The Jiggly Room

Jakob Levinsen skriver i dag i JP om "dette underlige mindreværdskompleks hos en del folkelige forfattere og deres fans overfor den mere eksklusive del af den litterære verden":

"Og hvorfor er det så vigtigt for succesrige forfattere også at blive respekteret af nogle langt mere verdensfjerne, æstetisk enstrengede og - i negativ forstand - akademiske kolleger og kritikere? [...] Jeg mener: alene Sara Blædels pressebilleder er mere gennemslagskraftige end det meste, der nogensinde er kommet ud fra Forfatterskolen. Og hvem er det så lige, der har et problem?"
 
Lige ovenover Levinsens klumme, i øvrigt, men vistnok uden at ville antyde nogen sammenhæng, bringer JP - på s. 17 - dette udmærkede citat af Huxley: "En intellektuel er en person, som har opdaget noget, der er mere interessant end sex."

I øvrigt -- apropos mine nye fødselsdags-CDer: Det er jo alt for overvældende både af få fire Otto Brandenburg-CDer og fire Four Jacks-CDer -- på én gang, altså. Jeg har indtil videre kun fået hørt nogle enkelte numre, "Mytteriet på Bounty", "Mandalay", "To lys på et bord" o.s.v. Størst sjæleligt indtryk gjorde nok Four Jacks' "Man kan vaske alt i sulfo". Omkvædet lyder:

"Man kan vaske alt i sulfo,
ingen sæbe er som den,
men en stakkels, falden kvinde,
hun ka' aldrig bli' ren igen."

Stærke sager.

Tak for hilsenerne i min blog -- og tak for fødselsdagskort og SMSer. Ane forærede mig hele to 4-CD-bokse, den ene med Otto Brandenburgs greatest hits og den anden med Four Jacks' -- foruden et par joggingbukser, en fancy whiteboard-tavle og en USB drink warmer (næsten magen til denne). Bror Lars havde sendt mig en pakke med Bob Dylans "Royal Albert Hall Concert" og en CD med Elisabeth Schwarzkopf. Med bl.a. Strauss' "Vier letzte Lieder". Top dollars.

Vi besluttede os for at udsætte turen til København og nøjedes i stedet med at aflægge Ringstedet en visit. Vejret var smukt og sommerligt.

Jeg hentede for få dage siden den nyeste version af Firefox. Nu har jeg problemer med download-funktionen. Programmet downloader ganske enkelt ikke filer, når jeg beder det om at gøre det -- og filerne registreres heller ikke i download manager. Er der andre, der har haft tilsvarende problemer -- og er der noget at gøre ved det?

Mystikken fortsætter. I går modtog jeg et postkort fra Grønland. Diskobugten. Også uden afsender. "Det er alt for laang tid siden," står der på kortet -- og "kasu[u]tta", som betyder skål. Kortet var adresseret til Bo Gorzelak, "Isla Diablo". Jeg ved ikke, hvem afsenderen er, omend håndskriften ligner en, jeg kender -- men som jeg imidlertid ikke har set i mange, mange år. Hvis jeg burde kunne gennemskue det, så undskylder jeg. Min hjerne kører lidt langsom lige for tiden.

Jeg tror ikke, at kortet er fra Mr. X. I forlængelse af forgårsdagens post - og på baggrund af de spor, som jeg mener, vi rimeligvis kan fæste lid til - har jeg fremstillet følgende illustration:



A magus' rite? Men hvorfor 9 og 9? Og hvilke former for magi bedrives under påkaldelse af Ra? Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske slet ikke var et tilfælde, at jeg i tirsdags - under mit besøg på Nationalmuseet - faldt over og købte en skarabæ.

I går var jeg i Skanderborg for at overdrage nøglen til vores gamle lejlighed. Nu er det slut med dén og os. En stor tak til Michael for hjælp med transport o.s.v.

Har læst ca. 445 sider i min Emerson-biografi -- og 100 sider i W.C. Williams: "In The American Grain". Jeg havde den med i toget.

Og i dag er det min fødselsdag.

I morgen skal jeg til Skanderborg for at tage endelig afsked med vores gamle lejlighed. Husværtinde Lene skal have overdraget nøglerne. Og i overmorgen er det min fødselsdag. Sidste år - kan jeg læse i min blog - tilbragte jeg dagen syg i sengen. Vi får - i år - ingen gæster, og Ane skal arbejde til først på eftermiddagen, men vi har talt om bagefter at tage på strøgtur i København. Måske. Hvis vejret holder.

Det bliver vemodigt at skulle sige helt farvel til lejligheden i Adelgade. Jeg var meget glad for at bo i Skanderborg -- og for menneskene dér.

Fotografiet: Udsyn over Adelgade.

Har læst 425 sider i min Emerson-biografi.

Her er et foto af den seneste pakke, Mr. X har sendt mig:



Denne gang har han ført "Joyce James" som afsender:



Her en den meget flotte cap:



Og her er et billede af Mr. X -- som jeg selv lige har lavet:



Hvad ved vi om ham? Jeg har både læst og gen-læst Sherlock Holmes, og jeg ser Poirot på TV hver mandag. So what are the clues? Vi ved, at han læser i min blog, og at han altså forstår dansk. Ingen andre end danskere forstår dansk, cirka, så vi må antage, at han er dansker. Men på den anden side: Mange af underverdenens lyssky supergenier, for eksempel, taler adskillige sprog. Og de sidste to pakker, jeg har modtaget, var forsynet med filippinske frimærker. Vi ved, at han - under alle omstændigheder - er internationalt orienteret. Og hvad mere? "Joyce James" giver - omregnet til talværdier, idet a=0 - "9 14 24 2 4    9 0 12 4 18". Gør det os klogere? Flere af pakkerne - hvis ikke dem alle - har været adresseret til "Magister" Bo Gorzelak. Hvad betyder "magister"? Blandt anagrammerne er ikke kun "mega stir" og "meat rigs", men osse "magi erst", "stigma re" og "mags rite". Mag's rite? Magi erst? Konnotationerne er for indlysende til, at de kan være tilfældige -- og det må anses for sandsynligt, at Mr. X er vidende ud i det okkulte. Re i "stigma re" er formodentlig den egyptiske solgud. Bemærk i øvrigt, at de to 9-taller i talkombinationen står i samme position, hvorimod 24 halveres og bliver til 12 -- og at de allerførste 9-tal til slut er blevet til 18, altså en fordobling. Hvad betyder det?

Jeg har i dag oprettet et ny tag: Mr. X -- som er min mystiske mæcen. Jeg har vistnok endnu ikke fået tagget alle de relevante blog-indlæg, men jeg vil arbejde på sagen.

Den nyeste pakke, som jeg modtog forleden - men ikke fik skrevet om, fordi der gik familie i farsen, så at sige - indeholdt endnu en cap, denne gang med teksten "Support DPS". Awesome! Og en hel stak film, hvoraf jeg indtil videre kun har nået at få at se den ene, den nye James Bond.

Jeg takker - igen - mange gange. Billeder af pakken og cap'en følger senere i dag.

DR skriver: "- Helvede eksisterer, og det er evigt, fastslog den tyskfødte pave forleden i en prædiken. [...] helvedet eksisterer og er evigt for de, som lukker deres hjerter for Guds kærlighed, sagde Ratzinger, der i flere sammenhænge i den seneste måned har demonstreret at kirken absolut ikke står over for en fornyelse." Mere her.

Hvortil jeg kun har ét at sige, nemlig: Hvaba? Ratzinger er ærkekonservativ, det ved vi. Men hvad er DR-journalistens pointe? At paven i stedet burde have undladt at snakke om helvede? Eller at han - måske - burde have sagt, at helvede slet ikke findes? At det ville have været mere liberalt og imødekommende at benægte helvede?

Troen på helvede er del af den katolske tro. Det siges klart i den athanasianske trosbekendelse, som er et af den katolske kirkes - og i øvrigt også den danske folkekirkes - bekendelsesskrifter, at "de, som har gjort godt, skal gå ind i det evige liv, men de, som har gjort ondt, til den evige ild". Den katolske katekismus, 1035: "The teaching of the Church affirms the existence of hell and its eternity. Immediately after death the souls of those who die in a state of mortal sin descend into hell, where they suffer the punishments of hell, "eternal fire.""

End ikke den mest liberale pave - og det var sådan set min eneste, lille pointe - ville kunne benægte, at helvede findes -- uden, altså, som der står i trosbekendelsen, at "gå evigt fortabt".

I dag har Ane og jeg været i hovedstaden, bl.a. for at se Nationalmuseets meget flotte udstilling om Tycho Brahe. Jeg gik osse en tur i TP Musik  -- og vendte hjem med hele fem CDer, alle ti-kroners-tilbud: Frederik Munk Larsen: "Guitar" (med værker af bl.a. Simon Steen-Andersen og Per Nørgaard), Hans-Henrik Nordstrøm: "North West", Christopher Simpson: "The Months", The Jalina Trio: "Now! Denmark" (med værker af bl.a. Anders Nordentoft og Michael Nyvang) og "Ny musik i Suså 2" (med værker af bl.a. Anders Nordentoft, Per Nørgaard og Pelle Gudmundsen-Holmgreen). Jeg havde allerede etteren. Derudover investerede jeg i et eksemplar af filmen "The Night Porter", som jeg længe har været på udkig efter. Nu kan den købes til kr. 49,75.

PROSA, Forbundet af IT-professionelle, har i protest mod ny lovgivning om registrering af privatpersoners færdsel på internettet, sammensat en gratis pakke, "som man kan putte i sin computer, så man kan surfe anonymt og snakke på internettet via krypteret IP-telefoni." Læs mere om "Privatlivets Fred" her.

Jeg ejede engang Arkhams flotte, indbundne udgaver af Lovecrafts fortællinger. 4 bind -- som jeg imidlertid et år forærede Lars i fødselsdagsgave. Nu om stunder har jeg kun en Lovecraft-bog på hylden, nemlig "The Haunter of the Dark & Other Tales of Terror":



-- som jeg købte på et marked. Billedet viser et eksemplar, der er sat til salg via Abebooks. I går læste jeg de to første historier, "The Outsider" og "Pickman's Model". Og August Derleths introduktion, som gjorde mig nysgerrig. Bogen er, viser det sig, "The first book entirely by Lovecraft to be published in the U.K." -- og mit eksemplar er i meget fin stand. Et eksemplar med "Bottom 1/4-inch and top 1/8-inch of spine of dust jacket chipped away" koster på Abebooks.com $150,-. Det er næsten kr. 850,- Ikke dårligt.

Og endnu en bog: Har vundet Per Aage Brandt: "Sky og krystal" på QXL.

Vi har haft besøg af svigerinden, svogeren og børnene. De forærede mig Johnny Madsens nye CD + en Beyblade-nøglering i forskuds-fødselsdagsgave. Nevø Andreas, næsten 5 år, testede, om mit plastik-firben kunne h.h.v. gå, løbe, svømme, flyve og køre.



