The Jiggly Room

Jeg har modtaget endnu en pakke fra Mr. X:



-- med en lille håndfuld DVD-film, en CD med The Dubliners og denne meget lyserøde cap:



-- med teksten "Sue Nero 4 EVER". Sue Nero, som jeg bl.a. har skrevet om i mit lille erindringshæfte, "Akseldrejning", er en (nu tidligere) pornostjerne, som jeg nærer visse følelser for:



(Og jeg er i denne parantes bemærket ikke den eneste. Digter Mark Turpin (ikke i familie med Dick Turpin) har engang omtalt hende i et digt:

" ... and Susan Nero, "on-stage." Thirteen times
he's seen her. Almost reverent, he says, "She is so beautiful" ... ")

Pakken er denne gang forsynet med afsender-adressen

"Joyce James
c/o Mrs Mack
Mecklenburgstreet"



-- og omend det ikke gør os voldsomt meget klogere på Mr. Xs identitet, så fortæller det os dog i det mindste, at han rent faktisk ved noget om James Joyce. Og altså (også) er litterært begavet.

Mrs. Macks er Eliza Mack, født 1851. I tiden omkring århundreskiftet - altså det forrige - drev hun to bordeller på Mecklenburg Street i Dublin, både i nr. 85 og i nr. 90. Og hendes navn optræder i "Ulysses":

Zoe: "Leder De efter nogen?"
Bloom: "Er det hos Mrs. Mack?"
Zoe: "Nej, det er enogfirs. Det er hos Mrs. Cohen ... "

Oversat af Mogens Boisen, Martins Forlag 1964, s. 474.

Kapitlet, hvori referencen til Mrs. Mack optræder, kaldes normalt for Kirké-kapitlet eller Kirké-afsnittet, fordi det er løst baseret på Homers fortælling om Odysseus' ophold på troldkvinden Kirkés ø. Bloom, hovedpersonen i "Ulysses", befinder sig ikke på en ø, men i Dublins red light district.

Mere følger.

Times Online rapporterer:

"He may have come down from the trees, but prehistoric man did not stop swinging. New research into Stone Age humans has argued that, far from having intercourse simply to reproduce, they had sex for fun.

Practices ranging from bondage to group sex, transvestism and the use of sex toys were widespread in primitive societies as a way of building up cultural ties.

[...]

Experts believe research such as Taylor's may help overturn false assumptions that sex for the purposes of reproduction is the form closest to nature.

Petra Boynton, a relationship counsellor and health lecturer at University College, London, found the study "refreshing".

"So much evolutionary theory promotes the idea that humans, particularly women, are preprogrammed for monogamy, but that is often simply overlaying science on a preexisting view of society," she said."

Læs hele artiklen her.

Takket være Lonnis store energi og gå-på-mod er det på kun få dage lykkedes at få samlet to hele håndfulde endog meget kvalificerede skribenter -- og at få bloggen skudt i gang. Metrord (de ord, der bevæger sig i undergrunden o.s.v) vil fremover anmelde selvudgivelser, POD-bøger, chapbooks, net-udgivelser o.a. Hvis du har udgivet et-eller-andet, du gerne vil have anmeldt i bloggen, så kontakt en af de tilknyttede anmeldere. Du kan se listen her. Læs mere om Metrord i Lonnis blog.

Medmindre et-eller-andet går galt, skifter Smartlog i morgen system -- og vi holder vejret i spænding. Jeg har for en sikkerheds skyld downloadet alle mine indlæg, jeg har fjernet menu-billederne, og jeg har tyndet lidt ud i min blogroll. Efterhånden har jeg vænnet mig til at læse nye blog-indlæg (o.s.v.) i min feedreader, og ikke direkte på nettet -- og det har i nogen grad overflødiggjort blogroll'en. Jeg har foreløbigt overført nogle af links'ene til mit website -- mens jeg overvejer, hvordan jeg skal ORGANISERE mig.

Vores internet virkede ikke i går -- og det var sådan set udmærket, osse selvom det irriterede mig. Jeg fik ordnet Andre Ting (AT), og jeg fik læst. Blev færdig med min Ezra Pound-biografi:



-- og læste derefter Catherine Seelye: "Charles Olson & Ezra Pound - An Encounter at S. Elizabeths". Og nu er jeg halvvejs i Henrik Lists nye bog, "Sidste nat i kødbyen".

Om sidstnævnte først: Du er et fjols, hvis du ikke læser den. Den igangværende kultur- og værdikamp handler ikke mindst om sædelighed, om ytringsfrihed på det seksuelle område, om retten til egen seksualitet (og til at udforske og udtrykke den), om mangfoldighed og ensretning, om frihed og forskrækkelse, om puritanisme, prostitution og porno o.s.v. Lists bog bør ikke kun læses af folk, der interesserer sig for seksualpolitiske emner, men af alle, der interesserer sig for - og det bør alle gøre - den kulturkamp, vi befinder os midt i. Læs den!

John Tytell giver i "Ezra Pound - The Solitary Volcano" et portræt af Pound som en tragisk figur. Det er (vistnok) almindelig anerkendt, at Pound var en af den litterære modernismes store og vigtige dyr, ikke mindst p.g.a. hans utrættelige arbejde for at hjælpe og promovere andre, heriblandt T.S. Eliot, James Joyce, Ernest Hemmingway, W.B. Yeats og William Carlos Williams. Pound var amerikaner, men boede i en årrække i London, hvorefter han flyttede til Paris -- og derefter til Italien.

Pound var alle dage en irritende kværulantisk og provokerende person, men han var også en fremragende digter. I Tytells udlægning: Han var - så at sige - spændt efter sin egen ambition om at blive "the greatest poet" -- og efter at have kæmpet bravt for vennerne blev han pludselig bevidst om, at de - ikke mindst Joyce og Eliot - ville blive meget mere berømte ... og så videre. Og så blev han kulret. Det er ikke en meget overbevisende forklaring, og Tytell formulerer det heller ikke så forenklet. Men han antyder en sammenhæng.

I hvert fald: Efter i en periode nærmest at have konverteret sin glødende interesse for litteratur med en lige så glødende interesse for økonomisk teori blev Ezra Pound fascist -- og han blev en stor beundrer af Mussolini. Som han han sammenlignede med Konfutse. Han skrev hundredevis af artikler, hvori han rasede over England og USA, priste Mussolini og fascismen og anklagede jøder for alverdens ulykker, herunder Anden Verdenskrig. Han holdt forvirrede radio-taler, som blev transmitteret fra Rom -- og FBI begyndte at tage noter. Efter krigen blev Pound arresteret og anklaget - ikke urimeligt - for forræderi. Han blev i første omgang interneret i et bur i en lejr ved Pisa -- og derefter overført til Washington, hvor han gennemgik en psykologisk evaluering. Overlægen konkluderede, at Pound var sindssyg, og at han derfor ikke burde retsforfølges. Mange, heriblandt også læger, var uenige i diagnosen -- men Pound slap for retssalen. I stedet blev han anbragt på anstalten S. Elizabeths -- hvor Charles Olson aflagde ham adskillige visitter. Først mange år senere blev Pound igen løsladt. Han var, da han kom ud, en knækket mand, og han tilbragte de sidste år af sit liv i tavshed.

Pounds magnum opus er "Cantos", som han arbejdede på cirka halvdelen af sit liv -- også mens han sad indespærret. "Cantos" består af en lang række "sange", hvori Pound behandler historisk-kulturelle, økonomiske og poetiske emner m.m. Værket er meget svært tilgængeligt; enkelte afsnit er stort set uforståelige, og lange passager (herunder især om økonomi) er gevaldig kedelige. Men værket indeholder også fantastisk poesi. Det gælder ikke mindst de afsnit, som Pound skrev, mens han sad indespærret i lejren ved Pisa -- og som er udgivet separat under titlen "Pisan Cantos".

I dag var Ane og jeg inviteret til frokost hos Bodil og Kurt -- og efter frokost kørte vi alle til Humleore for at bese voldstedet.

Her forsøger Bodil, Ane og Kurt at danne sig et indtryk af stedets størrelse (og der er stort):



Stensætning i skovbunden:



Og her - i den jord, et væltet træ har blotlagt - finder Bodil og Ane brokker af middelalderligt tegl:



Efter en kort kaffepause fortsatte turen derefter til Hagbards Høj. Hagbard er ham fra "Hagbard og skøn Signe":

"Saa gik fra Kong Sigvard til Hagbards Fængsel Bud:
"I rejser nu en Galge og føre Hagbard ud;
Der skal han miste Livet, ej Naade skal han naa,"
Saa førte de ham ud der, hvor Galgen monne staa."

"Ud der, hvor Galgen monne staa" var ifølge Saxo på Hagbards Høj -- derfor navnet.

Her er højen:



Og her er udsigten fra højen:

En lille lektion i godt, politisk håndværk: Det er usmart at lyve, hvis der er chancer for, at det bliver opdaget -- og en udeladelse kan også nemt blive opfattet som en løgn. Eller som et forsøg på at skjule noget. Ja, det er sandt, som bror Lars var lynhurtig til at påpege (her): Jeg har faktisk også engang haft en alge. Som hed Sauron. Jeg havde store forventninger til den - derfor navnet - men den døde. Her er nogle billeder af den:
 




Alger tilhører - uden at ville virke lang i spyttet eller unødig sofistisk - planteriget, og ikke dyreriget -- men jeg burde nok alligevel have nævnt det. Og ikke bare mine 5 plastik-dinosaurer:





Dinosaur-billederne (og det er mine dinosaurer, ikke nogle andre) blev taget af Lars A.

