Smartlog v. II » The Jiggly Room
Opret egen blog | Næste blog »

Angstbehandling skal forbedres

28. Feb 2007 19:21, Bo

DSI Institut for Sundhedsvæsen har offentliggjort en rapport om behandling af angst i Danmark, "Undersøgelse af angstsygdomme - Et bidrag til den eksisterende viden om organiseringen af de behandlingstilbud der gives til personer der lider af angstsygdomme" (DSI Rapport 2007.01). Rapportens forfattere skriver i sammenfatningen, at "Vi havde forventet en massiv udrednings- og behandlingsindsats over for denne store og omkostningstunge patientgruppe, der med relevante behandlingstilbud i stor udstrækning kan blive rask/bedre fungerende. Det viste sig ikke at være tilfældet." Og: "Der er et stort udækket behandlingsbehov, der skal afhjælpes". Det anslåes, at ca. 350.000 danskere lider af angst, og ifølge overlæge Raben Rosenberg fra Århus Universitetshospital (her) er det kun hver fjerde, der modtager den rette behandling. Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, foreslår, at der iværksættes en række pilotprojekter.

Ben Jordan

28. Feb 2007 18:51, Bo



Jeg lod mig lokke - igen - af Lars' omtale af et spil, denne gang "Ben Jordan: Paranormal Investigator - Horror at No. 50". Jeg er latterlig dårlig til alle former for spil, også til dette, men for en gangs skyld frustrerer jeg ikke. Hvis "frustrerer" altså er et ord. Jeg har allerede snydt flere gange. I det mindste, tænker jeg, er det ikke helt så slemt som "Leisure Suit Larry", som jeg forsøgte mig med i weekenden. Point and click er ok, men jeg gider ikke fise rundt og skulle deltage i alle mulige og umulige aktiviteter -- ligesom jeg absolut heller ikke gider at skulle lægge strategier, samle kræfter eller magiske evner eller andet i dén dur. End ikke - som i "Larry" - for at score chicks.

Overvejer at forsøge - med Klaus' hjælp - at oprette en WordPress-blog, ikke som erstatning for min Smartlog, men (som det hedder) i anden forbindelse. Men jeg tøver. Det skal nok lykkes mig at fucke det op.

Bogudsalget, Brodsky og Szymborska

28. Feb 2007 14:51, Bo

Arnold Busck har i år nogle gode udsalg, heriblandt flere bøger fra Roskilde Bogcafé: "Syner og fakta" af William Blake, "Den foreløbige James Joyce Encyclopædi" og Rimbauds "En årstid i helvede" -- foruden Rilke: "Breve til en ung digter", det store udvalg af Jørgen Gustava Brandts digte, Borges: "Borges og jeg", Jørgen Mejdahl: "Sagnet om Nibelungerne", "Aristoteles forelæsning over fysik" o.m.a. Bog og Idé, derimod, har ingenting -- bortset fra Gregers Dirckinck-Holmfelds Danmarks-historie i 3 bind.

Da jeg var yngre, var DET STORE BOGUDSALG et af årets højdepunkter. Nu om stunder køber jeg sjældent noget -- og det er ikke kun fordi, bogudsalgene er blevet ringere. Jeg er ikke så nysgerrig, som jeg har været, i hvert fald ikke så favnende. Jeg er mere bevidst om, hvad jeg leder efter, og jeg er blevet bedre til at lade de ting passere, som jeg alligevel ikke får læst. Og jeg er blevet nærigere. Jeg skaffer de fleste af mine bøger fra England eller USA, hvor jeg - selv medregnet porto - kan finde dem billigere, end jeg kan i Danmark.

