Fakta - i hvert fald Fakta i Ringsted - sælger lige nu Dario Argento-DVDer for kr. 25,- pr. stk. Det er jo helt vildt. Kan I huske, folkens, dengang, vi måtte nøjes med kopier af kopier af optagelser fra thailandsk TV? Det er ikke mange år siden.
Læs om filmene her: "The Bird With the Crystal Plumage", "Phenomena", "Tenebre", "Suspiria", "The Stendhal Syndrome" og "Cat O'Nine Tails".
Kronik af Christian Gosvig Olesen på uncut.dk: "Argentos mange ansigter".
Nogen relation til Søren Gosvig Olesen?
Sådan. Another World Entertainment udgiver i marts 2008 Dario Argentos første, store mesterværk, "Mordets melodi" ("Profondo Rosso"), på dansk DVD:
Vi glæder os i denne tid. Læs mere om udgivelsen her. Scroll ned på siden.
Mesterinstruktør Dario Argentos datter, Asia Argento:
-- som spiller hovedrollen i "La Terza Madre", Argentos - faderens - nye film. Som jeg går og venter på.
Hvorimod hende hér:
-- som kalder sig Asia D'Argento, ikke har noget som helst med Dario at gøre. I hvert fald ikke så vidt jeg - eller offentligheden i al almindelighed - er orienteret. Men hun ser sød ud. Hendes website - kun for voksne - kan besøges her. I studieøjemed.
Jeg fik ingen tilbagemeldinger m.h.t. et nyt hæfte ... ?
Bror Lars har anmeldt Dario Argentos "Pelts". Læs her.
Det må - kloge folk derude - snart være på tide med endnu et hæfte om Argento. I anledning af den tredje moder. What say you good people?
"Suspiria", den amerikanske trailer.
Og her er denne fyrs kommentarer til "Inferno".
Musikken til "Inferno" er, som det bliver sagt i klippet, komponeret af Keith Emerson.
Her er mit bidrag til det tidligere omtalte hæfte om Argento.
Jeg er ikke helt sikker på, at teksten, der følger herunder, er fuldstændig identisk med den, der blev trykt i hæftet -- og det kan godt være, at der er enkelte fejl. Og kursiver o.s.v. er forsvundet. Jeg har endvidere ombrudt teksten, så den er nemmere at læse på en skærm.
***
ARGENTO OG MIG
Den første gang jeg så en Dario Argento-film, flygtede jeg bort, ikke skrigende, men stærkt foruroliget. Jeg var 16-17 år gammel, og sammen med en god ven havde jeg været på den lokale tank for at leje tre videofilm til en ’sikker søndag’, som vi plejede vi at kalde det, – og Opera var iblandt dem. Vi anede ikke, hvad filmen handlede om, og vi havde aldrig hørt om Dario Argento; vi ku bare godt li omslaget.
Fordi alt ved filmen var ukendt – og måske fordi den ovenikøbet var italiensk, det fremgik af navnene – var det den sidste film, der røg i maskinen. Engang langt over midnat nåede vi frem til scenen, hvor Stefan får en kniv gennem halsen, hvorefter jeg undskyldte mig, tog min jakke og gik. Jeg husker det stadig, for det var et nederlag. Når unge mænd er sammen, bør intet være for meget. Og når noget alligevel er det, bør man ikke indrømme noget.
Jeg ved ikke, om min ven gennemskuede min forklaring – jeg sagde, jeg skulle hjem og lave lektier – men under alle omstændigheder følte jeg mig som en kujon. Som en undskyldning, for jeg føler stadig, jeg har brug for at undskylde, kunne jeg tænke mig at anføre, at Opera er en grusom film, og at jeg heller aldrig siden har set noget, der kunne måle sig i intensitet eller modbydelighed med den omtalte scene.
Opera gav mig ikke mareridt bagefter. De eneste to film, der nogensinde har givet mig mareridt, er Westworld med Yul Brynner som den sortklædte robot Gunslinger og gyserkomedien Freddy’s Dead – og for en, der har set begge film, vil sammenhængen ikke være svær at forklare.
Opera er – som alle Argentos film – en meget kompleks og manieret film, meta-refererende og kommenterende, og fremfor blot at forholde mig (eventuelt afvisende) til det fysiske ubehag, jeg følte, kan man måske sige, at jeg konverterede dette ubehag til en form for interesse. Jeg har aldrig været i stand til at opdyrke en interessere for de rent praktiske forhold i forbindelse med produktion af film, filmtyper, kameraer og den slags, ligesom jeg heller ikke interesserer mig for instruktører eller skuespillere som privatpersoner. Af mangel på et bedre udtryk, vil jeg vælge at kalde min tilgang filosofisk, ikke for at postulere nogen form for dybde, men blot for at antyde dens retning. Ydermere, bør måske jeg tilføje, er min interesse eksklusiv og omfatter slet ikke filmen som kunstart i al almindelighed.
Dario Argento blev mit første møde med Filmen med stort, og Argentos film – de bedste iblandt dem – er de film, der har gjort størst og mest blivende indtryk på mig. Kun Jean-Luc Godard, som jeg senere stiftede bekendtskab med, har optaget mig tilsvarende. Derfor er det heller ikke uforståeligt, at jeg i nogen grad simpelthen identificerer filmkunsten med Argento (på samme måde, måske, som rigtig kærlighed undertiden identificeres med den første skolekæreste), og at jeg omgåes ham med taknemmelighed. Min holdning til Argentos film, selv de dårligste af dem, hvoraf mindst et par er deciderede katastrofer, er altid generøs – hvilket selvsagt ville gøre mig til en dårlig anmelder, men ikke nødvendigvis gør mig til en dårlig (i ordets egentlige betydning) kritiker. Den første kærlighed gør blind, som man siger, – men man bør tilføje: efter nogen tid er det for det meste konen, der bedst ser mandens fejl. Blot påpeger hun dem ikke i fuld offentlighed.
Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at ingenting er så meget film for mig som introen til Phenomena, den første Argento-film jeg købte på video. At jeg ikke valgte – som man måske ville have forventet – simpelthen at holde mig væk fra Argentos film, eftersom den første havde forekommet mig så modbydelig, skyldtes givetvis et sammenrend af årsager, hvortil jeg nok må lægge en vis perversion hos migselv. Jeg forstår udemærket, hvad Argento mener, når han i et interview siger, at ”I remember the first time I read Poe was when I was ten years old, and naturally it was the first weird, strange thing I had read in my life. When you are very young and you read something like this, something changes in your life. You are still normal, but you become curious to know about terrifying things.”
Helt afgørende var det, at min interesse blev faciliteret af Thomas Rostocks mange Argento-artikler i det nu hedengangne filmblad Inferno. Jeg læste og gen-læste dem alle adskillige gange, og jeg skylder Rostock (som jeg ikke kender personligt) en stor tak for den indflydelse, disse artikler havde på mig. Thomas Rostock var også manden, der gennem en fælles bekendt skaffede mig mine første eksemplarer af Profondo Rosso, Suspiria og Tenebre. I Inferno læste jeg en omtale af Maitland MacDonaghs fremragende bog om Argentos værk, Broken Mirrors / Broken Minds, og jeg bestilte den straks, ventede utålmodigt og nærmest slugte den, da den endelig ankom.
Sidenhen besøgte jeg Argento-’museet’ Profondo Rosso i Rom, fik mulighed for at tale med Luigi Cozzi (og for at røre ved en af hjelmene fra The Church), og det var en næsten religiøs oplevelse for mig. En smule fortumlet gik jeg vild i Rom bagefter og endte midt i en stor menneskemængde på Peterspladsen. Kun langsomt gik det op for mig, at paven også var til stede oppe på balkonen, – og da han efterfølgende forlod os, og det pavelige orkester på pladsen derpå straks gav sig til at spille temaet fra The Pink Panther, blev jeg overvældet af en følelse af uvirkelighed.
Noget lignende skete for to år siden, da jeg var så heldig at være tilbage i Rom, mens Non ho sonno stadig gik i biograferne. Jeg gik til en eftermiddagsforevisning, og vi var kun 6 mennesker til stede i biografen: Jegselv, der med mit uplejede, danske skæg og min læderjakke mest af alt må ha lignet en terrorist, 4 fnisende skolepiger og en ældre, gråsprængt og meget velklædt romersk herre, der tilbragte tiden, inden filmen gik i gang, med at gennemgå referatet fra det sidste bestyrelsesmøde i banken. I hvert fald forestillede jeg mig, at det var det, han gjorde, inden han igen lagde papirerne tilbage i attachémappen. Da jeg kom ud fra mørket bagefter, havde byen forandret sig. Det var som om, Rom med ét havde mistet sin historie; alting var bare tilstede – og fuld af muligheder for frygtelige ting.
En anden vigtig forudsætning for min interesse for Argento var mine drengeårs store optagethed – for ikke at sige besættelse – af Conan Doyles Sherlock Holmes.
Hvis Conan Doyle og Holmes er – jvf. min brors artikel om La sindrome di Stendhal senere i dette hæfte – metode i galskaben, ”hvor rationaliteten ender med at opløse mysteriet og så at sige føre bevis for sig selv,” så var og er Argento, som min bror konstaterer, galskaben i metoden. Præmissen for Sherloch Holmes’ detektiviske arbejde er altid, at skurkene opfører sig rationelt, d.v.s. at de agerer på baggrund af motiver, som er potentielle motiver for os alle; grådighed, hævntørst, forurettethed o.s.v. Holmes’ credo: ”Once you have eliminated the impossible, whatever remains, however improbable, must be the case,” er emblematisk ikke blot for Holmes’ indstilling, men osse for hvad man måske kunne slippe afsted med at kalde den Conan Doyle’ske æstetik; en æstetik, der søger fornuften eller logikken, bevæggrundene, anvendeligheden, sammenhængen.
Den traditionelle fremstilling af en kriminal-historie (hvorved vi netop forstår en fremstilling, der er i den Conan Doyle’ske tradition) er gennem plot-udvikling og personkarakteristikker, idet – nb – personkarakteristikkerne genererer plottet, og personerne karakteriseres som drevet af rationelt begribelige motiver. Detektiven eller politimanden opklarer (bogstaveligt: kaster lys over) sagen ved at tilbageføre handlinger til motiver, vi alle kan forstå og acceptere.
Således ikke hos Dario Argento, eller hos Argentos store forbillede, Edgar Allan Poe. Det er ikke opklaringsarbejdet eller udredningen af plottet, der er drivkraften hos Poe; det er de ekspressive beskrivelser af, hvordan dette eller hint påvirker de enkelte personer, og hvorledes selv tilsyneladende ubetydeligheder kan ressonere (ofte voldsomt) i disse personer, – idet vi således gennem beskrivelserne får et billede af personernes psykologiske tilstand. Forskellen er mere end blot forskellen på eksempelvis ydre og indre beskrivelse, realistisk og psykologisk, eller hvordan man nu vil vælge at udtrykke det. Som Argento selv udtrykker det i det interview, man kan læse i Maitland MacDonaghs bog: ” Motivation doesn’t matter to me very much. Yes, there’s some motivation for what the characters do, but mostly I’m interested in seeing what goes on in people’s minds ... the psychology.” Og derpå: ”I like Sherlock Holmes very much. People think he’s all about rationality, but his methods aren’t rational at all [...] In movies Sherlock Holmes is always in control, but that’s wrong. He’s someone with real problems” (s. 237 – 238).
Til det ”æstetiske forhold,” som min bror vælger at udtrykke det, ”svarer et filosofisk,” nemlig en kritik af den traditionelle kriminalfortællings (alt for) simple psykologi. De agerende hos Argento – som hos Poe – handler ganske vist af grunde, naturligvis, men grundene kan forekomme besynderlige, hyllet i privat mørke, og de lader sig kun vanskeligt udrede. Argentos æstetik er på én og samme gang tilsvarende og helt anderledes en Conan Doyles, for selvom det osse hos Argento er de agerendes personlige bevæggrunde og psykologi, der driver ’plottet’, og selvom Argento som oftest i sine film indledningsvis sætter det traditionelt detektiviske som mål, at kaste lys over hvad der egentlig skete, så ender han – fordi psykologien er en anden – et helt andet sted, ikke i lys, men i mørke.
