The Jiggly Room

Læs historien her.

Årets julegave til migselv: Schopenhauers "Verden som vilje og forestilling". Bestilt i dag. I går købte jeg en ny kalender, og i forgårs modtog jeg med posten et eksemplar af Henrik Haves digtsamling "Når man ikke har boet i landene", vundet på QXL. Og osse i dag: Har købt en ny mus -- en helt almindelig, sort discount-mus med PS/2-stik og ledning og alting. Jeg stoler ikke rigtig på de trådløse -- de virker, apropos, lidt for autonome, synes jeg -- og jeg er udfordret m.h.t. USB. Måske skulle jeg overveje at ønske mig en USB-splitter (eller hvad de nu hedder). For en uges tid siden modtog jeg Emersons samlede essays, bestilt via abebooks.com, og et par dage før opdagede jeg, at jeg allerede havde dem stående i reolen, gemt bag smagsdommer Jakob Levinsens opera-guide, "Den store sang". En eller anden - og det vil sige bror Lars - kan nok regne med at få det ene eksemplar d. 24. Meget mere om Emerson senere.

Jeg så i dag DRs genudsendelse af Profilen -- med Ruth Evensen, leder af Faderhuset. Jeg er en bonderøv på Lars Tyndskids mark, og jeg har - måske derfor - gevaldig svært ved at forstå, hvad diskussionen overhovedet drejer sig om. Eller mere præcist: Jeg har svært ved at gennemskue, på hvilken måde Faderhusets eventuelle, kristne motiver til at købe Ungdomshuset i den nuværende situation kan have nogen som helst betydning (for andre end dem selv, selvfølgelig) -- ligesom jeg heller ikke fatter, hvad de autonome unges påståede, kreative evner - eller deres følelser for huset - har noget med noget at gøre. Jeg har lige så lidt sympati for de korssvingende kristne, som jeg har for de unge -- men det er jo osse (og lige nøjagtig) revnende ligegyldigt. Huset er solgt, og retten har talt -- og så er den vel ikke meget længere? Det sker formodentlig hver eneste dag i kommuner over hele landet, at gode (og dårlige) institutioner, forsamlingshuse, varmestuer og kreative værksteder nedlægges - meget mod brugernes vilje - fordi politikere ansér det for påkrævet. Og ikke sjældent i modstrid med tidligere, mere eller mindre specifikke hensigtserklæringer. Hvis de unge, der hidtil har brugt Ungdomshuset, virkelig er så kreative, burde de vel kunne finde nogle alternativer? I hvert fald: Lov er lov - og loven er ens for alle, både for kristne, autonome og for mig. Og dig. Det er det, der kendetegner en retsstat. Tre retsinstanser har erklæret, at huset tilhører Faderhuset, og altså tilhører huset Faderhuset -- ligemeget hvor tossede de end måtte være. Og så længe, de ikke vil sælge ...           

Carsten og Capac - og tak for det - har skrevet nogle kommentarer til mit foregående indlæg. Her. Carsten har selvfølgelig fuldstændig ret i, at pornoen i tidens løb har flyttet sig -- i 1980erne fra pornobiograferne til VHS og sidenhen til DVD, net og mobil. Det er meget svært skaffe sig troværdige tal m.h.t. omfanget af porno about - og det er svært at sammenligne med tidligere tider. Men her er nogle af de ting, vi tror, vi ved:

- Den professionelle, amerikanske pornoindustri, hvis man betragter den som én enterprise, er i disse år i vækst. I 2003 anslog Paul Fishbein, som er president for Adult Video News, at der globat set årligt omsættes for ca. 57 milliarder dollars. Det svarer i dagens mønt til små 300 milliarder kroner. Inkl. net-salg. Til sammenligning havde Disney-koncernen i 2005 et overskud på ca. 180 milliarder.

- Ifølge Jack Stevenson (jeg har ikke selv tjekket tallene) var pornografien i begyndelsen af 70erne Danmarks næststørste eksportvare, kun overgået af landbrugsprodukter. Bdr. Theanders Rodox Trading var verdens største producent af såkaldte "loops", korte film til forevisning på smalfilm eller i automater. Nu om stunder produceres der - når man sammenligner - stort set ikke porno i Danmark.

- Nogle undersøgelsesresultater fra december 1969, året for billedpornografiens frigivelse: 88% af alle adspurgte mænd og 73% af adspurgte kvinder havde i tiden siden frigivelsen læst mindst ét pornoblad, 39% af mændene og 23% af kvinderne inden for den sidste måned. Idet 12% svarede, at de slet ikke havde læst noget blad, og idet 15% berettede om et forbrug på mellem 150-170 blade, havde mændene i gennemsnit læst 40 blade hver. 27% af kvinderne svarede, at de ikke havde læst noget blad, hvorimod 10% angav, at de havde læst ca. 75.

- En meget mærkelig mand ved navn Martin Rimm publicerede i midten af 1990erne en artikel om pornoens omfang på internettet. Artiklen var resultatet af en helt igennem uvidenskabelig og næsten lattervækkende fjollet omgang hjemmestrik, og den satte - globalt rungende - et punktum for Rimms akademiske løbebane. Tallene var vildt overdrevne -- men journalister o.a. er lige siden blevet ved med at gentage dem, og anti-porno-aktivister har brugt tallene til at skræmme politikere til at indføre filtre o.s.v. (Et eksempel på den særlige, rimm'ske form for statistisk: Rimm havde i sin undersøgelse valgt at tælle pixels, ikke billeder -- så ovenstående billede, som er 317 x 286 pixels, ville i hans udregning ikke tælle som 1, men som 90662.) National Research Council anslog i 2004, at der på daværende tidspunkt fandtes ca. 1,4 millioner amerikanske porno-sites. Ifølge de nyeste tal er der ca. 230 millioner internetbrugere i Nord-Amerika. Jeg ved ikke, hvor mange amerikanske websites, der findes.

