Det blev lidt sent, inden Ane og jeg kom i gang med at se film, så vi valgte at vente med "Pirates" - som varer næsten 3 timer - og i stedet satse på denne:
"Colour Me Kubrick", som man (hvis man kan) kan købe for kr. 20,- i Blockbuster. Filmen er baseret på den sande historie om svindleren Alan Conway, der i en periode gik rundt i London og foregav at være Stanley Kubrick -- og i mange tilfælde slap afsted med det. Der fandtes og findes ikke - ude i OFFENTLIGHEDEN - ret mange billeder af Kubrick. Instruktøren var berømt og berygtet for ikke at ville give interviews. Og så videre.
Conway/Kubrick spilles i filmen af John Malkovich, som altid er fremragende -- og i Malkovich' udgave er svindleren en skrigende og kikset, lidt ældre homoseksuel, som først og fremmest bruger Kubrick til at skaffe sig elskere, vodka og andre daglige fornødenheder.
"Colour Me Kubrick" er instrueret af Brian Cook, som var first assistant director på "Eyes Wide Shot" og assistant director på både "The Shining" og "Barry Lyndon" -- og historien er skrevet af Anthony Frewin, der arbejdede sammen med Kubrick - den rigtige - i forbindelse med "2001", "A Clockwork Orange", "The Shining", "Full Metal Jacket" og "Eyes Wide Shut".
Anbefales Kubrick-fans -- og/eller fans af John Malkovich.
Mit sidste sadisme-indlæg var absolut ikke - Grey og andre - ment som en provokation, og jeg undskylder, hvis det kom til at fremstå sådan. Jeg taler - talte - vistnok bare RUNDT OM -- i stedet for direkte. Eller hvordan-man-nu-siger. Det, der interesserede og interesserer mig, er, om der er en slags FORM-DIKTERENDE LOGIK i begæret -- og om man i så fald eventuelt kan sige noget fornuftigt om den. Logikken. Men lad os droppe spørgsmålet --
og i stedet forsøge os med et andet. Nemlig om det SPIRITUELLE ved sadismen. Jeg bryder mig ikke om ordet "spirituel", og jeg bruger det aldrig alvorligt - kun lidt vrængende - men FOR FESTENS SKYLD vil jeg denne ene gang gøre vold på mig selv og spørge -- helt seriøst:
Sadister og masokister - i hvert fald dem, jeg har mødt, og dem, jeg har læst (om) på nettet - er generelt, forekommer det mig, meget spirituelle mennesker. Og det, synes jeg, er interessant -- ikke mindst fordi S/M jo som bekendt i høj grad "handler" om det, man - måske - kunne kalde tingsliggørelse. Men måske ikke.
S/M er (også) - og jeg vistnok enig (i, hvad jeg selv nu påstår) - noget spirituelt. Eller: Noget, der gøder ånden. Men hvorfor?
Det er den 29. november, og i morgen er det den 30. -- og den 30. holder vi seminar. På min arbejdsplads. Og så er det den 1. december.
Og fra og med den 1. december er jeg fastansat. De sidste 6 måneder har jeg været LØS(-AGTIG), men nu - snart - er det alvor. Med firmamobil og bærbar og det hele. Min jobtitel, er vi blevet enige om, er KOMMUNIKATIONSKONSULENT -- for stort set alle andre - her - render rundt og er KONSULENTER. Og jeg vil så nødig stå tilbage for nogen. Selvfølgelig. Og informationsmedarbejder lyder lidt vattet.
Vi er - for de nysgerrige - i alt ca. 30 ansatte fordelt på 3 afdelinger: Ringsted, Næstved og Hvidovre. Og vi - og nu siger jeg vi - laver afklarings-, opkvalificerings- og aktiveringskurser for kontanthjælpsmodtagere, folk på sygedagpenge, ansatte i private firmaer og andre. Og jeg er kontoret for ALT, DER SKAL SKRIVES.
Jeg er super-glad for jobbet. Så til lykke til mig.
Nå. Det dér med æstetikken var der tilsyneladende ikke rigtig nogen, der var interesseret i at diskutere. Jeg tænkte ellers ... altså. "Æstetik," har jeg lært af Per Højholt, betyder bare "måde". Og TING er jo - "for fanden," som Højholt ville have sagt - nødt til at være på en måde. De kan ikke være på ingen-måde. Det vil (også) sige: De kan ikke være LAVET eller OPFØRT eller UDFØRT på ingen-måde.
Man kan være mere eller mindre bevidst om den måde, man vælger -- men man vælger altid en måde. Også når man ikke er bevidst om det. Og hvad sker der - som oftest - hvis man ikke er bevidst om måden -- eller hvis man (endnu værre) bilder sig selv ind, at man slet ikke HAR nogen måde, men at man bare er NATURLIG? At man bare maler FRIT FRA SJÆLEN, eller at man bare skriver, HVAD MAN FØLER -- eller andet i dén (dårlige) stil? Man ryger tilbage i æstetikken og ender med noget GAMMELDAGS-AGTIGT, afsyret-stue-møbels-agtigt, levende-lys-agtigt, solnedgangs-postkort-agtigt fims. Folk, der tror, at de skriver - når de skriver - uden æstetik, skriver aldeles ikke uden æstetik. De skriver bare GAMMELDAGS -- som man gjorde for (snart) 100 år siden. Og det samme gælder malerne og komponisterne o.s.v. Og bagstræb og nostalgi er - jvf. mit tidligere indlæg om Zappa - en dræber.
Sex er ikke kunst. Det er sandt. Men sex er afgjort ISCENESAT -- og S/M er i særdeleshed. S/M er noget, man gør PÅ EN MÅDE. Og hvis man giver sig til at surfe S/M-sider på nettet, se S/M-fotos og billeder, læse noveller, besøge S/M-klubber eller andet, vil man ret hurtigt opdage, at det hele - altsammen - ligner hinanden. Der er små variationer i UDTRYKKET, men ikke store. Og dét, der - for mig at se - karakteriserer udtrykket, er, at det er er GAMMELDAGS-AGTIGT. Brølende kronhjort.
Jeg siger ikke, at det er FORKERT eller FOR DÅRLIGT. Overhovedet. Men jeg spørger: Hvorfor er det sådan? Er det fordi, det SKAL være sådan? Fordi en-eller-anden form for indre logik dikterer det? Eller er det bare på grund af fantasiløshed?
I går, onsdag, skete der (mindst) to meget mærkelige ting. Der skete også andre ting, selvfølgelig - f.eks. sendte jeg i embeds medfør en email til Birthe Rønn Hornbech - men her er, hvad jeg tænker på:
1) Jeg modtog en SMS, der begyndte med ordene "Hej sveske". Og det er der ved Gud aldrig før nogen, der har kaldt mig.
2) Og mens jeg sad og surfede efter de Sade - for det er sådan, jeg tilbringer min fritid - faldt jeg over denne compilation-DVD:
"Spiritual Exercises - 10 Films by Olivier Smolders". En af filmene er (vistnok) en slags meditation over Sades "Sadistisk testamente" -- og jeg bestilte straks et eksemplar. Hvilket ikke var spor mærkeligt.
Men: Efterfølgende klikkede jeg ind på Youtube og søgte på instruktøren. Og fandt denne film:
Og mens jeg sad og så den, fik jeg HELT VILDT MEGET LYST til også selv - igen - at lave film. Jeg har ellers svoret en hellig ed om, at jeg aldrig, aldrig mere ... o.s.v. Never ever. Men altså. Men altså: Men. Digitale videokameraer kan købes forholdsvis billigt ... Kan de ikke? Og man må kunne finde et videoredigeringsprogram til PCen ...
Frank Zappa: "Penguin in Bondage". Vi fortsætter med ugens sadisme-tema. I et desperat forsøg på at leve op til Mørk Sjæls reklame -- det dér med "en meget mere intellektuel tilgang til sagerne": Her er et spørgsmål. Hvordan kan det være, at S/M-miljøet i ÆSTETISK HENSEENDE er så konservativt og bagstræberisk?
Jeg har i den forløbne tid lyttet meget til Zappa, og jeg har lyttet en hel del til Strauss. Og hvad har Zappa og Strauss til fælles? De har dét - bl.a. dét - til fælles, at 1) deres musik er krævende. Den er SVÆR. Teknisk svær at spille og synge -- og af og til en smule udfordrende for lytteren. Og 2) at CDerne skal SKAFFES, og at de koster. Penge.
Men nu: Et indlæg om noget STIK MODSAT -- nemlig (om) Arthur Durkees musik. Jeg ved absolut intet om manden, men jeg faldt på et tidspunkt tilfældigt over hans website. Fotografierne er forholdsvis hæslige, synes jeg, og det samme er malerierne. Collagerne er bedre.
Men: Min mp3-afspiller er i disse dage FYLDT UD med Durkees musik. Jeg har downloadet mere end 550 MB fra sitet -- og musikken (i modsætning til Zappa og Strauss) gør sig bemærket ved 1) at være - altså - fuldstændig gratis. Man kan bare tage, hvad man vil have, og man behøver ikke engang lette røven ud af sædet. Og 2) den er helt, helt enkel. Og nem.
Jeg ved dårligt nok, hvad jeg taler om -- men det skal ikke stoppe mig. Så jeg skriver: At Durkees musik er af den slags, som enhver bare nogenlunde behændig MUSIKER-TYPE ville kunne producere i timevis af. Uden at få sved på panden. Men hvem GØR DET? For det er jo dét, der tæller: At gøre det. Og ikke bare snakke om det. Det gør Durkee.
Musikken - i hvert fald den musik, jeg har downloadet - minder en hel del om Enos "Music For Films" -- som ikke er musik, der er lavet til bestemte film, men musik, der er LAVET som filmmusik. Til imaginære film.
Det, der karakteriserer filmmusik - med Enos ord - er, at alt det, der sædvanligvis er vigtigt, fordi det udgør 'kroppen' i musikken, helt mangler. Filmmusik er noget mærkeligt, flydende ornamentik. Med mine ord.
Og netop sådan lyder Durkee. Nu til aften gik jeg en tur -- hér:
I det grønne mørke. Mens jeg lyttede til Arthur Durkees "Transit II". Og det var en god oplevelse.
Jeg kan ikke komme i tanker om nogen-som-helst grund til, at du IKKE skulle gøre det -- så jeg synes, du skulle. Downloade noget af hans musik.
Hvordan - til almindelig orientering - lykkedes det mig at få genåbnet The Jiggly Room? Jeg ringede til Fyens Stiftstidende. Sværere var det ikke.
Hver morgen tager jeg bussen kl. 8.20 fra Kildemarken til stationen, hvorefter jeg tager endnu en bus - bus 41 - til Tolstrup. Og hver morgen ser jeg de samme mennesker, som jeg ikke kender, og de er allesammen kvinder. Jeg ved ikke hvorfor. Måske tager mændene bilen?
Den første, jeg møder hver morgen, er The Cigarette Smoking Woman. Jeg møder hende sædvanligvis to gange: Når jeg er på vej til busstoppestedet, går hun den modsatte vej - med sin lille søn - for at aflevere ham ved skolebussen. Derefter kommer hun om til busstoppestedet, for hun skal med samme bus, som jeg skal. Og hun når - fra hun forlader sin hoveddør, til bussen ankommer - hver morgen at ryge to cigaretter. Og når hun er færdig med at ryge - hver gang - smører hun læbepomade på sine læber. Det er et ritual.
Inde i bussen - allerede, når jeg stiger på - sidder Den Meget Kølige Pige, som er blond og har en smuk mund, men aldrig smiler. Hun ser altid ud som om, hendes gravhund lige er død. Hun taler ikke med nogen. Jeg plejer at sidde i bussen og overveje, om hun virkelig er ked af det -- eller om det bare er en slags piedestal-attitude.
På stationen møder jeg Avisuddeleren, og nogle gange - hvis det er meget koldt - tager jeg en af hendes aviser. Fordi jeg får ondt af hende. Hun har en lyseblå jakke på.
Jeg møder også Pigen Med Øjne Som En Bjørn, som er en gymnasieelev, tror jeg, med et lidt sælsomt, dybt blik.
Og jeg møder Pindsvinet, som er en rund dame, der også skal med bus 41 -- og som hver morgen når at drikke en dåseøl, mens hun står og venter.
Og undervejs med bus 41 møder jeg Den Glade Tyrk, som - også - er en gymnasielev, en ung pige, som altid er glad og smilende. Hun stiger på ca. halvvejs.