I Tenebre, der måske er Argentos hidtil mest velllykkede film, og som er instruktørens mest indlysende kommentar til Conan Doyle, opdager vi, der har fulgt protagonisten under opklaringsarbejdet, at vi i virkeligheden gik vild; først for sent gennemskuede vi vores fejltagelse, – og selvom vi nok bagefter in retro kan tillægge morderen rationelle motiver, ender rationaliteten ikke med ”at opløse mysteriet og så at sige føre bevis for sig selv”. Med en lidt kringlet og upræcis formulering: Hos Argento gælder det, at når alt er forklaret (rationelt), er ingenting forklaret, for der er et klart misforhold mellem forklaringernes simpelhed og karaktér af generelle løsener og det, der således påstås at være forklaret, morderens overkill.
Argentos kriminelle – og i Argentos film er alle (potentielle) kriminelle – er ikke drevet af rationelle motiver, men af irrationelle impulser, af perverteret lyst. Edgar Allan Poe skriver i The Imp of the Perverse (1850): ”Induction, à posteriori, would have brought phrenology to admit, as an innate and primitive principle of human action, a paradoxical something, which we may call perverseness, for want of a more characteristic term. In the sense I intend, it is, in fact, a mobile without motive, a motive not motivirt.” Hos Dario Argento hedder det ganske enkelt, at ”Perversity is one of the prime impulses of the heart” (Rod Usher i Two Evil Eyes).
Den perverse lyst er en – jvf. Poe-citatet – ikke-reducérbar bevæger, et motiv-i-sig-selv, og den er stærkere end fornuften. For så vidt er Argentos rationalitetskritik hverken ny eller original. Når filmene virker så stærkt, som de gør, og når de er så uhyggelige, som de er, skyldes det blandt andet, at Argento fremfor at forfalde til rendyrket irrationalisme så at sige lader det Conan Doyle’ske vekselvirke med det Poe’ske. Havde jeg været en skarpere tænker, end tilfældet er, ville jeg formodentlig ha været i stand til at udtrykke dette tydeligere og mere korrekt. Argento vender ikke ryggen til den Conan Doyle’ske æstetik, men bebor den og undergraver den indefra. På ét plan spiller han på vore forventninger og kommenterer, ironiserer og gør nar af dem (og af os), idet han i ryk lader det egentlige, underliggende komme til syne, – som når man pludselig ser rødt.
Argentos film-æstetik er pervers, og den kan karakteriseres ved opremsning af en række perverse praksisser og psykiske lidelser: Sadisme, voyeurisme, fetishisme, gentagelsestvang, kastraktionsangst o.s.v. Listen beskriver personerne i Argentos film, men den beskriver osse filmenes form; det rastløse, lurende kamera, den intense fokusering på objekter, den til tider nærmest maniske spejling eller fordobling af personer, ting og handlingsforløb. Der er overensstemmelse mellem form og indhold.
Hvis jeg skal symptomalaflæse migselv, vil jeg gætte på, at ikke mindst Argentos sadisme har virket tiltrækkende på mig, – og hermed hentyder jeg ikke de mange mord eller volden, men til Argentos anal-sadistiske tilgang til filmen som medie og til filmens mange konventioner. Ole Andkjær Olson og Simo Køppe skriver om begrebet om det anale, at ”Det [barnet] vil pludselig ikke sidde på potte, når forældrene ønsker det, og hvis det tvinges, kommer der alligevel ikke noget ud af det.” Og de fortsætter: ”De sadistiske driftsmål dannes efter det samme mønster: Barnet vil ikke blot bestemme over andre. Det vil eje dem, dominere dem og slå og straffe dem [ ... ] ja, egentlig vil det ’skide på dem’” (s. 373).
Argento forekommer mig så udpræget at være en sådan kunstner, der ikke vil ”sidde på potte”, men som ønsker i ét og alt at dominere og eje – ikke de andre, men det andet, værket. Dario Argento er som få andre, nulevende filmkunstnere en sand auteur, og Argentos film er Argento-film. Jeg kan identificere mig med dette behov for med vold og magt at tilegne sig, og det (i denne henseende nødvendige) destruktive spiller en rolle hos stort set alle de kunstnere, jeg i øvrigt selv sætter pris på.
Hvor pudsigt det end må virke, vil jeg tillade mig osse at nævne Argentos fascination af tænder. Det er en detalje, der ofte nævnes i forbifarten i forbindelse med gennemgange af Argentos film: At flere af dem, heriblandt Profondo Rosso, La sindrome di Stendhal og Non ho sonno, indholder scener, hvori en eller anden uheldig får smadret sit tandsæt. I Profondo Rosso får et offer hakket tænderne ned i kanten på et badekar, og i Non ho sonno er det ind i en mur. I La sindrome di Stendhal er det hovedpersonen Anna, der slår tænderne ned i gulvet. I særdeleshed for en person som mig, der lider af en unaturlig angst med hensyn til alting dentalt, er disse scener rædselsfulde. Selv efter at have set filmene mange gange, spoler jeg stadig forbi.
Ganske indlysende ’handler’ denne optagethed af og straffeaktion mod tænder slet ikke om tænder, men om noget andet. I sin bog Drømmetydning skriver Freud om ’tandstimulus-drømme”, at drivkraften bag sådanne ”hos mænd ikke var andet end pubertetsperiodens masturbationslyster” (s. 309). Omend scenerne i Argentos film ikke handler om tand-stimulation, må det være rimeligt at antage, at den psykiske binding er af seksuel karaktér, og det er naturligvis svært ikke at se – jvf. begrebet vagina dentata – ødelæggelsen af tænder som et udslag af kastraktionsangst. Da vi første gang møder Anna i La sindrome di Stendhal, forekommer hun at være en endog meget kvindelig figur, men efterhånden som filmen skrider frem, fremstår hun mere og mere som en person med en diffus køns-identitet. Første gang hun vakler – helt bogstaveligt – er i forbindelse med episoden på museet, hvor hun falder med tænderne ned i stengulvet. Hvis tænder i Argentos film repræsenterer det farlige ved kvinder, ie. deres evner til at opsluge og kastrere mænd, og hvis vi antager – som mange kritikere af Argentos film gør – at Argento i nogen grad simpelthen identificerer det farlige ved kvinder med kvinder som sådan, så afvæbnes Annas kvindelighed, – og dermed bliver hun (og må forstå sigselv som) mindre kvindelig, mere androgyn.