Mit foregående indlæg var foranlediget af snakken om "striptease-kulturen" og forvirret p.g.a. henvisningen til pornografien -- og jeg tænkte som så: At 1) I tiden efter pornoens frigivelse i Danmark var der mange, der helt bogstaveligt valgte at strippe og "udlevere" sigselv til offentlig beskuelse. Nu om stunder er der ikke ret mange. Og 2) Dengang fyldte pornoen en del i det offentlige rum. Nu om stunder er pornoen stort set udrenset. Den findes stadig, men den er flyttet ind i det private -- en udvikling, der for alvor tog fart i løbet af de konservative 80ere. Det er velkendt, at det var de amerikanske pornoproducenter, der dikterede, at videomaskine-fabrikanterne skulle satse på VHS-formatet.

Jeg tror Carsten har en meget væsentlig pointe, når han peger på inderliggørelsen og ny-puritanismen som modpoler til stripperiet. Det er i hvert fald dét, jeg først og fremmest ser i tiden efter 1970ernes kiksede marxismer: Privatlivets genkomst -- og genopblomstringen af ideologier om privatlivet.          

Jeg kom i går for skade (lige hjemvendt fra arbejde og stadig lidt blød oveni) at skrive en halvknotten kommentar til et af Carstens indlæg (nemlig dette) -- hvad der efterfølgende har forledt ham til at forfatte et længere genmæle. Her. Eftersom det lader til, at jeg har misforstået indlægget (og det er ikke første gang, det sker), vil jeg nøjes med bare at undskylde, både overfor Carsten og overfor oplægsholderen, som han refererede. Undskyld.

Jeg lider - som en slags uddybende forklaring - af en ganske særlig form for allergi, der gør mig overfølsom over for alle former for akademisk antiseptik, d.v.s. dyrkelsen af den helt særegne form for vrøvl, der adskiller sig fra alle andre former for vrøvl ved tilsyneladende slet ikke at være udtalt eller skrevet af nogen. Eller: I hvert fald ikke af nogen faktisk, levende person. Som er uden jeg. Antiseptikere skriver aldrig "jeg", de skriver "man".

Og dertil: Carsten skriver om nutidens "striptease-kultur". Jeg tillader mig at citere fra indlæg nummer 2: "Pointen er simpelthen, at vi i dag synes at leve i en kultur, hvor vi udleverer os selv offentligt, og udstiller vores privatliv på måder, som ville have været utænkeligt for et par årtier siden; weblogs er en måde at gøre dette på; tv's realityshows er en anden; datingsites en helt tredie. Og en passende term for denne tendens kunne være, at vi lever i en striptease-kultur." Jeg tror, jeg forstår, hvad han mener -- men jeg er ikke enig. Ikke ubetinget. Vi har fået langt flere måder at udstille os selv på, flere medier, men jeg tror ikke, at vi i dag - derfor - kan siges at stå mere nøgne. En del mennesker, som tidligere var holdt uden for total-diskussionen, har nu mulighed for at deltage -- og for at opdage, at de ikke er alene. Det er ikke striptease; det er kommunikation. Tænk på beton-70ernes plenummøder med krav om offentliggørelse af "det private", sen-60ernes selvrealiseringer, bollerum og uendelige rækker af røvkedelige bekendelsesbøger o.s.v. Jeg synes ikke, udviklingen er så entydig. 

Og med hensyn til pornoen, som Carsten osse nævner: Det er måske værd at bemærke, at PORNO-MASSIVET i dag afgjort er langt mindre, end det tidligere har været. I slutningen er 60erne var der 40 pornobutikker på Strøget i København. Nu om stunder er der (mig bekendt) ingen -- og i stedet diskuterer vi, fluekneppende, om denne eller hin reklame fra H&M eventuelt kan siges at være pornografisk. Det er nok muligt, at Lise og Peter (eller hvad de nu hedder) spektakulært har valgt at sætte et webcam op i soveværelset, så hele verden (mod betaling) kan kigge med. Men netop det faktum, at de (derfor) bliver kendt i hele Danmark, burde mane til eftertanke. Meget tyder på, at for alle andre - dem, som ikke er Lise og Peter - går udviklingen den anden vej. I sommers kunne vi læse i aviserne (de mere farverige), at antallet af topløse på de danske strande er stærkt dalende. Snart - uden sammenhæng med det foregående - er hele samfundet lige så klinisk renset og presset, som det tøj, vi ikke længere vil ta af.  

Planket fra Capac: "Women talk three times as much as men, says study".

Engelske "Literary Review" har offentliggjort årets kandidater til The Bad Sex in Fiction Awards -- som (som navnet siger) tildeles den forfatter, "who produces the worst description of a sex scene in a novel".

Iblandt de nominerede er bl.a. Tim Willock for "The Religion", en roman, der foregår under korstogene. I scenen, der sikrede Willock en plads iblandt de udvalgte, går vor helt i kødet på en kvinde "bent [...] across the cold steel face of the anvil [...] she called out to God and convulsed with each slow stroke, her head thrown back and her eyelids aflutter, and her cries filled the forge." Julia Glass er fremhævet for sin komplet uforståelige beskrivelse: "all the words this time not a crowding but a heavenly train, an ostrich fan, a vision as much as an orgasm, a release in something deep in the core of her altered brain" -- fra "The Whole World Over". Og Michael Cannon for "Lachlan's War", hvori en kvinde får orgasme "with surprise".  

Giv en ged: Klik her.
Bryster: Klik her.

Ane og jeg besøgte lørdag Lars S, som har gjort det til en god vane hver vinter at invitere en flok særligt udvalgte på suppe. Lars har en gigantisk film- og musik-samling, og vi blev bl.a. beværtet med et National Geographic-program om tempelriddere og udvalgte highlights fra "The Sea Hawk" og "The Adventures of Robin Hood". Og Svend, der osse deltog, fik lejlighed til at prale lidt med den gang, han mødte en bjørn. Søndag stod den på rengøring.

