The Jiggly Room

Har i løbet af de sidste par dage (gen)læst hhv. historiker Ditlev Tamms introduktion til Jorge Luis Borges -- og inspireret af denne: Stevensons "Dr. Jekyll og Mr. Hyde" og Kafkas "Forvandlingen". Med tanke på Borges' essay om Kafka og hans forløbere (som handler om hvorledes Kafka ikke blot influerede på senere, men også på tidligere litteratur): Det er lidt pudsigt, sad jeg i min Wegner-stol og tænkte, at selvom Borges forlængst er blevet akademisk guldrandet, har Borges' forgængere ikke for alvor nydt godt af nogen Borges-effekt: De læses og værdsættes af den gemene hob, men nævnes (mig bekendt) sjældent, når eksempelvis yngre forfattere bliver bedt om at opremse forbilleder ... o.s.v. R.L. Stevenson, G.K. Chesterton og Thomas de Quincey, alle højt værdsatte af Borges, er oplagte eksempler -- og det (måske) tydeligste: Rudyard Kipling. Bl.a. p.g.a. sine idéer om den hvide mands byrde, pligten til at civilisere de primitive sorte, er Kipling i dag fortrængt og på vej ud i glemslen. Hvornår er der sidst udkommet en dansk Kipling-oversættelse? Det var ham - til oplysning - der skrev "Junglebogen" (ikke Disney) -- og "(På den vej til) Mandalay" (ikke Frank Sinatra).

Har altid holdt meget af slutningen på kapitlet - i "Junglebogen"- om tigrene: "Saa gik Mowgli da bort i Junglen og jagede dér sammen med de fire Unger fra hin Dag og videre frem. Han fortsatte dog ikke med at være ene, thi nogle Aar efter blev han atter Mand og giftede sig. Men det er en Historie for Voksne."       

Der pågår i øjeblikket en heftig debat på Martin Glas Serups blog, Kornkammeret, om retningslinier m.h.t. link rolls -- altså: Hvem man skal anføre på sin blog-link-liste. Spørgsmålet optager mig ikke det fjerneste, men eftersom jeg har den lidt tvetydige ære at være nævnt (i Martins redegørelse) iblandt dem, han ikke linker til (og sekundært: vistnok iblandt dem, Rachel føler sig fornærmet over at blive nævnt i sammenhæng med), føler jeg mig alligevel kaldet til at skrive et-eller-andet. Desangånde.

Martin nævner i sit indlæg, at hans blog har ca. 800 besøgende om ugen. Min egen, denne, har - hvis vi kan tro Smartlogs statistik - ret præcis 900 besøgende om dagen, altså ca. 8 gange så mange. Forklaringen på den meget store forskel er den enkle, at jeg i min blog skriver om alt muligt, herunder osse ligegyldigheder, hvorimod Martin kun - eksklusivt - skriver om poesi og poesi-relaterede emner.

Denne blog - i modsætning til Kornkammeret - har ikke noget tema eller ærinde, ud over at fungere som et slags tekst-udløb fra mig. Jeg bilder mig ind (men jeg kan tage fejl), at jeg tager poesi og snak om poesi lige så alvorligt, som de, der bevidst - på nettet - ikke vil ytre sig om andet -- og af og til skriver jeg om poesi. Fordi det optager mig. Jeg gør mig ingen forestillinger, men foretrækker at tænke, at jeg qua mine blog-omtaler også - implicit - gør reklame for poesien -- og at enkelte læsere måske kunne blive forført til at give poesien en chance. Eller til forstå, at poesien er vigtig.

For mig er poesien - lyrikken - det helt centrale. Det er det, jeg vil. Men - for at citere titlen på en emailudveksling mellem Glaz Serup og Peter Nielsen - "hvis det skal handle om poesi, så skal det handle om noget andet først" -- og jeg skriver også i min blog om alt det andet, om film og bøger og gåture og indtryk. Det hører med, i hvert fald for mit vedkommende.

Jeg har intet fornuftigt at sige m.h.t. link rolls -- og jeg vil også afholde mig fra at forsøge at give Martin gode råd m.h.t. bloggeriet. Jeg synes, Kornkammeret kværner fint, og jeg kigger jævnligt forbi. Men mens jeg sad og læste Martins indlæg, kom jeg til at tænke på et møde, jeg engang deltog i. Vi skulle beslutte, hvorledes Skanderborg Kulturuge skulle løbe af stablen -- og navnlig én iblandt de fremmødte var meget forhippet på at fyre alle pengene af på et laserlysshow, der skulle placeres ude i søen. Og så skulle der være klassisk musik i Kulturhuset. Jeg syntes, det lød udmærket, cirka, men tillad mig at fremføre, at vi nok også burde satse på at få et tivoli til byen og masser af salgsboder o.s.v. -- for, som jeg sagde, at få folk på gaden, hvor de (så) kunne stå og få øje på laserlyset o.s.v. Der blev vrænget af mine forslag, for de var helt klart for folkelige -- men jeg havde alligevel ret. Tror jeg.

Og apropos tivolier: De første billeder af Bjergværket er lagt på Tivoli-Pedersen.dk (under Børge).

Og min pointe: Det er i det mindste en overvejelse værd, synes jeg, hvorledes man bedst tiltrækker (potentielle) læsere til - som Kornkammeret - gode blogs om poesi. En lille smule tivolisering skader nok ikke.

Kom hjem fra Struer i går aftes, og først i dag - efter arbejde - tjekkede jeg den indkomne post. Oversigten over denne måneds PBS-betalinger gjorde mig lettere deprim - SU-lån og DR-licens, bl.a. - men til gengæld livede jeg gevaldig op, da jeg nåede frem til pakkerne. Et amerikansk forlag har sendt mig en spændende (håber jeg) bog til anmeldelse på DPS-sitet -- og endnu bedre: En-eller-anden har aldeles anonymt sendt mig en pakke guld: Hele 4 DVD-film, alle meget uartige -- og alle svære at opdrive, i hvert fald i Danmark. Jeg ved ikke, om filmene er til låns, eller om der er tale om en foræring (og jeg ved ikke, hvem jeg skal spørge, for jeg aner ikke, hvem der har sendt dem, og der var ingen følgeskrivelse vedlagt) -- men hvad-enten: Tusind tak! Den eneste af filmene, jeg på forhånd havde - har - set, er kult-klassikeren "Blue Ice" med bl.a. Helga Sven (billedet).

Tivoli-Pedersen.dk er opdateret med billeder af min bedstefar, Ejgild, og familie.

Et foto fra familie-arkivet: Min oldefars butik i Lemvig -- fra før han blev tivoli-konge. Butikken gik rabundus, fordi oldefar havde været fræk nok til at installere konen, Hilda, i et hus længere nede ad gaden, men elskerinden, Grethe, på første sal over butikken. Byens missionske gav ham et ultimatum: Enten røg elskerinden ud, eller osse ville de sørge for, at kunderne udeblev. Han valgte elskerinden. Mændene i min familie har altid været glade for kvinder.

Har været endnu en tur vestpå, denne gang for at besøge mine egne forældre og indhente nyt materiale til familie-websitet.

Att. rette vedkommende: Tivoli-Pedersen.dk er nu opdateret, bl.a. med tekster om Niels Peder Pedersen, billeder af Villa Hans Broge o.a. Meget mere følger i løbet af de nærmeste dage. Svend Erik har bl.a. sendt mig en række flotte farvefotos af "Det mekaniske bjergværk". Som kan ses på fotoet her.