Jeg efterlyser hermed nogle seriøse analyser af tænders betydning hos Argento, gerne under inddragelse af Poes novelle Berenice (1835): ” ... and from it, with a rattling sound, there rolled out some instruments of dental surgery, intermingled with thirty-two small, white and ivory-looking substances that were scattered to and fro about the floor.”
Argentos væsentlige værker kan groft inddeles i to kategorier, henholdsvis giallo-film (som eksempelvis Profondo Rosso og Tenebre) og okkulte gysere (som Suspiria og Inferno). Giallo-begrebet forklares i Martin Weinreichs artikel i dette hæfte.
Som nævnt var Phenomena (1984) den første Argento-film, jeg selv købte og ejede på video, – og Phenomena er en film midt-i-mellem. Filmografisk falder den mellem to af instruktørens hovedværker, Tenebre fra 1982 og Opera fra 1987, og genremæssigt er Phenomena, som Maitland McDonagh udtrykker det, ”a giallo with paranormal (if not quite supernatural) underpinnings” (s. 187). Det er absolut venligt, når McDonagh om filmens ”excess of plot elements” anfører, at de er ”a little difficult to deal with”: ”There is telepathic communication and – further – telepathic communication with insects. There are both a psychopathic killer and a mutated monster, conflated into one all-purpose bogeyman. There is the academy full of vicious schoolgirls and the terminally weird staff: Mrs. Bruckner – who was raped by a deformed lunatic and bore his dreadful child – and a chic headmistress, who is improbably convinced that Jennifer’s sleepwalking is a sign of incipient insanity or demonic possession. A cripled doctor and his simian companion, a chamber of horrors and a policeman in chains, a lunatic asylum located somewhere in the ninth circle of hell and a boarding school in the ’Swiss Transylvania’” (s. 188).
Hvis La sindrome di Stendhal – uden sammenligning i øvrigt – er Argentos Vertigo, og Opera er Rear Window, så er Phenomena Argentos North by Northwest; en rablende film, hvori stort set alle instruktørens gennemgående temaer sættes i spil, uden at det på noget tidspunkt bliver til ret meget mere end for sjov. Filmskribenten Jonathan Ross skriver ligefrem, at ”It’s the only one of Argento’s films in which the more implausible aspects of the story overwhelm his visual skills to the extent that the film is actually laughable” (s. 261). For mig blev den og er den imidlertid forblevet noget særligt; en slags total-indgang til Argentos filmiske univers.
Phenomena er en vildt refererende film, og – som Christian Braad Thomsen skriver om North by Northwest – ”en uddtømmelige selskabsleg” (s. 209) for fans. Hvem kan finde flest henvisninger? Aben stammer fra Poes The Murders In The Rue Morgue, og pigeskolen giver mindelser om balletskolen i Suspiria. Koblingen mellem genetik og kriminalitet findes osse i Il Gatto a Nove Code. Drabet på den danske pige allerførst i filmen er (endnu) et eksempel på et billede, Argento har dyrket gennem hele sin produktion: Med ansigtet mod ruden og med ansigtet gennem ruden; begæret efter at se for at vide – og hvor det fører hen. Osse i Profondo Rosso hentydes der til telepatisk kontakt med insekter, og Argento har ligefrem lavet en film, der hedder Fire fluer (Quattro Mosche di Velluto Grigio). Jeg har selv tilbragt ganske meget af min ungdom med at løbe rundt med et insekt-net på lokale enge, og jeg forstår derfor udmærket relevansen af Dr. John MacGregors spørgsmål i Phenomena: ”What is the association between insects and the human soul?” Fremført i en Argento-film er det ikke noget ufarligt spørgsmål.
Den franske entomolog J.H. Fabre efterlyser i sit dybt fascinerende (og især for en argentolog helt vidunderlige) værk om Instinktets Mysterier af hos Insekter og Edderkopper ”et entomologisk Laboratorium, bestemt ikke til Studiet af døde Dyr i Alkohol, men til Studiet af det levende Instinkt, et Laboratorium, der til Genstand for sine Undersøgelser har de levende Dyrs Instinkter,” bl.a. med henblik på at ”fastslaa ved Forsøg Skellinien mellem Forstand og Instinkt” (s. 17).
Jeg vil tillade mig en analytisk tilbagelænethed og påstå, at Argentos værk, herunder Phenomena, i en vis forstand er et sådan ”Laboratorium”, – idet det, der hos Fabre kaldes instinkt, hos Argento er perversion, ”one of the prime impulses of the heart.” Insekterne repræsenterer det perverse og irrationelle. Beelzebub, som i Det nye Testamente er et navn for Djævelen, betyder fluernes herre. Spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt telepatisk at kommunikere med insekter, så de kan kontrolleres, bliver da til spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at rationalisere med det irrationelle og at få det tæmmet. Jennifer i Phenomena kan gøre det, tilsyneladende, og i den henseende er filmen overraskende optimistisk, al volden til trods. Men hun er atypisk. I Argentos film – både før og efter – ender forstanden ikke med at kaste lys over ”det levende Instinkt”, tværtimod. Det er instinktet, der sværmer med mørke.
***
Hæftet om Dario Argento er desværre forlængst udsolgt, men det kan hjemlånes via bibliotek.dk.
Jeg har vistnok allerede nævnt det, men jeg er - på min egen, afdæmpede manér - en lille smule euforisk. Over dét med den dér film. Nummer 3.
Her er nogle billeder:
Manden selv, instruktør Dario Argento. Som ærligt talt ikke er særlig køn -- og da slet ikke sammenlignet med datteren, Asia:
-- som er hende, der står i baggrunden. Hun spiller hovedrollen i "Mother of Tears", hvorfra billedet stammer. Og hér er et mere:
Blod og ild. Og her er en slags reklame:
"FROM THE SHOCKING
SUSPIRIA
TO THE BLOODCURLING
INFERNO
THE FINAL CHAPTER
IN THE TERRIFYING TRILOGY
A NEW FILM BY DARIO ARGENTO
ASIA ARGENTO
MOTHER OF
TEARS"
Her er to udgaver af "Inferno", film nummer 2 i serien:
Eller: Det nederste billede er forresten en plakat, tror jeg. Og det øverste et DVD-cover.
