-- der synger Strauss. Online. Klik her og vælg "Tonträger".
Kunst handler om ting, som er ret uhåndgribelige og svære at tale præcist om -- og det, den slags, er i sig selv en smule angstprovokerende. Og intellektuelt provokerende. Selvfølgelig.
Kunstkritikere - inden for alle genrer - taler ofte meget om TEKNIK -- og det er både forståeligt og ok. For mig. Teknikken er nemlig en af de ting, vi - med hensyn til kunst - faktisk KAN tale om.
Min egen holdning til spørgsmålet om teknik er forholdsvis usofistikeret; Teknik er - for en kunstner - vigtig, for så vidt som teknisk kunnen øger ens muligheder for udtrykke sig. For at kunne gøre noget, er det nødvendigt at kunne gøre det -- og det er derfor (i det mindste) en god idé at øve sig i at kunne gøre forskellige ting. At skrive på forskellige måder, synge på forskellige måder, male, tegne, spille skuespil o.s.v. Man vil opdage, føler jeg mig overbevist om, at ens kunstneriske rum udvider sig.
Teknikken er ofte - måske altid - en nødvendig betingelse for frembringelsen eller opførelsen af et kunstværk. Men: Det er ikke teknikken, der gør kunstværket til kunst. Det er noget andet, som vi - som skrevet - ikke rigtig kan tale om. Ikke uden lynhurtigt at begynde at vrøvle.
Når nogle kunstkritikere, som det sker, gør spørgsmålet om teknik til et kriterium for, om der er tale om god eller dårlig kunst, så skyldes det, tror jeg, den dér angst. Som jeg nævnte. Plus en portion intellektuel forfængelighed.
Hvis man, som jeg har for vane (og det er derfor, jeg skriver dette indlæg), læser opera-CD-anmeldelser på nettet, vil man undervejs og igen og igen støde på en masse fag-udtryk og snak om DIKTION og "flutter" og den slags. Kan han/hun synge rent? Hvor stort er hans eller hendes register? Hvordan er den franske udtale? Eller den tyske? Eller den italienske?
Men det gælder om opera, fuldstændig som det gælder om alle andre kunstarter, at det ikke - ultimativt - er teknikken, der gør DET. Nogle kunstnere kan kun én ting, d.v.s. deres register er forsvindende lille, men den ene ting, som de kan, er RIGTIG. Tænk på Johnny Cash. Tænk på Nico. Det er bedre - polemisk sagt - at have (d.v.s. kunne) ét udtryk, som er RIGTIGT, end at have (d.v.s. kunne) utallige, hvoraf ingen er noget værd. Kunstnerisk betragtet. Men det er stadig en god idé at øve sig.
Sidder og gør mig slige tanker, fordi jeg - efter at have hørt CDen tre gange - ikke rigtig kan forlige mig med Dawn Upshaw, som hun lyder på "Voices of Light":
Rent TEKNISK er der vist ikke meget at komme efter. Alt er, som det skal være, og det er altsammen meget imponerende. Men hendes stemme er for ren. Hun er - havde jeg nær skrevet - FOR dygtig. For øvet. Måske er det bare mig, der endnu ikke er korrekt TUNET IND -- men det, altså, er mit umiddelbare indtryk. Jeg tror ikke, at Upshaw - apropos Lenores spørgsmål forleden - nogensinde har så meget som overvejet at få sig en tatovering. Sådan lyder hun ... Hvis det giver nogen mening. På denne CD.
Hvorimod Melanie Diener - for at komme FULL CIRCLE - har. Tror jeg.
Dagens musik er Debussys kolonormt berømte "Prélude à l'après-midi d'un faune", første gang opført i december 1894 -- og inspireret af et digt af Mallarmé. "Prélude" er en slags musikalsk ekvivalent til Manets "Frokost i det grønne" -- i hvert fald i dén forstand, at kompositionen, ligesom maleriet, nu om stunder nærmest er blevet et symbol på modernismen(s fødsel). Værket kan helt gratis og lovligt downloades i mp3-format fra denne side.
Ellers - indtil videre - ikke meget nyt. I dag. Vi har haft besøg af Jehovas Vidner, to meget unge piger, som læste højt fra Bibelen og gav mig et eksemplar af "Vågn Op".
Her er, hvad jeg engang blev belært om af en (dengang) stud. Ph.D. -- som efterfølgende, har jeg ladet mig fortælle, er blevet omvendt til Vorherre:
Når man skal analysere et eller andet, skal man starte med at overfortolke helt vildt. Så kan man altid DELETE de allermest vanvittige ind- og udfald bagefter. Sagde han. Eller man kan overlade det til andre at gøre det. Der er ingen grund til at sidde og fedte med tingene.
Og jeg er helt enig.
Anne-Marie Vedsø Olesen har NOGET med dirigenter. Fornemmer jeg. I sidste uge havde hun et læserbrev i Weekendavisen. Desangående. Og i hendes nyeste roman, "Gudernes tusmørke", er den egentlige hovedperson - har jeg besluttet mig for, at han er - en dirigent ved navn Martin Seeber.
Martin Seeber er - i seksuel henseende - en sadist. Men bestemt ikke hæmningsløs. Han er kontrollerende. Der brænder en ild -- og så videre -- men han kan holde den tilbage, og han kan kanalisere den, f.eks. ind i musikken. I romanen er det Wagners "Parsifal", som i Vedsø Olesens udlægning er det modsatte af et gang-bang på borgen. (Læs bogen hvis De vil vide mere.) I stedet for - og jeg undskylder min plathed - at bruge den nedre stav, svinger Seeber dirigent-stokken (i bogen en fallos med endog universel, forløsende kraft), og han skaber stor kunst. På den måde. Det er det, der på freudiansk hedder sublimering.
Sublimering er en mægtig kultur-generator. Hvilken digter er det, der indleder en af sine bøger med ordene "Jeg elskede en pige ... " -- som han ikke fik. Men til gengæld skrev han disse digte ... ? Hvorimod den ikke-kanaliserede, eksplosive drift - i romanen kaosguden Seth - er destruktiv. Eller i bedste fald: Stagnation. Gentagelser af det samme.
Dirigenten er en autoritet, og Vedsø Olesen beskriver Martin Seeber som en sand, kunstnerisk patriark. En faderskikkelse. Qua dette blog-indlæg kan jeg - nu - heller ikke lade være med at se ham, det vil sige læse ham, som en Jesus-skikkelse -- hvad han i en vis forstand også er. I romanen. Han er ham, der afviser og besejrer Djævelen, og som opfylder profetien og dermed bringer NY ORDEN -- og så videre og så videre.
Og hvorfor i alverden skriver jeg dette indlæg? Dels fordi jeg sidder og småkeder mig lidt -- men også og ikke mindst for at sige, at oppe i mit hovede (for hvordan skulle I ellers kunne vide det, hvis jeg bare holder mund) identificerede og identificerer jeg i nogen grad Seeber med ungarsk-fødte George Szell. Som er manden på billedet herover.
George Szell er en af mine absolutte yndlings-dirigenter -- uden at jeg i øvrigt ved voldsomt meget om ham. Men Szell - for mig - er indbegrebet af KONTROL. Szell havde styr på tingene. Hans indspilning af Beethovens 9. symfoni er formodentlig den bedste, der findes. Se om du kan finde en, der er lige så STRAM og præcis. I challenge you.