I går aftes så Ane og jeg "Pirates of the Caribbean: Dead Man's Chest" -- som på dansk har fået den lidt mindre indlysende dobbelttydige undertitel "Død mands kiste". Altså: Hjertekiste. Filmen er mindst lige så god som etteren, så det er sådan set bare om at få fingeren ud og få den købt. Historien kort: Den flyvende hollænders kaptajn, Davy Jones, dukker op og kræver Jack Sparrows sjæl (betaling - forstår vi nu - for at have hævet "The Black Pearl" fra havets bund og overdraget det til Sparrow) -- og for at undgå at skulle indfri gælden, drager Sparrow & Co. på jagt efter Jones' bankende hjerte, som ligger i en kiste et sted. The plot is thickening -- og jeg kan næsten ikke vente, til treeren kommer. Mere om Den flyvende hollænder her.

Opdateret. En undskyldning til Pernille. Jack Straw er ham her -- som holder af "walking, music, cooking puddings and supporting Blackburn Rovers."

DR skriver: "Siden budgetforliget har biblioteket i Åby stået til at dreje nøglen om ved årets udgang. Men nu er spareplanerne i sidste øjeblik taget af bordet." Mere her.

Filminstruktøren Robert Altman døde i går -- og filminstruktøren Robert McCallum døde i torsdags. Nyheden om McCallums død blev offentliggjort i går -- og den berørte mig mere, ærligt talt, end den om Robert Altmans. Jeg har aldrig været i stand til at få øje på kvaliteterne i Altmans film, d.v.s. i de af hans film, som jeg faktisk har set. Og det er - indrømmet - ikke mange.

Robert McCallum var instruktør af pornofilm -- og det er derfor, du aldrig har hørt noget om ham. Han arbejdede som fotograf på flere af Orson Welles' senere film (bl.a. "F for Fake") og på adskillige Roger Corman-produktioner — og på Ron Howards "Grand Theft Auto" fra 1977. Han debuterede inden for pornogenren i 1975 med "3:00 A.M.". I løbet af sin karriere som instruktør, som varede frem til 1998, nåede han at lave ca. 150 film, hvoriblandt en lang række i dag anses for klassikere. F.eks. - billedet - "Amanda by Night".

Robert McCallum døde af kræft, kun 68 år gammel. Han efterlader sig hustruen Jillian og sønnerne Sean og Chris.

Tilføjet: Ups. Efter at have postet ovenstående faldt jeg over følgende i Carstens blog: "Man skal således være et ualmindelig forbenet mørkemenneske for ikke at grine bare en lille smule af krigens absurditet, sådan som den fremstilles i MASH. Og hvis man ikke fælder en tåre, eller bare er tæt på at gøre det, når man se Short Cuts, så er man formodentlig ikke blot hjerteløs men et decideret dårligt menneske." Men jeg må vel tage det på mig -- og varme mig ved tanken om, at det netop i disse år er gode tider for forbenede. Tænk f.eks. på Søren Sortesmølf Krarup. -- For slet ikke at tale om de decideret dårlige. Tænk f.eks. på Søren Sortesmølf Krarup.

Mere Charles Olson. Henry Ferrinis film om Charles Olson, "This Is Polis - Charles Olson and the Persistence of Place", er færdig -- og jeg har netop sendt instruktøren en email for at spørge, hvornår den bliver tilgængelig på DVD. Ifølge websitet medvirker bl.a. John Malkovich (som læser Olsons digt "Scream to the Editor").

Forlaget Malling Beck har efter massiv kritik besluttet at trække skolebogen "Os og kristendom" tilbage. Mere her. Og Murdoch vil ikke længere udgive O.J. Simpsons kontrafaktiske - ? - hvad-nu-hvis-jeg-faktisk-havde-gjort-det-bog. Her. Tilbagetrækninger synes at være hotte -- og jeg er som bekendt en slags vindenes duks. Så derfor:
  


Jeg skal hermed gøre offentligt, at mit stort-anlagte og alt-afslørende værk, "Sandt at sige - Bonderøve på bonede gulve", alligevel ikke vil blive udgivet.

"Zodiac" (om den amerikanske seriemorder, The Zodiac Killer, der aldrig blev fanget), "Dark Ride", "The Grave Dancers", "Hostel Part 2", "Penny Dreadful", "Reincarnation", "Unrest", "Premonition", "Night of the Living Dead 3D", "Turistas", "Unknown", "The Invisible", "Night at the Museum", "Transformers" (yes, they're back), "The Return" og "The Night Listener".

Mest for min egen skyld -- for at jeg ikke skal glemme det. Planket fra OlsonNow:

The End of the Maximus and the Late Prose

American Literature Association, Boston, May 24-27, 2007

The Charles Olson Society invites proposals that focus on any aspect of the end of "The Maximus Poems" or Olson's late prose (published or unpublished).

250-word proposals should be sent to Don Byrd at dbyrd@nycap.rr.com by December 15, 2006. Please include your name, institutional affiliation (if any), e-mail address, and AV needs (if any).

Har modtaget følgende:

Jeg har en mobiltelefon, og mine forældre har mobiltelefoner, og mine svigerforældre har mobiltelefoner -- og alle, jeg kender, har mobiltelefoner. Fidusen ved at have en mobiltelefon er, at man, når man altså har den tændt, er connected: Man er en del af det store og altomfattende netværk; man kan netværke, og man kan være andre behjælpelige med at gøre det samme. Ifølge "Small World Research Project", gennemført af forskere ved Columbia University i New York, kan hvem-som-helst hvornår-som-helst nå frem til en hvilken-som-helst person hvor-som-helst  på kloden ved hjælp af højst 5-7 telefonopkald, emails eller SMSer. Det er mageløst.

Jeg ved ikke, om de amerikanske forskere i deres beregninger har taget højde for forældre -- eller om andre forældre eventuelt er anderledes end mine. Og mine svigerforældre. I hvert fald: Selv om de altså forlængst har investeret i mobiltelefoner, har det indtil videre været mig plat umulig at få dem overbevist om værdien af SMSer. De sender ikke SMSer -- og hvad værre er: De tjekker heller ikke deres SMSer.