Og her er "Suspiria", film nummer 1:
Vi nærmer os Halloween, og det vil sætte sit præg på bloggen -- frem til den 31. Consider yourself warned.
Her er Thomas de Quinceys tekst -- til glæde for argentologer, litterater, fantaster og alle andre:
***
Levana and Our Ladies of Sorrow
Oftentimes at Oxford I saw Levana in my dreams. I knew her by her Roman symbols. Who is Levana? Reader, that do not pretend to have much leisure for very much scholarship, you will not be angry with me for telling you. Levana was the Roman goddess that performed for the new - born infant the earliest office of ennobling kindness, - typical, by its mode, of that grandeur which belongs to man everywhere, and of that benignity in powers invisible which even in pagan worlds sometimes descends to sustain it. At the very moment of birth, just as the infant tasted for the first time the atmosphere of our troubled planet, it was laid on the ground. But immediately, lest so grand a creature should grovel there for more than one instant, either the paternal hand, as proxy for the goddess Levana, or some near kinsman, as proxy for the father, raised it upright, bade it look erect as the king of all this world, and presented its forehead to the stars, saying, perhaps, in his heart, "Behold what is greater than yourselves!" This symbolic act represented the function of Levana. And that mysterious lady, who never revealed her face (except to me in dreams), but always acted by delegation, had her name from the Latin verb (as still it is the Italian verb) levare, to raise aloft.
This is the explanation of Levana, and hence it has arisen that some people have understood by Levana the tutelary power that controls the education of the nursery. She, that would not suffer at his birth even a prefigurative or mimic degradation for her awful ward, far less could be supposed to suffer the real degradation attaching to the non - development of his powers. She therefore watches over human education. Now the word educo, with the penultimate short, was derived (by a process often exemplified in the crystallisation of languages) from the word educo, with the penultimate long. Whatever educes, or develops, educates. By the education of Levana, therefore, is meant, - not the poor machinery that moves by spelling - books and grammars, but by that mighty system of central forces hidden in the deep bosom of human life, which by passion, by strife, by temptation, by the energies of resistance, works for ever upon children, - resting not night or day, any more than the mighty wheel of day and night themselves, whose moments, like restless spokes, are glimmering for ever as they revolve.
If, then, these are the ministries by which Levana works, how profoundly must she reverence the agencies of grief. But you, reader! think, - that children are not liable to such grief as mine. There are two senses in the word generally - the sense of Euclid, where it means universally (or in the whole extent of the genus), and in a foolish sense of this word, where it means usually. Now, I am far from saying that children universally are capable of grief like mine. But there are more than you ever heard of who die of grief in this island of ours. I will tell you a common case. The rules of Eton require that a boy on the foundation should be there twelve years: he is superannuated at eighteen, consequently he must come at six. Children torn away from mothers and sisters at that age not unfrequently die. I speak of what I know. The complaint is not entered by the registrar as grief; but that it is. Grief of that sort, and at that age, has killed more than have ever been counted amongst its martyrs.
Therefore it is that Levana often communes with the powers that shake a man's heart: therefore it is that she dotes on grief. "These ladies," said I softly to myself, on seeing the ministers with whom Levana was conversing, "these are the Sorrows; and they are three in number, as the Graces are three, who dress man's life with beauty; the Parcoe are three, who weave the dark arras of man's life in their mysterious loom, always with colours sad in part, sometimes angry with tragic crimson and black; the Furies are three, who visit with retribution called from the other side of the grave offences that walk upon this; and once even the Muses were but three, who fit the harp, the trumpet, or the lute, to the great burdens of man's impassioned creations. These are the Sorrows, all three of whom I know."
The last words I say now; but in Oxford I said, "One of whom I know, and the others too surely I shall know." For already, in my fervent youth, I saw (dimly relieved upon the dark background of my dreams) the imperfect lineaments of the awful sisters. These sisters - by what name shall we call them? If I say simply, "The Sorrows," there will be a chance of mistaking the term; it might be understood of individual sorrow, - separate cases of sorrow, - whereas I want a term expressing the mighty abstractions that incarnate themselves in all individual sufferings of man's heart; and I wish to have these abstractions presented as impersonations, that is, as clothed with human attributes of life, and with functions pointing to flesh. Let us call them, therefore, Our Ladies of Sorrow. I know them thoroughly, and have walked in all their kingdoms. Three sisters they are, of one mysterious household; and their paths are wide apart; but of their dominion there is no end. Them I saw often conversing with Levana, and sometimes about myself. Do they talk, then? O, no! mighty phantoms like these disdain the infirmities of language. They may utter voices through the organs of man when they dwell in human hearts, but amongst themselves there is no voice nor sound; eternal silence reigns in their kingdoms. They spoke not, as they talked with Levana; they whispered not; they sang not; though oftentimes methought they might have sung, for I upon earth had heard their mysteries oftentimes deciphered by harp and timbrel, by dulcimer and organ. Like God, whose servants they are, they utter their pleasure, not by sounds that perish, or by words that go astray, but by signs in heaven, by changes on earth, by pulses in secret rivers, heraldries painted on darkness, and hieroglyphics written on the tablets of the brain. They wheeled in mazes; I spelled the steps. They telegraphed from afar; I read the signals. They conspired together; and on the mirrors of darkness my eye traced the plots. Theirs were the symbols; mine are the words.
What is it the sisters are? What is it that they do? Let me describe their form, and their presence: if form it were that still fluctuated in its outline, or presence it were that for ever advanced to the front, or for ever receded amongst shades.
The eldest of the three is named Mater Lachrymarum, Our Lady of Tears. She it is that night and day raves and moans, calling for vanished faces. She stood in Rama, where a voice was heard of lamentation, - Rachel weeping for her children, and refusing to be comforted. She it was that stood in Bethlehem on the night when Herod's sword swept its nurseries of Innocents, and the little feet were stiffened for ever, which,heard at times as they tottered along floors overhead, woke pulses of love in household hearts that were not unmarked in heaven.