Og det kunne det -- hvorefter han besluttede sig for at navngive det "Martin Bonde".

I dag var vi i Sct. Bendts --



-- og Martin Bonde var med. Andreas ville gerne vide noget om Jesus, som hang på korset og blødte, og vi så både dronning Berengarias (el. Bengerds) kranium og en lidt uhyggelig udstilling med masker.



Kurt dukkede op og fortalte historien om, hvordan Berengarias hovede i graven blev erstattet med en sten, fordi hun blev ved med at blæse lysene i kirken ud.

Tilfældige opslag i Spademanns Leksikon:

Dild er et grundstof med symbolet Di (fra kurdisk: Turpas) og deler atomnummer 1 i det periodiske system med hafnium og sanskrit.

Gener er noget Gud har fundet på for at folk der er født blinde også får blinde børn, folk der er fede får fede børn, folk der er dumme får dumme børn osv. Gener er en gummiagtig masse der er inden i mennesker. Denne masse indeholder noget der hedder DNA. DNA står for "Det Noget Arveligt". DNA indeholder nogle koder lidt ligesom HTML. Disse koder bestemmer så, hvordan mennesket kommer til at være og når man føder et barn bliver disse koder overført til dem. Så man kan ikke komme af med dem, medmindre man får en operation som hedder Operation X. Det er en meget farlig operation som kun Chuck Norris kan finde ud af at udføre. Derfor er det også en meget dyr operation. Den koster 60 millioner kroner.

Emma var oprindeligt Philip's kæreste og forlovede, men under en vild technofest på Pumpehuset blev hun scoret af DJ Platon, og de venter nu deres første barn til september.

Korstogene var en togtype, som DSB anskaffede sig i løbet af middelalderen, da kimbrertoget var ved at være godt nedslidt.

"Discordianism" ifølge Uncyclopedia. Og ifølge danske Wikipedia.

... grow & that's beautiful. Her er "Principia Discordia". Læs om "discordianism" her -- og mind mig om, at jeg skal huske at gen-anskaffe mig "Illuminatus!"-bøgerne.

Inspireret af Lars' indlæg om Lovecraft (her og her -- se osse her og her) har jeg i dag bestilt "Nyarlathotep" 1-3 og købt - via engelske Amazon - S.T. Joshis bog "A Subtler Magick - The Writings and Philosophy of H.P. Lovecraft".



På QXL har jeg vundet Finn Stein Larsens "Den magiske livskreds - Frank Jægers lyrik". Pris: Kr. 10,-



Og nattens musik er - i et forfængeligt håb om at have fundet et band og en CD, som Capac ikke allerede har præsenteret i sin blog - Far East Family Band: "Far Out". Fra 1973.

Har modtaget følgende fra Poetklub Århus:

***

Anne Lindfjeld bliver vært på MTVs Headbanger's Ball. Mere end tidligere ærgrer det mig nu, at jeg 1) ikke gider se MTV, og 2) at jeg slet ikke gider lytte til heavy.

Men til gengæld - og måske burde det bekymre mig mere - kan jeg godt more mig over pensionist-programmerne på TV-2 Charlie, herunder f.eks. BBC-serien "New Tricks", som de sender hver fredag aften. Efter Lynley. Gårsdagens episode handlede om en heksekult, der tilbad den grønne mand.

News Corp og NBC har annonceret, at de til sommer vil begynde at vise film gratis på nettet. Mere her.

Johannes Aagaard er død, 78 år gammel. Mere her.

Faldt over sitet greylodge.org, som har masser af gode omtaler og links. Her er f.eks. en omtale af bandet Babalon (mp3-filer i "Media"), her er et interview om kaos-magi, her er Allen Ginsberg, her er "Roaratorio: An Irish Circus on Finnegans Wake By John Cage", her er "Odyseen" som lydbog, og her er Lovecrafts "The Call of Cthulhu".

Tjek i øvrigt osse Old Time Horror Radio.

Nye film: "Dead Silence" (From the writers and director and producers of "Saw"), "Resident Evil III: Extinction", "The Reaping", "The Simpsons Movie" og - ikke at forglemme - "TMNT".

Har modtaget følgende:

***

Kulturforbrug: Vagn har meget venligt sendt mig hele 3 dokumentarfilm om Leonard Cohen og en CD med sange af (anti-)psykiateren Ronald D. Laing. Jeg siger mange tak. I går bestilte jeg 4, 5 eller 6 bøger - I forget - om Lacan via bibliotek.dk. Plus en enkelt af Derrida. "At læse disse nye, franske filosoffer," hørte jeg engang en filosofi-underviser sige, "er som at tage et brækmiddel." Men at kaste op er jo osse at kaste ... så at sige. For ligesom at lyde dyb. At være kastet -- og jeg og det, jeg opkaster. O.s.v.

Men imens ude i virkeligheden: Denne weekend får vi besøg af svigerinde Signe og svoger Kåre og børnene, Andreas og Johanne. De kommer lørdag og bliver til søndag. Og vejret er smukt.

Nyt og meget velkomment tiltag fra Martin Johs. Møller: "en ugentlig oversigt over, hvad der rykker sig, eller hvad der ikke rykker sig, i den nordiske litterære blogosfære." Tjek den første oversigt her. Han skriver om undertegnede, at jeg blogger "nærmest ekshibitionistisk" om mit kulturforbrug -- og det er jo ikke løgn. Og han henviser bl.a. til Rasmus Graffs blog-omtale af Peter Nielsens "I sommervinden". Nielsen, skriver Møller, "skal ikke være ked af den positive opmærksomhed han har fået i blogosfæren indtil videre."

Dagens musik: Anton Weberns "Im Sommerwind" fra 1904 -- som jo altså er det stykke, titlen på Peter Nielsens nye digtsamling henviser til. Jeg downloadede det - og det er derfor, jeg nævner det - fra Bibliotekernes netmusik. Jeg har aldrig tidligere benyttet mig af tjenesten (så det var en slags debut i sommervind), men vil helt sikkert gøre det igen.

Folketinget har i dag førstebehandlet følgende lovforslag fremsat af SFs  Pernille Vigsø Bagge:

"Folketinget pålægger regeringen at arbejde målrettet på, at medier, der publicerer sexannoncer, skal forpligtes til at bringe advarselsmærkninger på et synligt sted i umiddelbar sammenhæng med hver enkelt sexannonce. Mærkningen skal advare mod følgeskaderne af prostitution og oplyse fakta om menneskehandel m.v. Det skal endvidere pålægges de pågældende medier at undersøge, hvorvidt sexannoncerne vedrører mindreårige eller personer udsat for menneskehandel."

I bemærkningerne til forslaget skriver Bagge:

"Medier, der formidler sexannoncer, skal forpligtes til samtidig at advare forbrugerne om forbrugets skadevirkninger, jf. den nuværende praksis vedrørende salg af cigaretpakker. Der kunne f.eks. stå: »Køb af sex er udnyttelse. Den, der sælger sex, er oftest offer for organiseret kriminalitet, stofmisbrug eller dårlige sociale vilkår. Køb af sex bidrager til organiseret kriminalitet«. Forslagsstillerne finder det vigtigt, at forbrugerne tvinges til at reflektere over deres handlingers eventuelle skadevirkninger."

Læs hele forslaget her.

Næste udspil fra SF bliver sikkert et forslag om, at prostituerede skal tvinges - for deres egen skyld, selvfølgelig - til at bære en eller anden form for advarselsmærke. En lyserød trekant, måske? 

Læs en kommentar til forslaget her.

I dag, hvis jeg har forstået det ret, er international poesidag. I den anledning bringer bloggen et shitty first draft til et ufærdigt digt, skrevet af bestyreren selv.

***

Gik - igen - i går en tur i Videotossen, som altså hedder Videotossen, ikke Videotozzen. Som jeg vistnok skrev sidste gang. Jeg brugte en halvtimestid på at stå og småsnakke lidt med indehaveren (og hans hund, en bordercollier), hvorefter jeg investerede i to DVDer, h.h.v. "Forbrydelsens element" til kr. 35,- og "Et døgn uden løgn" til kr. 25,-

Min Emerson-læsning er gået lidt i stå, bl.a. fordi jeg osse er i færd med at læse et magasin, som jeg har tænkt mig at anmelde, og fordi jeg - inspireret af Fuhlendorffs spark i min røv - forsøgsvist er begyndt at tage notater til nogle digte.

Ane har oprettet sig en mail-konto på min PC, så hun kan sende - i eget navn - herfra. Vi bruger Outlook Express v. 6. Når hun modtager email, ryger de - fordi vi har oprettet en meddelelsesregel - i en mappe, som vi har kaldt "Ane".

Spørgsmålet lyder: Hvordan opretter vi en regel, så de emails, hun sender fra computeren, gemmes i mappen "Anes sendte emails" (som vi har oprettet) -- og ikke i den almindelige mappe, "Sendt post"? Som er min.

Gode forslag modtages med taknemmelighed.

Johannes H. Christensen anmelder nyudgivelsen af Bertrand Rusells bog "Hvorfor jeg ikke er kristen" -- og skriver bl.a. - lidt underligt, synes jeg - om titlen, at den er underlig, "for man kan jo skrive om alt muligt, man ikke er: Hvorfor jeg ikke er vegetar, nudist, socialdemokrat, ryger eller hvorfor jeg ikke er særlig interessant." Gad vide hvad sognepræsten skrev, da "Derfor er jeg ikke muslim" udkom.

JP skriver: "Caféejere i København, som forbyder amning ved cafébordene, har bragt modermælken i kog hos en række kvinder. De finder det skandaløst, at det er tilladt af forbyde amning." En kvinde ved navn Sisse Holmstrup har iværksat en underskriftsindsamling til fordel for "Børns ret til amning". Se her. Hun skriver blandt andet: " Vi mener, at blufærdigheden er gået for vidt, når små børn skal sulte, for at deres mødre ikke skal støde nogen, som i realiteten bare kunne kigge den anden vej." I skrivende stund har 1164 personer sat deres navn på listen. En af dem, nr. 1066, skriver i en kommentar: "det er imod at lov og ret hvis man ikke kan forbliv ved med at få lov til at amme sit barn alle steder, hvad der er det mest naturlige og har været det helt tilbage fra urtiden."

Jeg er - for ikke at blive misforstået - helt enig med Sisse Holmstrup. Vi er blevet en flok snerper, og "blufærdigheden er gået for vidt". Kvinder skal have lov til at amme på offentlige steder, herunder også på caféer. Men til underskriver nr. 1066 er der kun ét at sige, nemlig nej. Det har ganske afgjort ikke til alle tider været anset for "det mest naturlige" at "amme sit barn alle steder".