Hvis en-eller-anden har et godt forslag til, hvordan jeg kan få dem koblet på, så læg endelig en besked.  

CNET har kåret verdenshistorien 10 største nørder. Se listen her.

Og mere Charles Olson: Da jeg i går aftes sad og opdaterede min Olson-side, blev jeg opmærksom på, at jeg endnu ikke havde modtaget det eksemplar af Ann Charter: "Olson/Melville - A Study in Affinity", som jeg bestilte via Abebooks midt i september. Jeg havde fuldstændig glemt det -- og nu til morgen ankom bogen med posten. Ret pudsigt. Og: Efter i nogen tid at have været på udkig efter Mark Shackleton: "Moving Outward - The Development of Charles Olson's Use of Myth", sendte jeg i lørdag en mail til forfatteren og spurgte, om han evt. vidste, hvor jeg kunne skaffe et eksemplar. Han svarede søndag, at han straks ville sende mig et. Shackleton er ansat ved universitetet i Helsinki -- og folk i Finland er flinke. Åbenbart. Har osse bestilt Robert von Hallberg: "Charles Olson - The Scholar's Art". Min amerikanske pap-tante, Laura, købte for nogle år siden bogen til mig -- og lovede at få den signeret. Von Hallberg er en af hendes bekendte (og hendes tidligere nabo). Men sidenhen hørte jeg ikke yderligere til sagen. Mere om von Hallberg her. 

Ny bogomtale på DPS-sitet: "Once More With Feeling - How We Tried to Make the Greatest Porn Film Ever".

Det er så helt enormt meget SØNDAG, at det næsten ikke er til at holde ud. Jeg hører til iblandt dem, der mener, at lukkeloven bør afskaffes, jo før, des bedre -- og jeg er fuldstændig ligeglad med, om alle landets småbutikker vil gå konkurs, og familier gå i opløsning, folk falde i druk, blive gudløse og opsøge offentlige damer -- hvis bare vi kan slippe for disse elendige søndage, hvor det daglige dødvande ligesom fortættes og bliver til en tyk, grå sovs.

Første omtale nogensinde af en søndag findes i martyreren Justinus' "Første apologi" fra omkring år 150 efter Kristus. I snart 1900 år - 98800 søndage - har vi måttet finde os i det. Er tiden mon ikke inde til at finde på noget nyt? -- En helt ny dag?

Dagens musik: George Crumbs "Makrokosmos".  

Ny tilføjelse til min Charles Olson-samling: Libbie Rifkin: "Career Moves: Olson, Creeley, Zukofsky, Berrigan and the American Avant-garde".

Min veninde Lisbeth har leveret dette bidrag til det nye nummer af 16:9, "Danmarks," skriver de, "klogeste filmtidsskrift".

Har i dag været til dobbelt-fødselsdags-komsammen hos Anes bedstemor.

Lokalinfo. I aften er der Sort Nat i Skanderborg, butikkerne holder åbent til kl. 23 -- og jeg skal passe bogslagteriet. Det betyder bl.a., at jeg går glip af anden del af Brd. Lund Madsen (som sendes på DR1 kl. 20). Hvis du er i byen, så kig ind. Det er Adelgade 93.

Så skete det igen: Har i dag modtaget ovenstånde, flotte fotobog med posten, et spritnyt eksemplar -- og uden afsender. Bogen indeholder 102 fotografier, taget af forskellige fotografer i løbet af torsdag den 18. august 2005. Portræt af en almindelig dag i Danmark -- arbejdspladser, begravelser, i toget, på golfbanen, på pubben, i børnehaven, i swingerklubben, hos frisøren, på plejehjemmet, på kollegieværelset, på militærøvelse, i haveforeningen, på havnen og så videre og så videre. Nogen - og hermed mener jeg selvfølgelig Klaus - burde tage initiativ til en lignende udgivelse, bare med weblogs. "En dag i den danske blogosfære".

Bogen er kanonflot og spændende, og jeg takker mange gange. Hvem har sendt mig den -- og hvorfor? Fordi den er god?

Ny bog-anmeldelse på DPS-sitet: Marty Kleins "America's War on Sex". Læs anmeldelsen her.

Sex i grænselandet
Redigeret af Christian Groes-Green og Marianne Grums Tyllesen 
Tiderne Skifter
Udkommer d. 24. november 2006

Sex i grænselandet er skrevet af 17 kvinder og mænd. Bogens fortællinger udforsker det minefelt af lyster, begær og magi som udgør erotikkens hus. Det er en bog der nok er på kant med det normale, men den peger også hen imod en ny seksuel frigørelse.
 
Sex i grænselandet fortæller bl.a.den autentiske historie om den 13-årige piges forbudte begær til en voksen mand, indvandrerkvindens kamp for et sexliv, et eksplosivt møde med thailandske ladyboys, ældre menneskers lyst og ulyst, 'luderen' som kæreste. Bogen behandler desuden emner som cybersex, biseksualitet, singleliv, politisk kussetryk, fetich, den metroseksuelle mand og ikke mindst sex på tværs og på trods af alder, køn, handicap, hudfarve, klasse og kultur.    
 
Med bidrag af: Majse Aymo-Boot, Erik Bork, Helle Skram de Fries, Christian Graugaard, Christian Groes-Green, Mads Ted Drud-Jensen, Sune Prahl Knudsen, Sarah Glerup Kristensen, Henrik List, Maria Marcus, Morethanvanilla, Nahid Riazi, Steen Schapiro, Leonora Christina Skov, Niels Ulrik Sørensen, Gritt Uldall-Jessen og Marianne Grums Tyllesen. 

Det er jo altid en begivenhed, når en ny Neutzsky-Wulff-roman kommer på gaden. Læs en fyldig omtale af "Hjernen" her.

