The Jiggly Room

"Museum midt på dagen". Scroll ned på siden.

Bidrag til siden - bogomtaler el. andet - modtages meget gerne.

PRESSEMEDDELELSE

Ny bog af Jens-André P. Herbener
C.A. Reitzels Forlag

TEOLOGI OG MAGT

En debatbog om Den Autoriserede Bibeloversættelse

Under stor festivitas og mediebevågenhed udgav Det Danske Bibelselskab i 1992 en ny, autoriseret oversættelse af Folkekirkens fundament Bibelen. Den blev hurtigt en bragende succes og blev kåret til »Årets bog 1992«. Siden 1996 har Danmarks nationalbibel imidlertid været genstand for skarp kritik. I aviser, tidsskrifter og fagbøger er den igen og igen blevet kritiseret for at have tilpasset Det Gamle Testamente til kristen dogmatik.

I Teologi og Magt samler Jens-André P. Herbener sagens mange tråde. Han afdækker den store indflydelse, som den konservative og fundamentalistiske fløj af kirken har haft på 1992-oversættelsen, og belyser de markante magtinteresser, der ligger bag. Han dokumenterer en række områder i oversættelsen, hvor kildeteksten er blevet tilpasset kirkelig tradition og dogmatik, og sætter spørgsmålstegn ved lovligheden af den udbredte anvendelse af en kirkebibel i det sekulære, danske undervisningssystem. Endelig viser han, at kirken stadig har nogenlunde samme forhold til kritikere, som den tidligere har haft til Galilei og Darwin.

Afslutningsvis slår forfatteren til lyd for at kappe båndet mellem universitetsteologien og Folkekirken og lægge præsteuddannelsen uden for universitetets mure - hvis den almene befolkning ellers skal have noget så kættersk som en videnskabelig bibeloversættelse. Problemet er, at universitetsteologiens og Folkekirkens interesser er filtret så meget sammen, at det går ud over den videnskabelige uafhængighed. 1992-oversættelsen er et moderne kardinaleksempel og symptom herpå.

Bogen er et indtrængende og polemisk opgør med et vitalt element af en magtfuld folkekirke og teologi.

Læs omtale her.

Ny Ole Sarvig-bog-omtale på mit website: "Midtvejs i det tyvende Aarhundrede". Scroll ned på siden. Ud over (om) Sarvig har jeg lavet websider om Peter Nielsen og Charles Olson -- og det interesserer mig selvfølgelig, fordi jeg selv er migselv, hvad der kendetegner netop disse tre.  Altså: Hvor - i mig - de mødes. Jeg ved, at Dan Turèll engang skrev det dér digt om, hvad dén og dén og dén forfatter havde til fælles -- og nåede frem til, at de havde Turèll som læser. Noget i den retning. Men jeg er ærligt talt ikke nogen særlig bredt-favnende person. Jeg er ikke optaget af mange ting, men af få ting -- og følgelig, tænker jeg, er der grund til at formode, at de forfattere, jeg læser og holder af, alle på én eller anden måde prikker til den samme nerve. Et sted i mit indre system.

Der er på nogle måder meget langt fra Sarvig til Charles Olson, f.eks. -- men osse ikke. Deres respektive - med et vildt ord - modernitetsanalyser fører dem begge til en insistering på stedets og tidens betydning, på legemligheden som udgangspunkt -- og selvom Sarvig (der var vidt berejst) var hjemmehørende i det lille, indadvendte Danmark, og Olson i det ekspansivt-orienterede USA, var deres verdener alligevel ikke aldeles uens: Verden før TV -- dengang man stadig kunne huske (og nogle steder endda finde) arbejdere, håndværkere og fiskere, der rent faktisk gjorde hele arbejdet selv, og som håndgribeligt kunne se og værdsætte resultatet. Før arbejde blev abstrakt og uigennemskueligt. Sarvig beklager i "Midtvejs", at vi har mistet billedet af os selv som mennesker. Olson skrev: "The only interesting thing / is if one can be / an image / of man." Og Sarvigs beskrivelser i bogen af det moderne menneske som fremmedgjort genlyder klart i Olsons ord om mennesket, der står "estranged / from that which was most familiar."

Jeg var ellers så stolt af migselv, fordi jeg i dag ikke tog til Århus for at besøge Accord-markedet (som slutter i morgen). Men så skulle jeg i Løvbjerg -- og så kom jeg til at osse at gå i Blockbuster. Og de havde lige mærket alle deres x-rentals ned. Vendte hjem med ovenstående 9 DVDer. Pris pr. stk. kr. 19,75, hver tredje gratis. Bortset fra "Sahara", som jeg i forvejen havde på VHS, har jeg ikke set nogle af dem. "Dreams in the Witch-House", Stuart Gordon-filmen, er en kanon-god titel -- og oprindeligt en novelle af H.P. Lovecraft. Læs den her.    

Min sædvanlige email-service-udbyder, hotpop.com, opfører sig fortsat mærkeligt. I perioder modtager jeg slet ingen mails, hvorefter der pludselig går hul, og min mailbox bugner. Det er selvfølgelig ikke acceptabelt, og jeg har nu skrevet til hotpop og klaget min nød. Forhåbentlig kan de gøre noget ved det. Det ville være decideret træls at skulle til at finde en ny udbyder. Jeg har brugt hotpop i årevis - uden problemer - og jeg har ikke tal på alle de steder, adressen står registreret.

Jeg valgte i sin tid hotpop, fordi de - dengang - var iblandt de eneste, der (gratis) tilbød forwarding af mails. Vores - d.v.s. Anes og mit - set-up er lidt  kompliceret: Vi har én TDC-email-adresse, som Ane bruger. Når folk sender emails til mig, d.v.s. til min hotpop-adresse, videresendes de til Anes adresse, og når de hentes ned via Outlook, sorteres de fra og smides i min mailboks. Opsætningen er et levn fra de gamle modem-tider, hvor man betalte per minut, man var på nettet, og hvor webmail derfor hurtigt kunne blive en halvdyr fornøjelse.

Men hvad jeg ville sige: Hvis hotpop ikke virker, så brug min yahoo-adresse, gorzelak@yahoo.com.   

Nyheden om aflysningen af opsætningen af Mozarts "Idomeneo" er nu osse nået til Skanderborg. Berlingske bringer i dag en længere artikel, "Når selvcensuren lægger sin klamme hånd på kulturen". Læs den her.

Og jeg iler med at bringe min helt egen og aldeles uautoriserede transkribering af udvalgte highlights fra første del af Richard Dawkins' dokumentar om religion, "The Root of All Evil". Omtalt her. (Er der i øvrigt en eller anden, der har et bud på, hvordan jeg får de to programmer - i mp4-format (QT/iTunes) - brændt som en VCD? Nero vil ikke kendes ved dem.)

Richard Dawkins lægger allerførst i første del ud med at erklære, at han i løbet af de to udsendelser vil forsøge at se nærmere på "the process of non-thinking called faith." Og siger bl.a.:

"The 21st century should be an age of reason. Yet irrational, militant faith is back on the march."
 
"In Britain, even as we live in shadow of holy terror, our government wants to restrict our freedom to critizice religion. Science, we are told, should not tread on the toes of theology. But why should scientists tip-toe respectfully away? The time has come for people of reason to say, "Enough is enough". Religious faith discourages independent thought, it's divisive, and it's dangerous."
 
"I used to think reason had won the war against superstition."
 
"People like to say that faith and science can live together side by side. But I don't think they can. They're deeply opposed. Science is a disciplin of investigation and constructive doubt, questing with logic, evidence and reason to draw conclusion. Faith, by stark constrast, demands a positive dispension of critical faculties. Science proceeds by setting up hypotheses, ideas, or models, and then attempts to disprove them. So, a scientist is constantly asking questions, being skeptical. Religion is about turning untested beliefs into unshakeable truths through the power of institutions, and the passing of time."
 
"The odd thing about tradition is that the longer its been going, the more people seem to take it seriously. It's as though shere passage of time makes something that was to begin with just made up - turns it into what people believe as a fact." 
 
"I don't see what future the world has as long as people think like that. And people are going to go on thinking like that as long as they're brought up from childhood, from the craddle, to think that there is something good about faith, to think that there is something good about believing because you've been told to believe, rather than believing because you've looked at the evidence." 

Har udsendelserne været vist på dansk TV? Hvis ikke: Det burde de. 

Kristeligt Dagblad: "I morgen udgiver den borgerlige tænketank Cepos historiebogen "20 begivenheder, der skabte Danmark", hvor en række skribenter med nedslag i konkrete personer eller begivenheder forsøger at tegne et alternativt billede af vor fortid end det, som radikale og marxistiske historikere traditionelt har tegnet. Og påstanden er, at netop de radikale og marxistiske historikeres specifikke fortolkning har haft held til at præge danskernes opfattelse af deres egen fortid i en sådan grad, at den nærmest har været uimodsagt. Indtil lige netop nu, hvor en ny front i den borgerlige kultur- og værdikamp åbnes: kampen om historien." Mere her. Og her.

Og to mere. Flickr insisterer på at lægge billederne på langs, så det må I finde jer i.



"STATELY, PLUMP BUCK MULLIGAN CAME FROM THE STAIRHEAD, bearing a bowl of lather on which a mirror and a razor lay crossed. A yellow dressing gown, ungirdled, was sustained gently-behind him by the mild morning air. [...] Halted, he peered down the dark winding stairs and called up coarsely: -- Come up, Kinch. Come up, you fearful jesuit." Fotoet viser nedgangen til omtalte "dark winding stairs".



The National Library i Dublin med reklamer for en stor udstilling om W.B. Yeats.

Og her er nogle fotos fra James Joyce Tower, hvor romanen "Ulysses" begynder. Først et foto af migselv (bittelille) for foden af tårnet:
 


Ane studerer udstillingen:



Værelset, Joyce boede i:



Og udsigten fra toppen af tårnet, hvor Buck Mulligan stod og barberede sig:



Og før hjemrejsen, på hotellet: Jeg forsøger at få pakket alle mine ny-indkøbte bøger ned i en kuffert:

Her er et foto, taget af Ane, af Flemming, Emma og migselv på en bænk ved Øm Kloster.

Har fået fremkaldt en rulle film. Her er to fotos fra vores tur til Skandinavisk Dyrepark, en ulv og to isbjørne:

Dagens musikstykke er "Secret Agent Man", oprindelig gjort kendt af Johnny Rivers. Billedet viser Patrick McGoohan i rollen som John Drake alias "Danger Man", forløberen for "The Prisoner". "Prisoner"-fans og forskere diskuterer stadig ivrigt, om Number 6 i virkeligheden var identisk med Drake. Da tredje serie af "Danger Man" (1965-66) blev vist i USA, skiftede den titel til "Secret Agent", og den oprindelige titelmelodi, "Highwire", blev erstattet med "Secret Agent Man", skrevet af Phil Sloan og Phil Barri. Meget mere om "Danger Man" på Matt's Danger Man Website. Serien er tilgængelig på DVD.

Har modtaget følgende fra det danske Joyce-selskab:

Har modtaget følgende:

Bevar Åby Bibliotek - Fakkeltog 28. september

Send mailen videre!