Her eyes are sweet and subtle, wild and sleepy, by turns; oftentimes rising to the clouds, oftentimes challenging the heavens. She wears a diadem round her head. And I knew by childish memories that she could go abroad upon the winds, when she heard the sobbing of litanies or the thundering of organs, and when she beheld the mustering of summer clouds. This sister, the eldest, it is that carries keys more than papal at her girdle, which open every cottage and every palace. She, to my knowledge, sat all last summer by the bedside of the blind beggar, him that so often and so gladly I talked with, whose pious daughter, eight years old, with the sunny countenance, resisted the temptations of play and village mirth to travel all day long on dusty roads with her afflicted father. For this did God send her a great reward. In the spring - time of the year, and whilst yet her own Spring was budding, he recalled her to himself. But her blind father mourns for ever over her; still he dreams at midnight that the little guiding hand is locked within his own; and still he wakens to a darkness that is now within a second and a deeper darkness. This Mater Lachrymarum has also been sitting all this winter of 1844 - 5 within the bed - chamber of the Czar, bringing before his eyes a daughter (not less pious) that vanished to God not less suddenly, and left behind her a darkness not less profound. By the power of the keys it is that Our Lady of tears glides a ghostly intruder into the chambers of sleepless men, sleepless women, sleepless children, from Ganges to Nile, from Nile to Mississippi. And her, because she is the first - born of her house, and has the widest empire, let us honour with the title of "Madonna!"
The second sister is called Mater Suspiriorum - Our Lady of Sighs. She never scales the clouds, nor walks abroad upon the winds. She wears no diadem. And her eyes, if they were ever seen, leaps. She carries no key; for, though coming rarely amongst men, she storms all doors at which she is permitted to enter at all. And her name is Mater Tenebrarum - Our Lady of Darkness.
These were the Semnai Theai, or Sublime Goddesses, these were the Eumenides, or Gracious Ladies (so called by antiquity in shuddering propitiation), of my Oxford dreams. Madonna spoke. She spoke by her mysterious hand. Touching my head, she said to Our Lady of Sighs; and what she spoke, translated out of the signs which (except in dreams) no man reads, was this:
"Lo! here is he, whom in childhood I dedicated to my altars. This is he that once I made my darling. Him I led astray, him I beguiled, and from heaven I stole away his young heart to mine. Through me did he become idolatrous; and through me it was, by languishing desires, that he worshipped the worm, and prayed to the wormy grave. Holy was the grave to him; lovely was its darkness; saintly its corruption. Him, this young idolater, I have seasoned for thee, dear gentle Sister of Sighs! Do thou take him now to thy heart, and season him for our dreadful sister. And thou," - turning to the Mater Tenebrarum, she said, - "wicked sister, that temptest and hatest, do thou take him from her. See that thy sceptre lie heavy on his head. Suffer not woman and her tenderness to sit near him in his darkness. Banish the frailties of hope, wither the relenting of love, scorch the fountain of tears, curse him as only thou canst curse. So shall he be accomplished in the furnace, so shall he see the things that ought not to be seen, sights that are abominable, and secrets that are unutterable. So shall he read elder truths, sad truths, grand truths, fearful truths. So shall he rise again before he dies, and so shall our commission be accomplished which from God we had, - to plague his heart until we had unfolded the capacities of his spirit."
***
Mens jeg sidder og skriver dette indlæg, er jeg iført min sorte "Tenebre"-T-shirt:
-- som jeg vistnok har købt i Rom. "Tenebre" er en film, instrueret af Dario Argento.
Jeg har stort set alle Dario Argentos film på DVD -- og mange af dem har jeg i flere forskellige udgaver. Sammen med Lars og Martin Weinreich udgav jeg for et par år siden et lille hæfte om Argento:
-- og jeg er i det hele taget, altså, en meget stor Argento-fan. Så meget, faktisk, at jeg nogle gange glemmer, at der måske - måske - også er folk derude, som ikke er det. Og måske - måske - endda folk, som aldrig har hørt om manden. Og som derfor slet ikke kan forholde sig til det faktum, at "Mother of Tears" - jeg gentager det lige - har snigpremiere i denne uge. Eller: Det betyder ikke en snus. For dem. Hvis de findes. Men det gør det afgjort for mig.
"Mother of Tears" er tredje og sidste del af Argentos mødre-trilogi, og filmen har været meget lang tid undervejs. Den første film i trilogien hedder "Suspiria" (Mother of Sighs), og den er fra 1977. Film nummer to, "Inferno" (Mother of Darkness), kom i 1980 -- og film nummer tre kommer nu, 27 år senere. Instruktøren er i mellemtiden blevet 67 år gammel.
Mødre-trilogien er inspireret af Thomas de Quinceys korte tekst, "Levana and Our Ladies of Sorrow", fra "Suspiria de Profundis". Filmene er - tror jeg, det hedder - okkult horror. Og meget uhyggelige. I hvert fald de to første.
Læs mere om "Mother of Tears" på esplatter.com.
It ... is ... coming! Årtiets - for mit vedkommende - største film-begivenhed: Dario Argentos "The Mother of Tears" har snigpremiere i denne uge.
Fra Wikipedia: "The film will debut in Italy on 24 October 2007 at the Rome Film Fest. Its Italian release will occur on 31 October 2007, Halloween. In the United States and Canada, the film's theatrical release will occur "sometime after the beginning of the new year." The Weinstein Company will handle the DVD release of the film."
Trailer:
Og trailer:
Vi kan næsten ikke vente.
Egentlig skulle jeg blot indlevere min cykel hos cykelsmeden - for den led skade, da jeg styrtede - og på apoteket -- men så kom jeg også til at gå i TP Musik. Og jeg gik straks hen til hylden med Frank Zappa-CDer ... bekender jeg. Det gjorde jeg. Men jeg styrede mig. Faktisk tror jeg, at I ville have været stolte af mig -- som jeg sådan stod dér og beherskede mig. Og hvordan lykkedes det mig at komme ud af butikken? Jeg købte bare en hel masse andet:
En dokumentarfilm om Dario Argento, en CD med Prokofievs klaversonater, "The Bare Wench Project" (med bl.a. Julie Strain) - bror Lars, har jeg allerede set den? - og en stor boks med 10 CDer. Med opera. Når man åbner den, ser den således ud:
Den sidste DVD på billedet, det øverste, er "The Prairie Home Companion", som jeg købte i Blockbuster. Ane og jeg plejede at lytte til radio-showet, da vi boede i Chicago.
