The Jiggly Room

I dag modtog vi da omsider sidste weekends udgave af Weekendavisen -- og jeg har netop rejst mig fra min Wegner-lænestol, som Ane gerne vil ha smidt ud, hvori jeg har siddet og læst portrættet af Rune Engelbreth. Enhver er sigselv nærmest, det er klart -- og som Cohen synger i en af sine sange: "Everybody knows that the boat is leaking." Jeg iler derfor med (i forlængelse af denne blog-post) et forsvar, ikke for Rune, men for migselv. Jeg bekender, at jeg, ligesom Rune, men mindre begavet, har læst - endda mere end bare én gang - alle Neutzsky-Wulffs bøger, i hvert fald frem til "Døden". Jeg har endog ejet dem, flere gange, osse de sjældne og dyre, men solgte for nogle år siden den (foreløbigt) sidste samling til en bekendt, som hér af hensyn til hans sociale omdømme skal forblive unavngiven, men som i det private liv hedder Frank Brahe. En god del af betalingen blev givet mig i naturalier -- mere specifikt: Et tryk af Joakim Skovgaard, uddrivelsen fra Paradis. Siden da har jeg igen-igen generhvervet mig enkelte af Neutzsky-Wulffs bøger, herunder "Okkultisme" og "Magi". Det bekender jeg -- ligesom jeg bekender, at jeg faktisk flere gange har mødt og talt med Neutzsky-Wulff, og at han - og jeg aner af Poul Pilgaard Johnsens portræt, at dette måske er det værste - engang har skrevet et lille vers til min hustru. Jeg håber ikke, at denne afsløring på nogen måde vil så tvivl om hendes akademiske fortræffeligheder (som er betydelige). Ligesom Rune har jeg osse engang været i Bramming, vistnok for at besøge byens genbrugscenter -- og jeg bærer briller, der - ligesom Runes - er forholdsvis billige. Og ligesom Rune har jeg en Aage helt tæt inde på kroppen: I Runes tilfælde Erwins far, Aage Neutzsky-Wulff, som ganske vist døde i 1967, og som for så vidt ikke har en dyt med noget at gøre. I mit eget tilfælde: Et medlem af familien på min fars side. Jeg har aldrig mødt ham, Aage, og måske hedder han slet ikke Aage -- men i så fald kunne han lige så godt have heddet Aage. Det bekender jeg. Jeg er forholdsvis - men ikke fuldstændig, det bekender jeg - uenig i mange af Runes politiske synspunkter og idéer, men jeg abonnerede på tidsskriftet "Faklen", det bekender jeg, og jeg har osse købt Runes bøger. Og forresten: Jeg har altid, i hvert fra teenage-årene og frem, været meget fascineret af satanisme som religiøst fænomen, og jeg har læst om emnet og skrevet om det. Dét kan man - til gengæld og desværre, synes jeg - ikke rigtig sige om Rune. I dén henseende er han lidt jævn. Så vidt jeg husker, skrev jeg endda på et tidspunkt et referat af en Fakkel-fest, som jeg var blevet indbudt til, og hvori - i referatet - jeg beklagede mig over den dybt skuffende mangel på omvendte kors og blod. For mig at se var det bare en flok universitetsstuderende, der gik rundt og snakkede filosofi, politik og religion o.s.v. Der var en auktion, kan jeg huske, men ikke nogen ofring -- faktisk ikke engang snak om den manglende ofring. Så jeg kom ikke til flere af deres sammenkomster. Det bekender jeg. Der var ingen altre, ingen anråbelser, no nothing. Hvor meget Poul Pilgaard Johnsen end gerne vil dæmonisere Rune Engelbreth og pådutte ham skumle agendaer: Vi skal nok ikke gøre os alt for store forhåbninger i den retning. Han, Rune, har en (endda undertiden lidt overdreven) tendens til altid bare at sige, hvad han mener. Rigtige satanister - det véd vi fra film - forstår at tie, og de kommer kun frem fra deres skjul, når stjernerne er i alignment. 

Retten har fundet Amdi Petersen og co. ikke skyldig i skattefusk og underslæb.

Carsten har optegnet en guitar-solo-top-tyve. Se listen her. Guitarlir optager mig ikke synderligt, i hvert fald ikke sammenlignet med andre former for lir -- og jeg har som sådan ikke meget at bidrage med. Bortset fra dette, måske: At jeg synes, Frank Zappa mangler. Min egen favorit-solo (if I must) er nok Carstens nr. 12, Hendrix: "All Along The Watchtower", som er det eneste musikstykke, der har permanent plads på min mp3-afspiller -- og som jeg lytter til mindst én gang om ugen. Og: at den guitarlyd, jeg personligt holder allermest af, er Lou Reeds, jvf. "Songs for Drella", "New York" o.a. 

Jeg har seriøst brug for at ta mit liv op til revision. Kom for skade - inspireret af Capacs henvisning - at klikke ind på babetoppen.dk. De to første ting, jeg tænkte, var, at: a) de 17 af de 25 på Top 25 kendte - kender - jeg slet overhovedet ikke. Hvem hulan er Lotte Engberg? Hvem er Anna Lindmarker? Og b) at dét site må være en lækkerbisken for enhver advokat med speciale i ophavsret.

Den tredje ting, jeg tænkte, var, at hvor kedelig er man så?! Præsenteret for et site fyldt med billeder af smukke kvinder -- allerførst, før noget andet, straks at give sig til at spekulere over de juridiske implikationer? Øv. For mig.

Billedet herover: Halle Berry (som jeg godt ved, hvem er) lover, at hun aldrig vil lave en "Catwoman 2". Vi siger tak.

Karina, som er skranke-domæne-regent, web-ansvarlig og meget andet på Skanderborg Bibliotek, har netop vundet Grenaa Marathon 2006. Her er et foto af hende i løb -- og her er hun på podiet. Med blomster. The Jiggly Room ønsker til lykke.

Bibliofiligran: Modtog (allerede) i dag mit nyindkøbte eksemplar af Sarvigs digtsamling "Jeghuset", udgaven fra Gyldendals Spættebøger - med en dedikation.

Dedikationen i bogen lyder således: "Til Henrik og Suzanne / denne 44-bog som / foraarstegn i 68 fra / hengivne Helen og Ole". Helen er amerikanskfødte Helen Aileen Sarvig, som Ole Sarvig giftede sig med i 1962. Hun døde i 1980.

Men hvem er Henrik og Suzanne? Jeg er ret sikker på, at der står Suzanne, altså med et 'z' -- og det burde indsnævre feltet en smule. Hvis du ved det, eller bare har et forslag, så læg gerne en kommentar. Henrik og Suzanne, formodentlig et par - i 1968.

Modtog osse i dag Sterne-filmen, "A Cock and Bull Story", og mine to Fellini-film, som begge (at se på, umiddelbart) er som nye -- og som jeg kun gav kr. 10,- for. Samlet. Det må vist være mit bedste film-køb nogensinde.  

Rune tager til genmæle i forbindelse med Poul Pilgaard Johnsens portræt. Læs "Weekendavisens smædeportræt" på Runes eget website, humanisme.dk.

Ane har lige haft ringet til Weekendavisen, som har lovet at sende os et eksemplar af sidste weekends udgave. Som udeblev. Så jeg har indtil videre ikke selv haft mulighed for at læse det omtalte portræt. Rune skriver: "Weekendavisen bragte den 25. august 2006 et »portræt« af undertegnede, som vel kun kan karakteriseres som sladderspalte af værste skuffe. »Det mest modbydelige angreb på en politisk aktør, jeg nogen sinde har læst,« kaldte en journalist det, da han spurgte mig til det."

Dagen i går gjorde sig - set fra min lukkede afdeling - bemærkelsesværdig på følgende (og i tilfældig rækkefølge) mindst fire måder: 1. Bob Dylans nye CD udkom, omend ikke i Skanderborg. 2) Klaus slettede sine smartlog-blogs -- og smartlog mistede dermed en håndfuld af sine helt store hitslugere. 3. Divya Das (ses herover omkranset af sukkerhjerter) stoppede på DR1, som er den eneste TV-kanal, vi kan tage her i huset. Og 4. Efter i tre dage og 3 nætter at have bakset med sætningen "Ligesom det er min erfaring" i et digt ("På samme måde som det er min erfaring", "Det er på samme måde min erfaring", "Det er ligesådan min egen erfaring", "Ligesom jeg har erfaret, at ... " o.s.v. o.s.v.), gik det pludselig op for mig, at hvis jeg bare slettede sætningen, ville alting gå op. Så det gjorde jeg. Og det gjorde det.   

Divya stopper som vejrpige. Damn!

I eftermiddags genudsendte DR1 Helge Qvistorffs udsendelse om Klosterheden Statsskovsdistrikt -- i serien om "De danske skove", produceret i 1992. Qvistorff hører til den gamle skole af formidlere, som nu afdøde Palle Lauring og Erik Kjærsgaard, der tror på stoffet -- og som er meget mere interesseret i at oplyse og fortælle, end i at forsøge at efterleve den nyeste pædagogiske trend. Skov-udsendelserne er gamle, og de virker gammeldags -- og det, synes jeg, er befriende. Man kan som seer nøjes med at læne sig tilbage og blive klogere. Uden unødig flimmer.

Men hvad jeg egentlig ville skrive: Klosterheden var, da jeg var ung, min skov, i hvert fald dele af den. Området omkring Kjærgaardsmølle. Det var her - d.v.s. dér - jeg fiskede og spejdede efter fugle, gik på opdagelse, samlede kogler o.s.v. Som navnet siger, er Klosterheden egentlig opdyrket hedeland, og skoven er en plantage, ikke nogen naturskov. Hele plantagen er på cirka 6700 hektarer, hvoraf cirka 5000 er tilplantet og cirka 350 hektarer hede. Landskabet er præget af den sidste istid: Iskanten gik fra Bovbjerg mod Struer, og plantagen er anlagt på aflejringer af sand og grus. Smeltevandet er flere steder opsamlet i opstemmede småsøer. Plantagen gennemskæres nord-syd af ådalen omkring Flynder Å. På grund af de elendige jordforhold tog det lang tid at få plantagen etableret, og i tidens løb er projektet blevet gjort til genstand for massiv kritik. Et lerlag forhindrer regnvandet i at løbe bort, så træerne kan få glæde af det -- men det var først, da man begyndte at gøde jorden, at væksten for alvor tog fart.

Så ved du også det.   