Skal Åby bibliotek lukkes? - vi siger nej - hvad siger du?

Århus kommune vil spare Åby bibliotek væk, selvom biblioteket er velfungerende og et samlingspunkt for mange foreninger.
Vi mener det er en forkert beslutning, vi ikke har haft indflydelse på.

Derfor arrangerer vi (Åbyhøj Fællesråd) et støttearrangement for Åby bibliotek torsdag den 28/9 2006 kl. 20:00. Arrangementet består af musikalske indslag og statements fra kunstnere, kulturpersoner og foreninger med tilknytning til Åbyhøj og Åby bibliotek.

Allerede kl.19:30 starter vi aftenen med et fakkeloptog gående fra Åbyhøj torv mod biblioteket.

Så kom og støt op, hvis også DU er utilfreds med beslutningen.

Vel mødt
Åbyhøj Fællesråd

Har du endnu ikke skrevet under, kan det gøres på adressen:
http://www.bevaraabybibliotek.underskrifter.dk/

Kontaktperson

Jens Forchhammer, tlf. 29 27 49 34 eller 86 15 25 04
Niels Løgager Nielsen, tlf. 86 15 36 88 eller 20 24 51 80

I forlængelse af min foregående post: Gode bøger af gode læsere. Camille Paglia: "Sexual Personae", Susan Sontag: "On Photography" (er osse udgivet på dansk), Roland Barthes: "Sade / Fourier / Loyola" og Harold Bloom: "The Anxiety of Influence".

Jeg skrev en kommentar til Capacs blog-indlæg om alfabetisme - her - men jeg er ikke sikker på, at kommentaren blev registreret. Så nu poster jeg den osse i min egen blog. Her er, hvad jeg skrev:

Der er jo aldrig blevet solgt eller læst så mange bøger, som der gør nu-om-stunder. Der er aldrig blevet læst eller skrevet så mange breve, d.v.s. emails o.s.v. Og så videre. For så vidt er der ingen grund til bekymring på læsekulturens vegne. Når jeg en sjælden gang selv blir ramt af sortsyn (og det sker virkelig sjældent), er det ikke, fordi jeg stirrer mig mørk på folks manglende interesse for læsning, men snarere på læsningens (ikke læsestoffets) mangel på lødighed. Manglen på vilje til engageret at forholde sig til det skrevne, til at kræve noget af ordet -- andet end at det skal underholde. Det er - tænker jeg, når jeg befinder mig dér i det sorte - sjældent at man støder på en virkelig god læser. Langt hyppigere, trods alt, støder man på god litteratur.

End quote. Når jeg forsøger at optegne (og det gør jeg ikke) de forfattere, der gjorde indtryk på mig, da jeg gik på universitetet, og som jeg stadig kan holde ud at beskæftige mig med, er de - forfatterne - alle kendetegnede ved deres fremragende evner som (af)læsere: Freud, Susan Sontag, Roland Barthes, Michel Foucault. Senere er flere kommet til, først og fremmest Camille Paglia, som jeg sætter meget højt, og Paglias mentor, Harold Bloom. Selv når deres læsninger forekommer mig helt forkerte, misforståede eller akademisk forskruede, glæder jeg mig over deres vilje til at forsøge at forstå -- og over deres ønske om at dele deres store engagement.        

Læs Nicolas Barbanos omtaler af "Erotik for millioner", "Kærlighedens billedbog" og "Erotik i filmen" på Pornografi-Selskabets website. Klik her.

Jeg modtager altid gerne anmeldelser, omtaler etc. til brug på sitet. Bare send teksten til mig på email gorzelak@hotpop.com.

Af alle de ting, vi mangler i vort lille land, mangler vi allermest dette (bortset fra en ny regering, en gennemtænkt uddannelsespolitik, mere socialhjælp til landets fattige og udstødte o.s.v. -- alle de dér småting): Et on-line, gratis, søgbart, visuelt museum over forsider på danske bogudgivelser. Fra Arilds tid og til nu.

Sidder i dette øjeblik og skal bruge scans eller fotos af (eller fra) Ove Brusendorffs "Erotik i filmen" og "Erotik for millioner". Hvis du lynhurtigt kan hjælpe, så send mig gerne jpegs på gorzelak@yahoo.com. Og på forhånd tak.

Foranlediget af Capacs blog-post om hjernescanninger og det ubevidste -- og inspireret af Henriks efterårs-foretagsomhed: Et sted i en mappe på mit skrivebord ligger et shitty first draft til et essay om psykiatriens nuværende elendighed -- og en opfordring til (helt generelt) mere Freud. Det er beskæmmende, at Freud - når man læser ham i dag (hvis altså bibliotekerne ikke har solgt alle bøgerne) - er stort set lige så frisk og (potentielt) forargelig, som han var for 100 år siden. Når jeg ser mig omkring, forekommer det mig, at vi - kollektivt - med stort held har formået at fortrænge alle de indsigter, Freud og psykoanalysen bidrog med. Humanisterne har forladt humanismen (og humanismens grundlag, som osse var Freuds: oplysning og klassisk dannelse) til fordel for obskurantisme og såkaldt "post-modernisme" (som er at beundre de bølger, der opstår i en spand lunken vand, når man fiser ned i den). Seksualforskrækkelsen florerer vildt, ikke mindst hvad angår børnene, religiøsiteten vender tilbage, selv på universiteterne, og psykiatrien har forlængst opgivet alt menneskeligt og beskæftiger sig nu om stunder kun med det, medicinalindustrien tjener fedt på. Og i hvert fald ikke med det ubevidste. Det hotteste nye er kognitions-terapien, som er en slags Peter Pan-psykologi: Tænk på det bedste, du ved -- så skal du nok få det bedre. Og ha det nu godt. Vi har i dén grad brug for en Freud-renaissance. Dagens bogtip: Sigmund Freud: "Kulturens byrde". Nem og hurtig at læse. Skal tages regelmæssigt i ca. 14 dage, før effekten for alvor begynder at vise sig.

I dag var Ane og jeg med Signe, Kåre, Andreas og Johanne på besøg i Skandinavisk Dyrepark, som ligger nær Kolind på Djursland -- og det var en på alle måder god oplevelse. I stedet for (som man ofte ser) at forsøge at proppe så mange eksotiske dyr som muligt ind bag tremmerne, ind til betonen, har folkene bag Skandinavisk Dyrepark valgt at fokusere på relativt få arter, primært isbjørne, brunbjørne og ulve, og på at give dyrene så gode livsvilkår som muligt. Isbjørneparken alene er på 26.000 kvadratmeter og er forsynet med både en gletcher og en tundra -- og bjørnene har deres helt egen ismaskine, der hver nat producerer ca. 5 tons sne. For første gang nogensinde - på besøg i en zoo - tænkte jeg ikke, at "egentlig er det jo synd". Dyrene i parken så ud til at have det fortrinligt. Ud over bjørnene og ulvene havde - har - de bl.a. dådyr, som går frit og er meget kontaktsøgende (og altædende), røde ræve, kronvildt, elge, sica-hjorte, geder, snoge og hugorme. Og ingen tremmer. Og ingen beton. Anbefales varmt.    

Som enkelte af mine mere multikulturelt orienterede læsere måske allerede ved - men nok ikke den gemene hob - er i dag den første i zoroastrismens sexy celebrity week. Her i bloggen anerkender vi kun én sand profet, nemlig Ironhead Haynes -- men i samme, gode, økumeniske ånd, som paven er kendt for: Første konstellation m/k er hhv. Gunvor Bjerre og Matthew McConaughey.

Mere her.

Jeg har for tiden - tilsyneladende - nogle mail-problemer. Hvis min sædvanlige adresse ikke virker, så brug i stedet denne: gorzelak@yahoo.com.

Dagens musik er værket "Cosmogonie" af den danske komponist Gunnar Berg. Berg var inspireret af bl.a. Messiaen og tog i 1952 - vistnok som den første dansker - undervisning ved den berømte Darmstadt-skole. Han døde i 1989.

"Cosmogonie" findes på CDen som ses på billedet herover -- og som jeg forleden købte på Accord-markedet i Århus. Og faktisk er der (som med så meget) et direkte link til Skanderborg. Værket spilles af Erik Kaltoft og Frode Stengaard, og sidstnævnte har siden 1969 været organist ved Skanderborg Slotskirke. Ane og jeg har tidligere været til koncert med duoen i vort lokale kirkecenter -- og Stengaard, hvis nogen kan bruge det til noget, køber sit flæskefars i den samme Kvickly, som vi plejer at frekventere. Han er en glimrende pianist.  

En ny bogudgivelse: Henning Mankell: "Kennedys hjerne", oversat af Danmarks bedste lyriker, Peter Nielsen.

Film set siden sidst: "Nynne", "The Exorcism of Emily Rose" og "Keeping Mum" -- ingen af dem værd at kommentere yderligere.

Divya Das Andersen skal skilles. Se ganske udmærket foto (og læs mere) her.

Modtog allerede i dag mit eksemplar af Edward Dorns "Gunslinger", købt via engelske Amazon i tirsdags. Det må da siges at være hurtig ekspedition. På plussiden: Samlingen er komplet, som jeg havde håbet. Pil nedad: Enkelte sider er 'rynkede' efter en vandskade. Men jeg lever nok med det.

Ed Dorn studerede under Charles Olson, min store helt, på Black Mountain College, men han var - apropos min post om "The Prisoner" - så udpræget en autonom, der insisterede på at gå sine egne veje. Bl.a. som følge heraf forblev han gennem hele sin forfatter-karriere en outsider; læst og beundret, men ikke rigtig del af det amerikanske, litterære establishment, der (ligesom alle andre steder) i høj grad bestod og består af akademikere. Dorn skrev her.

Hovedværket "Gunslinger", der udkom i 4 dele - første del i kun 600, håndkopierede eksemplarer - er et slags pop-art survey over USAs kulturelle landskab, som det så ud i 60erne. Som udgangspunkt er det en fortælling om, hvorledes Gunslinger (eller Slinger, Zlinger) rejser ud for at finde super-kapitalisten Howard Hughes:

"they say he moved to Vegas
or bought Vegas and
moved it.
I can't remember which."

Men undervejs dropper han projektet. Vi bliver præsenteret for talende heste, samtaler om Heidegger, en blaffer ved navn Kool Everything, og meget andet -- og hvert afsnit er sat i et stofs tegn, hhv. marijuana (1), LSD (2) og kokain (3 og 4).

På det helt banale plan: Fis og ballade. På det mere abstrakte: Ligesom pop-art-kunstnere som Warhol, Lichentenstein og Dine i 1960erne forsøgte af afskaffe eller omgå den traditionelle, vesterlandske idé om den skabende kunstner ved at lave upersonlige værker, forsøgte Dorn i "Gunslinger" at slippe fri af det, vi her i Danmark - vistnok - plejer at kalde centrallyrikken. Der er ikke noget "jeg" i "Gunslinger" (d.v.s. det er der, fortælleren, men fortælleren dør i anden del), og digtet er ikke 'et jeg, der krænger sin sjæl ud på papir'. Not that kind of thang.