Egentlig sidder jeg her - ved computeren - og burde have mægtig travlt med et projekt -- men så kom jeg til at klikke ind på Mørk Sjæls blog. Og jeg blev VOLDSOMT MEGET BEGEJSTRET for det dér billede af Månestråle (fra "Sølvpil"), og pludselig havde jeg gamle CDRer spredt ud over hele gulvet -- fordi jeg var kommet i tanke om den MÅNESTRÅLE IN BONDAGE-side, jeg selv - på et tidspunkt - havde på mit eget site. Og jeg vidste - VED - at jeg har den et-eller-andet sted. HTML-filen. Men indtil videre er det ikke lykkedes mig at finde den -- hvorimod det undervejs fint lykkedes mig at få min PC til at crashe.
Capac skriver om Loven -- som, Loven, er et begreb, lacanianere holder af at diskutere. Blandt andet. Ligesom Den Anden.
Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal tydeliggøre min egen pointe m.h.t. væsensforskellen på h.h.v. sadisme og "sadisme" -- men måske kan begrebet om Den Anden bruges ... ? Jeg er ikke - og undskyld udtrykket - stiv i Lacan.
Sadistens - den ondskabsfuldes - begær er udelukkende et begær efter selvtilfredsstillelse, og begæret INKLUDERER ikke Den Andens begær eller tilfredsstillelse. Kan man sige det sådan? Eller: Tager ikke hensyn til Den Andens begær.
(Det ville nok - i parantes bemærket - være forkert at sige, at sadisten opfatter Den Anden som (kun) objekt -- for Den Anden skal jo dog REAGERE og føle o.s.v. Man kan ikke gøre overgreb på en TING, men kun på et subjekt -- og sadisten begærer overgrebet.)
Hvorimod "sadistens" - den flinkes - begær (netop) inkluderer Den Andens -- og tager hensyn til etc.
"Sadisme" - er jeg helt enig med Lars m.fl. i - er et rollespil. Og dét, man leger, er sadisme. Uden anførselstegn.
Capac skriver i en kommentar, "at der er eksempler på, at sådanne socialt accepterede seancer er gået for vidt med døden til følge." Det er sandt.
Men er der - og jeg spørger, for jeg ved det ikke - flere S/M-relaterede dødsfald, end der f.eks. er dødsfald i forbindelse med de dér rollespil ude i vore skove, som Lars henviser til -- eller (jvf. "socialt accepterede seancer") polterabend-relaterede, hooligan-relaterede ... o.s.v.?
Men min pointe: Hvis sadisme ikke inkluderer Den Andens begær, hvorimod "sadisme" gør, er der så ikke - analytisk begavede læsere derude - tale om to forskellige BEGÆRSKONSTRUKTIONER -- altså to forskellige ting?
Så er det vistnok i aften, at Nannas morder bliver afsløret. Jeg forsøger ikke - med mit "vistnok" - at lyde HÆVET OP OVER DEN SLAGS -- men jeg har ikke fulgt med i serien. Efter 3-4 afsnit valgte jeg den fra, fordi jeg syntes, det gik for langsomt. Det hele. Og inden nogen finder på at spørge: Nej, jeg orkede heller ikke at følge med i "Twin Peaks". Dengang.
Men jeg var forleden lige ved at fortryde, at jeg ikke havde - har - fulgt med i "Forbrydelsen", nemlig da Christian Braad Thomsen i "Smagsdommerne" blev bedt om at give sit bud på, hvem morderen var. Er. Og Braad Thomsen LIDT FOR DEMONSTRATIVT svarede, at han ved Gud ikke havde nogen anelse om, hvem Nanna Birk Larsen var. Er.
I så fald - hvis det var sandt (og det var det ikke) - havde han ikke fulgt ret godt med i aviser o.s.v. For der har jo været Nanna over det hele.
Men til dem iblandt os, som trofast har siddet klistret til skærmen -- og som derfor overhovedet ikke har brug for at blive mindet om det: Husk at det er i aften.
Og nu vil jeg tage på Ringsted Museum for at høre min kone holde foredrag.
Og Capac erstatter - fornuftigt - min egen snak om Vorherre med snak om (det meget mere hippe begreb) Loven -- og om historisk betingede udvidelser af grænserne for det acceptable.
Uden allerede at ville føre diskussionen ud på et vildspor: To - måske - interessesante betragtninger i forlængelse af Capacs kommentar: 1) Marquis de Sade var faktisk comte, men valgte - ligesom sin farfar - i stedet at kalde sig marquis -- som kommer af det latinske marca, grænse, og er beslægtet med ordet markering. Marquis-titlen blev oprindelig tildelt de grever, som vogtede landets grænser, altså grænsevogtere. Det er - i det mindste - pudsigt, at Marquis de Sade, som var den største grænseoverløber af dem alle, havde titel af grænsevogter. Apropos Loven. Og 2) Sade tilbragte det meste af sit voksenliv i spjældet, og han blev - på et tidspunkt - dømt til døden p.g.a. forsøg på forgiftning og forbrydelse mod seksualmoralen. Men det var ikke - aldrig - Sades forkærlighed for piskning o. lign., som bragte ham i problemer. Det var derimod hans besættelse af analsex. Flagellation var en forholdsvis udbredt fornøjelse på Sades tid -- men analsex var en grov forbrydelse, som ifølge loven - Loven - kunne straffes med døden.
Føjet til Sade-samlingen. I øvrigt:
Meget mere følger. Og fortsæt endelig med at kommentere.
Mit nedenstående fredag-aftens-indlæg har afstedkommet nogle meget gode kommentarer - og tak for det - og jeg tillader mig (og det kan jeg sagtens) at flytte min egen - dernedefra - hérop:
***
Er sadistens begær væsensforskellig fra "sadistens" -- eller er der 'bare' tale om en forskel i intensitet? Er forskellen en forskel i KVALITET eller i KVANTITET?
Mine damer og herrer, jeg udnævner hermed dette til den kommende uges emne. Kommentér og filosofér.
***
Forvent MEGET MERE MØRKE. De næste dage.
Her er - til en begyndelse - hvad Krafft-Ebing skriver i "Psychopathia Sexualis":
***
Sadism, especially in its, rudimentary manifestations, seems to be of common occurrence in the domain of sexual perversion. Sadism is the experience of sexual pleasurable sensations (including orgasm) produced by acts of cruelty, bodily punishment afflicted on one's own person or when witnessed in others, be they animals or human beings. It may also consist of an innate desire to humiliate, hurt, wound or even destroy others in order thereby to create sexual pleasure in one's self.
Thus it will happen that one of the consorts in sexual heat will strike, bite or pinch the other, that kissing degenerates into biting.
[...]
The transition from these atavistic manifestations, which no doubt belong to the sphere of physiological sexuality, to the most monstrous acts of destruction of the consort's life can be readily traced.
[...]
In an attempt to explain the association of lust cruelty, it is necessary to return to a consideration of the quasi-physiological cases, in which, at the moment of most intense lust, very excitable individuals, who are otherwise normal, commit such acts as biting and scratching, which are usually due to anger. It must further be remembered that love and anger are not only the most intense emotions, but also the only two forms of robust (sthenic) emotion. Both seek their object, try to possess themselves of it, and naturally exhaust themselves in a physical effect on it; both throw the psycho-motor sphere into the most intense excitement, and thus, by means of this excitation, reach their normal expression.
From this standpoint it is clear how lust impels to acts that otherwise are expressive of anger. 1 The one, like the other, is a state of exaltation, an intense excitation of the entire psycho-motor sphere. Thus there arises an impulse to react on the object that induces the stimulus, in every possible way, and with the greatest intensity. Just as maniacal exaltation easily passes to raging destructiveness, so exaltation of the sexual emotion often induces an impulse to spend itself in senseless and apparently harmful acts. To a certain extent these are psychical accompaniments; but it is not simply an unconscious excitation of innervation of muscles (which also sometimes occurs as blind violence); it is a true hyperbole, a desire to exert the utmost possible effect upon the individual giving rise to the stimulus. The most intense means, however, is the infliction of pain.
[...]
Sadism is thus nothing else than an excessive and monstrous pathological intensification of phenomena, possible, too, in normal conditions in rudimental forms, which accompany the psychical vita sexualis, particularly in males. It is of course not at all necessary, and not even the rule, that the sadistic individual should be conscious of his instinct. What he feels is, as a rule, only the impulse to cruel arid violent treatment of the opposite sex, and the colouring of the idea of such acts with lustful feelings. Thus arises a powerful impulse to commit the imagined deeds. In as far as the actual motives of this instinct are not comprehended by the individual, the sadistic acts have the character of impulsive deeds.
When the association of lust and cruelty is present, not only does the lustful emotion awaken the impulse to cruelty, but vice versa; cruel ideas and acts of cruelty cause sexual excitement, and in this way are used by perverse individuals.
[...]
Sadistic acts vary in monstrousness according to the power exercised by the perverse instinct over the individual thus afflicted, and in accordance with the strength of opposing ideas that may be present, which nearly always are more or less weakened by original ethical defects, hereditary degeneracy, or moral insanity. Thus there arises a long series of forms which begins with capital crime and ends with paltry acts affording merely symbolic satisfaction to the perverse desires of the sadistic individual.
Sadistic acts may be further differentiated according to their nature; either taking place after consummated coitus which leaves the libido nimia unsatisfied; or, with diminished virility, being undertaken to merely stimulate the diminished power; or, finally, where virility is absolutely wanting, as becoming simply an equivalent for impossible coitus, and for the induction of ejaculation. In the last two cases, notwithstanding impotence, there is still intense libido; or there was, at least, intense libido in the individual at the time when the sadistic acts became a habit. Sexual hypenesthesia must always be regarded as the basis of sadistic inclinations.
***
Og så videre. Hele værket kan downloades fra The Internet Archive. Eventuelle, besynderlige stavefejl i citatet skyldes indscanningen -- og min dovenskab. Jeg gider ikke rette dem.
Det er fredag aften. Ane er småsyg og er gået tidlig i seng -- og jeg har, synes jeg da selv, været ret effektiv i dag. Og jeg gider ikke andet - mere - end at hænge her i min stol. Og pludre.
Har lige læst Greys nyeste blog-indlæg, "Fangekælder søges". Tillad mig - foranlediget af indlægget - at filosofere lidt. Sådan, altså, fredag-aften-usammenhængende. Så lad være med at hænge mig op - sic - på noget af det.
Ordet "sadisme" kommer af "de Sade". Der findes RIGTIGE sadister derude - den slags mennesker, som holder af at sparke til hunde og øve vold mod andre mennesker -- men mennesker, som ... Hvad skal vi kalde dem? Folk, som ikke er sadister, men "sadister" - folk som Grey - er ikke onde. Jeg har kendt flere af slagsen. De er helt almindelige.
Der er en gammel og ikke særlig vittig vittighed, der lyder sådan:
Masokisten siger til sadisten: "Slå mig!" Hvortil sadisten svarer nej.
Den RIGTIGE sadist, altså -- hvorimod "sadisten" selvfølgelig efterkommer ønsket. S/M er en leg, der handler om fælles nydelse og om kærlighed, ikke om VOLD.
Og her er en anden slags vittighed, som er endnu mindre morsom. Det er den, Søren Krarup altid - gennem hele sit forfatterskab - fortæller:
Når vi mennesker ikke tror på Gud, så gør vi noget andet til Gud, f.eks. MENNESKET eller DEN STORE IDÉ eller MORALEN -- for vi kan ikke leve uden en Gud.
Mange "sadister", har jeg bemærket, dyrker Marquis de Sade som et slags ikon eller DEN STORE MESTER -- men "sadister", som forsøger at læse de Sade, tror jeg, bliver skuffede. Sades bøger er ikke særlig sexede. Ærligt talt. Og der er meget langt fra Greys fantasier - og Grey, du må undskylde, at jeg bruger dig som eksempel - til Sades.
Sades bøger, skrev en eller anden, og jeg er fuldstændig enig, handler mere end om noget andet om Gud. De handler - selv om "handler" ikke er det rigtige ord - om spørgsmålet: Hvis der ikke er nogen Gud ... ? Hvis der ikke er nogen Gud, og heller ikke - Krarup - nogen erstatningsguder, hverken en absolut moral, et ukrænkeligt MENNESKE, LIVET, KÆRLIGHEDEN eller en hellig idé ... ? Hvis der ikke er andet end lysten?
Sades PROJEKT er (mildest talt) ikke entydigt, for jo mere han forsøger at lægge afstand til Gud, des mere tydeligt fremkalder han ham -- og Sade var ikke ikke-troende. Selv om han selv mente det. Han var en oprører mod Gud.
Men hvad jeg ville skrive: Sades sadisme er ikke af den pæne slags, men af den grimme. I bøgerne. Sades sadister er grusomme mennesker.