Meget god postdag. Har modtaget et anmelder-eksemplar af Henrik Lists nye bog, "Sidste nat i kødbyen" -- og en venlig amerikaner har sendt mig et eksemplar af den plakat, der blev produceret i forbindelse med litteratur-symposiet OlsonNow 3: Charles Olson @ Buffalo, afholdt midt i april. Awesome. Plakaten kan ses her. Flere billeder fra eventen her. Og: Mr. X har sendt mig endnu en pakke. Mere derom senere.

Enhedslistens medlemmer har stemt Abdol-Hamid ind på top-10-listen over folketingskanditer. Læs her. Og Krarup fik på DFs gruppemøde i går aftes  "kontant besked om, at han fremover ikke skal rode sig ud i lange betragtninger om bl.a. dødsstraf og homoseksuelle." " - Det er noget møg," udtalte Pia Kjærsgaard til TV-2, "og det er helt uacceptabelt. Jeg tager på det skarpeste afstand fra det." Mere her.

"Homoseksuelle er handikappede," udtaler Søren Krarup til Nyhedavisen, "fordi de ikke kan opfylde betingelserne for et ægteskab og skabe en familie." Adspurgt i Folketinget, hvad han egentlig mente, forklarede han i dag (og jeg citerer efter min søster), at to mænd ikke kan få børn (sammen) -- og at de derfor er handikappede. Bloggens informationsafdeling iler med at bringe disse illustrerede eksempler på andre, der heller ikke kan få børn:

En badebold og en rulle pigtråd:
 


H.P. Lovecraft og en brosten:



Et postkort og en damestøvle:



Min mors brune sovs og Eva Angelina:

Migselv -- nu også som sociologisk case. Ph.d.-stipendiat Marie Heinskou stiller i Sociologisk Instituts blad "Position" (november 2006, men jeg har først set det nu) spørgsmålet "Hvad kan sociologien bruge kritiske studier af seksualitet til?" Som eksempler fremhæver hun bl.a. prof. Henning Bech, der i 2005 udgav bogen "Kvinder og mænd" -- og undertegnede. Jeg vil tillade mig at citere:

"I protest mod den folkestemning der rejste sig imod [Jørgen] Leth, og for retten til kunstnerisk frihed tilkendegav jeg min støtte til Leth med en underskrift på nettet, som jeg selvsagt sendte videre til min omgangskreds. Der gik dog ikke længe, før jeg fik mails tilbage om, at den mand, der havde iværksat underskriftsindsamlingen, var til dyresex og derfor skulle være inhabil i den til sagen virkende underskriftsindsamling! Utroligt, tænkte jeg og undersøgte sagen nærmere.

Bo Gorzelak Pedersen var nu den, der skulle sættes under lup, fordi han bakkede Leth op. Ikke nok med at han blev mistænkeliggjort, han blev også anklaget for at have en seksualitet der åbenbart ikke skulle gøre ham berettiget til en sober underskriftsindsamling. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at BGP tidligere i forbindelse med et forslag i Folketinget om forbud mod seksuelt misbrug af dyr havde skrevet følgende:

"Vores slagtekvæg og vores svin har det ikke godt, ligesom vores burhøns har kummerlige forhold. At vælge at gøre sex mellem mennesker og dyr ulovligt er set i forhold til, hvad vi ellers udsætter vores husdyr for, udtryk for en voldsom skævvridning. For os at se, er det et tydeligt eksempel på den seksualforskrækkelse, der breder sig i vort samfund, og som er drevet mere af ideologi end af saglige argumenter" (2005).

Det må nu stå læseren frit at tolke, hvorvidt BGP i det ovenstående har diskvalificeret sig til en underskriftsindsamling, og det er som sådan også sagen uvedkommende. Det som jeg ønsker at fremhæve er, at de, som på den ene eller anden måde, forsøger at bevæge sig videre i debatten vedrørende seksualiteten i senmoderniteten, står for at skulle kæmpe nogle hårde slag mod den ekstreme seksualforskrækkelse, som lurer lige under den smukke glatbarberede viagra-friserede overflade."

Sandelig så. Hvis man blander sig i den offentlige debat i Danmark, må man være beredt på lidt af hvert -- og det gælder i særdeleshed, hvis man beskæftiger sig med seksualpolitiske emner. Allerværst var det - for mit vedkommende - da jeg sammen med andre i juni 2005 protesterede til justitsminister Lene Espersen mod et lovforslag fremsat af Dansk Folkeparti om kriminalisering af dyresex. Vi protesterede ikke, fordi vi ønskede at forsvare dyresex, men fordi lovforslaget var fremsat uden nogen form for troværdig dokumentation, og fordi det for os at se udgjorde et principielt uantageligt og farligt forsøg på at ophæve seksualforskrækkelse til lov. Lovforslaget blev senere nedstemt. Jeg modtog breve med posten, heriblandt et fra en dame, som lovede at bede for mig og bad mig betænke nødvendigheden af at bevare de kristne værdier, ikke mindst p.g.a. truslen fra muhammedanerne - og så videre.

Det forekommer mig forholdsvis voldsomt - en vild tænkning - at mene, at man på baggrund af skrivelsen til justitsministeren kan konkludere, at jeg er - eller var - "til dyresex". (Jeg havde ganske vist, dengang, hele 5 små plastik-dinosaurer, som jeg havde stående rundt omkring, men alle kan ånde lettet op, når jeg nu bedyrer, at jeg ikke har dem længere; jeg forærede dem til mit tidligere firma -- og er fremdeles dyre-løs. Undtagen, selvfølgelig, Martin Bonde.) Men sådan er debat-klimaet lige nu. Og det er kedeligt -- men det bør selvsagt ikke afholde nogen fra at deltage i seksualpolitiske diskussioner. I det mindste kan man da altid trøste sig med, at man kunne have gjort noget, der var endnu værre. Man kunne f.eks. have skrevet et læserbrev om tørklæder.

"Position" (november 2006) kan downloades fra denne side. Citatet er fra side 33.

Både DRs nyhedsredaktion, undervisningsredaktion og sportsredaktion strejker i dag. Læs her. DR Nyheder skriver, at oppositionen nu vil kræve flere penge tilført DR: "Efter den kraftige nedskæring af DR Sporten vil oppositionspartierne bag medieforliget have et møde med kulturminister Brian Mikkelsen (K) i en fart. Blandt andet vil de drøfte muligheden for flere penge til DR, som ellers står til at skulle spare 287 millioner kroner om året. [...] Også regeringens eget støtteparti, Dansk Folkeparti vender sig imod DRs spareplaner og nedskæringer på DR Sporten."

DR har offentliggjort sin omfattende spareplan, som bl.a. betyder, at

- VM-fodbold (2010), OL (2008, 2012), atletik, håndbold, cykling, speedway, skihop m.m. ikke vil blive sendt på DR

- Planlagt nyproduceret lørdagsunderholdning på DR1 og en række transmissioner og events aflyses

- DR stopper for optagelse af jazzkoncerter til P2's aftenprogrammer

- DRs tilskud til den elektroniske musik-festival (Public service-festivalen) bliver fjernet fra 2008

- Dab- og netradiokanalen DRX bliver lukket

- Lige lovligt (P1), Ultralyd (P1) og Radiomontagen (P1) nedlægges

- DR stopper med kulturtransmissioner (DR1), kulturportrætter (DR2), Eksistens (P1), diverse eksistensprogrammer (DR2) samt litteraturoplæsning

Se hele listen her.

I alt håber DR at kunne spare 287,5 millioner kroner.

Medierne har fokuseret meget på DRs sports-dækning, som ifølge planen vil blive væsentlig reduceret -- men enhver er jo sig selv nærmest, og jeg - for mit eget vedkommende - begræder endnu mere tabet af DR2s "kulturportrætter" og P1-programmet "Ultralyd". Det er sørgeligt, at DR - som en konsekvens af en tilsyneladende ret alternativ form for økonomi-styring i forbindelse med det nye byggeri - nu må skære så drastisk. Pengene skal findes, det er klart, og et forslag om, at staten skal træde til med nye tilskud - og således så at sige belønne DR for at have overskredet budgetterne så bravt - er næppe spiselig for regeringen. Altså må pengene findes via besparelser og forøget indtjening.

Det bliver - mildest talt - interessant at se, om DR kan gennemføre spareplanen uden at komme i konflikt med sin public service-forpligtelse. Jeg mener, der er god grund til at holde et vågent øje. Én ting er de planlagte besparelser -- men kravet om øget indtjening, som kun få i øjeblikket fokuserer på, vil give DR god grund til at satse mere på potentielle indtægtskilder, d.s.v. seer-magneter og koncepter, der kan sælges, end på de ting, der traditionelt ikke har så bred interesse, herunder eksempelvis litteraturprogrammer o. lign. Det er i forvejen ikke for godt -- og det bliver nok ikke bedre fremover, i hvert fald ikke uden pres fra seerne og lytterne.