Det er helt korrekt, når Charles Potts - her - bemærker, at Dorn i langt højere grad end forgængerne og forbillederne Ezra Pound og Charles Olson formår at disperse "the "ego" function [...] into many other characters." Men arven efter Olson er ikke desto mindre tydelig. Marjorie Perloff skriver i sit udmærkede forord til "Gunslinger": "Dorn is concerned with the archaeology of mass-produced myths, specifically, in the case of Slinger, the Western myth of the frontier, with its sharpshooters and ranchers, its saloons and small towns, its ballads and brothels." Denne arkæologiske ambition er helt olson'sk -- med den forskel, at Olsons verden bestod af fiskere, puritanske nybyggere og udsigten over bugten fra huset i Gloucester. Hvorimod Dorns bestod af TV, pop-sange, atomvåben, reklamer og penge. 

René udtrykker beklagelse over, at jeg spilder min tid. Bortset fra at det selvfølgelig er pænt af ham at tro, at verden af den grund går glip af ret meget -- : Han har en pointe. Lad mig derfor ile med at fortælle, at jeg i dag - osse - har været på vandretur i byen. Og at mit nye maleri er færdigt. Har jeg besluttet. På fotoet herover er det blevet mere rødt, end det i virkeligheden er. Next in line: Indkøb.

Carsten funderede forleden i sin blog - her - over sammenhængen mellem  "Columbos fremgangsmåde og filosoffens", og Capac følger i dag op med et indlæg om, hvorfor han ikke bryder sig om Columbo. Her. Capac skriver bl.a.: "Gennem analysen af forbrydelsens lovoverskridelse får man et spektrum, hvorigennem man kan - i bedste fald - kan se, hvordan dette samfund fungerer (eller snarere: ikke fungerer), og hvordan menneskenes begær efter kærlighed, sex, penge, magt osv. får dem til at handle umoralsk og uetisk, men såre menneskeligt."

Kriminalopdagerens arbejde - i fiktionen - ligner måske filosoffens -- men nok ikke meget mere, end den ligner andre former for analytisk orienteret arbejde, hvadenten det drejer sig om en biolog på jagt efter et enzym eller en psykolog på sporet af sin patients ubevidste traumer. Og faktisk - som jeg kender dem - sker det forholdsvis sjældent, at en filosof stopper op og tager sig til tid at korrelere med erfarede facts.

Den anden genre, som kriminalhistorien for mig at se mest indlysende har noget for med, er teologien -- og dét endda i en sådan grad, at man kunne forledes til at mene, som Svend Bjerg (nok ikke, men jeg skriver det alligevel) har antydet, at kriminalfortællingen grundliggende er en slags teologisk diciplin. Jeg vil tillade mig at omskrive Capac således: At kriminalhistorien - den gode, ikke-kedelige kriminalhistorie - slet ikke handler om 1. en forbrydelse og 2. opklaringen af en forbrydelse. Altså: Helt plat. Den gode kriminalhistorie handler om synd. Dét, detektiven kaster lys over i løbet af sit opklaringsarbejde, er, hvorledes alle mennesker (med Augustins udtryk) læner sig mod eller er rettet mod synd. Agatha Christies fortællinger er i den forstand emblematiske, for efterhånden som de skrider frem, bliver vi klar over, at alle de medvirkende potentielt kunne have bedrevet forbrydelsen.

Synden er, som Capac skriver, det "såre menneskelige" -- og begrebet synd, modsat begrebet skyld, kalder på (eller hvordan jeg nu skal udtrykke det) en livsverden. Spørgsmålet om skyld eller ikke-skyld er juridisk og kan afgøres i en retssal med henvisning til beviser o.s.v. -- hvorimod en synd kun fattes på baggrund af levende liv, en omgivelse, historisk, et miljø o.s.v.

Hos en række kriminalforfattere er den teologiske dimension åbenbar, f.eks. hos G.K. Chesterton, Graham Greene og P.D. James. Og selv Inspector Morse, ateisten, har noget indlysende præste-agtigt over sig.

Jakob Stegelmann gjorde sig for et par udsendelser siden - i "Planet X" - lystig over en engelsk-dubbet udgave af den danske kriminalfilm "Attentat" fra 1980. Dub er jo altid hyleskægt, det er klart, og traileren, som han havde valgt at vise, fik i det hele taget filmen til at fremstå voldsomt kikset. Men jeg sad og undrede mig. Jeg huskede filmen fra mine unge teenage-år, hvor jeg så den adskillige gange (på Video 2000) -- og i min erindring var den slet ikke dårlig. I hvert fald ikke så dårlig. Og den er - fandt jeg ud da, da jeg efterfølgede googlede den på nettet - faktisk instrueret af ingen ringere end Bent Christensen, manden bag så mesterlige film som "Harry og Kammertjeneren" og "Sømænd og Svigermødre" -- og flere afsnit af "En by i provinsen".



I går aftes faldt jeg tilfældigt over "Attentat" på tilbud i Løvbjerg - kr. 39.95 - og jeg købte den straks. Og så den. Enkelte scener fungerer ikke særlig godt, og de burde have været udeladt -- men filmen har afgjort mange ting going, der gør den værd at se, heriblandt skuespillet, især Jesper Langberg i rollen som kriminalassistent Jørgensen. Og plottet -- og afviklingen af plottet. Handlingen kort: Der bliver affyret et skud i folketingssalen, mens energiministeren holder tale. En folketingsbetjent bliver ramt og dør. Vi følger politiet og PET. Emnet er for så vidt højaktuelt: Hvor langt må politiet og PET gå i bestræbelsen på at bekæmpe terror? Hvor mange beføjelser er vi villige til at gi dem? Hvor meget er vi villige til at se gennem fingre med? Hvor meget skal der til, før vi reelt lever i en politistat?

Emnet var aktuelt i 1980 efter erfaringerne - op gennem 1970erne - i Tyskland. Og nu igen. Så sent som i går havde DR Nyhederne et indslag om PETs muligheder for at aflytte hele boligblokke, togstationer o.lign. -- og Lene Espersen udtalte, at hun som udgangspunkt var positiv over for idéen om at give efterretningstjenesten beføjelse til at gøre det.

Vore nuværende, danske filminstruktører og producenter har generelt alt for travlt med at lave klaustrofobiske, bittesmå film om neuroseramte, velhavende 30-årige til osse at kunne beskæftige sig med større ting - som f.eks. retssikkerhed - og hvis vi ønsker noget at spejle os i (andet end for sjov eller for selvfedhedens skyld) er vi derfor nødsaget til at grave lidt i arkiverne. "Attentat" har mere end 25 år på bagen, og det ses -- men den handler om noget vigtigt.

Uvist af hvilke årsager er DVD-udgivelsen med engelske credits. Men dansk tale.

Dagens Accord-køb:

Ole Sarvig: "Den sene dag"
Ole Sarvig: "Kunstkritik"
Robert Corydon: "Bogstaver i græsset"
Robert Corydon: "Til smerten"
Robert Corydon: "En måde at dø på"
Robert Corydon: "Landskab med huse"
Klaus Rifbjerg: "Konfrontation"
Jørgen Gustava Brandt: "Hop"
Niels Frank: "Digte i kim"
Robert Creeley: "Vinduer"
Olof Lagercrantz: "August Strindberg"

+ to CDer

-- og dagens absolut bedste fund: "I opstandelsens aske", udvalgte digte af Nelly Sachs, oversat af Poul Borum. Her er et foto af Sachs:

Nyeste bog-indkøb: Edward Dorns hovedværk, "Gunslinger" -- købt i troen på, at netop denne udgave (som ses herover) indeholder alle de originale, fire dele. Og ikke kun den første. Men jeg har endnu ikke modtaget den, så der er fortsat mulighed for skuffelse. Meget mere om Ed Dorn på dette website.   

Download og se den engelske biolog Richard Dawkins' dokumentar "The Root of All Evil" om religionens skadevirkninger -- "The God Delusion" og "The Virus of Faith". Læs mere om udsendelserne her. Første del (ca. 315 MB) kan downloades fra denne side, og anden del (ca. 318 MB) fra denne. Formatet er mp4, så du behøver QT. Besøg det danske Ateistisk Selskab her.

I går havde Ane og jeg besøg af svigerfar og svigermor, altså mine, og sammen tog vi på besøg på Frihedsmuseet her i Skanderborg. Under Anden Verdenskrig var Skanderborg Dyrepark hovedkvartér for de tyske luftstyrker. Officersmessen står stadig og fungerer nu som vandrehjem, og to bunkere er indrettet som museum. Udstillingerne rummer mange spændende genstande, hvoraf den vel nok mest bemærkelsesværdige er en autentisk enigma-maskine. (Lav din egen enigma-maskine her). En planche fortæller om likvideringen af den formodede værnemager "Drejeren", en automobilforhandler fra Skanderborg, der blev dræbt af en brevbombe den 14. september  1944 udenfor Central-Hotellet på Emilievej  -- faktisk lige undenfor det vindue, jeg sidder og skriver ved. Her er et foto, jeg tog (ud af vinduet) en tåget morgen sidste efterår:



Bygningen til venstre er det gamle Central-Hotellet. Bilen kommer kørende ned ad Emilievej. Efterfølgende blev hotellet omdannet til Skanderborg Bibliotek. Nu om stunder er det privatboliger og kontorer. Butikken på hjørnet (der kun lige kan anes) er Saphir Data. Et bedre billede kan ses på denne side. Fotos af Luftwaffe på Rye Flyveplads kan ses her.

Dagens kinesiske navn er Long Beach Dub AllStars.

Samme maleri som her -- men som det ser ud i dag.

P.g.a. sygdom og adspredthed o.a. har jeg ikke fulgt så meget med i sagen om pavens udtalelser om Muhammed. DR citerer i dag kardinal Tarcisio Bertone: "Den Hellige Fader er meget ked af, at visse passager i hans tale kan have lydt stødende for muslimske troendes følelser" -- og i går aftes så og hørte jeg i DR Nyheder en katolik (vist endda fra Thy) sige noget i retning af, at pave Benedikt var kendt for sit venlige, økumeniske sind. Og at de citater, der nu har bragt de muslimske sind i kog, skulle ses i en større sammenhæng. Det sidste - i det mindste - kan der næppe være tvivl om. Som flere iagttagere i løbet af de senere år har gjort opmærksom på, er Vatikanet meget fokuseret på Islam. Den katolske kirke har gennem historien udkæmpet adskillige magtkampe med, d.v.s. mod, muslimer -- og for så vidt er det den gamle fjende, der nu igen - efter murens fald - er kommet i søgelyset. Pave Benedikt har tidligere gjort sig bemærket ved bl.a. at lade sig interviewe (og han giver ellers ikke mange interviews) af den nu afdøde journalist Oriana Fallaci, kendt som en indædt kritiker af Islam. Og Benedikt har gennem hele sin karriere optrådt som en benhård og superbegavet strateg. Det falder mig svært at tro, at han nu pludselig - blot fordi han er blevet udnævnt til pave - ikke længere er helt klar over, hvad han siger. Enhver pave-tale er et historisk dokument, og hele verden lytter. Følgelig skrives sådanne taler ikke 'bare' med venstre hånd, men sirligt med den højre, og talen tjekkes og dobbelttjekkes o.s.v., før den holdes. Og - altså, for det kan ikke understreges nok: Benedikt er ikke nogen himmelvendt gammelfar. Han har i mange år været en af den katolske kirkes mest magtfulde mænd, og en af dens bedste hjerner. Han plejer at vide, hvad han gør.        

