- og når jeg en sjælden gang alligevel gør det, ville jeg ønske, jeg ikke havde gjort det. Jeg er - apropos - helt enig med Harold Bloom, som i "Anxiety of Influence" skriver om "criticism", at kritik er "either part of literature or nothing at all". Det vil osse sige: En kritiker, der ikke selv har produceret noget af væsentlig, litterær værdi, er næppe værd at lytte til. Når jeg af kedsomhed eller anden form for dårligdom kommer til at åbne Weekendavisen, f.eks., aner jeg ikke andet end uskønne blandinger af nepotisme og fjollerier -- og når jeg falder over anmeldelser el. lign. på nettet, er de næsten altid håbløst dårligt skrevet, d.v.s. dårligt tænkt, tåbeligt selvpromoverende eller lalleglade, begejstrede for meget lidt. Helt generelt. Så jeg lader være.
Jeg holder - uden sammenhæng med meget - af denne historie om forfatteren og anmelderen Kai Friis Møller, som jeg i radioen (engang) hørte en antikvar-boghandler fortælle: Friis Møller plejede at sælge sine anmelder-eksemplarer til forretningen, og en dag kom han med et værk, hvori en ung og håbefuld forfatter på titelbladet havde skrevet en bøn: "Jeg ved godt, at jeg er ukendt, men vil hr. Friis Møller alligevel ikke være så rar at anmelde min bog?" Og nedenunder havde hr. Friis Møller tilføjet "Gu' vil jeg ej."
I går læste jeg en lille bog, jeg længe har haft stående i rolen -- klemt inde mellem en fed paperback fra Mån Pocket, Ekelöfs samlede "Dikter", og "Tag og skriv", Karsten Sand Iversens og Jens Smærup Sørensens Ekelöf-udvalg fra Arena, udgivet i 1977. Bogen, som jeg vistnok har købt på et kræmmermarked el. lign., hed og hedder ganske enkelt "En bok om Gunnar Ekelöf", FIBs Lyrikklubbs Bibliotek nr. 27, redigeret af Stig Carlson og Axel Liffner. Den indeholder et længere essay om Ekelöfs værk, et digtudvalg og fire kortere omtaler, bl.a. et uddrag af Werner Aspenströms "Porträtt av svenska poeter".
Gunnar Ekelöf var - til glæde for ikke-litteratur-interesserede - et af de helt store dyr i det nordiske -- og er det stadig, selv om han nu er død. Han debuterede i 1932 med digtsamlingen "Sent på jorden":
"ge mig gift att dö eller drömmar att leva"
-- og hans digtsamling "Non Serviam" fra 1945 regnes normalt - i hvert fald af mig - for et højdepunkt i den skandinaviske digtning:
"Mörk är min värld men i mörkret vill jag gå hem genom gräs, under dungar."
Andre titler: "Dedikation" fra 1934, "Sorgen och stjärnan" fra 1936 og "Köp den blindes sång" fra 1938. M.fl. Ud over Arena-udgivelsen findes på dansk bl.a. "Fyrsten af Emgión - Udvalgte digte", oversat af Karsten Sand Iversen.
Per Højholts vistnok sidste digt, som man kan se og høre ham kæmpe med i dokumentarfilmen om ham, altså om Højholt, henviste til Ekelöfs død:
"Jeg troede jeg havde en aftale med min venstre hånd om at klø mig i nakken. Nu ligger den på mit bryst nær det sted Gunnar Ekelöf kort før han døde udpegede som hjertets."
Højholt blev ramt af adskillige blodpropper og mistede brugen af sin venstre hånd. Da Ekelöf døde, pegede han på sit bryst og sagde, "Dér sidder hjertet!"
Forleden blog-udgav lyriker Martin Glaz Serup "Mortens bog" (Morten er Søndergaard), og nu følger Klaus op med yderligere, hele to blog-blog-udgivelser: "96 spor" og "Hvis jeg var et frimærke ... " Al denne geschæftighed fik mig til at huske på mit eget, lille projekt, Sade-hæftet, som jeg i nogen tid har ladet ligge.
Brugte nogle timer i går på at læse Blooms bog - omtalt nedenfor - og bestilte derefter en mere, "A Map of Misreadings". Blooms ærinde i "Anxiety of Influence" er at optegne og beskrive 6 måder, hvorpå "strong poets" (som han kalder dem) forsøger at frigøre sig fra eller overkomme deres respektive forgængere og/eller forbilleder: Wordsworth mod Milton, Keats mod Milton og Wordsworth, Browning og Yeats mod Shelley, Whitman mod Emerson, Stevens mod Whitman, og Ashbery mod Stevens. Udganspunktet er - og jeg er helt enig - at poesi skrives på poesi. Der findes selvfølgelig nogle digtere, som tror, at de kun skriver på baggrund af liv, ikke på baggrund af de digte, der allerede er skrevet af andre -- men den slags digtere bliver aldrig til noget, og da i hvert fald ikke til "strong poets", så Bloom kan tillade sig (som han gør) at ignorere dem.
Det gode ved bogen - ved genlæsning - er, at den er inspirerende, fordi den er så sprænglærd, og fordi Bloom lige så gerne bruger kabbalah eller myten om Orfeus som forklaringsmodeller, som han bruger Freud. Det lidt forstemmende ved bogen er, at den kun handler om de aller-aller-største, halv-guderne, som i hvert fald jeg har en kende svært ved at identificere mig med -- og Bloom gør intet for at hjælpe. Teksten er forholdsvis komprimeret og er ikke nem at læse. Men den er absolut umagen værd, især hvis man interesserer sig for de guldrandede, Milton, Shelley, Keats o.s.v.
Den japanske digter Shuntaro Tanikawa (f.1931) er ubetinget Japans mest anerkendte og elskede samtidsdigter.
Torsdag d. 10. oktober udkommer et nyt digtudvalg: En Chagall og et blad i dansk oversættelse på Forlaget Arena, og det bliver fejret med at Shuntaro Tanikawa kommer til København og læser op sammen med sin oversætter Susanne Jorn. Denne enestående begivenhed finder sted i:
Salon K, Huset i Magstræde
Tirsdag d. 10. oktober kl. 20.00.
Oven i købet er der arrangeret et lille forfattermøde, idet den danske digter Pia Tafdrup ved sammen lejlighed vil læse op af sin nye digtsamling: Tarkovskijs heste.
Vel mødt på Salon K. til en vingesusende aften med Tanikawa og Tafdrup, Chagall og Tarkovskij.
Henrik skriver i dag om at sætte sig spor. Det er givetvis noget, vi alle kan forholde os til, det dér med at ridse vort navn i den kollektive blok. Det handler sikkert om en masse, osse ubevidste ting og sager, dødsangst o.a. Og efteråret er jo, forestiller jeg mig i hvert fald, ligefrem designet - med al dens regn og rusk - m.h.p. sådanne, eksistentielle overvejelser. Som én eller anden politiker sagde (og han har lige fået en pris for at sige det): "When the moment has come, it is time." Noget i den retning. Og tiden er nu. Oktober.