Åh, alle disse valg! Jeg har en Solti-(og-Nilsson)-"Salome"-udgave, men jeg har også en Böhm-udgave. Bør jeg så - også - have både Soltis og Böhms "Elektra"? For balancens skyld ... ?
Jeg tror, jeg vil starte med at bestille de tre udgaver på biblioteket. Så jeg kan TJEKKE DEM UD. Sinopoli-CDen er i øvrigt - af en eller anden grund - meget dyr. På engelske Amazon.
MythBusters i dag: Kan man slukke et tændt stearinlys ved hjælp af stemmen alene? Nej, men man kan, hvis stemmen forstærkes. Kan man få et menneske til at gøre noget, der strider mod dette menneskes moral, ved hjælp af hypnose? Nej, det kan man ikke. Men er det rigtigt, at man kan hjælpes til at huske bedre ved hjælp af hypnose. Ja. Kan man slukke ild ved hjælp af en eksplosion? Ja, men man bør ikke forsøge det. Og det var - for kendere - Grant, der var lettest at hypnotisere.
Føjet til Sade-samlingen: En kuriositet:
Animationsfilmen - ! - "Marquis", der på IMDB beskrives som "The Muppets Take the Bastille via Deep Throat". Filmen er fra 1989. Format: VHS.
Purisme er en form for sjælelig sygdom, nok. Eller perversion. Jeg kan godt lide forestillingen om, at jeg - personligt - er en purist, men at jeg - bare - er en purist uden rygrad eller selvkontrol. Så jeg strejfer.
Jeg kendte engang en fyr, en litterat, som dårligt nok kunne sove om natten, fordi han kun - KUN - ville have UBESTRIDELIGE MESTERVÆRKER stående i sin bogsamling, og han kom hele tiden i tvivl: Var dén eller dén bog I VIRKELIGHEDEN fin nok -- eller trak den samlingen ned?
Jeg nævner ham bare.
Da jeg i sin tid - og jeg kom i tanker om det p.g.a. "Psycho" - købte min første DVD-afspiller, havde jeg i forvejen lavet en liste med dé 10 film, som jeg ville købe på DVD. Det var dengang, anfører jeg til mit forsvar, DVD-film var forholdsvis dyre. Jeg købte maskinen, sagde jeg til mig selv, fordi jeg ville eje de dér 10 film, så jeg kunne se dem igen og igen. Og ikke andre. Keep the best and fuck the rest.
På listen stod bl.a. "Psycho", Bergmans "Persona", Tarkovskijs "Nostalghia" og Godards "Pierrot le Fou" (som er min alletiders favoritfilm).
Nu er det år og dag siden, og jeg ejer jeg-ved-ikke-hvor-mange DVD-film. Flere hundrede.
Men: Ikke før forleden fik jeg taget mig sammen til at købe et eksemplar af "Persona". "Nostalghia" købte jeg for cirka et år siden, fordi jeg fandt den billigt på nettet -- men (eller og) jeg har hverken fået erhvervet mig "Psycho" eller "Pierrot le Fou". Og jeg kan ikke engang huske de andre film på listen. "Den tredje generation" var sikkert inkluderet -- og dén ejer jeg heller ikke. Men jeg HAR købt "En dødsdømt flygter".
Hvilke 10 film ville du have skrevet på din liste?
Anne-Marie er ganske snart på vej til Hamburg for at overvære denne opførelse af Richard Strauss' (vel nok) mest UDFORDRENDE opera, "Elektra".
Jeg har tidligere skrevet - her i bloggen - om mit eget, lidt anstrengte forhold til "Elektra". På det seneste har jeg lyttet en del til de to forskellige udgaver af "Salome", som jeg for et par måneder siden erhvervede mig -- og måske er tiden inde til at give "Elektra" endnu en chance. Tænker jeg. Har spurgt Mostly Opera hvilken indspilning, der er den bedste.
Aftenens film: "Nat på museet". Som var sjov nok. Til en torsdag.
Det er næsten ligegyldigt, hvor man vælger at begynde - hvad man vælger at beskæftige sig med - for man ender også et andet sted -- og lige meget, hvor man ender, så er man på et sted, som også har noget at gøre med andre steder, og der går stier i græsset eller gennem mørket ... Og så videre. Man skal holde sine metaforer i kort snor.
I dag har jeg erhvervet mig denne bog:
"Matyrbilleder". Som indeholder udvalgte tryk af Antonio Tempesta -- og med Markis de Sades "Mod kristendommen" (fra "Juliette") indsat som forord. En lille smule besynderligt. Men måske er der - fra udgiverens side - tale om et form for STATEMENT ... ?
Og sammenhængen-med-noget: Tempestas VIEW over Rom:
DR sendte i aftes et afsnit af "Trial and Retribution" -- og jeg benytter lejligheden til at bringe et foto af Victoria Smurfit (smølf-det):
Med push-up-BH og recently airborn. Det manglede bare.
Er der i øvrigt nogen, der ved, hvad der er sket med Esteban? Forhåbentlig er han ok ... ? Det er flere måneder siden, han sidst har opdateret sin hjemmeside.
Ellers ikke meget nyt. Brugte det meste af gårsdagen på at arbejde - hjemme - og tabte en auktion på eBay. Sades samlede værker -- i alt 25 bind. Der blev - til oplysning for de meget nysgerrige - afgivet i alt 27 bud, og den endelige salgspris blev 127,65 euro, ca. kr. 951,50. Plus porto. Mit eget max-bud var 10 euro :-)
"If something is boring after two minutes, try it for four. If still boring, then eight. Then sixteen. Then thirty-two. Eventually one discovers that it is not boring at all."
John Cage. En slags fortsættelse af mit indlæg om Weill: Jeg har - som trofaste blog-læsere vil være bekendt med - de sidste par måneder lyttet UTROLIG MEGET til Frank Zappa, læst flere bøger om Zappa og skrevet om ham og hans musik. Meget.
Jeg kastede mig over Zappa, fordi han - forekom det mig, og jeg havde ret, og det har jeg tit - var og er et godt middel mod forstoppelse. Barf barf barf. Åndelig og musikalsk. Men på et eller andet tidspunkt, som nok nærmer sig, må jeg - jo - også videre -- og bruge mine nu rensede ører til noget andet. Også. Og jeg overvejer, hvad det skal være.
Det er ikke HELT ligegyldigt, hvad jeg vælger. Jeg tænker - blandt andet - på det rent ØKONOMISKE ASPEKT. Jeg investerer gerne i min PERSONLIGE UDVIKLING og DANNELSE -- men helst ikke (alt for meget) i anlæggelse af VILDVEJE. Og det er, når man er mig, decideret useriøst bare at købe én CD med værker af en eller anden komponist. Eller én bog af en eller anden forfatter. Allerhelst vil jeg INDTAGE det hele -- som med Frank Zappa.
Jeg har - indtil videre - tre (meget forskellige) navne på min måske-liste: Puccini, Stravinskij og Sibelius. Jeg har aldrig brudt mig voldsomt meget om Puccini, og jeg er ikke så bekendt med hans berømte operaer, som jeg burde være. Så: Det ville være en udfordring for min - jvf. Cage-citatet - tålmodighed, samtidig med at jeg ville blive klogere på noget, jeg burde være klogere på. Synes jeg. Stravinskij behøver jeg nok ikke forklare -- men Sibelius: Lige siden jeg læste Jurij Moskvitins fuldstændig fremragende selvbiografi, "Den døve øgle", har jeg haft lyst til at DYRKE Sibelius. Som jeg i øvrigt - Sibelius - ikke ved ret meget om. Og det er næsten helt sikkert en fejl.
Hvis du har alternative forslag - og/eller argumenter for eller imod de nævnte - så skriv endelig en kommentar.
Ifølge metroXpress tirsdag viser undersøgelser fra Tyskland og USA, at seks procent af befolkningerne lider af købemani eller overshopping, som det også kaldes. Og der er ingen grund til at tro, det skulle være anderledes i Danmark, siger sociolog og misbrugsterapeut på behandlingscentret Majorgården Magnus Larusson til metroXpress.
Folketingsmedlemmer er bedre og bedre uddannet, og mere end halvdelen er akademikere.
Hos Dansk Folkeparti er det dog kun 28 procent af i alt 25 ny- eller genvalgte folketingsmedlemmer, som har en akademisk baggrund.
[...]
Til sammenligning har Venstre 54 procent akademikere på tinge, og Socialdemokraterne har 49 procent.
***
Politiken refererer - i det ovenstående - til en opgørelse i A4, hvoraf det også fremgår, at 40% af Folketingets medlemmer er DJØFer -- hvorimod tallet for virkelighedens verden kun er 2%. Det forholdsvis største antal findes i Enhedslisten. Det laveste i DF. Se opgørelsen her.
Politikens omtale kan læses her: "DF'ere er Folketingets lavest uddannede". Samtidig med at DF er - har jeg lyst til at tilføje - Danmarks mest professionelle parti. Som Mogensen & Kristiansen forleden blev enige om.
Og Thomas Adelskov fra Socialdemokratiet har kaldt Søren Espersen en klaphat. Læs her.
Dyr dag. Filmentusiaster, bemærk venligst: TP Musik Marked har netop nu tilbud på en række Bergman-film. Kr. 50,- pr. stk. eller tre film for kr. 130,- Købte selv - i dag - "Stilheden", "Persona" og "Det syvende segl". Og bagefter kom jeg til at gå i Blockbuster, hvor jeg også købte tre DVDer: "Kaptajn Alatriste", "Nat på museet" og Brd. Lund Madsens "Enden er nær". Som - den sidste - Ane og jeg lige har set. Showet var slet ikke på højde med forgængeren, "Mr. Nice Guy", men var stadig meget morsomt. Selvfølgelig.
Og THE KILL: Efterfølgende mødtes jeg med Ane, og vi gik i El-Salg og købte 1) en dims, 2) en anden dims, som (påstår producenten) kan holde edderkopper væk, og 3) en Le Klint-lampe. Nemlig denne her. Bare en anden af slagsen.
Dagens billigste indkøb - også i TP - var denne CD:
-- med musik af Josef Matthias Hauer. Kr. 10,- Elisabeth Klein indrømmer selv i cover-noterne, at hun - før ... o.s.v. - aldrig havde hørt om komponisten, og jeg føler derfor ingen skam ved også selv at bekende det samme. Men han lyder meget spændende -- både, altså, LYDER - musikken - og lyder. Hvad jeg indtil videre har nået at læse om ham.
Jeg har set nogle enkelte episoder af "Angora by Night", og jeg syntes, de var forholdsvis dårlige -- men ham den tyske studievært (som er Simon Kvamm) mindede mig om "Tutti Frutti" -- som (til oplysning for de enten meget unge og/eller af andre grunde kulturløse) var et tysk TV-show, som blev sendt på RTL i perioden 1990-1993. Og som - bl.a. fordi det var det første, erotiske show på tysk TV - i dag har klassiker-status.
Værten var ham hér:
Hugo Egon Balder. Og co-værten - i første sæson - var hende hér:
Jeg kan se, at jeg - d.v.s. The Jiggly Room - nu er kommet på Mostly Operas link-liste. Det er jeg da - ærligt talt - gevaldig beæret over, for Mostly Opera er en virkelig fremragende og informativ blog. Og dét - den slags - forpligter selvfølgelig. Så jeg bliver nok nødt til at skrive lidt mere om opera. Fremover.
Og mænd derude: Bemærk at Linda søger en mand. (Og Linda, hvis du scorer en af mine læsere - p.g.a. denne omtale - forventer jeg 10% i kommision. 10% er fair.)
Endnu en solstråle-historie fra min hjemby. TV2 Nyhederne skriver:
***
En 21-årig mand fra Midtjylland skal ikke regne med at komme på udgang igen foreløbig.
Manden, der sidder i fængsel på grund af vold, var på udgang i weekenden. Det fejrede han ved at tage på værtshus i Struer. På værtshuset slog han først umotiveret en jævnaldrende kvinde ned og dernæst den mand, der forsøgte at lægge sig imellem.
Maurice Nadeau: "Sade - L'insurrection permanente".
Og det er - helt bevidst, for jeg ville skåne jer - ved at være et stykke tid siden, jeg sidst har nævnt FRANK ZAPPA. Men ganske kort: Nye CDer på min hylde: "Bongo Fury", "We're Only In it For the Money", "Francesco Zappa" og "Sleep Dirt". Og i går - f.eks. - hørte jeg 7 timers Zappa, cirka: Hele vejen fra Ringsted til Herning -- og hele vejen fra Horsens til Ringsted. Har tabt endnu to eksemplarer af "Civilization Phase III". På eBay. Jeg er for nærig.