Til glæde for ikke-indviede: "Det mekaniske bjergværk" var - som navnet siger - et mekanisk værk (med utallige, små figurer), der viste, hvorledes minedrift fungerede i slutningen af det 19. århundrede. Værket, der var meget stort og måtte transporteres rundt i landet på togvogne, var lavet af to minearbejdere - enten far og søn eller brødre - fra Oberammergau. Alle figurerne var håndlavede. Efter at have været i flere forskellige tivoliers besiddelse, herunder min oldefars, endte det som attraktion på en campingplads, ejet af et andet familiemedlem, inden det til slut blev solgt til Nationalmuseet. Værket er nu pillet fra hinanden og opbevares på lager. Inventarlisten vil senere blive føjet til websitet. Eventuelle interesserede kan læse mere om "Bjergværket" i Jon Vedels bog "Gøgler af guds nåde".

DR skriver: "Statsministerfruen Anne-Mette Fogh tager i en kommende bog afstand fra flygtningebørns vilkår herhjemme. [...] Manglen på børneaktiviteter i asylcentrene er "vanvid", lyder det således fra Anders Fogh Rasmussens hustru, og "det er synd for de børn"." Mere her.

DR skriver om "muslimsk vrede over frikendelsen af Jyllands-Posten": "De første kommentarer fra arabiske og islamiske lande kalder frifindelsen af Jyllands-Posten for en politisk afgørelse." Og det er jo for så vidt rigtigt, i hvert fald i den helt banale forstand at kendelsen er afgivet under hensyntagen til (og highlighter) de spilleregler, der gælder (og må gælde) i et åbent, demokratisk samfund -- hvor lovene er givet for at tjene almenvellet, ikke til Vorherres, til enkeltpersoners eller til særlige gruppers højere ære. De danske muslimer har - i særdeleshed i de senere år - måttet finde sig i meget, ikke mindst fra Dansk Folkepartis side, og vi har - som mange fornuftige mennesker har tilladt sig at påpege - så afgjort brug for at få en bedre tone i debatten. Men vi har lige så indlysende ikke brug for at - og vi må ikke - begynde at slå skår af vort demokratis fundament, herunder ytrings- og pressefriheden.

Eller ejendomretten. Her er - til almindelig orientering - hvad der står i Grundlovens §73, stk. 1: "Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning." Det er dybt bekymrende, synes jeg, når eksempelvis københavnske kommunalpolitikere gør sig forestillinger om (om Ungdomshuset) frit at kunne handle i strid med Grundloven -- meget mere bekymrende end at overvære Martin Sundbøll - i DRs "Profilen" - forsøge at charmere sig forbi Tine Gøtzsches direkte spørgsmål om, om han (i givet fald) ville bifalde brugen af vold for at forsvare den ulovlige besættelse af huset. Af Sundbøll forventer man - d.v.s. jeg - intet. Af folkevalgte politikere må man i det mindste kunne forvente, at de vil respektere landets love -- og da i særdeleshed Grundloven.

Jeg ved ikke, om det bare er efterårets mørke, der er ved at sænke sig over mig, åndeligt talt -- men det foruroliger mig, når jeg hører folk omtale vore grundliggende love, som om de - lovene - bare var mere eller mindre tilfældige overleveringer fra tider, hvor alting var mere sløret, i sort/hvid og ualvorligt. Det er omvendt: Grundloven er stort set det mest alvorlige, vi har. Alt det andet - folks sårede følelser, f.eks., hvad enten de angår religiøs tro eller et hus - kan vi eventuelt tillade os at ignorere og/eller forsøge at gradbøje. Men ikke Grundloven.

En hurtig opremsning af nogle af de film, jeg har set, siden jeg sidst opremsede nogle af de film, jeg havde set: "The River King", velspillet og stemningsfuld, men helt ligegyldig; "Drabet", udmærket; "Broken Flowers", la-la; "Alone in the Dark", ufattelig ringe; "The Omen" (re-make), følger originalen, men er dårligere -- og "Happy Endings", jævnt underholdende. Sidstnævnte har Lisa Kudrow og engelske Steve Coogan i hovedrollerne som hhv. stedsøster og stedbror.

Tilføjet: Inspireret (og lidt presset) af nyheden om Argentos nye film fik jeg i dag endelig taget mig sammen til at bestille et DVD-eksemplar af "Do You Like Hitchcock?" -- som jeg endnu ikke har set. Den blev vist på TV, men selvfølgelig ikke på DR1 (som er den eneste kanal, vi kan tage). Argento er ikke DR-egnet. Eller - nok - omvendt: DR er for smal.   

Nyhederne: Kronprinsessen er gravid med sit andet barn, Jyllands-Posten er frifundet ved retten, og arbejdsløsheden falder fortsat. Men det trækker op til storm.

Omtale af Dario Argentos upcoming "Mother of Tears" på Fangorias website. Optagelserne begynder sidst i denne måned.

For et par timer siden fik jeg min debut som skytte. Riffel på 15 meters-bane. Min score var 90/82/1 -- hvilket skal udlægges som følger: Ud af 90 mulige point (9 skud) fik jeg 82, og jeg havde 1 fuldtræffer. Hvis et skud berører en af cirklerne på skiven, f.eks. mellem 8 og 9, er det laveste point, der gælder, altså - i eksemplet - 8. En fuldtræffer er kun en fuldtræffer, hvis skuddet rammer i centrum uden at berøre den inderste, mindste cirkel. Normalt skyder man 25 skud, hvoraf de første 5 er prøveskud, som ikke tæller i ens regnskab. De næste 20 skud er fordelt med 2 skud mod hver skive. Som nybegynder fik jeg lov at skyde 15 skud og hhv. 2 og 3 skud mod hver skive. Cirklen (på billedet) yderst til venstre er 2 af mine prøveskud -- og de 2 næste er mine gældende skud.        

DR skriver: "Den 20. oktober blev et pengeskab, et par computere, nogle kontanter, nogle familiefotos og et pengeskab stjålet fra en villa i Vanløse, hvor den afdøde forfatters datter bor. I pengeskabet lå en række efterladte kapitler og notater til Per Højholts ufuldendte roman - "Hans Henrik Mattesen - En monografi"." Mere her.

Per Nørgård tildeles Wilhelm Hansen Fondens Hæderslegat på kr. 500.000 "for sin enestående indsats inden for kompositionsmusikken". Tidligere i år modtog Nørgård Sibeliusprisen på 100.000 euro. Mere her.

Det er den 25. oktober, og bloggen fylder 1 år. Gaver modtages med taknemmelighed. Store gaver modtages med stor taknemmelighed.

"La Bohème" var en god oplevelse. Rodolfo, den mandlige hovedperson, var i sidste øjeblik blevet udskiftet p.g.a. forkølelse, og suppleanten (vistnok Luca Bodini) var ok, men ikke mere. Mimi blev sunget af Sara Yun, og hun var yndig. Men Mimi er ærligt talt ikke nogen særlig interessant heltinde. Størst indtryk (på mig) gjorde Scilla Cristiano - klædt i pang-rødt og kæk - i partiet som Musetta -- og tyrken Cüneyt Ünsal som maleren Marcello. Mere om Ünsal her. 

Ane har forladt mig, i hvert fald et par dage (hun er her) -- og straks, hun var ude af døren, gjorde jeg, som alle rigtige mænd ville gøre: Jeg gik i Blockbuster og 1) købte "Bag det stille ydre" udelukkende p.g.a. Andrea Vagn Jensen og 2) "Malevolent" udelukkende p.g.a. Kari Wuhrer (kendt fra bl.a. "Hellraiser: Deader") -- hvorefter jeg på vejen hjem gik i Kulturhuset for at investere i en billet til Compagnia d'Opera Italiana di Milanos opsætning af "La Bohème". Som er i aften kl. 19.30. To sild og en opera.