- ikke venstreorienteret, men derfor kan jeg alligevel godt - i hvert fald nogle gange - more mig lidt over dem. Altså dem dér. Senest har en række af venstrefløjens eminencer, heriblandt Benito Scocozza, udtrykt bekymring over Enhedslistens tilsyneladende begejstring for den tørklæde-bærende og absolut ikke-håndtrykkende Asmaa Abdol-Hamid. Faktisk er Scocozza ifølge JP blevet så "forbavset" over opstillingen af Abdol-Hamid, at han til næste valg vil stemme blankt, "da et socialistisk parti skal tage afstand fra religion." Også flere SFere undsiger opstillingen. Det morsomme - for intet af ovenstående er særlig grinagtigt - er Enhedslistens bakken snagvendt i pressemeddelelsen af 23. april. Desangående. Jørgen Arbo-Bæhr, der er integrationsordfører for Enhedslisten, udtaler: " - Det er ubegribeligt at folk som Nahid Riazi og Benito Scocozza, der opfatter sig selv som venstreorienterede, argumenterer for at kvinder som Asmaa Abdol-Hamid, skal holdes ude af det politiske liv. Det giver stof til eftertanke at de dermed ligger helt på linje med Søren Krarup og hans kolleger fra Dansk Folkeparti." Pressemeddelelsen er ét langt forsvar for Abdol-Hamids ret til at deltage i "det politiske liv" -- en ret, ingen (ud over de allermest håbløse) vil anfægte. " - Hvis Asmaa bliver opstillet," slutter Arbo-Bæhr, "til Folketinget for Enhedslisten, så håber jeg, at hun kan fungere som en rollemodel for andre muslimske kvinder, ved at vise, at det i Danmark er muligt også for dem at blive en aktiv del af fællesskabet - herunder det politiske liv." Fint nok -- men pressemeddelelsen siger intet som helst om det, vi egentlig gerne vil vide, for vi er nysgerrige: Om hvordan Enhedslistens holdninger går i spænd med Abdol-Hamids. Det er da pænt af dem at ville give hende en chance for at blive folkevalgt, så hun evt. kan fungere som rollemodel o.s.v. Men har de noget politisk til fælles? Scocozza, som vel nok er mange ting, men afgjort hverken "på linje med Søren Krarup" eller en idiot, har vel en udmærket pointe? Hvordan passer Abdol-Hamid ind i et parti, der mener, at "verdsliggørelsen af det danske samfund [skal føres] til bunds"? Og hvad er hendes holdning til dette krav om verdsliggørelse "til bunds"? Hvor mødes de? Enhedslistens pressemeddelelse er et forsøg på spin - og det er skægt, set herfra, fordi det er så gennemskueligt - og giver ikke noget svar. Men det kan jo være, at det kommer. 

Dagens film, som jeg forleden købte i Blockbuster: "Min kones første elsker".

Tilføjet: Mere sjov. Politiken dokumenterer i dag, at Asmaa Abdol-Hamid talte usandt, da hun i et interview i sidste uge benægtede nogensinde at have forsøgt at blive opstillet som byrådskandidat for Socialdemokratiet. "Enhedslistens integrationsordfører Jørgen Arbo-Bæhr undskylder Asmaa Abdol-Hamid med, at hun nok har »glemt«, at hun tidligere har forsøgt at stille op for Socialdemokratiet. »Helt ærligt så er det heller ikke helt sikkert, at jeg kan huske tre år tilbage i tiden, når jeg bliver interviewet«, siger han." Mere her. 

Så skulle det være ganske sikkert. 1. maj skifter Smartlog system. Læs her.

"Theosophists have guessed at the awesome grandeur of the cosmic cycle wherein our world and human race form transient incidents. They have hinted at strange survivals in terms which would freeze the blood if not masked by a bland optimism. But it is not from them that there came the single glimpse of forbidden eons which chills me when I think of it and maddens me when I dream of it. That glimpse, like all dread glimpses of truth, flashed out from an accidental piecing together of separated things" - i dette tilfælde to masker af ukendt oprindelse - og det faktum, at jeg den selvsamme dag, hvor jeg modtog maskerne med posten, under et besøg på byens bibliotek faldt over og hjemlånte et eksemplar af Silver RavenWolfs frygtede "To Ride a Silver Broomstick - New Generation Witchcraft":
 


-- som siges at have inspireret Abdul Alhazred (ved profetens skæg i postkassen). "The most merciful thing in the world, I think, is the inability of the human mind to correlate all its contents" -- men for mig er det nu for sent. Allerede aner jeg sammenhænge, som jeg af barmhjertighed ikke vil nævne. Blot kan jeg sige, at det - Ane - er helt nødvendigt, at jeg får lov til at hænge mine nye masker op på væggen, osse selvom du synes, de er grimme. Meget afhænger deraf. Jeg kan ikke sige mere.

Danmark - nede mellem løvet - er fuld af selvudgivere; folk, der (som jeg selv) privatudgiver fotokopierede chapbooks, zines og smædeskrifter; folk, der selv betaler for bogudgivelser; blog-udgivere o.s.v. Der er megen fornøjelse forbundet med at være selvudgiver -- men man får sjældent megen omtale. De danske dagblade og litteraturmagasiner nøjes i hovedsagen med at beskæftige sig med de ting, de store forlag lader dem få.

Vi mangler et sted, hvor selvudgivelser bliver taget alvorligt -- ikke bare fordi, vi har brug for at få promoveret vores udgydelser, respektivt, men endnu vigtigere: Fordi alle forfattere, herunder også de allermest ukendte amatører, har brug for at blive taget alvorlig for at kunne udvikle sig.

Lonni Krause og jeg tillader os derfor at foreslå, at vi laver en litteraturblog udelukkende med anmeldelser af selvudgivelser. Altså: Ikke kammeratlige klap på ryggen eller lal, men rigtige anmeldelser -- som meget gerne må være forkerte. Hvis bare de tager sagen, d.v.s. udgivelsen, seriøst.

Hvis det skal blive til noget, skal vi som udgangspunkt være en lille håndfuld anmeldere. Har du lyst til at være med? Så skriv til Lonni eller mig. Se vores email-adresser her.

Læs Lonnis udgave af ovenstående her.

Har modtaget føgende fra Kenneth Krabat (www.menneske.dk):

***

Jeg opfordrer til at bruge 3 minutter af din dyrebare tid på at læse hér og på http://www.copycrime.eu klikke ind og tilkendegive din modstand mod denne lov, som risikerer at stavnsbinde skabende kræfter i hele EU i de næste mange årtier.

Følgende er afsendt til Danmarks 12 EU-parlamentarikere:

25. april stemmes i parlamentet om IPRED2.

IPRED2 - EUs nye copyright/rettigheds-lovgivning - har som mål at forhindre kriminelle i at sælge falske produkter. Men Europa har allerede en lov mod disse bedragere.

IPRED2 er uklart og vagt formuleret - der tales således om at "opmuntre" til copyrightbrud og kriminalitet på et "indtægtsgivende niveau". Men dem, der har gavn af denne lov, er den samme industri, som af frygt for at miste indkomst forsøgte at forbyde videobåndoptageren og mp3-afspilleren. Her er ingen nytænkning, og slet ingen fornemmelse for eller hensyntagen til, at verden ER anderledes, når alt digitalt pr. definition er en kopi og der ingen original findes.

Det nye ved denne lov nr. 2 er, at den rammer nytænkere og opfindere, herunder open source-programmører, medie-delings-sites som YouTube, og Internetudbydere, som nægter at blokere for P2P-tjenester (som kun er en protokol til deling af filer (som mange legitime virksomheder benytter sig af), og ikke et lovbrydende værktøj i sig selv).

Loven er ganske enkelt så vagt formuleret, at almindelige, kreative mennesker uanende kan komme til at overskride den uklare grænse, og blive straffet på linie med professionelle falsknere og organiserede kriminelle.

Vær venlig at stemme imod i overmorgen. Og fortsætte med at forhindre restriktive og tilbageskuende rettighedslove i at blive vedtaget. Det er til gavn for alle, at idéer og idéers implementering ikke bestemmes af et fåtal af virksomheder og/eller rettighedshavere. Tænk det anderledes.

***

Klik her.

Du kan også skrive emails direkte til de danske parlamentsmedlemmer. Du kan finde deres email-adresser her.

Bogindkøb: Ronald Hutton: "Triumph of the Moon", "a history of modern pagan witchcraft, examining not only its origins half a century ago but the many ideas and enthusiasms of the last few centuries that paved the way for it." Har læst ca. 110 sider i min Ezra Pound-biografi -- og den er god. Dagens musik er af Toru Takemitsu. Har modtaget alle mine nye masker.

Tirsdag den 24. april kl. 20 holder Ane foredrag om "Korsfarere og Kristi stridsmænd - krig og religion i middelalderen" i Langenæskirken i Århus. Læs mere her.

But in her web she still delights
To weave the mirror's magic sights,
For often through the silent nights
A funeral, with plumes and lights
And music, went to Camelot;
Or when the Moon was overhead,
Came two young lovers lately wed.
"I am half sick of shadows," said
The Lady of Shalott.

Nå. Jeg blev alligevel lidt hurtig træt af de dér Filk-sange. Søndagens musik er Loreena McKennitts "The Lady of Shalott", nu gjort kendt i hele riget takket være Søren Ryge. Han har gennem de senere år gjort en stor indsats for at promovere McKennitts sange -- og for et par udsendelser siden havde han hende ligefrem på besøg. Og hun græd. Det var smukt.

"The Lady of Shalott" er et digt af Tennyson. Det kan læses her. Sangen findes på CDen "The Visit". Og jeg - der så nødig vil virke som en medløber - lyttede til Loreena McKennitt, længe før Søre Ryge iværksatte sin kampagne. Og folk rynkede på næsen af mig, fordi det var - er - noget forfærdelig alfemusik. Men på alfedage som denne ...

Der sker ting og sager ude i virkeligheden, og jeg følger ikke rigtig med i noget af det. Danmark har fået en ny prinsesse - og bloggen ønsker til lykke - og Knuts tandpine er gået over. Den umiddelbare effekt af Søren Krarups tørklæde-stunt forleden har ifølge dagens meningsmålinger været, at opbakningen til DF er dalet. Tre DFere er meldt til politiet, og vi venter spændt på, hvad der sker, når EUs politikere i den kommende uge giver sig til at diskutere Camres udtalelser om Asmaa Abdol-Hamids psykiske tilstand. Sidstnævnte er i mellemtiden gået i in-fight med Politiken. Læs her. Og der er valg i Frankrig. Og 2006 blev det bedste år nogensinde for Giro 413.