Selv sidder jeg i disse dage og overvejer min familie-baggrund. Billedet herover: En avis-karikaturtegning af min oldefar. Min omtale - tidligere - af Harold Bloom gav mig lyst til at gen-læse nogle af bøgerne, og i dag modtog jeg "The Anxiety of Influence" med posten. Den handler osse om spor. Han skriver i et nyt forord, som jeg ikke tidligere har læst, om Shakespeare: "Our true relationship to Shakespeare is that it is vain to historicize og politicize him, because we are monumentally over-influenced by him." "Shakespeare invented us, and continues to contain us." "Heidegger, whom I cheerfully abhor, nevertheless sets me an example when he says that it is necessary to think one thought and one thought only, and think it through to the end. There is no end to "influence" ... "
Vi er alle - skriver jeg afspredt, for jeg har ingen sokker på og fryser mine tæer - resultatet af et sammenrend af alt muligt, og vi føler alle et behov for at være genuin årsag til noget, hvadenten vi søger at opfylde behovet gennem avl, håndværk eller åndeligt arbejde. Og mindre end Shakespeare er ok.
Ny bog af Jens-André P. Herbener C.A. Reitzels Forlag
TEOLOGI OG MAGT
En debatbog om Den Autoriserede Bibeloversættelse
Under stor festivitas og mediebevågenhed udgav Det Danske Bibelselskab i 1992 en ny, autoriseret oversættelse af Folkekirkens fundament Bibelen. Den blev hurtigt en bragende succes og blev kåret til »Årets bog 1992«. Siden 1996 har Danmarks nationalbibel imidlertid været genstand for skarp kritik. I aviser, tidsskrifter og fagbøger er den igen og igen blevet kritiseret for at have tilpasset Det Gamle Testamente til kristen dogmatik.
I Teologi og Magt samler Jens-André P. Herbener sagens mange tråde. Han afdækker den store indflydelse, som den konservative og fundamentalistiske fløj af kirken har haft på 1992-oversættelsen, og belyser de markante magtinteresser, der ligger bag. Han dokumenterer en række områder i oversættelsen, hvor kildeteksten er blevet tilpasset kirkelig tradition og dogmatik, og sætter spørgsmålstegn ved lovligheden af den udbredte anvendelse af en kirkebibel i det sekulære, danske undervisningssystem. Endelig viser han, at kirken stadig har nogenlunde samme forhold til kritikere, som den tidligere har haft til Galilei og Darwin.
Afslutningsvis slår forfatteren til lyd for at kappe båndet mellem universitetsteologien og Folkekirken og lægge præsteuddannelsen uden for universitetets mure - hvis den almene befolkning ellers skal have noget så kættersk som en videnskabelig bibeloversættelse. Problemet er, at universitetsteologiens og Folkekirkens interesser er filtret så meget sammen, at det går ud over den videnskabelige uafhængighed. 1992-oversættelsen er et moderne kardinaleksempel og symptom herpå.
Bogen er et indtrængende og polemisk opgør med et vitalt element af en magtfuld folkekirke og teologi.
Ny Ole Sarvig-bog-omtale på mit website: "Midtvejs i det tyvende Aarhundrede". Scroll ned på siden. Ud over (om) Sarvig har jeg lavet websider om Peter Nielsen og Charles Olson -- og det interesserer mig selvfølgelig, fordi jeg selv er migselv, hvad der kendetegner netop disse tre. Altså: Hvor - i mig - de mødes. Jeg ved, at Dan Turèll engang skrev det dér digt om, hvad dén og dén og dén forfatter havde til fælles -- og nåede frem til, at de havde Turèll som læser. Noget i den retning. Men jeg er ærligt talt ikke nogen særlig bredt-favnende person. Jeg er ikke optaget af mange ting, men af få ting -- og følgelig, tænker jeg, er der grund til at formode, at de forfattere, jeg læser og holder af, alle på én eller anden måde prikker til den samme nerve. Et sted i mit indre system.
Der er på nogle måder meget langt fra Sarvig til Charles Olson, f.eks. -- men osse ikke. Deres respektive - med et vildt ord - modernitetsanalyser fører dem begge til en insistering på stedets og tidens betydning, på legemligheden som udgangspunkt -- og selvom Sarvig (der var vidt berejst) var hjemmehørende i det lille, indadvendte Danmark, og Olson i det ekspansivt-orienterede USA, var deres verdener alligevel ikke aldeles uens: Verden før TV -- dengang man stadig kunne huske (og nogle steder endda finde) arbejdere, håndværkere og fiskere, der rent faktisk gjorde hele arbejdet selv, og som håndgribeligt kunne se og værdsætte resultatet. Før arbejde blev abstrakt og uigennemskueligt. Sarvig beklager i "Midtvejs", at vi har mistet billedet af os selv som mennesker. Olson skrev: "The only interesting thing / is if one can be / an image / of man." Og Sarvigs beskrivelser i bogen af det moderne menneske som fremmedgjort genlyder klart i Olsons ord om mennesket, der står "estranged / from that which was most familiar."
Kristeligt Dagblad: "I morgen udgiver den borgerlige tænketank Cepos historiebogen "20 begivenheder, der skabte Danmark", hvor en række skribenter med nedslag i konkrete personer eller begivenheder forsøger at tegne et alternativt billede af vor fortid end det, som radikale og marxistiske historikere traditionelt har tegnet. Og påstanden er, at netop de radikale og marxistiske historikeres specifikke fortolkning har haft held til at præge danskernes opfattelse af deres egen fortid i en sådan grad, at den nærmest har været uimodsagt. Indtil lige netop nu, hvor en ny front i den borgerlige kultur- og værdikamp åbnes: kampen om historien." Mere her. Og her.
Og to mere. Flickr insisterer på at lægge billederne på langs, så det må I finde jer i.
"STATELY, PLUMP BUCK MULLIGAN CAME FROM THE STAIRHEAD, bearing a bowl of lather on which a mirror and a razor lay crossed. A yellow dressing gown, ungirdled, was sustained gently-behind him by the mild morning air. [...] Halted, he peered down the dark winding stairs and called up coarsely: -- Come up, Kinch. Come up, you fearful jesuit." Fotoet viser nedgangen til omtalte "dark winding stairs".
The National Library i Dublin med reklamer for en stor udstilling om W.B. Yeats.
Skal Åby bibliotek lukkes? - vi siger nej - hvad siger du?
Århus kommune vil spare Åby bibliotek væk, selvom biblioteket er velfungerende og et samlingspunkt for mange foreninger. Vi mener det er en forkert beslutning, vi ikke har haft indflydelse på.
Derfor arrangerer vi (Åbyhøj Fællesråd) et støttearrangement for Åby bibliotek torsdag den 28/9 2006 kl. 20:00. Arrangementet består af musikalske indslag og statements fra kunstnere, kulturpersoner og foreninger med tilknytning til Åbyhøj og Åby bibliotek.
Allerede kl.19:30 starter vi aftenen med et fakkeloptog gående fra Åbyhøj torv mod biblioteket.