Szell er - var - den mindst kvindagtige dirigent, jeg kender. Og I ved, hvad jeg mener. Forhåbentlig. Han kunne godt lide god mad og dyre biler, og han holdt sig for det meste til DE TYSKE. Komponister, altså. Og langt væk fra de sødladne sydlændinge og andre perverse, unødigt udadvendte typer. Se en diskografi her.
Lilian Munk Rösing anmelder den nye, danske Sade-udgivelse i Information: "De Sade er ingen pornografisk, men en filosofisk forfatter, der gennem sine pornografiske scenerier udforsker menneskets forhold til lysten og loven. [...] Det fascinerende ved de Sades univers er ikke mindst, at det fremtræder som et troldspejl for nogle af de store, glorværdige etiske og æstetiske idéer, der som de Sade er børn af det 18. århundrede. [...] De Sades værk er helt uomgængeligt, hvis man vil forske i forholdet mellem lysten og loven, og i det store frigørelsesprojekt, som stadig er drivkraften i vor kultur. En forskning, som i kraft af teksternes æstetiske kvaliteter, også bliver en forskning i læserens eget begær." Læs hele anmeldelsen her.
I aften er Ane til julefrokost, og jeg er alene hjemme. Og jeg sidder og tænker, at i betragtning af, at der ikke rigtig er sket noget i dag, er der egentlig sket en del. Jeg har været på arbejde, og i eftermiddagstimerne måtte jeg vikariere for en af vores undervisere, som var til møde. Og jeg fik et nyt og kæmpestort hæve-sænke-bord og en bærbar PC. På hjemvejen var jeg et smut forbi posthuset for at hente en pakke med tre bøger, som budet ikke kunne klemme ind i postkassen -- og da jeg kom hjem, lå der endnu tre pakker og ventede. Samlet høst: Tre CDer, heraf den ene en dobbelt-CD, og fire bøger.
Og: Jeg har hørt min nye Dawn Upshaw-CD, "Voices of Light", tre gange. Og jeg har været i Irma og i vores Bog & Idé, som hedder Flensborg, og jeg har været i vores lokale SEXSHOP, som hedder Afrodite. For at købe julekort. Og tro det eller lad være: Jeg havde faktisk aldrig været der før. Og jeg har været i Hos Morfar for at købe en burger og nogle fritter - som jeg nu har spist og har fortrudt, at jeg har spist -- og lige nu, mens jeg skriver disse linier, er der fyrværkeri over Kildemarken. Og "MythBusters".
Ha. Jeg har lige siddet og set "Smagsdommerne" med bl.a Erling Jepsen. Og jeg har et mærkeligt spørgsmål. Indiskret. Jepsen var helt indlysende den skarpeste kniv i dén skuffe. Er han virkelig, virkelig - hvis der er nogle derude, der kender ham - så flink og imødekommende og selvudslettende? Eller er han bare den mest underspillende satan i dansk litteratur?
Og han er født i Gram. Så det er nok okay, at jeg skriver "satan". Ellers, Erling, undskyld. Jeg var meget imponeret.
Og nu har Berthelsen en-eller-anden model på besøg. Og hun er søreme ikke for knøw.
Har i dag modtaget min nye Dawn Upshaw-CD, "Voices of Light":
Bruce Hodges, MusicWeb: "Voices of Light certainly shows the singer in effortless form, and the sensitive keyboard contribution from Gilbert Kalish is a joy. Throughout the program, my listening notes are peppered with “wow.” The program is anchored by soft-hued French sets from Debussy and Fauré, and the latter’s La Chanson d’Ève might be the highlight of the entire recording. Upshaw’s creamy tone is perfectly suited to these songs, her feather-light touch capturing the essence of this composer, and again, I can’t praise Kalish enough. His support is the kind that makes the word “accompaniment” sound inadequate ... "
Anna Picard, Independent on Sunday: "As the first recital disc of 2005, American soprano Dawn Upshaw's ecstatic programme of songs by Messaien, Faure, Debussy and Osvaldo Golijov sets a very high standard for subsequent releases. Inspired by Upshaw's role as the Angel in Peter Sellars's 1992 Salzburg production of Messaien's Saint Francois d'Assise, Voices of Light is a remarkable collection of songs that blur the edges between sensual and religious transport."
Andrew Clements, Guardian: "Her slightly detached approach is perfectly suited to the Fauré cycle, which sets poems by Charles van Lerberghe giving views of the Garden of Eden as seen through Eve's eyes; it's a world of unsullied innocence, described before the appearance of the serpent, and Upshaw's chaste purity is exactly right. Yet she is just as convincing in the scarcely veiled eroticism of the Chansons de Bilitis, with their anticipations of Debussy's Pelléas et Mélisande, and Messiaen's strangely hybrid world that consistently blurs the boundaries between religious and sexual ecstasy."
Anmelder på Fagnits: "The otherworldly presentation by Dawn Upshaw and Gilbert Kalish of songs by the under appreciated spiritualist composer Olivier Messiaen in the company of other composers of luminosity songs such as Claude Debussy, Gabriel Faure and the contemporary Osvaldo Golijov is one of the most unique and successful recordings to appear in a long time."
JP skriver i dag om Nobelprismodtager Doris Lessing, som mener, at "Internettet har lokket en hel generation ind i åndeligt armod." "Selv fornuftige mennesker indrømmer, at det er svært at løsrive sig fra nettet, når først de er fanget. De opdager pludselig, at en hel dag er gået med blogging eller lignende." Og kommentator Andrew Keen giver hende ret: "Millioner og atter millioner af skrivegale abekatte skaber en endeløs digital skov af middelmådighed".
Opdateret: Og en kommentar til ovenstående fra Fifty på forums.civfanatics.com: "Stupid boring crappy literature whining about Africa and identity poltics and gender relation all the other boring postcolonial feminist stupid crappy crap that she wrote about is what is making us not want to read new books. When good authors start writing for the aesthetic again I'll start reading new books again."
-- logoet til mit lillebitte fotokopi-forlag, Edition Tiger. Tigeren er tegnet af Skanderborg-kunstneren Finn Holten Hansen på baggrund af - eller med udgangspunkt i - nogle fotografier af TIGER RENS' gamle reklameskilt. Da Ane og jeg flyttede ind i lejligheden - på første sal - på Adelgade i Skanderborg, lå der i stueetagen et renseri. Som hed Tiger Rens. Og de havde et stort, rundt gadeskilt, som hang lige uden for vores vinduer. Mens jeg - når det skete - sad og var POETISK ved mit skrivebord, hang skiltet og peb i vinden. Derfor Edition Tiger -- og derfor logoet.
Jeg har vistnok skrevet det før, men jeg gør det gerne igen -- og nu er det jo snart jul. Rige familiemedlemmer. Tænk på det! Hvad jeg allermest ønsker mig er et kæmpestort Uffe Christoffersen-maleri. Eller - altså - bare et tryk. Bare et lille et ... ? For hvor er han dog fantastisk! Se nogle af hans værker her.
Og her er nogle billeder af Anne fra MTVs "Headbanger's Ball".