Ny essay-samling af Henrik List: "Sidste nat i kødbyen".

"Over tre årtier efter at Danmark frigav pornoen, er stort set hele landet spændt op til lir, men samtidig vokser nypuritanismen fra feminister, muslimer og kristne højrenationalister, der sætter ytringsfriheden under pres og kræver lovindgreb imod pornografi og prostitution. Henrik List har igennem de sidste 15 år rapporteret fra det globale red light district - fx blandt gadeludere i Paris, strippere i KB Hallen, pornostjerner i Las Vegas, thaipiger på Vesterbro eller ladyboys i Bangkok - om mennesker og miljøer, der lever på tværs af fordomme og ofte stigmatiseres for det. En samling dybt personlige essays om en seksuel frigørelse, der har haft vidtrækkende konsekvenser for den enkeltes sex- og kærlighedsliv."

Udkommer den 8. maj. 416 sider. Jeg var så heldig at få lov til at læse korrektur på udvalgte kapitler -- og jeg glæder mig gevaldig meget til at læse de øvrige. Du kan roligt forudbestille.

Endnu et indlæg om børneporno -- foranlediget af, at justitsminister Lene Espersen nu har besvarets SFs Pernille Vigsø Bagges paragraf-20-spørgsmål: "Vil ministeren tage initiativ til, at politiet kan undersøge forholdene omkring de personer, der kigger på hård børneporno på internettet?" (nr. S3458).

Besvarelsen er - ud fra en principiel betragtning - ret interessant. Det har længe været uklart - og utåleligt uklart - hvad "besiddelse" egentlig betyder -- i den digitale verden, altså. Når man surfer ind på en webside, lagres alle filerne i ens cache. Men er cache-lagring lig med besiddelse? Ministeren besvarer ikke spørgsmålet eksplicit, men skriver:

"I modsætning til en lagring, hvor børnepornografisk materiale kan kaldes frem igen, udgør selve det at se på børnepornografiske billeder, der kan overføres fra en database til egen computerskærm, ikke en strafbar besiddelsessituation."

Hvilket dårligt kan forstås på andre måder, end at cache-lagring ikke er det samme som besiddelse. Det vil sige: Skulle man være så helt gevaldig uheldig at surfe ind på en side med ulovligt materiale, gør det ikke en til lovbryder. Man bryder først loven, når man aktivt vælger at downloade - eller købe adgang til - ulovligt materiale.

Spørgsmålene om "besiddelse" er ikke kun relevant i forbindelse med sager om børneporno, selvfølgelig, men angår for så vidt os alle -- for så vidt som vi færdes og agerer på nettet. Og spørgsmålene er ikke nemme at besvare. Justitsministerens svar til Bagge gør det klart, at cache-lagring i praksis ikke i sig selv kan begrunde en efterforskning, men diskussionen vil uden tvivl fortsætte. Hvis man er lidt fiks, kan også cache-lagret materiale "kaldes frem igen" på ens computer, og Espersens formulering i svaret forekommer mig derfor uklar og utilstrækkelig -- selvom meningen nok forstås. Og flere spørgsmål presser sig på: Må man eksempelvis bogmærke en side med ulovligt materiale? Er bogmærkning en form for besiddelse? Tidligere domme, så vidt jeg husker, har gjort det klart, at man eksempelvis ikke må linke til sider med ulovlige mp3-filer. Men må man linke til en side, f.eks. en blog, der regelmæssigt forbryder sig mod loven om ophavsret ved at bringe hele artikler fra dagblade o.lign.?    

Læs Espersens svar til Bagge her.

I går var Ane og jeg i hovedstaden for at besøge nogle gode venner. Forinden var der tid til lidt shopping. Det vil sige: Ane gik i tøjbutikker, og jeg stod uden for og ventede. Trofast og uden brok. Heldigvis er der én ting, man på strøget i København - men f.eks. ikke i Skanderborg eller i Ringsted - kan fornøje sig med, når det kniber: Man kan kendis-spotte. Det er ikke just nogen givende hobby, men bare en mere kulturel form for tomgang -- men den er fredelig, og man gør ikke nogen fortræd. Og ventetiden går. Sidste gang, vi var i København, så vi Suzanne Brøgger på stationen, og vi havde fornøjelsen af - på hjemturen - at dele togvogn med Kaj Ikast. I går spottede jeg, bilder jeg mig ind, Anne Lindfjeld på cykel, og (helt sikkert) Ole Michelsen og Hans Skov Christensen. Ham fra Dansk Industri. Jeg har overvejet, for legen er allerede begyndt at kede mig, at indføre et slags point-system: Forfattere og litteraturfolk giver mest, 10 point, for de kommer så sjældent ud i dagslyset, politikere og industrifolk giver 5, skuespillere og TV-folk 2, og musikere 1 -- og hvis vedkommende har medvirket i en TV-reklame, tæller han/hun -25. Stand-up'ere, rappere og jammere tæller -10. På den anden side: Jeg kunne selvfølgelig også bare læse lidt i nogle af de mange gratis-aviser, som på det nærmeste flyder i gaderne.

Lars Bukdahl anmelder i denne uge - i WA - "Dansk litteraturs historie", bind 5, og brokker sig i den forbindelse over Erik Svendsens gennemgang af 70'er-litteraturen, "hvor Rifbjergs og Benny Andersens uspændende 70'er-poesi tildeles selvstændige (del)afsnit, men hvor stærke digtere som Per Aage Brandt, Rolf Gjedsted, Henrik Have, Viggo Madsen, Ekske K. Mathiesen, Peter Nielsen, Laus Strandberg Nielsen og Niels Simonsen end ikke nævnes" -- og skriver: " ... og så er det man bliver decideret forbandet på den side og en halv om Vita Andersens debut: der er mere poesi i én af Peter Nielsens ornitologiske net-meldinger end i hele Tryghedsnarkomaner."

Erik Svendsen har - apropos - anmeldt Nielsens nye digtsamling, "I sommervinden", i JP. "I Sommervinden, " skriver han, "er et puslespil, som man skal have meget god tid til at ville lægge." Og det er helt tydeligt, at Svendsen end ikke har gidet forsøge. Gab.     

Depnet.dk: "DepressionsForeningen, Angstforeningen og OCD-foreningen søsætter i dag en landsdækkende kampagne, der skal sikre patienterne bedre forhold i psykiatrien. De tre patientforeninger har i fællesskab udarbejdet et ambitiøst visionspapir, som skal fungere som ideoplæg for regionernes psykiatriplan. Visionspapiret præsenteres i dag på en konference i Viborg."

Angstforeningen: "Der har i mange år i Danmark været tradition for at betragte psykiatriske sygdomme som primært værende lig med psykotiske sygdomme. Det er de ikke. Omkring 95% af samtlige psykiatriske patienter hører til gruppen af ikke-psykotiske. DepressionsForeningen, Angstforeningen og OCD-foreningen ønsker derfor at sikre, at regioner og kommuner husker denne store patientgruppe i den fremtidige planlægningen og organisering af psykiatrien i Danmark [...] størstedelen af de 700 danskere, der årligt begår selvmord lider af en ubehandlet ikke-psykotisk sygdom."

Det anslåes, at ca. 350.000 danskere lider af angst, og ifølge overlæge Raben Rosenberg fra Århus Universitetshospital er det kun hver fjerde, der modtager den rette behandling. Se osse mit tidligere indlæg.

Jeg er i øvrigt også ved at skrive et digt om min morfar. Det går lidt trægt, men det begynder (nok) cirka sådan:

***

Min morfar var socialdemokrat
med sixpence i Hørdum i Thy.
Han boede sammen med min mormor
i det hvide hus, der engang,
før jeg overhovedet blev født,
havde tilhørt min oldemor,
som var fin og skrøbelig
som et tyndt papir,
i hvert fald til sidst,
og kunne tale vorter væk.
 
Vi kaldte morfar for bedstefar,
og huset hed Domicil,
som er latin - et sprog,
bedstefar helt sikkert
slet ikke havde noget forhold til,
ikke bare fordi det allerede var dødt,
da han levede,
men fordi det er
erobrernes sprog,
de internationales
og de lærde bureaukraters.
 
Min bedstefar var ikke nogen erobrer,
men Jens, naboen, lod ham ofte passe sin have,
når han var på mission i Afrika,
eller når han bag den slags gulnede stores,
som man aldrig mere ser,
var ved at drikke sig ihjel,
fordi livet er så hårdt.
 
Det eneste, bedstefar administrerede - og uden
at gøre det indviklet i sprog -
var kartofler og æbler og kål
og den lille samling af kassettebånd
med kristne sange, som han optog
på sin gamle båndoptager
fra sin lige så gamle radio.

Det er fredag, og Martin Johs. Møllers litterære blognyheder vil blive offentliggjort senere i dag. Han har hidtil været så venlig at inkludere mig i oversigten -- og i denne uge, er jeg lige blevet bevidst om, har jeg mestendels skrevet om børneporno, drab og mordforsøg. Det vil absolut ikke se godt ud. Jeg har ikke noget omdømme, der er værd at forsvare, det er sandt -- men alligevel.

I et forsøg på at aflede hans opmærksomhed: Her er et altafslørende, selvbiografisk digt, jeg lige har skrevet. Jeg har forsynet det med enkelte links -- blot for at forvirre yderligere.