Dansk Folkeparti har tidligere sagt, at partiets medlemmer vil udvandre fra Folketingssalen, hvis Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid viser sig på Folketingets talerstol, skriver avisen.dk.
Nu truer Pia Kjærsgaard med det modsatte:
- Så smider vi hende ud. Det gør vi altså. Jeg havde nær sagt korporligt. Men det kan jo ikke lade sig gøre. Hvad skal vi i grunden gøre? Lad os nu se, om hun i det hele taget underskriver grundloven.
***
Opdateret: Læs Lars' kommentarer her. "Er det," spørger han, "den Pia Kjærsgaard, der igennem hele valgkampen har talt for nødvendigheden af at respektere vælgernes beslutning?"
Burde ligge i min seng, helt afgjort, men er FALDET I svensk TV2, som lige nu sender Lukas Moodysons "Ett hål i mitt hjärta". Midt inde i den -- og jeg hader, når det sker. Omend "hader" vel nok er for stærkt et ord. Men FILM SKAL SES FRA BEGYNDELSEN.
Filmen ligner - dét jeg har set - er fæl omgang porno- og modernitetsforskrækkelse. Af den slags, som enhver, der ikke kan finde på noget bedre, kan producere halvvejs i søvne. Men måske tager jeg fejl ... ? Er der nogen, der har set den? Nogle steder - f.eks. her - omtales den pænt. Men den får også fyldig omtale her.
Flere har - mens jeg har været væk - skrevet kommentarer til mine to foregående indlæg -- heriblandt Carsten, som kalder mig flegmatisk. Det er jeg aldrig før blevet kaldt. Flegmatisk er det ene af Hippokrates fire temperamenter: Flegmatisk, sangvinsk, melankolsk og kolerisk. Kommer af "flegma", en slags slim, som man i hine dage forestillede sig fandtes i blodet og kropsvæskerne -- og gjorde væskerne mere tyktflydende, så den pågældende person blev træg. Negativt: Langsom i optrækket. Positivt: Sindig og sindsligevægtig. Men altså. Under alle omstændigheder: Slimet.
I en anden kommentar skriver Carsten -- og jeg tillader mig at citere det meste:
"Hvor i alverden kom alt det der med "ordentlighed " og "værdier" pludseligt fra? Tingene går pludseligt meget hurtigt, og jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår, hvad det er, der sådan helt præcist går dig på. Eller rettere; jeg tror ikke jeg forstår hvad der så specielt går dig på NETOP HER. Der ligger - synes jeg at kunne fornemme - noget mere bag, som jeg ikke lige kan gennemskue."
Nej. Det kan godt være, at det kom til at gå lidt for hurtigt. Det, der LIGGER BAG - hos mig - er et oprigtigt ønske om at få mindsket Dansk Folkepartis indflydelse og - meget gerne - få rykket tyngepunktet i dansk politik lidt længere ind mod midten. Jeg er oprigtig ked af, at VKO vandt valget, og at DF - igen - voksede sig større. Helle Thorning kørte en god valgkamp, men Socialdemokratiet fik det ringeste valg i 100 år. De Radikale fik en ordentlig en på trynen, og Enhedslisten var lige ved at ryge ud. Man kan vende og dreje tallene, men for mig at se er valgresultatet forholdsvis klart: Pia Kjærsgaard vandt. Hun - og DF - var de eneste, der førte kampagne m.h.p. at bevare VKO-flertallet. Det gjorde Fogh og Bendtsen ikke. Og midten tabte.
Som tidligere skrevet: Jeg kan godt finde pæne ting at sige om Anders Fogh -- og jeg kan også, if I must, finde pæne ting at sige om Dansk Folkeparti. Men blokpolitiken, som VKO hidtil har ført, er dårlig for demokratiet. Demokrati handler om samtale -- herunder også (og måske især) samtale med dem, man er uenig med. Blandt andet derfor kunne jeg meget godt tænke mig, at blokpolitikken blev brudt, og jeg synes, det er gevaldig frustrerende, at der ikke er noget, der rykker. Fogh vandt sit tredje valg i træk. Oppositionen stod denne gang mere samlet, og det var godt, men strategien - velfærdssnakken - virkede ikke.
Oppositionen, hvis den skal have en chance, er nødt til at tage ved lære. Mener jeg. Blandt andet er den nødt til at se i øjnene, at vi danskere - i værdi-politisk henseende - er blevet temmelig borgerlige. Blandt andet p.g.a. Fogh og Kjærsgaard -- men ikke kun p.g.a. dem. Det var derfor, jeg - pludselig - gav mig til at skrive om ORDENTLIGHED. ORDENTLIGHED, er jeg sikker på, er et kernebegreb. Langt mere end ha-det-godt-hed.
Hvis FOLK virkelig - for alvor - gerne vil af med VKO og/eller blokpolitiken, så vil de vel - for søren - gøre sig umage for at opnå dette mål ... ? Tænker jeg, Og tillader jeg mig at forvente. Det vil sige: De vil anstrenge sig for at være kløgtige og idérige og strategiske. Jeg har meget svært ved at have respekt for folk, som ikke gider tage ved lære, så de kan SPILLE SPILLET bedre -- og vinde. Og jeg blev - mit flegmatiske temperament til trods - ærligt talt rystet over, at de dér fyre kunne finde på det. At lave dét website. Ikke blot har de - helt indlysende - ikke lært det fjerneste. Efter tre valgnederlag i træk. Men de laller lige ud på banen og scorer et latterligt selvmål. Endnu et point til Pia Kjærsgaard.
Og hvis min RYSTELSE - Carsten - forekom dig urimelig stor, så skyldtes det givetvis min frustration over valgresultatet.
Tilføjet: Og forresten. Carsten skriver også - i en tredje kommentar - at: "At højrefløjen også mener at man skal kunne købe og sælge stemmer (eller mandater) gør det ikke mere rigtigt eller mindre kvalmende - men nu var Bo eksplicit sur på venstrefløjen. Jeg syntes såmænd blot, at han, i retfærdighedens navn, skulle være sur på begge sider af det politiske spektrum." Hvortil jeg har to ting at sige, nemlig 1) at jeg eksplicit var sur på fyrene, der havde lavet websitet, og på alle dem, der havde tilkendegivet deres støtte til initiativet. Ikke på venstrefløjen. Og 2) at det er folk fra venstrefløjen, der har taget initiativ til flytetmandat.dk. Ikke folk fra højrefløjen. Hvis nogle tosser fra højrefløjen havde gjort noget lignende, ville der være STOR BALLADE, og de ville ikke få nogen sympati. Det var sådan set - bare - det, der var min pointe. Netop.
I dag har jeg været til Anes bedstemors 85-års-fødselsdag i Klovborg Forsamlingshus:
Jeg ved, det er svært at tro (på) -- men det er faktisk hele anden gang i mit liv, jeg har været til festivitas dér. I Klovborg Forsamlingshus. Som jo, selvfølgelig, ligger i Klovborg -- byen, som i øvrigt er allerbedst kendt for Klovborg Kino.
Stod op kl. 6.45 og tog bussen til stationen kl. 7.55. Tog toget mod Vejle kl. 8.37. Skiftede i Vejle og fortsatte mod Herning, hvor jeg blev samlet op af mine svigerforældre. Og vi kørte til Klovborg.
Og kl. 17.50, cirka, kørte Finn og Jytte os til Horsens -- for Ane var i mellemtiden dukket op:
-- og vi tog 18.24 mod Ringsted. Hvor vi tog en taxi og var hjemme i tide til Morse.
Mit forrige indlæg har fået en hel del kommentarer. Eller rettere: Carstens kommentar til mit indlæg har ... o.s.v. Så jeg iler med at smede videre.
Det er fem - kun fem - formodentlig (og forhåbentlig) unge mennesker, der har taget initiativ til flytetmandat.dk. Det er lidt rystende, at de kunne finde på det, synes jeg. Men det er gevaldig meget mere rystende, at 665 mennesker - i skrivende stund - har tilkendegivet deres støtte.
Men selvfølgelig. 665 mennesker er heller ikke noget at snakke om. Enhver mellemstor, dansk provinsby kan mønstre 665 idioter. Vil jeg tro.
Men min RYSTELSE, som Carsten vistnok finder, at jeg fik mig lidt billigt, handler (eller hvad man nu siger) ikke kun om den foragt for demokratiet, som initiativet viser, men også om den helt ufattelige dumhed, som lægges for dagen.
Direkte til Carsten, som skriver, at "at sælge stemmer [...] er noget der ligger ret naturligt for højrefløjens liberalistiske økonomiopfattelse: Hvis man kan købe og sælge alt, hvorfor så ikke også stemmer og mandater?"
Det er nok muligt, at man kan opdrive en håndfuld Cepos-nørder, som mener noget i dén retning -- men det gælder så ganske afgjort ikke "højrefløjen" i al almindelighed. Selvfølgelig ikke.
Højrefløjen - og nu påstår jeg bare noget, men jeg føler mig ret overbevist om, at jeg har ret - vandt valget, fordi den var - og er - bedst til at tale om VÆRDIER. Hvis rød stue vil til magten, må den lære (sig) at tale ligesådan. Der er en hel masse HARDCORE, der betyder noget for os danskere - sygehuse og uddannelse og skat o.s.v. - men de fleste af os har det så godt - i disse år - at vi ikke RIGTIG kan hidse os op over det. Hvis det halter lidt. Vi satser på, at det nok - når først pressen har haft historien på forsiden - bliver bragt i orden.
Men værdi-debatten er HOT. Den kan virkelig bringe os i affekt -- og Pia Kjærsgaard ved det. "Danmark," hørte jeg en politisk kommentator sige på TV, "er et borgerligt land". Ikke - tilføjer jeg for egen regning - i økonomisk henseende. Altså: Ikke super-liberalistisk. Men i værdi-politisk henseende. VKO - med Fogh og Kjærsgaard i spidsen - har haft enorm held med at signalere og prædike borgerlig ORDENTLIGHED. Redelighed og respekt. Og det er lige præcis dét, danskerne vil have. Ordentlighed. Også selv om der - måske - er uordentligt nedenunder. Respekt for demokratiet, for ytringsfriheden, for politiet, for lærerne, for de lavtlønnede ... og så videre. Nogle borgerlige er endda kommet helt derud i DISKURSEN, at de nu også forlanger ORDENTLIGHED i behandlingen af afviste asylsøgere.
Og min pointe ... m.h.t. dumheden: Hver gang nogen fra venstrefløjen gør noget uordentligt - som f.eks. at vise disrespekt for demokratiet - så scorer Kjærsgaard endnu et point. Der er, tror jeg, kun én måde at slå hende på: Ved at spille hendes eget spil.
Min svigerfar har henvist mig til denne side, flytetmandat.dk, hvor et initiativ indsamler penge til "køb" af en politiker fra den blå blok -- så Foghs flertal bliver brudt.
I skrivende stund har sitet registreret tilsagn om tilskud fra helt almindelige borgere på mere end kr. 117.000. Og jeg er fuldstændig rystet. Jeg har dog sjældent - om nogensinde - oplevet en så total foragt for det danske demokrati.
Jeg vil spørge -- som min svigerfar gjorde, da jeg snakkede med ham: Forestil jer, at situationen havde været omvendt. Hvad ville der være sket, hvis VKO - med Dansk Industri og Mærsk i ryggen - havde meldt ud, at de ville være villige til at "købe" en socialdemokrat -- eller et medlem af Enhedslisten? Der ville blive et ramaskrig af en anden verden.
Jeg skriver det lige én gang til: JEG ER RYSTET! Under næste valg, tror jeg, vil stemme på og højlydt støtte et hvilket-som-helst-parti, der garanterer indførelse af obligatorisk undervisning i demokrati for alle danskere. Som aftenkursus. 48 lektioner, 3 timer hver tirsdag. Og med en røvfuld til alle, der ikke består.
Dagens lektion: Hvis man er så dum at have to potteplanter stående øverst på sin bogreol, er der gode chancer for, at man på et eller andet tidspunkt - som jeg i dag gjorde - vil komme til at hælde vand ud over bøgerne. Når man forsøger at vande planterne. Så - tænker jeg - det er en dårlig idé.
Dagens musik: Jens Hørsvings "Walk With Strangers" ("Gå med fremmede"). Læs mere om Hørsving her og/eller her.
Og dagens lekture: Octavio Paz' "An Erotic Beyond: Sade", en samling - på kun 96 sider - af Paz' tre (som han vistnok selv skriver) "forsøg på at forstå" de Sade, et digt og to essays.