Linda harcelerer i dag i et længere blog-indlæg over Weekendavisens portræt af Rune Engelbreth Larsen og Erwin Neutzsky-Wulff. Læs indlægget her. Og det er selvfølgelig bloody typical, at Ane og jeg netop i den forløbne weekend ikke fik Weekendavisen -- som af en eller anden grund udeblev. Måske fordi posten fik våde fødder.

Jeg kan forstå på diverse blog-indlæg, at den nye Dylan-CD er på gaden. Jeg er - som jeg vist allerede flere gange har bemærket i denne blog - ikke nogen særlig god fan. Jeg følger ikke med i, hvad mine idoler render og laver, besøger ikke deres hjemmesider, læser ikke deres biografier -- og ved (følgelig) kun sjældent på forhånd, hvornår noget nyt er på vej. Faktisk er min afholdenhed desangående så påfaldende - for jeg følger jo dog med i så meget andet, læser andres biografier o.s.v. - at det er svært (for mig) ikke at få den tanke, at der er tale om en slags ubevidst vægring. Jeg foretrækker (åbenbart) at holde en distance -- og forklaringen er formodentlig ligetil: At jeg på den måde ikke risikerer at falde igennem og komme ud på den anden side, i et opgør. Har lige - apropos - siddet og læst et interview med Søren Ulrik Thomsen, hvori han bl.a. udtaler om fans, at

"Så må jeg leve med, at jeg også kommer ud for mennesker, der har fået en forestilling om mig på hjernen og ladet mine tekster fylde alt for meget i deres hoved, og det er altid ildevarslende, for næste station er jo logisk nok, at de for at få luftet ud skal igennem et kæmpeopgør med alt, hvad de forbinder med mig, og nu skal til at pisse på de selv samme digte, de før var så overdrevent opslugt af. [...] For nylig fik jeg gudhjælpemig et langt, omhyggeligt håndskrevet brev fra en pige, der havde været til mine oplæsninger og kunne hele værket forfra og bagfra og nu lige ville fortælle hvilken rædsom person, jeg er."

Thomsen skriver i øvrigt selv i forordet til Ole Sarvig-udvalget, som jeg forleden købte, at

"Når jeg spørger migselv, hvorfor jeg aldrig har haft brug for at slagte Ole Sarvigs poesi i et blodigt faderopgør, er svaret, at skønt hans digte i sandhed har betydet meget for mig, fik de ikke lov at stå alene ret længe, for der dukkede hurtigt en anden patriark op, nemlig Per Højholt, der på mange måder er Sarvigs modsætning."

Jeg tror, at det er - osse selvom man ikke selv er kunstner, men bare er en jævnt reflekterende person - en forholdsvis almindelig, psykologisk mekanisme: Identifikation og opgør -- og at frygten for opgøret ofte medfører en vægring m.h.t. identifikation. Jeg har aldrig kunnet forstå eller dele trangen til at gå op i et idol -- og måske som et resultat heraf har jeg (vistnok) aldrig mistet nogle af mine, omend enkelte med tiden er gledet i baggrunden.

Og tilbage til virkeligheden: Ingen af vore lokale butikker har hjemkøbt Dylan-CDen, så jeg må pænt vente. Og det kan jeg. Men til gengæld har jeg lige vundet Klaus Rifbjergs "25 desperate digte" på QXL. 

Min gode ven Peter har startet en blog om mad, madoplevelser og vin: Få et bedre liv - om at undgå dårlige smagsoplevelser.

Dagens auktionskøb: Robyn Hitchcocks "Luxor", 99 cents på eBay. Min Hitchcock-CD nummer 11.

Nogle dage falder universet i hak. Efter al min snak om Sarvig: Nu til aften vandt jeg Dacapo-udgivelsen af Per Nørgaards opera "Siddharta" på QXL. Librettoen er skrevet af Nørgaard selv i samarbejde med  - ta-daa - Ole Sarvig. Læs mere om operaen her. Så sent som i går aftes sad jeg og læste et erindringsstykke, Nørgaard har skrevet om Sarvig og "Siddharta" (i antologien "Tidstegn", red. Iben Holk) -- men jeg havde faktisk fuldstændig glemt, at jeg havde budt på den på QXL. Heraf kan man udlede, at jeg er en distræt person, og/eller at jeg handler for meget. Af det faktum, at jeg osse i aften - ved siden af Nørgaard, osse på QXL - vandt en CD med Bamses Venner, kan man udlede at jeg er en rigt facetteret og umådelig spændende person.

Capac har i øvrigt postet et Sarvig-digt i sin blog. Læs det her.

Jakob Brøbechers blog på anarko.dk er tilsyneladende blevet hacket -- og af en politisk vakt tyrker ved navn Ernesto. 

Fandt et ikke-sindssygt-dyrt eksemplar af Sarvigs "Jeghuset" MED DEDIKATION -- og bestilte den. Nu vil jeg gå ned til boghandler-Helle og spørge efter det dér udvalg (stadig en lille smule knotten - efter at have læst denne omtale). Og: Næste CD i bunken fra biblioteket viste sig - til gengæld - at være en absolut perle, "Max Leth Quartet", oprindeligt optaget i 1978 og (nu) genudgivet på CD. Jeg har forgæves forsøgt at finde et scan af coveret på nettet, så jeg ku vise det -- men faldt under min søgen over ovenstående: "Day Dreaming - Bedroom Ambience 2".

Tilføjet; Det lykkedes mig at finde dette lillebitte coverscan (vistnok på et japansk site):



Og boghandler-Helle havde Sarvig-udvalget stående -- og nu ligger det på mit bord.

Modtog i dag både "Åh Hanne" og de to bøger, jeg for nylig købte af René Rasmussen, hans egen "Tidens og dødens scene" (om Sade) og den danske oversættelse af "120 dage i Sodoma" (med lækkert, skrig-gult gummiomslag). Tak til René.

I går var jeg på biblioteket, hvor jeg bl.a. lånte en lille stak CDer, hvoraf jeg ikke kendte en eneste. Indtil videre har jeg haft ca. halvdelen i maskinen (men ikke længe), Eivør Pálsdóttir, The White Stripes, Crosby, Stills & Nash og Highwaymen 10th Anniversary -- og de har alle, hver på deres egen, kedelige måde, været røvkedelige. Måske er det bare mig, der er knotten i ørerne. Det er ikke usandsynligt. Jeg har voldsomme søvn-problemer for tiden og går rundt og er små-irritabel.

Egentlig var jeg gået på biblioteket, fordi jeg ville låne noget OLE SARVIG. Sarvig er - d.v.s. var, for han er desværre død - en af det tyvende århundredes største, danske digtere -- og én af mine absolutte favoritter. Carsten nævnte forleden (i en kommentar) Dan Turéll som et eksempel på en digter, der havde dyrket den korte form. Hvor meget jeg end holder af Turéll (og det gør jeg): Han har aldrig betydet noget for mig, ikke m.h.t. digteriet. Men det har Sarvig. Carstens kommentar gav mig (fuld af bagtanker) lyst til at genlæse forfatterskabet -- og altså gik jeg på biblioteket.

Men hør engang: Skanderborg Bibliotek havde IKKE ÉN ENESTE Sarvig-bog stående fremme! De var alle - for de havde dog nogle - gemt væk nede i kælderen. I KÆLDEREN!?! Besluttede mig på stedet til selv at anskaffe mig bøgerne og gik hjem og googlede o.s.v. Opdagede at der i 2005 er udkommet et udvalg, "Digte", med forord af Søren Ulrik Thomsen -- så dér kan jeg jo passende begynde. Verden er af lave. Lava.      

Klikkede ind på eBay for at se, om jeg ku finde den dér Doc Pomus-cd, som Capac forleden skrev om i sin blog -- men jeg nåede aldrig så langt.  Når man søger på "doc pomus", får man nemlig osse (fandt jeg ud af) en række Lou Reed-CDer m.m. Jeg købte "Magic and Loss" til 47 cents. Den har hidtil manglet i samlingen -- og, altså, Lou Reed skal man sædvanligvis indkøbe varsomt. Hvis dét overhovedet er et udtryk. Han har lavet nogle af de bedste albums ever, heriblandt "New York" -- men han har osse lavet nogle af de kedeligste. Men til 47 cents ...

Dagens digtsamling - apropos snakken i Glaz Serups blog om politisk digtning - er Klaus Rifbjergs "Pap" fra 2004. Samlingen har (vistnok) tre ben: Den består af 1) en række portrætter af ALMINDELIGE MENNESKER, som Rifbjerg omgås (civiliseret rifbjergsk) i sin hverdag, 2) "Gnister", smådigte, og 3) politiske digte -- eller digte med politisk brod. Eller hvad man nu skal sige. Jeg ved ikke, hvor bevidst Rifbjerg har blandet kortene, men det ligner da i det mindste et koncept: Hyldestdigte til den jævne mand sat op mod digte, hvori magthavere og meningsdannere latterliggøres og hænges ud, heriblandt Bush, Anders Fogh, Søren Krarup m.fl. Og gnisterne som en slags "Oven over alting skinner moder Sol".

Jeg har stor respekt for, som Per Kirkeby har kaldt det, "alderens arrogance". Klaus Rifbjerg har udgivet femten tusinde bøger, cirka, og han kan gøre, hvad pokker han vil. Han har ikke noget, han skal bevise -- o.s.v. Men hermed er ikke sagt, selvfølgelig, at alt, hvad han skriver, er godt eller interessant. Og "Pap" er ærligt talt en rædderlig dårlig digtsamling. Digte skrives, som Per Højholt yndede at sige, ikke med idéer, men med ord. Det er ikke nok bare - mere eller mindre tilfældigt - at mene eller synes et-eller-andet; det kan man ikke få et godt digt ud af. Jeg er for så vidt personligt politisk nogenlunde på bølgelængde med Rifbjerg -- men det gør mig ikke mildere stemt over for digtsamlingen. Den er mavesur, pjattet -- og værst af alt: Blottet for poesi. Jeg ku-ka ikke finde én eneste linie, som jeg finder det umagen værd at citere. Bortset, måske, fra denne: "Ærgerligt nok ... "  

QXL, som er mit andet hjem, har netop skiftet platform og design -- og jeg har indtil videre haft en lille smule svært ved at finde rundt. Det er, tænker jeg, enten a) fordi det nye layout faktisk ER mindre brugervenligt, eller b) fordi min opfattelsesevne er ringere, end den har været -- eller c) en blanding af de to.  Men så vidt jeg kan se, har jeg lige vundet ovenstående to Fellini-film. Jeg husker "Satyricon" som en mindre katastrofe. "Roma", derimod, er en af filmhistoriens helt store film. Samlet pris for de to  -- så der er sikkert et eller andet galt: Kr. 10,- plus porto.