***

MIT TIVOLI

Min oldefar havde et meget stort tivoli
og blev kaldt Kong Hans
og gik med pistol, har jeg
læst i en bog,
selvom jeg ikke tror,
det er rigtigt.
 
Min bedstefar havde
et mindre tivoli.
Efter at han havde solgt det,
i alle årene derefter,
insisterede han på at kalde sig
"Tidl. tivoli-direktør".
Da han var død, snakkede vi om,
om der skulle stå "Tidl. tivoli-direktør"
på hans gravsten,
men vi endte med at være enige om,
at nu var han under alle omstændigheder
ligesom på et lidt højere plan blevet tidligere,
og at det herefter måtte være op til folk selv
at regne sig frem til resten.
 
Min far fik sin uddannelse i militæret
og giftede sig med min mor.
Allerede som forholdsvis ung, forestiller jeg mig,
valgte han,
at han ikke ville have noget tivoli.
Han ville have privatlivets fred - ligesom den
konservative politiker Poul Møller,
Per Stig Møllers far, som var
gift med Grethe Thordahl, hende med rynke på næsen
- fra Fodboldpræsten, som jeg
dumpede i
på uni.
 
Jeg har heller ikke noget tivoli - bortset fra
den ene pløk, jeg går rundt med i min brystkasse
som en slags skrællet jern-tulipan,
der gør mig magnetisk.
 
Jeg taler poetisk, selvfølgelig.
 
Men jeg har ikke noget tivoli.

"The Simpsons" fylder 20, og TV3+ har fejret dagen ved at sende hele 1. sæson + "Inside the Actor's Studio" med Dan Castellaneta (Homer, Krusty m.fl.), Julie Kavner (Marge, Patty og Selma), Nancy Cartwright (Bart), Yeardley Smith (Lisa), Hank Azaria (Moe, Chief Wiggum og Apu m.fl.) og Harry Shearer (Mr. Burns, Smithers, Skinner, Flanders m.fl.). James Lipton, programmets vært, kaldte "The Simpsons" "the best scripted show in television history" -- og dét kan man vel dårligt være uenig i. The Jiggly Room ønsker til lykke.

Efter at have læst de første 100 sider i min MacDiarmid-biografi fandt jeg i dag - helt bogstaveligt - Ezra Pound-biografien, som jeg bestilte via Amazon, lige uden for hoveddøren, lænet op mod muren. I regnen. Postbudet havde åbenbart opgivet at få bogen ned i postkassen. Jeg kunne ikke modstå fristelsen og gav mig straks til at læse introduktionen -- hvorefter jeg lod mig friste yderligere. Så nu er jeg altså i færd med at læse begge biografier, begge indkøbte, imens de mange bøger fra biblioteket, som jeg tidligere har omtalt, ligger og samler støv.

Ezra Pound blev født i 1885 og døde i 1972. Hans mest berømte digt - ud over de ofte nævnte, men mere sjældent læste "Cantos" - er (nok) "Hugh Selwyn Mauberley" fra 1920. Hør Pound læse et uddrag af digtet her.   

Dagens film: "Edmond" (2005) med William H. Macy i den altdominerende hovedrolle. Skrevet af David Mamet og instrueret af Stuart "Lovecraft" Gordon. Jeffrey Combs har en lillebitte rolle som "Desk Clerk". Macy medvirkede osse i Mamet-filmen "State and Main" -- og det samme gjorde i øvrigt Julia Stiles (som Alec Baldwins naughty bit of crumpet). Som osse er med i "Edmond". Altså Stiles. Læs mere om filmen her.

Søster funderer igen over mine tal -- og jeg sidder og små-keder mig, så her er lidt flere.

Antal sigtelser for mordforsøg fordeler sig som følger:

2006: 113 (127)
2005: 152 (165)
2004: 122 (138)
2003: 147 (158)
2002: 146 (163)
2001: 136 (147)
2000: 145 (157)

Tallene i paranteserne er antal anmeldelser.

Ud af de 113 sigtelser i 2006 tegner 7 politikredse sig for mere end halvdelen: København: 14 (19), Glostrup 9 (11), Helsingør 7 (7), Århus 12 (14), Randers 8 (8), Hjørring 6 (6) og Aalborg 4 (5). I alt 60.

Iblandt de - ifølge statistikken - absolut sikreste politikredse at befinde sig i, i hvert fald m.h.t. drabsforsøg, er bl.a. Ringsted, Ringkøbing, Holstebro og Viborg.

Men der er jo - apropos Gittes snak om paranoia - nok andet at bekymre sig om. Endnu har vi f.eks. slet ikke berørt tallene for "uagtsom betydelig legemsbeskadelige", "forbrydelser mod liv og lemmer i øvrigt", "ulovlig tvang", "trusler", "ulovlig omgang med hittegods" eller "uagtsomt hæleri".

I 2006 blev i alt 77470 mennesker sigtet for overtrædelse af Straffeloven, heraf de 65747 mænd.

Jeg bemærkede, at søster Gitte (som jo burde vide bedre) ukritisk viderebragte mine hjemmegjorte udregninger m.h.t. risikoen for at ende som drabsoffer i Danmark. Statistik var aldrig mit stærkeste fag -- og jeg iler med at bringe en rettelse. Her er antal sigtelser for drab i årene ...

2006: 29
2005: 52 (+1)
2004: 42 (+1)
2003: 61 (+4)
2002: 45 (+3)
2001: 49 (+3)
2000: 52 (+3)

-- hvilket giver et gennemsnit på 47,1. Antal anmeldelser for drab er antal sigtelser + tallet i parantesen. Heri ikke medregnet forsøg på drab, uagtsomt manddrab eller færdselsuheld.

Ifølge Danmarks Statistik var folketallet per 1. januar 5427459. Procenttallet er altså ca. 0,000868 -- og altså ikke 0.00466%. Som jeg skrev her. Jeg beklager. Ikke 130 gange mere, men kun 24,1 gange mere end 0.000036. Desuden kan man vistnok slet ikke argumentere på den måde -- men det er osse ligemeget. Det er under alle omstændigheder, heldigvis, nogle meget små tal. Let's leave it at that.

Politiets årtabeller kan downloades i PDF fra denne side.

... forskånet for ... " Jakob Levinsen fortsætter sine små udfald må de tynde, denne gang de-tynde-i-1990erne. I dagens udgave af JP anmelder han femte bind af "Dansk litteraturs historie" og beklager sig bl.a. over den manglende omtale af genrelitteratur, krimi, sci-fi o.s.v., og drama, rocklyrik og journalistik. "Reelt," slutter han, "er det dermed dansk skøn- og finlitteraturs historie, det gælder [...] At man uden yderligere perspektivering afslutter bindet og dermed hele værket med 25 hårdkogte sider om 1990'ernes lyrik, taler i så henseende kun sit alt for tydelige sprog. Det bliver man i hvert fald forskånet for, når værket næste gang når frem til den fjernere fortid." Min kursivering.

Ups. Har vundet en hel kasse afrikanske og asiatiske masker på nettet -- enkelte af dem ret skræmmende. Hvordan hulan får jeg dem ind i huset, uden at Ane opdager det? Og op på væggen?

Gik i seng med billederne fra Virginia Tech på nethinden -- og vågnede op til Internet Watch Foundations "2006 Annual Report". Som er kedelig læsning. IWF overvåger børneporno på internettet. I 2006, kan man læse i rapporten, behandlede organisationen 31776 modtagne klager. Man fandt børneporno på 10656 enkeltsider (URLs), fordelt på 3077 websites, heraf 1667 kommercielle. 82,5% af siderne var hostet i USA eller Rusland, men under 1% i UK. Online "photo albums" udgjorde 10,5%. I 2005 var det 2%, og i 2004 var det 0. "Sadly," kan man læse, "the severity of online child abuse images [...] has increased over recent years." Rapporten kan downloades i PDF fra denne side.

Der findes folk, der laver og udbreder børneporno via internettet (og P2P-programmer og mobiltelefoner o.s.v.) -- og fortalere for censur og internetfiltre har undertiden (og med held) formået at fremmane et skræmmebillede af nettet som nærmest plastret til med ulækre og ulovlige billeder og filmklip. Virkeligheden er heldigvis en anden. 3077 websites er 3077 websites for meget, ligesom ét børnepornografisk billeder et ét billede for meget. Det er ganske klart. Men ifølge Netcraft Web Server Survey fandtes der i februar 2007 108810358 websites på nettet. Boutell anslog, at der på samme tid fandtes 29700000000 enkelte websider. De 10556 sider med børneporno udgør ca. 0.000036%. Chancen for at støde på en sådan side, hvis man ikke leder efter den, er meget, meget lille. Det er betydelig mere sandsynligt, at man bliver ramt af lynet, næste gang man går ud af døren -- eller myrdet. Chancen for, at man ender som mord-offer i Danmark, er (hvis jeg da ikke misbruger statistikken) ca. 0.00466%. Det vil sige: Den er ca. 130 gange større, end chancen for at man tilfældigt løber ind i en side med børneporno.

Børneporno skal bekæmpes, og det bliver den, bl.a. af organisationer som IWF. Alle anstændige mennesker bør tage del, bl.a. ved at anmelde overtrædelser, og det er forhåbentlig en kamp, der kan vindes. Det er skræmmende at tænke på, hvis IWF-rapporten har ret, at der i mellemtiden sker en forråelse sted, at "the severity of online child abuse content is increasing, with a four-fold rise in images depicting the most severe abuse, such as penetrative and sadistic sexual activity."

Danske surfere kan anmelde børneporno til Red Barnet på denne adresse. Vejledningen kan læses her. En kort redegørelse for dansk og europæisk lovgivning på området kan læses her.