Sjostakovich' 5. symfoni, dirigeret af Martin Elmquist. Enten er det bare mig, der - efter min forkølelse - nu igen er ved at have RENE KANALER (og værdsætter det mere end sædvanligt), eller også er denne indspilning virkelig god. En eller anden kunne nok finde noget at udsætte på den, men den er SKARP NOK for min smag, og den lyder - altså, LYDER - dejligt. Musikken kommer til lytteren. Det er ikke lytteren, der skal bevæge sin frem til musikken. Giver det nogen mening? Og det er en smuk musik.
Og: Endnu et udmærket eksempel på, at man ikke altid skal give folk, hvad de tror, de gerne vil have. En lidt lang historie: Jeg fandt et site med en CD, der lød spændende, og jeg skrev og spurgte -- og MANDEN BAG skrev tilbage, at han ville sende mig et eksemplar helt gratis -- men om jeg måske havde en CD med noget 1900-tals-musik at bytte med? Så jeg bestilte en CD (til ham) på nettet -- plus, for den var meget billig, nogle ekstra eksemplarer. For at have noget at dele ud af. Det er jo snart jul. Og jeg modtog dem alle i dag -- minus en. Men til gengæld vedlagt Sjostakovich. Forhandleren løb sikkert tør, og han har tænkt ... o.s.v. Og det var godt tænkt. Tak for det.
Arthur Maria Rabenalt: "Theatrum Sadicum - Der Marquis de Sade und das Theater". Nummer 84 af 2000 nummererede eksemplarer, udgivet i 1963.
Der er gået vel rigelig meget SADE i bloggen på det sidste -- og det var egentlig ikke meningen. Jeg er, mine læsere, bevidst om min tendens til at gå i selvsving. Og der sker jo - trods alt - også andet i verden. For eksempel fik jeg i går - DEN 11. DECEMBER - et myggestik på min venstre hånd. Et myggestik! I december!
Men eftersom jeg nu - igen - er landet i sporet: Marquis de Sade er bedst kendt for sine romaner, men ud over romanerne skrev han også en lang række teater-stykker -- og det var dét, han allerhelst ville. Være berømt for. Sade elskede teatret, og han brugte uhyre summer på at privatopføre forestillinger, ofte med familiemedlemmer o.lign. som skuespillere. Han havde ikke meget held med at få opført sine egne stykker, men de er - dog - nu-om-stunder udgivet. I bogform.
Og i det hele taget: Der er ét ord, der bedre end noget andet karakteriserer Marquis de Sade, nemlig dette: TEATRALSK. Sade OPFØRTE SIG -- og han OPFØRTE SIG (efter evne) forskelligt, alt efter hvad der tjente ham bedst. I en given situation. Den eneste lyst i ham - fristes jeg til at skrive - som var større end lysten til TEATRET, var hans seksuelle lyst. Og det var dén, den sidstnævnte, som undertiden fik ham til - så at sige - at bryde sammen på scenen og falde ud af rollen. For eksempel rollen som god ægtemand og (ikke mindst) svigersøn.
Det er, forekommer det mig, ret vigtigt at holde sig for øje - det dér med det teatralske - når man læser Sade. Han POSERER og deklamerer og regerer og gør véd, men det er lidt svært at gennemskue, om han - forfatteren - er enig med (eller i) det, han lader personerne gøre eller sige -- eller om han tværtimod gør nar. Det er - vil jeg stædigt fastholde - absolut muligt at læse hele Sade "perverse svineri" som én meget lang og meget grov vittighed. Af den sorteste art. Men ikke, selvfølgelig, hvis man ikke har sans for den slags sjov.
Nå. Jeg fortsætter med min status-opgørelse. Jeg har - desværre - i 2007 læst færre bøger, end jeg egentlig gerne ville -- ikke mindst fordi vi i vort nye hjem i Ringsted kan tage mere end 30 TV-kanaler. I Skanderborg kunne vi kun tage DR1. Og jeg skal jo helst se det hele.
Her er årets bedste bog-oplevelser:
Nummer 1:
Peter Nielsen: "I sommervinden". Når han ikke render rundt og spejder efter fugle eller sidder og oversætter eller andet, er Peter Nielsen Danmarks bedste digter. Og muligvis er det også imens (han spejder efter fugle o.s.v.), men det høres - da - ikke så tydeligt. Som det gør i bøgerne. Det meget smukke foto på samlingens omslag er i øvrigt taget af digterens hustru, Anni. Spind i det grønne.
Nummer 2:
Anne-Marie Vedsø Olesens Seth-trilogi -- som jo altså består af tre bøger. Og ikke kun en. For sidste gang i år, jeg lover det: Jeg læser normalt ikke romaner. Men Anne-Marie fik mig alligevel til det. Ved udsigten til udgivelsen af tredje og afsluttende bind i trilogien, "Gudernes tusmørke", fik jeg (også) lyst til at genlæse de to første, "Djævelens kvint" og "Tredje Ikaros" -- og før jeg vidste af det, var jeg hvirvlet (på min egen, stille og generelt ikke-hvirvlende måde) ind i en verden af egyptiske guder, stor mystik og musik. Herunder Mozart. Og nu går jeg rundt i Ringsted og har et lydklip fra "Tryllefløjten" lagt ind som ringetone på min mobil. Så galt gik det.
Nummer 3:
Nummer 3 på min liste burde egentlig være R.D. Richardson: "Emerson - The Mind on Fire". Synes jeg. Jeg har i år læst flere bøger om Emerson, og Richardsons er på alle måder imponerende. Også imponerende tyk. Men jeg vælger alligevel at snyde. Og det er vel ok, for det er min liste ... ? Det skulle jeg mene.
Tredjepladsen går (i stedet) til Peter Lund Madsen -- og ikke for en bog, men for sine Rosenkjær-foredrag fra 2006. Som jeg - og det er dét, der tæller - først hørte i 2007. Spændende, vedkommende og inspirerende formidling. Og gratis, endda. Hør foredragene her.
Jeg har været syg i 5 - fem - dage, men i morgen tager jeg på arbejde. Forkølelse sucks, og nu kan det være nok. Ved 18-tiden vovede jeg mig - for første gang siden torsdag - uden for døren. Jeg bliver skør, når alting sådan flyder og glider i ét, fordi jeg skiftevis bare sover og blogger og snuer næse og ser Ellen DeGeneres Show på TV o.s.v. Og i dag - og jeg hader, når det sker - fik vi overhovedet ingen post. Hvilket selvfølgelig kun bidrog til min følelse af uvirkelighed. Ingen post er ikke noget for mig. Så hellere regninger.
Vundet på nettet:
En CD med kammermusik af Carlos H. Veerhoff.
Og en CD med Solveig Lumholt. Som bl.a. - derpå - synger Webern.
Johs. H. Christensen anmelder den nye, danske Marquis de Sade-udgivelse i JP: "de Sades skriverier er noget perverst svineri. Dermed burde alt være sagt, men er det ikke. For uhumskhederne betragtes minsandten af fortænkte folk som en seriøs litteratur." Og så videre. Læs hele anmeldelsen her -- og tak til Carsten, der gjorde mig opmærksom på den.