God postdag. Modtog i morges min nye, lille dippedut og "The Paradoxes of Mr. Pond" -- og da jeg kom hjem fra arbejde stod mit nye maleri ude på trappen og ventede. Posten må - helt korrekt - ha tænkt, at jeg næppe var velhavende nok til at ha bestilt noget af ØKONOMISK VÆRDI. (Som ikke er den ringeste form for værdi, medgivet, men når man - som jeg - ikke er nogen velhaver, må man forsøge at støtte sig til nogle andre.)

Dagens film, som jeg lige har lejet i Blockbuster, er "X-Men 3: The Last Stand".

I går læste jeg journalist og historiker Lasse Bo Jensens "Fremmed og fordærvet - Om fordomme og fjendebilleder i historien", og i dag har jeg læst historiker Rasmus Dahlbergs "Det afgørende øjeblik - Historiens åbne situationer".

Som de mere trofaste iblandt mine bloglæsere vil vide, er jeg gift med en middelalder-historiker. Det er hende her. Vi har en hel stue fyldt med historie-bøger, men jeg vover sjældent at åbne nogle af dem. En del er kildeskrifter på latin, og mange er på tysk eller fransk -- og jeg kan ikke (uden besvær) forstå andet end dansk. Og engelsk.

Jeg lider - i det hele taget - af en slags historie-bogs-fobi, som stammer fra min folkeskole- og gymnasietid. De historie-bøger, man dengang (og det har næppe ændret sig) udsatte eleverne for, heriblandt mig, var stort set ulæselige -- og ikke læseværdige. De var skrevet uden den mindste antydning af poesi eller entusiasme, og de gjorde sig ingen anstrengelser for at forklare hvorfor - eller underbygge den (for en folkeskoleelev ret utrolige) hypotese, at - den franske revolution, den amerikanske borgerkrig, Cubakrisen eller Roms fald burde rage os en høstblomst. Da jeg for nogle år siden stødte på dette citat af Paul v. Rubow, var jeg slet ikke i tvivl om, hvilken slags bøger, han hentydede til:

"Hvilke Bøger der findes i det, De kalder mit Bibliotek? Min Profession medfører, at der er alle Slags. Det er nemmere at sige, hvilke der ikke er. Der er navnlig ingen pædagogiske Værker. Overhovedet ingen Lærebøger. Saadanne Ting har den Onde selv inspireret. Disse slemme Tryksager er affattede i en "Stil" (man har jo intet andet Ord), som er egnet til at forgive Rotter med. Deres Forfattere synes simpelthen ikke at ane, hvad man bruger Pennen til. Straks i Fortalerne begynder de at fortælle om deres "Stof". Man kender ganske udannede Mennesker paa deres Tillid til Begrebet Stof. Kun ubetinget slette Skribenter har et Stof. Denne imaginære Bolledejg skærer de i en Masse vilkaarlige Stykker, forsynede med en Masse tykke Plakater af forskellig Størrelse. Ind imellem kommer saa deres egen ubehagelige Diskurs; den udmærker sig ved at tage ethvert Ord i dets mest fladtrykte Betydning, ved Fraseologiens uendelige Fattigdom og ved en fuldstændig Fraværelse af det, man kalder Bevægelse i Stilen. Tonen er autoritær og anmasende, eller bare dum. Maa jeg som et Eksempel nævne de Lærebøger i Historie, vi brugte i min Skoletid, og som uden Tvivl bruges endnu. Der var en, der hed Schmidt, for Mellemskolen, og en endnu græsseligere, der hed Munch. Den sidste var et Unikum af Flovhed; han havde ogsaa lavet en Samfundskundskab, en lang tynd Suppe med fortræffelige pragmatiske Sentenser, der flød ovenpaa som Boller; jeg husker især med Taknemmelighed den Sandhed, at "Krigene nutildags er blevet mindre blodige.""

Og allerførst i dem allesammen - sådan husker jeg det - havde forfatterne altid placeret en helt uigennemskuelig planche, der viste FOLKEVANDRINGER -- for ligesom allerede fra start at signalere foragt for læserne. Et eksempel:

  

Men der skrives selvfølgelig osse gode historiebøger - f.eks. denne - og begge de ovennævnte var ok. I "Fremmed og fordærvet" viser Jensen - med udgangspunkt i opfattelser af orientalismens betydning for Roms fald - hvordan begrebet "orientalisme" er blevet brugt og misbrugt op gennem historien -- frem til vor tid og konfrontationen med den islamiske verden. I "Det afgørende øjeblik" forsøger Dahlberg at bedrive en slags kaos-teori-historie: Store, historiske effekter, skriver han, har ikke altid store årsager. I nogle tilfælde afgøres historiens forløb af bittesmå tilfældigheder -- og bogen rummer en lang række eksempler. Hvis Harald ikke tilfældigvis havde fået en pil i øjet under slaget ved Hastings i 1066, var England sandsynligvis ikke blevet besejret af normannerne -- og hvis Rousseau ikke tilfældigvis var blevet smækket udenfor bymuren, fordi manden, der skulle lukke kl. 20, tilfældigvis gik lidt tidligere end sædvanligt, fordi han tilfældigvis havde en date, var Rousseau sandsynligvis endt som håndværker. Og hvis en tilfældig mand ikke tilfældigvis havde genkendt den franske konge, da han sammen med Marie-Antoinette forsøgte at flygte, ville den franske revolution måske aldrig ... Og så videre. Spændende og tankevækkende læsning.

Tilføjet: Endnu en tilfældighed. Osse Rachel har i dag skrevet et indlæg om (bl.a.) historiebøger. Læs det her.

Kritikerne roser den nye Bond-film -- og den nye Bond. Og Mads Mikkelsen. Her er, hvad New York Magazine skriver om sidstnævnte: "The villain is not the usual Blofeld-like wannabe world dominator but a financier called Le Chiffre whose milky eye weeps blood. He's played by the amazing Dane Mads Mikkelsen, made up to bring out his liver lips and Munchian cheekbones— the clammiest actor alive. When Bond sits opposite Le Chiffre at a high-stakes poker game in Montenegro's Casino Royale, Mikkelsen clicks his rectangular plaques as if he's a new breed of praying mantis. He's bloodcurdling." Læs anmeldelsen her.

