The Jiggly Room

Her er, hvad jeg engang blev belært om af en (dengang) stud. Ph.D. -- som efterfølgende, har jeg ladet mig fortælle, er blevet omvendt til Vorherre:

Når man skal analysere et eller andet, skal man starte med at overfortolke helt vildt. Så kan man altid DELETE de allermest vanvittige ind- og udfald bagefter. Sagde han. Eller man kan overlade det til andre at gøre det. Der er ingen grund til at sidde og fedte med tingene.

Og jeg er helt enig.

Anne-Marie Vedsø Olesen har NOGET med dirigenter. Fornemmer jeg. I sidste uge havde hun et læserbrev i Weekendavisen. Desangående. Og i hendes nyeste roman, "Gudernes tusmørke", er den egentlige hovedperson - har jeg besluttet mig for, at han er - en dirigent ved navn Martin Seeber.

Martin Seeber er - i seksuel henseende - en sadist. Men bestemt ikke hæmningsløs. Han er kontrollerende. Der brænder en ild -- og så videre -- men han kan holde den tilbage, og han kan kanalisere den, f.eks. ind i musikken. I romanen er det Wagners "Parsifal", som i Vedsø Olesens udlægning er det modsatte af et gang-bang på borgen. (Læs bogen hvis De vil vide mere.) I stedet for - og jeg undskylder min plathed - at bruge den nedre stav, svinger Seeber dirigent-stokken (i bogen en fallos med endog universel, forløsende kraft), og han skaber stor kunst. På den måde. Det er det, der på freudiansk hedder sublimering.

Sublimering er en mægtig kultur-generator. Hvilken digter er det, der indleder en af sine bøger med ordene "Jeg elskede en pige ... " -- som han ikke fik. Men til gengæld skrev han disse digte ... ? Hvorimod den ikke-kanaliserede, eksplosive drift - i romanen kaosguden Seth - er destruktiv. Eller i bedste fald: Stagnation. Gentagelser af det samme.

Dirigenten er en autoritet, og Vedsø Olesen beskriver Martin Seeber som en sand, kunstnerisk patriark. En faderskikkelse. Qua dette blog-indlæg kan jeg - nu - heller ikke lade være med at se ham, det vil sige læse ham, som en Jesus-skikkelse -- hvad han i en vis forstand også er. I romanen. Han er ham, der afviser og besejrer Djævelen, og som opfylder profetien og dermed bringer NY ORDEN -- og så videre og så videre.

Og hvorfor i alverden skriver jeg dette indlæg? Dels fordi jeg sidder og småkeder mig lidt -- men også og ikke mindst for at sige, at oppe i mit hovede (for hvordan skulle I ellers kunne vide det, hvis jeg bare holder mund) identificerede og identificerer jeg i nogen grad Seeber med ungarsk-fødte George Szell. Som er manden på billedet herover.

George Szell er en af mine absolutte yndlings-dirigenter -- uden at jeg i øvrigt ved voldsomt meget om ham. Men Szell - for mig - er indbegrebet af KONTROL. Szell havde styr på tingene. Hans indspilning af Beethovens 9. symfoni er formodentlig den bedste, der findes. Se om du kan finde en, der er lige så STRAM og præcis. I challenge you.

Szell er - var - den mindst kvindagtige dirigent, jeg kender. Og I ved, hvad jeg mener. Forhåbentlig. Han kunne godt lide god mad og dyre biler, og han holdt sig for det meste til DE TYSKE. Komponister, altså. Og langt væk fra de sødladne sydlændinge og andre perverse, unødigt udadvendte typer. Se en diskografi her.

Nå. Jeg fortsætter med min status-opgørelse. Jeg har - desværre - i 2007 læst færre bøger, end jeg egentlig gerne ville -- ikke mindst fordi vi i vort nye hjem i Ringsted kan tage mere end 30 TV-kanaler. I Skanderborg kunne vi kun tage DR1. Og jeg skal jo helst se det hele.

Her er årets bedste bog-oplevelser:

Nummer 1:

Peter Nielsen: "I sommervinden". Når han ikke render rundt og spejder efter fugle eller sidder og oversætter eller andet, er Peter Nielsen Danmarks bedste digter. Og muligvis er det også imens (han spejder efter fugle o.s.v.), men det høres - da - ikke så tydeligt. Som det gør i bøgerne. Det meget smukke foto på samlingens omslag er i øvrigt taget af digterens hustru, Anni. Spind i det grønne.

Nummer 2:

Anne-Marie Vedsø Olesens Seth-trilogi -- som jo altså består af tre bøger. Og ikke kun en. For sidste gang i år, jeg lover det: Jeg læser normalt ikke romaner. Men Anne-Marie fik mig alligevel til det. Ved udsigten til udgivelsen af tredje og afsluttende bind i trilogien, "Gudernes tusmørke", fik jeg (også) lyst til at genlæse de to første, "Djævelens kvint" og "Tredje Ikaros" -- og før jeg vidste af det, var jeg hvirvlet (på min egen, stille og generelt ikke-hvirvlende måde) ind i en verden af egyptiske guder, stor mystik og musik. Herunder Mozart. Og nu går jeg rundt i Ringsted og har et lydklip fra "Tryllefløjten" lagt ind som ringetone på min mobil. Så galt gik det.

Nummer 3:

Nummer 3 på min liste burde egentlig være R.D. Richardson: "Emerson - The Mind on Fire". Synes jeg. Jeg har i år læst flere bøger om Emerson, og Richardsons er på alle måder imponerende. Også imponerende tyk. Men jeg vælger alligevel at snyde. Og det er vel ok, for det er min liste ... ? Det skulle jeg mene.

Tredjepladsen går (i stedet) til Peter Lund Madsen -- og ikke for en bog, men for sine Rosenkjær-foredrag fra 2006. Som jeg - og det er dét, der tæller - først hørte i 2007. Spændende, vedkommende og inspirerende formidling. Og gratis, endda. Hør foredragene her. 

Nyhedsavisen bragte i går et interview med Anne-Marie Vedsø Olesen -- om at være bloggende forfatter. Læs interviewet her.

Anne-Marie Vedsø Olesen spørger i sin blog - her - "Kan man komponere musik labyrintisk?"

