The Jiggly Room

Peek-a-boo!

The Jiggly Room ønsker alle en rigtig ulækker nat.

Under en time. Så tynd en væg, som papir. Hvor ser de fjollede ud -- som de bare sidder dér og glor. Kan næsten ikke vente.

Jeg har fundet den, udgangen. Jeg kan se dem. Jeg kan se deres skygger. Hvor er det smukt og enkelt. Hvor er det rigtigt, at det begynder sådan. At JEG kan begynde ... For hvad har alt det forudgående været, alle katastroferne og de latterlige krige, generationers pinlige, kiksede avleri -- Hvad har det været andet end et ubetydeligt forspil? Hele universet venter på mig. PÅ MIG! Og hvad er jeg andet end det arbejde, jeg har at udføre? Ikke for min egen skyld, men for BLODETS. Hvem er jeg? Jeg er den, der åbner det lukkede.

Men ikke endnu. Jeg vil betragte dem lidt mere. De første. De udvalgte. De aner ikke, at jeg ser dem -- og jeg vil nyde disse sidste timer. Hvad siger uret? Jeg kan se det dérnede. Lad os sige klokken 22. Klokken 22.

Fundet:

At have et formål. At have en grund -- og alt andet er ingenting. Bare støv.

Jeg er fuldstændig rolig, og jeg er ild. Jeg ved, hvad jeg skal.  

Knæk og bræk og drik og flå!
Lad dig ikke slå
til tåls eller borgerligt nøjes
med det, du dovent kan få.

Begæret må føjes
fireogtyve-syv!
Vær som en tyv,
gå tilfældigt forbi,
vær mørkets helt anonyme,
ukendte, navnløse træl
og mester, derfor, fordi
du er ét med din egen natur.

Hvad siger dit ur?

Snart er det tid, SAMHAIN, fortæl
dit hedensk bankende bryst,
at natten er nær, blodet, dets lyst -

og din, mit genfødte dyr.

Vær et blodigt postyr!

Jeg nærmer mig udgangen. Jeg er sikker. Føler mig som et barn før juleaften. Alle disse pakker af kød dérude, som blot venter på, at jeg skal komme og åbne dem. Så tæt på! Så nær. Det varer ikke længe ...

Bruser som en lille flod
i en lille kvindefod,
gennem lår og over bagen
hele vejen op til hagen,
kinder, mund og pande. Tud.
Venter på jeg kommer ud.

Jeg husker, hvad jeg skulle. Jeg må ud herfra. Det er ikke hér, blodet er. Jeg kan høre det kalde på mig gennem murene, gennem loftet.

Bruser som rødt
og glinsende vand
i en mand,
når han sover fuldt erigeret,
fordi han drømmer ret avanceret,
og ingenting ser
eller hører,
før jeg fører
kniven ind
og tapper ham fra isse til tå.

Alt menneskeligt kød må forgå.

Dirrer af desperation og forventning. Jeg er nødt til at lægge mig lidt. Mit store arbejde venter -- men snart, snart, snart vil jeg være derude. Jeg kan mærke det.

Jeg drak alt blodet og slikkede skålen ren bagefter. Jeg har aldrig været så lykkelig, så ekstatisk. Vred mig i spasmer på det stenede gulv, flåede med neglene i mit eget kød. Hylede og hulkede -- og faldt i søvn som en hund i et hjørne. Og nu er jeg en jæger. Jeg er en ulv. Jeg er Helvede.

Følelsen af mæthed har fortaget sig, og jeg må have mere. Jeg vil det. Det er det eneste, jeg vil. Jeg kan ikke tænke på andet end blod. Brækkede, varme kroppe. Behængte skulderblade. Vidtåbne halse. Jeg kommer! Jeg er på vej. Pumpende, pumpende, pumpende.

Jeg kan høre, hvordan det bruser, blodet, et sted dérinde i mørket. Jeg løber og snubler. Jeg må videre. Jeg må derhén.

Tov af tarme, afrevne arme
og flænsede lår.
Lange tråde fra totter af hår
snoet i spyt
om min slangetunge.

Blodrøde hænder.
Blodrøde tænder.
Babser og balder og mave. Med sår.
Alt menneskekød forgår.
Men ikke denne brændende lyst
i mit bryst,

mit hjerte, min lunge,
min lunge.

Har svært ved at trække vejret. Jeg tror, jeg har feber. Jeg er kold og varm, og jeg er ophidset, næsten erotisk, men det føles sygt. Nærmest som influenza. Gad vide om der er svampesporer hernede? Alt det blod.

Jeg kan ikke få mig til at forlade rummet med skålen. Der er andre ting herinde, og jeg forsøger at overbevise migselv om, at det er på grund af dem, at jeg ikke vil gå. Ikke endnu. Fordi jeg er nysgerrig. Og hvad er det egentlig, jeg skal nå? Der var noget, jeg skulle, tror jeg, men jeg har glemt det. Noget med vin. Skulle jeg ud herfra? Hvorfor skulle jeg ud herfra? Jeg har det godt hér, når bare jeg får det lidt bedre. Skal bare hvile lidt.

Har sat mig på gulvet op ad væggen, så jeg kan holde øje med skålen. Har fundet en bog:

Og nogle flere døde dyr:

Min sved smager mærkeligt. Syrligt som for gamle bolcher.

Alting lugter af blod. Stanken er som en rød dis, der har lagt sig på alt. Eller som pollen i alt det sorte, for her er ikke fugtigt, men tørt. Min mund og min tunge og mit svælg føles, som om jeg har spist gulvopfej, men jeg er ved at kaste op, hver gang jeg tænker på at drikke. Og lige nu kan jeg ikke tænke på andet. Hvor længe har jeg været hernede? 8-10-12 timer? 14 timer? Jeg kan ikke koncentrere mig med den forbandede lugt i hovedet. Den sidder i min egen hud og i mit hår og i mit beskidte tøj.

Har fundet flere tilsølede vægge. Har fundet flere rum med bizarre redskaber og maskiner:

Nogle af dem kan jeg genkende fra dårlige film, jeg har set. Hvad er det hér for et sted?

Hvis bare her var noget lys.

Der må have været et eller andet euforiserende i dé flasker -- eller måske var det bare sulten og tørsten. Og mørket. Og frygten for aldrig mere at komme ud herfra. Det er bare en kælder, og selvfølgelig finder jeg ud. Tænk positivt! Men jeg havde hæslige mareridt, og da jeg vågnede, havde jeg svært ved at samle tankerne, og jeg havde en besynderlig følelse i kroppen. Men nu går det meget bedre. Tilsyneladende har min krop affundet sig med, at den hverken får vådt eller tørt. Det GNAVER i hvert fald ikke så meget -- og faktisk giver det mig en smule kvalme overhovedet at tænke på mad. Der er sikkert skrevet nogle meget kedelige, medicinske artikler om fænomenet.

Har begivet mig dybere ind i hvalens bug og har fundet endnu et pulterkammer:

Det er mig fuldstændig og komplet ubegribelig, at denne kælder har været her HELE TIDEN -- uden at jeg har vidst det.  

Tråde. Tarme.
Blod og varme.

Tråde. Tarme.
Blod og varme.

I en kælder sort som kul ...

I en kælder sort
og blå
som fluer ...

Med øjne som ...
Med øjne som druer.
Røde druer ...

råd i røde druer.
Fortæres af fluer ...

Blod. Og øjnene.
Og mørket. En sværm.

I gravens dybe, stille ro
sidder Bo. Jeg tror, jeg er ved at blive sindssyg. Smerterne i min mave spredte sig ud i kroppen og op i hjernen, til jeg til sidst gik ud som et lys.

Har sovet her:

Midt i alt lortet. Min krop føles mærkelig, fremmedartet. Har sat mig ned på gulvet, fordi jeg pludselig blev svimmel, men har ikke været ude af rummet, siden jeg vågnede. Hvor længe har jeg været væk?

Fy for Helvede! Jeg har fundet ud af, hvor den dér sødlige, kvalmende lugt kommer fra:

Nu synes jeg, jeg kan lugte den overalt.

Mit humør er helt i bund. Det fuldstændig surreelle ved situationen ... Jeg mener: I første omgang syntes jeg, det var lidt skægt. Det gør jeg ikke mere. JEG VIL UD! Jeg er træt og sulten og tørstig og BESKIDT, og HER STINKER! Af BLOD! For Helvede, altså. Hvor kommer det fra?

Det eneste, der lige nu forhindrer mig i at blive vanvittig, er en voldsom mavepine. Jeg fandt endnu et rum, der var fyldt med gammelt ragelse:

Jeg ved ikke, hvad der var i de små flasker, men jeg drak noget af det. Jeg kan ikke huske hvor mange flasker, jeg tømte. Jeg var ude af stand til at tænke klart, og min krop skreg efter VAND. Den gule væske smagte ikke så dårligt. Var en smule grynet. Men kort tid efter fik jeg en mærkelig prikken eller stikken i maven -- som nu har udviklet sig til regulære smerter. Bare jeg ikke har forgiftet migselv.   

Lidt flere billeder fra dybet:

Jeg forsøger at overbevise migselv om, at jeg er en slags Indiana Jones på arkæologisk eventyr. Eller Lady Croft. Det er bare en dødssyg kælder, jeg ved det godt, men jeg har brug for en eller anden FØLELSE, som kan holde tørsten og sulten lidt i skak. Eller overdøve bevidstheden om -- o.s.v. Og samtidig går jeg rundt og kommer i tanker om alle mulige småting, som jeg skal huske at gøre, når jeg engang finder ud. Auktioner på nettet og emails og blomster, der skal vandes. Biblioteksbøger, der skal afleveres. Formodentlig er der tale om en form for bizar, psykologisk overlevelsesmekanisme. Potentielle biblioteksbøder er for nuværende - så afgjort - ikke mit største problem. Eller en udgået potteplante.

Kælderen - i øvrigt - ER virkelig kolonorm stor. Det er helt vildt imponerende -- og det giver mig grund til optimisme. Ingen bygger så stor en kælder uden at lave flere indgange. Og det vil sige udgange. Så det gælder bare om at finde en af dem. Into the belly of the beast -- and out of the demon's ass. 

Jeg er vågen, og jeg har sovet overraskende godt. Det er den gode melding. Jeg er OK. Drømte om den snak, jeg forleden havde med Brian og Pernille. "Vi bruger kun," sagde Brian, "cirka 10% af hjernen." De sidste 90%, blev vi enige om, er dér, hvor monstrene bor.

Mere bekymrende: Jeg er MEGET SULTEN, jeg er MEGET TØRSTIG, og efter at have hvilet har jeg nu mistet enhver form for tidsfornemmelse. Jeg forsøgte på et tidspunkt at tælle sekunder -- bare for at få en slags rytme tilbage i kroppen. Men uden held.

Forsøger at fokusere på PROJEKTET -- to get the hell out of here. En kop kaffe ville være godt. Den dér uvirkelighedsfølelse skræmmer mig lidt.

Jeg er så træt, så træt, og jeg har på fornemmelsen, at jeg er begyndt at gå i ring. Enten dét -- eller også er denne kælder meget større, end jeg havde forestillet mig. Jeg tror ikke, at jeg i min nuværende tilstand ville kunne finde tilbage til døren. Og desuden er den jo SMÆKKET. What a bummer. Hvor latterligt er det hér? På en skala fra 1 til 10?

Heldigvis har jeg lige fundet et kammer med en seng:

Eller: En slags seng. Det lugter mærkeligt sødt og lidt kvalmende herinde -- men lige nu, tror jeg, kunne jeg falde i søvn på spidsen af et søm. Er det stadig i dag, eller er det blevet i morgen? Whatever. Fra dybet: Godnat. 

Lækkert. Dagens dyr er disse:

-- som jeg har fundet i et rum hernede. En ulv, en slange og diverse ubestemmeligt kryb.  

Hvad er klokken? Jeg synes, jeg begynder at blive lidt sulten. For et par hjørner - 4-5-6-whatever - siden var der en smule lys, men nu er her bælgravende mørkt. Og den hér kælder begynder så småt at gå mig på nerverne.

Men her er et besynderligt fodaftryk, jeg på et tidspunkt kom forbi:

Fod på det hele! Jeps. Men hvilken vej skal man gå? Det føles som om, jeg snart har været hernede i flere timer. 

This sucks. Jeg havde ellers tænkt mig at gå i Blockbuster for at leje "The Reaping":

Jeg skulle ned i kælderen for at hente et par flasker vin til bord 13, Brixtofte-bordet -- og så kom jeg til at tage den forkerte dør. Og nu er den kraftedderme smækket bag mig:

Og jeg sidder på gulvet hernede og kan ikke komme ud. Jeg har forsøgt at sparke til døren og banke og bumle, men den rykker sig ikke en milimeter.

Hvor længe har jeg haft The Jiggly Room? To-og-et-halvt år? Tre år? Men hér har jeg aldrig været. Jeg anede faktisk ikke engang, at denne ekstra dør fandtes -- før, altså, at jeg var gået forkert. Jamen, det er jo bare helt kanon. Hvad gør jeg nu?

Jeg vil gå lidt længere frem:

-- og forsøge at finde en anden udgang. Hvis der går alt for lang tid, inden I hører fra mig igen, så send lige en eller anden. Please. Men forhåbentlig er jeg ganske snart back upstairs.

Pokkers til måde at skulle tilbringe en lørdag eftermiddag på.

Capac har postet et blog-indlæg, hvori han brokker sig over den danske adoption af Halloween -- og taler om kulturimperialisme.

Og det har han jo for så vidt ret i. Lidt. På en måde. Bortset fra, altså, at 1) Allehelgen jo har været her hele tiden. Eller hvordan man nu siger. (Og hver nat er hemmeligt Samhain.) Og 2) jeg ville - i stedet for kulturimperialisme - hellere tale om kulturudveksling. Men.

Halloween er - ligesom Mors dag og Fars dag og julen og påsken og så videre - noget gøgl, som driftige producenter (og producenternes ansatte) og forretningsdrivende (og de forretningsdrivendes ansatte) kan tjene penge på. Fætter BR og dén slags. Men jeg synes personligt, at det er en gevaldig fin tradition, og jeg er glad for, at vi har taget den til os.

Halloween er fastelavn, bare med mere fokus på DET ONDE. Engang, vistnok, handlede fastelavn også om ondskab - uddrivelsen af samme - men nu-om-stunder taler vi afgjort mere om, hvor helt urimeligt det er, at vi brænder VORTEDE HEKSE, end om hvor vigtigt det er, at vi får de VORTEDE HEKSE - dem inden-i - skudt af. Til Bloksbjerg. Blandt andet derfor, synes jeg, er det godt, at vi nu har fået Halloween.

Og jeg synes - min grund nummer to - at det er godt med et festligt indslag netop på denne tid af året, hvor mørket og kulden for alvor sætter ind.

Og jeg synes - nummer tre - at det er flot med alle de dér græskar. I gamle dage brugte vi - i Danmark - ikke græskar, men roer -- så hvis man p.g.a. anti-amerikanske følelser ikke bryder sig om græskarene, kan man bare købe nogle roer i stedet. Men de er sværere at udhule.

Og endelig: Jeg synes, det er helt kanon, at ORANGE endelig har fået en chance. I det offentlige rum. Orange - og jeg behøver selvfølgelig ikke skrive det - er ellers en af de farver, der har haft det lidt svært. Gul påske, rød jul -- og orange ind-i-mellem.

Halloween er i øvrigt bare en forkortelse for All-hallow-even, d.v.s. Allehelgensaften.

Politiken: "Hele 11 af Folketingets stole vil være besat af Ny Alliances kandidater efter det kommende valg. Det viser en ny meningsmåling Vilstrup har foretaget for Politiken. Målingen er den første, der præsenterer vælgernes dom over partierne, efter Ny Alliance i går offentliggjorde sin kandidatliste, der tæller en lang række kendte ansigter. [...] Dansk Folkeparti mister ifølge målingen fem mandater." Mere her.

Har modtaget følgende fra Nicolas Barbano:

***

I dag udkommer Sven-Ole Thorsens selvbiografi “Stærk mand i Hollywood”, som jeg er medforfatter af.

Bogen fortæller hele historien om den prisbelønnede danske bodybuilder, styrkeløfter, karatemester, skuespiller og stuntman, der har medvirket i omkring 100 film og tv-afsnit og hører blandt de 100 største boxoffice stjerner i både 1980’erne og 1990’erne – ingen dansk skuespiller, end ikke Viggo Mortensen, har nået så stort et biografpublikum som Sven-Ole Thorsen!

Sven-Ole Thorsen medvirker bl.a. i ”Conan the Barbarian”, ”Lethal Weapon”, ”Predator”, ”The Hunt for Red October”, ”Bram Stoker’s Dracula”, ”Dragon: The Bruce Lee Story”, “On Deadly Ground”, “Mallrats”, “The Quick and the Dead”, “George of the Jungle”, “The 13th Warrior”, “Gladiator”, “The Sum of All Fears”, “Charlie’s Angels: Full Throttle” og “Hidalgo”.

Bogen er på 256 sider, illustreret, og koster 299 kroner. Forlaget er Aschehoug.

***

Har modtaget nedenstående fra komponist Jexper Holmen:

***

Ensemblet Voz Nueva uropfører 'Berenice' på PLEX Musikteater tirsdag d. 30/10 kl. 20. Forestillingen gentages 11/11 kl. 21 og 12/11 kl. ca. 22 på Archauz (NB: nyt spillested i forhold til tidligere annonceret) i Århus, samt 24-25/2-2008 på Literaturhaus i København.

'Berenice' er en mini-opera over Edgar Allan Poes novelle af samme navn. Forestillingen forholder sig først og fremmest til det faktum, at fortælleren er så upålidelig og utroværdig, at det ikke er til at sige, hvad der egentlig foregår. Man ser intet, og er i stedet henvist til dette menneskes slørede og ufuldstændige beretning. Han modsiger sig selv i ét væk, påstår at lide af en mærkelig psykisk sygdom, får blackouts og snakker udenom i det uendelige. Musikken dykker ned i denne ustabile, uvisse tilstand; dramtiserer den og fortaber sig i den.

Der er stor forskel på at overvære forestillingen, alt efter om man har læst Poes novelle eller ej.. Har man ikke det, anbefales det varmt at vente med at læse den til bagefter.

*** 

Det har været længe undervejs, men nu er det her endelig: THE JIGGLY ROOMS DIVYAMETER -- og her er dagens måling:

TCM sender lige nu "Eye of the Devil" med Deborah Kerr og David Niven -- og jeg sidder og ser filmen, også selvom den - ærligt talt - ikke er særlig god. Men Sharon Tate:

-- is a complete knock-out i rollen som heksen, Odile de Caray. Billedet herover stammer fra "The Wrecking Crew". 

Uartika -- en update. Den 4. april sidste år efterlyste jeg her i bloggen en "grøn bog udgivet i en serie af grønne bøger", som Capac - ret fantastisk - identificerede som Akbar Del Piombo: "Paula".

I dag faldt jeg over bogen på QXL -- og jeg købte den straks:

For kun kr. 10,- Helt vildt. Det er - som det fremgår af billedet - en anden udgave end den, jeg oprindeligt ledte efter. Men det betyder mindre.

Romanens originaltitel, har jeg i mellemtiden fundet ud af, er "Paula the Piquose". Akbar Del Piombo - som jeg også nævnte forleden - er et pseudonym for multikunstneren Norman Rubington (og ikke William Burroughs, som Nansensgades Antikvariat påstår i deres katalog).

Note til migselv: Husk at læse disse to bøger, som handler om Olympia Press:

***

Modtaget med posten i dag: "Jazz From Hell", "Chunga's Revenge" og "Weasels Ripped My Flesh / Orchestral Favorites". Min Frank Zappa-CD-samling fylder nu så meget:

Men jeg mangler stadig - bl.a. - "Civilization Phase III". 

Det er fredag, og Ny Alliance - på mit TV - er i fuld gang med at præsentere partiets kandidater til det kommende valg. I formiddags var jeg hos lægen, Allan, som SKAR MIG I NAKKEN MED EN KNIV:

-- hvorefter jeg tog på arbejde. Og trak et spor af BLOD tværs over byen.

Og til sidst - før det blev nu - kørte Brian mig hjem, og vi drak en kop kaffe og snakkede lidt om kunst. Tak til Brian.

Er blevet færdig med at læse "Dødens kemi" og overvejer, om jeg gider at gå på biblioteket for at låne nogle flere krimier.

Dagens dyr er Kristian og Karoline:

-- de to kattekillinger, som bor på gården ved siden af min arbejdsplads.  

Flyttet fra kommentarsporet:

Nå. Jeg kan stadig ikke logge ind via min arbejds-PC -- SMARTLOG-SUPPORT, SÅ TAG JER DOG SAMMEN! -- men kan - da - bare skrive i kommentarsporet. I stedet for. Philip (http://subrosa.smartlog.dk) bliver ved med at snakke om "Dumas-klubben", og hver gang, han nævner bogen, trækker det lidt i mit bibliofile væv. Og min samler-kirtel bliver stimuleret.

I dag - således - har jeg købt (endnu) en Sade-bog, som jeg faldt over på eBay. Sælgeren vidste ikke rigtig, hvad det var for en bog, så det var sparsomt med oplysninger -- og JEG ved (derfor) sådan set heller ikke, hvad det er, jeg har købt. Men jeg TROR, at det er en facsimile-udgave af (uddrag af) dette værk: Marquis de Sade: "Histoire de Juliette. Ou les Prospérités du Vice. Illustrée de soixante Gravures sur Acier. Tome premier [- Tome sixième]. 6 vols. En Hollande, 1797 [this is Bruxelles, around 1876 or Amsterdam, Brancart, around 1885]. 12vo. Each volume with 2 pp. and: 371 pp.; 360 pp.; 357 pp.; 371 pp.; 369 pp.; 352 pp. and 60 copper engravings. Half maroquin with title on spine, top edge gilt. Spines decorated with an erotic illustration in guilt; it depicts a flying, ejaculating penis. Rare and beautiful edition with very explicit engravings after the original edition. Following Dutel, it was published around 1876 in Bruxelles or 10 years later by Brancart. Pia assumes a date around 1865 and Duprilot dates around 1880 with Gay & Doucé as publishers. It seems, that in each case it is always the same edition, because both Duprilot and Dutel refer to the editon described by Pia. Dutel has the engravings on Vélin, Pia and Duprilot have the plates on China, like in our copy. It can be assumed that the plates were simply printed on two different papers." Det citerede er fra beskrivelsen af en udgave, som kan købes - hvis man har KAPITAL - via abebooks.com. Salgsprisen er kr. 16.046, 81. Plus porto.