Linda har skrevet en fin, lille omtale af mit seneste digthæfte, "Farao". Læs den her -- og tak til Linda.

Uden sammenhæng med noget (eller: i hvert fald ikke med ret meget): Jeg vil gerne reklamere for ovenstående bog (på billedet), Ingmar Bergmans selvbiografi, "Laterna Magica". Den er udgivet på dansk i 2 bind af Bogklubben 12 bøger -- og de må ha trykt ca. halvanden milliard eksemplarer, for det er svært at komme i et antikvariat eller i en byttebiks uden nærmest at få kastet bind 1 i nakken. Det sker lidt sjældnere, at man finder begge bind samlet. Jeg tror, man ku få bind 1 gratis, hvis man meldte sig ind i klubben -- og at det er forklaringen på, at man så ofte ser den. Alene.

Bogklubben 12 bøger signalerer ikke ligefrem kvalitet, jeg ved det -- men "Laterna Magica" er ganske enkelt en af de bedste selvbiografier, jeg nogensinde har læst. Det er en fremragende bog, og der er ingen fornuftig grund til ikke at købe den. Og læse den.  En overgang havde jeg for vane at opkøbe alle de eksemplarer af Saul Bellows "Herzog" og Philip Roths "Professor i lyst", jeg kom forbi  -- og det var mange, for de er osse begge udgivet i bogklubsudgaver. Jeg forærede dem til venner og bekendte. Fra nu af - for jeg har ærligt talt lidt ondt af dem - vil jeg tilsvarende opkøbe Bergman. Gode bøger er gode bøger og fortjener at blive læst.

René spørger, om jeg ikke skal skrive noget om Madonna. Faktisk var det først for ret præcis 20 minutter siden, det gik op for mig, at det var nu -- altså koncerten -- da de nævnte det i en teaser for DR Nyheder. Madonna - for det er alt, hvad jeg kan skrive om hende - har aldrig betydet det fjerneste for mig, hverken i 80erne, i 90erne eller i dag. Eller i morgen, hvor hun gir koncert. Jeg har aldrig lyttet til hende, ud over by chance, og jeg har aldrig ejet nogle af hende plader. Eller CDer. Jeg kender titlerne på nogle af dem, men jeg ville ikke, om jeg så blev betalt for det (og det gør jeg næppe), kunne citere fra en af hendes sange -- bortset fra Don McLeans "American Pie", som jo, altså, er en Don McLean-sang. Og ikke nogen Madonna-sang. Jeg ved ikke, om hun nogensinde selv har skrevet en sang. Jeg ved stort set intet om hende, ud over at hun har tjent en styrtende masse penge, har haft en lang karriere og er gevaldig meget populær. Som tidligere påpeget: Et eller andet i mig døde i begyndelsen af 90erne -- og siden har jeg ikke fulgt med. Men i går lånte jeg disse 4 CDer på biblioteket:



Poul Krebs live i Horsens, Klaus Lynggaard, Tom Waits og Rasmus Nøhr.

Debat om politisk poesi i Martin Glaz Serups blog. Læs her. Glaz Serup modtog (i øvrigt) i torsdags den ærefulde Michael Strunge Pris. The Jiggly Room ønsker til lykke.

Stod op, tændte computeren og klikkede ind på Lindas blog. Hendes indlæg om Ferlinghetti fik mig til at tænke på, at jeg faktisk for nogle år siden skrev og privatudgav to digthæfter med titlen "Pludselig i dag at komme i tanker om Ferlinghetti (1 og 2). En forholdsvis oplagt association -- og mens jeg forsøgte at finde teksterne på min PC (uden held - jeg har dem måske på en CD et sted), kom jeg osse pludselig i tanker om andre hæfter. Jeg fandt nogle af dem og har nu lagt dem på min hjemmeside, så de kan downloades som pdf. Jeg ved ikke, hvordan andre digtere har det med deres egne ting, respektivt, men jeg har en klar tendens til lægge afstand - i mit hovede - så snart jeg har fået noget på tryk. Sådan set er det én af de væsentligste årsager til, at jeg overhovedet laver mine hæfter, for jeg bilder mig ind, at det netop er sådan, jeg bedst kan bevæge mig fremad: Nærhed, afstand, nærhed, afstand ... o.s.v. Og for hver omgang, håber jeg, blir jeg lidt klogere. Og bedre. Jeg ville i dag ikke (kunne ville) skrive tilsvarende digte -- som dem i de følgende hæfter. Jeg huskede dem som dårligere, end jeg nu (hvor jeg har genlæst dem) synes, de er. I det mindste er der flere gode begyndelser eller ansatser. Som Peter Nielsen i en mail bemærkede m.h.t. mit nyeste hæfte, "Farao": Der er ikke mange overflødige ord. Det er sandt. Jeg er efterhånden blevet mere og mere nærig med mine ord -- men sådan har det ikke altid været. Og jeg håber, at det på et tidspunkt vender. Jeg går og venter på, at der skal gå hul.

Download som pdf-fil:

"15 digte" fra 1999. Jeg skrev, så vidt jeg husker, digtet "Afsnit P" til websitet -- som en julehilsen. Edwin Muir-digtet blev senere bragt (i oversættelse) i en amerikansk antologi.

"Selvtilfredsstillelser" fra 2001. Flere af digtene i hæftet stammer fra tiden umiddelbart efter min bedstefars død.

"Natarbejder" fra 2001. "Fiskene skriver ... " blev bragt i et eller andet blad (som jeg nu har glemt navnet på), og de fleste af "Hvordan man"-digtene blev trykt i antologien "Allegro" (Forlaget Lyrica), som Linda var co-redaktør på. Jeg kan godt li flere af de korte digte i hæftet, men titel-digtet er meget mislykket. Jeg har længe gerne villet skrive et langt digt, men jeg dúr ikke til det.

"Alle ved dette er ingensteder" fra 2002. Titlen er (selvfølgelig) tyvstålet fra Neil Young, "Everybody Knows This Is Nowhere". På dette tidspunkt begynder mit sprog, som man vil kunne læse, at bryde sammen -- og jeg er ikke rigtig kommet mig siden.

Ferlinghetti-hæfterne stammer fra 2000. Hvis det lykkes mig at finde teksterne, lægger jeg nogle af digtene i bloggen.

Dagens citat er af Niels Hav -- og er fra bloggen The Pink Apples, oprettet i forbindelse med Poesiens dag:

"Digte - og kunst i det hele taget - betyder mere nu end nogen sinde før i menneskehedens historie. I enhver nation er der nogle tusinde, som interesserer sig lidenskabeligt for lyrik, det er min erfaring. Sådan er det i Indien, USA eller en lille nation som den danske. Så kan der i offentligheden være mere eller mindre fokus på lyrik, men interessen er konstant. Det handler om at få verden fortolket, ingen kan undvære det."

Læs hele interviewet her -- og find flere her.

Henrik har været så venlig at smide tre fotos af sin samling af erotiske bøger i sin blog. Se dem her. "Ja, dér sprang jeg vist ud som gammel gris," skriver han -- men vel gjorde han ej. Det er simpelthen for lidt, Henrik. Det er slet ikke nok til at gøre dig til en gris, heller ikke selvom samlingen er fin. En gammel gris er ikke noget, man bare bliver; det krævers års indsats og hårdt, målrettet arbejde. Det kræver, at man virkelig vil det. Jeg arbejdede engang i en boghandel, der bl.a. solgte bøger til sygepleje-studerende. Engang i mellem fik vi besøg af en ældre herre; han stilede altid direkte efter bøgerne med anatomiske plancher -- og så stod han nede bagerst i butikken og småsavlede, mens han værdsatte kroppens organer. Kun få iblandt os, tænker jeg, kan med rimelighed nære forhåbning om at nå så langt i vor udvikling, respektivt.

Men vi kan selvfølgelig stræbe. Herover, billedet: Mine egne, nyeste indkøb: Jes Trøsts digtsamling med den helt vidunderlige titel "Åh Hanne, dine brystvorter", den danske (ufuldendte) oversættelse af "120 dage i Sodoma", illustreret af billedkunstneren Frans Kannik (på billedet ses et maleri) -- og "The Satyrical Drawings of Martin van Maele", som jeg vandt på eBay den 30. juli, men som blev snuppet i tolden. Og som jeg derfor først modtog i torsdags. 

Dagens tophistorie er uden tvivl EBs afsløring af Dansk Folkepartis villighed til - hvad end partitoppen offentligt erklærer - at optage medlemmer af det højrenationalistiske netværk Dansk Front. EB skriver: "7 ud af 13 kontaktede [lokal]formænd sagde ja tak til at optage nazister. Seks glædede sig til at se fremmedhadske medlemmer af Dansk Front." Læs mere her.

Ane og jeg var i dag - sammen med Emma og Flemming - til Øl på Øm, en årligt tilbagevendende begivenhed. I år havde Danske Ølentusiaster bl.a. valgt at medbringe en helt ny øl, Høstbryg fra Århus Bryghus:
 


-- som hermed anbefales. Alkoholsprocenten er 8,5, så drik med måde. Her kan du læse, hvordan du kan lave din egen øl.

Mit Sade-hæfte har vokset sig større, end jeg egentlig havde forestillet mig -- og jeg overvejer nu, om jeg bare skal lade det vokse, eller om tiden evt. er inde til en omgang litterær bonsai-haircut. I alt er jeg i skrivende stund oppe på 98925 tegn, fordelt på 1711 linier, fordelt på 47 sider. Først og fremmest bekymrer jeg mig om DET RENT PRAKTISKE. Jo længere hæftet er, des dyrere bliver det at trykke -- og allerværst: Udgifterne til porto stiger drastisk. 40 sider er (ca.) grænseværdien m.h.t. PRODUKTIONSMÅDEN. Hvis hæftet er på meget mere end 40 sider, kan det ikke længere hæftes, men må ha en anden form for indbinding, måske en spiralryg -- og så bliver det meget dyrere at sende med posten. "Farao" kostede kun kr. 5,50 i porto pr. stk., hvorimod "Gældsætninger" (som havde spiralryg) vistnok kostede kr. 17,- Det gør en forskel -- og eftersom jeg ikke sælger mine hæfter (for det kan jeg ikke), men forærer dem væk ...

Men på den anden side: Jeg kan jo bare lade være med at sende ret mange. Gratis, altså. Og i stedet donere resten til spejdernes papirindsamling.