Jeg bliver altid en smule bekymret, når folk i debatter og diskussioner om seksualitet og sædelighed begynder at henvise til "det naturlige" eller "unaturlige". Det er en farlig måde at argumentere på, synes jeg, bl.a. fordi det let kommer til at ligne et forsøg på at tale uden om eller bort fra det politiske og moralske ansvar, der påhviler os. At indføre (forestillinger om) "det naturlige" i en diskussion er - i hvert fald ofte - reelt at lukke diskussionen. Det er selvfølgelig interessant og godt at vide, hvad tidligere samfund har ment og gjort, og hvilke forestillinger om "det naturlige" de har næret. Det er klart. Men spørgsmålet - blot for at irritere sprogvogterne: at the end of the day - vi skal tage stilling til, bør ikke lyde: "Hvad dikterer de højere magter, historien og/eller naturen?" Men helt simpelt: "Hvad vil vi?" Hvordan vil vi have, det skal være? Vil vi virkelig leve i et samfund, hvor mødre ikke må amme deres børn på caféer?

Nogle har (allerede) argumenteret for, at forbuddet mod amning blot er endnu et eksempel på, at vi lever i en hyper-seksualiseret kultur, hvor vi er begyndt at skamme os over vore "naturlige" kroppe. Hvis det er rigtigt: Har vi da ikke særlig meget brug for - netop - at få disse kroppe udstillet, så vi kan se dem? Vi har fået de ældre gemt væk, så vi ikke skal blive konfronteret med forfaldet. Skal vi også gemme mødrene?

En ret skæg idé.

Få kr. 40.000 og lav en minifilm! Årets runde af Danidas Verdensbilledlegat er gået i gang. Temaet er 'Rollemodeller' -- og reglerne er helt simple: 10 hold - der hver består af 2 studerende - får tildelt kr. 40.000, og for pengene skal hvert hold producere en 12-minutters minifilm på baggrund af deres respektive ansøgninger. Legatet kan søges af studerende ved videregående uddannelser. Find en partner og søg. Læs mere på www.3world.dk.

Jeg har selv tidligere arbejdet 4 år på projektet, og jeg har kun godt at sige om det. Danidas Verdensbilledlegat giver kommende filmskabere, journalister, undervisere og andre en fantastisk chance for at profilere sigselv, for at komme ud at rejse og få sat perspektiver på tilværelsen -- samtidig med at de konkret og positivt bidrager til oplysning om vilkårene i den tredje verden.

Legatet, der uddeles af Danidas Oplysningsudvalg, administreres af Innovisio. Ansøgningsfrist er d. 2. april. Hjælp med at sprede budskabet om legatet via net og per email. Henvis til http://www.3world.dk. Det er en god sag.

Apropos min post om kong Valdemar: Søholmscenen har onsdag d. 21. marts premiere på morskabsstykket "Han vog Den kullede Greve", som er en fortsættelse - en sequel - til "Svend, Knud og Valdemar", skrevet af Jens Jager. Sidstnævnte stykke - qua Valdemar - havde klare forbindelser til Ringsted. Det nye stykke har endnu mere indlysende forbindelser til Skanderborg (hvorfra, dengang vi drog afsted), for det handler om Niels Ebbesen. Læs mere om "Han vog Den kullede Greve" her.

Husk at der er Krimimesse i Horsens i weekenden 24.-25. marts. Besøg websitet -- hvor du bl.a. kan downloade programmet. Blandt de optrædende - eller medvirkende eller hvad det nu hedder - er skuespiller Mads Mikkelsen, Sara Blædel, Gunnar Staalesen, Nils Nordberg, Arne Dahl, Bo Tao Michaëlis, Niels Lillelund, drabschef for rejseholdet Bent Isager Nielsen, Elsebeth Egholm, Henning Mortensen og mange andre. Pris for voksne: Kr. 75,-

Lidt mere historie. DR-2 startede i går aftes en ny dokumentarserie om "1800-tallet på vrangen". Det første program handlede bl.a. om Adam Oehlenschäger og om Thorvaldsen -- og det var både informativt og underholdende. Følg endelig med. Og Emerson, kan jeg oplyse, besøgte faktisk Thorvaldsen i Rom -- hvilket fik mig, da jeg skrev denne linje, til at ihukomme de to danske malere, der en overgang boede sammen med (og skændtes med) D.H. Lawrence: Merrild og Gótzsche -- som omtales i biografien "Portrait of a Genius, But ... " Er der nogen, der ved noget om dem?

Har læst 360 sider i min Emerson-biografi -- og Geltings bog om (og med) "Roskildekrøniken". Som i øvrigt kan købes via Skalk (scroll ned på siden). Roskildekrøniken er den første, nedskrevne, danske danmarkshistorie. Den er tidligere end Saxo og beretter om tiden fra 826 til cirka 1140. En senere tilføjelse til krøniken opsummerer den videre udvikling frem til 1157, hvor Valdemar den Store blev enekonge. Valdemar - der var søn af Knud Lavard, der blev myrdet i Haraldsted skov, og som - altså Valdemar - voksede op hos Asser Rig, søn af Skjalm Hvide, forfader til den mægtige Hvideslægt og ejer af gården Fjenneslevlille ved Ringsted - er ham fra "Svend, Knud og Valdemar". Efter blodgildet i Roskilde, hvor Knud blev dræbt, og slaget på Grathe Hede, hvor Svend blev dræbt, samlede Valdemar riget. Han døde i 1182 og ligger nu begravet i Sct. Bendts Kirke i Ringsted -- og på pladsen foran kirken står i dag denne vældige statue:



Ane, jeg regner med, at du retter mig, hvis jeg tager fejl. Danmarkshistorie - specielt i denne periode - er decideret ufolkeligt indviklet.

"Vores profet," sagde en mullah på DR nu til aften, "kom for at bekæmpe høj musik og ballade." Vejret til trods vovede Ane og jeg os til kunstmesse i Ringstedhallerne. Der var mange mennesker og en hyggelig atmosfære -- og så gjorde det ikke så meget, at kvaliteten af de udstillede værker generelt var forholdsvis ringe. Det bedste værk - ifølge mig - var Pabis akrylmaleri "Clear lines" fra 2005. Mange flere af hans malerier her.

Her er to ting, jeg ønsker mig i fødselsdagagave:



Johnny Madsens nye CD, "Spidsen af kuglen".



Og Anne Wolden-Ræthinges "Jeg er her endnu - Per Kirkeby fortæller til Ninka". Bogen er lige udkommet.

"Begynd dog at være lidt skabende," skriver Fuhlendorff i en kommentar, "i stedet for at sidde og læse alle de skide bøger." Godt sagt -- men jeg er åndeligt talt i pitstop (og har efterhånden været det længe). Jeg sidder oppe i mit hovede på en af de dér motorvejs-restauranter, hvor man ikke kan foretage sig meget andet end at æde fiskefileter med remoulade, mens man læser Ekstra Bladet og overvejer, om man måske skulle investere kr. 19,75 i en af de sjove bumper stickers. Eller, altså, ikke Ekstra Bladet, men biografier om Emerson. Og ikke bumper stickers -- og heller ikke fiskefileter. Men ellers.

Da vi flyttede fra Skanderborg, smed jeg alt mit maler-grej ud, alle mine ufærdige malerier og al maling. Her er det - nede i bunken - på vej på forbrændingen:
 


På et tidspunkt, håber jeg, får jeg igen lyst til at male -- men ikke nu. Nu vil jeg skrive, og skriven tager tid. Som Peter Nielsen engang skrev til Martin Glaz Serup: " Hvis det skal handle om poesi, tror jeg egl. nok at jeg vil sige, så skal det på en eller anden måde handle om noget andet først." Og "Længe betragter man ikke sine tilnærmelser til processen som rigtigt gældende, men på et eller andet tidspunkt glider holdningen over i noget andet." Mere her. Alt det andet, som ligner dovenskab - at sidde og hugge i sine fiskefileter - hører med til processen, og der er - i hvert fald for mit vedkommende - ingen vej uden om. Andre og mere talentfulde mennesker har det givetvis nemmere. Det er undertiden ret frustrerende, synes jeg, men med tiden har jeg udviklet en form for overlevelsesstrategi -- som bl.a. inkluderer at læse en masse faglitteratur om emner, jeg som udgangspunkt ikke ved meget om, og som jeg ikke føler mig forpligtet på. Og biografier. På den måde, mens jeg venter, fodrer jeg hjernen og holder den åben -- samtidig med at jeg slapper af.

Desuden - har jeg bemærket - begynder jeg ubevidst at udnivellere -- apropos min tidligere blog-post, hvori jeg udtrykte min begejstring for diverse tv-programmer. Jeg mister interessen for mine egne holdninger m.h.t. tings æstetiske værdi og lader dem være, som de er -- billedligt talt: Som forskellige, men ligeværdige ord på samme side. Nogle mennesker tror, tror jeg, at det er vigtigt at have holdninger til alting for at kunne skrive. Jeg tror - både bevidst og ubevidst - på det modsatte. Ens holdninger skal under alle omstændigheder nok gøre sig gældende. Det kunstneriske arbejde - forud for den faktiske, kunstneriske produktion - består ikke i at dyrke eller kultivere dem, holdningerne, men derimod i i en vis forstand at gøre sig holdningsløs. Som når man sidder på en motorvejs-restaurant -- som er et fantastisk sted, som jeg holder meget af, fordi det er åndeligt fladt.

Har læst 282 sider i min Emerson-biografi.  

Og endnu et bogkøb: Les Murrays digtsamling "The Biplane Houses" -- desværre ikke til migselv, men som gave til en bekendt.

Den 21. marts er udråbt af UNESCO til at være Verdens Poesidag. Læs mere her.

Har læst 245 sider af min Emerson-biografi. Bogen er sat med meget små typer, og jeg sidder hver nat - som Markis de Sade i sin celle ved stearinlysets skær - og forsøger at fokusere -- til linierne til sidst tværer ud, og jeg må opgive. Jeg mangler stadig ca. 400 sider, men tiden, tænkte jeg i dag, er nu inde, hvor jeg seriøst må overveje, hvad jeg bagefter skal kaste mig over. Og kl. 17.15, cirka, klikkede jeg ind på Amazon og bestilte et eksemplar af Alan Norman Bold: "MacDiarmid: Christopher Murray Grieve, a Critical Biography". Bogen skal hele vejen over Atlanten, for sælgeren var amerikansk -- så det kommer nok nogenlunde til at passe med timingen.

Hugh MacDiarmid var en både kantet og markant, skotsk digter. Kværulant, nationalist, James Joyce-fan og marxist. På dansk er udgivet "Den slags poesi jeg vil have", udvalgte digte oversat og med efterskrift af Poul Borum. Husets Forlag 1992. Borum kalder MacDiarmid en "galning, eremit, kætter, drømmer, oprører og skeptiker", "en Lukrets og Horats, en Whitman og en Pessoa, en Grundtvig og en Majakovskij, en Lawrence og en Aakjær - en altid helt sig selv, på sine personlige vilkår." Og han gentager, hvad han skrev i "Poetisk modernisme" (1966): "MacDiarmid er efter Eliots død Englands største nulevende digter." MacDiarmid døde i 1978. Jeg føler trang til at tilføje: I de senere år er yngre, danske digtere igen begyndt at efterlyse en politisk poesi -- eller former for poesi, d.v.s. æstetik, der kan rumme det politiske. Uden at henfalde. MacDiarmid er et godt bud, og han er værd at studere.