Læste i går aftes Brodskys essay "Hvordan man læser en bog", hvori han bl.a. skriver: "Da vi alle er dødelige væsner, og da det er tidskrævende at læse bøger, må vi opfinde metoder, der tillader os at økonomisere bare en smule. Det lader sig naturligvis ikke afvise, at der kan være en vis fornøjelse ved at læse en tyk, langtrukken, halvdårlig roman; men vi ved jo også allesammen, at der er en grænse for, hvor meget vi kan give os hen til den slags. I den sidste ende læser man ikke for læsningens egen skyld, men for at lære noget. Deraf behovet for præcision, koncentrat, sammenfatning - for værker, som sætter de grundlæggende livsvilkår med alle deres aspekter i det skarpest mulige lys; med andre ord: behovet for at hitte en genvej." Oversat af Claes Johansen. Det er vigtigt - når man er læser - at ha en god fornemmelse for genveje -- og hvis man har det, kan man i nogen grad tillade sig at ignorere hovedvejene. Også de klassiske. Brodsky ender (selvfølgelig) med at foreslå, at man satser på poesien, "thi den er i sin natur økonomisk". Læs, skriver han, f.eks. Marianne Moore eller Elizabeth Bishop, Gottried Benn, Antonio Machado, Jules Supervielle, Zbigniew Herbert og/eller Wislawa Szymborska.

Her i Ringsted - som tidligere nævnt - har vi kun én boghandel, en Bog og Idé, så jeg tror, jeg i år vil vælge helt at holde mig væk fra udsalget. Måske kigger jeg forbi -- for hyggens skyld. I stedet vil jeg tage Brodsky på ordet og bruge min tid - fordi jeg er en dødelig - på Szymborska: "Lots hustru og andre kvinder", kasseret fra Skanderborg Bibliotek. Udgivet af Brøndum i 1982 og oversat af Janina Katz og Inger Christensen. På dansk findes osse "En kat i en tom lejlighed", Husets Forlag/SOL, 1996.  

Brodsky, Brøgger og billeder

27. Feb 2007 21:29, Bo

Fremragende dokumentar om Ellen Bentzen på DR1. Overvejer at få mig en butler. Jeg er blevet færdig med biografien om Lawrence -- endnu inden min nye Emerson-biografi, som jeg bestilte via Amazon, er ankommet, så nu spekulerer jeg på, hvad jeg i mellemtiden skal kaste mig over. Måske denne essay-samling af Joseph Brodsky, "Hvordan man læser en bog":
 


-- eller Suzanne Brøggers "Sølve". Brøgger bor i Løve, ikke særlig langt herfra.

I dag var Ane og jeg på shoppingtur i midtbyen. Her er et foto af Ringsteds Blockbuster:



Her er Ringsted Centret, hvor jeg købte mig en bacon-burger (og var i TP Musikmarked og i Bahne):



Her er vores lokale kiosk/tankstation, Pit-Shop:



Her er - i mørke - indgangen til SuperBest:



Og her er et plastikdyr:



-- som jeg købte for kr. 10,- hos Imerco.

Indfødsretsprøve

27. Feb 2007 14:44, Bo

Kristeligt Dagblad: "Integrationsministeriet har netop offentliggjort den såkaldte indfødsretsprøve "Danmark før og nu". Tag prøven her og se, hvor langt din viden om Danmark rækker."

Udsigten

26. Feb 2007 19:35, Bo





Udsigten fra herreværelset denne aften: En absolut romantisk, næsten wagnersk parkeringsplads. "All those moments will be lost in time, like tears in rain ... " Hvilket minder mig om, at jeg har lovet min svigerfar at skaffe ham et eksemplar af filmen (i hvilken). Kan den ikke købes billigt et-eller-andet sted? Bror-Lars?

Tilføjet: Kr. 69,95 i TP Musikmarked. Nogen lavere?

Jytte Borberg død

26. Feb 2007 19:12, Bo

Jytte Borberg er død, 89 år gammel. Mere her.

Emerson og Lawrence

26. Feb 2007 15:46, Bo

Vi har været uden internetforbindelse hele weekenden, måske p.g.a. vejret. Isslaget forvandlede hele nabolaget til et slags mini-midtsjællandsk Narnia, og det gav nogle vældige drøn, hver gang snedriver faldt af tagene. Nu er der kun tågen tilbage, cirka, som i parkeringspladsens gule lys - uden for om natten - ligner en slags sennepsgas. Eller, altså, som jeg forestiller mig ...