Dagens Zappa - for vi er stadig i Halloween-mode - er "Cheepnis" fra "Roxy & Elsewhere".

Zappa says:

***

I love monster movies, I simply adore monster movies, And the cheaper they are, the better they are. And cheepnis in the case of a monster movie has nothing to do with the budget of the film, although it helps. But true cheepnis is exemplified by visible nylon strings attached to the jaw of a giant spider. I'll tell you, a good one that I saw one time, I think the name of the film was It conquered the world. And the ... Did you ever see that one? The monster looks sort of like an inverted ice-cream corn with teeth around the bottom. It looks like a, like a teepee or a sort of a rounded off pup-tent affair. And ah, it's got fangs on the base of it, I don't know why but it's a very threatening sight. And then he's got a frown and, you know, ugly mouth and everything, And there's this one scene where the ah monster is coming out of a cave. See? There's always a scene where they come out of a cave, at least once. And the rest of the cast ... it musta been made around the 1950's. The lapels are about like that wide, The ties are about that wide and about this short, And they always have a little revolver that they're gonna shoot the monster with. And there is always a girl who falls down and twists her ankle. Hey hey! Of course there is! You know how they are, the weaker sex and everything, Twisting their ankle on behalf of a little ice-cream corn. Well in this particular scene, In this scene folks, they ah, they didn't wanna re-take it 'cause it musta been so good they wanted to keep it, but they... When the monster came out of the cave, just over on the left hand side of the screen you can see about this much two-by-four attached to the bottom of the Thing as the guy is pushing it out, And then obviously off-camera somebody's goin': No! Get it back! ...and they drag it back just a little bit as the guy is goin': KCH! KCH! Now that's cheepnis.

Right. And this is cheepnis here: One two three four ...

I ate a hot dog

It tasted real good

Then I watched a movie

From Hollywood

Little Miss Muffett on a squat by me

Took a turn around, I said: Can y'all see?

The little strings on the Giant Spider?

The Zipper From The Black Lagoon?

The vents by the tanks where the bubbles go up?

(And the flaps on the side of the moon)

The jelly & paint on the 40 watt bulb

They use when the slime droozle off

The rumples & the wrinkles in the cardboard rock

And the canvas of the cave is too soft

The suits & the hats & the tie's too wide

And too short for the scientist man

The chemistry lady with the roll-away mind

And the monster just ate Japan

Ladies and gentlemen

The monster

Which the peasants in this area call FRUNOBULAX

(Apparently a very large poodle dog)

Has just been seen approaching The Power Plant

Bullets can't stop it

Rockets can't stop it

We may have to use NUCLEAR FORCE!

HERE COMES THAT POODLE DOG!

BIG AS A BLIMP WITH A RHINESTONE COLLAR

SNAPPIN' OFF THE TREES

LIKE THEY WAS BONSAI'D ORNAMENTS ON A

DRY-WOBBLE LANDSCAPE

KEEP IT AWAY! DON'T LET THE POODLE BITE ME!

WE CAN'T LET IT REPRODUCE! OH!

SOMEBODY GET OUT THE PANTS!

The National Guard has formed up at the base

of the mountain

And is attempting to lure the enormous poodle

towards the cave

Where they hope to destroy it with napalm

A thousand of the troopers are now lined up

and are calling to the monster ...

Here Fido

Here Fido

Here Fido

GOT A GREAT BIG SLIMEY THING

GOT A GREAT BIG HEAVY THING

GOT A GREAT BIG POODLE THING

GOT A GREAT BIG HAIRY THING

C'mon! Everybody! Let's go!

Get the distilled water! Get the canned goods!

Get the toilet paper! You know we need it!

GO TO DA SHELTER

MY BABY, MY BABY

GO TO DA SHELTER

GO TO DA SHELTER

Little Miss Muffett on a squat by me

Can ya see the little string danglin' down

Makes the legs go wabble an' the mouth flop shut

An' the HORRIBLE EYE, HORRIBLE EYE, HORRIBLE EYE

Go rollin' around

Can y'see it all

Can y'see it from here

Can y'laugh till yer weak on yer knees

If you can't, I'm sorry 'cause that's

all I wanna know

I need a little more cheepnis please

Baby, I'm sorry 'cause it's all I wanna know

I need a little more cheepnis please

Baby, I'm sorry 'cause it's all I wanna know

I need a little more cheepnis please

***

Ane har forladt mig. Læs mere om årsagen her. Og jeg er - derfor - alene hjemme. Frem til søndag aften.

Anne-Marie har meget venligt sendt mig en signeret mini-plakat:

-- en reklame for hendes nye roman, "Gudernes tusmørke". Tak til Anne-Marie. Den er jeg meget glad for, og jeg vil straks ramme den ind og hænge den op.

I morgen formiddag skal jeg en tur til lægen, og i morgen eftermiddag skal jeg arbejde -- men derudover har jeg ingen planer for de næste dage. Måske, hvis jeg ikke kan finde på andet, vil jeg overveje at aflægge nabokonen et besøg:

Ups. Som man siger.

Ellers ikke meget nyt. Har købt et eksemplar af Zappa: "You Can't Do That On Stage Anymore Vol. 2" -- for jeg blev nødt til det. Det gjorde jeg altså. Jeg faldt over et meget billigt eksemplar.

Og på vej hjem fra arbejde - i bussen - læste jeg i dag et ganske kort essay om termodynamik, evighedsmaskiner og Markis de Sades forfatterskab.

Og således lykkedes det mig at få skrevet et indlæg, som jeg ikke bare - nu - kan tagge "amvo", men søreme også både "zappa" og "sade". De er alle kommet i udmærket selskab. Synes jeg.

Endnu en forespørgsel. Er der nogen, der har set denne film:

Roger Vadims "Le vice et la vertu" (1963) -- og findes den på DVD?

Hvis jeg havde $999,- + porto, ville jeg selvfølgelig købe det:

"Original Mummified Head of The Marquis de Sade -- HAUNTED AND CURSED!" Sat til salg på eBay.

Jeg har to spørgsmål:

1. Er der nogen af jer, der kender denne tegneserie:

-- som hedder "Alley Cat"? Og i så fald: Findes den som samle-album(s), eller er man nødt til at købe den hæfte-vis?

Og 2. Er denne Doctor Who-historie:

-- som hedder "The Man in The Velvet Mask", også lavet som TV-afsnit? Eller findes den kun som bog? 

Så er valget udskrevet. Megafon - så vidt jeg kan forstå - giver som udgangspunkt Fogh, Bendtsen og Kjærsgaard et forspring -- men Fogh klarede sig dårligt i aftenens partileder-runde, og Thorning og Vestager ligner, synes jeg, en ret dynamisk duo.

Kristendemokraternes Bodil Kornbek var - lidt overraskende - nok den, der fik mest ud af den første partileder-debat. Hun langede heftigt ud efter Foghs håndtering af sagen om børnene i asyl-lejrene, og for én gangs skyld virkede Fogh faktisk en lille smule rystet.

Og Thorning har indtil videre vist sig opgaven moden.

Det bliver et meget spændende valg. Nyt tag tilføjet: valg.

Ny bog om Markis de Sade. Har modtaget nedenstående pressemeddelelse fra Maurice Schuhmann, Otto-Suhr-Institut, Freie Universität, Berlin:

***

Maurice Schuhmann: Lust and Freedom.
 Marquis de Sade and Max Stirner. A Comparison of Their Ideas of Freedom

In the works of the infamous writer, the Marquis de Sade (1740-1814), and those of the German Young Hegelian Max Stirner (1806-1856), the idea of individual freedom has been thought through radically to its last consequences. Their similarity in a existentialist conception of individuality which continues to provoke today has been thematised frequently during the last one hundred years by philosophers, writers as well as psychologists without, however, undergoing thorough investigation. The work in hand depicts that often postulated congruence systematically for the first time, providing critical analysis and confrontation of their thought by means of six select categories. Its results therefore yield a fresh approach to the work of both thinkers which today seems more relevant than ever before the backdrop of increasing individualisation. Hence, the study also points out the potential of the experiments in thought undertaken by those two writers in the context of an analysis of current societal changes during the course of which individualisation is increasingly felt to be a threat.

Diplom-Politologe Maurice Schuhmann, born in 1978, is currently writing his doctoral thesis at the Otto-Suhr-Institut of Freie Universität, Berlin, about the concept of indivuduality in the Marquis de Sade, Max Stirner and Friedrich Nietzsche. He is co-founder and chair of the Max Stirner society. His study is based on the results of his 2005 dissertation which has been altered and supplemented extensively fort he purpose of this publication.

Maurice Schuhmann: Die Lust und die Freiheit. Marquis de Sade und Max Stirner – Ihr Freiheitsbegriff im Vergleich, Karin Kramer Verlag Berlin 2007, 144 Seiten mit 8 Abbildungen, Personen-und Schlagwortregister sowie Kurzbiographien von Max Stirner und Marquis de Sade, € 12,80 , ISBN: 987-3-87956-398-X.

Contact and further information: www.m-schuhmann.de.vu

Hep! Se nogle af Brians flotte malerier her.

Gotta love that shop:

Det er, er jeg stolt over at kunne meddele, nu mere end 24 timer siden, jeg sidst har købt en Frank Zappa-CD. 

Da jeg kastede mig ud i det hér Zappa-projekt, var det med en HEMMELIG AGENDA -- ud over lysten til at høre og genhøre og fordybe mig i Zappas egen musik. Jeg tænkte og håbede, at Zappa ville være en god medicin mod den musikalske forstoppelse, som jeg - åbenbart - havde oparbejdet. I ørerne eller i hovedet eller i hjertet -- eller hvor den nu sad. Og stadig - men i mindre grad - sidder.

For Zappa HAR hjulpet. Varèse, som jeg på det sidste (også) har lyttet en del til, hørte jeg også før. Eller hvad jeg nu skal sige. Så han tæller ikke rigtig. Men Zappa har blandt andet give mig lyst til at lytte til Webern, og han har givet mig ny lyst til at lytte til Stravinskij -- og måske allermest signifikant: I dag har jeg hørt hele denne dobbelt-CD:

-- med uddrag, bl.a., af "Laser og pjalter". Udgivelsen kan købes for kun kr. 29,- + porto via CDklassisk.dk. Weill og Brecht er sædvanligvis ikke - eller plejede ikke at være - min kop te, men i dag - med Zappa i baghovedet - lød det hele ligesom anderledes. Og mere mig-vedkommende.

Den ultimative test, tror jeg, må være Gershwin. Blot en strøtanke. Jeg kan ikke udstå Gershwin, og jeg ejer ikke en eneste Gershwin-CD. Fordi jeg ikke kan udstå ham.

Men her er et billede af mig -- inspireret af et foto, søster Gitte havde postet i sin blog. Men nu er det tilsyneladende forsvundet.

Halloween is a-coming. Billedet stammer fra dengang, jeg blev brugt som madding i Helvede.

"Suspiria", den amerikanske trailer.

Og her er denne fyrs kommentarer til "Inferno".

Musikken til "Inferno" er, som det bliver sagt i klippet, komponeret af Keith Emerson.

Bare nogle billeder af min Sade-samling -- eller dele af den:

Billeder af bøger er jo altid godt.  

Dagens slags damer er de virkelige freaks: De, der ser ud, som ingen ser ud. Altså: Som stort set ingen - statistisk - normale mennesker går rundt og ser ud, så skinnende højglanspolerede og uden en plet eller rynke. Eller en bums. Og med hvide, hvide tænder.

Her er en af slagsen:

Frank Zappa: "I have an important message to deliver ... To all of you cute people all over the world: Hey, if you are out there and you're cute ... maybe you are beautiful. I just wanna tell you this. There are more of us ugly mother fuckers than you ... so watch out ... "

Kvinden på billedet er vel nok verdens - næst efter Jenna Jameson - mest berømte, nulevende pornostjerne, Jesse Jane.

Har netop modtaget følgende pressemeddelelse fra Digital Playground:

***

Digital Playground's Jesse Jane® was named 'Best U.S. Actress' at the Venus Award Show in Berlin, Germany. Jesse was very excited to receive the honor for the 2nd time. Amidst a mostly German speaking audience, Jesse said, "I'm very honored to receive this award again. I didn't expect it. I'm so thankful to Samantha Lewis, Joone, Robby D., Digital Playground and to all my fans for your support. I love y'all." The award reflects Jesse's body of work in the last year, which includes starring roles in Hush, Jesse Jane: Image, Jesse's Juice, Jesse in Pink, Naked Aces 2, Jesse Jane: Sexual Freak HD, Island Fever 4 HD and Babysitters.

All titles are produced and distributed by Digital Playground and are available online or at a retail outlet near you.

To view trailers or box art, visit at http://www.DigitalPlayground.com

*** 

The Jiggly Room ønsker til lykke. 

Modtaget med posten i dag: "Sade's Way". 

Her er mit bidrag til det tidligere omtalte hæfte om Argento.

Jeg er ikke helt sikker på, at teksten, der følger herunder, er fuldstændig identisk med den, der blev trykt i hæftet -- og det kan godt være, at der er enkelte fejl. Og kursiver o.s.v. er forsvundet. Jeg har endvidere ombrudt teksten, så den er nemmere at læse på en skærm.

***

ARGENTO OG MIG

Den første gang jeg så en Dario Argento-film, flygtede jeg bort, ikke skrigende, men stærkt foruroliget. Jeg var 16-17 år gammel, og sammen med en god ven havde jeg været på den lokale tank for at leje tre videofilm til en ’sikker søndag’, som vi plejede vi at kalde det, – og Opera var iblandt dem. Vi anede ikke, hvad filmen handlede om, og vi havde aldrig hørt om Dario Argento; vi ku bare godt li omslaget.

Fordi alt ved filmen var ukendt – og måske fordi den ovenikøbet var italiensk, det fremgik af navnene – var det den sidste film, der røg i maskinen. Engang langt over midnat nåede vi frem til scenen, hvor Stefan får en kniv gennem halsen, hvorefter jeg undskyldte mig, tog min jakke og gik. Jeg husker det stadig, for det var et nederlag. Når unge mænd er sammen, bør intet være for meget. Og når noget alligevel er det, bør man ikke indrømme noget.

Jeg ved ikke, om min ven gennemskuede min forklaring – jeg sagde, jeg skulle hjem og lave lektier – men under alle omstændigheder følte jeg mig som en kujon. Som en undskyldning, for jeg føler stadig, jeg har brug for at undskylde, kunne jeg tænke mig at anføre, at Opera er en grusom film, og at jeg heller aldrig siden har set noget, der kunne måle sig i intensitet eller modbydelighed med den omtalte scene.

Opera gav mig ikke mareridt bagefter. De eneste to film, der nogensinde har givet mig mareridt, er Westworld med Yul Brynner som den sortklædte robot Gunslinger og gyserkomedien Freddy’s Dead – og for en, der har set begge film, vil sammenhængen ikke være svær at forklare.

Opera er – som alle Argentos film – en meget kompleks og manieret film, meta-refererende og kommenterende, og fremfor blot at forholde mig (eventuelt afvisende) til det fysiske ubehag, jeg følte, kan man måske sige, at jeg konverterede dette ubehag til en form for interesse. Jeg har aldrig været i stand til at opdyrke en interessere for de rent praktiske forhold i forbindelse med produktion af film, filmtyper, kameraer og den slags, ligesom jeg heller ikke interesserer mig for instruktører eller skuespillere som privatpersoner. Af mangel på et bedre udtryk, vil jeg vælge at kalde min tilgang filosofisk, ikke for at postulere nogen form for dybde, men blot for at antyde dens retning. Ydermere, bør måske jeg tilføje, er min interesse eksklusiv og omfatter slet ikke filmen som kunstart i al almindelighed.

Dario Argento blev mit første møde med Filmen med stort, og Argentos film – de bedste iblandt dem – er de film, der har gjort størst og mest blivende indtryk på mig. Kun Jean-Luc Godard, som jeg senere stiftede bekendtskab med, har optaget mig tilsvarende. Derfor er det heller ikke uforståeligt, at jeg i nogen grad simpelthen identificerer filmkunsten med Argento (på samme måde, måske, som rigtig kærlighed undertiden identificeres med den første skolekæreste), og at jeg omgåes ham med taknemmelighed. Min holdning til Argentos film, selv de dårligste af dem, hvoraf mindst et par er deciderede katastrofer, er altid generøs – hvilket selvsagt ville gøre mig til en dårlig anmelder, men ikke nødvendigvis gør mig til en dårlig (i ordets egentlige betydning) kritiker. Den første kærlighed gør blind, som man siger, – men man bør tilføje: efter nogen tid er det for det meste konen, der bedst ser mandens fejl. Blot påpeger hun dem ikke i fuld offentlighed.

Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at ingenting er så meget film for mig som introen til Phenomena, den første Argento-film jeg købte på video. At jeg ikke valgte – som man måske ville have forventet – simpelthen at holde mig væk fra Argentos film, eftersom den første havde forekommet mig så modbydelig, skyldtes givetvis et sammenrend af årsager, hvortil jeg nok må lægge en vis perversion hos migselv. Jeg forstår udemærket, hvad Argento mener, når han i et interview siger, at ”I remember the first time I read Poe was when I was ten years old, and naturally it was the first weird, strange thing I had read in my life. When you are very young and you read something like this, something changes in your life. You are still normal, but you become curious to know about terrifying things.”

Helt afgørende var det, at min interesse blev faciliteret af Thomas Rostocks mange Argento-artikler i det nu hedengangne filmblad Inferno. Jeg læste og gen-læste dem alle adskillige gange, og jeg skylder Rostock (som jeg ikke kender personligt) en stor tak for den indflydelse, disse artikler havde på mig. Thomas Rostock var også manden, der gennem en fælles bekendt skaffede mig mine første eksemplarer af Profondo Rosso, Suspiria og Tenebre. I Inferno læste jeg en omtale af Maitland MacDonaghs fremragende bog om Argentos værk, Broken Mirrors / Broken Minds, og jeg bestilte den straks, ventede utålmodigt og nærmest slugte den, da den endelig ankom.

Sidenhen besøgte jeg Argento-’museet’ Profondo Rosso i Rom, fik mulighed for at tale med Luigi Cozzi (og for at røre ved en af hjelmene fra The Church), og det var en næsten religiøs oplevelse for mig. En smule fortumlet gik jeg vild i Rom bagefter og endte midt i en stor menneskemængde på Peterspladsen. Kun langsomt gik det op for mig, at paven også var til stede oppe på balkonen, – og da han efterfølgende forlod os, og det pavelige orkester på pladsen derpå straks gav sig til at spille temaet fra The Pink Panther, blev jeg overvældet af en følelse af uvirkelighed.

Noget lignende skete for to år siden, da jeg var så heldig at være tilbage i Rom, mens Non ho sonno stadig gik i biograferne. Jeg gik til en eftermiddagsforevisning, og vi var kun 6 mennesker til stede i biografen: Jegselv, der med mit uplejede, danske skæg og min læderjakke mest af alt må ha lignet en terrorist, 4 fnisende skolepiger og en ældre, gråsprængt og meget velklædt romersk herre, der tilbragte tiden, inden filmen gik i gang, med at gennemgå referatet fra det sidste bestyrelsesmøde i banken. I hvert fald forestillede jeg mig, at det var det, han gjorde, inden han igen lagde papirerne tilbage i attachémappen. Da jeg kom ud fra mørket bagefter, havde byen forandret sig. Det var som om, Rom med ét havde mistet sin historie; alting var bare tilstede – og fuld af muligheder for frygtelige ting.

En anden vigtig forudsætning for min interesse for Argento var mine drengeårs store optagethed – for ikke at sige besættelse – af Conan Doyles Sherlock Holmes.

Hvis Conan Doyle og Holmes er – jvf. min brors artikel om La sindrome di Stendhal senere i dette hæfte – metode i galskaben, ”hvor rationaliteten ender med at opløse mysteriet og så at sige føre bevis for sig selv,” så var og er Argento, som min bror konstaterer, galskaben i metoden. Præmissen for Sherloch Holmes’ detektiviske arbejde er altid, at skurkene opfører sig rationelt, d.v.s. at de agerer på baggrund af motiver, som er potentielle motiver for os alle; grådighed, hævntørst, forurettethed o.s.v. Holmes’ credo: ”Once you have eliminated the impossible, whatever remains, however improbable, must be the case,” er emblematisk ikke blot for Holmes’ indstilling, men osse for hvad man måske kunne slippe afsted med at kalde den Conan Doyle’ske æstetik; en æstetik, der søger fornuften eller logikken, bevæggrundene, anvendeligheden, sammenhængen.

Den traditionelle fremstilling af en kriminal-historie (hvorved vi netop forstår en fremstilling, der er i den Conan Doyle’ske tradition) er gennem plot-udvikling og personkarakteristikker, idet – nb – personkarakteristikkerne genererer plottet, og personerne karakteriseres som drevet af rationelt begribelige motiver. Detektiven eller politimanden opklarer (bogstaveligt: kaster lys over) sagen ved at tilbageføre handlinger til motiver, vi alle kan forstå og acceptere.