I torsdags lykkedes det omsider Ane og mig at få fat i en betonboremaskine. Væggene og lofterne i huset her i Ringsted er hårde som granit -- men i den forløbne weekend lykkedes det os at få både en gardinstang og et spejl sat op, begge i soveværelset, medsamt en loftslampe og to hylder i stuen. I dag har vi haft besøg af vores vicevært - eller hvad-han-nu-er - som var så venlig at bese og udbedre enkelte småskader, herunder et stoppet afløb på badeværelset. På et tidspunkt havde han armen helt ned i den sjællandske undergrund, cirka.

Martin Glaz Serup har meget venligt sendt mig det nyeste nummer af "Hvedekorn", 2007/1. Tidsskriftets største hits - i hvert fald hos mig - er denne gang 4 meget fine digte af Hans Lucht, "Evander "The Real Deal" Holyfield", "Stenaldermennesket", "Nr. 6" og "Statens Museum for Kunst". Jeg, som er en bonderøv, kender ikke noget til Lucht. Jeg aner ikke, hvem han er -- men jeg har helt sikkert tænkt mig at forsøge at finde ud af det. Indtil videre ved vi, at a) han er født i 1971, og b) han skriver gode digte. Og dét, det sidste, indsnævrer feltet.  

Lars har blog-udgivet "Til Gården og til Gaden" nr. 10. Hent her.

Jeg er blevet færdig med Robert Muchembleds "A History of the Devil" -- og er straks gået i gang med at læse Gerald Messadiés bog (se billedet), som faktisk hedder det samme. Og Messadiés udkom først. Og for at det ikke skal være løgn: Der er også en tredje, den første "History of the Devil" -- nemlig Daniel Defoes. Som er ham med "Robinson Crusoe".

Muchembleds bog var (d.v.s. er) 66,6% udmærket -- og derudover irriterede den mig. Den er  inddelt i følgende afsnit:

1. Satan Makes his Entry: Twelfth to Fifteenth Centuries
2. The Night of the Sabbath
3. The Devil and the Body
4. Satanic Literature and Tragic Culture: 1550-1650
5. The Twilight of the Devil: From Classicism to Romanticism
6. The Demon Within: Nineteenth and Twentieth Centuries
7. Pleasure or Terror: The Devil at the End of the Second Millenium
8. Conclusion: Dancing with the Devil

Satan er meget gammel, men det er ikke før henimod slutningen på middelalderen - i det, der på fransk hedder l'Époque moderne, d.v.s. fra renæssancen frem til den franske revolution - at man begynder at tage ham alvorligt. Tidligere billeder af ham og beretninger om ham, folketro o.s.v., fremstiller ham som lidt af en sucker, og meget af den magt, han senere og solo tilraner sig, er så at sige spredt ud eller decentraliseret, for det vrimler med alskens små, overnaturlige væsener. The Rise of Satan er knyttet til og udtryk for nye, uniformerende og identitetsskabende tendenser i Europa. Siger Muchembled. Han skriver - meget spændende - om "the construction of a new culture of the body in the West" (afsnit 1), om hekseforfølgelserne (afsnit 2), om "the hell of sex", kvindekroppen, monstre og de forskellige sansers status (afsnit 3), om de tyske Teufelsbücher og franske histoires tragiques (afsnit 4), om den gotiske roman og Djævelen i oplysningstiden (afsnit 5), om Eliphas Lévi og Baudelaire, internalisering, "Dr. Jekyll og Mister Hyde" og det ubevidste (afsnit 6). Det sidste afsnit handler om Djævelen i det moderne, først og fremmest i Frankrig og Belgien -- og i USA. Forfatteren opremser en masse tegneserier og film, men virker - på mig - ikke særlig overbevisende. Frem for at opholde sig ved film, der handler om Satan eller satanisme, taler han om gangsterfilm og (nedsættende) om blockbustere som "Armaggedon" og "Godzilla" -- og undervejs får han bl.a. forklaret, at grunden til, at Woody Allen er mere populær i Frankrig, end han er i sit hjemland, er, at amerikanerne tror på Satan.

I det hele taget: Efter at have læst bogen til ende sidder man - d.v.s. jeg - med det indtryk, at Muchembleds egentlige ærinde ikke har været at skrive om Satan, ikke som sådan, men derimod at bruge Satan som en slags historisk løftestang for den forestilling, at franskmændene (og dem, der ligner dem) er kulturelt mere sofistikerede end amerikanerne -- og i hvert fald anderledes end tyskerne og skandinaverne. Franskmændene har gennemgået en lang udvikling, hvorunder Djævelen er blevet internaliseret og gjort harmløs, hvorimod amerikanerne p.g.a. deres puritanisme og "Salem complex" fortsat tror på Satan som en ydre fjende. Derfor kunne "Exorcisten" blive et mega-hit i USA, skriver Muchembled, hvorimod franskmændene ikke var imponerede. Med et godt, marxistisk udtryk: At tro på Satan er en form for "herretænkning", der tilbagefører - alt for forsimplet - alle mulige elendigheder til én og samme årsag. Nemlig Satan. Amerikanerne, mener Muchembled (vistnok) lider af en sådan herretænkning, hvorimod franskmændene anskuer tingene mere komplekst. Tænk på krigen mod terror, "the axis of evil" o.s.v. Det kunne ingen franskmand have fundet på. Al denne franske snak gjorde mig småsyrlig -- og jeg kunne i det hele taget godt have undværet bogens 7nde afsnit.

Robert Muchembled (f. 1944) er professor i historie ved l'Université Paris XIII.

I dag lykkedes det Ane og mig at finde en lille, lokal skov at gå rundt i -- og vejret var fantastisk. Her er nogle fotos:

Læs dem her.

Slap nekrolog af Henrik Vinther Olesen i dagens udgave af JP. I stedet for at fokusere på Vonneguts mange fortræffeligheder som forfatter er Olesen jyllandspostensk mere interesseret i, at Vonnegut var "erklæret socialist og humanist" og "tog afstand fra krig" -- men at han "paradoksalt" blev belønnet for sit mod under Anden Verdenskrig. Vonnegut "regnes," står der i overskriften, "for en af antikrigs-litteraturens største skikkelser gennem tiderne." Min kursivering. Intet i nekrologen antyder, at Olesen nogensinde har læst noget af manden -- og, altså, som Vonnegut ville sige, fred! (være med det). Men kunne JP da eventuelt ikke have fundet en anden til at skrive dén nekrolog? Kurt Vonnegut var ikke 'bare' en af antikrigs-litteraturens største (o.s.v.). Han var en de vigtigste, amerikanske, skønlitterære forfattere i det 20. århundrede. Punktum. Og han kunne godt have fortjent lidt mere.     

Der bliver ikke flere forhandlinger om Christiania, siger Thor P. "Nu går vi stille og roligt i gang med at udføre det, der står i Christiania-loven. Vi vil gerne være i dialog med Christiania, men der bliver ikke nogen ny forhandling. Christianitterne har ikke bakket op om aftalen, og deres forhandlergruppe er trådt tilbage, så der kommer ikke nye forhandlinger". Mere her.

I hvor-mange-år-efterhånden har diverse regeringer gjort sig forestillinger om at "normalisere" Christiania, men det er aldrig blevet til noget. Regeringen Fogh & Pia Sortesmølf har nok musklerne til at gøre det, også selvom det både i den politiske og den kulturelle sfære vil udløse et ramaskrig. Thor P vil i hvert fald, tror jeg, være rystende ligeglad.

Hårdt udfald mod Hans Hauge, personligt, i dagens udgave af JP. I går aftes viste TV3 første afsnit af "Sex and the City"-afløseren "Men in Trees":



-- med den altid tiltalende Anne Heche i hovedrollen som Marin, en thirty someting og jævnt forstyrret relationship coach, som under en foredragsturné strander i en lilleby i Alaska -- og beslutter sig for at blive. Jeg har helt sikkert tænkt mig at følge hende. Serien sendes fremover hver torsdag.

Og i går købte jeg hele 5 af de danske stjernetegnsfilm i vores lokale videobiks. Det vil sige: Måske stjal jeg dem. Jeg er ikke helt sikker. Manden bag disken var helt bogstaveligt faldet om af druk, og jeg kunne ikke vække ham -- så til sidst skrev jeg en lille seddel og smed den - sammen med pengene - på disken.

Edgar Allan Poe: "Samlede fortællinger" 1 og 2, oversat af Hans-Jørgen Birkmose. Netop udkommet på Klim. Kr. 499,- Læs Jakob Levinsens anmeldelse her.

Spændende ting og sager i den litterære del af blogosfæren: "papirFLY #11/12" er udkommet som PDF og kan downloades fra Martin Johs. Møllers blog. Zangenberg anmelder Mikkel Bolts afhandling om situationisme, "Den sidste avantgarde", i Glaz Serups' blog, Kornkammeret. Og hos Lonni Krause diskuteres selv-udgivelser, books on demand o.s.v. Læs her.

Kulturforbrug: Har været på biblioteket for at afhente endnu en stak bestilte bøger -- og jeg lånte også 4 CDer, heriblandt en med Brooks & Dunn, Solomon Burke: "Nashville" og Emmylou Harris: "Stumble Into Grace". Modtog i går min MacDiarmid-biografi med posten -- og i dag modtog jeg Jevtusjenkos selvbiografi.

Og ud af huset: Har sendt eksemplarer af mit Markis de Sade-hæfte og af "Den gennemsigtige tid" - Linda - til Biblioteksmedier. For jeg havde modtaget nogle bestillinger. Det er (bare) en af fornøjelserne ved at være selvudgiver: Man får selv lov til at slikke alle frimærkerne. Og man gør det gerne.