Min eget indtryk af præst Johs. H. Christensen er - som jeg ved flere lejligheder har givet udtryk for her i bloggen - at manden er næsten lige som filosofisk og sofistikeret som et punkteret grødomslag. He can run and jump.
Bemærk i øvrigt: Sades skriverier er "noget perverst svineri", hvorimod eksempelvis "Saw III", da Christensen i sin tid anmeldte filmen, blev beskrevet som "noget infamt svineri". Det gælder om at variere udtrykket ... som Marquis de Sade ville have sagt.
Jeg tillader mig - igen - at flytte et af Mørk Sjæls spørgsmål fra kommentarsporet her op i HOVEDFELTET -- bl.a. fordi det gør det nemmere for mig at indsætte links. I mit svar.
Mørk Sjæl spørger: "Hvis man ikke har læst noget af ham [de Sade] før, hvor vil du så sige at man bør starte?"
Med "Justine - eller dydens genvordigheder", fordi 1) bogen er forholdsvis kort, 2) den findes i en meget god, dansk oversættelse, som 3) kan lånes på biblioteket -- og 4) det er Sades mest berømte værk, og 5) bogen indeholder (vistnok) de fleste af de temaer, som Sade (også) udfolder i de andre.
Rhodos udgav for nogle år siden en dansk udgave af "Justine", oversat af Per Aage Brandt -- og forlaget lavede i den forbindelse nogle temasider om bogen på nettet. Som kan besøges her.
Bogguide.dk opsummerer udmærket "Justine" således: "Om nytteløsheden og farerne ved et dydigt liv med detaljerede beskrivelser af seksuelle perversioner og grusomheder." Omend man nok ikke skal glæde sig alt for meget til de dér beskrivelser. Det er - mest - dyden, det handler om. Og hvor lidt den er værd at satse på.
"Justine - eller dydens genvordigheder" er første INSTALLATION i - eller af - Sades tre bøger om de to søstre, Justine (den dydige) og Juliette (den absolut ikke dydige). Juliette har sin egen roman, "Juliette", som er monster-tyk og rabelaisk rablende i sin grusomhed, og Sade skrev senere en ny, udvidet udgave af "Justine". Men "Dydens genvordigheder" er - altså - i sig selv et afsluttet værk. Ikke nogen skitse eller et udkast.
Sades vel nok mest berygtede værk er "120 dage i Sodoma" -- som (efter nogle hundrede sider) stort set degenerer LITTERÆRT og mestendels fremstår som et katalog over mulige, seksuelle perversioner. Som Sade også havde tænkt det. Det er, synes jeg, på mange måder en meget spændende bog -- men også i lange stræk ret kedelig læsning. Ærligt talt.
Mørk Sjæl spørger i en kommentar: "Hvad er det ved de Sade, der gør at det lige er ham du samler på?" Og det er et meget godt og enkelt spørgsmål, synes jeg, som fortjener et godt og enkelt svar -- som jeg imidlertid nok ikke vil være i stand til at levere. For det er indviklet. Og ret personligt, også. Og selv om jeg her i bloggen ævler løs om alt muligt - og som oftest skriver adskillige indlæg om dagen - så plejer jeg ikke ... Altså. At hænge alvorlige, private ting til tørre. Som trofaste læsere nok har bemærket.
Det helt platte svar lyder selvfølgelig: Fordi jeg synes, Marquis de Sade er spændende -- men det bliver man nok ikke meget klogere af. Her er - i sandhedens tjeneste - derfor (i det mindste) en håndfuld medvirkende årsager. De løber, når de løber, sammen og danner DEN STORE OG MEDRIVENDE STRØM:
1) Jeg samler på Marquis de Sade, fordi jeg har dette sorte hjerte:
-- som skal tilfredsstilles.
2) Jeg samler på Marquis de Sade, fordi jeg gennem en årrække har interesseret mig for de tanker og ideologier om kærlighed, parforhold og seksualitet, som opstår i Europa i tiden omkring den franske revolution. Marquis de Sade er interessant, fordi han ved at (forsøge at) bryde alle tabuer og regler desangående - lidt unuanceret sagt - netop kommer til at HIGHLIGHTE disse, så de bliver tydelige. Desuden har jeg normalt lidt svært ved at interessere mig - abstrakt - for HISTORIE, hvorimod mennesker - konkrete - fascinerer mig. Så jeg har valgt (at vælge) Marquis de Sade som en slags indgang til perioden.
3) Jeg samler på Marquis de Sade, fordi Sade har inspireret mange af de filosoffer og kunstnere, som jeg i øvrigt sætter højt -- og historien om Sades indflydelse er spændende. Man kommer - potentielt - mange spændende steder hen. Også genremæssigt.
4) Jeg begyndte at samle på Marquis de Sade - for alvor - i forbindelse med en personlig åndskrise. Hvilket givetvis også er én af forklaringerne på, hvorfor jeg er villig til at spilde så megen tid og energi på mit samleri. Jeg har ting og sager - på et dybere plan - investeret .
Lidt om fortrængninger. Vi har tidligere - endda flere gange - her i bloggen diskuteret skræmmende film: Film, der gav os dårlige drømme -- og så videre.
For cirka 5 minutter siden, mens jeg sad og TV-zappede, dukkede en film - det vil sige mindet om film - pludselig op fra mit eget, indre, grødede mørke. For TV Charlie sender den i aften. Lige nu:
Jens Ravns "Ulvetid" fra 1981, baseret på Helle Stangerups roman. Jeg har aldrig set den, og jeg ser den heller ikke. Mens jeg sidder og skriver dette, altså. Det er en film, jeg aldrig har set.
Men: Da jeg var barn - på et tidspunkt - blev den sendt på DR1. Det var dengang, der ikke var andre kanaler. Og min mor så den, og hun gav mig - dagen derpå - et ganske kort referat. Bare nogle henkastede bemærkninger.
Men: Hun fortalte bl.a., at ægteparret i filmen, spillet af Ghita Nørby og Frits Helmuth, stak øjnene ud på pigen, Jannie Faurschou. Jeg var som ungt menneske en lille smule forelsket i Faurschou, og måske har det bidraget til mine følelser desangående. Jeg ved det ikke. Men tanken om det frygtelige overgreb sad i kroppen på mig i lang tid bagefter -- og selv i aften, lige før, mærkede jeg kulden. Så jeg skyndte mig at zappe videre.
Jeg ved ikke, om det er rigtigt -- det dér med øjnene. Og jeg er heller ikke sikker på, at jeg har lyst til at vide det.
Men: Er det ikke mærkeligt? Jeg mener: Alt det skidt, der sejler rundt nede i os. Og at det - sådan - pludselig kan poppe op? En helt almindelig søndag aften?
Anne-Marie Vedsø Olesen spørger i sin blog - her - "Kan man komponere musik labyrintisk?"
Jeg ved ikke meget om labyrinter, og jeg ved endnu mindre om komposition, men spørgsmålet - ikke desto mindre - fascinerer mig. Er der nogen derude, der kan give et kvalificeret svar?
FØRST OG FREMMEST, tænker jeg, afhænger svaret - vel - i nogen grad af, hvad Anne-Marie egentlig mener. Om hun mener, altså, labyrintisk-labyrintisk? Eller indviklet-labyrintisk? Uden at ville lyde unødig sofistisk.