I det afsnit af "Columbo", som blev sendt i søndags, blev morderen afsløret, bl.a. fordi han ku li klassisk musik (i modsætning til offeret, der foretrak country). Det er en lidt pudsig formodning: At blot fordi man holder af én form for klassisk musik, holder man af dem alle -- for der er jo mildest talt ret langt fra eksempelvis Bach til Berlioz. Og at man holder af Rasmus Nøhr er jo heller ikke ensbetydende med, at man (så) osse holder af Kandis, selvom der i begge tilfælde er tale om nutidig, dansk musik.

Jeg er - med Inspector Morses ord - "a Wagner man myself", og jeg vil nære mistro til et menneske, der både (påstår at han) holder af hard rockeren Wagner og (påstår at han holder) af den pladder-romantiske og sødladne Puccini ... som jo altså har skrevet "La Bohème". Et menneske kan strækkes langt, det er sandt, men ikke uden at det på et tidspunkt kommer til at fremstå som holdningsløst.

Men på den anden side: Hvad andet eller bedre kan man foretage sig en helt almindelig tirsdag aften i en regnvåd provinsby -- når katten er ude?

Og apropos rank ryg og dét, der kan tynge: Er det korrekt forstået, at billetterne til Dolly Parton i Horsens koster lidt over kr. 2000,- pr. stk.?       

Tillad mig endnu en gang at fremhæve Keld Zeruneiths bog "Træhesten" -- som jeg købte og nævnte (flere gange) i juli. Jeg er nu cirka halvvejs og sidder og læser om Hesiod. 

Træhesten, som titlen henviser til, er den trojanske hest, Odysseus' geniale påfund, der - og det er Zeruneiths pointe - tydeligt illustrerer forskellen på Odysseus og Akilles, helten fra "Illiaden". Odysseus kan tøjle sig, tænke strategisk og bedrage. Den trojanske hest markerer (selv-)bevidsthedens morgengry: Odysseus bliver en "civilisationsgrundlægger", fordi han i løbet af sin eventyrlige rejse gennem det chtoniske udvikler sig til et menneske, der i nogen grad kan beherske sigselv -- og netop som selv-behersker kan beherske andre retfærdigt. Zeruneith udlægger (osse) udviklingen religions- eller kultur-psykologisk: Som den patriarkalske Olymps sejr over de frådende moder-kræfter. Læsningen kan anfægtes, selvfølgelig (for det kan alle læsninger), men den virker både ædruelig og troværdig.

"Træhesten" er en tyk bog, og den tager lang tid at læse, for det hele handler om noget. Der er - så at sige - ingen blanke sider. Det er en voldsomt imponerende bedrift: At kunne skrive så meget begavet om noget så vigtigt -- uden at begynde at ævle. Jeg er som sagt cirka halvvejs. Anden del følger bevidsthedens udvikling til og med Sokrates.     

Mellem ørerne, Per Højholt-udstilling på Silkeborg Bad i perioden 14. oktober til 22. december. Læs mere på denne side (scroll ned).

Ane og jeg har været en 24 timers-tur i det vestjyske. Min svigerfar fyldte halvrundt -- og vi, Ane og jeg, overnattede på et B&B cirka midtvejs mellem Struer og Handbjerg, ud til fjorden, omgivet af en fin, lille æblelund. Jeg er kørt forbi mange gange sammen med mine forældre, og da jeg var yngre, gik jeg nogle gange langs stranden og fiskede. Det føltes ærligt talt lidt forkert -- sådan, som voksen, at vende tilbage for at gøre, hvad jeg aldrig gjorde som barn: Gå ind i et af de fremmede huse ... Altså: Et af de huse, jeg fra barnsben har opfattet som fremmed. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forklare det. Alle karmene var malet lyserøde - derinde - og der lugtede, som der plejede at lugte hjemme hos min morfar og mormor. Ud til vejen stod der et skilt med "Zimmer Rooms". Som en-eller-anden engang sagde: Ham Zimmer må være rig.

Hjemme i postkassen ventede "Ringen". Jeg har hørt hele "Rhinguldet" og halvdelen af "Valkyrien" -- og der er virkelig intet at betænke sig på. Det er en ganske udmærket indspilning -- og til kun kr. 149! Hvis du ikke køber den, er du (da) en nød. 14 CDer + et lille hæfte på engelsk. Men uden librettoerne.

Faldt over dette indlæg i Jeppe Kabells blog.

Gammelfar nævner i en kommentar - her - pornostjernen Kelly Nichols -- og blogbestyreren iler med at bringe et foto:



Værsågod. Nichols, født i 1959, har medvirket i en god håndfuld - sic - klassikere, heriblandt "G Strings", "Dixie Ray - Hollywood Star", "In Love", "Roommates", "Slip Into Silk", Ultraflesh" og "Supergirls Do The Navy". 

Rune har skrevet en længere artikel om antisemitisme og islamofobi. Læs den her.

Lokalpatriotisme: DR2 sender d. 28. temaaften om Ole Lund Kirkegaard, bl.a. med indslag om Di hæslige slønglers klups arrangementer i Skanderborg, juni 2006. Mere her. Ole Lund Kirkegaard boede og skrev sine berømte børnebøger ca. ti skridt og et råddent æblekast fra, hvor jeg netop nu sidder og skriver dette indlæg.

Skanderborg er i disse dage et mørkt og regnvådt sted. Ane er i gang med at forberede et foredrag, hun skal holde i næste uge -- og jeg forsøger efter bedste evne at gøre mig uvedkommende ved at sidde lige så stille i min stol og læse. I går blev det til hele to bøger, hhv. Harold Blooms "A Map of Misreading" og Paul la Cours "Fragmenter af en Dagbog". Jeg havde ikke læst sidstnævnte siden min gymnasietid. Dengang - stærkt påvirket af Per Højholt - læste jeg bogen med den dér helt utålelige, arrogante overbærenhed , som ofte præger helt utålelige, arrogante unge. Blandt andet p.g.a. Højholt - som startede, ødipalt, med at idolisere la Cour for derefter at begå et slags fadermord på ham - nævnes han, la Cour, i dag forholdsvis sjældent -- men engang, dengang (at komme i) "Heretica" var alle sande digteres allervådeste drøm, havde han status som få. Højholt har flere gange levende beskrevet, hvor rystende nervøs han var, den første gang, han skulle i audiens hos den store mester.

Paul la Cour og kredsen omkring "Heretica" var inspirerede af T.S. Eliot, ødemarks-stemningen efter de to ødelæggende verdenskrige, og de bar hinanden (og sigselv) med stor patos -- undertiden på grænsen (hvis ikke over) til det kvalmende. De efterfølgende generationer af danske digtere gjorde oprør mod al føleriet og gav sig i stedet til at skrive systemdigte, politiske digte o.a. -- og først i 1980erne vendte patosen tilbage, repræsenteret ved bl.a. Michael Strunge, Bo Green Jensen, Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup.

Søren Urik Thomsens påstand m.h.t. (fraværet af) en politisk dimension i hans eget værk - at "at skrive et digt er altid en politisk handling" - lyder som et ekko fra la Cour: "Den [Poesien] kan forfladiges til Vers, men hvergang den virkelig er Poesi, taler den universelt om det levende Menneske, selv naar du tror, den taler om Træer, om Sten, om Morgengry. Den alene er dannet til aldrig at kunne glemme din frugtbare Dobbeltnatur af Aand og Smuds."

Paul la Cour skriver: "Forestiller du dig et Digt, der er som et Fugleskrig, ligesaa uforstaaeligt og gaadefuldt Liv, af Glæde og Musik, og ved siden af det et Digt, hvori din tanke genkendende og maaske begejstret, fordi den føler sig bekræftet i sine Standpunkters Retning, kan vandre om blandt Tingene og føle sig styrket ved Digtets Vurdering af dem, saa kan du vel erfare i det sidste Digt. En god og slaaende Linie kan blive dig en Forbundsfælle i din ydre Livskamp, men det kan aldrig tilføre dig nogen Oplevelse. Det har valgt den nemme Del: at argumentere."