Jeg ved ikke meget om labyrinter, og jeg ved endnu mindre om komposition, men spørgsmålet - ikke desto mindre - fascinerer mig. Er der nogen derude, der kan give et kvalificeret svar?

FØRST OG FREMMEST, tænker jeg, afhænger svaret - vel - i nogen grad af, hvad Anne-Marie egentlig mener. Om hun mener, altså, labyrintisk-labyrintisk? Eller indviklet-labyrintisk? Uden at ville lyde unødig sofistisk.

En labyrint - det, der på engelsk kaldes "a labyrinth" er sådan en. Her:

Man går ind ad indgangen og bevæger sig støt og problemfrit frem mod midten -- ad snoede stier. Så at sige. Frem og tilbage og frem og tilbage, men uden vildveje eller DEAD ENDS. En (labyrint-)labyrint er et åndelig redskab. At gå vejen -- o.s.v. Og sådan kan man vel godt komponere?

Hvorimod en indviklet-labyrintisk labyrint - det, der på engelsk hedder "a maze" - er noget andet. Det er sådan en, man kan gå vild i. Den indviklet-labyrintiske labyrints PRINCIP er (netop) THE DEAD END. Afslut, vend om og gå tilbage. Kan man komponere sådan?

Opdateret: Faldt over dette Stockhausen-citat: "Der moderne Begriff des Labyrinths im Kunstwerk ist sicher einer der erstaunlichsten Sprünge, die das abendländische Denken vollbracht hat"

Opdateret: Fra Wikipedia: "[Stockhausen's] Klavierstück XI is famous for its mobile, or polyvalent structure. It consists of 19 fragments spread over a single, large page. The performer may begin with any fragment, and continue to any other, proceeding through the labyrinth until a fragment has been reached for the third time, when the performance ends. Markings for tempo, dynamics, etc. at the end of each fragment are to be applied to the next fragment. Though composed with a complex serial plan, the pitches have nothing to do with twelve-tone technique but instead are derived from the proportions of the previously composed rhythms (Truelove 1984 and 1998)."

Og - og sig ikke, at vi ikke leverer FULL SERVICE - "Klavierstück XI" kan høres (endda i 2 forskellige udgaver) på denne CD, som kan erhverves for latterlige kr. 29,- (+ porto) fra CDklassisk.dk. 

Se og hør Anne-Marie Vedsø Olesen blive interviewet på BogForum:

Og læse op. Klik her. 

Nå. Men. Jeg håber, at I alle overlevede natten. Til alle dem, der ikke helt fangede galoppen med hensyn til mit lille Halloween-rollespil: Undskyld. Til alle dem, der syntes, det var for ulækkert: Undskyld. I kan trøste jer - nu bagefter - ved tanken om, at blodet - på billederne - var snyd. Og sårene. Faktisk, ærligt talt, var jeg en lille smule stolt over det sidste billede -- som jeg lavede v.h.a. to ark papir, en klat ketchup og et digitalkamera. Og til alle dem, der nu sidder og er lidt rystede over, at jeg - indeni - har en så (som min mormor ville have sagt) GRIM fantasi: Ingen undskyldning. For så, altså, kan jeg jo - herefter - ikke lave andet end at undskylde. 'Cause you ain't seen nothing yet.

Men imens ude i virkeligheden:

Erwin Neutzsky-Wulffs fabelagtige Adam Hart-historier er blevet genudgivet. I ét bind, "Adam Hart". Tak til Frank Brahe -- og til Erwin. Selvfølgelig. Bogen, der også - endda - indeholder en helt ny historie, udkom i forgårs. Hvis jeg læser Henrik rigtigt, er der kun trykt 500 eksemplarer. Jeg hentede mit på udgivelsesdagen. Meget mere om Adam og Victor følger. Med garanti.

Politiken har bragt et fint interview med Anne-Marie Vedsø Olesen. Om Wagner. 

Hvad mere? Jeg er oprigtig ked af, at Tine Aurvig-Huggenberger ikke blev ny formand for LO. Jeg havde - i min førnævnte fantasi - ellers allerede set det for mig: Thorning og Vestager som nye regeringsledere, Ritt som borgmester i København -- og Aurvig-Huggenberger som LO-formand. Kvinder hele vejen rundt. Men ak.

Og Henrik Qvortrup, tror jeg, har pisset i sine egen bukser. Historien om Khaders "sorte arbejde" er så tynd, at man næsten ikke kan fatte, hvad den overhovedet drejer sig om -- hvorimod Qvortrups motiv til at bringe den kun er alt for kedelig klar. Hans efterfølgende kommentarer om Khaders temperament var decideret ubehagelige. Syntes jeg. At høre på. 

Ane har forladt mig. Læs mere om årsagen her. Og jeg er - derfor - alene hjemme. Frem til søndag aften.

Anne-Marie har meget venligt sendt mig en signeret mini-plakat:

-- en reklame for hendes nye roman, "Gudernes tusmørke". Tak til Anne-Marie. Den er jeg meget glad for, og jeg vil straks ramme den ind og hænge den op.

I morgen formiddag skal jeg en tur til lægen, og i morgen eftermiddag skal jeg arbejde -- men derudover har jeg ingen planer for de næste dage. Måske, hvis jeg ikke kan finde på andet, vil jeg overveje at aflægge nabokonen et besøg:

Ups. Som man siger.

Ellers ikke meget nyt. Har købt et eksemplar af Zappa: "You Can't Do That On Stage Anymore Vol. 2" -- for jeg blev nødt til det. Det gjorde jeg altså. Jeg faldt over et meget billigt eksemplar.

Og på vej hjem fra arbejde - i bussen - læste jeg i dag et ganske kort essay om termodynamik, evighedsmaskiner og Markis de Sades forfatterskab.

Og således lykkedes det mig at få skrevet et indlæg, som jeg ikke bare - nu - kan tagge "amvo", men søreme også både "zappa" og "sade". De er alle kommet i udmærket selskab. Synes jeg.

Anne-Marie Vedsø Olesen har været en tur på Det Kongelige for at se og høre Stravinskij, bl.a. "Sacre" -- og skælder nu ud i sin blog: "Hvor var aggressionen, orgasmen og døden? Hvor var den rå dyriskhed? [...] Nej, nej, det er tidernes forfald, når kunsten på den måde går op i lutter pænhed. Jeg holder det ikke ud!" Læs hele blog-indlægget her.