Fra mit Sade-hæfte:

Laurence Sterne (1713-1768) har skrevet litteraturhistoriens skæggeste og mest firnulige, sjofle værk, "The Life and Opinions of Tristram Shandy, Gentleman", af Virginia Woolf (1882-1941) udråbt til »The Greatest of all Novels.« Tristram Shandy udkom i 9 bind, udgivet i perioden 1759 til 1767. I første bind indleder fortælleren med at erklære, at han vil berette om sit liv. Han starter med frugtsommeliggørelsen af sin mor: »I was begot in the night, betwixt the first Sunday and the first Monday in the month of March, in the year of our Lord one thousand seven hundred and eighteen. I am positive I was ... « - - men først i fjerde bind lykkes det ham rent faktisk at blive født. Han lader sig hele tiden lede på afveje, og digressioner følger på digressioner; forhistorier, selvkritik og pudsige udfald. Først sent i værket får vi en slags forklaring: Som 5-årig fik Tristram sin penis i klemme i et vindue, han er ukampdygtig og kompenserer nu ved at skrive. Teksten vrimler som en sommerfuglebusk med hentydninger til sex. Per Højholt (1928-2004) læste Tristram Shandy en gang om året.

***

Efter i månedsvis at ha ventet på, at vores lokale Blockbuster sku få Steve "Dr. Terrible's House of Horrible" Coogans og Bob "Human Remains" Brydons filmatisering, "A Cock & Bull Story", på hylden, slap min tålmodighed forleden op -- og jeg købte et eksemplar via eBay. Jeg glæder mig som et lille barn til at se den.

Dagens citat er af amerikanske Camille Paglia: "I now address the graduate students. This is a time of enormous opportunity for you. There is an ossified political establishment of invested self-interest. Conformism and empty pieties dominate academe. Rebel. Do not read Lacan, Derrida, and Foucault, and treat as insignificant nothings those that still prate of them. You need no contemporaries to interpret the present for you. Born here, alive, now, you are modernity. You are the living link between the past and future. Charge yourself with the high ideal of scholarship, connecting you to Alexandria and to the devoted, distinguished scholars who came before you. When you build on learning, you build on a rock. You become greateer by a humility toward great things. Let your work follow its own organic rhythm. Seek no material return from it, and it will reward you with spiritual gold. Hate dogma. Shun careerists. If you keep the faith, the gods may give you, at midlife, the sweet pleasure of seeing the hotshots who were so fast out of the gate begin to flag and sink, just as your studies are reaching their point of maturation. Among the many important messages coming from African-American culture is this, from a hit song by Midnight Star: "No parking, baby, no parking on the dance floor." All of civilized life is a dance, a fiction. You must learn the steps without becoming enslaved by them. Sitting out the dance is not an option."

Günter Grass' indrømmelse af, at han som teenager lod sig optage i det nazistiske Waffen SS, har vakt opsigt i hele verden. Her er en artikel fra engelske Times. Her er San Fransisco Chronicle. Her er Sydney Morning Herald. Og danske JP. Jeg er fuldstændig enig med Capac i, at der er tale om nyhedshysteri. Grass har brugt hele sit voksne forfatter-liv på at forsvare og tale for europæisk humanisme -- og at kræve af ham, at han nu skal stå til regnskab for sin ungdoms synder, forekommer mig ikke bare ude af proportioner, men taktløst. Capac nævner Martin Heidegger og Paul de Man som anderledes, mere suspekte tilfælde -- og igen er jeg enig.

Lad mig imidlertid - så det ikke engang vil come back to haunt me - benytte lejligheden til at bekende, at jeg en kort overgang, da jeg gik i gymnasiet, var medlem af DKP. Det var en fejl, det indrømmer jeg blankt og uden forbehold -- og lige siden er jeg da osse gledet støt mod højre. Og gledet og gledet. Og lad mig osse straks gøre det ganske klart, at mange af mine litterære forbilleder og helte var - og at jeg ved det - politisk UACCEPTABLE. Ezra Pound var fascist og blev erklæret sindssyg for at være det. Strindberg var en slags socialistisk anarkist. Vistnok. MacDiarmid var en utålelig nationalist. Og så videre.

Men apropos -- ikke nationalisme, men dog en form for national stolthed: Jeg har indsat et lille, dansk-produceret hæfte på billedet herover. Med Den lille havfrue. I et forsøg på at stimulere Henriks samler-instinkt har jeg foreslået ham - her - at han sku-ska begynde at samle på 70er-porno. Det er ikke nogen dårlig hobby, tror jeg (ikke) -- og i hvert fald: Den gør ikke nogen til nazist.

Og forresten. Jeg havde næsten glemt det -- for jeg har sat ham ind i et skab. Jeg har stadig min Hitler-statuette. Hvis en-eller-anden er blevet nazist af at læse Grass, så giv mig lige et praj. Måske vil han eller hun købe den af mig.

Tilsyneladende er det mig efterhånden ikke muligt at gå uden for en dør uden straks at købe en bog. Sku sådan set bare på posthuset for at sende diverse -- men vendte hjem med en lille stak fra en af de lokale genbrugsbutikker, det meste (bare) pjat, for jeg får det (næsten med sikkerhed) ikke læst. Enten er jeg for langt væk fra DET -- eller osse er DET for langt væk fra mig. And never the twain shall meet. To tegneserie-albums: "Et Londonmysterium" 1 og 2, Suzanne Brøggers digtsamling "Tone", "Tyve indianske sange og to Chippewa-besværgelser", gendigtet af Vagn Lundbye, Hernovs 2-binds-udgave af "Forfængelighedens marked" og Jakob Stegelmanns bog om "Walt Disney". Og denne -- som jeg måske vil overveje at studere lidt nærmere: "Sådan styres verden - En håndbog for kommende diktatorer". Samlet pris: Kr. 12,-

Til gengæld vil jeg helt sikkert læse det eksemplar af jubilæums-bogen fra Dansk psykologisk Forlag, "Seculum primum", som Lejf fra Jules Verne-Selskabet har været så venlig at sende mig -- fordi han i bloggen læste, at jeg havde fundet og købt Alfred Lehmans "Stofskifte ved Sjælelig Virksomhed". Tak til Lejf.

En lille efternøler til gårsdagens post om gratisaviser: DR gør i dag opmærksom på, at det vil være "hamrende ulovligt" at brænde de nye aviser. Læs her.

Rent principielt, omend jeg er et menneske stort set uden principper, bekymrer jeg mig ikke om SPROG -- men til gengæld er jeg ganske overmåde stramrøvet m.h.t. egne tekster.

Jeg er fløjtende ligeglad med, hvad Dansk Sprognævn eller ordbogen siger, for jeg kan sagtens klare mig uden. Engang i mellem får jeg det indtryk, at nogle - mange - tror, at STAVEREGLER eller REGLER OM TEGNSÆTNING har samme status som Straffeloven -- og hver gang de (tvunget af omstændigheder) er nødt til at skrive et eller andet, bliver de nervøse ved tanken om SPROG-POLITIET. Det bekymrer mig, omend jeg er et menneske, der ikke bekymrer sig over den slags, at al snak om KOMMUNIKATION (i skoler og på kurser) altid lyn-hurtigt kommer til at handle om at skrive RIGTIGT. På den måde lukker man kæften på en hel masse mennesker, der udelukkes fra at tage del, fordi de bliver bange for at bruge deres eget sprog -- og det er ikke nødvendigvis de dummeste mennesker. At kunne samle en sætning, så den passer med REGLERNE, er jo for så vidt ikke forskellig fra at kunne cykle fra Risskov til Mølleparken i Århus uden at bryde en eneste paragraf i trafikken -- men man bliver ikke af den grund den mest interessante eller mest begavede bums i parken.

Men det var overhovedet ikke det, jeg ville skrive. Jeg ville skrive: At selvom jeg ikke føler noget stort behov for at imødekomme andres regler, så frustrerer det mig (analt) helt enormt, når jeg bryder mine egne. For eksempel: Min tegnsætning skal være konsekvent. Og jeg har i den forbindelse i øjeblikket brug for lidt hjælp.

Når jeg citerer et-eller-andet, og sætningen slutter, bør jeg så sætte punktummet før eller efter citationstegnet? Se venligst billedet, første og anden linie. Og afhænger det af, om citatet selv slutter med et punktum?

Skal - line tre og fire på billedet - kommaet stå før eller efter citationstegnet?

Og linie fem til syv: Hvad gør jeg, hvis jeg vil indsætte en sådan note-henvisning: (se note)? Skal jeg i så fald udsætte punktummet til efter parantesen? Eller skal jeg sætte punktum både før og efter parantesen -- og i så fald: Hvor skal det første punktum stå?

Svar modtages med taknemmelighed.

Årets Ung Nordisk Musikfestival finder sted i København, 26. august til 1. september -- med værker af bl.a. Tyler Futrell og Simon-Steen Andersen. Overvejer selv måske at ta toget. Modtog (i øvrigt) før Irland-turen en email fra Futrell. Hans kæreste, åbenbart, havde googlet ham på nettet, og min blog-omtale af hans hjemmeside rangerede højt på listen. Han var nysgerrig efter at høre, om jeg evt. (under dække) var en af hans bekendte. Det morede mig lidt. Ny musik har ikke mange lyttere iblandt helt almindelige mennesker -- men vi findes altså. Selv i Skanderborg.

Mit nye digthæfte er trykt -- i alt 50 eksemplarer, som nu ligger i en grøn kasse, som står på mit gulv. Minus enkelte, allerede bestilte, som jeg har stoppet i kuverter og om et øjeblik vil gå i byen for at poste. Som tidligere skrevet: Det er en lille ting (og utidig). Hæftet er gratis, og hvis du ønsker at modtage et eksemplar, så send mig en email. Så længe lager haves. Husk venligst at skrive din adresse i mailen.

Jeg har på fornemmelsen, at jeg muligvis har misset et eller andet, mens jeg har været væk. I hvert synes der (i det mindste i blogosfæren) at ha rejst sig en folkestemning mod gratisaviser -- som, måske fordi jeg endnu ikke et helt tilbage i geled, forekommer mig en kende ude af proportioner. Find links til nogle af de mange indlæg her.