Lyder det dyrt? Det var det ikke. Under kr. 100,- for alt det nævnte -- og den billigste Zappa-CD kostede kr. 149,95. Så jeg har sparet - kan man sige - en halvtredser.
Og: Bagefter gik jeg på biblioteket og lånte følgende:
To guider til Wagners "Parsifal", "Sprængfarlig bombe" og "Man on Fire" -- og tre Zappa-CDer, "Jazz From Hell", "Hot Rats" og "Zoot Allures". Men det var ikke noget tilbagefald, tværtimod. Det var helt bevidst. Jeg tænkte, at det nok ville gavne, hvis jeg mindede migselv om - hands on - at jeg jo bare kunne nøjes med at låne.
Men altså: Andre ting! Jeg ved, at bl.a. Lars bekymrer sig, når jeg begynder - og det sker - at blive lidt ensporet.
Og: Jeg kan hente min cykel på torsdag.
Ny, fransk bog om Dario Argento: Bernard Joisten: "Crime Designer - Dario Argento et le cinéma", "un essai sur le cinéaste italien Dario Argento, maître incontesté de la pulsion criminelle. Derrière des films organisés comme des enchantements du drame, se profile une théorie de la mise en scène activée de forces excentriques, mais aussi de clichés tordus. Crime Designer interroge Argento le cinéaste manipulateur de visions ambivalentes, tendues d'érotisme et de tragédie." Kan købes her. 15 euro + porto.
Asia Argento er ikke rigtig min type (men jeg har ikke en type) -- men mens vi venter på "La Terza Madre": Her er et galleri.
Awesome. Dario Argentos "La Terza Madre" er nu i post production -- og forventes at få premiere i år. Mere her.
Fik i går eftermiddags endeligt set Dario Argentos hyldest-tv-film til Alfred Hitchcock, "Do You Like Hitchcock?", fra 2005. Det er ret oplagt at drage paralleller mellem Hitchcock og Argento. Her er - for eksempel - hvad jeg selv skrev i det hæfte om Argento, jeg sammen med Martin Weinreich og min bror udgav for et par år siden: "Hvis "La sindrome di Stendhal" [...] er Argentos "Vertigo", og "Opera" er "Rear Window", så er "Phenomena" Argentos "North by Northwest"; en rablende film, hvori stort set alle instruktørens gennemgående temaer sættes i spil, uden at det på noget tidspunkt bliver til ret meget mere end for sjov." Kasper Heftholm Kristensen har skrevet en ganske glimrende anmeldelse af "Do You Like Hitchcock?" på uncut.dk -- hvori han imidlertid undlader at pege på de tre elementer - eller whatever - jeg selv fandt mest interessante, nemlig 1) At Argento ikke har kunnet holde sig på måtten, sikkert fordi han under produktionen (osse) havde The Three Mothers i baghovedet, og har forsynet filmen med et umiddelbart helt urimeligt sub-plot om hekse. Sub-plottet - hvis man læser hovedhistorien på baggrund deraf - underminerer hele postulatet om inspirationen fra Hitchcock -- og understreger forskellen på Hitchcocks psykologi og Argentos. 2) Kasper nævner, at Argento i filmen viser sig fra sin mere humoristiske side. Det er tilsvarende bemærkelsesværdigt, at han osse er langt mere, direkte erotisk, kropslig, end han plejer at være. Filmen indeholder - og det er vist første gang - ligefrem (halv-)nøgen-scener. Og 3) Filmens hovedperson viser helt indlysende tilbage til Hemmings i "Deep Red". Ikke siden Hemmings har Argento præsenteret os for en så gennemført umandig mand, omgivet af stærke kvinder. Guillo i "Do You Like Hitchcock?" har besvær med sin scooter, ligesom Hemmings havde problemer med at køre i bil -- og faktisk er Guillo end endnu større klovn end sin forgænger. Hemmings så dog noget i "Deep Red", selvom han efterfølgende havde besvær med at genkalde sig hvad. Hvorimod Guillo - da mordet fandt sted - lå og snorksov i sin seng. Bemærk i øvrigt at der i videoshoppen i filmen hænger reklame-plakater for både Argentos egen "The Card Player" og for Lars von Triers "Dogville".
Jeg kan se på eBay, at "Four Flies on Grey Velvet" endelig er blevet tilgængelig på DVD. Er der nogen, der ved noget om udgaven, der ses herover? Den er - lidt forvirrende - udgivet i/af noget, der hedder "Unreleased Collectors Edition". Er det en piratudgave? Er den uklippet? Hvad bør den koste?
Omtale af Dario Argentos upcoming "Mother of Tears" på Fangorias website. Optagelserne begynder sidst i denne måned.
I 2004 udgav jeg i samarbejde med Martin Weinreich og min bror et hæfte med 3 artikler om Dario Argento. Jeg bebudede dengang, at såfremt der viste sig at være tilstrækkelig interesse for hæftet, ville jeg efterfølgende barsle med et hæfte nr. 2.
Argento-hæftet blev faktisk en forholdsvis pæn success. I hvert fald blev oplaget udsolgt -- og jeg tænker, at tiden nu er inde til at indfri løftet om en opfølger.
Enkelte brokkede sig i forbindelse med nr. 1 over prisen på kr. 30,-, og jeg forsvarede mig dengang med, at et eventuelt overskud ville ryge tilbage i systemet og blive brugt til at financiere nr. 2. Helt ærligt: Tryk-prisen pr. hæfte var (så vidt jeg husker) ca. kr. 12,-, og dertil kom udgifter til porto, kuverter og (ikke mindst) et ret stort antal frieksemplarer til anmeldelse og til biblioteker -- og mit samlede overskud nåede alt i alt op på cirka røv. Men alligevel føler jeg mig en smule forpligtet.
Og endnu vigtigere: Når interessen er der, og det er den, så skal den fodres. Synes jeg. Og opmuntres.