Tidligere i dag skrev jeg i en kommentar til Anne-Maries indlæg, at "Nogle gange forestiller jeg mig, at det er noget, der er opfundet i et eller andet underjordisk, super-hemmeligt, kemisk laboratorium. Det dér PÆNHED. Som en slags altødelæggende (mod-)gift, der går os i blodet. Ved første-opførelsen af "Sacre", udvandrede folk, og Stravinskij var en SKANDALE. Nu om stunder har vi PÆNHEDEN, som vi kan injicere ham med. Så kan vi lege med ham og lade ham bide os i røven, uden at vi lader os påvirke."

Men altså ... "Nogle gange forestiller jeg mig ... " Det var en smule lamt, det indrømmer jeg. Ikke stort bedre end "Jeg har en ven, som har et problem."

Men altså ... Jeg har skrevet det før -- og jeg gentager: Vi - i The Jiggly Room - garanterer fuld diskretion. Vi løber ikke med sladder, og vi viderebringer ikke fortrolige oplysninger. Stort set aldrig. Så selv om det omtalte, underjordiske, super-hemmelige, kemiske laboratorium skulle vise sig RENT FAKTISK at have eksisteret, så har I ikke hørt det fra os. Eller fra mig. Chefen. For vi siger ingenting.

Men altså ... Jeg kan da vise jer nogle enkelte fotos, som jeg tilfældigvis er i besiddelse af. F.eks. dette:

-- som viser en fuldstændig uskyldig mark. Og dette:

-- som viser en fuldstændig uskyldig bygning med et fuldstændig uskyldigt pigtråds-hegn rundt om. Lige ved siden af den uskyldige mark.

Og et uskyldigt laboratorium:

Og denne chef-læge, som overhovedet ikke har noget med PÆNHED at gøre:

Ligesom denne patient slet ikke tog del i de oprindelige eksperiementer:

Jeg siger ikke mere.

Det er blevet fredag, og det betyder, at jeg må blogge igen. Og at jeg igen må skrive om Frank Zappa. Jeg skal nok forsøge at holde det - zappariet - en smule under kontrol, men jeg lover ikke noget. I løbet af relativ kort tid har jeg nu fået indkøbt så mange af Zappas CDer, at det ville - for sådan er jeg - være helt utåleligt for mig, hvis jeg ikke også fik erhvervet mig resten. Og som en eller anden på et tidspunkt bemærkede: Jeg kan - jo - tilsyneladende ikke købe en éngangslighter til kr. 3,- i Netto uden at det partout skal nævnes herinde. I bloggen. Så I slipper nok ikke for at høre om Zappa-CDerne -- efterhånden som ... o.s.v.

En hurtig status: Min Zappa-CD-samling er nu 31 centimeter lang. Den fylder så meget:

Og følgende er bestilt, betalt og på vej - forhåbentlig - til Ringsted: "Lumpy Gravy", "Ahead of Their Time", "Apostrophe", "Thing Fish" og "Tinseltown Rebellion". Og "Trance-Fusion", som jeg tidligere har omtalt, men endnu ikke modtaget. De mere visuelt orienterede kan (måske) danne sig et overblik her, her og her. Har - yderligere - bestilt to bøger på biblioteket: "Electric Don Quixote" og "The Real Frank Zappa Book".

Og i den virkelige verden: Anne-Marie Vedsø Olesens nye roman, "Gudernes tusmørke", har fået en kanon-anmeldelse i JP. Læs den her.

En 58-årig kvinde har - i Chicago - skudt og dræbt sin 54-årige, mandlige samlever, efter at hun sidste weekend - efter 15 års bekendtskab - opdagede, at han kunne lide porno. Mere her.

Og dagens Asmaa-historie kan læses her.

På opfordring fra Mostly Opera har jeg netop bestilt et eksemplar af Kertész indspilning af "Hertug Blåskægs borg":

-- jvf. mine tidligere overvejelser. Det er min udgave nummer to, for jeg har allerede denne BBC-indspilning -- men nu - især nu - har jeg BEHOV for en, der er bedre. Så jeg kan være på forkant med Anne-Maries næste bog. Hvori jeg - jo - er med. Er jeg sikker på. For Osiris er stor, hil Osiris.

Og apropos "Läther" og - apropos fri association - ting, der skinner. Og er lækre. Tjek lige Anne-Maries billeder.

Her Laibachs udgave af "Life is Life" -- fra CDen "Opus Dei":

Mette Strømfeldt anmelder Anne-Marie Vedsø Olesens "Gudernes tusmørke" og kalder forfatteren "en eksotisk plante". Læs her. Jeg kom - da jeg læste det dér med planten - straks til at tænke på Hans W. Petersens forelskede bemærkning til Dirch Passer (i forklædning) i "Charles tante". Søster Gitte, hvordan er det, den helt præcis lyder? Noget i retning af: "De er som en jungle for mig" -- hvortil Dirch Passer helt rimeligt replicerer: "Spar mig for Deres uforskammetheder!"

Men hvad jeg ville sige: Og der er også et interview. Læs det her. 

Verden hænger bare så meget sammen, at man ind-i-mellem, næsten, kan føle sig helt (be)klemt. Mellem klodserne.

Anne-Marie Vedsø Olesen har i sin blog annonceret, at hendes næste roman får titlen "Bartóks låste døre" -- hvilket, tænker jeg, dårligt kan hentyde til andet end de 7 døre i operaen "Hertug Blåskægs borg". Som jeg skrev om tidligere på måneden.

Osiris er stor!

Den 7. september skrev jeg - højt helligt - her i bloggen, at "jeg har da - med Osiris som mit vidne - aldrig nogensinde lånt eller købt en bog eller en CD, fordi jeg syntes, at kunstneren var PÆN eller SØD." Og jeg har ikke glemt, at jeg skrev det -- og derfor føler jeg nu stor trang til at forsvare mig. Eller i det mindste: Forklare mig. Allerede på forhånd.