Og noget helt andet: Ihukommende at det er godt for et menneske at have flere spor (at forfølge) har jeg besluttet mig for at få mig en ny hobby, nemlig Satan.  Lige nu er jeg halvvejs gennem den franske historiker Robert Muchembleds meget glimrende "A History of the Devil":



-- hvorefter jeg påtænker at kaste mig over Jeffrey Burton Russells fire værker, "The Devil: Perceptions of Evil from Antiquity to Primitive Christianity", "Satan: The Early Christian Tradition", "Lucifer: The Devil in the Middle Ages" og "Mephistopheles: The Devil in the Modern World".

Ane og jeg besøgte engang den amerikanske historiker Bernard McGinn -- og jeg er aldrig rigtig kommet mig over det. McGinn er (blandt mange andre ting) ekspert i Antikrist, og vi fik lov til at bese hans Antikrist-bibliotek: Et helt lokale fyldt med bøger om Antikrist, skaffet via antikvarboghandlere fra hele kloden. Det var som taget ud af "Dumas-klubben". Da vi besøgte ham, havde han netop modtaget en CD-indspilning af Rued Langgaards opera "Antikrist". Jeg følte mig stort inspireret.

Min nye Satan-hobby, som nu er cirka 48 timer gammel, har at gøre med McGinn. Det tror jeg. Men den er også givtig. Jeg lærer - allerede - en masse om europæisk kulturhistorie, herunder ikke mindst om 1500- og 1600-tallet, som jeg ikke tidligere har beskæftiget mig ret meget med -- og Djævelens historie er fuld af sex og vold. Det er sjovere end at læse om folkevandringer. Og det er fandens meget sjovere, end det er at studere industrikultur.

Hvis du har et forslag til en god bog, som burde indgå i min læseplan, så læg endelig en kommentar.

Nyt tag: Satan.

Dagens officielle navn er Kilgore Trout. Vonnegut er død, 84 år gammel, og han ville - tror jeg, hvis han havde vidst det - have værdsat at dø på en så smuk dag i Ringsted. Vonneguts "Mestrenes morgenmad" har, siden jeg første gang læste den, da jeg gik i gymnasiet, været min hellige bog. Det er den ene bog, jeg ikke vil undvære.

Nu må vi altså undvære manden selv. Formodentlig er han blevet beamet hjem til den planet, som han kom fra -- og hvor han nu vil tilbringe tiden med at fortælle sindssyge skrøner om et sted kaldet Jorden. Måske. Og folk på den fremmede planet vil tro, at det bare er noget, han har fundet på. Og det er det måske osse.

Dagens officielle navn er Judy Gringer, opkaldt efter dansk filmhistories mest sexede babe gennem tiderne.

Her er hun - lidt modvillig - i selskab med en kælen Ib Mossin:



Her er et shot fra "Sømænd & Svigermødre":



Manden i matrostøjet er Dirch Passer -- med hvem hun i en periode, privat, dannede par.

Her er Gringer med åben hals -- fra "Majorens oppasser":



-- og her er hun ved siden af Paul Hagen i "Mig og pressefotografen":



-- hvori hun bl.a. forklarer Passer om Søren Kierkegaard, som har nøglen til Sartres forfatterskab. Siger hun:



Og her er hun i brudebad i "Firmaskovturen":



Judy Gringer forlod Danmark i 1985 og boede i USA frem til 1991. Men nu er hun tilbage. Hun debutterede på film i 1958 og har (vistnok) seneste medvirket i "Til højre ved den gule hund" (2003). Læs et interview med hende her.

Jeg gav mig i går til at rydde lidt op på min PC -- og faldt i den forbindelse over en mappe med diverse egne digte. Nogle af dem stammer fra samlingen "Gældsætninger" (2002), hvoraf cirka halvdelen senere blev bragt i "Hvedekorn". Et enkelt stammer fra "Koncentration i februar" (2004), og et andet fra "Akseldrejning" (2006). Andre har aldrig været offentliggjort -- og fortjener det måske heller ikke. Men altså. Som John Ashbery et sted skriver i et af sine digte: Ulven står for døren -- så hvem har tid eller råd til at sidde og tælle på fingrene?  Download mine "Genfundne digte" her. PDF-format. Maleriet på første blad - eller hvad det nu hedder - er et af mine egne. Det er (for fuldstændighedens skyld) malet i 2005 eller 2006. I forget.

Jeg mangler et scan af forsiden på antologien "Dengang i 60'erne" og/eller af bladet "Hætsjj". Er der nogen, der kan hjælpe? Send til min Yahoo-adresse, gorzelak@yahoo.com.

Tilføjet: Det er antologien fra 1978, jeg mener -- ikke den fra 2003.

Dét må da vist være dagens citat. Adspurgt om statsminister Foghs reaktion på filmen "AFR" svarede Statministeriets pressechef, Michael Ulvemann, ifølge DR: "Vi beskæftiger os ikke med fiktion." Mere her.

Snakken om Levinsens klumme fortsætter med (vistnok) uformindsket styrke -- eller måske rettere: Snakken foranlediget af ... o.s.v. For stort set ingen er endnu nået til at (forsøge at) forholde sig til dét, der (vistnok) var Levinsens pointe, nemlig at det - ifølge ham - er de "i negativ forstand" akademiske og "æstetisk enstrengede", der dikterer, hvad der er god litteratur. Altså: De helt, helt tynde forfattere, som kun læses af Ib fra Glumsø. Hvorimod de mageløst flerstrengede, fede og populære forfattere, som sælger tusind millioner bøger, ikke tages alvorligt.

For at tydeliggøre Levinsens egen, alt-for-simple holdning til sagen har jeg fremstillet følgende, alt-for-simple illustration:



Hvem er det, der ikke tager de fede forfattere alvorligt? Ikke de tusind millioner læsere, selvfølgelig, men de tynde forfattere, som kun kan lide det, vennerne, som osse er tynde, skriver -- og måske et par andre, eksotiske højpander, dead or alive, som ingen anstændige mennesker har hørt om. 

Intet - og nu taler jeg for egen regning - er vel så klægt og degneagtigt som en flok tynde, der står og klapper hinanden på ryggen og bekræfter hinanden i, at det er useriøst, sjofelt eller måske ligefrem ulækkert at være fed. Og kun én ting er mere irriterende end akademikere, der snobber -- nemlig unge mennesker, herunder osse unge forfattere, der snobber for akademisk snobberi. De findes, den slags mennesker, helt afgjort, og de elsker at kæfte op. Men de vokser (forhåbentlig) fra det.

Litteratur er mange ting, og det er for vanvittigt at kræve af en enkelt bog eller af en enkelt forfatter, at den skal være det hele, eller at han eller hun partout skal bestræbe sig på at spille på alle tangenter. Den tynde, "æstetisk enstrengede" litteratur har ikke mange læsere, det er så sandt, men vi har brug for den. Respekt for dén -- og respekt for de tynde forfattere, der arbejder besindigt, velvidende at de er special-arbejdere inden for kunsten. Og som ikke i frustration over manglende forståelse (eller indtjening) føler trang til at lægge afstand til verdens fede. Eller til sul i al almindelighed.

Og omvendt: Respekt for de fede forfattere, som har respekt for det magre. I det hele taget: Respekt! 

Kulturforbrug. Ny-indkøbte bøger: Allen Ginsberg: "Reality Sandwiches", "Egil Skallagrimssons saga", M. Kruse Hansen og J. Holmberg: "Bo - en bronzealderdreng", Tom Clark: "Junkets On a Sad Planet - Scenes From the Life of John Keats", David Bromige: "Desire - Selected Poems 1963-1987" og Jevtusjenkos erindringsbog, "Erindringer i utide". Mine forældre forærede mig "Jeg er her endnu - Per Kirkeby fortæller til Ninka" i fødselsdagsgave. Derudover har jeg lige vundet en CD på QXL, Inge-Marie Nielsen og Erik Grip: "Elvira - Sange om Elvira Madigan og Sixten Sparre". Pris: Kr. 1,-

Og netop nu hjemlånt fra biblioteket: Ezra Pound: "Digte og cantos" ved Jørgen Sonne, René Rasmussen: "Psykoanalyse og tekstanalyse - Essays om Lacan og litteratur", René Rasmussen: "Lacans psykoanalyse - En indføring", Kirsten Hyldgaard: "Fantasien til afmagten - Syv kapitler om Lacan og filosofien" og Jacques Derrida: "Differance". Og CDer:  Joni Mitchell: "Songs of a Prairie Girl", Tom Petty: "Highway Companion" og Jerry Garcia: "Ladder To The Stars - Garcia Plays Dylan".

Hip hurra, i dag er det Lars' fødselsdag.

Ugens litterære blognyheder kan læses her.

Jørgen Johansen anmelder Peter Nielsens nye digtsamling, "I sommervinden", I Berlingske Tidende -- og skriver blandt andet, at "Peter Nielsen er i al stilfærdighed en af Danmarks betydeligste lyrikere, og hans nye digtsamling, »I sommervinden« slår det yderligere fast. [...] »I sommervinden« bevæger sig til stadighed undrende i et univers, hvor fragmenterne fra meget forskellige lag af sprog, bevidsthed og omverden skrives sammen uden formidlende overgange og fortolkninger. Udsigterne til de nære omgivelser med natur og vejr, fragmenterne af dagligdagenes rutiner, filosoferende betragtninger, kortlægninger af uigennemskuelige mønstre og afskårne handlingsforløb, spring imellem absolut uegale sprogtoner er nogle af elementerne i den særlige uhåndgribelighedens poetik Peter Nielsen dyrker." Læs hele anmeldelsen her.

