Smartlog v. II » The Jiggly Room
Opret egen blog | Næste blog »

Paypal

30. Jun 2006 23:19, Bo

Første email:

Hi there,

I just tried to register my card, and I got a notice saying I had to contact you. I've had another account, which I closed.

Regards
Bo Gorzelak Pedersen

Anden email:

Dear Paypal,

I've been trying to register my VISA card, but I keep getting this notice:

"Before you can add this credit card to another account, you must contact the PayPal Credit Card Team at cardproblems@paypal.com. A customer service representative will respond to your request shortly. If you would rather add a different credit card to your PayPal account, you may do so at any time. Thank you for your cooperation."

I had another account, registered under XXX, which I decided to close. Now I have signed up using my new email address, XXX -- but I still need to use the same VISA card.

I'm in a bit of a hurry, since I'm bidding on various auctions on eBay.

Kind regards
Bo Gorzelak Pedersen, Denmark 

Tredje email:

Dear Paypal,

I still haven't received any reply from you in regard to the problem mentioned down below. I really need to be able to transfer money soon. As stated in my previous email, I had one account - registered in my name, email XXX - which I decided to close. I then signed up for a new account - registered in my name, email XXX - and everything went just fine, until I tried to register my VISA card. It's the same card that I used for my old account, so perhaps you need to release it somehow.

Kind regards
Bo Gorzelak Pedersen, Denmark

Og stadig intet svar. I mellemtiden har jeg vundet denne CD, "Outpatients 93", "organised by Fish (ex-Marillion) to promote bands recording at his studio". For $2.

iBYEN om Robyn Hitchcock

30. Jun 2006 20:17, Bo

Politikens iBYEN-sektion anbefaler: Robyn Hitchcock.

Lønborg

30. Jun 2006 20:03, Bo

DR: "Københavns konservative sundhedsborgmester Mogens Lønborg bliver nu angrebet voldsomt af venstrefløjen. Baggrunden er hans anbefaling af at standse advokat-undersøgelsen af skandalen omkring plejehjemmet Fælledgården." DRs Nyheder havde nu til aften et interview med Mogens Lønborg -- og sædvanligvis ville det nok ikke ha interesseret mig voldsomt meget. I hvert fald ikke nok til at blogge om det. Men - for sådan er verden - faktisk, netop i dag, var Ane og jeg til kaffe hjemme hos sundhedsborgmesterens fætter, Jørgen Lønborg (og frue). De bor i Stilling, som er en forstad til Skanderborg -- og Jørgen har engang læst jura sammen med Anes far. Og Jørgens far var politimester. Tænk engang.    

Polemiken

30. Jun 2006 19:27, Bo

Over and out: Kimpolina lukker og slukker.

Spyt

30. Jun 2006 19:02, Bo

Dagens nyhedshistorie i samtlige landsdækkende medier: Højesteret har afgjort, at spytteri er vold. Så hold på mundvandet. Har - uden megen indre ild, for vejret var for godt - lavet et udkast til en fanside på mit website. Stadig intet svar fra PayPal -- men jeg modtog i dag mit eksemplar af "Hendrix Live at Woodstock". Så jeg er glad. Det er så lidt, der skal til.    

The Great Cucumber Massacre

30. Jun 2006 02:21, Bo

Det er ikke mere end et par dage siden, at jeg - inspireret af Henriks megen entusiastiske snak om Robyn Hitchcock - besluttede mig for at blive en fan. Valget faldt, for jeg ku ikke umiddelbart komme i tanker om andre, på den tidligere forsanger i bandet Marillion, Fish -- som siden bruddet med bandet (som Roger Waters med Pink Floyd) har forsøgt at overleve solo derude i the wilderness of mirrors. Og lige siden jeg således lod mig lokke, har jeg ikke haft andet end udgifter og bøvl. Det er - aner jeg allerede - bestemt ikke billigt at være en fan, i hvert fald ikke hvis man er en utålmodig. Jeg fandt CDen "Fugazi" (som nævnt tidligere) på eBay til kun $0.01. Havde jeg købt den hos cdon.dk, ville den ha kostet mig kr. 279,- + porto. De to plakater, der ses på billederne herover, er sat til salg på eBay for $99,- pr. stk. De reklamerer for hhv. "The Great Cucumber Massacre" og "He Knows You Know / Charting The Single".

Og bøvlet: Jeg har, for det hører vel med, tilmeldt mig diverse mailinglister, og jeg har registreret mig på Fish' officielle website, the-company.com. Den slags tager tid. Men endnu værre: Med tanke på alle mine kommende fan-indkøb besluttede jeg mig for at nedlægge min PayPal-konto. Som uverificeret kan man kun anvende PayPal op til et bestemt beløb, og jeg havde næsten reached my limit. Bror Lars havde imidlertid fortalt mig, at jeg blot - når det skete - kunne nedlægge kontoen og oprette en ny. Så det gjorde jeg -- og det gik fint, lige indtil jeg skulle registrere mit VISA-kort. Da jeg forsøgte, fik jeg en besked om, at jeg skulle kontakte supporten. Hvilket jeg nu har gjort. Forhåbentlig går det hurtigt i orden -- men jeg tvivler. Jeg har ikke de bedste erfaringer med PayPal. Og jeg er ikke den eneste. Besøg PayPalSucks.com.       

Fodbold og Gud

30. Jun 2006 01:19, Bo

Omtalt i JP i dag: Fodboldhadersiden. I et interview i dagens udgave af Kristeligt Dagblad advarer statsministeren mod at inddrage Gud i international politik og krig: "Hvis alle modstandere insisterer på at have Gud på netop deres side i kampen, så bliver det en brutal verden. Her bør ethvert menneske, også politikere, vise ydmyghed og erkende, at vi slet intet ved om, hvad denne eller hin gud måtte mene om vores forehavender." Så såre sandt. Læs interviewet her.

Medie-troværdighed

29. Jun 2006 23:44, Bo

Rune skriver i et nyt indlæg i sin logbog om opinions- og medietroværdighed og han citerer en Gallup-undersøgelse, ifølge hvilken danskerne har mest tillid til DR og TV2 -- og mindst til hhv. Jyllands-Posten, B.T. og Ekstra Bladet. Jyllands-Posten rangerer i undersøgelsen under TV3. Mest påfaldende er det måske, at gratis-avisen MetroXpress tar tredjepladsen, kun overgået af DR og TV2. Læs mere her.  

Hollands regering træder tilbage

29. Jun 2006 22:27, Bo

Breaking news: Hollands regering træder tilbage på baggrund af striden om indvandrerminister Rita Verdonk og måden, hvorpå hun håndterede sagen om den islam-kritiske Ayaan Hirsi Ali. Ali var manuskriptforfatter på Theo van Goghs "Submission", og hun har modtaget adskillige priser, herunder partiet Venstres frihedspris.   

Fuld beskæftigelse

29. Jun 2006 19:34, Bo

Vi har nu "fuld beskæftigelse" i Danmark. Det sagde de i TV-Avisen. Ledigheden er nede på fire-og-en-halv procent - hvilket ifølge eksperterne er lig med nul - og hver måned annonceres lidt over 30.000 stillinger. Vi kan vælge og vrage. Sagde de. Desværre (for mig og min slags) gælder det (endnu) ikke akademikere. Men når det regner på præsten ... o.s.v. Så forhåbentlig. Det bliver fortsat sværere at bevare sit vestjyske sortsyn.

Dagens film er "XXX" med Vin Diesel og Asia Argento. Købte den og "Den tredje mand" i Føtex for kr. 19.95 pr. stk. Til gengæld - for jeg har rygrad - lod jeg mange andre ligge, heriblandt "Terminator 2" og "Cop Land". Filminteresserede: Vær opmærksom på, at osse Knud Leif Thomsens surrealistiske "Tre mand frem for en trold" er med i udsalgsbunken. Den er i hvert fald kr. 19.95 værd -- om ikke for andet, så for Lone Hertz i rollen som smækkert naturbarn.

Og i øvrigt - apropos nedenstående streng: Jeg har en mistanke om, at jeg allerede har - havde - et eksemplar af "Den tredje mand". Som jeg (heller) ikke har set.    

Flagermus og Farao

29. Jun 2006 17:07, Bo

I går aftes opdagede jeg, at vi i år har flagermus i baghaven. Jeg kan stå ved køkkenvinduet og se dem flakse -- og de kommer meget tæt på. Faktisk lukkede jeg til sidst vinduet af frygt for, at en af dem ville forvilde sig herind. For et par år siden havde vi en lille koloni, der holdt til ved Sumpen, en naturlegeplads, og jeg gik ofte ned for at betragte dem. Men sidste år var de forsvundet, sikkert fordi en del af Sumpen i mellemtiden var blevet omdannet til ældreboliger. Flagermus, som alle ved, hader gamle mennesker.

Flagermus - til information for eventuelt dyreinteresserede - udgør ca. en fjerdedel af alle pattedyrs-arter. Der findes voldsomt mange, forskellige slags flagermus. I Danmark har vi 12 arter, heraf nogle mere sjældne end andre. Skægflagermusen og Brandts flagermus lever f.eks. kun på Bornholm. Først i 1930erne blev det opdaget - af Donald Griffin - at flagermus navigerer v.h.a. ultralyd. Man kan ikke høre flagermusenes navigations-skrig (men man kan købe en detektor, der omsætter skrigene til hørbare lyde), men man kan til gengæld høre deres indbyrdes snak, en række korte og diskrete smiske-lyde.

Ane og jeg var engang på københavner-tur, og vi overnattede i Niels' og Tanjas lejlighed. Niels og Tanja var ikke selv hjemme, og hen under nat, da jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle foretage mig, gav jeg mig til at læse i nogle af Niels' mange natur-guider -- om flagermus. Og lige siden har jeg været en flagermus-fan. Da jeg kom hjem, bestilte jeg en stor stak bøger om flagermus på biblioteket ... o.s.v. Printede arts-oversigter og beskrivelser fundet fra nettet. Naturvejlederne i Århus Kommune har lavet dette site.    

Jeg har i dag fået trykt første eksemplar af mit næste digthæfte, "Farao" -- en (og man sku tro, at det var løgn) nærmest religiøs lovsang til en farao. Trykkeren stod med det ene ben på ferie, og vi blev enige om at vente med at trykke resten, til han igen er tilbage. Om cirka en måned. Men vi lavede et enkelt eksemplar, bare for kunstens skyld. Og jeg er meget tilfreds.  

På liste-fødder

28. Jun 2006 20:33, Bo

Inspireret af Irene: Lidt om lister. Det kan være skægt at lave lister og i nogle tilfælde er det endda osse gavnligt - f.eks. hvis man vil udveksle ting og/eller sager med ligesindede - eller ligefrem nødvendigt, dersom man ønsker at kunne overskue sin samling af diverse. Personligt har jeg i alt 4 hjemmelavede lister, som jeg løbende opdaterer: En liste over min Charles Olson-samling, en liste over min Marquis de Sade-samling, en liste over mine CDer og en liste over min film-samling. Hertil kommer diverse adresse-lister, som jeg af ydmyghed ikke medregner -- for jeg er ikke god til at holde dem ajour. Plus det løse.