Vær med til at støtte mit lille undergrunds-forlag Edition Tiger. Alle indtægter ved salg af disse bøger og film vil ubeskåret gå til at financiere kommende udgivelser. Flere gode ting er på vej. Klik her.

Fik i går eftermiddags endeligt set Dario Argentos hyldest-tv-film til Alfred Hitchcock, "Do You Like Hitchcock?", fra 2005. Det er ret oplagt at drage paralleller mellem Hitchcock og Argento. Her er - for eksempel - hvad jeg selv skrev i det hæfte om Argento, jeg sammen med Martin Weinreich og min bror udgav for et par år siden: "Hvis "La sindrome di Stendhal" [...] er Argentos "Vertigo", og "Opera" er "Rear Window", så er "Phenomena" Argentos "North by Northwest"; en rablende film, hvori stort set alle instruktørens gennemgående temaer sættes i spil, uden at det på noget tidspunkt bliver til ret meget mere end for sjov." Kasper Heftholm Kristensen har skrevet en ganske glimrende anmeldelse af "Do You Like Hitchcock?" på uncut.dk -- hvori han imidlertid undlader at pege på de tre elementer - eller whatever - jeg selv fandt mest interessante, nemlig 1) At Argento ikke har kunnet holde sig på måtten, sikkert fordi han under produktionen (osse) havde The Three Mothers i baghovedet, og har forsynet filmen med et umiddelbart helt urimeligt sub-plot om hekse. Sub-plottet - hvis man læser hovedhistorien på baggrund deraf - underminerer hele postulatet om inspirationen fra Hitchcock -- og understreger forskellen på Hitchcocks psykologi og Argentos. 2) Kasper nævner, at Argento i filmen viser sig fra sin mere humoristiske side. Det er tilsvarende bemærkelsesværdigt, at han osse er langt mere, direkte erotisk, kropslig, end han plejer at være. Filmen indeholder - og det er vist første gang - ligefrem (halv-)nøgen-scener. Og 3) Filmens hovedperson viser helt indlysende tilbage til Hemmings i "Deep Red". Ikke siden Hemmings har Argento præsenteret os for en så gennemført umandig mand, omgivet af stærke kvinder. Guillo i "Do You Like Hitchcock?" har besvær med sin scooter, ligesom Hemmings havde problemer med at køre i bil -- og faktisk er Guillo end endnu større klovn end sin forgænger. Hemmings så dog noget i "Deep Red", selvom han efterfølgende havde besvær med at genkalde sig hvad. Hvorimod Guillo - da mordet fandt sted - lå og snorksov i sin seng. Bemærk i øvrigt at der i videoshoppen i filmen hænger reklame-plakater for både Argentos egen "The Card Player" og for Lars von Triers "Dogville".            

Michaela har venligt gjort mig opmærksom på dette arrangement:

PaniK-iMpro

Teatersportsgruppen "De Pletvis(t) Skarpe" kaster sig ud i et helt nyt koncept. Med groteske og umulige bud fra et aktivt og til tider drillesygt publikum bringes historien konstant på afveje. Skuespillerne er ude på glat is og prøver forgæves at få historien til at give mening ... hvilket altid lykkedes i sidste ende ... måske!?

Onsdag d. 15. november 2006, kl. 20.00 (dørene åbner kl 19.30).
Kælderen under Restaurent Martins, Mejlgade 14, Århus C.

Mere her.

Med frygt for at forulempe de iblandt mine læsere, som er udstyret med en bedre smag, end jeg er: Faldt - vel nærmest tilfældigt - over ovenstående fire film, som lige nu alle er sat til salg på QXL. En oplagt adventsgave-idé. Fire film. Fire søndage.

Jeg kan se på eBay, at "Four Flies on Grey Velvet" endelig er blevet tilgængelig på DVD. Er der nogen, der ved noget om udgaven, der ses herover? Den er - lidt forvirrende - udgivet i/af noget, der hedder "Unreleased Collectors Edition". Er det en piratudgave? Er den uklippet? Hvad bør den koste?

1) Er lige blevet færdig med at se - for første gang - filmatiseringen af "The Da Vinci Code". Købte DVDen (og 2 liter mælk o.a.) i Kvickly. Bogen, selvom den ikke var særlig elegant skrevet, var forrygende, syntes jeg, og filmen er i det store og hele trofast mod forlægget. Og helt ok. Jeg glæder mig allerede til fortsættelsen, "Angels & Demons", som (vistnok) kommer i 2007. Eller 2008.

2) Frank Brahe har meget venligt sendt mig to bøger, hhv. Brian Aldiss: "De mørke lysår" og Régis Messac: "Kretinerne".  "To bøger," skriver han i følgebrevet, "med BÆ som hjørnesten." Af hjertet tak -- og jeg vil straks læse dem begge, det lover jeg.

3) Læste i går Steen Bostrups biografi om Mozart Lindberg.

4) Peter Nielsen har meget venligt sendt mig et eksemplar af "Bogens Verden" 2006/2, som er et særnummer om Tomas Tranströmer. Tranströmer er en af de få, nordiske forfattere, som man vel nok - osse selvom jeg normalt ikke bryder mig om den slags snak - kan tillade sig at forvente, at folk har læst -- i hvert fald hvis de, altså folkene, i øvrigt bryster sig af at være bare en lille smule litterært dannede. På dansk er bl.a. udkommet - i Peter Nielsens fremragende oversættelser - "Samlede digte", "Langsom musik" og "Haiku 1959-2001" m.fl.

5) Mit DVD-eksemplar af "Do You Like Hitchcock?" ankom med posten i dag.