Så kom og støt op, hvis også DU er utilfreds med beslutningen.
I forlængelse af min foregående post: Gode bøger af gode læsere. Camille Paglia: "Sexual Personae", Susan Sontag: "On Photography" (er osse udgivet på dansk), Roland Barthes: "Sade / Fourier / Loyola" og Harold Bloom: "The Anxiety of Influence".
Jeg skrev en kommentar til Capacs blog-indlæg om alfabetisme - her - men jeg er ikke sikker på, at kommentaren blev registreret. Så nu poster jeg den osse i min egen blog. Her er, hvad jeg skrev:
Der er jo aldrig blevet solgt eller læst så mange bøger, som der gør nu-om-stunder. Der er aldrig blevet læst eller skrevet så mange breve, d.v.s. emails o.s.v. Og så videre. For så vidt er der ingen grund til bekymring på læsekulturens vegne. Når jeg en sjælden gang selv blir ramt af sortsyn (og det sker virkelig sjældent), er det ikke, fordi jeg stirrer mig mørk på folks manglende interesse for læsning, men snarere på læsningens (ikke læsestoffets) mangel på lødighed. Manglen på vilje til engageret at forholde sig til det skrevne, til at kræve noget af ordet -- andet end at det skal underholde. Det er - tænker jeg, når jeg befinder mig dér i det sorte - sjældent at man støder på en virkelig god læser. Langt hyppigere, trods alt, støder man på god litteratur.
End quote. Når jeg forsøger at optegne (og det gør jeg ikke) de forfattere, der gjorde indtryk på mig, da jeg gik på universitetet, og som jeg stadig kan holde ud at beskæftige mig med, er de - forfatterne - alle kendetegnede ved deres fremragende evner som (af)læsere: Freud, Susan Sontag, Roland Barthes, Michel Foucault. Senere er flere kommet til, først og fremmest Camille Paglia, som jeg sætter meget højt, og Paglias mentor, Harold Bloom. Selv når deres læsninger forekommer mig helt forkerte, misforståede eller akademisk forskruede, glæder jeg mig over deres vilje til at forsøge at forstå -- og over deres ønske om at dele deres store engagement.
Af alle de ting, vi mangler i vort lille land, mangler vi allermest dette (bortset fra en ny regering, en gennemtænkt uddannelsespolitik, mere socialhjælp til landets fattige og udstødte o.s.v. -- alle de dér småting): Et on-line, gratis, søgbart, visuelt museum over forsider på danske bogudgivelser. Fra Arilds tid og til nu.
Sidder i dette øjeblik og skal bruge scans eller fotos af (eller fra) Ove Brusendorffs "Erotik i filmen" og "Erotik for millioner". Hvis du lynhurtigt kan hjælpe, så send mig gerne jpegs på gorzelak@yahoo.com. Og på forhånd tak.
Modtog allerede i dag mit eksemplar af Edward Dorns "Gunslinger", købt via engelske Amazon i tirsdags. Det må da siges at være hurtig ekspedition. På plussiden: Samlingen er komplet, som jeg havde håbet. Pil nedad: Enkelte sider er 'rynkede' efter en vandskade. Men jeg lever nok med det.
Ed Dorn studerede under Charles Olson, min store helt, på Black Mountain College, men han var - apropos min post om "The Prisoner" - så udpræget en autonom, der insisterede på at gå sine egne veje. Bl.a. som følge heraf forblev han gennem hele sin forfatter-karriere en outsider; læst og beundret, men ikke rigtig del af det amerikanske, litterære establishment, der (ligesom alle andre steder) i høj grad bestod og består af akademikere. Dorn skrev her.
Hovedværket "Gunslinger", der udkom i 4 dele - første del i kun 600, håndkopierede eksemplarer - er et slags pop-art survey over USAs kulturelle landskab, som det så ud i 60erne. Som udgangspunkt er det en fortælling om, hvorledes Gunslinger (eller Slinger, Zlinger) rejser ud for at finde super-kapitalisten Howard Hughes:
"they say he moved to Vegas or bought Vegas and moved it. I can't remember which."
Men undervejs dropper han projektet. Vi bliver præsenteret for talende heste, samtaler om Heidegger, en blaffer ved navn Kool Everything, og meget andet -- og hvert afsnit er sat i et stofs tegn, hhv. marijuana (1), LSD (2) og kokain (3 og 4).
På det helt banale plan: Fis og ballade. På det mere abstrakte: Ligesom pop-art-kunstnere som Warhol, Lichentenstein og Dine i 1960erne forsøgte af afskaffe eller omgå den traditionelle, vesterlandske idé om den skabende kunstner ved at lave upersonlige værker, forsøgte Dorn i "Gunslinger" at slippe fri af det, vi her i Danmark - vistnok - plejer at kalde centrallyrikken. Der er ikke noget "jeg" i "Gunslinger" (d.v.s. det er der, fortælleren, men fortælleren dør i anden del), og digtet er ikke 'et jeg, der krænger sin sjæl ud på papir'. Not that kind of thang.
Det er helt korrekt, når Charles Potts - her - bemærker, at Dorn i langt højere grad end forgængerne og forbillederne Ezra Pound og Charles Olson formår at disperse "the "ego" function [...] into many other characters." Men arven efter Olson er ikke desto mindre tydelig. Marjorie Perloff skriver i sit udmærkede forord til "Gunslinger": "Dorn is concerned with the archaeology of mass-produced myths, specifically, in the case of Slinger, the Western myth of the frontier, with its sharpshooters and ranchers, its saloons and small towns, its ballads and brothels." Denne arkæologiske ambition er helt olson'sk -- med den forskel, at Olsons verden bestod af fiskere, puritanske nybyggere og udsigten over bugten fra huset i Gloucester. Hvorimod Dorns bestod af TV, pop-sange, atomvåben, reklamer og penge.
Carsten funderede forleden i sin blog - her - over sammenhængen mellem "Columbos fremgangsmåde og filosoffens", og Capac følger i dag op med et indlæg om, hvorfor han ikke bryder sig om Columbo. Her. Capac skriver bl.a.: "Gennem analysen af forbrydelsens lovoverskridelse får man et spektrum, hvorigennem man kan - i bedste fald - kan se, hvordan dette samfund fungerer (eller snarere: ikke fungerer), og hvordan menneskenes begær efter kærlighed, sex, penge, magt osv. får dem til at handle umoralsk og uetisk, men såre menneskeligt."
Kriminalopdagerens arbejde - i fiktionen - ligner måske filosoffens -- men nok ikke meget mere, end den ligner andre former for analytisk orienteret arbejde, hvadenten det drejer sig om en biolog på jagt efter et enzym eller en psykolog på sporet af sin patients ubevidste traumer. Og faktisk - som jeg kender dem - sker det forholdsvis sjældent, at en filosof stopper op og tager sig til tid at korrelere med erfarede facts.