Jeg deler ikke rigtig Henriks lyst til at genopdage fortiden - min egen, altså - i nutiden. Jeg har et lille memento-skab hængende bag mig -- med diverse relikvier. Et krucifiks fra min mormor og morfars hjem, lidt sand fra en strand i Illinois, et foto af min farfar som soldat, min fars gamle stopur fra dengang, han passede radiobiler i sin fars tivoli, nogle bekymringsdukker, som Camilla engang forærede mig o.a. Derudover er stort set alt luget ud -- eller jeg har ganske enkelt let it slip.

Men der er alligevel én ting, jeg længe gerne har villet genopfriske -- og "Robin Hood" på DR (i går aftes) fik mig igen til at sidde og mindes. Da jeg var jeg-ved-ikke-hvor-gammel, men en dreng, sendte DR en ungdoms-serie om nogle børn, vistnok engelske, som af en eller anden grund flyttede ud i en skov og dér lærte sigselv at overleve. Jeg kan ærligt talt ikke huske ret meget af handlingen, men det forekommer mig, at børnene var søskende. Jeg kan heller ikke huske, hvad serien hed, og jeg har forgæves forsøgt at finde den via IMDB. Den gjorde - dengang - et gevaldigt indtryk på mit barnlige sind. Hvis du tilfældigvis kender den, så skriv endelig en kommentar.   

Underskriftsindsamling til fordel for Huset i Århus. Klik her.

Artikel i Politiken om forlagenes efterårsreceptioner -- og om drømmen om at komme ind i den varme stald:

"Seniorredaktør Birthe Melgaard, Gyldendal Skønlitteratur, skønner, at forlaget hvert år modtager mellem 1.000 og 1.500 manuskripter uopfordret.

Mellem fire og otte får det svar fra forlaget, som de har drømt om.

Langt de fleste manuskripter er skønlitterære, og af dem er op mod halvdelen lyrik.

»Det er de formentlig ud fra en eller anden forventning om, at det er så nemt lige at skrive nogle digte. Men det er den sværeste genre overhovedet. Og når man så ser på vores udgivelsesprofil, så er det kun mellem 5 og 10 procent af vores skønlitterære udgivelser, der er lyrik. Så der er et klart misforhold«, siger hun."

Læs hele artiklen her.

Jeg har skrevet om det før -- og jeg er ikke sikker på, at jeg (lige nu) orker at gøre det igen. Men altså. Hvis vi regner i procenter, nøjes med få decimaler og tillader os at runde lidt op, så er der ingen, der gider læse digte. Hvis vi fraregner Henrik Nordbrandt, så er det slet ingen, der gider læse digte -- og hvis vi osse fjerner Søren Ulrik Thomsen, så er der slet ingen overhovedet. Ud af disse er der - højt sat - måske 2%, der regelmæssigt køber digtsamlinger. Resten låner på biblioteket eller får frieksemplarer eller anmeldereksemplarer tilsendt. Der er ingen penge i at udgive digtsamlinger.

Hvis vi i stedet regner med reelle tal, er der måske 300-400-500 mennesker i Danmark, som interesserer sig for lyrik. Digtsamlinger kan sælges i få hundrede eksemplarer -- med enkelte undtagelser. Inkl. salget til bibliotekerne.

Enhver kan nu om stunder sætte sig ned, skrive en digtsamling og distribuere den via nettet, som fotokopi, via print-on-demand-forlag el. lign. (Hvilket - i parantes bemærket - giver mig en oplagt lejlighed til at nævne, at min brors digthæfte nr. 3 netop er udkommet. Modtog mit eksemplar med posten i dag.) Fordelene ved at udkomme på et såkaldt anerkendt forlag er til at overse: Man slipper for bøvlet m.h.t. at få sit skidt spredt over marken, og hvis man er super-duper-heldig, får man måske en lille anmeldelse i en landsdækkende avis. Det kan osse lade sig gøre som selv-udgiver, men det kræver (nok) lidt fedteri. Det hjælper (nok), hvis man er del af en gruppe, kommer til de rigtige fester o. lign.

Jeg læser for tiden Freud -- og måske derfor kan jeg ikke lade være med at tænke, at når FOLK har så travlt med at rende forlag på dørene, så skyldes det ikke nær så meget, at de gerne vil ud med deres ting - for det kan de jo nemt komme - men at de gerne vil have anerkendelse. Altså: At det er et udtryk for underskud, ikke overskud. Rækken af (med rette) berømte digtere, der på forskellige måder selv udgav deres digte, er lang -- og måske er der grund til at bemærke det. Den græske digter Kavafis udgav i løbet af hele sit liv kun to små hæfter, begge for egen regning -- og resten af forfatterskabet bestod - består - af løsblade, som han sendte til venner og bekendte. Det forhindrede ham ikke i - hvis det er det, man drømmer om - at blive verdensberømt. Gode digte er gode digte. 

  

Byrådet i Århus har indgået det største kommunale spareforlig i mands minde. I alt ca. 410 millioner kroner er skåret ud af budgettet -- og ofrene bliver bl.a. skoler og børnepasningsordninger, psykiatrien, daghøjskoler -- og Huset, der må lukke. 410 millioner er voldsomt meget at skulle spare. Jeg ved kun en lille smule om kommunal økonomi, og jeg ved ingenting om, hvordan pengene flyder (eller ikke flyder) i Århus -- men jeg kan alligevel ikke lade være med at undre mig. Vi bliver (især i disse år) rigere og rigere, og eksperter advarer om overophedning o.s.v. Men ikke desto mindre skal der skæres, endda stort -- og på børne- og sundhedsområdet ... ? Hvor bliver alle pengene af?

JP bringer i dag en artikel om musik-præferencer, Din musiksmag afslører dig, hvori man bl.a. kan læse, at "En fjerdel af operaelskere har prøvet at ryge hash, mens gruppen, der elsker rap-musik, oftere er involveret i kriminalitet og har flere seksuelle partnere end gennemsnittet. Blues-elskere kører for stærkt." At musical-elskere er de mest lovlydige kommer næppe som en overraskelse for nogen. De er - tilføjer jeg for egen regning - i det hele taget meget kedelige.

Billedet foroven: Mit første forsøg på en erobring af det ene af mine to, nye lærreder. Han får ikke lov til at overleve længe, så gør bekendtskabet, mens du kan.    

Har i dag modtaget min "The Prisoner"-boks med alle 17 afsnit + indlagte postkort + ekstramateriale. Til glæde for de læsere, der ikke kender serien: "The Prisoner" er en ret enestående, engelsk TV-serie, produceret i slutningen af 1960erne af Patrick MacGoohan, der osse spiller hovedrollen som "Number 6". MacGoohan var i 1960erne en meget populær skuespiller - han blev tilbudt rollen som James Bond før Sean Connery, men takkede nej - og det er sikkert én af forklaringerne på, at serien overhovedet blev lavet. TV-selskabet må ha taget sig til hovedet, da de blev præsenteret for idéen. Tiden var en anden, mere løssluppen, men "The Prisoner" er på én gang både meget tidstypisk, revolutionær, og utidig, konservativ. I en tid, hvor alt skulle lægges åbent og undersøges: "The Prisoner" er en serie om en mand, der nægter at lege med. MacGoohan spiller en hemmelig agent, der efter at have sagt op, bliver bedøvet og bortført til en lille by ved navn "The Village", hvor alle folk har numre, ikke navne. MacGoohan er Number 6. I hvert afsnit forsøger Number 2 - hver gang på en ny måde - af få Number 6 til at bekende, hvorfor han sagde op -- alt imens Number 6 kun har én ting i hovedet, nemlig at flygte. Når Number 2 fejler, skiftes han eller hun ud, og i løbet af de 17 afsnit er der kun få to'ere, der går igen flere gange, heriblandt Leo McKern (bedre kendt som Rumpole), der medvirker i 3 afsnit. Først i det allersidste afsnit, "Fall Out", afsløres identiteten på den øverste chef, Number 1. Serien er ret umulig at klassificere, for den er virkelig one of a kind. Den er en slags surrealistisk spionserie med mange science-fiction-elementer, en sort komedie -- og et enkelt afsnit, "Living in Harmony", er en western. Men først og fremmest er den sociologi-TV: En totalkritik af alle de måder, hvorpå samfundet styrer os og holder os fanget i bestemte mønstre. Serien efterlader én med betydelig flere spørgsmål, end den besvarer - for ingen i serien vil svare på noget som helst - men med gode spørgsmål, som det er værd at tænke over. Det er næppe forkert at påstå - som jeg nu gør - at "The Prisoner" er det mest filosofisk begavede TV, der nogensinde er produceret. Serien har en global og trofast fanskare. Besøg den officielle fanklubs hjemmeside her.               

D. 25. september skifter Smartlog system. Læs mere her. Jeg kender ikke Xtrablog, og for nuværende gider jeg heller ikke spilde tid på rekognoscere -- for jeg kan jo bare vente og se. Jysk problemløsning: Mon ikke det går (evt. over) af sigselv ... ? Som en sikkerhedsforanstaltning vil jeg downloade hele arkivet, nu ca. 1200 blog-indlæg, så jeg har dem. Har tidligere brugt ca. 15 sekunder på at tjekke Wordpress, som på det seneste er blevet de autonome voksenbloggeres foretrukne -- men dét er vist ikke noget for mig. Det ser forholdsvis kompliceret ud. Min TDC-serverplads, som jeg bruger til mit website, tillader ikke umiddelbart, at jeg opretter databaser, så enten vil jeg være nødsaget til at finde en ny host eller til at betale TDC for udvidelsen. I begge tilfælde: Bøvl. Hvis Xtrablog fungerer nogenlunde ligesom Smartlog, som er supernemt, behøver jeg ikke foretage mig noget. Ellers - til den tid - må jeg se mig om efter en anden løsning.

Men i hvert fald, trofaste læsere: Forvent lidt rod omkring d. 25.        

Har modtaget nedenstående:

****

DEN IDÉHISTORISKE BEVIDSTHED • PANELDISKUSSION TORSDAG DEN 14.9.

med

Rune Engelbreth Larsen, forfatter og tidl. formand for Minoritetspartiet

André Danielsen, seminarielektor ved CVU Syd

Malene Busk, adjunkt ved Kunstakademiets Arkitektskole

Uanset den forlegenhed, man kan komme i, når man stiller spørgsmålet "Hvad er Idéhistorie?", er det ikke til at benægte, at der er en særegen idéhistorisk måde at se på faglige og samfundsmæssige problematikker, som til en vis grad deles af alle idéhistorikere. Aftenens foredrag vil koncentrere sig om at vise tre forskellige bud på denne bevidstheds anvendelse i praksis, og de tre foredragsholdere vil således fortælle om den idéhistoriske bevidstheds betydning for deres faglige virke, efterfulgt af en diskussion i panelet og med salen for at forsøge at indkredse såvel den specifikt idéhistoriske faglighed, som selve det at se fagligt på verdens betydning for vores verdensbillede.