Fra "In memoriam James Joyce":

Lad den eneste konsekvens
i min poesi være dens
lighed med rødtjørn, som imens
det er tidligt forår ses stå
smaragdgrøn, og så mørkner, fordybes
ved naturens lov for at få
skær af rødbrunt, kraplak og strå.

Fra "Til de unge skotske forfattere":

Det er en forbandet løgn at påstå
at menneskets natur ikke kan forandres.
Det kan den, og den er i færd med det, fuldstændigt.
Den tid er forlængst forbi, hvor tvivl om det accepterede system
frigjorde store ånder uden at systemet selv dog
var sunket så dybt i agtelse at det gjorde det
umuligt for dem at virke inden for dets rammer.
Det er længe siden man kunne gøre sig til af
at være hævet over striden, at være social agnostiker,
der så alle systemer som udsat for historisk forandring
og store mænds vilje, hvorfor man ingen accepterede.
[...]
Vi lever i en verden, der er blevet
uudholdelig som subjekt for passiv refleksion.
Hvad er vores svar på den uundgåelige virkelighed?
Er vi også som disse elendige små kliker, der på grund
af teoretisk utilstrækkelighed vender sig bort
fra social årsagsforklaring, fra rensende handlings poesi
og prøver at finde form og betydning
i selve den rene følelse, transplanteret og ny-opfundet,
søger erfaringens mening i erfaringens fænomener,
hvor ren sansning bliver den højeste værdi
i et neurotisk og mystisk forsøg
på at give det fysiske et intellektuelt indhold
ved at sanseliggøre de allerede tyndslidte nerver,
så meningsløs følelse fremkaldes automatisk
uden tilfredsstillelse eller opdragende virkning, som i melodramaet?
Mennesket kan kun genfinde sin værdighed i handlingen nu.

Fra "En hævet strandlinje":

Jeg er forelsket i ørknen omsider,
den højeste alvors bolig må være en ørken.
Jeg har en tilbøjelighed til åndelige emner,
der gøres umenneskeligt klare; jeg vil ikke have noget mast ind
mellem min følsomhed og den golde, men skønne virkelighed ...

"Den slags poesi jeg vil have" kan - 15 år efter udgivelsen - stadig købes. Klik her.

"Hvis man forestiller sig Paul la Cour jazzet op med John Ashbery, får man en fornemmelse af, hvad der er på færde." Lasse Horne Kjældgaard anmelder "I sommervinden" i Politiken.

Var i dag i Flensborg, byens boghandel, for at investere i Peter Øvig Knudsens nye og meget omtalte bog om "Blekingegadebanden". Men den var udsolgt -- som den er, så vidt jeg kan forstå, overalt. Læs her. Til gengæld havde Ane hjembragt - fra arbejde - et eksemplar af "Roskildekrøniken", så den vil jeg nu læse i stedet. Michael Geltings udgave.

Har læst 180 sider i min Emerson-biografi.

Peter Nielsen har meget venligt sendt mig et eksemplar af "I sommervinden". Tak for det. Forside-fotoet er endnu flottere ude i virkeligheden, end det er på nettet. Det er - ligesom fotografiet på forsiden af "Livet foreslår" - taget af digterens hustru.

Lars har web-udgivet "Til Gården & Til Gaden" nr. 9. Download digtene (i pdf-format) her.

Sensationelt. Interview med Peter Nielsen i dagens udgave af Politiken. Læs det her.

Anders Brødsgaard har omsat Klaus Høecks digt "Rollerball" til en radiokomposition i 16 dele. Læs om værket og download det gratis - ! - i mp3-format her.

Jeg har lige siddet og læst dette indlæg i Carstens blog -- og hans snak om filosoffer fik mig til at tænke på gårsdagens afsnit af "Knowing Me, Knowing You", hvori Alan Partridge ("Aha") over for et hold af meget franske franskmænd, der påstod, at Jacques Derrida var verdens største, nulevende (d.v.s. dalevende) filosof, i stedet valgte at fremhæve Peter Ustinov.

Undervejs i min udforskning af Ringsted besøgte jeg i går til den lokale videobiks, Videotozzen -- som, viste det sig, fører en absolut nænsom prispolitik. De fleste DVD-film kostede kr. 25,- eller 35,-, og 5 stk. film til kr. 25,- kostede kr. 100,- Så jeg købte 5, h.h.v. "Agent Catwalk" 1 og 2, "Hope Springs", "Resident Evil" og "Solstik på badehotellet".    

Jeg er åbenbart ikke den eneste. Se her. Satte mig til computeren for at finde ud af, hvem hende kvinden fra De gule siders nye tv-reklamer var. Er. Jeg tror, hun tidligere har optrådt i reklamer for Louis Nielsen. Der hang et billede af hende, tror jeg, i butikken i Skanderborg. Men anyway. The Jiggly Rooms info-kontor informerer: Kvinden hedder Anne Lindfjeld, og hun kommer fra Haderslev. Her er hendes website.

Pia Tafdrups digte består ofte i en - med et ord, jeg selv lige har opfundet - patøs (patetisk tøs) jeg-følelse, som hun har dekoreret med glimtende tillægsord, heraf en hel del slidte. De, digtene, er som juletræer med svage grene -- der kun balancerer, cirka, fordi der hænger lige mange kugler, altså tillægsord, til alle sider. Jeg har aldrig forstået, hvorfor Pia Tafdrup er blevet så stort et navn, for hun - i sine digte - gør for mig at se (ofte) lige nøjagtig det, man ikke må gøre. Hun forsøger at pynte sig frem. Det er - botanisk talt - træet, man skal arbejde på, ikke glimmeret.

"Tarkovskijs heste", som jeg lånte og læste i går, handler om Tafdrups far, d.v.s. om Tafdrups forholden-sig til faderens alderdom, sygdom og død. Jeg følte mig rørt, men også irriteret, for der er - til trods for emnets alvor og til trods for Tafdrups, tror jeg, ærlige forsøg på oprigtigt at udtrykke sin følelse af tab - alt for meget, der klinger hult; alt for meget, der bare er - med Kenneth Kochs udtryk - "kiss-me-I'm-poetical-junk". Jeg kunne vældig godt lide, for eksempel, "Et Adgang forbudt for heste / findes ikke, / denne klode er et vidtåbent terræn." Og "Skal jeg adlyde dette kaos?" Et godt spørgsmål.

Har læst de første 125 sider af min Emerson-biografi.       

Tue Andersen Nexø har anmeldt Peter Nielsens nye digtsamling, "I sommervinden", i Information. Han skriver blandt andet: "Der er en særlig blanding af selvfølgelighed og uforståelighed hos Peter Nielsen. Den genfindes på alle niveauer, fra digtenes opbygning til deres tonefald og stemning, deres måder at blande billeder og ræsonnement, koblingen mellem de fint modulerede sætninger og verslinjernes brud. Det er denne blanding, som giver dem deres særegenhed og styrke. Men så er vi tilbage, hvor vi startede, ved kombinationen af fredfyldt og svimlende. I sommervinden kan ikke anbefales stærkt nok - selvom man ikke altid ved hvorfor."

Tue Andersen Nexø gør sig i sin weblog yderligere overvejelser m.h.t. samlingen. Læs her.

Ole Møller skriver i Flensborg Avis: "I sine digte giver Peter Nielsen læseren et indblik i en fluktuerende bevidsthedsverden, som man mere aner end begriber. [...] Det er ikke nogen læse-let-bog, Peter Nielsen nu lægger frem. Der skal mobiliseres en del knofedt fra læserens side. Men sliddet lønner sig."

Der afholdes - for første gang - kunstmesse i Ringstedhallerne, Tværallé 8, lørdag d. 17. og søndag d. 18. marts, hver dag fra 10-17. Entré kr. 50,-

Ekstra Bladet er i serien om "De bedste detektiver" nået til Inspector Morse.

I går gik jeg - for første gang - en tur på Ringsted Bibliotek. Jeg fik ikke noget lånerkort, for den slags bruger man desværre ikke mere -- men jeg blev registreret som låner, så jeg nu kan udtage bøger. Ved hjælp af mit kedelige sygesikringsbevis. I meget gamle dage, da jeg var dreng, var lånerkort - sådan husker jeg dem - omhyggeligt courier-skrevne på firkantede (men med runde hjørner) stykker pap, som havde en ganske særlig, gul farve, som kun DET OFFENTLIGE vidste hvordan, man fremstillede -- og som kun DET OFFENTLIGE måtte bruge. Og kun til MEGET VIGTIGE PAPIRER -- som f.eks. lånerkort. Hvis man mistede det, måtte man stå skoleret for bibliotekaren, som var en MEGET VIGTIG PERSON, og man måtte undskylde. Og det var MEGET VIGTIGT, at man fik et nyt, så man gjorde sig umage for at virke angerfuld.

Ringsted Bibliotek har en imponerende stor lyrik-samling, selv om - forekom det mig - nye udgivelser ikke prioriteres. Men det er for mit vedkommende ok. Det er de færreste, nye udgivelser, der har min interesse. Tegneserie-samlingen - hvilket også gjorde indtryk på mig, selv om jeg sjældent læser tegneserier - var opdelt efter kunstnernavne, og CD-samlingen var gennem-alfabetiseret. Van Morrison stod efter Morrisey -- og så videre. Det har jeg vistnok aldrig oplevet før.

Jeg lånte to bøger, som jeg har tænkt mig at læse i dag: "Mit livs eventyr - Poul Henningsens erindringer" og Pia Tafdrup: "Tarkovskijs heste". Jeg bryder mig normalt ikke om Tafdrup, men "Tarkovskijs heste" - selve bogen - er simpelthen så lækker, at jeg ikke kunne lade den stå. Og jeg har i øvrigt selv på et tidspunkt skrevet noget om de dér heste -- selv om jeg i øjeblikket ikke kan huske sammenhængen. Men det var i et digt.   

SF's folketingskandidat Trine Pertou Mach og Demos' kvindegruppe indrykkede den 8. marts en fiktiv annonce i Ekstra Bladet, angiveligt for at undersøge markedet for handlede kvinder. Annoncen lød: »A(hjerte)A. Ny kælen slavetøs. Uspoleret og eksotisk. Alle former. Døgnåbent. Telefon ... « 139 mænd reflekterede på annoncen. I dag udtaler Trine Pertou Mach til Politiken, at hun er "overrasket" over den store respons: "når der ikke er uklarheder i annoncen om, at det er en ung, handlet kvinde, vi taler om, kommer det bag på mig". "Uspoleret" betyder nemlig, fremgår det af artiklen, "ung", "eksotisk" betyder "udenlandsk" og "slavetøs" betyder - fuldstændig indlysende for enhver -"muligvis handlet". Altså: "kælen slavetøs, uspoleret og eksotisk" betyder "ung, udenlandsk, handlet kvinde". "En [...] oplagt løsning," udtaler Trine Pertou Machet (der på dette tidspunkt i interviewet synes at have rystet sin overraskelse af sig), "er forbud mod at købe sex".