Mit sidste forsøg som stor-liste-mager endte katastrofalt: Jeg satte numre på alle mine videobånd, idet jeg samtidig fjernede mærkaterne. Det forekom mig dengang fornuftigt, for jeg genbrugte ofte båndene, og jeg havde altid bøvl med at finde nye mærkater o.s.v. Så i stedet fik båndene Dymo-numre, og jeg oprettede en database på min computer. Det tog en farlig tid at tjekke båndene og skrive indholdet ind -- og netop som jeg var færdig, lykkedes det mig at delete databasen. Altså: Ingen mærkater, og databasen var væk. Hvorefter jeg smed de fleste af båndene ud med storskrald.    

Science fiction

28. Jun 2006 18:52, Bo

Blog-drengene snakker science fiction-romaner -- og dér kan jeg ikke være med, for det ved jeg ingenting om. Min holdning - for så vidt som jeg overhovedet har en holdning - til sci fi er, at jeg synes, mange af romanerne ser gevaldig tykke ud. Det må være en meget ord-rig genre ... tænker jeg. En af mine tidligere arbejdskollegaer overtalte mig til at læse "The Reality Dysfunction" -- og jeg forsøgte, primært p.g.a. titlen, men måtte ret hurtigt opgive. Jeg mangler nok et gen.

Men - for jeg vil jo så nødigt være helt udenfor - jeg kan da vise nogle billeder: 1. "Café Flesh", 2-4. "Café Flesh 2", 5-7. Privates "The Uranus Experiment" og 8. "Women in Black".     

Uncle Fish & The Crypt Keepers

28. Jun 2006 16:25, Bo

Henriks megen fan-snak smitter -- og jeg får lyst til at blive en af slagsen. Har i dag budt på 3 Fish-CDer på eBay, "Yin", "Yang" og "A Kettle of Fish". Ovenstående - som ses på billedet - købte jeg med det samme, "Uncle Fish & The Crypt Keepers", en dobbelt-CD "Recorded live at the Philipshalle Auditorium in Düsseldorf, Germany, on July 12, 1991". Tracklisten inkluderer en del numre fra solo-karrieren, men osse bl.a. "Heart of Lothian", "Market Square Heroes" og "Forgotten Sons".

Nyt fra retten, 2

28. Jun 2006 15:20, Bo

Mens vi venter på dommene, der kan blive offentliggjort når som helst: Anklageren i sagen om æresdrabet "har krævet seks af de dømte i fængsel på livstid og tre skal have mindst ti år bag tremmer. Flere risikerer udvisning af Danmark." JP skriver: "Vicepolitimester Jeanette Wincentz Andersen lagde ikke skjul på motivet til at forlange usædvanligt strenge straffe. - Dommene skal vise, at det her er helt uacceptabelt. Og hvis man begiver sig ud i det, så får det konsekvenser, sagde vicepolitimesteren under sin strafprocedure i Østre Landsret onsdag. Med yderst stærk sprogbrug kaldte hun de involverede for en drabspatrulje, der med militaristisk præcision førte tropperne frem." Mere her

Update: Ghazala Khans far er blevet idømt livsvarigt fængsel for drabet på datteren. Broderen og to onkler fik hver 16 års fængsel af Østre Landsret. Læs mere her.

I am sitting in a room

28. Jun 2006 15:05, Bo

En kort livs-opsamling af hensyn til mine trofaste læsere: Skanderborg Bibliotek har skaffet mig to bøger om maleren Chaim Soutine (som jeg omtalte her), og i dag modtog jeg mit eksemplar af "Little Murders" (omtalt her). Til gengæld har boghandler-Helle stadig ikke fået min Milton Babbitt-CD (her). Min musik-liste er næsten færdig. Operaer tilføjet. Opdagede i går, at en af de Kroetsch-bøger, jeg fik foræret af Winther (her), faktisk har en kuglepen-skrevet hilsen fra Kroetch på titelbladet. Bedste signerede-bogkøb nogensinde: En Grundtvig (med en hilsen fra Grundtvig), købt for kr. 3,- i en genbrugsbutik i Struer. Byttede den senere for et stereoanlæg til Ane

Dagens lyd er Alvin Luciers "I am sitting in a room". Værket består af en tekst (der begynder "I am sitting in a room ... "), som læses højt af en person, der sidder i et rum -- og som derefter, optagelsen, afspilles i samme rum -- samtidig med at lyden af afspilningen i rummet optages, hvorefter den nye optagelse afspilles, og optages, og den næste, og den næste, og den næste. Og så videre.

En dansk lyd-kunstner - jeg har desværre glemt navnet - lavede for ikke længe siden et lignende værk, men uden oplæsning. Han optog lyden i en tom gymnastiksal, vistnok, og afspillede derefter optagelse i salen -- samtidig med at han optog afspilningen. Etc. Og salen begyndte at synge.       

Tim Ryan

28. Jun 2006 02:18, Bo

Det kan næppe interessere ret mange -- men i anledning af Carstens lange indlæg om bl.a. Tim Ryan-bøgerne: Faktisk prøvede jeg på et tidspunkt at overtale en af mine chefer til at skrive mig en anbefaling baseret på præsentationen af Ryan i "Tim Ryan i krig mod Mars". Jeg gik så langt som til at kopiere det pågældende afsnit og strege ud og sætte ind, hvor rettelser var nødvendige -- hvorefter jeg afleverede kopien til chefen. Desværre hoppede han ikke på den ... omend han selvsagt ikke som sådan havde noget at indvende mod beskrivelsen af min, d.v.s. Ryans, person. Brav, modig og et virkeligt mandfolk.

Det forekommer mig i øvrigt, at jeg for ganske få dage siden så alle bøgerne sat til salg på QXL.   

Doctor Who

27. Jun 2006 20:48, Bo

Og husk så i øvrigt, at det er i aften kl. 23.00, at DR 1 viser første afsnit af "Doctor Who".

Nyt fra retten

27. Jun 2006 17:46, Bo

1. De 12 nævninge har kendt alle ni tiltalte skyldige uden formildende omstændigheder i drabet på Ghazala Khan og forsøg på manddrab på hendes mand, Emal Khan. Læs her.

2. Bagmandspolitiet vil ikke anke frifindelsen af Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte og tre andre. Læs her.

3. Anklager kræver 4 måneders fængsel til Annemette Hommel. Læs her.

4. Varetægtfængslingen af de fire mistænkte i terrorsagen er forlænget frem til den 20. juli. Læs her.

5. Elever med indvandrerbaggrund blev ikke diskrimineret, da Københavns Tekniske Skole i efteråret 2003 skrev særlige bemærkninger ud for virksomheder, der ikke ønskede indvandrere i praktik. Læs her.

Dagens indkøb

27. Jun 2006 16:52, Bo

Dagens musik-indkøb: Har vundet Marillion: "Fugazi" (som herhjemme af en eller anden grund er temmelig dyr) på eBay for $0.01. For år tilbage havde jeg en temmelig fin Marillion-samling, inkl. adskillige maxi-singler og bootlegs, men jeg solgte det meste, idet jeg højtideligt lovede migselv at gen-anskaffe det hele på CD. Men det er mildest talt gået lidt langsomt. Til gengæld - tilbage til nutiden - måtte jeg bløde hele kr. 12,- for Lars Lilholt: "Engang drog vi ud for at slå tiden ihjel".  

Noget om helte, 2

27. Jun 2006 15:01, Bo

Øv. Carsten vil ikke anerkende mine bud på gode superhelte-film. Som jeg har skrevet i min kommentar: Mit kendskab til tegneserier er ret begrænset, desværre -- så jeg må se mig henvist til at skyde med spredehagl. Hvad med disse:

"Bat Dude & Throbin", "BratGirl", "Barbara the Barbarian", "Flesh Gordon", "Muffy the Vampire Layer" eller "X Girls" ... ?

Tilføjet: Eller "Bat Bitch"?

Catherine og Pirates

27. Jun 2006 00:04, Bo

Nogle screenshots fra 2 nyere film for voksne: "Catherine" (øverst) og "Pirates".

Uden filter

26. Jun 2006 20:34, Bo

Dagen i dag: Besøgte doktor Peter, som fortalte mig om sit husbyggeri, og var til møde i bibliotekets brugerbestyrelse. Vi diskuterede bl.a. et tilbud om gratis netfiltre til bibliotekets computere -- og blev enige om takke nej. Det er offentlige bibliotekers opgave at gøre informationer og viden tilgængelig. Det er ikke bibliotekers opgave at søge at forhindre eller vanskeliggøre adgang til viden, ligesom det ganske afgjort heller ikke er bibliotekers opgave at bestemme hvilke informationer eller hvilke former for viden, den almindelige borger bør (eller ikke bør) have mulighed for at tilegne sig. Det må være - om nogens - politikernes opgave. Ikke bibliotekernes.

Jeg tror, at jeg så nogenlunde er kommet igennem de fleste af mine CDer, og min liste er næsten færdig. Jeg mangler stadig alle mine operaer, enkelte musik-DVDer og diverse småting, som ligger og flyder rundt omkring.    

Noget om helte

26. Jun 2006 17:54, Bo

Overraskende og chokerende nyt. APN, Avisen På Nettet, referer en undersøgelse lavet af det norske blad Woman -- ifølge hvilken "Piger elsker sex". Now who would have guessed?

Carsten og Capac har begge været i gang med at lave lister over foretrukne super-helte-film. Jeg kan selv umiddelbart kun komme i tanker om to, nemlig "Orgazmo" (billedet) og "Barb Wire".  

Tilføjet: På den anden side er der jo osse både "Supergirl", udgaven for voksne, og "The Double-D Avenger":

Tilføjet: Bror Lars har fuldstændig ret. Tak. Og "Ultra Flesh". Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne glemme den:

 

Kenneth Koch

25. Jun 2006 21:14, Bo

Jeg blev via Capacs blog opmærksom på, at forlaget Basilisk har smidt endnu to podcasts på deres site, begge om Kenneth Koch og the New York school of poets. Eventuelt interesserede: Jeg vil varmt anbefale jer at læse David Lehmans fremragende bog, "The Last Avant-Garde".

Har brugt lidt af søndagen på at sidde og fisle med min musik-oversigt. Jeg mangler stadig en del, og jeg er efterhånden ved at ha mistet overblikket -- hvilket jo sådan set ikke var hensigten. Tværtimod.  

Stasisfield

25. Jun 2006 20:19, Bo

"The Stasisfield mp3 label offers free EPs, singles and full-length albums of experimental music in mp3 format." Tjek sitet.

Bombemand

25. Jun 2006 19:12, Bo

A twisted case of life imitating art? Øverst: "Saw". Nederst: Den norsk-jugoslaviske mand, der i dag spredte rædsel i Stockholm-forstaden Tensta. Læs mere her.  