TORSDAG DEN 14.9. KL. 19.30

Arrangementet afholdes på

Aarhus Universitet
Studenternes Hus
Preben Hornung-stuen

Arrangementet er gratis. Der vil være et stykke kage og en kop kaffe samt mulighed for at købe øl og vand. Alle er velkomne.

Har modtaget nedenstående:

****

Red Huset - Kontakt byrådet, medier, råb højt ... gør hvad du kan!

Kulturcenter Huset hvor poetklubben har fået trykt M gasin, afholdt workshops og arrangementer lukker hvis de radikales forslag går igennem ved byrådsforhandlingerne imorgen.

Poetklubben, kunstnere og andre kulturinitiativer drager stor nytte af at der er et sted som Huset. Hvis byrådet lukker Huset gør det livet surt for Poetklubben og byens kulturliv.

Vi opfordrer derfor alle til at ytre deres uforbeholdne holdning overfor byrådet. Du kan finde deres kontaktoplysninger via nedenstående link:
http://www.aarhuskommune.dk/portal/politik/byraad/byraadets_medlemmer

Venlig Hilsen
Michael og Jeppe O
(Bestyrelselsmedlemmer Poetklub Århus)

PS. Nedenstående finder du en uddybende mail fra Bent Blindbæk

---

De Radikale vil lukke HUSET

Hvis det i forhandlingerne om kommunens budget for 2007 går som de radikale ønsker, så bliver HUSET lukket.

På borgermødet i går aftes i Rådhushallen gav Peter Thyssen klart udtryk for, at HUSET har allerhøjeste prioritet som sparemål i de radikales spareforslag på kulturområdet. De Radikale vil ofre HUSET til fordel for de frie midler til kunstnerne, og foreslår samtidig at tilgodese de små beboerhuse ved at placere nogle af HUSETs værksteder der.

Det er direkte beskæmmende at se, hvorledes de radikale fører sig frem med argumenter og forslag ude af kontakt med det kulturliv, de påstår at ville forsvare og hjælpe.

De Radikales forslag ligger helt udenfor det sparekatalog, som har dannet det udgangspunkt for den demokratiske proces op til budgetforhandlingerne - en proces, som ellers har været en mærkesag, ikke mindst for borgmester Nicolai Wammen (S). I modsætning til andre truede institutioner har HUSET således været udelukket fra at tale brugernes sag i forudgående høringsrunder og HUSET har heller ikke har fået foretræde for kultur- og økonomiudvalget.

En lukning af HUSET til fordel for de frie midler være et skridt frem og to tilbage for de involverede kunstnere. Det er meget vigtigt for byens kulturliv, at vi undgår nedskæringer på de frie midler, men netop for de kunstnere og grupper, der tilgodeses af de frie midler, er HUSETs værksteder er en meget vigtig facilitet og produktionsplatform, og HUSET er således med til strække de frie midler, så at der samlet bliver produceret meget mere kunst for de penge, der bevilliges.

Hvad angår de små beboerhuse løses deres problemer - skabt gennem mange års nedskæringer fra politisk side - ikke ved at give dem nye opgaver, men ved at give dem økonomi og rammer til at udfylde den grundlæggende funktion, de efterlyser som lokale kulturcentre.

Hvis det i løbet af de næste 36 timer lykkes de radikale at overbevise de andre partier om dette forslag - ja så er HUSET lukket for evigt. Når et forlig er indgået natten til fredag, vil politikerne være nødt til at stå fast, og der vil ikke være mulighed for at ændre i teksten.

Det er derfor meget nødvendigt - her i sidste øjeblik - at alle, der har en interesse i, at HUSET bevares, gør en effektiv indsat ved at kontakte politikere, medier m.v.  for at udtrykke deres holdning.

Yderligere informationer kan selvfølgelig fås på HUSET eller ved at ringe direkte til mig.

Gode hilsner

Bent Blindbæk
Huset

mobil:: 3089 8366

Indeni den Kancheli/Schnittke-CD, jeg købte på Accord-markedet, lå der et sammenfoldet avisudklip, et interview med Kancheli. Jeg læste det i toget på vej hjem til Skanderborg. Intervieweren stiller bl.a. Kancheli det forholdsvis ubegavede spørgsmål, "Hvad er det sværeste ved at være komponist?" Hvortil Kancheli svarer "helt uden ironi", at det er "at skrive musikken". På samme måde - men i øvrigt uden sammenligning: Det sværeste ved at skrive digte, synes jeg, er at skrive digte, og det sværeste ved at male er at male. Har lige været i byen for at købe lærreder -- og nu står de inde på stuegulvet og er fuldstændig tomme. Nogle af mine maler-bekendte er gode til det dér med bare at smække nye lærreder op på staffeliet og give sig til at tvære. Jeg, derimod, har altid er forfærdeligt hyr med at komme ind på livet af dem. Lærrederne, altså. Det er noget rent psykologisk, selvfølgelig -- men det blir det jo ikke mindre virkeligt af.

"Fredag 15. september kl. 20 bliver der mulighed for en enstående musikoplevelse i Stavnsholtkirken i Farum, når den tyske komponist Karlheinz Stockhausens revolutionerende værk "Stimmung" fra 1968 er i hænderne på Paul Hilliers internationale vokalensemble Theatre of Voices." Mere her.

En ganske glimrende CD-udgave af værket kan købes for billige penge her.

When it rains, it pours. Har de sidste 24 timer, men med pauser ind-i-mellem, lyttet til Hans-Henrik Nordstrøm-CDen, som jeg i går købte på Accord-markedet. Der er 6 værker på skiven, hhv. "In The Woods", "Lysskær og morgenfrost", "Skyggernes land", "Lys", "Nada y todo" og "Fabuleringer", alle fra perioden 2000-2002 -- og "Lysskær", fremgår det af cover-noterne, er - ta-daa - inspireret af og med tekst af Ole Sarvig. Mere om Nordstrøm her.

Og lidt mere musik: Mit eget, lille værk, "Stjernerne over Ulfborg", vil ganske snart kunne downloades (aldeles gratis) som podcast fra P2s Lyt til Nyt. Har underskrevet og sendt kontrakten i dag.

Og endnu mere: Selvom jeg (endda seriøst) havde overvejet at ta derover, gik jeg glip af året Ung Nordisk Musik-festival. Heldigvis kan nogle af de mange opførelser nu høres online. Her.

I dag lykkedes det mig endelig at blive scannet. Og lad os så ikke snakke mere om dét. Jeg spugte klinik-assistenten (for jeg fik ikke lov til selv at se billederne), om det havde været en æstetisk tilfredsstillende oplevelse -- og det mente hun. "Smukt indrammet," sagde hun. Sådan - tænkte jeg bagefter, på gåtur ned mod midtbyen - er det med megen stor kunst: Først korrekt indrammet kommer det for alvor til sin ret.

Jeg tilbragte en halvtimes-tid på en café og  besøgte derefter Accords marked. Manden, der skulle lukke op kl. 10, havde åbenbart sovet over sig, og da de endelig fik åbnet, stod vi en pæn flok og ventede. Igen - synes jeg, man må sige - udviste jeg en beundringsværdig coolness: Kom hjem med kun 3 CDer og 7 bøger, de fleste af bøgerne endda i småtingsafdelingen. Købte et spritnyt eksemplar af Den Blå Port 68/69, fordi det indeholder 2 digte af Peter Nielsen. Havde egentlig tænkt mig at bestille det hos min lokale boghandler. 2 bøger til Sarvig-samlingen: "Museum midt på dagen" og "Det Danske Akademi 1967-1974". Charles Baudelaire: "Dagbøger", en uglebog, og et meget flot, privatindbundet eksemplar af Suzanne Brøggers "Creme fraiche". Den er ikke sjælden, men jeg har alligevel været på jagt efter den længe. Jeg ville ikke ha bogklubs-udgaven, og jeg har droppet nogle stykker, fordi prisen var for høj. Nu fik jeg den i rødt halvlæder for en tyver. Og vel nok dagens - i mere end én forstand - mest ophidsende fund: Aurum Sex 1 og 2 (som ses foroven). CDerne var h.h.v. Per Nørgaards 3. symfoni, en ECM-udgivelse med Kancheli og Schnittke og Hans-Henrik Nordstrøm: "In The Woods". Og iblandt de ting, jeg samlede op, men derefter igen lagde fra mig: Vagn Steens "Digte for en daler", to Sartre-bøger, to Jevtusjenko-bøger, Jules Verne, en masse Torben Brostrøm, Robert Corydon o.m.a. Blir nok nødt til at ta derind igen, når priserne er faldet yderligere.     

.. 11th of September. Det er femårsdagen for terrorangrebet på WTC. Der er en kinesisk forbandelse, der lyder "Gid du må leve i interessante tider" -- og vi i min generation har været vidner til meget. Murens fald, Den himmelske freds plads, udforskningen af Mars, udbredelsen af AIDS og etniske udrensninger i Kosovo. Bare for at nævne nogle få. Men ingen enkeltbegivenhed har vel påvirket os så meget som 11. september. Murens fald kom som en overraskelse for mange, herunder osse for CIA, men understregede for så vidt blot, hvad vi alle allerede vidste: At de kommunistiske regimer i Østeuropa var færdige. Angrebet på tvillingetårnene var anderledes. Vi havde ikke troet, at det kunne ske. Det føltes som - og det var - et angreb på alle vestlige, åbne og demokratiske samfund, og vi var, tror jeg, alle meget berørte. Jeg var i hvert fald. 11. september gjorde et stort indtryk på mig, osse politisk. Min holdning i det efterfølgende kan vistnok opsummeres ganske kort: Jeg er revnende ligeglad med, hvad diverse arabiske fanatikere synes om vore, vestlige værdier eller om vor måde at leve på. Vi lever i den bedste af alle verdener. Hvis andre, andetsteds, har lyst til at indrette sig anderledes, så fred være med dem. Live long and prosper. Men hvis vi bliver angrebet, så bør vi selvfølgelig forsvare os -- ligesom vi, dersom vi har fornuft i kroppen - må stå vagt om vore interesser, både hjemme og ude. Hvis der er kommet noget som helst godt ud af 11. september, er det måske, at vi - håber og tror jeg - er blevet mere bevidste om egne værdier og idealer -- og at vi i løbet af vores bevidstgørelsesproces er kommet nærmere de andre lande, som vi deler skæbnefællesskab med. Således eksempelvis England og USA.          

I morgen tidlig kl. 8.15 skal jeg CT-scannes i Århus. Opdagede jeg i morges. Faktisk havde jeg sat mig i hovedet, at det først var d. 20., og kun fordi jeg skulle finde et telefonnummer, kom jeg til at rode i papirerne -- og opdagede, at jeg havde taget fejl af datoerne. Scanning i morgen. Samtale om resultatet d. 20. Og faktisk er dette anden gang, jeg er indkaldt, for første gang brændte jeg dem af. Det vil sige: Jeg glemte på forhånd at få taget den blodprøve, der sku vise, om jeg ku tåle at få indsprøjtet kontraststoffet i kroppen.