Således ikke hos Dario Argento, eller hos Argentos store forbillede, Edgar Allan Poe. Det er ikke opklaringsarbejdet eller udredningen af plottet, der er drivkraften hos Poe; det er de ekspressive beskrivelser af, hvordan dette eller hint påvirker de enkelte personer, og hvorledes selv tilsyneladende ubetydeligheder kan ressonere (ofte voldsomt) i disse personer, – idet vi således gennem beskrivelserne får et billede af personernes psykologiske tilstand. Forskellen er mere end blot forskellen på eksempelvis ydre og indre beskrivelse, realistisk og psykologisk, eller hvordan man nu vil vælge at udtrykke det. Som Argento selv udtrykker det i det interview, man kan læse i Maitland MacDonaghs bog: ” Motivation doesn’t matter to me very much. Yes, there’s some motivation for what the characters do, but mostly I’m interested in seeing what goes on in people’s minds ... the psychology.” Og derpå: ”I like Sherlock Holmes very much. People think he’s all about rationality, but his methods aren’t rational at all [...] In movies Sherlock Holmes is always in control, but that’s wrong. He’s someone with real problems” (s. 237 – 238).

Til det ”æstetiske forhold,” som min bror vælger at udtrykke det, ”svarer et filosofisk,” nemlig en kritik af den traditionelle kriminalfortællings (alt for) simple psykologi. De agerende hos Argento – som hos Poe – handler ganske vist af grunde, naturligvis, men grundene kan forekomme besynderlige, hyllet i privat mørke, og de lader sig kun vanskeligt udrede. Argentos æstetik er på én og samme gang tilsvarende og helt anderledes en Conan Doyles, for selvom det osse hos Argento er de agerendes personlige bevæggrunde og psykologi, der driver ’plottet’, og selvom Argento som oftest i sine film indledningsvis sætter det traditionelt detektiviske som mål, at kaste lys over hvad der egentlig skete, så ender han – fordi psykologien er en anden – et helt andet sted, ikke i lys, men i mørke.

I Tenebre, der måske er Argentos hidtil mest velllykkede film, og som er instruktørens mest indlysende kommentar til Conan Doyle, opdager vi, der har fulgt protagonisten under opklaringsarbejdet, at vi i virkeligheden gik vild; først for sent gennemskuede vi vores fejltagelse, – og selvom vi nok bagefter in retro kan tillægge morderen rationelle motiver, ender rationaliteten ikke med ”at opløse mysteriet og så at sige føre bevis for sig selv”. Med en lidt kringlet og upræcis formulering: Hos Argento gælder det, at når alt er forklaret (rationelt), er ingenting forklaret, for der er et klart misforhold mellem forklaringernes simpelhed og karaktér af generelle løsener og det, der således påstås at være forklaret, morderens overkill.

Argentos kriminelle – og i Argentos film er alle (potentielle) kriminelle – er ikke drevet af rationelle motiver, men af irrationelle impulser, af perverteret lyst. Edgar Allan Poe skriver i The Imp of the Perverse (1850): ”Induction, à posteriori, would have brought phrenology to admit, as an innate and primitive principle of human action, a paradoxical something, which we may call perverseness, for want of a more characteristic term. In the sense I intend, it is, in fact, a mobile without motive, a motive not motivirt.” Hos Dario Argento hedder det ganske enkelt, at ”Perversity is one of the prime impulses of the heart” (Rod Usher i Two Evil Eyes).

Den perverse lyst er en – jvf. Poe-citatet – ikke-reducérbar bevæger, et motiv-i-sig-selv, og den er stærkere end fornuften. For så vidt er Argentos rationalitetskritik hverken ny eller original. Når filmene virker så stærkt, som de gør, og når de er så uhyggelige, som de er, skyldes det blandt andet, at Argento fremfor at forfalde til rendyrket irrationalisme så at sige lader det Conan Doyle’ske vekselvirke med det Poe’ske. Havde jeg været en skarpere tænker, end tilfældet er, ville jeg formodentlig ha været i stand til at udtrykke dette tydeligere og mere korrekt. Argento vender ikke ryggen til den Conan Doyle’ske æstetik, men bebor den og undergraver den indefra. På ét plan spiller han på vore forventninger og kommenterer, ironiserer og gør nar af dem (og af os), idet han i ryk lader det egentlige, underliggende komme til syne, – som når man pludselig ser rødt.

Argentos film-æstetik er pervers, og den kan karakteriseres ved opremsning af en række perverse praksisser og psykiske lidelser: Sadisme, voyeurisme, fetishisme, gentagelsestvang, kastraktionsangst o.s.v. Listen beskriver personerne i Argentos film, men den beskriver osse filmenes form; det rastløse, lurende kamera, den intense fokusering på objekter, den til tider nærmest maniske spejling eller fordobling af personer, ting og handlingsforløb. Der er overensstemmelse mellem form og indhold.

Hvis jeg skal symptomalaflæse migselv, vil jeg gætte på, at ikke mindst Argentos sadisme har virket tiltrækkende på mig, – og hermed hentyder jeg ikke de mange mord eller volden, men til Argentos anal-sadistiske tilgang til filmen som medie og til filmens mange konventioner. Ole Andkjær Olson og Simo Køppe skriver om begrebet om det anale, at ”Det [barnet] vil pludselig ikke sidde på potte, når forældrene ønsker det, og hvis det tvinges, kommer der alligevel ikke noget ud af det.” Og de fortsætter: ”De sadistiske driftsmål dannes efter det samme mønster: Barnet vil ikke blot bestemme over andre. Det vil eje dem, dominere dem og slå og straffe dem [ ... ] ja, egentlig vil det ’skide på dem’” (s. 373).

Argento forekommer mig så udpræget at være en sådan kunstner, der ikke vil ”sidde på potte”, men som ønsker i ét og alt at dominere og eje – ikke de andre, men det andet, værket. Dario Argento er som få andre, nulevende filmkunstnere en sand auteur, og Argentos film er Argento-film. Jeg kan identificere mig med dette behov for med vold og magt at tilegne sig, og det (i denne henseende nødvendige) destruktive spiller en rolle hos stort set alle de kunstnere, jeg i øvrigt selv sætter pris på.

Hvor pudsigt det end må virke, vil jeg tillade mig osse at nævne Argentos fascination af tænder. Det er en detalje, der ofte nævnes i forbifarten i forbindelse med gennemgange af Argentos film: At flere af dem, heriblandt Profondo Rosso, La sindrome di Stendhal og Non ho sonno, indholder scener, hvori en eller anden uheldig får smadret sit tandsæt. I Profondo Rosso får et offer hakket tænderne ned i kanten på et badekar, og i Non ho sonno er det ind i en mur. I La sindrome di Stendhal er det hovedpersonen Anna, der slår tænderne ned i gulvet. I særdeleshed for en person som mig, der lider af en unaturlig angst med hensyn til alting dentalt, er disse scener rædselsfulde. Selv efter at have set filmene mange gange, spoler jeg stadig forbi.

Ganske indlysende ’handler’ denne optagethed af og straffeaktion mod tænder slet ikke om tænder, men om noget andet. I sin bog Drømmetydning skriver Freud om ’tandstimulus-drømme”, at drivkraften bag sådanne ”hos mænd ikke var andet end pubertetsperiodens masturbationslyster” (s. 309). Omend scenerne i Argentos film ikke handler om tand-stimulation, må det være rimeligt at antage, at den psykiske binding er af seksuel karaktér, og det er naturligvis svært ikke at se – jvf. begrebet vagina dentata – ødelæggelsen af tænder som et udslag af kastraktionsangst. Da vi første gang møder Anna i La sindrome di Stendhal, forekommer hun at være en endog meget kvindelig figur, men efterhånden som filmen skrider frem, fremstår hun mere og mere som en person med en diffus køns-identitet. Første gang hun vakler – helt bogstaveligt – er i forbindelse med episoden på museet, hvor hun falder med tænderne ned i stengulvet. Hvis tænder i Argentos film repræsenterer det farlige ved kvinder, ie. deres evner til at opsluge og kastrere mænd, og hvis vi antager – som mange kritikere af Argentos film gør – at Argento i nogen grad simpelthen identificerer det farlige ved kvinder med kvinder som sådan, så afvæbnes Annas kvindelighed, – og dermed bliver hun (og må forstå sigselv som) mindre kvindelig, mere androgyn.

Jeg efterlyser hermed nogle seriøse analyser af tænders betydning hos Argento, gerne under inddragelse af Poes novelle Berenice (1835): ” ... and from it, with a rattling sound, there rolled out some instruments of dental surgery, intermingled with thirty-two small, white and ivory-looking substances that were scattered to and fro about the floor.”

Argentos væsentlige værker kan groft inddeles i to kategorier, henholdsvis giallo-film (som eksempelvis Profondo Rosso og Tenebre) og okkulte gysere (som Suspiria og Inferno). Giallo-begrebet forklares i Martin Weinreichs artikel i dette hæfte.

Som nævnt var Phenomena (1984) den første Argento-film, jeg selv købte og ejede på video, – og Phenomena er en film midt-i-mellem. Filmografisk falder den mellem to af instruktørens hovedværker, Tenebre fra 1982 og Opera fra 1987, og genremæssigt er Phenomena, som Maitland McDonagh udtrykker det, ”a giallo with paranormal (if not quite supernatural) underpinnings” (s. 187). Det er absolut venligt, når McDonagh om filmens ”excess of plot elements” anfører, at de er ”a little difficult to deal with”: ”There is telepathic communication and – further – telepathic communication with insects. There are both a psychopathic killer and a mutated monster, conflated into one all-purpose bogeyman. There is the academy full of vicious schoolgirls and the terminally weird staff: Mrs. Bruckner – who was raped by a deformed lunatic and bore his dreadful child – and a chic headmistress, who is improbably convinced that Jennifer’s sleepwalking is a sign of incipient insanity or demonic possession. A cripled doctor and his simian companion, a chamber of horrors and a policeman in chains, a lunatic asylum located somewhere in the ninth circle of hell and a boarding school in the ’Swiss Transylvania’” (s. 188).

Hvis La sindrome di Stendhal – uden sammenligning i øvrigt – er Argentos Vertigo, og Opera er Rear Window, så er Phenomena Argentos North by Northwest; en rablende film, hvori stort set alle instruktørens gennemgående temaer sættes i spil, uden at det på noget tidspunkt bliver til ret meget mere end for sjov. Filmskribenten Jonathan Ross skriver ligefrem, at ”It’s the only one of Argento’s films in which the more implausible aspects of the story overwhelm his visual skills to the extent that the film is actually laughable” (s. 261). For mig blev den og er den imidlertid forblevet noget særligt; en slags total-indgang til Argentos filmiske univers.

Phenomena er en vildt refererende film, og – som Christian Braad Thomsen skriver om North by Northwest – ”en uddtømmelige selskabsleg” (s. 209) for fans. Hvem kan finde flest henvisninger? Aben stammer fra Poes The Murders In The Rue Morgue, og pigeskolen giver mindelser om balletskolen i Suspiria. Koblingen mellem genetik og kriminalitet findes osse i Il Gatto a Nove Code. Drabet på den danske pige allerførst i filmen er (endnu) et eksempel på et billede, Argento har dyrket gennem hele sin produktion: Med ansigtet mod ruden og med ansigtet gennem ruden; begæret efter at se for at vide – og hvor det fører hen. Osse i Profondo Rosso hentydes der til telepatisk kontakt med insekter, og Argento har ligefrem lavet en film, der hedder Fire fluer (Quattro Mosche di Velluto Grigio). Jeg har selv tilbragt ganske meget af min ungdom med at løbe rundt med et insekt-net på lokale enge, og jeg forstår derfor udmærket relevansen af Dr. John MacGregors spørgsmål i Phenomena: ”What is the association between insects and the human soul?” Fremført i en Argento-film er det ikke noget ufarligt spørgsmål.

Den franske entomolog J.H. Fabre efterlyser i sit dybt fascinerende (og især for en argentolog helt vidunderlige) værk om Instinktets Mysterier af hos Insekter og Edderkopper ”et entomologisk Laboratorium, bestemt ikke til Studiet af døde Dyr i Alkohol, men til Studiet af det levende Instinkt, et Laboratorium, der til Genstand for sine Undersøgelser har de levende Dyrs Instinkter,” bl.a. med henblik på at ”fastslaa ved Forsøg Skellinien mellem Forstand og Instinkt” (s. 17).

Jeg vil tillade mig en analytisk tilbagelænethed og påstå, at Argentos værk, herunder Phenomena, i en vis forstand er et sådan ”Laboratorium”, – idet det, der hos Fabre kaldes instinkt, hos Argento er perversion, ”one of the prime impulses of the heart.” Insekterne repræsenterer det perverse og irrationelle. Beelzebub, som i Det nye Testamente er et navn for Djævelen, betyder fluernes herre. Spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt telepatisk at kommunikere med insekter, så de kan kontrolleres, bliver da til spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at rationalisere med det irrationelle og at få det tæmmet. Jennifer i Phenomena kan gøre det, tilsyneladende, og i den henseende er filmen overraskende optimistisk, al volden til trods. Men hun er atypisk. I Argentos film – både før og efter – ender forstanden ikke med at kaste lys over ”det levende Instinkt”, tværtimod. Det er instinktet, der sværmer med mørke.

***

Hæftet om Dario Argento er desværre forlængst udsolgt, men det kan hjemlånes via bibliotek.dk.

Jeg har vistnok allerede nævnt det, men jeg er - på min egen, afdæmpede manér - en lille smule euforisk. Over dét med den dér film. Nummer 3.

Her er nogle billeder:

Manden selv, instruktør Dario Argento. Som ærligt talt ikke er særlig køn -- og da slet ikke sammenlignet med datteren, Asia:

-- som er hende, der står i baggrunden. Hun spiller hovedrollen i "Mother of Tears", hvorfra billedet stammer. Og hér er et mere:

Blod og ild. Og her er en slags reklame:

"FROM THE SHOCKING
SUSPIRIA
TO THE BLOODCURLING
INFERNO
THE FINAL CHAPTER
IN THE TERRIFYING TRILOGY
A NEW FILM BY DARIO ARGENTO
ASIA ARGENTO
MOTHER OF
TEARS"

Her er to udgaver af "Inferno", film nummer 2 i serien:

Eller: Det nederste billede er forresten en plakat, tror jeg. Og det øverste et DVD-cover.

Og her er "Suspiria", film nummer 1:

Vi nærmer os Halloween, og det vil sætte sit præg på bloggen -- frem til den 31. Consider yourself warned.

Nogle (lettere forvrængede, men jeg gider ikke at rette dem) stills fra Jesus Francos film, "Justine" (1969), om den unge og dydige Justine, som må gå så grueligt meget ondt igennem. Baseret på Markis de Sades fortælling.

Den smukke kvinde i rødt på det sidste billede er Maria Rohm i rollen som Juliette, Justines (betydelig mere succesfulde) søster. Maria Rohm har også medvirket i - f.eks. - "House of a Thousand Pleasures", "Blood of Fu Manchu", "Venus in Furs", "Throne of the Blood Monster" (gotta love that title) og "Eugenie". Som - den sidstnævnte - er baseret på de Sades "Sadistisk testamente".

Her er Thomas de Quinceys tekst -- til glæde for argentologer, litterater, fantaster og alle andre:

***

Levana and Our Ladies of Sorrow

Oftentimes at Oxford I saw Levana in my dreams. I knew her by her Roman symbols. Who is Levana? Reader, that do not pretend to have much leisure for very much scholarship, you will not be angry with me for telling you. Levana was the Roman goddess that performed for the new - born infant the earliest office of ennobling kindness, - typical, by its mode, of that grandeur which belongs to man everywhere, and of that benignity in powers invisible which even in pagan worlds sometimes descends to sustain it. At the very moment of birth, just as the infant tasted for the first time the atmosphere of our troubled planet, it was laid on the ground. But immediately, lest so grand a creature should grovel there for more than one instant, either the paternal hand, as proxy for the goddess Levana, or some near kinsman, as proxy for the father, raised it upright, bade it look erect as the king of all this world, and presented its forehead to the stars, saying, perhaps, in his heart, "Behold what is greater than yourselves!" This symbolic act represented the function of Levana. And that mysterious lady, who never revealed her face (except to me in dreams), but always acted by delegation, had her name from the Latin verb (as still it is the Italian verb) levare, to raise aloft.

This is the explanation of Levana, and hence it has arisen that some people have understood by Levana the tutelary power that controls the education of the nursery. She, that would not suffer at his birth even a prefigurative or mimic degradation for her awful ward, far less could be supposed to suffer the real degradation attaching to the non - development of his powers. She therefore watches over human education. Now the word educo, with the penultimate short, was derived (by a process often exemplified in the crystallisation of languages) from the word educo, with the penultimate long. Whatever educes, or develops, educates. By the education of Levana, therefore, is meant, - not the poor machinery that moves by spelling - books and grammars, but by that mighty system of central forces hidden in the deep bosom of human life, which by passion, by strife, by temptation, by the energies of resistance, works for ever upon children, - resting not night or day, any more than the mighty wheel of day and night themselves, whose moments, like restless spokes, are glimmering for ever as they revolve.

If, then, these are the ministries by which Levana works, how profoundly must she reverence the agencies of grief. But you, reader! think, - that children are not liable to such grief as mine. There are two senses in the word generally - the sense of Euclid, where it means universally (or in the whole extent of the genus), and in a foolish sense of this word, where it means usually. Now, I am far from saying that children universally are capable of grief like mine. But there are more than you ever heard of who die of grief in this island of ours. I will tell you a common case. The rules of Eton require that a boy on the foundation should be there twelve years: he is superannuated at eighteen, consequently he must come at six. Children torn away from mothers and sisters at that age not unfrequently die. I speak of what I know. The complaint is not entered by the registrar as grief; but that it is. Grief of that sort, and at that age, has killed more than have ever been counted amongst its martyrs.

Therefore it is that Levana often communes with the powers that shake a man's heart: therefore it is that she dotes on grief. "These ladies," said I softly to myself, on seeing the ministers with whom Levana was conversing, "these are the Sorrows; and they are three in number, as the Graces are three, who dress man's life with beauty; the Parcoe are three, who weave the dark arras of man's life in their mysterious loom, always with colours sad in part, sometimes angry with tragic crimson and black; the Furies are three, who visit with retribution called from the other side of the grave offences that walk upon this; and once even the Muses were but three, who fit the harp, the trumpet, or the lute, to the great burdens of man's impassioned creations. These are the Sorrows, all three of whom I know."

The last words I say now; but in Oxford I said, "One of whom I know, and the others too surely I shall know." For already, in my fervent youth, I saw (dimly relieved upon the dark background of my dreams) the imperfect lineaments of the awful sisters. These sisters - by what name shall we call them? If I say simply, "The Sorrows," there will be a chance of mistaking the term; it might be understood of individual sorrow, - separate cases of sorrow, - whereas I want a term expressing the mighty abstractions that incarnate themselves in all individual sufferings of man's heart; and I wish to have these abstractions presented as impersonations, that is, as clothed with human attributes of life, and with functions pointing to flesh. Let us call them, therefore, Our Ladies of Sorrow. I know them thoroughly, and have walked in all their kingdoms. Three sisters they are, of one mysterious household; and their paths are wide apart; but of their dominion there is no end. Them I saw often conversing with Levana, and sometimes about myself. Do they talk, then? O, no! mighty phantoms like these disdain the infirmities of language. They may utter voices through the organs of man when they dwell in human hearts, but amongst themselves there is no voice nor sound; eternal silence reigns in their kingdoms. They spoke not, as they talked with Levana; they whispered not; they sang not; though oftentimes methought they might have sung, for I upon earth had heard their mysteries oftentimes deciphered by harp and timbrel, by dulcimer and organ. Like God, whose servants they are, they utter their pleasure, not by sounds that perish, or by words that go astray, but by signs in heaven, by changes on earth, by pulses in secret rivers, heraldries painted on darkness, and hieroglyphics written on the tablets of the brain. They wheeled in mazes; I spelled the steps. They telegraphed from afar; I read the signals. They conspired together; and on the mirrors of darkness my eye traced the plots. Theirs were the symbols; mine are the words.

What is it the sisters are? What is it that they do? Let me describe their form, and their presence: if form it were that still fluctuated in its outline, or presence it were that for ever advanced to the front, or for ever receded amongst shades.

The eldest of the three is named Mater Lachrymarum, Our Lady of Tears. She it is that night and day raves and moans, calling for vanished faces. She stood in Rama, where a voice was heard of lamentation, - Rachel weeping for her children, and refusing to be comforted. She it was that stood in Bethlehem on the night when Herod's sword swept its nurseries of Innocents, and the little feet were stiffened for ever, which,heard at times as they tottered along floors overhead, woke pulses of love in household hearts that were not unmarked in heaven.

Her eyes are sweet and subtle, wild and sleepy, by turns; oftentimes rising to the clouds, oftentimes challenging the heavens. She wears a diadem round her head. And I knew by childish memories that she could go abroad upon the winds, when she heard the sobbing of litanies or the thundering of organs, and when she beheld the mustering of summer clouds. This sister, the eldest, it is that carries keys more than papal at her girdle, which open every cottage and every palace. She, to my knowledge, sat all last summer by the bedside of the blind beggar, him that so often and so gladly I talked with, whose pious daughter, eight years old, with the sunny countenance, resisted the temptations of play and village mirth to travel all day long on dusty roads with her afflicted father. For this did God send her a great reward. In the spring - time of the year, and whilst yet her own Spring was budding, he recalled her to himself. But her blind father mourns for ever over her; still he dreams at midnight that the little guiding hand is locked within his own; and still he wakens to a darkness that is now within a second and a deeper darkness. This Mater Lachrymarum has also been sitting all this winter of 1844 - 5 within the bed - chamber of the Czar, bringing before his eyes a daughter (not less pious) that vanished to God not less suddenly, and left behind her a darkness not less profound. By the power of the keys it is that Our Lady of tears glides a ghostly intruder into the chambers of sleepless men, sleepless women, sleepless children, from Ganges to Nile, from Nile to Mississippi. And her, because she is the first - born of her house, and has the widest empire, let us honour with the title of "Madonna!"