Kærlighed

25. Jun 2006 18:30, Bo

Marillion-fan: Tjek det tyske kopi-band Season Ends website, hvorfra du bl.a. kvit og frit kan downloade en hel CD (11 numre) med en live-koncert fra Darmstadt 2005. Klik på "Sounds". Det er ikke helt på højde med originalerne -- men bare ægte kærlighed.  

Tilføjet: Mere Marillion. Her kan du høre et ca. 77 min. interview med Fish.

Hendrix, 2

25. Jun 2006 16:57, Bo

Jeg tror, min lille hjerne måske - i går - blev lidt slået ud af det faktum, at det ene af de to eksemplarer af "Jimi Plays Monterey", jeg ku finde via engelske Amazon, kostede 85 pund, altså ca. kr. 920,- -- for det var ikke før i dag jeg kom i tanker om i stedet at prøve eBay. Jeg fandt et (forhåbentligt) pænt eksemplar til $12.99, d.s.v. kr. 75,- Og købte det omgående. De næste på min dosmer-seddel er "Winterland" og "Fillmore".  

Tankepoliti

25. Jun 2006 16:23, Bo

LA Times oplyser, at mere end halvdelen af de besøgende på årets Erotica LA, er kvinder. "In fact, many aspects of the show were vetted for their appeal to women, because women drive the market, said Darren Roberts, chief executive of Teddy Communications Inc. [...] "You have to do very little to get the male audience," but apart from the $30 ticket, men don't spend a lot of money, Roberts said. "Guys come and they want an autograph, they want to look, they walk out with a video. Women and couples are walking out with bags of stuff."" Læs artiklen her.

I samme avis kunne man d. 21. læse (her), at "A periodic test that measures a man's response to erotic images is "Orwellian" because it examines his mind, not just his body, and should not be used because it deprives him of more freedom than necessary, a federal appeals court ruled Tuesday." "The plethysmograph test", som den hedder, er som taget ud af George Orwells "1984" -- og minder i øvrigt ikke så lidt om replikator-detektoren i "Blade Runner".

Hvis du tror, at tanke-politi er ren science fiction, så kan du godt tro om igen. They're here, and they're real. A clear and present danger. Bekæmp dem. 

Hendrix

25. Jun 2006 15:35, Bo

Ane og jeg tilbragte noget af lørdag aften med at se "Must Love Dogs", en af de dér amerikanske, romantiske komedier, som det er helt umuligt ikke at holde af.

Dagens musik - i går - var Jimi Hendrix, og jeg fik omsider taget mig sammen til at bestille både "Woodstock" og "Berkeley":

Jeg ville osse gerne ha "Monterey", men den er - vistnok - lidt sværere at finde, i hvert fald til en fornuftig pris. "Isle of Wight" kan vente, ihvert fald enkelt-CD-udgaven. Den er ikke nær så god.  

 

And all that jazz

24. Jun 2006 01:48, Bo

Vi tilbragte Skt. Hans i selskab med Flemming og Emma. Biskoppen holdt sin tale, heksen (der afgjort mere lignede en ged end en heks) brændte, som hun skulle, vejret var smukt, og da solen gik ned, lå søen og spejlede under et magisk lagen af dis. Det var næsten som noget på film.

Og apropos: Jeg kom i går til at købe 15 videofilm i Blockbuster, heriblandt "Creep", "Resident Evil", "Sahara", "Con Air", "Alien 3", "One Hour Photo" og "The Punisher". Nogle af dem har jeg allerede set -- men jeg tænkte ... Nok ikke ret meget. Jeg fandt et par stykker, jeg gerne ville ha -- og der var tilbud, hvis man tog 15. VHS is deader than jazz. Og lidt mere shopping: Modtog i dag mit eksemplar af Jackson Browne: "Running On Empty", som jeg forleden vandt på QXL.    

Og apropos jazz (which ain't dead, it just smells funny): Eventuelle jazz-elskere bør tjekke denne sideSteve Colemans website. Han har gjort alle sine tidligere CD-udgivelser tilgængelige i mp3-format -- til fri og gratis download.

Min båltale

23. Jun 2006 15:04, Bo

Der findes i det store og hele to slags mennesker her i verden: Folk, der læser bøger, og folk, der brænder bøger, eller som bruger deres tid og kræfter på at opdigte finurlige grunde til at gøre det. Og derefter grunde til at brænde forfatterne. Og derefter alle dem, der har læst forfatterne eller har skrevet noget lignende, eller som bare har tænkt noget lignende.

Måske er det ikke alle bøgerne, de vil brænde, og måske er de bøger, de vil brænde, ikke engang særlig gode. Måske er alt, hvad der står i dem, løgn, og måske vil en eller anden, hvis vi ikke brænder dem, komme til at tro på løgnen. Måske er det "Mein Kampf".

Men ordentlige, tænkende mennesker læser bøger. De brænder dem ikke. De  brænder ikke forfattere, og de sætter dem ikke i fængsel. De giver dem ikke mundkurv på. De forbyder dem ikke at skrive eller at udgive deres værker. De forsøger ikke at få indført censur-love.

Og når de andre - dem, der gerne vil brænde - begynder at råbe højt, tager ordentlige mennesker til genmæle, osse selvom det kan være ubehageligt. Det gælder, hvadenten der er tale om bøger af Sigmund Freud eller Stefan Zweig, Salman Rushdie eller J.K. Rowling.

Det gælder, hvadenten bøgerne, de vil brænde, er gode eller ej. Det gælder, hvadenten vi - helt personligt, hver især -  formår at værdsætte bøgernes indhold eller ej.

Ordentlige mennesker taler imod afbrænding af bøger. De forsvarer andres ret til at udtrykke sig, osse selv om det sker på måder, de ikke selv forstår. Osse selvom det sker på måder, de ikke selv bryder sig om.

I gamle dage brændte man hekse. Det gør man ikke mere - og da slet ikke i Danmark. Man brænder heller ikke bøger, ikke endnu, men det er som om, der i løbet af de senere år er blevet flere og flere af dem, der bruger kræfter på at søge grunde til at gøre det. Det er som om, nogle har glemt, at vi her i Danmark er ordentlige mennesker, der læser bøger - og som taler imod afbrænding af bøger.

Allermest beskæmmende er det, at der blandt dem er flere såkaldt intellektuelle - folk, der burde gå med i forreste række i forsvar for ytringsfriheden. Folk, der burde tale oplysningens sag.

Der har i det forløbne år - efter Muhammed-tegningerne - været talt meget om dette lille ord, "men". Vi censurerer ikke, "men ... ". Vi er tolerante, "men ... " Vi brænder normalt ikke bøger, "men ... " Men dette er et særtilfælde? Men dette er noget andet?

Men det er aldrig noget andet. Det er altid det samme. Det er folk, der vil brænde bøger.

Det skal være mit ønske frem til næste Skt. Hans: At flere ordentlige mennesker vil tale dem imod.  

Skt. Hans

23. Jun 2006 13:33, Bo

Mette har scoret sig et 13-tal på Multimediedesigner-uddannelsen. Et stort til lykke herfra. Læs omtalen i JP. En kat ved navn Lewis er ifølge EB ved retten i Connecticut blevet idømt livsvarig stuearrest -- og i dag er det Skt. Hans. Båltaler i Skanderborg er biskop Kjeld Holm.  

Tovelille

23. Jun 2006 03:10, Bo

Det er Midnattens Stund,
Og usalige Slægter
Staa frem af glemte,
Sunkne Grave ... ta-da-da-dum.

Jeg har de sidste par dage lyttet til Schoenbergs "Gurrelieder", et stort værk baseret - d.v.s. librettoen - på den danske botanist Jens Peter Jacobsens "Gurresange" fra 1868. Værket fortæller om kong Valdemar Atterdags kærlighed til den fagre Tovelille, som han besøger på Gurre Slot. Desværre (ikke mindst for Tove) er Valdemar allerede gift, og den onde hustru får Tove dræbt. Efter Valdemars egen død hjemsøger han - i selskab med sine trofaste mænd - egnen i en evig søgen efter den elskede, lille. Læs mere her

Blog-porno-snakken fortsætter, både i Carstens blog - her - og hos Klaus, der i et indlæg med titlen "Porno, min bare røv .. !" udtrykker sin foragt for os åndeligt mindrebemidlede og med dårlig smag, der ikke - som han selv - stiller større krav til tilværelsen. End som så. Dertil er der vel kun at svare, at heller ikke vi - hernede i mørket - er forpligtet ud over vore evner, og at det ikke er rimeligt at kræve af os, at vi skal kunne fatte lyset ... når vi nu, altså, er både dumme og blinde. Bror Lars har forladt diskussionen, og jeg vil gøre det samme -- i hvert fald den, der foregår i blogosfæren. Eventuelt interesserede kan læse mine artikler og anmeldelser på DPS-sitet.

Efter at ha opgivet det første maleri, er jeg straks gået i gang med det næste. Faktisk - for lissom at snige mig ind på det - satte jeg henkastet et par streger, mens jeg arbejdede på det første. Og nummer to går meget bedre. I hvert fald var jeg så nogenlunde tilfreds, da jeg i går aftes satte det til tørre.    

Tematorsdag, 3

22. Jun 2006 19:38, Bo

Tematorsdag -- fortsat. Flere ting, som Gud hader: Hekse, Harry Potter, porno og Shania Twain.

Mit maleri

22. Jun 2006 18:40, Bo

Mit lille maleri er næsten done, tror jeg. Det ville nok være at overdrive at skrive, at det næsten er færdigt -- men i hvert fald: Endeligt opgivet. Strukturen, som det ser ud lige nu, er ok, og jeg gider ikke gøre meget mere ved det. Det endte (og det vidste jeg, at det ville) som et helt tilforladeligt og aldeles uskadeligt natur-skilderi, et af den slags, der males titusindvis af i Danmark hvert år. Desværre har jeg lidt bøvl med mit digi-kamera, så jeg kan ikke smide et foto i bloggen. I må blot tro mig, når jeg bedyrer, at I ikke er gået glip af ret meget.  

Bøger til anmeldelse

22. Jun 2006 13:03, Bo

Jeg tillader mig i forlængelse af alt det meget skriveri om porno endnu en gang at gøre opmærksom på, at jeg altid er meget interesseret i at modtage artikler, anmeldelser etc. til DPS-sitet. Retningslinier kan læses her.

Jeg har enkelte bøger, som jeg godt kunne tænke mig at få anmeldt, heriblandt de tre ovenover. Jeg kan desværre ikke tilbyde nogen form for betaling -- og ydermere: Jeg kan ikke engang tilbyde, at du (såfremt o.s.v.) kan få lov til at beholde bogen. Det er sørgeligt, jeg ved det godt, men jeg har altså kun de eksemplarer, jeg selv har købt for egne penge. Jeg kan sende dig mit eksemplar vedlagt returporto. Eller du må en tur på biblioteket.

