Smartlog v. II » The Jiggly Room
Opret egen blog | Næste blog »

Poetry slams

31. Oct 2005 18:31, Bo

Det er igen blevet d. 1., og det vælter ind med nyhedsbreve - fra Poetklub Århus, fra LitLive og fra andre. Der sker en frygtelig masse. Umiddelbart - i min fantasi - kan jeg dårligt forestille mig noget mere upoetisk end et poetry slam. Jeg har aldrig været til et, så jeg ved - som så ofte - ikke, hvad jeg taler om. Kan en eller anden forklare mig, hvori det fantastiske består?

Houseboat Days

31. Oct 2005 17:00, Bo

Efter nogen overvejelse er jeg - aldeles tro mod min natur - nået frem til denne kompromis-løsning: Jeg prøver smartlog i november, hele november, og hvis jeg derefter stadig er i tvivl, kan jeg altid bare ta hjem. Jeg vil indtil videre betragte dette som min online efterårs-husbåds-ferie. Argumenterne for (i en periode) at ta på smartlog er indlysende: Det fungerer gevaldig godt, det får mig til at virke mere trendy - og jeg har brug for al den hjælp, jeg kan få - og ikke mindst: Jeg bruger en hel del tid på at forsøge at overbevise andre mennesker om, at de burde få sig en blog på smartlog.dk. Formodentlig ville - vil - det virke en kende mere troværdigt, dersom jeg selv rent faktisk var - er - .    

Har registreret mig som bruger på smartlog.dk

25. Oct 2005 18:10, Bo

Jeg er formodentlig en af de sidste mennesker i den civiliserede verden, der stadig sidder og laver hjemmeside i gammeldags rugbrøds-HTML, opbygget i tabeller o.s.v. Uden style sheets, uden CMS, uden feeds, no nothing. Og jeg er ikke kedelig nok til at forsøge at påstå, at min konservatisme er prisværdig. Egentlig skal jeg jo endda forestille at arbejde i IT-branchen - og mine udmærkede chefer besøger ofte mit site. Så det er faktisk helt galt. Jeg har flere gange brugt tid på at finde spændende og gratis style sheet templates på Nettet, og jeg har endda downloadet flere af dem. Hele to gange har jeg registreret mig som bruger hos gratis blog-udbydere, første gang hos blogger.com og senest - i går - her. Problemet - mit problem - er, at jeg vældig godt kan li at sidde og fisle med de der gammeldags sider. Men det bliver næppe ved med at gå. Smartlog er helt ligetil, meget brugervenligt - og pinger automatisk en håndfuld sites, heriblandt blogbot.dk. Anbefales varmt til alle, der hurtigt og nemt vil på Nettet.