Selv med tanke på alt det vrøvl, der i øvrigt florerer, og på alle de åndssvage stunts, folk forsøger at slippe afsted med: Sjældent har jeg hørt magen. Steen Schapiro skriver i sin omtale af artiklen: "Hold kæft, hvor er jeg træt af de her kvinders propaganda, løgne og forvrængninger!" Politiken modererede den oprindelige tekst, efter at Steen havde snakket med journalisten. Læs "Når SF blander SM og kvindehandel sammen ... "

Jeg plejer ikke at skrive meget om prisuddelinger -- og da slet ikke om musikpriser. Men jeg vil gøre en undtagelse. Den 10. marts blev Danish Music Awards Folk uddelt. Sussie Nielsens "Pigens Morgen", som jeg tidligere har skrevet begejstret om, fik prisen for Årets Bedste Visealbum. Hør smagsprøver her -- og bestil dit eksemplar her.

Og lidt mere musik: Her er Ida, som Ane og jeg mødes med én gang om året, selv om vi ikke rigtig kender hinanden, altså Ida og os, men vi har en fælles ven -- nemlig ham, der har produceret nummeret "Please Poppy". Som man kan høre en smagsprøve på her. Funky.

Så er forsiden på Peter Nielsens nye digtsamling, "I sommervinden", blevet gjort offentlig. Og den er flot. Bogen udkommer den 15. marts. Samlerens Forlag. Kr. 169,-

Alle, jeg kender, som hedder Lisbeth, er mere cool, end jeg er. I går fik jeg en SMS fra én Lisbeth, nemlig hende her, som kunne oplyse mig om, at hun netop havde trykket David Lynch i hånden -- alt imens en anden Lisbeth, hende her, også i går, var i "16:9" på DK4. Alt, hvad jeg personligt nåede i går, var at få hængt et maleri, et skab og en plakat op på en væg. Og at se "Matador", "Barnaby" og "I medgang og modgang" (med Kirstie Alley). Har - uden sammenhæng - modtaget min nye Emerson-biografi, en stor, fed bog på 650 sider, som jeg glæder mig til at få læst. Vejret: Flot.

En reklame. Forlaget Ecco har netop udgivet Zbigniew Herberts "Collected Poems 1956-1998". Læs omtale i Los Angeles Times Book Review her og/eller San Fransisco Chronicle her. Pris hos engelske Amazon: 16.06 GBP. På dansk findes bl.a. "Hr. Cogito" (Brøndum, 1980), "Rapport fra den belejrede by" (Brøndum, 1986) og "Stilleben med bidsel" (Brøndum, 1995).

Politiken bringer i dag et interview med Lilje, 29 år, uddannet multimediedesigner og under uddannelse som indretningsarkitekt. Og prostitueret. "Konkurrencen [i bladet "Super"] er af ligestillingsordførere i folketinget blevet kaldt »kvindeudnyttelse af værste skuffe«, »fornedrende«, »usmageligt og klamt« og »bidrag til menneskelig elendighed«. Det har 'Lilje' kun hovedrysten til overs for. »Det er en fuldstændig tåbelig kritik. Helt hen i vejret. Jeg er faktisk målløs over, at man kan sige sådan noget på andres vegne. Jeg elsker mit job, og folk skal ikke komme med alle deres fordomme om, hvordan jeg har det«, lyder reaktionen fra 'Lilje'. [...] »Det er en gammeldags tænkemåde bare at kritisere alt, hvad der har med prostitution at gøre. Hvis vi i stedet fik en fagforening, nogle kurser og en licensordning, hvor man bliver registreret, kunne man sortere dem fra, der er her ufrivilligt. Og dem, der er for unge eller arbejder sort«, mener 'Lilje'." Læs hele interviewet her.

Også i dag har JP fokus på Mikael Rothstein -- både i avisens leder, "En røst fra fortiden", og i en lang kronik af dr.theol. Carsten Breengaard, "Mikael Rothstein eller forskningsfrihed".

Nogle studerende ved Københavns Universitet har klaget til fagrådet over, at Mikael Rothstein - ifølge deres opfattelse - har opfordret til at demonstrere til fordel for Ungdomshuset. Sagen er - ikke mindst takket være Jyllands-postens intensive dækning - lynhurtigt nået helt til tops, d.v.s. til videnskabsminister Helge Sander. Enhedslistens Per Clausen har nu bedt ministeren om at redegøre for rækkevidden af undervisernes ytringsfrihed. Mere derom her.

Frygten blandt de studerende, der har indgivet klage, går naturligvis på, om Rothstein vil vurdere deres indsatser, respekt, som ringere, blot fordi de er politisk uenige. Jeg har - som enkelte blog-læsere måske har opfanget - i politisk henseende ikke meget stor fidus til Mikael Rothstein. Til gengæld har jeg ingen som helst grund til at betvivle hans faglige eller personlige kvalifikationer, og jeg vil tro, at han er udmærket i stand til at forholde sig professionelt til sit job. Og intet er vel mere kedeligt og mere umotiverende end at have en underviser, som ikke mener noget -- eller som ikke har mod til at give udtryk for en holdning? Den bedste universitetslærer, jeg har haft, Niels Weisberg, var fuld af holdninger, og jeg var stort set uenig i alt, hvad han sagde. Men netop derfor lærte jeg meget af ham; fordi man - og jeg - var nødt til at argumentere. At have holdninger kan man lære af hvemsomhelst, også af idioter, men at kunne raffinere sine holdninger og opgive sine holdninger, at tage ved lære og blive klogere -- dét lærer man bedst af holdningsmennesker. Universiteterne har brug for den slags mennesker. De skal ikke have mundkurv på. 

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen har politianmeldt Aller-bladet "Super" for at have bragt en konkurrence, hvori man kunne vinde en halv time i selskab med en prostitueret. Chefredaktør Jan Nielsen udtaler: "Reaktionen er meget følelsesbetonet. Jeg kan til dels forstå hvorfor - de fleste har et billede af en prostitueret som en lille blåfrossen stiknarkoman, som det naturligvis er synd for. Men det er ikke den type kvinder, vi dealer med. De er en flok tjekkede og resourcerige erhvervskvinder, som bare har valgt en utraditionel branche. [...] Desværre er debatten om prostitution blevet drejet derhen, at alle prostituerede er nogle frygtelige stakler - men der er mange af dem, som under ingen omstændigheder kan identificere sig med offerrollen - og jeg ved, at de er møgtrætte af at blive set på som undermennesker af velmenende ignoranter, som synes, de skal 'frelse' dem." Mere her. Deltag i en underskiftsindsamling mod hetzen af prostituerede i Danmark her. Stemmerne i Ekstra Bladets tilnyttede online-afstemning, "Er Supers sexkonkurrence i orden?", fordeler sig for nuværende som følger: Iblandt kvinderne har 69% stemt ja, og 31% nej. Iblandt mændene har 73% stemt ja, og 27% nej. Læs osse "Tilbage til flisen søster".

Jeg skrev indlægget om "Saw III" i nat, sent, og efter at have fået lidt drømmeløs søvn har jeg halvvejs fortrudt. Jeg kom til at sige eller konkludere noget andet end det, jeg havde tænkt mig. Tror jeg. Dagens opgave lyder følgelig som så: Redegør (i en kommentar) for, hvad jeg egentlig mente. Det, der er tidstypisk - og som gør "Saw"-filmene tidstypiske - er vores optagethed af, hvad det vil sige at være i live, at føle sig levende, autentisk -- ligesom jeg (i mit oprindelige indlæg) var optaget af det. Og derfor var tidstypisk. Måske. Eller hvad?

Og til Capac, som har skrevet en bemærkning: Når man skal analysere, blev jeg engang belært om, gør det ikke noget, at man går for vidt -- for vi kan jo bare plukke de gode tanker og droppe resten bagefter. Jeg tænker osse på Jørgen Leth, der engang sagde (noget i retning af), at et cykelløb enten kan anskues som en banal omgang sport eller som et stort, menneskeligt drama -- og er det ikke mest givtigt at vælge det sidste? Hvis du forstår -- og det gør du nok.

Så har jeg fået set "Saw III". Johannes H. Christensen kaldte i JP filmen "noget infamt svineri", og Ebbe Iversen sammenlignede den i Berlingeren med  "en blodig trafikulykke". Mere om anmeldelserne her. Det ville være forkert at skrive, tror jeg, at filmen - ganske rigtigt - indeholder adskillige ubehagelige scener. Den er simpelthen én lang ubehagelighed, fra start til slut, og svage sjæle anbefales afgjort at holde sig væk -- og det gør de sikkert osse. Og dertil: Hvis man ikke på forhånd har gjort sig bekendt med både etteren og toeren, giver treeren slet ingen mening.

"Saw III" er (som min mormor plejede at sige om amerikanske krimier på TV) en grim film, ligesom f.eks. "Motorsavsmassakren" er grim. Men den er ikke "noget infamt svineri", ligesom f.eks. "Hostel" (vil jeg være tilbøjelig til at mene) er det. "Hostel" er en tåbelig, ulækker film. Det er "Saw III" ikke. Faktisk, omend det muligvis er at tage munden for fuld (men da for polemikkens skyld), tror jeg, at "Saw"-filmene (inkl. treeren) med tiden vil blive optaget i det pænere selskab, (osse) sådan som det er sket med "Motorsavsmassakren". Få film har i de senere år gjort større indtryk på mig, og selv om jeg (fordi jeg er mig) nok ikke præcis kan udsige hvorfor eller hvordan, så fornemmer jeg, at "Saw" 1-3 udtrykker - kunstnerisk - nogle meget tidstypiske og væsentlige ting. De siger noget om os, som lever nu. Ligesom (og nu er det tredje gang, jeg sammenligner) "Motorsavsmassakren" i dag forekommer os at være et troværdigt, kunstnerisk vidnesbyrd fra midt-70ernes USA.

I begyndelsen af det nye årtusinde knitrer alle overflader renskurede - både dem i de dyre køkkener og vore egne - og både de personlige og kollektive fortrængsmekanismer knager, friværdien vokser, Prada-støvlerne skinner, og drikkevandet har aldrig været så helt igennem naturligt og forfriskende kilde-agtigt. "Saw"-filmene viser os ikke "bare" bagsiden eller undersiden, for det ville være plat (ligesom så meget "undergrund" er plat), men spørger os voldeligt og aggressivt (for vi er døsige, så vi må rystes): Hvorfor lever I ikke? "Live or die?" er det spørgsmål, den kræftsyge Jigsaw stiller til alle sine ofre. "Make your choice." Hvorfor gider vi ikke, og hvorfor gør vi os ikke umage? Hvorfor værdsætter vi ikke det, vi har? Hvorfor doper vi os med piller og sprut, hvorfor går vi omkring som zombier? Hvorfor er vi nødt til at snitte i os selv, som ungerne nu er begyndt på? Skal vi virkelig helt bogstaveligt have kniven for struben, før vi vil gøre en indsats for at leve? "Saw"-filmene er exploitation, ingen tvivl om det, og de er for så vidt osse moraliserende. Det er (ikke mindst for en blød dansker som jeg selv) grove løjer at forsøge at "kurere" en narkoman (som filmenes Amanda) ved at true med at flå hendes hovede i tusinde stumper -- og der er jo både sociale omstændigheder og økonomi og psykologi og alverdens at tage i betragtning. Men ikke i "Saw". I "Saw"-filmene hedder det "Live or die? Make your choice."