Den anden genre, som kriminalhistorien for mig at se mest indlysende har noget for med, er teologien -- og dét endda i en sådan grad, at man kunne forledes til at mene, som Svend Bjerg (nok ikke, men jeg skriver det alligevel) har antydet, at kriminalfortællingen grundliggende er en slags teologisk diciplin. Jeg vil tillade mig at omskrive Capac således: At kriminalhistorien - den gode, ikke-kedelige kriminalhistorie - slet ikke handler om 1. en forbrydelse og 2. opklaringen af en forbrydelse. Altså: Helt plat. Den gode kriminalhistorie handler om synd. Dét, detektiven kaster lys over i løbet af sit opklaringsarbejde, er, hvorledes alle mennesker (med Augustins udtryk) læner sig mod eller er rettet mod synd. Agatha Christies fortællinger er i den forstand emblematiske, for efterhånden som de skrider frem, bliver vi klar over, at alle de medvirkende potentielt kunne have bedrevet forbrydelsen.
Synden er, som Capac skriver, det "såre menneskelige" -- og begrebet synd, modsat begrebet skyld, kalder på (eller hvordan jeg nu skal udtrykke det) en livsverden. Spørgsmålet om skyld eller ikke-skyld er juridisk og kan afgøres i en retssal med henvisning til beviser o.s.v. -- hvorimod en synd kun fattes på baggrund af levende liv, en omgivelse, historisk, et miljø o.s.v.
Hos en række kriminalforfattere er den teologiske dimension åbenbar, f.eks. hos G.K. Chesterton, Graham Greene og P.D. James. Og selv Inspector Morse, ateisten, har noget indlysende præste-agtigt over sig.
Ole Sarvig: "Den sene dag" Ole Sarvig: "Kunstkritik" Robert Corydon: "Bogstaver i græsset" Robert Corydon: "Til smerten" Robert Corydon: "En måde at dø på" Robert Corydon: "Landskab med huse" Klaus Rifbjerg: "Konfrontation" Jørgen Gustava Brandt: "Hop" Niels Frank: "Digte i kim" Robert Creeley: "Vinduer" Olof Lagercrantz: "August Strindberg"
+ to CDer
-- og dagens absolut bedste fund: "I opstandelsens aske", udvalgte digte af Nelly Sachs, oversat af Poul Borum. Her er et foto af Sachs:
Nyeste bog-indkøb: Edward Dorns hovedværk, "Gunslinger" -- købt i troen på, at netop denne udgave (som ses herover) indeholder alle de originale, fire dele. Og ikke kun den første. Men jeg har endnu ikke modtaget den, så der er fortsat mulighed for skuffelse. Meget mere om Ed Dorn på dette website.
Artikel i Politiken om forlagenes efterårsreceptioner -- og om drømmen om at komme ind i den varme stald:
"Seniorredaktør Birthe Melgaard, Gyldendal Skønlitteratur, skønner, at forlaget hvert år modtager mellem 1.000 og 1.500 manuskripter uopfordret.
Mellem fire og otte får det svar fra forlaget, som de har drømt om.
Langt de fleste manuskripter er skønlitterære, og af dem er op mod halvdelen lyrik.
»Det er de formentlig ud fra en eller anden forventning om, at det er så nemt lige at skrive nogle digte. Men det er den sværeste genre overhovedet. Og når man så ser på vores udgivelsesprofil, så er det kun mellem 5 og 10 procent af vores skønlitterære udgivelser, der er lyrik. Så der er et klart misforhold«, siger hun."
Jeg har skrevet om det før -- og jeg er ikke sikker på, at jeg (lige nu) orker at gøre det igen. Men altså. Hvis vi regner i procenter, nøjes med få decimaler og tillader os at runde lidt op, så er der ingen, der gider læse digte. Hvis vi fraregner Henrik Nordbrandt, så er det slet ingen, der gider læse digte -- og hvis vi osse fjerner Søren Ulrik Thomsen, så er der slet ingen overhovedet. Ud af disse er der - højt sat - måske 2%, der regelmæssigt køber digtsamlinger. Resten låner på biblioteket eller får frieksemplarer eller anmeldereksemplarer tilsendt. Der er ingen penge i at udgive digtsamlinger.
Hvis vi i stedet regner med reelle tal, er der måske 300-400-500 mennesker i Danmark, som interesserer sig for lyrik. Digtsamlinger kan sælges i få hundrede eksemplarer -- med enkelte undtagelser. Inkl. salget til bibliotekerne.
Enhver kan nu om stunder sætte sig ned, skrive en digtsamling og distribuere den via nettet, som fotokopi, via print-on-demand-forlag el. lign. (Hvilket - i parantes bemærket - giver mig en oplagt lejlighed til at nævne, at min brors digthæfte nr. 3 netop er udkommet. Modtog mit eksemplar med posten i dag.) Fordelene ved at udkomme på et såkaldt anerkendt forlag er til at overse: Man slipper for bøvlet m.h.t. at få sit skidt spredt over marken, og hvis man er super-duper-heldig, får man måske en lille anmeldelse i en landsdækkende avis. Det kan osse lade sig gøre som selv-udgiver, men det kræver (nok) lidt fedteri. Det hjælper (nok), hvis man er del af en gruppe, kommer til de rigtige fester o. lign.
Jeg læser for tiden Freud -- og måske derfor kan jeg ikke lade være med at tænke, at når FOLK har så travlt med at rende forlag på dørene, så skyldes det ikke nær så meget, at de gerne vil ud med deres ting - for det kan de jo nemt komme - men at de gerne vil have anerkendelse. Altså: At det er et udtryk for underskud, ikke overskud. Rækken af (med rette) berømte digtere, der på forskellige måder selv udgav deres digte, er lang -- og måske er der grund til at bemærke det. Den græske digter Kavafis udgav i løbet af hele sit liv kun to små hæfter, begge for egen regning -- og resten af forfatterskabet bestod - består - af løsblade, som han sendte til venner og bekendte. Det forhindrede ham ikke i - hvis det er det, man drømmer om - at blive verdensberømt. Gode digte er gode digte.
I dag lykkedes det mig endelig at blive scannet. Og lad os så ikke snakke mere om dét. Jeg spugte klinik-assistenten (for jeg fik ikke lov til selv at se billederne), om det havde været en æstetisk tilfredsstillende oplevelse -- og det mente hun. "Smukt indrammet," sagde hun. Sådan - tænkte jeg bagefter, på gåtur ned mod midtbyen - er det med megen stor kunst: Først korrekt indrammet kommer det for alvor til sin ret.