I Højholt version: Digte skrives ikke med idéer (eller med politiske holdninger). Digte skrives med ord.

Denne blog nærmer sig hastigt sin 1-års fødselsdag. Jeg skrev mit indlæg nr. 1 d. 25 oktober sidste år -- og dette er nr. 1310. Det vil sige, at jeg i det forløbne år i gennemsnit har postet cirka 3,6 indlæg om dagen. Det må vel siges at være rimeligt pænt.

Nu - hvor årsdagen nærmer sig - overvejer jeg, om jeg skal fortsætte, eller om jeg evt. burde lukke min biks. Eller noget ind-i-mellem. På plussiden: Jeg er kommet til at holde af den, min blog, og den har med tiden fået mange besøgende. Det er rart at ha et sted, hvor man føler sig hjemme, og hvor man frit kan lufte sine interesser, sine aversioner o.s.v. Og dertil: Jeg ved, at en del af mine bekendte og medlemmer af min familie undertiden klikker ind for at læse seneste nyt. På den måde tjener bloggen altså osse til opretholdelse af mit sociale netværk -- og det skal bestemt ikke underkendes, for jeg er - desværre - ikke god til den slags. Og har i særdeleshed ikke været det det sidste års tid.

På minus-siden: 3,6 indlæg om dagen har taget en hel del af min tid. Det tager mig normalt ikke mange øjeblikke at få skrevet og postet et indlæg -- men oven-i kommer alt det andet: At følge med i, hvad andre skriver, at læse og skrive kommentarer, lave billeder og fis og ballade. (I parantes bemærket: Efter at flere af de blogs, jeg sædvanligvis læser, er flyttet fra smartlog til nye Wordpress-hjem, er mit liv blevet en lille smule mere overskueligt: De pågældende blogs, herunder eksempelvis Henriks, vil ganske enkelt ikke acceptere kommentarer fra min side -- og altså er jeg udelukket fra at deltage i debatter o.s.v.)

At bloggeriet tager meget af mine skrive-tid ville ikke være så galt, hvis jeg ikke havde andet, jeg osse gerne ville ha (som det hedder) gjort noget ved, herunder ikke mindst digteriet. Måske er det bare en løgn, jeg trøster mig med: At hvis jeg brugte mindre tid på at blogge, ville jeg bruge mere tid på - f.eks. - at skrive digte. Eller andet.

Men i hvert fald: Jeg overvejer. Og har i mellemtiden taget første skridt i retning af indmeldelse i Skanderborg-Stilling Skytteforening:
       


Intet virker vel så befordrende på DEN KLARE TANKE som omgang med skarpladte håndvåben?

Og dagens indkøb -- you knew I would: Emersons essays til kr. 5,95. Alt, hvad jeg for tiden læser, peger i retning af Emerson. Mere om ham her.

Dagens nyhedshistorie handler ikke - som sådan - om Ungdomshuset i København, men om kommunalpolitikere uden respekt for demokratiets spilleregler. Hvor er Birthe Rønn Hornbech? Hun plejer at kunne forklare den slags, så ingen (med rimelighed) kan påstå, at de ikke har forstået det. I mellemtiden: Et lynkursus i magtens tredeling.

Dagens indkøb: "Ring des Nibelungen", en 14 CD-boks-udgave på supertilbud hos CDklassisk.dk. Kun kr. 149,- Det er kr. 10,50 per CD. Jeg går ud fra, at udgaven er identisk med denne, selvom selve boksen har en anden lyd.

Capac spørger - her - hvad feminismen har gjort for mig. Det ved jeg søreme ikke. Feminisme er jo mange ting. Hvis man ved en feminist "bare" forstår en person, som abonnerer på den holdning, at kvinder og mænd i alle væsentlige, samfundsmæssige henseender bør være ligestillet, så har feminismen betydet lige så meget for mig, som den - vel - har for de fleste. Og jeg er selv en af slagsen. Men hvis man ved "feminisme" forstår en form for køns-essentialisme, fremført som moral eller biologisme (eller som en uskøn blanding), så har den kun i negativ forstand betydet noget for mig: Som noget, jeg har taget afstand fra -- men som, bilder jeg mig da i hvert fald ind, jeg er blevet klogere af at beskæftige mig med. Jeg har bl.a. skrevet uni-opgaver om feministisk kritik af pornografi. Nogle af de højeste stjerner på min himmel er (eller var) (vistnok) erklærede feminister, bl.a. Camille Paglia og Susan Sontag. Og Suzanne Brøgger.        

EB: "Ord kan ikke beskrive, hvordan det lyder, men tankerne strejfer omkring dyremishandling og skærebrænder." News.com: " .. when Jordan chimes in after a minute or so with her high-pitched, way off tune karaoke, you would swear an animal was being attacked."

Det er altså ret slemt. Hør sangen her.

D.R. - ikke DR, men D.R. - har meget venligt sendt mig et eksemplar af Margaret Crossland: "The Passionate Philosopher - A Marquis de Sade Reader" + Sacher-Masochs "Venus i pels". Jeg takker mange gange. Sacher-Masoch - der har lagt navn til masochismen, ligesom Sade har lagt navn til sadismen - var en uhyre produktiv forfatter, der i dag stort set er glemt -- bortset, altså, fra det ene værk, "Venus i pels". Og navnet.

Og apropos erotik og skrappe damer: Bemærk at DR 1 i morgen aften, onsdag, kl. 22.15 sender "Swimming Pool" med bl.a. Charlotte Rampling -- aller-aller-mest kendt for sin rolle som Lucia i Liliana Cavanis berømte og kontroversielle film "The Night Porter". Men osse som Jean-Michel Jarrres hustru.

En sidste, ekstra note til hæftet. Efter flere gange - uden held - at ha forsøgt at skrive noget REGELRET om Sade, kom jeg på den dér rectarium-idé -- som jo da i hvert fald, mener jeg, er i Sades ånd. Egentlig er hæftet ikke ment som meget andet end en forholdsvis lang vittighed, men en vittighed, der er alvorligt ment (og omvendt: en forholdvis lang alvor, der er en vittighed, ligesom livet). Der gik desværre en lille smule koks i korrektur-læsnings-proceduren, så der er sikkert en hel masse fejl. Men det er ok. De, jeg selv - senere - har opdaget, er fjernet i web-udgaven (men ikke i det trykte hæfte).

Mit lille musikværk, "Stjernerne over Ulfborg", kan nu downloades aldeles gratis fra P2s Lyt til Nyts website.

Modtog i dag bror Lars' 4. hæfte.

Det har været en stille weekend. Ane og jeg gik i dag en søndagstur rundt om Lille Sø, som var spejlblank -- så man kunne se de mange fisk. Og ænderne snadrede. 

Jeg var så gevaldig arbejdsom i går, syntes jeg da selv, og jeg besluttede mig for, at jeg derfor havde lov til at give migselv en belønning. Jeg besidder med hensyn til indkøb - som de mere opmærksomme iblandt mine trofaste læsere givetvis har bemærket - en aldeles stålfast karaktér -- og jeg giver kun migselv lov til at købe ting eller sager, når jeg har arbejdet hårdt, har ondt af migselv, keder mig, føler mig opløftet eller har lyst. Gårsdagens shopping: John Ashberys digtsamling "Where Shall I Wander" i hardcover til £0.75 og Russ Meyers "Up" til £2.98. Det er godt - kan man vel sige - at jeg er så nærig, for ellers ville jeg forlængst ha været ruineret. Men i alt £3.73 slår mig næppe af pinden.