Når FOLK skal på sygehuset, osse selvom det bare er til undersøgelse, så plejer de at huske det -- og selvfølgelig glemmer man ikke 'bare' to på hinanden følgende indkaldelser til scanning. Hvis man - jeg - gør, kan vi nok tillade os at formode, at der må være tale om en form for ubevidst fortrængning. Og hvorfor fortrænger man?

Studér venligst ovenstående billede og giv dit bud på, hvorfor jeg - en slags mand - ubevidst skulle føle behov for at 'glemme' min tid.    

Og blot for at sætte nedenstående priser en anelse i perspektiv: Har netop modtaget en "Check out my new auctions"-mail fra en amerikansk eBay-film-plakat-sælger, jeg engang har handlet med. Ovenstående 8 plakater er de for nuværende dyreste. Samlet pris for stakken: Kr. 34.041 og 24 ører. Hvilket - omregnet - svarer til ca. 3166,50 liter biodynamisk naturmælk fra anemonerne.dk. Leveret.

Jeg har en lille stak digtsamlinger m.m., dubletter, jeg gerne vil af med. Det er - bemærk venligst - kasserede biblioteksbøger, alle med behørigt stempel. Som sådanne er de ikke meget værd i kroner og ører -- men indholdet fejler jo ikke noget. Og det er GODE TING.

Paul Celan: "Du behøver hvert strå", udvalgte digte oversat af Peter Nielsen. Husets Forlag. Antikvarprisen ligger normalt mellem kr. 250,- og kr. 350,- -- og Celan er jo, altså, nødvendig læsning for alle med interesse for lyrik. I hvert fald hvis man er bare nogenlunde seriøs. Pris: Kr. 35,- + porto.

Carlos Drummond de Andrade: "Verdensfornemmelse og andre digte". I serien Borgens Verdenslyrik. Udvalgt og oversat af Peter Poulsen. Parallel-tekst brasiliansk/dansk. Pris: Kr. 15,- + porto.

Fernando Pessoa: "Rastløshedens bog". Med grafiske arbejder af Jens Birkemose. Brøndum. Pris: Kr. 15,- + porto.

Asger Schnack: "Da jeg blev fed. Digte 1990". Med et grafisk arbejde af Per Kirkeby. Brøndum. Pris: Kr. 5,- + porto.

Asger Schnack: "Den blå lussing". Gyldendal. Pris: Kr. 5,- + porto.

Ulrikka S. Gernes: "Hjortehjerte". Borgen. Pris: Kr. 5,- + porto.

Ulrikka S. Gernes: "Gribbenes himmel". Borgen. Pris: Kr. 5,- + porto.

Morti Vizki: "Eliksir". Gyldendal. Pris: Kr. 5,- + porto.

Svend Johansen: "Modifikation". Gyldendal. Pris: Kr. 10,- + porto.

Porto er alm. takst + evt. kr. 6,- til en boblekuvert.

Mere følger.

Vi har været småskrantende de sidste par dage. Ane måtte tilbringe gårsdagen i sengen, og jeg går rundt med min (nu igen) deforme pupil og ser lidt sløret ud. Af hensyn til potentielt øje-interesserede blog-læsere har jeg fremstillet følgende:



- som, sku jeg mener, taler for sigselv. Min pupil, som pupiller har for vane, udvider sig, når lyset er svagt, og trækker sig sammen, når lyset forstærkes. P.g.a. min næsten ubegribeligt interessante sygdom i kroppen hænger min pupil imidlertid fast nogle steder -- og trækkes derfor skæv.  Og jeg får for meget lys ind i systemet. Min øjenlæge har givet mig et stof ved navn Cyklogyl, som jeg skal dryppe i øjet hver dag. Cyklogyl tvinger pupillen til at udvide sig -- og, altså, bevæge sig. Idéen er, at den således skal rykke sig fri.

Stort inspireret af min succes med Dennis Potter-TV-serierne klikkede jeg efterfølgende ind på play.com for at tjekke "The Prisoner". Jeg har aldrig fået købt hele serien, for jeg har været for nærig. Jeg ved, at den for nogle år siden pludselig kom på udsalg -- og en del af mine bekendte var kvikke nok til at slå til. Men ikke jeg. Engelske Amazon vil ha £41.99 + porto, ca. kr. 500,- for den samlede boks (den billigste udgave) -- men der er åbenbart ingen ende på mit held. I disse dage. Play.com sælger lige nu selvsamme for kun £17.99 inkl. porto. Se her. Jeg bestilte den straks -- og har allerede modtaget en email med besked om, at den er på vej. Det er jo - faktisk - helt vildt.

Og andet: Har vundet Freuds "Drømmetydning" på QXL, begge bind for en flad tier. Jeg har ganske vist allerede en anden udgave stående på hylden, men denne, den nye, er bedre. Og "I Ching". Osse en tier.

Henrik, fordi han i morgen skal på tur, bringer allerede i dag et længere blog-indlæg om Nine Eleven. Læs det her. 

Jeg har indtastet de første ca. 40 annoncer. Mange flere følger. Tjek listen her. Priserne, vil jeg mene, er ikke urimelige -- i hvert fald ikke hvis man sammenligner med antikvariaternes. Men jeg er selvfølgelig til at handle med.

Lokalinfo: Den 26. oktober opfører Compagnia d'Opera Italiana di Milano Puccinis "La Boheme" i Skanderborg Kulturhus. Billetpris ved løssalg: Kr. 335,-/295,-

Fra "Married With Children" (som - må vi aldrig glemme - i alle væsentlige henseender er denne blogs spirituelle guide og forbillede):

Kelly: Stalkers dont invite you to the opera. Look, "L.A. Boom".
Bud: That's "La Boheme", you pin cushion.

Endnu en lille associations-række: "Star Trek" fik mig til at tænke på, hvilke andre, gode TV-serier, jeg gennem tiden har set -- og jeg tænkte på "The Prisoner" og "X-Files" o.s.v. Og så kom jeg i tanker om to serier, jeg for nogle år siden så på DR. Tror jeg. Måske TV-2. Nemlig Dennis Potters "Karaoke" og "Cold Lazarus". De blev sendt i forbindelse med Potters død, og desværre gik jeg glip af en tredie serie, som osse blev sendt, og som vist endda skulle være endnu bedre, "Blackeyes" -- der imidlertid er helt autonom og uafhængig af de to foregående. Efter at ha set dem, forsøgte jeg at finde dem på DVD, men enten lykkedes det ikke, eller osse kostede de en formue. I hvert fald fik jeg dem aldrig købt. Men lo and behold: Jeg surfede straks ind på eBay og fandt dem begge, samme sælger, til kun £6,- stykket. Og købte dem øjeblikkeligt. Jeg husker dem som helt fantastisk fremragende -- og jeg glæder mig meget til at gense dem.

Og lidt mere serier: DR sendte i aftes en film med Julie Bowen -- hvilket (igen igen) sendte mig på en vild, men forgæves jagt på nettet efter en DVD-udgivelse af TV-serien "Ed". Ane og jeg fulgte den religiøst, da den blev vist på dansk TV. Kan det virkelig passe, at den ikke er blevet udgivet? Hvis du finder den, så giv endelig besked.

Update: Åh. Her er den. Men åbenbart har den osse ladet vente på sig. Se her.

Alle i min generation - og de, der er yngre - er vokset op med "Star Trek" -- osse selvom vi i Danmark måtte vente længe på faktisk at få lov til at se TV-serierne, den originale + efterfølgerne. Men heldigvis havde vi da filmene. "Star Trek"-universet er forlængst globalt kanoniseret -- og dét i en sådan grad, at jeg ville føle mig fjollet ved at forsøge at opregne nogle af seriens mange kvaliteter. Lad mig derfor i stedet nøjes med at erklære, at jeg personligt altid har foretrukket serie nr. 2, "The Next Generation". Captain Picard ("en menneskelig dildo," som Bo Green Jensen engang beskrev ham), spillet af Patrick Stewart, er en interessant figur, og serie 2 er så langt den mest litterære. Referencerne til Shakespeare, f.eks., er mange -- men efterhånden som serien (og filmene) udvikler sig, især efter Locutus-afsnittene ("Best of Both Worlds" o.s.v.), træder én specifik reference mere og mere tydeligt frem, nemlig Melvilles "Moby-Dick", det store dyr blandt moderne romaner. "Star Trek" har meget tilfælles med "Moby-Dick", herunder besætningens multikulturelle sammensætning og udforskningen af RUMMET. Som bl.a. Charles Olson har påpeget, er netop SPACE det centrale tema i "Moby-Dick", ekspansion, underlæggelse o.s.v. Moving the frontier. Og, altså, Picard/Ahab.

I dag er det 40 år siden, det første afsnit af "Star Trek" blev vist på amerikansk TV. The Jiggly Room ønsker hjertelig til lykke og takker for mange (mange) gode timer. Mere her.       

Capac, har du et link til Laugesens omtale af Rudy Frederiksen?

Lars, læs her.

Planlægger i det kommende at sætte en del bøger til salg via bogbasen.dk. Oversigten kan følges her.

Som Kenneth Koch skrev i et af sine digte: "Et tog kan skjule et andet" -- ligesom én forelskelse kan skjule en anden forelskelse, eller én ulykke kan skjule en anden. Men - tænker jeg nu - de kan jo altså osse trække hinanden, i hvert fald togene, eller skubbe. For eksempel foranledigede mit Ole Sarvig-bog-forside-scanneri mig i aftes til omsider - tilsvarende - at få scannet de af mine Charles Olson-bøger, som manglede på denne side.

Jeg har vistnok skrevet det før, men jeg gør det gerne igen: "San Fransisco Renaissancen", den lille antologi fra forlaget Sirius, der herover ses til venstre, har til dato været en af de vigtigste bøger i mit liv. Jeg fandt mit første eksemplar i en byttebiks, så vidt jeg husker, men sidenhen forsvandt det. Det næste - mit nuværende, som jeg vogter over - fandt jeg i en bogkasse, der var stillet ud på gaden på Trøjborg i Århus.  Antologien indeholder to digte af Olson, begge oversat af Erik Thygesen -- og i mange år måtte jeg lade mig nøjes med dem.

I 1993 lavede jeg et interview med Peter Laugesen (hvoraf et mindre uddrag kan læses her), og han var i den forbindelse så venlig at forære mig et udvalg af egne oversættelser af Olson, "Digte", udgivet på After Hand i 1984. Bogen til højre. Men det var først små 10 år senere, da jeg fik tid og råd, at jeg for alvor kastede mig ud i et større Olson-studium -- og jeg føler stadig, trods omfattende læsning, at jeg kun lige er begyndt.

Potentielt interesserede: Læs mere om Olson her.     