Jeg er nået halvvejs i min biografi om D.H. Lawrence -- som jeg læser ind-i-mellem to biografier om Emerson. Det ville (nok) være svært at finde to mere forskellige mennesker: Den besindige, eftertænksomme og biskoppelige  amerikaner, Emerson, og den koleriske kværulant, engelske Lawrence, helt i sine følelsers vold. Jeg kan huske, at jeg - i gymnasietiden - i et opslagsværk læste om forfatteren Steinbeck, at han var (citat) "filosofisk som et kålhovede". Lawrence var vild hyben, tror jeg.

Husk at bogudsalget starter på torsdag. Bog & Idés katalog kan downloades fra denne side.

Mere TV-glæde

24. Feb 2007 00:30, Bo

Vort nye hjem begynder så småt at virke beboet -- og beboeligt. Vi har fået tømt de fleste kasser og samlet og fyldt reolerne. I dag blev stereoanlægget (3 uger efter indflytningen) sat til, og Ane fejrede det ved at lytte til Van Morrison. Vi mangler at få ophængt og placeret diverse lamper, ligesom vi mangler at få hængt malerier og billeder på væggene -- og når vi får det gjort, vil det sikkert hjælpe en del på hyggen. Hvide vægge er ikke noget for mig. Jeg er så afgjort ikke en hvide-vægge-slags person.

Der sker ting og sager ude i samfundet, men jeg har ikke tid eller overskud til at følge med i ret meget af det -- for jeg ser fjernsyn. Efter 7-8 år med kun DR1 er det som om, vort TV nu igen er kommet i blomst, og jeg er som et barn - eller, for ligesom at fastholde metaforen, som en botanik-nørd - der slet ikke kan få nok. Jeg er nødt til at se det hele, alle komedieserierne og krimierne og dokumentarprogrammerne om vilde dyr og rumekspeditioner o.s.v. Jeg har set "Monk" (på to forskellige kanaler), "Inspector Lynley", "Two Pints" på BBC, "Myth Busters" på Discovery, "King of Queens", "Desperate Housewives", en paneldiskussion - på fransk kanal 5 - om romanens status, "Gilmore Girls", "Møllehave Møder" på DK4, lokal-TV, Cartoon Network og meget - masser af - andet. Og jeg synes stort set, at det hele er fantastisk. Men måske går det over.                

Hvide løgne

23. Feb 2007 17:53, Bo

De seneste dage har jeg haft problemer med at oploade til et af mine (efterhånden) mange websites. Til sidst - i forgårs - sendte jeg en email til host-supporten, og efter et par timer modtog jeg følgende svar: 



"Der er desværre nogle enkelte vanskeligheder grundet opdatering af vores PHP versioner ... " Det er sort snak, i hvert fald for én som mig. Men åbenbart osse, fik jeg i dag at vide, hvid løgn. Problemet blev ikke udbedret, og jeg sendte supporten en ny mail -- og modtog følgende:



Men nu virker skidtet altså.

Ilias side

22. Feb 2007 19:46, Bo

Min nevø, Ilias, har fået sig en side på nettet -- hvor han poster sine små historier. Læs dem her.

4 års fængsel til ægyptisk blogger

22. Feb 2007 14:24, Bo

Berlingske: "Retten i Alexandria har udstedt Ægyptens første dom over en blogger for islamkritiske og regeringskritiske skriverier på nettet." Mere her.

Unødig udkørsel frarådes

22. Feb 2007 14:10, Bo







Blandt andet i Ringsted. Jeg skulle have været til et møde i midtbyen kl. 11, men var kvik nok til at ringe på forhånd -- og fik at vide, at damen (med hvilken) var sneet inde. Jeg havde ellers allerede fundet gummistøvlerne frem. Nu (først på eftermiddagen) sneer det ikke længere, men der ligger store driver overalt.