The second sister is called Mater Suspiriorum - Our Lady of Sighs. She never scales the clouds, nor walks abroad upon the winds. She wears no diadem. And her eyes, if they were ever seen, leaps. She carries no key; for, though coming rarely amongst men, she storms all doors at which she is permitted to enter at all. And her name is Mater Tenebrarum - Our Lady of Darkness.

These were the Semnai Theai, or Sublime Goddesses, these were the Eumenides, or Gracious Ladies (so called by antiquity in shuddering propitiation), of my Oxford dreams. Madonna spoke. She spoke by her mysterious hand. Touching my head, she said to Our Lady of Sighs; and what she spoke, translated out of the signs which (except in dreams) no man reads, was this:

"Lo! here is he, whom in childhood I dedicated to my altars. This is he that once I made my darling. Him I led astray, him I beguiled, and from heaven I stole away his young heart to mine. Through me did he become idolatrous; and through me it was, by languishing desires, that he worshipped the worm, and prayed to the wormy grave. Holy was the grave to him; lovely was its darkness; saintly its corruption. Him, this young idolater, I have seasoned for thee, dear gentle Sister of Sighs! Do thou take him now to thy heart, and season him for our dreadful sister. And thou," - turning to the Mater Tenebrarum, she said, - "wicked sister, that temptest and hatest, do thou take him from her. See that thy sceptre lie heavy on his head. Suffer not woman and her tenderness to sit near him in his darkness. Banish the frailties of hope, wither the relenting of love, scorch the fountain of tears, curse him as only thou canst curse. So shall he be accomplished in the furnace, so shall he see the things that ought not to be seen, sights that are abominable, and secrets that are unutterable. So shall he read elder truths, sad truths, grand truths, fearful truths. So shall he rise again before he dies, and so shall our commission be accomplished which from God we had, - to plague his heart until we had unfolded the capacities of his spirit."

*** 

Mens jeg sidder og skriver dette indlæg, er jeg iført min sorte "Tenebre"-T-shirt:

-- som jeg vistnok har købt i Rom. "Tenebre" er en film, instrueret af Dario Argento.

Jeg har stort set alle Dario Argentos film på DVD -- og mange af dem har jeg i flere forskellige udgaver. Sammen med Lars og Martin Weinreich udgav jeg for et par år siden et lille hæfte om Argento:

-- og jeg er i det hele taget, altså, en meget stor Argento-fan. Så meget, faktisk, at jeg nogle gange glemmer, at der måske - måske - også er folk derude, som ikke er det. Og måske - måske - endda folk, som aldrig har hørt om manden. Og som derfor slet ikke kan forholde sig til det faktum, at "Mother of Tears" - jeg gentager det lige - har snigpremiere i denne uge. Eller: Det betyder ikke en snus. For dem. Hvis de findes. Men det gør det afgjort for mig.

"Mother of Tears" er tredje og sidste del af Argentos mødre-trilogi, og filmen har været meget lang tid undervejs. Den første film i trilogien hedder "Suspiria" (Mother of Sighs), og den er fra 1977. Film nummer to, "Inferno" (Mother of Darkness), kom i 1980 -- og film nummer tre kommer nu, 27 år senere. Instruktøren er i mellemtiden blevet 67 år gammel.

Mødre-trilogien er inspireret af Thomas de Quinceys korte tekst, "Levana and Our Ladies of Sorrow", fra "Suspiria de Profundis". Filmene er - tror jeg, det hedder - okkult horror. Og meget uhyggelige. I hvert fald de to første.

Læs mere om "Mother of Tears" på esplatter.com.

Bare et hurtigt tip til alle bog-kasse-rodere og antikvar-jægere derude: Hvis I falder over nogle af de dér grønne paperbacks fra Olympia Press (Traveller's Companion), så tag og køb dem. Hvis de er billige.

Her er tre af slagsen, som netop nu er sat til salg på eBay:

Winifred Drake: "Tender Was My Flesh". Startpris: £35,99, ca. kr. 384,50.

Akbar Del Piombo: "Skirts". Startpris: 35,99.

Akbar Del Piombo: "Who Pushed Paula?" Startpris: £25,99, ca. kr. 277,50.

Og William S. Burroughs: "The Soft Machine". Startpris: £150,00, ca. kr. 1600,00.

Den onde hund har stirret sig arrig på Troels Johannesens blog-indlæg (om blogs) på Kommunikationsforums site -- og skriver blandt andet:  "Nej, spoerg bare Troels. En chefredaktoer med strutvom og sur aande skal der til, inden holdningerne og informationerne maa lukkes ud til de ikke-taenkende masser. [...] I blogland kan alskens ros - de gamle og grimme, de unge og usikre, de spiseforstyrrede, de af livet eller aegtemanden taevede, horerne, kontorfolket, digterne, rygerne og karrierepigerne - udtrykke sig og hente hjaelp og stoette og modspil fra ligesindede eller fra nogle helt andre. [...] Jeg elsker den frihed, blogland repraesenterer. Og hil de mennesker, som er staerke nok til at haandtere, at en saadan frihed findes. Og fuck kejseren." Læs hele indlægget her.

Og her er et billede af Cleopatra:

Stort set uden sammenhæng. 

På grund af denne bog:

-- forlader Ane mig torsdag morgen. I denne uge. Og kommer ikke tilbage før søndag. Jeg skal arbejde torsdag og fredag til kl. 15, cirka, men har derudover ikke nogle planer. Stort inspireret af Linda: Hvis en eller anden - kendt eller ukendt - skulle have lyst til at kigge forbi og drikke en kop kaffe, så er han/hun velkommen. I vestjysk ro og fodragelighed. Eller - alternativt - som vil hjælpe mig med at pynte op til Halloween ... ?

Modtaget med posten i dag: "Justine" (men en hollandsk udgave) og "De Sade".

Lytter - igen - til Cowboy Mouth:

***

She had all the tattoos and the piercings
Hates everything, says everybody's wrong
She dressed like she slept with Guns and Roses
But I busted her singing all the boy band songs

***

JP: "Justitsministeren beder Folketinget om at finde ekstra 51 mio. kr. for urolighederne på Nørrebro. I alt bliver ekstraregningen på 72 mio. kr., og politiet finder selv de 21 mio. kr." Mere her.

Berlingske skriver: "Modstanden mod et nyt ungdomshus er størst blandt landets unge. Den unge generation har stor ansvarsfølelse, mener ekspert. Ritt Bjerregaard (S) fortsætter med at lede efter et hus." Mere her.

Vundet på eBay i nat: En Frank Zappa-dobbelt-CD med "Orchestral Favorites":

-- og "Weasels Ripped My Flesh":

Her er - fra sidstnævnte - the "Eric Dolphy Memorial Barbecue" i en udgave "from Rob Cohen's senior thesis concert at Wesleyan University".

Og apropos weasels: "Ukendte gerningsmænd har i nat lukket op mod 2000 mink ud fra en minkfarm i Asp mellem Struer og Holstebro - både bure og hegn er åbnet, og minkene kan ses i stimer omkring farmen og i Asp by. Det oplyser P4 Midt og Vest. Vagtcentralleder Knud Lauridsen fra Midt- og Vestjyllands politi frygter, at det er dyreværnsaktivister, der har været på spil ... " Mere her.

Vi fortsætter den lille kavalkade. Her er en ganske særlig - og ganske særlig forvirrende - slags slags. Damer.

Gæt engang. 

It ... is ... coming! Årtiets - for mit vedkommende - største film-begivenhed: Dario Argentos "The Mother of Tears" har snigpremiere i denne uge.

Fra Wikipedia: "The film will debut in Italy on 24 October 2007 at the Rome Film Fest. Its Italian release will occur on 31 October 2007, Halloween. In the United States and Canada, the film's theatrical release will occur "sometime after the beginning of the new year." The Weinstein Company will handle the DVD release of the film."

Har lige siddet og set CNNs "God's Warriors - Special Report" om Ron Luce og Teen Mania Ministries. Are those guys scarry, or what?

Kære Smartlog-support

Vi er flere, der har problemer med at logge ind på Smartlog. Læs venligst her.

Alle andre Smartlog-brugere: Skriv lige et indlæg om problemet og henvis til denne tråd. Venligst. Måske - hvis vi er mange nok, der blogger om det - vil supporten vågne op og gøre noget ved sagen. 

Ane og jeg har været en tur i det vestjyske for at fejre min svigerfar, Jørgen, som fylder år i dag. Og i formiddags nåede jeg - sammen med søster Gitte og far Far - en tur i Fakta i Struer, hvor de havde tilbud på kranier og skeletter. Jeg købte, ligesom Gitte, nogle kranier på snor -- og investerede derudover kr. 20,- i dette:

Og mens jeg sad og skrev disse linier - og det er ikke engang løgn - tonede Marianne frem på mit TV. TV2 Charlie kl. ca. 20.35. Osiris er stor.

For: Marianne har - mens jeg har været på udtur - skrevet en kommentar til mit tidligere indlæg om forskellige slags damer. Jeg tillader mig også at gengive kommentaren her i hovedsporet:

***

Hmmm For at være helt ærlig er jeg typen der som kvinde bliver en lille smule forskrækket når jeg møder en af ovenstående typer. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor måske fordi jeg selv er så "normal". Er vist indbegrebet af naboens datter ( ja efterhånden vel naboens kone). Sig frem drenge..ja og piger hvad er det der gør at jeg bliver så forskrækket over de lidt "anderledes" typer??

M

***

For det er et udmærket spørgsmål, synes jeg. Og jeg har selv et enkelt at tilføje, nemlig dette: Marianne, hvor - helt præcist - ligger dét nabolag, hvor naboens datter eller kone går rundt og ligner dig?

Drenge og piger derude: Hvorfor er "anderledes" typer skræmmende? Svar udbedes.

L:Ron Harald, som er en meget venlig mand, og som flinkt engang forsøgte at overbevise mig om, at David Lynch var en meget stor filmkunstner - ved at arrangere en privat forevisning af "Lost Highway" på storskærm hjemme i hans lejlighed - er undervejs med en ny CD.

Læs mere her. Og se videoen til det første single-udspil, "Connie", her. 

Folk, der er ældre, end jeg er, må føle et stik af nostalgi, når de i disse dage - og dagligt - i medierne kan følge, hvorledes Enhedslisten, som i de gode, gamle, beton-marxistiske år, celledeler, og medlemmerne indbyrdes kriges. Læs f.eks. her og her.

Men: Her i bloggen, som læserne vil vide, står vi med ryggen til verden - i hvert fald den virkelige - og vi har vore egne agendaer. I den forløbne uge har vi således været ret optaget af peniser -- og Capacs seneste indlæg om Captain Beefheart får mig endnu en gang til at vende tilbage til emnet. Som er et godt emne.

Captain Beefhearts virkelige navn er Don Van Vliet. Og her er - planket fra Wikipedia, som har planket infoen fra Frank Zappas "The Real Frank Zappa Book" - hvordan Van Vliet fik navnet Beefheart:

***

Van Vliet's stage name came from a term used by his Uncle Alan. Alan had a habit of exposing himself to Don's girlfriend, Laurie. Alan would urinate with the bathroom door open and, if she was walking by, mumble about his penis, saying "Ahh, what a beauty! It looks just like a big, fine beef heart."

***

Captain Beefheart er - altså - opkaldt efter sin onkel Alans penis.

Og mens vi er i gang: Zappa - vistnok - betyder prostitueret.

Og nogle flere billeder til Liftmedk:

Vi lever i en iPod-mp3-og-4-PC-tid. Jeg ved det godt. Men i dag har jeg - altså - købt en lille og meget billig ghettoblaster:

-- så jeg kan sidde oppe i mit studerekammer og høre alle mine Zappa-CDer. Første skive i maskinen: "Lumpy Gravy". Som betyder noget i retning af "klumpet sovs". Jo. Lytter til den lige nu.

Under ghettoblasteren - på billedet og i virkeligheden i Ringsted - kan man se den kasse, Mr. X på et tidspunkt sendte mig. Med en Duracell-bunny. Og apropos Mr. X: Er det mærkeligt, hvis jeg går og bliver en anelse paranoid? Jeg spørger bare.

Tantala Ray er hende hér. "Computer Girls" er denne film:

Og Bruce Seven, som døde i januar 2000, var en meget berømt porno-instruktør -- som bl.a. lavede serien "Loose Ends" (1-6). Som gjorde for analsex, hvad Anne Larsen sidenhen har gjort for stegepincetten. For eksempel. Uden sammenhæng i øvrigt. The Internet Adult Film Database har registreret 204 Bruce Seven-film. Jeg føler trang til især at fremhæve "Takin' It To The Limit 3" fra 1995 -- udelukkende p.g.a. SEX-FÆNOMENET Careena Collins.

Har vundet et eksemplar af den Górecki-CD, jeg lånte af Kurt:

På eBay. $0.99.

Og "Loose Ends" er forresten også titlen på en Jimi Hendrix-CD:

Og navnet på et engelsk band. 

Postet i kommentarsporet kl. 00:24 i nat:

***

Tantala Ray
19. okt 2007 00:24

Dear Duschka,

Nice to hear fro merry old Amsterdam...

You are quite right - that Gorzelak guy is quite overrated -

It is, however, true that he worked i San Fernando Valley.
The late Bruce Seven told me so.
You can tell him easyly by his horn-rimmed spectacles and black socks.

Hug and kisses (like in "computer Girls")

from
Mistress Tantala

***

Mistress Tantala er hende hér:

Tantala. Duschka. Bruce Seven. Mr. X.

Mere følger.

JP: "Benazir Bhutto er uskadt efter to formodede bomber mod hendes optog, da hun vendte hjem til Karachi. Men mindst 20 andre frygtes omkommet." Mere her.

Endnu et foto af min fortsat vildtvoksende Zappa-samling:

Og her er - helt uden sammenhæng - et foto af en dame:

-- med en lidt mærkelig tunge.  

Er gået i gang med at læse en kriminalroman, "Dødens kemi". Efteråret - og nu er det afgjort efterår - egner sig godt til krimier. Synes jeg.

Og nu kommer der "Monk" på Hallmark.   

Anne-Marie Vedsø Olesen har været en tur på Det Kongelige for at se og høre Stravinskij, bl.a. "Sacre" -- og skælder nu ud i sin blog: "Hvor var aggressionen, orgasmen og døden? Hvor var den rå dyriskhed? [...] Nej, nej, det er tidernes forfald, når kunsten på den måde går op i lutter pænhed. Jeg holder det ikke ud!" Læs hele blog-indlægget her.

Tidligere i dag skrev jeg i en kommentar til Anne-Maries indlæg, at "Nogle gange forestiller jeg mig, at det er noget, der er opfundet i et eller andet underjordisk, super-hemmeligt, kemisk laboratorium. Det dér PÆNHED. Som en slags altødelæggende (mod-)gift, der går os i blodet. Ved første-opførelsen af "Sacre", udvandrede folk, og Stravinskij var en SKANDALE. Nu om stunder har vi PÆNHEDEN, som vi kan injicere ham med. Så kan vi lege med ham og lade ham bide os i røven, uden at vi lader os påvirke."

Men altså ... "Nogle gange forestiller jeg mig ... " Det var en smule lamt, det indrømmer jeg. Ikke stort bedre end "Jeg har en ven, som har et problem."

Men altså ... Jeg har skrevet det før -- og jeg gentager: Vi - i The Jiggly Room - garanterer fuld diskretion. Vi løber ikke med sladder, og vi viderebringer ikke fortrolige oplysninger. Stort set aldrig. Så selv om det omtalte, underjordiske, super-hemmelige, kemiske laboratorium skulle vise sig RENT FAKTISK at have eksisteret, så har I ikke hørt det fra os. Eller fra mig. Chefen. For vi siger ingenting.

Men altså ... Jeg kan da vise jer nogle enkelte fotos, som jeg tilfældigvis er i besiddelse af. F.eks. dette:

-- som viser en fuldstændig uskyldig mark. Og dette:

-- som viser en fuldstændig uskyldig bygning med et fuldstændig uskyldigt pigtråds-hegn rundt om. Lige ved siden af den uskyldige mark.

Og et uskyldigt laboratorium:

Og denne chef-læge, som overhovedet ikke har noget med PÆNHED at gøre:

Ligesom denne patient slet ikke tog del i de oprindelige eksperiementer:

Jeg siger ikke mere.

Og af hensyn - for sådan er jeg - til de iblandt mine trofaste læsere, som gerne vil vide, hvem Marianne, som har skrevet disse kommentarer, er: Det er hende hér. Og her. Og her.

Super-god postdag. Har modtager hele 4 CDer - heraf de 3 fra den samme sælger, men i i 3 forskellige pakker - plus "Bloody Pit of Horror".

Dagens musik er Varères "Deserts", som er inkluderet på denne CD:

Som var en af de I-DAG-POSTOMBRAGTE. Læg mærke til at "PIERRE BOULEZ" på omslaget står skrevet med cirka dobbelt så høje typer som hhv. "CARTER" og "VARÈSE" -- og tænk over hvad det mon betyder. Hvis du keder dig. Meget.

Men ellers: I går aftes løb vi tør for kaffe, og klokken blev 13 - i dag - før jeg fik min første kop. Jeg er stadig ikke helt back to my cute and cuddly self:

De øvrige, modtagne CDer - hvis nogen derude sidder og krydser af - var Zappa: "Ahead of the Time", "Lumpy Gravy" og "Apostrophe". 

Tak til Capac for dette link: "Researchers studied the geography of big and small penises and published the results. England holds the leading position as concerning the big penis size (26.67 cm) as well as the small penis size (6.98 cm). Germany follows with 21.59 cm big size and 8.89 cm small size; Denmark – 20.32 cm big size and 12.7 cm small size; America – 19.68 cm big size and 8.89 cm small size; Sweden – 19.6 cm big size and 12.7 cm small size; France – 19.6 cm big size and 8.89 cm small size."

Og lidt mere fra samme side:

"The African elephant is the record-breaker among animals regarding the penis size. Its penis is up to 2 meters long.

This is incredible that some creatures may have several genitals at once. The tapeworm whose length may reach 70 meters parasitizes in intestines and forms over 22,000 of reproduction organs. Each segment of these organs has two genitals.

The fly Drosophila Bifurca has a spermatozoon of 6 cm in length which is twenty times bigger than the size of the fly itself.

Together with the genitals size of animals and insects, researchers also studied how long their coitus usually is. A couple of rattlesnakes Crotalus L. had coitus that lasted for 23 hours and 15 minutes. But a couple of mosquitoes usually spend not more than three seconds on one sex contact."

Og penis-indlæg nummer tre. You knew I would. Her er Frank Zappa & The Mothers of Invention:

"Penis Dimension". Live 1971.

Vi fortsætter i penis-afdelingen -- til glæde for Frække Rikke og alle andre penis-entusiaster. Jeg har tidligere - nemlig her - kort omtalt The Plaster Casters:

Cynthia Plaster Caster (døbt Albritton) og "Queen of Groupies" Pamela Des Barres. Planket fra altpenis.com: "For those who don’t know, Cynthia Plaster Caster (nee Albritton) makes plaster casts of rock stars’ dicks. Using a technique she’s perfected over the years, Cynthia has done more to preserve the penises of famous men than anyone in history. Cynthia’s story begins in the swinging sixties (naturally), when she was given an art assignment to make a plaster cast of something solid that would hold its shape. In a stroke of genius, Cynthia hit upon the notion of casting a guy’s dick, and surprise, surprise, the idea was an immediate hit. Word spread, and soon Cynthia and her able assistant, the fellating femme fatale Pamela Des Barres, were ushered to the front of every groupie line."

Cynthia Plaster Caster tager stadig afstøbninger, og hun er - stadig - meget berømt for at gøre det. Besøg hendes morsomme website her.

Pamela Des Barres - og bemærk venligst hvorledes min verden fuldstændig hænger sammen - var som ung en bekendt af Captain Beefheart og blev - derigennem - del af gruppen omkring Frank Zappa. Hun var medlem af Zappa-groupie-bandet The GTOs, "Girls Together Outrageously". Og hun har sidenhen bl.a. udgivet bogen "I'm With the Band - Confessions of a Groupie". Du kan besøge hendes website her.

I Plaster Caster-samlingen finder man bl.a. Jimi Hendrix repræsenteret, Noel Redding, Aynsley Dunbar og Eddie Brigati.

Jeg kom i går aftes til at sidde og se en dokumentarudsendelse på TV -- om mænd og mænds forhold til deres egne, respektive peniser. Og andre mænd(s). Og - ikke mindst - mænds bekymringer og TILTAG med hensyn til STØRRELSEN.

Her er en helt hjemmelavet og, synes jeg da selv, ganske udmærket gif:

Det er altsammen sagt og skrevet og prædiket og tegnet og fortalt mange gange før -- men vi tager den lige én gang til. Det er - under alle omstændigheder - vistnok første gang, vi tager greb om emnet herinde. I The Jiggly Room.

Den mandlige penis er i erigeret tilstand sædvanligvis mellem 10 og 20 centimeter lang og har en diameter på mellem 4 og 6 centimeter. Den hvide penis på illustrationen herover er - hvis vi holder os til disse tal - mindste-normalen, mens den røde er den største. De fleste er et-eller-andet sted midt-i-mellem. Den sorte penis på illustrationen viser gennemsnitslængden på en helt normal penis: 15,65 cm. Der findes mænd, som har en mindre penis - kortere end 10 cm. - og der findes mænd, som har en større. Længere end 20 cm. Disse mænd er hverken abnorme eller syge, men bare mere specielle - på dét punkt - end flertallet.

Og here's the thing: Penis' størrelse i uerigeret tilstand siger intet som helst om, hvor stort lemmet er - eller vil være - i erigeret tilstand. En forholdsvis stor, uerigeret penis vokser nemlig forholdsvis mindre end en lille penis. Eller -- omvendt: En penis, der er lille, når den ikke er erigeret, bliver forholdsvis meget større. End en stor. Hvis I forstår.

Men nu skal jeg se Barnaby.