Forfatteren og filosoffen Camus skrev engang, at (citeret på engelsk) "There is only one really serious philosophical problem, and that is suicide." Selvmord er at tage sit eget liv eller at vælge døden. I livet. Jeg kan huske, at min religionslærer i gymnasiet (som i parantes bemærket var betydelig mere skræmmende end Jigsaw) indledte sin undervisning med at tegne en stregmand på tavlen. Ovenover skrev han "LIV" og nedenunder skrev han "DØD". Dét, sagde han, er, hvad vi har at forholde os til. Hvis vi ikke VIL livet, hvis vi ikke stræber opad, så er vi døende. Så er vi (mere eller mindre aktive) selvmordere. Det er en eksistentiel sandhed, der gælder til alle tider -- og som der ikke er noget tidtypisk ved. Som sådan. Hvad der er tidstypisk, derimod, er vores fornægtelse af - fordi vi ikke vil acceptere den slags - at vi ikke har andre valg; at vi er tvunget til at være døende, bare fordi vi ikke gider eller orker at gøre en indsats for at være tilstede i vort eget liv. Respektivt. Og i det samfund, hvor vi er sat. Det er ikke rimeligt. Men, som min lille niece ville sige, "sådan er det bare".

"Saw III" bidrager ikke med noget nyt i forhold til de to foregående film, men afrunder dem udmærket, synes jeg, selv om historien om Amanda - uden at jeg i min tilbagelænede ugidelighed orker at forklare mig yderligere - i nogen grad truer med at undergrave resten. "Saw IV" kommer til oktober.         

Vorbasse Museum har netop åbnet en ny særudstilling om "Marked og Gøgl". På udstillingen kan man bl.a. (takket være en donation fra Lego) se Wilhelm Fiedels kulgrube, "Den sorte diamant", fremstillet af Fritz Mayr i perioden 1914-1921. Diamanten er en model af kulgruben Hermann Schacht i Waldenburg.

"Den sorte diamant" er det ene af de - vistnok - i alt 4 såkaldte bjergværk, der findes i Danmark. Billedet ovenover viser en detalje af et af de andre, blot kaldet "Bjergværket", som i en periode var i min families besiddelse. Se flere billeder her. "Bjergværket" tilhører nu Nationalmuseet.

Jeg har opgivet "Case 1", bl.a. fordi tekst-boksene  - i hvert fald i deluxe-udgaven - er udskiftet med tale, og jeg gider ikke skulle sidde med hovedtelefoner -- blot for at høre de samme beskeder igen og igen. Men til gengæld har jeg lige opdaget, at der osse er en femmer, "Land of the Rising Dead". Så nu prøver jeg den i stedet.

Dansk Folkepartis Martin Henriksen (27) udtaler til Berlingske: "Vi har seksualundervisning, men vi vil godt lægge vægt på afholdenhed." Men til gengæld vil han gerne have mere motion. Læs interviewet her -- og bemærk i øvrigt journalist Bjarne Steenbecks meget billedrige formuleringer: "På internettet vælter brysterne ud i hovedet på én, reklamerne spiller i en uendelighed på sex" og "Men hvordan lærer man at stå imod kværnen af sex og porno?"

For at være helt præcis: En ny og troværdig undersøgelse har vist, at porno på internettet udgør 1%. En. Een.

Og i USA - der takket være Bush-administrationens konservative, sociale eksperimenter har haft lejlighed til at vurdere konsekvenserne af undervisning i afholdenhed - har bl.a. Dr. John Santelli og kolleger ved the Mailman School of Public Health gennemført en større undersøgelse, der klart indikerer, at strategien ikke virker efter hensigten. Undervisning i afholdenhed får ikke unge til at holde op med at dyrke sex, men gør dem bare dummere. Desangående. Bjarne B. Christensen fra Sex og Samfund udtaler til Politiken: "Man kan ikke have moralske kampagner om, hvornår man skal have sex og samtidig klæde de unge på til at have sikker sex, når de bliver seksuel aktive. Programmer, der promoverer seksuel afholdenhed som beskyttelse mod sexsygdomme og uønsket graviditet, kender man fra USA og mange tredjeverdenslande. Al erfaring og forskning viser, at det ikke virker."

Men her er - til glæde og til gavn for Martin Henriksen og Bjarne Steenbeck - nogle bryster, der "vælter [...] ud i hovedet på én". Go knock yourself out.

Politiken skriver: "Kristne fundamentalister lancerer alternativ tjeneste som værn mod det 'antikristne', brugerbaserede Wikipedia." Læs her. Tjek osse Conservapedias - jepper - "Examples of Bias in Wikipedia". Wired.com: "What Would Jesus Wiki?"

Jeg er nu nået halvvejs i Suzanne Brøggers "Sølve" -- og det er en meget fremragende bog, klog, oplysende og inspirerende. Og endda osse hyggelig. Tag og læs den. Bogen består af en lang række essay-agtige tekster, alle forholdsvis korte, så den indbyder til at blive indtaget i bidder. Omdrejnings- og/eller fixpunktet - whatever - er landbyen Løve, som ligger cirka 15 km. nord for Slagelse, ikke ret langt fra Ringsted. Brøgger skriver om sit eget hjem, om naboerne og om mosen. Vor tids element, skriver hun, er luften -- så hun har valgt at skrive om jorden og om vandet; om de ting, som dukker op af jorden, og om de folk, der har levet af jorden, om tørv og terræn. 8000 års historie -- som omslaget praler med. Hun skriver om de gamle guder og om den nye, Kristus, blandet op med egne erindringer og finurlige madopskrifter, modernitetsdiagnostik og (som et grundvand) snak om identitet. En vitaminrig suppe på rodfrugter. Jeg er meget begejstret.

Læs Jeppe Kabells rapport fra en gudstjeneste i Faderhuset.

Nicolas spørger i en kommentar - her - til mine emails. Jeg er p.g.a. flytning og andet kommet meget bagefter med besvarelse af mine emails -- og det beklager jeg meget. Der sker (i det skjulte) ting og sager, som jeg har måttet bruge tid på, men jeg vil forsøge hurtigst muligt at få bragt mit hus i orden. Så at sige.

Jeg har - igen-igen - modtaget en pakke fra min anonyme mæcen, denne gang adresseret til BGP "Esq." -- "Devil's Island":
 


Pakken indeholdt to film, heraf den ene "Saw III" (som jeg glæder mig - som et blodtrængende barn - til at se). Og denne super-fantastiske cap:





Er den ikke flot? Jeg takker mange gange. Bemærk i øvrigt at pakken er forsynet med frimærker fra "Pilipinas". Min mystiske mæcen er helt åbenbart a man of the world. På bagsiden stod der "Horizon Hill Hotel, Malabania Str".

Carsten har skrevet en lang kommentar - læs her - til mit foregående indlæg.  Jeg tror, som tidligere skrevet, ikke, at vi er særlig uenige. Jeg tror bare, at vi taler om forskellige ting -- og at jeg i øvrigt er for dårlig til at præcicere.

Carsten skriver om "fejllæsninger, som jeg synes, at du gør dig skyldig i; at mit indlæg skulle kunne læses som et forsvar for de unges voldelige opførsel f.eks.(Men her er det måske mig der fejllæser dig?) For hvis jeg forsvarer idéen om, at der er behov for noget sådant som et ungdomshus, så MÅ det jo betyde, at jeg accepterer og støtter optøjerne."

Mit indlæg, som Carsten reagerede på, var sådan set - netop - mit forsøg på at sige det omvendte, altså det samme: At en afstandtagen til de unges manglende accept af rettens afgørelse og til volden ikke nødvendigvis er identisk med manglende accept eller anerkendelse af de unges (ret til) "anderledeshed" -- eller andet i den dur. Og at man derfor ikke kan tolke den massive, folkelige afstandtagen som et udtryk for krav om ensretning. Jeg er - ad. Carstens punkt 1-3 - helt enig, og jeg beklager, hvis jeg er kommet til at antyde andet.

Og ad. punkt 4, hvori Carsten skriver, at "Det er simpelthen lodret forkert, at du på din blog udelukkende har beskæftiget dig med "spørgsmålene om ejerskabet og om volden". I det indlæg som jeg responderede på begyndte du med at sige, at "Slaget om Ungdomshuset handler ikke kun om bygningen, men om retten til at være anderledes — og om konformiteten, der breder sig. Og så videre."" Jeg forsøgte blot - som jeg håbede, det ville fremgå af sammenhængen - at opsummere Capacs synspunkter. Ikke at give udtryk for mine egne.

Carsten skriver: "Jeg støtter idéen om et ungdomshus". Jeg - vil jeg både påstå og med vestjysk stædighed fastholde - har i mine blogindlæg udelukkende forsøgt at forholde mig - principielt - til den konkrete sag om Jagtvej 69 og om de unges ballade, ikke til "idéen om et ungdomshus". Det er muligt, at København har brug for et nyt Ungdomshus. Det har jeg ingen forudsætninger for at vurdere -- og det (idet jeg inderligt håber ikke at blive misforstået) interesserer mig heller ikke synderligt, i hvert fald ikke meget mere end det interesserer mig, om Aalborg har brug for en ny tennisbane, eller om det bør oprettes en square dance-klub i Rødekro. Hvis man ønsker kommunalt tilskud til oprettelse af et nyt Ungdomshus, må man - for sådan fungerer det jo - forsøge at overtale politikerne, fremlægge sin gode sag o.s.v. og håbe på det bedste. På grund af de voldelige optøjer vil man nu - jvf. bl.a. Martin Geertsens og Ritt Bjerregaards udmeldinger - nok stå i en forholdsvis dårlig forhandlingsposition, i hvert fald som udgangspunkt -- men så må man jo skærpe sine argumenter og/eller indkalde intellektuelle forstærkninger. Det er et arbejde - for idéen om et ungdomshus - som man kan vælge at tage del i, og jeg har (for det har jeg altid) respekt for dem, som gider at gøre en indsats for noget, de tror på. Så længe de arbejder i respekt for demokratiet.

Jeg er en lille smule ked af, at jeg ikke har været i stand til at forklare mig tydeligere -- bl.a. fordi det forulemper min personlige forfængelighed. Jeg tilhører nok - jvf. Trapholts nye "Smagsdommer"-udstilling - det gråmelerede segment, som består af kværulanter med tåge i munden. Men jeg har hverken - ad. Carstens kommentar - noget imod Pernille Rosenkrantz eller imod dejligt overbeviste socialister i al almindelighed. Faktisk overhovedet ikke.  