The Mind on Fire

22. Feb 2007 00:49, Bo



Nyt bogindkøb: Robert D. Richardson Jr.: "Emerson - The Mind on Fire". En biografi. Russell skriver et sted i "The Wisest American" fra 1929, at Emerson taler til unge - og til ungdommelige - mennesker. Nye mennesker. Nu om stunder er ungdommen blevet lidt ældre, som bekendt, og jeg vil mene, at 35-års-alderen (som jeg befinder mig i) egner sig udmærket til Emerson. Eller omvendt. Når man er blevet tilpas træt af alle attituderne og teenagernes (og de barnliges) krav om absolut konsistens i tilværelsen og i filosofien -- og bare gerne vil ha noget ærlig, dannet snak. I Ringsted. Mere om Emerson følger.   

Sne og Lawrence

21. Feb 2007 16:38, Bo

Snestormen raser -- osse her i Ringsted. Se mit cam. Jeg er færdig med biografien om Emerson og er straks gået i gang med en anden, Richard Aldington: "D.H. Lawrence - Portrait of a Genius, But ... "

Dansk Irak-bataljon hjem til august

21. Feb 2007 14:13, Bo

Breaking news. Statsministeren har i dag meddelt, at den danske bataljon i Irak trækkes hjem til august. Mere her.

Skør med bøger

21. Feb 2007 00:03, Bo

Mere TV. DR-2 bragte i går aftes - under temaet "Skør med bøger" - 3 dokumentarprogrammer, som intet havde med hinanden at gøre -- ud over dette: At de bl.a. handlede om bøger. Eller mere specifikt: De havde det til fælles, at de kun sekundært handlede om bøger, men primært om noget andet, nemlig - respektivt - om Ebon Borg, om Hay-on-Wye og om biblioteker. Altså: De 3 programmer havde det til fælles, at de ikke - primært - handlede om aftenens tema, nemlig bøger ... kan man vel sige. Det kunne have været spændende at få præsenteret nogle danske bogsamlere, meget gerne forskellige typer, liebhavere med læderindbundne og jævne folk med paperbacks, specialister og særlinge, ligesom det kunne have været oplysende med et vue over bogens nyere historie. Eller så meget andet. Men det fik vi altså ikke. Den sidste af de 3 udsendelser, "Jagten på det fuldkomne bibliotek", var næsten ubegribelig ringe, helt uden sammenhæng eller pointe. Øv.      

TV

20. Feb 2007 19:26, Bo

I dag er der absolut ingenting sket. Jeg har fyldt denne reol (7 papkasser) og besvaret et par emails, læst nogle kapitler i min Emerson-biografi og set halvdelen af, respektivt, dagens episode af "Kiss Me Kate" og dagens episode af "Mad About Alice", begge med Amanda Holden. Og hele dagens "Cash in the Attic", som er "Hvad er det værd?" -- bare på engelsk. Og 10 minutter af et afsnit af "Mad About You". Og lidt "Simpsons". Og TV2 News om dommen i Tønder-sagen. Og andet. Jeg elsker mit TV.

IP og Emerson

20. Feb 2007 00:40, Bo

I går fik vi installeret IP-telefoni. To TDC-fyre, den ene under optræning, dukkede op ved 9-tiden, og det var - sådan tænker jeg nu - mit første, rigtige møde med den sjællandske light-udgave af jysk effektivitet. Selve jobbet kunne have været overstået i løbet af 5 minutter, men tog 15, fordi lærlingen hele tiden gjorde tingene forkert -- og 15 minutter ekstra, fordi der osse skulle være tid til en rygepause mellem inspektionen af stikket i væggen og opsætningen af diverse bokse.

Efter - efterfølgende - en tur i vores lokale Fona (som har til huse i Ringsteds gamle børs) for at købe et 20 meter langt internetkabel lykkedes det sidst på dagen af få genetableret netforbindelsen heroppe på første sal. Senere i dag vil vi forsøge osse af få Anes Mac hægtet på.