Dagens dyr er Ludvig:

-- en otte uger gammel fransk buldog, som jeg hilste på i bussen på vej hjem fra arbejde. Og tog et billede af.

Har i dag modtaget min nye boks med Weberns komplette værker. Dirigeret af Boulez. 

Faldt over et meget billigt eksemplar af "Delirium" på eBay:

Og kunne ikke stå for fristelsen. Filmen er - ligesom "Black Magic Rites" (1973) - instrueret af italieneren Renato Polselli. Som også - også i 1973 - lavede en film med den udmærkede titel "Revelations of a Psychiatrist in a World of Perverse Sex". "Delirium" beskrives i kommentarer på IMDB som hhv. "a trashy, super sleazy twisted soap opera [...] irremediably silly and worthless", "a somewhat crazed and depraved giallo", "nasty stuff", "Sensationally sleazy giallo with loads of fab 70's gear worn by the men as well as the women and stacks of lurid action" og "a sick, a-logical and hilariously funny thriller, the nightmare of any cineaste ... " Den kostede $2.99. Anchor Bay-udgaven.

Dagens dyr er denne legesyge, grå-blå kat:

Som jeg mødte og hilste på på vej hjem fra arbejde. 

Jeg har vistnok nævnt det før, men jeg gør det gerne igen. Hvis en eller anden skulle sidde derude og føle trang til at forære mig en gave: Jeg ønsker mig denne bog:

Dian Hansen: "Vanessa del Rio - Fifty Years of Slightly Slutty Behavior". Netop udkommet på forlaget Taschen. Læs mere om udgivelsen her.

Føjet til Sade-samlingen:

"Marquis de Sade's Justine" fra 1969. Instrueret af Franco -- og med bl.a. Klaus Kinski, Romina Power og Maria Rohm. 

Her er et billede af mit kontor:

Hvor jeg til daglig sidder og abejder. På den blå kontorstol.

Og her er et billede af min opslagstavle:

Hvorpå der indtil videre kun hænger tre ting: 1) Et helt nyt headset, 2) en reklame for Zappas "200 Motels" og 3) to fotos af Marjane Satrapi.

Jeg har ikke fået lov, men jeg tillader mig alligevel at citere fra en mail, jeg netop har modtaget. En fyr var faldet over denne omtale af Awefilms, som jeg på et tidspunkt skrev -- og mailede mig for at udtrykke sin begejstring over omsider at have fundet en anden mand med en tilsvarende fascination af muskuløse kvinder. Som hans egen. "Du kender sikkert lige som mig," skrev han blandt andet, "følelsen af at være til stede til en fest eller sammen med en masse mænd og alle skal nævne deres yndlingskvinde - Cameron Diaz

eller sådan noget. Der er sgu aldrig nogen der siger Sarah Dunlap

eller Colette Nelson.

Jeg tænker det tit, men hvad skal man sige ... " Citat slut. Spørgsmålstegn, begynd.

Ja, hvad skal man sige? Der findes massevis af mænd, nok, som synes, at Cameron Diaz er sexet. Personligt synes jeg, at hun ligner en tynd streg med et drengehovede balancerende øverst:

Og dét er ikke rigtig noget for mig. Ærligt talt. Og jeg forstår ikke - stadig ærligt talt - at nogen kan tænde på det.

Der findes et utal af forskellige kvinder ude i verden.

Der findes nogle, som er seje.

Der findes nogle, som er bløde.

Og der findes nogle, som er skaldede. Og der findes massevis af mænd, som tiltrækkes - allermest - af de seje, ligesom der findes massevis, som foretrækker de bløde, og massevis, som synes, at skaldethed er THE BOMB. Helt kanon.

Men det er sandt: Vi hører ikke meget om dem. Eller fra dem. Mændene.

Jeg kommer så sjældent ud, så hvad ved jeg? Men jeg opkaster spørgsmålet: Er det mindre socialt acceptabelt at sige, at man foretrækker rund og blød, f.eks., end at sige at man foretrækker boy-on-a-stick?

Og i så fald: Hvorfor? Og hvad skal vi gøre ved det?

I forlængelse af mine tidligere indlæg om zombier: Her er et indlæg om masker. Det eneste fornuftige, jeg har foretaget mig i dag, er at hænge denne indianermaske op:

Så den ikke længere ligger og flyder. Jeg har - i mit lille kammer - fem sådanne masker. Alle forskellige.

Som jeg forsøgte at skrive: Det interessante ved zombien, synes jeg, er, at den er en slags repræsentation af ren drift. Uden personlighed. Eller sjæl. Masker tjener (i hvert fald) to formål: At skjule bærerens - hvis man kan sige sådan - SAMLEDE IDENTITET -- og at fremhæve ét særligt aspekt af identiteten. Eller ét element. Eller hvordan man nu skal sige det. Monster-aspektet eller fugle-aspektet eller det national-patriotiske -- eller hvad-nu. Det vil sige: Masken er en slags personligheds-si, hvorigennem kun én ting får lov at strømme, mens resten holdes tilbage.

Læs "A Brief History of Masks". 

Jeg kender absolut intet til instruktør Renato Polselli. For min egen skyld - igen - er her nogle links:

Nekrolog.

Artikel fra Cinétrange.

Interview fra Euro-Cult Archive.

Blog-omtale af "Delirium".

Blog-omtale af "Black Magic Rites".

Det hér virker i øvrigt som en spændende blog -- hvis man er interesseret i obskure film.

Her er de tre DVD-udgaver af "Black Magic Rites", jeg kan finde på nettet:

Er der - Thure og andre - forskel på de to versioner fra Redemption? Ud over titlen? 

Det måtte jo ske -- når man er, som jeg er. And you are what you is. Vandt i dag - på eBay - en Frank Zappa-CD, som jeg allerede havde - d.v.s. har - købt (men ikke modtaget) via engelske Amazon. Nemlig "Apostrophe":

eBay-udgaven er en "Japanese Limited Edition" -- men den slags betyder meget lidt for mig. Sædvanligvis. Heldigvis kostede den kun ca. kr. 25,-

Udelukkende af hensyn til migselv: Her, Bo, er, hvad du har købt og betalt, men endnu ikke modtaget:

"Jazz From Hell". Så dén behøver du ikke købe flere af.

"Chunga's Revenge". Så dén behøver du ikke købe flere af.

"Baby Snakes". Så dén behøver du ikke købe flere af.

"Lumpy Gravy". Så dén behøver du ikke købe flere af.

 

Og "Ahead of Their Time". Så dén behøver du heller ikke købe flere af.

Jp skriver: "Kulturminister Brian Mikkelsen (K) sender en direkte opfordring til landets kommuner om at invitere den somalisk-fødte forfatter Ayaan Hirsi Ali til at bo i Danmark. [...] »Ayaan Hirsi Ali vil stå som nummer ét på listen over forfattere, som man efter min mening skulle invitere til Danmark. Hun har om nogen kæmpet for ytringsfrihed, og hun har om nogen været udsat for personlige trusler mod sit eget liv,« siger kulturministeren." Mere her.

Læs også JPs leder om PENs "krampagtige forsøg på for enhver pris at undgå at tage den somalisk-hollandske forfatter og kvindeaktivist Ayaan Hirsi Alis oprørende skæbne på sig". Her.

Jeg vil gerne se denne film, "Black Magic Rites". Hvem har den?

Nogle stills fra Gwyneth Gibbys film, "Marquis de Sade" (1996), som jeg forleden modtog med posten:

Har også vundet denne. På eBay. 

Fuldstændig fantastisk! Udråbstegn. Her er Górecki-CDen, som Kurt i går lånte mig:

Symfoni nr. 3 -- og jeg vil aldrig lytte til andet. Herefter. Ud over Zappa. Og andre ting, måske.

Men i hvert fald: DET ER EN VOLDSOM GOD CD, meget sørgelig og hjerteknusende og umulig at ryste af sig og alt det dér elendige -- men også - og først og fremmest - meget, meget smuk. Tarkovskij som LYD. Og Dawn Upshaw, som ser således ud:

-- synger vidunderligt. Læs mere om hende her.

Bodil og Kurt gav os en posefuld hjemme-avlede hasselnødder:

Når man er vant til at spise de dér indtørrede hasselnødder, som man kan købe i butikkerne - især op til jul - er det (derfor) en dobbelt fornøjelse at få lov til at smage RIGTIGE NØDDER. Life as it should be -- som de siger i reklamen. Og nødde-sæsonen er NU, så snyd ikke dig selv. Næste gang du handler.

Og her er et par ekstra fotos fra vores lørdags-udflugt:

Æblemost fra Farendløse.

Og en meget mærkelig svamp, vi kom forbi. Hvad hedder sådan en? 

Jeg søger en ung og fattig historie-studerende eller lignende, som ved noget om tiden ca. 1750-1850, herunder dansk historie, og som kan skrive et par sider om perioden. Mod betaling. Lynhurtigt. Send mail til gorzelak@hotpop.com -- eller læg en kommentar.

Er det ikke meget længe siden, synes I, at jeg har skrevet noget om digte?

Det synes jeg. Og det er det også -- i hvert fald om mine egne. Men altså. Jeg har en nogenlunde klar idé om, hvad jeg vil skrive om. Mine nye - næste - digtes motiv eller emne. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme i gang -- og måske, tænker jeg, har jeg nu helt glemt, hvordan jeg plejer at gøre. I så fald er det vistnok ok med mig, for jeg plejer ikke at være udelt begejstret for måden, hvorpå jeg plejer ... o.s.v. Hvis I forstår. Og jeg går og fedter med det, for jeg kan ikke beslutte mig for, om det ville hjælpe at blogge om MOTIVET -- eller om det omvendt ville få al luften til at fise ud af ballonen, hvis jeg (for tidligt) gav mig til offentligt at filosofere over, hvad digtene skulle handle om. Etc. Ville jeg så orke rent faktisk at skrive digtene bagefter? Jeg er ikke sikker. Og så er der jo - selvfølgelig - det helt platte: Digtene skulle helst blive gode. Og hvordan er det nu lige, man skriver noget, der er godt?    

Dagens Zappa er "Let's Make The Water Turn Black" -- her spillet af Lex Kemper (på akustisk guitar og i eget arrangement). Ret godt gået.

Og nej, billedet foroven har intet med melodien at gøre.

Kurt, som vi var på tur med i går, har skrevet en god håndfuld historiebøger -- og været medskribent på endnu flere.

Som alle anbefales varmt. Iblandt dem er

"Det danske imperium - Storhed og fald", Aschehoug, 2005.

"Politikens bog om korstogene", Politiken, 2005.

"Danske korstog - Krig og mission i Østersøen", som også Ane var medskribent på.

Og netop udkommet: "Danmarkshistorie - Fra gravhøj til globalisering". Kurt har skrevet kapitlet om middelalderen.

Gammelfar - og tak - gør opmærksom på, at Dyanne Thorne i dag fylder 75.

The Jiggly Room ønsker til lykke. 

Berlingske Tidendes Mads Kastrup skriver i et blog-indlæg om Ungdomshuset:

***

"Huset var i sine sidste mange år blottet for nytænkning. Jeg har set landboungdom, der var mere kreativ med en traktor og en plov, end den samlede sortklædte ungdom i 69 magtede at være med et stort gratis hus med folkekøkken og koncertsal. [...]

Det lignede et arbejdende museum. Det var lige som at gå ind i en stor montre med punk og no future-generationen liggende foran ens fødder. Flere af dem ganske vist kun i en fossileret udgave.

Som forfatter og kritiker Carsten Jensen så præcist udtrykte det i Politiken i marts, var der mest af alt tale om Københavns Bymuseum nummer to: “De spillede punkmusik derinde. Punkmusikken er 30 år gammel. Deres politiske forestillinger om den verden, de befinder sig i, har ikke ændret sig siden begyndelsen af 1980’erne. Og det er en slags opkog af den mest primitive marxisme-leninisme og antiimperialisme fra 1970’erne. Som man allerede dengang kun kunne undskylde med deres ungdom”. [...]

Har de ikke haft det samme tøj på i 30 år?"

***

Læs hele blog-indlægget her.

Lørdag var Ane og jeg på tur med Bodil og Kurt. Først kørte vi til Farendløse, hvor vi besøgte det, der engang var Farendløse Æblemost:

Nu om stunder laves selve mosten af Langkjær, men æblerne er stadig fra Farendløse. Vi købte 6 flasker. Og fortsatte derefter til Farendløse Kirke:

Som er gul. Usædvanlig meget protestantisk - selv for (i) en protestantisk kirke - lå alterbrødene smidt i et hjørne:

Og nej, den var ikke tom. Den var næsten fuld. Vi tjekkede.

Efterfølgende kørte vi til Sneslev for at besigtige Sneslev Kirke:

Som er ukalket og ligger utrolig flot i landskabet. Mere om Sneslev Kirke senere.

Og efter en kort kaffepause tog vi i skoven for at se to voldsteder. Her er et foto fra det voldsted, der kaldes Ridebanen. Den lille figur til højre er Kurt. De andre er ikke Kurt, men får:

Og til sidst kørte vi ud til Knud Lavards Kapel:

Da mørket var faldet på, spiste vi fisk og artiskokker hjemme hos Bodil og Kurt -- og pærer med chokoladesovs, mens vi så Morse. En super-hyggelig dag.

Kurt lånte mig en CD med musik af Górecki, som jeg på forhånd ikke kender meget til -- og hjemme i postkassen ventede Zappas "200 Motels". Min Zappa-samling er nu 38 cm.

Musikfestivalen MUSIKHØST 2007 finder sted i Odense i dagene 31. oktober – 3. november, fire tætpakkede dage, som stiller skarpt på NY POLSK MUSIK og NY DANSK MUSIK. Under overskriften "Unge fokuskomponister" præsenteres fire unge polske og danske komponister: Agata Zubel, Wojciech Ziemowit Zych, Martin Stig Andersen og Niels Rønsholdt. Læs mere om festivalen her.

"Unge fokuskomponister" er vel nok ikke den umiddelbart mest appetitvækkende overskrift, man kunne tænke sig -- men hvis du bor i Odense eller omegn; Tag og tjek det. Det lyder - overskriften til trods - ret spændende, synes jeg. Ud over af de nævnte byder festivalen på musik af bl.a. Poul Ruders, Per Nørgård, Hans Hansen og Niels Rosing-Schow.

Dagens dyr er den ene af vejens to katte:

-- og den new-zealandske hjort, som Ane og jeg har tænkt os at spise en klump af til aftensmad.

JP skriver i dag, at "Flere end 850 millioner mennesker verden over lider under hungersnød, oplyser en tysk hjælpeorganisation. Det er lande i Afrika syd for Sahara og i det sydlige Asien, der er mest ramt." Læs mere her.

Her er Dale Bozzio - læs mit foregående indlæg - på forsiden af "Hustler":

Her er hendes website. Og her forsøger hun at synge Zappas "Fembot in a Wet T-Shirt" (aka "Wet T-Shirt Night") fra "Joe's Garage".

Det er, som skrevet, Dale Bozzio, der optræder som Mary på CDen.

Læs her.

Frank Zappas forskellige grupper, herunder Mothers of Invention i alle deres forskellige konstellationer, var alle højt respekterede for deres tekniske dygtighed. Zappa krævede meget, og han tvang alle sine musikere til at øve og øve og øve -- også langt ud over det sædvanlige. Og alle, når de forlod Zappa - nogle af dem i vrede - var bedre, end da de begyndte. Mange af Zappas regular sidekicks er fortsat i dag bedst kendt for deres samarbejde med Zappa. Zappa made them -- men det var også dem, der made Zappa. 

Her er nogle af de (mere) faste sidemænd m/k:

Ike Willis, som sluttede sig til Zappa i 1978, og som medvirkede på bl.a. "Joe's Garage", "Thing-Fish" og "You Are What You Is". Besøg Willis' website her.

Trommeslager Terry Bozzio, som medvirkede på bl.a. "Bongo Fury", "Zappa in New York" (hvor han har rollen som Djævelen i "Titties and Beer"), "Sheik Yerbouti" og "Sleep Dirt". Efter Zappa dannede Bozzio gruppen Missing Persons -- i øvrigt sammen med sin hustru, Dale Bozzio, som han mødte i forbindelse med samarbejdet med Zappa, og som - Dale - har rollen som Mary på "Joe's Garage". Terry Bozzio har også medvirket på en Korn-CD. Besøg Bozzios website her. 

Napoleon Murphy Brock, som bl.a. medvirkede på "Apostrophe", "Roxy & Elsewhere" og "One Size Fits All". Besøg Brocks website her.

Ian Underwood, som medvirkede på bl.a. "We're Only In It For The Money", "Hot Rats" og "Over-Nite Sensation" -- men som også, efterfølgende, har samarbejdet med bl.a. Barbara Streisand og Barry Manilow.

Og Ian Underwoods hustru, Ruth Underwood (f. Komanoff), en klassisk uddannet percussionist "of staggering virtuosity", som medvirkede på en lang række af Zappas udgivelser -- fra "Uncle Meat" til "Sleep Dirt".

Og guitarist Steve Vai, som medvirkede på bl.a. "Tinsel Town Rebellion", "Ship Arriving Too Late", "Man From Utopia", "Jazz From Hell" o.m.fl. Besøg Steve Vais website her.

Det er velkendt, at Bibelen - blot for at starte indlægget et sted - indeholder to forskellige skabelsesberetninger. Man kan bare vælge den, man bedst kan lide, for selv om de to beretninger er hinanden modstridende, siger de alligevel det samme. Sådan cirka. Men hvordan - og nu springer vi helt vildt fra Mosebøgerne til Frank Zappa - slutter morskaben? Hvordan og hvorfor vil verden en dag gå under?

Zappa havde tre teorier:

1) Verden vil gå under p.g.a. alle de mange FLAKES. Håndværkere, der lover at fikse bilen til på fredag, men ikke gør det før søndag, hvor de kan tage dobbelt takst -- hvorefter lortet alligevel ikke virker. Løgnere og dovne hunde -- og dén slags.

2) Verden vil gå under i dynger at papir, formularer og skrivelser og indberetninger og rapporter.

Og det mest overbevisende forslag, synes jeg: 3) Verden vil gå under p.g.a. nostalgi.

Nostalgi er en slags lammelse eller bagvendthed i det indre system, som gør det svært at se fremad, gå fremad eller - bare - værdsætte udsigten. Til det nye og til det kommende. Nostalgi medfører stagnation. Zappas teori var, at den tidsmæssige afstand mellem nuet, hvori vi er nostalgiske, og det, vores nostalgi retter sig imod, bliver kortere og kortere -- og at den vil fortsætte med at forkortes, indtil vi en dag ikke længere kan tage et skridt hen ad fortovet uden straks at blive nostalgiske m.h.t. det foregående skridt. Når vi er nået så vidt, vil vi ikke kunne andet end at stå som saltstøtter og længes.

Her er start-sekvensen fra Tarkovskijs fremragende film, "Nostalghia".

Hvis du ikke har set filmen, så prøv om du kan finde den et eller andet sted.

Som Somerset siger i "Se7en": "It's impressive to see a man feeding off his emotions." Bror Lars - inspireret af hysteriet vedrørende JBS-reklamerne - holder nu BRAMFRI UGE. Klik her. Og jeg har tænkt mig at følge hans eksempel.

Det er helt utåleligt, så snerpede og forskrækkede vi er blevet. Og det bliver tilsyneladende bare værre og værre. Og jeg skriver VI -- for hvornår har jeg f.eks. selv ... ? Her i bloggen? Men det skal søreme være løgn, skal det.

Hermed en opfordring -- både til mig selv og til alle jer andre. Stort inspireret af de 6 fagforbund og Kvinderådet: RAUNCH IT UP! 

Quoting Frank Zappa: "A prune isn't really a vegetable. CABBAGE is a vegetable." Don't be a prune. Be a cabbage.

Til Filoffen: En illustration:

Brandmanden på billedet er i øvrigt af arten box jelly fish -- hvad den så end hedder på dansk. Og den er, som der står, meget farlig. Hvorimod brændmænd er helt til grin.

Nå. Men kan I så huske dengang, jeg sagde, at jeg ville forsøge at holde igen med CD-indkøbene i resten af denne måned? Hvornår var det nu, det var?

Men så skete der det, at ... At jeg skulle hjem fra arbejde, og på vej fra Tolstrup til stationen blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville gå resten af vejen -- i stedet for at tage endnu en bus. Så jeg gik. Og undervejs kom jeg forbi den dér video- og DVD-biks, som hedder Videotossen, og som jeg tidligere har nævnt her i bloggen. Og jeg gik derind.

På hylden fandt jeg et pænt eksemplar af Fulcis "The New York Ripper" (Anchor Bay) til kun kr. 30,- -- og dén blev jeg jo nødt til at købe. Ikke? Hvorefter jeg også fandt et meget billigt eksemplar af "Mr. & Mrs. Smith", som hverken Ane eller jeg har set.

Og så skete der det, at ... Altså. Mens jeg gik og rodede, begyndte ejeren at snakke, og han snakkede og han snakkede, og jeg blev - jo - nødt til ligesom at foretage mig et eller andet imens. Så jeg gav mig til at gennemgå rækkerne med CDer -- og kom hjem - I kid you not - med følgende:

En CD med Cartoons, en CD med Spice Girls, en CD med Aqua og en CD med Me & My -- plus filmene og en CD med Clannad og denne udgave af Leoncavallos opera "Pagliacci". Som betyder "Klovne".

Til mit forsvar - hvis det altså overhovedet nytter noget - vil jeg gerne have lov til at fremføre følgende, at:

1. CDerne, også opera-dobbelt-CD-boksen, kostede kun kr. 5,- pr. stk.

2. Og mens jeg stod og  overvejede, om der var noget, der var værd at slæbe med hjem, gav ejeren - som sidste gang, jeg var der, var faldet døddrukken om i sin stol - sig pludselig til at recitere Kierkegaard for mig. Og hør engang: Ikke frit fra hukommelsen, men fra en Kierkegaard-tekst, som han havde kopieret og havde liggende - kopien - under disken. Det forvirrede mig. Det indrømmer jeg. Og slørede - måske - min dømmekraft.