Jeg er, som I alle har bemærket, en trofast kunde hos engelske Amazon -- hvor jeg handler flere gange om ugen. Og Amazon har det dér system, hvor de indsamler oplysninger om mine lyster og min smag (eller mangel på samme) og kommer med forslag til andre bøger og CDer o.s.v., som måske kunne have min interesse. Jeg har købt en hel del operaer, så jeg får mange tilbud om opera-CDer stukket i hovedet -- og allerøverst på listen, hver gang, bliver jeg præsenteret for nogle CDer med Anna Netrebko. Som - åbenbart - er den helt store sællert lige nu. Hun ser sådan her ud:

-- og I sidder med garanti og tænker det samme, som jeg gør. Men lad os ikke sige det højt, for det vil få os til at virke små. Men nydelig er hun. Hun ligner - som én skrev på Amazon - en movie star.

Og nu har jeg - altså - lånt tre af hendes CDer på biblioteket. Jeg har indtil videre kun nået at høre den ene, og min umiddelbare vurdering - but who gives a fart - er, at hun synger fint, men at hendes stemme er lidt kedelig.

Følte trang til at REDEGØRE efter at jeg - for nogle minutter siden - faldt over denne afstemning på Boleros side:

-- som jeg besøgte, siden, for at høre interviewet med Anne-Marie Vedsø Olesen. Det er ca. 24-25 minutter inde i programmet -- og Anne-Marie lyder overhovedet ikke, som jeg havde forestillet mig. I mit lille hovede.

Thomas Harder anmelder Anne-Marie Vedsø Olesens nye roman, "Gudernes tusmørke", i Politiken -- og skriver bl.a., at "Anne-Marie Vedsø Olesen præsterer endnu en gang det anselige kunststykke at få det hele til at give mening, at gøre det interessant og underholdende og at få sine personer til at leve ... " Men ikke et ord om litteraten Bo! Læs anmeldelsen her.

Og efter mit foregående, forholdsvis smagløse indlæg: Her er et mere klassisk. Hør Anne-Marie Vedsø Olesen i P2s Bolero denne eftermiddag. Mere her.

Var på biblioteket - igen - og købte en hel masse. Mest bemærkelsesværdigt, måske, fordi det sjældent sker: Jeg købte fem mig helt ubekendte CDer, hhv. Jimi Tenor: "Beyond The Stars", Cowboy Mouth: "Voodoo Shoppe", Earth: "Hex", Tim Bowness: "My Hotel Year", Clem Snide: "Soft Spot" og Wynton Marsalis: "All Rise", en dobbelt-CD. Kr. 5,- stykket. Og kr. 50,- for følgende posefuld: Jørgen Gustava Brandt: "Ting og sager" (som - har jeg lige opdaget - jeg havde i forvejen), C.G. Jung: "Psykologisk typologi", Anne-Marie Vedsø Olesen: "Salernos sol" (som jeg aldrig har læst), Leo Hjortsø: "Romerske guder og helte", Erik Zahle: "Erik Hoppe", Otto Gelsted: "Guder og helte", Per Kirkeby: "Vejret", Politikens "Danmarks skove", John Grant: "Vikingetidens guder og helte", en stor bog med fotografier af Eugène Atget og en lige så stor bog med fotografier af Arnold Newman, "Five Decades". 

Anne-Marie Vedsø Olesens nye roman, "Gudernes tusmørke", udkommer i dag. Besøg din lokale boghandler. 

Og forresten ... Det glemte jeg. Jeg sad - og jeg lyver ikke - med røde kinder, da jeg var færdig med bogen -- og ikke kun p.g.a. min forkølelse. Jeg var virkelig tændt. Som er et udtryk - tændt - jeg aldrig før har brugt. Så dér kan man bare se.

Men hvad jeg ville skrive: Jeg navngav mit indlæg "Skæbnespyddet" - og nu også dette - fordi Longinus' spyd spiller er væsentlig rolle i "Gudernes tusmørke". Læs mere om spyddet her. 

Det er en plathed, jeg ved det -- men der er et klart misforhold mellem den tid, det tager at skrive en roman, og den tid, det tager at læse den. Klokken er 20.20, og for en kaffekop-tids siden blev jeg færdig med at læse "Gudernes tusmørke". De første cirka 70 sider indtog jeg til tonerne af Bartóks "Hertug Blåskægs borg", hvorefter jeg - mere apropos - skiftede til "Parsifal".

Jeg ser ingen grund til at sidde og fedte med det -- så allerførst og helt uden forbehold: Det er en gevaldig god roman. Den bedste i serien, men man skal have læst de to foregående for rigtig at fatte ... o.s.v. Bøgerne hænger sammen, og det føles ikke rigtigt at sammenligne dem. "Gudernes tusmørke" - lad mig i stedet sige det sådan - er et brag af en slutning. Som i en opera.

Vedsø Olesens Seth-trilogi handler om meget store ting, om kunst og kærlighed, begær og opofrelse, fristelser og forløsning. Om forholdet mellem kunst og liv og om forholdet mellem kunst og religion. Om æstetik og etik. Det samme - vel nok - kunne man sige om mange andre roman-værker, som jeg (alligevel) ikke ville orke at læse. Som jeg tidligere (og gentagne gange) har gjort opmærksom på her i bloggen: Jeg læser ikke ret mange romaner. Jeg læser digte. Normalt.

Men -- og med stor risiko for at blive misforstået: Seth-bøgerne er ligesom en opera. Som er - for det er operaer, i hvert fald hvis de er gode - eventyrlig og utroværdig og dybt fjollet og patetisk. (Det var givetvis derfor - i parantes bemærket - at den Kant-læsende alvorsmand, Beethoven, ikke kunne forlige sig med SLAGSEN.) Men formår - for det gør operaer, hvis de er gode - at tale om vigtige ting. Og sager. Samtidig med at de - den - taler følelsesmæssigt til os.

Seth-trilogien er fuld af larm og halløj, guder og mord og sex, et mystisk selskab med en borg ude i ørkenen. Der er folk, der gror vinger og flyver. Bøgerne er det, der på biblioteket - vistnok - hedder fantasy. Altså: Gang i gaden. Og de kan - nok - 'bare' læses sådan -- ligesom Wagners "Ringen" 'bare' kan høres som en fed fortælling om en ring og en dværg og nogle guder. Med valkyrie-ridtet som det fedeste.