Læser Phillips Russell biografi om Emerson, "Emerson - The Wisest American". Som er vældig god.

De mange intelligenser

18. Feb 2007 23:36, Bo

Jeg forsøger så vidt muligt at undgå programmet (og i Skanderborg var det let), men forleden kom jeg til at se "Smagsdommerne" på DR2 -- bl.a. om filmen om Jørgen Leth, "Sanselighedens pris", og med en selvfed Anne-Grethe Bjarup Riis (skuespiller slash maler) henslængt i sin egen forargelse. Hun fik sagt en hel del i forbindelse med Leth-filmen, men jeg forstod ikke meget af det. Bortset fra dette, et retorisk spørgsmål: "Er det ok at tænke med pikken?"

Da jeg for nogle år siden arbejdede som info-medarbejder på en undervisnings-institution, talte vi dér meget om "de mange intelligenser". Der er ligefrem oprettet en tema-sektion på EMU, den danske undervisningsportal, om "Mange intelligenser og læringsstile". Det er socialt acceptabelt at tænke med hjertet, i hvert fald i privatlivet, og det er ok at kunne noget "på rygraden". Man bliver ikke udstødt, hvis man lytter til sine mave-fornemmelser, og nogle gange er hænderne klogere end hjernen -- f.eks. hvad angår kombinationen på ens cykellås. Det ved vi allesammen. Man kan få ondt i røven over et-eller-andet, og det er tilladt at reagere på det. Nogle anbefaler det endda. Og så videre. Efterhånden tænker det hele -- eller hvordan jeg nu skal udtrykke det. Og kun de allermest reaktionære er frække nok til at insistere på, at nogle former for tænkning er mere tænkning end andre.

Bortset, altså, fra det mandlige kønslem. I år 2007 er det cirka det eneste, tilbageværende organ, som ifølge den offentlige mening er så absolut ubegavet, at det måske ligefrem - jvf. Anne-Grethe Bjarup Riis og den slags - burde forbydes at lytte til det. Og det er nok værd at tænke lidt over -- omend selvfølgelig ikke med you know what.

Fotos fra Ringsted

18. Feb 2007 22:50, Bo

I dag var det fastelavns-søndag, og vi fik besøg af et par syngende piger. Som fik noget chokolade. Her er nogle fotos fra Ringsted.

Skt. Knuds Kirke

15. Feb 2007 13:18, Bo

Jette Wagner har sit webcam rettet mod Skt. Bendts Kirke i Ringsted. Byens katolske kirke, Skt. Knud, fejrer d. 24. februar 100-års menigheds-fødselsdag -- under deltagelse af bl.a. biskop Czeslaw Kozon (som - trods det noget etnisk-klingende navn - er født og opvokset på Lolland-Falster).

Altings indviklethed

15. Feb 2007 12:58, Bo

Der har været lidt stille i bloggen de seneste dage, og jeg har modtaget adskillige bekymrede emails. Tak for dem. Jeg blev ved med at snuble over kablerne til PCen, hver gang jeg skulle forbi med en kasse, og til sidst pakkede jeg maskinen sammen og satte den i en krog. Men nu har den fået et bord.

Vi er godt undervejs med indflytningen, men mangler stadig meget. Jeg har - i løbet af de sidste 14 dage - lært at værdsætte, fordi jeg savner den, den dér lethed, hvormed man sædvanligvis bebor. Alting er lige nu, fortsat, latterligt indviklet: At finde et par rene sokker, at finde en kuglepen o.s.v. Det tærer på psyken og gør mig træt og stresset i maven. Og dertil: Det hjælper ikke, at jeg ikke behøver at skynde mig -- fordi jeg for nuværende ikke skal andet.

Tak - osse - til familien for den pakke med hyggeslik og andet, som jeg i går hentede på posthuset. Jeg får, hver gang jeg går død og må sætte mig ned, set en hel del TV, mest Animal Planet og sit coms. Min nye favorit er BBCs "Kiss Me Kate", mest fordi jeg vældig godt kan li Caroline Quentin (kendt fra bl.a. "Men Behaving Badly").