Carsten har skrevet et langt og glimrende blog-indlæg foranlediget af min foregående post. Læs det her. Han kritiserer mig for min resignation: "Det virker som om Bo, efter at have analyseret Faderhusets strategi resignerer og siger: Nåja - Faderhuset vandt det retoriske spil om at sætte dagsordenen. De fik det hele til at dreje sig om jura - og det må, ja skal, vi så nødvendigvis acceptere." Både ja og afgjort nej. Jeg er vistnok ikke særlig uenig med Carsten, og det er selvfølgelig (for det sker tit for mig) muligt, at jeg ikke tydeligt nok fik specificeret mit ærinde -- eller hvordan jeg nu skal udtrykke det.

Jeg synes, det er ret vigtigt, at vi forsøger at holde tungen lige i munden. Jeg opponerede i mit forrige indlæg - og det var mit ærinde - mod den forestilling, at respekt for juraen (og kravet om respekt for juraen) kan tolkes som udtryk for (krav om) ensretning eller autoritær tankegang. Faderhuset vandt den juridiske kamp, og de unge måtte ud -- og over for det faktum, mener jeg, må man rimeligvis resignere. Det burde Ungdomshusets brugere også have gjort.

Carsten skriver: "Det er præcis her, at Bo slår følge med Martin Geertsen og en lang række andre (borgerlige) politikere; for dem begynder og ender diskussionen med det rent juridiske spørgsmål om, hvem der har ejendomsretten til Ungdomshuset(s grund); at der principielt ikke er andet at diskutere end blot det rent juridiske. Og hvis man accepterer dette, så har Faderhuset vundet by default. Det er præcist her, at jeg står af. Der er (sgu') ikke nogen eller noget der tvinger os til at anlægge en ren juridisk synsvinkel, på hele sagen om Ungdomshuset, eller til at begrænse diskussionen til udelukkende at være et spørgsmål om ejendomsret."

Jo. Og nej. Jo, der er noget, der tvinger os til at anlægge "en ren juridisk synsvinkel", nemlig (lidt bagvendt) lovgivningen. Og respekten for samme. Det vil sige respekten for andre mennesker. Lov er lov, og med lov skal land bygges, og loven må være ens for alle -- og så videre. Og nej, der er ikke noget, der tvinger os til at begrænse diskussionen til udelukkende at være et spørgsmål om ejendomsret. Der er sandelig nok andet, vi også bør tage til efterretning, diskutere og reagere på, herunder Faderhusets ideologiske udmeldinger, de unges frustrationer o.s.v. Det er altsammen væsentligt. Det synes jeg også. Men bare ikke forhold til spørgsmålet om ejerskabet af Jagtvej 69 eller i forhold til spørgsmålet om det acceptable i at anvende vold som politisk pressionsmiddel.

Den juridiske synsvinkel trumfer - lidt plat sagt - alt andet, for lige meget hvad, så må loven overholdes. Derfor, som Carsten udtrykker det, "begynder og ender diskussionen [for mig og min slags] med det rent juridiske spørgsmål om, hvem der har ejendomsretten til Ungdomshuset". Det forekommer mig både futilt og forvirrende i sammenhængen at henvise til alt muligt andet, ideologi eller kulturkamp eller politisk snigløberi eller religion eller gråd eller retten til at være anderledes -- for med hensyn til spørgsmålene om ejerskabet og om volden (som er de eneste to spørgsmål, jeg i min blog har beskæftiget mig med) er alle disse ting helt irrelevante. Hele to retsinstanser har sagt, at Ungdomshuset tilhører Faderhuset -- og Faderhuset har sagt, at de unge skal ud. Det er - og forstå mig venligst ret - fuldstændig ligegyldigt, om de unge blev røvrendt at politikerne, at Faderhuset er (med Carstens ord) "en bunke dogmatiske kristne fæhoveder", at de unge græder snot af fortvivlelse, at højrefløjen godter sig o.s.v. Det ændrer jo ikke en tøddel ved, at Ungdomshuset nu tilhører Faderhuset, og at de unge må finde sig i det -- ligesom det heller ikke kan undskylde brugen af vold, omend det måske kan bidrage til en slags forklaring. Men ikke en undskyldning.

Capac skriver i et blog-indlæg (med en henvisning til Rune), at "Ungdomshuset (og Christiania for den sags skyld) er - som Rune i www.humanisme.dk også er inde på - symptom på en kulturel kamp, der drejer sig om, hvilken samfundsform, vi vil udvikle. En kamp mellem konformisme, ensretning, autoritære tankeformer m.m. på den ene side og mangfoldighed, forskellighed, rummelighed m.m. på den anden side."

Jeg hænger vistnok selv ved de "politikere og debattører," som ifølge Capac "med borgmester Martin Geertsen i spidsen [...] ved deres sort-hvide, forenklende (nogle vil sige: konsekvente) fremstilling af situationen indirekte, utilsigtet [har] tydeliggjort, at et samfund ikke kan fungere ene og alene på grundlag af ejendommens ukrænkelighed og konsekvent håndhævelse af lov-og-orden." Læs hele Capacs indlæg her.

Og alligevel - selv om min egen opfattelse og udlægningen af affæren ganske rigtig er forholdsvis simpel (for jeg mener ikke, at spørgsmålet om ejendomretten til huset - eller spørgsmålet om det acceptable i anvendelse af vold - er indviklet), så forstår jeg godt, hvad han skriver. Eller, altså: Det tror jeg, at jeg gør. Slaget om Ungdomshuset handler ikke kun om bygningen, men om retten til at være anderledes -- og om konformiteten, der breder sig. Og så videre.

Men selv om jeg forstår det, så forstår jeg det alligevel ikke. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Faderhusets strategi har været - netop - at konfrontere de unges "anderledeshed" for således at fremprovokere en radikalisering -- og de har haft enorm held med at gøre det. De unge fremstår nu ikke længere som mere eller mindre "kreative", "alternative" eller bare snotforvirrede unge, d.v.s. medmennesker eller samfundsborgere som du og jeg, men - med Ruth Evensens udtryk - som "elementer". Nu kan vi se, sagde Evensen i et interview, at vi har den slags "elementer" iblandt os. Faderhusets plan er lykkedes til fulde, og det autonome miljø har mistet enhver goodwill, det måtte have haft, i den almindelige, danske befolkning. Faderhuset tog de unge på ordet, da de - vistnok for sjov - omtalte sig selv som "voldspsykopater". Nu tror mange af os, at de er det -- og det var nøjagtig, hvad Faderhuset ønskede.

Hvem har skylden for, at det er gået sådan? Det er en hård verden, hvori vi er tvunget til at agere -- og der er (i denne hårde verden) kun ét svar: Det har de unge selv. Det er de unges skyld, at de enten ikke kunne gennemskue eller politisk ikke ville anerkende Faderhusets motiver og strategi; at de - plat sagt - ikke ville acceptere spillereglerne. Og derfor har de tabt -- både Ungdomshuset og sympatien. Der var så meget, de kunne have gjort, herunder f.eks. appelleret til den danske humor -- eller til vores antipati mod rabiate, religiøse sekter. Hvis de virkelig var så kreative, som de hele tiden blev beskyldt for at være, kunne de sikkert have fundet på noget. I stedet gjorde de nøjagtig, som Faderhuset håbede: De tyede til volden. Det var skammeligt - og det var en skam.

Faderhuset ønskede at bekæmpe de unges "anderledeshed". Det tror jeg på. Faderhuset ønsker (religiøs) ensretning og konformitet. Det gør alle vi andre ikke, i hvert fald ikke nødvendigvis -- og jeg gør ikke. For mig, gentager jeg, handlede og handler hele sagen kun om dette ene: En fuldstændig almindelig fogedforretning. Uden yderligere. Det har jo lige præcis været Faderhusets koncept: I stedet for at forsøge at overtale eller diskutere eller tale om synd og om Helvede har de formået (med T.S. Eliots ord) at squeeze "the universe into a ball / To roll it toward some overwhelming question ": At transformere - for en stund - hele teologien til et rent juridisk, let-fatteligt og simpelt spørgsmål om ejendomsret. Og konceptet har været en succes.

Det er jo - i øjeblikket - fuldstændig ligegyldigt, hvad vi andre, jævne folk, mener om Faderhusets motiver, om Ungdomshuset eller om de unge brugere. Det er det, der er min pointe. Vi er ikke tvunget til at tage stilling til Faderhusets teologi, til et ønske om "autoritære tankeformer" eller andet indviklet. Vi skal udelukkende forholde os til det forholdsvis enkle spørgsmål: Skal landets love og demokratiets spilleregler accepteres -- eller ej? Og det er virkelig ikke særlig svært at svare på. Selvfølgelig skal de det.

Affæren med Ungdomshuset siger en hel masse om Faderhuset og om de unge (nu tidligere) brugere -- og jeg håber, at den vil blive analyseret og diskuteret på kryds og på tværs. Men det er - for mig at se - for vildt at se "kampen" om Ungdomshuset som et "symptom på en kulturel kamp" i samfundet. Det er der ikke belæg for. Jeg (idet jeg tillader mig at formode, at jeg er en helt almindelig dansker) føler ingen som helst trang til at føre kulturkamp -- og for min skyld må folk gerne bo og spise og agere "alternativt". Det imponerer mig ikke, når de gør det, og jeg føler ingen trang til at at tage del -- men for mig gerne. Sålænge landets love bare bliver overholdt. Og det er vel ikke udtryk for en "autoritær tankeform": At mene, at man skal respektere andre mennesker, bl.a. ved at overholde de love, vi demokratisk er blevet enige om -- og som vi har vedtaget for at beskytte hinanden? Det mener jeg ikke.  

I dag gik nedrivningen af Ungdomshuset i gang -- og jeg gider faktisk ikke rigtig skrive mere om sagen. Men alligevel. Jeg ved ikke, hvad der i løbet af de seneste dage har gjort størst indtryk på mig, den faktiske vold og raseren i gaderne eller den fuldstændige groteske ansvarsforflygtigelse, som diverse involverede, forældre og kommentatorer har givet udtryk for -- under henvisning til alverdens luftigheder. At kaste en brosten er en helt konkret handling, for hvilken man selv bærer et individuelt ansvar. Vold er måske "tabernes sprog", det er muligt, men det undskylder ikke taberne. Og selv om man selvfølgelig ikke kan drages til ansvar for, hvad ens venner render og laver, så er man til gengæld ansvarlig for, hvem man vælger at have som venner, hvem man omgåes, og for at sige fra, hvis vennerne begynder at opføre sig kriminelt. Det er forældrenes ansvar at lære børnene dette, ligesom det er forældrenes ansvar at drage omsorg for, at børnene ikke (som det plejede at hedde) kommer i dårligt selskab. At lade sin 12-, 13- eller 14-årige søn eller datter deltage i voldelige optøjer sammen med en flok ældre bøller er at svigte sit ansvar. Jeg er for så vidt fuldstændig enig med justitsminister Lene Espersen, der i et interview på TV opfordrede forældrene til at træde i karaktér.