Vedsø Olesens store bedrift - og det var egentlig bare det, jeg ville sige - er, at hun har formået på én gang at skrive en medrivende ramasjang-historie, som selv en ikke-normalt-roman-læsende læser - som mig - kan gribes af, samtidig med at hun - for det gør hun - meget overbevisende og med stor autoritet jonglerer rundt - og undskyld udtrykket - med de dér STORE TING. Som gør indtryk. Også i mellemgulvet.

Jeg var - ærligt talt - ret berørt, da jeg nåede slutningen -- og selv om det, altså, ikke tog mig lang tid at læse bogen, så vil det helt sikkert tage mig en god rum tid at få den, bogen, bearbejdet. I mit indre system. Mere om romanen følger. Med garanti.

Og ganske særlig rystet var jeg, da - på side 114 - "litteraten Bo" trådte ind på scenen. Osiris er stor!

Har nu læst de første 66 sider af - eller i - "Gudernes tusmørke". Og hør engang: Der er en borg opkaldt efter Sades Ch. de Silling ("120 dage i Sodoma"), og der er en dirigent, som planlægger en opførelse af Wagners "Parsifal", og som drømmer - men hemmeligt - om en god omgang S/M. Der er en tjenende ånd med klap for det ene øje og monokel for det andet -- og der er en delegation fra Temple of Set på vej. Og en gud med hang til sukker. Hvem kunne nogensinde - overhovedet - ønske sig mere? Af et plot, mener jeg. Bortset fra, måske, en piberygende ekspert i Chesterton, ramt af Weltschmertz ... o.s.v. Anne-Marie, kig lige her:

Temple of Set, som Vedsø Olesen (for så passer pengene) kalder Temple of Seth, er en virkelig organisation. Eller et virkeligt, okkult-religiøst samfund. Det blev grundlagt i 1975 af militærmanden Michael Aquino som en udbrydergruppe fra Anton LaVeys Church of Satan. Læs mere om Temple of Set her.

I dag skulle Ane og jeg have været til niece Johannes fødselsdag i Sejs ved Silkeborg -- men desværre måtte jeg blive hjemme. Fordi jeg stadig er sløj. Og Ane er taget alene afsted. Planlægger - hvis hovedet ikke bliver for tungt - at ligge på sofaen og læse "Gudernes tusmørke". Med et tæppe over mig og "Hertug Blåskæg" i CD-afspilleren.

Ingen har indtil videre fundet mig værdig til at blive tagget. Jeg taler om det dér "Otte ting om mig"-meme -- men det er ok. Som chef-bibliotekaren i Skanderborg engang sagde til mig: "Bo, du lever et kedeligt liv". Så jeg har ærligt talt heller ikke meget at bekende. 

Bortset fra dette, som jeg nu helt uopfordret, som det hedder, KOMMER FREM MED: Jeg kender ikke betegnelsen for denne specifikke, psykiske lidelse eller fobi (eller-hvad-det-nu-er), men jeg finder skulpturer, der forestiller mennesker, og plastik-tøj-modeller og den slags angstprovokerende. Hvilket bl.a. er en af grundene til, at jeg synes, at "Westworld" er en meget uhyggelig film. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, at de - skulpturerne eller modellerne - er levende. Og at de er farlige. Der er - Henrik, help me out, please - et "Dr. Who"-afsnit, hvor plastikmodellerne i butikkernes ruder pludselig går til angreb -- så måske er jeg ikke den eneste, der nærer mistro til dem. Plastik-menneskene. Og deres marmor-fætre og -kusiner. Den eneste gang, jeg har været på Glyptoteket, fik jeg koldsved p.g.a. skulpturerne - alle de knuste kroppe - og flygtede bort fra selskabet, ud i den rene luft. Det var voldsomt ubehageligt.

Og hvorfor føler jeg trang til at fortælle om det? Fordi Ane og jeg i går aftes - min sløjhed til trods - vovede os ud i Ringsted Natten -- og vi kom bl.a. forbi en lokal undertøjsbutik, Pandora, som i vinduet ud til gaden havde placeret en levende model:

Hun var nydelig, bestemt -- men jeg syntes (også - og først og fremmest), hun var SKRÆMMENDE. Tog to billeder og hastede videre.

Kanon-god postdag. Anne-Marie Vedsø Olesen har meget venligt sendt mig et signeret eksemplar af hende nye roman, "Gudernes tusmørke", som udkommer d. 11. september. Tusind tak, Anne-Marie! Det var gevaldig pænt af dig -- og jeg vil straks gå i gang med at læse den. Og det havde du - men det ved du jo godt - altså, helt seriøst, ikke behøvet.

Og derudover: Har modtaget både "Broadway The Hard Way" og "Hertug Blåskæg".

I aften er der Ringsted Natten i Ringsted -- som er dét, der alle andre steder hedder Sort Nat eller Open By Night. Eller hvad-nu. I hvert fald: Butikkerne holder åben til kl. 23.

Behøver jeg forklare? Osiris er stor.

Satanisk latter -- dels fordi søster Gitte i denne uge (ligesom Discovery Channel) holder onde-uge. Læs her. Og dels fordi min HELLIGE SKARABÆ virker over al forventning. Hør engang: I dag gik jeg på posthuset for at sende en forsinket fødselsdagsgave til forfatteren, Vedsø Olesen. Og pigen bag disken havde - jeg sværger - en halskæde med egyptiske tegn om halsen. Jeg kunne ikke få migselv til at spørge, om jeg måtte tage et billede - til dokumentationsafdelingen - men jeg spurgte til kæden, og hun - pigen - sagde, at der stod "Katrine". På egyptisk. EGYPTISK!

Og der er mere: Jeg var på biblioteket -- og mens jeg var derinde, stødte jeg på hele fire eksemplarer af "Djævelens kvint". Fire forskellige steder. FIRE!  

Og der er mere: Ane er stadig syg, men har flyttet sig fra sengen (ovenpå) ned i sofaen. I stuen. Hun ville gerne se en film, sagde hun (da jeg var kommet hjem), og jeg gav mig til at rode lidt i nogle kasser for at se, om jeg eventuelt kunne finde et eller andet. Og hvad fandt jeg? Og hvad ligger hun (med et tæppe over sig) og ser, mens jeg skriver disse linier? "De 10 bud" ... som jo altså (behøver jeg forhåbentlig ikke at skrive) foregår i Egypten. Eksemplaret, da jeg samlede det op fra kassen, var spritnyt og stadig i folie. Jeg købte DVDen for nogle måneder siden, fordi Ane kom til at røbe, at hun aldrig havde set den. Filmen. Men derefter glemte vi begge alting om den -- indtil i dag. Et tilfælde? Næppe. Magien er stærk.