Jeg tilbragte en halvtimes-tid på en café og besøgte derefter Accords marked. Manden, der skulle lukke op kl. 10, havde åbenbart sovet over sig, og da de endelig fik åbnet, stod vi en pæn flok og ventede. Igen - synes jeg, man må sige - udviste jeg en beundringsværdig coolness: Kom hjem med kun 3 CDer og 7 bøger, de fleste af bøgerne endda i småtingsafdelingen. Købte et spritnyt eksemplar af Den Blå Port 68/69, fordi det indeholder 2 digte af Peter Nielsen. Havde egentlig tænkt mig at bestille det hos min lokale boghandler. 2 bøger til Sarvig-samlingen: "Museum midt på dagen" og "Det Danske Akademi 1967-1974". Charles Baudelaire: "Dagbøger", en uglebog, og et meget flot, privatindbundet eksemplar af Suzanne Brøggers "Creme fraiche". Den er ikke sjælden, men jeg har alligevel været på jagt efter den længe. Jeg ville ikke ha bogklubs-udgaven, og jeg har droppet nogle stykker, fordi prisen var for høj. Nu fik jeg den i rødt halvlæder for en tyver. Og vel nok dagens - i mere end én forstand - mest ophidsende fund: Aurum Sex 1 og 2 (som ses foroven). CDerne var h.h.v. Per Nørgaards 3. symfoni, en ECM-udgivelse med Kancheli og Schnittke og Hans-Henrik Nordstrøm: "In The Woods". Og iblandt de ting, jeg samlede op, men derefter igen lagde fra mig: Vagn Steens "Digte for en daler", to Sartre-bøger, to Jevtusjenko-bøger, Jules Verne, en masse Torben Brostrøm, Robert Corydon o.m.a. Blir nok nødt til at ta derind igen, når priserne er faldet yderligere.
Jeg har en lille stak digtsamlinger m.m., dubletter, jeg gerne vil af med. Det er - bemærk venligst - kasserede biblioteksbøger, alle med behørigt stempel. Som sådanne er de ikke meget værd i kroner og ører -- men indholdet fejler jo ikke noget. Og det er GODE TING.
Paul Celan: "Du behøver hvert strå", udvalgte digte oversat af Peter Nielsen. Husets Forlag. Antikvarprisen ligger normalt mellem kr. 250,- og kr. 350,- -- og Celan er jo, altså, nødvendig læsning for alle med interesse for lyrik. I hvert fald hvis man er bare nogenlunde seriøs. Pris: Kr. 35,- + porto.
Carlos Drummond de Andrade: "Verdensfornemmelse og andre digte". I serien Borgens Verdenslyrik. Udvalgt og oversat af Peter Poulsen. Parallel-tekst brasiliansk/dansk. Pris: Kr. 15,- + porto.
Fernando Pessoa: "Rastløshedens bog". Med grafiske arbejder af Jens Birkemose. Brøndum. Pris: Kr. 15,- + porto.
Asger Schnack: "Da jeg blev fed. Digte 1990". Med et grafisk arbejde af Per Kirkeby. Brøndum. Pris: Kr. 5,- + porto.
Vi har været småskrantende de sidste par dage. Ane måtte tilbringe gårsdagen i sengen, og jeg går rundt med min (nu igen) deforme pupil og ser lidt sløret ud. Af hensyn til potentielt øje-interesserede blog-læsere har jeg fremstillet følgende:
- som, sku jeg mener, taler for sigselv. Min pupil, som pupiller har for vane, udvider sig, når lyset er svagt, og trækker sig sammen, når lyset forstærkes. P.g.a. min næsten ubegribeligt interessante sygdom i kroppen hænger min pupil imidlertid fast nogle steder -- og trækkes derfor skæv. Og jeg får for meget lys ind i systemet. Min øjenlæge har givet mig et stof ved navn Cyklogyl, som jeg skal dryppe i øjet hver dag. Cyklogyl tvinger pupillen til at udvide sig -- og, altså, bevæge sig. Idéen er, at den således skal rykke sig fri.
Stort inspireret af min succes med Dennis Potter-TV-serierne klikkede jeg efterfølgende ind på play.com for at tjekke "The Prisoner". Jeg har aldrig fået købt hele serien, for jeg har været for nærig. Jeg ved, at den for nogle år siden pludselig kom på udsalg -- og en del af mine bekendte var kvikke nok til at slå til. Men ikke jeg. Engelske Amazon vil ha £41.99 + porto, ca. kr. 500,- for den samlede boks (den billigste udgave) -- men der er åbenbart ingen ende på mit held. I disse dage. Play.com sælger lige nu selvsamme for kun £17.99 inkl. porto. Se her. Jeg bestilte den straks -- og har allerede modtaget en email med besked om, at den er på vej. Det er jo - faktisk - helt vildt.
Og andet: Har vundet Freuds "Drømmetydning" på QXL, begge bind for en flad tier. Jeg har ganske vist allerede en anden udgave stående på hylden, men denne, den nye, er bedre. Og "I Ching". Osse en tier.
Henrik, fordi han i morgen skal på tur, bringer allerede i dag et længere blog-indlæg om Nine Eleven. Læs det her.
Jeg har indtastet de første ca. 40 annoncer. Mange flere følger. Tjek listen her. Priserne, vil jeg mene, er ikke urimelige -- i hvert fald ikke hvis man sammenligner med antikvariaternes. Men jeg er selvfølgelig til at handle med.
Som Kenneth Koch skrev i et af sine digte: "Et tog kan skjule et andet" -- ligesom én forelskelse kan skjule en anden forelskelse, eller én ulykke kan skjule en anden. Men - tænker jeg nu - de kan jo altså osse trække hinanden, i hvert fald togene, eller skubbe. For eksempel foranledigede mit Ole Sarvig-bog-forside-scanneri mig i aftes til omsider - tilsvarende - at få scannet de af mine Charles Olson-bøger, som manglede på denne side.
Jeg har vistnok skrevet det før, men jeg gør det gerne igen: "San Fransisco Renaissancen", den lille antologi fra forlaget Sirius, der herover ses til venstre, har til dato været en af de vigtigste bøger i mit liv. Jeg fandt mit første eksemplar i en byttebiks, så vidt jeg husker, men sidenhen forsvandt det. Det næste - mit nuværende, som jeg vogter over - fandt jeg i en bogkasse, der var stillet ud på gaden på Trøjborg i Århus. Antologien indeholder to digte af Olson, begge oversat af Erik Thygesen -- og i mange år måtte jeg lade mig nøjes med dem.
I 1993 lavede jeg et interview med Peter Laugesen (hvoraf et mindre uddrag kan læses her), og han var i den forbindelse så venlig at forære mig et udvalg af egne oversættelser af Olson, "Digte", udgivet på After Hand i 1984. Bogen til højre. Men det var først små 10 år senere, da jeg fik tid og råd, at jeg for alvor kastede mig ud i et større Olson-studium -- og jeg føler stadig, trods omfattende læsning, at jeg kun lige er begyndt.
Ane og jeg tog i dag til Århus for at se - inden den lukker - Rauschenberg-særudstillingen On and Off The Wall. Jeg er en stor fan af Robert Rauschenberg, og han har øvet en betydelig indflydelse på mig m.h.t. alting kunst. Dagens bogtip: Tag og læs Calvin Tomkins' "Off the Wall - Robert Rauschenberg and the Art World of Our Time". Købte mig eget eksemplar i en antikvarboghandel i Madison, Illinois.