Få det her! Jeg har lige set og hørt Jane Korczak, næstformand i 3F, og et-eller-andet andet kvindemenneske sidde og være snerpede på TV2-News -- og, altså, du milde himmel! DU MILDE HIMMEL, HVOR ER VI LANGT UDE!

Det gjorde mig - interviewet med tante 1 og tante 2 - en lille smule arrig. Ærligt talt. Så meget, faktisk, at jeg nu vil gøre noget, som jeg ikke sædvanligvis gør. Men:

Værsågod: Her er 2155 porno-gallerier med billeder af sexede sygeplejersker.

Hvis vi antager, at hvert galleri - i gennemsnit - indeholder 10 billeder, så er der 21550 billeder. Bare dér.

Kan du se pointen, eller skal jeg stave det for dig? Enogtyvetusindefemhundredeoghalvtreds.

Og blot for at ingen faggruppe sig føle sig snydt for chikane:

Her er 6000 gallerier med pornografiske billeder af sekretærer.

Her er 152 gallerier med pornografiske billeder af nonner.

Her er 3192 gallerier med pornografiske billeder af lærere.

Her 20 gallerier med brandmænd.

Her er 299 gallerier med politimænd.

Og her er 77 gallerier med vampyrer.

JBS har offentliggjort 4 - fire - billeder, hvoraf ingen er pornografiske.

DU MILDE HIMMEL!

Opdateret: Læs også the leopardrolls blogindlæg.

Opdateret: Læs også Morten Sørensens blogindlæg.

Berlingske skriver: "Talspersonen "Ditte" fra ungdomshusmiljøet tager ikke afstand fra, at man kaster brosten mod politiet. - Nej, det gør jeg faktisk ikke. Så længe politiet opfører sig på den måde, så bliver vi nødt til at kaste tilbage, lød hendes svar efter et møde med overborgmester Ritt Bjerregaard (S) på Københavns Rådhus torsdag formiddag. [...] "Ditte", der uden begrundelse ikke vil ud med sit efternavn, blev efter mødet spurgt, om hun har deltaget i stenkast eller hærværk. - Synes du virkelig, at jeg skal udtale mig om det på tv? lød svaret." Og ja. Altså. Det ville jeg da f.eks. gerne vide. Og måske burde det også interessere Ritt Bjerregaard. Det ville interessere mig, hvis jeg var hende. Det vil sige Ritt. Hvad jeg - jo - helt indlysende ikke er. Mere her.

Opdateret: Læs også den sure, gamle mands kommentar.

Hov! Ikke blot tog jeg fejl af dagene, for jeg troede, prisvinderen først ville blive offentliggjort fredag -- men det var heller ikke en af mine favoritter, der vandt. Faktisk slet-overhovedet-ikke. I stedet for at give Nobelprisen til Roth, Murray eller Tranströmer, som alle tre har (i hvert fald) dét til fælles, at de ikke er kedelige - eller at de er ikke-kedelige - har komiteen valgt at give årets pris til den internationale, litterære verdens måske aller-mest-kedelige forfatter, nemlig engelske Doris Lessing. Det må da siges at være et ukontroversielt valg. De eneste, der med nogen form for rimelighed kan brokke sig over det, er dem - de læsere - der har smag. For andet end en tynd kop te.

Og lad os nu ikke glemme, selvfølgelig, at jeg også selv er en af de helt store inden for det dér LYD. "Music for Graveyards" 1 og 2 kan downloades - helt og aldeles gratis og uforpligtende - i mp3-format fra The Archive. Klik her. Og "Stjernerne over Ulfborg" kan downloades - på samme betingelser - fra Lyt til Nyts website. Klik her. Og scroll ned.

Jeg har i løbet af de sidste par måneder købt flere CDer, end jeg har købt i de foregående 2-3-4-5 år. Det er nok HELT VILDT OVERDREVET -- men i øvrigt ikke meget forkert. I resten af denne måned, har jeg derfor besluttet mig for, vil jeg forsøge at holde igen. Jeg venter stadig på en god håndfuld af de CDer, jeg bestilte via Amazon i sidste måned, og selv om jeg - ret præcist - lytter til Zappa to timer om dagen, hver dag, så vil det alligevel tage mig nogen tid ... o.s.v.

Men når jeg engang igen synes, at jeg har fortjent det, vil jeg investere i denne boks:

"Works of Igor Stravinsky" - apropos Stravinskij - som består af hele 22 CDer -- og til en fuldstændig latterlig lav pris. Og at jeg ikke synes, jeg på nuværende tidspunkt kan tillade mig at købe den, skal jo - naturligvis - ikke afholde dig fra at gøre det. Som J. Gibbons afslutter sin anmeldelse på Amazons side: "An essential collection at a stupid price. Buy it before Sony BMG realise their mistake." Amazon tager £22.98, men det er muligt, boksen kan findes endnu billigere andetsteds. £22.98 er ca. kr. 250,00 -- eller ca. kr. 11,50 per CD. Plus porto.

Nu har jeg nomineret min kandidat til året Blogpris. Altså: Sendt en mail med mit forslag -- og eftersom vi arbejder - i The Jiggly Room - med fuld åbenhed i forvaltningen: Her følger, hvad jeg skrev. Men uden at afsløre navnet på kandidaten.

***

Hej -- og tak for endnu et godt initiativ.

Hvem skal have Blogprisen 2007?

Giv din stemme her. 

Hvem skulle have troet, at Dansk Sygeplejeråd bestod af sådan en omgang hattedamer? Næstformand Dorte Steenberg udtaler til 180 grader: "JBS giver mandlige patienter et billede af, at det er o.k. at behandle sygeplejersker som sexobjekter. [...] Det kan ikke være meningen, at sygeplejersker skal se sig selv portrætteret på den måde. Man ville aldrig se en læge i den position, men at det er en sygeplejerske, en stuepige, en sekretær og en nonne viser, at kampagnen bunder i et fuldstændig forældet kvindesyn, der ikke hører nogen steder hjemme, og som ingen kan være tjent med." Læs mere her.

Men selvfølgelig. På den anden side. Så sent som forleden - whatever - så og hørte jeg på TV Rachael Ray give udtryk for sin erotiske begejstring for brandmænd. Jeg mener ... Altså. PÅ TV! Og i børnehøjde!

Det er da fuldstændig urimeligt, hvis brandmænd herefter - p.g.a. hende - nu ikke længere kan hive slangen frem uden at blive mødt med sjofle tilråb fra dumme kvinder og mænd fra dén lejr -- eller at de skal gøres til genstand for platte bemærkninger om at "hive slangen frem". Og den slags. Så måske burde vi boykotte Rachael Ray?

Og hvad med politimænd?

Eller cowboys?

Eller vampyrer?

Efter hende dér Anne Rice og hendes forbandede bøger kan vampyrer jo nærmest ikke færdes offentligt uden at blive forulempede af hungrende, dybt sukkende, alt-for-romantiske kvinder. Måske burde vi - også - boykotte Anne Rice?

Og Anne-Marie -- med hendes sexede Seth? Skal en egyptisk gud ikke kunne gøre sit arbejde uden overalt at blive mødt med alle mulige, beskidte forventninger? Bare fordi Anne-Marie har skrevet dé bøger?

Og hvad med komponister?

Jeg læste engang et interview med en kvinde, som havde skrevet og udgivet en bog om komponister -- og hun sagde bl.a., at hun undervejs havde forelsket sig en lille smule i alle dem, hun havde interviewet. Jeg mener HELT KLART, at vi bør boykotte den kvinde. Hvad hun end hedder. Og alle dem, der laver reklamer, hvori chokolade-is SEXES TIL. Også is skal kunne smelte i fred. Og Shakira, for numser har også et arbejde at gøre. Lad os boykotte alle dém.

Hvem mere?

Se JBS-reklamerne her.

Opdateret: Læs også Lars' blogindlæg her og her. 

Opdateret: Læs også psykoterapeut og sexolog Per Holm Knudsens blogindlæg.

Nyhedsavisen skriver: "Balladen om Asmaa Abdol Hamid kan ende med at koste Enhedslistens hovedbestyrelse livet. Det er i hvert fald, hvad partiets største lokale afdeling nu kræver i et internt brev til partiledelsen. »Vi har mistet tilliden til hovedbestyrelsen efter de indkaldte til ekstraordinært årsmøde om Asmaas kandidatur til Folketinget. Det er simpelthen for tyndt, så derfor har vi foreslået, at vi holder nyvalg til hovedbestyrelsen, når vi alligevel skal mødes og snakke om Asmaa,« siger Jette Søgaard fra Enhedslisten i Århus. Hun er oprørt over, at partiets bestyrelse har valgt at køre med på, hvad hun betegner som en mediestorm." Læs mere her.

Capac har i en kommentar henvist mig til denne side, jennifer-walcott.info. På siden kan man læse, at Ms. Walcott "was born on May 8, 1977, in Youngstown, Ohio" -- hvilket selvfølgelig straks fik mig til at tænke på Springsteen. Som - jo - har skrevet en sang om byen:

"Youngstown" -- fremført i Youngstown, 12. januar 1996. 

Der findes ikke mange billeder af Van Den Berg på nettet, for hun er - ligesom Mr. X - blot som en skygge gennem nattens regnvåde gader. Når alle vi andre, uskyldige, ligger og sover. Bortset fra Count Bonemaggot, selvfølgelig, som lige har omvendt sig til mørket. Men det er lykkedes The Jiggly Rooms DETEKTIVISKE AFDELING at finde et enkelt:

Til nye blog-læsere: Følg med i mysteriet om Mr. X her. 

Dagens musik er Messiaens "Vingt regards sur l'enfant Jesus" i denne (meget gode) udgave fra Naxos.

Det rager jer jo sådan set ikke, kan man sige -- men her er, HVORDAN DET HÆNGER SAMMEN: Vi har alt for mange CDer (eller alt for få CD-reoler -- og alt for lidt plads til CD-reoler), så på et tidspunkt røg en hel kassefuld CDer ind bagerst i et skab i stuen. Hvorefter de blev gemt bag DVDer og fis. Men nu har jeg - forleden - fundet dem igen, og iblandt dem var min lille Messiaen-samling. Så derfor.

Ane og jeg har i øvrigt engang hørt uddrag af Messiaens fuglekatalog opført i Skanderborg Kirkecenter. Hvor mange kan prale af det? Ikke mange. Globalt betragtet.

Var ved at rydde lidt op i mine tags og faldt over et gammelt indlæg, hvori jeg havde henvist til denne side: So You've Decided to be Evil - A Step-by-Step Guide to joining the Forces of Darkness. Her er f.eks. nogle gode forslag til Locations for your Lair -- og her er et indledende spørgeskema, som jeg tillader mig at kopiere:

***

QUESTION #1: How do you start your morning routine?

A) Wake up at 6:00 A.M. and sing merrily in the shower!
B) A five mile jog and rigorous set of exercises.
C) Hit the snooze alarm for the tenth time in as many minutes.
D) Have a cup of coffee, read the daily newspaper and then plot the downfall of western civilization.

QUESTION #2: Which of the following job skills do you possess?

A) Excellent management potential.
B) Ability to focus on the task at hand.
C) Looking busy whenever the boss walks by.
D) How to explain your master plan in under sixty seconds.

QUESTION #3: What did you want to be when you grew up?

A) A policeman
B) A doctor
C) A ballerina
D) Supreme dark overlord of all mankind. Either that or a lawyer.

QUESTION #4: Do you have any pets?

A) A big lovable dog.
B) A bird of some sort.
C) An iguana.
D) A white furry cat that you stroke constantly.

QUESTION #5: How do you normally spend your weekends?

A) Sports activities in the great outdoors.
B) Watching television.
C) Hanging out with friends.
D) Constructing doomsday devices in your basement.

QUESTION #6: What are your religious beliefs?

A) Monotheistic: Christian, Jewish, Muslim
B) Pantheistic: Buddhist, Hindu, Pagan
C) Atheist or Agnostic
D) I am actually an ancient Babylonian God awoken from a terrible sleep and destined to destroy all mankind.

QUESTION #7: What torments you in your greatest nightmares?

A) A fiery building from which you cannot escape.
B) Monsters that tear you limb from limb.
C) Your ex-wife demanding alimony payments.
D) Unicorns, rainbows, and puppy dogs with big eyes.

QUESTION #8: What would you say is the greatest threat to society today?

A) Crime, drugs, and gangs.
B) Corporations run amok.
C) Nuclear war.
D) Me.

QUESTION #9: What is your normal reaction whenever confronted by a holy symbol, garlic, silver weapon or holy water?

A) Feel the divine light surround your spiritual aura.
B) Bewildered confusion.
C) Chuckle at their superstitious beliefs.
D) Run away while screaming: "It burns! It burns!"

QUESTION #10: It's the end of the world. An atomic blast has just leveled the cities and destroyed the human race. Mutants now walk the streets and the seas have boiled away to nothing. You've just seen your best friend torn to pieces, and civilization as you know it is over. Do you ...

A) Vow to someday rebuild society.
B) Double over in grief and wait for a painful death.
C) Try to remember the plot to "The Road Warrior."
D) Congratulate yourself on a job well done.

***

Det rigtige svar er D.

Fredag kl. 13 offentliggøres navnet på årets modtager af Nobel-prisen i litteratur. Philip Roth topper på bookmaker-firmaet Ladbrokes liste, og vi - her i bloggen - elsker Philip Roth. Men vi er også helt tossede med Tomas Tranströmer, en af nordens bedste digtere, som også er nomineret -- og vi har i årevis talt for, at australske Les Murray burde have prisen. Murray er nummer 7 på Ladbrokes liste, Tranströmer er nummer 4.

Jeg tror, jeg hepper på Les Murray. Eller Tranströmer. Eller Roth. 

Fyens Stiftstidende skriver, at "folketingsgruppen opgiver nu kampen [for Abdol-Hamids prominente placering på opstillingslisten] og hilser en degradering af den kontroversielle politiker velkommen som en mulighed, når Enhedslisten skal genforhandle partiets kandidatliste på et ekstraordinært årsmøde. [...] Suppleanten for Pernille Rosenkrantz-Theil, Jens Borking siger: - Det vil være tåbeligt at lave selvmord, hvis man godt kan lide at leve. Det skal selvfølgelig diskuteres blandt Enhedslistens medlemmer, men det kan også være fornuftigt at finde en sikker plads som suppleant. Det er måske en god udvej af en svær situation." Mere her.
 

One of them
is fish.

I de bøger, jeg indtil videre har læst om Frank Zappa, omtales dobbelt-CDen (som oprindelig var tre LPer) "Thing-Fish" fra 1984 som et af Zappas mest kiksede eller - efter overbevisning - AVANCEREDE projekter. Zappa skrev værket som et Broadway-show, men det lykkedes ikke at finde nogen, der havde mod på at lave en opsætning. Og det kan jeg sådan set godt forstå.

Her er historien kort -- planket fra Wikipedia:

***

The government has experimented on inmates, turning them into hideous creatures known as "Mammy-Nuns," thanks to a substance known as "Galoot Cologne" which was invented by an Evil Prince (and part-time theater critic) to get rid of selected "highly-rhythmic individj'lls an' sissy-boys." Being unable to return to their original jobs, the Mutant Mammy-Nuns are forced to perform in a Broadway musical about their plight.

During a stage show of the Mammy-Nuns, Harry and Rhonda (your average white, middle-class couple) are kidnapped by Mammy-Nuns and are forced to witness and perform many twisted things. In "flashback" segments, we learn that as a boy, Harry briefly became homosexual after he lost all desire for intercourse with females because of the women's liberation movement, before falling in love with a rubber sex doll called "Artificial Rhonda."

***

"Thing-Fish", the album, indeholder en del numre fra andre Zappa-udgivelser, og temaerne er kendte. Harry, der blev homo p.g.a. kvindebevægelsen, er Bobby (fra "Bobby Brown Goes Down") i ny forklædning. For eksempel. Men "Thing-Fish" har også sit eget, overordnede tema, nemlig RACE. Ike Willies, som har hovedrollen som speakeren, Thing-Fish, taler et forstyrret pseudo-sort. Altså: "Sort" som i "negroid". Hvilket - dengang og igen - bragte Zappa beskyldninger om chauvinisme på halsen. Men urimeligt.

Forestillingen om at regeringen forsøger at kontrollere og/eller bekæmpe særlige grupper i samfundet går igen i flere af Zappas værker, herunder bl.a. i "Joe's Garage", hvor det er The Central Scrutinizers opgave, siges det, at "enforce the laws that haven't yet been passed". Zappa tog forestillingen ret alvorlig og læste bøger om udviklingen af race-bestemte sygdomme o.s.v. Han var overbevist om, at AIDS stammede fra et laboratorium et eller andet sted.

Men hvad jeg egentlig bare ville sige: Jeg synes - hvad der end står i bøgerne - at "Thing-Fish" er et vældig godt værk. Og at det er forholdsvis tilgængeligt -- sammenlignet med andre af Zappas udgivelser.  

Postet i kommentarsporet kl. 1:50:

***

Duschca Van Den Berg
10. okt 2007 01:50

to: Dura Cella, esq.
RE: col. Bo Gorzelak

Dear Mr. Cella,
Why do you waste your time with that little "collection" of second-hand cutlery? ("famous Gorzelak collection of knives" - bah!)

Please send that little whimp Bo to my den, and I shall make him confess everything - including his exploits in San Fernando Valley.

Yours - for my usual fee plus expenses -

Duscha

***

Er det Mr. X i forklædning? Eller kan det virkelig være sandt, at Duschca Van Den Berg er involveret? Hvor længe er det siden, jeg var i Holland? Spørgsmålene - igen - hober sig op.

"Their music is all the same
They can barely write their own name
By supporting them
What does that make you?"

Fra Zoogz Rifts "Hi Mom I'm Home" -- fra CDen "Torment". Som jeg i går modtog med posten. 

Og her er et lille uddrag fra et interview med manden:

***

"I know there are a lot of talented people out there who are getting buried in all the bullshit, and I think that's a real crime. There's only so much room in the CD racks at the record stores. The more worthless CRAP they stock on those shelves, the less likely one is to find something of unique quality or substance."

***

Og om internettet:

***

"The net sucks. There are 10 people on the net, and 8 of them are retards. Nothing has changed. The net is NOT this great "information superhighway" nonsense they try to sell you---it's a bunch of anal-retentive lunkheads blabbering about the most inane nonsense imaginable."

***

En lille smule skræmmende. Klik her.

Jeg har læst ca. tre kapitler i Per Stig Møllers bog "Erotismen - Den romantiske bevægelse i Vesteuropa 1790-1860", udgivet af Munksgaard i 1973. Da jeg var 2 år gammel. Jeg købte bogen på biblioteks-udsalg i Ringsted -- og den er virkelig god. Vi har en meget lærd udenrigsminister. Have no doubt about it.

Jeg vil tillade mig at citere bogens allerførste linier fra bogens allerførste kapitel, "Som livsfarven er i hjertet". Som starter på side 1. For det er lige præcis SÅDAN, en bog skal starte: Koncist, med autoritet, med vingefang -- og appetitvækkende:

***

"Forholdet til det andet køn er menneskets mest basale og banale problem i et samfund, hvor sulten ikke længere eksisterer. Vi lærer os selv at kende gennem andre, eftersom mennesket er et væsen, som kun kendes i rapport til andre, og de eneste andre, vi kommer tæt ind på livet af, og dermed på os selv, er medlemmer af det andet køn. Ved at åbne sig for hinanden, åbner man sig for sig selv. Da man opfatter sig selv gennem den anden, opfatter man omverdenen, som man opfatter kærligheden.

Både psykologisk og åndshistorisk vil det derfor være interessant og væsentligt at følge denne kærlighedens bevidstgørelsesproces, der samtidig konstituerer en periodes fysiognomi. Det viser sig nemlig, at først med den romantiske gæring indtager kærligheden sin centrale plads i det menneskelige univers, den plads hvorudfra alt andet går. Det sker i en række vægtforskydninger, som fortsætter gennem 50-60 år i hele Vesteuropa, således at bevægelserne konstituerer perioderne indenfor det, man upræcist slår sammen som romantikken."

***

Respekt! Investerede i bogen p.g.a. kapitel 3, "Hvis de blot har Hjerte", som handler om "Den realistiske idealisme og frenetiske sentimentalisme" -- herunder om Markis de Sade. Som frenetisk.

Jeg har for tiden nogle ret mærkelige drømme. Forrige nat drømte jeg om "Elverhøj", som jeg i øvrigt aldrig tænker på eller lytter til, og sidste nat drømte jeg et ord. Eller om et ord. Som jeg overhovedet ikke kendte -- eller kender. Jeg googlede det, så snart jeg havde fået øjne, og et kort øjeblik - men kun fordi jeg havde stavet ordet forkert - troede jeg, at jeg i søvne havde opfundet et helt nyt begreb -- og jeg forudså, at jeg - af den grund - ville blive rig og berømt. Og så videre. Men ak. Ordet var "genspecier", som stavet sådan kun giver 1 hit på Google. Men hvis man prøver på engelsk, "genspecies", får man 83. Og et spørgsmål om, om man i virkeligheden mente "genospecies".

Men: Specier er jo også en slags småkager, nemlig den slags som Nuser godt kan lide. Gen-småkager? Igen-småkager? Som i "Jeg vil gerne igen have en småkage?" Eller geno-arter?

Har vi en god drømmetyder iblandt os?

Modtaget med posten i dag: Zoogz Rift: "Torment". Det må helt klart være et af de flotteste CD-omslag i min samling -- så I får det lige i fuld størrelse:

Dagens musik er Olivier Messiaens meget fremragende "Quatuor pour la Fin du Temps". Værket findes i adskillige forskellige indspilninger, og jeg har (i hvert fald) to eller tre. For jeg er meget glad for Messiaen. Men jeg lytter i dag til denne:

-- som er dansk. 