Jeg har ingen anelse om, hvad de nye gratis-aviser vil komme til at indeholde, men som udgangspunkt er jeg (for det er jeg) positiv stemt og nysgerrig. Ane og jeg har gennem tiden holdt flere forskellige aviser, men aldrig særligt længe. Danske aviser, synes jeg, er sjældent pengene værd -- og situationen er værre, når man bor i en lille provinsby. Hvad hulan rager det mig, om dén eller dén café i København er hot eller not? Det er jeg da rystende ligeglad med.  Men på den anden side er det rart i det mindste at få de vigtigste nyheder -- og det er rart at ku indta dem på en bænk, f.eks. Man kan jo under alle omstændigheder - så rigeligt, endda - få dækket sine nyhedsbehov via nettet. Bl.a. derfor har jeg været forholdsvis meget begejstret for MetroXpress og Urban. De opfylder fint de behov, jeg har m.h.t. avislæsning (lige nu, ifølge min feed reader, er der præcis 860 ulæste nyheder - hvis jeg skulle føle trang til at blive INFORMERET). Og jeg har faktisk flere gang overvejet ligefrem at tegne abonnement på MetroXpress (for vi får den ikke leveret). Hvis de nye aviser kommer til at ligne, så vil jeg ta pænt imod dem. Alle andre kan varme sig ved tanken om, at ligemeget hvad bladhusene tror eller håber, er der næppe et marked for så mange, nye aviser -- og de vil formodentlig hurtigt gå på røven, hele bundtet.

Endnu en god litteratur-dag. Har modtaget andet nummer af min brors publikation "Til Gården & Til Gaden" (og hvis du ikke abonnerer, så er du da en nød) -- og på vej hjem fra lægen (og ja, jeg  render til læge hele tiden) gik jeg igen-igen på biblioteket for at tjekke udsalgs-hylden. Det er, omend jeg bestræber mig på at fortrænge det, vel nok et slags dilemma: Som formand for bibliotekets brugerbestyrelse føler jeg mig i nogen grad forpligtet til at tale imod udsalget af gode værker -- men som migselv, bare, håber jeg altid at kunne gøre et kup. Kasserede biblioteksbøger er ikke noget værd - rent økonomisk - men jeg køber heller ikke bøger m.h.p. at sælge dem. Jeg køber dem for at læse dem. Dagens fund: To kunstbøger, hhv. Claus Carstensen: "Det ophobede", udgivet på Eks-Skolens forlag, og Jytte Rex: "Stamtavler" -- og verdens bedste bog om foto, Susan Sontags "Fotografi" (som jeg allerede havde på engelsk). Og allerbedst: Charles Baudelaire: "Fra salonerne - Et udvalg af Charles Baudelaires kunstkritik", oversat af Paul la Cour og Vibeke Theisen og udgivet af Kimære i 1989. (Det er - i øvrigt og i parantes bemærket - længe siden, jeg sidst har forsøgt mig som fotograf. Du kan se to af mine ældre portræt-fotos her. Jeg vil meget anbefale dig at læse Sontags bog.)

Og hjemmebryg: Med lidt held får jeg trykt mit seneste dighæfte, "Farao", (som har ligget på lager i en måneds-tid) i dag eller i morgen. Det er en lille ting. Hvis du ønsker at modtage et eksemplar, så send mig lige en email. Det er gorzelak@hotpop.com.

Sade-hæftet er nu på 28 sider. Regner med at ha det klar til tryk i løbet af den nærmeste fremtid.

Filminstruktør Kassandra Wellendorf har lavet en undervisningsfilm om den danske komponist Bent Sørensen. Læs mere her. Læs et interview med Wellendorf her. Hør indslag fra P2s Lyt til Nyt her. Og filmen vil kunne købes her.

Et udvalg af Sørensens værker, "Minnewater, Sirenengesang, Shadowland", kan købes via cdklassisk.dk til den latterlige pris af kun kr. 19,- + porto. Klik her.

Flere fotos. Af en eller anden grund insisterer Flickr på at lægge alle billederne på langs. Det må I nok desværre finde jer i.



Dublin Castle. Ane var ikke imponeret.



En sand-kunstner fra gruppen Duthain Dealbh.



The Eager Beaver.



O'Connell Street, Dublins main street.



Udsigt over floden Liffey, der løber tværs gennem Dublin.



The Irish Times.



Busser.



Kø foran indgangen til udstillingen om The Book of Kells. Den ser lang ud, køen, men den var meget længere.



Og en gade-tegner.

Meget mere dublinia i The Dublin Community Blog. Flere fotos følger.

Flere fotos fra Dublin:



Molly Malone with her barrow "through the streets broad and narrow / Crying Cockles and mussels alive alive-o ... " Læs mere om Molly Malone her.



Christ Church Cathedral.



Strongbow, en irsk helt, der uheroisk døde af en fodinfektion. Mere om ham her.



Damer.



Væg-maleri i James Joyce Centre. Leopold Bloom, hovedpersonen i "Ulysses", med hat.



Døren til 7 Eccles Street, Blooms adresse i "Ulysses". Marks & Spencer købte huset og har permament udlånt døren til udstilling i James Joyce Centre. Ses osse gengivet på dette maleri:

Ny bog-blog: Martin Johs. Møller.

I går aftes så Ane og jeg "Ringers - Lord of the Fans", en dokumentarfilm om Tolkien-fans og Tolkien-kult, nørder, musikere, forfattere o.s.v. Købte en helt nyt eksemplar (inden Irland) som x-rental i Blockbuster til kr. 20,-

Jeg kan godt forstå, at nogle mennesker kan blive - og at nogle mennesker bliver - voldsomt optaget af Tolkiens univers. Der er meget (og meget forskelligt) at dykke ned i, historie, sprog, mytologi o.a., og det er (helt plat) altsammen imponerende udarbejdet og gennemført. Og dertil kommer, at historierne om Bilbo og Frodo og om kampen mod det truende, onde, taler til os alle -- og vi kan spejle vor egen godhed i dem og føle os bekræftede, ligemeget om vi vælger at identificere ringens ondskab med industrialiseringen og/eller globaliseringen, der ødelægger (nær)miljøet, (historisk) med nazismen eller kommunismen, med Islam eller med kristendommen, med bedste-borgerligheden, med USA -- eller med hvad-pokker. Filmene, syn(t)es jeg, var fuldstændig fremragende. Jeg har i hvert fald aldrig set noget, der bare tilnærmelsesvis var i samme klasse -- og her i huset investerede vi (og var lykkelige derved) både i biografbilletter, i de almindelige DVD-udgivelser, i extended versions og i diverse dokumentarfilm.

I "Ringers" er der en kvinde, der - idet hun tydeligvis har svært ved at finde et udtryk, der kan passe - siger, at "Lord of the Rings", filmene, "nærmest var en åndelig oplevelse." Noget i den retning. Heller ikke dét har jeg problemer med at acceptere -- for det var filmene også for mig. Og for de fleste. På samme måde, omend (nok) på en anden måde, som det er en åndelig oplevelse for mig (og for mange) at lytte til Wagners "Parsifal". Musikkritikeren Ernest Newman skrev om Knappertsbusch' 1951-opførelse, at det var "not only the best Parsifal that I have ever seen or heard, but one of the three or four most moving spiritual experiences of my life." Hvor mange vil om 20-30 år kunne se tibage og tænke, at "Lord of the Rings", filmene, gjorde et everlasting, åndeligt indtryk på dem? Mange, tror jeg. Rigtig mange.

Men når alt dette er sagt, d.v.s skrevet: Hver gang, jeg hører nogen udtale sig i høje vendinger om "Ringenes Herre", så hører jeg osse - i mit baghovede - Per Højholt sige, som han engang sagde, at "Den bog ku enhver sgu ha skrevet." Underforstået: "Ringenes Herre" er ikke kunst, men knofedt. Værket er ikke resultat af nogen form for kunstnerisk kunnen, men af arbejdsomhed -- og enhver, hvis enhver altså virkelig ville og orkede, ku skrive et tilsvarende. Mente Højholt. Og Højholt var jo altså ikke bare en hvem-som-helst. Jeg er ude af stand til at fri migselv for mistanken om, at han havde ret. Det gør - i så fald - ikke nødvendigvis "Ringenes Herre" til et ringere værk; det gør det bare til noget andet. Måske endda til noget endnu mere særligt. Åndeligt arbejde? I modsætning til - apropos - "Ulysses", som er fup og fiduseri, men kunst ... ?        

Smartlogs tag-funktion er fortsat (og nu endnu mere) f'ed up, og mens jeg har været væk, konstaterer jeg nu, har flere usual suspects fået nok og er flyttet til nye Wordpress-hjem. Heriblandt både Klaus og Capac, to af smartlogs (hidtil) fremmeste bloggere. Stadig lidt irsk ør i bærret orker jeg ikke rigtig at tænke på selv at skulle til at flytte. Tag-situationen, som den er lige nu, er både uholdbar og helt og aldeles uacceptabel -- men jeg tror, jeg vil vente en omgang og se, om der evt. bliver rettet op på miseren. Hvis ikke, vil jeg nok overveje at skifte til et andet bo.

Og mens jeg har været væk, har jeg vundet to bøger på QXL, hhv. Heibergs "En Sjæl efter Døden" og Thorkild Bjørnvig & Meta May Holmboe: "Stoffets krystalhav". Kr. 10,- pr. stk.

Og selvfølgelig ku jeg ikke ta til Dublin uden at komme hjem med enkelte bøger i bagagen: Købte "Ulysses" og "Portrait of the Artist" i Joyce Centre -- og "Dubliners" i Martello Tower. Havde dem i forvejen ... men altså. Fik dem stemplet med købssted og dato. I en antikvarboghandel fandt jeg et meget billigt eksemplar af Ezra Pounds "Pisan Cantos", som jeg osse havde i forvejen, men (kun) som del af de samlede. Og samme sted fandt jeg en fin, lille antologi, "Modern Poets On Modern Poetry", med tekster af bl.a. Pound, Stevens, Yeats, Auden, Olson, Williams m.fl. Købte en discount-paperback med udvalgte digte af Yeats -- og Robert Pinskys "An Explanation of America" for kun 1 Euro. Derudover købte jeg - kollegialt - et hjemmelavet digthæfte med "Poems by James A. Kelly". Han stod på en af broerne og solgte eksemplarer. Og diverse sjov: En Joyce-magnet, et Joyce-kort over Dublin, postkort og enkelte undergrunds-zines. Og en plakat med en båd af guld. Se båden her.

Har indleveret to ruller film til fremkaldelse. Flere fotos i morgen.

Kastet hårdt tilbage i virkeligheden: Havde tid hos øjenlægen kl. 9 i morges. Mine øjne har det nogenlunde, tilsyneladende, men han - Hoppe - kunne selvfølgelig ikke dy sig for at bemærke, at jeg havde - har - noget dis i det ene øje, og at jeg formodentlig på et tidspunkt vil få stær. Som er en fugl. Har endnu en læge-aftale i dag kl. 13.