Octavio Paz er - var - en fantastisk begavet og velskrivende digter og essayist, og jeg anbefaler ham varmt og uden forbehold. Han har skrevet - bl.a. - vel nok den bedste bog om Marcel Duchamp, "Marcel Duchamp or the Castle of Purity" -- og Sade-bogen er også - som jeg forventede - helt fremragende. Paz har - havde - en evne til (som Søren Ulrik Thomsen har sagt om Pessoa) med få og enkle ord at få ENORMT STORE TING sat i spil. Og perspektiverne (og afgrundene) bliver ved med at åbne sig.
Tomas Tranströmer & Robert Bly Airmail. Breve 1964-1990.
En bog sammenstillet af Torbjörn Schmidt På dansk ved Karsten Sand Iversen og Peter Nielsen 426 sider, 275 kroner
Airmail består af de levende og intense breve, som i årene fra 1964 og frem til 1990 er udvekslet over Atlanten mellem den svenske digter Tomas Tranströmer og hans amerikanske oversætter og gode ven, digteren Robert Bly. Vi bliver vidne til det voksende venskab mellem to digtere, der er stærkt engagerede i både deres litterære og politiske samtid. Med sin stadige dialog om digtoversættelserne bliver Airmail en vigtig kilde til forståelsen af specielt Tranströmers poesi. Når Bly introducerer Tranströmers digte for et amerikansk publikum tilbage i 60’erne og 70’erne, er han med til at skabe muligheden for den skandinaviske poets voksende verdenslitterære ry. Brevsamlingen er som sådan et litteraturhistorisk dokument, der fortæller historien om en poesi, der overskrider landegrænser. Men Airmail er også historien om livet set fra Västerås og fra et lille sted i det amerikanske Midtvesten. Livshistorier udvekslet gennem breve fyldt med humor og tillid.
Airmail blev udgivet på svensk i 2001. I den danske udgave er der kommet yderligere femogtyve breve til.
Invitation til reception med Tomas Tranströmer
I anledning af udgivelsen inviterer Arena & Forfatterskolen til reception den 21. nov. kl.16.00 på Forfatterskolen. Peder Skrams Gade 2A, 1, Kbh. Vi har den glæde, at Tomas og Monica Tranströmer sammen med Torbjörn Schmidt har lovet at være til stede ved markeringen af udgivelsen. Vi byder på et glas, samt på oplæsning v. Monica Tranströmer og Torbjörn Schmidt - og endelig vil der være oplæg om Tranströmers poesi ved Erik Skyum-Nielsen.
Iblandt kommentarerne til Sangild: "Pointen er igen at [...] kalder den musik han godt kan lide for følelsesmæssig og den musik han ikke kan ikke kan lide for intellektuel."
Lytter - personligt - til Steve Reichs "Tehillim". Mens Ane ikke er hjemme. Hun får hovedpine af Steve Reich.
Vejret: Det er så koldt derude, at posten - som er en nydelig, ung kvinde - i går måtte en tur indenfor for at pudse sin næse. Som var i løb.
JP skriver: "Græsrødderne i det nye parti er utilfredse med Naser Khaders indsats under valgkampen. »Gør Anders Samuelsen til talsmand,« lyder opfordring fra storkredsformand. [...] »Jeg mener ikke, at Naser Khader har formået at kommunikere klart nok. Når man kommunikerer i politik, skal man være meget klar i mælet, og det har han ikke været. I slutrunderne i fjernsynet kom han med lange forklaringer, når han blev presset. Jeg tror, at folk opfatter det som søforklaringer. Derfor er vores budskab røget i vasken,« siger Lars Gotlieb Nielsen, formand for Ny Alliance i Nordsjællands Storkreds." Mere her.
Der er vel nok mange gode grunde til, at Ny Alliance hele vejen gennem valgkampen var på rutchetur nedad -- herunder at partiet er ungt, ubemidlet, uerfarent og uden et solidt parti-apparat. Det vil også sige: Uden klar styring, disciplin og snor i de enkelte, opstillede kandidater. Lars Kolind - hvis han havde været opstillet for DF - ville have fået et ordentligt ryk i halsbåndet.
Men det allerstørste problem, tror jeg, var Naser Khader. Han klarede sig meget dårligt, og han virkede ikke opgaven moden. Han var alt, alt for nem at sætte til vægs -- og som flere allerede har bemærket: Det var decideret tåbeligt at lade ham optræde i dueller med Pia Kjærsgaard.
Khader, paradoksalt nok, var på én og samme tid Ny Alliances trækplaster og grunden til, at partiet kun fik 5 mandater. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Samuelsen eller Seeberg ville have klaret sig meget bedre i diverse interviews og dueller -- men Ny Alliance ville ikke have store chancer uden Khader.
Jeg mener, at partiet - lad mig sige det sådan - investerede Khader forkert. De tabte slaget, fordi de ikke - som på en slagmark - havde indtaget de korrekte stillinger. De burde have holdt Khader mere i baggrunden og i stedet sendt de to andre stiftere frem i front.
Og jeg mener ydermere, at fejl-dispositionen var så indlysende for enhver, at jeg - som sikkert mange andre - måtte og må undre mig over, hvorfor partiet ikke forsøgte om omrokere undervejs. Enhedslisten var i dén henseende kvikkere: De sendte Johanne Schmidt-Nielsen frem -- for meget kan man sige om Line Barfoed, men nogen stemmemagnet er hun næppe.
I serien med Omtaler Af Film, Som Du Sandsynligvis Ikke Har Set (OAFSDSIHS): Luca Damianos "Anaxtasia" fra 1998:
Er lige blevet færdig med at se Aldo Lados "La corta notte delle bambole di vetro" aka "Short Night of Glass Dolls" med bl.a. Jean Sorel og Barbara Bach. Som jeg forleden - filmen - modtog med posten. Og den var - er - ærligt talt ikke overvældende god, omend den i løbet af de sidste ca. 30 minutter hiver en del points hjem på ATMOSFÆRE. Især kammermusik-sekvensen - se filmen, hvis du virkelig vil vide, hvad jeg taler om - er god. Og creepy. Titlen, "Short Night of Glass Dolls", giver ingen som helst mening -- eller måske er pointen bare for subtil for min hjerne. Filmen skulle oprindelig have heddet "Malastrana", opkaldt efter et kvarter i Prag (hvor filmen skal forestille at foregå), men blev efter aftale med producenten omdøbt til "Short Night of Butterflies". Plakater o.s.v. blev trykt -- men lige før premieren dukkede en anden film op, som også havde ordet "sommerfugl" i titlen. Hvorefter "Butterflies" efter en hurtig beslutning blev ændret til "Glass Dolls". Man fik produceret et klistermærke med "Glass Dolls", som man kunne sætte på de allerede trykte plakater. Og så videre. Hen over "Butterflies". Italienske film er herlige.
Barbara Bach er allerbedst kendt som Anya Amasova i James Bond-filmen "The Spy Who Loved Me".
Og forresten: Iblandt valgets store vindere, vil jeg mene, må vi også regne alle de seere (som forstår at værdsætte sligt), der i går aftes havde fornøjelsen af at se TV-babe Cecilie Beck:
-- iført et nydeligt, gråt og meget kropsnært outfit. Det var ikke dårligt.
To franske paperbacks føjet til Sade-samlingen:
Ane har netop forladt mig - igen - og jeg er alene hjemme til lørdag.
Iblandt valgets store tabere må nu også regnes Jens "Missil" Rohde, som ifølge TV-2 News er blevet fyret fra sin stilling som radiodirektør. Exit ham.
Hvordan gik valget? Lad mig få nogle bud i kommentarsporet. Socialdemokratiet fik det dårligste resultat i 100 år, men der var alligevel sejrsstemning, for Thorning havde klaret det flot. Radikale fik smæk, ligesom Enhedslisten, hvorimod Villy var king of the world. Look at me, mom.
Valgets mest overraskende resultat, synes jeg, var De Konservatives lille fremgang. Partiet har ført en elendig kampagne, og Bendtsen er mildest talt ikke særlig overbevisende. Men en hel del danskere - åbenbart - mener noget andet end mig. Hvilket (altid) overrasker mig -- eftersom jeg jo er så gevaldig knøw.
Valget er overstået, og VKO - ser det ud til - kan fortsætte. Med færørsk støtte. Nederlaget til trods: Oppositionen virkede helt på toppen, både SF og Socialdemokratiet -- hvorimod Pia Sortesmølf var gevaldig knotten.
En fortsættelse af VKO var vel nok det ringeste resultat, man kunne forestille sig -- men jeg sidder alligevel også - ligesom Helle og Villy - og smiler. For hvor bliver det dog skægt at følge. Khader og Kjærsgaard. Og hvis mit TV er til at stole på, er Asmaa også kommet ind. Og Malou Aamund. Helt kanon.
Jeg fik sat mit kryds -- og selv om jeg (som trofaste blog-læsere vil vide) undervejs har været EN TVIVLER, så var jeg - trods alt - ikke en af dem, der først besluttede sig inde i boksen. Føler jeg trang til at pointere. Jeg vidste, før jeg gik derind, hvem jeg ville stemme på. Så det tog kun et øjeblik. Mit bidrag til demokratiet.
I skrivende stund ser det ud til, at Fogh fortsætter med støtte fra Ny Alliance.
To bøger føjet til Sade-samlingen:
Til gengæld har jeg tabt - på eBay - en bog med titlen "The Pleasures of Cruelty".
Der er valg, og det overskygger selvfølgelig det meste -- men lad os alligevel ikke glemme ANDRE VIGTIGE TING (AVT). I serien med Omtaler Af Film, Som Du Sandsynligvis Ikke Har Set (OAFSDSIHS): Her er nogle stills fra "Lovette, Blood Goddess":
En mand er ved at grave sig et hul i jorden, da hans hånd kommer til skade:
-- og han hælder noget vand på:
-- så blodet drypper ned i skovbunden. Og KA-ZAM:
Op af den mørke jord stiger LOVETTE, THE BLOOD GODDESS. Hun ser således ud:
-- og manden, fordi hun ser således ud, ser således ud:
Hvorefter de tager back to his place, og han giver hende - bl.a. - en banan:
Og hun tager job som stripper, "and all the while she is seducing and converting new victims to rebuild her vampiric kingdom on Earth!" Står der på coveret.
Filmen er tilgængelig (og jeg har den) på DVD fra selskabet SFC, Super Fantasy Cinema -- men du skal nok være lidt heldig for at finde den. Den varer 45 minutter og er (vistnok) fra 2005.
Ja, godmorgen. På valgdagen. Har modtaget nedenstående:
***
Hej Divya,
Jeg hedder [SLETTET] og arbejder for Buzzador. Jeg har set din blog: The Jiggly Room og tænker, at du kunne være interesseret i at være med i Buzzador.
Buzzador søger efter personer, som har lyst til at afprøve forskellige forbrugsvarer helt gratis. Vi har en del bloggere som medlemmer, da det ofte er mennesker, som er udadvendte, kommunikative og har lyst til at prøve noget nyt.
At være Buzzador er gratis at afprøve nye, spændende produkter og tjenester, at diskutere/afprøve dem med andre samt at sige sin mening om produktet i en feedback og dermed påvirke produktets udvikling.
Buzzador har 65.000 medlemmer i Sverige og Norge. Vi udvider nu og får Danmark med og du kan være blandt de første, som afprøver dette nye koncept i Danmark– at buzze!
[...]
***
Buzz buzz til Buzzador: 1) Jeg er ikke Divya. Og 2) Det er MEGET ULOVLIGT at sende reklame-mails til folk, der ikke på forhånd har givet samtykke til at modtage sådanne. Det er ikke bare DÅRLIG STIL eller IRRITERENDE, det er ULOVLIGT og STRAFBART. Så sent som i september stadfæstede Højesteret en dom over firmaet Midt-Data, der uopfordret havde fremsendt invitationer til at deltage i en messe. Læs mere her.
"Hvem har ret? Heftig disput mellem Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt om, hvorvidt afviste asylansøgere i Finland må arbejde.
[...]
Følgende ordveksling udspillede sig under partilederrunden på DR1 søndag aften.
Anders Fogh Rasmussen: »Der er ingen af de lande, vi normalt sammenligner os med, hvor afviste asylansøgere har adgang til at arbejde«.
Helle Thorning-Schmidt: »Anders, i al respekt, du taler mod bedre vidende. Du ved godt, at man i Finland har et system, hvor man kan bo og arbejde uden for centrene.«
Fogh: »Den dér med Finland holder heller ikke. Også i Finland er det sådan, at afviste asylansøgere har ikke adgang til at arbejde. Du bliver nødt til at anerkende, Helle, at det er sådan, det er.«
Thorning: »Nej, sådan er det ikke.«
[...]