Jeg har en mistanke. Jeg skriver om den hér - blandt venner - i tiltro til, at det bliver mellem os. Jeg tror ikke, at Frank Zappas valg af Edgard Varèse som sit store, musikalske forbillede, udelukkende handlede om musik. Eller: At Zappas store fascination af Varèse kun handlede om Varèses musikalske kvaliteter. Jeg tror - og dette er min bekendelse - også, at det handlede om snobberi -- og snobberi af dén helt utålelige slags, som kun unge mennesker (og barnagtige voksne) hengiver sig til.

Zappa havde aldrig hørt om Varèse - for det var der stort set ingen, der havde - før han tilfældigvis læste om ham i et blad. Artiklen handlede ikke om komponisten, men om en pladebutik, og Varèse blev kun nævnt som et eksempel. Manden bag disken i butikken, stod der i artiklen, var så god til at sælge, at han endda kunne sælge en LP med musik af Varèse. Eller måske stod der, at det var det eneste, han ikke kunne sælge. Jeg har glemt det -- men det er også ligemeget. Pointen er, at Varèse blev fremhævet som noget MEGET EKSKLUSIVT, mærkeligt og elitært -- og Zappa, as the story goes, besluttede sig straks for, at den dér LP måtte han eje. Det lykkedes ham til sidst at finde den og købe den - den første LP, han nogensinde købte - og han spillede den for alle, der gad lytte. Eller som ikke kunne slippe væk.

Varèse kom for Zappa til at repræsentere - tror jeg - det dybt seriøse, musikalske selskab, som han, Zappa, gennem hele livet ønskede at blive en del af, men som han - af frygt for afvisning - i stedet skubbede fra sig. Bevidst eller ubevidst. Som Barry Miles ganske rigtigt bemærker i sin biografi om Zappa: Hvis man gerne vil høre et af sine klassiske værker opført af et respekteret orkester, skal man nok lade være med at navngive det "I Promise Not To Come In Your Mouth". Som Zappa i ét tilfælde gjorde. Rock-udgaven kan høres på CDen "Zappa in New York".

Og blot for BALANCENS skyld -- i forhold til mit foregående indlæg: Pressen kører for tiden hårdt på de konservative, som fremstår - og måske også er det - en kende ufokuserede. Det er selvsagt - tilsvarende - et problem for Fogh, som har brug for et stabilt Konservativt Folkeparti, hvis han skal vinde næste valg. Mon ikke han, Fogh, håber på, at Bendtsen snart bliver skiftet ud?

Jeg forsøger i al almindelighed at holde mig orienteret om, hvad der sker, og jeg er (inaktivt) medlem af et politisk parti, men jeg INTERESSERER mig ikke MEGET for politik. I hvert fald ikke i sammenligning med min søster og min bror, som begge - så vidt jeg kan forstå - er en slags Folketings-TV-junkier. Det eneste politiske TV-magasin, jeg regelmæssigt ser, når jeg husker det, er "Jersild & Spin". Og ellers på nettet.

Og dét - at det er dét program, jeg ser - siger nok et eller andet om min holdning til politik. Tror jeg. Jeg ved godt, cirka, hvad jeg - i mit hovede - synes er rigtigt og forkert, og jeg har en nogenlunde stram fornemmelse af, hvilke områder jeg selv - hvis jeg var kalif i stedet for kaliffen - ville prioritere. Og så videre. Jeg har mine overbevisninger.

Men jeg har også, bilder jeg mig ind, en forståelse for, at politik - ude i virkeligheden - ikke kun handler om overbevisninger, ret og vrang, ideologier og den slags. Politik er et spil -- og hvis man vil deltage, må man acceptere spillereglerne. Jeg har ingen - ingen stor - sympati for dem, som på den ene side gerne vil have indflydelse, fordi de mener, at de ved bedre, og som brokker sig over, at de ikke får en chance, samtidig med at de nægter at anerkende og acceptere reglerne. Fordi de synes, at reglerne er urimelige -- og det er de måske også. Men reglerne er - og det må de bare indsé, eller de må droppe ud - nu engang reglerne, rimelige eller ej.

Jeg synes, det er useriøst at sidde i et hjørne og kæfte op og bede om at blive taget alvorlig som SPILLER, hvis man alligevel ikke har tænkt sig at deltage. Og deltage, altså, på lige fod med alle andre. Ligesom det er useriøst at kræve, at reglerne skal laves om, førend man vil deltage. Eller at give reglerne skylden, hvis man er ved at tabe. Og jeg bruger ordet - men jeg bruger det - "useriøs" med en vis varsomhed. Jeg mener blot: Hvis man har en politik, som man for alvor brænder for, så er man vel også villig til at gøre noget for at få den gennemført? Og hvis man ikke er villig til at gøre noget - og at gøre noget vil sige at kaste sig ind i spillet - hvor meget brænder man så for sagen? Hvor seriøs er man så m.h.t. sin politik?

Og en af reglerne, en af de helt vigtige, dikterer, at man må spinne. Man er nødt til at sælge sit budskab korrekt, og man er nødt til at anerkende, acceptere og respektere pressens magt. Også den modvilliges eller måske ligefrem aggressive presses magt. Hvis man på forhånd kan forudse, at pressen vil gå til angreb, så må man sørge for at gardere sig. Hvis man ikke gør det, vil man komme til at fremstå kluntet -- og så er man - og det er dét, der er min pointe - kluntet. En kluntet spiller. Og hvilken vælger vil sætte sin lid til en, der ikke kan begå sig i spillet, og som derfor ikke kan få noget som helst politisk gennemført? I hvert fald ikke undertegnede.

Jeg køber ikke diverse debattørers påstand om, at Asmaa Abdol-Hamid - for det er selvfølgelig hende, jeg taler om - er blevet helt urimeligt behandlet af pressen. Hun er efter min bedste overbevisning blevet behandlet, som enhver anden, der var lige så kluntet, ville blive. Og jeg forholder mig i denne sammenhæng udelukkende til hendes (mangel på) evne til at agere i forhold til pressen og offentligheden. Da Karen Jespersen skiftede til Venstre, blev hun mødt - af pressen - med mange af de samme spørgsmål, som Abdol-Hamid har fået stillet, men Jespersen er kanon-dygtig til at få spundet sig ud af næsten hvad-som-helst. I modsætning til Abdol-Hamid. Hvorimod eksempelvis CD netop har begået - må man formode - politisk selvmord ved at invitere Louise Frevert ind i varmen. Dén har hverken Frevert eller partiledelsen evner nok til at spinne ren. Og så videre.

Og det er jo - altså - alvorligt. Eller - jvf. ovenstående - ualvorligt. Useriøst. JP skriver, at VKO nu igen kan mønstre et flertal, og at Ny Alliance nærmer sig spærregrænsen - her - og i lørdags besluttede et flertal i Enhedslistens hovedbestyrelse at indkalde til et ekstraordinært årsmøde for at diskutere Abdol-Hamids kandidatur. Her. Faktum er - hvad end man i øvrigt mener om pressens behandling af Asmaa - at hendes opstilling er ved at drive Enhedslisten ud af Folketinget. Det viser målingerne. Og here's the thing: Uden Enhedslisten - og især hvis også Ny Alliance ryger under de 2% - kan Helle Thorning ikke slå Anders Fogh, og vi kan ikke få et regeringsskifte. Hvor seriøst er det af Enhedslisten stædigt at fastholde opstillingen af Abdol-Hamid, hvis det - som det ser ud til - reelt betyder, at Fogh og Kjærsgaard får fire år mere ved magten? Hvis Enhedslisten virkelig er villig til at gå så langt, hvor seriøse er partiets medlemmer så - spørger jeg migselv - med hensyn til deres politik? Er de i virkeligheden helt ligeglade med, om den bliver gennemført?

Men ... Kan man sige. For jeg regner med at få på puklen for dette indlæg. Varm jer ved tanken om, at jeg aldrig - heller ikke uden Asmaa - kunne drømme om at stemme på Enhedslisten. Så partiet har ikke mistet en støtte i mig -- eller hvad man nu siger. Og selv om jeg er NUMMER 28, er jeg aldeles uden indflydelse. Tænk på det.

Smukt. Edgard Varèses "Offrandes", dirigeret af Pierre Boulez og sunget af Anna Steiger:

Anna Steiger er - jvf. efternavnet og det mandhaftige kæbeparti - datter af skuespilleren Rod Steiger. Men synger, formoder jeg, betydelig bedre.

Boulez-udgaven af "Offrandes" er at finde på denne CD -- som jeg straks har skrevet på min ønskeseddel. Jeg har allerede denne.

"Offrandes" betyder "Offergaver". 

Dagens Zappa er klassikeren "Willie the Pimp" fra "Hot Rats" -- med Captain Beefheart on vocals. Udsat for animation:

Awesome.

I nat, mens jeg sov, drømte jeg om "Elverhøj". Jeg kan ikke huske ret meget af drømmen, ud over at der blev sunget en del. Sange, altså, fra Heibergs og Kuhlaus værk.

Og det er - eller var - faktisk lidt mærkeligt, synes jeg, for jeg har overhovedet ikke noget nært forhold til "Elverhøj". I hvert fald næppe mere end de fleste andre, nationalromantiske danskere. I min alder eller ældre.

Men: Musikken sad - nu - i kroppen, og jeg måtte en tur på biblioteket for at låne et eksemplar. Hvor mange af jer, helt ærligt, har "Elverhøj" stående i CD-reolen? Og hvis du har: Har du selv købt den?

Men men: Jeg lod mig gribe af ÅNDEN og hjemlånte også et eksemplar af Heises opera "Drot og marsk", som handler om Marsk Stig og mordet på Erik Klipping. De dé historikere, jeg var sammen med i weekenden, har nok gjort et vist indtryk. Måske.

Og desuden -- for fuldstændighedens skyld: Lånte også et par kriminalromaner, hvoraf den ene - vistnok - har Dante som hovedperson.

Og mens jeg er i gang med at gå Youtube-agurk: Her er et klip til Grey -- "Caning: An English Tradition" fra Michael Moores "TV Nation":

Lars har i en kommentar skrevet noget om Misty Mundae -- og vi iler med at bringe nogle teasere.

Her er "Spiderbabe":

Her er "Screaming Dead":

Og her er "Skin Crawl":

Købt billigt via eBay: Frank Zappas "200 Motels", dobbelt-CDen:

"200 Motels" er - ellers - en film. Som jeg aldrig har set, og som jeg formodentlig, hvis jeg så den, ikke ville bryde mig ret meget om. Sideløbende med alle sine plade-projekter arbejdede Zappa på flere film, hvoraf kun ganske få - måske heldigvis - blev til noget.

Hvad er ugens blog-tema?

Politiken: "Irakisk kommission fastslår, at sikkerhedsvagter fra det private amerikanske selskab Blackwaterer er skyld i overlagt drab på civile irakere." Mere her.

Jeg er endnu ikke kommet så langt med min Marquis de Sade Exchange:

Men før jeg poster flere lister: Jeg er ikke sikker på, at jeg fik forklaret mig godt nok i det oprindelige, introducerende indlæg -- så lad mig gøre det helt klart:

Jeg er interesseret i alt de Sade-relateret, som jeg ikke allerede har. Herunder også:

- Alternative udgaver af bøger, jeg allerede har i samlingen.
- Bøger på andre, eventuelt helt uforståelige sprog.

Og bemærk venligst: Du har - faktisk - muligheden for at gøre en god handel. Det er jo det, altså, der er MIN STORE PLAN. Det er deri, pointen består: Jeg håber at få jer allesammen til at holde øjnene åbne, hvorend i kommer -- og købe bøgerne eller CDerne eller DVDerne, når I finder dem. Men billigt! Køb dem, hvis de ingenting koster -- f.eks. på det russiske bogmarked i Krakow. Eller hvor I nu skal hen i efterårsferien. Køb dem, så I har noget at bytte med -- og vent, til der kommer noget godt i EXCHANGEN. Og slå til. Så.

Kan du se fidusen? 

Fire zombiefilm:

"Space Zombie Bingo".

"Scooby-Doo on Zombie Island".

"Mulva - Zombie Ass Kicker".

Og "Porn Of The Dead".

Selv om zombier ikke er sexede - og det er de virkelig ikke - kan man selvfølgelig godt prøve ... Og når man hedder - eller i hvert fald kalder sig som kunstner - Rob Rotten, så er man næsten forpligtet. 

Jeg vil tillade mig at elaborere lidt på noget, jeg tidligere har skrevet - nemlig her - at "Zombien er (måske) det mest interessante monster, vi nogensinde har fostret i vores fantasi, fordi den rummer så meget – der er så meget at sige om den – og fordi den meget godt synes at udtrykke det (bogstaveligt) formålsløse ved ondskaben, samtidig med at den er noget helt konkret, som kan bekæmpes." Og jeg vil tillade mig at generalisere alt for meget. Det er jo trods alt søndag, og jeg er tilbagelænet.

Zombien - har jeg på fornemmelsen - er ikke nær så populær som eksempelvis vampyren eller varulven -- i hvert fald ikke blandt ALMINDELIGE MENNESKER. Og det kan jeg godt forstå. Vampyren og varulven er SEXEDE, og fascinationen af dem er en erotisk fascination. Med hensyn til vampyren:

En fascination af den kultiverede glubskhed. Eller hvad vi nu skal kalde det. Og med hensyn til varulven:

En fascination af det dyriske, ukultiverede. Dyresex.

Men zombien er slet ikke sexet. Overhovedet. Og zombien HANDLER ikke om sex. Hvis vampyren og varulven er forbundet - i mit hovede - med ord som RÆDSEL, SKRÆK, DIRREN, SVED, BLOD, HUD o.s.v., så er zombien forbundet med TERROR. Som er noget andet. En smule pudsigt - men måske sigende - forbinder jeg ikke umiddelbart vampyrer eller varulve med DØD -- selv om jeg selvfølgelig godt ved ... etc. Men jeg forbinder zombier med DØD. DØD og TERROR. Zombien er den blinde pøbel, bøllerne i skolegården, bomben i rygsækken.

Vampyrer og varulve - hvis vi strækker begreberne lidt (og det er jo søndag, stadigvæk) - er det, man kalder kryptider. Som er den slags dyr, som kryptozoologer beskæftiger sig med. Besøg cryptozoology.com.

Og kryptozoolog, altså, er ikke nogen beskyttet titel. Det vil sige: Du kan hvornår som helst slå dig ned som kryptozoolog -- med visitkort og website og nyhedsbrev og det hele. Uden at få bøvl. Og det er en god og på mange måder givende hobby. Tror jeg. Omend næppe økonomisk indbringende. Men penge er jo heller ikke alt. Og selvfølgelig er de derude. Vampyrerne. Og varulvene. Det gælder bare om at finde dem -- og meget gerne før de finder dig.

- the dead shall walk the earth. Vi fortsætter med vort THINGS THAT GO BUMP IN THE NIGHT-potpourri. Capac skriver i dag - apropos - om den nye DVD-udgave af "Dracula". Læs her.

Og her er to billeder:

-- som ikke, nej, stammer fra gårsdagens bølle-optøjer i København. Men fra den meget uhyggelige genindspilning af "Dawn of The Dead". Dagens tema er zombier.

Føjet til Sade-samlingen i dag:

Roger Cormans "Marquis de Sade"

og "Bloody Pit of Horror". "Based On The Writings Of The Marquis De Sade".

Modtog i går Gilbert Lelys biografi og "The Island of Dr Sade". 

Dagens dyr er Stærke, Kurts og Bodils og Jens' kanin:

Vi var i går til Kurts 50-års fødselsdag, og det var gevaldig hyggeligt. Maden var - som altid - fantastisk, især grønkålen -- og jeg sad først ved siden af en lektor i arabisk og derefter - under osten - mellem en lektor i 20. århundredes historie og en klassisk filolog og boghistoriker. Og jeg fik snakket lidt med Lars, som jeg ikke har set - blev vi enige om, selv om det ved nærmere eftertanke vist ikke er fuldstændig korrekt - i 6 år. Og jeg fik hilst på ham, der har skrevet denne bog -- og aftenens tale blev holdt af ham, der har skrevet denne bog.

Nu er klokken 2:17, og jeg burde ligge i min seng. Men: Kurt, fødselsdagsbarnet, og jeg fik snakket lidt musik. Ret tilfældigt. Og han fortalte mig, at han ejede hele 7 forskellige indspilninger af Max Bruchs "Kol Nidrei" -- som jeg, indrømmet, ikke kendte. Og jeg gik straks hjem og googlede -- og nu er jeg nødt til at høre stykket, førend jeg kan falde i søvn. Du kan downloade og høre det her.

Dette indlæg skulle egentlig hedde "Scream queens, 3" -- men vi er - jo - tilbage i Zappa-mode. Og det gælder om Zappa, som det gælder om f.eks. Shakespeare og Yogi Berra og alle de dér andre, at der er et citat, der passer til alting. Næsten. "So long as the trash gets picked up" er fra sangen "Society Pages".

Og for at tale zappaesque: Dårlige gyserfilm, det ved vi, er vores allesammens psyko-sociale lokum. Eller lokummer. Det er hér - eller dér - vi kommer af med det, vi skal af med. Så vi ikke går rundt og bliver forstoppede af angst og overskuds-libido og al mulig anden elendighed.

Men hvem er det - for at blive i billedet - der trækker i snoren eller trykker på knappen -- som sørger for, at skidtet bliver FLUSHED? Det er skrigerne:

-- som, altså, er en slags sjælelige renovationsarbejdere. Ofte i meget lidt tøj. De udfører et stort og vigtigt arbejde, og vi skylder dem tak. For det.

Her er et lille indslag om, hvad det kræver at blive en scream queen.

Which, basically, is boobs and blood.

Og helt apropos: Det kan godt være, at I synes, det er en lille smule ulækkert -- men:

Jeg tror, jeg har fået et vampyrbid på - eller i - min højre hånd. Lige i knoerne. Findes der en særlig kno-suger-vampyr-underart? Og er det for sent at amputere hånden -- eller måske hele armen? Hvad gør man?

Min Zappa-samling bare vokser og vokser:

Vundet i søvne i nat -- altså, mens jeg sov: The Persuasions: "Frankly a Capella - The Persuasions sing Zappa". Cool. Pris: $0.99.

I dag skal Ane og jeg til Kurts 50-års-fødselsdag. Han og konen, som hedder Bodil, bor i - eller på - Ringsted Mark -- i udkanten af Ringsted. Sammen med sønnen og en hel masse bøger. De er begge gevaldig lærde, og de kender en frygtelig masse lærde mennesker. Heriblandt Ane. Og så er der - kan man sige - mig. Men jeg har tænkt mig at tage min nye uld-sweater på -- for ligesom at signalere, at jeg trods alt har en ANELSE om ... o.s.v. Og nikke indforstået, når nogen taler. Heldigvis er de allesammen vældig flinke, så de vil sikkert lade mig slippe afsted med det.  

- for at citere Henrik Larsens "Hotel Melankoli". Eller rettere: Lad os tale om dem, der lever i natten, og om deres gerninger -- og om os, når vi er som dem.

Faldt over Henriettes blog-indlæg, hvori hun bl.a. skriver, at "man ved aldrig, hvad der gemmer sig i mørket". Og det er jo så ganske sandt. Men nogle ting ved vi dog. Trods alt. Vi ved, at der gemmer sig vampyrer og varulve og gengangere, psykopatiske mordere og satanister, ligædere, monstrøse dæmoner, sade'ske sadister iført kapper og høje hatte, børnelokkere, vortede hekse og pukkelryggede tyve, indvandrerbander og medlemmer af Dansk Folkeparti.

Min egen holdning - eller hvad det nu kaldes - med hensyn til OVERNATURLIGE VÆSENER, hvad enten det er vampyrer, trolde eller enhjørninge, er, at jeg af princip tror på dem alle. Mit ræsonnement er ikke synderlig dybsindigt -- og går cirka sådan hér: Spørgsmålet om, hvorvidt alle disse væsener virkelig findes eller ej, har ikke noget med logik at gøre. Så jeg er ikke NØDT til at tro det ene eller det andet. Jeg kan selv vælge. Og eftersom det - da - helt klart er det sjoveste at tro, at de findes, vælger jeg dét. Og sørger for at holde lyset tændt og at have et krucifiks og et hvidløg inden for rækkevidde. Og sølvkuglerne parat.

Hvad vælger du at tro?

Opdateret: Og også Lene skriver om uhygge. 

Skæbnen - for Osiris er stor - har forsyn(d)et mig med et HELT NATURLIGT LINK. Altså: Fra det ene emne til det næste. Eller forrige. De tre par underbukser, jeg i dag købte (i øvrigt af en ekspedient ved navn Tine), var og er nemlig af mærket JBS -- og hvad kan man i dag læse i Politiken? At "JBS' nye kampagne for herreundertøj er et eksempel på, at porno flyder over i reklamerne, mener Pornofrit Miljø." Se nogle billed-eksempler hos Tomas Friis.

Pornofrit Miljø - med "chef-puritaneren Lone Skov Al Awssi" (Friis) i spidsen - er en meget aktiv forening, som qua en god pressestrategi har haft et vist held med at påvirke diverse letpåvirkelige politikere og meningsdannere. Tidligere i dag postede jeg en henvisning til epn.dks omtale af foreningens nyeste tiltag: Deres - vellykkede - forsøg på at få ombudsmanden til at understrege, at salg af porno til mindreårige ifølge Straffeloven er strafbart. Hvilket er ganske sandt.

Straffelovens §234 siger, at "Den, som sælger utugtige billeder eller genstande til en person under 16 år, straffes med bøde." Det er den paragraf, som epn.dk kalder "en gammel paragraf i straffeloven". Den stammer fra slutningen af 1960erne, men den gælder stadig - gammel eller ej - og jeg synes, det er en fin paragraf. Man kan diskutere, om alderen - 16 år - eventuelt bør ændres, men vi er - vel - allesammen nogenlunde enige om, at det er ok at have en lov-paragraf, der forhindrer ULÆKRE PORNOGRAFER i at forsøge at afsætte deres ULÆKRE FILM OG BILLEDER til børn. 