En labyrint - det, der på engelsk kaldes "a labyrinth" er sådan en. Her:
Man går ind ad indgangen og bevæger sig støt og problemfrit frem mod midten -- ad snoede stier. Så at sige. Frem og tilbage og frem og tilbage, men uden vildveje eller DEAD ENDS. En (labyrint-)labyrint er et åndelig redskab. At gå vejen -- o.s.v. Og sådan kan man vel godt komponere?
Hvorimod en indviklet-labyrintisk labyrint - det, der på engelsk hedder "a maze" - er noget andet. Det er sådan en, man kan gå vild i. Den indviklet-labyrintiske labyrints PRINCIP er (netop) THE DEAD END. Afslut, vend om og gå tilbage. Kan man komponere sådan?
Opdateret: Faldt over dette Stockhausen-citat: "Der moderne Begriff des Labyrinths im Kunstwerk ist sicher einer der erstaunlichsten Sprünge, die das abendländische Denken vollbracht hat"
Opdateret: Fra Wikipedia: "[Stockhausen's] Klavierstück XI is famous for its mobile, or polyvalent structure. It consists of 19 fragments spread over a single, large page. The performer may begin with any fragment, and continue to any other, proceeding through the labyrinth until a fragment has been reached for the third time, when the performance ends. Markings for tempo, dynamics, etc. at the end of each fragment are to be applied to the next fragment. Though composed with a complex serial plan, the pitches have nothing to do with twelve-tone technique but instead are derived from the proportions of the previously composed rhythms (Truelove 1984 and 1998)."
Og - og sig ikke, at vi ikke leverer FULL SERVICE - "Klavierstück XI" kan høres (endda i 2 forskellige udgaver) på denne CD, som kan erhverves for latterlige kr. 29,- (+ porto) fra CDklassisk.dk.
"Nothing in the many processes of Nature, whether she deals with men or with things, comes by chance or accident or is really at the mercy of external causes."
Dagens Stockhausen er uddrag af "Aus den Sieben Tagen" -- (u)komponeret 7.-13- maj 1968 i forbindelse med en åndelig krise SKRÅSTREG vækkelse, hvorunder - under vækkelsen - den indiske politiker, digter og filosof Sri Aurobindo spillede en ikke uvæsentlig rolle. Hele værket (7 CDer) er udgivet som Stockhausen Edition Vol. 14. Læs mere om værket her.
Det er søndag, og ih, hvor er jeg træt. På den dér forkølelses-AGTIGE måde. I min krop. Ane sidder nede i stuen og ser "Narnia". Overvejer kraftigt at gå i seng.
Signe, som i går var på besøg, var imponeret over min Marquis de Sade-samling. I hvert fald var den, samlingen, stor nok til, at hun fik - d.v.s. kunne få - øje på den og SPURGTE IND til den. Som det hedder. Jeg føler mig - bl.a. derfor og således bekræftet - nogenlunde overbevist om, at jeg allerede nu har nået mit første delmål: AT VÆRE INDEHAVER AF KILDEMARKENS STØRSTE MARQUIS DE SADE-SAMLING. Det går jo forrygende. Også selv om I - mine læsere - ikke i nævneværdig grad har bidraget til projektet. Tsk. Hvor er alle de GOODIES, som jeg regnede med, at I ville sende mig?
Men hvad jeg ville sige: Næste mål er Ringsted(s største samling) -- og derefter Midtsjælland(s). Og Sjælland(s). Og Danmark(s). Og Europa(s). Og verden(s). Og universet(s). Og så videre(s).
Bemærk i øvrigt (og uden sammenhæng), at Pelle Gudmundsen-Holmgreen i år fylder 75. Hør interview(s) med ham her.
Der er mange måder at fortælle historien om Karlheinz Stockhausen på. En meget kort version kunne f.eks. lyde sådan her: 1928-2007. Tysk komponist og Wunderkind, som allerede som 30-årig havde formået at placere sig i centrum af den moderne musik. Blev vakt af Messiaen. Inspirerede mange. I slutningen af 1970erne begyndte Stockhausen imidlertid at blive skør, og han endte sine dage som en marginaliseret og lidt pinlig guru-type, omgivet af nogle få, trofaste disciple. Skabte i perioden fra 1977 til 2002 musikhistoriens største opera-projekt, "Licht", der på alle måder var totalt langt ude og helt indlysende en gal mands værk.
Men her er (også) en anden version: En af det 20. århundredes mest visionære, mest markante og mest indflydelsesrige komponister. Skaberen - ene mand - af musikhistoriens største opera-projekt, "Licht", der består af hele 7 operaer, en for hver dag i ugen. Stockhausen nåede at komponere ca. 300 timers musik. Hør engang: Han udgav 139 - et-hundrede-og-ni-og-tredive - CDer. I forhold til Stochausen var Frank Zappa, som vi her i bloggen tidligere kort har berørt, en elendig, doven hund.
Stockhausen arbejdede ALTID. Og alligevel fik han - undervejs - tid til tre længevarende forhold og tid til at producere børn nok til et halvt fodboldhold. Og til - f.eks. - egenhændigt at specialdesigne sit eget hus. Og til at holde årlige kurser og give foredrag o.s.v. Det var - er - for sygt. Som Andreas, vi i går havde på besøg, ville have sagt. Sygt, manner.
Stockhausen blev - også i sit eget hovede - Tysklands største, nulevende komponist. Allerede som ganske ung. Efter et ophold i Japan blev han - i hvert fald i sit eget hovede - jordens - altså jordklodens - største komponist. Alle andre, som han selv udtrykte det, sad og fedtede med detaljer, men Stockhausen VAR over det hele. Og til sidst - i de sidste cirka 30 år af sit liv - blev han decideret KOSMISK. Han var (som) en budbringer derudefra - fra Sirius - som var sendt til jorden for som en anden Prometheus at bringe os ilden. LYS. LICHT. Stockhausen komponerede ikke bare musikken til den store opera-cyklus, han skrev også librettoen og gav anvisninger om scene-design, lyssætning og ALTING. "Licht" var hans kosmiske vision, som skulle realiseres, så vi alle kunne få ÅBENBARET ... o.s.v. Galloperende storhedsvanvid -- eller ... Altså. A BEAUTIFUL THING.
Karlheinz Stockhausen er død, 79 år gammel. Læs mere her.
Fyldig blog-nekrolog følger. Jeg har lige hørt det.
Opdateret: Læs den officielle pressemeddelelse her -- og download en "Memorial Booklet" fra stockhausen.org. Politiken skriver om Stockhausens død her. CNN skriver her.
2007 lakker mod enden, og det er tid til at gøre status. Her er - for mit vedkommende - årets 3 største CD-oplevelser:
Nummer 1:
Stravinskijs "Oedipus Rex", dirigeret af Colin Davis. Jeg lyver ikke (ret meget), når jeg nu skriver, at de små hår rejste sig i nakken på mig, da jeg første gang hørte CDen. Musikken - især i denne fantastiske indspilning - er så REN, og fremstillingen (også p.g.a. fortælleren) er så COOL, objektiv og konstaterende -- men indholdet, historien, der fremstilles, er frygtelig. Vi kender allesammen historien om Ødipus, for vi er opflasket med den -- og der er forlængst gået MONETS ÅKANDER i den. Allerede, næsten, før vi får begyndt, keder vi os. Sædvanligvis. Men -- som jeg dengang skrev i bloggen: For første gang, mens jeg sad og lyttede til Stravinskijs musik, forstod jeg RÆDSLEN. Sygdommen i samfundet omkring Ødipus, og sygdommen i Ødipus. Uafvendeligheden (som altid er det værste). Top dollars.