Er gået i gang med at læse nogle bøger om Ringsteds historie og er næsten - ved siden af - færdig med Hans Küngs "Theology for the Third Millenium". Her er to idéhistorikere i aktion: Hans-Jørgen Schanz og Malene Busk i DR2s Deadline 2. sektion: "Hvad ska' vi med Gud?

To læs

11. Feb 2007 12:27, Bo

Så har vi (meget næsten) fået alle vore ting til Ringsted. I fredags kørte mine svigerforældre et stort trailer-læs med 40 bogkasser + malerier og diverse:
 




-- og i går hjalp Flemming og Emma os med at få pakket og kørt de sidste 22 kubikmeter:





Nu står der kasser og poser og skabslåger og lamper overalt, og det er ret svært at overskue, hvordan det nogensinde skal lykkes at få det hele på plads.

Kurt og Bodil og Inger kom forbi i går og hjalp os med at slæbe -- og bagefter inviterede de os på aftensmad.

En meget stor tak til alle!

Karl Rahner, 2

7. Feb 2007 15:43, Bo



Jeg har i dag modtaget min Karl Rahner-bog, som jeg d. 1. februar bestilte via Amazon. Første bog i postkassen i Ringsted. Og jeg har straks bestilt to yderligere, gudelige bøger: William A. Barry, SJ: "Finding God in All Things - Companion to the Spiritual Exercises of St. Ignatius" og Andre Ravier, osse SJ: "A Do-It-At-Home Retreat - The Spiritual Exercises of St. Ignatius of Loyola". Bemærk at førstnævnte (som ses til højre) er spirituel lyseblå. Således genkender man meget åndelige skrifter: De er ofte blå, og næsten altid skrevet med svungen skrift. Nogle gange endda med blå, svungen skrift.

Sankt Ignatius var - er - jesuitter-ordenens grundlægger. Hans værk, "Spiritual Exercises", er udgivet på dansk under titlen "Ignatius af Loyolas Exercitiebog" (1938).   

Kris Kristofferson

6. Feb 2007 21:40, Bo

Kris Kristofferson giver koncert i Ringsted d. 13. marts. Overvejer at købe nogle billetter.

Ringsted-links

6. Feb 2007 19:55, Bo

Nogle Ringsted-links: Ringsted Online, KINO Ringsted, Ringsted Kongrescenter, Ringsted Galleriet.

Tomme hylder

6. Feb 2007 11:44, Bo

Ane er startet i sit nye job, og jeg går alene rundt i vort nye hjem, ser sit coms på TV, vasker nogle skabe og støvsuger lidt rundt i hjørnerne. Vi måtte prioritere, hvad vi ville - skulle - have med i første flyttelæs, og stort set ingen af mine ting kom med. Det er nok en tanke værd. Bortset, selvfølgelig, fra tøj og en tandbørste. Stereoanlægget kom med, og to kasser med CDer, men ikke reolen, anlægget skal stå i. DVD-maskinen kom med, men ingen DVDer -- og mine bog-reoler, men kun en enkelt, lille kasse bøger. Til gengæld kom mange af Anes fagbøger med -- men ikke reolen, de skal stå i. Men reolerne til skønlitteraturen, men ikke skønlitteraturen. Og så videre. Der er reelt ikke meget, jeg kan foretage mig, før vi har fået hentet resten af vores ting, ud over at gå og blive lidt små-panisk ved tanken om, at vi nu pludselig befinder os HEROVRE, og at jeg indtil videre ikke har nogen anelse om, hvad jeg skal lave. Her.

Den ene, forkølede bogkasse, jeg fik med, indeholdt bl.a. en essaysamling af Henrik Stangerup. Jeg har læst nogle uddrag -- og er nu ca. en tredjedel gennem Ethelbert Stauffer: "Jesus - hans liv og samtid i historisk belysning". Som osse var i kassen. Jeg har haft den stående i reolen i årevis. I formiddags så jeg en episode af "Xena" -- dén, hvori Sisyfos tager døden til fange.