Faktum er, at Helle Thorning-Schmidt har ret: Afviste asylsøgere i Finland må godt arbejde."
Har opdateret min Facebook-profil. Nu kan du - også dér - tjekke, om jeg har skrevet nye indlæg i min blog, og du kan se mit webcam. Ydermere har jeg tilføjet et par DIMSER, så du kan studere - og lade dig inspirere eller skræmme af - mine læse- og film-vaner. Og mit livs musik. Klik her -- og registrér dig som bruger på Facebook.
Jeg kom ganske vist engang til at love Peter, at jeg ALDRIG ALDRIG ALDRIG ville støtte Dansk Folkeparti -- men man har jo et standpunkt ... o.s.v. Og jeg var nødt til at prøve den dér dims. Tak til Mette. Lav din egen valgplakat her.
Måske burde jeg forsøge mig med en lidt mere business-like approach? Her er de opstillede partier:
Enhedslisten Socialistisk Folkeparti Socialdemokratiet Det Radikale Venstre Ny Alliance Kristendemokraterne Det Konservative Folkeparti Venstre Dansk Folkeparti
Har jeg glemt nogen?
Enhedslisten og Dansk Folkeparti kan jeg slette med det samme:
Enhedslisten Socialistisk Folkeparti Socialdemokratiet Det Radikale Venstre Ny Alliance Kristendemokraterne Det Konservative Folkeparti Venstre Dansk Folkeparti
-- og jeg kunne heller aldrig drømme om at stemme på Kristendemokraterne:
Enhedslisten Socialistisk Folkeparti Socialdemokratiet Det Radikale Venstre Ny Alliance Kristendemokraterne Det Konservative Folkeparti Venstre Dansk Folkeparti
Konservativt Folkeparti - med Bendt "Skulle jeg hilse og sige" Bendtsen i spidsen - er en joke. Og SFs sidste dages hellige får ikke mit kryds:
Enhedslisten Socialistisk Folkeparti Socialdemokratiet Det Radikale Venstre Ny Alliance Kristendemokraterne Det Konservative Folkeparti Venstre Dansk Folkeparti
Jeg kan godt finde en håndfuld gode ting at sige om Fogh - f.eks. om måden hvorpå han har håndteret EU - men resten af partiet ... ? HELGE SANDER? Og alle nedskæringerne? Ud med Venstre:
Enhedslisten Socialistisk Folkeparti Socialdemokratiet Det Radikale Venstre Ny Alliance Kristendemokraterne Det Konservative Folkeparti Venstre Dansk Folkeparti
Jeg synes også - som bl.a. Ulrik Høy har påpeget - at Fogh (og fløjen) efterhånden virker lidt træt.
Så er der tre partier tilbage.
Det Radikale Folkeparti har i de forløbne par år ikke imponeret mig. Vestager virker fornuftig (men kedelig), og hun ville sikkert blive en god minister. Men der er jo også Gerner Nielsen. I dét parti. Og LONE DYBKJÆR.
Og Ny Alliance? Det startede så fint og godt - tyndt som æter - men nu kludrer de rundt i manegen. Og forslaget om 40% skat ... altså. Khader taler meget om, at han - de - vil kunne holde Pia Sortesmølf i skak. Det lyder rigtigt -- men vil det modsatte ikke også være tilfældet? Hvordan vil Ny Alliance få gennemført deres politik uden støtte fra Dansk Folkeparti? Hvis de peger på Fogh? Tror de, at de kan få oppositions-partierne - hvis altså - til at støtte deres forslag uden at få noget igen? Det er jo NU - når regeringen skal dannes - at Ny Alliance har noget at HANDLE med.
Enhedslisten Socialistisk Folkeparti Socialdemokratiet Det Radikale Venstre Ny Alliance Kristendemokraterne Det Konservative Folkeparti Venstre Dansk Folkeparti
Altså: Socialdemokratiet. Det var jo slet ikke så svært -- og desuden - OG HVORFOR ER DER OVERHOVEDET INGEN, DER SNAKKER OM DET? - kunne det være helt skægt at få en kvindelig statsminister. Omsider.
MEN: Hvis Thorning skal på tronen, skal det være med støtte fra SF og Enhedslisten -- hvis Enhedslisten overhovedet kommer ind. Og hvad vil de kræve til gengæld? Måske ikke ret meget -- for de har ikke noget alternativ. De kan dårligt pege på Fogh. Selvfølgelig. Men alligevel. Hvis SF - som det ser ud til - bliver et kæmpestort parti? Vil Villy så ikke kræve indflydelse? Og med god ret? Eller hvis valgresultatet bliver så snævert, at det pludselig ikke længere er Ny Alliance, men Enhedslisten, der kommer til at sidde med de afgørende mandater? Det er vel ikke helt utænkeligt? De vil under alle omstændigheder pege på Thorning -- men vil de ikke forsøge at få noget ud af det?
Det er altsammen meget forvirrende, synes jeg. Så jeg starter forfra. Enhedslisten og Dansk Folkeparti kan jeg stryge med det samme:
Enhedslisten Socialistisk Folkeparti Socialdemokratiet Det Radikale Venstre Ny Alliance Kristendemokraterne Det Konservative Folkeparti Venstre Dansk Folkeparti
-- og jeg kunne heller aldrig ... o.s.v.
Opdateret: Rune har valgt - sic - at bringe ovenstående indlæg i sin blog. Klik her.
"1001 nats eventyr". Med blå læderrygge. Fordi intet hjem burde være foruden.
Tilføjet: Og når du nu går ud og køber værket - og det bør du gøre, såfremt du ikke allerede har det stående på hylden - så LAD DIG IKKE NØJES med en af de dér disneyficerede, usexede og moralske, CENSUREREDE udgaver. "1001 nats eventyr" er en af denne verdens helt store, erotiske værker, og der er - så at sige - masser af knald på. På muslimsk. Og det hører med.
Og Lisette Ashton: "Forbidden Reading". "Librarian Justine is given a chance to acquire "La Coste": an unpublished story that is supposedly the most disturbing work written by the Marquis de Sade. Alleged to contain details of his most twisted indulgences, "La Coste" is being put up for sale to anyone who can prove themselves worthy of owning this long lost catalogue of excess and depravity. Justine's quest will bring her face to face with extremes of punishment and pleasure. Certain to face sacrilege, sadism and subversion, she knows there are no limits in the pursuit of forbidden reading."
Nå. Efter de sidste dages - for BLÅ STUE - lidt kedelige meningsmålinger lader det til, at Venstre nu er gået helt i panik -- så meget, faktisk, at de har indkaldt Misil-Rohde. Med forventeligt resultat. DF og Ny Alliance er i struberne på hinanden, og (især) Ny Alliance rasler ned. Hvorimod Søvndal kan se frem til en historisk sejr. Hvis altså ...
Statsminister Fogh har - synes jeg - ført en meget dårlig valgkamp. Overraskende dårlig. Men Helle Thorning har været god. De Radikale har været stort set usynlige ... eller er det bare mig, der ikke har fulgt godt nok med?
Har stadig ikke besluttet mig for, hvad jeg skal stemme. Det er godt, at der stadig er flere uger, til krydset skal sættes.
Og fire stills fra en film, du helt sikkert ikke har set -- for den er stadig i POST-PRODUCTION:
-- nemlig filmen om tilblivelsen af det første, rigtige danmarkskort. Med mig i rollen som 1700-tals-videnskabsmanden Thomas Bugge. Som ses på de to nederste billeder.
1. Et hundetegn fra Uddannelsesforum i Odense 2004. Fordi jeg var med -- som udstiller.
2. Navneskiltet fra mit kontor på Amtscenter for Undervisning, hvor jeg tidligere har arbejdet.
3. Nogle badges fra den amerikanske valgkamp i 2000. Gore/Lieberman, Hillary og George W. Bush. Og Bush vandt. Som bekendt. Ane og jeg var i USA under valget.
4. En pisk. Jeg købte to - for kr. 10,- pr. stk. - i Netto i Skanderborg og forærede grafikeren på Amtscentret, Lars, den ene -- og beholdt selv den anden. Så vi kunne styre alle de mange konsulenter. Men det virkede ikke rigtig.
5. En lille ler-dims, som Ane lavede, da hun gik på højskole.
6. Et billede af Ezra Pound, som jeg har købt i en boghandel i Chicago.
7. Et ondt øje, som jeg har købt på Moesgaard Museum. I forbindelse med en udstilling om Egypten.
Geoff Nicholson: "Sex Collectors: The Secret World of Consumers, Connoisseurs, Curators, Creators, Dealers, Bibliographers, and Accumulators of Erotica".
"Though you might not encounter the subject in Artforum or stumble across it at Sotheby's, the thriving business of erotica is a mixture of sophistication and seduction, an underground world of eccentric artists and serious collectors.
In Sex Collectors, Geoff Nicholson hunts down an assortment of these obsessives around the world. From the Florida grandma with five million dollars' worth of sexual collectibles to Third Eye Blind's manager, who owns more than eighty thousand men's magazines, Nicholson celebrates these collectors and the occasionally beautiful, frequently bizarre, and always fascinating objects they have amassed.
He accompanies Linda Lovelace, the star of Deep Throat, as she is taken on a tour of a collection devoted to her. Days spent in the Kinsey archives reveal the cultural artifacts resulting from the sexual awakening of public America, as well as boxes with labels such as "Phallus with Agricultural Tools" and "Scarf Trick when Folded."
Nicholson journeys to Germany to visit with the legendary Karl-Ludwig Leonhardt, sex collector extraordinaire of first edition volumes such as Flagellation pour couples pervertis and Tender Bottoms, erotic Picassos, and notes handwritten by the Marquis de Sade.
Throughout his exploration of some of the wildest collections in the world, Nicholson's discussion of collecting as an expression of self and psychology goes hand in hand with his gleeful discovery of the seventh giant phallus used in Stanley Kubrick's A Clockwork Orange, Hitler's creepily erotic personalized bookplate, and a woman who has a plaster cast of Jimi Hendrix's penis.
Sex Collectors is a winning story of one man's attempt to collect collectors, to reveal the neuroses that drive some people to collect, and to have good, dirty, high-minded fun while doing it."
--- according to Frank Zappa. Fra "The Real Frank Zappa Book":
***
JUST FOLLOW THESE SIMPLE INSTRUCTIONS:
[1] Declare your intention to create a 'composition'.
[2] Start a piece at some time.
[3] Cause something to happen over a period of time (it doesn't matter what happens in your 'time hole' - we have critics to tell us whether it's any good or not, so we won't worry about that part).
[4] End the piece at some time (or keep it going, telling the audience it is a 'work in progress').
[5] Get a part-time job so you can continue to do stuff like this.
***
A person with a feel for rhytm can walk into a factory and hear the machine noise as a composition. If we expand that concept to include light, behaviour, weather factors, moon phases, anything (whether it's a rhytm that can be heard or a rhytm that is perceived, i.e., a color change over time - or a season), it can be consumed as music.
If it can be conceived as music, it can be executed as music, and presented to an audience in such a way they will perceive it as music ...
***
Eller - altså - poesi. Som Charles Olson skrev: "Which is why the man said, he who possesses rhythm, possesses the universe."
Et tryk af Peter Brandes -- som vi ejer, fordi Lisbet meget venligt forærede os det som en slags farvel-gave, da vi flyttede fra Skanderborg til Ringsted.
Og et maleri af Finn Holten Hansen -- som vi ejer, fordi jeg købte det af ham. Fordi jeg godt kunne lide det. Og stadig kan. Det hænger i vores stue.
Som en, der selv har dabbled in photography: Tillad mig - som endnu et ikke uvæsentligt argument i min indre, egen debat - at fremføre det synspunkt, at Gitte Seebergs meget NORDISKE, KØLIGE valgplakat:
-- totalt viser røv til alle de andre(s). Det er - Gitte og fotograf - et GODT BILLEDE. Respekt for dét.
Og her er - i øvrigt - to andre fotos fra mit NÆROMRÅDE:
"Christina er en so".
Og "2 pac 4 ever". 2Pac er - d.v.s. var - ham hér.
Homofobi er vel nok den mest grinagtige ting, man kan lide af -- bortset fra, måske, frygt for giraffer:
I hvert fald hvis man er dansker. Og bortset fra at det er næsten lige så trist, som det er komisk, at der i dagens Danmark rent faktisk findes mennesker, som er bange for homofile -- og som i fornægtelse lader deres egen elendighed komme til udtryk som agression.
En eller anden indlysende forvirret person - eller en person med en meget bizar sans for humor - har efterladt en række kommentarer til et af mine indlæg. Det tager jeg ganske roligt, selvfølgelig -- but it got me thinking. Det er skændigt lidt, jeg - her i bloggen - har gjort for det homofile segment. Men her er - i det mindste - to billeder:
Ellers ikke meget nyt. Jeg har lidt travlt for tiden, både på jobbet og med diverse private projekter.