Ane og jeg tog i dag til Århus for at se - inden den lukker - Rauschenberg-særudstillingen On and Off The Wall. Jeg er en stor fan af Robert Rauschenberg, og han har øvet en betydelig indflydelse på mig m.h.t. alting kunst. Dagens bogtip: Tag og læs Calvin Tomkins' "Off the Wall - Robert Rauschenberg and the Art World of Our Time". Købte mig eget eksemplar i en antikvarboghandel i Madison, Illinois.

Og apropos antikvarboghandlere: Lagde vejen forbi Aabenhus' hollandske udsalg -- og ca. fordoblede således min Ole Sarvig-samling. For næsten ingen penge. Se den opdaterede liste her. Jeg udviste, synes jeg da selv, i øvrigt et beundringsværdigt mådehold og investerede kun - foruden i Sarvig-bøgerne - i to små hæfter om Svend Wiig Hansen og en bog om Kai Nielsen.

Jeg har fået fyldt en lille smule mere på min Ole Sarvig-side. Det er min (voldsomt ambitiøse) Idee at skrive et kort referat af hvert af de på siden anførte værker. I den forbindelse -- og helt generelt: Bidrag modtages med taknemmelighed. Hvis du har lyst til at skrive om et af værkerne, kort eller langt, så gør det endelig.

Og i samme åbenheds ånd: Hvis du falder over et godt link, hvis du tilfældigvis ligger inde med nogle scans eller foto af bogforsider, hvis du falder over en biografisk anekdote --alt kan bruges. Min mailadresse er gorzelak@hotpop.com.

Og mens jeg sidder og skriver mine indlæg, står René Fuhlendorff i Tebstrup og maler. Se de nyeste malerier her.

På fredag er det præcis 40 år siden, det første afsnit af TV-serien "Star Trek" blev sendt. Jubilæet fejrer verden over -- i Danmark bl.a. i Cinemateket i København. Med lagkage, banko og Master Fatman. Læs mere her.

En opfordring: Lad os (også) gøre fredag til trekkie-dag i blogosfæren.

Hvad gør man, når man allerede som spæd - i hvert fald som ung - faldt i karret med medieliderlighed -- og nu er man efterhånden blevet halvgammel, og flere og flere mennesker, for FOLK blir jo ved med at føde, ved ikke, hvem man er og har aldrig hørt ens navn .. ? Det er ikke nemt. Men man kan jo altid forsøge sig med nogle idiotiske udtalelser til pressen. JP skriver om Germaine Greer: "På den australske tv-kanal Channel Nine beskrev Germaine Greer i maleriske vendinger, hvordan hun følte "flovhed" over Steve Irwin, og hun omtalte ham endvidere som en "selvindbildsk dyrebøddel" [...] Germaine Greer kaldte alle dem, som sørger over Steve Irwins død for "idioter", og hun regnede med, at millioner af australiere havde været flove over Irwins udsendelser." Hvortil den politiske leder af delstaten Queensland, Peter Beattie, replicerede, at "jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere ufølsomt og dumt sagt. Enhver påstand om, at Irwin ikke behandlede dyrene ordentligt er noget sludder - han underviste en hel generation." DR mindes i aften Steve Irwin ved at genudsende filmen "Krokodillejægeren". Besøg Australian Zoos hjemmeside her.

JP Erhverv skriver: "Ledigheden fortsætter nedad og er nu den laveste siden 1974." Mere her.

Enkelte gode tilbud i Stereo Studio netop nu, bl.a. en lille håndfuld 'Art Cinema'-film til kr. 49,95 pr. stk., heriblandt Pasolini og Herzog, og Neil Youngs super-album "On The Beach". Osse til kun en halvtredser.

Det står mig noget uklart - dels p.g.a. øjet og dels fordi vi her i huset ikke kan ta TV2 - hvad Kuffertpigerne er -- men i hvert fald: Marianne er iblandt dem. Se her. Og besøg hendes hjemmeside her.

Jens Rohde forlader Folketinget. Læs her.

Det er ikke så meget, jeg skriver om SAMFUNDET lige for tiden, altså nyheder, politik og den slags. Sådan noget. Jeg plejer ellers at være en nyheds-junkie -- men lige siden, jeg installerede min feed-reader, har jeg været en smule udfordret. P.g.a. readeren besøger jeg ikke diverse avis-hjemmesider, for det behøver jeg ikke -- men jeg orker, tilsyneladende, heller ikke at tjekke mine feeds. Og så er jeg jo lige vidt. Det vil sige ingensteder. De to nyeste historier, det trods alt er lykkedes mig at opfange, er 1) dén om konsulent Rudy Frederiksen fra Amtscentret i Herning. Læs her. Jeg har selv arbejdet i amtscenter-verdenen i 4 år, herunder osse med folk fra ACU Herning, men så vidt jeg husker, har jeg aldrig mødt Rudy Frederiksen. I hvert fald - i så fald - ikke mere end bare i forbifarten. Forbrydelser, selv de frygteligste, begås af helt almindelige mennesker, naboer, medarbejdere og folk, man kender fra køen i Kvickly, ikke af monstre fra det ydre rum -- og dét er der jo for så vidt intet chokerende ved. For sådan er det. Men alligevel. Den anden historie - uden sammenhæng - handler om, at der på søndag er marked ved Vestermølle her i Skanderborg -- og at det i den forbindelse vil være muligt at spille på hønseskidning. Læs her om et tidligere hønseskidnings-arrangement i Bramming. (Og bemærk venligst, at dette var anden gang i løbet af bare én uge, at jeg henviste til Bramming i min blog.)

I forlængelse af min tidligere post om Laurence Sternes "Tristram Shandy": Jeg har modtaget filmatiseringen, "A Cock and Bull Story", og jeg har set den, endda to gange (næsten i træk).

Som Stephen Fry - som i øvrigt ville være mit eget, første valg m.h.t. Øde Ø - meget præcist udtrykker det i filmen: "Tristram Shandy" er en meget lang vittighed, ligesom livet er en meget lang vittighed -- og læst som kunstværk (og "Tristram Shandy" er afgjort et de mest kunstværkede kunstværker nogensinde) efterlader bogen for så vidt kun læseren med én eneste pointe: Nemlig at kunsten aldrig vil kunne følge trop med livet, fatte det i dens umådelige rigdom, eller beskrive det i dets totale meningsløshed. Det er - og derfor titlen - ikke andet end a cock and bull story. A tale told by an idiot .. o.s.v.

Her er et udmærket eksempel: I dag, fordi jeg lider af RLS, besøgte jeg vort lokale Center for Holistisk Trivsel. På vej derned købte jeg Bob Dylans nye CD, som jeg altså gik med i den ene hånd. Jeg lyttede til musik på min mp3-afspiller, Poul Krebs, "Morgendagens tåber", og Poul Krebs får mig altid til at tænke på Vejle, p.g.a. den dér sang med "mens regnen falder ned på Vejle Bro" -- og at Vejle, har jeg besluttet mig for, er Danmarks bedste by. I antenneforeningens vindue fik jeg øje på en stor fotostat af Steve Irwin, krokodillejægeren, der døde i går, fordi han blev angrebet, mens han snorklede, og jeg huskede, at min gode ven Niels engang fortalte mig, at han havde opdaget, mens han snorklede i Det Røde Hav, i øvrigt midt under Golfkrigen, som jo sidenhen blev efterfulgt af en sequel, at hvis man blæser i en snorkel, lyder det fuldstændig som en hanhjorts brunst-skrig. Jeg overvejede, mens jeg sendte Irwin en sidste hilsen fra Adelgade, hvad en hanhjort egentlig hedder -- og bebrejdede migselv for ikke at vide det, for det burde jeg. Ganske pudsigt henfaldt jeg ikke i tanker om vores egen TV-situation, eller at antenneforeningens priser er horrible, og at det ville gøre dem godt med lidt konkurrence. Men til gengæld, da jeg havde siddet ca. 10 minutter, måske 11 eller 12, midt i holismen, uden at der var kommet nogen for at spørge mig, om de ku hjælpe - og det vidste jeg jo reelt heller ikke, om de kun - og var på vej til Marius Øltapper, som viste sig at ha lukket, ikke for at drikke øl, men for at spørge til Carsten Hentze-CDen, som jeg tidligere har omtalt i bloggen, men ikke købt, for jeg kan ikke finde den, undrede jeg mig meget over en æske, hvori der tidligere har været en dildo, som er et slags legetøj, der lå og flød midt på fortovet, faktisk ikke så langt fra apoteket. Hvor jeg i går var nede for at købe øjendråber. O.s.v.          

Karen Jespersen og Ralf Pittelkow, kendt fra DRs "Kender du typen?", udgiver i morgen en ny bog, "Islamister og naivister - et anklageskrift". Læs Informations omtale her - og læs Rune Engelbreths kommentar her.

Intet er mere sjofelt - helt generelt, midt i totaldebatten - end (bevidst) at omgå en modparts argumenter ved i stedet at forsøge at symptolamaflæse, d.v.s. behandle vedkommende som en slags sygdomsramt. Altså: Ikke at konfrontere - mano a mano - det, vedkommende siger, men i stedet tale om hvorfor vedkommende mon overhovedet siger det. Noget ødipalt, måske? Eller som Paul Johnson skrev om Karl Marx: Bylder i røven. Socialismen forklaret.

Men når dette er sagt: Ingen dansk politiker, synes jeg, er mærkeligere end Karen Jespersen. Det er meget svært at forstå, hvad det er, der driver hende -- og hvad der i tidens løb har drevet hende så langt, fra den ene fløj til den anden? Ulla Dahlerup er nemmere, for hun er jo vokset op i pres mellem en højskolefar og en uni-klog søster -- så hvad skulle hun næsten gøre, andet end at dyrke rollen som sort får? Men hvad med Jespersen? Det er meget mystisk.

Og i virkeligheden: I dag lykkedes det mig endelig at få købt Dylans nye CD. I Skanderborg.   

Dagens udfordring: Nævn i prioriteret rækkefølge og gerne med begrundelse de 5 eller 10 eller 100 kendisser, du allerhelst - respektivt, bare dig og ham eller hende - ville tilbringe en weekend sammen med. På Øde Ø.

Øde Ø, der administreres af det militært-industrielle, globale kompleks i partnerskab med Jiggly Rooms afdeling for Nuclear Strategic Performance (NSP, i folkemunde osse kaldet No Such Places), er sex-frit område -- so don't even think about it.

Altså: Hvem ville du helst tilbringe en weekend sammen med -- uden sex? Just talking.

Besøg min Ole Sarvig-side v.1.0.

Jeg læser hos Linda, at en hedensk Jellingesten er på vej. Her er pressemeddelelsen fra asa- og vanetrosamfundet.

En kort opfølger på gårsdagens snak om sixpences. Som jeg skrev her i bloggen den 6. maj i år: Det er min ærlige overbevisning, at vi mænd burde gå med sixpence. Kulturen blev fattigere, da sixpencen forsvandt. Min morfar gik med sixpence -- ligesom (aldeles uden sammenligning i øvrigt) James Joyce. Og Klaus Rifbjerg. Ude i det store udland benævnes sixpencen flat cap, tweed flat cap eller Donegal tweed cap. De kan herhjemme købes i velassorterede herre-ekviperings-forretninger -- medsamt i jagt- og lystfiskerbutikker. Se f.eks. tingle.dk.