De tre bøger er: Victoria Coren og Charlie Skelton: "Once More, With Feeling - How We Tried To Make The Greatest Porn Film Ever", "Nadine Strossen: "Defending Pornography - Free Spech, Sex and The Fight For Women's Rights" og  Morten Thing: "Pornografiens historie i Danmark". 

Varèse

22. Jun 2006 11:25, Bo

Er netop hjemvendt fra mit halvårlige tandlæge-besøg. Tjekket tog kun ca. 10 min. -- og jeg fejrede det ved straks at bestille et eksemplar af ovenstående, "Complete Works" af Varèse, udsendt på Decca. Jeg kan ikke helt gennemskue hvorfor, men af en eller anden grund kan den købes meget billigt via engelske Amazon. Jeg har længe haft den liggende i min Amazon-indkøbsvogn. 5.50 engelske pund, når man er mig, er ikke noget, man bare uden videre giver ud. Men altså. Edgar Varèse - ud over at være en pionér inden for elektronisk musik og et spændende bekendtskab o.s.v. - var en af Frank Zappas helt store helte og forbilleder. Varèses mest berømte værk, "Ionisation", kan høres på denne side.   

Maleri og porno, 2

22. Jun 2006 04:10, Bo

Det lykkedes mig vistnok at redde mit lille maleri. I hvert fald ånder det nu lidt mere ubesværet.

En ganske kort kommentar til Gitte, Irene og Jacob -- for jeg kom pludselig i tanker om, at det måske kunne opfattes som ubehøvlet slet ikke at svare. Tak for alle jeres mange kommentarer til min post. Jeg har læst dem alle, ligesom jeg har læst jeres indlæg på jeres egne sider og jeres kommentarer i Carstens blog.

Tematorsdag, 2

22. Jun 2006 02:13, Bo

Tematorsdag

22. Jun 2006 01:35, Bo

Torsdagens tema: Ting, som Gud hader. Min egen favorit er nok denne: God Hates Shrimp.

Bibliotekalt

21. Jun 2006 23:11, Bo

Jeg har tidligere her i bloggen skrevet noget om pligtaflevering af egne værker. Der sker, men så sandelig ikke ofte, at jeg får ekstra-bestillinger fra andre biblioteker (i.e. ikke Det Kgl. eller Statsbiblioteket). Her følger en kort liste. Bare for sjov. Hæftet om Dario Argento er til udlån på følgende biblioteker: Århus Kommunes Biblioteker (i Mølleparken), Vejle Bibliotek, Det Nordjyske Landsbibliotek, Odense Centralbibliotek, Gentofte Bibliotekerne, Københavns Kommunes Biblioteker og Det Danske Filminstituts Bibliotek. "Det ene med det andet" er (meget mystisk) osse til udlån på Vejle Bibliotek, og "Selvtilfredsstiller" og "Natarbejder" på Skanderborg Bibliotek. 

Mere maleri

21. Jun 2006 21:39, Bo

Lidt mere snak om maleri. Har netop igen (igen) været i kælderen -- og det er nu lykkedes mig komplet at ødelægge alt det lidt, der måske kunne være blevet til noget. Maleriet er næsten dødt, og jeg overvejer seriøst, om det overhovedet er værd at forsøge at redde det.

For nogle år siden malede jeg en hel del (og delte atelier med bl.a. René), men på et tidspunkt gik jeg i stå. Det er lidt svært (og måske osse helt unødvendigt) at snakke om den slags, for det handler om en hel masse, men der indtraf en mindre krise i åndshjørnet i min hjerne, da jeg - ret tilfældigt - stiftede bekendtskab med maleren Max Beckmann. Fra næsten udelukkende at interessere mig for flademaleriet -- og her er et eksempel:

  

Jasper Johns' "Map" fra 1963. Fik Beckmann mig nu til at vende min interesse mod det figurative. Og det vidste jeg ærligt talt ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre ved. Så jeg gik i stå. Her er et fotoportræt af Beckmann ved siden af et af hans utallige selvportrætter:

Han malede to udgaver af maleriet med hornet. I den første udgave smiler han (dog ikke meget) -- og det er, så vidt jeg ved, det eneste maleri-med-faktisk-smil, han nogensinde malede. I udgave nummer to - som her ses - er smilet da osse forsvundet.

Islamkritisk Netværk

21. Jun 2006 19:09, Bo

Islamkritisk Netværk, en forening af teologer stiftet af Thomas Reinholdt Rasmussen og Søren Krarups datter, Katrine Winkel Holm, har tilsyneladende god vind i sejlene. Indtil videre har næsten 100 præster tilsluttet sig netværket. Se navnene her

Sonus

21. Jun 2006 18:58, Bo

Absolut fantastisk website: SONUS. Klik her og browse by artist ved at klikke på A-Z. Der er hundredevis af spændende værker til gratis download i mp3-format.

Noter fra et kælderdyb

21. Jun 2006 18:34, Bo

Nu har jeg været i kælderen, hvor jeg står - d.v.s. sidder på hug - og maler. Søen er væk, og i stedet er der nu nogle grønne streger og en hel masse sandfarvet ikke-noget. I virkeligheden (for så vidt som jeg kender den) er det slet ikke dette, jeg vil male. Jeg har bare brug for at få lidt maling under neglene, før jeg ... o.s.v. Jeg har masser af ikke-færdige og/eller mislykkede malerier stående, og maleriet, jeg netop nu er i gang med, er lag på det pågældende lærred nr. 7-8-10 (jeg har glemt det). 

Kom der ikke andet fornuftigt ud af mit lyd-collageri, så gav det mig i hvert fald - altså - lyst til igen at male. Jeg sidder stadig og fisler med "Intolerance" -- og jeg har, d.v.s. mangler, osse stadig "Music for Graveyards" del 3 og 4.  

Maleri og porno

21. Jun 2006 17:32, Bo

Mit lille maleri ser stadigvæk usund ud. Lige nu flyder en blå sø - whatever - i det nederste, højre hjørne, og der er disse hersens røde pigge og noget orange et-eller-andet. Det kan blive hvad hvad som helst.

Det lader (uden sammenhæng med ovenstående) til, at der er gået porno-debat i familien. Lars diskuterer i sin blog - her - og Gitte har skrevet et indlæg, hvori hun redegør for sin holdning. Her. Jeg har selvfølgelig ingen som helst problemer med at fatte, anerkende eller respektere, ar der findes mennesker - herunder søster - der ikke bryder sig om porno, og som allerhelst bare gerne vil være fri for at blive udsat for skidtet. Det har jeg det fint med -- og det er jo i øvrigt fløjtende ligegyldigt, om jeg har det fint med det eller ej. Folk har ret til at vælge, og de har ret til at fravælge.

Mit ærinde - når jeg skriver om porno og forsvarer porno - er ikke at forsøge at overtale nogen til at hoppe på vognen, men at modgå noget af alt det vrøvl og nogle af alle de myter om porno, der af forskellige grunde fremføres i diverse medier. Gitte citerer i sin blog to psykologer, der begge har lavet undersøgelser, hvori - påstås det - pornografiens skadelige effekter blev påvist. Det hører imidlertid med til historien - eller historierne - at James Check selv senere advarede mod at drage politiske konsekvenser, thi dertil var resultaterne for tvetydige. Og også Donnerstein måtte senere trække i land. Da en undersøgelses-komité gik ham på klingen, meldte han klart ud, at "the sexually explicit X rated material of a very popular nature - films such as 'Debbie Does Dallas', 'The Other Side of Julie', 'Inside Jennifer Wells' and other titles which I cannot remember at the present moment - which do not contain physical violence, did not produce any effects whatsoever [...] there is no question that if you are dealing strictly with sexual material, no matter how explicit, there has not been to my knowledge in the last 20 years of research on the topic, any evidence of any type of negative, asocial or damaging effect on individuals so exposed to that material."    

Anmeldelse af Rosa Prosa

21. Jun 2006 04:37, Bo

Jeg har skrevet en anmeldelse af den norske antologi "Rosa Prosa - om jenter og kåthet". Læs den her.

Ekstra Bladet tilbyder blogs

20. Jun 2006 21:05, Bo

Nyt i verden: Ekstra Bladet blogs. Se her. Og Lyt til Nyt tilbyder - som noget nyt i Lyt til Nyt - mp3-filer til gratis download. Her

Bogkøb

20. Jun 2006 16:28, Bo

Var i byen for at købe maling og kom hjem med (osse) 4 bøger, købt i en af de lokale genbrugsbutikker: Arild Hvidtfeldts oversættelse af Sahagúns 12. bog, "Mexicos Fald", Ursula LeGuin: "Mørkets venstre hånd", Sven Holm: "Ægteskabsleg" og Bruno Frei: "Okkultisten", "Den utrolige men sandfærdige beretning om magikeren og telepaten Erik Jan Hanussen, der blev det Tredje Riges profet." Ikke dårligt. Samlet pris kr. 9.25 (som var det, jeg havde i lommen).  

Ny anmeldelse

20. Jun 2006 15:23, Bo

Ny anmeldelse på DPS-sitet: Nicolas Barbano anmelder Videnscenter for Ligestillings pjece "Ej blot til lyst - pornografi i et ligestillingsperspektiv". Læs her.

Soutine

20. Jun 2006 14:29, Bo

Efter den indledende jammer: Allerede i går gik det lidt bedre med maleriet. Det foreløbige resultat - maleriet, jeg har givet mig i kast med - er sygt, et influenza-farvet rod-sammen -- men det er ok. Man skal jo starte et-eller-andet sted. Jeg er på det seneste blevet ret optaget af den vistnok ikke meget kendte (men absolut heller ikke ukendte), russiske maler Chaim Soutine. Se maleriet herover -- og se flere her.   

Annoncer

18. Jun 2006 23:25, Bo

Jeg havde ikke selv set dem, for jeg bemærker dem efterhånden slet ikke, hverken på min egen side eller på andres -- men Ane så dem. Gad vide, hvorfor jeg får den slags annoncer? Langrend og slalom ... ? Kirkegårde ... ?  

It's not the bullet that kills you ...

18. Jun 2006 23:09, Bo

... it's the hole. Hele dagen i dag har jeg gået rundt med den dér irriterende, lille orm i mit baghovede. Jeg ved ikke, hvad den hedder, eller om den overhovedet har et navn: Følelsen af at intet rigtigt vil lykkes, eller at det ikke vil føre til noget, at man ikke har de fornødne evner, at det er ligegyldige, åndssvage slag ud i luften. Og, altså, følelsen er ikke voldsom, men bare nagende -- hvad der sådan set kun gør den endnu mere irriterende, for man kan ikke rigtig gøre noget for at få ram på den eller komme den til livs. Man må bare fortsætte og håbe på, at den forsvinder. I mellemtiden gik jeg en dag en tur med min ny-indkøbte mp3-afspiller (det er forbavsende så godt en hip new yorker som Laurie Anderson går i spænd med det bakkede landskab omkring Skanderborg) -- og bagefter forsøgte jeg at male lidt, og det kom der selvfølgelig ikke noget godt ud af. Kun mere frustration. Det er hver gang det samme: Jeg glemmer, at maleriet kræver opvarmede håndled og tilbringer de første par dage - når jeg starter på ny - med at jamre og sukke dybt. Sissy.   