6) Bdr. Lund Madsens show "Mr. Nice Guy", som DR1 sendte første del af fredag aften, imponerede mig så meget, at jeg nu overvejer at investere i DVDen. Faktisk er det længe siden, jeg har set så godt TV. Begge brødrene er oprigtigt morsomme, og de er begge voldsomt begavede -- men showet var ikke bare skægt og oplysende, det var osse poetisk. For én gangs skyld var sang-indslagene ikke bare en lejlighed (for mig) til at få tisset eller smurt mig et stykke med ost. Trine Dyrholm var helt på toppen, sangene var gode, osse teksterne, og alle de forskellige elementer var sat overbevisende sammen. Helt kanon.   

Det lader til, at Ane og jeg igen er forbundet med virkeligheden. Midt i oktober modtog vi en skrivelse fra TDC, hvori de spurgte, om det var korrekt, at vores lejlighed havde fået en ny beboer -- og at vores telefon- og internet-linie skulle nedlægges, så hans kunne blive oprettet? Vi svarede straks tilbage, at der måtte være tale om en fejl -- hvorefter vi få dage efter modtog endnu en skrivelse med helt samme ordlyd. I begyndelsen af denne måned blev vores fastnet-nummer alligevel, tilsyneladende, sat i bero, og et nyt nummer - som tilhører en Tom Sommer fra Skanderborg - blev aktiveret. Vi ringede til TDC, som umiddelbart ikke kunne tilbyde at gøre andet end at lade vort nummer omstille til det nye nummer -- og vort internet begyndte at protestere. Og i denne uge døde både telefonen og netadgangen. Ifølge TDC ville problemet lettest kunne løses, hvis Tom Sommer - som vi altså ikke kender - selv kontaktede sit teleselskab og gjorde dem opmærksom på fejlen. Jeg forsøgte at opsøge ham på hans adresse, men fik af underboen at vide, at han netop var flyttet. Uden at vide det gætter jeg på, at han er på vej ind i lejligheden Adelgade 114A, 1. th. -- som jeg tilfældigvis ved  lige er blevet solgt. Ane og jeg bor i 114, 1. th. Altså 114, ikke 114A.  I går aftes satte jeg mig ned og skrev ham et brev, hvori jeg forklarede om vort problem -- men i dag, efter i løbet af 24 timer at have talt med TDC 6 eller 7 gange, lykkedes det altså at få genetableret forbindelsen.

I mailbunken, da jeg fik åbnet min boks, lå bl.a. en besked fra QXL om, at jeg havde vundet ovenstående kunstværk, malet af Niels Tryde Munch. Som jeg heller ikke ved, hvem er.

Jakob Brøbecher har meget venligt valgt at blog-publicere sit speciale, "Laugesen og det løse liv". Klik her.

"Det er en mærk'lig, lille duppedit,
og bruges kan den altså - for så vidt."

Måske til at skræmme de indfødte med? Har vundet denne ting på QXL.

Og apropos indfødte: Helle fra Skanderborg Boghandel spurgte mig for nogle uger siden, om jeg ville være hende behjælpelig m.h.t. et større lagersalg -- og fredag, mandag og tirsdag har jeg stået i Byskovs tidligere slagterbutik midt på Adelgade. Og solgt bøger og kuglepenne og penalhuse. Vi har fyldt hele butikken. Det gamle interiør - frysebokse og slagterbænke - står der stadig. Vi tog forud for åbningen en tur i Jem & Fix og købte en enkelt træ-reol -- og i Jysk for at investere i 20 meter postkasserød, nervøs velour, som vi efterfølgende lagde ud, hvor der tidligere lå udskårne grise og køer. Resultatet, som jeg den næste måned skal gå rundt i hver dag, er blevet et slags surrealistisk bogslagteri. Som - som jeg sagde til Helle i dag - ydermere føles lidt som et bordel. Hver formiddag åbner jeg biksen, og sidst på eftermiddagen samler jeg dagens indtjening i en lille rød (osse den) pengekasse, som jeg derefter går ned i boghandlen og pænt afleverer til min bagmand. Som altså er en kvinde.

Der har indtil videre været pænt mange kunder. Jeg fordriver de ledige stunder med at bladre og smålæse lidt i nogle af de mange bøger. I dag læste jeg bl.a. en kort novelle af Peter Laugesen, et interview med Ray Bradbury og enkelte af Peter Adolphsens "Små historier".

Både i Martin Glaz Serups blog og i Rasmus Graffs blev der i går diskuteret Peter Laugesen. Om hvem jeg kun har godt at meddele. Laugesen - og det føles latterligt overhovedet at gøre opmærksom på det - er en meget fremragende digter, en af de bedste vi har. Jeg købte mine første Laugesen-digtsamlinger i 1991, cirka, og han har øvet en betydelig indflydelse på mig, ikke mindst som en slags guide til andre forfattere, musikere, malere o.s.v.

For en lille uges tid siden oplyste bror Lars i sin blog, at han havde lånt festskriftet - "Ugh!" - til Peter Laugesen -- og jeg sad og blev bevidst om (og nu igen), at det efterhånden må være et par år siden, jeg sidst har haft en af mine Laugesen-bøger ude af reolen. Med "Kunsthistorier" som en mulig undtagelse. Og at jeg ikke har købt noget af ham, altså skrevet af ham, siden "Helt alene i verden ... ", som udkom i 2001. En eller anden har sidenhen venligt foræret mig et eksemplar af CDen, han lavede sammen med Singvogel -- og som jeg synes var forholdsvis rædderlig. I hvert fald: Ikke noget for mig.

Og jeg ved godt hvorfor. På et tidspunkt - hvor meget jeg end beundrede og stadig beundrer Laugesens poesi - blev jeg træt af ham. Mere præcist - for Laugesen er over det hele, og dét kan man jo dårligt blive træt af - : Jeg blev træt af tonen. Jeg blev træt af det dér jazzede og beatede, som jeg i øvrigt ikke kan finde noget belæg for i min egen verden, og jeg blev træt af det surf-agtige, som (især) kendetegner hans prosa. Laugesen er hip - ugh! - og det er jeg ikke. Og det har jeg aldrig været.