Den 27. august er Poesiens Dag. Besøg websitet her.

Og så er vi atter tilbage, faktisk næsten helt efter planen. Vi mellemlandede - både på udtur og retur - i Stansted, UK, og heldigvis blev ingen af vores afgange aflyst. Sikkerhedskontrollen tog en lille evighed (og jeg måtte afhænde min bedste pibe), men vi kom til Tirstrup med kun en halv times forsinkelse -- og nåede den sidste bus fra Århus til Skanderborg. 0.25. Dut. Og var hjemme ca. kl. 1. Mere om situationen i England her.

Et lyn-hurtigt resumé: Besøgte James Joyce Centre (billeder herunder) og beså det jesuitiske Belvedere College (osse billeder), hvor Joyce studerede. Var i Sandycove og besteg Martello Tower, tårnet hvori "Ulysses" begynder ("Stately, plump Buck Mulligan came from the stairhead, bearing a bowl of lather on which a mirror and a razor lay crossed. A yellow dressing gown, ungirdled, was sustained gently-behind him by the mild morning air ... ") -- og som nu er indrettet som museum. Spiste frokost på Fitzgerald's Pub, hvor Joyce plejede at hænge ud. Besøgte Dublin Writers Museum, Dublinia og Christ Church Cathedral, St. Patrick's Cathedral, National Museum, så en flot udstilling om Yeats på National Library (inkl. diverse notesbøger og halløj fra hans tid som medlem af Order of the Golden Dawn) og overværede en opførelse af hans sidste teaterstykke, "Purgatory", på Beckett Centre. Og så en udstilling om The Book of Kells. Med mere.

To billeder af indgangen til Belvedere College:





Og billeder fra The James Joyce Centre:

Mere fra Sade-hæftet. Det lader i øvrigt til, at mit sade-tag for nuværende er forsvundet.

Pier Paolo Pasolinis kontroversielle film "Salò" ("Salò o le 120 giornate di Sodoma"), der fik premiere i 1975, var baseret på Sades "120 dage i Sodoma". Filmen, i hvilken Sades fire libertinere blev portrætteret som dekadente, italienske top-fascister, og Château de Silling som en koncentrationslejr, omend fornem, skabte øjeblikkelig skandale, og filmen blev - som den fortsat er mange steder - enten helt eller delvis forbudt.

"Salò" fik dansk biografpremiere i 1976, importeret af filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen (f. 1940), men blev hurtigt igen taget af plakaten. I 1999 foranledigede Braad Thomsen i samarbejde med instruktør Lars von Trier (f. 1956) en re-premiere, men heller ikke denne gang lykkedes det at tiltrække et større publikum. Ebbe Iversen skrev i sin anmeldelse i Berlingske Tidende (29. januar 1999): »Den lever rystende op til sit ry som verdens mest modbydelige film. Man er nødt til selv at se filmen for at tage stilling, men man må være forberedt på, at man ikke befinder sig særligt godt bagefter.« Anders Rou Jensen omtalte i Politiken (29. januar 1999) Braad Thomsens og von Triers tiltag som »problematisk«: »Problematisk re-premiere på afskysvækkende Pasolini-film,« og Lars Villemoes kaldte i Weekendavisen (29. januar 1999) "Salò" »et syndefald af en film«: »Pier Paolo Pasolinis uafrystelige onde mesterværk, sonderer sindets søle og viser perversionens dunkle mål i et sex-ritual så ulækkert og fornedrende, at sproget slipper op ... « I maj 2006 udnævnte "Time Out's Film Guide" "Salò" til at være »The Most Controversial Film of all time.«

Filmens titel henviser til republikken Salò (Repubblica di Salò) ved Gardasøen, en miniaturestat oprettet af Benito Mussolini (1883-1945) efter tilladelse fra Adolf Hitler (1889-1945), efter at Mussolini den 25. juli 1943 var blevet vraget som diktator. Republikken bestod frem til slutningen af april 1945. Mussolini blev henrettet den 28. april.

Pasolini blev fundet brutalt myrdet den 2. november 1975.

Jeg har lavet en pdf med mit lille erindringshæfte, "Akseldrejning". Du kan downloade det ved at klikke her.

And from Galway to Dublin town. Læs om William Butler Yeats her, her og/eller her. Tre online-digtsamlinger her. Læs om The Chieftains. Besøg dem her. The Dubliners.

Og husk -- med Warren Zevons ord: If I leave you it doesn't mean I love you any less. Sidste mand husker at slukke lyset ude på lokummet.

And on and on it goes. En note fra Sade-hæftet:

Oswald Spengler (1880-1936), tysk amatør-kultur- og historiefilosof. Forfatter til det umådeligt indflydelsesrige og for det dannede menneske uomgængelige værk "Vesterlandets undergang - Omrids af en verdenshistoriens morfologi" ("Der Untergang des Abendlandes - Umrisse einer Morphologie der Weltgeschichte") (1918-1922). Spengler begyndte arbejdet på værket, oprindeligt betitlet "Konservativ og Liberal", omkring 1911, idet det ifølge planen skulle søge at kaste lys over baggrunden for det på daværende tidspunkt eskalerende våbenkapløb i Europa. Under indtryk af Første Verdenskrig (1914-1918) lod Spengler imidlertid sit værk vokse så kraftigt, at det til sidst - jvf. den endelige titel - gav omrids af hele verdenshistoriens morfologi, d.v.s.den organiske histories former.

Hovedpointerne i værket kan kort opsummeres som følger: Den vestlige, lineære historieopfattelse må opgives til fordel for en cyklisk. Historiens cykliske bevægelser udgøres af højkulturers opståen og uddøen, og disse kulturers ud- og afvikling kan alle beskrives organisk: De fødes, vokser sig stærke og når modenhed, hvorefter de begynder at hensygne og til sidst dør. Spengler kalder modenheds-fasen kultur og hensygnings-fasen civilisation. I værket udpeger han 8 højkulturer, i.e. 8 cyklusser: Den indisk-vediske, den babylonske, den egyptiske, den kinesiske, den mexicanske, den arabiske, klassisk tid (Grækenland og Rom) og den vesterlandske. Hver af disse højkulturer kan karakteriseres ved en primær figur eller forestilling. Den egyptiske, f.eks., kan karakteriseres ved forestillingen om vejen, i.e. den vej man må gå. Den vesterlandske højkulturs centrale og determinerende forestilling er, siger Spengler, forestillingen om den faustiske sjæl, der rækker ud i det uendelige.

"Vesterlandets undergang" blev straks efter udgivelsen mødt med massiv kritik fra professionelle historikere, der kunne påpege adskillige faktuelle fejl i værket, men det blev ikke desto mindre en enorm salgs-succes, og Spenglers påvirkning mærkes stadig. Bedste danske eksempel på nutidig spenglerisme er historiker Leo Tandrup (f. 1935), jvf. biografien "Ravn" (1980) om Kristian Erslev, kildekritikkens fader, "Michelangelo - Skønhedens gru" (1992), "Mefistos mareridt - Guds forødte hus" (1997) m.fl.

Ifølge en ny Gallup-undersøgelser, oplyser DR, støtter et flertal af danskerne "Israel i den nu fire uger lange krig mod Hizbollah-militsen i Libanon [...] 57 procent mener, at det er Hizbollah, der bærer ansvaret for konflikten, mens 37 procent peger på Israel. Samtidig siger knap hver anden dansker, 48 procent, at de har mest sympati for Israel, mens den shiamuslimske milits kun bakkes op af syv procent, der især findes blandt vælgere på venstrefløjen."

Det lyder rimeligt nok, synes jeg, for jegselv, der er et dusinmenneske, har det fuldstændig ligesådan. Se billedet herover. Lagkagen er lavet v.h.a Create a Graph. Cirka halvdelen af mig har mest sympati for Israel. Som udgangspunkt - i det mindste - er det jo ikke så svært at ta parti, for israelerne er vores venner, og det er Hizbollah så helt og aldeles afgjort ikke. På den anden side: I min hjernes gule område, som er forvirringen, er jeg usikker på, om Israels taktik er fornuftig -- og i mange andre dele har jeg medfølelse med de uskyldige libanesere, der er blevet taget som gidsler og lider under konflikten.

Og undskyld damen i baggrunden. Det var det eneste foto, jeg ku finde.

Flere pluk fra mit Sade-hæfte:



Om Kant:



Ikke uden grund sammenholdes Sade i den kritiske litteratur ofte med Immanuel Kant (1724-1804). Ligesom det transcendente jeg hos Kant - med Johannes Sløks ord - »bliver lukket inde i ensomhed og ender i en tilstand af på én gang almagt og afmagt,« er det suveræne, sadeske subjekt a lone rider, en enlig libertiner og/eller kriminel eller et ensomt offer. Den eneste, tentative form for samhørighed hos Sade er den iblandt libertinere med en fælles, libertinær og/eller kriminel agenda, måske bedst eksemplificeret ved Forbrydelsens Venners Fællesskab i "Juliette". Allerhøjst kan der blive tale om en form for jeg-arbejdsforhold, for, som Angela Carter skriver: »Libertineren deltager i orgiet for at forstærke følelsen af sit enestående og ophøjede jeg [...] Dér hvor begæret er et resultat af handlingen, i stedet for at handlingen er et resultat af begæret [...] holder [begæret] op med at være en bevægelse bort fra jeg'et.« Libertineren, fortsætter hun, »vælger at omgive sig, ikke med elskere eller partnere, men med medskyldige.«

Om Lovecraft:



Howard Phillips Lovecraft (1890-1937) skrev i årene fra ca. 1925 til 1935 en række fortællinger baseret på en selvopfunden mytologi, af forfatter August Derleth døbt the Cthulhu Mythos. Lovecraft døde stort set ukendt, men har efterfølgende fået en stor, international læserskare, og han har øvet en betydelig indflydelse på moderne horrorfiktion. Iblandt de forfattere, der mest indlysende står i gæld til Lovecraft, er - ud over Derleth - bl.a. Robert Bloch, der skrev romanforlægget til Alfred Hitchcocks film "Psycho" (1960) og novellen "The Skull of the Marquis de Sade" (1965), filmatiseret med Peter Cushing og Christopher Lee under titlen "The Skull" (1965), instrueret af Freddie Francis. Blochs novelle "A Toy For Juliette" (1967) var tydeligt inspireret af Marquis de Sade. 