Intolerance, 5

18. Jun 2006 21:45, Bo

Endnu et lydklip.

Intolerance, 4

18. Jun 2006 03:21, Bo

Endnu et lydklip.

Little Murders

17. Jun 2006 22:10, Bo

Inspireret af "Bob & Carol ... " tog jeg mig i dag - for et øjeblik siden - endelig sammen til at købe et eksemplar af "Little Murders", en af mine absolutte yndlingsfilm. Handlingen kort: Elliott Gould (som jeg holder meget af) spiller en apatisk fotograf, der efter bedste evne forsøger ikke at forholde sig til sin sindssyge omverden. Donald Sutherland leverer en af sit livs bedste præstationer i rollen som alt-favnende, laid back præst.

Dagens musik var live, en koncert med Carsten Hentze & Venner feat. Peter Sommer & Klaus Handsome -- i forbindelse med markedsdagen. Og derudover: Rengøring.  

Moderne damer

17. Jun 2006 15:57, Bo

Lad os aldrig glemme at glæde os over de små ting i tilværelsen. I går aftes rensede jeg min PC-mus, og det har forbedret min livskvalitet betragteligt. Ane og jeg så - osse i går aftes - Paul Mazurskys meget morsomme komedie "Bob & Carol & Ted & Alice" fra 1969, en af de DVDer, jeg købte på post-regnvejrs-udsalget i Blockbuster. Den er blevet udsendt på dansk DVD -- og jeg tænker, at det måske har noget at gøre med Natalie Wood, der i dag er lige så hip og trendy, som hun var for næsten 40 år siden. Billederne: Gry Bay og Wood. 

Markedsdag

17. Jun 2006 12:32, Bo

I dag er store sløngel-markedsdag i Skanderborg -- for børn og barnlige sjæle. Hele vejen op ad Adelgade sidder det ene barn efter det andet og faldbyder gammelt legetøj, forældede computerspil, bamser og børne-melodi-grand-prix-CDer. Jeg har (indtil videre) købt en uhyggelig, lille øgle (kr. 4,-) og tre DVD-film (kr. 10,- pr. stk.) , heriblandt "Dr. Strangelove". Det er ret imponerende, synes jeg, så meget presse, det er lykkedes folkene bag sløngeldagene at få. I går aftes var der endda et indslag i DRs TV-Avisen. Som alle, der har arbejdet med kommunikation vil vide: Det er svært at få pressens bevågenhed, i særdeleshed de nationale mediers. Og ikke mindst i provinsen.

Her er lidt mere fra min lyd-collage, "Intolerance". Arbejder ufortrødent videre. 

Intolerance, 3

16. Jun 2006 16:57, Bo

Vundet på QXL: En promo-DVD-single-udgave af Pinks "Stupid Girls". Rune Engelbreth og Thøger Seidenfaden svarer (eller svarede) i dag på spørgsmål i forbindelse med deres bog, "Karikaturkrisen". Klik her. Dagens musik er værker af Francis Dhomont

Intolerance update: Der var noget - et eller andet - der generede mig ved et par af overgangene i mit klip, og efter at ha forsøgt diverse, besluttede jeg mig ganske enkelt for at fjerne mellemstykket. Nu fungerer det bedre -- og jeg har tilføjet yderligere. Hør her

Intolerance, 2

15. Jun 2006 20:04, Bo

Bortset fra hastigheden (som betyder meget, og som man overhovedet hverken kan eller skal se bort fra) er lyd-collageriet ikke voldsomt meget forskelligt fra at male eller tegne. Man starter med at lave en baggrund og indsætter de forskellige elementer, som man på forhånd ved - eller tror, man ved - man gerne vil ha med. Og så begynder man at modulere. Alt kan hele tiden ændre sig. Ens oprindelige idé - hvis man altså overhovedet havde en - kan vise sig i virkelighed at være ret uinteressant, at blokere for en anden, mere spændende (så den må droppes). Materialet øver modstand. Lige nu - f.eks. - har jeg det helt konkrete problem, at jeg må sidde og klippe i nogle gigantisk store lyd-filer. Det tar lang tid for min PC at bearbejde ændringer, f.eks. fra mono til stereo.

Jeg har besluttet - omend lidt modvilligt - at give mit nye projekt arbejdstitlen "Intolerance". Det er ikke nogen særlig god titel -- men indtil jeg finder på noget bedre.

Her er klippet fra nedenstående post - nu i en lidt mere ornamenteret udgave.  

In Your Body

15. Jun 2006 15:06, Bo

Rune Engelbreth har skrevet i sin logbog om rekationerne so far på udgivelsen af "Karikaturkrisen". Læs her. Poesi.dk har i dag en lillebitte notits om udgivelsen af mit seneste hæfte - tak for det - og jeg er gået i gang med endnu et lyd-projekt. Indtil videre har værket ikke nogen titel, ikke engang en arbejdstitel -- men du kan (måske) få et indtryk af det ved at lytte til dette klip.

Sløngler

14. Jun 2006 19:42, Bo

1. Jeg er fortsat bagud med besvarelse af emails -- og jeg skylder efterhånden en del. Jeg ved det.

2. Steen har publiceret endnu et podcast, denne gang bl.a. med et indslag om luft i maven. Han er meget kropslig, ham Jensen.

3. Og i morgen åbner officielt de første sløngeldage i Skanderborg. Tjek websitet her. Dagene hedder, som de hedder, på grund af en lille novelle, Ole Lund Kirkegaard engang skrev, "Di heslige slønglers klup", trykt i Politiken, juleaftensdag 1967. Novellen blir læst op, og en sær-udgivelse præsenteret, i forbindelse med en event i morgen aften i Kulturhuset, Skanderborg. Kl. 17 - osse i morgen - indvier borgmesteren Ole Lund Kirkegaards Stræde og afslører en flise og et gavlmaleri ved forfatterens barnsdomshjem -- som ligger to minutters gang fra vores lejlighed. 

Ligeti, 2

14. Jun 2006 15:44, Bo

"Lyt til Nyt" droppede i går aftes det planlagte program og sendte i stedet halvanden times Ligeti-special. Hør her. New York Times' nekrolog kan læses her. Ligeti blev en af det tyvende århundredes helt store komponister, der både biografisk og gennem sit værk kom til at repræsentere - eller hvordan jeg nu skal udtrykke det - det tyvende århundredes (som NY Times skriver) bleakness og groteske humor, Holocaust og det sovjettiske regime. Hans største, mellemfolkelige hit blev (måske) "Lux Aeterna", som Stanley Kubrick brugte i "2001".

Og så kom regnen endelig, i hvert fald til Skanderborg. Jeg er færdig med mit lille, 3-minutters-stykke -- og vil i dag lytte til "Technical Breakdown", som jeg i går modtog med posten.       

Creative Commons

14. Jun 2006 15:16, Bo

Voldsomt spændende: Creative commons lanceres nu osse i Danmark Gad vide, hvordan Koda / NCB vil forholde sig til det?

Porno, 2

14. Jun 2006 04:08, Bo

Som det vil være vore faste læsere bekendt, sker det stort set aldrig, at vi her i bloggen tager fejl, viderebringer urigtige oplysninger, løber med sladder eller på anden måde omgåes sandheden lemfældigt. Og når det alligevel en sjælden gang sker, er vi ikke for stolte til at indrømme det. Læs Steen Schapiros kritik af gårsdagens porno-historie.  

Porno

13. Jun 2006 21:32, Bo

Ifølge en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Nordisk Institut for Kvinde- og Kønsforskning ser hele 98% af danske drenge mellem 12 og 20 år porno. Tallet for pigerne i samme aldersgruppe er 86%. Bloggen bringer billederne:

 

I cirklen ses hhv. Martin og Knud, som er de to, der ikke ser porno. Resten gør.

De fjorten i cirklen, der ikke ser porno, er medlemmer af Kristeligt Forbund for Studerende. De tre ville gerne, men tør ikke af frygt for at blive opdaget. Fem af de fjorten tror, hvis vi skal være helt ærlige, ikke, at de nogensinde bliver rigtig lykkelige. 

Karikaturkrisen

13. Jun 2006 20:26, Bo

PRESSEMEDDELELSE FRA GYLDENDAL

Ny bog af Seidenfaden & Engelbreth: Karikaturkrisen

På Danmarks officielle nationaldag, den 15. juni 2006 udkommer Tøger Seidenfadens & Rune Engelbreth Larsens bog om den største krise i dansk efterkrigstid: 'Karikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar'

Bogen tilstræber - baseret på alt det tilgængelige materiale i sagen, herunder regeringspapirer, hjemlig og international pressedækning m.v. - at komme så tæt på at være den uafhængige undersøgelse af sagen, som det ellers hidtil er lykkedes den danske regering at forhindre. Forfatterne dokumenterer, analyserer og vurderer forløbet af den danmarkshistoriske krise, som blev konsekvensen af Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer.

Forfatterne lægger ikke skjul på deres egne holdninger, men konklusionerne er draget på baggrund af en omfangsrig dokumentation såvel som grundige analyser. Eller som forfatterne udtrykker det med et citat af Daniel Patrick Moyniham: "Enhver har ret til sine egne holdninger. Men enhver har ikke ret til sine egne kendsgerninger". I bogen udsættes de mange holdninger i karikatur-krisen for den hårde test, der går ud på at konfrontere dem med kendsgerningerne.

Undersøgelsen konkluderer bl.a. at:
- de danske imamer og delegationerne til Mellemøsten må frikendes for det ansvar for krisens opståen, internationale eskalering og kulmination, som mange herhjemme har tillagt dem.

- statsminister Anders Fogh Rasmussen bærer hovedansvaret for krisens opståen og eskalering

- statsministeren vildledte under hele forløbet - med betydelig succes - offentligheden, med hensyn til hvad det var, de islamiske landes repræsentanter ønskede

- den danske regering har, ved igennem over tre måneder fuldstændig at undlade at informere Det Udenrigspolitiske Nævn om en ulmende udenrigspolitisk krise, gjort sig skyldig i hvad der ville være et konstateret grundlovsbrud, hvis ikke regeringen kunne regne med Dansk Folkepartis automatiske støtte

- den danske regering har efterfølgende mørkelagt sagen i et uhørt omfang, og brugt alle sin magtmidler til at forhindre den kritiske og uafhængige undersøgelse, der ville være en selvfølge i de demokratiske lande, vi normalt sammenligner os med

- det var ingen tilfældighed, at sagen opstod i Danmark, hvor debatklimaet især pga. Dansk Folkeparti er væsentligt mere islamofobisk end i Vesten i almindelighed

- krisens eksplosion i ambassadeangreb, gadeprotester og trusler i flere islamiske lande afspejler ikke en generel 'civilisationskrig', men har lokale årsager

- sagens udspring var en konflikt mellem Jyllands-Posten og danske muslimer i moskémiljøerne - en politisk krise blev det først med statsministerens sagshåndtering fra midten af oktober

- de danske imamer har både hjemme og ude gjort mere for at begrænse krisen, end for at intensivere den

- ytringsfriheden er ikke under pres og har ikke på noget tidspunkt været truet af danske muslimer. Påstanden om "selvcensur" som baggrund for offentliggørelsen af karikaturerne er et falsum

- ytringsfriheden blev først truet, da avis og tegnere fire måneder efter offentliggørelsen blev udsat for dødstrusler fra Taleban og Al Qaeda. Ironisk nok var det netop i denne fase, at både regeringens og avisens forsvar for ytringsfriheden var mindst absolut.