Så altså: Jeg indkalder hermed eventuelt interesserede skribenter. Send mig en email på gorzelak@hotpop.com og fortæl mig, hvad du eventuelt kunne tænke dig at skrive om. Første deadline for indlevering af artikler (som næppe holder -- men jeg vil forsøge at gøre mig streng) er den 15. september. Og alt har - som udgangspunkt - interesse. Artiklerne skal være ædruelige, og de må helst ikke indeholde alt for mange faktuelle fejl -- men de må gerne være personlige, filosoferende eller andet. Jeg skriver et forord, men har endnu ikke besluttet, om jeg osse derudover vil bidrage med en tekst. Det afhænger (nok) af hvor mange, der melder sig.
Skriv.
Jeg har tidligere her i bloggen skrevet noget om pligtaflevering af egne værker. Der sker, men så sandelig ikke ofte, at jeg får ekstra-bestillinger fra andre biblioteker (i.e. ikke Det Kgl. eller Statsbiblioteket). Her følger en kort liste. Bare for sjov. Hæftet om Dario Argento er til udlån på følgende biblioteker: Århus Kommunes Biblioteker (i Mølleparken), Vejle Bibliotek, Det Nordjyske Landsbibliotek, Odense Centralbibliotek, Gentofte Bibliotekerne, Københavns Kommunes Biblioteker og Det Danske Filminstituts Bibliotek. "Det ene med det andet" er (meget mystisk) osse til udlån på Vejle Bibliotek, og "Selvtilfredsstiller" og "Natarbejder" på Skanderborg Bibliotek.
Ved nærmere eftertanke kom min lille kommentar i forbindelse med aftenens film vist til at lyde ret forkert. Eller misvisende. Og/eller arrogant. En ny zombie-film fra George Romero er selvfølgelig en meget stor ting -- og der er masser at sige om "Land of the Dead", herunder ikke mindst om filmen som en slags kommentar til den politiske situation i USA, Bush-administrationen o.s.v. Justin Chang, Variety: "A tour de force of not only independent filmmaking but independent thinking, rigorously worked out on all craft and technical levels yet enlivened by its twisted engagement with the real world." Terry Lawson, Detroit Free Press: "Land of the Dead is rich with political metaphors and social satire, none of which ever throws us out of the story or slows the breakneck pace." Og David Keyes, cinemaphile.org: "While the film nowhere near matches the success of the director's earlier ventures, it nonetheless rises to the occasion in delivering a bit of social satire." Billedet: Asia (AHH-sia) Argento, som medvirker i filmen. Veludviklet datter af mesterinstruktøren Dario Argento. Se flere billeder af hende (og hendes tatoveringer) her.
Har lige siddet og set Den lille forskel på DR1. Warny Mandrup er helt kanon. Egentlig havde jeg tænkt mig i dag at ta på Jules Verne-jagt i århusianske bogbyttebikse, men jeg nåede kun 2, og jeg fandt ingenting. Det vil sige: Jeg kom i stedet hjem med Tombraider II på DVD - plus en VHS-udgave af Dario Argentos Opera, som jeg ikke tidligere har set. Udgaven, altså. Nu har jeg 4 forskellige. Se her. Gav kr. 20,- for båndet i Guldsmedegade. Niels-Arne har meget venligt sendt mig en DVD med Haunted Places, en lille film vi i fællesskab lavede tidligere i år. Tak til ham. Og mere film: Tjek mine auktioner på QXL.
Har indtil videre kun fået set ca. 30 min. af The Card Player. Første indtryk: Stefania Rocca er en sild. Se nogle billeder her. Glemte aldeles at samle op m.h.t. Ring Two - men i virkeligheden har jeg nok heller ikke ret meget at sige. The Ring had me completely spooked, og jeg sad og gøs lidt under første halvdel af The Grudge - men Ring Two var bare en film. Den er slet ikke i klasse med etteren. Scenen med døde-tøsen, der forfølger Watts op af brønden, er lige ved at kamme over i ren slapstick. Folk blir (selvfølgelig) ved med at fortælle mig, at originaludgaven af The Ring er bedre (for det skal man jo sige, dersom man gerne vil virke globalt orienteret). Men det er ikke rigtigt. Jeg foretrækker i hvert fald klart den amerikanske re-make. Læs min brors anmeldelse af filmen her.
Har netop læst på Tekst-TV, at de nu osse er begyndt at brænde biler af i andre, europæiske storbyer. Jeg er ikke bil-ejer, faktisk, men derfor kan - kunne - jeg jo godt være en nogenlunde redelig person. Og jeg synes, det er uhyggeligt. Vi er allesammen civiliserede mennesker, det er klart, men hvis man scratcher og sniffer til os, lugter vi umiskendeligt som hulemænd. I hvert fald nogle af os. Tekst-TV kan osse oplyse, at 27% af alle danskere "tager afstand fra muslimer". Jeg har ingen anelse om, hvad det mon betyder, "tager afstand fra muslimer", og jeg har en mistanke om, at det gør folkene bag undersøgelsen heller ikke. Hvad er det helt præcist, de har spurgt om? Om afsløringen af de 7 unge terrormistænkte har givet os et dårligere indtryk af muslimer? Om vi tager afstand fra den slags mennesker? Det kan man vel dårligt svare andet end ja til.
Fik set Dodgeball i går aftes, og jeg lo og lo. I dag har jeg modtaget The Card Player med posten. Er der nogen, der ved, om Do You Like Hitchcock? er udkommet på DVD? Og hvordan får jeg nemmest fat i et eksemplar af Phantasm?
Har lige investeret ca. $10 i Dario Argentos The Card Player, som hidtil har manglet i min samling. Jeg kan se på eBay, at Four Flies On Grey Velvet endelig er tilgængelig på DVD - og endda i adskillige forskellige udgaver. Kan en eller anden fortælle mig, hvilken jeg bør købe? Og meanwhile back at the ranch: Gittes og Niels-Arnes lille søn, Lukas, har spist en møtrik - som imidlertid allerede er kommet ud igen, blot via kroppens anden ende. Lytter til Nudeswhirl. Jeg gav bud på en hel stribe mystiske heavy-CDer på QXL, men desværre vandt jeg ikke en eneste af dem. Henrik Larsen, der i nogen tid har været missing, er tilbage. Læs her.