Og apropos antikvarboghandlere: Lagde vejen forbi Aabenhus' hollandske udsalg -- og ca. fordoblede således min Ole Sarvig-samling. For næsten ingen penge. Se den opdaterede liste her. Jeg udviste, synes jeg da selv, i øvrigt et beundringsværdigt mådehold og investerede kun - foruden i Sarvig-bøgerne - i to små hæfter om Svend Wiig Hansen og en bog om Kai Nielsen.
Jeg har fået fyldt en lille smule mere på min Ole Sarvig-side. Det er min (voldsomt ambitiøse) Idee at skrive et kort referat af hvert af de på siden anførte værker. I den forbindelse -- og helt generelt: Bidrag modtages med taknemmelighed. Hvis du har lyst til at skrive om et af værkerne, kort eller langt, så gør det endelig.
Og i samme åbenheds ånd: Hvis du falder over et godt link, hvis du tilfældigvis ligger inde med nogle scans eller foto af bogforsider, hvis du falder over en biografisk anekdote --alt kan bruges. Min mailadresse er gorzelak@hotpop.com.
I forlængelse af min tidligere post om Laurence Sternes "Tristram Shandy": Jeg har modtaget filmatiseringen, "A Cock and Bull Story", og jeg har set den, endda to gange (næsten i træk).
Som Stephen Fry - som i øvrigt ville være mit eget, første valg m.h.t. Øde Ø - meget præcist udtrykker det i filmen: "Tristram Shandy" er en meget lang vittighed, ligesom livet er en meget lang vittighed -- og læst som kunstværk (og "Tristram Shandy" er afgjort et de mest kunstværkede kunstværker nogensinde) efterlader bogen for så vidt kun læseren med én eneste pointe: Nemlig at kunsten aldrig vil kunne følge trop med livet, fatte det i dens umådelige rigdom, eller beskrive det i dets totale meningsløshed. Det er - og derfor titlen - ikke andet end a cock and bull story. A tale told by an idiot .. o.s.v.
Her er et udmærket eksempel: I dag, fordi jeg lider af RLS, besøgte jeg vort lokale Center for Holistisk Trivsel. På vej derned købte jeg Bob Dylans nye CD, som jeg altså gik med i den ene hånd. Jeg lyttede til musik på min mp3-afspiller, Poul Krebs, "Morgendagens tåber", og Poul Krebs får mig altid til at tænke på Vejle, p.g.a. den dér sang med "mens regnen falder ned på Vejle Bro" -- og at Vejle, har jeg besluttet mig for, er Danmarks bedste by. I antenneforeningens vindue fik jeg øje på en stor fotostat af Steve Irwin, krokodillejægeren, der døde i går, fordi han blev angrebet, mens han snorklede, og jeg huskede, at min gode ven Niels engang fortalte mig, at han havde opdaget, mens han snorklede i Det Røde Hav, i øvrigt midt under Golfkrigen, som jo sidenhen blev efterfulgt af en sequel, at hvis man blæser i en snorkel, lyder det fuldstændig som en hanhjorts brunst-skrig. Jeg overvejede, mens jeg sendte Irwin en sidste hilsen fra Adelgade, hvad en hanhjort egentlig hedder -- og bebrejdede migselv for ikke at vide det, for det burde jeg. Ganske pudsigt henfaldt jeg ikke i tanker om vores egen TV-situation, eller at antenneforeningens priser er horrible, og at det ville gøre dem godt med lidt konkurrence. Men til gengæld, da jeg havde siddet ca. 10 minutter, måske 11 eller 12, midt i holismen, uden at der var kommet nogen for at spørge mig, om de ku hjælpe - og det vidste jeg jo reelt heller ikke, om de kun - og var på vej til Marius Øltapper, som viste sig at ha lukket, ikke for at drikke øl, men for at spørge til Carsten Hentze-CDen, som jeg tidligere har omtalt i bloggen, men ikke købt, for jeg kan ikke finde den, undrede jeg mig meget over en æske, hvori der tidligere har været en dildo, som er et slags legetøj, der lå og flød midt på fortovet, faktisk ikke så langt fra apoteket. Hvor jeg i går var nede for at købe øjendråber. O.s.v.
Jeg læser hos Paw, at vi danskere bliver rigere og rigere, omend ikke alle i samme tempo. Helt personligt - hvis det kan interessere nogen - er jeg ikke rigere i dag end i går, tværtimod. Jeg er præcis kr. 39,- fattigere -- for jeg har lige været en tur i Løvbjerg. Som i dag holdt søndagsåbent til kl. 17. Velstandsstigningen fremgår osse af det faktum, f.eks., at de danske forlag og boghandlere aldrig har solgt så mange bøger, som de gør i disse år. Det stod at læse i en opgørelse, der (vistnok) blev offentliggjort i sidste uge. Forhåbentlig kan vi herefter blive fri for mere ynk på bogens vegne, snak om bogens død eller om at folk ikke gider læse, at internettet overflødiggør bøger, at folk hellere vil spille XBox eller se dødssyge, amerikanske film -- og så videre. En undersøgelse lavet for (efterhånden) nogle år siden viste en klar sammenhæng mellem læsevaner og generelt forbrug af medier: Hvis folk bruger meget tid på TV, musik, film, spil o.s.v., er der ret gode chancer for, at de osse bruger tid på at læse -- hvorimod folk med et ringe forbrug af andre medier, sjældent (statistisk) gider åbne en bog. Eksklusive læsere, der kun gider at læse bøger, og som aldrig kunne drømme om at tilbringe en aften foran TVet, tilhører en uddøende underart (som hverken forfatterne, forlagene eller boghandlerne kan leve af at fodre). En springtur rundt i blogosfæren vil vise, at de bloggere, der skriver meget om bøger, som oftest osse skriver meget om musik, film o.s.v.
Men det var overhovedet ikke det, jeg ville skrive. Jeg ville sådan set bare lufte dette lille, private associations-flow: Paws indlæg fik mig til at tænke på penge, hvilket fik mig til at tænke på sixpences, hvilket fik mig til at huske, at jeg glemte - efter turen til Dublin - at gøre opmærksom på dette (ikke uvæsentlige): At jeg faktisk købte en sixpence derovre. En Donegal tweed. Inden-i den står der: "This tweed was woven from pure new wool in county Donegal, Ireland. The fabric has the colours and character of our countryside. Ruggedness to wear well. Softness for comfort. Joy and health to you who wear this." Med venlig hilsen fra væveren.
Slæbte en hel kasse med diverse til bogbytte på biblioteket -- og kom hjem med følgende:
Frank Jæger: "Cinna og andre digte", førsteudgaven. Jørgen Sandvad: "Saaledes talte - Interviews med kunstnere". Ole Vedfeldt: "Det kvindelige i manden", førsteudgaven. Olof Lagercrantz: "Fra Helvede til Paradis - En bog om Dante og hans Guddommelige komedie", førsteudgaven. Chr. Rimestad: "Baudelaire". Leo Tandrup & Arne Haugen Sørensen: "Samtaler på en bjergtop".