Og her er - i anledning af Ondeuge - teksten til Frank Zappas "The Torture Never Stops":

***

Flies all green and buzzin',
in this dungeon of despair.
Prisoners grumble and piss their clothes,
and scratch their matted hair.
A tiny light, from a window hole,
a hundred yards away,
is all they ever gets to know
about the regular light in the day.

And it stinks so bad, the stones been chokin',
and weepin' greenish drops.
In the room where the giant fire puffer works,
and the torture never stops.

The torture never stops.

Slime and rot, rats and snot,
and vomit on the floor.
Fifty yoogly soldiers, man,
holdin' spears by the iron door.
Knives and spikes, and guns and the likes
of every tool of pain.
And a sinister midget, with a bucket and a mop,
where the blood goes down the drain.

And it stinks so bad, the stones been chokin',
and weepin' greenish drops.
In the room where the giant fire puffer works,
and the torture never stops.

The torture never stops.
The torture.. the torture..
The torture never stops.

Flies all green and buzzin',
in this dungeon of despair.
An evil prince eats a steaming pig,
in a chamber right near there.
He eats the snouts and the trotters first.
The loins and the groins is soon dispersed.
His carvin' style is well rehearsed.
He stands and shouts:

All men be cursed!
All men be cursed!
All men be cursed!
All men be cursed!

And disagree?
Well, no one durst.

He's the best, of course, of all the worst.
Some wrong been done, he done it first.

And it stinks so bad, his bones been chokin',
and weepin' greenish drops.
In the night of the iron sausage,
where the torture never stops.

The torture never stops.
The torture.. the torture..
The torture never stops.

Flies all green and buzzin',
in this dungeon of despair.
Who are all those people,
that he's locked away down there?
Are they crazy?
Are they sainted?
Are they zeroes,
someone painted?

And it's never been explained,
since it first it was created.
But a dungeon, like a sin,
requires naught but lockin' in,
of everything that's ever been.
Look at her.
Look at him.

That's what's the deal we're dealin' in.
That's what's the deal we're dealin' in.
That's what's the deal we're dealin' in.
That's what's the deal we're dealin' in.

***

Ny CD-indkøb. Hvor mange CDer er det i denne måned? Afgjort for mange -- men de var billige. Honestly. I dag: Bartóks "Hertug Blåskægs borg", som jeg faldt over på Amazon til kun - read this - kr. 25,- Inklusiv porto. Det kunne jeg selvfølgelig ikke stå for -- heller ikke selvom jeg egentlig sad og ledte efter noget andet. Nemlig Stravinskijs "Agon". Som jeg også fandt, men ikke købte.

Og til alle jer vantro hunde, der tvivlede på SKARABÆENS MAGT: Hvad dukkede op som nummer et - NUMMER ET - på listen, da jeg (for lidt siden) googlede "bartok blåskæg"? Dette indlæg i Anne-Marie Vedsø Olesens blog.

Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen: TA-DAM! Osiris er stor.

- thou who hast many names, thou disposer of created things, thou who hast hidden forms in the temples, thou sacred one, thou KA who dwellest in Tattu ... Hokus pokus. Abraxa! Hullubulu! O-SI-RIS!

Nå. Men så må Anne-Marie og Gyldendal sådan set godt skynde sig at få "Gudernes tusmørke" på gaden -- for nu er jeg færdig med at genlæse både "Djævelens kvint" og "Tredje Ikaros". Og jeg er helt parat til mere.

Og dertil: Bøgerne om Seth er (jo) fulde magi -- og mens jeg sad og lyttede til Christopher Simpson og læste de sidste kapitler i "Tredje Ikaros" ... Altså: Pludselig, da Victoria satte det sidste penselstrøg og begyndte at forvandle sig, skete der også noget med mig. Jeg blev, kan man vel sige, illumineret. Med ét stod det mig klart, at jeg - vestjyden Bo - måtte ind i dette univers. Jeg måtte være med. Jeg måtte - ZAP! - blive en af Vedsø Olesens romanfigurer. Bare en biperson. Selv en lille biperson ville være ok -- for når først jeg var inde, tænkte, ville jeg tage røven på dem alle, påkalde guderne, vokse mig stærk og gå min egen vej. Eller flyve. Som Victoria. Det var - er - en mesterlig plan. I'm sure you'll all agree.

Og allerede har jeg mit cover på plads: Jeg vil være en piberygende litterat, en fanatisk Chesterton-fan, som dårligt kan tale om andet, og som martres - og af den grund har ladet sig overvælde af Weltschmertz - af tanken om, just hvor meget bedre Chesterton ville have været som forfatter, hvis han, altså Chesterton, havde undladt at lade sig omvende til katolicismen. Og i stedet, f.eks., havde vendt sig mod Egyptens mysterier.

Kun to ting - så vidt jeg kan bedømme - står i vejen for min succes: "Gudernes tusmørke", titlen på Vedsø Olesens nye bog, nummer tre i serien, lugter, titlen, bekymrende meget af AFSLUTNING. Og dét går ikke. Bogen er skrevet, så jeg kan næppe klemme mig derind -- og følgelig er det helt nødvendigt, at hun også vælger at skrive en fjerde.

Og: Hun skal inspireres til at lade mig medvirke. I nummer fire.

Ingen af delene står det i min egen magt at gøre noget ved, desværre -- men jeg har straks taget SKRIDT ... Eller hvad det hedder. Efter at have læst "Tredje Ikaros" til ende, klædte jeg mig nøgen og gik ud i måneskinnet --

-- medbringende denne hellige skarabæ, som jeg tidligere på året købte for kr. 40,- i Nationalmuseets shop. Og dansede en lille boogie, mens jeg påkaldte Osiris. Det var ikke super-godt for min tilstand, for jeg er stadig halvsløj -- men Anne-Marie will never know what hit her. Som E.T. sagde: "I WILL BE THERE!" Ved den grønne guds hjælp.