Og apropos (både det ene og det andet): Pludselig i går aftes, mens jeg sad i min lænestol, faldt min store Buddha-figur på gulvet og smadredes. Jeg stjal den engang for mange år siden fra min gode ven Peter - han lå syg i sengen, og da jeg gik, tog jeg figuren med under armen - og til sit endeligt fungerede den som last line of defence helt oppe på toppen af min ene bogreol. Men til slut måtte den altså give op: Bøgerne - nogle af mine bøger om kunst, for at være helt præcis - overmandede den. Et fejt og uventet angreb.  

Der er 13 dage, 2 timer, 5 minutter og 14 sekunder, til "Saw III" får premiere ... 4 minutter og 53 sekunder ... 4 minutter og 40 sekunder ...

Besøg websitet her.

Min trykker er lynhurtig. "Sades liv" foreligger nu også i hæfte-form og kan bestilles - som sådan og så længe lager haves - per email: gorzelak@hotpop.com. Pris pr. stk. er kr. 20,-

Det er mig en stor fornøjelse på denne fredag d. 13 at kunne føje endnu et værk til rækken af blog-udgivelser:

Download "Marquis de Sades liv 1740-1763 - Lille rectarium".
(Højreklik på linket og "Gem link til disk".)

Bemærk venligst: Teksten indeholder enkelte specialtegn. Hvis de ikke fremgår, så opdatér dine alfabeter.

Teksten vil endvidere i begrænset oplag blive udgivet som hæfte.

Anmeldelse af "Inside Deep Throat" på DPS-sitet. Klik her.

"Det er ikke kun Dansk Folkepartis Ungdom, der har lavet tegninger af Muhammed, nu er det kommet frem, at noget tilsvarende er sket under et introduktionskursus i Det Radikale Venstres ungdomsorganisation." Mere her.

Bror Lars har skrevet en kommentar her, Paw her, Rune her og Capac her. Dansk Folkeparti har i mellemtiden besluttet sig for at strinte lidt yderligere benzin på bålet og har på deres egen hjemmeside offentliggjort et billede af Muhammed som pædofil. Mere her. DR oplyser endvidere, at FCK-fans har "sat klistermærker op rundt omkring Parken med teksten "FCK fans mod muslimer" og prydet mærket med en af Jyllands-Postens mest udskældte Muhammed-tegninger - den hvor profeten er forsynet med en bombe i turbanen." Læs her. Og at bl.a. Indenrigsministeriets hjemmeside er blevet hacket. Her.

 

Orhan Pamuk er blevet tildelt dette års Nobelpris i litteratur. Mere her.

Mens min feedreader i aften løber fuld af nyheder fra fodboldens verden, sidder jeg og filosoferer lidt over den dér historie med Dansk Folkepartis Ungdom og Muhammed-tegningerne. Jeg kan forstå, at bror Lars i dag har haft en kommentar desangående i Information. Der var omtale af sagen, der nu synes at eskalere, i DR Nyheder både kl. 19 og kl. 21 -- og jeg så begge udsendelser, ligesom jeg osse så Profilen med Pia Kjærsgaard og Dagens Danmark, der havde besøg af de to unge mænd, der lavede og offentliggjorde optagelserne, og formanden for DFU på en skærm.

Jeg har ingen som helst sympati for DF eller for DFU, og ingen kan vel være uenig i, at Muhammed-tegning-legen var tåbelig. Men ikke mindst derfor - fordi jeg på forhånd ikke havde noget som helst til overs for DFU eller for formanden (som jeg lykkeligt har glemt navnet på) - siger det (i mit hovede) en hel del om de to fra Defending Denmark, at jeg ærligt talt syntes, de tabte på point. De har satset stort - og på andres, os alles vegne - for en meget lille sag. Synes jeg. Og formodentlig havde (og har) DFU-formanden ret: Hvad end, de i øvrigt tror, de har gjort, så har de - nok - krænket privatlivets fred. Hvilket er strafbart.

Det er en sørgelig kamp at skulle deltage i - som blog-bestyrer - når man p.g.a. modpartens ringe eftertænksomhed ser sig nødsaget til at ta parti for Pia Kjærsgaard. Men altså. Hendes standpunkt, som hun gav udtryk for det i Profilen, forekommer mig fornuftigt: DFUerne har ret, ligesom vi alle har ret, til at være latterlige og til at tegne nøjagtig hvad vi har lyst til. Principielt. Privat. For der er selvsagt forskel på - som JP - at té sig latterligt i fuld offentlighed, fordi man vil provokere, og at té sig latterligt privat -- eventuelt fordi man er latterlig. Som medlemmer af politiske ungdomsorganisationer - ved jeg af egen erfaring - ofte er. Og det er for mig at se helt afgørende. Alle ved jo, at VUere, f.eks. - i flok - er tåbelige, ligesom KUere er det, og SFUere o.s.v. De er rabiate, yderliggående og rethaveriske i en grad, som aldrig ville blive accepteret i moderpartierne. Det er ikke rimeligt uden videre at tage DF til indtægt for, hvad DFU finder på af unoder -- og det er (i det mindste) heller ikke uproblematisk at fremføre, at DFU jo er DFs rekrutteringsgrundlag, for ingen får lov til at passere videre op i systemet, uden at vedkommende gennemgår en politisk socialisering, bliver blødgjort, klogere og iført et slips.

Hvad de to fra Defending Denmark har afsløret - under stor mediebevågenhed og med angreb på en ambassade til følge - er, at DFUere, når de holder fest, opfører sig som fjolser. Det anede vi nok i forvejen. Og hvem iblandt os er for alvor chokerede over at høre, at DFUere ikke har meget respekt for muslimer? Og for at have bragt dén nyhed risikerer de to nu at få en bøde -- og Danmark som nation meget mere. Det ligner for mig at se et gevaldigt selvmål.      

Jeg har et spørgsmål. Har i dag modtaget en bekræftelse fra hostmaster.dk vedr. registrering af tivoli-pedersen.dk -- og med bekræftelsen fulgte en fin, lille folder, hvori jeg bl.a. kunne læse, at hostmaster.dk har 20 fastansatte til at "holde styr" --- på hvad? Jeg formoder, at alle de dér danske domæner registreres i en stor database. Når man foretager et domænetjek via en udbyder, sidder der vel ikke en eller anden Knud eller Bente i en kælder i en forstad et sted og lyn-indtaster og melder tilbage, som om det foregik helt automatisk? Eller hvad? Hvad laver dé 20 medarbejdere -- ud over at slikke frimærker?

Efteråret er for alvor over os, og bladene ligger gule og orange. Dagens Blockbuster-indkøb: "Inside Deep Throat", den meget roste dokumentarfilm om Gerard Damianos nu legendariske porno-klassiker "Langt ned i halsen" fra 1972. Forvent en anmeldelse af filmen på DPS-sitet engang i den nærmeste fremtid. RadioTimes Magazine har i øvrigt lige - og ikke urimeligt - udnævnt "Deep Throat" til at være en af filmhistoriens 100 vigtigste film -- hvilket jo altså nb! ikke (nødvendigvis) gør den til en af filmhistoriens bedste. Bare vigtigste. Det var "Deep Throat", der gav startskuddet (så at sige) til porno-genrens opblomstring i USA, og nu om stunder - 35 år senere - er film stort set identisk med pornofilm. Kvantitativt betragtet. Og "Deep Throat" er formodentlig filmhistoriens største succés. En amerikansk biograf havde den på plakaten 12 år i stræk, og ingen anden film - tror jeg - har forholdsvist indtjent så meget. Og vigtigere end penge: Få film er i samme grad som "Deep Throat" blevet del af vores kollektive kulturarv, vores fælles referenceramme ... o.s.v. Alle - undtagen særlinge - har hørt om den og kan henvise til den, osse selv om de ikke har set den. Hvilket straks får mig til at tænke på John Guillermins genindspilning af "King Kong", hvori "Deep Throat" redder Jessica Lange fra døden -- fordi hun er den eneste, der bliver på bådsdækket og ikke går med de andre ned i kahytten for at se den ulækre film. (Hvilket - igen - får mig til at tænke, at havde hun valgt at se filmen, ville "King Kong" have været overstået på få minutter, og vi seere ville være sluppet nådigt. Genindspilningen fra 1976 er - som en anmelder skrev - "frankly one of the worst films ever made".) Og dertil: Dagens bog, som jeg nu har tænkt mig at læse, er Robert Pinskys digtsamling "An Explanation of America". Som jeg købte i Dublin for 99 p.  