Nummer 2:
Góreckis 3. symfoni, dirigeret af David Zinman og sunget - dét, der skal synges - af Dawn Upshaw. Góreckis 3. symfoni er næsten FOR NEM, men den virker. I hvert fald på mig. Og Upshaw synger vidunderligt. Bør høres alene. En stor tak til Kurt, som insisterede på, at jeg skulle låne hans eksemplar -- da jeg kom til at afsløre, at jeg ikke kendte musikken.
Nummer 3:
Frank Zappa and Mothers: "Roxy & Elsewhere". Året har - her i bloggen - i høj grad stået IN THE SIGN OF Z. Jeg vælger "Roxy & Elsewhere", fordi det - kvantitativt - er en af de CDer, jeg har lyttet allermest til, og fordi - kvalitativt - CDen er en af Zappas bedste. Tror jeg, at jeg føler. At jeg synes.
Om ikke andet: Lidt inspiration til din egen ønskeseddel.
Dagens Per Nørgård er CDen "Frostsalme". Og modtaget med posten: "Foreign Studies", en bog af den japanske og - ! - katolske forfatter Shusaku Endo. "Foreign Studies" indeholder tre fortællinger, hvoraf den sidste, der på engelsk hedder "And You, Too", handler om en japansk forsker, Tanaka, der i 1960erne tager til Frankrig for at studere Marquis de Sade. Så derfor.
Vejret: Gråt og vådt. Og jeg er blevet syg. Som jeg i går anede, at jeg ville. Øv.
Dagens dame er den helt uimodståelige, engelske skuespiller Cheryl Campbell:
-- som medvirkede (som Sandra McKillop) i forgårs-dagens (dagen forgår) afsnit af "Midsommer Murders", "Beyond the Grave". Campbell er, som det hedder på engelsk, an actress of considerable renown. Hun har været tilknyttet både The Royal Shakepeare Company og The Royal National Theatre, og hun har modtaget en Laurence Olivier Award for sin fortolkning af Nora i Ibsens "Et Dukkehjem". Hun har også - bl.a. - spillet Lady Macbeth og Blanche i "A Streetcar Named Desire".
Og hun har medvirket i en del engelske TV-krimier, heriblandt "Inspector Morse", "Miss Marple", "Foyle's War", "A Touch of Frost" m.fl.
Og endnu et Sade-indlæg: Faldt i dag over dette link -- omtale af og reklame for en CD med "The Haunted Tower (La Tour Enchantée, un Opéra-comique), by Donatien Alphonse François, Marquis de Sade (1740-1814). The London adaptation by Storace and Cobb of Sade’s “La tour enchantée,” with Storace's entire original score and an added setting by Brian Holmes for a song from Sade's original which Storace/Cobb omitted. First performed: 24 Nov 1789. Produced by Frederick Burwick. Adapted by James Cobb, with musical score by Stephen Storace." Har mailet og spurgt, om jeg kan købe et eksemplar.
Det er, som man siger, rart for de elendige at have lidelsesfæller -- og der er - tilsyneladende - i hvert fald ét andet menneske derude, som er lige så usikker på sit sprog, som jeg er. På mit. Mig -- med alle mine bindestreger og paranteser. Skrevet inde i skuret, hvor jeg om eftermiddagen står og venter på bussen:
Dagens Per Nørgård er operaen "Nuit de Hommes" fra 1966.
Dagens dyr er den forstenede - eller fortroldede - monster-flagermus, som jeg drømte om for et par nætter siden, og som jeg siden ikke har været i stand til at glemme. Den stod nede i en krypt, på et bord midt i rummet, på en fod, udstillet som statue eller FIGUR. Og det VAR - altså - en figur. Men jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at den på et tidspunkt havde været levende -- og jeg følte mig ydermere ret overbevist om, at den hurtigt kunne blive det igen. Den så uhyggelig ud.
Til glæde for Forvirret femininum (og alle andre): Den store mester.
Det klassiske billede på sammenhængen mellem religiøs og seksuel ekstase. Eller - pænere - det klassiske eksempel på, at religiøs ekstase nogle gange kan være svær at skelne fra seksuel:
Grove Press' "first American edition[s]" af hhv. "Justine" (m.m.) og "120 dage i Sodoma". Begge i HARDCOVER og med smudsomslag. Udgivet i 1960erne. MEGET UDMÆRKET! Så er det næsten - næsten - til at leve med, at jeg i går tabte auktionen om Maurice Heines tre-binds udgave af "Sodoma".
I dag har Mørk Sjæl lært mig et nyt ord, "subspace", "a metaphor for the state the submissive's minds and bodies are in during a deeply involving [BDSM] play scene. Many types of BDSM play invoke strong physical responses. The mental aspect of BDSM also causes many submissives to mentally separate themselves from their environment as they process the experience. Deep subspace is often characterized as a state of deep recession and incoherence."
Begrebet "subspace", tillader jeg mig at formode, er UDVIKLET - kvikt - af "sub", som i denne sammenhæng er en forkortelse for "submissive". Og "space" af "head space".
Det er, synes jeg, et meget spændende ord. Det nærmest ryster - lad mig i stedet skrive SKÆLVER - (bi-)betydninger af sig: Noget med rum, ydre og indre, at være SPACED OUT, at være LANGT UDE o.s.v.
Jeg, som har lært alt, hvad jeg ved, af Charles Olson (og som har læst - i hvert fald - forordet til Carl Sauer-udvalget "Land and Life"), kan ikke lade være med - nu, hvor jeg kender begrebet - at tænke det GEOLOGISK.
"Sub" er latin og betyder (neden-)under. En "submarine" er en båd, der kan sejle under - sub - vand. Og det, der er "subconscious", er det, der er nedenunder det bevidste.
Et "subspace" er et rum, der er nedenunder et rum. En kælder. Eller et rum nedenunder det almindelige "space", som vi bevæger os i til daglig. Det vil sige: Et rum nedenunder jorden.
Jeg tænkte straks, da jeg læste beskrivelsen af begrebet, (også) på et andet begreb, nemlig "chtonisk" (eller "chthonisk") -- som kommer af det græske "khthonios", "af jorden".
Wikipedia skriver, at "the term Chthonian generally refer to Greek deities from hot infernal underground."
Subspace. Chthonian. Hot infernal underground. Helvede. Her er jo nok til en hel ph.d.-afhandling.
Det var søreme ikke ret længe, VKO kunne holde sammen på de 90 mandater. Men 90 er jo selvfølgelig også ret mange. Egentlig. Når man tænker på, hvor svært det kan være at få bare en lille håndfuld ansatte eller familiemedlemmer eller slagterlærlinge til at gå i takt. Spændende.
Dagens musik er Strauss' "Ariadne", som lå og ventede i postkassen, da jeg kom hjem fra arbejde. Ariadne er - egentlig - hende her. Men mere om operaen følger.