DR sendte i går "Magasinet Søndag" om situationen på Nørrebro. Programmet var ærligt talt hverken særlig godt eller oplysende. Mikael Rothstein fik (igen) forholdsvis meget taletid, som han benyttede til at sige meget lidt konstruktivt. Borgmester Martin Geertsen fra Venstre var anderledes kortfattet og koncis: De tidligere brugere af Ungdomshuset må acceptere, at de ikke har (eller voldeligt kan tilkæmpe sig) særstatus. Retten har afgjort, at Jagtvej 69 tilhører Faderhuset, og hvis de unge vil have et nyt hus, må de - som han udtrykte det - stille sig op i køen og ansøge. Ligesom alle os andre. Han sagde ikke meget mere -- for hvad mere er der næsten at sige? Jeg ved ikke, om man rimeligvis kan argumentere for, at det er en kommunal opgave at stille et nyt hus gratis til rådighed -- men jeg tvivler. I hvert fald bør ingen politikere acceptere at betale beskyttelsespenge til bøller. Hvis der skal forhandles om et nyt ungdomshus, så skal det foregå på regulær vis -- i respekt for de spilleregler, der gælder for os alle. Lovbrydere - hvad end disse lovbrydere kan finde på af finurlige undskyldninger og bortforklaringer - bør ikke belønnes. 

En nyhed for bibliofile: Kim N. Jensen fra forlaget eBibliotek 1800 har gjort et fund, der flytter årstallet for den første danske Jules Verne udgivelse 15 år tilbage i tiden. Den hidtil ældste, kendte oversættelse til dansk var Andr. Schous "En Verdensomsejling under Havet" fra 1872. Kim N. Jensen har fundet en årgang af "Illustreret Folkeblad" fra 1857, der indeholder to forkortede Verne-noveller, "Maître Zacharius" og "En overvintring i Isen" i form af føljetoner. Læs Kims N. Jensens egen beretning om fundet og den ene af novellerne her (pdf-format).

Professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet, Svend Andersen, mener ikke, at Jesu opstandelse skal forstås bogstaveligt. Her. Hvorimod den ægyptiske sexolog og TV-vært Heba Kotb (uden sammenhæng) fremhæver, at "Koranen er langt mere sofistikeret i sine seksuelle anvisninger end Biblen." Her. Og "Venstres Karin Riis-Jørgensen ønsker at skabe en modvægt til den stærke katolske lobby i EU. Derfor tager hun nu initiativ til en protestantisk tænketank." Her. Nikolaj Cederholm fejrer i øjeblikket store triumfer med forestillingen "ÅH GUD" på Betty Nansen, og forleden var han i TV-2 for at diskutere religion med sognepræst Katrine Lilleør. Besøg hans blog her -- hvor du bl.a. kan finde et link til TV-2-udsendelsen.

Ekstra Bladet har påbegyndt et nyt tema om "De bedste tv-krimier". I den tilknyttede afstemning, "Hvilken engelsk tv-krimi er bedst?", fører Barnaby for nuværende med 26%. Andenpladsen deles af Morse og Frost, begge med 17% af de afgivne stemmer, og Poirot har fået 16%. Kun 1% har stemt på Lynley.

Peter Nielsens nye digtsamling, som har fået titlen "I sommervinden", udkommer den 15. marts. Forudbestil den hos din lokale boghandler. Jeg bliver aldrig træt af at gentage det: Peter Nielsen er Danmarks bedste, nulevende digter. Læs mere om ham her.

Jeg bliver bedre. Er færdig med både "Ben Jordan" 2 og 3. Nu mangler jeg bare etteren.

Rune Engelbreth har skrevet et "åbent brev til kommende og nuværende avisdebattører og bloggere for et mere humanistisk Danmark". Læs det her. Under overskriften "Spids pennen" opfordrer han "samfundskritiske kræfter" til "at kombinere deres blogskriverier og hjemmeside-kommentarer med en aktiv og intensiv deltagelse også i den trykte debat [...] Det behøver ikke nødvendigvis være længere kommentarer eller analyser: En regn af små læserbreve kan afgjort også gøre en forskel på længere sigt - og bliver betydeligt mere læst end lange debatindlæg. Det er som bekendt også ualmindelig let at konvertere et aktuelt blog-indlæg til et læserbrev - det er jo skrevet - men kan ret beset nå tusind eller titusind gange så mange læsere via debatsiderne i et større dagblad. Ikke desto mindre er det desværre ualmindelig få humanistiske røster, der rutinemæssigt benytter denne mulighed til også at brede deres ord ud i en langt større offentlighed." Som starthjælp bringer han på siden en oversigt over diverse avisredaktioners emaildresser, landsdækkende aviser såvel som regionale.

Jeg hører næppe selv til iblandt de (således tiltalte) "samfundskritiske kræfter", dels fordi a) jeg vistnok ikke er særlig samfundskritisk, i hvert fald ikke (som man siger) i det store og hele. Og dels b) fordi jeg ikke er nogen kraft. Jeg er doven. Men bortset fra dét: Rune har en pointe, og den er god. At skrive blog-indlæg virker - tror jeg - på de fleste mennesker mindre forpligtende og mindre farligt end at skrive læserbreve til aviserne. Det er bare én af de mange, fine ting, man kan sige om bloggeriet: At bloggen er blevet talerør for mange, der ellers ikke ville blive hørt (d.v.s. læst), fordi de tilhører den meget store gruppe af mennesker, der qua opdragelse og skole o.s.v. aldrig kunne drømme om - i øvrigt - at tage ordet i en forsamling, skrive læserbreve eller i det hele taget blande sig i den offentlige debat. Fordi de har lært (sig), at de ikke er kvalificerede til at deltage -- enten fordi de ikke er kloge nok, fordi de ikke har den rette uddannelse, fordi de staver dårligt eller ikke kan finde ud af at sætte kommaer. Eller andet skidt. Bloggeriet er på den manér befordrende for demokratiet: I blogosfæren kan - og meget vigtigt: tør - alle komme til orde. Og det burde virke - med et engelsk udtryk - empowering. Det var absolut ønskværdigt, hvis det mod, der præger folks bloggeri, også kunne få dem, folk, til at smide hæmningerne og løfte stemmen andre steder, f.eks. i avisernes debatspalter. Og som Rune skriver: Når et blog-indlæg først er skrevet, kræver det kun et par ekstra klik med musen at få det fyret af - også - som et debatindlæg til en avis. Og hvorfor ikke? Du mener vel, hvad du har skrevet -- og du har jo alligevel offentliggjort indlægget i din blog. Om ikke andet: Betragt (genbruget som) læserbreve som en slags reklamer for din blog. Folk skal nok finde den, også selv om adressen ikke kommer med i avisen.

Ane og jeg brugte lørdagen på at gøre rent i lejligheden i Skanderborg. Vi overnattede natten mellem fredag og lørdag hos min svigerinde og svoger + børn i Sejs (ved Silkeborg), og lørdag morgen blev vi samlet op af mine forældre, som meget venligt havde indvilliget i at bistå med rengøringen. Min far havde taget sin trailer med, så vi kunne få diverse affald kørt væk. Her er et paparazzi-foto af ham -- ifærd med at slå de sidste knuder:



Hen på eftermiddag troppede osse Lars op. Og i dag, søndag, kommer svigermor og svigerfar på besøg.

Simon Grotrian har meget venligt sendt mig et eksemplar af sin nye digtsamling, "Tyve sorte kinder", som udkommer d. 13. marts. Tjek den her -- og tak til Simon. Det er, som journalisterne på TV2 News bliver ved med at gentage, "dagen derpå". Gadekampene fortsatte - forudsigeligt - i København til langt ud på natten. Mikael Rothstein var i DR2s "Deadline" og kaldte det "en skammens og sorgens dag for det danske frisind". Det var en lille smule svært - i hvert for fald mig - at gennemskue, hvad han egentlig mente, men pointen var vistnok, at Ungdomshuset skulle ryddes, fordi vi i det småborgerlige Danmark (repræsenteret i studiet af Mikael Jalving fra CEPOS) anno 2007 ikke har plads til folk, der går anderledes klædt, lytter til andre former for musik ... og så videre. Noget i dén retning. Det var noget forfærdeligt vrøvl, og det hang ikke rigtig sammen -- måske netop derfor. Rydningen af Ungdomshuset havde hverken noget med musik eller tøjsmag eller ringe i næserne at gøre. Hele den sørgelige affære handlede (og handler) udelukkende om dette ene: Ejendomsretten, således som den er beskyttet af Grundloven, som er dette lands - d.v.s. vores - fælles fundament. Rothstein fik sig (for han var sur) viklet helt dérud, hvor han gav sig til at fable om rettens mangel på respekt for "folk, der er gået til stregen". Jeg citerer efter hukommelsen, så måske er citatet ikke helt korrekt. De meget kulturelle unge i det meget kulturelle kulturhus, Ungdomshuset, var - under alle omstændigheder - ikke gået til stregen. De havde forlængst krydset den og befandt sig - hvor de nu befinder sig - helt ude på overdrevet. Og selvom småborgerlige Danmark (o.s.v.) både bør have og har plads til folk, der mener, at landets love bør ændres, at Grundloven eller ejendomsretten skal afskaffes, at demokratiet bør nedlægges eller andet vildt, så hverken kan eller bør vi acceptere, at landets fundamentale love brydes, sålænge de gælder. Og lige nu gælder ejendomsretten altså -- ligesom (i øvrigt) den lov, der siger, at man - ligemeget hvor kulturel man selv synes, at man er - ikke må bedrive vold, kaste med brosten eller groft forulempe politifolk. Politifolk (og jeg har selv to i familien) bliver betalt for at gøre vores - allesammens - ubehagelige, men nødvendige arbejde. Respekt for dem.

Otto Brandenburg er død, 72 år gammel.

Efter sneen er der nu - lige pludselig - forår i luften. Spurvene synger i hækkene, græsset er mudret, men grønt -- og de næste 4 dage er der erotik-messe i Valby Hallen. Med deltagelse af bl.a. superstjernen Jesse Jane. Bemærk i den forbindelse (eller evt. i andre forbindelser), at BN Agentur har udgivet en dansk version af gigant-successen "Pirates". Klik her (hvis du er en voksen). Dagens to andre, store nyheder er, at politiet i morges ryddede Ungdomshuset. Indtil videre er alt forløbet nogenlunde roligt, men der er bebudet demonstration kl. 17. Og bogudsalget er startet.

Det lykkedes mig at spille "Ben Jordan" #4 til ende -- og de sidste 50-60 point (ud af 107) klarede jeg uden hjælp. Det er, så vidt jeg husker, første gang, jeg rent faktisk er blevet færdig med et af disse spil. Jeg plejer ret hurtigt at give op. Næste store udfordring bliver at få hængt en lampe op i loften over spisebordet -- nede i stuen.