Andet indlæg fra Ringsted

5. Feb 2007 19:40, Bo

Tak for de mange, venlige hilsener. Flere fotografier her. Vi er stadig langt fra på plads, og jeg ved ikke, hvor spændende det er at glo på billeder af næsten ingenting -- men måske. I hvert fald kan familien få et første, svagt indtryk af, hvad det er, vi har rodet os ud i. Som det fremgår af det sidste foto på siden har vi i dag fået vore navne på postkassen -- og ja, Gitte (og alle), nu kan man sende post til os på denne adresse:

Kildemarken 75
4100 Ringsted

Jeg skrev i mit Rahner-indlæg om sidste- og første-gange. Indtil videre har vi - for eksempel - for første gang modtaget et Irma-katalog, for første og anden gang været i SuperBest på Køgevej, været i bad i vores nye badeværelse, hilst på en lokal og meget nysgerrig kat -- og meget andet. Vort TV (og det er selvsagt ikke det mindst vigtige) har pludselig fået et helt nyt liv. Mere end 30 kanaler. I Skanderborg - i 7-8 år - ku vi kun ta DR1.  

Første indlæg fra Ringsted

5. Feb 2007 10:47, Bo

Og så er vi i Ringsted. Første flytte-omgang gik let -- takket være Lars og Peter, der kom og hjalp, og (ikke mindst) Anes forældre, Jørgen og Gertrid, og Niels, chaufføren. En stor og varm tak til dem alle. Vi bar den første kasse ud af lejligheden lørdag ved 14-tiden, og kl. 20 (da Matador begyndte) satte vi os til bordet - i Ringsted - for at spise Gertrids medbragte mad. Vi fik (ifølge Anes skøn) ca. 40% af vores ting med herover. Tøj, køkkengrej, reoler, en sofa og vores seng. De næste 10-15% klarer vi (forhåbentlig) på onsdag, hvor Jørgen og Gertid har tilbudt at tage endnu en tur frem-og-tilbage tværs over landet, og resten flytter vi førstkommende weekend. Og så er det slut. Næsten. Bortset fra rengøring af den gamle lejlighed + diverse.

Jeg har oploadet nye billeder til denne adresse. Måske er nogle af dem lidt mørke. Jeg sidder (hvor jeg sidder) med solen lige ind i øjnene, og jeg kan ikke rigtig se, hvad jeg foretager mig.

Meget mere følger.

Sidste indlæg fra Skanderborg

2. Feb 2007 23:08, Bo

Det er fredag, og klokken er lidt over 23. I morgen ved 13-tiden kommer Niels med flyttebilen, og om ca. 10 minutter pakker jeg denne computer. Dette bliver altså mit sidste indlæg fra Skanderborg. Ha det godt til vi ses på den anden side. Af broerne. Ifølge TDC burde vi være online i Ringsted allerede på mandag -- men lad os nu se.

Autostitch

2. Feb 2007 12:28, Bo

Smartlog har været nede, og jeg vendte for en ganske kort bemærkning tilbage til min gode, gamle BoBlog -- for at reklamere for billedbehandlingsprogrammet Autostitch. Det er fantastisk. Tjek her.

Hans J. Wegner er død

1. Feb 2007 13:21, Bo

Møbeldesigner Hans J. Wegner er død, 92 år gammel. Læs Politikens nekrolog her.