- afvisningen af en retssag mod Jyllands-Posten for krænkelse af blasfemi- og racismeparagraffen hviler på afgørelser af stats- og rigsadvokat, der - uanset hvad man i øvrigt mener om lovgivningen - er præget af dobbeltstandarder, udeladelser og selektive fortolkninger

- Jyllands-Posten har bevidst krænket et religiøst muslimsk mindretal på en facon, man aldrig herhjemme ville se anvendt over for fx jøder og kristne

Bogen er på 336 sider og koster 275,- kr.

Ligeti

13. Jun 2006 17:46, Bo

György Ligeti døde i går, 83 år gammel. Læs mere her.

3 minutter, 2

13. Jun 2006 17:35, Bo

Er på 2:42. Varmen: Ulidelig. Nu går Ane og jeg i byen for at købe noget koldskål.

3 minutter

13. Jun 2006 15:23, Bo

Jeg har brugt de sidste 7-8-10 timer på at sidde og sammenflikke noget, der gerne - eventually - sku-ska blive til (bare) et 3-minutters lydklip. Det er jo fuldstændig latterligt, så lang tid det tar. Det er næsten lige så uøkonomisk som at lave film. Overvejer kraftigt i stedet at gå i kælderen og male et eller andet. Med store, fede og dryppende penselstrøg.  

PC-hjælp søges, 2

13. Jun 2006 11:35, Bo

Fuhlendorff

13. Jun 2006 02:19, Bo

Se Renés nyeste malerier.

PC-hjælp søges

12. Jun 2006 20:45, Bo

Jeg kan ikke få ordentlig hul-i-gennem, når jeg forsøger at optage med mikrofon. Signalet er alt for svagt. Hvis jeg optager via Audicity, må jeg efterfølgende forstærke voldsomt -- og får tilsvarende forøgelse af støj og forvrængninger. Hvad gør jeg galt? Hvad kan jeg gøre? (Og lad nu være med at skrive, at jeg skal tjekke, om der er andre mikrofon-indgange, for så er jeg nødt til at kravle ned under bordet og hive kassen ud o.s.v)

Endnu mere varme

12. Jun 2006 17:34, Bo

Og i dag er det endnu varmere. Min Morton Feldman-CD er kommet (og min boghandler, Helle, planlægger at købe en Suzuki 500-motorcykel, fortalte hun mig) -- og jeg benyttede lejligheden, da jeg var dernede, til straks at bestille endnu en Naxos-udgivelse, Milton Babbitt: "Soli e Duettini". Dagens interview er med cellisten Charlotte Moorman (download her). Det er meget morsomt. Charlotte Moorman er nok bedst kendt for sit samarbejde med Nam June Paik (billedet). Så vidt jeg husker, har de en video-opførelse på permanent display på Aros ... ? Det kan være, det er noget, jeg har drømt.

Om lidt vil jeg gå på biblioteket for at hente 4 bøger, jeg har bestilt: "Introduction to electroacoustics", "Musik og lyd", "Digital lyd" og "Complete guide to audio". Min bror, som er godt undervejs til at blive en velhaver p.g.a. Beatles, har ved en tidligere lejlighed udtrykt en vis bekymring for min tendens til mani eller én-strenget-hed: Når jeg kaster mig over et projekt - et-eller-andet - så er det dét, der gælder, hvadenten det er Olson, Sade eller (nu) lyd. For det er usundt kun at ha én ting i hovedet. Tænk bare på Mogens Glistrup -- og hvor galt det gik. Men: 1) jeg er opmærksom på det, og 2) hvor er det dog fantastisk, så meget nyt jeg lærer. Hvem sku ha troet, at jeg en dag - endda en meget varm dag - ville sidde og læse om elektro-akustik? Nej, vel. Heller ikke selvom min far, faktisk, er uddannet radio-tekniker.         

Varme

12. Jun 2006 00:11, Bo

Det er ikke blevet til meget power-blogging denne søndag. Det har simpelthen været for varmt -- og først nu, lidt over midnat, er min hjerne ved at være kølet så meget af, at den kan samle (sig om) en tanke. Elller måske to. Planlægger at sætte mig i min lænestol og læse dette essay, "Cut and Paste: Collage and the Art of Sound". Steen er klar med podcast #2, denne gang om firmaets lokum. Jeg må snart få fikset min PC, så jeg osse ka komme i gang.  

To quiet and sober the mind

11. Jun 2006 02:45, Bo

Jeg har tilbragt lørdag aften på Vejle Idrætshøjskole -- indbudt i forbindelse med dette års Verdensbilledlegat-seminar. Jeg har de foregående 4 år været projektleder på Verdensbilledlegatet, men nu nøjes jeg med at følge det lidt på afstand. Møder op, når der er gratis mad o.s.v. Jeg tog toget frem-og-tilbage, og undervejs lyttede jeg - for jeg har omsider købt mig en mp3-afspiller - til et interview med John Cage. Faktisk var det grunden til, at jeg erhvervede mig afspilleren: Jeg har downloadet en masse interviews og radioprogrammer -- og jeg tænkte ... o.s.v. Og desuden var den på tilbud.

Interviewet med Cage, som kan downloades her, var -- er fra 1963, lavet af en dengang kun 19-årig Jonathan Cott. Cott forholder sig kritisk til Cages idéer, og han stiller begavede spørgsmål, som han - som unge akademikere har for vane - sylter ind i diverse citater, fra Norman Mailer til Stravinskij. Det er irriterende, men Cage lader sig ikke (tydeligt) anfægte. Det helt centrale spørgsmål, som Cott på forskellige måder forsøger at fremføre, angår kunstnerens - her: komponistens - rolle. John Cage har lavet tilfældighedsmusik, og han har lavet stykker, hvori det er musikerne selv, der bestemmer, hvad der skal ske -- men er det ikke at forflygtige eller frasige sig sit ansvar som komponist? Er det ikke netop komponistens ansvar at ordne og tilrettelægge, at lave værket, således at det udsiger et eller andet? Hvordan kan vi kvalitativt bedømme et værk, der ikke har nogen retning eller intention? Hvordan kan vi sammenligne det med andre værker? Cage smutter lidt for nemt omkring det sidste spørgsmål, synes jeg -- men han svarer: Jeg er ikke specielt interesseret i kvalitative bedømmelser, og jeg er overhovedet ikke interesseret i sammenligninger. Og mit ansvar som komponist er ikke at sige et eller andet, men "to quiet and sober the mind, thus making it susceptible to divine influences."

Der er meget på spil i dét interview -- store og vigtige ting. Hvis du får tid, så hør det endelig.          

Morgenthaler

10. Jun 2006 15:37, Bo

Jeg har skrevet en kort replik i anledning af et interview med Anders Morgenthaler. Læs den på Det Danske Pornografi-Selskabs website.

Box.net

10. Jun 2006 01:29, Bo

Testing. Klaus - tak - henviste mig til box.net, der reklamerer med op til 1GB gratis file sharing. Hvis det virker, burde du kunne klikke her og høre et lille lydklip, jeg har lavet.

Had og fisk

10. Jun 2006 00:13, Bo

En eller anden har googlet "vi hader samfundet" -- og fundet mit site. Bizart. Blev via Senturas website opmærksom på søgemaskinen Sing Fish, "the audio/video search engine". Tjek den ud. 

Tiger Musik

9. Jun 2006 17:54, Bo

En spændende nyhed (som jeg læste i Mettes blog): Det-meste-for-en-tier-butik-kæden Tiger lancerer Tiger Musik: "Så ligger du inde med usædvanligt uhørt musik, har vi distributionen og viljen til at få musikken markedsført. Vi sælger din musik på cd for en tyver. Du bliver hørt og vi deler lige over. Du bliver også omtalt i vores Tiger-katalog som går ud til 1,3 millioner husstande." Læs mere her.  

Omtale af Nothing

9. Jun 2006 17:39, Bo

Omtale af min CD, "Nothing", i Lars' blog.

Shopping

9. Jun 2006 17:32, Bo

Dagens super-indkøb -- osse selvom ny-prisen kun er ca. det dobbelte: "Xena and Hercules", en 2-DVD-udgivelse, købt i Blockbuster for kr. 19.75. Alt om Xena her. Har vundet en CD på QXL, Thalia Zedek: "Been Here and Gone". God titel. Vejret: Møglummert. 

Boganmeldelse

9. Jun 2006 16:03, Bo

Læs ny boganmeldelse af Nicolas Barbano på Det Danske Pornografi-Selskabs website.

Technical Breakdown

9. Jun 2006 02:36, Bo

Jeg har lige brugt ca. to timer på at sidde og fisle med et stykke musik -- hvorefter, da jeg ville save, programmet gik ned. Men jeg er rolig som en doven hund. Faktisk overvejede jeg forleden at skrive noget om dette forunderlige, at hvor digteriet og maleriet som oftest går mig på nerverne, så forholder det sig stik modsat med musikken -- måske osse fordi jeg helt bevidst har besluttet at forholde mig cage'sk og zen-agtig til projektet. Det er en øvelse i tålmodighed. Og desuden: Mit lille PC-sammenbrud gir mig et godt link til en omtale af "Technical Breakdown" fra AUX, netop udgivet -- og til at nævne, at jeg i går meldte mig ind i foreningen. 

Morten har skrevet en fin omtale af mit seneste hæfte. Tak for det.   

Bog-reklame

8. Jun 2006 17:21, Bo

Rune Engelbreth Larsen og Thøger Seidenfaden: ""Karikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar". Udkommer d. 15. Læs mere om bogen her.

Muhammed i Struer

8. Jun 2006 16:03, Bo

Min gamle folkeskole, Parkskolen i Struer (og min gamle folkeskoles gamle bibliotek, hvor jeg i gamle dage plejede at hænge gammeldags ud), er i dag tophistorie i Kristeligt Dagblad. Skolen har valgt ikke at stille Kåre Bluitgens meget omtalte Muhammed-bog frem til udlån på biblioteket. KD skriver: "Det skyldes ikke Muhammed-sagen, eller at vi vil udøve censur. Men det er en meget voldsom bog, og hvis den læses uden samtale med en voksen, vil den give et forkert billede af islam, ikke mindst muslimers syn på andre religioner. Derfor har vi valgt at lade bogen være forbeholdt lærerne, som så kan inddrage afsnit af den i undervisningen, siger skolebibliotekar Søren Langkjær, der derimod ikke har valgt at holde eksempelvis Bibelen væk fra hylderne." Af skolebibliotekets egen hjemmeside - og skolebiblioteket er i mellemtiden, kan jeg se, blevet omdøbt til Pædagogisk Servicecenter - fremgår det, at centret har til formål at stille "undervisningsmidler til rådighed for elever og lærere, så det er muligt at søge, indsamle, bearbejde og formidle informationer". Men nogle informationer er åbenbart mere informationer end andre.  