Om Baudelaire:



Charles-Pierre Baudelaire (1821-1867), søn af en præst, var det 19. århundredes største, franske digter. Hans direkte, litterære behandling af seksuelle og profane emner chokerede hans samtid, og da "Syndens blomster" ("Les Fleurs du mal") udkom i 1857, blev alle involverede i forbindelse med bogens produktion, forfatter såvel som udgiver og trykker, trukket i retten og fundet skyldige i blasfemi og obskønitet. Baudelaires indflydelse på senere litteratur har været enorm. I England blev han propaganderet af bl.a. Swinburne. Ligesom Edgar Allen Poe, som han oversatte til fransk, mente Baudelaire, at »Hjertets anlæg for følelse er ikke gunstigt for poesien.« Han vendte sig mod romantikerne og krævede en de-personalisering af poesien; en holdning der gjorde afgørende indtryk på eksempelvis Stephane Mallarmé (1842-1898) og T.S. Eliot (1888-1965). 

Endnu et lille uddrag fra mit Marquis de Sade-hæfte:

Baron Paul Henri Thiry (Paul Heinrich Dietrich) d'Holbach (1723-1789) blev født i Edesheim i Tyskland, men voksede op hos sin onkel, Franciscus Adam d'Holbach, i Paris. Ved onklens død omkring 1754 arvede d'Holbach såvel titel som ejendom og en betydelig formue, hvoraf en del blev investeret i selskabelighed. Hjemmet blev et fast mødested for intellektuelle, le premier maître d'hôtel de la philosophie, og d'Holbachs middagsselskaber tiltrak prominente gæster fra hele verden: Jean-Jacques Rousseau, Denis Diderot, Edward Gibbon, Horace Walpole, Benjamin Franklin, David Hume, Adam Smith, Lawrence Stern m.fl. d'Holbach var dertil en endog meget flittig forfatter. Bibliografien rummer mere end 50 bogudgivelser og over 400 artikler. Hovedværket, "Naturens system" ("Le Système de la Nature") blev ved udgivelsen i 1770 fordømt af den parisiske øvrighed, og eksemplarer blev offentligt brændt. I lighed med Sade, men med større held, lod d'Holbach imidlertid sine potentielt problematiske værker udkomme anonymt, og hans sociale renomé synes ikke at have lidt skade.

I "Naturens system" fremsatte d'Holbach en helt igennem ateistisk, materialistisk og deterministisk filosofi: »Universet, denne store samling af alt, hvad der findes, består af intet andet end materie og bevægelse: det byder os til overvejelse intet andet end en enorm, en ubrudt række af årsager og effekter.« »Uvidenheden med hensyn til naturlige årsager skabte guder, og ved humbug blev guderne gjort frygtelige. Mennesket var ulykkeligt, fordi han blev fortalt, at Gud havde fordømt ham til elendighed. Han gjorde sig ingen forhåbninger om at bryde sine lænker, for han var blevet belært om, at dumhed [...] var vejen til evig lykke.«

d'Holbachs filosofi øvede en afgørende indflydelse på Sade, og referencerne til d'Holbach i Sades værk er utallige. d'Holbach opfordring i "Naturens system": »Opgiv dine vage håb, gør dig fri af overvældende frygt [...] Lad være med at forsøge at kaste dine formodninger ud i en uigennemskuelig fremtid [...] Tænk kun på at gøre dig lykkelig i den eksistens, som du kender ... « genlyder klart i Sades "Samtale mellem en præst og en døende" ("Dialogue entre un Prêtre et un Moribond") (1782): » ... prædikant, kast dine fordomme over bord, vær et menneske, vær menneskelig uden frygt og uden håb [...] Giv afkald på tanken om en anden verden, der er ikke nogen, men giv ikke afkald på den glæde at være lykkelig og at gøre andre lykkelige i denne verden. Dér har du den eneste måde, som naturen giver dig, til at fordoble at udstrække din eksistens på.« Sade citeret efter "Markis de Sade - Antologi", oversat af Albert Larsen.

Tilføjet: En læser af min blog har meget venligt sendt mig nedenstående to billeder, et portræt af d'Holbach og et foto af d'Holbachs residens.

Lidt mere film -- for hvad laver en cand.mag, når phd'en er borte? Han ser, har han planlagt, "Three Extremes" (x-rental til kr. 20,-) og "Serenity" (læs Runes anmeldelse her) -- og hvis jeg skærer aftenen rigtigt, kan jeg måske endda få "Blue Thunder" klemt ind.
 


DR1 sender den i aften. "Three Extremes" består af 3 novellefilm, hvoraf den ene er instrueret af Takashi Miike. Den eneste, anden Miike-film, jeg har set (og købt), er "Visitor Q" -- som til gengæld var (og er) ret uforglemmelig. Absolut ikke for hvem-som-helst. Og måske vil det interessere søster Gitte, at jeg, da jeg i dag afleverede "V for Vendetta", fandt 2. del af "The Deliberate Stranger" på VHS -- men desværre ku jeg ikke finde 1. del, så jeg undlod at købe båndet.

DR: "Så tag godt imod den selvlærte, eventyrlystne sangskriver og sangerinde Jomi Massage alias Signe Høirup Wille-Jørgensen og den alsidige, konservatorieuddannede saxofonist og komponist Lars Møller. En alternativ auteur og en jazzvirtuos har sammen betrådt tusmørkezonen mellem deres musikalske verdener og er kommet tilbage med vildtvoksende kompositioner til et fuldt bemandet DR Big Band - og til et dobbeltalbum med den mundrette titel 'Jomi Massage møder DR Big Band & Lars Møller, sammen fremfører de en række skandinaviske klagesange'. [...] Gennem Jomis tekster fosser kraftige understrømme af religion og politik. En stædigt naiv, vred, opdateret hippienerve brænder igennem, men også en søgende, overbærende, trøstende trosbekendelse. "Jeg synes, at det er en falliterklæring, at man vil skille følelser og politik ad. Jeg mener, at vores følelsesliv lægger grundstenen til, hvordan vi møder verden, og derfor også hvordan vi fører politik", fortæller Jomi Massage. "Et af mine numre kan for eksempel tolkes både som en kærlighedsfrustration og som en reaktion på Vestbreddens evige konflikt."" Læs mere her og hør alle numrene her.

Min hustru forlader mig lørdag morgen, denne gang for at deltage i et Knud Lavard-symposium. Knud Lavard er stor i visse kredse (som jeg i al almindelighed ikke færdes i). Mere om ham her.

Er lige blevet færdig med at se "V for Vendetta", som jeg i går lejede i Blockbuster. Jeg var ikke voldsomt begejstret for "Matrix"-filmene -- for nok, jvf. Runes glimrende bog, var de både fulde af tanker (og henvisninger til tanker) og tankevækkende, men de led, syntes jeg, under meget dårlig casting, og de rørte mig ikke en meter. Følelsesmæssigt. Efter at ha set etteren var jeg vel nok svagt interesseret i at få at vide, hvad der senere hændte - altså i toeren og treeren -- men først og fremmest var jeg nysgerrig efter at få svar på det helt obvious question: Hvorfor i alverden - why, oh why - nogen som helst ku-ka finde på at lave ikke bare én, men guddødme hele tre film, en trilogi, med Keanu Reeves i hovedrollen, formodentlig Mælkevejens ringeste (kendte) skuespiller? Men til gengæld ku jeg godt li - for jeg synes, Jennifer Tilly er sexet (faktisk så meget, at jeg har en lille Jennifer Tilly-samling) - "Bound". Som jo altså var lavet af Andy og Larry Wachowski. Som osse lavede "Matrix". Og "V for Vendetta" er en på alle måder fremragende film. Jeg gider ikke skrive så meget om den - læs Runes omtale - udover, at du bør se den (og ikke sammen med vennerne -- se den alene) -- men vil i stedet lokalpatriotisk benytte lejligheden til at promovere en af vore egne frihedskæmpere: Niels Ebbesen, der med sit drab på den kullede, tyske grev Gerhard (billedet) den 1. april 1340 indgød folket mod til at rejse sig mod tysken. Det centrale torv i Skanderborg hedder Mindet -- til minde om Ebbesen, for det var her, som der står i "Jyske Krønike", at han blev "angrebet af en stor tysk hær, der kom over ham på Alle Sjæles dag. Han gav dem hård kamp, men selv bukkede han under dér og ligeledes andre danske væbnere." Foruden ved drabet på Gerhard gjorde han sig ifølge krøniken ære-værdig ved samme år at dræbe "mange tyske ved Skjern Å, hvor de var ved at bygge en borg til danskernes fordærv."

En mand, der rejste sig mod dem, der ville "bygge en borg til danskernes fordærv", og gav sit liv på alle sjæles dag (som er d. 2. november). I Skanderborg. Det kan vel være lige så godt som Guy Fawkes ... ?

Dagens digter er nord-irske Paul Muldoon, der skriver som en drøm og næppe undgår en skønne dag at blive tildelt Nobelprisen i litteratur. Enkelte Muldoon-lydklip her ( i wav-format) og mere her og her.

Og nogle Dublin-links: The James Joyce Centre, The James Joyce Tower & Museum, Dublin Writers Museum, Samuel Beckett. Og her er et lydklip med James Joyce.

Dagens andre bøger: I Winthers rodekasse fandt jeg Hans Scherfigs "Den fattige mands bil", en paperback fra det nu hedengangne forlag Vinten -- som jeg købte, for jeg havde aldrig set den før. Sådan set kun derfor. Udgaven har en tegning fra "Den store Bastian" på forsiden. Jeg er ikke den store Scherfig-fan, og formodentlig får jeg den aldrig læst. Men altså. Kr. 3,- Købte også Karl Bjarnhofs "Kølvandsstriber". Dagens ubetinget bedste køb var "Antonin Artaud i udvalg", Laugesens oversættelser, kasseret fra biblioteket. Lånte Gunnar Frederikssons biografi om Wittgenstein, som jeg tilfældigvis faldt over (og aldrig har fået læst) og - hvad jeg egentlig var kommet for - Samuel Becketts samlede digte + en novelle-samling, "Den udstødte". Opvarming til vores Dublin-tur. Og flere noveller: Jevtusjenko: "Pearl Harbor og andre fortællinger". Osse kasseret, osse købt.

Jeg bilder mig ind - i al almindelighed - at jeg er en udmærket læser. I hvert fald er jeg ikke meget ringere end de fleste. Tror jeg. Men det gælder ikke noveller. Af en eller anden grund er jeg frygtelig, frygtelig dårlig til at læse noveller. Som oftest fatter jeg ganske enkelt ikke, hvad de handler om, og jeg misforstår de allermest basale, helt platte ting. Mit sidste forsøg, så vidt jeg husker, var Salingers berømte "Tilegnet Esmé". Da jeg efterfølgende diskuterede - d.v.s. forsøgte at diskutere - novellen med en bekendt, viste det sig, at jeg i det store og hele havde misforstået alt, hvad der overhovedet var at (mis)forstå -- endda hovedpersonens køn. Så jeg undgår som regel noveller. Jeg tror, jeg muligvis mangler et gén.    