Kronikken, der vistnok startede snakken: "Mellem idiosynkratiske udråb og pligtskyldig indholdsbeskrivelse." Det siger sikkert mere om mig, end som samfundet, at jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvem forfatteren mon er.

"Per Nørgård er nu hermed i kategori med komponister som Sjostakovitj, Stravinskij, Messiaen, Ligeti og Benjamin Britten, der alle har modtaget Sibeliusprisen." Læs her.

Forsøgte at skrive en kommentar i Capacs blog - til dette indlæg - men det lykkedes (igen igen) vist ikke. Men her er, hvad jeg skrev:

For at citere Niels Hausgaard: "Det trækker jeg så tilbage". For mit eget vedkommende - med hensyn til mit indlæg - er der en hel masse men'er: Men jeg interesserer mig heller ikke meget for romaner, f.eks., og men det optager mig heller ikke ret meget, hvad der udkommer af nye bøger. Jeg er for det meste altid midt i et-eller-andet andet, og det sker stort set aldrig, at jeg går i boghandlen for at købe en bog, der lige er udkommet. Du har nok ret i, at der en forskel på anmeldelse og kritik -- og det er kritikken, jeg gerne vil ha. Anmeldelserne kan jeg sagtens leve uden. Med hensyn til din kommentar om hvorfor der er så få digtere blandt anmelderne: Det er der vist heller ikke. Men helt generelt -- som jeg (vistnok) engang hørte Per Kirkeby sige: Der er kun én gruppe kunstnere, der hader hinanden, indbyrdes, mere end digterne, og det er malerne. Så de er næppe de bedst egnede til at anmelde andres værker.

Der er sket en frygtelig masse ude i samfundet den seneste uges tid, og jeg har hidtil ikke kommenteret noget af det. En blanding af små-sygdom, andre ting -- og almindelig forvirring. For hvad skal man næsten tænke eller mene? Dansk Folkepartis Ungdom, DF-eksklusionerne, de kommunale stramninger, Nord-Koreas atomprøve-sprængning. Blot at konstatere, at det nord-koreanske regime har pip i låget, forekommer en smule futilt.

66 kulturpersonligheder har politianmeldt 8 af Dansk Folkepartis medlemmer for overtrædelse af racisme-paragraffen. Læs her. Ulrik Høy havde i sidste weekends udgave af Weekend-avisen en klumme, hvori han sammenlignede hetzen mod muslimerne med hetzen mod Pia Kjærsgaard og mente at kunne konstatere - ret forventeligt fra dén kant - at Kjærsgaard havde fundet sig i mere.

Hvad enten man hælder til den ene eller den anden side: Tonen i debatten har forlængst overskredet tærsklen for almindelig ordentlighed -- og alt andet lige påhviler der regeringen og DF et særligt stort ansvar - for det er nu engang dem, der skal regere dette land - for, at den danske befolkning bliver mere og mere polariseret og frustreret, for at store dele af befolkningen føler sig tilsidesat og ignoreret, og for at demokratiet trues af uordentligt ævl. Det er som om, Fogh Rasmussen ikke rigtig har formået at fatte, at han ikke bare er sat til at føre en forretning, men at det osse - og ikke mindst - er hans opgave at lede demokratiet og holde os samlet. Der er ting og sager, som vor nuværende regering har klaret så ganske udmærket -- men Fogh Rasmussen vil næppe blive husket som en god landsfader. Nærmere vil han nok blive husket som den, der var lige ved at splitte nationen midt-over. Det er ikke godt.         

Der pågår for øjeblikket en diskussion om litteratur-anmeldelser i diverse blogs. f.eks. her. Jeg har for så vidt intet at bidrage med -- men det skal (som sædvanlig) ikke holde mig tilbage. Min holdning til danske litteratur-anmeldere og deres udgydelser er ganske klar: Jeg læser dem ikke -- og når jeg en sjælden gang alligevel gør det, ville jeg ønske, jeg ikke havde gjort det. Jeg er - apropos - helt enig med Harold Bloom, som i "Anxiety of Influence" skriver om "criticism", at kritik er "either part of literature or nothing at all". Det vil osse sige: En kritiker, der ikke selv har produceret noget af væsentlig, litterær værdi, er næppe værd at lytte til. Når jeg af kedsomhed eller anden form for dårligdom kommer til at åbne Weekendavisen, f.eks., aner jeg ikke andet end uskønne blandinger af nepotisme og fjollerier -- og når jeg falder over anmeldelser el. lign. på nettet, er de næsten altid håbløst dårligt skrevet, d.v.s. dårligt tænkt, tåbeligt selvpromoverende eller lalleglade, begejstrede for meget lidt. Helt generelt. Så jeg lader være.

Jeg holder - uden sammenhæng med meget - af denne historie om forfatteren og anmelderen Kai Friis Møller, som jeg i radioen (engang) hørte en antikvar-boghandler fortælle: Friis Møller plejede at sælge sine anmelder-eksemplarer til forretningen, og en dag kom han med et værk, hvori en ung og håbefuld forfatter på titelbladet havde skrevet en bøn: "Jeg ved godt, at jeg er ukendt, men vil hr. Friis Møller alligevel ikke være så rar at anmelde min bog?" Og nedenunder havde hr. Friis Møller tilføjet "Gu' vil jeg ej."           

I går læste jeg en lille bog, jeg længe har haft stående i rolen -- klemt inde mellem en fed paperback fra Mån Pocket, Ekelöfs samlede "Dikter", og "Tag og skriv", Karsten Sand Iversens og Jens Smærup Sørensens Ekelöf-udvalg fra Arena, udgivet i 1977. Bogen, som jeg vistnok har købt på et kræmmermarked el. lign., hed og hedder ganske enkelt "En bok om Gunnar Ekelöf", FIBs Lyrikklubbs Bibliotek nr. 27, redigeret af Stig Carlson og Axel Liffner. Den indeholder et længere essay om Ekelöfs værk, et digtudvalg og fire kortere omtaler, bl.a. et uddrag af Werner Aspenströms "Porträtt av svenska poeter".

Gunnar Ekelöf var - til glæde for ikke-litteratur-interesserede - et af de helt store dyr i det nordiske -- og er det stadig, selv om han nu er død. Han debuterede i 1932 med digtsamlingen "Sent på jorden":

"ge mig gift att dö eller drömmar att leva"

-- og hans digtsamling "Non Serviam" fra 1945 regnes normalt - i hvert fald af mig - for et højdepunkt i den skandinaviske digtning:

"Mörk är min värld
men i mörkret vill jag gå hem
genom gräs, under dungar."

Andre titler: "Dedikation" fra 1934, "Sorgen och stjärnan" fra 1936 og "Köp den blindes sång" fra 1938. M.fl. Ud over Arena-udgivelsen findes på dansk bl.a. "Fyrsten af Emgión - Udvalgte digte", oversat af Karsten Sand Iversen.