Matmos

7. Jun 2006 19:12, Bo

Dagens musik er af Matmos. Hør "Roses and Teeth for Ludwig Wittgenstein" o.a. på P2-programmet Radiums website. Klik her.

Sløngler på Skanderborg Museum

7. Jun 2006 16:35, Bo

Jeg forsøger at overtale slønglerne i Skanderborg til at oprette en weblog. Denne post for at vise dem, hvordan en weblog kan bruges.

I anledning af "Sløngeldage" i Skanderborg vil Skanderborg Museum gerne invitere dig/jer til åbning af udstillingen:

"Børns steder i Skanderborg i 1950erne og i dag"

Realskolens 5A har i samarbejde med Skanderborg Museum lavet en udstilling i tekst og billeder om "deres steder" i 2006. Til sammenligning med, hvad der kunne være "særlige steder" for børn i 1950erne sætter museet fokus på Ole Lund Kirkegaards univers. Denne udstilling har museet kaldt "I Ole Lund Kirkegaards fodspor".

Det vil glæde Skanderborg Museum at se jer alle til åbning af udstillingerne onsdag den 14. juni kl. 17.00

Museet byder på lidt at drikke og gumle på.

Med venlig hilsen

Helle Reinholdt                                                              
museumsinspektør                                                          

Annette Ahl
projektmedarbejder

Music for Graveyards

7. Jun 2006 13:01, Bo

Efter at ha færdiggjort "Nothing" er jeg gået i gang med mit næste CD-projekt, "Music for Graveyards".

En krone sparet ...

6. Jun 2006 23:48, Bo

... er en krone tjent. Som man siger. Her er en liste over de absolut billigste udgaver sat til salg via abebooks:

Gunilla Florby US$ 19.91
Prairie Fire Vol.VIII, No.1 US$ 5.00
The Lovely Treachery of Words US$ 10.00
Transparence of November Snow US$ 9.95
Double Standards US$ 10.00
The New Divan US$ 4.83
Sexualizing Power in Naturalism US$ 17.95

Det er (bare) nogle af de bøger, jeg i dag fik foræret af Winther. Sammenlagt gir det $77.64 -- og hertil skal naturligvis lægges 7 gange porto fra USA, i alt $63, altså alt i alt $140.64. Ifølge dagens kurs svarer det til kr. 818.31 -- som jeg har sparet og derfor tjent, og som jeg nu har til overs og kan bruge på tant og fjas. Fantastisk! Jeg vil straks gå på online-shopping.

Hvis du mener at ku spotte en fejl i min ovenstående udregning, så giv lige besked. Matematik er ikke min stærkeste side.   

Gertrude Stein Selskabet

6. Jun 2006 23:01, Bo

Jeg læser i Glaz Serups blog, at der nu findes et dansk Gertrude Stein Selskab. Interesseret? Besøg websitet her.

Bøger

6. Jun 2006 16:46, Bo

Engang i mellem, når jeg f.eks. læser om min brors bog-shopping-ture, kan det godt ærgre mig lidt, at jeg bare bor i Skanderborg. Da Ane og jeg boede i Århus, kom jeg trofast i byens antikvariater -- men i Skanderborg har vi ikke så meget som én eneste, lille, snusket blad-bytte-biks. Herude er bøger ikke noget værd, og når vi har læst dem - hvis vi da overhovedet orker - smider vi dem ud sammen med kartoffelskrællerne.

Men på den anden side: Netop derfor - fordi ingen regner dem for noget - kan man undertiden være heldig. Hvis man - d.v.s. jeg - endelig falder over en spændende bog, så koster den (med jysk underdrivelse) ikke alverdens. Sædvanligvis et par kroner. For eksempel (og derfor dette indlæg) var jeg i eftermiddag hos boghandleren for at spørge til min Morton Feldman-CD (som ikke var kommet) -- og på vej hjem besluttede jeg mig for at tjekke antikvariatets bogkasser. Antikvariatet er ikke noget bog-antikvariat, men der står altid tre-fire kasser med skrammede Union-bøger ude på fortovet. Der er endda et skilt skruet i væggen: "Bøger kr. 3,-" I dag var der bid: Et pænt eksemplar af Leonard Cohens "En dameelskers endeligt", udgivet på Centrum. Og da jeg gik ind for at betale de kr. 3,-, spurgte Winther - for det hedder han - om jeg var interesseret i bøger på engelsk. Han udstyrede mig med en nøgle og sendte mig ud i baghuset, hvor der stod fire kasser -- parat til at ryge på forbrændingen. Jeg samlede mig en pæn bunke, som jeg slæbte hjem i en papkasse. Samlet pris: Kr. 0,- -- for de skulle jo bare smides væk. Her er en liste:

Digtsamlinger: Edwin Morgan: "The New Divan", Lola Lemire Tostevin: "Double Standards", Roo Borson & Kim Maltman: "The Transparence of November Snow", Nancy Burke: "Mirrors of Memory". Tre Kroetsch-bøger: "Prairie Fire - A Special Tribute to Robert Kroetsch", Kroetsch: "The Lovely Treachery of Words" og Gunilla Florby: "The Margin Speaks - A Study of Margaret Laurence and Robert Kroetsch". "Sexualizing Power in Naturalism", "For Openers - Conversations with 24 Canadian Writers", endnu en Cohen, "Yndlingslegen", Caleb Carr: "The Alienist" og James Patterson: "Pop Goes the Weasel". 

For Satan ...

6. Jun 2006 14:08, Bo

... da osse. The stars er i den grad aligned. Dette er min smartlog-post nr. 900. I dag er den 6.6.06. Og herover ses et par af de røntgen-fotos, jeg fik taget i forbindelse med min sarkoidose-undersøgelse. Something is a-coming ... A-ha.

Country chicks mod Bush

6. Jun 2006 12:48, Bo

Læs om Dixie Chicks i Politiken.

Jenifer

6. Jun 2006 08:55, Bo

Har set ca. 20 min. af "Jenifer" -- og der gik ikke mere end 3, før jeg genkendte historien fra min ungdoms tegneserielæsning. Er det Corben, eller er det Wrightson, der har illustreret den?

Ghita Nørby, 2

5. Jun 2006 19:54, Bo

Bemærk venligst tilføjelsen til min post om Ghita Nørby.

Kyle Gann

5. Jun 2006 17:46, Bo

Dagens CD er med udvalgte værker af Kyle Gann -- der bl.a. og med reference til Marcel Duchamps berømte maleri har komponeret "Nude Rolling Down an Escalator". Mp3-filer kan downloades fra denne side.

Hegel

5. Jun 2006 17:10, Bo

The Jiggly Rooms kundeservice informerer: Carsten var modig nok til i en kommentar - her - at nævne Hegel. Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) var en tysk filosof, født i Stuttgart. Han betragtes af nogle som den største tænker af dem alle, hvorimod andre - og mindst lige så mange - anser ham for at ha været et gammelt, fordrukkent vrøvlehoved. Det er almindeligt kendt, at Hegel drak spandevis af rødvin. Men én ting er i hvert fald indiskutabelt: Hegels værker, herunder ikke mindst hovedværket "Åndens fænomenologi", er sindssygt svære at læse og forstå. Så vidt jeg husker, løber (bare) første sætning - ! - i sidstnævnte over en helv halv side. Uden punktummer. Og på tysk. Faktisk er Hegel så vanskelig at begribe, at man uden større risiko for at møde kvalificeret modstand kan påstå næsten hvad som helst med en henvisning til, at "som Hegel sagde ... " Iblandt Hegels vigtigste, filosofiske arvtagere var bl.a. Karl Marx -- uden at hegelianisme og marxisme i øvrigt har voldsomt meget med hinanden at gøre. Filosofi er undertiden en ret kompliceret affære. At forsøge at læse Hegel uden hjælp er halsløs gerning, som ikke vil føre til andet end fortvivlelse. Den bedste introduktion på dansk - og det er efterhånden en del år siden, jeg læste sådan noget, så måske tar jeg fejl - er skrevet af den danske filosof Justus Hartnack. Carsten kan sikkert huske, hvad den hedder. Jeg har glemt det.      

End of discussion

5. Jun 2006 16:11, Bo

DR: "En mand i Ukraine havde sat sig for at bevise, om Gud eksisterer [...] For øjnene af en chokeret menneskemængde i Kievs zoologiske have firede manden sig ned med et reb over indhegningen til løverne, mens han råbte: "Gud vil redde mig hvis han eksisterer". En hunløve gik straks til angreb, væltede ham ned og flåede hans halspulsåre over ... "

Ghita Nørby

5. Jun 2006 14:36, Bo

Pinsen - i hvert fald på DR1 - er fuld af Ghita Nørby. I går aftes sendte de en opførelse fra Det Kongelige med Nørby og Jørgen Reenberg -- og hvor er Jørgen Reenberg dog en blændende, fantastisk skuespiller! Faktisk er han så god, at det næsten er et problem, for ved siden af ham - på en scene - bliver forskellen tydelig: Alle andre blegner og kommer til at fremstå som amatører. Undtagen, selvfølgelig, Ghita Nørby. Hun er lige så god. Jeg er opvokset med Ghita Nørby, de danske folkekomedier, og hun har altid været der. Bloggen ønsker hjertelig til lykke med jubilæet.   

Tilføjet: Der burde være en folkegave af en slags. Til Ghita Nørby. Hvordan organiserer man sådan noget?   

Tilføjet: Har postet nedenstående i et forum. Du er meget velkommen til at kopiere, indsætte, maile o.s.v.

***

Kære alle,

Jeg synes, det ville være på sin plads med en eller anden form for folkegave til Ghita Nørby i anledning af hendes jubilæum. Da Benny Andersen fyldte rundt, fik han et fakkeltog til hans ære -- og Ghita Nørby, forekommer det mig, har da gennem sin karriere beriget os danskere mindst lige så meget.

Desværre har jeg ikke den fjerneste anelse om, hvordan man starter eller organiserer sådan noget. Hvis en eller anden har en god idé, så skriv meget gerne en kommentar i min blog på adressen http://gorzelak.smartlog.dk/56964_Ghita_Norby.html#kommentarer.

Vh Bo

*** 

SMS mig dit visitkort

4. Jun 2006 20:51, Bo

Kære venner, bekendte, tidligere og kommende arbejdskollegaer, dødsfjender og/eller familiemedlemmer: Det er selvfølgelig lykkedes mig, fordi jeg er en klovn, at få slettet alle de lagrede numre på min nye mobiltelefon. Vær venlig, respektive, når du får en ledig stund, at æssemæsse mig dit mobil-visit-kort, så jeg kan få dit nummer tilbage i systemet. Mit nummer står ovenfor.  