Og dagens (hygge-)læsning er Niels Lillelunds "Bibendum", som handler om MORD BLANDT VIN-NØRDER. Jeg arbejder nemlig - nu - tæt sammen med en af slagsen, ham hér, så jeg vil godt lige vide ... Og så videre. Og hvad jeg eventuelt kan gøre for at gardere mig.
When it rains, it pours. Forleden var de(t) Sade, og i dag - og tak, min anonyme sufflør - er det Zappa. Det er i dag 14 år siden, Frank Zappa døde. Han døde af prostatakræft, kun 53 år gammel.
Jeg vil ikke - i anledningen - skrive ret meget om Zappa, for jeg har jo allerede ... o.s.v. Bortset fra følgende, fordi det er et FAKTUM, jeg selv holder af. At kontemplere.
Frank Zappa - gennem sit liv - havde ikke mange venner. Når han var på turné med sine skiftende bands, boede han ikke sammen med dem, men valgte andre - og finere - hoteller -- og han var ikke typen, der HANG UD. Han var typen, der arbejdede. Alene. Hele tiden. Albummet "Burnt Weeny Sandwich" er opkaldt efter de forbrændte pølseburgere, han plejede at lave og spise om natten, når han - nede i sin kælder, hvor han sad og var ZAPPA - blev sulten. Da Moon Zappa, datteren, som 14-årig besluttede sig for, at hun godt kunne tænke sig at få et lidt tættere forhold til sin far, introducerede hun sig for ham ved at stikke en seddel ind under døren til hans UTILITY RESEARCH KITCHEN -- der, sedlen, begyndte med ordene "My name is Moon Unit Zappa ... " Hvorefter hun - på skrift - bad om at få lov til at arbejde sammen med ham. Resultatet blev "Valley Girl", Zappas største hit.
Men min pointe: I løbet af sin sidste tid på jord indledte Zappa et venskab. Et rigtigt venskab. Med Paddy Moloney, den musikalske leder af The Chieftains. Et lidt umage par, skulle man måske synes, men ikke desto mindre. Og inde i mit hovede, når jeg hører efter, siger det noget meget smukt om begge mænd.
Ved Zappas begravelse - efter Zappas ønske - blev Chieftains udgave af "The Green Fields of America" afspillet. Nummeret findes på CDen "The Celtic Harp", som blev indspillet i Zappas hjem kort før hans død.
Væk og borte -- alt for tidligt. Men som manden selv sagde: "Broken hearts are for assholes". Let's move it, people.
Mest til migselv: Har lige overført følgende til min mp3-afspiller: "In the Mood of Spades", "Maya danser", "Solo Intimo", "Året" (en sang med tekst af Ole Sarvig), en klavertrio og "Strygekvartet nr. 9", 1. sats.
"So this," som Harry Wyckoff sagde i første afsnit af "Wild Palms", da han fik øje på næsehornet i swimmingpoolen, "so this is how it begins."
Nyt tag: pn for Per Nørgård. Peter Nielsen - også PN - er nielsen.
Som Carstentidligere - og jeg både bemærkede og huskede det - har gjort opmærksom på i en kommentar, er det kun fundamentalister og paranoide, der for alvor går rundt og tror, at deres verden(sbillede) hænger sammen. Men stykkevist og delt - så at sige - kan vi andre også være med. For eksempel vil jeg gerne have lov til at fremføre, at jeg netop i dag - hvor jeg var på stationen for at overdrage mit eksemplar af "Marat/Sade" til Steffen - har vundet dette danske filmprogram på QXL:
Selvsamme film. Et sært tilfælde? Eller kræfter hinsides vor forstand?
Og nu til aften, mens jeg sad og zappede, havnede jeg midt i et afsnit af "Totally Jodie Marsh":
På MTV. For få dage siden havde jeg aldrig hørt om kvinden, og nu er hun pludselig overalt. Som B.J. Cummings ville have sagt: What a CO-INK-A-DINK.
Fakta - i hvert fald Fakta i Ringsted - sælger lige nu Dario Argento-DVDer for kr. 25,- pr. stk. Det er jo helt vildt. Kan I huske, folkens, dengang, vi måtte nøjes med kopier af kopier af optagelser fra thailandsk TV? Det er ikke mange år siden.
Marquis de Sade døde den 2. december 1814. Det var i går for 193 år siden. Eller: I går var det 193 år siden -- og jeg glemte fuldstændig at nævne det her i bloggen. En skandale af nærmest kommunale dimensioner.
Marquis de Sade døde som 74-årig, fattig, fed og indespærret. Og med dårlige øjne og en elskerinde på 17. De begyndte at DATE, da han var 70, og hun var 13. Sade havde bedt om - bogstaveligt - efter sin død at blive SLETTET, at få sin aske spredt og sit navn glemt, men sådan gik det ikke. Som bekendt. Han blev ikke kremeret, men begravet -- hvorefter hans kranium, senere, blev genopgravet m.h.p. frenologisk analyse. Viljen til viden. Efterfølgende forsvandt kraniet, og det findes - sikkert - i en eller anden samling et sted. Nu-om-stunder.
På Sades opfordring brændte sønnen alle de efterladte, ufuldendte manuskripter, herunder også kæmpeværket "Les Journées de Florbelle" -- som - fordi vi holder af at plage os selv - vi godt kan lide at forestille os, var Marquis de Sades definitive og altoverskyggende mesterværk. Nu for altid tabt. Hvis det da ikke - TA-DAM - alligevel overlevede ... ? "120 dage i Sodoma" var forsvundet - presumed missing - i mere end 100 år, før det pludselig en dag dukkede op. Er det værd at bemærke. Men måske Dan Brown allerede er på sagen.
Der er mange glæder forbundet med at være sådan en, der lytter til klassisk musik -- og iblandt dem er (og det skal absolut ikke forklejnes), at man på det nærmeste kan få CDer kastet i nakken. Næsten gratis. Gode og spændende TING -- og ikke kun skrattende radio-optagelser fra 1940erne.
Bibliopaten har for tiden gang i et større kimære-projekt. Enten er jeg - måske p.g.a. alt MØRKET - ikke korrekt humoristisk stemt -- eller også er projektet bare - i virkeligheden - ikke særligt skægt. Men LIDT skægt er det selvfølgelig. Se den foreløbige liste her.
"MythBusters"-fans: Husk at det er i aften kl. 21, at Discovery viser THE CHRISTMAS SPECIAL.
Opdateret: Ja, okay. H.C. Kafka: "Processen på ærten" er faktisk ret morsomt.
Den 20. november efterlyste jeg her i bloggen forslag til ny musik -- efter Zappa. Der kom flere gode bud - og tak for det - men Anton har ret. Selv om han overhovedet ikke har udtalt sig desangående. Det er for dårligt, at jeg aldrig har lyttet mere - end tilfældet er - til Per Nørgård.
En lynhurtig (og nok ikke helt præcis) status. Her er de Nørgård-CDer, jeg har husket at skrive på min oversigt over egne CDer:
***
- Contemporary Denmark 1992. Steen Pade, Bent Lorenzen, Per Nørgaard, Karl Aage Rasmussen, Ivar Frounberg, Mogens Winkel Holm, Ole Buck og Hans Abrahamsen.