Valget nærmer sig hastigt, og jeg har stadig ikke besluttet, hvem jeg vil stemme på. Alle partierne, synes jeg, bliver ved med at komme med forslag og udmeldinger, hvoraf hovedparten - i min optik - er enten ren godnat eller - i det mindste - taktisk ubegavede. Og hvem gider stemme på et parti, som ikke kan forstå at gebærde sig klogt? Nok ikke mig.
Det helt store problem, som jeg ser det, består i at finde ud af - når jeg skal stemme - hvilke områder, der er de vigtigste. Selvfølgelig. Der bliver snakket gevaldig meget om de dér irakiske, afviste flygtninge. De ligger mig på sinde, det er klart, men spørgsmålet om, hvad der skal ske med dem, er simpelthen - uden at ville lyde kynisk - for ubetydeligt -- i forhold til, for eksempel, spørgsmålet om velfærd, skoler, hospitaler, behandlingsgarantier o.s.v. Helle Thorning taler meget om velfærd. Men hvad med økonomien? Det er jo indiskutabelt, at Fogh & Co. har håndteret økonomien godt -- hvorimod det er gået så som så med velfærden. Og kulturen. Og miljøet. Og ulandsbistanden.
Og kan man bare stemme på det parti, man - trods alt - har mest fidus til -- uden at skelne til de potentielle samarbejdspartier? Eller hvad? Hvis man stemmer på Ny Alliance, stemmer man så også på Dansk Folkeparti? Eller: Hvis man stemmer på De Radikale, stemmer man så også på Enhedslisten?
Og i forlængelse af mit foregående indlæg: Lidt om nogle film, jeg hverken ejer eller kender.
I går aftes faldt jeg tilfældigt over denne DVD-udgivelse:
-- med tre film af "Cult 70s Porno Director" Zebedy Colt. Som jeg - og jeg bekender det - aldrig havde hørt om. Udgivelsen lød lidt spændende, syntes jeg, så jeg googlede instruktøren -- og fandt bl.a. (også) Alpha Blue Archives DVD nummer 1:
Er der nogen derude, der har set nogle af filmene? Og - eller - er der nogen derude, som a) har set nogle af filmene, og som b) er villig til at indrømme det?
Undervejs i googleriet kom jeg i tanker om en anden film, som jeg på et tidspunkt havde noteret mig -- men som jeg nu - i går aftes - havde glemt titlen på. Efter at have pløjet mig gennem diverse film-sites lykkedes det mig omsider - i eftermiddags - at finde den:
"Thundercrack" -- som er meget kendt af dem, der kender den. Men jeg har aldrig set den.
Er der nogen, der har den på lager?
Dagens Sade-erhvervelse - for lad os ikke overse de gratis glæder - er en artikel, som Ringsted Bibliotek har sendt mig, "Rewriting the History of Sade". Af Gert Hekma.
Mette efterlyser en EVALUERING af Facebook, efter at jeg nu har været PÅ i nogle dage. Så here goes -- i kortform:
Idéen er super-god, og sitet fungerer fremragande. Pil op.
Jeg havde fra start lidt svært ved at gennemskue alle de mange muligheder - pil ned - men allerede nu går det meget bedre - pil op - og det er godt, selvfølgelig, med de mange TING, man kan gøre. Pil op. Omend en hel del af dem forekommer mig lidt overflødige. Pil ned.
Det er meget skægt at sidde og browse Facebook - pil op - men det er deprimerende, i grunden, at der findes så mange spændende mennesker derude, som jeg slet ikke kender.
Mette opponerede, da jeg kom til at skrive det - på Facebook - men jeg vil alligevel tillade mig at gentage det. Også her. Det virker - på mig - som om det mestendels er (forholdsvis) unge mennesker, der (indtil videre) har registreret sig som brugere. Fra Danmark. Ikke teenagere, men folk mellem 25 og 35-40. Det er muligt, at det bare er mig -- at jeg, altså, bliver ved med at støde ind i DEN SLAGS, fordi jeg (ubevidst) leder efter nogen på min egen alder.
1) En mobiltelefon, jeg har fået af min far, men aldrig har brugt.
2) En mobiltelefon, jeg har fået af Jes -- fordi han havde kasseret den, og jeg fortalte ham, at jeg længe havde været på udkig efter netop den model. Men at jeg i stedet havde købt en anden. Han syntes alligevel, at jeg skulle have den.
3) En lille, ikon-agtig ting, som jeg har købt i Assisi -- som Ane og jeg besøgte, selvfølgelig, for at se Frans' grav.
4) En USB-kaffekops-varmeplade, som Ane har foræret mig.
5) Min første - og meget udmærkede - mobil-telefon.
På fotoet ses også - ved siden af varmepladen - et webcam. Jeg har to af slagsen.
-- som spiller hovedrollen i "La Terza Madre", Argentos - faderens - nye film. Som jeg går og venter på.
Hvorimod hende hér:
-- som kalder sig Asia D'Argento, ikke har noget som helst med Dario at gøre. I hvert fald ikke så vidt jeg - eller offentligheden i al almindelighed - er orienteret. Men hun ser sød ud. Hendes website - kun for voksne - kan besøges her. I studieøjemed.
Jeg fik ingen tilbagemeldinger m.h.t. et nyt hæfte ... ?
-- og danner en hyperboloide. Som optegnet med lyseblåt.
Dimsen stammer fra et matematik- og arkitektur-kursus - fra min tid på Amtscenter for Undervisning - og blev brugt, pædagogisk, til at illustrere, hvordan man kan lave buer ved hjælp af rette linier -- sådan som man ser i meget arkitektur, i design o.a.
På kurset lavede vi også - bl.a. - spiraler af ståltråd og studerede, hvordan sæbebobler dannede flader, når vi efterfølgende dyppede spiralerne i sæbevand.
Der er - især i løbet af de seneste måneder - gået ret meget SHOPPING i min blog. Jeg skriver, har jeg besluttet, for meget om ting, jeg køber -- og jeg køber for meget. Det er indlysende for enhver. Hvilket - at jeg gør det - ikke er noget økonomisk problem, for jeg erhverver mig tingene billigt -- men det FYLDER. Og det er - måske - lidt kedeligt at læse om. I længden. Trods alt.
Så derfor: Et helt nyt og spændende initiativ:
I denne måned vil jeg - i stedet for at blogge om de ting, jeg løbende erhverver mig - blogge om nogle af de ting, jeg allerede HAR på lager -- og jeg vil forsøge at forklare, hvorfor jeg har dem. Også - altså - over for migselv. Og hvis jeg ikke kan finde (på) en forklaring, vil jeg overveje at smide det/dem ud.
Første SAGER - efter al den dér Halloween-uhygge - er følgende to albums:
-- som vistnok er de hyggeligste i min samling, og som jeg - i begge tilfælde - har Peter Bak at takke for. At jeg ejer. Øverst: Dan Hicks & His Hot Licks: "Last Train to Hicksville" -- og nederst: Martin Mulls debut-LP fra 1973.
Track-liste:
"Ventriloquist Love" "Eggs" "Miami" "Livin' Above My Station" "Loser's Samba" "Dancing in the Nude" "Partly Marion" "(I Made Love to You in a) Former Life" "Margie the Midget" "Hors D'Oeuvre" "Songwriter's Blues (Duet for piano and janitor)"
1. You shall respect all music in the world, as music is the universal language, but you will value Zappa's music above all others.
2. Respect the Zappath day, the first Thursday of July, the anniversary of the release of our savior's first album, Freak Out!. You shall celebrate this with all-day listening sessions of his albums, protesting the FCC, taking your clothes off when you dance, and a feast of burnt weeny sandwiches and mud shark garnished with lumpy gravy. For snacks you may have utility muffins.
3. At least once a year you shall purchase one of His albums in the original vinyl format. You cannot purchase the same album twice.
4. You shall always title your original works, be it musical compositions, term papers, documentaries, or 3rd-grade construction paper mobiles, with highly creative and baffling titles in the spirit of His titles.
5. Whenever possible, you should attempt to spread His music. It is your task to get as many people as you can interested in Zappa's work.
6. You shall learn to play at least one musical instrument in your life. What that instrument is will be up to you, although electric guitars and marimbas are favorable to the FBOZ.
7. Aid the children of the world. Always guide them to the correct education and to their own free thinking.
8. Always protest censorship. Any obstruction of the flow of information and art by any person or group is a sin against our Lord and against humanity.
9. Recognize Edgar Varèse, the Influence, Don Van Vleit (Captain Beefheart), the Apostle, and Dweezil Zappa, the Inheritor, as well as all musicians who were worthy enough to perform with Zappa. They have aided the Lord in his work and are part of the divine.
10. Remember to get a little.
11. If someone claims that his music is better than Zappa’s music, you not only have full right to do so, but are obligated to use his music against him.
12. There is a Zappa quote for everyone. Find yours, and hold it true to yourself.
13. After accepting Zappa as your savior, if you get a dog, name it Patricia. Give it a high chair.
14. Never write off a piece of music because you do not understand it. Always give it repeated hearings and only judge it once you understand its meanings.
15. Always get the rights to your master tapes, no matter how long you have to be in court to do so.
16. Once in your life you should make a Zajj, or pilgrimage, to Baltimore, His birthplace.
17. Never, under no circumstances, use drugs or alcohol to improve your creativity. You are always more creative than you think.
18. Always be proud of your facial hair.
19. Trust in the Yellow Shark, because it is a symbol of progress, and trust in the son of Monster Magnet, for he will return to aid Zappa in the final battle.
20. Information is not knowledge. Knowledge is not wisdom. Wisdom is not truth. Truth is not beauty. Beauty is not love. Love is not music. Music is the best.
En tredje eller fjerde eller femte - whatever - absolut ikke uvæsentlig ting, som jeg ikke fik nævnt her i bloggen -- fordi jeg gik i kælderen:
Jeg har købt endnu en Zoogz Rift-CD, "Water III Fan Black Da Da":
Hvilket - og det er derfor, jeg finder det værd at fremføre - gør mig, tror jeg, til medlem af en (endda globalt betragtet) meget eksklusiv klub. Der er formodentlig ikke ret mange, der har en - én - Zoogz Rift-CD stående på hylden. Antallet af folk, der har to, må være forsvindende lille. For når man først har hørt den første ... o.s.v. Medmindre man er som mig.
Men derudover: Jeg har i den forløbne uge mestendels lyttet til min nye Webern-boks:
At lytte til Webern, sagde Frank Zappa engang, er som at befinde sig i "some Viennese mathematical space". Jeg er vistnok ikke FULDSTÆNDIG enig, men jeg forstår godt, hvad han mente. Weberns værker er ikke svære at lytte til - hvorimod matematiske ligninger kan være svære at forstå - men skønheden ... Altså: Hvis man ikke kan fatte, at en ligning kan være skøn. Etc. Der er almindelig lørdags-slaphed i min hjerne, så man må have mig tilgivet, at argumentet flagrer. Hvilket i øvrigt også er en pointe, selvfølgelig: Weberns værker går ikke OP. De går ind. Og de egner sig fortringligt til nattefrost.
Kufferten er i øvrigt - som det fremgår af fotografiet - beregnet til at opbevare CDer og DVDer i.
Hvordan - spørger jeg - bør jeg tolke disse nye spor? Hvad betyder de? Gør de os klogere? Gør de os dummere? Og hvornår skal vi nogensinde få tid til at se alle disse nye film? Og i hvilken rækkefølge skal vi se dem?
"The Reincarnation of Isabel" -- som er identisk med "Black Magic Rites". Som er den film, jeg tidligere har efterlyst her i bloggen.
For sjovs skyld bød jeg også - men meget lidt - på nogle af sælgerens andre auktioner, og jeg vandt Aldo Lados "Short Night of the Glass Dolls" fra 1971. For $2,- Det var ok.
"Hvorfor," spørger Uriaspostens Kim Møller, "er den kreative klasse så hadske?" Et mindst lige så interessant spørgsmål, synes jeg, må lyde: Hvorfor er den så dum? Forstår de - den - da ikke, at hver gang, nogen smider lort i hovedet på Pia Sortesmølf, får hun nye sympati-stemmer? Og hvor er respekten for demokratiet og den demokratiske, almindelige valg-proces? Du milde. Tjek danskfolkekunst.dk.