CDer

4. Jun 2006 13:56, Bo

Er nået til Morrison (as in Van) i afdelingen med pop/rock. Listen vokser. Har taget enkelte, klassiske CDer, men mangler stadig en del, herunder ca. en halv meter operaer. Vejret er for-sommer-yndigt, og Ane er med sine forældre på museet. De dukkede pludselig op.

En pudsig ting ... forresten. Jeg har lige siddet og læst en klumme af Lars Bukdahl, hvori han (i forbindelse med Leths nye digtsamling) skriver om modernisternes forkærlighed for skitser, snapshots, arbejdsnotater o.s.v. Det er osse (bare) en af de (mange) ting, Leo Tandrup har bemærket og brokket sig over: I gamle dage, dengang dinosaurerne gik på jorden, lavede man helstøbte, færdige værker. Nu om stunder tjatter man bare lidt ud i det blå (for giv det blå tilbage). Jeg ikke, om der overhovedet er nogen sammenhæng -- men idet jeg nu sidder og lister mine CDer, blir jeg igen meget bevidst om, hvad jeg opdagede, da jeg begyndte at få musikalsk begavede venner: At jeg har en tendens til at komme for sent. Eller mere præcist: Jeg har en tendens til først at blive interesseret, når tingene er begyndt at bryde sammen. Den eneste Supertramp-udgivelse, der for alvor siger mig noget, er "Brother Where You Bound", den eneste Pink Floyd er "The Final Cut". Jeg lyttede (og lytter) ikke til Dire Straits ældre end "Brothers in Arms". Og så videre. Jeg står på dér, hvor andre står af. Formodentlig skyldes det et eller andet genetisk.     

Emails og andet

4. Jun 2006 01:16, Bo

Komplet triumf. Det lykkedes mig at få afleveret "Doom" uden at leje noget nyt -- bl.a. fordi jeg var så optaget af min nye mp3-afspiller, at jeg helt glemte ... o.s.v. Og jeg har fået de fleste af mine Richard Wagner-CDer sat på listen. Overvejer om jeg virkelig orker at udspecificere den dér "Wagner Mania"-10-CD-box. Det kommer i hvert fald nok til at vente. Babe Marianne har lige "completed a swimwear and commercial photoshoot in Southern Spain", og der er enkelte nye fotos på websitet. Har vundet en CD med Bamses Venner på QXL. Pris: Kr. 1,- Og jeg har fået ryddet lidt op.

Jeg er (igen igen) bagud med at besvare diverse emails, og jeg undskylder. I'll get to it, I promise.       

Nyt mobilnummer

3. Jun 2006 19:48, Bo

Mit nye mobilnummer er det samme som mit gamle mobilnummer. Hvis du i mellemtiden har slettet det - f.eks. fordi jeg bad dig om det - så opdatér venligst.

Min CD-samling

3. Jun 2006 17:48, Bo

Jeg har genoplivet mit at-lave-en-liste-over-min-CD-samling-projekt. Det er ca. 90% spild af tid og liv -- og kun en lillebitte smule nødvendigt, for at jeg selv skal ku finde rundt. Min eneste undskyldning, derudover, er, at det morer mig at snage i folks samlinger af diverse, så for at gi andre samme mulighed ... o.s.v.

Er der i øvrigt nogen, der ved, hvad min bror laver for tiden?  

Doom

3. Jun 2006 16:16, Bo

Jeg befinder mig i øjeblikket fanget i en Blockbuster-møller, som i en svingdør. Der kan godt gå lang tid, hvor jeg slet ikke lejer film -- men er jeg først begyndt, har jeg svært ved at stoppe igen. Hvis jeg alligevel skal leje én film, tænker jeg, kan jeg jo lige så godt leje to eller tre -- og når jeg alligevel dagen efter skal i butikken for at aflevere dem, kan jeg jo lige så godt leje en ny. Eller to eller tre. Og så videre. I går aftes lejede og så jeg "Doom", baseret på spillet. Den var (og er) ikke særlig god, især ikke når man sammenligner - og det er svært at undgå - med "Resident Evil". Jeg kan læse, at Henrik har været på "Alien"-shopping. Jeg ku-ka godt li "Alien", etteren, og "Aliens", toeren, men det tog mig tre forsøg at komme gennem treeren, og fireren, syntes jeg, var meget ringe. Jeg ville ikke protestere voldsomt, hvis det Galaktiske Råd gav Jeunet og Caro forbud mod at lave flere film. Og "Alien vs Predator" var endnu dårligere. Gad vide, hvordan det ville gå, hvis man bad Clive Barker om at lave en fortsættelse? De eneste to sci-fi-film i min egen samling er - så vidt jeg husker - "Close Encounters" og "Event Horizon" -- den første, fordi Lars forærede mig et eksemplar, og den anden, fordi a) idéen (og titlen) er kanon-god og b) der er nogle flotte scener. Men Ane har en gigantisk Star Trek-samling.    

Hoodoo

2. Jun 2006 19:35, Bo

Hver dag lærer man noget nyt. Er lige blevet færdig med at se "Skeleton Key", en film om besættelse og hoodoo, "an American term, originating in the 19th century or earlier, for African-American folk magic." "Hoodoo consists of a large body of African folkloric practices and beliefs with a considerable admixture of American Indian botanical knowledge and European folklore." Læs mere her. Jeg havde aldrig før hørt om det. I modsætning til voodoo, som er en decideret religion, er hoodoo - så vidt jeg forstår - magi, som kan praktiseres af alle, og som ikke forudsætter eller involverer religiøse forestillinger eller tro. Det må lige være noget for min bror (omend han midt i sin pave-kampagne nok bør gå lidt stille med dørene). Jeg vil straks gå ud i min omverden og samle mig nogle rødder og lidt spyt fra en blå-øjet jomfru. Chancerne er i aften endnu bedre end sædvanligt, for det er Lys Nat i Skanderborg, der er gøgl og fis, og butikkerne holder åbent til kl. 23. Ane står vagt på museet.   

Tyler Futrell

2. Jun 2006 11:53, Bo

Dagens CD er med udvalgte værker af Tyler Futrell. Værkerne kan downloades i mp3-format fra komponistens website. Klik her.   

When it rain, it pours

2. Jun 2006 11:30, Bo

Hep! Min søster har sendt mig en super-flot Spiderman-t-shirt. Tak for det! Jeg vil bære den med stolthed. Og mere film: Da jeg forleden gik i Blockbuster for at leje "Saw II", regnede det ret kraftigt i Skanderborg. Det var en ny, ung pige, der havde vagten i butikken, og på grund af - sikkert - en uskøn blanding af uvidenhed og den form for arrogance, unge piger lider af, havde hun forsømt at stille en af kasserne med DVD x-rentals i sikkerhed. De står på gaden, udenfor, og filmene i den ene kasse sejlede i vand. Pigen har sikkert fået et fur af chefen, ikke mindst fordi mange af filmene var forholdsvis nye og dyre. Men altså. Da jeg vendte tilbage for at aflevere "Saw II", var mange af DVDerne (nu med ødelagte covers) mærket ned -- og jeg faldt selvfølgelig for fristelsen og købte en mindre posefuld: "Batman Begins", "Amityville Horror", "Skeleton Key", "Bob and Carol and Ted and Alice", "The Brown Bunny" og Argentos "Jenifer" -- foruden tre helt nye film film til kr. 10,- pr. stk., "Diva", "Henry V" og "Assault on Precinct 13". Har indtil videre set "Amityville Horror", som var udmærket, og ca. halvdelen af "Batman Begins", der - som Ane bemærkede - lader til at være seriens mest gennemførte. Jeg opgav "The Devil's Backbone", som jeg købte forleden, for den har en dreng i hovedrollen, og jeg gider ikke se film med børn (eller dyr) i hovedrollerne. Ligesom - i øvrigt - jeg heller ikke gider at se film lavet af Tim Burton ... medmindre der er mænd klædt ud i gummi.      

Den Blå Port 70

1. Jun 2006 18:59, Bo

Nyt nummer af "Den Blå Port": "I en samtale diskuterer Jørgen Leth og Claus Beck-Nielsen selviscenesættelsen og hvad der sker, når liv og værk smelter sammen. Jørgen Leth bidrager med fire nye digte og Claus Beck-Nielsen med fotoet af sin gravsten placeret på Vestre Kirkegård." Med mere. Læs her.

Jensen podcaster

1. Jun 2006 18:29, Bo

Et link: Jensen har fået sig et headset, og han har lavet sit første, egentlige podcast -- hvori han bl.a. tager forskud på julen. Klik, download og lyt. Her.

Desværre har jeg nogle problemer med at optage lyd på min egen PC. Ellers ville jeg (selvfølgelig) straks gi mig til at abe ham efter. Jeg synes, det er en fantastisk idé -- og en fantastisk mulighed: At vi alle uden videre kan lave vores helt egen, lille radiostation.   

Saw II, 2

1. Jun 2006 18:14, Bo

Efter måneders utålmodig venten fik jeg i går aftes endelig set "Saw II". Filmen har ikke etterens nyheds-værdi - eller hvad det nu hedder - men den er en værdig opfølger, og selvom ofrene denne gang bl.a. er en flok unge (fanget i hus et med dødbringende nervegas), føles den alligevel ikke som (bare) endnu en flok-unge-fanget-i-et-hus-med-dødbringende-nervegas-film. Jeg kan ikke rigtig blive enig med migselv, om den store afsløring til sidst er clever -- eller en anelse plat. Jeg tror, jeg vil vente, til treeren kommer. Det kunne godt være smart fundet på. Men altså: Ok. Filmen indeholder nogle ret voldsomme scener, hvoraf i hvert fald den ene vil forblive rumsterende i mit baghovede et godt stykke tid ... forudser jeg. Mens jeg sad og så den, tænkte jeg ca. 3 ting - det er ca. 1 ting pr. halvtime - nemlig 1) at den mindede lidt om "Hole", og 2) at den osse mindede lidt om "Cube". Og endelig 3) at hele set-up'et i "Saw"-filmene minder gevaldigt om de dér computer-spil, som jeg ikke kan finde ud af -- hvor man skal gå rundt og finde spor og løse opgaver o.s.v. Den dag, Jigsaw udvælger sig mig, er jeg en færdig mand.    

Dejlig dag

1. Jun 2006 14:38, Bo

Sikken dejlig dag det er i dag. Solen skinner -- og jeg er, har jeg besluttet, færdig med min lille CD, "Nothing". I forbindelse med min altid igangværende Store Oprydning faldt jeg over en tegning, jeg lavde for et par år siden, og jeg besluttede mig for at bruge den på coveret -- i stedet for det billede, jeg ellers havde valgt. Når jeg har klikket "Post indlæg", vil jeg gå op til Lars, min dygtige trykker, og få coveret lavet.