Jeg er stadig syg -- og det er stadig lige træls, omend jeg i dag - i det mindste - ikke behøver ligge i sengen hele tiden. Håber jeg. I hvert fald er jeg forsøgsvist stået op.

Ane er taget til Middelalderfestival i Horsens - læs her - og jeg er alene hjemme. Indtil i morgen.

Jeg er konsekvent - og nu taler jeg om noget andet - 2-3 år efter alle andre m.h.t. DIMSER, især digitale, og TING SOM DIMSER KAN. Jeg er ikke fortrolig med iTunes, og jeg har ikke nogen iPod. Jeg har heller ikke (engang) en memory stick til min PC. Og selvom jeg har både trådløst tastatur og en mus (som jeg har fået foræret af min far), så bruger jeg ingen af delene. Og så videre.

Bare for at sige at: Resten af verden har forlængst overstået dét sjov, det ved jeg godt -- men for mig var det (for lidt siden) første gang: Jeg har klippet denne mini-bid ud af Mozarts "Tryllefløjten" (som Anne-Marie har fået mig til at lytte til), overført bidden til min nye mobil og lagt den ind som ringetone. Så - nu - når folk ringer til mig, klinger (eller klanger) Mozart ud i æteren. Så yndigt.

Og et tilbagefald: Kom til at bestille endnu en Zappa-CD, "Broadway The Hard Way". Som er den med "Jesus Thinks You're A Jerk":

Enkelte hurtige updates: Jeg har været på lynvisit i det vestjyske for at deltage i nogle filmoptagelser. Besøg Hjerl Hedes website her.

Jeg har modtaget min nye Zappa-dobbelt-CD, "Burnt Weeny Sandwich / The Grand Wazoo". Jeg vil - men tilbagelænet - bestræbe mig på kort at omtale Zappa-CDerne, efterhånden som jeg får dem (gen-)hørt -- og jeg er allerede kommet bagefter. Men altså.

Og: I toget på vej mod Jylland læste jeg "Djævelens kvint" til ende -- og begyndte straks derpå - for jeg havde også taget dén med i tasken - på bog nummer 2, "Tredje Ikaros". Den tredje Ikaros er (bogstaveligt) en tredje udgave af Brueghels berømte maleri, "Ikaros' fald" -- som også er originaltitlen, "De val van Icarus". Men faktisk, synes jeg, er den engelske titel bedre, "Landscape with the Fall of Icarus". Hvis man ikke på forhånd kender maleriet, tager det lidt tid, før man overhovedet får øje på Ikaros. Intet i maleriet peger i hans retning. Han får - i Brueghels vision - ingen opmærksomhed. Bonden i forgrunden er i færd med at pløje sin mark -- og han er fuldstændig ligeglad med anti-helten, der - spoiler - er ved at drukne (lige ud for skibet). Og det er selvfølgelig Brueghels moralske pointe: Ikaros stræbte for højt, for ved jorden at blive ... o.s.v. Og der er ikke noget heltemodigt eller beundringsværdigt ved mennesker, der stræber for højt. De vil falde pladask, for sådan er naturens orden -- og vi andre bør ikke belønne dem ved at ofre dem opmærksomhed, købe "Se & Hør" for at læse om dem, ønske at se dem optræde i underlødige talkshows. Eller lignende, Vi bør - burde - pløje vore respektive marker.

I Anne-Marie Vedsø Olesens roman har Seth, den egyptiske kaos-gud, en ganske anden indstilling til tilværelsen end Brueghel (havde) -- men han, Seth, beslutter sig alligevel for at erhverve sig maleriet. For det er, hvadenten man værdsætter Brueghels moralisme eller ej, et absolut mesterværk. Eller som det hedder på nu-dansk: Det er top dollars. Og Seth har tænkt sig at forære det væk som en gave. Mere om romanen her.

Pissesureugen er snart omme, og jeg har ikke fået skrevet ret mange pissesure indlæg. Hvilket - selvfølgelig - er pisseirriterende, bl.a. fordi jeg så må vente et helt år ... o.s.v.

Men mens baren stadig er åben:

Jeg ville have skrevet en længere replik til Greys post om det mandlige kønslem. Men ikke et pissesurt. Men fik jeg det gjort? Øv.

Hvorfor skriver Chevalier i min nye Zappa-bog, som Gammelfar forærede mig, at Jean-Luc Ponty (frit citeret) "måske er det eneste menneske på jorden, som Zappa direkte hader" ... ? Uden at forklare sig yderligere. Er det rimeligt?

Anne-Marie havde fødselsdag i går - og The Jiggly Room ønsker til lykke -- og hvad fik hun? En mobiltelefon, der er næsten fuldstændig magen til min, som jeg lige har købt. Men hendes er flottere! Af guld ... du! Tjek ind og ønsk hende til lykke.

Barnaby blev aflyst på TV2 Norge - i fredags - p.g.a. en eller anden ligegyldig prisuddeling. Øv.

Vores sommerfuglebusk er ved at være afblomstret, og mit sommerfugle-tæmnings-projekt er i fare. Forbandede, foranderlige natur!

Jeg er kommet lidt videre i "Djævelens kvint" -- ind gennem porten til Trismegistoens borg ude i ørkenen og op til egyptologen. Borgen er en slags stationær Nautilus midt ude i havet af sand, og Trismegistoen er - lidt ligesom Markis de Sade Selskabet og/eller den kongelige efterretningstjeneste, REX - en super-hemmelig organisation, som vogter over - selvfølgelig - super-hemmelig viden. Og oldgamle ting og sager. Organisationen har navn efter Hermes Trismegistos, "den trefoldigt store Hermes", som i det hellenistiske Egypten blev identificeret med guden Thoth. Begge - både Hermes og Thoth - var guder for visdom, skriveri og magi, og de var psykopomper eller sjæle-guider, d.v.s. anvarlige for at bringe afdødes sjæle videre i efterlivet. De såkaldte hermetiske skrifter, "Corpus Hermeticum", er tilskrevet Hermes Trismegistos. Læs mere om skrifterne her. Det danske ord "hermetisk" kommer af Hermes. Som i sætningen: "Min mund er hermetisk lukket." Så bare do your worst ...