Karen Jespersen opstiller for Venstre

1. Feb 2007 13:15, Bo

Karen Jespersen har meldt sig ind i Venstre og opstiller i Favrskov-kredsen ved Hadsten nord for Århus. Vi bringer til forklaring følgende illustration:

Karl Rahner

1. Feb 2007 00:52, Bo

Flytningen tager hårdere på mig, end jeg egentlig havde forventet. Jeg går rundt og tænker, at "Nu er det nok sidste gang, jeg handler i denne butik", og "Gad vide om jeg nogensinde kommer til at sidde på denne bænk igen". Og så videre. Men, som Ane sagde til mig: Nu bliver der - efter alle disse sidste-gange - en hel masse første-gange. F.eks. har jeg lige bestilt en bog via engelske Amazon og - for første gang - bedt om at få den fremsendt til vores nye adresse i Ringsted. Når jeg bliver - og nu bekender jeg - sentimental, har jeg en tendens til også at blive lidt små-teologisk oveni -- og teologi (for mig) handler en hel del om den tyske jesuit Karl Rahner. Her er min første bog-i-Ringsted:



Harvey D. Egan: "Karl Rahner - Mystic of Everyday Life", en introduktion til Rahners tænkning.

Karl Rahner var (og er fortsat, men han er død) en indflydelsesrig, katolsk teolog. Han skrev (for det gør den slags) en nærmest ufattelig mængde bøger og artikler, og han var en af top-teologerne i forbindelse med Vatikan II. Men det var Ratzinger, den nuværende pave, imidlertid osse, og i tiden efter koncilet lykkedes det i høj grad Johannes Paul II og Ratzinger at glemme, overse eller fortrænge de moderniserings-tendenser, som bl.a. Rahner repræsenterede. Det er tankevækkende, at Rahner og jesuitterne i dag nærmest er kommet til at fremstå som en slags liberal venstrefløj i kirken -- i hvert fald sammenlignet med Opus Dei, der nu har overtaget mange af jesuitternes tidligere bispesæder. Således - vistnok - osse her i Danmark.

Rahner fylder en del i mit hovede, for jeg lider af et Rahner-kompleks. Det er meget muligt, at Nyborg og andre render rundt og mener, at troende mennesker er dummere end andre. Fakta (som jeg er mig pinlig bevidst) er, at jeg flere gange har givet mig i kast med at læse Rahners "Foundations of Christian Faith - An Introduction to the Idea of Christianity":



-- hvoraf jeg allerede første gang forstod nok til at fatte, at den handler om STORE TING. Men det er hidtil ikke lykkedes mig at komme mere end halvvejs, for bogen er næsten for svær at forstå. For mig. Jeg skriver "næsten", for jeg nægter at opgivet håbet. Og desuden: Jeg har indtil videre ikke gjort meget for at indhente assistance. For et par år siden fandt og printede jeg Mark F. Fischers parafrase, men jeg har ikke studeret den nærmere. I mit nye liv vil jeg forsøge -- igen.

Rækken af Rahner-bøger inkluderer osse mere umiddelbart tilgængelige værker -- som f.eks. "Encounters with Silence":



-- der er udformet som en samtale.

Da jeg var yngre, ville jeg være præst, og jeg brugte de første år på universitetet til at fordybe mig i (især) Augustins teologi. Jeg har skrevet opgaver om - eksempelvis - græsk filosofis indflydelse på den tidlige, kristne tænkning, om Plotin og om Swedenborgs mystik. Jeg fik mit første eksemplar af "Det nye Testamente" i fødselsdagsgave, da jeg fyldte 6 -- og det var det eneste, jeg ønskede mig. Jeg har altid været besat af Vorherre -- men det er (som trofaste bloglæsere vil vide) ikke noget, jeg sædvanligvis holder af at nævne. Som Linus engang sagde i en "Peanuts"-stribe: "I love humanity. It's people I can't stand." Nogenlunde sådan har jeg det med mennesker, der synes, de skal bære deres tro til torvs. Skriftsted eller ej.

Og: Da jeg var 15, cirka, besluttede jeg mig for, at der var to ting i denne verden, som det var værd at tjekke ud, nemlig Gud og sex -- og ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Min erfaring - nu, 20 år senere - er, at folk i al almindelig gevaldig meget hellere vil læse, hvad jeg har at sige om "Deep Throat", end de vil læse, hvad jeg har at sige om Augustins kærlighedsbegreb. Augustins kærlighedsbegreb er ganske enkelt ikke good for business. Og skidtet skal jo løbe rundt. Og rundt.