På opfordring fra Mostly Opera har jeg netop bestilt et eksemplar af Kertész indspilning af "Hertug Blåskægs borg":
-- jvf. mine tidligere overvejelser. Det er min udgave nummer to, for jeg har allerede denne BBC-indspilning -- men nu - især nu - har jeg BEHOV for en, der er bedre. Så jeg kan være på forkant med Anne-Maries næste bog. Hvori jeg - jo - er med. Er jeg sikker på. For Osiris er stor, hil Osiris.
Verden hænger bare så meget sammen, at man ind-i-mellem, næsten, kan føle sig helt (be)klemt. Mellem klodserne.
Anne-Marie Vedsø Olesen har i sin blog annonceret, at hendes næste roman får titlen "Bartóks låste døre" -- hvilket, tænker jeg, dårligt kan hentyde til andet end de 7 døre i operaen "Hertug Blåskægs borg". Som jeg skrev om tidligere på måneden.
Osiris er stor!
Bartóks opera "Hertug Blåskægs borg" er ganske kort -- og det er ok, for så kan vi jo også nå ud og spille noget EXTREME STREET BADMINTON. Og - eller men - den er på ungarsk, og dét er selvfølgelig lidt mindre fedt, for ungarsk er helt uforståeligt. Medmindre man altså er ungarer eller lignende. Men: Faktisk, synes jeg i hvert fald, passer det ungarske fint. Det forlener værket - hvis man overhovedet kan skrive sådan i disse PC-tider uden at blive anklaget for at være fordomsfuld - med en aura af gotisk mystik, transylvansk tåge og fare. Sproget skal dechifreres -- ligesom operaens handling. Som er grum.
Operaen er i kun én akt, og der er kun fem medvirkende, hvoraf de tre, Blåskægs tidligere koner, kun optræder til allersidst. Så altså: Kun én akt og kun to medvirkende, Blåskæg og hans nye kone, Judith. Og orkestret, som fungerer som en slags tredje, kommenterende person. Og syv døre.
Dén tager vi lige én gang til: Én akt, to personer, en mand og en kvinde, og syv døre.
Hertug Blåskæg har bragt sin nye kone hjem til sit slot, som ikke er noget rart sted. Der er koldt og mørkt, og kondensvandet driver ned ad væggene. Judith, konen, siger, at hun vil bringe lys og varme til stedet -- hvortil Blåskæg replicerer, at it ain't gonna happen. Men på ungarsk.
Judith ser de syv døre, som alle er låste, og hun insisterer på at åbne dem. Bag den første dør finder hun et torturkammer med væggene sølet i blod. Bag dør nummer to finder hun slottets våbenkammer med blodige våben. Bag nummer tre finder hun skatkammeret, og guldet er plettet af blod. Bag dør nummer fire finder hun en smuk have, men ved nærmere eftersyn er også de hvide roser blodplettede, og jorden er opløst i blod.
For hver dør, Judith har åbnet, er lyset i slottet blevet stærkere. Da hun åbner dør nummer fem, bades både hun og Blåskæg i et smukt skær, og Blåskæg advarer om, at hvis hun åbner de sidste to døre, vil mørket vende tilbage. Men Judith fortsætter.
Da hun åbner dør nummer seks, afsløres en flod af Blåskægs tårer, og lyset begynder at svinde. Blåskæg beder hende - igen - om ikke at åbne den sidste dør, men forgæves. Alt blodet har nu overbevist Judith om, at Blåskæg - som rygtet går - har myrdet sine tidligere hustruer. Hun åbner dør nummer syv -- og ud træder (ganske rigtigt) Blåskægs tre koner, alle smukt be-smykkede. Blåskæg forklarer, at de (nu) er udødelige, og at han skylder dem al sin rigdom og magt. Den første hustru, siger han, fandt han ved morgengry, den anden ved middagstid, og den tredje ved solnedgang. Judith er midnat. Hun protesterer, men Blåskæg iklæder hende en kappe, en krone og andet tingeltangel -- hvorefter de tre hustruer fører hende ind gennem den syvende dør.
Døren lukker. Herefter, proklamerer Blåskæg, vil alt være mørke.
Operaen er baseret på fortællingen om Blåskæg, selvfølgelig, som måske (og måske ikke) - figuren - er baseret på seriemorderen Gilles de Rais. En seriemorder-opera.
Jeg købte denne BBC-udgave af operaen for et par uger siden. Jeg gav - faktisk - kun nogle få kroner for den, så jeg kan dårligt tillade mig at brokke mig. Men alligevel: Orkestret er lidt slapt, synes jeg, og Judith virker noget udfordret. Hvad hun selvfølgelig også er ... på en måde. Kan man sige. Jeg vil forsøge at finde en bedre indspilning, som jeg kan hygge mig med -- når de hvide vinternætter kommer.
Kanon-god postdag. Anne-Marie Vedsø Olesen har meget venligt sendt mig et signeret eksemplar af hende nye roman, "Gudernes tusmørke", som udkommer d. 11. september. Tusind tak, Anne-Marie! Det var gevaldig pænt af dig -- og jeg vil straks gå i gang med at læse den. Og det havde du - men det ved du jo godt - altså, helt seriøst, ikke behøvet.
Og derudover: Har modtaget både "Broadway The Hard Way" og "Hertug Blåskæg".
I aften er der Ringsted Natten i Ringsted -- som er dét, der alle andre steder hedder Sort Nat eller Open By Night. Eller hvad-nu. I hvert fald: Butikkerne holder åben til kl. 23.
Ny CD-indkøb. Hvor mange CDer er det i denne måned? Afgjort for mange -- men de var billige. Honestly. I dag: Bartóks "Hertug Blåskægs borg", som jeg faldt over på Amazon til kun - read this - kr. 25,- Inklusiv porto. Det kunne jeg selvfølgelig ikke stå for -- heller ikke selvom jeg egentlig sad og ledte efter noget andet. Nemlig Stravinskijs "Agon". Som jeg også fandt, men ikke købte.
Og til alle jer vantro hunde, der tvivlede på SKARABÆENS MAGT: Hvad dukkede op som nummer et - NUMMER ET - på listen, da jeg (for lidt siden) googlede "bartok blåskæg"? Dette indlæg i Anne-Marie Vedsø Olesens blog.
Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen: TA-DAM! Osiris er stor.