Per Højholts vistnok sidste digt, som man kan se og høre ham kæmpe med i dokumentarfilmen om ham, altså om Højholt, henviste til Ekelöfs død:

"Jeg troede jeg havde en aftale
med min venstre hånd
om at klø mig i nakken.
Nu ligger den på mit bryst
nær det sted Gunnar Ekelöf
kort før han døde
udpegede som hjertets."

Højholt blev ramt af adskillige blodpropper og mistede brugen af sin venstre hånd. Da Ekelöf døde, pegede han på sit bryst og sagde, "Dér sidder hjertet!"

Besøg Gunnar Ekelöf-selskabet her.

Er lige blevet færdig med at se "The Weather Man" med Nicholas Cage -- og den anbefales varmt. Filmen er instrueret af stor-talentet Gore Verbinski, der osse lavede den fabelagtige re-make af "The Ring", og som lige for tiden er travlt optaget af at (forsøge at) følge op på succesen med "Pirates of the Caribbean" 1 og 2. 3'eren, "At Worlds End", er undervejs.

Forleden blog-udgav lyriker Martin Glaz Serup "Mortens bog" (Morten er Søndergaard), og nu følger Klaus op med yderligere, hele to blog-blog-udgivelser: "96 spor" og "Hvis jeg var et frimærke ... " Al denne geschæftighed fik mig til at huske på mit eget, lille projekt, Sade-hæftet, som jeg i nogen tid har ladet ligge.

Brugte nogle timer i går på at læse Blooms bog - omtalt nedenfor - og bestilte derefter en mere, "A Map of Misreadings". Blooms ærinde i "Anxiety of Influence" er at optegne og beskrive 6 måder, hvorpå "strong poets" (som han kalder dem) forsøger at frigøre sig fra eller overkomme deres respektive forgængere og/eller forbilleder: Wordsworth mod Milton, Keats mod Milton og Wordsworth, Browning og Yeats mod Shelley, Whitman mod Emerson, Stevens mod Whitman, og Ashbery mod Stevens. Udganspunktet er - og jeg er helt enig - at poesi skrives på poesi. Der findes selvfølgelig nogle digtere, som tror, at de kun skriver på baggrund af liv, ikke på baggrund af de digte, der allerede er skrevet af andre -- men den slags digtere bliver aldrig til noget, og da i hvert fald ikke til "strong poets", så Bloom kan tillade sig (som han gør) at ignorere dem.

Det gode ved bogen - ved genlæsning - er, at den er inspirerende, fordi den er så sprænglærd, og fordi Bloom lige så gerne bruger kabbalah eller myten om Orfeus som forklaringsmodeller, som han bruger Freud. Det lidt forstemmende ved bogen er, at den kun handler om de aller-aller-største, halv-guderne, som i hvert fald jeg har en kende svært ved at identificere mig med -- og Bloom gør intet for at hjælpe. Teksten er forholdsvis komprimeret og er ikke nem at læse. Men den er absolut umagen værd, især hvis man interesserer sig for de guldrandede, Milton, Shelley, Keats o.s.v.     

Har modtaget nedenstående.

***

Japans største digter

Den japanske digter Shuntaro Tanikawa (f.1931) er ubetinget Japans mest anerkendte og elskede samtidsdigter.

Torsdag d. 10. oktober udkommer et nyt digtudvalg: En Chagall og et blad i dansk oversættelse på Forlaget Arena, og det bliver fejret med at Shuntaro Tanikawa kommer til København og læser op sammen med sin oversætter Susanne Jorn. Denne enestående begivenhed finder sted i:

Salon K, Huset i Magstræde

Tirsdag d. 10. oktober kl. 20.00.

Oven i købet er der arrangeret et lille forfattermøde, idet den danske digter Pia Tafdrup ved sammen lejlighed vil læse op af sin nye digtsamling: Tarkovskijs heste.

Vel mødt på Salon K. til en vingesusende aften med Tanikawa og Tafdrup, Chagall og Tarkovskij.

Henrik skriver i dag om at sætte sig spor. Det er givetvis noget, vi alle kan forholde os til, det dér med at ridse vort navn i den kollektive blok. Det handler sikkert om en masse, osse ubevidste ting og sager, dødsangst o.a. Og efteråret er jo, forestiller jeg mig i hvert fald, ligefrem designet - med al dens regn og rusk - m.h.p. sådanne, eksistentielle overvejelser. Som én eller anden politiker sagde (og han har lige fået en pris for at sige det): "When the moment has come, it is time." Noget i den retning. Og tiden er nu. Oktober.

Selv sidder jeg i disse dage og overvejer min familie-baggrund. Billedet herover: En avis-karikaturtegning af min oldefar. Min omtale - tidligere - af Harold Bloom gav mig lyst til at gen-læse nogle af bøgerne, og i dag modtog jeg "The Anxiety of Influence" med posten. Den handler osse om spor. Han skriver i et nyt forord, som jeg ikke tidligere har læst, om Shakespeare: "Our true relationship to Shakespeare is that it is vain to historicize og politicize him, because we are monumentally over-influenced by him." "Shakespeare invented us, and continues to contain us." "Heidegger, whom I cheerfully abhor, nevertheless sets me an example when he says that it is necessary to think one thought and one thought only, and think it through to the end. There is no end to "influence" ... "

Vi er alle - skriver jeg afspredt, for jeg har ingen sokker på og fryser mine tæer - resultatet af et sammenrend af alt muligt, og vi føler alle et behov for at være genuin årsag til noget, hvadenten vi søger at opfylde behovet gennem avl, håndværk eller åndeligt arbejde. Og mindre end Shakespeare er ok.      

Tinget er sat, folk demonstrerer, og DF er begyndt at gå op i limningen. Alt dette i nyhederne i dag -- men jeg vælger denne: Kæmpeøgle fundet på Svalbard.

Et par billeder mere fra vores familiekomsammen. Far, kan du ikke lige udfylde de manglende navne? Du kan bare skrive dem i en kommentar til denne blog-post.



På billedet ses:
1.
2. Hanne, Knuds datter
3.
4. Hannes mand
5.
6.
7. Jette, Haralds datter
8.
10. Annemarie



1. Far
2. Svend Erik, Børges søn
3. Bent, Hildurs søn
4. Mark, Annemaries søn
5. Henrik, Sara Mias søn
6. Thomas, Sara Mias søn
7. Aages datter ?
8. Inge Birthe
9. Mona-Lisa, Aages datter
10. Henny, Carlos datter

Familiewebsitet tivoli-pedersen.dk er lagt på nettet og kan besøges her. Den umiddelbart mest spændende sektion - i hvert fald for alle andre end familien - er nok dén med billeder fra Aarhus Tivoli.

Slægtninge, tjek August F. Schmidts levnedsbeskrivelse i N.P. Pedersen - tekster og bøger.

Meget mere materiale følger i den allernærmeste fremtid.

Ny omtale på DPS-sitet: "Frække lister - pornobøger 1965 - 1975".

Ny omtale på DPS-sitet: Filmen "Kinsey" (2004) om seksualforskeren Alfred Kinsey.

Og i forlængelse af foregående post: Søsters indlæg fik mig osse til at spekulere lidt over, hvilke typer, det er (for de findes jo), der således konstant forsøger at manipulere, og som er "ude på noget" -- og jeg kom i tanker om en diagnose, jeg for nogle år siden faldt over på nettet, og som jeg endda bogmærkede ... og nu har jeg fundet den igen: Histrionic Personality Disorder. Den amerikanske beskrivelse lyder som følger:

En person, der lider af denne personlighedsforstyrrelse,

1. is uncomfortable in situations in which he or she is not the center of attention
2. interaction with others is often characterized by inappropriate sexually seductive or provocative behavior
3. displays rapidly shifting and shallow expression of emotions
4. consistently uses physical appearance to draw attention to self
5. has a style of speech that is excessively impressionistic and lacking in detail
6. shows self-dramatization, theatricality, and exaggerated expression of emotion
7. is suggestible, i.e., easily influenced by others or circumstances
8. considers relationships to be more intimate than they actually are

Navnlig nummer 5 og 6 interesserede og interesserer mig. Jeg kan tale med alle, bilder jeg mig ind, men jeg mistror folk, hvis skrift og tale er højspændt og "lacking in detail" -- faktisk så meget, at selv et enkelt udråbstegn kan gøre mig mistænksom -- og folk, der udviser "exaggerated expression of emotion", hvadenten det er glæde, sorg eller frustration.