- Larsen, Frederik Munk: Guitar. Med værker af bl.a. Simon Steen-Andersen og Per Nørgaard.
- Ny musik i Suså. Bent Sørensen, Tage Nielsen, Svend Nielsen, Hans Henrik Nordstrøm, Vagn Holmboe, Per Nørgård.
- Ny musik i Suså 2. Med værker af bl.a. Anders Nordentoft, Per Nørgaard og Pelle Gudmundsen-Holmgreen.
- Nørgaard, Per: Mangfoldighedsmusik. Festskrift til Nørgaard med tilhørende CD.
- Nørgaard, Per: Symfoni nr. 3, Twillight. Dacapo.
- Nørgaard, Per: Siddharta. Dacapo.
- Nørgaard, Per: I Ching. Darius Milhaud: Saudade de Brasil. Magnus Aadne. Classico.
***
Og en søgning på "Per Nørgård" giver 74 resultater. Altså: Jeg har indtil videre nævnt ham her i bloggen ca. 74 gange. Ikke medregnet dette indlæg.
Familie, jeg ønsker mig Per Nørgård-CDer (ikke de ovenstående) i julegave.
Man skal ikke forsøge at give folk det, de vil have. Man skal give dem det, de slet ikke vidste, at de kunne få.
For eksempel sad jeg for en times-tid siden og zappede gennem kanalerne på vores TV, da jeg på DK4 tilfældigt faldt over en koncert med den danske jazz-fusions-trio Saft -- som jeg aldrig nogensinde havde hørt om. Hvilket ikke siger nogetsomhelst om Saft, men kun om mig. Ligesom det - næsten helt sikkert - også siger noget om mig, at jeg i første omgang LOD MIG GRIBE på grund af - ikke på grund af musikken, nej, men på grund af - Mette Rasmussen, den kvindelige saxofonist. For hvor mange unge, kvindelige saxofonister er der i dansk fusions-jazz? Næppe mange. Men nu har jeg lyst til at høre mere. Er der nogen, der ved, om trioen har udgivet CDer? Der står ikke noget på websitet.
Nu til aften lykkedes det Ane og mig at få set "Pirates of the Caribbean - At World's End". Som, synes jeg, er den dårligste af de tre film -- eller også er det bare for længe siden, jeg har set de to første. I hvert fald forekom den mig vel rigelig HOPPENDE i handlingen, og den gjorde - gør - absolut intet for at komme nye seere i møde. Og den er ikke så morsom. Men selvfølgelig ... Serien - TOTALT - er helt (og for én gangs skyld giver udtrykket mening) KANON. Det eneste, der potentielt kan afholde Disney og Bruckheimer fra at lave en nr. 4, er formodentlig de mange stjerners mange krav om mange penge -- men hvis de kommer ind i DEN ANDEN ENDE?
Bemærk i øvrigt, at der er en "National Treasure" 2 undervejs. Eller er den allerede kommet?
Ting nummer to: I går - fordi jeg ledte efter noget - tog jeg via The Wayback Machine en rejse tilbage i tiden for besøge mit eget website, som det engang så ud. Og guess what? Det har stort set ikke forandret sig. Siden jeg fik denne hersens smartlog, har jeg forsømt mit website. It's a crying shame.
Og nummer tre: Jeg lod mig - som med Pufedorf-sagen - gribe af hende Jodie Marsh. Det vil sige: Al sladderen om hende. For det var dog VOLDSOMT. På Wikipedia anføres det, at Daily Stars - avisens - læsere på et tidspunkt kårede Jodie Marsh til Englands 3. mest hadede kvinde, kun overgået - get this - af de to kvindelige seriemordere Myra Hindley og Rosemary West. Der findes hele communities, som er opstået ud af fælles had til Marsh -- og der findes endda et særligt ord for det, "mushing". Marsh-bashere hedder "mushers".
På therealjodiemarsh.com har en journalist ved navn Niki Shisler postet nogle meget lange artikler om Marsh, og hun - Shisler - henviser flittigt til Marshs egen blog og til hendes MySpace-side. Jeg vil tillade mig at citere følgende -- for det er virkelig sandt:
***
And finally (and I surely cannot be the only person to hear this in David Brent's voice) Jodie's reaction to being booed at a nightclub PA. "Besides; what could a bunch of brainless kids from Rochester hate me for anyway? They don't even know me! Lets see....... "Oh I really hate her! She does all that stuff for animal rights!" or "God she's vile for giving all that money to Refuge!" or "Jeez, will you just shut up about bullying - let the kids hang themselves - don't try and stop them you slag!" I mean, come on now..... what is there to hate?"
***
Prøv at sige det med David Brents stemme -- og se, om du kan lade være med at grine. Jodie Marsh støtter - og det er dét, der henvises til - en række CHARITIES, heriblandt Beat Bullying (imod mobning) og Refuge (mod vold i hjemmet).
Og en tredjedel. Og en tyvendedel. Og en tusindedel. Og så videre.
Dagens musik er Per Nørgårds "Voyage into the Golden Screen" fra 1968 -- som er inkluderet på denne CD:
-- fra Dacapo. "Voyage" er, har jeg læst mig til, det første værk, hvori Nørgård for alvor demonstrerer anvendeligheden af sin UENDELIGHEDSRÆKKE -- som han er meget berømt for, og som ofte fremhæves ... o.s.v.
Jeg vil overhovedet ikke - hverken her i bloggen eller andetsteds - forsøge at gøre mig klog på, hvad en uendelighedsrække mon er for en tingest. Men jeg kunne godt tænke mig at vide det. Er der nogen - Anton? - der kan forklare mig det, så jeg kan forstå det?
Men: Heldigvis behøver man ikke VIDE MERE for at kunne nyde musikken.
Og apropos VIXENS: Jeg føler, at jeg skylder Jodie Marsh:
-- en undskyldning. Så undskyld. Forleden sad jeg og så - på TV - dette program i serien "It's Me or the Dog". Jeg ser en gevaldig masse dyreprogrammer - især dem, der handler om SLANGER (og der er mange af dem, både slanger og programmer om slanger) - og jeg kan godt lide hunde. Hvem er dette menneske, tænkte jeg, der har anskaffet sig et helt kobbel - for det havde hun - uden at have den fjerneste anelse om, hvordan man opdrager en hund?
Men hvad jeg ville sige: Jeg anede ikke, hvem Jodie Marsh var. Helt ærligt. Efter at have googlet hende, står det mig nu klart, at hun - faktisk - har kæmpet MEGET HÅRDT OG LÆNGE for at blive en CELEBRITY -- og så var det selvfølgelig FULDSTÆNDIG URIMELIGT, at jeg ikke vidste, hvem hun var. Bonderøv fra Ringsted. Det beklager jeg.
Ellers ikke meget nyt. I dag står den på oprydning og støvsugning og gulvvask.
Opdateret: Og for dem, der holder af celebrity trashing: Besøg også therealjodiemarsh.com.
CNN skriver: "KHARTOUM, Sudan (CNN) -- Hundreds of angry protesters, some waving ceremonial swords from trucks equipped with loud speakers, gathered Friday outside the presidential palace to denounce a teacher whose class named a teddy bear "Mohammed" -- some calling for her execution." Mere her.