Og jeg har ikke - personligt - noget problem med ombudsmandens understregning af, at lov er lov, og lov skal holdes. Selvfølgelig skal loven holdes.

Men: Jeg mistror Pornofrit Miljø, og jeg tror, der er god grund til at være på vagt. Det er - nemlig - meget vigtigt at foretage en juridisk skelnen mellem aktivt forsøg på at sælge porno til mindreårige - som er forbudt og strafbart - og at faldbyde pornografisk materiale på en sådan måde, at mindreårige - selv om det ikke var hensigten - kan komme til at erhverve sig det. Det lyder lidt knudret, men er ganske enkelt: En kioskejer må ikke, som loven er, sælge et pornoblad til en mindreårig, der kommer hen til disken og beder om at købe det. Det er forbudt. Men kioskejeren må gerne - efter gældende praksis - hænge en selvbetjeningsboks op uden for butikken -- hvor folk (i ly af mørket) kan trække et pornoblad. Og hvor en mindreårig også kan gøre det. Den sunde og fornuftige logik tilsiger nemlig, at hvis en mindreårig trækker et pornoblad, så er det den mindreårige selv, der foretager sig noget, som han eller hun ikke burde -- og ikke kioskejeren. Kioskejeren er uden skyld, for han eller hun har ikke forsøgt at sælge noget uartigt til den mindreårige. Situationen svarer for så vidt til, at den mindreårige har hugget bladet inde i butikken. Kioskejeren kan rimeligvis ikke drages til ansvar for, at han eller hun har lovlige varer i butikken, som en mindreårig uretmæssigt har tilegnet sig.

Sådan - som beskrevet - bør det være, for ellers havner vi lynhurtigt i en situation, hvor vi kommer til at arbejde med et helt umuligt, urimeligt og bagvendt begreb om skyld. Hvis logikken begynder at skride, må vi råbe op.

En fri association. Igen. Jeg hørte engang - for ikke så forfærdelig længe siden - et foredrag af den amerikanske digter Kenneth Koch, hvori han blandt andet talte om William Butler Yeats. Han, altså Koch, havde diskuteret Yeats med nogle af sine studerende, og han, stadig Koch, havde spurgt dem, hvad de godt kunne lide ved hans digte. Altså Yeats' digte. Og en studerende havde svaret - meget begavet - at han godt kunne lide den fornemmelse af "urgency", som digtene kommunikerede. Det var, sagde Koch, det helt rigtige svar. William Butler Yeats digte er meget ofte - indholdsmæssigt - det rene, okkulte vrøvl, som intet fornuftigt menneske kan forholde sig til eller føle noget for. Det fantastiske ved Yeats - og grunden til, at man bør læse ham - er ikke indholdet. Det fantastiske ved Yeats er, at han altid - i digtene - lyder som om, det han fortæller, er vanvittigt vigtigt. Urgent. Af ham kan man lære - hvis man altså kan det - en hel del om autoritet.

Og associationen: Det er fuldstændig ligesom med Springsteen. Springsteen er - også i min verden - The Boss. Der er ingen, der er større end ham -- omend der måske er en lille håndfuld, som er lige så store. Eller næsten. Men hvad er det, der gør Springsteen så helt igennem AWESOME? Det er ikke musikken, som alt andet lige er - og misforstå mig ikke - forholdsvis ordinær og lige-ud-ad-landevejen-rockmusik. Og det er heller ikke teksterne, selv om de for det meste er gode. Det er - i hvert fald for mit vedkommende - den dér følelse af autoritet. Han lyder altid, som om han ved, hvad han taler om. Som om han - som man siger - kan STÅ INDE FOR DET. Og at det er urgent.

Jeg gider ikke - for jeg ville føle mig fjollet - at anbefale jer at købe den nye CD. Springsteen goes without saying. Når der kommer en ny Springsteen-CD, så køber man den bare. Ligesom med Dylan. Hvis man er et ordentligt, seriøst menneske. 

Vild ting-dag. Var på shopping med Ane og købte - ud over nogle fødselsdagsgaver - hhv. tre par bukser, tre par underbukser, en trøje, en lyserød "Støt brysterne"-kuglepen og Bruce Springsteens nye CD. Og modtaget med posten -- også i dag: Zappa: "Thing-Fish":

"Tinseltown Rebellion":

og "Trance-Fusion":

Plus bogen "The Culture of Pain". Sendt fra New Zealand.

"Det gode ved at gå i byen i Holstebro, er, at man møde en masse herlige mennesker, det værste er, at man skal nå sit tog når man skal hjem igen. Så jeg måtte forlade Die Bierstube, og nåede mit tog hjem kl. 23:06. Da jeg kom til Struer, gik jeg forbi pølsevognen. Hilda var desværre ikke på arbejde, jeg fik nu alligevel en hotdog."

Mød en anden mand fra Struer: Lasse-Basses weblog og Lasse-Basses hjemmeside.

"Collected" betyder ikke "samlede" - som i "allesammen" - men "udvalgte". Som i - f.eks. - "Collected Stories by Sir Arthur Conan Doyle". Men "complete" betyder "komplet". Men hvor komplet er komplet? Som Anton i en kommentar har gjort opmærksom på: Den udgave af Weberns "Complete Works", jeg lige har købt, er ikke komplet. Den er - faktisk - kun cirka halvvejs komplet, for den består af 3 CDer -- og der findes en nyere boks, også "Complete" og også Boulez, som består af hele 6. Den første - min - udgave indeholder alle de værker, som Webern selv gav opus-numre. Den anden indeholder også ANDRE TING. Webern skrev i løbet af sin karriere rundt regnet 6 timers musik. Som altså kan være på 6 CDer. Hvis det lyder dejligt nemt og overskueligt, så er det - så kan det kun være - fordi man aldrig har lyttet til Webern. 

Epn.dk skriver: "Butikker, der sælger porno til unge rødmende drenge, skal fremover meldes til politiet og straffes med en bøde. Det mener Forbrugerombudsmanden og foreningen Pornofrit Miljø. De vil have politiet og retsvæsenet til at håndhæve en gammel paragraf i straffeloven, som forbyder salg af utugtigt materiale til unge under 16 år." Mere her.

Mine egne kommentarer følger - selvfølgelig - senere.

Opdateret: Læs Tomas Friis' kommentar her. 

Og min oktober-gave til migselv (indkøbt efter at have fået Mostly Operas ok):

Weberns "Complete Works", dirigeret af Pierre Boulez. Meget mere Webern følger.  

Det er blevet fredag, og det betyder, at jeg må blogge igen. Og at jeg igen må skrive om Frank Zappa. Jeg skal nok forsøge at holde det - zappariet - en smule under kontrol, men jeg lover ikke noget. I løbet af relativ kort tid har jeg nu fået indkøbt så mange af Zappas CDer, at det ville - for sådan er jeg - være helt utåleligt for mig, hvis jeg ikke også fik erhvervet mig resten. Og som en eller anden på et tidspunkt bemærkede: Jeg kan - jo - tilsyneladende ikke købe en éngangslighter til kr. 3,- i Netto uden at det partout skal nævnes herinde. I bloggen. Så I slipper nok ikke for at høre om Zappa-CDerne -- efterhånden som ... o.s.v.

En hurtig status: Min Zappa-CD-samling er nu 31 centimeter lang. Den fylder så meget:

Og følgende er bestilt, betalt og på vej - forhåbentlig - til Ringsted: "Lumpy Gravy", "Ahead of Their Time", "Apostrophe", "Thing Fish" og "Tinseltown Rebellion". Og "Trance-Fusion", som jeg tidligere har omtalt, men endnu ikke modtaget. De mere visuelt orienterede kan (måske) danne sig et overblik her, her og her. Har - yderligere - bestilt to bøger på biblioteket: "Electric Don Quixote" og "The Real Frank Zappa Book".

Og i den virkelige verden: Anne-Marie Vedsø Olesens nye roman, "Gudernes tusmørke", har fået en kanon-anmeldelse i JP. Læs den her.

En 58-årig kvinde har - i Chicago - skudt og dræbt sin 54-årige, mandlige samlever, efter at hun sidste weekend - efter 15 års bekendtskab - opdagede, at han kunne lide porno. Mere her.

Og dagens Asmaa-historie kan læses her.

Det burmesiske regime undertrykker den burmesiske befolkning og forsøger at forhindre omverdenen i at få kendskab til undertrykkelsen -- bl.a. ved at kontrollere medierne og ved at lukke internet-caféer og begrænse de almindelige borgeres muligheder for at udveksle informationer med andre via nettet. Og ved at forfølge og fængsle bloggere.

Free Burma-initiativet opfordrer alle bloggere til i dag - den 4. oktober 2007 - kun at poste et blog-indlæg. Om situationen i Burma. Læs mere om initiativet her. 

Burmeserne har ikke brug for stilhed, heller ikke i blogosfæren, men for at vi råber op. Sådan set. Og det bør vi gøre. Men ikke i dag. I dag - i hvert fald i The Jiggly Room - lader vi dette ene budskab stå:

Hvis du selv ønsker at deltage, så klik her. 

Blondine med trumpet! Tjek hende ud her -- og læs mere her.

Læs venligst her og her.

"Organisationen Free Burma! har erklæret 4. oktober for 'International Blogger-dag for Burma'.

På organisationens hjemmeside opfordres bloggere til at støtte den 'fredelige revolution' mod militærjuntaen og de indbyggere, der lige nu kæmper en ubevæbnet kamp mod 'deres brutale regime'.

De bloggere, der tilslutter sig aktionen, vil i morgen undlade at skrive indlæg på deres egen blog og i stedet placere et banner med teksten 'Free Burma!'"

Det er i morgen.
 

Det er ikke voldsomt mange, så vidt jeg kan se, der har turdet at tage imod UDFORDRINGEN.

Men Linda turde. Se her.

Et medlem af min familie er blevet alvorlig syg. Jeg fik det at vide tidligere i dag, og det optager -selvfølgelig - mine tanker. Jeg havde tænkt mig at skrive et indlæg om scream queens og deres store, psyko-sociale betydning -- men det kommer nok til at vente. Ærligt talt.

Men udfordringen gælder stadig. 

Et foto af mig:

 
Jeg har nu 91 centimeter Markis de Sade-bøger. Det er 44 værker -- og jeg har lige vundet en bog mere på eBay. Plus Lely. Det er 46. Hvis du gerne vil vide, hvor meget 91 centimeter er, så tag et print af dette indlæg, klip alle de sorte streger ud:

-- og læg dem i en række.

En lynhurtig Sade-opdatering til glæde for dem - hvis de findes - der følger med i mine bogindkøb. Har modtaget mit eksemplar af "Vom Geist der Übertretung und Vernichtung - Der Ursprung der Gewalt im Denken des Marquis de Sade", som jeg bestilte den 21., og Guy Endore: "Satan's Saint", som jeg bestilte den 14. For at fejre det har jeg netop bestilt en indbundet udgave af Gilbert Lelys biografi.

Berlingske spørger: "Myanmar: Og var det så det?" "I nogle få døgn var de undertrykte burmeseres håb næsten til at få øje på. Da de seneste dages massedemonstrationer mod Myanmars militærjunta kulminerede, og regimet for en stund virkede rådvild, kunne man forledes til at tro, at det nu var begyndelsen på enden for 45 års brutalt diktatur i det sydøstasiatiske land. [...] Men så greb magthaverne til det middel, de er allerbedst til: Demonstranterne blev gennembanket, hvis de ikke ryddede gaden. 10 såkaldt kriminelle elementer er døde, oplyser regimet selv, mens eksilburmesere og udenlandske diplomater siger, at drabstallet er langt, langt større. Allerede søndag var der ro i gaderne i Yangon, og i går var der heller ingen demonstranter i Myanmars større byer. Til gengæld var der et massivt opbud af sikkerhedsstyrker, og ved at fortsætte den effektive lukning af internettet og telefonlinjerne satser regimet på, at omverdenens harme vil ebbe ud."

Opdateret: JP skriver: "Kilder oplyser til britiske BBC, at militæret har anholdt op mod 4.000 munke i den tidligere hovedstad Yangon (Rangoon), frataget dem deres religiøst betingede beklædning og sat dem i lænker på en nedlagt væddeløbsbane, hvor de nu venter på at blive sendt til fængsler i den nordlige del af landet. Imens har munkene angiveligt indledt en sultestrejke, rapporterer BBC's burmesiske tjeneste." Læs mere her. 

I morgen er det onsdag - i dag, hvis du læser dette i morgen, og i går, hvis du læser det i overmorgen - og onsdagens blog-udfordring lyder som følger: Tag et billede af digselv som scream queen (m/k) og post billedet i din blog.

Her er jeg:

Overbelyst, grynet og ubarberet. Og her er et par arty-farty billeder, som jeg tog (af migselv) gennem en rude. For jeg har jo dog læst film- og tv på uni. PÅ UNI, DU! Så jeg kender alt til den slags tricks:

Bemærk progressionen i de to billeder. Det er ren Eisenstein. 

Opdatering: Og her er Linda.

Til Kontorchefen:

Vi er en velassorteret blog. 

Nogle film med Michelle Bauer:

"Vampire Vixens From Venus".

"Nightmare Sisters".

"Lust for Frankenstein".

"Hollywood Chainsaw Hookers",

Og selvfølgelig: "Scream Queen Hot Tub Party". Læs bror Lars' anmeldelse af sidstnævnte her. 

Og endnu en, som jeg ikke har meget at sige - eller blogge - om: Jeg har sjældent deja-vu-oplevelser, og når det sker, tillægger jeg det ikke nogen form for betydning. Overhovedet. Jeg tænker ikke videre over det.

Og endnu et emne, jeg forholdsvis nemt kan udtømme: Den eneste berømthed, jeg nogensinde er blevet sammenlignet med - bortset fra Bart Simpson og SMØLFEN - er Jean Reno. Jeg ligner ham en (meget) lille smule.

Mette har foreslået, at jeg blogger om min yndlings-børne-tv-serie. Men det er meget svært - for mig - for jeg ser generelt ikke børne-tv. Og når jeg alligevel gør det, så er det - ofte - af SUSPEKTE GRUNDE. F.eks. fulgte jeg i en periode ret intensivt med i børneprogrammet "Fandango", men udelukkende p.g.a. Rebecca. Jeg skrev endda om hende i min blog. Her. Og nogle gange - dengang Marie var med - så jeg også "Lille Nørd". 

Men: Min yndlings-børne-tv-serie, hvis jeg skal fremhæve en, må uden tvivl være "Peter Pedal". Som nu om stunder vistnok hedder (for det hedder han jo) "Curious George". Jeg kan slet ikke stå for for den dér lyd, han laver, når han bliver irriteret. Den, lyden, lyder som om, den kommer fra den allerdybeste pyt i hans lillebitte abesjæl -- og jeg er forlængst begyndt at imitere den. Har jeg bemærket. Monkey see.

Jeg har mødt Jens Jørgen Thorsen en enkelt gang -- hvor han fortalte mig, at han var undervejs med en opfølger til sin bog om "Modernisme i dansk malerkunst". "Så jeg kan udsprede flere løgne," sagde han. Men så døde han. Alt for tidligt.

Jeg har ikke meget at sige - herunder heller ikke meget pænt at sige - om Thorsens egen kunst. Men jeg havde meget stor respekt for ham. Hans viden om dansk, modernistisk kunst var encyklopædisk, og hans omtalte bog - "Modernisme" - var og er helt fremragende. Det er en af de (relativt få) bøger, der har gjort et varigt indtryk på mig. Jeg har indtil videre læst den fire gange. Og jeg vil helt sikkert læse den igen.

Jens Jørgen Thorsen kom fra Holstebro, og han gik på Struer Gymnasium. Ligesom jeg selv har gjort. Han var som dreng en glimrende svømmer -- med speciale i spring fra vippe. Han er med i den oplysnings-film, som nye elever på Struer Gymnasium (hvert år) forsamles i fællessalen for at se. Og han fik - senere - sit første knald i Skanderborg. Hvor Ane og jeg har boet. Der hænger et stort Jens Jørgen Thorsen-maleri på Skanderborg Bibliotek.

Mest for mig egen skyld -- så jeg kan bevare overblikket:

P.Husentast har foreslået scream queens og Pia Snow aka Michelle Bauer.

Mette har foreslået den udeblivende sommer, frivillighed og eller nødhjælpsarbejde, noget der ikke er film eller Zappa, yndlings-børne-TV-serier, om jeg nogensinde er blevet sammenlignet med en kendt og deja-vu-oplevelser.

Jens Jørgen Thorsen har foreslået sig selv. 

Jeg vil forsøge i løbet af de kommende dage at blogge mig gennem dem alle. Yderligere forslag til gode emner modtages fortsat gerne. 

Fruen - og Frue, tak for tippet - har nu skrevet et længere indlæg i sin egen blog om "Fattigdom og Ulighed". Klik på linket. Jeg er enig med hende i meget af det, hun skriver, men jeg bryder mig ikke om - og jeg kan ikke identificere mig med - snakken om "hr. og fru villavej" og deres påståede ligegyldighed.

Jeg kommer selv fra en villavej, og jeg er (en) hr. villavej. På en måde. Også selv om jeg ikke er det. Og jeg arbejder til daglig med arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, psykisk og fysisk syge, narkomaner, tidligere kriminelle -- og den slags. Og jeg er ikke ligeglad. De folk, jeg arbejder sammen med, er heller ikke ligeglade -- og mine venner er ikke ligeglade. Mine uvenner - hvis havde nogen - er ikke ligeglade. Jeg kender ikke nogen, som er ligeglad. Hvem er - helt præcis - denne "hr. og fru villavej", som ikke vil vide, men i stedet - som Fruen skriver - hengiver sig til "virkelighedsflugt"?

Vi - SAMFUNDET - har et seriøst problem, nemlig dette: At vi producerer så mange udstødte. Folk, der er sat uden for, og (ikke mindst) folk, der føler sig sat uden for. Det er ikke godt. Det er et mellemmenneskeligt, socialt, økonomisk og politisk problem -- og vi ved det godt. Vi er ikke helt enige om, hvordan problemet - eller problemerne - bedst løses, men vi er - da - ikke ligeglade. Eller hvad? Hvem er? 

Fruen har opfordret mig til at skrive noget om fattigdom og overforbrug -- og en anonym har tilføjet "åndelig" (det ene) og "materielt" (det andet). Jeg føler mig ikke aldeles overbevist om, at det er et emne, der passer sig for mig. Eller: At jeg har noget begavet at sige om det. Det ligger jo ligesom i SELVE BEGREBERNE, at man - og herunder jeg - dårligt kan være, f.eks., tilhænger af fattigdom eller tilhænger af overforbrug. Men selvfølgelig:

Jeg tror - for dog at skrive et eller andet - ikke en dyt på, at folk, der hengiver sig til materielt overforbrug, er åndeligt fattigere end dem, der lever som munke og nonner. Faktisk - nok - tværtimod. ÅND kræver INDTRYK og INPUT, og det vil sige FORBRUG. Som jeg tidligere har skrevet (om) her i bloggen: De mennesker, som læser mange bøger, ser også mange film, går på museer, lytter til musik o.s.v. De er kultur-forbrugere. De orienterer sig og er nysgerrige. Folk, der generelt er ligeglade, forbruger ikke nær så meget -- men de bliver ikke mere åndelige af den grund. De bliver bare lidt mere grå i kødet.

Men - jvf. mine indledende bemærkninger - forbrug er ikke det samme som overforbrug. Overforbrug er FOR MEGET, for meget mad, for mange piller, for meget sprut eller lignende. Og for meget af hvad-som-helst er skidt. For meget bloggeri. Kuren, hvis man får det sådan, er nok ikke at (forsøge at) undlade af forbruge -- men at (forsøge at) skabe lidt variation i forbruget. Eller hvordan jeg nu skal udtrykke det. Ikke at prøve ingenting, men at prøve noget andet.

Opdateret: Og jeg bør tilføje, at jeg, da jeg skrev ovenstående, endnu ikke havde læst artiklen, som Fruen henviste til. 

Til ALonzo AL Dente:

Fire kvinder med slips. 

Kære Ole -- og alle. Jeg har tilladt mig - for første gang nogensinde, vistnok - at slette en kommentar. Nemlig din. Ole. Du havde gengivet hele Kim Møllers klumme fra 180 grader, 30. september 2007 -- og den slags, altså, må man jo ikke. Men evt. interesserede: Klik på linket. Links er ok. Uretmæssig gengivelse af ophavsretsligt beskyttede tekster er ikke ok. I hvert fald ikke hvis der er seriøs risiko for at blive BUSTED.

Hvad skal jeg blogge om i denne uge?

Dagens CD er Zoogz Rift: "Torment", som jeg lige har købt via eBay. Det vil sige: Jeg har den ikke endnu, så jeg kan ikke lytte til den -- men jeg har på fornemmelsen, at den nok også er sjovere at tale om, end den er at lytte til. Måske. Zoogz Rift er en amerikansk dadaist, musiker, forfatter og pro-wrestling-kommentator. Hans to store forbilleder er - hhv. - Salvador Dali og Ayn Rand. Og dét lyder jo - om ikke andet - forvirrende. Og forvirret. Og det er det vist også. "Torment" byder bl.a. på numrene "Secret Marnies Sex Kitten Beach Party", "Defecation Rainbow" og "Let a Man Come in and Eat the Popcorn, Pt. 47 & 93". Rift-kataloget inkluderer - ud over "Torment" - så umiddelbart interessevækkende og appetitlige titler som "Idiots on the Miniature Golf Course", "Amputees in Limbo" og "Island of Living Puke". Hans band hedder The Amazing Shitheads.

Mp3-filer til gratis og lovlig download kan findes på Zoogz Rifts MySpace-side. Velbekomme.