I stedet - da jeg holdt op med at læse Laugesen - kastede jeg mig for alvor over Charles Olson, Laugesens store forbillede, som (Laugesens hippe omtaler af manden til trods) heller ikke var hip. Selvom han i sine sidste år desperat forsøgte at være det.

Ny bogomtale på DPS-sitet: "Kærlighed uden ævl". Om Ole Lindboes "Drømmepigen".

Faldt over dette på fanzine.dk.

Nicolas Barbano skriver om hhv. "Hug 42/43: Erotik" og "Social Kritik nr. 64: Tugt og utugt i fortiden".

Det er meget mærkeligt, men en-eller-anden har tilsyneladende - og med held - kuppet vores TDC-telefon-nummer. I de forløbne 24-36 timer har man ikke kunnet ringe til vores fastnet-nummer (men har fået en besked om, om nummeret ikke eksisterede). Problemet vil (forhåbentlig) blive løst på onsdag, og i mellemtiden har vi venligt fået tildelt et andet nummer -- som man, hvis man ringer til os, automatisk bliver omstillet til. Desværre har vores internet-router vist sig mindre omstillingsparat, og vi kan i perioder (skiftevis) ikke komme på nettet.

Men: Så kan man jo altid læse nogle bøger. Skanderborgensere: Vær opmærksomme på, at der i morgen fra kl. 10 til kl. 13 er bogbytte på Skanderborg Bibliotek. Regner selv med at slæbe et par poser derhen.

Nye bogindkøb: G.K. Chesterton: "The Paradoxes of Mr. Pond" og Rudyard Kipling: "Strange Tales". 

Ekstra Bladet om gårsdagens MTV-fidus: " [MTVs] endeløse strøm af meningsløs mulatmuzak og pornolummert plattenslageri føles efterhånden som en mareridtsmaskine på evige batterier. Den trøstesløse tendens blev skånselsløst overført til det fuldkommen charmeforladte show i København i aftes, hvor flere dages bevidstløs hysteri stod i tragikomisk kontrast til en overgearet prisparade uden indhold."

Jeg fulgte i går min egen opfordring og satte mig til at genlæse nogle af G.K. Chestertons Father Brown-noveller. Jeg læste dem i udvalg på dansk, da jeg var dreng, og har i årevis haft de samlede fortællinger - på engelsk - stående i reolen, en stor, rød bog, placeret mellem Chestertons selvbiografi og "Alice i eventyrland".

Det er sandt, som en-eller-anden engang skrev, at katolicismen gjorde Chesterton til en ringere forfatter, end han ellers ville ha været -- og mange af Brown-novellerne virker i plotmæssig henseende som en slags små og ikke synderligt motivisk velunderbyggede eksempler på forveksling, udbytning og vildledning.

Chestertons store force, forekommer det mig, er - banalt sagt - at han er så helt forrygende litterær. Han har en afstand til sit eget sprog, som gør ham i stand til at se og høre det -- og lege med det. Han er ustyrlig god til i ganske få sætninger både at få et miljø beskrevet - miljøer bedre end mennesker, som undertiden virker karrikerede - og få indskrevet en distance, som paradoksalt får det til at fremtræde endnu mere tydeligt. Som når - f.eks. - han beskriver et samfund som "almost gone mad on good manners."

Og dertil: Chesterton er - muliggjort af afstanden til sproget - en af litteraturhistoriens helt store humorister, finurlig og med et mægtigt drive. Omend han i Brown-novellerne forsøger at præsentere katolicismen som en religion, der let kan rumme forfatterens eget, høje humør, virker det ikke overbevisende -- og når-som-helst Father Brown bliver katolsk i hovedet (og han er jo altså katolsk præst), begynder teksten at knirke med en alvor, der midt i alt det sprudlende lyder ualvorlig.

Det er ikke spor svært at gennemskue, hvorfor (som tidligere nævnt) eksempelvis Borges var så glad for Chesterton. Borges litterære sprog - i de berømte fortællinger - er ikke nær så kulørt som Chestertons, men i øvrigt har de meget tilfælles -- ikke mindst, hvis man tillader sig (som jeg) at lade være med at tage Chestertons religiøse halløj seriøst som andet (men så osse seriøst) end litteratur. At læse Father Brown-historierne - hvor døde mænds hoveder forbyttes, og en tjener er en nobel herre, der er en tyv - er som at falde ned i et stort dyb -- men den katolske Brown træder altid ind til slut og giver os fodfæste. Borges - det er forskellen - har ikke nogen Brown. Hos Borges efterlades man i frit fald.   

Endnu en god postdag. Ole Lindboe har meget venligt sendt mig et eksemplar af sin bog "Drømmepigen" -- fyldt med erotiske billeder fra (især) 1950erne og 1960erne. Omtale på DPS-sitet følger.

Jeg har fået mig et nyt profilbillede -- egentlig indsat (hvilket i parantes bemærket ikke er nogen dårlig gravskrift) i anledning af halloween. Men jeg tror, jeg beholder det. Med en lidt dyster omskrivning af Ekelöf (der skrev "julenat"): Hver nat er jo hemmeligt en halloween. Alligevel. På profilbilledet ses et skelet, der korresponderer fint med mit memento mori-agtige blog-motto, flankeret af en gnaver - som er det, der gnaver - og en ugle. Uglen som symbol for poesi og filosofi - jvf. boghandler-logoer, ugle-serier o.s.v. - stammer fra den romerske gudinde Minerva, der blev associeret med uglen. Et meget berømt citat af filosoffen Hegel lyder, at "Minervas ugle flyver kun i skumringen" -- hvormed han mente, at filosofien altid kommer (for) sent. Filosoffen er henvist til - og må besinde sig på - at filosofere over det, som dagen bragte, after the fact. Min filosofi-professor på universitetet holdt meget af at gentage citatet -- sikkert (osse) fordi han tidligere havde været marxist, og som sådan havde været gevaldig meget optaget af, hvordan tingene - dagene - burde være.