Tilføjet: Men at mistro folk, der bærer deres følelsesliv på tøjet, er naturligvis osse et symptom på personlighedsforstyrrelse -- ligesom stor optagethed af personlighedsforstyrrelser nok er et symptom. Og folk, der konstant bruger helt unødvendige bindestreger i deres sætninger.

Jeg har lige siddet og læst min søsters indlæg om Gavin de Becker og om faresignaler i hverdagen. Navnlig én sætning - nemlig denne: "Hvis han ikke ville noget, så ville han ikke tale til dig" - fik mig til at sidde og småsnakke lidt med migselv. Jeg har et gén, som jeg næsten helt sikkert har arvet fra min mor, som gør, at jeg i al almindelighed er ude af stand til at være i nærheden af andre mennesker, uden at jeg partout skal (som det hedder) "slå en sladder". Det gælder ekspedienterne i Løvbjerg, og det gælder folk, jeg møder ved stoppestedet, i elevatorer o.s.v. For mig føles det det decideret unaturligt at stå ved siden af et andet menneske - f.eks. mens vi venter på bussen - uden i det mindste at hilse på hinanden -- og dermed (på et lidt dybere plan) anerkende hinandens eksistens. Og folk er jo flinke. Folk vil gerne snakke. Det sker stort set aldrig, at jeg bliver mødt med tavshed eller kølige blikke. En helt særlig kategori, som en slags sygdom, er (og jeg vælger at skrive det med stort) DE BEKYMREDE FORÆLDRE: Jeg hilser på bankdirektøren og bumsen og frisøren og den hjemmegående, og jeg hilser osse på børnene -- men i de senere år stadig mere varsomt. Hvis DE BEKYMREDE FORÆLDRE er i nærheden, kommer de straks farende og slæber barnet væk. Men jeg er aldrig "ude på noget", hverken m.h.t. bankdirektøren eller barnet -- og hvor ville det dog være en hæslig verden at leve i, hvis vi alle tænkte sådan, at "Hvis han ikke ville noget, så ville han ikke tale til dig." I hvert fald for mig, som jo altså har det dér gén. Snakkesaligheds-génet.    

I dag har indtil videre været en minus-dag -- eller som gode ven Peter sikkert ville sige: En udånder-dag, en af den slags dage, hvor man udånder mere end man indånder. Gik i seng og sov et par timer i eftermiddags, igen med den dér influenza-følelse i kroppen. Gik i Kvickly for at købe en ny scanner, men de havde ikke nogen. Jeg skal bruge en scanner til alle familiebillederne. Vi har ganske vist allerede én scanner, men den er alt for langsom -- og der er mange, mange, mange billeder.

Satte mig i går aftes (men ikke helhjertet, for det midt under Miss Marple) til at bladre lidt i den udklipsbog, jeg fik med hjem. Den er fyldt med familie-memorabilia, herunder bl.a. billeder af min bedstefar og hans brødre og søstre fra et gammelt nummer af Se & Hør, fra Jyllands-posten o.m.a.

Og mere positivt: Modtog i dag det eksemplar af Long Beach Dub Stars' "Wonders of the World", som jeg bestilte i USA for et par uger siden. Og i stedet for en scanner købte jeg kærnemælkshorn -- som jeg planlægger at indtage, mens DR i aften sender Jericho. 

To nye bogomtaler på DPS-websitet: Nicolas Barbano skriver om Leif Blædels "Sagen om Fanny Hill" og om Berl Kutchinskys "Studies on Pornography and sex crimes in Denmark".

Download og læs Martin Glaz Serups "Mortens bog", som i dag er udkommet som gratis blog-chapbook. Læs mere her.

Modtog i dag et linoleumstryk, jeg for nogen tid siden vandt på nettet: Mænd forlader byggepladsen. Jeg har indtil videre ikke været i stand til at identificere kunstneren -- men under alle omstændigheder: Jeg synes, det er en fin, lille ting, osse selvom det umiddelbart lugter - eller hvad-nu - af den dér socialistiske arbejder-romantik, som ikke længere rigtig vil gi mening.

Af en eller anden grund bekymrede det mig en hel del, om jeg havde fået skrevet mit nye domænenavn rigtigt, da jeg bestilte det. Jeg havde det i går aftes i kroppen, som om en fæl influenza var på vej - men åbenbart kunne det soves væk - og desuden: Et års hosting + navn kostede mig næsten kr. 500,- -- og det ville ha været meget træls, hvis jeg i febervildelse havde begået en fejl. (I parantes bemærket: Oppe i mit hovede regner jeg således: Jeg bød (osse) kr. 400,- for et Svend Wiig Hansen-tryk, men vandt det ikke, for jeg blev overbudt med kr. 20,- Altså har jeg sparet kr. 400,- -- og websitet kostede kr. 500,- Følgelig mangler jeg nu kun kr. 100,- Som jeg kan tjene ved at undlade at købe en CD, f.eks.) Men tilsyneladende - og hvad siger det ikke om min skarpe hjerne - gjorde jeg alting rigtigt, og jeg har i dag modtaget en email med FTP-koder o.s.v.

Her er - i øvrigt - to af de nye familiemedlemmer, jeg pludselig fik i går: Thea Pedersen og Hanne Weissfeld (nummer 2 på listen).

Til glæde for de familiemedlemmer, der ikke var med i dag: Her er nogle billeder. Tak til far for lynhurtig ekspedition.









Jeg har købt plads + domæne hos one.com (tak til Klaus) -- og hvis jeg i øvrigt fik skrevet domænenavnet rigtigt, vil alt familematerialet i det kommende kunne findes på adressen www.tivoli-pedersen.dk. Adressen vil sikkert begynde at virke i morgen -- eller en af de nærmeste dage.

I dag har Ane og jeg været til familie-kom-sammen i min fars familie. Mere specifikt: N.P. Pedersens efterkommere. Ham på billedet, min oldefar. Det var første gang nogensinde, vi var samlet, og ud af de ca. 45 fremmødte kendte jeg på forhånd kun en håndfuld. Nu sidder jeg her - bagefter - og er pludselig blevet udstyret med en hel, lille hær af granfætre og grankusiner, granonkler o.s.v. -- medsamt en næsten uoverskuelig opgave: Alle var blevet bedt om at medbringe gamle fotos og andet, og jeg var kvik nok til at foreslå, at vi samlede alt materialet på et website -- i stedet for at begynde at sende billeder og avisudklip på kryds og tværs mellem hinanden. Alle syntes, det var en glimrende idé, selvfølgelig (for det var det) -- og jeg meldte mig  som webmaster. Fik 2 fotoalbums, en cd med scannede fotos og - den hellige gral - et helt album med avis-annoncer, interviews og foto-reportager fra min oldefars tivoli, Aarhus Tivoli, med hjem. Det vil nok sætte mit organisations-talent på prøve, at forsøge at finde et system til kategorisering af alt materialet. I første omgang: Jeg skal bruge et webhotel med god plads. Gerne billigt, meget gerne stabilt og troværdigt. Hvis du kender en udbyder, som kan anbefales, så skriv gerne en kommentar.