Samlet pris: Kr. 0,- Ifølge min sædvanlige udregningsmetode, som jeg meget holder af, har jeg således netop sparet i omegnen af kr. 920,- (jvf. antikvariat.net) -- som jeg følgelig nu har i overskud og kan bruge på fis og ballade. Hep!
Stadig en smule rystet over det dér med Ole Sarvig i kælderen (læs evt. her) har jeg besluttet - som en slags undskyldning på vegne af den samlede menneskehed, eller i hvert fald på vegne af den del af den, som har indflydelse på Skanderborg Biblioteks politik m.h.t. sjældent udlånte bøger - at oprette en sarvig-tag-kategori. Hvilket hermed er gjort. Forvent meget mere Sarvig fremover. Har lige investeret i et eksemplar af Poul Borums interviewbog "Samtale med Ole Sarvig" fra 1969. Borum var en stor Sarvig-fan og beskrev ham engang, altså Sarvig, som Danmarks (daværende) eneste, virkelige kandidat til Nobelprisen i litteratur. Han opnåede aldrig at få den -- men til gengæld blev han i løbet af sin forfatterkarriere tildelt alle de danske priser, der var - er - værd at nævne, inkl. Emil Aarestrup Medaillen, Johannes Ewald Legatet, Herman Bangs Mindelegat, Kritikerprisen, Morten Nielsens Mindelegat og Det Danske Akademis Store Pris. Sarvig blev selv medlem af Akademiet i 1972.
Det er altid sjovt, når små hunde gør, og jo højere de gør, des sjovere blir det -- lige indtil, selvfølgelig, man bliver træt af legen og går videre. Da jeg i sin tid arbejde på ACU i Skanderborg, gik jeg hver morgen ad Emilievej - og dér, bag en smedejernslåge, var der en sådan lille, bidsk hund, som teede sig, når jeg kom forbi. Det tog mig nogen tid at vænne mig til den. I begyndelsen gav den mig hver morgen et mindre chok, for den betyder jo ikke det fjerneste, den dér lille-hunds-gøen, så jeg glemte den hurtigt -- til næste dag. Men efterhånden begyndte jeg nærmest at se frem til disse små, pudsige optrin, og jeg opdagede, at jeg blev skuffet, hvis hunden ikke var der. På nogenlunde samme måde - og derfor dette - har jeg nu fået det med Weekendavisens Leonora Christine Skov. Jeg læser hos Capac, at hun senest - på TV - har afskrevet Dylans nyeste CD som en anakronisme. Man kan sige meget om Dylan, men ét er i hvert fald indiskutabelt: Han er en aldrende, velnæret, hvid mand -- af den slags, som gør Skov så arrig.
Ezra Pound: "Pay no attention to the criticism of men [sic] who have never themselves written a notable work." Og med disse ord: Suzanne Brøgger (som så sandelig har skrevet ... o.s.v.) har udgivet en ny bog, "Sølve". Læs om den her.
I dag modtog vi da omsider sidste weekends udgave af Weekendavisen -- og jeg har netop rejst mig fra min Wegner-lænestol, som Ane gerne vil ha smidt ud, hvori jeg har siddet og læst portrættet af Rune Engelbreth. Enhver er sigselv nærmest, det er klart -- og som Cohen synger i en af sine sange: "Everybody knows that the boat is leaking." Jeg iler derfor med (i forlængelse af denne blog-post) et forsvar, ikke for Rune, men for migselv. Jeg bekender, at jeg, ligesom Rune, men mindre begavet, har læst - endda mere end bare én gang - alle Neutzsky-Wulffs bøger, i hvert fald frem til "Døden". Jeg har endog ejet dem, flere gange, osse de sjældne og dyre, men solgte for nogle år siden den (foreløbigt) sidste samling til en bekendt, som hér af hensyn til hans sociale omdømme skal forblive unavngiven, men som i det private liv hedder Frank Brahe. En god del af betalingen blev givet mig i naturalier -- mere specifikt: Et tryk af Joakim Skovgaard, uddrivelsen fra Paradis. Siden da har jeg igen-igen generhvervet mig enkelte af Neutzsky-Wulffs bøger, herunder "Okkultisme" og "Magi". Det bekender jeg -- ligesom jeg bekender, at jeg faktisk flere gange har mødt og talt med Neutzsky-Wulff, og at han - og jeg aner af Poul Pilgaard Johnsens portræt, at dette måske er det værste - engang har skrevet et lille vers til min hustru. Jeg håber ikke, at denne afsløring på nogen måde vil så tvivl om hendes akademiske fortræffeligheder (som er betydelige). Ligesom Rune har jeg osse engang været i Bramming, vistnok for at besøge byens genbrugscenter -- og jeg bærer briller, der - ligesom Runes - er forholdsvis billige. Og ligesom Rune har jeg en Aage helt tæt inde på kroppen: I Runes tilfælde Erwins far, Aage Neutzsky-Wulff, som ganske vist døde i 1967, og som for så vidt ikke har en dyt med noget at gøre. I mit eget tilfælde: Et medlem af familien på min fars side. Jeg har aldrig mødt ham, Aage, og måske hedder han slet ikke Aage -- men i så fald kunne han lige så godt have heddet Aage. Det bekender jeg. Jeg er forholdsvis - men ikke fuldstændig, det bekender jeg - uenig i mange af Runes politiske synspunkter og idéer, men jeg abonnerede på tidsskriftet "Faklen", det bekender jeg, og jeg har osse købt Runes bøger. Og forresten: Jeg har altid, i hvert fra teenage-årene og frem, været meget fascineret af satanisme som religiøst fænomen, og jeg har læst om emnet og skrevet om det. Dét kan man - til gengæld og desværre, synes jeg - ikke rigtig sige om Rune. I dén henseende er han lidt jævn. Så vidt jeg husker, skrev jeg endda på et tidspunkt et referat af en Fakkel-fest, som jeg var blevet indbudt til, og hvori - i referatet - jeg beklagede mig over den dybt skuffende mangel på omvendte kors og blod. For mig at se var det bare en flok universitetsstuderende, der gik rundt og snakkede filosofi, politik og religion o.s.v. Der var en auktion, kan jeg huske, men ikke nogen ofring -- faktisk ikke engang snak om den manglende ofring. Så jeg kom ikke til flere af deres sammenkomster. Det bekender jeg. Der var ingen altre, ingen anråbelser, no nothing. Hvor meget Poul Pilgaard Johnsen end gerne vil dæmonisere Rune Engelbreth og pådutte ham skumle agendaer: Vi skal nok ikke gøre os alt for store forhåbninger i den retning. Han, Rune, har en (endda undertiden lidt overdreven) tendens til altid bare at sige, hvad han mener. Rigtige satanister - det véd vi fra film - forstår at tie, og de kommer kun frem fra deres skjul, når stjernerne er i alignment.
Bibliofiligran: Modtog (allerede) i dag mit nyindkøbte eksemplar af Sarvigs digtsamling "Jeghuset", udgaven fra Gyldendals Spættebøger - med en dedikation.