Har i dag været hos øjenlæge Hoppe -- og efterfølgende på apoteket for at indkøbe diverse dråber. Uagtet at de osse er smarte at ha, f.eks. når man skal finde vej til apoteket , eller hvis man har downloadet et skummelt filmklip fra nettet, som man egentlig gerne vil se: Der er meget bøvl forbundet med at ha øjne. Synes jeg. Den næste uge skal jeg dryppe med Maxidex 5 gange i døgnet -- og med Cyklogyl hver aften, før jeg går i seng.

Ubarberet -- men umiskendeligt med sixpence.

Jeg læser hos Paw, at vi danskere bliver rigere og rigere, omend ikke alle i samme tempo. Helt personligt - hvis det kan interessere nogen - er jeg ikke rigere i dag end i går, tværtimod. Jeg er præcis kr. 39,- fattigere -- for jeg har lige været en tur i Løvbjerg. Som i dag holdt søndagsåbent til kl. 17. Velstandsstigningen fremgår osse af det faktum, f.eks., at de danske forlag og boghandlere aldrig har solgt så mange bøger, som de gør i disse år. Det stod at læse i en opgørelse, der (vistnok) blev offentliggjort i sidste uge. Forhåbentlig kan vi herefter blive fri for mere ynk på bogens vegne, snak om bogens død eller om at folk ikke gider læse, at internettet overflødiggør bøger, at folk hellere vil spille XBox eller se dødssyge, amerikanske film -- og så videre. En undersøgelse lavet for (efterhånden) nogle år siden viste en klar sammenhæng mellem læsevaner og generelt forbrug af medier: Hvis folk bruger meget tid på TV, musik, film, spil o.s.v., er der ret gode chancer for, at de osse bruger tid på at læse -- hvorimod folk med et ringe forbrug af andre medier, sjældent (statistisk) gider åbne en bog. Eksklusive læsere, der kun gider at læse bøger, og som aldrig kunne drømme om at tilbringe en aften foran TVet, tilhører en uddøende underart (som hverken forfatterne, forlagene eller boghandlerne kan leve af at fodre). En springtur rundt i blogosfæren vil vise, at de bloggere, der skriver meget om bøger, som oftest osse skriver meget om musik, film o.s.v.  

Men det var overhovedet ikke det, jeg ville skrive. Jeg ville sådan set bare lufte dette lille, private associations-flow: Paws indlæg fik mig til at tænke på penge, hvilket fik mig til at tænke på sixpences, hvilket fik mig til at huske, at jeg glemte - efter turen til Dublin - at gøre opmærksom på dette (ikke uvæsentlige): At jeg faktisk købte en sixpence derovre. En Donegal tweed. Inden-i den står der: "This tweed was woven from pure new wool in county Donegal, Ireland. The fabric has the colours and character of our countryside. Ruggedness to wear well. Softness for comfort. Joy and health to you who wear this." Med venlig hilsen fra væveren.            

I går aftes lejede og så jeg (endelig) "Hostel" -- som viste sig (efter kun ca. et års spændt venten) er være en virkelig klam fidus. Filmen rummer flere endog meget ubehagelige scener, og jeg sad ærligt talt bagefter og følte mig en smule beskidt. Horrorfilm er i de senere år blevet mere rå og blodige. De genindspilninger af klassiske horrorfilm, vi for tiden får serveret, er alle betydelig mere blodsværtede end originalerne, og "Saw" - tror jeg, vi vil opdage - åbnede nye veje for genren og gav den et mere hudafskrabet look, jvf. eksempelvis den engelske low-budget-film "Creep" og (osse engelske) "The Descent". "Hostel" er en slags update af 1970ernes 'teenagere tar på sextur i sommerhus og bliver slagtet'. I "Hostel" tar de til Slovakiet, men forskellen er den samme: De vil ha sex, og derfor dør de. Det er ren puritanisme og moralisme -- bortset fra, altså, at det overhovedet ikke er rent, men voldsomt, ulækkert og modbydeligt. Filmen har overhovedet ingen pointe, udover at sexlyst er en dræber. A load of crap.    

Apropos guitarsoloer: Sad og så et afsnit af "Joey". I baggrunden, ganske kort, midt i det hele spillede de ca. to-og-et-halvt sekund af en guitarsolo -- hvorefter jeg spildte den næste time på at forsøge at komme i tanker om, hvad sangen hed, og hvem kunstneren var. Det viste sig at være mere kompliceret end som så. Sangen var - er - "(Never Met) A Girl Like You (Before)". Mange steder på nettet tilskrives den Iggy Pop -- og den lyder osse ret meget som Iggy. Men så vidt jeg kan gennemskue, er sangeren skotske Edwyn Collins. 

Har lånt Gnags' mega-CD-udgivelse "Siden 66" på bib: 5 CDer + en DVD. Se indholdsfortegnelsen her. Det er voldsomt. Når man - som jeg i dag har gjort - sætter sig ned og lytter i streg, blir det for alvor klart, hvor mange-facetteret, favnende og generøse Gnags gennem tiden har været, rent musikalsk. Og hvor glimrende en sangskriver Peter A.G. er. "Slingrer ned ad Vestergade" er formodentlig en af de bedste, danske pop/rock-tekster nogensinde. Hvis jeg læser listen rigtig (og det er jeg slet ikke sikker på, at jeg gør), kom sangen ikke med i Kultur-Brians kanon -- men det gjorde til gengæld, tilsyneladende, både TV-2 og Kliché. Det må da vist bero på en fejl ... ? Hvornår har Steffen Brandt nogensinde skrevet noget, der kommer i nærheden af "Og duer, der kvidrer / og så vid'rer"? Eller Lars H.U.G.? "Der er en masse tomme huse / og en masse uden boliger / mod centrum hvor det hele blir / uroligere og uroligere." Læs hele teksten her. Respekt!   

Fredag d. 18. november sidste år spurgte jeg her i bloggen: Er der nogen, der ved noget om "Hostel"? Men det var der ikke. Nu er den omsider udkommet på dansk DVD -- ligesom, i øvrigt, "Underworld: Evolution".

Slæbte en hel kasse med diverse til bogbytte på biblioteket -- og kom hjem med følgende:

Frank Jæger: "Cinna og andre digte", førsteudgaven.
Jørgen Sandvad: "Saaledes talte - Interviews med kunstnere".
Ole Vedfeldt: "Det kvindelige i manden", førsteudgaven.
Olof Lagercrantz: "Fra Helvede til Paradis - En bog om Dante og hans Guddommelige komedie", førsteudgaven.
Chr. Rimestad: "Baudelaire".
Leo Tandrup & Arne Haugen Sørensen: "Samtaler på en bjergtop".

Samlet pris: Kr. 0,- Ifølge min sædvanlige udregningsmetode, som jeg meget holder af, har jeg således netop sparet i omegnen af kr. 920,- (jvf. antikvariat.net) -- som jeg følgelig nu har i overskud og kan bruge på fis og ballade. Hep!

Stadig en smule rystet over det dér med Ole Sarvig i kælderen (læs evt. her) har jeg besluttet - som en slags undskyldning på vegne af den samlede menneskehed, eller i hvert fald på vegne af den del af den, som har indflydelse på Skanderborg Biblioteks politik m.h.t. sjældent udlånte bøger - at oprette en sarvig-tag-kategori. Hvilket hermed er gjort. Forvent meget mere Sarvig fremover. Har lige investeret i et eksemplar af Poul Borums interviewbog "Samtale med Ole Sarvig" fra 1969.  Borum var en stor Sarvig-fan og beskrev ham engang, altså Sarvig, som Danmarks (daværende) eneste, virkelige kandidat til Nobelprisen i litteratur. Han opnåede aldrig at få den -- men til gengæld blev han i løbet af sin forfatterkarriere tildelt alle de danske priser, der var - er - værd at nævne, inkl. Emil Aarestrup Medaillen, Johannes Ewald Legatet, Herman Bangs Mindelegat, Kritikerprisen, Morten Nielsens Mindelegat og Det Danske Akademis Store Pris. Sarvig blev selv medlem af Akademiet i 1972.

Det er altid sjovt, når små hunde gør, og jo højere de gør, des sjovere blir det -- lige indtil, selvfølgelig, man bliver træt af legen og går videre. Da jeg i sin tid arbejde på ACU i Skanderborg, gik jeg hver morgen ad Emilievej - og dér, bag en smedejernslåge, var der en sådan lille, bidsk hund, som teede sig, når jeg kom forbi. Det tog mig nogen tid at vænne mig til den. I begyndelsen gav den mig hver morgen et mindre chok, for den betyder jo ikke det fjerneste, den dér lille-hunds-gøen, så jeg glemte den hurtigt -- til næste dag. Men efterhånden begyndte jeg nærmest at se frem til disse små, pudsige optrin, og jeg opdagede, at jeg blev skuffet, hvis hunden ikke var der. På nogenlunde samme måde - og derfor dette - har jeg nu fået det med  Weekendavisens Leonora Christine Skov. Jeg læser hos Capac, at hun senest - på TV - har afskrevet Dylans nyeste CD som en anakronisme. Man kan sige meget om Dylan, men ét er i hvert fald indiskutabelt: Han er en aldrende, velnæret, hvid mand -- af den slags, som gør Skov så arrig.

Ezra Pound: "Pay no attention to the criticism of men [sic] who have never themselves written a notable work." Og med disse ord: Suzanne Brøgger (som så sandelig har skrevet ... o.s.v.) har udgivet en ny bog, "Sølve". Læs om den her.       

I morgen er det store-kræmmer-markeds-dag i Skanderborg. Her er nogle fotos fra sidste år:









Bemærk venligst, at det osse er i morgen, vi afholder årets første bogbyttedag på Skanderborg Bibliotek. Har du nogle bøger, du gerne vil af med? Læs mere her.

Som det gamle, jødiske ordsprog siger: "Hvis ét menneske kalder dig et æsel, så ignorér det. Hvis to mennesker kalder dig et æsel, så køb en saddel." Allerede i december sidste år - læs her - bemærkede jeg, at der muligvis var en sammenhæng -- og nu er jeg ikke længere i tvivl. I går aftes forsøgte jeg at se filmen "Forest of the Damned" -- og i dag vågnede jeg op med et blodrødt, lysfølsomt øje. Måtte blive i sengen til langt hen på eftermiddagen. Jeg er - som min Kierkegaard-læsende søster sikkert ville udtrykke det, ergo - overfølsom over for dårlige film. Måske, hvis det altså ikke var så irriterende, og hvis det ikke gjorde så ondt, ku jeg få en karriere som test-person for et eller andet film-selskab. Rødt lys: Back to production! Ingen reaktion: Distribute!

Købte (endda) "Forest of the Damned" på super-tilbud -- sammen med Steve "I'm Alan Partridge" Coogans "The Parole Officer" og Don "Phantasm" Coscarellis TV-film "Incident on and off a Mountain Road" fra serien "Masters of Horror".

Og øjet i øvrigt: Skal CT-scannes den 20. i denne måned.