Digtsamling du jour: Jørgen Gustava Brandts "Begyndelser" fra 2005 -- som jeg for nyligt købte hos vores lokale Bog & Idé. For en tier. Jørgen Gustava Brandt har siden sin bog-debut i 1949 med "Korn i Pelegs mark" udgivet jeg-ved-ikke-hvor-mange digtsamlinger, essay-samlinger, erindringsbøger o.a., og de er allesammen gode. Cirka. På den dér besynderlige JGB-manér. Jeg har flere gange været snublende nær ved at købe 3-binds-udvalget "Digte 1946-1996", som udkom i 1997 -- men jeg kan godt li, har jeg besluttet, at små-købe ham lidt efter lidt. Bøgerne (og der er som skrevet en del) dukker tit op i antikvariater o. lign., og det føles godt at kunne lægge til samlingen. Andre bog-elskere har det sikkert ligesådan.

Jørgen Gustava Brandt er en sær snegl. Hans digte er ofte fulde af henvisninger til alt muligt gammelt, græsk mytologi og kristent halløj, og han lider af en forkærlighed for utidige ord. I "Begyndelser" hedder det ikke, "og så fes vi afsted." Det hedder (adskillige gange), "vi absenterede os." "Ved Boulogneparken / stod vi af og absenterede os." For eksempel. Men allerede i næste linie får digteren "suverænt og med værdig omhu" et helt moderne "afskeds-suck inde i botanikken" -- ligesom han et andet sted efter "en sumerisk indskydelse" sætter sig op i lokumstårnet og "skider og skider - atter / ansigt til ansigt med stjernehimlen". Hvis man ikke vidste, at han havde dækning - for det har han - for sit undertiden ret besynderlige, arkaiske og/eller højpandede ordvalg, ville det virke påtaget og prætentiøst: "Jeg søgte ned i møgstriberne mellem gulvbræderne // Ind i mellem var der peripatetiske spadsereture". Men Jørgen Gustava Brandt er højpandet, det er sådan, han virkelig er -- og, som han et sted i samlingen skriver, "Dagen / er ikke en eksamen". Han har ikke noget, han skal bevise. Han skriver bare. Og han befinder sig (og det ved han) så ganske afgjort i en moderne verden, hvor meget er sprængt i stykker. I Gustava Brandts digte flyder de gamle brokker rundt i det hele tiden nye: "At gå ud på skærvevejen / ud i livet".      

Lidt lokal-patriotisme: Carsten Hentze, gennem de sidste nogle-og-tyve år en af Skanderborgs førende sangskrivere, udgiver d. 14. august sin første CD nogensinde -- i samarbejde med Skanderborgfestivalen og værtshuset Marius Øltapper. En Skanderborg-event! Besøg Carstens website her. Skru op for lyden

Jeg arbejder fortsat på mit lille hæfte om Marquis de Sade -- og det går faktisk forrygende. Jeg er en slags doven hund, og sædvanligvis, når jeg giver mig i kast med et projekt, taber jeg hurtigt interessen. Tingene skal helst (kunne) tømres og søsættes af i én, kort bevægelse. Hvis der er for mange pauser, hvor jeg må smide hammeren, blir det ikke til noget. Med hensyn til Sade-hæftet er det imidlertid lykkedes mig, tror jeg, at finde en form, som kan fastholde min interesse. (Og mens jeg sidder og skriver disse linier, kommer jeg i tanker om Kurt Vonnegut -- en (i øvrigt uden sammenligning) anden skribent, som helt indlysende har et tilsvarende problem.) Jeg nærer næsegrus beundring for folk - som f.eks. Rune - som kan sætte sig ned og skrive en tekst, der begynder med begyndelsen og slutter med en slutning. Uden svinkeærinder eller sidestik eller lal. Det kan jeg ikke. Jeg har ikke disciplinen. Eller rettere: Min utålmodighed er større end min selvdisciplin. Regner indtil videre med, at Sade-hæftet blir på små 40 sider.

Og mere Sade: Modtog i dag mit katalog og romanen "Fear of de Sade".

Nyt kunstkøb, et tryk. Hvis du tilfældigvis ved, hvem der har lavet det, så læg endelig en besked. Der går nogle dage, inden jeg modtager det, og sælgeren kunne ikke tyde signaturen. Og jeg er en nysgerrig type.

Update: Hvor er internettet dog en fantastisk ting. Det tog mig ca. 10 minutter at identificere trykket: "Ars Moriendi", linoleumstryk fra 1976 af den svenskfødte grafiker Börje Ottosson (1919-1997), trykt i i alt 357 eksemplarer. Vejle Kunstmuseum har et -- og nu har jeg det osse.

En morbid sladder-historie fra det virkelige liv -- dels fordi den simpelthen rummer alt (hvad der er værd at rumme -- bryster, countrymusik og mobiltelefoner) og er for juicy til ikke at videbringe, og dels fordi jeg tror, den vil interessere min søster. Den engelske soap-skuespiller Victoria Redstall, som bl.a. har medvirket i serien "Sunset Beach", men er allermest kendt som spokesmodel for bryst-forstørrelses-midlet Herbal Grobust, er ifølge L.A. Times blevet hjertevenner med den bryst-fikserede seriemorder Adam Wayne Ford. "Redstall," skriver avisen, "admits to a lifelong fixation on serial killers and said meeting Ford in April - to interview him for a documentary - was "the dream of a lifetime." [...] "I trust Wayne with my life . He's got such a kindness to him and such a conscience," she said, her eyes briefly filling with tears during an interview at a cafe in Studio City last week. "He is so tuned in to me and I to him that sometimes words don't have to be said." [...] She says they shared details of their childhoods and sang country songs together through the plexiglass in the jail's visitors chambers and that she got gooseflesh the first time he sang. When Ford couldn't remember all the words to Dwight Yoakam's "A Thousand Miles From Nowhere," she sent him the lyrics, she said." Avisen oplyser osse, at Redstall har et foto af Ford som baggrundsbillede på sin mobiltelefon. "The irony of a model for breast enhancement pills, Herbal Grobust, seeking out a killer with a breast fetish is not lost on her [...] "It's hysterical," she said." Da Ford i november 1998 frivilligt overgav sig til politiet, havde han en pose med afskårne bryster i lommen.   

Anes og kompagnis hitbog om "Danske korstog" udkommer til september i en billig(ere)bogsudgave, kun kr. 199,- i hardback. Ane modtog et eksemplar fra forlaget i dag.



Og den 24. august udkommer Rune Engelbreths længe ventede bog om "Rænæssancen og humanismens rødder". Læs om den på Runes website og/eller på forlagets. Så vidt jeg kan regne (ud), er det Runes tredje bog -- bare i år! Men måske er der flere. Faktisk var Rune så flink at sende Ane et eksemplar af "Renæssancen", så jeg har allerede haft mulighed for at sidde og bladre lidt i værket. Jeg glæder mig gevaldig til at læse det. Pris kr. 378,-

Apropos min ny-erhvervelse, "Stofskifte ved sjælelig Virksomhed", og (forresten) Capac, der i går skrev om Twiggy: Ifølge Ekstra Bladet har en gruppe forskere påvist, mener de, at der er en direkte sammenhæng mellem mænds grad af mæthed og deres præferencer med hensyn til kvindekroppe. Hvis en mand er sulten, er chancen for, at han vil finde en buttet kvindekrop tiltrækkende, større, end hvis han er mæt. Og derfor skifter idealet i overensstemmelse med økonomien: I nedgangstider er buttethed in. I opgangstider er det mere populært at være tynd. Det har antropologer selvfølgelig altid vidst -- men nu har nyheden altså osse spredt sig til Ekstra Bladets redaktionsgang. 

Lidt blandet nyt fra verden: Pia Sortesmølf K opfordrer nu direkte Anders Fogh til at fyre tre ministre, hhv. socialminister Eva Kjer Hansen, familie- og forbrugerminister Lars Barfoed og trafikminister Flemming Hansen -- en opfordring, der næppe vil forbedre det i forvejen højspændte forhold mellem DF og de konservative. Mere her. Og apropos den megen snak - tidligere - om Øst for Paradis: Jeg læste i dag i en avis, at biografer overalt i Europa, cirka, er i krise -- undtagen i Danmark. I Danmark stiger antallet af solgte billetter. Mere om Øst for Paradis her. Og EMI vil nu gøre selskabets musik-katalog tilgængelig via peer-to-peer-programmet Mashboxxx. Læs her.

Min egen musik - for tiden - er Springsteens "We Shall Overcome - The Seeger Sessions". Billederne herover: Pete Seeger til venstre og Springsteen til højre. CDen er nøjagtig lige så fantastisk, som man på forhånd - med rimelighed - kunne have forventet. And then some.   

Ane og jeg besøgte i går Anes bedstemor, som bor i Bryrup, og som serverede rødgrød med fløde til desert. Det må være mindst 10 år siden, jeg sidst har fået rødgrød. På vej til Brugsen, hvor vi skulle købe salat og kulør, kom vi forbi den lokale genbrugs-butik -- og jeg vendte hjem, selvfølgelig, med en posefuld gamle bøger, heriblandt et bind med komedier af Molière (billedet t.v.), et bind med noveller af D.H. Lawrence (billedet t.h.), oversat af Tom Kristensen, Sven Møller Kristensens "Digtning og livssyn" og Toulmin & Goodfield: "Verdensbilledet - Astronomiens idéhistorie" (som allerede stod på hylden, men det er en virkelig god bog). Skæggeste og måske mest bemærkelsesværdige fund var et eksemplar af Alfred Lehman (ham med "Overtro og Trolddom"): "Stofskifte ved sjælelig Virksomhed", udgivet af Det Kgl. Videnskabernes Selskab i 1918. Planket fra Folkeuniversitetet i Københavns website: "Efter studier hos Wilhelm Wundt i Leipzig grundlagde danskeren Alfred Lehman et psyko-fysisk forskningslaboratorium i København. Dette blev senere det første og længe det eneste psykologiske institut ved et dansk universitet. Alfred Lehman selv blev den første professor i psykologi i Danmark i 1916."

Tilføjet: Det kan næppe interessere ret mange -- men Molière, som han ser ud på maleriet herover, ligner til forveksling vores lokale marskandiser, Winther. Med paryk.