Dedikationen i bogen lyder således: "Til Henrik og Suzanne / denne 44-bog som / foraarstegn i 68 fra / hengivne Helen og Ole". Helen er amerikanskfødte Helen Aileen Sarvig, som Ole Sarvig giftede sig med i 1962. Hun døde i 1980.
Men hvem er Henrik og Suzanne? Jeg er ret sikker på, at der står Suzanne, altså med et 'z' -- og det burde indsnævre feltet en smule. Hvis du ved det, eller bare har et forslag, så læg gerne en kommentar. Henrik og Suzanne, formodentlig et par - i 1968.
Modtog osse i dag Sterne-filmen, "A Cock and Bull Story", og mine to Fellini-film, som begge (at se på, umiddelbart) er som nye -- og som jeg kun gav kr. 10,- for. Samlet. Det må vist være mit bedste film-køb nogensinde.
Rune tager til genmæle i forbindelse med Poul Pilgaard Johnsens portræt. Læs "Weekendavisens smædeportræt" på Runes eget website, humanisme.dk.
Ane har lige haft ringet til Weekendavisen, som har lovet at sende os et eksemplar af sidste weekends udgave. Som udeblev. Så jeg har indtil videre ikke selv haft mulighed for at læse det omtalte portræt. Rune skriver: "Weekendavisen bragte den 25. august 2006 et »portræt« af undertegnede, som vel kun kan karakteriseres som sladderspalte af værste skuffe. »Det mest modbydelige angreb på en politisk aktør, jeg nogen sinde har læst,« kaldte en journalist det, da han spurgte mig til det."
Linda harcelerer i dag i et længere blog-indlæg over Weekendavisens portræt af Rune Engelbreth Larsen og Erwin Neutzsky-Wulff. Læs indlægget her. Og det er selvfølgelig bloody typical, at Ane og jeg netop i den forløbne weekend ikke fik Weekendavisen -- som af en eller anden grund udeblev. Måske fordi posten fik våde fødder.
Jeg kan forstå på diverse blog-indlæg, at den nye Dylan-CD er på gaden. Jeg er - som jeg vist allerede flere gange har bemærket i denne blog - ikke nogen særlig god fan. Jeg følger ikke med i, hvad mine idoler render og laver, besøger ikke deres hjemmesider, læser ikke deres biografier -- og ved (følgelig) kun sjældent på forhånd, hvornår noget nyt er på vej. Faktisk er min afholdenhed desangående så påfaldende - for jeg følger jo dog med i så meget andet, læser andres biografier o.s.v. - at det er svært (for mig) ikke at få den tanke, at der er tale om en slags ubevidst vægring. Jeg foretrækker (åbenbart) at holde en distance -- og forklaringen er formodentlig ligetil: At jeg på den måde ikke risikerer at falde igennem og komme ud på den anden side, i et opgør. Har lige - apropos - siddet og læst et interview med Søren Ulrik Thomsen, hvori han bl.a. udtaler om fans, at
"Så må jeg leve med, at jeg også kommer ud for mennesker, der har fået en forestilling om mig på hjernen og ladet mine tekster fylde alt for meget i deres hoved, og det er altid ildevarslende, for næste station er jo logisk nok, at de for at få luftet ud skal igennem et kæmpeopgør med alt, hvad de forbinder med mig, og nu skal til at pisse på de selv samme digte, de før var så overdrevent opslugt af. [...] For nylig fik jeg gudhjælpemig et langt, omhyggeligt håndskrevet brev fra en pige, der havde været til mine oplæsninger og kunne hele værket forfra og bagfra og nu lige ville fortælle hvilken rædsom person, jeg er."
Thomsen skriver i øvrigt selv i forordet til Ole Sarvig-udvalget, som jeg forleden købte, at
"Når jeg spørger migselv, hvorfor jeg aldrig har haft brug for at slagte Ole Sarvigs poesi i et blodigt faderopgør, er svaret, at skønt hans digte i sandhed har betydet meget for mig, fik de ikke lov at stå alene ret længe, for der dukkede hurtigt en anden patriark op, nemlig Per Højholt, der på mange måder er Sarvigs modsætning."
Jeg tror, at det er - osse selvom man ikke selv er kunstner, men bare er en jævnt reflekterende person - en forholdsvis almindelig, psykologisk mekanisme: Identifikation og opgør -- og at frygten for opgøret ofte medfører en vægring m.h.t. identifikation. Jeg har aldrig kunnet forstå eller dele trangen til at gå op i et idol -- og måske som et resultat heraf har jeg (vistnok) aldrig mistet nogle af mine, omend enkelte med tiden er gledet i baggrunden.
Og tilbage til virkeligheden: Ingen af vore lokale butikker har hjemkøbt Dylan-CDen, så jeg må pænt vente. Og det kan jeg. Men til gengæld har jeg lige vundet Klaus Rifbjergs "25 desperate digte" på QXL.
Fandt et ikke-sindssygt-dyrt eksemplar af Sarvigs "Jeghuset" MED DEDIKATION -- og bestilte den. Nu vil jeg gå ned til boghandler-Helle og spørge efter det dér udvalg (stadig en lille smule knotten - efter at have læst denne omtale). Og: Næste CD i bunken fra biblioteket viste sig - til gengæld - at være en absolut perle, "Max Leth Quartet", oprindeligt optaget i 1978 og (nu) genudgivet på CD. Jeg har forgæves forsøgt at finde et scan af coveret på nettet, så jeg ku vise det -- men faldt under min søgen over ovenstående: "Day Dreaming - Bedroom Ambience 2".
Tilføjet; Det lykkedes mig at finde dette lillebitte coverscan (vistnok på et japansk site):
Og boghandler-Helle havde Sarvig-udvalget stående -- og nu ligger det på mit bord.
Modtog i dag både "Åh Hanne" og de to bøger, jeg for nylig købte af René Rasmussen, hans egen "Tidens og dødens scene" (om Sade) og den danske oversættelse af "120 dage i Sodoma" (med lækkert, skrig-gult gummiomslag). Tak til René.
I går var jeg på biblioteket, hvor jeg bl.a. lånte en lille stak CDer, hvoraf jeg ikke kendte en eneste. Indtil videre har jeg haft ca. halvdelen i maskinen (men ikke længe), Eivør Pálsdóttir, The White Stripes, Crosby, Stills & Nash og Highwaymen 10th Anniversary -- og de har alle, hver på deres egen, kedelige måde, været røvkedelige. Måske er det bare mig, der er knotten i ørerne. Det er ikke usandsynligt. Jeg har voldsomme søvn-problemer for tiden og går rundt og er små-irritabel.
Egentlig var jeg gået på biblioteket, fordi jeg ville låne noget OLE SARVIG. Sarvig er - d.v.s. var, for han er desværre død - en af det tyvende århundredes største, danske digtere -- og én af mine absolutte favoritter. Carsten nævnte forleden (i en kommentar) Dan Turéll som et eksempel på en digter, der havde dyrket den korte form. Hvor meget jeg end holder af Turéll (og det gør jeg): Han har aldrig betydet noget for mig, ikke m