Det er privat - men nok ikke FORTROLIGT - og det blev ikke til noget, så det er for så vidt ligegyldigt. Og det rager ikke nogen. Kan man sige. Men blot for at ingen - efterfølgende - skal opdage det og beskylde mig for at have forsøgt at HOLDE NOGET HEMMELIGT eller at være en FORDÆKT PERSON: Jeg vidste faktisk godt - allerede for længe siden - at der var en komplet Adam Hart-udgivelse undervejs. Altså denne:
For: Frank Brahe, værkets producer, spurgte mig nemlig, om jeg eventuelt ville være interesseret i at optræde som Adam. I bogen. På fotografierne. Jeg spillede cool, og jeg tror, at jeg - altså - også virkede sådan. På Frank. Cirka. Da jeg svarede, at det ville jeg gerne. Såmænd. Men desværre syntes Erwin ikke, at mit udseende passede -- hvilket han selvfølgelig havde ret i. Men det var alligevel, som man siger, NOGET AF EN NEDTUR.
For: Det, jeg ville have svaret Frank, hvis jeg ikke havde været så tilbagelænet og kølig en person, var, at DET VILLE JEG MEGET, MEGET, MEGET gerne. Helt enormt gerne. Vildt gerne.
For: Få personer - virkelige eller fiktive - har betydet så meget for mig som Erwin Neutzsky-Wulffs Adam Hart. Det er næppe voldsomt overdrevet at skrive, som jeg nu gør, at jeg - i mange henseender - er OPDRAGET af Neutzsky-Wulff -- og Hart-bøgerne gjorde, da jeg første gang læste dem, et kolosalt indtryk på mig. Især "Adam Hart og sjælemaskinen":
Og "Ouifael":
-- som jeg stadig i dag kan citere fra. Frit fra leveren. Det er en af de bedste, danske bøger nogensinde.
De to andre bøger i serien hedder h.h.v. "Adam Harts opdagelser":
Og "Victor Janis og søn":
Erwin Neutzsky-Wulff - og det, forekommer det mig, er en betydelig ros at komme med - har aldrig skrevet en bog, der ikke var - og er - værd at læse. Og genlæse. Han er en kværulant, han har et ego på størrelse med Lake Michigan (som er stor), og han har - i det senere forfatterskab - gevaldige problemer med at begrænse sig. Men han er også - og først og fremmest - en fremragende og visionær forfatter. Som man bør unde sigselv at læse.
Hart-bøgerne er - i hvert fald i Wulff-sammenhæng - relativ korte. De er WULFF-KONCENTRAT -- og jeg kan dårligt forestille mig noget mere appetitligt. Nærende, fedt og juicy.
Den nye, samlede udgave indeholder - ovenikøbet - en helt ny Hart-fortælling, "Adam Hart vender tilbage". Som jeg endnu ikke har læst (men vil vende tilbage til, når jeg har). Der er ingen undskyldning for ikke at købe bogen. Helt ærligt. Den er lidt dyr, kr. 399,- -- men du vil hellere have bogen. End pengene. Tro mig.
Jeg tror, Mette og Brian har ret i, at det dér Facebook er en tidsrøver. Potentielt. Jeg har stadig kun en vag fornemmelse af, hvordan skidtet fungerer -- men synes selvfølgelig, det er ret skægt at sidde og browse de andre, danske medlemmer. Hvoraf der er mere end 110.000. I sin tid - i meget gamle dage - lavede jeg mig også en MySpace-side, men jeg har aldrig - sidenhen - brugt den til noget. Det er en plat betragtning, jeg ved det, men det er ikke desto mindre sandt: At alting - jo - tager tid. Og at tiden - i hvert fald ens egen - trods alt er begrænset. I længden. Måske ikke i bredden. Whatever.
Jeg har lavet en oversigt over min (fortsat ikke enorme, men støt voksende) Marquis de Sade-samling. Kan studeres her.
-- eller Valgsmåsnak, 2. Blot et kort notat. Der er jo - når man skal afgive sin stemme - mange forskellige PARAMETRE at forholde sig til. Politiske standpunkter, troværdighed, gennemslagskraft, samarbejdsevner o.s.v. Og udseende. Og kandidaternes kommunikationsrådgiveres udseende. Respektivt. Og jeg vil i netop den forbindelse gerne have lov til at fremføre - også over for migselv - at nu har jeg to gange set de Radikales kommunikationsrådgiver, Anna Ebbesen, på TV -- og at hun (også selv om det ikke fremgår HELT KLART af fotoet på hendes website) er MEGET KØN. Læs mere om hende her.
Jeg er ikke den eneste, kan jeg se, der lige for tiden har Jesus (Jess) Franco helt inde i intimssfæren. Henrik forsøgte sig forleden med "Vampyros Lesbos". Læs hans vurdering af filmen her.
Jeg ved ikke meget mere om Franco end de fleste -- men til glæde for dem, der ved endnu mindre: Jesus Franco er en spansk filminstruktør, som har lavet helt ufattelig mange film (og hver film er udsendt med mindst 30 forskellige titler) under et utal af forskellige pseudonymer. Man skal - forhåbentlig uden at fornærme nogen ret meget - være en decideret NØRD for at kunne holde rede på dem. Alle titlerne og navnene. Det er - som vi plejede at sige, før vi blev politisk korrekte - ikke noget for hvide mennesker.
Alle Francos film - og jeg har slet ikke set dem alle, men jeg tør alligevel påstå det - ligner hinanden, men kan (vistnok) samles tematisk i klumper. Der er f.eks. en god håndfuld film, der handler om letpåklædte, lesbiske vampyrer, der er film, der handler om letpåklædte kvinder i fangenskab -- og der er film, der er baseret på eller inspireret af Marquis de Sades historier. Til den sidste kategori hører "Justine" (1969), "Juliette" (1970), "Eugenie" (1970), "Plaisir à trois" (1974), "Eugenie" (1980) og "Gemidos de placer" (1983). Kendere, hvilke film har jeg glemt?
IMDB har registreret i alt 187 Jesus Franco-film. Det er - hvis nogen kan bruge oplysningen til noget - mere end 4 gange så mange, som Woody Allen til dato har instrueret. Den dovne hund.
Men hvad jeg egentlig ville spørge om: Hvor kan man købe Francos de Sade-film?
Alle blogger om valg -- og det er jo ikke så mærkeligt. Jeg synes, det er opløftende at (kunne) konstatere, at vi - de almindelige, små mennesker - interesserer os for politik. Ret meget, endda.
Men derudover er jeg personligt - som sædvanlig - i tvivl om, hvad jeg skal mene. Det er mange år siden, vi sidst har oplevet så spændende et valg -- takket være Ny Alliance og Enhedslisten. Ny Alliance, ser det ud til, kommer til at sidde med de afgørende stemmer. Hvis meningsmålingerne holder. Og ryger Enhedslisten ud? Valgets helt store badutspringer - såfremt o.s.v. - bliver SF, som sikkert tager stemmer fra EL. Hvis SF får mange mandater, vil Villy & Co. så insistere på at komme i regering? Hvis altså ... ? I så fald får Thorning nok meget svært ved at overtale Ny Alliance til at skifte til rød stue. Men hvordan i alverden vil Fogh få Khader og Kjærsgaard til at samarbejde? Fogh er dygtig, bestemt, men alligevel.
Jeg hører til de dér jeg-ved-ikke-hvor-mange procent, som endnu ikke har besluttet, hvor krydset skal sættes. I hvert fald ikke HELT SIKKERT. Jeg føler ingen som helst trang til at støtte folk som Pia Kjærsgaard eller Søren Krarup -- men jeg har cirka lige så lidt lyst til at støtte Frank Aaen, Rune Lund eller Abdol-Hamid. Eller SFs førende antiseptiker, Pernille Vigsø Bagge:
Som vil forbyde diverse. I det hele taget: SF er jo Danmarks forbudsparti, så dem vil jeg ikke stemme på. Afgjort ikke. Socialdemokraterne vil til magten, men hvad vil de ellers -- som Fogh ikke vil? Konservativt Folkeparti er en joke, Venstres folk virker trætte og arrogante, Kristendemokraterne er right out, Ny Alliances skatteudspil er - mildest talt - ret problematisk, og jeg - bl.a. efter Elsebeth Gerner Nielsens tåbelige tørklæde-stunt - nærer mistro til Det Radikale Venstres dømmekraft.
Berlingske: "Professor og valgekspert Søren Risbjerg Thomsen spår, at Enhedslisten ryger ud med dette valg. Det viser hans samlede analyse af de store meningsmålinger." Mere her.
Pittelkow skriver i JP: "Som udenforstående kan man selvfølgelig ikke med sikkerhed vide, hvad der er realiteterne bag Se og Hørs beskyldninger mod Naser Khader for at have fået udført sort arbejde. Men man kan uden videre slå fast, at beskyldningerne er leveret på grundlag af en så ringe dokumentation, at det sprænger alle rammer for journalistisk etik." Mere her.
Og Kristeligt Dagblad bringer et interview med Paula Larrain - med det lækre hår - om Vorherre. Og hvad han betyder for hende. "På det konkrete plan kommer troen blandt andet til udtryk i min stue, hvor jeg kun har to bøger. Den ene er den danske salmebog, og den anden er Bibelen. Alle andre bøger er pakket ned, fordi de alligevel bare stod og samlede støv. Kristendommen fylder meget i min hverdag, og jeg taler ofte om den med min mand, som er teolog." Læs her.
Og "Alucarda". 1.99 euro. Som - filmen - ved nærmere eftersyn viser sig ikke at have ret meget med Sade at gøre. Den er baseret på Sheridan Le Fanus "Carmilla".
Og en plakat -- helt uden for kategori:
"Fantasie erotiche di Gerard Damiano". Den er lyserød. 2.99 euro.
Oh! Og forresten: Smukke Paula Larrain stiller op for Konservativt Folkeparti. Jo. Dén havde jeg nær glemt. Jeg er ikke nogen spiller-type, men hvis jeg var, ville jeg nok turde vædde et pænt beløb på, at Bendt Bendtsen - ganske snart - er SÅ færdig som partiformand. Efter at Fogh udskrev valget, bl.a. for - blev det sagt - at forhindre rablende overbud fra de forskellige partier, har De Konservative brilleret med - først - at foreslå en skattenedsættelse på kr. 24.000 om året til pensionister, der får gjort rent, og dernæst en momsnedsættelse på æbler. Var det ikke æbler? ÆBLER! Og, altså, Paula. Som indtil videre offentligt kun har luftet én eneste holdning, nemlig at morgensang bør genindføres på landets skoler. Men køn, dét er hun. Hun har noget meget flot hår.
Nå. Men. Jeg håber, at I alle overlevede natten. Til alle dem, der ikke helt fangede galoppen med hensyn til mit lille Halloween-rollespil: Undskyld. Til alle dem, der syntes, det var for ulækkert: Undskyld. I kan trøste jer - nu bagefter - ved tanken om, at blodet - på billederne - var snyd. Og sårene. Faktisk, ærligt talt, var jeg en lille smule stolt over det sidste billede -- som jeg lavede v.h.a. to ark papir, en klat ketchup og et digitalkamera. Og til alle dem, der nu sidder og er lidt rystede over, at jeg - indeni - har en så (som min mormor ville have sagt) GRIM fantasi: Ingen undskyldning. For så, altså, kan jeg jo - herefter - ikke lave andet end at undskylde. 'Cause you ain't seen nothing yet.
Men imens ude i virkeligheden:
Erwin Neutzsky-Wulffs fabelagtige Adam Hart-historier er blevet genudgivet. I ét bind, "Adam Hart". Tak til Frank Brahe -- og til Erwin. Selvfølgelig. Bogen, der også - endda - indeholder en helt ny historie, udkom i forgårs. Hvis jeg læser Henrik rigtigt, er der kun trykt 500 eksemplarer. Jeg hentede mit på udgivelsesdagen. Meget mere om Adam og Victor følger. Med garanti.
Politiken har bragt et fint interview med Anne-Marie Vedsø Olesen. Om Wagner.
Hvad mere? Jeg er oprigtig ked af, at Tine Aurvig-Huggenberger ikke blev ny formand for LO. Jeg havde - i min førnævnte fantasi - ellers allerede set det for mig: Thorning og Vestager som nye regeringsledere, Ritt som borgmester i København -- og Aurvig-Huggenberger som LO-formand. Kvinder hele vejen rundt. Men ak.
Og Henrik Qvortrup, tror jeg, har pisset i sine egen bukser. Historien om Khaders "sorte arbejde" er så tynd, at man næsten ikke kan fatte, hvad den overhovedet drejer sig om -- hvorimod Qvortrups motiv til at bringe den kun er alt for kedelig klar. Hans efterfølgende kommentarer om Khaders temperament var decideret ubehagelige. Syntes jeg. At høre på.