Der har været lidt stille i bloggen de seneste dage, for Ane og jeg har været til børnefødselsdag i Sejs og på familiebesøg i Struer. Moderen, faderen, søsteren og svigerforældrene forærede mig en masse forsinkede fødselsdagsgaver -- og nevø Ilias havde lavet mig dette voldsomt flotte fly:



-- "96 Lightyear Final Flying Sportsfly". Med flag på vingerne.

Læst i toget på udturen: Jørgen Gustava Brandt: "Hvad angår poesi". Læst på hjemvejen: Eileen Myles: "Maxfield Parrish - Early & New Poems", købt - af Lars - i Kronings Antikvariat i Søndervig. Hør Myles læse op her.

Dagens (og det vil sige nattens) bog-indkøb: En biografi om Ezra Pound.

Jeg køber en del bøger for tiden -- og læser endnu flere. Senest har jeg læst to biografier om Emerson og en biografi om T.S. Lawrence -- foruden en bog om Karl Rahner, uddrag af en biografi om Nelly Sachs + diverse småting. Og jeg venter nu på at modtage yderligere to biografier, en om MacDiarmid og en - altså - om Pound. Der gik koks i transaktionen i forbindelse med bogen om Lovecraft, tidligere omtalt. Og parallelt læser jeg William Carlos Williams og amerikansk historie.

Emersons læsning, som det referes i "Mind on Fire", var absolut spredt fægtning, og han endt med at mene - vistnok - at det i grunden var ret ligegyldigt, hvad man læste, når bare man fik noget ud af det. Men det kunne han jo osse sagtens tillade sig at mene, for han var en endog meget god læser. Jeg ville nok have svært ved at formulere præcist, hvad det er, jeg - i øvrigt uden sammenligning - er på udkig efter, men jeg fornemmer klart i mit eget hovede, at der er en vis sammenhæng i mit valg af læsestof. For tiden, altså. Det handler om Charles Olson, min besættelse -- og det handler om dét, som Olson for mig handler om, om grounding. Olson var indlysende emersonian, og hans åndelige fader - på godt og på ondt - var Ezra Pound. W.C. Williams' "Paterson" var iblandt forbillederne, da Olson besluttede sig for at skrive "The Maximus Poems". Jeg er ikke nær så interesseret i at lære noget om amerikansk historie, om byen Paterson eller om byen Gloucester, som jeg er i at studere - hvis studere er det korrekte ord - hvordan Pound, Williams og Olson forsøgte at tilegne sig og grounde sig i historien. Noget i den retning. Og MacDiarmid i den skotske. Tiden, stedet og skriften i tiden om stedet. Dét er ikke så svært at forstå, så længe det bare er ord. Men det handler osse om liv og identitet. Og så videre.

Skanderborgs main feature - platonisk betragtet, Skanderborgs Idee - var søerne, først og fremmest Skanderborg Sø, hvor-ud-til vores have gik. Og som vi hver dag stod op til. Og levede med.

Ringsteds - eller i hvert fald Kildemarkens - tilsvarende er kolonihaverne, som ligger mellem Kildemarken og midtbyen, og som vi dagligt enten må passere eller krydse. Her er nogle billeder:

Stort inspireret af Capac -- her er min egen top 3:

1. Highway 61 Revisited
2. Time Out of Mind
3. Desire

Tror jeg. Måske. Det er lidt svært med Dylan. Nogle af hans bedste sange, synes jeg, findes på nogle af hans dårligste albums (som jo altså - bl.a derfor - ikke er dårlige). Og desuden: En aller anden kaldte engang Dylan for "musikkens Picasso". Han bevæger sig hele tiden og afsøger og undersøger og forlader -- og de Dylan-albums, man foretrækker i én periode af sit liv, er ikke nødvendigvis de samme, som man foretrækker i en anden.

Vundet på nettet: Thomas Bloch Ravns bog om "Struer - En limfjordsby i historisk profil". Jeg er opvokset i Struer.

Engelske forskere mener at have fundet ud af, at leg med jord virker anti-depressivt. Jvf. det gamle husråd om at gå ud og grave huller. Mere her.

Center for Sex og Sundhed, der netop har udgivet bogen "Seksualundervisning - Inspiration og metoder", opfordrer til tilbageholdenhed m.h.t. brugen af eksplicitte billeder i forbindelse med seksualundervisning. "- Der sidder en stor gruppe indvandrere i landets folkeskoler, og dem taber lærerne, hvis de viser billeder, siger Grete Albeck fra Sex og Sundhed." Citeret efter Berlingske Tidende. Børnelæge Vibeke Manniche fra foreningen Kvinder for Frihed udtaler: " - Hvis hensyn betyder, at man skal undgå at vise billeder af virkeligheden, så mener jeg, det er et misforstået hensyn. Faktisk kunne man argumentere for, at man skal være endnu mere direkte, fordi nogle indvandrere ikke ved, hvad der er op og ned ... "

Jeg er ikke meget begejstret for Vibeke Manniche, men det skal i denne sammenhæng ikke afholde mig fra at være enig med hende. Seksualundervisningen i de danske skoler har brug for at blive forbedret, ikke forringet -- og det ér nu engang bedre at tegne og fortælle, end det er bare at fortælle. Diverse statistikker tyder på, at en hel del unge - og ikke kun indvandrere -  faktisk har lidt svært ved at gennemskue, hvad der er op og ned. Det kan ikke nytte noget, at vi af misforstået hensynsfuldhed gør dem dummere, end de egentlig behøvede at være. Også - for eksempel - med hensyn til porno.

Mere om Kvinder for Frihed her.

Jens Hjøllund skriver i en lektørudtalelse om Peter Nielsens nye digtsamling, "I sommervinden": "Med fænomenologisk omhu registrerer digtene tankens og sansningens bevægelser helt ind i de fineste sammenføjninger, hvor "verdens tilstande og sindets / tilstande rører hinanden i vore kroppe." [...] Dette gør dem alt andet end lettilgængelige, men til gengæld skaber de på en måde, som man ikke finder mage til hos andre danske lyrikere i øjeblikket deres helt eget univers: skrøbeligt og uafbrudt skiftende som skyformationer ... "

Et spørgsmål til bror Lars -- som jeg for så vidt lige så godt kunne have sendt per email. Jeg overvejer at sætte diverse til salg på eBay. Kan folk betale via Paypal? Hvordan fungerer det? Skal jeg selv lave en eller anden form for opsætning -- eller går det automatisk, når jeg både har en eBay- og en Paypal-konto og blot anfører (og/eller afmærker) Paypal som betalings-mulighed? Og er det korrekt forstået, at jeg efterfølgende - hvis altså - ikke kan transmogriffe penge på min Paypal-konto til rede kontanter, men er nødt til at bruge dem på andet?

Jeg har flere gange tidligere skrevet noget om sprogrevseri -- og om at jeg ikke bryder mig om det. Paraphrasing Lise Nørgaard: At korrekse folk for at sige "chance" i stedet for "risiko", for eksempel, er blot en højere form for uforskammethed. Nutidig, korrekt og statsautoriseret ordbrug, stavemåder og kommatering har ikke mange år på bagen, og det er da fuldstændig deep goodnight at kræve eller tale for en konservering af sproget -- som jo er en organisk og livligt levende vækst. Eller at ville bekæmpe indflydelsen fra engelsk.

Provokeret af et læserbrev i dagens udgave af JP: Lad os for en kort bemærkning overveje fordelene ved ganske enkelt at gøre engelsk til andet nationalsprog i Danmark. Altså: Ikke af afskaffe dansk, men at sidestille dansk og engelsk. Den økonomiske gevinst ville være endog meget stor -- og ligeledes den kulturelle. Ikke flere udgifter til oversættelser af manualer, aviser og bøger. Nye romaner ville kunne udkomme i meget større oplag, og bog-priserne ville falde. Vi ville blive endnu tættere knyttet til USA og England, our brothers in arms -- og samtidig lægge luft til Tyskland. Formodentlig ville et engelsk-talende Danmark komme til at fungere som brohovede mellem England og kontinentet, og englændernes holdning til EU ville ændre sig. Europas centrum ville rykke opad på kortet.

Men hvad jeg egentlig ville sige: Selv for mig, som er tolerant(-agtig), er der grænser. I dag var jeg på indkøb i SuperBest -- og en film, de havde kørende, reklamerede for en øl med en "sødmeagtig" smag. Sødmeagtig? Så bliver det da vist - forhåbentlig - heller ikke meget dummere.

Anmeldelse af Georg Ursins "Den navnløse bevægelse" i Fyens Stiftstidende -- og et interview med forfatteren.

Martin Glaz Serup skriver om Levinsens klumme her.

Fint interview med Georg Ursin i DR2 Deadline. Adspurgt om sine litterære forbilleder valgte han at fremhæve Friedrich Dürrenmatt og Virginia Woolf. Læs mere om Ursins nye bog, "Den navnløse bevægelse", her.

Vundet på nettet:



Den danske førsteudgave af Joyces "Portræt af kunstneren som ungt menneske".

Jeg er færdig med Emerson-biografien og har efterfølgende læst en artikel om Ezra Pound og en kort introduktion til W.B. Yeats. Nu er jeg gået i gang med Kenneth C. Davis: "Don't Know Much About History - Everything You Need to Know about American History But Never Learned". Har passeret Leif den Lykkelige, Columbus, Juan Ponce de León og Cortés, Raleigh og the Mayflower, the Boston Tea Party og the Boston Massacre -- og er nået frem til slutningen på uafhængighedskrigen.

Tue Andersen Nexø skriver om Levinsens klumme her.