Har brugt en del af aftenen på at konvertere hele Mozarts "Tryllefløjten" - denne udgave - til mp3-filer. Og på at overføre dem til min afspiller. Det tog ca. en the-daily-shows-tid.

Og hvorfor? Man behøver vel næppe nogen undskyldning eller forklaring for at (have lyst til at) lytte til "Tryllefløjten" -- men i mit tilfælde, og siden du spørger så direkte: Fordi jeg stadig er i gang med at læse Vedsø Olesens "Djævelens kvint". Det går lidt langsomt, men det er ikke bogens skyld. Men min egen. Jeg er kommet - i handlingen - ud af den danske sne og ind i den egyptiske, brændende ørken. Og frem til den mystiske borg, der står og genkaster solen.

Blogmagasinet #6 er udkommet, denne gang om bl.a. Anne-Marie Vedsø Olesens blog.

Jeg er stadig i gang med at læse "Djævelens kvint". Djævelens kvint, tritonus, er, skriver danske Wikipedia, en musikalsk term inden for harmonilære, som "Betegner en forstørret kvart eller formindsket kvint. Et meget dissonerende interval, der derfor også bliver kaldt "diabolus in musica" (djævlen i musik), eller på dansk djævleintervallet." På engelsk kaldes sådanne intervaller tritones -- og den engelske udgave af Wikipedia har en vældig lang forklaring. Her. Du kan høre, hvordan en tritone lyder på denne side. Scroll ned til "Tritone".

Man finder eksempler på tritonus i - f.eks. - titelmelodien til "The Simpsons", i "West Side Story", hos Wagner -- og i meget heavy metal. Læs - derom - denne artikel fra BBC. Artiklen henviser til dokumentarfilmen "Metal: A Headbanger's Journey" -- og her er klippet, hvori tritonus omtales. Der er efter ca. 4:20 min.

De øvrige afsnit af filmen kan findes på Youtube.

Dagens dame er dronning Hatshepsut. Apropos min Vedsø Olesen-læsning. Hatshepsut betyder "Den fremmeste iblandt noble kvinder". Hun var det 18. egyptiske dynastis 5. farao -- og døde i 1458 eller 1457 f.Kr. Hendes mumie blev fundet i Kongernes Dal for lidt over en måned siden. Mere her.

Søndagens musik er Mozarts "Tryllefløjten", dirigeret af Karl Böhm og med Roberta Peters i partiet som Nattens dronning. Som jeg hører, operaen, af tre grunde: Dels 1) fordi jeg håber, at det vil gøre et positivt indtryk på mine sommerfugle. Dels 2) fordi Jan forleden i en kommentar efterlyste mere Mozart - nemlig "Requiem" - og dels (og ikke mindst) fordi jeg netop er gået i gang med at genlæse Vedsø Olesens roman "Djævelens kvint". Igen selvom, altså, at jeg normalt ikke læser romaner. Men: Sidste og trejde bind i Seth-serien, "Gudernes tusmørke", udkommer til september -- og godt og grundig skuffet over anden halvdel af "Den sidste tempelridder" følte jeg behov for en sikker succes, og det slog mig, at det måske ville være en ok idé at tage et opsamlingsheat - og forny bekendtskabet med de to første bind i trilogien - inden "Gudernes tusmørke" ... o.s.v. Vedsø Olesens Seth-serie - og Seth er den ægyptiske gud, som hedder Seth - er (meget groft sagt) et krydret mix af ægyptologi og musik. Og billedkunst. Og meget andet. Og der er hele tiden farver alle vegne, og det hele er - ladet - meget erotisk. Det midterste bind, bind 2, hedder "Tredje Ikaros". Og "Tryllefløjten" - for dét var pointen - spiller en væsentlig rolle i "Djævelens kvint". Så (også) derfor.

I forlængelse af Anne-Maries indlæg om Wagners "Parsifal" og om dirigentens betydning: En lynhurtig oversigt.

Richard Wagners opera "Parsifal" er, tror jeg, den smukkeste opera, jeg kender. Den er opført mange gange, og der findes en hel del forskellige CD-udgivelser. Her er nogle af de mest kendte:

Den legendariske dirigent Hans Knappertsbusch indspillede "Parsifal" (mindst) to gange (og Knappertsbusch er - apropos Lars' Barnaby-indlæg - Inspector Morses favorit, så vidt jeg husker). Den mest berømte indspilning er dén fra 1951, som jeg tidligere har skrevet lidt om her i bloggen. Den kan købes billigt på CD -- både i en plastik-boks-udgave fra Naxos:

og i en pap-boks-udgave:

-- som kan købes for kun kr. 69,- (+ porto) hos cdklassisk.dk. Optagelsen er i mono, men lyder godt.

Nogle foretrækker Hans Knappertsbusch' 1962-indspilning:

-- bl.a. fordi lydkvaliteten er bedre. Og optagelsen er i stereo.

Den hurtigste "Parsifal" nogensinde blev - som Anne-Marie skriver - leveret af Pierre Boulez:

Hvis man gerne vil have skidtet overstået i en fart.

Og her er en italiensk udgave af operaen -- med Maria Callas:

Der findes - derudover - også udgaver dirigeret af Solti, Kubelik, Herbert von Karajan, James Levine, Barenboim o.m.a. Som skrevet. Anne-Marie har tidligere fremhævet denne -- dirigeret af Christian Thielemann og med bl.a. Placido Domingo. Som jeg ikke selv kender. Altså indspilningen, ikke Domingo.

Og: "Parsifal" er selvfølgelig også tilgængelig på DVD, og der er guider til operaen - som man kan låne via bibliotek.dk - og der er masser af websites o.s.v. Her er Wikipedias side. Og her er Monsalvat, et meget omfattende site om "Parsifal".

Og for de meget dovne: Her er en video:

Mens vi går og venter - og forfatten selv (som er helt identisk med selve forfatteren) er på randen af et nervøst sammenbrud: Klik ind på Anne-Marie Vedsø Olesens website og læs om hendes nye, kommende roman, "Gudernes tusmørke". Og tjek i øvrigt også hendes pressefotos. En forfatter-sild. Er hun.

Tilføjet: Og her er - apropos - et af mine blog-indlæg om Wagners "Parsifal".